En glad Gut

av Bjørnstjerne Bjørnson

Syvende Kapitel.

I de Dage, man paa Pladsen forberedte sig til Konfirmationen, forberedte man sig ogsaa paa hans Reise til Landbrugsskolen; thi Dagen efter skulde den foregaa. 45Skrædder og Skomager sad i Stuen, Moderen bagte i Kjøkkenet, Faderen arbeidede paa en Kiste. Der taltes meget om, hvad han vilde koste dem i to Aar, om at han ikke kunde komme hjem den første Julen, kanske heller ikke den anden, og hvor tungt det vilde være at findes stilt saalænge. Der taltes ogsaa om den Kjærlighed, han maatte have til sine Forældre, der vilde strække sig saalangt for sit Barns Skyld. Øyvind sad som den, der havde været ude og forsøgt paa egen Haand, men havde kuldseilet og nu var tagen op af kjærlige Mennesker.

En saadan Følelse giver Ydmyghed, og med den kommer meget andet. Da den store Dag nærmede sig, turde han kalde sig forberedt og turde se fremover med tillidsfuld Hengivenhed. Hvergang Marits Billede vilde være med, skjød han det forsigtigt tilside, men kjendte Smerten ved at gjøre det. Dette forsøgte han at øve sig i, men blev dog aldrig stærkere derved, tvertimod, det var Smerten, som voxte. Derfor var han træt den sidste Kveld, da han efter en lang Selvprøvelse bad, at i dette Stykke maatte Vorherre ikke prøve ham.

Skolemesteren kom, da det led paa. De satte sig ind i Stuen, efterat alle havde vasket og redt sig, som sædvanligt Aftenen før man skal gaa til Alters eller Høimesse. Moderen var bevæget og Faderen taus; Afskeden laa bag Morgendagens Høitid, og det var uvist, naar de atter kunde sidde sammen. Skolemesteren tog Salmebøgerne frem, de holdt Andagt og sang, og bagefter sagde han en liden Bøn, saadan som Ordene vilde falde.

Disse fire Mennesker sad nu sammen, til det led langt paa Kvelden, og Tanken drog sig ind til sig selv; de skiltes da med de bedste Ønsker for den kommende Dag, og hvad den vilde binde. Øyvind maatte indrømme, da han lagde sig, at aldrig havde han lagt sig saa lykkelig, ikveld gav han nemlig dette en egen For46tolkning; han forstod dermed: aldrig har jeg lagt mig saa hengiven i Guds Villie og saa glad i den. – Marits Ansigt vilde strax frem igjen, og det sidste, han endnu sandsede, var, at han laa og fristede sig selv: ikke ganske lykkelig, ikke ganske, – og at han svarte: jo, ganske –; men atter igjen: ikke ganske; – jo, ganske; – nei; ikke ganske –.

Da han vaagnede, huskede han Dagen strax, bad og følte sig stærk, som man gjør om Morgenen. Han havde siden i Sommer lagt paa Lemmen for sig selv, han stod nu op, iførte sig sine nye, smukke Klæder varsomt; thi han havde aldrig havt saadanne paa før. Især var der en rund Klædestrøie, som han mange Gange maatte føle paa, for han blev vant til den. Han fik op et lidet Speil, da han havde faaet Kraven paa og for fjerde Gang ogsaa trak Trøien paa. Da han nu saae sit eget fornøiede Ansigt med det ualmindelig lyse Haar omkring ligge og le i Speilet, faldt det ham ind, at dette atter bestemt var Forfængelighed. Ja, men velklædt og ren maa da Folk saa være, svarte han, idet han trak Ansigtet fra Speilet, som var det Synd at se deri. – Vistnok, men ikke fuldt saa glad i sig selv for den Sags Skyld. – Nei vist, men Vorherre maa da ogsaa like, at en synes om at se godt ud. – Kan vel være, men han likte vel bedre, du var det uden selv at lægge saa meget Mærke dertil. – Det er sandt, men se, det kommer nu af, at alting er saa nyt. – Ja, men saa maa du heller ikke selv blive gammel i den Vane. – Han greb sig i, at han snart over dette Emne, snart over hint gik og førte saadan selvprøvende Samtale, at ikke en Synd skulde falde nedpaa Dagen og plette den.

Da han kom ned, sad Forældrene fuldt paaklædte og ventede ham med Maden. Han gik bort og tog dem i Haanden med Tak for Klæderne, og et «slid dem 47med Hilsen,» fik han igjen. De satte sig tilbords, bad stille og spiste. Moderen tog af Bordet og bar ind Nisteløben til Kirkefærden. Faderen drog paa sig Trøien, Moderen hæftede sine Tørklæder, de tog sine Salmebøger, laasede Huset og gik opover. Saasnart de vare komne op paa den øvre Vei, mødte de kirkefarende Folk, kjørende og gaaende, Konfirmanter indimellem, og i et og andet Følge hvidhaarede Bedsteforældre, som endnu denne ene Gang maatte afsted.

Det var en Høstdag uden Solskin, som naar Veiret er ved at slaa over. Der gik Skyer sammen og skiltes igjen, sommetider blev der af en stor Samling tyve mindre, som jagede bortover med Ordre til Uveir; men nede paa Jorden var der endnu stille, Løvet hang afsjælet og dirrede ikke engang, Luften var lidt lummer; Folket bar med sig Reiseplag, men brugte dem ikke. En ualmindelig stor Skare havde samlet sig omkring den fritliggende Kirke; men Konfirmationsungdommen gik strax ind i Kirken for at blive stillet op, før Gudstjenesten begyndte. Da var det, at Skolemesteren i blaa Klæder, Frakke og Knæbuxer, høie Støvler, stivt Halsbind og Piben stikkende frem af Baglommen kom nedover, nikkede og lo, slog en paa Skulderen, talte et Par Ord til en anden om at svare høit og tydeligt, og kom under alt dette nedover til Fattigblokken, hvor Øyvind stod og svarte paa alle sin Ven Hans’s Spørgsmaal i Anledning af Reisen. «God Dag, Øyvind, – vakker idag,» – han tog ham ved Trøiekraven, som vilde han tale med ham; «hør du; tror alt godt om dig. Nu har jeg talt med Præsten; du faar beholde Pladsen din; gaa op, – du er Nummer 1, – svar tydeligt.»

Øyvind blev blodrød og saae forbauset op paa ham, Skolemesteren nikkede, Gutten gik nogle Skridt, stod, atter nogle Skridt, stod, jovist er det saa, han har talt 48til Præsten for mig, han blev saa varm og ydmyg, og saae Alt foran sig i en forunderlig Glands, og Gutten gik fort opover. «Du skal jo være Nummer 1 alligevel,» hvisker en til ham. «Ja,» svarte Øyvind sagte, men vidste endnu ikke rigtig, om han turde.

Opstillingen var færdig, Præsten kommen, de ringte sammen, og Folk holdt paa at strømme ind. Da saae Øyvind Marit Heidegaardene staa lige foran sig, hun saae ogsaa paa ham, men begge var saa bundne af Stedets Hellighed, at de turde ikke hilse. Han saae blot, hun var skinnende vakker og havde bart Haar, mere saae han ikke. Øyvind, som i over et halvt Aar havde bygget saa store Planer paa at staa ligeoverfor hende, glemte, da det kom til Stykket, baade Pladsen og hende, og at han nogensinde havde tænkt paa dem.

Efterat alt var endt, kom Slægtninge og Kjendinger for at aflægge sine Lykønskninger, dernæst kom hans Kammerater for at tage Farvel med ham, da de havde hørt, at han skulde reise den næste Dag; saa kom mange smaa, som han havde aget med i Bakkerne, og som han havde hjulpet paa Skolen, og det var ikke frit, at de puttrede lidt ved Afskeden. Sidst kom Skolemesteren, tog ham og Forældrene taust i Haanden og gjorde Tegn til at gaa; han vilde følge. De fire var atter sammen, og det skulde nu være sidste Kveld. Paa Veien var der endnu mange, som tog Farvel og ønskede ham tillykke, men ellers taltes de ikke ved indbyrdes, før de sad hjemme i Stuen.

Skolemesteren prøvede paa at holde dem ved godt Mod; det var ikke mere end saa, at de alle tre gruede nu, naar det kom til Stykket, for hele to Aars Fravær, da de hidtil ikke havde været skilt en Dag; men ingen vilde være ved det. Jo længer det led, jo mere beklemt blev Øyvind, han vilde gaa ud for at komme lidt til Ro.

49Det var halvmørkt nu og en forunderlig Susning i Luften, han blev staaende paa Stenhellen og se op. Da hørte han fra Bergkanten sit eget Navn nævne, ganske sagte, det var intet Bedrag; thi det gjentoges to Gange. Han saae op og skimtede, at et Kvindfolk sad paa Hug mellem Træerne og saae ned. – «Hvem er det?» spurgte han. – «Jeg hører, du skal reise,» sagde hun sagte, «saa maatte jeg gaa til dig og sige Farvel, siden du ikke vilde komme til mig.» – «Kjære, er det dig, Marit! Jeg skal komme op til dig.» – «Nei, gjør ikke det; jeg har ventet saa længe, og da maatte jeg vente endnu længere; ingen veed, hvor jeg er, og jeg maa skynde mig hjem.» – «Det var snildt af dig, at du vilde komme,» sagde han. – «Jeg kunde ikke holde ud, at du skulde reise slig, Øyvind; vi har kjendt hinanden, fra vi var smaa.» – «Vi har saa.» – «Og nu har vi ikke talt med hinanden paa et halvt Aar.» – «Nei, vi har ikke det.» – «Vi skiltes ogsaa saa rart dengang.» – «Ja; – jeg tror, jeg maa komme op til dig.» – «Aa, nei; gjør ikke det. Men sig mig: du er vel ikke sint paa mig?» – «Kjære, hvor kan du tro det?» – «Farvel da, Øyvind, og Tak for det, vi har havt sammen!» – «Nei, Marit?» – «Jo, nu maa jeg gaa; de savner mig.» – «Marit, Marit!» – «Nei, jeg tør ikke være længer borte, Øyvind; Farvel!» – «Farvel!»

Siden gik han som i en Drøm og svarte langt borte fra, naar de talte til ham; de tilskrev det Afreisen, som venteligt kunde være, og denne havde ogsaa hans hele Opmærksomhed i det Øieblik, Skolemesteren om Kvelden tog Afsted og gav ham noget i Haanden, som han siden saae, var en Femdalerseddel. Men siden da han lagde sig, tænkte han ikke paa Afreisen, men paa de Ord, der var komne ned fra Bergkanten og gaaet op igjen. Som Barn 50fik hun ikke Lov at komme paa Bergkanten, fordi Bedstefaderen var ræd, hun skulde falde nedfor. Kanske kommer hun nedfor alligevel.


Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om En glad Gut

Bjørnsons bondefortellinger har en sentral plass i norsk litteraturhistorie. De er på den ene siden pittoreske skildringer av livet på landsbygda i Norge på 1800-tallet og på den andre siden realistiske skildringer av et klassesamfunn i endring. Periodemessig hører de hjemme i grenseland mellom nasjonalromantikk og realisme. Fortellingen En glad gut er den siste av Bjørnsons bondefortellinger og utkom først som føljetong, etter hvert som bok i 1860. Den ble raskt svært populær blant leserne. Dette gjelder også flere av sangene som utgjør en del av handlingen og teksten, f.eks. «Kom Bukken til Gutten» og «Løft dit Hoved du raske Gut».

Hovedpersonen er husmannsønnen Øyvind, og hans utvikling gjenspeiler Bjørnsons politiske kamp for bedre vilkår for bondestanden i Norge. Øyvind er en snill og glad gutt, og skolemesteren hjelper ham til en utdannelse på landbruksskole. Når storbonden ser hva Øyvind kan oppnå med nye metoder på husmannsplassen, tilbyr han ham å overta gården. Med farens sparepenger klarer han å reise kapital til å etablere et mønsterbruk. Dermed kan han også overvinne klasseskillet som tidligere har skilt ham fra den store kjærligheten, storbondens datter Marit, og historien får en lykkelig, romantisk slutt.

Se faksimiler av særtrykket fra 1868 (Bokhylla.no)

Les mer om tekstens bakgrunn (Nasjonalbiblioteket).

Les mer om fortellingens andre hovedperson, skolemesteren Baard, og verset «Elsk din næste» (Nasjonalbiblioteket).

Les mer om sangen «Løft dit Hoved du raske Gut» (Nasjonalbiblioteket)

Les mer..

Om Bjørnstjerne Bjørnson

Bjørnstjerne Bjørnson var Norges store nasjonaldikter i siste del av 1800-tallet og regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han fikk stor betydning mens han levde, både som forfatter og i samfunnsdebatten. Han skrev dikt, noveller og skuespill ved siden av arbeidet som journalist, teater- og litteraturkritiker. I tillegg skrev han mange tusen brev der han i klartekst ga uttrykk for sine meninger. Mange av disse brevene er utgitt senere.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.