En glad Gut

av Bjørnstjerne Bjørnson

Sjette Kapitel.

Et halvt Aar efter, om Høsten nemlig (Konfirmationen var bleven udsat til da) sad Hovedsognets Konfirmanter i Præstens Borgestue forat udtages; iblandt dem Øyvind Pladsen og Marit Heidegaardene. Marit var netop kommen ned fra Præsten, hvor hun havde 36faaet en vakker Bog og megen Ros; hun lo og snakkede med sine Veninder til alle Sider og saae omkring sig mellem Gutterne. Marit var fuldvoxen Gjente, let og fri i al sin Adfærd, og Gutterne saavelsom Gjenterne vidste, at Bygdens bedste Ungkarl Jon Hatlen gik paa Frieri til hende; hun kunde sagtens være glad, der hun sad. Nede ved Døren stod nogle Gjenter og Gutter, der ikke var slupne frem; de græd, medens Marit og hendes Veninder lo; iblandt dem var en liden Gut i sin Fars Støvler og sin Mors Kirketørklæde. «Gud, o Gud!» hulkede han; «jeg tør ikke gaa hjem igjen.» Og dette greb dem, der endnu ikke havde været oppe, med Samfølelsens Magt; der blev almindelig Taushed. Angsten stod dem i Hals og Øine, de kunde ikke se sikkert og heller ikke svælge, hvortil de følte en bestandig Trang. En sad og regnede over, hvad han kunde, og skjønt han blot nogle Timer iforveien havde fundet ud, at han kunde alt, fandt han nu ligesaa sikkert ud, at han kunde intet, ikke engang læse indenad. En anden lagde sammen sit Synderegister, fra han var saa stor, han kunde huske, til nu han sad der, og han fandt det just ikke underligt af Vorherre, om han lod ham gaa tilbage. En tredie sad og tog Mærke af alle udvortes Ting; dersom Klokken, som netop skulde staa, ikke fik Slaget frem, for han kom til 20, saa slap han; dersom den, som han hørte i Gangen, var Gaardsgutten Lars, saa slap han; dersom den store Regndraaben, som arbeidede nedover Ruden, kom saa langt som til Listen, saa slap han. Den sidste og afgjørende Prøve skulde være, om han fik den høire Foden snoet omkring den venstre, og dette var ham aldeles umuligt. En fjerde vidste med sig selv, at blev han bare hørt om Josef i Bibelhistorien og om Daaben i Forklaringen, eller om Saul, eller i Hustavlen, eller om Jesus, eller i Budene, eller – han sad endnu og prø37vede, da han blev raabt. En femte havde lagt en forunderlig Elsk paa Bjergprædikenen; han havde drømt om Bjergprædikenen, han var vis paa at blive hørt i Bjergprædikenen, og han ramsede op Bjergprædikenen for sig selv, han maatte gaa ud ved Husveggen forat læse over Bjergprædikenen, – da blev han kaldt op forat examineres om de store og smaa Profeter. Den sjette tænkte paa Præsten, som var en saa velsignet Mand og kjendte saa godt hans Far, tænkte ogsaa paa Skolemesteren, som havde et saa kjærligt Ansigt, og paa Gud, som var saa inderlig god, og havde hjulpet mange før baade Abraham, Isak, Jakob og Josef, og saa tænkte han paa, at Mor og hans Søskende sad hjemme og bad for ham, saa det vist vilde hjælpe. Den syvende sad og slog af paa alt det, han havde tænkt at ville blive her i Verden. En gang havde han tænkt at ville drive det til Konge, en gang til General eller Præst, nu var den Tid forbi; men lige til han kom hid, havde han dog tænkt at ville gaa tilsøs og blive Kaptein, kanske Sørøver, og handle sig frygtelige Rigdomme til; nu slog han først af Rigdommen, saa Sørøveren, saa Kapteinen, Styrmanden, han standste ved Matrosen, i det høieste Baadsmanden, ja det var muligt, han slet ikke gik tilsøs, men tog Plads under sin Fars Gaard. Den ottende var mere vis i sin Sag, dog ikke sikker; thi selv den flinkeste var ikke sikker. Han tænkte paa de Klæder, han skulde konfirmeres i, hvad de skulde bruges til, hvis han ikke slap. Men slap han, skulde han til Byen og faa Klædesklæder og komme hjem igjen og dandse i Julen til Misundelse for alle Gutter og Forbauselse for alle Gjenter. Den niende regnede anderledes, han oprettede en liden Kontrabog med Vorherre, hvori han paa ene Side satte som «Debet»: han skal lade mig slippe frem, og paa anden Side som «Kredit»: saa skal jeg aldrig mere lyve, aldrig mere 38sladdre, bestandig gaa i Kirke, lade Gjenterne være og vænne mig af med at bande. Men den tiende tænkte, at havde Ole Hansen sluppet ifjor, var det mere end Uretfærdighed, om ikke han slap iaar, som altid havde været bedre paa Skolen og desuden var af bedre Folk. Ved Siden af ham sad den ellevte, der droges med de rædsomste Hævnplaner, i Tilfælde af at han ikke slap, enten at brænde ned Skolen eller rømme Bygden og komme igjen som Præstens og hele Skolekommissionens tordnende Dommer, men stormodigt lade Naade gaa for Ret. Til en Begyndelse vilde han tage Tjeneste i Nabobygden hos Nabopræsten og der til næste Aar staa Nummer 1 og svare, saa hele Kirken maatte undre sig. Men den tolvte sad for sig selv under Klokken med begge Hænder i Lommen og saae vemodigt udover Forsamlingen. Ingen her vidste, hvad Byrde han bar, hvilket Ansvar han stod i. Hjemme var der en, som vidste det; thi han var forlovet. En stor, langbenet Kongle gik henad Gulvet og nærmede sig hans Fod; han pleiede at træde paa det ækle Insekt, men idag løftede han kjærligt Foden, forat den i Fred kunde gaa did, den vilde. Hans Stemme var blid som en Kollekt, hans Øine sagde vedholdent, at alle Mennesker var gode; hans Hænder gjorde en ydmyg Bevægelse udaf Lommen og op i Haaret forat lægge det mere glat. Blot han kunde smyge lempeligt igjennem dette farlige Naaleøie, vilde han nok voxe ud igjen paa den anden Side, tygge Tobak og gjøre Forlovelsen offentlig. Men nede paa en lav Skammel og med Benene i Krog opunder sig sad den urolige trettende; hans smaa, gnistrende Øine løb hele Stuen rundt tre Gange i Sekundet, og under det stærke, stride Hoved væltede alle de tolvs Tanker i en broget Uorden, fra det mægtigste Haab til den mest sønderknusende Tvivl, fra de ydmygste Forsætter til de mest bygdeødelæggende Hævnplaner, og imid39lertid havde han spist op alt det ledige Kjød paa sin høire Tommelfinger, holdt nu paa med Neglene og sendte store Stykker bortover Gulvet.

Øyvind sad borte ved Vinduet, havde været oppe og havde svaret paa alt, hvorom han blev spurgt; men ikke havde Præsten sagt noget, ei heller Skolemesteren; han havde i over et halvt Aar tænkt paa, hvad de begge vilde sige, naar de fik vide, hvad han havde arbeidet, og han følte sig nu meget stusset, tillige krænket. Der sad Marit, som for ulige mindre Anstrengelse og Kundskab havde faaet baade Opmuntring og Løn; det var netop forat staa stor i hendes Øine, han havde arbeidet, og nu naaede hun leende, hvad han havde arbeidet til med saa megen Forsagelse. Hendes Latter og Spas brændte ham paa Sjælen, den Frihed, hvormed hun bevægede sig, gjorde ham ondt. Han havde undgaaet omhyggeligt at tale med hende siden hin Kveld; der skulde gaa Aar hen, tænkte han; men Synet af hende, saa glad og overlegen, hun der sad, det trykte ham til Jorden, og alle hans stolte Forsætter hang som vaadt Lov.

Han forsøgte dog lidt efter lidt at ryste af. Det kom an paa, om han idag blev Nummer 1, og herpaa ventede han. Skolemesteren pleiede at blive lidt efter hos Præsten for at ordne Ungdommen og siden at gaa ned og fortælle dem Udfaldet; det var jo ikke den endelige Afgjørelse, men det var, hvad Præsten og han foreløbig var kommen overens om. Samtalen i Stuen blev livligere, efterhvert som flere blev prøvede og slap; men nu begyndte de ærgjerrige at sondre sig stærkt ud fra de glade; de sidste gik, saasnart de havde faaet Følge, forat meddele Forældrene sin Lykke, eller de ventede for andres Skyld, som ikke var færdige; de første derimod blev mere og mere stille, Øinene saae spændte mod Døren.

Endelig var Ungdommen færdig, de sidste var komne 40ned, og Skolemesteren talte altsaa nu med Præsten. Øyvind saae til Marit; hun var lige glad, men blev dog siddende, om for sin egen Skyld eller andres, vidste han ikke. Hvor vakker Marit var bleven; blændende fin i Huden var hun, som ingen han før havde seet; Næsen var lidt opkastet, Munden smaaleende. Øinene var halvlukkede, naar hun ikke netop saae paa en, men derfor kom Blikket altid uventet kjælent, naar det kom, – og som hun selv vilde lægge til, at hun ikke mente noget med det, smilte hun halvt i det samme. Haaret var hellere mørkt end lyst, men det var smaakruset og laa langt frem paa begge Sider, saa det sammen med de halvlukkede Øine gav noget dulgt, som man aldrig kunde blive færdig med. Man var ikke ganske sikker paa, hvem det var, hun saae efter, naar hun sad for sig selv og imellem flere; heller ikke hvad hun egentlig tænkte, naar hun saa vendte sig til en og talte; thi hun tog ligefom strax tilbage, hvad hun gav. Indunder alt dette er vel egentlig Jon Hatlen gjemt, tænkte Øyvind, men saae dog bestandig paa hende.

Da kom Skolemesteren. Enhver forlod sin Plads og stormede omkring ham. «Hvad Nummer har jeg?» – «End jeg?» – «End jeg, jeg?» – «Hys, opløbne Unger, ingen Spektakel her; – rolige, saa skal I faa høre det, Børn.» Han saae sig langsomt om. «Du er Nummer 2,» sagde han til en Gut med blaa Øine, der saae bønligt paa ham, og Gutten dandsede ud af Kredsen. «Du er Nummer 3» – han slog paa en rødhaaret rask, liden en, som stod og sled ham i Trøien; «du er Nummer 5, du Nummer 8» osv. Han fik se Marit: «Du er Nummer 1 af Gjenterne;» hun blev blussende rød over Ansigt og Hals, men forsøgte at smile. «Du Nummer 12, har været doven, din Knægt, og en stor Skøierfant; du Nummer 11, ikke bedre at vente, Gutten min; du 41Nummer 13, maa læse dygtig, møde frem til Overhøring, ellers gaar det dig galt! –» – Øyvind kunde ikke holde det ud længer; Nummer l var vistnok ikke nævnt; men han stod den hele Tid saaledes, at Skolemesteren kunde se ham. «Skolemester!» – han hørte ikke; «Skolemester!» – tre Gange maatte han gjentage det, før det blev hørt. Endelig saae Skolemesteren paa ham; «Nummer 9 eller 10, husker ikke sikkert hvilket,» sagde han og vendte sig til en anden. – «Hvem er Nummer 1 da?» spurgte Hans, som var Øyvinds bedste Ven. – «Det er ikke dig, du Krushoved!» sagde Skolemesteren og slog ham over Haanden med en Papirrulle. – «Hvem er det da?» spurgte flere, «hvem er det, ja hvem er det?» – «Det faar den vide, som har Nummeret!» svarte Skolemesteren strengt; han vilde ikke have flere Spørgsmaal. – «Gaa nu vakkert hjem Børn, tak Eders Gud og glæd Eders Forældre! Tak ogsaa Eders gamle Skolemester; I havde siddet der net og gnaget Ben, havde ikke han været!» – De takkede ham og lo, de drog jublende afsted; thi i dette Øieblik, da de skulde hjem til Forældrene, var de alle glade. Blot en var igjen, som ikke strax kunde finde sine Bøger, og som, da han fandt dem, satte sig ned, som skulde han paany til at læse dem over.

Skolemesteren gik bort til ham: «Nu Øyvind; skal du ikke gaa med de andre?» – Han svarte ikke. – «Hvorfor slaar du op dine Bøger?» – «Jeg vilde se, hvad jeg har svaret galt idag.» – «Du har vistnok ikke svaret noget galt.» – Øyvind saae da paa ham, Taarerne stod ham i Øinene, han saae uafvendt paa ham, medens en efter en randt nedover, men han sagde ikke et Ord. Skolemesteren satte sig foran ham: «Er du ikke glad nu, at du er sluppen frem?» – Det bævrede om Munden, men han svarte ikke. – «Din Mor og Far vil 42være meget glad,» sagde Skolemesteren og saae paa ham. – Øyvind kjæmpede længe for at faa et Ord frem, endelig spurgte han sagte og afbrudt: «Er det – fordi jeg – er Husmandsgut – at jeg staar Nummer 9 eller 10?» – «Vistnok er det derfor,» svarte Skolemesteren. – «Saa nytter det jo ikke mig at arbeide,» sagde han klangløst og sank sammen over alle sine Drømme. Pludselig løftede han Hovedet, hævede den høire Haand, slog den i Bordet med al sin Magt, kastede sig ned paa sit Ansigt og brød ud i den heftigste Graad.

Skolemesteren lod ham ligge og græde, rigtig græde ud. Det varede længe, men Skolemesteren ventede, til Graaden blev barnligere. Da tog han om hans Hoved med begge Hænder, lettede det op og saae ind i det forgrædte Ansigt. «Tror du, det er Gud, som nu har været hos dig?» sagde han og holdt ham venligt imod sig. Øyvind hulkede endnu, men kortere, Taarerne randt mere stille, men han turde ikke se paa ham, som spurgte, ei heller svare. – «Dette, Øyvind, har været Løn som forskyldt. Du har ikke læst af Kjærlighed til din Kristendom og dine Forældre; du har læst af Forfængelighed.» – Der blev stille i Stuen mellem hver Gang, Skolemesteren talte, Øyvind kjendte hans Blik hvile over sig, og han blev optøet og ydmyg opunder det. – «Med saadan Vrede i dit Hjerte kunde du ikke have mødt frem forat tage Pagten af din Gud; kunde du vel, Øyvind?» – «Nei,» stammede han, saa godt som han formaaede. – «Og stod du der med forfængelig Glæde over, at du var Nummer 1, stod du da ikke frem med en Synd?» – «Jo,» hviskede han og skalv om Munden. – «Du holder endnu af mig, Øyvind?» – «Ja,» han saae op for første Gang. – «Saa skal jeg sige dig, at det var mig, som fik dig flyttet ned; thi jeg holder saa af dig, Øyvind.» – Den anden saae paa ham, blinkede nogle Gange, 43og Taarerne randt tæt ned. – «Du har ikke noget imod mig derfor?» – Nei;» han saae fuldt og klart op, men sank derpaa sammen i stærk Graad. – «Mit kjære Barn; jeg vil være om dig saalænge jeg lever.»

Han ventede paa ham, til han fik ordne sig og samle sine Bøger, sagde saa, at han vilde følge ham hjem. De gik langsomt hjemover, i Begyndelsen var Øyvind endnu stille og kjæmpende. «Ja, nu skal vi tænke paa at naa noget i Livet,» sagde Skolemesteren, «og ikke løbe efter Blindmænd og Numre. Hvad siger du om Seminariet?» – «Jo, jeg vilde nok gjerne did.» – «Du mener Agronomskolen?» – «Ja.» – «Den er vistnok ogsaa den bedste; den giver andre Udsigter end en Skolemesterstilling.» – «Men hvorledes skal jeg komme did? Jeg har inderlig Lyst, men jeg har jo ikke Raad.» – «Vær flittig og brav, saa skal der nok blive Raad.»

Øyvind fik den Tindren for Øie, det lette Aandedrag, den uendelige Kjærlighedens Ild, som bærer frem, naar man føler Medmenneskers uventede Godhed. Hele Fremtiden forestiller man sig et Øieblik som at vandre i frisk Fjeldluft; man bæres mere, end man gaar. Og dog faldt Tyngsel paa ham igjen, da de fik se Huset hjemme paa Pladsen.

Begge Forældre var i Stuen og havde siddet der i stille Venten, skjønt det var Arbeidstid og travelt. Skolemesteren kom først ind, Øyvind efter. «Nu?» sagde Faderen, han lagde en Salmebog bort, hvori han netop havde læst «en Konfirmants Bøn». Moderen stod ved Gruen, turde ingenting sige; hun lo, men hun var usikker paa Haanden, hun ventede øiensynlig noget godt, men vilde ikke røbe sig. «Jeg maatte bare følge forat glæde Eder med, at han svarte paa alt, han blev spurgt om, og at Præsten sagde, da Øyvind var gaaet, at han ikke 44har havt flinkere Konfirmant.» – «Aa, nei!» sagde Moderen og blev meget bevæget. – «Det var jo brav,» sagde Faderen og rømmede sig usikkert.

Efterat der havde været længe stilt, spurgte Moderen sagte: «Hvad Nummer faar han?» – – «Nummer 9 eller 10,» sagde Skolemesteren roligt. – Moderen saae paa Faderen, denne først paa hende, saa paa Øyvind; «en Husmandsgut kan ikke vente mere,» sagde han stille. Øyvind saae paa ham igjen, det var, som atter noget vilde op i Halsen, men han betvang sig ved i en Hast at huske paa kjærlige Ting, den ene efter den anden, saa længe til det gik ned igjen.

«Nu er det bedst, jeg gaar,» sagde Skolemesteren, nikkede og vendte sig. Begge Forældrene fulgte efter Sædvane ud paa Stenhellen; her tog Skolemesteren sig en Skraa og sagde smilende: «Han bliver Nummer 1 alligevel; men det er ikke værdt, han faar vide noget om det, før Dagen kommer.» – «Nei, nei,» sagde Faderen og nikkede. «Nei, nei,» sagde Moderen, hun nikkede ogsaa; derpaa tog hun Skolemesteren i Haanden; «du faar have Tak for alt, du gjør imod ham,» sagde hun. «Ja, du faar rigtig have Tak,» sagde Faderen. «Aa, jeg har Tak nok i mig selv,» svarte Skolemesteren; «for Sagen er, jeg holder af ham!» han nikkede og gik, men de stod endnu længe og saae efter ham.


Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om En glad Gut

Bjørnsons bondefortellinger har en sentral plass i norsk litteraturhistorie. De er på den ene siden pittoreske skildringer av livet på landsbygda i Norge på 1800-tallet og på den andre siden realistiske skildringer av et klassesamfunn i endring. Periodemessig hører de hjemme i grenseland mellom nasjonalromantikk og realisme. Fortellingen En glad gut er den siste av Bjørnsons bondefortellinger og utkom først som føljetong, etter hvert som bok i 1860. Den ble raskt svært populær blant leserne. Dette gjelder også flere av sangene som utgjør en del av handlingen og teksten, f.eks. «Kom Bukken til Gutten» og «Løft dit Hoved du raske Gut».

Hovedpersonen er husmannsønnen Øyvind, og hans utvikling gjenspeiler Bjørnsons politiske kamp for bedre vilkår for bondestanden i Norge. Øyvind er en snill og glad gutt, og skolemesteren hjelper ham til en utdannelse på landbruksskole. Når storbonden ser hva Øyvind kan oppnå med nye metoder på husmannsplassen, tilbyr han ham å overta gården. Med farens sparepenger klarer han å reise kapital til å etablere et mønsterbruk. Dermed kan han også overvinne klasseskillet som tidligere har skilt ham fra den store kjærligheten, storbondens datter Marit, og historien får en lykkelig, romantisk slutt.

Se faksimiler av særtrykket fra 1868 (Bokhylla.no)

Les mer om tekstens bakgrunn (Nasjonalbiblioteket).

Les mer om fortellingens andre hovedperson, skolemesteren Baard, og verset «Elsk din næste» (Nasjonalbiblioteket).

Les mer om sangen «Løft dit Hoved du raske Gut» (Nasjonalbiblioteket)

Les mer..

Om Bjørnstjerne Bjørnson

Bjørnstjerne Bjørnson var Norges store nasjonaldikter i siste del av 1800-tallet og regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han fikk stor betydning mens han levde, både som forfatter og i samfunnsdebatten. Han skrev dikt, noveller og skuespill ved siden av arbeidet som journalist, teater- og litteraturkritiker. I tillegg skrev han mange tusen brev der han i klartekst ga uttrykk for sine meninger. Mange av disse brevene er utgitt senere.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.