Da Øyvind den følgende Morgen slog Øinene op, var det fra en lang, kvægende Søvn og lykkelige Drømme. Marit havde lagt paa Berget og kastet Løv nedpaa ham, han havde taget imod og kastet op igjen, det var gaaet op og ned i tusinde Farver og Figurer, Solen stod paa, og hele Berget glimrede op under. Idet han vaagnede, saae han sig om for at finde alt igjen, da huskede han Gaarsdagen, og den samme stikkende, saare Smerte i Brystet begyndte strax. Denne bliver jeg nok aldrig mere kvit, tænkte han og følte en Slaphed, som faldt hele Fremtiden fra ham.
«Nu har du sovet længe,» sagde Moderen, hun sad ved Siden og spandt. «Op nu og spis; din Fader er alt i Skogen og fælder Ved.» – Det var som denne Stemme hjalp ham; han stod op med lidt mere Mod. Moderen huskede nok sin egen Dandsetid; thi hun sad og trallede til Rokken, medens han klædte sig og spiste; derfor maatte han reise sig fra Bordet og gaa til Vinduet; den samme Tyngsel og Ulyst lagde sig over ham, han maatte tage sig sammen og tænke paa Arbeide. Veiret var slaaet om, der var kommen lidt Kulde i Luften, saa det, der igaar truede med at falde som Regn, faldt idag som vaad Sne. Han tog paa sig Snesokker, en laadden Hue, Sjømandstrøie og Votter, sagde Farvel og gik med Øxen paa Nakken.
30Sneen faldt langsomt i store vaade Dusker; han strævede opover Kjelkebakken for til venstre at bøie ind i Skogen; aldrig, Vinter eller Sommer, var han før gaaen Kjælkebakkerne uden at huske noget, som gjorde ham glad, eller som han længtes til. Nu var det en død, tung Vei, han gled i den vaade Sne, Knæerne var stive, enten af Dandsen igaar eller af Ulyst; nu følte han, at det var forbi med Kjælkebakkerne for iaar, og dermed for bestandig. Noget andet længtes han til, der han gik ind mellem Stammerne, hvor Sneen faldt tyst, en skræmt Rype skreg og flaksede et Par Favne bort, og ellers al ting stod, som ventede det paa et Ord, der aldrig blev sagt. Men hvad det var, han stundede efter, vidste han ikke tydeligt, kun var det ikke hjem, heller ikke bort, ikke til Lystighed, ikke til Arbeide, det var noget høit tilveirs, lige op som en Sang. Lidt efter samlede dette sig i et bestemt Ønske, det var at blive konfirmeret til Vaaren, og ved den Leilighed være Nummer en. Brystet bankede, medens han tenkte derpaa, og førend han endnu kunde høre Faderens Øx i de skjælvende Smaatræer, havde dette Ønske stærkere Slag i ham end noget, siden han blev født.
Faderen sagde som sædvanlig ikke stort til ham; de huggede begge to og drog sammen i Hauger. De kunde en og anden Gang mødes, og ved et saadant Møde lod Øyvind tungsindig falde: «En Husmand maa slide meget ondt.» «Han som andre,» sagde Faderen, spyttede i Neven og tog Øxen. Da Træet var fældet, og Faderen drog det op i Velten, sagde Øyvind: «Var du Gaardmand, slæbte du ikke saa.» – «Aa, da var det vel andre Ting, som tyngede,» han tog i med begge Hænder. Moderen kom op med Middagsmad til dem, de satte sig. Moderen var munter, hun sad og trallede og slog Fødderne sammen efter Takten. «Hvad skal du tage dig for, 31naar du bliver stor, Øyvind?» sagde hun pludselig. «For en Husmandsgut er der ikke mange Veie,» svarte han. «Skolemesteren siger, du maa paa Seminariet,» sagde hun. «Kommer en frit did?» spurgte Øyvind. «Skolekassen betaler,» svarte Faderen, han spiste. «Har du Lyst til det?» spurgte Moderen. «Jeg har Lyst til at lære noget, men ikke til at blive Skolemester.» – De taug alle tre en Stund; hun trallede igjen og saae ud for sig. Men Øyvind gik bort og satte sig for sig selv.
«Vi behøver just ikke at laane af Skolekassen,» sagde hun, da Gutten var gaaen. Manden saae paa hende: «Fattigfolk som vi?» – «Jeg liker ikke, Thore, du bestandig giver dig ud for fattig, naar du ikke er det.» – De skottede begge ned efter Gutten, om han kunde høre det. Derefter saae Faderen kvast paa Konen: «Du snakker, som du har Viddet til.» Hun lo; «det er ligesom ikke at takke Gud for, at det er gaaet os vel,» sagde hun og blev alvorlig. – «Han kan vel takkes uden med Sølvknapper paa,» mente Faderen. – «Ja, men ved at lade Øyvind gaa som igaar til Dandsen takkes han heller ikke.» – «Øyvind er Husmandsgut.» – «Derfor kan han klædes skikkelig, naar vi har Raad til det.» – «Snak om det, saa han selv hører det.» – «Han hører det ikke; ellers kunde jeg nok have Lyst til det,» sagde hun og saae tappert paa Manden, som var mørk og lagde Skeen bort for at tage sig en Pibe. «Slig ussel Plads, som vi har,» sagde han. – «Jeg maa le af dig, som altid taler om Pladsen; hvorfor nævner du aldrig Kværnene?» – «Aa, du og de Kværnene; jeg tror, du taaler ikke høre dem gaa.» – «Jo, Gud ske Lov og Tak; bare de vilde gaa baade Nat og Dag.» – «Nu har de staaet siden før Jul.» – «Folk maler da ikke om Juledagene.» – «De maler, naar der er Vand; 32men siden de fik Kværn ved Nystrømmen, gaar det skrøbeligt.»
«Han sagde ikke saa, Skolemesteren idag.» – «Jeg skal lade en tausere Karl styre med vore Penge end Skolemesteren.» – «Ja, han burde sidst tale med din egen Kone.» – Thore svarte ikke herpaa, han havde netop faaet Ild paa Piben, heldede sig nu op til en Risbundt og flyede med Blikket først for Konen, siden for Sønnen og heftede det ved et gammelt Kraakerede, som hang halvkvelvt bortpaa en Furregren.
Øyvind sad for sig selv med Fremtiden foran sig som en lang, blank Is, hvorefter han for første Gang lod det staa strygende afsted fra den ene Strand til den anden. At Fattigdommen stængte til alle Sider, følte han, men derfor gik ogsaa al hans Tanke ud paa at komme den forbi. Med Marit havde den vistnok skilt ham for bestandig, hende betragtede han halvt som bortlovet til Jon Hatlen; men al hans Tanke stod til at kapløbe med ham og hende hele Livet bortover. Ikke oftere at blive puffet som igaar, derfor holde sig borte, til han var noget, og saa med den almægtige Guds Hjelp blive noget, det tænkte han paa, og det faldt ikke en Tvivl i hans Sjæl om, at det ikke vilde lykkes. Han havde en dunkel Følelse af, at gjennem Læsning vilde det gaa bedst; hvad Maal den skulde bane, maatte han senere hen tænke paa.
Det blev Kjælkeføre om Kvelden, Børnene kom paa Bakken, men ikke Øyvind. Ved Aaren sad han og læste, og han havde ikke et Øieblik at spilde. Børnene ventede længe, tilsidst blev en og anden utaalmodig, kom op, lagde Ansigtet til Ruden og raabte ind; men han lod, som han ikke hørte. Der kom flere, og Kveld efter Kveld, de gik udenfor i stor Forundring; men han vendte Ryggen til og læste, kjæmpede trolig forat samle Me33ning. Senere hørte han, at Marit heller ikke kom. Han læste med en Flid, som selv Faderen maatte sige gik for vidt. Han blev alvorlig; Ansigtet, der havde været saa rundt og blødt, blev magrere, skarpere, Øiet haardere, sjelden sang han, aldrig legte han, det var, som Tiden ikke slog til. Naar Fristelsen kom paa ham, var det, som nogen hviskede: «siden, siden!» og bestandig: «siden.» – Børnene rendte, raabte og lo en Stund som for, men da de ikke kunde kalde ham ud til sig, hverken med sin egen agende Lyslighed eller sine Raab ind med Ansigtet paa Ruden, blev de efterhaanden borte; de fandt andre Legepladse, og snart stod Bakken tom.
Men Skolemesteren mærkede snart, det var ikke gamle Øyvind, der læste, fordi det faldt sig saa, og legte, fordi det var nødvendigt. Han talte ofte med ham, lokkede og ledte; men det vilde ikke lykkes ham at finde Guttens Hjerte saa let som i gamle Dage. Han talte ogsaa med Forældrene, og ifølge Samraad kom han ned en Søndagskveld sidst paa Vinteren og sagde, da han havde siddet en Stund: «Kom nu Øyvind, saa skal vi gaa ud, jeg vil gjerne tale med dig.» – Øyvind tog paa sig og fulgte. Det bar opover mod Heidegaardene, Samtalen gik godt, men om intet vigtigt; da de var komne nær Gaardene, bøiede Skolemesteren af mod en, som laa i Midten, og da de kom længere frem, hørte de Raab og Lyslighed derifra. «Hvad er her paafærde?» spurgte Øyvind. – «Her er Dands,» sagde Skolemesteren; «skal vi ikke gaa ind?» – «Nei.» – «Vil du ikke gaa med paa en Dands, Gut?» – «Nei; ikke endnu.» – «Ikke endnu? Naar da?» – Han svarte ikke. – «Hvad mener du med: endnu?» – Da Gutten ikke svarte, sagde Skolemesteren: «Kom nu, ikke sligt Snak.» – «Nei, jeg gaar ikke!» – Han var meget bestemt, og dertil bevæget. «At din egen Skolemester skal staa her og bede dig gaa 34til Dands!» – Der blev lang Taushed. «Er der nogen derinde, som du er ræd for at se?» – «Jeg kan jo ikke vide, hvem som er der.» – «Men kunde der være nogen?» – Øyvind taug. Da gik Skolemesteren lige bort til ham, lagde Haanden paa hans Skulder: «Er du ræd for at se Marit?» Øyvind saae ned, Aandedrættet blev tungt og kort. «Sig det til mig, du Øyvind.» – Øyvind taug. – «Du er kanske skamfuld forat tilstaa det, siden du ikke er konfirmeret; men sig mig det alligevel, du Øyvind, og du skal aldrig angre det.» – Øyvind saae op, men kunde ikke faa Ordet frem og gled tilside med Øiet. – «Du er heller ikke mere glad paa det sidste; holder hun mere af andre end af dig?» Øyvind taug fremdeles, Skolemesteren følte sig lidt krænket og vendte sig fra ham; de gik tilbage.
Da de havde gaaet et langt Stykke, standste Skolemesteren saavidt, at Øyvind kom paa Siden af ham. «Du længes vel efter at blive konfirmeret,» sagde han. – «Ja.» – «Hvad tænker du saa at tage dig for?» – «Jeg vilde gjerne ind paa Seminariet.» – «Og faa blive Skolemester?» – «Nei.» – «Du synes ikke, det er stort nok?» – Øyvind taug. De gik atter et langt Stykke. «Naar du har været paa Seminariet, hvad vil du saa?» – «Jeg har ikke rigtig tænkt paa det.» – «Dersom du havde Penge, vilde du nok gjerne kjøbe dig Gaard?» – «Ja, men beholde Kværnene.» – «Da er det bedst, at du tager paa Agronomskolen.» – «Lærer de saameget der som paa Seminariet?» – «Aa nei; men de lærer, hvad de siden skal bruge.» – «Faar de Nummer der ogsaa?» – «Hvorfor spør du saa?» – «Jeg vilde gjerne blive flink.» – «Det kan du vist blive uden Nummer.» – De gik atter tause, til de saae Pladsen; der skar Lys udaf Stuen, Berget hang sort over nu i Vinterkvelden, Vandet laa nedenfor med blinkende Is, 35Skogen stod omkring den lille Bugt, men uden Sne, Maanen bar udover og speilede Skogen i Isen. «Her er vakkert paa Pladsen,» sagde Skolemesteren. Øyvind kunde sommetider se paa den med de Øine, hvormed han saae, da Moderen fortalte Eventyr, eller med det Syn, han havde, naar han rendte i Bakken; nu gjorde han dette, alt laa løftet og klart. – «Ja, her er vakkert,» sagde han, men sukkede. «Far din har havt nok i den Plads; du kunde ogsaa have nok i den.» – Det glade Syn af Stedet var med engang borte. Skolemesteren stod, som han ventede Svar, fik intet, rystede paa Hovedet og gik med ind. Han sad der en Stund hos dem, men var mere taus end talende, hvorved ogsaa de andre blev tause. Da han sagde Farvel, fulgte baade Manden og Konen ham udenfor Døren; det var, som de begge ventede paa, at han skulde sige noget. De blev imidlertid staaende og se op i Kvelden. «Her er bleven saa uvant stille,» sagde endelig Moderen, siden Børnene er flyttet bort med sin Leg.» – «I har heller ikke længer noget Barn i Huset,» sagde Skolemesteren. Moderen forstod, hvad han mente; «Øyvind er ikke glad paa det sidste,» sagde hun. «Aa, nei; den, som er ærgjerrig, er ikke glad,» han saae med den gamles Ro op i Guds stille Himmel.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Bjørnsons bondefortellinger har en sentral plass i norsk litteraturhistorie. De er på den ene siden pittoreske skildringer av livet på landsbygda i Norge på 1800-tallet og på den andre siden realistiske skildringer av et klassesamfunn i endring. Periodemessig hører de hjemme i grenseland mellom nasjonalromantikk og realisme. Fortellingen En glad gut er den siste av Bjørnsons bondefortellinger og utkom først som føljetong, etter hvert som bok i 1860. Den ble raskt svært populær blant leserne. Dette gjelder også flere av sangene som utgjør en del av handlingen og teksten, f.eks. «Kom Bukken til Gutten» og «Løft dit Hoved du raske Gut».
Hovedpersonen er husmannsønnen Øyvind, og hans utvikling gjenspeiler Bjørnsons politiske kamp for bedre vilkår for bondestanden i Norge. Øyvind er en snill og glad gutt, og skolemesteren hjelper ham til en utdannelse på landbruksskole. Når storbonden ser hva Øyvind kan oppnå med nye metoder på husmannsplassen, tilbyr han ham å overta gården. Med farens sparepenger klarer han å reise kapital til å etablere et mønsterbruk. Dermed kan han også overvinne klasseskillet som tidligere har skilt ham fra den store kjærligheten, storbondens datter Marit, og historien får en lykkelig, romantisk slutt.
Se faksimiler av særtrykket fra 1868 (Bokhylla.no)
Les mer om tekstens bakgrunn (Nasjonalbiblioteket).
Les mer om fortellingens andre hovedperson, skolemesteren Baard, og verset «Elsk din næste» (Nasjonalbiblioteket).
Les mer om sangen «Løft dit Hoved du raske Gut» (Nasjonalbiblioteket)
Bjørnstjerne Bjørnson var Norges store nasjonaldikter i siste del av 1800-tallet og regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han fikk stor betydning mens han levde, både som forfatter og i samfunnsdebatten. Han skrev dikt, noveller og skuespill ved siden av arbeidet som journalist, teater- og litteraturkritiker. I tillegg skrev han mange tusen brev der han i klartekst ga uttrykk for sine meninger. Mange av disse brevene er utgitt senere.
For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.