Kvindfolkball og nautsvein

Det er en søndag eftermiddag ude paa sommeren. Solen er ved sin nedgang og sender et rødt varmt lys over dal og tun. Luften er fyldt av sød duft fra kløveren og engplanterne nede paa jorderne, blandet med en fin krydret af birkeløv og hæg, og af og til paa en ganske svag luftning kommer der en endda finere og skarpere, som et øjeblik vinder over dem alle, duften af timian og kung oppe fra brækkerne og fra uren under Skagamohammeren, det er der de holder til disse mest solkjære og varmekjære.

Mellem de tætte huse paa Kjelle gaar der en skjærende, sagende, hvæsende lyd i stigning og fald, den forstærkes ved ekkoet fra 106de mange vægge, det formelig skjærer i tænderne og gjør ondt i ørene. Men det er en hyggelig lyd alligevel, en som hører sommeren til. Det er karerne som holder paa at slipe op de nye ljaaerne sine; der har været bud oppe hos husmændene at imorgen skal de hugge i med slaatten. Og saa er de kommet ned – de har nok slipestene hjemme, men de er for smaa, duger ikke til at slipe op nye ljaaer.

Det gir en anden lyd naar en sliper ljaaer, end naar en sliper øx eller kniv, og der følger ligesom noget forskjelligt med dem; med kniven følger høst, det blinker i issvul, dufter af slagtning og julestel; med øxen følger vinter, en hører rappe fine lyd af hug, fjernt borte fra, ser sne ruse ned af høie graner over bøiede rygge og nakker, kjender susen og duften af stor skog; men med ljaaen følger sommerstemningen; en ser formelig de blaalige blink af dens eg, naar den skjærer igjennem engen, hører den underlige sjogs af græsset naar det falder, og kjender en 107duft som af nyslaaet hø; en maa standse og lytte og gaa nærmere.

De store slipestenskrakkerne paa Kjelle stod nedenfor den ene burvæggen, den med madklokken paa taget, og deromkring var de samlet alle som paa gaarden var. Der var fem husmænd, tjenestegutten og en leigekar, som skulde være der i slaataannen, Ivar Kjelle selv og Tore og Sølve. De var alle i hvide skjorteærmer, og de som ikke holdt paa at slipe, hang paa slipestenskrakkerne eller sad paa bolken under buret. Der stod ogsaa tre jenter og Berit Kjelle selv; de tog sig ud river, som stod i rad og række langs burvæggen, – Tore havde haft arbeide i fjorten dage med at tinde og stelle dem, – og hver skulde have sin; det gjaldt at faa den som var lettest og stærkest og passelig romtindet. Berit Kjelles egen rive stod der ogsaa finbygget og slank. De tog rakerhandskerne paa, halvhandsker med skind indi haandfladen for at skaftet skulde glide let, og prøvde riverne i lange drag bortover tunet, hvordan 108de faldt i haanden og hvordan de laa til marken, og om den gav den rigtige, rappe sjogs naar de trak dem til sig og ikke skrangled i tinderne. De maatte ogsaa prøve Berits. Jamen faldt den mærjelig fint i haanden og skaftet var saa glat at det gled, saa en næsten ikke kjendte det. Den som kunde ha en slig! Men den var nu ikke noget større at ta i med, de vilde komme til at brække skaftet første dagen; den var da der ogsaa mest for et syns skyld, sjølkjærringen var bare med en og anden smaastund i høiingen, naar det bare var finraking, og ikke leitet farligt paa riven. Og de saa langt udover, fjernt, tænkte vel paa, om de engang skulde bli sjølkjærring og ha den fineste riven.

Karerne drev paa at slipe og se paa og taxere og sammenligne de nye ljaaerne. En kan aldrig faa ljaaerne gode nok! De havde faat dem mangesteds fra, fra forskjellige steder, og havde forskjellig tro om dem og forskjelligt haab til dem. Ivar selv havde nu ljaaen 109fra forrige aar, som havde staat sin prøve; han havde bare en ny, rigtig en ljaaunge, som han havde skaffet sig bare for moro skyld; han havde kjøbt den af en nautkar vesterfra bygderne, som havde været der og kjøbt fé ivaar. Den var liden og saa smal saa det ikke kunde være noget at ha i hænderne og gaa skaar med, men han kunde jo prøve den borti stenurene og ulændet. De havde ord for at være gode smede derborte, især i egredskab og naudende fin skap maatte en si det var paa den om den var liden; den skulde ta finntaatten, om der ikke fandtes ljaadugg, havde karen sagt; men det var nu vel ikke rimeligt og han satte ikke større lid til den. Peder Kværnhuset havde faat sin af en omstreifer, – det var kar som kunde snakke for sig, gut, og saa svart baade i haar og i ansigt at det rigtig glóste ind i øjnene paa ham; han havde selv gjort den, og han hærdet den i smedjen paa Bø saa Peder selv saa paa, baade i sildelake og i nordrindendes vatten, – men saa ved du 110den var dyr ogsaa, la Peder til, jeg maatte gi en mark uld og et sauskind for den. Han Rasmus Raskebakken, den af husmændene, som egentlig var slaatkaren, og altid fik ljaaen til at bide, han havde nu bare kjøbt sin paa markedet i vinter i en skrapbutik, saa det var ikke ventelig der var noget ved den, mente han, men en fik gnage med det en havde. Alle havde de noget at berette om hvor de havde faat dem fra, og hvad de tænkte om dem.

Det var formelig spending, naar en ny skulde prøves. Først blev der slipt eg bare paa et lidet stykke midt i skaarbogen, det er skaarbogen det kommer an paa. Saa kom tollekniven ud af sliren, og tolleknivbakken blev sat mod eggen. Bøied eggen sig i en krøl, saa var den for blød, da kunde en ligesaa gjerne kaste den med engang; at gaa og stampe med en ljaa som eggen ikke stod i, det var som at vade i erterris, en kom ikke af flekken! Brast eggen mod tollekniven, da var den for haard; men det var der raad 111med; blev skarene ganske smaa, saa kunde en bare slipe den paa tør sten, men var de større, saa fik en lene den paa et gloende jern! – og der laa da ogsaa et jern færdigt ind i peisen. Men stod eggen, naar en satte jern imod, da var den framifraa, da kunde der være haab om, at en havde faat en finntaatljaa. Og det var sjelden, for fintaatten var saa seig, at der mest ikke bed egredskab paa den.

Ljaaungen der vestfra blev prøvet først. Jo sandelig stod ikke eggen, lel; jo den saa ud til at bli kvas som en eiterorm, saa liden den var! han havde nok ikke bare skrydt, karen! Saa skulde Peder Kværnhuset til. Aa føi da, eggen bøied sig som en osteskorpe, endda den var hærdet i nordrindende vatten! Alle maatte hen og se. Han havde tat det letvindt den smeden, der fandtes ikke staal i eggen! Den blev slængt bort, Peder Kværnhuset maatte faa laane en af Ivars gamle saalænge.

De blev alle efterhaanden prøvet, og det 112gloende jern blev baaret ud og tat i brug, de fleste var lidt for haarde, – det er det tryggeste for smeden; for er de for bløde, er han pligtig til at ta dem igjen! Da blev eggen ført langsomt efter jernet – det var gjærne Rasmus Raskebakken som gjorde det, naar det var nogen som vilde være ved, at han ikke rigtig var selvhjulpen i dette, og da stod den ogsaa for knivbakken.

Saa blev ljaaen bundet til orvet, surret fast med en lang, seig rodtaag af silje eller pil, og der blev maalt paa burvæggen at den «stod passelig over», saa spidsen ikke kom til at vende indover mod slaatkarens fødder; den maatte staa slig, at kraften kom midt i skaarbogen! Derpaa blev den sat i laftet og bøiet, saa den laa passelig til jorden, ikke gnog nedi torven og ikke tygged bare oppe i græstopperne. Og saa blev den endelig slipt op og hængt bort paa træpinder i burvæggen; nu var den færdig til at tages i brug imorgen tidlig. Og hver var glad i sin; somme tog dem ned igjen, saa paa og 113prøvde dem endnu engang, den var nu deres egen, en god kammerat, som de skulde være sammen med hele sommeren, som maatte passes og stelles, da den kunde ha sine luner – ljaaen og karen hører sammen, – en kan kjende paa ljaaen, hvad karen er.

Sølve havde staat og set paa alt dette, som han var udenfor. Han kjendte i sig – og det var første gang – en saadan lyst til at voxe og bli kar han ogsaa, faa noget at gjøre. Den ljaaungen til Ivar Kjelle syntes han var naudende vakker, men han vidste jo, han var for liden endnu, det var ikke at tænke paa sligt. Men det var harmeligt at være udenfor alt, ligesom at være tilovers!

Bedstefar saa nok, at han stod og tænkte paa noget, for han sa:

«Det blev ikke nogen ljaa til han Sølve dennegang.»

«Nei», sa Ivar Kjelle, «han Sølve faar nu ligesom være husbondskar, og drive paa de andre, han, isommer. Saa slipper jeg lidt af hugsotten ogsaa», sa han.

114«Aa nei», sa Berit, «han Sølve skal du ret slippe at faa isommer. Han skal være min kar han. Jeg maa da ha kar hjemme i tunet jeg ogsaa, naar alle er borti engene.»

«Det spørgs, om han Sølve vil finde sig i at være bare kvindfolkball, naar han kan faa bli husbondskar», sa tjenestegutten.

«Det maa han, dersom han nogengang skal bli fuld kar», sa Rasmus Raskebakken. «Først kvindfolkball, saa nautsvein og saa fuld kar», sa han, «det er den veien vi alle har gaat.»

«Ja, og den veien skal ogsaa han Sølve gaa», sa Berit. «Og kvindfolkballen er ikke den en har mindst brug for; jeg har sandelig saa god brug for en slig kar baade til at jage kal vene og hjemmekjørene tilskogs og til at bære ind lidt ved, og gaa ærend», sa hun, «at jeg er rigtig glad for jeg har ham! Men du maa gjøre en liden, lækker rive til ham, Tore», sa hun til bedstefar.

«Det kan jeg nok», sa Tore, «men hvad skal han egentlig med rive, naar han skal gaa hjemme i tunet?»

115«Aa, jeg har nu tænkt at gi ham en bestilling, som jeg ikke turde betro til nogen af jer andre. Han Sølve skal bli hampefuten min, han; hampefut har jeg aldrig haft og det har jeg savnet. Du tar det vel paa dig, Sølve!»

«Ja det gjør jeg», sa Sølve, han kjendte ligesom at han voxte i klæderne, endda han ikke vidste, hvad hampefut var.

*

Sommeren skrider frem, slaatten gaar med latter og lystighed og glæde ude paa markerne og oppe i engene paa Kjelle. I tunet er det ganske tomt uden hver gang madklokken kalder dem hjem til maals; der holder bare Berit og Sølve og hønerne til – ja ogsaa Blaasale og Kvitlin; de har nu engang sat sig for at der og ingen andensteds vil de være.

Nu kjender ikke Sølve sig tilovers og udenfor længer; han er kommet med han ogsaa, har noget at gjøre og noget at svare for.

116Om morgenen, naar folkene er gaat ud til slaatten og Berit skal i fjøset, kommer hun selv op paa burloftet og vækker ham. Han staar fort op, faar mad og følger hende i fjøset, gir kalvene drikke, og gaar hende tilhaande. Det kan trængs nu; de har fire hjemmekjør, siden de fik de to Solfengkjørene – de har ikke fundet det umagen værd at sende dem op paa sæteren for denne korte tid. Naar Berit har mælket, løser han kjørene, slipper kalvene ud af bingen og jager dem oppe opover raaket helt op i skaret – derfra kan han saavidt skimte i fjøstaget bort i Solfeng. Det er brat opover, og kalvene er saa lade og slemme til at stikke sig bort i smaaskogen; det gaar sent, det er ofte næsten dugurds maal før han kommer ned igjen. Da maa han bære ved, for nu skal Berit til at stelle til dugurds, og saa, ja saa skal han ringe paa madklokken, nu har han lært det. I førstningen fik han den ikke til at si rigtig, den vilde bare si smør «og – smør, smør!» 117men nu har han lært knebet, han faar den til at rope ud «smør og kaku» baade længe og vel. Da de har faat høiet ind fra den første varme, tørre solbakke, siger Berit at han skal ta til som hampefut. Nu faar han vide hvad det er. Han skal passe og stelle med hampen fra den staar paa akeren og til han omtrent har den som skjorte paa kroppen. Og det tar to aar! Den han først faar med at gjøre, er den fra ifjor. Den blir tat ud af laaven og kjørt bort i solbakken. Der skal han brede den udover bakken, i tynde rader og ikke ugreie den, sol og vind og regn skal faa virke paa den, blege den, gjøre den faadd. Berit er selv med og syner ham og hjælper ham ogsaa lange stunder. Han skjønner det er et vigtigt arbeide, og driver paa baade sent og tidlig – det tar mange dage. Men da siger ogsaa Berit, at han har vært græpa kar, det er som hun skulde gjort det sjøl. Og der følger lykke med ham, siger hun, der kom en regnskur, idetsamme han var 118færdig, og en regnskur er det bedste en kan faa i hampen. Siden gaar han hver dag og ser til den og breder udover igjen, der hvor vinden har rusket og gjort den ugrei.

Strax efter maa han til med den, som staar paa akeren, den som skal bredes udover og bli faadd næste sommer. Det er næsten endda artigere. Der er to slags i hampen, en som blir færdig, længe før den andre, og den maa en plukke ud. Det er det, han skal til med nu. For at naa til maa han og Berit gjøre smale gange i hampeakeren – de bruger endda en snor for at de skal bli bene – saa langt fra hinanden at de akurat kan naa hinanden med hænderne. Og saa gaar han i den ene gang og Berit i den anden og plukker, og hampen er saa høi, at topluen bare saavidt stikker op af den smale gang. Berit er med næsten altid, naar hun har en stund; hun ved ikke selv hvordan det er, det er ligesom blit noget nyt; hun synes det er saa triveligt at gaa og smaasnakke med den gutten og ha 119ham om sig! De er børnløse folk paa Kjelle. Og Sølve synes ogsaa det er gjilt, det er bare det, at hampen er saa haard, at en blir saarfingret, og lugter saa stærkt, at en blir ørren.

Ikke før er de færdige med dette saa er den anden faadd. Den er blit næsten hvid. Nu maa den rakes sammen igjen og kjøres ind – det var til dette Sølve skulde ha rive. Det gjør de; men saa er ogsaa den andre paa akeren moden, og saa skal den ryskes, rykkes op med roden og bindes i kjærver. Det pleier de nu at ta alle folkene til, men jamen vil ikke Berit de skal gjøre det selv ogsaa iaar, naar hun har hampefut. Det er stridt arbeide og tar mange dage, men da de er færdige, siger ogsaa Berit, at nu er de kvit denne for iaar, nu skulde karerne gjøre resten, – nu har hampefuten ikke mer at gjøre før senhøstes, naar de skal ta til at «braake».

Men det ser ikke ud som Sølve blir arbeidsløs for det. De har brug for ham allesteds. 120En dag kommer Ivar og spor om han kan faa laane ham til at bære band, mens han drar op kornet paa staur, de skal til med skaaraannen. Ja, Berit kan nu næsten ikke undvære ham nu, der er altid saa urimelig mange folk i skaaraannen; men han faar faa ham om eftermiddagen; og saa blir det til det, at Sølve ogsaa kommer til at haandtere næsten hvert eneste kornbaand paa Kjelle. Men naar han er ude paa akeren gaar Berit og ser ret som det er ud af vinduet, om han ikke kommer.

Skaaraannen gaar sin gang og blir færdig. Men da kommer den store dag, da bølingen skal komme hjem fra sæteren. Den har Sølve ventet paa. Der skal være næsten fyrretyve naut, halvhundrede gjeter og ligesaa mange sauer, og en oxe saa stor, at den næsten ikke gaar gjennem fjøsdøren! Og da kommer Sveinung, nautsveinen, gjætergutten, som han har hørt saa meget om, og som er slig kar, at han endog har set bjørn! Slig kar skal Sølve ogsaa engang bli, 121naar han arver hans embede! Og Sølve er den, som skal være med paa alt nu ogsaa. Han er med at feie i baasene og gjøre det fint i fjøset, han skal se efter baandene, han skal hjælpe til at bære høvandler og lægge i krybberne, og han er den som er stillet paa vagt oppe i bakken, da de er ventendes, for at varsle, naar han ser bølingen komme nedover lien paa den anden side af dalen. Han er den første, som hører den dybe bjælden, idet bølingen kommer strømmende inde fra fjeldet og ned i lien, han er ved grinden ved siden af Berit, da de endelig kommer frem. Men da er der ogsaa med et en saadan mylder, en saadan brølen og rauten og brægen og mækring, klang af store bjælder og smaa bjælder, lyden af rop og bukhornstut, kjælen og klappen og gjenkjendelse, at det rent gaar rundt for ham; han sandser ikke noget, ikke engang at se paa Sveinung, før de endelig langt om længe har faaet dem alle ind og hver paa sin plads.

Da ser han paa Sveinung; han er saa høi 122og rak og snakker saa underlig høit – han ved ikke det Sølve, at de kommer til at gjøre det, de som gaar alene i fjeldet en hel sommer. Nei slig kar som Sveinung, som raader med hele denne bølingen og har greie paa saa mange, det blir han nok aldrig! Han tør ikke sakke til ham! Men Sveinung ser sig om og faar øje paa ham; han har gaat saa alene, han er rent sulten efter at faa en kamerat. Han siger det blir umuligt at gjæte alene for det første nu de har faat fremmede kjør, de kommer til at stanges saa fælt. Han maa ha en med. Og saa blir det strax bestemt, at det skal være Sølve. Han blir med hver dag i de fjorten dage til loen er kommet ind og de kan slippe bølingen indpaa. I de første dage er der svære basketag, før Guldhorn har stangedes med alle og vundet paa alle, saa nær som bjældekoen; men saa blir det ro. Og han og Sveinung blir gode kamerater, Sveinung er ikke saa stor paa det, som en kunde vente af ham som er nautsvein, han fortæller saa urimelig 123meget borte fra fjeldet, og Sølve lærer at kjende hver enkelt af buskapen, baade de store og de smaa – aa jo, han tror nok han kan bli nautsvein ligevel. Saa slipper de kreaturerne indpaa jordet og da blir det lidet at gjøre for gjæteren. Men da maa hampefuten til igjen, da skal de til at «braake».

Der kommer mange kjærringer, alle husmandskjærringerne, og hampen blir baaret bort paa badstuhjellen – badstuen staar langt bortpaa jordet fordi den er farlig for varmen – og der blir fyret i til hampen blir saa tør, at det braker i den. Braaken staar indenfor badstudøren, og der er bygget for med sagbord. Det er en lang stok med banketræer som er fæstet i den ene ende. Og saa maa Sølve ind paa hjellen, hvor det er saa stegende hedt, at sveden driver af ham, og lange til dem hamp; og saa banker de saa agnerne driver om dem som en sky, og fæster sig overalt i haar og ansigt og klæder, saa de blir seende ud rent som troldkjærringer. Og de blir tørste, Sølve maa 124hente drikke til dem og kaalrod og alt som lædsker. Naar de har banket ud en næve hamp, holder de en fin dot stry i haanden og den vrir de sammen til en brugde, og naar de har faat tolv, binder de dem sammen til en brigding, og Sølve skal passe paa at der er tolv. Aa jo, hampefuten har da noget at gjøre! Sveinung kommer ogsaa og hjælper til, han er slet ikke for stor paa det, endda han er nautsvein!

Da de er færdige med braakingen kommer der bud fra skolemesteren og saa maa Sølve paa skolen, endda han knapt synes han kan ha stunder; men noget mer maa han jo lære endda han baade kan læse og kan aspekterne. Og da han har vært der engang, venter han altid paa skoledagen. Det er saa underlig at træffe saa mange slige som han selv, det har han aldrig gjort før. Men det underligste synes han nu er jenterne, han havde slet ikke tænkt sig dem slige; de gik bare og trippet, slog slet ikke op, saa han saa hæljernene, kanske de ikke engang havde hæljern! 125Saa kommer sauklippingen og høstslagtningen og endelig er julen der med meget underligt stel baade i fjøs og stald og inde i stuerne, med kirkefærd og julebuk og megen anden morro, saa en ikke ved ordet af før den er over.

Saa kommer en stille tid, med de lange kvælder omkring peisen. Folkene sider i en stor halvring ude paa gulvet, karerne paa den ene side og kvindfolkene paa den anden. Paa peisen brænder stort baal. Karerne laver soplimer og sælepinder og alt andet brugeligt af træ, kvindfolkene spinder, og paa kvisthaugen ved vedroen sidder Sveinung og Sølve og skal passe varmen. De har bogen med og skal læse, men det blir ikke stort af, det er saa meget at høre, for det snakkes og fortælles historier og alt i et maa de nøre paa varmen; men Sveinung synes ikke han vil gjøre det saa ofte nu, han ligesom har en under sig. Og nu har Sølve igjen noget at gjøre som hampefut; det er stryen de spinder. Ret som det er gaar traaden af og 126enden farer ind paa snellen, og saa maa Sølve bort med en tyristikke og lyse til de finder den igjen, og saa skal han tælle, – den som mister enden syv gange paa en kvæld, blir ikke gift.

Og saa lysner det, paasken kommer, og der er tale om at gaa paa Suluhø og se solen danse, det er der alle aar, men det blir ikke noget af, ogsaa ligesom hver aar; og sneen gaar bort, der blir vaaraan, der pløies og harves og brændes braate, og Sølve ser to skjærer, som er borte ved braaterne og henter pinder iaar ogsaa, og tror mest det er de fra Solfeng.

Saa en dag ligger der en hel ny klædning til ham paa kisten oppe paa burloftet og ovenpaa den ligger tre splinternye skjorter. De er af den hamp han selvhar stelt og Berit smiler og siger, at det skal være aarslønnen hans som hampefut.

*

Saaledes er et aar gaat. Der gaar to til omtrent ligedan, bare at Sølve blir større. 127Men den sidste vinter vil ikke Sveinung sidde paa kvisthaugen, han er avanceret op paa stabben. Han er med som kjørekar i vinter, skal staa paa kirkegulvet til vaaren. Derfor maa Sølve være med i fjøset. For til sommeren skal han arve embedet efter Sveinung, stige fra kvindfolkball til nautsvein.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.