Løverdag 1ste Den er da begyndt, den vigtige, verhängnissvolle (jeg veed intet dansk Ord, der udtrykker det samme saaledes) den mig altiid saa dyrebare Maaned, der tæller tre af mit Livs gladeste Dage: min Korens Fødsel – vor Bryllupsdag – min Maries Fødselsdag, og nu snart min Jess’s lykkelige Dag, som jeg haaber til Gud, han stedse skal tælle som jeg den 17 Otbr. blandt de glædeligste i hans Liv. Imidlertiid hilser jeg den i Dag med et tungt Hierte, den vigtige Maaned. Om Blod eller Taare eller baade Blod og Taare skal blive Resultatet af dens Forhandlinger? Det staaer i Almagts Haand – i vor ligesaa kiærlige som vise og mægtige Faders. Hvorfor banker du da saa ængsteligt? du stakkels Hierte! Haab, troe, beed og tie! […]
Onsdag 5 […] Jensen har lidt et betydeligt Tab ved Fr.halds Overgivelse. Hans Kone var lykkelig- og ulykkeligviis fraværende. Alle Laase i deres hele Huus vare opbrudte, alle Skuffer og Skabe udtømte, saa deres Tab er over 20 à 3000 Rdr. – simplest beregnet. Den tapre Commandant Hals havde givet dem sit Æresord paa at vaage over deres Huus som over sit eget – men han tog nok feyl da han lovede det, og vilde sagt: som Fæstningen. Nu fandt de stakkels Folk deres pene Værelser beboede af en svensk Major, som var yderlig grov da de vilde have deres Meubler, Ruinerne af deres Eyendom, tilbage. De vare alle meer eller mindre ilde medhandlede. Han forsøgte alt for at beholde sit Rov. Vilde leye, kiøbe, kort, beholde det meste, og tog ydmjugast med nogle Smaaeting, han havde lagt Elsk paa, som Jensen ley og kied af hans Grovhed og Kryberie forærede ham. Ogsaa min snilde Randulff har mistet betydelig meget, ogsaa hans Skab og Giæmmer vare opbrudte og plyndrede. Noget bædre skal det være gaaet hans Søster, dog er hendes Tab heller ikke saa lidet. Overalt viser de fine Herrer sig temmelig grove, selv imod Damer. De har længe siden ladet Masken falde og viist dem i deres sande Gestalt, og bevist den Sætning, at den Slavesindede er, naar han faaer Magten, den største Tyran. O Gud! Hvad er der blevet, hvor skal der blive af dig stolte, ærlige, troefaste Klippeland!
7 October. Med bankende Hierte, med taareqvalt Stemme hilsede jeg min Koren da jeg aabnede Øynene. Lykønske ham kunde jeg ikke til denne Fødselsdag. Gud velsigne ham for de mange lykkelige Aar jeg har ham at takke for, for al hans Kiærlighed og Retskaffenhed! Skal han, som Gud give! endnu ofte opleve den 7 Octbr., denne vil han aldrig forglæmme. Hvordan han, hvordan hans Norge skal komme tilbage paa den? – O Gud! o Gud! see naadig til det forraadte Land! Lad det ikke synke uden Rædning! Jeg har ingen Taare, jeg har neppe Aandedræt. Min gode Bolette kom i Nat. Jess er her ogsaa. Vi seer tause paa hverandre. Himlen græder over Norge. Og jeg kan ikke græde […]
Søndag 9. Jeg gruede lidt for at høre min Bolette fortælle om Svenskernes Adfærd, men nu hører jeg det ordentlig giærne, hvorlunde de lader de Uslinger der saa glade modtog dem, føle at de har faaet svenske Herrer […]
Mandag 10de […] Dit kiære, kiærlige Brev, troefaste Catty […] sagde os da alt hvad der kan siges endnu, og mere, ak mere Sørgeligt endnu, end der ahnede os. Skulde den troeløse Britte virkelig være grusom og troeløs i en saa høy Grad? Skulde ved List den arme Kong Frederik være lokket til Wien, være reyst did, som Du siger, a la Don Qvixot, for at Britten des sikrere kunde bemægtige sig Sielland – o ja, da var han grusommere, lumskere, nedrigere end selve Svecus – Ulyksalige, hulde ulyksalige Marie! Ulyksalige, elskede, ulyksalige Danmark – Danmark og Norge! Ak! men hvortil nytter alle mine Udraab? Staaer det saaledes i Skiæbnens Bog, hvad kan vi da andet end lide og tie – thi hvad nytter det at tale?
Jeg fik ogsaa Brev fra min brave Werner Hosewinkel i Bergen. Ja, vare alle Norges Sønner Bergenhusere, saa kunde vi vel mere, end lide og tie […]
Torsdag 13. Nu er da det Ønske opfyldt, og Wedel og Consorter kan triumphere. Han er borte, den ulykkelige Christian, den miskiendte ædle Mand, og nu faaer vi vel Konger nok – O min Treschow, havde jeg seet Deres Taare flyde blandede med den ædle Flygtnings, da vilde vel ogsaa mine flødt. Nu brænder de blot paa det arme bristefærdige Hierte. O Gud, du veed det, jeg havde mit Haab nest til dig til ham, og saa længe Norges Fielde indsluttede ham endnu, troede jeg ikke alt tabt. Nu er det forbi! – Saa veemodsfuldt gienlyder i al Naturen intet Ord – Forbi!!! – Ney, min Catty, Din kunstlede roelige Tone hvormed Du venlig vil bedrage mig, maaskee ogsaa Dig selv, skuffer mig ikke. Jeg har haabet længe nok. Nu er det forbi! –
«Du maae stræbe at sætte dit Sind i Roelighed, kiæreste Christiane!» siger min gode Bolette med taarefulde Øyne – o mon der findes nogen Roe nu mere, før i Graven? […]
Fredag 14 […] Den snilde, tækkelige Fader Reich kom hid i Gaar, for at indbyde hele Huset til sin Datters Høytiid, og der bliver nok ikke mange tilbage af os her paa Søndag […]
Løverdag 15. I Aftes kom da Skriveren og Auditeuren. Det lod, som de vare ret vel tilmode. O, jeg veed saa godt som Nogen, hvor lidt mit Mismod nytter, veed, at det kun forbittrer mig og Alle omkring mig Livet, og hvor giærne undertrykte jeg det, om jeg kunde! Alt hvad jeg kan er at lade det nage saa stille mueligt i mit Inderste, og ikke bedrøve de Kiære, for hvem mit Ansigt er et Barometer […] Min Koren bragte mig et Brev, han havde modtaget til mig af Wulfsberg, fra den unge Digterinde M […] hvem han havde sendt mit sidste, vel i egentlig Forstand sidste Qvad (som I har læst i disse Blade) da det ey kunde blive indrykket i Tiden. Det er et sødt, hierteligt Brev, og jeg haaber det skal ikke blive det sidste fra denne sieldne Pige, hvis personlige Bekiendtskab jeg ønskede mig. Hun er villig at aflægge sit incognito, saa snart hun ser noget fra mig […] Min elskede Wilhelm og den gode Arnoldius Koren, som jeg nu først hører ogsaa er ved Storthinget, […] kommer her naar det er forbi. Gamle Justiskaren er aldeles den Samme, siger min Koren og Randulff, lige velsignet og jovialsk som altiid. Saa kan jeg dog fra een Side glæde mig til at see ham igien. O, I kan troe, mine Dyrebare, jeg opsøger omhyggeligt alt det, jeg endnu kan glæde mig ved. Den Glæde, jeg nu i Morgen reyser imøde, vil og kan ikke forfeyle sin Virkning paa Moderhiertet […]
Fredag 21 […] Med høye Glædesraab flokkede de sig om os, Gamle og Unge [ved Jess’s Bryllup.] Min egen Christian Garben var der i Forveyen, og Lieut. Grimset. De havde ventet os med Middagsmaden og vi maatte tilbords, hvor vi sad dygtig længe, fordi der alt kom flere og flere, og saa vor Balthazar, som vi kun halvt om halv torde vente. Nu vore Ønsker – som kunde gaae i Opfyldelse – opfyldte. Bolette og jeg havde vor Rigdom om os. I hvert Aasyn stod Tilfredshed og Munterhed. Da vi havde spiist og drukket Caffe, tog Grimset sin Violin, men da han nok saa gierne dandsede som spillede, fik han Bud over Elven efter Lævningerne af den saa berømte nordenfieldske Musik, to Hoboister. Det øvrige Personale fandt for godt for en Tiid siden at rømme paa Hertels Baad til Frederiksstad, hvor de nu har givet sig Svensken, for ikke at sige Fanden i Vold. Den forstyrrede Ungdom havde giærne fløyet til Morgenen, og de godmodige Reiches syntes det var Synd at afbryde deres Fornøyelse; men saa ømhiertet var ikke jeg, da jeg begreb Husets Folk fik liden Roe nok lell. Kl. 1 vare vi hver paa sit Sted. Gud veed, hvordan de baade denne og den følgende Nat rummede alle de Mennesker […] Brudevielsen vil jeg nødig recensere. Jeg er vis paa den var hiertelig vel meent og at hvad han sagde om Brudeparret og deres Forældre, kom fra Hiertet. Det kunde været sagt bædre og i sær kortere, men det er ikke alle givet at fatte sig kort og udtrykke sig skjønt […] At ingen Ægteforening kunde berettige til mere Haab om Lykke og Held end denne, derom har, Gud skee Lov, Alle kun een Stemme […] Hvad der altiid har giort mig Reiches Huus saa behageligt: pralløs Orden, det rundelige Nok uden Ødselhed, og i det Hele Giæstmildheds umiskiendelige Præg, kan ingen steds findes mere end her. Da der var flink Opvartning, blev den ellers saa kiedelige Bordsidning ikke lang. Lysene paa Bordet bleve utændte til om Aftenen. Dandset blev der ikke, men Ungdommen fandt paa adskilligt andet at more sig med, iblandt andet efter en Violin at foretage sig tre forskiællige Ting som i den Paagiældendes Fraværelse bliver aftalte, en af de mest underholdende Lege jeg kiender. Det var over Midnat, inden Nogen brød op […] Det gik saare lysteligt til [neste Aften] […] De Dandsende holdt ud til mod Morgenen. Da blev der en lille Pause i deres Glæde. Skieldrup, som ingen voldsom Bevægelse kan udholde, og som saa læt glæmmer det i sit Hiertes Fryd og Gammen (og det kan tilgis en 19 Aars Yngling, der har tilbragt saa lang Tiid udenfor sit Fædreland og Venne-Cirkel) blev meget syg, og min gode Maren var utrøstelig. Dog gik det Gud skee Lov snart over, og han var taalelig færm Onsdag. Da skulde vi reyst hiem; men Ungdommen behøvede Hvile, og vi samledes seent om Morgenen. Vi besluttede derfor at blive over til neste Dag, til almindelig Tilfredshed for Hver og Een […] Dagen gik hen i god Roe, og Aftenen ligesaa med Spørgsmaal og andre Smaaløyer. Fader Reich maatte forlade os tidlig om Aftenen da han ret var syg; men ogsaa det var en Overgang, og Torsdag Morgen samledes vi alle karske og vel. Kl. 10 forlode vi Wormnæss […]
Tirsdag 25 […] Først i Aftes fik vi Søndagsposten, der bragte mig et kiærligt Brev fra min ædle Treschow og hans og min Catty, og et andet som jeg længe studerte paa hvem det var fra, da Manden af Forsigtighed havde fundet for godt, ikke at nævne sig. Jeg havde glemt Haanden, da det er undertiden 20, 5 og flere Aar imellem hver Gang jeg seer noget fra den snurrige Weinwich – thi at det var ham, fandt jeg endelig ud. Inden i dette laae en lille Lap fra min endnu ældre Ungdoms Ven, Professor Johannes Bøye, der, siger han, vil bringe sig i Erindring hos Christiane Birgitte Koren, ved at lade hende vide han er blevet glad ved at see Hovind og hende omtalt i Hausmans Reysebeskrivelse. – Ja, min ædle, elskede Treschow, jeg føler ret godt at De giør alt for at forsøde mig den bitre Drik, «der ikke mere kan tages fra vore Læber.» – Nu, saa lad os tømme den bittre Kalk, og troe, den er rakt os fra en høyere Haand. Endnu kan jeg ikke blive fortroelig med en Forestilling, der saa længe har været mig forhadt, og som jeg derfor har bortfiærnet fra min Siæl saa meget mueligt. Ogsaa indseer jeg, det nu neppe kan blive anderledes, og hvem kan stampe mod Braadden? Giid jeg kunde tale med Dem og mine øvrige elskede Sønner, med alle mit Hiertes Dyrebare. Det vilde maaskee – ja, det vilde vist bringe mere Roe i mit Hierte, der allerede nu slaaer mindre stormende, og kunde heller ikke blevet ved at slaae saa, om det skulde blive ved at slaae. Nansens Tale i Tiden finder jeg og vi Alle her meget sand og sindig. Kun at han paa en Maade vil hæve Svensken over vore ædle, troefaste danske Brødre (blive de ikke evig vore Brødre?) kan jeg ey tilgive ham. Hvor og naar handlede Danmark troeløst og nedrigt? Og det Folk, med hvem vi nu skal udgiøre Eet – o Gud, kunde vi glæmme! […]
Løverdag 29de En mig velsignet Dag, min elskelige Maries tyvende Aars Fødselsdag. Mange nysselige Foræringer har hun faaet i Dag, det elskede, fromme Barn […] af sin Fader det bedste: en lille Eyendom her i Nærheden, Engen kaldet, som hun i Fællesskab med sin Lina skal have til Odel og Eye, og selv bestyre. Dette Aars Avling, 22 Læs Høe og en Snees Tdr. Korn følger med Pladsen. Saae I nu, hvordan den gode Pige glæder sig, og hørte de Planer hun lægger, vilde I glæde Eder med hende. Der kan fødes tre til fire Kiør, flere Sauer, og Høns etc. saa mange de vil. Allerede seer jeg hende i Aanden beskiæftiget med sin nye Indretning, og ordnende alt med Sindighed, mens den geskiæftige Lina er færdig at udføre alt paa første Vink […]
Søndag 30te […] I Fredags fik Skieldrup Brev, at han er ansat som Premier-Lieutenant i nordenfieldske Regiment, og tog nu for lidt siden til Byen. Det glædede den gode Maren saa inderlig, og sandelig os Alle, at hendes Broder kom i en Tour igien. Det er en saa barnlig snild Yngling, at man maae unde ham godt. Hvor de stakkels Melitaire ellers nu har lidet at glæde sig ved! […]
Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».
Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802
Reisedagbok, Kongsberg 1805
Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.
Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.
For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:
Alle Korens dagbøker i Nasjonalbibliotekets samling er digitalisert:
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.