1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

"/> December. | Bokselskap

Dagbok 1814

av Christiane Koren

December.

Fredag 2. […] Onsdagaften kom Grimseth for at bede os Farvel, da han nu med det hele nordenfieldske Chor skal til Drammen for i Vinter, da Frederikstad, hvor de før laae, ikke før Marts Maaned bliver ryddelig for Svensker, og behøvede da et Par Maaneder for at luftes ud, da alskens fæle Sygdomme er Aarsagen til disses længere Ophold der […] Nødig forlader de Melitaire denne Egn; men det er dem dog en stoer Trøst, at de ikke kommer lige til den fæle Øglerede, som de frygtede for, men i det Sted til det muntre Drammen, det alle der paa kortere eller længere Tiid stationerte Melitaire har fundet sig saa tilfreds med. Vor kiære Randulff reyste i Gaar til Christiania […] Vi vidste ikke, om vi skulde lee eller græde ved at høre om det Tog han, Garben og Hartvig giorde i Tirsdags til Næss Præstegaard for at giøre Printserne deres Opvartning. De ligger paa denne Side Sundet, og kunde paa ingen Maade faae Heste over, da der var Nød nok for at faae det græsselige svenske Følge transporteret over. Et forfærdeligt Søl var det, de maatte altsaa lade en Oppasser bære deres til Omklædning fornødne Tøy, og traske afstæd i Bælmørke. Nu kom de da i denne gudsjammerlige Forfatning til Stædet, men fandt hvert Hul saa besat af de i høyeste Grad impertinente Svenske, at de neppe i Drengestuen kunde faae Plads til at giøre deres Toilet. Ney sandelig, paa denne Maade vinder de ikke Normandens Broderkiærlighed. Deres Overmod og Grovhed gik saa vidt, at de sagde til Provsten og hans Kone, der dog syntes at burde beholde en lille Plads til Natteleye: de fik see sig om andet Rum. Og saaledes maatte de gamle Folk gaae og vandre Natten hen, mens Lakeyer og alt Ripsrasp bemægtigede sig deres Sovekammer, Dagligstue og hvert varmt Værelse. Ikke at tale om, hvordan alle Foranstaltninger, de stakkels Folk havde føyet med mueligste Omhu, bleve haanlig tilintetgiorte, Sengene omkalfatrede, Klæderne kastet ud til Tiænerne, kort, i intet Værtshus vilde velopdragne Mennesker gebærdet sig saa aldeles uhøvisk, og selv en Fiende, som havde Sands for det Skikkelige, vilde i et honet Huus i det mindste giort Undskyldning for en lignende Fremfart. Provstinden, som virkelig er Giæstfrieheden selv, vilde saa giærne beværtet vore stakkels Officerer, der gik der og slang til langt paa Natten, med den Mad, de store Herrer forsmaaede; men tænk ikke det blev hende tilladt: der taaltes ingen Madlugt i Værelserne NB i de, hvor Tiænerne egenmægtig havde indqvarteret sig. Men jeg havde ved Gud, gaaet lige til Printsen og spurgt, om dette saaledes var hans Villie? hvad jeg slet ikke kan troe. Baade han og Oscar vare i det mindste høflige, hvad da vel ogsaa var deres Skyldighed. Ilde forstaaer de ellers for Sluehed bekiendte Svenske deres Politik, det er vist og sandt, og Fiinhed maae dog vel ikke, som man har troet, være Hovedtrækket i deres Charakter, men kun kunstlet deri naar det behøves, og da kan sligt vel, skal Barnet nævnes ved sit rette Navn, aldrig kaldes andet end Falskhed, det foragteligste af alt hvad jeg veed.

At jeg ikke har overdrevet et eneste Træk i ovenstaaende Malerie, vil I tiltroe mig, mine Elskede. Derimod vil I let fristes til at troe, at jeg har malet med, om ikke Glæde, dog Tilfredshed, da det jo altiid smigrer at see man har Ret, selv i hvad man frygtede. Men jeg bevidner Eder – og da tvivler I ikke længere – at det bedrøver mig inderligt, da det engang er kommet saa vidt, at see hvordan Udsigterne i Fremtiden bliver mørkere og mørkere. O Gud! giv mig dog at kunde glæmme, hvor langt anderledes det kunde have været.

 Søndag 4. Ganske reysefærdig gik den gode Arnoldus i Gaar den hele Dag, men der kom ingen Skyds. Min Skrivers Udeblivelse fortalte vor Christian os […] Han havde nemlig hørt, at vor Wilhelm paa sin Stockholmstour var ventende, og blev derfor over til i Gaar mod Aftenen. Den kiære gode W. havde havt en høyst ubehagelig Reyse fra Christ., da hans Vogn var gaaet sønder, saa han og hans Hagerup havde maattet ligge halvanden Dag paa det elendige Skrimstad. De andre Deputerede, som kom Fredag til Næss Præstegd., vare i tusind Angster over deres Medreysendes Udeblivelse. Først i Gaar Formidd. kom han, og gik fra Sundet op til Wormnæs, hvor han hørte Onklen hans var, og lod Vognen tage den lange Omvey til Præstegaarden, saa min Koren dog en halv Times Tiid fik talt med ham og Hagerup, der begge lovede at tilbringe nogle Dage hos os ved Tilbagekomsten. Nest selv at see og tale med min elskede Wilhelm, kunde intet være mig kiærere, end at denne Glæde blev min Koren til Deel. Før over Juul kan de neppe vende tilbage, maaskee først ud i Januar […] Randulffs Karl farer nu til Byen, men har intet med fra mig uden en lille Sæddel til Mutter Garben, som vi snart venter tilbage, og en mindre Do. til Hr. Bogtrykker Berg, som dog bør sige mig, hvorfor mit stakkels Vers ikke er blevet indrykket. Af Hædersverset til Wedel (som Forfatteren dog havde skammet sig ved at sætte sit Navn under) var den første Strophe nok til at foraarsage mig Qvalmer, derfor lod jeg det beroe derved. Overalt gruer jeg, hvergang jeg seer et Riim i Tiden eller Intellig. Bl. – Kan Mennesket, kan Normanden synke saa dybt?! At taale hvad vi maae taale, at betage Tingen der ikke mere kan forandres, saa meget mueligt af dens Forsmædelse, det er Pligt mod os selv, mod Gud og Menneskene. Men lovsynge den og det, der før var os en Vederstyggelighed. – Trondhiemmerne har givet disse Uslinger det rette Navn, og hvor ækkelt det klinger for fine Øren, og selv for blot høviske, skal det staae her: Spytslikkere. – Lector Stenersen har i faa Kraftens Ord givet den foragtelige Nutidsaand sit rette Charakteristik. Alle Retfølendes Agtelse vorde derfor hans Løn! […]

Fredag 15. Just nu sluttede jeg et langt Brev til min kiære nye Datter, hvis personlige Bekiendtskab jeg har meget Haab om at giøre i Vinter. Det seneste af hendes Breve (I veed jeg modtog dem begge paa engang) var det længste, og et af de interessanteste, jeg har læst. Det er en Biographie af det gode, undertrykte Barns indvortes Menneske – anderledes veed jeg ikke at udtrykke det – Behøvedes der Beviis for, at Geniet fødes med os, og at dette paa ingen Maade lader sig qvæle, saa vilde jeg anføre min fromme, nesten sit hele Liv igiennem lidende Marie L.’s. – Saa giærne jeg undte Eder Alle den Nydelse, denne Biographie har forskaffet mig, kan jeg ikke meddele Eder den, fordi den er skrevet allene for en Moder. Gud give jeg kunde svare til det kiære Barns Haab og Tilliid, og blive hende alt det jeg ønskede at være hende. Var hun os kun nærmere, I vilde kappes med mig, for saa meget sligt kan erstattes, at erstatte hende Tabet af alle hendes Barndoms og første Ungdoms Glæder. Endogsaa nu seer hun ingen bliid Fremtiid imøde. O, at snart lysere Udsigter maatte aabne sig for hende. En lille Sang, bestemt til en Venindes Bryllupsfest, troer jeg I vil læse med Fornøyelse […]

 Mandag 19. […] Gamle Nordal Bruns kraftfulde Ord i Tiden og Intellig.bl. til Normændene, ere ret talte ud af min Siæl. Som han gienkalder jeg intet af hvad jeg har sagt; men holder det ogsaa nu for pligtstridigt og barnagtigt at sige mere, end der bør siges. Hvad jeg, naar Hiertet er altfor fuldt, taler med Eder, faaer Verden ikke at vide. Den brave gamle Gubbe udtømmer vel ogsaa, ligesom jeg i disse Blade og i mine Epistler til Eder, i Vennebarm, mangen Bekymring, som giæmmes der i Stilhed […]

Onsdag 21. Vi sad allene i Aftes […] Marie baldyrer en Vest til Broder Christian, og sidder troet ved Rammen for at faae den færdig […] Telja og Maren stegte Julebakkelse. Vi havde spillet vore sædvanlige Rabusser […] og jeg læste Iflands Figaro i Tydskland. Det bankede paa Dørren, og i det samme aabnedes den. Vi havde neppe ved det ene i Pladen nedbrændte Lys kiendt den gode Skieldrup, havde han ikke hilset Godaften. Fra Grimseth bragte han en Hilsen, at han nu var reyst som Courier til Stockholm. «Der er da en Streg over den Dandser,» sagde jeg (da vi just nyelig havde talt om at her nok ikke blev synderlig mange Chapeaux) – og gik ud for at faae et Lys ind. Og see! der staaer en stor lang Mand i Ulveskindspels for mig, og hvor maver og bleeg han var blevet efter en langvarig Forkiølelse, kiendte jeg dog strax Hr. Grimseth, der altsaa ikke var reyst mere til Stockholm end jeg. Imidlertiid var han dog kaldt fra Drammen i denne Anledning, skal holde sig færdig ved første Vink, men har faaet Tilladelse at være saa længe hvor han vil, og saa fløy han hiid […] Endnu skriver min Catty, at ved Deliberationerne i Statsraad, Korens Ansøgning angaaende, har ingen været ivrigere paa hans Partie end Wedel og Sommerhielm. O, før vidste jeg faae Mennesker, jeg heller vilde være forbunden, end Wedel. I veed det Alle, mine Venner, hvor giærne jeg skyldte ham Tak. Og nu? – O, det er sørgeligt, at Mennesket skal være et saa underligt af stridende Elementer sammensat Væsen.

Torsdag 22. I Aftes, da jeg læste mine Blomsterkrandse høyt for mine opmærksomme Tilhørere, kom Randulff. «Nu skal ogsaa han troe Grimseth paa Veyen til Stockholm,» sagde Skjeldrup, og gik ud at modtage Aggetøren. Imidlertiid krøb G. under Sophabordet, hvor det lange Menneske laae tvekroget en lang Stund, inden R. havde faaet Reysetøyet af. Endelig kom han. Vi begyndte da at tale om Courieren, og R. sagde: «Det var da forbandet leyt at det skulde træffe just nu.» Han fik nu sine nye Handsker, der skulde, som han siger, befrie ham for at kysse Klokkeren paa Hagen, som er en Straf (jeg har aldrig hørt den før) alle de maae underkaste sig, der intet Nyt faaer til Juleqvellen. Imedens han nu paa sit sædvanlige morsomme Viis prøvede Handskerne, skiød Grimseth sig sagte men som en Piil op og sad midt i Sophaen. Det naragtige Fiæs Fetteren da satte op, skulde I seet, og det varede længe, inden han udbrød i sine sædvanlige Forundringsord: «Ney, kan I bare tænke!» […]

Fierde Juledag. Deels ere mine Øyne blevne værre og værre, deels har her været slig Suus og Duus, at der ingen Skrivning har været at tænke paa […] Her var da, kan I troe, en Sværm af Mennesker første Juledag, og nesten ligesaa mange Cavalierer som Damer, lutter raske Dandsere; for det meste var der 3 à 24 Par oppe, og sandelig var det et af de fornøyeligste Baller, vi har havt her […] Blandt dem, jeg ikke før havde seet, var en Lieut. Krogh fra Tellemarken, og et ungt Menneske, Juul, hans Svoger, begge i Besøg hos Gierdrum Præsten […] Men denne Krogh var uden Undtagelse det ravgaleste Menneske, jeg nogentiid saae, ligesom en af de færdigste Dandsere. En complettere Halling end han dandsede kan man ey tænke sig, som han overalt har en Bøyelighed i alle Muskler der fast er mageløs […] vi vare over 40 tilbords om Middagen [anden Juledag] […] Men som vi loe den Aften af den forstyrrede Krogh, loe jeg, i det mindste ikke i mange Aar. Kun Casorti kan som Bajaz sættes ved Siden af ham, og endda troer jeg, Krogh gaaer ham en høy Gang i at lægge ikke allene Ansigt, men det hele Legeme i alle optænkelige Folder, som var det beenløst. Jeg var rigtig syg om Aftenen, og mine Øyne smertede mig meget; men dog veeg jeg ikke ude af den Kreds, vi Alle sloge om ham, og først Kl. over 10, da han med flere var taget bort, forføyede vi os til Hvile […]

Torsdag 29. […] Over Midnat kom de [andre] tilbage fra Gierdrum, hvor de ret havde moret sig, dog ikke saa kosteligt som paa Hovind, siger de, og lægger til, at de aldrig troer det mueligt at kunde more sig saaledes noget andet Sted. Jeg bidrager rigtignok mit til deres uskyldige Moroe, de gode unge Mennesker, og har til Aften udtænkt en Plan til Udførelse af Ordsproget: Den der ey lyder Fader og Moder, maae lyde Trommer og Piber […]

Nytaarsaften. […] Og snart legger jeg nu Pennen hen sidste Gang i dette Aar. O, haver Tak, alle mine Dyrebare, alle, og hver især, for hver glad, hver trøstefuld Time, jeg med dyb Følelse skylder Eder […] Farvel! Farvel! Det er som jeg ikke havde aflagt Eder Regnskab nøyagtig nok for det hele Aar; men I modtager jo ogsaa Restancerne i det neste, og overbærer fremdeles mine Underligheder, og elsker Eders Moer Koren, der med et rørt, taknemmeligt og glad Hierte velsigner sine Elskede, og siger dem endnu et hierteligtmoderligt Farvel!

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1814

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.