V.

100Endnu var der næsten ingen paa gaterne, Utenfor hendes dør sat en stor hund og stirret sløvt og melankolsk frem for sig; den saa ikke paa hende og rørte sig ikke da hun gik forbi. Hvor de to kirketaarn stod selvfølgelig og ufølsomt urokkelig i denne morgens dæmringslys. Aslaug Seier stod stille et øieblik og saa paa dem – altid like meningsløst urokkelige, tænkte hun – de staar og forkynder at la bare dagene komme og gaa, milde eller haarde, det gjør os ingenting. Hun husket tusmørke eftermiddage naar regnet silte graat og stille ned langs murene og de to taarn indhyllet sig hurtig og samdrægtig i mørke og alvor, de reiste sig som to trotsige og haarde forkyndere av en sandhet som den, at ta bare 101alt bittert og rolig saa staar du sikkert gjennem alle aar … Der var slet ingen mennesker at se. Der var overhodet intet som levet. Hun saa bortover den lange gate, – trærne paa den ene side var ganske ubevægelige; det grønne, aldeles fine og lyse løv saa ut som om det hurtig var dødd bort, dræpt av en ufattelig stilhet, som langsomt falmet alle ting av. Men der stod endda i luften en stiv duft fra de blonde blade. Hun gik meget langsomt indover gaten mot byen. Hun vilde jo egentlig ikke noget sted hen; men om det bare hadde blaast, og om der bare hadde været liv i gaterne, vogne og trikker og automobiler. Et reflektionsløst og tiifældig leven, et stort og forvirret brus i luften …

Hun vilde ikke gaa tilbake og lægge sig igjen. Hendes værelser var dystre om morgenerne, varme, svedige, – bøkerne kunde hun heller ikke læse, hvad skulde hun med dem. Hun tænkte at igrunden var der ikke noget hun skulde ha gjort hverken idag eller imorgen og hun trodde ikke der engang var noget at gjøre om en maaned eller nogen gang senere. Hun var meget trætt, fysisk utmattet, som om 102hun skulde ha arbeidet tungt og strengt og længe. Og hun satte sig paa en bænk, et stort, tættløvet træ bøiet sig ind over den og hun sat næsten skjult. Hun sa til sig selv, at jeg har ikke en gang noget at tænke paa, ikke paa andet end at det slet ikke vil ordne eller hjælpe noget om jeg tænker svært meget. Og hun sa uten at være det mindste fortørnet eller høitidelig – men hendes smil, som hun ikke visste om, var bittert og hjælpeløst – at jeg kan vel virkelig si at jeg er et aldeles overflødig menneske. Det er slik det staar i romanerne. Jeg har ingen grund til at være stolt, – hvem skulde jeg være det for –. Og da hun husket Gudes triste, uavviselige ord: jeg tror kysset vilde stivne paa mine læber … tænkte hun ogsaa, at det ikke engang vilde nytte om hun ydmyget sig, – slik som hun visste hun kunde, dypt og deilig, en ydmygelse av alt og av alle ting for at redde og reise kjærligheten.

Men pludselig greiet hun ikke at forstaa at der ikke var noget hun hadde igjen, for hun var da løftet av tankerne og det var ikke længe siden at hun følte en stor og uangribelig 103kraft, som det var let for hende at eie og som hun visste hun skulde kunne bruke. Det var ikke længe siden. Hun reiste sig og blev slaat i ansigtet av de tørre blade. Hun gik ut paa gaten, – det var jo en morgen, en ganske ny dag; hun tænkte, la mig forsøke at orientere mig, natten har været vanvittig og sved og fortumlet. Jeg vil gaa og tænke det igjennem, jeg maa ha det ordnet og klart, jeg maa forstaa hvad hver ting betyr og dertil trænges fremdeles hele min styrke. Der findes ganske sikkert en eneste ting som hverken Terje eller jeg har tænkt paa, en eneste ting tar han feil i. Og jeg ønsker at se ham smile. Fordi hans øine da er varmere end noget andet menneskes øine. Og hun følte et sting av anger da hun tænkte paa at hun hadde sagt til ham at han ikke var nogen ordentlig mand. Han var den eneste mand.

Hun drev nu paany ganske langsomt avsted bortover gaten. Hun svinget av ned mot byens torv og blev staaende et øieblik forundret over at se det slik, saa øde og rent og i et saa underlig lys. Der gik en konstabel frem og tilbake, han gik langsomt, stivt og søvnig. 104Hun kom forbi det hus hvor Gottfred Harm hadde bodd og hun tænkte paa hans sky og mistænkelig forskende blik, hun hadde aldrig møtt en mand saa undvigende og ængstelig, – og det var han som førte hende sammen med Terje, hvis blik var det sterkeste og bedste hun i sit liv hadde set, hans aapne og villige ansigt. Hun hadde ikke nogen gang tænkt at det kunde bli saa strengt og sammenlukket, saa fjærnt og utilnærmelig. Hvem i verden kunde ved et blidt og forsonende og rædd blik, et kjærtegn opnaa noget overfor det. Hun fik paany de samme frysninger over ryggen, det var den første gang i sit liv hun hadde møtt den sterke resignation og den bestemte kraft, som bare fortalte at intet kan oprettes, – hvor det var sikkert og avgjort at hun maatte gaa, intet mere kunde da bli sagt.

Og hun visste i dette øieblik ganske klart at det kun var denne søilerette tro paa menneskene og dette hele, konsekvente sammenbrudd hun maatte trække sig tilbake for: det var nyt, – og det var det eneste merkelige hun hadde møtt. Det var ikke et stykke som 105faldt bort, en liten fordel som viste sig ikke at være der, – hun forstod at saa meget var ødelagt for Terje Gude at ingen av dem hadde rede paa det. Saa meget at der ikke var nogen bevægelse hos ham, nogen skjælven i stemmen, han hadde bare i sit væsen den fortvilede klarhet og ubøielighet som kræver ensomhet; rør ikke ved mig, tukl ikke, jeg vil selv ta paa det og greie med det naar jeg er ganske alene.

Hun rettet sig op og hun pustet dypt ut; denne morgen og han og jeg selv er mig fremmed og livet er uten forklaring efter dette. Til hvem skulde jeg snakke, jeg tror ikke at én kan si mig noget. Bare gjennem hans stemme har livet noget at si mig. Og mens hun paany rettet sig og saa utover mumlet hun, hvad kan det nu hjælpe at jeg kan forsvare mig og si at alt er uforskyldt, at jeg aldrig har elsket Arne Bast, at jeg aldrig har tilhørt ham, men bare mit legeme fordi jeg var gal og fortumlet, at jeg aldrig har elsket nogen mand, men kanske mig selv i deres blikke og i deres smil, min evne og min kraft og alt hos mig som var uten retning, men 106vendt ut og krævende. Det hjælper aldrig at være fyldt av sit forsvar, naar jeg ikke kan forsvare mig overfor ham, – og han har endda mere ret, helt ret.

Hun kom efterhvert ind i nogen gamle tanker, en fjern stemning omkring et barn. Hun var kommet like til parken, der gik nogen gamle mænd og feiet gaten, tok papir bort fra gangene, vandet bedene, men hun la ikke merke til dem. Hun hadde et litet, skjørt smil paa læberne, hendes ganske lyse haar var faldt ned over panden, hendes graablaa, store øine var tunge og høitidelige og de gamle mænd snudde sig og saa efter hende, men sa ingenting til hverandre. De var vel godt vant til at se rare folk streife gjennem byen paa den tid. – Blomsterne i de store bed blev rene og glansfulde efter vandet, hun saa paa dem og undret sig over deres stille og ubevisste pragt, de duftet ogsaa sterkt. Vandet var aldeles stille, de hvite robaater speilet sig i det. Hun satte sig paa en bænk i parken og tumlet med sine minder, – hun hadde glemt hele denne drøm om to kvinder og et litet barn. Men hun husket nu med 107den samme intensitet som dengang – og det var mange aar siden – hvor hun blev heftig bevæget, hvor hun graat den morgen da hun halvveis drømte og halvveis satte sammen disse ting om de to kvinder ute paa landet, i den høstlige park … Hun var ganske inde i det hele paany, hendes øine var fyldte med taarer da hun tænkte paa det og hun følte det slik, at netop i denne morgen maatte hun ganske naturlig komme til at mindes det paany, det var som om hun hadde ventet det.

Hun saa de to kvinder, som i hendes halvsøvn dengang virket som om de var fra forskjellige verdener, næret og værnet av vidt forskjellige magter i livet. Den ene var blek og blond, hendes haar hadde netop den samme farve som ungt bjerkeløv. Og der var en ro og en stilhet over hende, som er det skjønneste og største ved en kvinde. Og den anden var aldeles mørk, hendes hud var varm og brun, haaret sort, øinene sterke og skjærende. De sat begge to utenfor et lysthus, paa en bænk og sydde. Aftenen var lummer, himlen var graa av taakeskyer, – og der trak et langt og forsagt vindpust gjennem trærne, 108bladene bevæget sig uvillig. De sa ingenting til hverandre, de tænkte vel begge paa hver sit. Men den mørke saa urolig ut; hun hadde været en tur i landsbyen om ettermiddagen og hun hadde næsten ikke sagt noget etterat hun var kommet hjem. Men det hadde ikke den blonde kvinde undret sig over, for der hændte jo aldrig noget i landsbyen og de oplevet saa sjelden et eller andet som der var grund til at snakke om. Dagene var ganske like, rolige og gode og de var begge stadig tilfreds. – Aslaug Seier hadde ikke nogen rede paa hvorfor de to kvinder netop bodde der sammen og hvor deres mænd var og hvad meningen med det hele var. Hun visste bare at de bodde i et gammelt hus inde i den store have, at den blonde kvinde hadde sit barn der og at de hver dag gik sammen, holdt av hverandre, – endskjønt de slet ikke visste noget særlig om hverandre. Aslaug Seier husket hvordan hun med gru hadde drømt at hele landskapet med ett mørknet, en klam, men sterk vind rystet alle trær og den lyse kvindes sytøi, som laa paa stenbordet foran hende, blaaste ned paa jorden. 109Tiltrods for at det var varmt gøs hun og der kom et ulykkelig træk omkring hendes mund. Aslaug Seier syntes da at hun lærte hende at kjende, det træk om munden røbet hende, hun var en kvinde som var blid og varm og som hadde et panser mot alle hændelser i sin ro og i sin likevægt; hun trodde slet ikke paa ulykken, hun eiet den sjeldne tillid til livet, den hvorefter intet er ondt og alt vender sig til det bedste … Og mens Aslaug Seier nu sat i parken og tænkte paa disse ting blev denne kvinde hende grænseløst personlig og kjær, hun tænkte sig hvordan hun vilde gaa til barnet og se paa det og stelle med det, – uten nogen ængstelse og det vilde være hende en selvfølge at barnet smilte mot hende og strakte armene ut og trængte søtt og uhjælpelig til hende. Aa, hvor Aslaug Seier elsket og kjendte denne deilige sikkerhet, at jeg har det som gir livet indhold, det er mit og det kan jeg ikke miste.

Men denne triste trækning om munden holdt sig og den lyse kvinde saa bort paa sin veninde. Men da blev den mørke aldeles urolig, – og hun sa:

110Der er hændt noget rart idag, jeg hørte det i landsbyen.

Den lyse blev likblek og hun spurte med bevæget stemme:

Hvad da?

Jeg hørte det av den gamle kone i butikken, Aa, det er saa grænseløst forfærdelig.

Men kjære hvad er det?

Du vet at den unge pike fik et barn forleden dag, hun som netop hadde været inde i hovedstaden. Og faren bor der inde.

Ja, jeg vet det, sa den blonde og det var tydelig at hun ikke fattet hvor veninden vilde hen.

Igaar var manden her paa besøk og idag har hun dræpt baade barnet og sig selv.

Hun saa nu paa sin veninde og deres øine møttes. Men den mørke kvindes blik gled undav, – og pludselig blev den anden rædselsslagen. Hun forsøkte paany at fange venindens blik, men den mørke saa bort og hun vred sine smale hænder. Da skrek den lyse kvinde, hvis haar var vaarlig som bjerkeblade:

Si mig det. Hvad er det du tier med?

111Men den anden svarte ikke et ord og saa fremdeles ikke op.

Da fik den lyse kvindes rædsel retning; hun løp ind i huset, ind i værelset hvor barnet laa. Det var rolig, det saa ut som om det sov. Men øinene var aapne og de var brustne. Og det blaaste stadig klamt gjennem trærne.

Den mørke hadde set det, at barnet var dødt, men ikke kunnet si det.

Aslaug Seier graat; hun følte det som om hun skulde ha gjennemlevet en sammenpresset personlig smerte, en ond avgjørelse for hele sit liv. Denne lyse kvinde med barnet i den høstlige park, barnet som hun mistet, hun kjendte vel akkurat den store tomhet, hvem skulde hun egentlig mere snakke med og for hvem skulde hun tænke, hvem skulde hun saa vite sikkert var hendes; – alle mennesker var til i overflod, men ikke én hun vilde orke at indeslutte i sit væsen, bli indesluttet av. – Ja, tænkte Aslaug, det er det samme, jeg maatte huske det idag, hvem skal jeg smile for? Menneskene stod opstillet foran mig og jeg visste jeg hadde min evne, min varme, jeg gav litt og smilte litt, indtil jeg saa det 112eneste menneske, hvis legeme og hvis kraft og hvis vemod krævet alle ting som en selvfølge. Jeg syntes han skygget for alt, men selv lyste for mig …

Hun kom til at tænke paa Arne Bast, Og for første gang sa hun til sig selv, at han har skylden for det hele, han ødela mit liv. Hun husket dag efter dag fra den tid av sit liv med en synsk tydelighet. Men hun forstod dem ikke, hun forstod ikke at det var hende som hadde levet dem paa den maate. Men hun tænkte, at det maatte ha været tomheten i hendes liv som hadde ødelagt hende og skjændet hende, egentlig var det allikevel ikke Arne Bast. Han kom bare og var noget nyt og utænkt, han visste meget og han hadde levet længe. Og hun syntes han var snild og god. Hun hadde aldrig kunnet ane at det skulde ske mellem dem og da han kom og det hændte var det overrumplende og bedøvende. Hun orket ikke at rase mot ham, det var en gang hændt. Og hun maatte leve sit liv videre med det, hun kunde ikke komme utenfor. Han var blit noget ganske andet i hendes liv end han skulde være og egentlig var; hun hadde 113ikke kunnet forhindre det og saa fik det være slik.

Det var bare det hun ikke kunde forstaa, – og hun saa ut i den klare dag med et sløvt blik – at ikke det forhold hun trængte til kunde bygges ogsaa paa det, at der var hændt hende noget saa fortvilet. Og allikevel hadde vel Terje Gude ret, allikevel var vel alt umulig. Hun følte sig desuten saa kraftløs idag, saa trætt at hun visste hun vilde komme til at maatte gi alt op. Hun kunde ikke en gang slæpe sig op til ham og forklare ham hvordan det var. Det vilde allikevel ikke hjælpe noget. Hun hadde ogsaa den sikkerhet at han en gang vilde faa vite hvordan hun var. Kanske vilde hun skrive til ham og fortælle at slik elsket hun ham.

Men nu var hun bare trætt. Det var blit aldeles lyst og der gik flere og flere folk over gaterne og tvers gjennem parken. Hun la ikke merke til det, hun var ganske vaat av sved og klærne klæbet sig fast til kroppen. Hvad skulde hun vel finde paa, hjemme paa hendes værelse stod den varme, uopreide seng og der laa nogen bøker paa bordene. 114Alt saa varmt ut, lænestolen og det gamle, mørke chatol; hun hadde jo desuten ikke noget at gjøre der. Hun saa paa en av de gamle mænd som sprøitet vand paa et bed like ved hende, den lille vandstraale saa ogsaa lummer og lunken ut og vandet blev til smaa, støvede draaper paa græsplænen. Om bare hendes far hadde levet, den gamle og stille mand. Han døde mens han klappet hendes haand, han passet paa hende og smilte til hende helt til sin sidste dag. Han vilde tat imot hende og været som et barn mot hende ogsaa nu, og han vilde sagt: kjære, lille dig, vi har det godt vi to, du glemmer nok snart det der. Ja, tænk om bare nogen vilde klappe hende og hviske noget venlig sludder til hende.

Hun kunde ikke greie det længer, hun la hodet i hænderne og graat. Da hørte hun at én kom gaaende og stanset op like foran hende:

Aslaug!

Det var Astrid Mørcks stemme. Aslaug Seier blev rolig og taknemmelig ved at vite at veninden stod der. Astrid Mørck var det eneste menneske som visste om hvad der var 115foregaat mellem Aslaug Seier og Terje Gude og Aslaug syntes det var deilig at vite at hun ikke behøvde at gi nogen forklaring. De kunde være sammen uten at si et ord til hverandre.

Aslaug Seier saa op og reiste sig. Taarerne randt fremdeles fra hendes øine, hun tørket dem bort, men de kom der straks paany. Veninden hadde et varmt og hjælpeløst uttryk i sine øine og Aslaug hadde lyst til at si hende noget godt, fortælle hende at hun holdt saa meget av hende, men hun lot det være. Hun tok hendes arm, trykket den til sig og de gik hurtig avsted. Saa spurte hun og moret sig litt ved at hun var saa deltagende:

Hvordan har du det hjemme nu Astrid, er han snillere mot dig.

Astrid Mørck saa paa hende og sa:

La os snakke om det siden. La os gaa hjem til dig og sitte der en stund. Jeg skulde rigtignok ha gjort en del i formiddag men jeg gider ikke. Jeg lar det heller være. Jeg vilde forresten ha gaat opom dig idag i hvert fald.

De gik videre arm i arm og sa ingenting. Aslaug Seier tænkte paa at hun helst ikke 116vilde snakke mere om det med Terje Gude, det vilde bare virke trykkende og ondt paa dem begge. De kunde jo heller ikke utrette noget med det. Men hun hadde indtryk av at veninden hadde noget vigtig at si, hun saa sammenbidt og alvorlig ut. Aslaug Seier visste om hvordan veninden tænkte over sin væv og sine evige gam, pludselig og indtrængende. Hun tittet bort paa hende og hun smilte litt over den store hat, som ikke vilde sitte ordentlig paa det svære, sorte haar og over det pudsige høitidsfulde i ansigtet. Og hun blev nysgjærrig efter at vite hvad Astrid hadde tænkt om Terje og hende selv; hun visste godt at det ikke kunde komme til at bety noget for hende, men nu hadde hun allikevel lyst til at høre det.

Det var kvalmt og varmt i gangen. Og oppe paa hendes værelse var det indelukket og næsten mørkt; bare et eneste gardin var oprullet. Men hun vilde ikke ha mere lys ind, hun la sig paa sofaen i det mørke hjørne og saa paa veninden.

Astrid Mørk gik frem og tilbake en stund og satte sig saa med hat og jakke paa i en 117lænestol. Hun saa bent frem for sig og sa med ett høit og bestemt:

Jeg har tænkt paa det Aslaug –

Aslaug skvat paa sofaen ved at høre den sterke semme og hun følte et pludselig ubehag. Astrid Mørk forfærdedes ogsaa over sin egen stemme og fortsatte lavere og langsommere:

Jeg tror ikke paa at dere kan leve sammen mere. Han kan ikke overvinde det, han er jo fuldstændig hel og ret. Han kan ikke saares halvveis. Han saares vel ikke av meget, men han forblør av det mindste saar.

Hun saa nu bort paa Aslaug og hendes blik var sterkt og klokt. Hun nikket av og til med hodet.

Det er jo ogsaa det at du ikke traf ham paa den rette tid i dit liv. Slik gaar det vist oftest med dem som bedst kunde lave det store og usedvanlige i fællesskap. De møtes for sent eller for tidlig. De strækker armene mot hverandre over saa alt for mange aar. Aar, som er den ene eller anden av dem fremmede og besynderlige. Hvor jeg tror han har søkt tilbake til dig, til den gang 118da du var ganske ny og slik, som han i sin ensomme tillid trodde du var nu. Hvor han har forsøkt at overvinde og fatte aarene mellem da og nu. De aarene kommer til at skyve ham avsted.

Astrid Mørck sa de sidste sætninger lavt og Aslaug, som laa og saa paa hende, syntes der var noget ukjendt tungsindig over venindens store og kantede skikkelse. Men hun opfattet ikke klart hvad hun sa, hun forstod det ikke og hun hadde heller ikke lyst til at forstaa det, det var bare godt at høre hende snakke; hun svarte ikke noget, men laa aldeles stille og ventet.

Og Astrid Mørck fortsatte:

Jeg synes forresten heller ikke saa svært synd paa dig; det kunde ha gaat bedre og det er vondt selvfølgelig. Men det er slet ikke det værste, som kan hænde en kvinde. Herregud, husk paa at det du har oplevet sammen med ham er da i hvert fald deilig og samlet og stolt.

Hun sat taus en stund igjen. Saa reiste hun sig med et rykk og gik frem paa gulvet.

Hvor jeg i virkeligheten misunder dig. Misunder 119dig at du har grund til at være sammenbrutt og helt fortvilet. Misunder dig at noget ordentlig hændte dig. Det som bandt dere sammen var det største og det bedste; ødelæggelsen var skarp og hurtig. Tænk dig at være bundet til et menneske med den lumpneste, tyndeste traad, – som allikevel aldrig blir kuttet over fordi vi ikke har mot nok, ikke stolthet og kraft nok.

Aslaug Seier hørte fremdeles bare lyden av ordene; men hun følte sig bevæget ved at se venindens ophidselse. Det var en tilfredshet for hende at ligge ganske sløvt, ikke tænke og ikke forstaa hvad der foregik, men bare vite at Astrid Mørck var opbragt og oprigtig. Hun forsøkte at se villig og forstaaende paa hende. Men Astrid Mørck la ikke nu merke til hende; hun gik fort og komisk frem og tilbake og sa av og til et par løvrevne ord ut av sin tankerække. Saa satte hun sig pludselig paa den nærmeste stol og stirret saa intenst paa Aslaug Seier, at hun uvilkaarlig reiste sig i sofaen og blev vaaken.

Han er jo bare en dott, Aslaug, – men hvor er ikke jeg endda mere foragtelig som 120trods alt ikke kan undvære ham. Hans slappe sanselighet eier ingen retning, alt er ham det samme bare han faar anledning til at pleie den og stelle med den. Og allikevel kan jeg aldrig komme utenom ham; jeg hater og synes samtidig synd paa ham, fordi han mangler samling, – og det er jo selvfølgelig ikke noget at synes synd paa, jeg skulde naturligvis bare hade det. Men jeg holder vel aldrig op med at tro, at jeg skal overvinde ham til slut. Og at min taalmodighet skal bli sterkest og seirende.

Men hvordan jeg kan tro det fatter jeg ikke. Jeg tror det bortenom enhver fornuft. Jeg tror det vel egentlig fordi det er nødvendig for mig. Livsløgnen altsaa, som man ikke kan ta fra gjennemsnitsmennesket. Tænk at han snakker om det, slik er jeg sier han, du skal forstaa det. Slik er jeg, sier han, jeg elsker det tilfældige og holdningsløse, jeg er ikke sterk, jeg kan ikke være samlet. Det sier han. Og naar han sier det direkte til mig saa maa det jo være avgjort og sikkert, at han aldrig blir anderledes. Andre mænd holder sine smaa synder hemmelige, de blyges 121og skammer sig paa en maate. Han blyges aldrig. Og allikevel gjør det ikke saa meget at han snakker om det. Hvor det er meget værre at se det. Vet du hvad jeg oplevet igaar. Jeg gik en tur ut i byen igaar aftes fordi jeg ikke orket at være alene hjemme. Og da saa jeg ham gaa ind paa et hotel sammen med en dame. Han gik lænet tætt ind til hende og han saa stivt og smilende ind i hendes gatepikeansigt.

Astrid Mørck eiet ikke uttrykk i sit ansigt, det var bare en maske, og da Aslaug Seier saa paa hende tænkte hun, at veninden ikke eiet nogen urolighet længer; hvor hun kan greie enhver smerte!

Astrid Mørck sat en stund stiv og ubevægelig. Saa sa hun:

Men herregud, saa blir jeg altsaa ikke noget skjønt og harmonisk menneske, jeg skal gaa og lugte til dette, til denne opløsning av kjærligheten til jeg dør eller til noget nyt indtræffer. Jeg faar finde mig i det. Jeg er kanske ikke bedre værd. Jeg har ikke fordret nok og jeg har ikke været ubøielig nok. Det eneste jeg er fortvilet over er det at vi er avhængige 122av hverandre. Tænk at vi ikke, vi som har vore tanker og vore legemer, vi som har os selv som hele og avsluttede mennesker i verden, tænk at vi ikke kan leve alene. Tænk at vi ikke greier det! At vi skal indsuges i et andet menneskes verden, at vi skal ha denne utaalige længsel efter et andet legeme og et andet sind. Hvor det er gyselig at ydmyge sig Aslaug!

Aslaug Seier skjønte nok ogsaa det, hun vilde heller ikke ydmyge sig slik, men hun tænkte allikevel, at nei, det er deilig at ydmyge sig. Ydmyge sig til støvet, ydmyge sig til ens hjerte brister.

Astrid Mørck sa da mitt inde i hendes tanker:

Men for dig er alt anderledes, det er derfor jeg misunder dig. Du har ikke et eneste hæslig minde om ham, alt er betydelig i det dere har oplevet sammen.

Ja det værste er, at vi ikke kan klare os alene; at vi er bundet til væsener som altid vil komme til at bli os fremmede, bundet med baand vi ikke forstaar. Tænk om vi kunde overmande kjærligheten. Men jeg skal bestandig 123bli en ufri kvinde. Og det er da man begynder at foragte sig selv. Naar man vet at slik skulde man lave sit liv, men slik kan det aldrig bli. Det er likesom at skulle ride i væddeløp gjennem en vældig folkehop og dingle paa hestesiden og klamre sig til manen for ikke at falde i støvet.

Aslaug Seier svarte intet. Hun sat ganske stille i sofaen og stirret paa gardinet, lyset stod sterkt og hjerteskjærende mot det.

De sat tause begge to og tiden gik. Pludselig reiste Astrid Mørck sig og sa:

Du Aslaug, la os allikevel reise os. Vi vet hvor fortvilet det er, men la os indbilde os at det er vi som er store herrer og at vi har alt i orden.

Aslaug Seier saa paa hende og forstod ikke hvad hun mente.

La os gaa ut og bruke penger, la os skaale i champagne over bordet og over det brustne i vor følelse, la os ta det lik frem som vi er belastet med i sjælen, skaale med det og si: se hvor det lever og hvor det er deilig!

Aslaug Seier blev revet med. De to kvinder gik ut, de reiste op paa landet og spiste 124om aftenen kom de tilbake til byen og gik ind i den største spisesal. Mens orkestret der spilte gode kjærlighetsvalser og folk gik ut og ind sat de ved sit bord og skaalte med hverandre. De hævet glasset høiere og høiere efterhvert. Men folk ved de andre borde undret sig over at de ikke snakket, de saa ut som om de ikke turde ta ordet i sin mund. Bare en gang sa Astrid Mørck noget, hun sa:

Gud hvor det er deilig at vite at man gir pokker i alt.

Men egentlig hadde hun vel en uro i sig efter paany at se sin mand; saa ufornuftig og nedværdigendenedværdigende] rettet fra: vedværdigende (jf. trykkfeilliste i 1. utgaven) er længslen.

Da de gik om aftenen leiet de hverandre nedover salen. De trængte til at støtte hverandre litt. Folk sa at intet allikevel kunde være hæsligere end kvinder som drikker sig berusede. Fy!Fy] rettet fra: Tvi (jf. trykkfeilliste i 1. utgaven)

Da Aslaug Seier kom hjem la hun sig paa sengen og tænkte sig fortumlet om. Hun hadde en følelse av at hendes hjerte kunde skrike. Hun vilde se ham smile, til hvad var hun ellers skapt.

Men siden paa natten tænkte hun:

125Jeg kommer aldrig at faa ham tilbake. Jeg skal leve som en gammel kvinde i verden og livet skal strømme omkring mig. Men jeg skal staa som en eventyrlig stenklippe hvori et hjerte er stængt inde og gaar tilgrunde, mens floden strømmer omkring mig. Saa rolig maa jeg bli. Ja, jeg skal reise min ro og taalmodighet som en trods og haan av tomheten, alle tomme aar. Saa stoltstolt] rettet fra: stort (jf. trykkfeilliste i 1. utgaven) vil jeg være. – Hun smilte: Kanske skal mit liv snegle sig avsted som en gammel, monoton og melankolsk lirekassemelodi, men selv det faar jeg finde mig i –.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.