En glad Gut

av Bjørnstjerne Bjørnson

Ottende Kapitel.

Kjære Forældre!
Nu have vi faaet meget mere at læse, men nu er jeg ogsaa kommen de andre mere paa Siden, saa det er ikke saa tungt. Og nu skal jeg forandre meget paa Faders Plads, naar jeg kommer hjem; thi der er det meget galt, og det er forunderligt, at det er hængt fammen. Men jeg skal faa Skik derpaa igjen, for jeg har nu lært meget. Jeg har Lyst til at komme et Sted, hvor jeg kan gjøre alt det, jeg nu veed; derfor maa jeg søge en stor Post, naar jeg er færdig. Her siger alle, at Jon Hatlen er ikke saa flink, som der er sagt hjemme hos os, men han haver egen Gaard, saa det er nu det samme for andre end ham selv. Mange, som kommer herifra, faar meget stor Løn; men de bliver saa godt betalt, fordi vi er den bedste Landbrugsskole i Landet. Somme siger, at en i næste Amt er bedre, men det er slet ikke sandt. Her er to Ord, det ene hedder Theori og det andet Praxis, og det er godt at have dem begge to, og det ene er ikke noget uden det andet, men det sidste er dog det bedste. Og det første Ord betyder at vide Aarsagen og Grunden i et Arbeide, men det andet betyder at kunne gjøre Arbeidet, ligesom nu med en Myr. For der er mange, som veed, hvorledes de skal gjøre med en Myr, men gjør det galt alligevel, for de kan det ikke. Men mange kan det og veed det ikke, og saaledes kan det ogsaa blive galt, for der er mange 51Slags Myr. Men vi paa Landbrugsskolen, vi lærer begge Ord. Bestyreren er saa flink, at slet ingen kan maale sig med ham. Paa sidste Landbrugsmøde for hele Landet styrede han to Spørgsmaal, men de andre Landbrugsbestyrere havde blot et hver, og det blev altid, som han sagde, naar de fik tænkt sig om. Men paa forrige Møde, hvor han ikke var, der sluddrede de bare. Løitnanten, som lærer Landmaaling, haver Bestyreren faaet bare for hans Flinkheds Skyld; thi de andre Skoler haver ingen Løitnant. Men han er saa flink, at paa Løitnantsskolen skal han have været den allerbedste.

Skolemesteren spørger, om jeg gaar i Kirken. Ja vist gaar jeg i Kirken, for nu haver Præsten faaet en Kapellan, og han præker, saa alle i Kirken er meget ræd, og det er en Fornøielse at høre. Han er af den nye Religion, som de haver i Kristiania, og Folk synes, han er for streng, men det have de godt af.

Nu fortiden lærer vi megen Historie, som vi ikke have læst før, og det er besynderligt at se alt, som er foregaaet i Verden, men især hos os. For vi haver bestandig vundet, undtagen naar vi har tabt, og da haver vi været meget mindre. Nu har vi Frihed, og det har ingen andre Folkeslag saameget af som vi, undtagen Amerika; men der er de ikke lykkelige. Og vor Frihed skal vi elske høiest over alle Ting.

Nu vil jeg slutte for denne Gang; thi jeg haver skrevet meget langt. Skolemesteren læser nok Brevet, og naar han svarer for Eder, saa skal han sige mig noget nyt om en og anden; thi det gjør han ikke. Men værer nu flittig hilset fra Eders hengivne Søn,

Ø. Thoresen.


52Kjære Forældre!
Nu maa jeg sige Eder, at her har været Examen, og jeg har staaet mig udmærket godt i mange Ting og meget godt i Skrivning og Landmaaling, men temmelig godt i Udarbeidelse i Modersmaalet. Det kommer deraf, siger Bestyreren, at jeg har ikke læst nok, og han har foræret mig nogle Bøger af Ole Vig, som er mageløse, for der forstaar jeg altsammen. Bestyreren er meget god med mig, han fortæller os saa mange Ting. Alt sammen her er saa ganske smaat, imod hvad det er i Udlandet; vi forstaar næsten ingenting, men lærer alt af Skotlænderne og Schweitzerne, men af Hollænderne lærer vi Havedyrkning. Mange reiser over til disse Lande, i Sverige er de ogsaa meget flinkere end vi, og der har Bestyreren selv været. Nu har jeg været her snart et Aar, og jeg syntes, at jeg havde lært meget, men da jeg hørte, hvad de kunde, som gik ud ved Examen, og tænker paa, at heller ikke de kan noget, naar de kommer sammen med Udlændingen, saa bliver jeg ganske bedrøvet. Og saa er Jorden saa daarlig her i Norge, mod hvad den er i Udlandet; det lønner sig slet ikke alt det, vi gjør med den. Folket vil desuden ikke tage efter. Om de ogsaa vilde, og om Jorden var meget bedre, saa har de jo ikke Penge til at dyrke med. Det er mærkværdig, at det er gaaet, som det er gaaet.

Nu er jeg i øverste Klasse og skal være der et Aar, før jeg er færdig. Men mine fleste Kammerater er reist, og jeg længes hjem. Det er, ligesom jeg synes, at jeg staar alene, endskjøndt jeg slet ikke gjør det; men det er saa underligt, naar en har været længe borte. Jeg troede engang, jeg skulde blive saa flink her, men det ser daarligt ud dermed.

Hvad skal jeg nu tage mig for, naar jeg kommer 53herifra? Først vil jeg naturligvis hjem, siden maa jeg vel søge mig noget, men det maa ikke være langt borte.

Lev nu vel, kjære Forældre! hils dem, som spørger efter mig, og sig dem, at jeg har det godt, men at jeg nu længes hjem igjen.

Eders hengivne Søn,
Øyvind Thoresen Pladsen.


Kjære Skolemester!
Herved tilspørger jeg dig, om du vil oversende indlagte Brev og slet ikke sige det til nogen. Og vil du ikke, saa faar du brænde det.

Øyvind Thoresen Pladsen.


Til velagtede Pige Marit Knudsdatter Nordistuen paa Øvre–Heidegaardene.
Du vil nok blive meget forundret ved at modtage Brev fra mig, men det skal du ikke, for jeg vil bare spørge, hvorledes du har det. Derom maa du underrette mig snarest mulig og i alle Maader. Om mig selv er at sige, at jeg bliver færdig her om et Aar.

Ærbødigst
Øyvind Pladsen.


Til Ungkarl Øyvind Pladsen paa Landbrugsskolen!
Dit Brev har jeg rigtig faaet af Skolemesteren, og jeg vil svare, siden at du beder mig. Men jeg er ræd for det, da du nu er saa lærd, og jeg haver en Brevbog, men den vil ikke passe. Saa maa jeg prøve, og du faar tage Villien for Gjerningen; men du maa ikke vise det frem, for da er du ikke den, jeg tænker. Du 54skal heller ikke gjemme det, da kan nogen let faa se det, men du skal brænde det, og det skal du love mig. Det var saa mange Ting, jeg vilde skrive om, men som jeg ikke rigtig tør. Vi haver faaet en god Høst, Poteten staar i høi Pris, og her paa Heidegaardene har vi nok af den. Men Bjørnen har været slem med Buskapen i Sommer; for Ole Nedregaardene slog han ned to Naut, og for vor Husmand skamferte han et, saa hun maatte slagtes. Jeg væver paa en meget stor Væv, den er lige som det skotske Tøi, og det er vanskeligt. Og nu vil jeg fortælle dig, at jeg endnu er hjemme, og at andre gjerne vilde have det anderledes. Nu haver jeg ikke mere at skrive om for denne Gang, og derfor maa du leve vel.

Marit Knudsdatter.

D. u. s. Du maa endelig brænde dette Brev.


Til Agronom Øyvind Thoresen Pladsen!
Det haver jeg sagt dig, Øyvind, at den, som vandrer med Gud, han er i den gode Arvedel. Men nu skal du høre mit Raad, og det er ikke at tage dig Verden med Længsel og Gjenvordighed, men stole paa Gud og ei lade dit Hjerte fortære dig; thi da haver du en Gud foruden ham. Det maa jeg dernæst sige dig, at din Fader og din Moder befinder sig vel, men jeg haver ondt i en Hofte; thi nu slaar Krigen op igjen og alt det, man der haver lidt. Hvad Ungdommen saar, det Alderdommen høster, og det er baade i Aanden og i Legemet, som nu svider og verker og frister til idel Klage. Men klage skal Alderdommen ikke; thi Lærdom rinder af Snarene, og Taalmod prædiker Verken, at Mennesket kan blive stærk til den sidste Reise. Idag haver jeg 55grebet Pennen for mange Aarsagers Skyld, og først og fremst for Marits Skyld, som er en gudsfrygtig Pige bleven, men er let paa Foden som en Ren og af mange Forsæt. Thi hun vil gjerne holde sig til et, men kan det ikke for sin Natur, men det haver jeg ofte seet, at med sligt svagt Hjertetøi er Vorherre lemfældig og langmodig og lader ei friste over Formue, saa hun brækkes istykker; thi hun er meget skjør. Brevet gav jeg hende rigtigen, og hun skjulte det for alle undtagen sit eget Hjerte. Og vil Gud give den Sak sin Fremme, saa haver jeg intet derimod; thi hun er en Velbehagelighed for unge Mandfolk, som tydelig kan ses, og hun haver fuldt op af jordiske Goder, og de himmelske har hun ogsaa i sin Ustadighed. Thi Gudsfrygtigheden i hendes Sind er som Vandet i en grund Dam, det er der, naar det regner, men det er borte, naar det skinner Sol.

Nu taaler mine Øine ikke mere; thi de ser godt paa Vidderne, men faar ondt og rinder fulde i det smaa. Tilsidst vil jeg sige dig, Øyvind, at i hvad du attraar og arbeider, da tag din Gud med; thi som skrevet staar: en Haandfuld med Rolighed er bedre end begge Næver fulde med Møie og Aandsfortærelse (Salomos Præd. 4, 6).

Din gamle Skolemester,
Baard Andersen Opdal.


Til velagtede Pige Marit Knudsdatter Heidegaardene!
Du skal have Tak for dit Brev, som jeg haver læst og brændt, saaledes som du siger. Du skriver om meget, men slet ikke om det, som jeg vilde, du skulde skrive om. Heller ikke jeg tør skrive om noget vist, før jeg faar vide noget mere, om hvordan du har det i alle Maader. Skolemesterens Brev siger intet, som en kan holde sig 56til, men han roser dig, og saa siger han, du er ustadig. Det var du ogsaa før. Nu veed jeg ikke, hvad jeg skal tro, og derfor maa du skrive; thi jeg har det ikke godt, før du har skrevet. I denne Tid husker jeg mest, at du kom paa Berget den sidste Kveld, og hvad du da sagde. Mere vil jeg ikke sige denne Gang, og derfor maa du leve vel.

Ærbødigst
Øyvind Pladsen.


Til Ungkarl Øyvind Thoresen Pladsen!
Skolemesteren haver givet mig et nyt Brev fra dig, og det haver jeg nu læst. Men jeg forstaar det slet ikke, og det kommer vel deraf, at jeg ikke er lærd. Du vil vide, hvor jeg har det i alle Maader, og jeg er sund og frisk og feiler slet ingen Ting. Jeg spiser meget godt, helst naar jeg faar Melkemad, om Natten sover jeg og sommetider om Dagen ogsaa. Jeg har dandset meget nu i Vinter; thi her har været mange Lag, og der har været meget gildt. Jeg gaar i Kirken, naar der ikke er formeget Sne, men den har været tyk i Vinter. Nu har du vel faaet vide altsammen, og har du det ikke, saa veed jeg ikke rettere, end at du faar skrive mig til en Gang til.

Marit Knudsdatter.


Til velagtede Pige Marit Knudsdatter Heidegaardene!
Dit Brev har jeg modtaget, men du synes at ville lade mig være lige klog. Kanske dette ogsaa er et Svar, jeg veed det ikke. Jeg tør ingenting skrive af det, jeg 57vilde skrive, thi jeg kjender dig ikke. Men kanske heller ikke du kjender mig. Du maa ikke tro, jeg længer er den bløde Ost, som du krystede Vand udaf, da jeg sad og saae dig dandse. Jeg har lagt paa mange Hylder forat tørre siden den Tid. Eiheller er jeg som de langhaarede Hunde, der hænger strax med Ørene og skyr Folk, saadan som jeg fordum gjorde; jeg lader det staa til nu.

Dit Brev var skjemtsomt nok; men det skjemtede, hvor det slet ikke skulde skjemte; thi du forstod mig godt, og da kunde du skjønne, at jeg ikke spurgte for Spøg, men fordi jeg i den senere Tid ikke kan tænke paa andet end det, hvorom jeg spurgte. Jeg gik i megen Angst og ventede, og da kom der bare Fjas og Latter.

Farvel Marit Heidegaardene, jeg skal ikke se for meget paa dig, saaledes som paa hin Dands. Gid du baade maa spise godt og sove godt og faa din nye Væv færdig, og gid fremfor alt, at du kan skofte Sneen væk, som ligger foran Kirkedøren.

Ærbødigst
Øyvind Thoresen Pladsen.


Til Agronom Øyvind Thoresen, Landbrugsskolen.
Tiltrods for min gamle Alder og Øinenes Svaghed samt Verken i min høire Hofte, maa jeg dog give efter for Ungdommens Paatrængelighed; thi den bruger os gamle, naar den selv haver rendt sig fast. Den lokker og græder, til den er bleven løs, men saa render den strax igjen fra os og vil slet ikke videre høre.

Nu er det Marit, hun skaber sig med mange søde 58Ord, at jeg skal skrive til Følgeskab, thi hun trøster sig ikke at skrive alene. Jeg haver læst dit Brev; hun tænkte, hun havde Jon Hatlen eller en anden Nar for sig, og ikke en, som Skolemester Baard havde opdraget; men nu kniber det. Dog haver du været for streng; thi der er visse Kvindfolk, som spøger for ikke at græde, og der er ingen Forskjel mellem begge. Men det synes jeg om, at du tager det alvorlige alvorligt; thi ellers kan du ikke le af det, som er Fjas.

Anlangende Eders Hu, at den staar til hinanden, da er dette nu synligt af mange Ting. Hende haver jeg ofte tvivlet om, thi hun er som Vindens Gang; men nu saa veed jeg, at hun haver dog modstaaet Jon Hatlen, hvorudover hendes Bedstefader er optændt i stor Vrede. Hun blev glad, da dit Tilbud kom, og naar hun spøgte, var det ikke af ondt, men af Glæde. Hun haver taalt meget, og det haver hun gjort for at vente paa den, som hendes Hu stod til. Men da vil du ikke tage hende, men kaster hende som en uartig Unge.

Dette var det, jeg maatte fortælle dig. Og det Raad maa jeg lægge til, at med hende bør du komme vel overens, thi du kan faa nok at strides med alligevel. Jeg er som den gamle, der haver seet tre Slægter; jeg kjender Daarskaberne og deres Løb.

Din Moder og Fader skal jeg hilse dig ifra, de venter paa dig. Men derom har jeg før ikke villet skrive, at du ei skulde blive hjertesaar. Din Fader kjender du ikke; thi han er som Træet, det giver ikke Suk, før det hugges. Men kommer du engang noget til, da skal du lære ham at kjende, og du skal undre dig som paa et rigt Sted. Han haver været trykket og taus i det verdslige, men din Moder haver lettet hans Sind for verdslig Angst, og nu klarer det udover Dagen.

59Nu dummes mine Øine, og Haanden vil ikke mere. Derfor befaler jeg dig til ham, hvis Øie altid vaager, og hvis Haand aldrig trættes.

Baard Andersen Opdal.


Til Øyvind Pladsen!
Du synes at være vred paa mig, og det gjør mig meget ondt. Thi jeg mente det ikke saaledes, jeg mente det godt. Jeg kommer ihu, at jeg ofte ikke har været rigtig mod dig, og derfor vil jeg nu skrive dig til, men du maa ikke vise det til nogen. Engang fik jeg det, som jeg vilde have det, og da var jeg ikke snild; men nu holder ingen af mig mere, og nu har jeg det meget ondt. Jon Hatlen haver digtet en Nidvise om mig, og den synger alle Gutter, og jeg tør ikke komme paa nogen Dands. Begge de gamle veed om det, og jeg hører onde Ord. Men jeg sidder alene og skriver, og du maa ikke vise det.

Du haver lært meget og kunde raade mig, men du er nu langt borte. Jeg haver ofte været nede hos dine Forældre, og din Moder haver jeg talt med, og vi ere blevne gode Venner; men jeg tør ikke sige noget, for du skrev saa underligt. Skolemesteren gjør bare Nar af mig, og han veed ingenting om Nidvisen; thi ingen i Bygden tør synge sligt for ham. Nu er jeg alene og har ingen at tale med; jeg husker paa, da vi var Børn, og du var saa snild med mig, og jeg fik bestandig sidde paa din Kjælke. Men nu vilde jeg ønske, at jeg var Barn igjen.

Jeg tør ikke mere bede dig svare mig; thi det tør jeg ikke. Men vilde du svare mig bare en Gang til, saa skulde jeg aldrig glemme dig det, Øyvind.

Marit Knudsdatter.

60Kjære, brænd dette Brev; jeg veed næsten ikke, om jeg tør sende det.


Kjære Marit!
Tak for Brevet; det har du skrevet i en god Stund. Nu vil jeg sige dig, Marit, at dig holder jeg af, saa jeg næsten ikke kan være her længer, og holder du saa sandt af mig igjen, saa skal Jons Nidviser og andres onde Ord bare være Blade, som Træet bærer formange. Siden jeg fik dit Brev, er jeg som et nyt Menneske, for der er kommen dobbelt Kraft i mig, og jeg er ikke ræd for nogen i hele Verden. Da jeg havde sendt det forrige Brev, saa angrede jeg det, saa jeg deraf blev næsten syg. Og nu skal du høre, hvad dette blev Aarsag til. Bestyreren tog mig afsides og spurgte mig, hvad der feilede mig; han troede, jeg læste formeget. Da sagde han mig, at naar mit Aar var ude, skulde jeg faa være her et til og ganske frit; jeg skulde hjælpe ham med et og andet, men han skulde lære mig mere. Da tænkte jeg, at Arbeide var det eneste, jeg kunde holde mig til, og jeg takkede meget; og endnu angrer jeg det ikke, skjønt jeg nu længes til dig; thi jo længer jeg er her, med desto større Grund kan jeg engang begjære dig. Hvor glad jeg nu er, jeg arbeider for tre, og aldrig skal jeg staa tilbage i nogen Ting. Men du skal saa en Bog, som jeg læser; thi der staar meget om Kjærlighed. Om Kvelden læser jeg i den, naar de andre sover, og da læser jeg ogsaa dit Brev over igjen. Har du tænkt dig, naar vi skal mødes? Det tænker jeg saa ofte paa, og det skal ogsaa du prøve og se, hvor det er deiligt. Men jeg er glad, at jeg har kravlet og strevet saameget, skjønt det før var saa tungt; thi nu kan jeg sige dig, hvad jeg vil, og smile derved i mit Hjerte.

61Mange Bøger skal jeg give dig at læse, saa du kan se, hvormegen Gjenvordighed de har havt, som holdt rigtig af hinanden, saa at de heller er død af Sorg, end have givet hinanden op. Og saaledes skal ogsaa vi gjøre, og gjøre det med stor Glæde. Vel bliver det næsten to Aar, til vi ser hinanden, og endnu længere, til vi faar hinanden; men hver Dag, som gaar, er dog en Dag mindre, saaledes skal vi tænke, medens vi arbeider.

Mit næste Brev skal blive om saa mange Ting, men i Kveld har jeg ikke mere Papir, og de andre sover. Saa vil jeg lægge mig og tænke paa dig, og det vil jeg gjøre, lige til jeg sovner.

Din Ven
Øyvind Pladsen.


Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om En glad Gut

Bjørnsons bondefortellinger har en sentral plass i norsk litteraturhistorie. De er på den ene siden pittoreske skildringer av livet på landsbygda i Norge på 1800-tallet og på den andre siden realistiske skildringer av et klassesamfunn i endring. Periodemessig hører de hjemme i grenseland mellom nasjonalromantikk og realisme. Fortellingen En glad gut er den siste av Bjørnsons bondefortellinger og utkom først som føljetong, etter hvert som bok i 1860. Den ble raskt svært populær blant leserne. Dette gjelder også flere av sangene som utgjør en del av handlingen og teksten, f.eks. «Kom Bukken til Gutten» og «Løft dit Hoved du raske Gut».

Hovedpersonen er husmannsønnen Øyvind, og hans utvikling gjenspeiler Bjørnsons politiske kamp for bedre vilkår for bondestanden i Norge. Øyvind er en snill og glad gutt, og skolemesteren hjelper ham til en utdannelse på landbruksskole. Når storbonden ser hva Øyvind kan oppnå med nye metoder på husmannsplassen, tilbyr han ham å overta gården. Med farens sparepenger klarer han å reise kapital til å etablere et mønsterbruk. Dermed kan han også overvinne klasseskillet som tidligere har skilt ham fra den store kjærligheten, storbondens datter Marit, og historien får en lykkelig, romantisk slutt.

Se faksimiler av særtrykket fra 1868 (Bokhylla.no)

Les mer om tekstens bakgrunn (Nasjonalbiblioteket).

Les mer om fortellingens andre hovedperson, skolemesteren Baard, og verset «Elsk din næste» (Nasjonalbiblioteket).

Les mer om sangen «Løft dit Hoved du raske Gut» (Nasjonalbiblioteket)

Les mer..

Om Bjørnstjerne Bjørnson

Bjørnstjerne Bjørnson var Norges store nasjonaldikter i siste del av 1800-tallet og regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han fikk stor betydning mens han levde, både som forfatter og i samfunnsdebatten. Han skrev dikt, noveller og skuespill ved siden av arbeidet som journalist, teater- og litteraturkritiker. I tillegg skrev han mange tusen brev der han i klartekst ga uttrykk for sine meninger. Mange av disse brevene er utgitt senere.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.