En glad Gut

av Bjørnstjerne Bjørnson

Ellevte Kapitel.

Midt i Middagshvilen var det; Folkene sov paa de store Heidegaarde, Høet laa kastet efter dem paa Volden, og Riverne stod stagede i Jorden. Nedenfor Laavekloppen stod Høslæderne, Sæletøiet laa afsprættet ved Siden, og Hestene gik i Tjor et Stykke derifra. Foruden disse og nogle Høns, som var komne borti Ågeren, saaes ikke et levende Væsen paa den hele Slette.

I Fjeldet over Gaardene var der et Skard, og der gik Veien ind til Heidegaardssætrene, store græsrige Fjeldsletter. Oppe i Skardet stod idag en Mand og saae ned over Sletten, ret som om han ventede nogen. Bag ham laa et lidet Fjeldvand, hvorifra den Bæk løb ned, som gjorde Skard i Fjeldet; omkring dette Vand gik paa begge Sider Kreaturveie indover mod Sætrene, som han kunde se langt borte. Det haukede og gjøede fremover mod ham, Bjelderne skingrede mellem Aasene; thi Kjørene skinede og søgte Vandet, Hunde og Gjetere vilde samle dem, men forgjæves. Kjørene kom sættende med de underligste Fagter, gjorde nødtvungne Kast, og løb med korte, olme Brøl og Halen i Veiret lige ned i Vandet, hvor de blev staaende; deres Klokker kimte over Vandet, hvergang de bevægede Hovedet. Hundene drak lidt, men blev tilbage paa fast Land, Gjæterne kom efter og satte sig paa det 76varme, glatte Berg. Her tog de frem deres Nistemad, byttede med hverandre, skrydte af hinandens Hunde, Oxer og Husfolk, klædte sig siden af og sprang i Vandet ved Siden af Kjørene. Hundene vilde ikke ud, men sluntede dovne omkring med hængende Hoved, hede Øine og Tungen paa den ene Side. Rundt i Liderne saaes ingen Fugl, ingen Lyd hørtes uden Børnenes Samsnak og Klokkekim, Lyngen stod forbrændt og afsvedet, Solen hedede op Bergsiderne, saa alt kovnede i Varme.

Men Øyvind var det, som sad deroppe i Middagssolen og ventede. Han sad i Skjorteærmerne tæt ved den Bæk, som randt ud af Vandet. Ingen viste sig endnu paa Heidegaardssletten, og han begyndte saa smaat at blive bange, da pludselig en stor Hund kom tungt dragende ud af en Dør i Nordistuen og efter den en Gjente i Skjorteærmerne, hun sprang bort over Voldene op mod Berget, han havde stor Lyst til at hauke ned, men turde ikke. Han saae opmærksomt paa Gaarden, om nogen tilfældig skulde komme ud og bemærke hende, men beskyttet var hun, og han reiste sig flere Gange af Utaalmodighed.

Saa kom hun endelig, arbeidende sig frem langs med Bækken, Hunden lidt foran og lugtede i Luften, hun med Tag i Smaabuskene, og trættere og trættere Gang. Øyvind sprang nedover, Hunden knurrede og blev hysset paa, men strax Marit saae ham komme, satte hun sig paa en stor Sten, rød som Blod, træt og forkommen af Varme. Han hivde sig op paa Stenen ved Siden af: «Tak for det du kom!» – «For Varme og Vei! Har du ventet længe?» – «Nei. Siden de passer os op om Kvelden, maa vi bruge Middagen. Men herefter tænker jeg, vi ikke skal tage det saa hemmeligt og møisomt; det er netop derom, jeg vil tale med dig.» – «Ikke hemmeligt?» – «Jeg veed nok, at alting behager dig mest, som gaar hemmeligt til; men at vise Mod behager dig ogsaa. Idag kommer 77jeg til at tale længe med dig, og nu maa du høre.» – «Er det sandt, du søger om at blive Amtsagronom?» – «Ja, og jeg bliver det nok. Dermed har jeg en dobbelt Hensigt, først den at vinde Stilling, men dernæst og især den at udrette noget, som din Morfar kan se og skjønne. Det træffer sig saa heldigt, at de fleste Opsiddere paa Heidegaardene er unge Folk, som vil Forbedringer og forlanger Hjælp; Penge har de ogsaa. Saa begynder jeg der; jeg skal rette paa alt fra deres Fjøs til deres Vandledninger, jeg skal holde Foredrag og arbeide, jeg skal saaatsige beleire Gamlingen med gode Gjerninger.» – «Dette er kjækt talt; mere, Øyvind!» – «Ja, det andet skal handle om os to. Du maa ikke reise.» – «Naar han befaler det?» – «Og ikke have noget hemmeligt, hvad os to angaar.» – «Naar han plager mig?» – «Men vi opnaar mere og beskytter os bedre ved at lade alt blive offentligt. Vi skal netop være saameget under Folks Øine, at de altid maa tale om, hvor vi holder af hverandre; des snarere ønsker de, at det maa gaa os vel. Du maa ikke reise. Der er Fare for dem, som skilles, at der kan bryde Snak ind imellem dem. Vi tror ikke noget det første Aar, men vi kan begynde saa smaat at tro det andet. Vi to skal mødes engang om Ugen og le bort alt det onde, som de vil sætte mellem os; vi skal kunne mødes paa en Dands og træde Takten, saa det synger, medens de sidder rundtom, som bagtaler os. Vi skal mødes ved Kirken og hilse til hverandre, saa alle de ser paa det, som kunde ønske os hundrede Mile fra hverandre. Digter nogen en Vise om os, saa sidder vi sammen og prøver paa at lage en, som kan svare; det maa altid gaa, naar vi hjælpes ad. Ingen kan naa os, naar vi holder sammen og viser Folk, at vi ogsaa holder sammen. Al den ulykkelige Kjærlighed tilhører enten rædde Folk eller svage Folk eller syge Folk eller beregnende Folk, 78som gaar og venter paa en vis Leilighed, eller listige Folk, som tilsidst svider for sin egen List, eller sandselige Folk, som ikke holder saavidt af hverandre, at Stand og Forskjel kan glemmes, – de gaar og stikker sig væk, sender Breve, skjælver ved et Ord, og Frygten, denne bestandige Uro og Stikken i Blodet, tager de saa tilsidst for Kjærlighed, føler sig ulykkelige og løses op som Sukker. Pyt san, holdt de rigtig af hverandre, saa frygtede de ikke, saa lo de, saa gik de aabent lige paa Kirkeporten i hvert Smil og hvert Ord. Jeg har læst om det i Bøgerne, og jeg har seet det selv ogsaa; det er skralt med den Kjærligheden, som gaar Bagveie. Den maa begynde i Hemmelighed, fordi den begynder i Undseelse, men den maa leve i Aabenhed, fordi den lever i Glæde. Det er som i Løvskiftningen, at det ikke kan gjemme sig, det, som voxe skal, og ialfald saa ser du, at alt det, som er tørt paa Træet, falder af i den samme Stund, Løvsprættet begynder. Den, som faar Kjærlighed, slipper, hvad han holdt fast af gammelt, dødt Tøieri, Sasterne spretter og springer, og da skulde ingen mærke det? Ho–i, Gjente, de skal blive glade af at se os glade; to forlovede, som holder ud, gjør Folk en Velgjerning, for de giver dem et Digt, som deres Børn lærer udenad til de vantro Forældres Skam. Jeg har læst om saamange saadanne, der lever ogsaa nogle i Folks Mund her i Bygden, og netop Børnene af dem, som engang forvoldte alt det onde, er det, som nu fortæller og røres. Ja, Marit, nu skal vi to give hinanden Haanden, saadan ja, og saa skal vi love hinanden at holde ihob, saadan ja, og saa skal det gaa, Hurra! – » Han vilde have fat i Hovedet, men hun vendte det væk og lod sig glide ned af Stenen.

Han blev siddende, hun kom igjen, og med Armene paa hans Knæ blev hun staaende og talte med ham, idet hun saae op. «Hør nu, Øyvind, naar han nu vil, jeg 79skal reise, hvad saa?» – «Saa skal du sige nei, rent ud.» – «Kjære, gaar det an?» – «Han kan da ikke bære dig ud i Vognen.» – «Om han ikke netop gjør det, saa kan han paa mange andre Maader tvinge mig.» – «Det tror jeg ikke; Lydighed, er du jo pligtig, saa længe den ikke er Synd; men du er ogsaa pligtig at lade ham vide fuldt ud, hvor tungt det dennegang er dig at være lydig. Jeg mener, han betænker sig, naar han ser det; nu tror han som de fleste, at det bare er Barnefjas. Vis ham, det er noget mere.» – «Du kan tro, han er ikke greid. Han vogter mig som en tjoret Gjed.» «Men du slider Tjoret flere Gange om Dag.» – «Det er ikke sandt.» – «Jo, hvergang du hemmeligt tænker paa mig, saa slider du det.» – «Ja, saadan. Men er du ogsaa vis paa, at jeg tænker saa ofte paa dig?» – «Ellers sad du ikke her.» – «Kjære, du sendte jo Bud, at jeg skulde komme?» – «Men du gik fordi Tankerne drev.» – «Heller fordi Veiret var saa vakkert.» – «Du sagde nylig, at det var for varmt.» – «Til at gaa imod Bakkerne, ja; men ned igen?» – «Hvorfor gik du saa op? Forat kunne springe ned.» – «Hvorfor er du ikke alt sprungen?» – «Fordi jeg maatte hvile.» – «Og tale med mig om Kjærlighed?» – «Jeg kunde gjerne gjøre dig den Glæde at høre paa.» – «Medens Fugle sang,» – «og de andre sov,» – «og de Klokker klang» – «i den grønne Skov».

Her saae de begge Marits Bedstefader at komme ruslende ud paa Gaarden og at gaa hen til Klokkesnoren forat ringe Folkene op. Folkene drog sig frem af Lauver, Skjul og Stuer, gik søvnige til Hestene og Riverne, spredte sig paa Marken, og om en Stund var alt Liv og Arbeide paanyt. Kun Bedstefaderen gik ud af det ene Hus og ind i det andet, tilsidst op paa den høieste Laaveklop og saae udover. En liden Gut kom springende 80hen til ham, ventelig havde han raabt paa ham. Gutten ganske rigtig nedover i den Retning, Pladsen laa, Bedstefaderen imidlertid rundt om Gaarden, idet han ofte saae opover, og anede vel mindst, at det sorte oppe paa «Skorstenen» var Marit og Øyvind. Men anden Gang var Marits store Hund til Uleilighed. Den saae en fremmed Hest kjøre ind paa Heidegaardene, og idet den troede, at den stod midt i sin Gaardsforretning, gav den sig til at gjø af alle Livsens Kræfter. De hyssede paa Hunden, men den var bleven vred og vilde ikke holde op, Bedstefaderen stod nede og stirrede ende i Veiret. Men det blev endnu værre, thi alle Gjæternes Hunde hørte med Forbauselse den fremmede Stemme og løb til. Da de saae, at det var en stor, graabenlignende Kjæmpe, forenede alle de stridhaarede Finnehunde sig om denne ene, Marit blev saa forskrækket, at hun løb uden Farvel, Øyvind midt op i Slagsmaalet, spændte og slog, men de bare flyttede Kampplads og saa atter isammen under grusomt Hyl og Spark, han efter paany, og saaledes lige til de valtsede sig bort til Bækkebrinken, da løb han til, hvoraf Følgen var, at de væltede allesammen ned i Vandet just et Sted, hvor det var rigtig dybt, drog sig da skamfulde fra hverandre, og saaledes endte dette Skogslag. Øyvind gik Skogen bortover, til han naaede Bygdeveien, men Marit mødte Bedstefaderen oppe ved Skidgaarden; det havde Hunden forvoldt hende.

«Hvor kommer du fra?» – «Fra Skogen.» – «Hvad gjorde du der?» – «Plukkede Bær.» – «Det er ikke sandt.» – «Nei, det er det heller ikke.» – «Hvad gjorde du da?» – «Jeg talte med en.» – «Var det med Pladsegutten?» – «Ja.» – «Hør nu Marit, imorgen reiser du.» – «Nei.» – «Hør nu Marit, jeg vil bare sige dig en eneste Ting, bare en: du skal reise.» – «Du kan ikke løfte mig i Vognen.» – «Ikke? Kan 81jeg ikke?» – «Nei, for du vil ikke?» – «Vil jeg ikke? Hør nu Marit, bare for Moro, ser du, bare for Moro vil jeg fortælle dig, at jeg skal slaa Rygstykkerne istykker paa den Fillegutten din.» – «Nei, det tør du ikke.» – «Tør jeg ikke? Siger du, jeg ikke tør? Hvem skulde gjøre mig noget, hvem?» – – «Skolemesteren.» – «Skol-Skole-Skolemesteren? Bryr han sig om ham, mener du?» – «Ja, det er ham, som har holdt ham paa Agronomskolen.» – «Skolemesteren?» – «Skolemesteren!»

«Hør nu, Marit, jeg vil ikke vide af dette Rend, du skal ud af Bygden. Du gjør mig bare Sorg og Bedrøvelse, saa var det med Moder din ogsaa, bare Sorg og Bedrøvelse. Jeg er en gammel Mand, jeg vil se dig godt forsørget, jeg vil ikke leve i Folkesnak som en Nar for den Sags Skyld; jeg vil bare dit eget Bedste, du skal skjønne paa det, Marit. Snart er det forbi med mig, saa staar du der; hvordan vilde det have gaaet Moder din, havde ikke jeg været? Hør nu, Marit, vær vitug, lyd paa, hvad jeg siger; jeg vil bare dit eget Bedste.» – «Nei, det vil du ikke.» – Saa? Hvad vil jeg da?» – «Have din Villie frem, det vil du; men du spørger ikke om min.» – «Du skulde kanske have Villie, du din Maaseunge? Du skulde kanske forstaa dit eget Bedste, du din Nar? Jeg skal give dig lidt Ris, skal jeg, saa stor og lang du er. Hør nu, Marit, lad mig godsnakke med dig. Du er igrunden ikke saa gal, men du er forstyrret. Du skal høre paa mig, jeg er en gammel og fornuftig Mand. Vi skal godsnakke lidt, det staar ikke saa rart til med mig, som Folk tror, en fattig, løs Fugl kan snart styve væk med det lille, jeg har; Far din tog haardt paa det, han. Lad os sørge for os selv i denne Verden, den er ikke bedre værd. Skolemesteren har godt for at snakke, for han har Penge selv; det har Præsten med, de kan præke de. Men vi, som skal trælle 82for Føden, med os er det en anden Sag. Jeg er gammel, jeg veed meget, jeg har seet mange Ting; Kjærlighed, ser du, det kan være vel nok, saadan til at snakke om, ja, men det duer ikke, det er godt nok for Præstefolket og de Dele, Bønderne maa tage det paa en anden Maade. Først Maden, ser du, saa Gudsord og saa lidt Skrivning og Regning og saa lidt Kjærlighed, hvis det saa kan lage sig, men det nytter bitter-Død ikke at begynde med Kjærligheden og ende med Maden. Hvad svarer du nu, Marit?» – «Jeg veed ikke.» – «Veed du ikke, hvad du skal svare?» – «Jo, det veed jeg.» – «Nu da?» – «Skal jeg sige det?» – «Javist skal du sige det!» – «Jeg holder meget paa den Kjærligheden.» Han stod et Øieblik forfærdet, huskede saa de hundrede lignende Samtaler og med lignende Udfald, rystede Hovedet, vendte Ryggen til og gik.

Han æglede sig ind paa Husmændene, overfusede Gjenterne, bankede den store Hund og skræmte næsten Livet af en liden Høne, som var kommen i Ågeren; men til hende sagde han intet.

Den Kveld var Marit saa glad, da hun gik op for at lægge sig, at hun aabnede Vinduet, laa i Karmen, saae ud og sang. Hun havde faaet en liden, fin Kjærlighedsbog af Øyvind, og i den stod en liden, fin Kjærlighedsvise, den sang hun:

Holder du af mig,
holder jeg af dig
alle mine Levedage;
Sommeren var kort,
Græsset blegner bort,
kommer med vor Leg tilbage.

Hvad du sa’ ifjor,
husker jeg iaar,
sidder som en Fugl i Karmen,
83kakker paa og slaar,
synger lidt og spaar
Lykke under Solevarmen.

Litli-litli-lu,
hører du mig nu,
Gutten bagved Virkeheiden?
Ordene vil gaa,
Mørket falder paa,
kanske kan du vise Veien.

Sjo-i, sjo-i, hys,
sang jeg om et Kys? –
Nei, det gjorde jeg vist ikke,
Hørte du det, du?
Kom det ei ihu,
Jeg vil lade Afbud skikke.

O, Godnat, Godnat,
Drømmen har mig fat,
den om dine blaae Øine,
og de tause Ord,
som af Krogen foer,
o, de vare saa forfløine

Nu, jeg lukker til,
er det mer, du vil?
Tonerne tilbage trille,
lokker mig og ler,
vilde du mig mer? –
Aft’nen er saa varm og stille.


Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om En glad Gut

Bjørnsons bondefortellinger har en sentral plass i norsk litteraturhistorie. De er på den ene siden pittoreske skildringer av livet på landsbygda i Norge på 1800-tallet og på den andre siden realistiske skildringer av et klassesamfunn i endring. Periodemessig hører de hjemme i grenseland mellom nasjonalromantikk og realisme. Fortellingen En glad gut er den siste av Bjørnsons bondefortellinger og utkom først som føljetong, etter hvert som bok i 1860. Den ble raskt svært populær blant leserne. Dette gjelder også flere av sangene som utgjør en del av handlingen og teksten, f.eks. «Kom Bukken til Gutten» og «Løft dit Hoved du raske Gut».

Hovedpersonen er husmannsønnen Øyvind, og hans utvikling gjenspeiler Bjørnsons politiske kamp for bedre vilkår for bondestanden i Norge. Øyvind er en snill og glad gutt, og skolemesteren hjelper ham til en utdannelse på landbruksskole. Når storbonden ser hva Øyvind kan oppnå med nye metoder på husmannsplassen, tilbyr han ham å overta gården. Med farens sparepenger klarer han å reise kapital til å etablere et mønsterbruk. Dermed kan han også overvinne klasseskillet som tidligere har skilt ham fra den store kjærligheten, storbondens datter Marit, og historien får en lykkelig, romantisk slutt.

Se faksimiler av særtrykket fra 1868 (Bokhylla.no)

Les mer om tekstens bakgrunn (Nasjonalbiblioteket).

Les mer om fortellingens andre hovedperson, skolemesteren Baard, og verset «Elsk din næste» (Nasjonalbiblioteket).

Les mer om sangen «Løft dit Hoved du raske Gut» (Nasjonalbiblioteket)

Les mer..

Om Bjørnstjerne Bjørnson

Bjørnstjerne Bjørnson var Norges store nasjonaldikter i siste del av 1800-tallet og regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han fikk stor betydning mens han levde, både som forfatter og i samfunnsdebatten. Han skrev dikt, noveller og skuespill ved siden av arbeidet som journalist, teater- og litteraturkritiker. I tillegg skrev han mange tusen brev der han i klartekst ga uttrykk for sine meninger. Mange av disse brevene er utgitt senere.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.