Dagbok 1814

av Christiane Koren

Martij.

 Tirsdag d. 1ste […] Det veed vi dog er Sandhed, at de svenske Herrer, som kom for at ordne Sveas og vort Norges Forening, toge bort med en lang Næse, bistre i Hu uden at vilde opholde sig hos Printsen, da han forsmaaede deres Leidebrev giennem Sverrig til Kbhvn., for hvilket de vilde tilbytte sig Norriges Rige. Skade var det, de ey bleve Fredagen over, for at være Vidne til Høytideligheden. Et fuldstændigere Svar kunde de da bragt tilbage. Til alle Skydsgutter, og hvor de fore igiennem, havde de leveret Proclamationer, der formodentlig lovede Norge Guld og grønne Skove; men General Staffeldt, hvis Brigade ligger i det Strøg, havde draget Omsorg for, at hvert Exemplar kom i hans Hænder, og slog dem alle i en Convolut, og sendte dem alle med Adresse til bemeldte Herrer til Svinesund, hvor de ved Tilbagetoget fik dem igien; og kan de nu være goe aa ha en anden Gang, saa vel som Leydebrevet til vor Prints, der «takker saa meyet, og gaaer hellere omkring». En af vore Indqvarterede har vi mistet, den lille Friecorporal, som er blevet Lieutenant! Han drog bedrøvet bort, den stakkels danske Yngling.

Onsdag 2den […] Vor Capitain seer vi sielden uden ved Spisebordet, da han har saa meget at bestille, dog bliver han undertiden nede naar vi har spist om Aftenen. Han giør saa lidet Bryderie mueligt, og er en saa godmodig, jævn, og dog meget fornuftig Mand. Hverken han eller hans Folk her ønsker at forandre Qvarter, saalænge det bliver paa den Fod som nu, og vi beholder ogsaa helst dem, vi har. Lønningsdagene er her et svare Styr, og fuldt i alle Kroge […]

Torsdag 4de Det var en rig Post i Gaar […] Min Ragnas og Cattys [Brev] brød jeg først, da jeg haabede deri at finde noget fuldstændigt, den høytidsfulde Bededag angaaende. Og naar sveg de Elskede mit Haab? Ja, som havde jeg selv været tilstæde, saae og hørte jeg alting i Byen og i Slotskirken. Jeg saae Norges Prints paa sin Forhøyning, omgivet af sine troe Mænd, ædel, dybtgiennemtrængt af Følelsen af sit høye Kald, bleeg, men med tillidsfuldt Blik til Kongernes Konge over sig, udrække Armen, og med oprakte Fingre tilsværge Norge Troeskab, og vie det alle sine Kræfter, sin sidste Blodsdraabe. Jeg hørte hvordan Ordene strømmede fra hans rørte Siæl. Jeg hørte Mændene sværge ham og Norge hvad han tilsvoer det og dem […] «Men – siger Ragna – kunde jeg end beskrive alt, Pavels’s usigelig deylige Tale kunde jeg dog ikke meddele Eder, og om I end faaer læse den engang, saa er det dog ikke som at høre den af ham selv, saa velsignet og rørt som han fremsagde den.» […] Og dernest fortæller Catty om de svenske Herrers Audients hos Printsen, som hun bedst og sikrest kan fortælle, da hendes T: var mellem de Christians Mænd der omgave ham ved hines Foretræde. Hvor jeg skulde ønsket at seet de flaue Fiæs de giorde, da de saae Printsen saaledes omgivet, og fik Reysepas, istædenfor at faae anbragt deres til ham […]

Mandag 7de […] Fra min Broder i Helsingøer fik jeg med Posten et Hastværksbrev, som var kommet op med Grev Wedel – (han er da kommet, Give Gud, i en god Stund for Landet) […]

 Søndagen 13de Det var alt mørkt [Fredagen] da kom Frue Brat. Ak, mine Kiære, jeg er ikke halv saa god, som I troer mig at være […] Ofte har I hørt mig rose Frue Brat, jeg holdt virkelig af hende. Endnu oftere har jeg med Afskye talt om Nationalhad, som noget af det mest nedværdigende for Mennesket. Og nu føler jeg en ubetvingelig Modbydelighed for alt hvad Svenskt er. Saameget jeg tvang mig, maatte hun dog vist mærke, den kloge Kone, at jeg var anderledes, end jeg pleyede. Jeg følte det jo selv saa pinligt. Hun var kommet for at tale med Skriveren om den Gaard hun har kiøbt i Gierdrum. Han kom ikke, og hun begyndte at tale med mig om hendes Frygt, at Manden skulde gaae fra Kiøbet. Og hvem af Eder havde troet Moer Koren haard nok til at saare den saa dybt og paa mange Maader saarede Kone endnu mere? Og det giorde jeg med mine Udladelser, der slet ikke vare skaansomme. Jeg saae stivt paa mit Strikketøy, men paa hendes skiælvende taareqvalte Stemme hørte jeg hvor uretfærdig jeg havde været, og sikkert leed hun i dette Øyeblik ikke meere, end jeg. – – – Da vi havde drukket Caffe […] kom min kiære brave Hegermann og hans Adjutant, Lieut. Collin. Vi havde ikke ventet ham før seent, eller kanskee i Dag. Med Baller og Skuregreyer blev han modtagen i Gangen […] Men han endser ey sligt, den Mand. I veed ikke, hvor glad jeg blev og er i ham. Og da jeg nu hørte han var saa velsignet og blev over i Dag, blev jeg ret for Alvor glad. Min Koren kom da, og Barna kom fra Gierdrum […] og vi passiarede den hele Qvel saa deyligt hen. Frue Brat tog bort i Skumringen, Gud skee Lov lidt roeligere, end hun kom hiid, og derfor var mit Hierte saa let […] Nu sidder han [Hegermann] den flittige Mand, længe siden inde i Storstuekammeret og skriver […]

Mandag 14de Og nu er ogsaa min kiære Hegermann reyst, Capt. Nissen er taget til Eidsvold, Stenersen reyste i Aftes, da han ogsaa i Dag skulde til Byen. Skriveren, Jess og den snilde Fetter Randulf ere tagne til Tings. Hvilket Stille her er blevet efter disse muntre Dage. I Aftes legte vi Hvidskeleeg allesammen, Hegermann med, siden dandsede Ungdommen i Spisestuen, hvorved han ogsaa var Tilskuer. O at denne ædle Mand, der har saa sand og varm Følelse for huslig Glæde og Lykke, skal være den berøvet. Saa venlig vemodigt hang hans Øyne paa Skriveren, naar Børnene hang kiælende om ham, og da syntes jeg læse i hans Blik: var du dog ogsaa saa lykkelig! […] For en nydelsesrig Stund i Gaar har jeg min gode Pavels at takke. Da sad jeg her ene i mit Kammer og læste Festdagstalen, og sikkert veed jeg, hvert Ord var kommet fra Hiertet, thi det fandt saa sikkert Veyen til mit, og vil finde og har fundet til alle Hierter, som har Følelse for sin Gud, sit Land, for alt hvad helligt er og dyrebart for Mennesket. O, hvorfor kunde jeg ikke høre Taleren selv, i det Øyeblik han stod der, saa inderlig rørt, for Folk og Fyrste […]

Torsdag 17de […] vi sad endnu ved Theebordet, […] nu, da kom Frue Brat, hendes Søn og Hr. Gemahlen, der heel uventet er kommet tilbage fra Sverrig. Ubegribeligt nok er det, at han har faaet denne Tilladelse. Uden Tvivl beholder vi hele Familien hele Dagen ud, og kiedeligt og pinligt er det mig og os Alle. Jeg kan ikke ønske ham velkommen tilbage: thi helst havde jeg ønsket, han var blevet der han var, og havde taget sin Familie til sig. Af hende finder jeg det underligt, at hun endelig skal være med Manden, der jo vel ene kunde afgiøre hvad der skal afgiøres. Ogsaa maae hun have mindre fiin Følelse end jeg havde tiltænkt hende, og nesten er jeg færdig at angre min Anger over, at jeg ikke var saa god mod hende, som jeg troede jeg burde været. Sverrig og alt det vedkommende er ikke blevet nævnt, og vi vilde være høyst forlegne for Stof til Conversationen med Fruen, om hun ikke selv hialp os ud af denne Forlegenhed ved sin evindelige Spørgen om alt, løst og fast, og ved sin Nøysomhed med de Svar hun faaer, der er tarvelige nok, kan I troe […]

Fredag 18de […] Kl. lidt over 9 hørte vi Bielder, og ud foer alle Mændene […] da de troede det var Jomfruerne; men det var Fader Bierk, som kom fra Valgforsamlingen paa Ellingsrud. Har jeg sagt Eder, at Valgmændene herfra Ullensager vare Fogden og en Bonde, John Holt benamset? […]

Søndag 20de […] Idag tager min Koren og Sønnen hans til Hurdals Ting, og kommer ikke tilbage før Fredag. Ogsaa min Grethe vil forlade os i Morgen, og bør heller ikke misbruge sine egne eller første Forældres Godhed. Jeg bliver alt gladere og gladere i denne nye Datter, der er saa ganske skabt for vor Kreds. Jessen min har nu faaet en 60 raske Gutter til Medstridere, og faaer nok 100de Tallet fuldt. Leganger har ogsaa en Deel; Wexels kan i Hurdalen kun faae et lidet Antal. Printsen har lovet dem Vaaben, og dem faaer de i denne Uge; da skal Excerceringen for Alvor tage sin Begyndelse.

 Mandag 21de […] De glædelige Efterretninger, som skal staae i Tiden, om Engelands høye Bifald til det Skridt, Norge har giort, fortalte Steinar os. O, aabner der sig ikke en bliid Udsigt for os. Det var jo Alles første Ønske, men kun Faas Haab. Mon der endnu kan findes Misnøyede? I det mindste vil de da vel være saa kloge at holde deres Misnøye hos sig selv, eller, som vor gamle Justitskar sagde: holde deres Mund saa tæt, de kan faae den […]

 Fredag 25de […] Onsdag fik vi den Tiid, hvori alt det Behagelige staaer fra Engeland. Den gik da, som alt Glædeligt, hele Huset rundt, og alle Ansigter bleve engang til saa klare og lyse som ellers. Og nu kom i Gaar en Post, som havde vadsket sig […] Et velsignet Cattybrev fuldt af behagelige Efterretninger, et Do. Do. Pavelsbrev, og med det min Egersøns skiønne kraftfulde Tale paa Fest-bededagen. O! evig-lovet være Du Alkiærlige! for alt det gode vi nu Alle med Grund tør vente. Men een bitter Følelse blandede sig dog i de mange glade. Saa rent er han siunken, Danmarks ulyksalige Konge, at han af den svenske Minister lader sig true til at forbyde de Norske og Danske deres Jubel, deres høye Glædesudbrud over Norges Selvstændighed. Men hvad nytter de aftrodsede Forbud? Høyere lyde Jubelraabene og skingre i de Usles Øren til de ere bristefærdige af Harme. O, det Søsterbaand der forbandt Dana og Nora, kan sønderslides; men aldrig, ney aldrig det Baand der forenede deres Børns Hierter. – Der maae dog nok være en ganske god Natur i mig, at jeg ikke bliver hovmodig over mine Spaadommes Opfyldelse, men snarere end ydmygere end før i mit Hiertes varme Tak til ham, som holder alle Rigers Tømmer i sin Haand. O, giid vi aldrig maae forsage i de mørkeste, og aldrig blive overmodige i de lyseste Dage. Jeg læste Egersønnens Tale for alle mine Jomfruer i Aftes […] og jeg læste flere Stæder af den flere Gange, og takker Sønnen min her i mit og mine kiære Tilhørerinders Navn for den deylige Time […]

Mandag 28de Hele Løverdagen og til i Gaar henimod Middag var jeg ret saa beklæmt, uden at vide hvorfor, dog formoder jeg det er den leye Gigt, der har sat sig for Brystet, og er det saa, har jeg giort en Opdagelse: at nemlig Glæde er et probat Middel mod Gigt. Med Gaarsposten fik jeg, efter et Par Aars Taushed, troer jeg, et saare interessant Brev fra min gode Skriver Christie, min egen Wilhelm i Bergen, hvori han melder sin Hidkomst som Deputeret til Rigsdagen, i Følge med Jonas Rein, Capit. Motzfeldt og en Kiøbmand Rolfsen fra Bergens Bye. Han glæder sig til at see Hovind, som et Barn til at see det faderlige Hus, og at vi ikke glæder os mindre til hans Komme, kan I tænke Eder […] Reins personlige Bekiendtskab har jeg saa ofte ønsket mig og mistvivlede ligesaa ofte om nogensinde at see dette Ønske opfyldt. Ogsaa Motzfeldt kiender jeg som en sielden fortræffelig Mand, og er glad i at fornye Bekiendtskab med; men min kiære Wilhelms Komme er det dog som virker kraftigst imod Brystgigten […] Og i Aften mister vi vor Indqvartering, og sandelig, nesten saa bedrøvede som disse gode Folk ere vi over denne Forandring. Da Captainen kom ned i Aftes med Ordren, og saae ret nedslagen ud, bleve vi Alle ilde tilmode, og da jeg i Morges hørte Reveillen for sidste Gang, troer jeg jeg havde grædt, om den ikke havde vakt mig af en underlig, maaskee betydningsfuld Drøm (den jeg en anden Gang skal fortælle Eder), der gav mig saa meget at grunde paa. Baade de og vi havde ønsket, de kunde blevet her i Roe til de for Alvor brøde op, enten for at gaae mod Fienden eller til deres fredelige Hiemstæder. «Aldrig har vi levet slige Dage, og aldrig faaer vi dem mere!» sukker Soldaterne; og Nissen sukker ogsaa: «Naar jeg ikke kunde være hos Kone og Børn, var jeg intetstæds saa giærne som her.» Nu skal de til Næss. Hvor de jager de arme Mennesker omkring, og saavidt man kan see, uden Aarsag og til ingen Nytte. Hvorfor skal de udmatte sig ved disse evindelige Omflytninger uden Nødvendighed? – Vi giør et lille Giæstebud for dem i Dag, de her Indqvarterede, og nogle at deres Kamerater, som har været her jævnligen, og altiid var saa tiænstagtige. Det er ikke allene her Misfornøyelsen over denne Forandring har Sted, det er i hele Bøygden Hovind, og giensidig som her hos Bonden og Soldaten. Det er ogsaa udmærkede brave Folk, saa brave ere de i Almindelighed, det hører jeg overalt. De har været saa gode mod de mange Fattige, tildeels givet, tildeels solgt dem Meel og Brød for saa godt Kiøb, saa de tager mange Velsignelser med sig herfra, de gode Mennesker. Og hvad vil den usle Svenske mod Mennesker der med saadanne Hierter og saadanne Arme streed for Fædrelandet? for Frieheden? – I Dag var Frue Hiort her paa en Reyse til Byen. Hun havde hørt mange foruroeligende Rygter, f. E. hvorlunde Engelland atter, truet af Ponte Corvo, laae Embargo paa vore Skibe etc. Men det tager jeg for Tant, som det med Guds Hielp er. I Bergen var, i de Dage Christie skrev, kommet et russisk Skib fra Engelland med 1800de Tdr. Korn, to Schotter med Meel og Kartofler. Stemningen i Bergen er den ønskeligste man kan tænke sig, skriver han videre; og man veed kun et Par hovedrige Uslinger, der af Frygt for at komme i den Nødvendighed at ofre nogle 1000de paa Fædrelandets Alter, ere misfornøyede. Men de klager blot hinanden deres Nød, og holder viselig sin Mund for Resten […]

Kl. 6 Aften. Naa, ingen Stæder gaar det dog saa underligt til som i Verden og saa paa Moss. Sara skulde reyse i Morgen, min Capitain i Nat, og nu ere Ungerne mine paa Ball, hvorfra hun og de sandsynlig ikke kommer før i Morgen Formiddag, og Capit. har faaet Contraordre, og bliver her med sine Folk til Torsdag for det første. «Det lader sig begribe; men den pludselige Balltour –» – er mig i denne Stund fast selv ubegribelig. Imidlertiid gik det saaledes til: Just som vi skulde gaae tilbords, kom her en Billet fra Lieut. Birk til Jess, med Anmodning, den i hans Fraværelse maatte aabnes. Det giorde vi da – thi han er fraværende endnu – og deri var en saa hiertelig Indbydelse til Jess, hans Søstre, og alle Jomfruer som paa Hovind fandtes, at komme did i Qvel til et lille Selskab og Dands, om de NB i denne Skynding kunde faae Musik; jeg holdt det for aldeles umueligt at faae saa store Ting iværksat i saa kort Tiid; men Bønnen var saa hiertelig, tildeels rørende, da det er et Afskeds Selskab, fordi de gode unge Folk nu snart skal forlade Blakiær, og min Marie vidste strax at føye Anstalter til Alting, og da det er saa høyst sielden det kiære Barn glæder sig ved at tage ud, […] ja, ser I, da gik det, som det var smurt […] Vor gode Caften er hierteglad fordi han endnu skal blive her i to Dage, og hans Folk giør Hallingkast ude paa Gaarden og i Kiøkkenet.

Onsdag 30te De stakkels Børn havde ikke synderlig Moroe paa den Tour. Da de netop havde begyndt at dandse, kom et Iilbud: at Svenskerne vrimlede ved Krogfoss, og var allerede brudt ind. Alle Melitaire – og andre Cavalierer var der ikke – fik da andet at tænke paa, end Dands. Der blev en Hurlumhey, en Jamren paa de fleste af Damerne. Birk, en Mand i Ordets egentlige Forstand, ordnede Alt med en Blidhed og Roe, der er ham egen. Snart talte han sin utrøstelige Kone tilrette, snart var han den muntre Vert, og saa igien ved sine Forretninger. De unge Galninger jublede over at faae see Svensken Ansigt til Ansigt ved Daggryet; men det hialp altsammen intet til Fruentimmernes Beroligelse. «Der vankede Hylen for Dands og Musik.» Og først da der var affærdiget Staffetter til Christie baade hist og her, fik man høre, det nok ikke var andet end Hexerie og blind Allarm altsammen. Saa meget er der imidlertiid dog nok i det, at den fule Fiende, der seer alle sine Anslag tilintetgiorde, og nu vel veed, hvor mange af vore Krigsfolk der har faaet Hiemlov, vil forsøge at holde os i idelig Bevægelse, at Folket kan mattes dygtig ud ved Frem- og Tilbagemarscher. Men med Guds Hielp skal de Uslinger ogsaa her blive til Skamme. Lidt lustigere blev det nu vel efter den sidste Rapport; men om aldrig denne Intermezzo havde været, vilde dog Barna herfra ikke fornøyet sig ret, da den hele fatale Sørums Pfif var her, det ægte Flanelag. Min fordums kiære uskyldige Karen Grønwold er da ogsaa bleven indviet i dette; dog var det, som den bedre Aand vendte tilbage, da hun saae Jess’s Søstre, hvem hun hele Tiden saa venlig og stille holdt sig til […]

Jeg seer ud at Vinduet, – hvilken Calvacade! alle Jomfruerne, […] og Jess og Tambouren i Spidsen med Trommen sin! Marschen gaaer til Staldene, hvor Skriveren har bedt den vakre, raske Regimentstambour, som er her, af og til opvarte Hestene med sin Musik, for at vænne dem til Larm. Hey! hele Contoiret er med. Men nu er det forbi med den Glæde, og de stakkels Folk sturer nu igien, og siger: «Herregud, hvor snart disse gode Dage tage Ende.» […]

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1814

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.