Nogle Aar er gangne hen siden sidste Optrin.
Det er ud paa Høsten, Skolemesteren kommer gaaende op til Nordistuen, lukker op den ydre Dør, finder ingen 84hjemme, lukker op en til, finder ingen hjemme, gaar saa stedse videre; ind til det inderste Kammer i den lange Bygning; der sidder Ole Nordistuen alene foran Sengen og ser paa sine Hænder.
Skolemesteren hilser og hilses; han tager en Krak og sætter sig foran Ole. «Du har sendt Bud paa mig,» siger han. – «Jeg har saa.»
Skolemesteren bytter Skraa, ser sig om i Kammeret, tager en Bog, som ligger paa Bænken og blader i den. «Hvad var det, du vilde mig?» – «Jeg sidder just og tænker paa det.»
Skolemesteren giver sig god Tid, leder frem sine Briller forat læse Bogens Titel, tørrer dem og sætter dem paa. «Du bliver gammel nu, Ole.» – «Ja, det var derom, jeg vilde tale med dig. Det gaar bagover; jeg ligger snart.» – «Da faar du se til, at du kan ligge godt, Ole,» – han lukker Bogen og sidder og ser paa Bindet.
«Det er en god Bog, den, du der har imellem Hænderne.» – «Den er ikke ilde; – er du ofte kommen forbi Permen, Ole?» – «Nu paa det sidste, saa –.»
Skolemesteren lægger Bogen bort og gjemmer Brillerne. «Du har det nok ikke, som du vil, nu, Ole?» – «Det har jeg ikke havt, saalangt tilbage som jeg kan mindes.» – «Ja, det var ogsaa længe slig med mig. Jeg levede usams med en god Ven og vilde, at han skulde komme til mig, og saalænge var jeg ulykkelig. Da fandt jeg paa at gaa til ham, og siden har det været brav.» – Ole ser op og tier.
Skolemesteren: «Hvorledes synes du, det gaar med Gaarden, Ole?» – «Bagover som med mig selv.» – «Hvem skal tage den, naar du gaar bort?» – «Det er dette, jeg ikke veed; det er ogsaa dette, som graver mig.» –
85«Med Naboerne dine gaar det godt nu, Ole.» «Ja, de har den Agronomen til Hjælp, de.»
Skolemesteren, medens han ligegyldig vender sig mod Vinduet: «Du skulde have Hjælp, du ogsaa, Ole. Stort kan du ikke gaa, og lidet kjender du af det nye Stel.» – Ole: «Der er nok ingen, som vil hjælpe mig.» – «Har du bedet om det?» – Ole tier.
Skolemesteren: «Jeg havde det længe slig med Vorherre, jeg. – Du er ikke god imod mig, du, sa’ jeg til ham. – Har du bedet mig om det? spurgte han. Nei, jeg havde ikke det; saa bad jeg, og siden har det rigtig gaaet godt.» – Ole tier, men nu tier ogsaa Skolemesteren.
Endelig siger Ole: «Jeg har et Barnebarn; hun veed, hvad som vilde glæde mig, før jeg bares bort, men hun gjør det ikke.» – Skolemesteren smiler: «Kanske det ikke vilde glæde hende?» Ole tier.
Skolemesteren: «Der er mange Ting, som graver dig, men, saavidt jeg kan forstaa, dreier de sig dog til sidst allesammen om Gaarden.» – Ole siger stille: «Den har gaaet gjennem mange Ætled og er god i Jorden. Alt det, Far efter Far har slidt sammen, ligger i den; men nu gror det ikke. Ei heller veed jeg, naar de kjører mig bort, hvem som skal kjøre ind. Af Ætten bliver han ikke.» – «Hun, som er Datterdatter , vil opholde Ætten.» – «Men han, som tager hende, hvorledes vil han tage Gaarden? Dette maatte jeg vide, før jeg lagde mig. Det har Hast, Baard, baade med mig og Gaarden.» –
De tier begge; da siger Skolemesteren: «Skal vi gaa lidt ud og se paa Gaarden i det gode Veir?» – «Ja, lad os det; jeg har Arbeidsfolk oppe i Liden, de tager Løv, men arbeider ikke, uden hver Gang jeg ser paa.» Han stolper hen efter den store Hue og Stokken og siger 86imidlertid: «De liker nok ikke at arbeide hos mig; jeg forstaar det ikke.» Da de vel var komne ud, og de bøiede om Huset, standsede han. «Her, ser du? Ingen Orden; Veden slængt udover, Øxen ikke hugget i Stabben,» han bøiede sig med Bryderi, løftede den og hug den fast. «Her ser du en Feld, som er falden ned; men har nogen hængt den op?» han gjorde det selv. «Og her Staburet; mener du, Trappen er tagen bort?» han bar den tilside. Da standsede han og saae paa Skolemesteren og sagde: «Saaledes hver eneste Dag.» –
Som de gik opover, hørte de en munter Sang fra Liderne. «Nu, de synger til Arbeidet,» sagde Skolemesteren. – «Det er lille Knut Mistuen, som synger; han tager Løn for sin Fader. Derborte arbeider mine Folk; de synger nok ikke.» – «Det er ikke af Bygdens Viser, dette?» – «Nei, jeg hører det.» – «Øyvind Pladsen har været meget derborte i Østistuen; kanske det er af dem, han har ført til Bygden; thi der følger megen Sang med ham.» Herpaa svartes ikke.
Marken, de gik over, var ikke god; den savnede Pleie. Skolemesteren bemærkede dette, og da standsede Ole. «Jeg har ikke Magt til mere,» sagde han næsten rørt. «Fremmede Arbeidsfolk uden Tilsyn falder for kostbart. Men det er tungt at gaa over slig Mark, kan du tro.»
Da der blev Tale fremover mellem dem, om hvor stor Gaarden var, og hvad som mest trængte Dyrkning, besluttede de at gaa op i Liden for at overse det hele. Da de langt om længe var naaede op til et høit Sted og tog det i Øiesyn, var den gamle bevæget: «Jeg vilde ret ikke gjerne gaa fra den slig. Vi har arbeidet dernede baade jeg og mine Forældre, men det vises ikke.» –
Da skar der en Sang lige nedover deres Hoveder men med den eiendommelige Skarphed, som en Gutte87stemme har, naar den rigtig stormer paa. De var ikke langt fra det Træ, i hvis Top lille Knut Østistuen sad og fældte Løv for sin Fader, og de maatte lye paa Gutten.
Naar du vil paa Fjeldesti
og skal Nisten snøre,
lag saa ikke mere i,
end du let kan føre.
Drag ei med dig Dalens Tvang
i de grønne Lider,
skyl den i en freidig Sang
ned ad Fjeldets Sider.
Fugle hilse dig fra Gren,
Bygdesnakket viger,
Lusfen bliver mere ren,
høiere du stiger.
Fyld dit glade Bryst og syng,
Og smaa Barneminder
nikke vil blandt Busk og Lyng
frem med røde Kinder,
Standser, lytter du engang,
vil du saa at høre
Ensomhedens store Sang
bruse til dit Øre,
Blot en Fjeldbæk risler kvikt,
blot en Smaasten ruller,
føres til dig glemte Pligt
med en Verdens Bulder.
Bæv, men bed, du bange Sjæl
mellem dine Minder!
Gak saa frem: den bedre Del
du paa Toppen finder.
Der som før gaar Jesus Krist,
Elias og Moses;
ser du dem, skal ganske vist
Farten evig roses.
88Ole havde sat sig ned og gjemt Hovedet i sine Hænder. «Her vil jeg tale med dig,» sagde Skolemesteren og satte sig ved Siden.
Nede paa Pladsen var Øyvind netop kommen hjem fra en længere Reise, Skydsen var endnu for Døren, da Hesten hvilte. Skjøndt Øyvind nu havde god Fortjeneste som Amtsagronom, boede han endnu i sit lille Kammer nede paa Pladsen og hjalp til i hver Mellemtid. Pladsen var opdyrket fra Ende til anden, men den var saa liden, at Øyvind kaldte det hele: Dukkespillet til Mor; thi det var især hende, som drev med Jordbruget.
Han havde netop nu byttet, Faderen var kommen ind fra Møllen, hvid af Mel, og havde ogsaa byttet. De stod just og snakkede om at gaa lidt før Kveldsmaden, da Moderen kom ganske bleg ind: «Her gaar rart Fremmedfolk til Hus; kjære, se ud!» – Begge Mænd til Vinduet og Øyvind var den, som først udbrød: «Det er Skolemesteren og – ja, jeg tror det næsten; – jovist er det ham!» «Jo, det er gamle Ole Nordistuen,» sagde ogsaa Thore, idet han vendte sig fra Vinduet for ikke at ses, thi de to var alt foran Huset.
Øyvind fik et Blik af Skolemesteren, i det samme han forlod Vinduet; Baard smilte og saae tilbage paa gamle Ole, der strævede ivei med Stok og de smaa, korte Skridt, hvortil et Ben løftedes stadigt høiere end det andet. Udenfor hørtes Skolemesteren at sige: «Han er nok nylig kommen hjem,» og Ole to Gange at sige: «Naa–naa.»
De stod længe stille ude i Gangen, Moderen var krøben op til den Krog, hvori Melkehylden stod, Øyvind havde sin Yndlingsplads, nemlig Ryggen lænet op til det store Bord og Ansigtet mod Døren, Faderen sad der ved 89Siden af. Endelig bankede det paa, og ind traadte da Skolemesteren og strøg Hatten af, siden Ole og strøg Huen af, hvorefter han vendte sig mod Døren forat lukke den; han var lang i Vendingen, han var aabenbart undselig. Thore reiste sig og bad dem sidde indpaa, de satte sig Side om Side paa Bænken foran Vinduet; Thore satte sig ned igjen.
Men saaledes som nu skal fortælles, gik Frieriet til.
Skolemesteren: «Vi fik et vakkert Veir alligevel i Høst.» – Thore: «Det har laget sig nu paa det sidste.» – «Han staar nok ellers længe, siden han er sprunget over paa den Kant.» – «Er I færdige med Høstningen deroppe?» – «Ikke det; Ole Nordistuen her, som du kanske kjender, ønskede gjerne din Hjælp, du Øyvind, hvis ellers intet var iveien?» – Øyvind: «Naar den bliver begjært, skal jeg gjøre, hvad jeg kan.» – «Ja, det var nok ikke saa ganske for det snare, han mente. Det gaar ikke frem med Gaarden, synes han, og han tror, det er den rette Driftsmaade og Tilsyn, som mangler.» – Øyvind: «Jeg er saa lidet hjemme.» –
Skolemesteren ser paa Ole. Denne føler, han nu maa rykke i Ilden, rømmer sig et Par Gange og begynder fort og kort. «Det var, det er, – ja, – det er Meningen, at du ligesom skulde have fast – at du skulde, ja, ligesom have det hjemme deroppe hos os, – være der, naar du ikke var ude.» – «Du skal have mange Tak for Tilbudet, men jeg vil gjerne bo, hvor jeg bor.» – Ole ser paa Skolemesteren, som siger: «Det gaar nok ligesom i Bulder for Ole idag. Sagen er, at han har været her en Gang før, og Erindringen derom lægger Ordene lidt i Kors for ham.» – Ole rask: «Saaledes er det, ja; jeg foer Galmandsfærd, jeg droges saalænge med Gjentungen, til Træet flisede sig. Men glemt skal være gjemt; Vind bryder Kornet ned, men ikke Sno; 90Regnbækken løser ikke stor Sten; Sneen i Mai bliver ikke længe liggende; det er ikke Tordenen, som slaar Folk ihjel.» De ler alle fire, Skolemesteren siger: «Ole mener, at du skal ikke huske dette længer, og heller ikke du, Thore.» Ole ser paa dem og veed ikke, om han tør begynde igjen. Da siger Thore: «Klungeren tager i med mange Tænder, men river ikke Saar. I mig sidder vist ingen Tagger igjen.» – Ole: «Jeg kjendte ikke Gutten dengang. Nu ser jeg, det gror, der han saar; Høst svarer Vaar; der sidder Penge i Fingerenderne paa ham, og jeg vilde gjerne have fat i ham.» –
Øyvind ser paa Faderen, denne paa Moderen, hun fra dem paa Skolemesteren, og saa alle paa ham. «Ole mener, at han har en stor Gaard –» Ole afbryder: «Stor Gaard, men ilde brugt; jeg kan ikke mer, jeg er gammel, og Venene gaar ikke Hovedets Erinder. Men det kan lønne sig at tage i deroppe.» – «Den største Gaard i Præstegjældet og vel saa det,» falder Skolemesteren ind. – «Den største Gaard i Præstegjældet; det er netop Ulykken; for stor Sko falder af; det er brav, Geværet er godt, men det maa kunne løftes. (Med rask Vending mod Øyvind). Du kunde kanske tage et Tag i med, du?» – «Jeg skulde altsaa være Gaardsbestyrer?» – «Netop ja; du skulde faa Gaarden.» – «Skulde jeg faa Gaarden?» – «Netop ja; saa skulde du styre den.» – «Men?» – «Vil du ikke?» – «Jo, naturligvis.» – «Jaja, jaja; saa er det afgjort da, sa’ Hønen, hun fløi paa Vandet.» – «Men?» – Ole ser forundret paa Skolemesteren. – «Øyvind spørger nok, om han ogsaa skal faa Marit?» – Ole fort: «Marit paa Kjøbet, Marit paa Kjøbet!» – Da slog Øyvind i en Latter og hoppede ende op, efter ham lo alle tre, Øyvind gned Hænderne, foer frem og tilbage paa Gulvet og gjentog uophørlig: – «Marit paa Kjøbet, Marit paa Kjøbet!» Thore lo med 91dybe Klunk, Moderen oppe i Krogen med Øinene uafvendt paa Sønnen, til de fik Taarer.
Ole meget spændt: «Hvad mener du om Gaarden?» – «Ypperlig Jord!» – «Ypperlig Jord, ikke sandt?» – «Mageløs Buhavn.» – «Mageløs Buhavn! Det kan gaa?» – «Det skal blive den bedste Gaard i Amtet!» – «Den bedste Gaard i Amtet! Tror du det? Mener du det?» – «Saasandt jeg staar her!» – «Ja, er det ikke det, jeg har sagt?» De talte begge lige fort og passede hinanden som to Hjul. – «Men Penge ser du, Penge? Jeg har ingen Penge.» – «Det gaar langsomt uden Penge, men det gaar!» – «Det gaar! Javist gaar det! Men havde vi Penge, gik det fortere, siger du?» – – «Mange Gange fortere.» – «Mange Gange? Vi skulde havt Penge! Jaja; den kan ogsaa tygge, som ikke har alle Tænder; den kommer ogsaa frem, som kjører med Oxer.»
Moderen stod og blinkede til Thore, der saae kort men ofte paa hende fra Siden af, medens han sad og vuggede med Overkroppen og strøg sine Hænder nedover Knærne; Skolemesteren plirte til ham, Thore havde Munden oppe, kræmtede lidt og forsøgte, men Ole og Øyvind talte uafladeligt i Munden paa hverandre, lo og støiede, saa en ikke kunde saa Lyd.
«I faar tie lidt, Thore har noget, han vil sige,» falder Skolemesteren ind, de standser og ser paa Thore. Denne begynder endelig ganske sagte: «Det har været slig paa denne Plads, at vi har havt en Kværn; i den sidste Tid har det været slig, at vi har havt to. Disse Kværne har alletider givet en liden Skilling mellem Aar og Dag; men hverken Far min eller jeg har brugt af de Skillinger uden dengang, Øyvind var borte. Skolemesteren har styret med dem, og han siger, at de har trives godt, der de stod; men nu er det bedst, Øyvind faar dem til 92Nordistuen.» Moderen stod borti Krogen og gjorde sig ganske liden, medens hun med tindrende Glæde betragtede Thore, som sad meget alvorlig og saae næsten dum ud; Ole Nordistuen sad over for ham med gabende Mund, Øyvind var den første, som kom sig af Forbauselsen, brød ud: «Er det ikke, som Lykken følger mig?» gik dermed over Gulvet til Faderen, slog ham paa Skulderen, saa det sang; «du Far!» sagde han, gned Hænderne og gik videre.
«Hvormange Penge kan det være?» spurgte endelig Ole, men sagte til Skolemesteren. – «Det er ikke saa lidt.» – «Nogle hundrede?» – «Lidt til.» – «Lidt til? Øyvind, lidt til! Gud bevare mig, for Gaard det skal blive!» Han reiste sig og storlo.
«Jeg maa følge med dig op til Marit,» siger Øyvind; vi bruger Skydsen, som staar udenfor, saa gaar det fort?» – «Ja, fort, fort! Vil du ogsaa have alting fort?» – «Ja, fort og galt.» – Fort og galt! Akkurat som da jeg var ung, akkurat!» – «Her er Huen og Stokken; nu jager jeg dig!» – «Du jager mig, ha, ha, ha! men du følger, ikke sandt, du følger? Kom I andre med; i Kveld maa vi sidde sammen, saalænge der er Glød i Kullet; kom med!» – De lovede dette, Øyvind hjalp ham i Vognen, og de kjørte afsted op til Nordistuen. Deroppe var ikke den store Hunden den eneste, som blev forundret, da Ole Nordistuen kjørte ind paa Gaarden med Øyvind Pladsen. Medens Øyvind hjalp ham ud af Vognen, og Tjenere og Leiefolk gabede paa dem, kom Marit ud i Gangen forat se, hvad Hunden gjøede saa vedholdende paa, men standsede som fast tryllet, blev derpaa sprudende rød og løb ind. Gamle Ole raabte imidlertid saa forfærdeligt paa hende, da han kom i Stuen, at hun maatte møde frem igjen. «Gaa 93hen og fli dig, Gjente; her er han, som skal have Gaarden!»
«Er det sandt?» siger hun uden selv at vide af det og saa høit, at det klang. «Ja, det er sandt!» svarer Øyvind og klapper i Hænderne; dermed svinger hun om paa Taaen, kaster det, hun har i Haanden, langt fra sig og løber ud; men Øyvind efter. –
Snart kom Skolemesteren, Thore og Konen; den gamle havde faaet Lys paa Bordet, dækket med hvid Dug; Vin og Øl bødes, og selv gik han bestandig omkring, løftede Benene endnu høiere end sædvanlig, men dog bestandig høire Fod længer op end venstre.
Førend denne lille Fortelling ender, kan meldes om, at fem Uger efter blev Øyvind og Marit viede i Sognets Kirke. Skolemesteren styrede selv Sangen den Dag, da hans Hjælpeklokker var syg. Han var brusten i Maalet nu, for han var gammel, men Øyvind syntes, det gjorde sig godt at høre ham. Og da han havde givet Marit Haanden og ført hende op til Alteret, nikkede Skolemesteren mod ham fra Koret, akkurat som Øyvind havde seet det, da han sørgmodig sad ved hin Dands; han nikkede igjen, medens Taarene vilde op.
Hine Taarer ved Dandsen var Indgangen til disse her, og imellem dem laa hans Tro og hans Arbeide.
Her ender Fortellingen om en glad Gut.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Bjørnsons bondefortellinger har en sentral plass i norsk litteraturhistorie. De er på den ene siden pittoreske skildringer av livet på landsbygda i Norge på 1800-tallet og på den andre siden realistiske skildringer av et klassesamfunn i endring. Periodemessig hører de hjemme i grenseland mellom nasjonalromantikk og realisme. Fortellingen En glad gut er den siste av Bjørnsons bondefortellinger og utkom først som føljetong, etter hvert som bok i 1860. Den ble raskt svært populær blant leserne. Dette gjelder også flere av sangene som utgjør en del av handlingen og teksten, f.eks. «Kom Bukken til Gutten» og «Løft dit Hoved du raske Gut».
Hovedpersonen er husmannsønnen Øyvind, og hans utvikling gjenspeiler Bjørnsons politiske kamp for bedre vilkår for bondestanden i Norge. Øyvind er en snill og glad gutt, og skolemesteren hjelper ham til en utdannelse på landbruksskole. Når storbonden ser hva Øyvind kan oppnå med nye metoder på husmannsplassen, tilbyr han ham å overta gården. Med farens sparepenger klarer han å reise kapital til å etablere et mønsterbruk. Dermed kan han også overvinne klasseskillet som tidligere har skilt ham fra den store kjærligheten, storbondens datter Marit, og historien får en lykkelig, romantisk slutt.
Se faksimiler av særtrykket fra 1868 (Bokhylla.no)
Les mer om tekstens bakgrunn (Nasjonalbiblioteket).
Les mer om fortellingens andre hovedperson, skolemesteren Baard, og verset «Elsk din næste» (Nasjonalbiblioteket).
Les mer om sangen «Løft dit Hoved du raske Gut» (Nasjonalbiblioteket)
Bjørnstjerne Bjørnson var Norges store nasjonaldikter i siste del av 1800-tallet og regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han fikk stor betydning mens han levde, både som forfatter og i samfunnsdebatten. Han skrev dikt, noveller og skuespill ved siden av arbeidet som journalist, teater- og litteraturkritiker. I tillegg skrev han mange tusen brev der han i klartekst ga uttrykk for sine meninger. Mange av disse brevene er utgitt senere.
For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.