1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

"/> [August] | Bokselskap

Dagbok 1814

av Christiane Koren

[August]

24 Hovind.

Mandag 1ste August
Jeg tænkte paa at tage det her skrevne bort og begynde Heftet forfra, deels fordi det er fast ulæseligt, deels fordi det er saa afrevne Stumper. Men lad det kun staae. Det skildrer Eder i al sin Uorden bædre mit hele Inderste, end om jeg nu, da jeg er roeligere, forsøgte at giøre Eder det begribeligt. «Er du nu virkelig roelig da? Moer Koren!» – Ja, mine Elskede! Det forekommer mig selv urimeligt, at jeg kan være det i saadan Grad. Ogsaa er det, som havde de kiære Børn og Husgesinde nu slet intet at frygte, da de har faaet mig tilbage. Om jeg giør Ret i at prænte denne Tryghed i deres Hierter, spørger jeg mig ikke om, thi jeg kan jo ikke tillyve mig Følelser, jeg ikke har. Alt hvad jeg veed har jeg sagt dem, kun ikke de Rygter jeg hørte derinde om de canibalske Umenneskeligheder Kosakerne, der udgiør en Deel af Sverrigs Hielpetropper, skal have begaaet i det Land de skal stride for. For det første anseer jeg disse Rygter om ikke ganske for Fabler, dog for overdrevne, og for det andet var det grusomt at sætte dem i Skræk ved disse Fortællinger, om jeg end troede dem.

At jeg nu nogenlunde kan komme ind igien i Journaltonen, vil jeg stræbe at sætte mig ganske tilbage til den roelige 27. Da vi skulde gaae tilbords, kom et Bud fra min kiære Rikke med et hierteligt og veemodsfuldt Brev, og en lille peen Syepose. Jeg vidste nok, hun ikke vilde lade mig vente forgiæves efter et Par Ord fra hende paa denne Dag, da hun stedse har været hos mig i alle de Aar, vi kiende hinanden, og nu, da jeg skulde være saa længe fra hende. Til Lykke havde jeg mit Brev nesten færdigt, og tilføyede blot et Par takfulde og trøstende Linier. Da vi havde spist, og jeg faaet en lille Hvile her paa Sophaen, kiørte min Jess mig op til Wilhelms-Minde med sin raske Vaillant. Der samledes vi Alle, drak Caffe og havde hver sine Sysler med. Mine var at fuldende Brevet det lange til min Lotta, da at fortælle Eder det videre om Dagen, og naar det var forbi, læse lidt for Børnene. Men saa var det ikke laget. Jeg skulde just slutte Lottabrevet, da saae vi en Vogn rulle ned ad Bakken, og kiendte deri Moer Chrystie med sine Børn, Capt: Blik og Lieut. Stenersen. Riis reed. Med dem 25var den nye Præst, Heibrok, en stille midaldrende Mand, med intet Udmærket i sit Udvortes. Han lod til at sympathisere mest med Skriveren. I det mindste talte de meest sammen. Lille Ragna forærte mig en peen Pung, hvori var en Sølvmynt efter hendes Fader, en, efter Præget og alle Tilstedeværendes Forsikring af de ældste Mynter vi kiender. – Caffen maatte for en Dag igien. Vi bleve der til vi havde spist Eftersvælg, og bleve paa Hiemveyen overfaldne af en Regnbyge, der nesten giennemblødte mig, dog da jeg strax fik byttet om, hindrede det mig ikke. Kl 11 toge Gierdrumfolket bort, og vidste de Melitaire af ingen Ting, men troede fuldt og fast paa en Vaabenstilstand: Tænker Eder da min Forundring over at see dem i fuld Marsch paa Indveyen Dagen efter. Jeg havde sovet lidet, var oppe Kl 4, dette og Varmen giorde at jeg snart blev træt og søvnig, og tog derfor ind paa Minne, en halv Miil fra Moe, bestilte Caffe om et Par Timer, og sov en Deel af de tre Timer bort, jeg hvilte der i den stærkeste Hede. Strax jeg var kommet forbi Skrimstadbakken saae jeg de Indmarscherende, og hørte de om Morgenen havde faaet Ordren. Blik fik jeg ikke tale med, da han var efter; men min gode kiære Steinar kom hen til mig ved Skrimstad, og med et rørt Hierte tog jeg Afsked med ham. Det var jo mueligt, vi aldrig saaes mere i dette Liv. Han skulde gaae med Transporten udover Øyeren. Gud være med ham og hans brave Kamerater, og sende os dem seyrende og norske tilbage! Jeg kunde ikke andet end glæde mig over den Raskhed, det Mod der hos Alle var saa umiskiendeligt. Paa det Sted under Aasen hvor jeg hvilte, var der en Vrimmel, og dog ingen Støy, ikke det overgivne Mod, det Vildskab, der blusser som Ild i tørt Straae, men det satte roelige Mandemod, den Munterhed, som efter mit Begreb egner Helten. Deres eneste Frygt var, at de ogsaa denne Gang skulde gaae forgiæves og ikke faae fat paa Svensken. Sandelig, det var Fædrelands Varme, det var Følelsen af den Menneskeretten tilføyede Uret der lyste af deres Øyne, røbede sig i alle deres Ord. «Gud maae være med os!» sagde en ung, vakker Mand. «Det er han vist, mine Børn!» gienmælede jeg; og jeg saae de troede stadigen derpaa som jeg. Med et hierteligt giensidigt Farvel skildtes vi ad. Under hele Marschen sang de, iblandt andre Viser Sagens til de sidst bortvandrede Bergenhusere. Imellem holdt jeg eller kiørte sagte for at høre dem; med Gulen leed ikke Trommen saa godt som jeg 26Sangen, saa jeg tilsidst maatte skynde mig fra dem. Min Ragna fandt jeg saa velsignet rask og glad som altiid i sin egen Moer Koren. Hendes Ludvig var hiemme, og beroeligede mig med at Tingene neppe vare saa farlige, som de saae ud til. En nye Fetter fandt jeg der, en ung Kahrs fra Bergen, hvis Fader er beslægtet med min Koren, det veed jeg, men ikke hvor nær. Jeg leed ham godt, og han lod til ogsaa at synes ganske godt om sin nye Tante. Ungerne vare saa flinke. Ida er sød, det er sandt, og inderlig snild, som noget Barn i den Alder kan være det; men et sødere lille Væsen end min Wilhelm Adelsten kan ikke tænkes. Et deyligere Barn saae jeg i det mindste aldrig. Han er nesten for smuk for en Dreng –

Saa seent det var, maatte jeg have Caffe, det forstaaer sig. Meget senere end jeg kom min gode Moer Huwald. Mariboe læste den sidstudkomne Tiid for os. Den har I alle læst, derfor intet om den. Ak, I har alle læst eller hørt den med samme Veemod som jeg. Ædle Christian! – ja, tilvisse er, som du selv siger, din Stilling smertelig. –

Kl 4 Fredag Morgen var min Jess paa Økeren, men talte kun med Gunder. Han havde reyst hele Natten, var inde for at faae Korn, men fik saa godt som intet. Han havde tre kiære velsignede Breve til mig, men Gunder leverede dem til en Pige, som taus lagde dem ind i et Værelse, saa jeg først fik dem om Aftenen, først fik læst dem Løverdag Morgen. Fra vor Sally fik Ragna en Seddel strax jeg kom. Hendes Fod giorde det umueligt at blive Fadder, dog haabede hun at komme til Økeren. Men Fredag var den endnu uslere. Hun kom ikke. Endnu een af Fadderne, min egen Hegerman kunde ey komme, og flere Indbudner bleve borte; dog, havde disse kommet, de andre vilde vi ikke savnet saadan, og den behagelige Dag vilde været endnu behageligere. Men een Erstatning fik jeg dog heel uventet for mit Savn. Min kiære Egersøn var der, var saagar Fadder. De andre Faddere vare: Moer Huwald, hendes Søster Mad: Pahr fra Drøbak, en ung, vakker, inderlig elskværdig Kone, mine i dobbelt Forstand ældste Sønner, Treschow og Schmidt, og deres og Eders Moer Koren. Det var en skrækkelig heed Dag. Min Catty og hendes Døttre spadserede op til Økeren, ligesaa Pavels, hans Marie, og Egersønnen, disse i den endnu stærkere Midd: Hede. Fader Treschow lod jeg Gunder kiøre til Kirken efter. Det er ret lang Vey fra Byen derop. Nu har I her hele Selskabet, der bestod af de her Nævnte, og min egen Hanna Moestue. Da der var ingen; vi generte os 27for, afførte vi os vor Pynt strax vi kom hiem, Moer Huwald og jeg. Det giorde saa godt i Heden at komme nogenlunde i de jævnlige Folder. Ved Bordet, hvor jeg sad mellem Treschow og Pavels, gik det frit og muntert og høytideligt til: thi Egersønnen sang og de Øvrige istemte Viser passende til den Tiid, vi nu lever og aander i. Det lød fra Hiertet: Kun Hurraraabet havde ikke sin behørige Styrke, da der maae flere end fire Mænds Stemme til at udraabe det. – Klogere end før, fornægtede jeg mig saa godt jeg kunde, spiste kun een Portion Jordbæriis, i hvor qvægende den var i den Varme, og dog – men det hører til næste Dag. Eftermidd: tilbragte vi i den deylige Have, jeg i Lysthuset oppe i Træet, hvor de Øvrige kom og gik, men jeg beholdt min Plads. Ragna, det hulde Væsen, kun betænkt paa sine Giæsters Fornøyelse, lod sit Claveer flytte ud paa den vakre Terasse, min Catty spillede, flere sang, og det lød saa sødt op til mig i mit Træe. Pavels sad der ogsaa i det længste. De andre Mænd vare for dybt inde i Politiken til at tænke paa nogen anden Verdsens Ting, dog kom de tilsidst til os i Lysthuset, siden droge vi nærmere Claveret, og Aftenen gik som Dagen saa deyligt. Vi havde Alle «vor Sag til Gud hiemstilt» – og vare roelige. Men lidt mindre blev jeg det, da Spørgsmaalet: om jeg burde reyse videre frem eller vende tilbage, kom paa Bane, og de fleste Stemmer vare for det sidste, hvad endnu fik mere Overvægt, da Jess kom ind seent paa sin Natte-Hiemreyse, og bad mig tage hiem igien, og forestillede mig Umueligheden i at Børnene kunde komme efter. Det indsaae jeg, og det afgiorde det. Dog endnu var intet bestemt da Selskabet skildtes ad. Men tidlig lod jeg Gunder gaae til min Egersøn, som reyste Løverdag morgen for at bede ham underrette Dig, Maja, Maja mi! herom, at Du ikke med Dine og mine Elskede forgiæves skulde aabne Eders Arme Mandag for at modtage os – Ak, nu, nu havde vi ey været langt fra Eder – lad mig ey tænke herpaa. Først i Morgen faaer Du det forstyrrede Brev, Elskelige, som jeg skrev i Gaar – Løverd: Morgen læste jeg da de ømhedaandende Breve fra min Maja, Sarathrina, Realf, og Frederik – i det sidste var nogle sønligdeylige Stropher til d:27 Julj, som I skal faae i dette Hefte. Ak, der opstod en nye Kamp i min Siæl da jeg havde læst og mens jeg læste dem. Den glade længselfulde Venten der saaledes blev skuffet! – Jeg blev saa syg da det leed opad Dagen. Med en smertelig Coliqv sad jeg længe taus og tænkte at cujonere den, thi vi sad saa godt i fortroelig Snak, min Ragna, den interessante Christiane Pahr 28og jeg. Moer Huwald maatte tage tidlig til sit Hiem, Mariboe til Byen. Men tilsidst tog det Overhaand. En rasende Orkan, Storm, Regn, Lyn og Torden satte os alle i Bekymring for Moer Huwald, som vi vidste ude i det. Ragna var saa usigelig ængstelig for sin Moder, der reyste ganske allene. Ogsaa Mariboe var ude, var nyelig reyst, og paa min Egersøn tænkte jeg. Det gik snart over. Solen skinnede klart, Luften var friskere; men mit Onde tog til. Stærke Gensiandraaber i Brændeviin døvede dem. Jeg laae et Par Timer. Min gode Hanna kom op til mig (hun var kommet derud mens jeg laae) og bad mig saa hiertelig drikke et Par Glas Madera. Jeg giorde det og fandt mig styrket, og var nede til Middag, hvor jeg dog drak mere end jeg spiste. Catty havde tænkt at komme op til Økeren med sin gamle Moder, som det er mig saa tungt, endnu ikke at have seet. Men hun fik ingen Hest. Det er nesten ikke mueligt at faae Skyds mere. Saa mat jeg var, maatte jeg see min Sally. Seent kom jeg did, fandt det kiære Barn liggende paa en Sopha, mattere og blegere end jeg nogen tiid har seet hende. Men hun blev oplivet ved de Øyebliks Samtale med sin Moer Koren, og hendes Taare standsede. Da kom det sørgelige Budskab fra Tankes. Jeg søgte at sætte Mod i de kiære forsagte Mennesker, og det mislykkedes ikke ganske, og vilde lykkes bædre, havde jeg ikke sat der med nye Anfald af Smerter, der nødte mig til at afkorte det alt for korte Besøg. Men det var mig trøsteligt og hende, den Elskede, at vi havde seet og talt med hinanden. O Gud lade os Alle sees neste Gang i en gladere Stemning! – Jeg sov deyligt, stod frisk op Kl 5 ½, og blev færm den hele Dag. Dette bevægede mig til, da Veyret var saa godt, at begynde Hiemveyen i Gaar Eftermidd: Min Ragna havde før jeg komt bestemt en Lysttour for os alle til Ladegaardsøen, hvor hendes Tante Pahr ikke havde været. Min stakkels Bolette Garben, som er blevet afskrækket og fraraadt Reysen til Frdstd, kom op til mig i Gaar Morges, og blev paa det giæstmilde Økeren hele Dagen. Ogsaa her maatte jeg opsøge alle mine Trøstegrunde, og Mariboe stod mig troelig bi. Heller ikke troer jeg hun har noget at frygte for sin Tye; men at hun er ængstelig for at see dets Indpakning og Flytning i paakommende Tilfælde, er ey at undres over. Hun bliver hos Rommelhofs indtil hun seer, om det er mueligt at faae giort Touren til sit gamle Hiem inden hun vender tilbage til det nye her. Jeg fik min Ragna overtalt til at udføre 29sin lille Reyseplan, og giid de Kiære maae have fornøyet sig godt. Min Bolette fulgte med dem til Byen, og da gik jeg op og giorde mig færdig til Hiemreysen, skiænkede Caffe for Mariboe, drak en halv Kop, og sad Kl 5 i Carriolen. – Jeg siger Eder intet om, hvor deyligt jeg havde det paa det deylige Økeren. Jeg har det stedse eensder. – Min Tak og Følelse af Eders Kiærlighed kiender I. Jeg maae blot fortælle, at Ragna havde pyntet mit Sovekammer med et rosenbekrandset Myrthetræe, som var en Geburtsdagsforæring til mig. Catty bragte mig et Par pene hvide Handsker, og et Par do graae fik jeg fra min Maja C. i det kiærlige Brev, og en Kappe syer min Sarathrina til mig, og alt dette hører endnu til den 27 Julj – Forsynet med Mad til en 14 Dags Reyse og en Flaske Madera, begav jeg mig da paa Hiemveyen. Det blæste lidt; min gode Mariboe frygtede, og jeg frygtede nesten selv, at Natten skulde blive kold; men det blev mildere og skiønere jo længere det leed paa Aftenen. Med et roeligere Hierte vilde det været mig et Sidestykke til den Hiemtour Sally og jeg forrige Sommer havde fra Dig, dyrebare Maja, den herlige Nat vi aldrig kan glæmme. Dog var der endnu noget som giorde mig bekymret. Stakkels Gunder har siden Vaaren skrantet meget. Han var meget syg, det mærkede jeg, skiøndt han ikke sagde et Ord om det. Jeg følte intet ondt uden en vedvarende Tørst. Mariboe bad mig saa hierteligt, ikke at drikke Mælk. Det giorde jeg heller ikke, men holdt mig til min Flaske, som jeg nesten halvtømte paa de to første Stæder vi hvilede. Kl 10 kom vi til Moe. Da var jeg saa mat og træt, lagde mig derfor i al min Reysehabit, og bestilte Caffe til Kl halvet. Da stod jeg op, drak den, og fortsatte Reysen i herligt Maanskin i den blikstille Nat. Maanen blegnede mere og mere i Dagskiæret. Just som vi kom til det øverste af Giæstegruben, stod Solen op. Kl halvfire holdt jeg her uden for. Det vrimlede af Melitaire. Vi har 13 Mand indqvarterede her, lutter Guldbrandsdøler, vakre, flinke, unge Gutter, der ere os som sendte fra Himlen, da jeg ikke veed, hvordan vi skulde faaet Høet ned uden dem. De arbeyder alle med saadan Glæde, ere modige og flinke, som Norges ægte Sønner alle –. Marthe Stuepige kom i Halvsøvne og lukte mig ind, men var saa forundret som glad over at see mig. Først i Aften havde de ventet mig. Jeg gik lige op og tilsengs 30ikke fordi jeg var søvning, men fordi jeg ey saa tidlig vilde slaae Allarm i Huset, da jeg ingenting behøvede. Tilsidst faldt jeg i Søvn ved min Bog, og sov til kl 6, da jeg skyndte mig for at overraske Barna, som intet vidste om min Ankomst. Men Marie og Grethe havde faaet see Gunder, og saa var Hemmeligheden røbet, og de kom forenede op til mig de Kiære, saa jeg nær ikke var bleven paaklædt. Lina sov endnu og lille Kaja. I kan ey troe for Øyne Lina giorde da Marie vaagnede hende og hun saae mig. «Moer da! ney Moer da!» gientog hun vist ti Gange, gneed Øynene, og troede hun drømte. Kaja reyste sig, saae stivt paa mig, sagde ikke et Ord, og sov ind igien, uden at vide det mindste om nogenting da hun vaagnede for Alvor. Her blev en almindelig Glæde over min tidlige Hiemkomst. De kiære Børn vare blevne meget nedslagne da de hørte af Jess, at den Reyse de saa længe og inderlig havde glædet sig til, skulde gaae ind igien, og især da Aarsagen var saa sørgelig. Men nu de har mig, er alt godt, dog pakkede de lidt mismodige deres Tøy ud igien. Ney, jeg kunde ikke forsvart det, havde jeg reyst fra dem. «Gud velsigne Moer, som kom igien tilos!» sagde min stille Telja da hun saae mig, saa blidt og ømt. Min Jess kom ogsaa hid i Middagsstunden, men skal nu snart afsted. Skriveren kommer først hiem Onsdag. Den nye Fuldmægtig er ariveret. Han seer ikke morsom ud; men jeg vil ikke for tidlig fælde nogen Dom over ham[.]

Og nu har jeg sadt her den ganske Dag, paa en lille Omvandring i Haven nær, og et Par Timers Middagshvile. Jeg maatte have giort Eder Regnskab, Dyrebare, for alle disse Dage. Nu er Kl 6, og jeg maae ind til Ungerne, som jeg ikke har faaet udsnakket med om min afbrudte Reyse. Men først min hierteligste Lykønskning til denne Deres Fødselsdag, bedste Pavels, som jeg i Fredags tænkte med Børnene at tilbringe en Deel af hos Dem paa vor Drammens Tour. Gud skee Lov, De har faaet deres Marie og de Smaae hiem igien, alle friske! Og endnu engang Gud Skee Lov, at de kom inden disse Uroeligheder udbrød. Det giør Dem Dagen tidobbelt kiær. Oplev den ofte, gode Pavels, og Aar for Aar gladere! Fred være med Dem, og uden om Dem, som i Deres Hierte! Fred med os Alle, med vort Norge!!!

31Tirsd:2 Jeg er ret saa ængstelig, mine Elskede! I Formiddag kom Jomfr: Bierk og Jensen fra Nannestad, den første for at tage herfra til Gierdrum, hvor hendes Forlovede, Lieut: Piro ligger, for endnu engang at sige ham Farvel. Det er saare uvist, om hun fandt ham der endnu, da alle Melitaire heromkring ere brudte op. Hun og Jomfr: Jensen bad saa inderlig, Marie skulde følge med dem, og sandsynlig har de været ude i det styrtende Regn, der nu vel er sagtnet; men Tordenen ruller, og jeg frygter et Uveyr skal bryde løst. Gud give jeg havde hende hiemme! Presidenten kom her i Eftermidd:, og nu kom ogsaa min Jess, der skal strax afsted igien til Eidsvold for at tale med Leganger. Alt er i Bevægelse, endogsaa vor Naboe Ritmester Holk, som 1808 og 9 blev liggende roelig. Der siges, Fienden er brudt ind fra flere Kanter. Usandsynligt er det desværre ikke. Vore snilde Guldbrandsdøler gik nu for et Øyeblik siden. Alt er i Uroe og Giæring, Naturen ogsaa. Det forekommer mig saa besynderligt at jeg sidder roelig med mit Strikketøy eller her og skriver til Eder, at alle Sysler gaaer sin sædvanlige Gang, imedens saa vigtige, os alle saa vikgtige Ting foregaaer om os. Gud være lovet for vi kan være saa roelige. Ak, men glæde sig ved denne Roe kan man dog ikke, selv om man vidste sikkert den ey skulde forstyrres, naar man veed saa Mange for hvem Roeligheden flyer – saa Mange, der gaaer Døden i møde. Maaskee maae ogsaa min eneste Søn snart følge de Øvrige i Kampen. Gud styrke mig da, og hans Grethe, og hans Fader og Søstre, os Alle! Men jeg veed, jeg skal tænke mig selv i det Øyeblik jeg seer ham forlade vore Arme: Han er mere Norges Søn end din – O, kunde min og hans Grethe kun udholde Afskeden! Hun er ikke frisk i Dag. Bleg og stille gaaer hun og smiler hver Gang jeg seer paa hende. – Giid jeg havde min Marie hiemme igien, og at det var i Morgen, saa kom min Koren. Jeg vil lægge dette hen – jeg lægger strax alting hen hvad jeg tager fat paa i denne Stund. Solen smiler, Himlen er opklaret – O alt vil opklares.

32Torsd: 4. Min Marie kom rask og uden at have mærket en Regndraabe, tilbage da det allerede var mørkt. Men lidt nedstemt var hun, og hendes Følge, Marie B: især, endnu mere. Det arme Barn er syg baade paa Siæl og Legeme. Hendes Forlovelse med Piro skal ikke være bekiendt; men den er det dog vist langt mere, end den bliver det ved disse Blade. Hendes Sorg har meer end een Grund. Faderen, hvis Øyesteen dette gode, ømme, eneste Barn er, har ugiærne samtykket i denne Forbindelse; det havde jeg i hans Sted vel ogsaa; men nu da hendes Kummer har aftvunget ham Samtykket, da han ikke kan forandre Tingen, giid han nu kunde skiule sin Græmmelse. Men det frygter jeg, han ikke kan. Og hvordan skal det stakkels Barn, opdraget i Kiærligheds og Lykkens Skiød, hidtil ukiendt med enhver Livets Kummer, udholde alle de haarde Stød paa engang? Neppe veed jeg, hvem der er mest beklagelseværdig, Datteren eller de lidende Forældre. Gud styrke dem, Forældrene og hende! Det var skrækkeligt skulde de see deres eneste Glæde gaae tilgrunde, men skrækkeligere endnu, skulde de troe selv at have bidraget dertil ved ikke at vise hende den uendelige Skaansel, hendes Forfatning kræver, da Siæl og Legeme er lige svag – Han kom, den gode, men alvorlige Fader, uroelig over hans Maries Udeblivelse, det saae man han var, skiøndt han ey lod sig mærke med det; Kummeren laae paa hans Ansigt. Han seer ti Aar ældre ud end før. Havde han ikke saa øyensynlig undgaaet Anledning til at tale om sit Barn, vilde jeg sagt ham hvad der ligger mig paa Hiertet. Nu taug jeg, og bad blot, hun maatte komme snart hid igien, og blive her en Tiid, og det lovede han. Ved flere Leyligheder, men især ved denne, har jeg lært at kiende Jomfr: Jensen som en meget fornuftig, en hiertelig deeltagende Pige. Gud skee Lov hun er om den stakkels Marie. Alle Forældre, som kun har et eneste Barn, burde sørge for, at dette tidlig fik jævnaldrende Selskab. Hvert Menneske troer jeg maae have nogen af sin Art om sig, Barnet fremfor alle. Marie Bierk, opvoxet imellem lutter Ældre, tildeels Gamle, har aldrig været Barn. Ak! blot det, at denne salige Alders Glæder derved gaaer forlorne, var et uerstatteligt Tab; men paa det hele Liv har det en, som oftest sørgelig, og aldrig god Indflydelse –

Presidenten gav sig denne Gang usædvanlig Roe hos os. Han tog herfra Kl henimod 2. Bierkes blev til over 6, da gik ogsaa Fader Mørk, som kom for at hilse paa Presidenten, men kom for seent. Skriveren mødte de Bortreysende. Gud skee Lov at jeg nu har ham 33hiemme, skiøndt han hver Dag nesten maae bort; men naar han ikke bliver borte flere Dage i Træk, synes jeg ikke han er borte. Jess er nu ogsaa galopperet afsted. I Eidsvold havde baade han og Skriveren hørt, at der ved Slaget paa Vinger skal være faldet af Vore en Capit:, hvis Navn man ikke ere enige om, og 5 Mand. Min fordums Stuepige, Anne, er utrøstelig. Hun er overbevist om hendes Mand er mellem de Faldne. Den Nat før Slaget, vaagnede hun ved en lille Hunds Giøen og Tuden, der ikke ophørte, og hendes lille Wilhelm vaagnede, satte sig paa Knæe i Sengen, vreed Hænderne og jamrede sig. Dette sidste lader sig godt forklaret: Barnet er blevet bange for Hundens Tuden og Moderens Angst; og muelig har Hunden hørt Larm udenfor, det er ligesaa Sandsynligt. Men da Dagen efter Tidenden om det forefaldne Slag kom, maae man tilgive den arme Kone, om hun i hine Ting seer Varsler for sin Amunds Død. Jeg føler, jeg i lignende Tilfælde ikke vilde været stærkere, om I vil, klogere, end min gamle Anne. Børnene vil gaae over og see til hende. Hun er meget syg. – Kari, min flinke Naboekone som I Alle kiender af disse Blade, bliver sin Charakter troe. Da Dragunerne droge afsted i Dag, Ritmesteren nedslagen, Lieutenanten German overgiven, Folkene syngende, saae hun længe efter dem, vendte sig derpaa til de Grædende og Forsagte omkring sig, og sagde: «Vist nok kommer de ikke alle tilbage som nu gaaer og er gaaet bort (hendes tre Sønner er atter mellem disse) men Gud lade dem vi seer igien vende tilbage med Seyeren, og bringe Landet Fred, saa bør vi ikke sørge i hvordan det ellers gaaer.» –

Kl 4 Jeg fik intet med Posten, uden et ubetydeligt brev fra stakkels Nella Bork som er sygelig. Efter Tiden er intet egentligt Slag forefalden ved Fhld, som Rygtet gik. At vore Forposter overalt ere tilbagetrængte er alt hvad vi seer, og det er ikke behageligt. Atter i Gaar og en Deel af Natten er hørt stærk Kanonade fra Vingerkanten. Jeg vidste, der intet Majabrev kunde komme i Dag, og dog saae jeg alt igiennem hvad Postvædsken indeholdt, og troede først da den var tom, at der intet var. Skal jeg nu vente lange 8 Dage? – Jeg er ikke vel tilmode, og uvis om, hvad jeg skal foretage mig. Nu erindrer jeg, 34at I endnu ikke har faaet de vakre Stropher her, min kiære Egersøn skrev den 27 Julj til sin Moer Koren, og derved sankede gloende Kul paa hendes Hoved, som saa umoderlig glæmte at hende den 27 May var fød en Søn. Her da det lovede lille Vers.

Med Fryd og Tak til Gud du seer tilbage
Paa et Halvhundred Aars henrundne Dage.
Som klare stille Strøm dit Liv randt blidelig,
Thi Overmaal af Fryd gav Gud og Hiertet dig.

End Tidens Strøm saa blidt for dig henrinder
Imellem saligt Haab og Dyre Minder,
Og Glædens Roser blomstre ved dens Bred
Indtil den taber sig i Gud og Evighed.

___________

Ja, med Fryd og Tak til Gud seer jeg tilbage paa de mange svundne Aar. Selv de bittreste Øyeblik i disse blev en Kilde til Glæder, der blomstre her, og bærer Frugter i Evigheden. Og skulde jeg da ikke see frygtesløs giennem min Fremtiid, den vorde kort eller lang, ind i den uendelige Fremtiid?

___________

Løverdag 6 I Gaar giorde jeg mine Breve til min Maja, til vor Sarathrina og Realf færdige, og har nu ogsaa skrevet til min Ragna et langt Brev. Inden jeg sluttede det, fik vi en nøyagtig Efterretning om det første Slag ved Vinger, som man skulde troe var sandfærdig, da den blev fortalt af en Underofficer som kom lige derfra og skulde hente Medicin til Sygehuset. I det 6 Timers hede Slag anfaldt Fienden tre Gange, og blev hver Gang drevet tilbage, den sidste Gang en halv Miil ind i deres eget troeløse Land. Ingen Offer er faldt, kun 4 Mand dræbtes, 24 bleve saarede. Kun fire Mand! Hver Blodsdraabe de udgiød for Friehed og Fædreland, var helligt, og vil brænde hedt paa de Grummes Hierter, som var Skyld i, de flød, som maaskee skal være Skyld i flere Tusindes Blod vil komme til at flyde. –

Unge Bull er kommet hid fra Toten. Gud skee Lov, min gode Lotta er frisk igien. Jeg har maaske ikke sagt Eder, at hun var blevet giennemvaad paa en Vandtour til sine Børn i et haardt Veyr, og havde derved faaet Gigt i Arme og Hænder, saa hun neppe kunde røre dem. Det fortalte hendes Lawson da han var her. Ligesaa lidt han, som nu Jens Bull i Dag, ventede at finde mig her. Lotta troer mig endnu i Gammen og Glæde i Majadalen – Fra min Rikke havde jeg et lille Brev i Gaar. Hun gaaer endnu paa Benene, og er usædvanlig rask.

35Søndag 7 Hele Huset har gaaet omkring, upaaklædt, for at alle skulde glæde sig med mig, skulde takke Gud med mig for vore brave Krigeres første Seyer – Ak! hvor ønskede jeg Eder nu samlede trindt om mig, I Elskede, at I kunde glæde Eder med mig. I Christiania veed I allerede nu, hvad den snilde Reich meldte mig tidlig i Dag: hvor aldeles Fienden er slaget paa Martram-Sletten ved Vinger. Hans hele Feldteqvipage er tagen. Faldne og Fangne ere Mange. Ogsaa af Vore ere vel Mange død Heltedøden. Detaillet vides endnu ikke. Men deres Blod flød ikke for intet: «Held og Hæder spirer af det Blod, de saa freydig ofred for Efterslegten» – de arme Svenske! af deres spirer, om ey Skam og Skiændsel, dog ingen Frugter for Efterslegten. Jeg har sendt det Glædens Budskab til Naboerne Mørk og Walbohm, jeg har ladet Gutter og Genter bringe det til hele Naboeskabet heromkring, først til min kiække Kari, hvis Broder, den gamle, ligesaa brave Christopher, tiæner hos os, har været her i mange Aar, og bliver til sin Dødsdag. «Takket være den høyeste Gud!» sagde han med foldede Hænder, da jeg læste Brevet for ham – Hvor længselsfulde seer vi nu Posten imøde. Vel tør jeg ey troe Rygterne, som siger en ligesaa afgiort Seyer er vundet ved Fhld. Ja, skulde end Efterretningerne derfra lyde mindre ønskelige, dog har dette styrket vort Mod, og skal holde Ligevægten mod det ey fuldt saa Glædelige.

 Mandag 8 At jeg i i Dag er beklemt om Hiertet, undres mig ikke. Efterretningerne fra Byen i Gaar vare heller ikke af den Natur, at de kunde vedligeholde de Følelser I seer herovenfor. «Loven er ærlig, men Holden besværlig.» – er et sandt Ordsprog. Jeg vilde, sagde jeg, lægge de gode Tidender, jeg havde hørt, i Vægtskaalen mod de mindre gode, jeg kunde faae at høre. Det giorde jeg ogsaa. I Gaar var der nogenlunde Balance, men i Dag vil det Sørgelige saa giærne faae Overvægten. – Tiden sagde os, som altiid, kun lidet og ufuldstændigt om det Forefaldne. Lidt mere sagde mig et Brev fra min troe, vel bekymrede, men ikke modløse Catty, og Meget mere et andet, fra min stakkels Bolette, hvis, jeg haaber overdrevne, Angst, man maae tilgive, ja, ikke engang kan forundres over, naar man tænker paa, at hendes Børn, de elskelige Haabefulde, ere i den blodige Striid, og at hendes hele lille Eyendom maaskee i dette Øyeblik er Fiendens Bytte. Paa den Kant, ved Fhld og Frstd; 36seer det ængsteligt ud. Der har Fienden sin meste Styrke, og did drager ogsaa vor Hovedstyrke. Gud den Retfærdige drage med dem, og lægge Kraft i deres Arme, som han har lagt Mod i deres Hierter! Bolette skriver, at vor Konge har giort sit Testamente, og vil selv drage i Spidsen for sin Hær. O, vel veed jeg, at Gud, hans, vor Gud, er med ham, vaager ogsaa der over hans dyrebare Liv; men denne Vished er dog ikke istand til at døve Ængstelsen i mit Bryst. Jeg synes hele Nationen maae, bør raabe til ham: «Christian, du skylder os, ikke at vove dit Liv! Du har kun dette Ene, og udslukker en Kugle det, ak, da vandrer dit arme, forladte, faderløse Folk i Mørke!» –

Inden i Cattys Brev laae det en lille Sæddel fra vor Maja C. Ak, den saarede mig inderlig. Hun har skrevet den i sit Hiertes Glæde da hun talte Timerne til vor Ankomst i hendes Dal – –

Med unge Bull, som gik til Byen i Dag, skrev jeg til min C. T: og Bolette, meddelte dem de behagelige Efterretninger fra Vinger, satte, saa godt jeg kunde, Mod i den forsagte B: – I Dag vilde dette lykkedes mig endnu mindre. – Min Jess kom i Aftes. Han brænder efteraf Begiærlighed efter at komme i Virksomhed. Det er saa naturligt. Ak, jeg pønser og tænker jo selv ikke paa andet end om det ikke er nogen Maade, hvorpaa jeg kunde giøre noget for mit fortrængte Land. Hvad maae da ikke den varme, raske, norske Yngling føle! – I Gaar, da jeg var saa glad, foretog jeg mig at omarbeyde min Sang, bestemt engang at synges her ved Kongens Besøg paa Hovind. Mine Venner har fundet sig mindre tilfreds med den, end Digtet til Kongen, og Egersønnen bestemt sagt hvad han fandt burde forandres. Ikke allene disse Vink har jeg fulgt, men nesten ganske forandret den. Da jeg ikke har noget bædre at give Eder her, mine Elskede, og det maaske kan livne mig selv lidt op, vil jeg afskrive baade denne Sang her, og Digtet til Kongen. Ak, maaskee han aldrig seer det! Saa skal det dog staae i disse Blade, for saa længe de lever blandt mine Kiære, at vidne om mit takfulde Hiertes Følelser for ham, som ofrede os sin Roe, sit hele Liv, sit Alt – Jeg seer saa lidet. Mine Øyne staaer stedse fulde af Taare, men de falder ikke. Luften er mørk. Vilde dog Regnen udeblive til jeg havde bragt Wilhelm sin Geburtsdagsgave – De Lykkelige, som hviler saa sødt! Nu gaaer jeg til dem med mine Blomster. Ingen af Rosentræerne blomstrer i Sommer paa Graven. 37Men nu er den smykket, den stille Seng, med alle de Slags Blomster Haven har. Marie og Grethe pyntede den. Af Dine Spiretræer, dyrebare Maja C, bragte vi et rigt Offer. Den kolde, raae, høstlige Vind forbød os at blive der længe; og skiøndt vi bad Jess Farvel før vi gik, skyndte dog Grethe sig hiem i Haab om at finde ham endnu, og bedrog sig ikke. Nu først reyser han, for første Gang at forrette et Slags Melitairtiæneste, ved i Nat at holde Vagt over 300 fra Vinger ventede svenske Fanger, der skal indqvarteres i Ullensager Kirke, og transporteres til Kongsberg. –

___________


Til Christian Frederik.

Naar Fædrelandets Stemme lyder:
«Op, Søn, rust Dig til Retfærds Striid!»
Og Manden freydig iler did,
Hvor Pligt og Hiertets Stemme byder,
Da synker Qvindens svage Arm,
Mens Veemodsblik paa Helten hviler;
Dog giennem sine Taare smiler
Hun dobbelt Kraft i Mandens Barm.

Og som hiin Oldtids ædle Qvinde
Ømt trykte til det knuste Bryst
Sin sidste Søn, sin sidste Trøst,
Og bad: «Ved dine Brødres Minde,
Hav Medynk med din Moder, Søn.
Og døe!» – saa Norges Dotter skuer,
Naar Fare Fædrelandet truer,
I sin kun Fædrelandets Søn.

Og om den høye Ild ey brændte
Før reen og hellig i hvert Bryst,
O Christian! dit Blik, du Røst,
Dit Hierte og din Aand den tændte.
Hver Mands, hver Ynglings Hierte slaaer
– Saa sandt det slaaer for Norges Lykke –
For dig – og ingen Byrder trykke,
Fast Klippens Søn som Klippens Staaer.

Saa ømt, saa ædelt har du bundet
Dig fast til det forladte Land,
Huldsalig ædle Christian!
Sin Skytsaand det i dig har fundet.
38Dig lønne Kongers Konge, Gud,
Paa hvem du barnlig troer og haaber!
Med Dig, for dig vi ham anraaber,
Og lyde hans i dine Bud.

___________


Sang.

Naar Ønske med Haab gaaer Haand i Haand,
Og fjærneste Fare ey truer,
Omslynget af Trygheds og Glædens Baand,
Med Mod vi i Fremtiden skuer.
Ey ahnende Fare og Trængsels Tiid,
Vi sætte til uprøvet Kraft vor Liid.

Men mørknes den skyefrie Himmel brat,
Og Uveyret over os hviler,
Da giælder det, at vi i Mulm og Nat
Om Rædning og Hielp ey fortvivler,
Da giælder det, om vor Forenings Baand
Er knyttet med Troefasthedens stærke Haand.

O Nora! brudt er den milde Fred,
Der som dine Field dig omgiærded.
Dog, som var han længst til Kamp bered,
Saa stander din Søn uforfærdet;
Før han seer vanæret dit Modernavn,
Han iler med Glæde i Dødens Favn.

Ey Trudsler kue hans faste Mod,
Ved List det ey kogles i Dvale;
For Friehed rinder saa let han Blod,
som Bækken giennem hans Dale:
Men Bækken liig, der hver Dæmning brød,
Hans Frieheds Tab er ham tusindfold Død.

Frygt ikke, Nora! See Retfærds Gud
Dig har end een Skytsengels givet,
Som frygtløs følger sit Hiertes Bud,
Som elsker dig mere end Livet.
Høyt jubler i hedeste Slag hver Mand:
«For Norge! for Friehed! for Christian!

___________

39 Onsdag 10 I hvor lidet jeg troer og vil troe paa Rygter; i hvor overdrevne, tildels urimelige de ere, vi nu uophørlig hiemsøges med, saa kan jeg dog ikke for, at du giør mit Hierte beklæmt. Nogen Grund maae de dog have, de sørgelige, skrækkelige Rygter, og det maae saa meget mere formodes, som hvad vi sidst saae af Tiden og hørte fra Byen hænger sammen dermed. O Gud, den Ængstelse, hvormed jeg venter Posten i Morgen, kan jeg kun sammenligne med den jeg har følt naar mine fraværende Børn vare syge, naar jeg vidste de vare det, ahnede deres Fare, og ikke kunde komme til dem. O evige Gud! lad min Frygt være ugrundet! Styrk mit Haab, og i hvordan det er og skal blive, styrk min Troe til dig, at jeg i Nødens haardeste Stund, skal den ramme, ikke maae fortvivle om din Faderkiærlighed, din Visdom, din Barmhiertighed! –

Det mørke, idelige Regnveyr, der er saa nedslaaende for Landmandens Forhaabninger, bidrager ogsaa sit til den Stemning hvori nesten alle Mennesker ere. Der er Øyeblik – men Gud være lovet, kun Øyeblik – da den skrækkelige Tanke stiger op i min Siæl: at alt skal forene sig til Norges Ødelæggelse. Men det er kun her paa disse Blade mit Mismod udtømmes. Vel har jeg ikke mere det stadige Mod som før, dog stiger det imellem, og da søger jeg at utbrede Trøst og Opmuntring i min lille Kreds – thi forsager jeg, forsager Alle – og synker det igien, klager jeg ikke, mistrøster ikke, men gaaer herind i mit stille Kammer og udøser mit Hierte for Gud og Eder, mine fraværende Elskte! og som oftest bliver det da lettere. – Nu i Morgenstunden læste jeg for Børnene gamle Nordahl Bruns Tale paa første Pintsedag. Ak, den er saa fuld af Haab og Tilliid og blide Udsigter for Norges lykkelige Fremtiid. Jeg kunde neppe see med de taaredunkle Øyne, neppe faae Ordene frem fra det sammenpræssede Hierte, som de faldt saa tungt paa. Gamle Nordahl, skal du see dine stolte Forhaabninger tilintetgiorde, skal du see dit elskede Norge undergaae, da vil ogsaa du gaae under, da vil det 70 Aars Hierte briste. Vel dig, om det kan det, om de skiøre Livets Baand sønderrives i det Øyeblik Frieheden lægges i Lænker – Vel da hver den, som kan gaae over til den evige Frieheds Land! –

40– En nye Skrækpost! Melin er her. Han har talt med en Deel hiemvandrende Hedemarkinger. Svensken seyrer overalt. 800 Mand have været fangne, ere løsgivne af den ædelmodige Fiende, der ansaae dem som sine Egne, og efter at have taget dem i Eed, ikke at tiæne mere mod Sverrig, lod dem gaae hiem i Fred at besørge deres Agerbrug og Husvæsen – Den Satans List, den Slangesmiger tør bidrage mere til hans skiændige Seyer end hans Legioners Sværd. Jeg har en stærk Feberrystelse efter den anden, saa jeg knap kan holde Pennen. Ney, nu gruer jeg ikke mere for Postens komme. Den kan intet værre bringe, og den værste Vished kan ikke være værre end denne frygtelge Spænding, som neppe er at udholde.

 Torsdag 11. Jeg er ret syg, og har havt en slem Febernat. Det undres mig ikke. I den Ængstelse jeg gaaer, kan det ikke være anderledes. Min Koren, der saa giærne jævner og mildner det ujævne og bittre i Verden, kom i Morges før jeg stod op og fortalte at et Rygte havde ladet os vinde et afgiørende Slag ved Onstadsund. Saa ganske sandsynligt er det ikke, og ligesaalidt som jeg vil troe de slemme, tør jeg troe de gode Rygter. I Dag vil vi vel faae Sandheden at vide. Jeg vil væbne mig med al den Styrke jeg har. Den er liden, mindre synes jeg end nogensinde. Min Jess, som kom her i Gaar Middags – han har heller ingen Roe noget Steds – vil nu ride til Ullensgr for at see hvad Posten bringer, og er det – ak, jeg tør ikke sige Glædeligt, kun Trøsteligt – kommer han strax tilbage. O Gud! maatte han dog komme! –

I Gaar Eftermidd: tog min kiære Grethe hiem. Lina fulgte hende. Her blev saa øde efter dem, og det mørke sørgelige Veyr giorde det end ødere. De bleve vist giennemblødte, de kiære Børn. Men de ere begge saa raske, at de med Guds Hielp ikke har ondt af det. – Min Marie plages i denne Tiid jævnlig af Smerte i det halve Hoved; i Øre og Tænder. Det er vel Forkiølelse hun har paadraget sig ved sin moderlige Omsorg for alle hendes Smaaedyr. Men hun er lige bliid, lige flittig. Der lider vel ikke mange Hierter mere ved det nærværende Sørgelige, end dette for alt i Naturen aandende saa ømme og kiærlighedsfulde Hierte; men stillere lider vist heller intet. Hun kan vel fortiæne sit Navn Marie, den elskelige blandt Qvinderne.

___________

41– Jess kom ikke, thi Posten bragte intet Trøsteligt. Frstd er virkelig, ikke indtaget, men overgivet. Ved de første Rygter om det Indtagelse i saa kort Tiid, sagde Skriveren: «det er umueligt, hvis her ikke har været Forræderie med i Spillet» – og at der har det, bekræftes paa alle Maader. Man nævner endog to store Mænd, som Forræderne. O, vist maae min ædle Treschow have seet ret, at der ligger et Hang til Grusomhed i mit Inderste: thi det føler jeg bestemt, at jeg kunde taale at see, ja jeg troer, selv være behielpelig til at faae Forræderne hængte i den høyeste Gallie. En Fader- en Modermorder er ikke et saa skrækkeligt Uhyre som et Lands, sit Fædrelands Forræder. Dog, deres Straf vil ikke udeblive. Jeg begriber mig alt mindre og mindre selv. Siden denne Efterretning er blevet Vished, er jeg langt mindre ængstelig end før. – Arme min Bolette! Dog Gud skee Lov hun ikke var der selv i denne Angstens, Forbittrelsens Stund – thi Vee det Hierte, som her ikke forbittres! –

Mueligt er det dog vel, at den ædelmodige Seyerherre, saa øm for det Riges Undersaattere han allerede betrakter som sine, kan have Respect for private Eyendomme. Endnu engang Gud skee Lov at min gode Bolette selv er i Sikkerhed, og han den Alstærke og Gode holde sin Haand over hendes brave, elskelige Sønner, saa kan hiint Tab, om hun har tabt alt, forsmertes. Det ækle svenske Vaas i Tiden udholder jeg ikke at læse. – Jeg fik intet Brev fra byen; men jeg venter Breve med J: Bull i Morgen, maaskee i Aften. Min Maja var forbered paa min Udeblivelse fra hun hørte, Krigen var brudt ud. Hun er nu beskiæftiget med sin elskede fromme Søster Tank, og al den anden kiære, skiøndt sørgelige Indqvartering. Jeg frygtede for et Klagebrev; men det har styrket og husvalet mig, det kiære Brev, som aander foruden Kiærlighed som stedse, Haab om en lysere Fremtiid.

42 Fredag 12. I Nat kom Bull. Han bragte mig et lille Brev fra min T, begyndt og endt med to enkelte Linier fra hans og min Catty, og et længere fra Moer Garben. Dette sidste frygtede jeg nesten for at aabne, da jeg maatte vente det meget sørgmodigt: Men see! det var skrevet med langt mere Fatning og Roelighed end hendes Forrige. Ja vel er Resignation hvad vi nu især maae beflitte os paa. Dette Brev var af 8, T.s af 9 d: M: Senere er Affairen ved Onstad Sund forefaldt, som nu ikke mere kan omtvivles, da den er bekiendtgiort i Tiden, hvor Bull har læst Beretningen, ganske overeensstemmende med Rygtet vi her har hørt. Ingen tvivler mere om at det er ved Forræderie Frstd er overgivet. Det lader som dette Uheld har giort Gemytterne, i det mindste Krigernes, mere forbittrede end forsagte. O, hvor ofte har Mennesket Anledning til at sige medsom Joseph til sine troeløse Brødre: «I tænkte at giøre det ondt med mig, men Herren min Gud har giordt det Onde til Gode for mig» – Hvem veed, om ikke ogsaa her dette kan blive Tilfældet? –

Da det er paa den sidste Side af Heftet, vil jeg ikke udlade mig med mine Tanker og Følelser ved at giennemlæse min ædle Treschows Brev. Jeg besvarer det maaskee inden dette kan blive indsendt. Nu vil jeg blot sige Eder, Elskede, at vi alle ere friske og alle ret vel tilmode. Lina og Grethe havde Marie Brev fra i Gaar. De kom godt til Næss, og uden at blive meget vaade. Da Veyret i Gaar Eftermidd: var saa deyligt, besøgte jeg og Marie min Høy, hvor jeg kun har været engang før i Sommer. Ogsaa i Dag seer Veyret ud til at vilde holde. Det øvrige af denne Dag er bestemt til at besvare Maja- og Egersønbrevet, og skrive til min Lotta med hendes Jens, som reyser i Morgen, troer jeg. At jeg stod syg op i Morges, og har nogle slemme ret kiedsommelige Nætter, burde maaskee ikke staae her til Slutningen; men at jeg nu intet fattes, uden en Middagssøvn, er vist og sandt i alle Maader. Gud allene veed, i hvad Stemning, jeg slutter mit neste Hefte, hvad der i dette Mellemrum er forefaldt. Men at min Troe paa den retfærdige Gud vil være og blive usvækket, ligesom endnu mit Haab til ham, til vore raske, brave Krigere og vor ædle, kloge, ømme Christian, er det, er jeg vis paa. Og ligesaa vis paa, at der ikke paalægges os tungere Byrder, end vi formaaer at bære.

 August 15. […] Til mig var der to Breve, et fra min gode Werner C., der jamrer over den halunkske Maade, deres nedrige Chef har brugt, hvorlunde han har trukket de brave Bergenhusere fra det ene Sted til det andet, for ved uophørlige Marscher Dag og Nat at udmatte de Brave, som brænder efter at sættes i anden Virksomhed, den der er blevet dem forræderisk nægtet. Udmattes skulde de, sløves, giøres modløse, det var Niddingens Plan, som maaskee endnu strakte sig videre. Men endnu haaber min brave, raske Werner paa sine kiække Landsmænd, naar de blot snart maae faae sat deres Arme, ikke deres Been allene i Bevægelse. Og vel maae dog nu Vedkommendes Øyne være aabnede, og ogsaa denne Forræders Mørkheds Gierninger aabenbare nok til at han kan giøres uskadelig. O, heller ikke for ham, Udlændingen, som hele Landet forbander, er nogen Gallie for høy. Hang han der kun allerede! Ingen ærlig Normands Kugle er ham værd. Uærlige Slaver, hvoraf ingen er æreløsere end han, og ikke Een saa brødefuld, skulde give ham og hver hans Medskyldige, den fortiænte Straf. Det andet velsignede Brev var fra min troefaste Catty. Med afvexlende Følelser læste jeg, slugte jeg det. Min Drøm er opfyldt. Wilhelm er kommet tilbage, desværre med uforrettet Sag, kommet tilbage, for strax at ile til sit fortryllende Bergen, uden at see Hovind, og alle dem der, som elske ham saa høyt, uden at see dem mere i dette Liv […] Jeg har ikke sagt Eder, med hvor synderlige Følelser jeg gik til mit Wilhelmsminde i Gaar. Man havde sagt her, Svensken allerede var over Fedtsund, og ved Blakiær. Maaskee, tænkte jeg, gaaer du ikke saa snart hid igien, og hvem veed – jeg kunde ikke tænke den Tanke ud. Vi hørte siden, det ikke forholdt sig saa, og jeg forlod det kiære Minde i denne og flere Henseender roeligere end jeg kom der, men i andre uroeligere. – Min Jess kom ikke. I Dag feyrer han nok denne Dag gladere, end Napoleon, der vel ikke i sin meest glimrende Periode feyrede den som den raske, uskyldige, elskende og elskte Yngling! – Og nu paa sit Elba! – O de menneskelige Tings Omvæltninger! – En Capt. ved Landeværnet, som havde meldt sig her til Indqvartering, kom heller ikke […] Marie og Maren […] havde havt det godt paa Gierdrum, men vare, Marie især, hjertelig bekymret endnu for den Livsfare, vor snilde Blik har været i, da et Bajonetstik i Brystet skulde endt hans Dage, havde ikke hans […] Tegnebog modtaget Stødet. Hans Sabel var hugget itu paa Fienden, hans Gevæhr vilde ikke gaae af, da det var giennemvaadt af Regnen. En af hans Folk som saae den elskede Anførers Fare, sprang til, kunde heller ikke faae sit Gevæhr til at løsne, gav sig ey Tiid at drage Sablen, men slog Svensken midt i Hovedet med Kolben af Flinten, saa han segnede for aldrig at reyse sig mere […] Med Skriveren sendte jeg Wilhelm mine Digte, som jeg har afskrevet for ham, vor Catty Journalheftet, og til Wulfsberg min Sang og mit Digt til Kongen, hvilket sidste det ligger mig saa paa Hiertet at faae lagt den ædle Christian for Øynene, at han skal see hvor jeg elsker ham. Ogsaa bilder jeg mig ind det skal ærge Svensken, som vist læser Tiden, baade Digtet og Sangen. Af det første skal de see, at saavel Norges Qvinder som dets Mænd skiønner paa, hvad Christian er Norge, og at ogsaa vi foretrækker Døden et Liv uden Friehed, og er rede til hver Opofrelse, for Norge, for Friehed, for Christian. – Det i sidste Tiid indrykkede Helteaand veed jeg ikke om jeg har sagt Eder, var fra min Haand, Oversættelsen at sige. Jeg fandt det hendelseviis i Erholungen, fandt det saa passende for dette Nr., og fandt saa mange af mine egne Følelser igien i det, at jeg flux satte mig til at fordanske det. Jeg troer ikke, det aldeles mislykkedes mig.

Tirsdag l6de […] I Aftes, da jeg havde læst Ulrik Bøyesens Tale i Anledning af Selvstændighedsedens Aflæggelse […] og vi samtalte om den hiertelig vakre Tale, som er saa passende til denne Tiid, og glædedes ved at tænke paa at den Aand han saa rigtig kiender hos sine Landsmænd, besiæler dem, og «vore Hierter var stille til Gud», – da kom Diderichsen fra Rotnes. Men han havde Nyeheder. Lieut. Anker, Carstens Søn, er kommet op fra Kbhvn for at stride med sine norske Brødre. Det er da Sandhed. Men nu skal I høre, Danmarks Konge er afsat, Prints Ferdinand Konge, og Sverrig erklæret Krig! – Hvad synes I herom, mine Venner! –

Onsdag 17. […] Det sørgelige Regn! Virkelig seer det misligt ud med Jordens Grøde. O Gud, skulde vi nu igien, som i 1812, see den saa rig paa Marken, og see den tilintetgiort der! Den Gang var det sørgeligt – nu vilde det være frygteligt. Men Guds Miskundhed er stoer. Han vil ikke sætte os paa uudholdelige Prøver.

 Torsd. 18. O ney, det vil han ikke. Vi faaer jo nu Vaabenstilstand og gode Dage, og snart de allerbedste under det milde svenske Scepter. Skriveren kom seent i Aftes. Han bragte mig et Brev fra den gode Wilhelm, og det var ogsaa bædre, end om han selv havde kommet. Hvad skulde han her? I sit Bergen kan han maaskee finde noget igien af den Siælefred han har tabt her, da han kom tilbage til det gamle, men ikke det lykkelige Norge, han forlod. – Vor Herre være med ham! I Dag reyser han. Jeg veed ikke, hvad jeg skal sige Eder, mine Venner! Mig forekommer det, som der nu intet i denne Verden er mere værd at tale om, og dog vil Hiertet undertiden have Luft, og det kan det kun faae, naar jeg udtømmer det her paa disse Blade. Hvad det koster mig at smile og snakke og endogsaa kunstle et Haab og en Roelighed frem, som nu er reent svunden af mit Bryst, det veed Gud allene, som saae mine stille Taare i Nat, da min Koren sov trygt ved min Side og alt omkring mig var saa roeligt som om alting var i sin gamle Orden! Dog, roelig er jeg, er det i en Grad som vilde ængste mig, om jeg kunde troe den vedvarende. Men de sløve Nærver spændes vel igien. Hvor jeg var rig engang! Jeg havde to Fædrenelande. Nu har jeg intet paa Jorden. Men saa har jeg et hisset, som ingen Tyran, intet Forræderie, intet skiændigt Egoisterie skal berøve mig. Tilgiv mig, mine Venner, at jeg stunder saa stærkt did, og tilgiver mig ogsaa naar jeg tilstaaer Eder, at min Marie er blandt alle de stærke Baand som evig vil binde mig til Eder og som bandt mig til Livet, det stærkeste, det, hvorfor jeg ønsker mig Kraft til at leve, til selv at overleve Norge, om dets Død er besluttet i Guds og Skiæbnens Bog. Dette fromme bløde Hierte har ingen saadan Støtte mere at helde sig til, mister hun sin Moder […]

 Fredag 19. Hele Formiddagen er jeg saa ussel, saa mat i mine Knæe, at jeg neppe kan gaae. Mod Aftenen bliver jeg bædre, og nu er det Aften. Paa det ene af de tre Breve jeg fik i Gaar, kiendte jeg ikke strax Haanden. Det var fra Wulfsberg. Det sagde mig jo kun hvad jeg vidste; hvorfor rystede det mig da endnu stærkere, end de Febergysninger som nesten aldrig forlader mig? Men mit Hierte er et eneste Saar. Den mindste Berørelse zittrer som et Dolkestød igiennem det. Han sendte mig ikke mine Digte tilbage. Det nænte han ikke, skrev han. «Jeg har giæmt dem dybt under mine Papirer. Gode ømme Moder, glæm at du har skrevet og følt dem.» Ja, hvem der kunde glæmme! Og dog skal det nu være det Eneste, vi har at beflitte os paa. De lykkelige Ulykkens Propheter, som altiid har seet Tingene som de nu ere! De Gode iblandt dem ere blevne fortroelige med en Forestilling, som jeg ikke udholdt et Øyeblik; de Onde triumpherer – o lad dem det! Jeg mindes min ædle Treschows Ord om disse: «I ethvert Tilfælde vil deres Glæde forvandles til Sorg, om ey tage en Ende med Forskrækkelse.» […] Nu er vel Tanks Familie reyst eller reyser snart til det frelste Hiem. O hvad er der nu blevet af dig, «du Troeskabsminde i vort Norden?» Min Jess kom i Gaaraftes. Han vidste af ingen Ting – de som ikke veed de senere Tildragelser, veed ingen Ting – han troede det ikke mueligt, og troer det ikke endnu. Stakkels Tvivler! du faaer snart Troen i Hænderne […]

Søndag 21. Lehnsmanden melder os 4 trondhiemske Officerer i Aften til Indqvartering. Jeg gruer for hvert fremet Menneske jeg seer, fordi min Ørne og mit Hierte skal saares af flere Jammertoner end de, som lyde der før. Og nu disse Trøndere til, hvis hævede knusende Arm blev lammet, hvis fagre Mod blev dæmpet, saa det aldrig meer vil blusse saaledes. Maaskee er det udslukt til sidste Gnist. «Hvor er det mueligt, spørger I, at et Haab og Mod som mit pludselig kan gaae over til det dybeste Mismod?» Jeg veed intet andet at svare Eder, end at alt hvad der stiger, maae falde, naturligviis saa meget dybere som det stod høyere. Jeg har atter havt en slem Nat, og med Søvnen gaaer de faa Kræfter forloren, som ere tilbage; men den kan jo ogsaa give mig dem igien. «Hvad Menneskene engang have været, kunde de igien blive,» siger jeg troer T. Rothe […]

 Mandag 22. […] De kom tidlig i Gaar Eftermidd: de gode nedslagne Trøndere, en Major Stang, som sukkende tænkte paa Frhld. var hans Fødebye, en Capt. Dons, og en Lieut. Rysler. En Lieut. Lossius som var paa Naboegaarden, bad vi ogsaa hid, Broder til mine Sønners Ungdoms Ven, der med dem havde saa mangen glad Dag paa Hovind – og hvor er der bleven af de mange glade Dage! Dog, jeg vil jo kun fortælle. Det var et meget vakkert Menneske, denne Lossius, meget vakrere end Broderen, som han dog lignede temmelig. Kaja var saa forliebt i ham, at hun stod op Kl. 4 i Dag for at see ham endnu engang før han tog bort. Nu Kl. 7 ere de alle borte. Det var sindige, beskedne, brave Folk, baade de fornemmere og de ringere. Kummer over deres feylslagne Haab stod saa tydeligt paa nesten alle Ansigter. Siden 1808 har de fast uophørlig været paa Marscher frem og tilbage. «Vi lider ondt, ligger ude fra Hus og Børn, slaaer ihiel og gaaer glade Døden imøde – og hvad har vi nu for det?» sagde den 60 Aar gl. Major og Taarene stode ham i Øynene. Naar den gamle Krigers Øyne bliver vaade, tør vel Qvindens strømme over. Mine bleve heller ikke tørre og jeg maatte gaae herind, og blev her flere Timer. Den gamle Mand mærkede, hvilket Indtryk det giorde paa mig, sagde Skriveren og Marie, og bad de andre ikke at røre ved den Stræng naar jeg var inde. Men den er saa stærkt rørt, at den toner uafladelig og døver alle andre. Hvad kan man ogsaa tænke paa og tale om, som ikke fører did? Nesten skulde jeg troe, der mig selv uafvidende havde ulmet en Haabgnist endnu etsteds i mit Hierte, at Vilkaarene for Vaabenstilstanden torde være mindre skrækkelige. Nu havde de dem paa Prent. Saa er der da ingen Tvivl mere, og saa maae ogsaa det være sandt, at vor ulykkelige Christian er dødssyg, og hvorfor da ikke ogsaa det, at han har faaet sin Portion Gift? – Den der kan forraade sit Land, kan ogsaa dræbe Fader og Moder og Konge. Nu da, du ædle Martyr, saa gaae ind til det Fædreland, hvor ogsaa jeg engang skal takke dig for hvad du vilde og giorde og leed for et Land, hvor de der kiendte og elskede dig og vilde staae troe ved din Side, maatte vige for det overlegne Antal Niddinger der vilde din og Fædrelandets Død. Kan det nu ey være anderledes, saa give Gud jeg snart kunde sige: Sov vel, ædle, herlige, miskiendte, ulykkelige – ney, da ikke mere ulykkelige Christian. – I Friehedens Land favner du din Søn igien. Norge var endnu ikke moden til, hvad du vilde giøre det til. Men velsignet skal dit Minde blive blandt Klipperne saa længe de staaer og en Ædel blive tilbage imellem dem. Sov sødt ædle ulykkelige Fyrste! Norges Ven og Fader, sov sødt, og beed din og alles vor Fader hisset: Forlad dem, Fader! de vidste ikke hvad de giorde! – Ney, mine Elskede, I seer jeg ikke kan fortælle […]

Tirsdag 23de […] De arme Bergenhusere ere nu ogsaa paa Hiemmarschen, og kommer herind saa forhungrede. Saa længe her er Mad i Huset, skal de ikke gaae umættede bort. Gud skee Lov vi nu igien har Poteter. De har ogsaa noget for deres mange Aars Elendigheder. – Fredag mener de, Christie kommer her. I Dag skulde den Bataillon han staaer ved bryde op. – Her er blevet Liv iblandt os siden Lina kom hiem. En lille Broderdatter af min Grethe fulgte med os fra Næss. Hun og Kaja holder et svare Spektakel. Lad dem kun glæde sig mens de kan, de stakkels Børn!

Onsdag 24. […] i Dag kommer fire Officerer hid som hviler Morgendagen over; Løverdagen over bliver atter 4 andre, som kommer her Fredag. Med disse sidste følger vor kiære Werner. Hvor han er blevet maver! dog, det er ikke Følgerne af de meer end 30 Miles uophørlige Marscher, Forræderen, som dette brave Folk maatte lyde, slæbte dem om paa, ikke flere Dages Hunger og øvrige Elendigheder, man sporer i dette mørke, nedslagne Aasyn. Visheden om, at i dette Øyeblik ikke een Fiende havde været i Norge, det vil sige ingen Svenske, om de øverste Befalingsmænd havde giort sin Pligt, maa vel nage et saa redeligt norskt Hierte, om det ikke bringer det til Fortvivlelse. Han kan ikke bortpersiphlere sin Kummer, som Nogle forsøger paa, blandt andre Stenersen, fra hvem Jess har havt Brev. «Laurbær – skriver han – trives seent her i vort kolde Land som alt andet, først seent paa Høsten, og vi vil ikke plukke umodne Frugter. Naar de kun ikke vare bortfrosne om tre Maaneder. Da vi drak Caffe i Haven, kom Jess. Han har nu for stedse aflagt den Uniform, han saa glad tog paa, og bortkastet den Sabel, det ikke blev ham forundt at bruge. Gamle Ohme brød sin itu, da han maatte forlade sin kiære Brud, sin Fæstning, den til hiin ulyksalige Stund Rene, Uvanhelligede. – Hvorfor gik ikke dit Hierte itu med det samme, gamle Ohme, jeg havde undt dig ikke at overleve det skrækkelige Øyeblik […]

Søndag 28. […] Min stakkels Bolette Garben skal være reyst til Frstad i disse Dage. Hu! hvilken bitter, tung Reyse! Hvilken Forsmædelse at see de Uslinger igien, som velsigner og kysser ikke allene sine Lænker, men den Haand, som paalagde dem disse. De ere ey bædre værd. Lad dem kun trykke til Blodet. Jeg er temmelig vis paa, at jeg havde ladet mein Hab und Gut i Stikken, naar jeg ikke kunde faaet det paa anden Maade end selv at rive det ud af den Slangehule […] Min Catty har sendt mig Grundtvigs Roskilde-Riim. De trætter mig og saarer mig, og jeg forstaaer dem ikke altiid. I Aftes fik jeg ogsaa fra hende Ingemanns sorte Riddere. Om det vil gaae bædre med dem? Jeg tvivler om det […]

 Mandag 29. Vi fik dog Posten seent i Aftes med et Bud fra Krogh. Det var et Brev fra Bolette Garben, som i Fredags reyste med Frygt og Bæven til det menedige Frstd., hvorfra hun vist skynder sig saa snart hun kan faa samlet sit vidt omspredte Tøy. Hun har intet Hiem der mere, skriver hun, da det Huus hun boede i, er taget i Besiddelse af Svenske. Arme Bolette! Gud give hun havde dette haarde Pust overstaaet. Skriveren fik ogsaa et heelt tætskrevet Ark langt Brev fra vor gode Arnoldus. Det var 15 Dage gammelt. Selv han, Tvivleren, levede da i det bedste Haab. Nu har du vel lært, eller lærer dog snart at haabe om igien, min gode Fetter. Norges bekiendte Fiender vandrer for det meste frit og frankt og stolte omkring, mer som hvislende Slanger end brølende Løver. De venter vel blot paa snart at kunde opsluge hvad det nu ikke lykkes dem at forgifte. Arnoldus, maae I vide, havde hørt, at den grinende Satan, som Manden i Intell.g.bl. udtrykker sig, var sendt tilbage til Munkholm, og flere Consorter ligeledes vel forvarede – Jo pyt, Lieut. Keilhau var her en Timestiid i Aften. Hvad han fortæller om Forræderie og Feyghed, gaaer til det utroelige. Jeg maatte gaae. Det var mig umueligt at holde ud derinde […]

Tirsdag 30. Vi fik Fremmede i Gaar Eftermidd. Diderichsen gik ud til Jomfruerne som vare i Haven, og fortalte dem der var tre Lieutenanter inde, den ene var Capt. Collin. Han var det rigtignok, og de andre Keilhau og Ditrickson, et vakkert godlidende ungt Menneske, som aldrig har været her før. Keilhau reyste hiem, men de andre blev her til i Morges. Collin, en underlig Skrue, men en udmærket brav Fyr, er indtaget i Ponte Corvo som General NB. «Gud give Norge havde den, som kunde maale sig med ham!» – sukkede begge de unge Krigere, da mente de, det kiære Norge skulde snart vinde sin gamle tabte Hæder tilbage. Saadan som før flammer vel ikke mere mit Haab op ved det mindste Pust; men at det ulmer nok endnu til at kunde brænde høyt som før, mærker jeg af og til; men mærker ogsaa, at der maae en Storm til, den komme nu fra Nord eller Sør, Øst eller Vest. Men nu har vi Blikstille – Høet kan ikke engang blive tørt.

Jo længere jeg blev kiendt med de sorte Riddere, jo kiærere bleve de mig. Jeg kunde ikke lægge Bogen bort i Dag, før den var udlæst. Derimod har jeg intet læst af Grundtvig, der har interesseret mig saa lidt som hans Riimkrønike. Den kieder mig endogsaa, og aftvinger mig mangt et tungt Suk. Ak! saadan som han seer Danerkongen, saae jeg, saae vi ham Alle engang – det er forbi. – Til alle Tider maae man jo, for at være ret lykkelig, tage sin Tilflugt til Ideeverdenen; og frem for alt, naar den virkelige intet byder os der er værd at leve for. Tak være Ingemann, som saa sødt løfter os op i hiin! […]

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1814

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.