En glad Gut

av Bjørnstjerne Bjørnson

Fjerde Kapitel.

Om hans videre Opvæxt til et Aar før Konfirmationen er ikke stort at melde. Han læste om Morgenen, arbeidede om Dagen og legte om Kvelden.

Da han havde et ualmindelig muntert Sind, varede det ikke længe, før den nærmeste Ungdom i Fristunderne gjerne fandtes der, hvor han var. Der løb en stor Bakke nedover til Bugten foran Pladsen, langs Berget paa den ene Side og Skogen paa den anden, som før meldt, og den hele Vinter var her hver Godveirskveld og Søndag Kjælkebakke for Bygdens agende Ungdom. Øyvind var Mester i Bakken, eiede to Kjælker, «Skarptraaveren» og «Skabeistet»; den sidste laante han ud til større Følger, den første styrede han selv og havde Marit i Fanget.

Det første, Øyvind i den Tid gjorde, naar han vaagnede, var at se ud, om det var Tøveir, og saae han, at der hang graat over Buskene paa den anden Side Bugten, eller hørte han, det dryppede af Taget, da gik det saa sent med Paaklædningen, som om der intet var at udrette den Dag. Men vaagnede han, og helst en Søndag, til knittrende Kulde og Klarveir, de bedste Klæder og intet Arbeide, bare Overhøring eller Kirkegang om Formiddag og saa hele Eftermiddag og Kveld fri, – hei! da stod Gutten med et Byks ud af Sengen, klædte sig som til Ildebrand og kunde næsten intet spise. Saasnart Eftermiddagen var der, og den første Gut kom staaende paa sine Ski langs Veikanten, svingede Skistaven over 22Hovedet og raabte, saa det gjaldede i Aasene omkring Vandet, og saa en efter Veien paa Kjælke, og nok en, nok en, – da Gutten afsted med Skarptraaveren, sprang hele Bakken og standsede opimellem de sidstankomne med en lang, skingrende Hauking, der lo langs Bugten fra Aas til Aas og døde først langt borte.

Han saae da gjerne efter Marit; men var hun først kommen, brydde han sig heller ikke mere om hende.

Men saa kom der en Jul, da Gutten saavelsom Gjenten kunde være saapas som 16 i sit 17de Aar og skulde begge konfirmeres til Vaaren. Fjerde Dag Jul stod et stort Lag paa den øvre af Heidegaardene hos Marits Bedsteforældre, hos hvem hun var opdraget, og som havde lovet hende dette Lag nu paa tredie Aaret, men endelig den Helg maatte ud med det. Hid blev Øyvind indbuden.

Det var en halvklar, ikke kold Kveld, ingen Stjerner saaes, Dagen efter maatte der komme Regn. Der gik en noget døsig Vind over Sneen, som var afføgen hist og her paa de hvide Heidemarker, andre Steder havde den lagt Skavl. Langs efter Veien, hvor ikke netop Sneen laa, var der Holke, og den laa blaasort imellem Sneen og den bare Mark og blinkede stykkevis bortover, saalangt en kunde se. Langs Fjeldene havde der gaaet Fonner; efter dem var der mørkt og tomt, men paa begge Sider af deres Leie lyst og sneklædt, undtagen hvor Birkeskogen stak sig sammen og gjorde sort. Vand var ikke at se, men halvnøgne Moer og Myrer laa opunder Fjeldene, sønderrevne og tunge. Gaardene laa i svære Klynger midt paa Fladen, de saae i Vinterkveldens Mørke ud som sorte Klumper, hvorfra Lys skar udover Marken, snart fra et Vindu, snart fra et andet; det syntes paa Lysene, at man havde det travelt inde. Ungdommen, den voxne og halvvoxne, flokkede sig sammen fra forskjellige Kanter; de 23færreste gik Veien eller forlod den i alle Fald, naar de kom nær Gaardene, og listede sig da frem, en bag Fjøset, et Par under Staburet, nogle foer længe bag Laaven og skreg som Ræve, andre svarede langt borte som Katte, en stod bag Ildhuset og gjøede som en gammel sint Hund, for hvem Kvinten var brusten, indtil der skede almindelig Jagt. Gjenterne kom dragende i store Flokke, havde nogle Gutter, helst Smaagutter, med sig, som skoges omkring dem langs Veiene forat synes Karle. Naar en saadan Gjenteflok kom til Gaards, og en eller anden af de voxne Gutter fik se dem, stilte Gjenterne sig, fløi ind i Gangene, eller ned i Haven og maatte drages frem og ind, en for en. Somme var saa rent undselige, at der maatte gaa Bud efter Marit, hun kom da ud og stivnødede dem. Sommetider kom der ogsaa en, som oprindelig ikke var buden, og hvis Hensigt det slet ikke var at gaa ind, men bare se paa, indtil det blev saa, at hun blot skulde tage en eneste Dands. De, som nu Marit likte godt, bad hun ind til selve Kaarfolkene i et lidet Kammers, hvor Gamlen sad og røgte, og Bedstemor gik omkring; de blev da skjænkede og vel tiltalte. Øyvind var ikke blandt dem, og dette faldt ham noget underligt.

Bygdens gode Spillemand kunde ikke komme før senere, saa de indtil da maatte hjælpe sig med den gamle, en Husmand, som de kaldte Graa-Knut. Han kunde fire Dandse, nemlig to Springere, en Halling og en gammel, saakaldet Napoleonsvals; men lidt efter lidt havde han maattet gjøre Hallingen om til Skotsk ved at forandre Takten, og en Springdands maatte paa samme Maade blive til Polkamazurka. Han spillede nu op og Dandsen begyndte. Øyvind turde ikke gaa med strax, thi her var formange voxne; men de halvvoxne slog sig snart sammen, puffede hverandre frem, drak lidt stærkt Øl til Hjælp, og da kom ogsaa Øyvind med; hedt blev der i Stuen, Lystig24heden og Øllet steg dem til Hovedet. Marit var mest paa Gulvet den Kveld, ventelig fordi Laget stod hos hendes Bedsteforældre, og dette gjorde, at ogsaa Øyvind saae ofte hen til hende; men altid dandsede hun med andre. Han vilde gjerne selv dandse med hende, derfor sad han over en Dands forat kunne springe bort til hende, strax den slutter, og det gjorde han, men en høi, sortsmusket Karl med stærkt Haar kaster sig foran ham. «Væk Unge!» raabte han og puffede til Øyvind, saa han nær var falden baglænds over Marit. Aldrig var noget saadant hændt ham, aldrig havde Folk været andet end snilde med ham, aldrig var han bleven kaldt «Unge», naar han vilde være med; han blev blussende rød, men sagde intet og trak sig tilbage did, hvor den nye Spillemand, som netop var kommen, havde sat sig og stemte op. Der var stilt indimellem Flokken, man ventede paa at høre de første, stærke Toner af ham selv, han prøvede og stemte, det varede længe, men endelig saa hug han i med en Springer, Gutterne skreg og kastede sig, og Par for Par svingede ind i Kredsen. Øyvind ser paa Marit, der hun dandser med den stærkhaarede Mand, hun lo over Mandens Skuldre, saa de hvide Tænder vistes, og Øyvind kjendte en forunderlig stikkende Smerte i Brystet, første Gang i sit Liv.

Han saae længere og længere paa hende, men hvorledes han end saae, forekom det ham, at Marit var ganske voxen; det kan ikke være saa, tænkte han, thi hun er jo med i Kjælkebakkerne endnu. Men voxen var hun dog, og den stærkhaarede Mand drog hende efter endt Dands ned paa Fanget; hun sled sig løs, men blev dog siddende ved Siden.

Øyvind ser paa Manden; han havde fine blaa Klædesklæder, blaaternet Skjorte og Silketørklæde, et lille Ansigt havde han, blaa, stærke Øine, leende, trodsig Mund, han var vakker. Øyvind saae mere og mere, saae endelig 25ogsaa paa sig selv; han havde faaet nye Buxer til Jul, som han var meget glad i, men nu saae han, det var bare graat Vadmel; Trøien var af samme Slag, men gammel og mørk, Vesten af rudet Værken, ogsaa gammel og med to blanke og en sort Knap. Han saae omkring sig og syntes, meget faa var saa daarlig klædt som han. Marit havde sort Livkjole af fint Tøi, Sølje i Halstørklædet og et sammenlagt Silketørklæde i Haanden. Over Baghovedet havde hun en liden sort Silkehue, som var fæstet med store randede Silkebaand under Hagen. Hun var rød og hvid, lo, Manden talte med hende og lo, det spillede atter op, og de skulde atter dandse. En Kammerat kom og satte sig ved Siden af ham. «Hvorfor dandser du ikke, Øyvind?» sagde han blidt. – «Aa, nei», sagde Øyvind, «jeg ser ikke saadan ud.» – «Ser ikke saadan ud?» spurgte Kammeraten; men før han kunde komme videre, sagde Øyvind: «Hvem er han i de blaa Klædesklæderne, som dandser med Marit?» – «Det er Jon Hatlen, han, som længe har været borte paa en Agronomskole og nu skal tage Gaarden.» – I det samme satte Marit og Jon sig. «Hvem er den Gutten i det lyse Haaret, som sidder der bortved Spillemanden og glor paa mig?» spurgte Jon. Da lo Marit og sagde: «Det er Husmandsgutten paa Pladsen.»

Øyvind havde jo altid vidst, han var Husmandsgut; men før nu havde han aldrig følt det. Han kjendte sig ligesom saa liden i Kroppen, kortere end alle andre; forat holde sig oppe maatte han forsøge at tænke paa alt det, som hidtil havde gjort ham glad og stolt, ligefra Kjælkebakken til de enkelte Ord. Da han ogsaa tænkte paa sin Mor og Far, der nu sad hjemme og troede, at han havde det godt, syntes han næsten ikke at kunne holde Graaden. Omkring ham lo og spøgte allesammen, Fedlen ljomede lige ind i Øret paa ham, der var et Øieblik, hvori der 26ligesom steg noget sort op, men saa huskede han Skolen med alle Kammerater og Skolemesteren, som klappede ham, og Præsten, som ved sidste Examen havde givet ham en Bog og sagt, han var en dygtig Gut; Faderen havde selv siddet og hørt paa og smilt bortover til ham. «Vær nu snild, du Øyvind,» syntes han Skolemesteren sige, idet han blev taget paa Fanget, som da han var liden. «Herregud, det er saa lidet værdt altsammen, og igrunden er alle Mennesker snilde; det ser bare ud som de ikke er det. Vi to skal blive dygtige, Øyvind, ligesaa dygtige som Jon Hatlen; skal nok faa gode Klæder og dandse med Marit i en lys Stue, hundrede Mennesker, smile og tale sammen, Kirke, og ringe sammen, to Brudefolk, Præsten, og jeg i Koret, som ler over til dig, og Mor i Huset, og stor Gaard, tyve Kjør, tre Heste, og Marit god og snild som paa Skolen,…»

Dandsen holdt op, Øyvind saae Marit foran sig paa Bænken og Jon ved Siden med Ansigtet tæt op til hendes; en stor stikkende Smerte kom igjen i Brystet, og det var, som han sagde til sig selv: det er jo sandt, jeg har ondt.

I det samme reiste Marit sig, og hun kom bent over til ham. Hun bøiede sig ned over ham. «Du skal ikke sidde saadan og nidstirre paa mig,» sagde hun; «du kan skjønne, Folk lægger Mærke til det; tag dig nu nogen og dands med.»

Han svarte ikke, men saae paa hende, og kunde ikke for det, Øinene løb fulde. Hun havde allerede lettet sig igjen forat gaa, da hun saae det og standste; hun blev med engang ildrød, vendte sig om og gik til sin Plads, men der vendte hun igjen og satte sig et andet Sted. Jon gik strax efter.

Øyvind rejste sig fra Bænken, gik ud mellem Folket, ud paa Gaarden, satte sig inde i en Sval og vidste saa ikke, hvad han skulde der, reiste sig, men satte sig igjen, 27thi han kunde jo ligesaa godt sidde der som et andet Sted. At gaa hjem brydde han sig ikke om, gaa ind igjen heller ikke, det var ham det samme. Han var ikke istand at samle noget af hvad som var foregaaet; han vilde ikke tænke paa det; fremover vilde han heller ikke tænke, thi der var intet, som han længtes til.

Men hvad er det ogsaa, jeg tænker paa? spurgte han halvhøit sig selv, og da han havde hørt sin egen Stemme, tænkte han: tale kan du endnu, kan du le? Og han prøvde paa; jo, han kunde le, og saa lo han, høit, endnu høiere, og da syntes han, det var kosteligt, at han sad der og lo ganske alene, og lo. Men Hans, den Kammerat, som havde siddet ved Siden af ham, kom ud efter ham. «I Guds Navn, hvad ler du af?» spurgte han og standste foran Svalen. Da holdt Øyvind op.

Hans blev staaende, som han ventede, hvad der videre vilde ske; Øyvind reiste sig, saae sig forsigtig om, og da sagde han sagte: «Nu skal jeg sige dig, Hans, hvorfor jeg har været saa glad før; det har været, fordi jeg ikke rigtig har holdt af nogen; men fra den Dag, vi holder af nogen, er vi ikke længer glade,» og han brast i Graad.

«Øyvind!» hviskede det ude paa Gaarden; «Øyvind!» Han standste og lyttede; «Øyvind», sagde det en Gang til, lidt stærkere. Det maatte være den, han tænkte. «Ja», svarte han ogsaa hviskende, tørrede sig rask af og traadte frem. Da kom et Kvindfolk stille over Gaarden. «Er du der?» spurgte hun. – «Ja», svarte han og stod. – «Hvem er hos dig?» – «Det er Hans.» – Men Hans vilde gaa; «nei, nei!» bad Øyvind. Hun kom nu tæt hen til dem, men langsomt, og det var Marit. «Du kom saa snart bort,» sagde hun til Øyvind. Han vidste ikke, hvad han hertil skulde svare. Derved blev ogsaa hun forlegen, de taug alle tre. Men Hans listede væk saa 28smaat efterhaanden. De to stod igjen, saae ikke paa hverandre, men rørte sig heller ikke. Da sagde hun hviskende: «Jeg har i hele Kveld gaaet med noget Julegodt i Lommen til dig, Øyvind; men jeg har ikke kunnet give dig det før.» Hun trak op nogle Æbler, en Skive af en Bykage og en liden Peglflaske, som hun stak til ham og sagde, han kunde beholde.

Øyvind tog det; «Tak», sagde han og gav Haanden frem; hendes var varm, han slap den strax, som havde han brændt sig. – «Du har dandset meget ikveld.» – «Jeg har saa,» svarte hun; «men du har ikke dandset stort,» lagde hun til. – «Jeg har ikke det,» svarte han. – «Hvorfor har du ikke det?» – «Aa –».

«Øyvind», – «Ja». – «..Hvorfor sad du og saae saadan paa mig?» – «Aa –.«

«Marit», – «Ja». – «Hvorfor likte du ikke, at jeg saae paa dig?» – «Der var saamange Folk.»

«Du dandste meget med Jon Hatlen ikveld.» – «Aa, ja.» – «Han dandser godt.» – «Synes du?» – «Synes ikke du?» – «Aa, jo.»

«Jeg veed ikke, hvorledes det er, men ikveld taaler jeg ikke, at du dandser med ham, Marit;» han vendte sig bort, det havde kostet ham at sige det. – «Jeg forstaar dig ikke, Øyvind.» – «Jeg forstaar det hellerikke selv; det er saa dumt af mig. Farvel, Marit, nu vil jeg gaa.» Han gjorde et Skridt uden at se sig om. Da sagde hun efter ham: «Det er feil, det, du har seet, Øyvind.» – Han standste: «At du alt er voxen Gjente, er ikke feil seet.» – Han kom ikke med det, hun havde tænkt, derfor taug hun; men under dette ser hun Lysning af en Pibe ret foran sig; det var hendes Bedstefader, som netop havde bøiet om Hjørnet og kom forbi. Han standste: «Er det her, du er Marit?» – «Ja». – 29«Hvem taler du med?» – «Øyvind». – «Hvem, sagde du?» – «Øyvind Pladsen». – «Aa, Husmandsgutten paa Pladsen; – kom strax og følg med ind.»


Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om En glad Gut

Bjørnsons bondefortellinger har en sentral plass i norsk litteraturhistorie. De er på den ene siden pittoreske skildringer av livet på landsbygda i Norge på 1800-tallet og på den andre siden realistiske skildringer av et klassesamfunn i endring. Periodemessig hører de hjemme i grenseland mellom nasjonalromantikk og realisme. Fortellingen En glad gut er den siste av Bjørnsons bondefortellinger og utkom først som føljetong, etter hvert som bok i 1860. Den ble raskt svært populær blant leserne. Dette gjelder også flere av sangene som utgjør en del av handlingen og teksten, f.eks. «Kom Bukken til Gutten» og «Løft dit Hoved du raske Gut».

Hovedpersonen er husmannsønnen Øyvind, og hans utvikling gjenspeiler Bjørnsons politiske kamp for bedre vilkår for bondestanden i Norge. Øyvind er en snill og glad gutt, og skolemesteren hjelper ham til en utdannelse på landbruksskole. Når storbonden ser hva Øyvind kan oppnå med nye metoder på husmannsplassen, tilbyr han ham å overta gården. Med farens sparepenger klarer han å reise kapital til å etablere et mønsterbruk. Dermed kan han også overvinne klasseskillet som tidligere har skilt ham fra den store kjærligheten, storbondens datter Marit, og historien får en lykkelig, romantisk slutt.

Se faksimiler av særtrykket fra 1868 (Bokhylla.no)

Les mer om tekstens bakgrunn (Nasjonalbiblioteket).

Les mer om fortellingens andre hovedperson, skolemesteren Baard, og verset «Elsk din næste» (Nasjonalbiblioteket).

Les mer om sangen «Løft dit Hoved du raske Gut» (Nasjonalbiblioteket)

Les mer..

Om Bjørnstjerne Bjørnson

Bjørnstjerne Bjørnson var Norges store nasjonaldikter i siste del av 1800-tallet og regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han fikk stor betydning mens han levde, både som forfatter og i samfunnsdebatten. Han skrev dikt, noveller og skuespill ved siden av arbeidet som journalist, teater- og litteraturkritiker. I tillegg skrev han mange tusen brev der han i klartekst ga uttrykk for sine meninger. Mange av disse brevene er utgitt senere.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.