Dagbok 1814

av Christiane Koren

April.

Fredag 1ste […] Saa træt og mødig du var, min dyrebare Maja C, efter al den Uroe paa dit Auestad, skrev Du dog og et langt omstændeligt Brev om den hele Stads. Det var mig dobbelt kiært; thi deraf saae jeg ogsaa, Du befandt Dig taalelig, og var munter, og var glad i vor elskelige unge Regent. Ja, giid jeg kunde været hos Dig saa sandt som Du ønskede det og jeg gierne vilde det! Jeg længes ret meget efter at see og høre Norges Christian, og ingensteds havde jeg heller hørt og seet ham, end i Dit Hus, ved Din Side. Havde nu Ungerne vore været hos Dig, saa havde de vist ogsaa faaet sig en Dands med Printsen. «Ja, det veed jeg vist, han havde nok ikke dandset med mig,» – siger vor Maja (hvad skal vi giøre ved det kiære Barn, at hun, som føler saa meget for Andre, kan faae lidt mere Selvfølelse). Min Lina mener, naar de vare, som de altiid er, hjemme hos Faer og Moer Cappelen, havde hun nok faaet dandset med dem, og det mener jeg med, og saa, siger hun, skulde jeg svunget ham noksaa raskt […]

Søndag 3die I Gaar skrev jeg ikke. Jeg vilde slaae mig reent af Tanken, at det smukke Danmark engang havde havt en Hædersdag som den anden April 1801. Ak! og jeg kunde det dog ikke, og mit Hierte var beklæmt den hele Dag, og ogsaa nu blænder Taarene mig – Saa sang Børnene før saa giærne en Vise, jeg troer af Sagen, til Kong Frederiks Fødselsdag forrige Aar. Et Steds hedder det: «Fred i dit Hierte, i din Boelig!» og et andet: «Dit norske Folk dig ey skal svige. Og om i Kampen du os seer Gaae over til et fremmed Rige, Da dette Rige Dødens er.» – «Den Vise synger I nu ikke mere» – sagde jeg i Aftes til dem. «Ak! mon der nogentiid mere bliver Fred i hans Hierte, i hans Boelig,» sukkede min Marie, og blev stillere end før. Men til et fremmed Rige gik det norske Folk ikke over, Frederich! Det vilde tilhøre dig, og da du ikke vilde – ikke kunde beholde det, vil det tilhøre sig selv eller Døden, og holde Digterens Løfte i Ære […]

Torsdag 7de Min Koren kom i Aftes [fra Christiania] […] Vore Bergensere var kommet til Byen for nogle Dage siden, men Skriveren fik ikke vor kiære Wilhelm i tale, skiøndt han to Gange var i hans Logis. Og saa veed vi nu ikke, hvad vi dog saa giærne gad vide, om de kommer i Dag eller i Morgen. Derimod veed vi, at Egersønnen er en af de Udvalgte, og altsaa vist ogsaa tager Touren herom, og har et stort Haab om, ogsaa ved denne Leylighed at faae see vor Treschow paa Touren enten til eller fra Eidsvold, eller paa begge […]

Fredag 8de […] nu er den stygge Hovedpine kommet tilbage, jeg troer, fordi jeg venter og længes saa efter de Kiære, som vi hverken hører eller seer noget til, og som min K. troer slet ikke kommer, da de formodentlig, deels ere Mange i et Følge, deels ikke seer sig istand til at komme frem med Hiul-Eqvipager fra Kongeveyen (nei, Landeveyen) hid. Det skulde være saare tungt. Egersønnen, skrev min Maja, er ogsaa blandt de Udvalgte – og Ingen skulde komme? Hvor den Tanke farer ondt giennem det syge Hoved! I Aftes kom den snilde Fetter Randulf her. Han sidder nu oppe hos Smaaepigerne og synger for dem, og vil muntre dem op, thi ogsaa de venter og længes. Ney, Hovedet river mig Pennen af Haanden. God Nat, Elskede! Hvad skal jeg nu tage mig for? Jeg veed det ikke selv.

Løverdag 9de Men nu skal I faae det at vide. Jeg gik ind og lod Solen sige mig, om her skulde komme nogen eller ey. Og see! den gik ud, vel med megen Vanskelighed, dog – hvad visse mistroiske Folk kanskee kalder i Tvivl – uden al Tyverie og Rænke. Skriveren loe af den Tilliid jeg satte til Spaadommen, de Andre med, kun ikke Randulf, han holdt med mig. Imidlertiid var Kl. blevet halvni, den deylige store Dyresteg var taget af for at giæmmes til en af Helligdagene, og en Flødegrød stod i dens Sted færdig at bæres ind paa Bordet. Da rørte sig noget i Alleen. Det var en Mand paa en Hest, og en Gut, som ledte denne frem i Gaarden ved Tøylen. Hvem kunde det være? undredes vi paa, da vor Opmærksomhed blev deelt mellem det spagfærdige Rytterie og en rask Vandrer, der fulgte efter, og kom til Gaards med Rytteren. Ogsaa var den Første Hr. Jonas Rein, og den anden min Wilhelm Christie. Og saa var dog vor Venten langt fra ikke forgiæves. Jeg blev saa glad. Hovedpinen kom ikke til Orde mere, hvor jævnlig den end giorde barske Miner. Med Theedrikken, Spisen det forstaaer sig, Stegen kom igien for en Dag og især med deylig, høystinteressant Prat gik Aftenen i en Snup. Min gode Wilhelm er blevet feed, men er ellers den Selvsamme. Rein – hvor ofte har jeg ønsket at kiende ham! – havde jeg slet ikke forestillet mig saaledes. Af hans Udvortes havde min Indbildningskraft kun truffet hans Øyne, men naar han talte, kiendte jeg ham igien. Flere kom her ikke. Motzfeldt og Rolfsen maatte tage ligefrem, da de Ingen havde med Tøyet. Til Hr. Frederik havde de hverken seet eller hørt. Han har vel været nødt til at reyse sit gamle Hovind forbi denne Gang. Rein var træt, og Kl. halv 11 køyede vi. Hvor deylig Formiddagen er gaaet. En stoer Deel af den her i mit Kammer. Men saa kom Faer Mørk, siden Lieut. Birk, hvilken sidste blev her og spiste, og nu Kl. 2, fulgtes med til Eidsvold, og i samme Følge var min Koren og Randulf, som vil bivaane Kirketiænesten imorgen. Bliver der en Rastdag, saa har de lovet Christie og Rein, at holde den paa Hovind, og tage med sig de Flere, som hører til vore Folk. For alle de vi skal faae see, som vi først tænkte at mødes med i en anden Verden! Blandt disse ogsaa, ikke just nu, men dog snart, vor gamle kiære Justiskar, og det som Justiskar igien. Thi den glædelige Tidende, at han har modtaget at træde ind i Høyesteret, bragte ogsaa de kiære Bergensere os, og en anden: at der var kommet 17000 Tdr. Korn, Rug og Byg, til Bergen, 3000 Tdr. Potetes, og alle muelige Slags Fødevahre, efterat de havde forladt Byen […] Giid Isen nu snart brød op, at ogsaa nogen saadan Velsignelse kunde komme over disse Egne! O, Enighedens Velsignelse dale blot ned over Landet, og alle øvrige Velsignelser vil ogsaa blive dens Følger […]

Første Paaskedag. Skiøn og klar er den store Opstandelses Dag frembrudt. O! maatte den ogsaa for dig, mit elskede Norge, blive en Opstandelses Dag, som dine sildigste Beboere kunde mindes med Glæde og Tak! […]

Anden Dag Paaske […] endnu hører og seer vi intet til Skriver og Auditeur [som ventes tilbage fra Eidsvold].

 Tirsdag 12te Og det var godt, vi ikke hørte og saae dem før: thi da kunde de fortalt os lidt eller intet, da havde de ikke hørt vor Regents skiønne Tale; thi skiønt er, hvad der strømmer fra hans Læber, dobbelt skiønt, fordi det er saa hierteligt. Den holdtes først i Gaar, og for aabne Dørre. Giid jeg ogsaa havde været inden for disse. I Kirken vilde det ikke behaget mig. Jeg befinder mig aldrig vel i stærk Virakduft, den stige for hvilken Dødelig det være vil; og vor unge Fyrste befandt sig heller ikke vel ved den, det saae man tydeligt, siger Koren og Randulf. Da han længe havde dreyet sine Haarlokker i alle muelige Folder, lagde han tilsidst, da Dampen blev altfor stærk, Ansigtet ned paa Hænderne. Jeg havde Ahnelse om, det vilde gaae saa. Ak! hvor mangt et pinligt Optrin de ædlere Mennesker paa Livets høyere Trin maae udholde. Hvorfor fulgte gamle Leganger ikke min kiære Slotspræsts Exempel! «Fyrste! jeg staaer her for Deres Aasyn, og vi staae begge for Guds Aasyn! Det er mig uværdigt at fremføre Smiger, og Dem kunde det ey heller være behageligt at høre den.» Saa egner det Guds Ords Forkynder at tænke og tale. – Den hele Deputation gik til Offers og har vel neppe nogen Præst i Landet faaet sligt Paaskeoffer, det jeg kan troe. – Jeg blev næsten ørr, gladørr i Hovedet af alle de venlige, kiærlige, hiertelige Hilsener, jeg fik fra saa mange af Landets første Mænd, og alle de som hilsede mig, kommer hid, og kommer naar og saa ofte de kan. Hvilke Festdage seer jeg imøde! […]

Og en Prædiken læste jeg i Aftes, læste den høyt, og mindre det slette Tryk end Taarene bragte mig ofte til at standse. Det var en Prædiken! I maae alle læse den, mine Dyrebare, skulde jeg end skrive den af til Eder, om ingen flere Exemplarer ere at faae. «Af hvem var den da?» Af Bergens Olding, Nordal Brun, af Einar Tambeskiælves Digter. Hvilken Rigdom, Fylde og Kraft! Hvilken Ungdomsild i den gamle Barm! Men jeg maae læse den igien, og her, ene i mit stille Kammer, og I maae Alle læse den […]

Løverdag 16de […] Onsdag Eftermiddag kom en Mand ridende til Gaards. «Det er vist Oncle Koren!» sagde den ahnende Lina. Men det kunde jeg ikke troe; og dog havde Ungen Ret. Nu skulde jeg giøre Eder lidt bekiendt med denne min Korens Fetter Arnoldus von Westen Sylow Koren, Sorenskriver over Haranger og Voss, en snurrig Person i alle sine Dage. Fra hans og mit nittende Aar – vi ere jævnaldrende – har jeg kiendt ham, i 25 Aar saae jeg ham ikke (den sidste Gang var paa min Bergens Reyse i Sogn hos hans og min Skrivers Farbroder Christie, hvis Datter han har) og dog var det mig da han tren ind af Dørren, den lange mavre Mand, som om der ikke havde lagt 5 Aar mellem vort sidste Møde og nu. At han er en af Rigsdagsmændene forstaaer sig, og at han af Hiertet vil sit Fødelands Vel, forstaaer sig ogsaa, thi han er en saare retskaffen, brav Mand […]

Kl. 4 […] O, hvor giærne flyttede jeg mit Hovind i denne Tiid Eidsvoldsværk halvanden Miil nærmere. Thi at vide saa mange elskede og elskelige Mennesker mig saa nær, og ikke see dem, er dog tungt […]

Søndag 17de […] Kl. 9 i Aftes, i Mulm og Mørke, i dette fæle Føre, og da vi længe var ude af al Vent, see, da kom de Norges og mine troefaste Sønner, Hr. Frederik og Wilhelm, kom som Seyrende fra et stort Slag, det første store og vundne. Men nu heller ikke et Ord mere; thi alt mens jeg skriver, converserer jeg med Egersønnen i Storstuekammeret, og besvarer Wilhelms og Werners venlige Godmorgen ovenifra. Nu skal vi samles om Theebordet. O, at I sadde der Alle, I Elskelige! At I i Aftes havde seet mig flyve i de kiære troe Gutters Arme, og saa hørt dem og seet deres ærlige Glæde. – See nu har Egersønnen sat her og pratet med mig i sin Negligé, og Hosewinkel i fuld Puds, og nu gik den Pudsede at foranstalte Barbérgreyer til den Upudsede […]

Mandag 18de […] de ere alle borte; men kun til den brave Werner faldt vort Farvel lidt tungt, thi ham kan vi ikke vente at see saa snart igien. De andre – Gutterne kommer maaskee neste Løverdag og tager med sig saa Mange af Vore som komme kan. De vil Gud skee Lov alle; Sverdrup har lovet at være af Partiet og giærne havde han fulgt med i Løverdags, men da kunde det ey flaske sig saaledes. Og nu er jeg saa temmelig ædrue. Feberen er flygtet til Hekla eller Trolhætten […] Her ved mit lille Bord skrev Egersønnen i Gaar til vor Maja C. Han havde nemlig før afskrevet for mig sit vakre raske Qvad til Norges Drot (som han har tilladt mig at smykke dette Journalhefte med) og det laae sammenlagt paa Bordet […] Men der sad vi da den kun altfor korte Aften, som jeg ønskede en Decbr. Aftens Længde, om Bordet, hvor Snak og Tale faldt saa deyligt ved de skaarne Smørrebrød, og imellem en Sang, ved Æggepunschen, som Petramaja havde funderet nok saa god. Men – Glæden er liig en flygtig Ven – Kl. var over 10, endnu skulde de to Rigsdagsmænd skrive noget, og op i Dag Kl. 5. Hver tog sit Lys. Men det var en Sabbatsdag, og dens og dens kommende Brødres Minde skal blive ømt tilbage, naar hiin flygtige Ven er forsvunden […] Endnu har I ikke hørt, at Egersønnen læste høyt gamle Nordals kraft- og saftfulde Prædiken for os, saa vi ordentlig holdt vor Andagt, og varmt og inderligt […]

Tirsdag 19de […] Nu vil jeg end ydermere kuskenere det Onde ved at afskrive Eder min Egersøns Qvad til Norges Drot. Her er det.

Stiig, Christian! paa Haralds Stoel,
Naar Folkets Røst til Drot dig kalder!
Skin klart som Dagens Morgensol,
Naar Mørket flyer og Taagen falder!
Paa Thinge stod du bliid og kiek,
De Godes Lys, de Ondes Skræk.

Da svoer du høyt til Himlens Gud,
Og med dig svore Norges Sønner:
At følge Sandheds, Retfærds Bud,
Og at staae fast, naar Uveyr drønner,
Og hævde gamle Norges Sag
Indtil det sidste Aandedrag.

Med Gud og for den gode Sag
Vi freydigen gaae alt imøde,
Og vente Norges Hædersdag;
Vor Samling er dens Morgenrøde:
Thi Folk og Drot staae Haand i Haand,
Omslyngede af Venskabs Baand.

Og denne lille hiertelige Sang modsatte Forsamlingens President sig at lade trykke og synge. Men jeg haaber Norges Drot (thi at han og ingen anden end han, Christian, nu er det, kan vel ey længere omtvivles) som i Gaar kom tilbage, hører den i denne Dag med Velbehag og et rørt Hierte, ligesom jeg veed den er Tolk for mangt et varmt, rørt Hierte. Ilde vil den skingre i Manges Øren. Det ahner mig, at blandt flere Rystelser den vil foraarsage, Brillene ogsaa vil falde af Hr. Wergelands Næse. «Det lad dem!» – siger Rahbek. Kunde jeg dog giøre mig til en lille Flue og sætte mig – «Paa Wergelands Næse?» – ney Tak! han slog mig flux ihiæl, især ahnede han min Natur – Ney, i en Krog vilde jeg sidde saa taus, saa taus, og høre og see, hvorlunde det Gode streed mod det Onde, Lyset med Mørket, hvorlunde det Ondes Organer alt bleve hæsere og sløvere, hvordan Lyset seyrede vældigen over Mørket. Forrige Løverdag vilde jeg sadt saaledes og gottet mig, og seet, hvordan Konge-Antagonisterne sparkede imod af Livsens Kræfter, som en arrig uskikkelig Unge, der skal kastes ud, fordi anden Rævselse ikke bider paa den. Og nu maae jeg fortælle Eder en Anecdot, mine Elskelige. En af de uskikkeligste Unger, for at blive i min Lignelse, hvis Redskaber og Vaabendragere de andre taabelige Børn samtlige ere, ak! et saa elskeligt Væsen, naar han vil være det, engang min Yndling – Nu, han vendte sig med sin humane vennesalige Tone til en bergenhusisk Soldat af Valgmændene og spurgte: Om han havde været paa disse Kanter før? […] «Ja, 1808. Da slog jeg Svensken saa det peeb i ham, og det havde jeg godt Mod til at giøre engang endnu.» – Ja saa, min Broer! – «Og var her i Forsamlingen nogen, der holdt med Svensken, han burde (en kraftig Eed fulgte) stinges, og blir det vel au, tænker jeg.» Den Spørgende snoede sig rask om, tog en Kop Thee og spurgte ikke mere. I kan troe, mine Venner, Koren er stolt og glad i sine Landsmænd, og med Ret. Der er vel i hele Norges Rige intet Stift, hvor der hersker mere (jeg vil ikke gaae de andre nærmere) Almeenaand for det virkelig Gode, end i Bergens […]

Onsdag 20de […] Printsen, som ventedes Søndag eller Mandag til Værket, kom først i Aftes seent og i stærk Regn. Han lider ret ikke for godt, vor gode Christian, og er blevet saa maver og bleeg, siger de. Gud holde sin Haand over ham! Man kan begribe, at hans Siæl i denne Tiid har endnu mindre Hvile end hans Legeme. Han sparer hverken den enes eller det andets Kræfter. Gud lønne ham med eengang at see hans Bestræbelser og Opofrelser ikke være forgiæves, og blive saa ærligt paaskiønnede, som de fortiæner det. I Dag har der vel forefaldt vigtige Ting, tænker jeg. Giid du var glad der du er, gode Christian, saa vare alle de Gode det med dig […]

Søndag 24de […] Idag reed Jess for første Gang i fuld Rustning til Exerceerpladsen paa sin stolte Ganger, Vaillant. Hans troe Vaabendrager Tønder Lund piltrede med paa sin lille Pernille, og skiultes reent af den store Rytter og Hest. Jeg havde ingen ængstlig Ahnelse ved at see min Jess i Vaaben, og drog han mod Fienden, jeg troer endda ikke jeg vilde have nogen. Det er, synes mig, en fortræffelig Punkt i vort Norges Constitution, at al Ungdom herefter skal øves i Vaaben. Vel greb vist hver Normands Arm til Vaaben, naar det kom an paa at forsvare sit Land, sine kiære Fielde; men den fra Barndommen øvede Arm kan dog føre den bædre. O, aldrig uden til Eders Lands Forsvar hæve I den væbnede Arm, I kiære Klippesønner […]

Onsdag 27de […] Men jeg kunde ikke glæde mig, ikke engang ved de behagelige Efterretninger om mine ædle Landsmænds Iver for at skaffe Norge Korn, og de lyse Udsigter, at den frygtelige Brødmangel ikke nu er at befrygte […] Hanna Bull skrev til Marie, at den afskyelige O. Pihl har forpagtet vort kiære Tøyen. Lotta havde skrevet et Par Ord paa Brevet, at dette havde kostet hende bittre Taare […] Skal da denne Skurk, som ikke burde taales i det borgerlige Selskab, rive Alt saa mægtigt til sig? […]

Fredag 29de […] Kl. 6. Ja men maae jeg nu ind igien, og fortælle Eder, Elskede, at min kiære, vakre Vilhelm kom for et Par Timer siden, og meget uventet, kan I tænke, og meget velkommen. Han tempererte sagtens vor Glæde lidt ved at betage os Haabet om at see Flere af de Kiære i Morgen, men saa troer han fuldt fast, at Egersønnen og Rein kommer paa Mandag, og bliver her nogle Dage, da de vigtige Ting de har for, skal være tilendebragte i Morgen, hvorfor de ikke kan komme hid, da det vil medtage hele Dagen og Aftenen. Wilhelm bliver her til Mandag. Han har forelæst os Reins simple, men kraftfulde Tale, der efter mit Tykke ikke har et Ord enten for lidt eller for meget. Uagtet Modpartiets lumpne Fremgangsmaade, da neppe noget Middel, hvorved de kan fremme deres Sag, er dem for lavt, ligesom maaskee intet for høyt, er der dog alt mueligt Haab om, at det Gode skal gaae sin lyse faste Gang, og seyre over dem, der krybe i Mørket. Sverdrup har været yderlig nedslagen, dog har han fattet sig som en Mand. Og kan noget mildne hans Smerte, saa veed jeg, det er det Haab han seer i møde for sit elskede Land, og som han saa ærligt som kraftfuldt stræber at bringe i Opfyldelse. Gud skee Lov! der staaer mangen ærlig, kraftfuld Broder ved hans Side. Trøndernes Følelser, som vi i Dag læste i Tiden, der saa ganske ere mine, vore Følelser, giorde mit Hierte saa godt, og maae vist ogsaa giøre vor Christians Hierte godt […]

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1814

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.