Tunkallen

Sølve vaagned den første morgen paa Kjelle af at hanen gol. Ikke saa, at han hørte det, eller sandsed det; for han sov, mens den gol sine tre gange; men det var en lyd, han ikke var vant til paa den døgnets tid og derfor vækked den ham. Han laa netop og drømte, at bedstefaren stod ude paa Skagahammeren, slog ud med de hvide skjorteærmerne og sang «Smør og kaku, Smør og kaku» saa det ljomed udover dalen.

I halvsøvnen i den korte stund han brugte til at aarekje sig, havde han nok ligesom en snev af noget fremmed og usædvanligt, især en fremmed lugt, og det var saa stille, ligesom en lyd som var blit borte; men da han slog øjnene op, fuldvaaken, vented han intet 53andet, end at de som sædvanligt skulde møde det tilrøgede sperreloft oppe i Solfeng, og den store perpendiklen som pleied svinge frem og tilbage med faste knep i klokken ret over sengbænken hans.

Han sprat op, saa han blev siddende i sengen, sperred øjnene vidt op. Det var blikkende stilt, og alt omkring ham var fremmed!

Han hug sig uvilkaarlig med den ene haand fast i sengkanten, – han havde en følelse af, at han ligesom var midt oppaa væggen. Han gned øjnene flere gange, vented paa at han skulde vaagne helt, og at det sædvanlige billede af stuen oppi Solfeng skulde komme frem. Nei, han maatte være vaaken likevel! Han saa sig om:

Han var paa et loft med skraatag, som gik ned paa begge sider, saa det inde ved væggene var ganske lavt, knapt to sengehøider. Det var nok derfor han hadde synts, han var saa langt oppaa væggen, idetsamme han vaagned, han, som havde været vant til 54at ligge paa gulvet. Det var tømret af store runde jevntykke tømmerstokker, saa fintæljet, at de mest saa ud som høvlet. Høit oppe i den ene gavl sad et lidet vindu, næsten bare som en lang glug. Det var i hjørnet derunder, at sengen hans stod, og den var snedkret fast til væggen. Der kom et dæmpet lys ind fra vinduesgluggen, gik midt gjennem rummet og traf ret imot en liden dør, som saa saa rent ubegribelig stærk ud. Den havde nok svære jernbeslag paa den anden side, han saa store blanke naglehoveder, som gik næsten tvers over den, og den havde svær snirklet laas. Langs den anden væg stod store malte kister med snirklede jernbeslag baade paa laaget og paa siderne de ogsaa, og paa væggen nedover fra fodenden af sengen bortover mod døren hang hele rækker af helgeklæder. Og han kjende en saadan fin lugt, en blanding af den persejernslugt, som han havde kjendt af nye klæder, første gang han havde dem paa, og som der altid ligesom fulgte helg med, og saa lugten af 55rent, gammelt træ. Og der var et saadant underlig mildt og dæmpet lys.

Hvor var han? Han summed sig lidt. Jo nu hugsed han. Han var vist paa burloftet paa Kjelle, Berit Kjelle havde nok selv fulgt ham op did igaarkvæld og vist ham, hvor han skulde ligge.

Ja, det var hændt meget igaar, saa meget at han ikke havde faat tid til at sandse det, og holde det ud fra hverandre. Alt gik likesom i et for ham. Nu fik han tænke efter.

Ja, det var begyndt med, at han og bedstefaren havde været ude paa Skagahammeren for at høre madklokkerne, og saa var bedstemor kommet løbende og havde ropt paa dem. Og saa, ja, – saa var der en stund ligesom alt var borte, han hugsed intet før han pludselig blev var, at der stod mange folk omkring, og at Ivar Kjelle kom bort og snakked til bedstefar, som sad paa en sten. Der var blit spørgsmaal efter bedstemor, og da først hugsed de hende. De fandt hende borte i enget, hun sad paa den samme flekken, hvor 56de hadde set hende, da de løb hjem, og hun var blit saa laak af at løbe, at to karer maatte støtte hende, da hun gik hjem. Da havde hun sat sig paa dørstokken til fjøsdøren og havde begyndt at græde.

Derpaa var de blit staaende en stund allesammen, havde ligesom ikke noget at ta sig til før bedstefar reiste sig, gik efter en bøtte vand og slog bort paa brandtomten. Han hugsed, at der steg en tyk sort røg op efter der han slog vandet – og saa begyndte de andre at gjøre det samme. Bedstefar begyndte at grave i brandtomten, det var noget han ledte efter – det var vist almenakdaasen – for da de andre ogsaa begyndte at grave og han fandt en sammensmæltet klump, saa saa han længe paa den, putted den i lommen og sa, der var ikke noget mer at grave efter. Saa havde de ligesom ikke noget at gjøre igjen. Men saa tog Ivar Kjelle kommandoen, og sa det vel var bedst de begyndte at tænke paa at flytte. Men da havde bedstemor sagt at det var ikke at tænke paa, før til kvælden, 57naar kjørene og gjeterne var kommet hjem. De var i skogen; hun havde som sædvanlig fulgt dem paa vei om morgenen; det var da hun havde faat set varmen; og det skulde nu ikke hænde, at de skulde komme hjem til slig forandring og ikke finde hende, – det blev haardt nok for dem lel, stakar, at skulle flytte. Ivar Kjelle havde git sig paa det, men han havde begyndt at se efter paa staburet og laaven, og havde sagt, at der var adskilligt som ikke kunde bli staaende igjen her, og saa havde han sendt Peder Kværnhuset og en anden af husmændene sine hjem efter to hester og langslæder. Da havde de fleste af folkene gaat saa der ikke var blit stort andre igjen end de fra Kjelle. Da de kom igjen med hestene, havde de med baade mad og drikke og hilsen fra Berit Kjelle, at de vel kunde trænge lidt i livet og at de fik være velkomne til Kjelle. De holdt allesammen maaltid oppe paa staburstrappen, og da var de alle ligesom blit mer letværne og glade, men bedstemor havde ikke været god 58for at æde, hun kom paa graaten ret som det var.

Saa havde de læsset paa, og var færdige, men maatte vente paa kjørene – gjeterne var kommet for længe siden, – men det var varmt om dagen, og kjørene havde nok tat langt opover i høiden. Endelig hørte de bjælden, og en stund efter kom de frem af skogen, Guldhorn først som sædvanlig og Morskol bagefter. Da de var kommet saa langt frem at de saa, standset Guldhorn – han syntes endnu han saa hende – videt næseborene ud, snøfted og satte i at raute saa langt og underligt, som de aldrig havde hørt før; og da havde bedstemor tat til at græde igjen. Men da havde de skyndt sig at ta dem i baand og to karer drog afsted med dem. Da var det ogsaa begyndt at haste med bedstemor, hun vilde være med strax. De maatte sætte hende paa den ene langslæden, hun var endnu saa laak at hun ikke orked at gaa. Saa havde de draget afsted. Først karerne med Guldhorn og Morskol, 59saa Peder Kværnhuset med flyttelæsset og en kar til at støtte det, saa den andre slæden med bedstemor og Iver Kjelle og bedstefar til at støtte hende en paa hver side, og tilsidst Sølve med Blaasale, bjældgjeten i baand, Kvitlin fulgte med af sig selv. Det sidste han kunde hugse han saa, da han drog fra Solfeng bagefter alle de andre var, at det gløste gult i øjnene paa katten, som sad igjen paa staburstrappen. Den havde de ikke tat med, for bedstefar sagde, at klodyr skulde en aldrig flytte. De kom selv, hvis de vilde.

Saa hugsed han ikke stort mer, bare at han var blit saa træt og at det havde gaat svært tungt og smaat nedgjennem Skagamobrækkerne. De var kommet ind gjennem en grind, ind paa et gaardstun, hvor der stod et stort træ, og hvor der var urimelig mange hus, som han synts var himmelhøie. Der var kommet en tykfalden venlig kjærring med graat haar og tat imod dem, de kaldte hende Berit Kjelle, og det var nok kjærringen selv, og 60hun havde ført dem ind i en svært stor stue med brede bænke langs væggene og et bord saa langt, at det næsten rak fra den ene væg til den anden, og havde bedt dem sætte sig borttil og faa mat. Men bedstemor havde ikke været god for noget, havde bedt om at faa lægge sig. Han selv maatte være sovnet paa bænken, der han sad, for han hugsed bare saavidt at den venlige kjærringen havde rusket i ham, og sagt at han fik følge hende op paa burloftet, saa skulde hun syne ham, hvor han skulde ligge. Saa var alting borte, til nu han vaagned.

Han saa sig om igjen. Sandelig var ikke her rart. Men saa besynderlig fredelig og trivelig. Han kunde rigtig faa hug til at lægge sig ned igjen og kose sig slig som han havde pleiet at gjøre om søndagsmorgnerne oppe i Solfeng. Men nei, her var vist meget som var endda underligere. Han trodde han hellere vilde op og ud og se; han havde ikke faat set noget igaarkvæld, bare at alt var saa underlig fremmed og stort. 61Det var vist gjildt her nede i bygden! Han havde næsten ikke været der før, bare været med et par gange ved kirken, og slet ikke været inde paa nogen af storgaardene. Han havde bare set dem oppe fra hammeren og derfra havde de set saa flade ud, og husene slet ikke høiere end stuen oppe i Solfeng.

Han stod op fandt klæderne og tog dem fort paa – lige til den røde topluen; den brugte Sølve baade vinter og sommer. Han aabned døren – den var saa tung endda den var liden, at han rigtig maatte undre sig og den knirked saa tungt og høitideligt. Saa stod han ude paa en lang smal sval, der ligesom hang under taget, taget rak ud over den. I gulvet i den ene ende av svalen var der et hul og derfra førte en trappe ned til marken. Foran var den bordklædt, men i bordklædningen var der skaaret ud ligesom store dører som var runde oventil og gik saa langt ned at han passelig kunde se udover.

Der laa gaardstunet foran ham med al sin nye underlige herlighed.

62Det var meget tidlig paa morgenen. Intet rørte sig endnu paa gaarden. Solen var ikke engang begyndt at sprætte over i baglien.

Sølve blev staaende ganske stille og se – længe.

*

Kjelle er en gammel og en gammeldags gaard. Den har to tun, folketunet og nautgarden, med et utal af huse omkring dem begge. Gaarden ligger i en bakke og alle husene vender indgangen mod tunet. De fleste af dem staar derfor med den ene side paa høie mure eller svære stolper. Store stentrapper fører op til indgangsdørene og paa forsiden er der baade paa stuerne og paa burene svalgange, hvor lyset falder dæmpet og hemmelighedsfuldt ind. Ingen af husene er malte; de staar der med sin veirbidte træfarve, og stuehusene er torvtækket med græs paa taget.

I det ene hjørne af tunet staar en stor, gammel hæg og breder sig udover. Det er tuntræet, det samme, hvorfra Tore Solfeng 63tog flogrognen, som blev hans tuntræ for over fyrretyve aar siden. Nu er den gammel og mosegrod og har et stort gab i den ene siden nede ved roden; men ogsaa nu staar der oppe i den første kløft en flogrogn paa et par alens høide. Under tuntræet ligger en stor sten. De forestillinger som oprindelig knytted sig til tuntræet, er nu glemt næsten overalt; men saa meget har dog holdt sig, at der i eller nær ved gaardene gjerne staar et enligt stort træ, som skaanes uden at nogen rigtig ved hvorfor. Til tuntræet paa Kjelle knytter sig dog endnu blandt gammelt folk den tro, at saalænge det staar, saalænge skal en af ætten blive siddende paa Kjelle. Dette gir det ligesom noget betydningsfuldere end et almindeligt træ, og noget hemmelighedsfuldt. Det er vel ogsaa derfor, og fordi her er saa mange gamle underlige hus med dunkle kroger, at Kjelle er en af de faa gaarde, hvor der endnu er nisse, og at denne her kaldes tunkal. Det siges nok bare ligesom for spøg og den som siger det 64lader som han ikke selv tror det. Men sikkert er det, at tjenestejenterne ikke gjærne gaar paa laaven eller paa hølofterne naar det er mørkt.

Sølve havde nok hørt om dette af bedstefar, men han tænkte slet ikke paa det der han stod og desuden var det jo lyst. Han bare saa.

Det var vist ingen oppe endnu, han vilde gaa ned og se sig om nøie. Han gik ned trappen i svalgulvet og ned i tunet. Han gik uvilkaarlig paa taa, det drønned saa underlig mellem husene bare han satte foden ned. Han saa paa tungrinden, paa svalgangene og især paa det underlige lille huset som stod paa to stolper oppe paa det ene burmønet. Oppe i det huset hang en umaadelig stor bjælde.

Aa, nu skjønte han! Det var madklokken. Det var den han havde hørt som kunde si «Smør og kaku.» Han maatte uvilkaarlig tænke, at det skulde været underligt at se en ko saa stor, at den kunde bære slig 65bjælde. Men de var vel saa store kjørene ogsaa her! Han gik ind i nautgaarden.

Nei, saa stort fjøs havde han ret aldrig tænkt det kunde være til. Døren stod oppe nu i vaarvarmen, han vilde kige ind. Han vented at se umaadelig mange og umaadelig store. Der var næsten ingen, fjøset gabte saa underlig tomt. Aa nei, de var nok alt reist til sæters med bølingen, der var bare et par af hjemmekjørene igjen. Da hørte han en surren, som han kjendte og saa over paa den anden side. Aa! der var Guldhorn og Morskol! De laa vaagne, de ogsaa, med store forundrede øine – vendte hovederne og surred strax de saa nogen i døren. Det gik varmt igjennem ham. Sandelig maatte han ikke ind og klappe dem. De kjendte ham igjen – det blev ligesom saa hjemligt med et. Idetsamme fløi en glindsende hane fra fjøsbolken og ned paa gulvet. Den slog med vingerne og gol. Sølve syntes saa skinbarlig den sa: «Kua er mi.» Han hugsed paa eventyret, som bedstefar havde fortalt ham, om hanen og 66gjøken og ørnen, som skulde kappes om hvem, som kunde vaagne først. Hanen gol igjen og han syntes den sa akurat det samme. Da knytted Sølve næven mod ham og sa: «Nei, du; kua er mi; jeg vaagned først.»

Han gik ud igjen. Jamen vilde han se om han kunde finde Blaasale og Kvitlin ogsaa, – de var vel i et af de smaa husene. Nei saa sandelig laa de ikke oppaa det lave torvtaget paa gjethuset og døren var oppe. Aa ja, det var det han tænkte; der fandtes vel ikke dør her heller mer end oppi Solfeng, som stod for Blaasale, naar den vilde. De skakked paa hovedet saa ned paa ham og mækred. Han maatte op paa taget til dem ogsaa en tur. Saa vilde han se ind i stalden, hester var nu det gjildeste han vidste ligevel, for det havde de aldrig haft oppi Solfeng. Men stalden stod aldeles tom. Aa nei, det var rimeligt, de vel ude paa havn oppe i engene nu sommerdag.

Nu var her vist ikke mer at se, han vilde gaa tilbage til tunet. Han blev gaaende rundt 67om tuntræet og se paa det. Det var nok dette han havde hørt saa meget om af bedstefar. Jo, sandelig var der ikke en flogrogn der nu ogsaa, – det skulde han da saavist være den første til at fortælle ham, før han fik se det selv.

Det begyndte at dra efter, at han havde været saa tidlig vaaken. Han satte sig paa stenen under tuntræet, gisped. Nu blev det nok snart morgen. Der saa han at solen saavidt sprat i aasen over i baglien.

Han trak begge ben op paa stenen og blev siddende lænet mod tuntræet, ganske stille. Den røde toplue stak ret op i luften.

Han trodde næsten, han havde sovet. Da hørte han pludselig et hvin. Han saa opover mod stuesvalen. Der saa han de hvide lægger af et barbent kvindfolk i bare stak, som lob bortover svalen og ind gjennem en dør. –

Sølve kunde slet ikke vide, hvad han havde været aarsag til, med at han havde været oppe saa tidlig og sad under tuntræet. Berit 68Kjelle havde som sædvanlig vækket Synøve, tjenestejenten klokken fem for at hun skulde gaa ned paa burloftet og vække de andre. Hun kom saa langt som ud paa trappen udenfor svalen. Da satte hun i et skrik og snudde og løb lige ind for sengen til Ivar og Berit Kjelle, og bad gud trøste og bære sig, for nu sad tunkallen nede under tuntræet i rød toplue og glodde paa hende. Hun havde set det lyste ind i øjnene paa ham.

*

Det var megen lystighed ved det store føredugurdsbordet paa Kjelle den morgen. Synøve var saa rød og forlegen og havde vanskelig for at se op. Og bedre blev det ikke, da Ivar Kjelle kom ind med Sølve ved haanden – han havde topluen paa, og sa at nu skulde han syne dem tunkallen paa Kjelle. Synøve havde været ude idag og havde kastet staal over ham, saa nu havde de ham. Siden kaldte de Sølve tunkallen paa Kjelle.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.