1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

"/> Februari. | Bokselskap

Dagbok 1814

av Christiane Koren

Februari.

Torsdag 3die […] I Gaar – Gud skee Lov den Dag er forbi. Det var sandelig ret hyggelige Mennesker, de fleste her var, og ingen Stivhed i mindste Maade; men lang var Dagen alligevel, længere end to af vore sædvanlige velsignede Samværsdage […] Fra Morgenstunden var jeg dygtig syg, men det gleed over, og ved Bordet fattedes jeg ikke det Væsentligste man ved et godt Bord behøver: god Appetit. Ved Slutningen af Maaltidet istemte Realf: «Vort elskede Norge» etc. – og hvordan mit og jeg troer alle Hierter følte Ordene: «Giid Nordmand sit Navn uden Blusel maae bære –» og hvordan Taarene trængte sig frem af hvert qvindeligt Øye, da Mændene Alle som Een stode op, og sang i Chor Slutningen under Glassenes Samklang – det føler I alle og seer og hører, naar I læser det her. Nogle Minutters almindelig Taushed giorde Indtrykket end dybere. Der blev ikke siunget mere – og hvad kunde der ogsaa mere synges? […]

Søndag 6te […] Min Maja C. fik i Dag Brev fra den gode fromme Mad. Tank, et vemodsfuldt, men dog modigt Brev. Og dette Mod gyder Tingenes Stilling i ethvert ufordærvet Hierte, selv det svage qvindelige. Saa skriver min lille Maja: «For første Gang ønsker jeg nu, jeg var en Mand; men jeg er kun en svag frygtsom Pige.» Men den svage frygtsomme Qvinde er ikke længere svag og frygtsom, naar hun har Mod til at skiule hun er det. O, ogsaa vi kunde giøre noget, ja meget for det elskede Fædreland, det føler jeg med Stolthed og Ydmyghed, med Vemod og Glæde. Fædreland! o mit evigelskede Danmark, hvi sleedst du dig saa gruesomt fra din troefaste Søsters Barm, og overlod hende i Ransmandens Vold! Kunde du ikke forsvaret, du kunde dog død med hende. Visselig maae du nu segne ene – ak Gud, segne i Skam og Skiændsel! – Skal ogsaa din Søster, den Forladte, falde, saa bliver det dog først naar de sidste Kræfter ere udtømte, og hendes Navn skal leve uplættet og hædret, og hendes Død selv være en Seyer. «Og da han kom nær til Staden og saae den, græd han over den.» – O, jeg seer dig aldrig mere, mit arme Danmark, men saa længe mit Øye har Taare, vil de flyde for dig, og for din ulykkelige Frederich og Marie.

Tirsdag 8de […] I Slædevogn fore vi til Comedien […] Stykket der blev givet var: Gamle og nye Sæder. Og nu – giver Agt! – stiger jeg op paa Recensent-Sædet. Hovedrollen Grøndal havde den nye Politiemester her, Paludan, og gav den, med den, efter min Følelse, med al den Sandhed og Styrke mueligt var. Hans Kone Mad: Blom, viste sig første Gang paa Theatret, og for en Debut kunde man hverken fordre eller vente mere, neppe saa meget. En stor Feyl var det, at hun var for stærkt sminket, da de røde Kinder contrasterede alt for stærkt med Rollens hele Charakter. Hendes naturlige blege Ansigt vilde giort langt anden Virkning. Det er den samme Sanna Blom, jeg før her har fortalt Eder om, en vittig, munter ung Kone. Den gamle Fader var Apotheker Stillesen, og saa Gu ret bra. De Øvrige lønner det lidet Umagen at tale om, naar jeg undtager Heiberg (Doctoren), der spillede den naragtige Hvermandsven, Baron Gertner, med al den Sandhed der kan lægges i en saadan Charakter. Han declamerede deyligt, og der maatte saa skarpe Iagttagere til som jeg og mine Lige, for at mærke, hvor meget han trængte til Soufleuren, det bragte hverken ham eller Tilskuerne i mindste Forlegenhed. Og nu husker jeg først, at han var her i Gaar Morges den samme snurrige Heiberg, og da han tog Afskeed med mig, sagde han: «Den første Replique jeg har i Aften, lyder som saa: Maae jeg i dybeste Underdanighed bevidne dem min inderligste Agtelse!» Og da han nu kom frem med den til Tiid og Sted, maatte vi lee alle-sammen […]

Kort i det Hele fornøyede vi os rigtig. Hvad der ærgrede mig var, at den unge Langenfeldt, den stolte Grøndals simple Søstersøn, baade i Dragt og Spil var en reen Charikatur, og var det mig saa meget mere paafaldende, som jeg har seet denne Rolle udført i Christiania af Hafner (det er mange Aar siden), og sidst jeg var i Kbhn. af Saabye, saa skiønt og hierteligt, at det var umueligt at holde Taarene tilbage. Her saae jeg den livagtige pantsatte Bondedreng, eller Snydenstrups Jonas. Det maatte jo ærgre mig […]

Onsdag 9de Allerførst vide I, at jeg skriver dette med en Pen, den kunstige Skriver har skaaret med et Huggejærn. Man skulde nesten troe, vor Realf var hans virkelige Søn, da de ere lige kunstfærdige, lige lidt raadløse. Denne samme Sønnen min har saaledes af en søndergaaet Ravperle skaaret to nysselige smaae Hierter til mig, som jeg ved Hiemkomsten skal forære de to ældste Døttrene mine. Hvem den Ene af disse er, skal I endnu giætte paa […]

Men nu har jeg giæmt en ret glædelig Ting til at slutte Gaarsdagens Tildragelser med. Et Bud kom, et Iilbud, fra Cappelens Contoir, og bragte Tidender som falde sieldne nu omstunder: Et Skib, om hvis Skiæbne man længe har været tvivlsom, og i hvis Ladning Fader C. har Deel, var lykkelig arriveret til en Havn i Nærheden af Svelvigen. Og hør nu videre: ved Fladstrand blev et Skib, lige før dette, knust af Isen, saa Folkene dærfra maatte rædde sig til dette, der hvert Øyeblik havde samme Uheld i Vente, og kun ved den raske Beslutning, strax at kappe begge Ankre, undgik den. Gud førte ham i det rasende Stormveyr lykkelig hid med 1500de Tdr. Korn til det trængende Land. Og skulde den kiærlige Fader ikke ligesaa vel kunde føre det større ankerløse Skib, vort forladte Norge, giennem de Storme, som nu truer det […]

 Fredag 11te […] Der gaaer sørgelige Rygter om en Revolution i Kbhvn. O at de vare ugrundede! Mellem Frygt og Haab venter vi dem bekræftede eller tilintetgiorte. Men her – ak, her er selv min Frygt større end mit Haab. Om Grev Wedel vides heller endnu intet med Vished. Snart veed man ham hist, snart her; men den ene Efterretning modsiger den anden, og ingen af dem er tilforladelige. Og intet er at forlade sig til i denne Tiid uden hvad der til alle Tider er det: Din Faderkiærlighed, Algode, Din Visdom og Beskyttelse […]


Hovind.

Tirsdag 16de Idag en Maaned (efter Datoen) sagde jeg Eder Farvel fra det lille grønne Kammer, hvor jeg nu atter hilser Eder, mine Dyrebare, rigtignok meget mat og svag, men dog hiertelig glad i at være kommet i mine gamle Folder, og i at have min Sally siddende her hos mig. Saa længe den rystende Feberhaand kan holde Pennen, skal jeg tale med Eder, og i de Pauser, jeg hviler mig, med vor Sally […]

Min Jess er i Dag reyst til Printsen, for at tilbyde sig som Frievillig mod Arméen. I Morgen mere, haaber jeg.

Onsdag 17de […] Ak, er ikke enhver Afskeed et Forbillede paa den sidste, lange? og i en Tiid som denne – veed vi, hvordan vi sees igien? dog jo, det vide vi, hvad det væsentligste angaaer, med ærlige, troe, norske, venskabsfulde Hierter sees vi igien, stod end Ponte Corvo med sin hele Niddingshær i Hiertet af Norge – men der kommer han aldrig: «Kommer han til Norrig, jeg siger forsand, ret aldrig han kommer tilbage.» – Men han vogter sig vel for at trænge ind mellem Klipperne, og forsøgte han det, saa seer I her i mig den Havfrue, som spaaer ham Zinklars Skiæbne […]

I Gierdrum Prstgrd. omringedes vi af det hele Hus, og af alle, alle Barna fra Hovind. At disses Antal er forøget ved den gode blide Grethe Reich, veed I fast Alle, før I her seer det. Og saa veed I ogsaa, at det var den Hemmelighed, jeg i mit forrige Dagboghefte talte om. Jess har forlovet sig med hende. Jeg troer neppe, han i nogen Henseende kunde valgt bædre. Uskyldig, from og bliid er den syttenaars Pige, vant til Arbeydsomhed og Tarvelighed. Hvilken Kone kunde passe bædre for den ufordærvede kraftfulde Yngling, for Landmanden? At hun fra Barndommen har været min Maries kiære Veninde, at hun blomstrer i Sundhed som i Uskyld og Sædelighed, maae jeg endnu sige Eder, at I kan tænke Eder med hvad Moderglæde jeg trykkede den nye Datter til mit Bryst, og velsignede det lykkelige unge Par. Friske og glade saae jeg de elskede Børn igien om mig […]

I Dag er Jess atter hos Printsen, som han i Gaar ey kunde faae i Tale, da han ey befandt sig vel, og var omringet af en Mængde Mennesker. I Dag fulgte hans Fader med ham. Gaae med Gud, min Søn! sagde og siger jeg af et fuldt Hierte. Hans Grethe græd, da han var taget bort, men det faldt hende ikke ind at holde ham tilbage. Der skal være en stoer Forsamling i Aften paa Eidsvoldværk, siges der. O Gud, vær du midt iblandt den, og styr alt i Raad og Daad til Norges Hæder og Vel! […]

Kl. 2 kom min Koren og Sønnen hans tilbage. Printsen modtog Ynglingens Tilbud med Velbehag og ønskede, han skulde gaae ind i det Militaire som Underofficer paa Avancement, men billigede Grundene til hans Afslag. Et Corps af Frievillige vil snart organiseres, og blandt dem indtræder da Gutten min i Guds og Fædrelandskiærlighedens Navn. Imidlertiid vil han som de Flere der tænker ligedan, øve sig i Vaaben, det bedste de kan. Blandt de i Aften til Eidsvold Ventede, er vor Treschow og Sverdrup. Min Koren skrev ham et Par Ord til og bad ham, hvis det blev ham mueligt (Treschow nemlig) at tage herindom paa Tilbageveyen. Gud give, det blev ham mueligt, saa veed jeg han giorde det. Men jeg tør ikke nære dette Haab. Giid Sverdrup var saa frisk, at han kunde møde paa Eidsvold. Da jeg forlod Byen, var han slet ikke brav, sagde hans Kone og Treschows […]

 Løverdag 19de Jeg kunde jo ikke for bare behagelige Besøg komme til at begynde paa dette Hefte før nu. Og dog vilde jeg saa gierne have sagt Eder Elskede, noget om min Glæde, og hvor meget lettere jeg har aandet siden Torsdagaften. Jo, vor Treschow kom, da det allerede mørknede. Han forlod sit Følge og tog Veyen til sit gamle Hovind og sine endnu ældre Venner. Hvor velsignet var det ikke af ham! men vi skiønnede ogsaa paa det allesammen. Trøstelige vare de Tidender, han bragte. Dem veed I nu for længe siden, veed: at ingen Partieaand mere kan finde Sted, (om den har været til) at hver retfærdig Fordring paa Printsen er opfyldt. Og kan hver den, der lever i Fred med sig selv, roelig udholde alle Storme udenfra, hvad skulde da ikke Norge kunde udholde, naar dets Sønner i Enighed staae faste som dets Klipper? Og de skal staae ved egen Kraft, og ved Kraft fra Ham, som aldrig forlader os, naar vi ikke forlader os selv. – Det var en herlig Torsdagaften, meer siger jeg ikke om den. Vi ventede Egersønnen med Aftensmaden til Kl. over 9, og efter de andre havde begivet sig til Hvile, sad jeg endnu hos de spindende Smaaepiger til Kl. henimod 12, og ventede Sønnen min. Men først to Timer over Midienat kom han. Han blev hos os Gaarsdagen over, men vor T: kun til Kl. 10. Jeg troer, ja jeg veed, han var giærne blevet her længere, fast saa giærne som vi havde beholdt ham. Men Gud skee Lov for det, som var! […] Aftenen [igaar] gik fornøyeligt med Sang og Prat, og Egersønnen min var saa hiertelig snild og sang saa mangen deylig Vise for os, gamle og nye, og Kl. var blevet over 10 før vi troede det og de Kiære forlod os […] Men jeg blev endda siddende med Sønnen min hos Marie og Grethe, der vilde have deres Tene fulde, en halv Times Tiid; men hver Gang Egerbroderen sang eller fortalte noget, standsede de surrende Hiul – og derved bliver ingen Sneller fulde. At de da kunde blive det, gik vi, og Skriveren smaaeskiændte for jeg kom saa sent, og vakte ham […] Men lad mig nu, mens jeg husker det, fortælle Eder, at den forstyrrede Provst da han skulde reyse i Dag, raabte op til Skriveren, ligesom gamle Præst Angel i Bergen midt paa Bergens Gader til hans Søn, der var krøbet op paa Taget: «Hans, Hans, kom ned og faae paa R–n.» En Kone og to Mænd som stode oppe hos Skriveren, giorde lange Ansigter og forundrede Miner, og Koren kunde med Nød holde sig fra at bryde ud i høy Latter. Hvad de Mennesker har tænkt! […]

Mandag 21de […] Nu venter vi hver Stund vor Indqvartering. Hvem det bliver, veed vi endnu ikke, eller hvormange […] Om Rygter havde jeg foresadt mig, Intet at sige Eder, dog maae her staae to, jeg har hørt i disse Dage – og hvor godt for Norge, vare de meer end Rygter: En dansk Officeer skal have skudt Ponte Corvo, og med en anden Pistol sig selv. Det var No. 1. No. 2: Tyrken skal røre sig mod Russen, og han faaer da andet at tage vare, Russen nemlig, end at sætte Sverrig i Besiddelse af Norge. Jeg havde stoer Lyst til at giøre mine Anmærkninger; men de skal først komme, naar hine Rygter ere stadfæstede eller tilintetgiorte. Saa meget jeg ønsker det første, venter jeg det sidste. Saa resignert er jeg ikke altiid – skiøttede heller ikke om at være det […]

Tirsdag 22de […] Først i Aften kommer de her i Bøygden Indqvarterede, Jess tog i Aften til Gierdrum, og derfra møder han dem i Dag.

 Onsdag 23de De kom henimod Aften. Her har vi en Capitain, en Frie-Corporal, en Comdr. Schergant, en Soldat, og Capt: Oppasser. Capt: heder Nissen, og er gift med en Jomfr. Widderøe […] Jeg har seet ham engang paa Skramnæs, det er en jævn, godmodig Mand, og bekiendt som brav og retskaffen. Han var ikke ret frisk i Gaar, og maatte gaae tidlig til Sengs. De havde giort en temmelig stærk Marsch, og det til Fods, og det lider paa en ikke længer ung Mand. Men Hvile og Bygsuppe har hiulpet ham paa Benene igien. Begge hans Lieutr., der ligge paa Bierke, vare her i Aftes, og Capt. Collin, som Kl. 7 skulde til Eidsvold med sine Folk, laae her i Nat. – I Dag har vi da faaet mange Proclamationer, der alle have sadt Hierterne i Bevægelse. Det kunde jeg vel vide, at en Bededag maatte være almindelig over det hele Land, en saadan Bededag! Vi alle, Mænd, Qvinder og Børn vil bede, ja visseligen, af fulde Hierter vilde vi bede for dit med Norge sammenknyttede Held, gode, vakre Christian Frederich! Gud høre vore Bønner! og ingen Nordmand svige Dit Haab! Du vil ikke svige vort Haab til dig, og Gud ingen af vore tillidsfulde Haab til ham, Regenternes Herre og Regent. Men ogsaa for dig, arme, dybtnedbøyede Danmarks Frederich, skal min Bøn stige til Himlen og med min Manges, der ikke miskiender din Siæls Redelighed og Godhed. Hvem der kan sætte sig med een Tanke ind i din Stilling, hvem der urørt læser og føler med hvad Kummer du frasagde dig dit Norge – o, han vente ingen Medlidenhed i Sorgens Stund!

Torsdag 24de […] Vi ere […] i Dag alle budne til Birkes paa Blakiær Skandse i Barsel om Løverdagen. Jess og Marie skal være Faddere. Jeg har lovet vi skal komme. Kun Skriveren kommer neppe med, som det nu herefter vil falde ham vanskeligt at være andre Stæder, end der, Embedet fordrer. I Gaar var han hos Fogden for at aftale og overlægge med ham alting til Morgendagens Høytidelighed […] Vor Capitain, […] er i Eidsvold. I Morges vakte Reveillen det hele Hus Kl. 5. Vi lever lustig med Trommer og Piber […]

Søndag 27de […] Nu har jeg ret en morsom Dag at fortælle Eder om […] Først da, hvem der var: Herfra jeg, alle tre Barna, og Sally; min kiære brave Obrlt. Hegermann, gamle Obst Scheel, nu Commandant paa Skandsen […] Han var saa lustig, den snilde Hegermann, og jeg ikke mindre. Gud veed, hvad de fremmede Mennesker troede om mig, kanskee at jeg havde en Perial. Saa overlagde vi pr. Exempel, Hegermann og jeg, at vi, naar der blev Fred, og den kan I tænke vi vilde have snart, og med hele Verden, skulde vi giøre et stort Ball her paa Gardermoen, hvortil vi for det første indbød de Nærværende, og tænkte at indbyde fra al Verdens, det er Norges, Hiørner og Kanter. Hvem der især gabede paa mig, var Præsten, og slig Præst har jeg aldrig seet; for al Verden saae han ud som en af de gamle holstenske Skippere, jeg i min Barndom kiendte saa mange af fra Castrup. Tyk, stoer, var han iført en lyseblaa Kiortel fra første Halvdeel af forrige Secel, derunder sorte Extrimiteter, og paa det store Hoved en rundskaaren gul Perruqv – ja, kunde jeg nu ogsaa bukke efter ham her i Dagbogen, men det Buk, saavelsom hans Tordenstemme maae I tænke Eder til. Hans Kone var, ved Siden af denne Mand, Manérligheden selv. En lille bitte snurrig Person for Resten, men skal være gjæstfrie og brav for sit Hus […] Den lille Jomfrue Hagmann (thi vor snilde Ane Birk undtagen, ere alle Blakiærs Damer bitte smaae) fandt Sara saae ud som en forjaget Muus, der hvert Øyeblik troede Katten paa Nakken af sig, og jeg maae tilstaae, Lignelsen er ikke ueffen […] Baron Wedel, der nu ogsaa er indqvarteret i Sørum […], kom faldende ned paa os som en Maane, og blev der. Herregud, hvor flau han er; nesten kunde man tvivle om, han var Grev Hermans Broder […]

Mandagen sidste Februar: Strængt ender denne Maaned. Giid den følgende maatte begynde og gaae blidere frem. Frygt for at fryse har jeg endnu aldrig havt siden jeg kom til det skovrige Norge, før nu. Vi troede at have Ved nok til ogsaa at modtage neste Høst med, og nu hører jeg Jammer og Klager over, at vi ikke slipper ud. At fryse taaler jeg nu rigtignok mindst af al Ting; men dertil kommer det da vel heller ikke med Guds Hielp. Alle de Ildstæder, her ere i Huset, skal nu daglig opvarmes, ikke mindre end 16 i Tallet. Vi maae endogsaa bage Brød for de arme Soldater, der istæden for Stump faaer raae Havre. De lider ret ondt, og jeg fryser meer, naar jeg tænker paa dem. Jeg begynder at holde paa salig Spaamandens vedvarende: Es kann nicht so bleiben […]

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1814

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.