Dagbok 1814

av Christiane Koren

September.

Løverdag 3. […] Hvor smerteligt det er den fromme Moer Tank at tænke paa Tilbagereysen til det gamle fordums «Troeskabsminde i vort Norden» – at tænke sig midt iblandt sine dødeligste Fiender, o det kan jeg tænke mig altfor levende […] Mit forrige Hefte var, mindes jeg ret, rigt paa Digte. Den Kalv, jeg saa ofte har pløyet med, kommer mig nu i dobbelt Henseende som den var kaldet, deels fordi jeg har lidet andet end Gientagelser at opvarte mine Læsere med, deels fordi jeg i alle Fald ikke kunde sige Eder, mine Elskede, noget vakrere, end min Egersøn har sagt i nedenstaaende, som han kalder en Parodie over hans gienvakte Norge. Parodier er mig en forhadt Ting, og dette Ord skræmte mig nesten fra at kaste et Blik paa det lille Digt; men jeg havde ogsaa kun kastet dette første Blik paa det, før jeg trygt vovede mig længere i det.


Forraadte Norge.

End, Norge, sank du ey i Trældoms Grav,
Skiøndt egne Sønner knusede dit Hierte,
Og dybe Saar din fordums Hæder gav
Og første Gang dit Kind at rødme lærte.
Ey List og Vold forgiæves dig omleyred,
Thi dine Egne solgte dig og seyred.

O! engang træffer Retfærds vrede Lyn
De Niddinger, som Raad imod dig lagte,
Som feyge blændede ved tryllersk Syn
Af blanken Guld, dig som et Offer bragte.
De grove dig en Grav men end du lever
Og Haab og Kraft hvert ærligt Hierte hæver

[…]

Saa mange ere Ordene, til hvilke Viisdom og Retfærds Gud lægge sit Ja og Amen! – Hvor nydeligt det ogsaa var, det lille Digt der stod i den sidste Tiid fra den samme Digterinde, der i Sommer skrev saa vakkert til vor – ak, da saa lykkelige Christian. Jeg i det mindste finder dette sidste meget fortrinligere, end det første. Er der ingen iblandt Eder, som kiender dette hulde, ild- og aandrige Væsen? Jeg rakte hende saa giærne Moder- eller Søsterhaand, kiendte jeg hende.

Om mig har jeg ellers intet at fortælle Eder, uden at jeg i Gaar mod Aftenen, endnu fortumlet i Hovedet (som jeg desværre ikke sielden er, ogsaa naar det ikke giør ondt) tog Blæk- istedenfor Sandhuset, og helte over et Ark af Corelia, og over min vakre blaa Lærrets Kiole […]

 Mandag 5. I Dag et Aar, o jeg erindrer denne hele Dag saa grant! – hvilede en mørk Taage over Jorden. I Dag er det een af de tænkeligste skiønneste Høstdage. Og dog hviler en langt langt sørgeligere Taage over os, som sammenpræsser hvert ærligt Hierte, og intet smerteligere end det ædle Hierte, som paa denne Dag slog første Gang. – Jeg har sagt Dig det, ædle elskede Treschow! Jeg har intet Offer at bringe til Venskabsaltaret uden Taare, bittre Taare. Alle Blomster ere visnede under den giftige Taage, der er blevet dobbelt giftig for de stakkels Blomster, som altfor villig havde aabnet sig for den falske Honningdug. Rosmarinen og Cypressen staaer ene tilbage friske, grønne og uvisnelige. Af disse har jeg bundet en Krands, ikke til min Treschow, men paa Hans Dag, til Tiden. Det eneste Ønske, jeg endnu tør have for mine Elskede og mig selv, har jeg ikke Hierte til at bringe over Læberne eller paa Papiret.

Men der er en Gud, som ved et «Lev!»
Dødens Rov til Livet kan gienkalde.
Han kan det om han vil – Hans Villie skee!

[…]

Det lille Digt, I finder her, som ovenfor er omtalt, var nesten færdigt i Aftes, men jeg vilde det først i Dag skulde blive det ganske […]


Til Digterinden M.

Norges hulde Møe! ræk mig Din Haand!
See, mit Hierte iler dig imøde.
Brusten er saa mangt et helligt Baand,
Mange tusind ædle Hierter bløde.
Skal de bløde og forbløde sig,
Ligt det Lam, der taust til Døden slæbes?
Ligger alt vor Moder Nora Liig?
Kan ey hendes Sønner meer, end dræbes?
Dræbes? – Ney, det ey forundtes dem
For det elskte Moderland at falde:
«Gaae i Roe tilbage til dit Hiem,
Hvor de vante Sysler venligt kalde!»
Lød en slangegiftig Honningrøst –
Dobbelt fængsledes de stærke Arme,
Modet isnede i Mandens Bryst,
Mens hans Kinder blussede af Harme.
      Norges ædle Datter! jeg har seet
Taare i den gamle Krigers Øye,
Hørt ham raabe: «O, at døe er let,
Men i Slaveaaget Nakken bøye –
Tanken blot er beesk som Skiændsels Død.
Giid den falde paa mit iisgraa Hoved,
Om jeg sviger Norge i dets Nød,
Og hvad jeg har Gud og Konge lovet!»
Hvor det brænder saa i Oldings Barm,
Det i Ynglingens og Mandens luer.
Nora sank end ey i Dødens Arm,
Skiøndt med Smiil og Lænker Voldsmænd truer.
      Hulde Møe! Din Arm som min er svag,
Værge kan vi ey for Norge hæve;
Men for Sangens Lyd og Harpens Slag
Tidt Tyranner som for Sværdet bæve.
      «Klippens Søn! For Friehed kiæmper du,
For det aldrig siunkne Norges Hæder.
Frieheds stolte Søn! O, kom ihu,
Dig man true tør med Slavekiæder!»
Saa det bruse skal i Strængene,
Om os Godheds, Retfærds Gud forunder,
Vi maae atter Kraften vaagnet see.
– Den er ikke død fordi den blunder. –
Ak! – men er det Viisdoms strænge Bud,
Det forraadte Land i Støv skal segne,
Da forund os, strænge, viise Gud!
At vi maae før det i Døden blegne!
O! lyksalig den, hvis Lod da blev
For og med det elskte Land at falde!
Men der er en Gud, som ved et «Lev!»
Dødens Rov til Livet kan gienkalde.
      Der hvor evig Fred og Friehed boer,
Skal jeg, søde Sangmøe! Dig gienfinde.
I den friske Blomsterkrands Du snoer
Indflet denne lille blaa Kiærminde!

Jeg sender det i Morgen med Posten til Wulfsberg. Gud veed, om han indrykker det; men jeg ønskede det giærne. Skriveren vilde ikke, jeg maatte sætte mit Navn under det, som jeg ogsaa saa giærne vilde, fordi jeg er beredt til at leve og døe for og med de Følelser, her ere udtrykte: «Staaer du ene i Verden?» Dette Spørgsmaal i en Tone, som ikke er Skriveren sædvanlig, giorde et underligt, et over al Beskrivelse smerteligt Indtryk paa mig. Jeg adlød, og burde jeg ikke det? Men jeg skal altiid være stolt af, og aldrig fragaae, at jeg er det ædle mishandlede Norges Pleyedatter […]

 Søndag 11te Det kom før vi ventede det, det kiære lange levende Brev. Vi sidder ved Theebordet i Aftes, tænker ingen Ting paa, og seer en Gig komme rullende giennem Alléen, deri to Damer og en lille Person, og strax raabte jeg: det er Catty og Syvald og Sara! og fløy ud, og havde seet ret tildeels – kun Sarabarnet var det ikke, men i hendes Sted den gode gamle Moer Devegge. Atter en glad Overraskelse […] dyrebare Catty […] da Du i Aftes, saa ømt og skaansomt søgte at bibringe mig, hvad jeg jo vidste: at Norges Hæder ikke mere kan gienvindes, da Du søgte at gientage mig Din Treschows Ord, og vise mig det uundgaaelige Skrækkelige i det mildeste Lys, o da brændte det bittert giennem mit Inderste, og ganske skiule det kunde jeg ikke, i hvor meget jeg stræbte, i hvor haardt jeg bebreydede mig det. Da saae jeg Taare i Dine, i vor Majas Øyne og taug, fordi det var det eneste, jeg kunde. O tilgiv mig, I Elskede, at jeg ikke kunde mere, og at jeg ikke kan dæmpe den Ild, som truer at fortære mit hele bædre Selv! […]

Jess reyste nu ogsaa med sin Grethe, som denne Gang forlod Hovind inderlig rørt og med mangeslags Følelser, da hun ikke seer det mere som Jomfrue Reich. Det er nu blevet afgiort, saafremt hendes Forældre intet har derimod, som vi forud veed, de ey har, at det kiære unge Par ganske skal blive Eet førstkommende 17 Octbr., min og Korens 27 Aars Bryllupsdag. Det er ikke godt, Mennesket er ene – for den unge Mand er det vist allermindst, især naar han har et stort Husholdningsvæsen […]

Mandag 12. «Om vore lykkeligste og behageligste Timer lader sig lidet eller intet sige» – sagde min gode Pavels engang, og det er saa sandt. Men I kan Gud skee Lov alle tænke Eder, at vi har det godt i vor lille stille Kreds. Et ubehageligt Intermezzo var det imidlertiid, da jeg i Gaar ved Middagsbordet fik et Brev fra Assessor Ekholm, der nu er i Fhld. som Oberkrigscommissair ved den svenske Armée. Min Maja og Catty læste det for mig, selv hverken vilde eller kunde jeg, og fortalte mig dets Indhold. Egentlig skulde det været hidbragt af en svensk Major, som Gud skee Lov, er blevet tilbageviist, og ey kom længere end til Justitsrd. Nielsen i Sørum, til hvem han var anbefalet, ligesom i dette Brev til os her. Jeg gruede nok da Randulff fortalte om denne næsviise Person, og ærgede mig over, at det var blevet ham tilladt at komme over Blakiær Sund. Tænk, om han var kommet hid! Jeg kunde, skulde jeg endelig seet ham, neppe blevet høflig imod ham, og havde da paa ingen Maade læst hans Depesche, hvis Indhold var, foruden hiin Anbefaling, at Ekholm, Digteren Franzén, og begges Hustruer vilde komme hid saa snart mueligt, og skulde vi da, mente Brevskriveren, «tilbagekalde os mangen behagelig Erindring.» Jeg lagde mig til min sædvanlige Middags Hvile, men fandt den ikke, og meget mindre et Blund, saa var mit Smule Blod kommet i Kog. Det blev heller ikke afkiølet før jeg havde svaret, hvad der kostede mig ikke saa lidt, skiøndt det kun var faa Linier. Mine Veninder saa vel som Skriveren fandt mit Svar i alle Henseender som det burde være. Jeg sagde ham, uden Tilbageholdenhed og uden Bitterhed hvordan jeg nu tænker og føler, vis paa, skrev jeg, at i det mindste han og hans elskværdige Kone ikke vilde miskiende min Oprigtighed, den jeg bad dem antage som et Beviis paa min Agtelse. At jeg frabad mig Besøget, kan I tænke. Giid Svaret var i hans Hænder. Lad denne Mand forresten være hvad han vil, hans ømme, umiskiendelige Deeltagelse i min Kummer ved mine Børns Død, det nydelige Digt han skrev til Wilhelms Moder, dette, og de mange dermed forbundne Ideer fyldte min Siæl med Veemod. Min Marie bad mig hiertelig, ikke at skrive udenpaa Brevet: «Din Haand kiender saa Mange – sagde hun – og jeg vil ikke nogen skal see du skriver til en Svenske.» […]

 Søndag 18. Ædle, ulykkelige Christian! med hvilke Følelser modtager du denne Dag! Hvilket Aar for dig, for os Alle, saa fuldt af store, sørgelige, glade, og atter – ak, de sørgelige Begivenheder! Disse vare de Tanker med hvilke jeg aabnede Øynene i Morges efter en sød vederqvægende Hvile, og nu kan jeg ikke tænke paa andet end de uophørlige Omvæltninger mellem Menneskene, medens alt i den physiske Natur gaaer sin jævne stille Gang. Ja – «Menschen sind’s, die Menschen elend macht.» – Ædle ulykkelige Christian! Hvor falde de nu fra, de Tusinde, som hyldede dig. – Ja, til Haan og Spot tør de vel endog forvandle deres Hylding, de Usle, som kun naar alt gaaer efter Ønske synes at staae som en Muur om Fyrsten – en Papiirmuur, som adspredes ved den første Modvind. Kan Norge nogensinde glæmme hvad du giorde og leed og opofrede for det, Christian Frederik! glæmme det, fordi du ikke giorde alt, fordi du – kun var et Menneske, nu, saa vidner det om, det ikke engang var det værd du har giort for det. Men ney! dets Ædle, dets Redelige nu og i Eftertiden kan og vil aldrig glæmme, at du stod i Gabet for os da Fienden aabnede sin Strube for at opsluge os, at det er dig, dig allene vi skylder vor første Frelse, skylder, at vi ikke overantvordedes den lumske Fiende, ganske som bundne Slagtefæe – Norges Skiæbne blive hvilken den vil, saa skrækkelig som den var bestemt fra Begyndelsen, kan den dog ikke blive – Gud styrke dig, gode, altfor ømme Christian, og lade dig ikke vaagne alt for smerteligt op af den Drøm, at du var Konge […]

 Søndag 25de […] Et Brev fra Wulfsberg, […] siger mig da hvorfor mit Vers til Digterinden M: ikke er blevet indrykket i Tiden, og heller ikke min Egersøns forraadte Norge. Biørnstierna, den Almægtige, har udvirket et Forbud mod alt hvad der kan opildne den Nation, de giør sig saa godt og vel alt for grundet Haab om at smedde i Lænker, mens den sover – sover sig ind i Døden. W. sendte mig ogsaa Afskriften af et Vers fra samme unge norske Sangmøe til Kongen paa hans sidste Fødselsdag, ild- og aandfuldt og hierteligt. Ak, gode Christian! og jeg har aldrig sagt dig, hvor du var mig kiær! […]

Onsdag 28de Vi sad i god Roe [i Aftes] og lagde Cabale, da Hunden giøede og en Kiærre raslede ind i Gaarden. Det er vist Jess og Marie! – raabte Maren og Lina og fløy ud. Lina kom tilbage. Dem var det ikke, men en pfiffig Fyr i blaa Kappe, sagde hun. I det samme bankede det paa Dørren, en ung Officier i ikke norsk Uniform, spurgte i halvdansk Tungemaal: om Jomfr: Skieldrup var her? Det var hendes Broder, hvem hun i fem Aar ikke har seet, ikke i to Aar hørt fra. Men der blev en Glæde! Han har været vide om, det stakkels Barn, i Tydskland, i Frankrig, holdt sig brav, faaet tre Kosak-Bajonetstik, hvoraf et i Brystet ikke godt lægt endnu ofte minder ham om hvad han i sit endnu ikke tyve Aars Liv har oplevet. Danmarks Konge, opbragt over at han vilde herop, har ikke behandlet ham retfærdigt, endsige kongeligt. For alt hvad han i Slaget mistede var ham lovet Erstatning; ikke den allene blev ham nægtet, men ogsaa tre Maaneders Gage, da Fædrelandskiærlighed drog ham hid. – At ikke det nedtrykker den norske Yngling, men at han intet Fædreland har mere, at han har fundet alt saa ubegribeligt sørgeligt, bøyer ham dybt. Han er nu raadvild, hvad han skal gribe til, da han ikke maae gribe Sablen mod Svensken. Før Norges Skiæbne er afgiort ved Storthinget, vil han ingen Tiæneste tage, og, skal alt gaae under – svensk bliver han ikke, skal han end gaae som Soldat i fremmed Sold […]

Torsdag 29. Mine tre elskte, ædle, dyrebare Sønner, Treschow, Schmidt og Wilhelm Christie, skal da atter træde frem og tale det arme, forraadte og forladte Fædrelands Sag. «Naar jeg seer paa min ædle T – skriver den ømme Catty – og tænker paa hvad der forestaaer, gyser det i mig. Men han er roelig» […]

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1814

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.