November.

Tirsdag 1^ste Der reyser min kiære lille Mercurius, Tønder Lund […] og paa Veyen indleverer han til Ullensager et Brev […] til Wulfsberg, hvori er indsluttet et til den kiære unge Pige som ogsaa alt for længe har ventet Svar paa den hiertelige Epistel hun skrev til mig. Skriveren, som læste mit Svar, rystede et Par Gange paa Hovedet og sagde, da jeg vilde vide hvad denne Pantomine betyder – «Jeg begriber ikke, hvordan man kan skrive saa varmt til en man aldrig har seet.» Men er hun mig fremmed, fordi jeg aldrig saae hende? O ney! Mange som jeg har seet hundrede Gange ere mig det meget mere. Men det var nok blot for at have noget at sige, min Koren yttrede sig saa. Min Marie læste det ogsaa, og sagde med sit fromme Smiil: «Hun vil blive inderlig glad over dette Brev, Moer!» – og havde jeg end ikke selv følt det før, nu var det mig Vished […] Ak, […] glemmer jeg ikke ofte over mine Børns Lykke, mine dyrebare Mødres, Danas, Noras Mishandling? – Ney, lad mig ikke giøre mig selv Uret. Glæmme den kan jeg ikke, ikke et Øyeblik; men den første hede Smerte er det dog ikke længere. Og bebreyde mig det kan jeg ikke. Skulde jeg støde Trøstens milde Bæger fra mine Læber? Har Livet fortiænt af mig, at jeg forsætlig skulde see det blot fra den mørke Side, naar det saa blidelig viser sig for mig fra en lysere? Ney! Ney! – men dog smiler jeg lidt medlidende over mig selv […]

 Fredag 4^de […] Tiden læste jeg i Gaar med mere Interesse end længe, længe. Tak Dig min ædle ældste Søn, min Treschow, for det Forslag om Takadressen til vor uforglæmmelige Christian! Hvor det giorde mit Hierte godt i dets Inderste, og dobbelt godt, at det kom fra et af dets Egneste. Jeg veed neppe noget nu, der kunde glædet mig mere. Heller ikke denne Løn vil De forsmaae, min Søn og Ven Motzfeldt – ja, min Egersøn har Ret – han taler Kraftens Ord. O, at I Gode alle maatte seyre i alt hvad vi endnu kan kalde Seyer! – Jeg slutter dette Hefte med et saa let Sind, som jeg i 6 Aar ikke har havt paa denne Dag […]

 Søndag 6^te Saa har da Norge igien faaet en Konge. O Gud, Sverrigs Carl d. 13 (det fæleste af alle Tal er 13) skulde bestige Haralds Stoel, hvor vi nyelig saae, ak saae blot som et skiønt Luftsyn, den elskeligste blandt Europas Fyrster. Har virkelig endnu et Haab slumret i min Siæl? Af det Sværd der giennemfoer den ved hiin Efterretning, skulde jeg nesten troe det. Men lad det da nu være forbi! […] Der sad de i Aftes allesammen om et stort Bord og legte Skriverlegen, da bankede det paa Dørren. Det var Assessor Lossius, alle mine Børns Ungdomsven. Jeg kiendte ham neppe igien. Han er ældedes stærkt; men da jeg kiendte ham, o da overvældede Mindet om fordums Dage mig saa stærkt, at jeg neppe kunde tilbageholde mine Taare. Jeg saae ham aldrig paa Hovind før uden i Wilhelms Selskab. Han bragte Efterretningen om Kongevalget. Og naar han nu taler om Danmarks, mit dyrebare Danmarks Stemning for Norge, hvordan de dernede glædede sig og haabede, da allerede vore sidste Haab her vare forsvundne, hvordan de endnu troer det umueligt som er skeet – da maae jeg gaae, maae herind og klage det for Eder, Elskede. Og saa fortæller Lossius, hvordan min ædle Wilhelm, der som Storthingets vedvarende Præsident maatte forkynde os vor haarde Skiæbne, hvordan han maatte anstrænge alle sine Kræfter for at udtale den skrækkelige Dom. Ja, jeg seer Dig, min Wilhelm, og Eder Alle, det ulykkelige Norges og mine Sønner, hvordan Harme og Kummer præger sig vexelviis i Eders Aasyn. – Ney, jeg tør neppe mere gaae i Guds Huus – jeg kan ingen Velsignelse nedbede over Carl den trettende. Naar jeg hører det forhadte Navn nævne istædenfor de før saa dyrebare Navne, Frederiks, Christians – da veed jeg det, min Andagt vil blive Synd. Mine arme Sønner, Pavels og Schmidt, min fromme gamle Faer Mørk, hvad maae denne skrækkelige Forandring lide paa de ærlige norske Hierter. Mon ikke Eders Læber forstummer? […]

Kl. 2. Hvor det isner igiennem mig! Et Kanonskud efter det andet dundrer i mit Øre. Jeg hører dem saa lydt, og ethvert af dem er Dolkestik i mit Hierte. Det er fra Blakiær, siger Skriveren, og skal vidne om Glæden ved – vor Nedværdigelse. Jeg sad just og afskrev i mine Digte, som jeg vil forære min Rikke til sin Fødselsdag, mit Digt til den ulykkelige Konge, der har forladt os, og sukkede af et beklæmt Bryst, og da – just da skulde den samme Torden, der kort før jeg skrev hiint Digt havde været Vellyd i mit Øre, nu saa græsselig haane mine daværende Følelser, mit glade, stolte – tabte Haab! […]

 Mandag 14^de Først nu i denne Morgenstund er jeg blevet færdig med alle de velsignede Breves Læsning, jeg i Aftes seent fik […] hvilken herlig Morgennydelse var mig […] dette! Hvilke Børn har jeg lykkelige Mama! […] For første Gang – og Eder takker jeg det, I sieldne, ømme Børn, har jeg begyndt at see Tingene som de nu ere, som de maatte være, i et mindre forhadt Lys; for første Gang har jeg vovet – men ængstelig, som var det en Forbrydelse, jeg begik – at tale her under fire Øyne med min Koren, hvorlunde denne mig saa dødelig forhadte Forening, dog vel kunde være Norges sande Gavn. O, alt hvad der foregaaer i mit Inderste maae I jo vide. Min Koren har ogsaa nu fattet sig. Ogsaa han siger: «Kan Norge bevare den Selvstændighed, det nu, ikke mindre hæderligt, om end mindre glimrende, har tilkiæmpet sig ved Storthinget, det er: holder Svea Ord, og kan vi, brød hun det, tvinge hende til at holde det, saa er der neppe Tvivl om, at vi har Grund til at være i det mindste ikke misfornøyede.» Det indseer jeg, og endnu mere, hvor skrækkelig Norges Lod kunde blevet, havde Sverrigs Vaaben undertvunget Landet, som man giør mig meer og meer begribeligt, seent eller tidligt vilde skeet, forudsat de andre Magter vare blevne ved deres Forsæt at see denne Forening fuldbragt. Kun den Tanke: at vi kunde blive lykkeligere nu, end i Foreningen med Danmark, er alt for oprørende til at jeg kan nære den et Øyeblik. Hvordan Wedels Storthingstale, hans lumpne Udfald paa mine elskede ædle Landsmænds Nationalcharakter, har udslukt den sidste Gnist af Agtelse for ham i min Siæl, troer jeg det unødvendigt at sige Eder. Han fortiæner ikke man skulde harme sig over ham, og jeg skulde det heller ikke, havde han ey engang været mig, I veed det Alle, saa hiertelig kiær. Jeg ønsker ham, det veed Gud, ikke mere ydmyget end han allerede er blevet det i alle Retskafnes lydelige Misnøye, for ikke at bruge det haarde Ord: Foragt. Jeg ønsker blot, at jeg maa undgaae at mødes mere med ham i dette Liv, da jeg let kunde glæmme, hvilke Forpligtelser denne Mand har paalagt mig, hvor glad han to Gange har giort mig, og hvor sødt det da var mig at skylde just ham Forbindtlighed for to ulykkelige Agtværdiges Rædning. Jo sieldnere det i mit, ogsaa fra denne Side lykkelige Liv er hendet mig, at jeg har været nødt til at trække mit Hierte tilbage fra den, det ved første Øyekast ilede imøde, jo bittrere saarer det –.

[…] Min Elskede Wilhelm, som hver virkelig Normand i denne Tiid med Stolthed og Glæde kalder Broder – og med hvor høy Grad af begge kalder jeg ham Søn! – har skrevet sit Brev til mig med et kummerfuldt Hierte. Han fik, da han skrev, Brev fra sit kiære Bergen med den sørgelige Efterretning, at Thingbaaden paa Hiemreysen til Bergen var kantret, Fogden Bøgh, hans Contoirfolk og Christies Fuldmægtig vare ræddede; men den constituerede Skriver, Procurator Krogh (vor gode Kroghs Broder), en Prctr. Hiort-Stuwitz, og en 19 Aars Yngling, Voss, som var paa min Wilhelms Contoir, en Yngling, siger han, der gav de største Haab, og ved hvem hans Hierte hang, druknede. Krogh og Stuwitz efterlader sig Enker og Børn, den sieldne Yngling en gammel, fattig, af Skiæbnen stedse forfulgt Moder, hvis eneste Barn han var. Han kan ikke tænke paa andet end de ulykkelige Efterlevende og sit eget Tab, min Wilhelm med det hulde kiærlige Hierte. Og hvor kunde han det ogsaa? – Giid jeg havde ham her hos mig, og kunde dele hans Sorg og mildne den! Giid mit Brev maae kunde det! Men var han her – o, det var dog anderledes. Mine Taare skulde fremlokke hans og lette hans gode, beklæmte Hierte […]

 Tirsdag 15^de […] Gud skee Lov Du er nogenlunde frisk igien, min elskede Catty! Det fortalte Skieldrup, som kom hid i Aftes, og havde seet og talt med Dig […] Han er ganske forliebt i Syvald. En Svenske, fortalte han, kom ind til Treschows, og vilde tage Syvalds Haand. «Er Du en Svenske?» spurgte den norske Gut – og paa Svaret Ja, trak han sin lille Haand tilbage. En anden af disse, som der vrimler af i Christiania, syntes Syvald meget godt om, men vilde ogsaa derfor, og for at kunde det, afdisputere ham sit Fædreland, og forsikrede, det var umueligt, han kunde være Svensk. Jeg griber mit Hierte i flere og flere Beviis paa dets Uforsonlighed imod – det er skrækkeligt – ethvert Individ og den hele Nation, som vi nu – og det er det skrækkeligste – skal betragte som et Broderfolk. Havde jeg været Vidne til de ovenmeldte Scener, kunde jeg neppe baret mig for at give min Syvald et hierteligt Kys. Og burde jeg ved dette Bifaldstegn bestyrket den kloge Dreng i et Had, der saa let fæster Rødder i det spæde Hierte, et Had, saa utilgiveligt i enhver tænkende Siæl? Og hvordan har dette fundet Adgang til min Siæl, der fast intet hadede saa meget, og intet fandt mere uretfærdigt, ja, nedværdigende for Mennesket end alt Nationalhad? […]

Da den altid færdige Rigsdagspoet, som han selv kaldte sig, min Egersøn, vel herefter, som Flere, det elskede Fædrelands haabede Lykke besiælede, længe vil blive taus – I veed, Elskede, hvor mangen Ziir Dagbogen har ham at takke for – saa tillade han og I alle mig, at udskrive et Sted af hans sidste Epistel, der er et Fragment af en Dagbog han har holdt i denne Tiid ganske for sig selv. Det er i Anledning af Pontecorvos Ankomst: «En Kanon blev affyret, og gav Signalet til Togets Nærmelse. Jeg gik ned paa Toldbodbryggen, og saae derfra først et Gienskin paa Himlen af Faklernes Ild paa Toppen af Egebierget, siden Faklerne selv, der i den bælmørke Nat hoppede som Lygtemænd ned af Bierget – et skiønt Syn, som hævedes end mere af den mellem det og mig liggende dunkle brusende Biørvig. Bag mig laae den illuminerede Bye med den støyende Folkevrimmel. Jeg stod eensom i Mørket paa Bredden af Toldbodbryggen og tænkte paa hvorledes Falsen for 6 Aar siden omtrænt ved denne Tiid, her søgte og fandt Døden. Jeg kastede et Blik hen paa det mat oplyste Opsloe, og idet jeg vendte mig mod den heelt oplyste Bye, trøstede den Tanke mig: at i hvor mørkt end det Nærværende kan synes, ligger dog vor Barndoms Paradis i Erindringens Fakkelskin bag os, og Elysiet i fuldeste Glands for os.» – O, og med denne Erindring, dette Haab skulde vi forsage? Ney, kun naar begge disse Livets hellige Skytsgudinder forlader os, kan vi fortvivle og synke […]

 Tirsdag 22^de […] Løverd. i det rasende Veyr kom Grimseth. Det er som jeg siger, hverken Veyr eller Føre skrækker Folk fra Hovind. Ogsaa Grimseth blev her til i Dag. Jo mere jeg kiender dette unge (i Dag 25 Aar gamle) Menneske, jo mere ynder jeg ham, og det er Tilfældet med os Alle her. Selv min Telja er lidt forliebt i ham, og siger: «Det er et af de gode Ansigter, og kan vist ikke bedrage.» Moer Garben, som har kiendt ham i 8 Aar, giver Telja Ret. Ogsaa han blev her til denne Stund, og spadserede nu til Næss. Under Onkel Randulffs Geleyde fulgte alle mine Jomfruer, Telja undtagen, ham tilveye. Disse Dage, og især Aftnerne, ere gaaede meget morsomt. De har fundet paa saa mange Spilopper, disse snilde Gutter, i Janitskarmusiken ere de stegne til en frygtelig Høyde, og deres altiid forandrede Pynt svarer stedse til Instrumenterne […] Ingen seer kunstigere ud end min Moer Cappelens Ritmester, der staaer paa et stort Kobber Pastelfad, har Sabel paa, en lille bitte Hat paa tre Haar, og seer saa gravitetisk ud som en indbildt Virtuos i Følelsen af sin Kunst. Han døver endnu mere end Tønder Lund med sin Morter, Christian med sin Ildtang og Pibe, Lossius med sine Tintallerkener, Grimsets deylige Violinspil […] Hvad der morer os meest, er Ordsproglegen. Jeg veed ikke, mine Elskede, om I Alle kiender den […] I Aftes udførtes især tre Ordsprog overmaade godt. Det var: «uden Øll og Mad er Helten ingen Ting» – «Ærlighed varer længst» og «Ladhed er Fandens Hovedpude». I dette sidste forestillede Randulff, og I troer ikke til hvilken Grad af Fortræffelighed, en Dommer, som ingen Ting gad foretage sig, sov ind over sin Protokol o. s. v. Hans Secretair, Grimseth, giorde ham Forestillinger (det forstaaer sig, altsammen Pantomine) og yttrede sin Bekymring. Gouverneuren (Skieldrup) med Stiærner og Ordener kom, fandt Regnskaber og alt i Uorden, kort, den Lade blev afsat og hængte sig – for han ey gad eller kunde leve længere […]

Med glade Veemodstaare læste jeg det lille Digt i Intellig. Bl. Til Christian Frederik (jeg tager meget feyl, betyder ikke det underskrevne F.: Frederik Egersøn). Med større Piinagtighed end jeg har følt under alle denne Tiids Forsmædelser læste, eller hørte jeg samme Postdag Wedels rasende Udladelser i en senere Tale, som det tyktes mig han maatte give sit halve, ja hele Grevskab til (jeg vilde ikke skrevet eller sagt det for et Kongerige) var blevet i hans eget stille Sind, om dette er saa fordærvet, at derfra virkelig kunde komme en saadan Tanke: «I flere Aarhundreder ønskede hver oplyst (jeg husker ikke om der ogsaa staaer redelig) Normand denne Forbindelse.» – Tier Noras Sønner til denne løgnagtige Bespottelse, saa – har hun ingen værdig Søn mere, og saa maae vel Svea som hele Europa troe, hiin groveste af alle Løgne er Sandhed, alle Sandheder Løgn, og Norge den foragteligste Nation paa Jorden. Men ney! De vil, de kan ikke tie, kan ikke see deres herlige, ømme Moder hvile med Skiændsel i den Grav, de ikke kunde rædde hende fra. I hvor fast jeg nu er overbevist herom, kunde jeg dog ikke andet end give de Følelser Ord, de forskiællige, som streed i mit Inderste; og i Nattens Stilhed blev følgende Stropher til, som jeg dog vel troer den tolerante Berg ikke vægrer sig ved at give Bogtrykkersværte:

Til Digteren F., see Intelligbl. No. 92.

(Ingen Gaade).
Det er forbi! – I al Naturen lyder
Ey noget Ord saa sørgeligt. Forbi!
Men naar min Taare heed og bitter flyder,
Idet jeg sukker: «Ja, det er forbi!
Og Almagt selv ey kalde kan tilbage
Den svundne Tiid» – taust Hiertet vaander sig.
O! kun den Feyge bryder ud i Klage,
Naar Dommen er uigienkaldelig.
Men dig, ukiendte Ædle! vil jeg række
Med stille bitter Veemod troefast Haand.
Saa lidt som dig mig Nutiidsaand kan skrække,
Og evig signer jeg de brudte Baand,
Og evig signer jeg vor Christians Minde,
Hver troefast Normand signer det med mig.
Og Svea selv det Niddingsdaad vil finde,
Med meer end Taal at underkaste sig
Det faldne Lod. Den Rasende, som siger:
«I Secler ønsked Norge sig det Lod.»
(Siig, er det Vanvid eller giftig Smiger?)
I ham randt aldrig Noras rene Blod.

De fleste af Eder, mine Elskelige, vil gienkiende de første Linier, som jeg har laant af mit Digt ved Dichmans Død. De flød den Gang fra et dybt sønderrevet Hierte, og gienlyde nu fast uophørlig i det atter sønderrevne Hierte, og paatrængte sig mig istæden for alt hvad jeg vilde begynde med, maaskee fordi ingen andre Ord saadan udtrykker saadanne Fornemmelser. I, som ikke kiender eller erindrer hiint Digt, vil dog giætte, at det C. under Ovenstaaende betyder Eders Moer Koren. Og hele Verden maa giærne giætte og vide det. Nu begynder det at snee. O holdt det dog saa ved, da blev det maaske dog mueligt, jeg i Morgen mundtlig kunde lykønske min Rikke til hendes Fødselsdag […]

Det var mueligt, seer I, at denne 23. Novbr. blev den sidste, min Rikke levede i Norge. Hun som hendes B. ønsker sig tilbage i det kiære Fødeland, hvor al deres Familie og hele Ungdomskreds er. Jeg sørger vel, men undres ikke over dette Ønske. Gud opfylde det, er det til de Godes sande Vel, og kan de der blive gladere, end de nu ere, og lykkeligere. Men I Alle undres ikke over, at jeg er lidt underlig tilmode, lidt beklæmt. Imidlertiid vil jeg troelig holde mig efterrettelig hvad jeg herovenfor har sagt: Gud raade til det Bedste, og velsigne min huldtroe Rikke! […]

Søndag 27^de […] De arme Skydsheste, som skal trække det svenske Følge frem i disse Dage med deres store glimrende Eqvipager, for hvilke de skiønne, rummelige Færger i Vormesund ere meget for smaae (ligesom alt her i Landet er dem for smaat og tarveligt) Gud hielpe dem – og os Alle! «Men du skal bestandig holde din Mund, stakkels Hierte. Glæm ikke det!» […]

Tirsdag 29. […] Frue Rummelhoff beskrev Moer Garben omstændelig al den Stads der har været i Byen i disse Dage. Derom skrev min elskelige skaansomme Catty ikke et Ord til sin Moer Koren […] Saa, der er Skydsskafferen. Vi skal atter ud til Holen med to Heste, da det er vanskeligt at faae sammenskrabet de 200, siger og skriver tohundrede Heste der udfordres til Prindseskydsen. Saadan reyste vel aldrig før nogen Herre giennem Klippelandet. Ak, mine Elskede, det var bædre jeg ingen Dagbog holdt i denne Tiid, at jeg overalt skrev lidet eller intet. Hvorfor skal jeg giæmme min Sorg og Harme i disse stakkels Blade? Men jeg har vant mig for meget til at giæmme alt her. I kunde let undvære denne mavre Underholdning; men mig blev det tungt ikke her at kunde lette det tunge Hierte.

 Onsdag 30^te Da vi netop havde tændt Lys, kom Arnoldus, vaad og kold, stakkels Mand, men altiid den samme muntre Gode. Jeg havde vist ventet nogle Linier fra min Wilhelm, men fik intet, det man vel ogsaa maae undskylde, da han har Hovedet fuldt af vigtigere Ting. I Morgen tiltræder han den ham vist ikke behagelige Stockholmsreyse. Langt gladere havde han reyst til Hovind, baade fordi Hovind er ham kiært, og fordi han da var paa Veyen til sit kiære Bergen.

Vor gode Arnoldus medbragte Printsens Tale, der i det Hele vel ikke kunde være anderledes, og Presidentens Svar – ja, i det er neppe et Ord for meget eller for lidt, sandere og kraftfuldere kunde vel intet i denne Anledning være, kort, det var Wilhelmsk. I den nye Grundlov, den han ogsaa medbragte, hører jeg med Glæde, at intet er forandret, uden hvad de forandrede Omstændigheder giorde aldeles nødvendigt, og at der kun er indrømmet Svensken hvad der, naar vi skulde have noget at skaffe med ham, maatte indrømmes. Gunder kom nu tilbage. Da han saae, der blev Heste nok, giæmte han sine bort, og Gulen slap den Gang for den tunge Skyds. Først Kl. 11 i Aftes kom Sviten til Holen. Arme Provstinde Finkenhagen, hvor har hun maattet vente de fornemme Giæster længe, og beholde dem, da de kom saa seent, nu vel til langt paa Dagen.

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.