Little Iowa Præstegaard,
13de April 1863

Kjære Fader!Fader] Ahlert Hysing (1793–1879)

Det havde jeg ikke troet at lille Gutten minlille Gutten min] Paul Koren (1863–1944), Elisabeths femte barn, født 16. februar 1863 skulde blevet 8 Uger gammel før jeg kom saa vidt som til selv at skrive til dig kjære Fader; da VilhelmVilhelm] (Ulrik) Vilhelm Koren (1826–1910), Elisabeths ektemann sændte sit Brev, mente jeg at det snart skulde kunne ske, men før Barnet var en Maaned gamel, fik jeg ondt i Brystet og var ikke istand til at skrive, jeg kunde ikke bevæge min høire Arm saa meget, da det nu blev bedre hermed, fik jeg ondt i et øie, som jeg først nu med Forsigtighed tør bruge igjen. Du seer jeg har havt lidt Eftersmæk dennegang ogsaa, men Benene har været brave og jeg kan ikke være glad nok fordi alt er som det er. Lille Paul har hele Tiden voxet og trivedes til sin Mamas Glæde, han er Gud ske Lov! ogsaa et stærkt flinkt Barn, som sine Sødskende, jeg tænker HenrietteHenriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeths første barn og LinaLina] Caroline Mathilde Koren, gift Naeseth, (1857–1945), Elisabeths andre barn beskriver ham nøiagtig nok for dig, jeg ved ikke andet at mærke ved ham end at han strax viste Tegn til øienbryn, noget de øvrige Børn først sent har faaet. Gud bevare ham fremdelse saa frisk og flink!

Hvor Gud har været god mot Børnene vores, kjære Fader! Allesamme saa friske, endogsaa i denne saa sygelige Høst og Vinter har vi været fri for Sygdom. Nu er de ude i Haven alle 4, ivrig beskjæftiget med at plukke sammen og kjøre bort nedfaldne Grene og andet Rusk fra Græsplænen, lille JohanJohan] Bøycke Johan Rulffs Koren (1861–1923), Elisabeths fjerde barn gaaer ogsaa saa flittig og sanker, du kan tro han er kommen sig godt i alle Maader, ikke mindst i at tale, han begyndte sent, men saa gik det desto hurtigere og nu taler han usædvanlig meget og sammenhængende, men saa er han da ogsaa blevet saa vilter saa jeg troer ogsaa han er den livligste af dem. Er nogen af dem i Særdeleshed Vilhelms Kjæledægge saa er det ham, og han er da ogsaa over al Maade glad i Papa og saa bedende hvergang han reiser: «Ikke reise fra mig Papa min!» gaar han og græder, og altid naar han hører Hundende gjø, springer han til Vinduet og raaber saa glad, «Papa kommer, Papa kommer hjem til mig!»

Han faaer vænte mange Dager paa han nu idag, Mandag reiste nemlig Vilhelm til Wisconsin til Kirkeraadsmøde, er alt vel, haaber jeg han er hos os igjen Lørdag Aften. Han havde bestemt ikke at reise dennegang, men ved nærmere Samraad med SchmidtSchmidt] Friedrich A. Schmidt (1837–1928) var den andre læreren som ble ansatt i fast stilling på Luther College. Schmidt var ansatt på Luther College i over ti år og underviste der i teologi, språk og matematikk (Norlie 1914, 107, se også Bunge 2011, 17). og Larsen,Larsen] Laur (Peter Laurentius) Larsen (1833–1915), først prest i Rush River, Wisconsin, fra 1859 til 1861 professor i teologi ved Concordia Seminary i St. Louis, Missouri. 1861 ble han den første rektor for Luther College i Decorah (Norlie 1914, 102). fandtes det nødvendig for Skolens skyld at han reiste og fik tale med de østlige Præster, der holder deres Møde strax før Kirkeraadet samles paa samme Sted, hos Præsten MagelsenPræsten Magelsen] Claus Friman Magelssen (1830–1904), prest for tre menigheter i Wisconsin fra 1859 (Norlie 1914, 104) nemlig.

Der tænkes meget paa at begynde at bygge den paatænkte Skolebygning i Decorah i Sommer, d.v.s samle Materialer til at bygge med, men man er lidt bange for at begynde dermed i disse Tider. Jeg skulde rigtig ønske Vilhelm kunde finde Tid til at skrive dig et ordentlig Brev til, men Udsigterne ere smaa, har han end ikke regelmæssige lange Reiser nu siden HjortHjort] presten Ove Jakob Hjorth (1827–1879) blev Præst i Paint Creek, saa giver hans egen Menighed ham mer og mere at varetage, og den er vidløftig nok til idelig at holde ham paa Farten. Idag 14 Dage skal det vestlige Præsteskab holde sin Conferents; i Februar var de i Decorah, dennegang kommer de hid til os, det er ikke rimeligt her kommer mere end 6, MuusMuus] Bernt Julius Muus (1832–1900), prest i Holden, sør for Northfield, Minnesota. Bestyrer for Holden Academy som senere ble til St. Olaf College. og SteenSteen] trolig Lauritz Steen, som utvandra i 1861, og ble prest i Minnesota (Norlie 1914, 107) er for langt af Veien, men jeg har vanskelig nok for at huse dem nu, paa vores lille Gjæsteværelse er det ikke plads til mere end 2 og paa Studereværelset kan jeg nu ikke have mere end 1 Seng, som altid staaer der. Der har Vilhelm holdt til med bægge Smagutterne siden lille Broder blev født, og du kan tro det er Stads for Johan at være paa «Papa Værelse», som han siger, ja for AhlertAhlert] Ahlert Hysing Koren (1859–1901), Elisabeths tredje barn ogsaa.

Jeg hadde saa ondt for at vænde mig til Barnestøi igjen den første Tid efter at jeg var kommen ind i Stuen igjen, da tog Vilhelm Smaagutterne ofte med sig ovenpaa, siden faaer de komme derop en Gang imellem, der er de nogsaa stille, Ahlert steller med den Passer han fik fra Onkel SchiertzOnkel Schiertz] Frantz Wilhelm Schiertz (1813–1887), landskapsmaler og arkitekt, gift med Karen Sophie Reusch Koren (1832–1933), se Johnson, 1941, I, 69–71. i Sommer, og Johan med Blyant og Papir. Det har været saadan grulig Søle, saa det længe var umulig at lade dem løbe ude, desto bedre smager det nu. Først efter Paaske begynder Vaaraanden, vores Hvede er saaet og paa Onsdag kommer gamle Rasmus Ullensvang og skal arbeide i Haven, det vil vel gaa sent med ham er jeg bange, men stakkels gamle, han trænger til at faa nogen Fortjeneste. Jeg gad vide hvordan det vil gaa med at faa Arbeidere til Høsten, det er slemt nok nu og Lønnen meget høi, 16 Dollar om Maaneden for en voxen Karl i Sommertiden.

Jeg hører ingenting om Emigration fra Norge iaar, saa forhaabentlig bliver den ikke stor. Tilstanden her i Landet synes dog nu at maatte kunne skræmme dem derfra, men de kjænde den vel ikke, faaer høre om den høie Løn og ikke paa samme Tid om hvor dyrt tillige næsten alle Ting ere. – Det seer ikke heller ud til at der i Sommer vil komme hværken Præste eller Lærehjælp fra Norge, fra den Candidat Bruun har man endnu ikke hørt. Nu er de 4 ældste af vaare «Studenter» færdige fra Concordia College i St. Louis, efter at have bestaaet sin Examen godt. De skal ordineres ved Synoden i Juni Maaned og har alle faaet sin bestemte Virkekreds kan du nok vide, her er ingen mangel paa ledige Kald. Johnson vænter vi daglig, han kommer til at være her til Synoden. –

Mange mange Tak kjære Fader! for dit sidste Brev. Du kan tro det var godt at faa da lille Gutten netop var 3 Dage gammel og Gud ske Tak! Alt var da vel hjemme, give Gud det fremdeles maatte være Tilfælde. Hvor jeg ønskede da jeg læste mine Breve, at I ogsaa skulde vide hvor glade vi var fordi Gud ogsaa dennegang havde gjort det saa godt for os. At jeg har 3 Smaagutter, der er underlig at tænke paa, Ahlert, Johan og Paul. Første Paaskedag blev lille Bro’er døbt, Fru LarsenFru Larsen] Karen Randine Neuberg, gift med Laur (Peter Laurentius) Larsen (1833–1915) bar ham, Prof. Schmidt var de øvrige Faddere. Larsen predikede i Decorah den Dag, men kom dog herop om Eftermiddagen. –

Det faaer jeg ikke glemme, jeg har lovet Ahlert at bede dig forære ham en liten Høvl. Han har sat sig i Hovedet at Bedstepapa vilde forære ham en Høvl, jeg er vis paa han imorgen spørger mig om jeg har skrevet det. Forresten har han siden Juul havt det travlt med at vilde være Smed; da vi i Julen besøgte Larsens tog Vilhelm han med sig ud i Byen en Dag, da saa han blant andre Mærkeligheder, en Hest blive skoet, og var inde i en ‹…›,Her har Elisabeth tydelig gjort plass til å fylle inn ord, men hun må ha glemt å gjøre det. det første han sagde da han kom tilbage var: «Aa der var saa fuldt, saa fuldt af smaa øxer, og jeg fik ikke een!» –

Vi fik nylig Brev fra Sofie Schierts, hvori hun beder mig skaffe Schierts Frø af smukke americanske Blomster og Træer, gid jeg bare kunde, saa ofte som jeg har studeret paa om her da ikke skulde være en eller anden slags Blomster det kunde more dig at faa Frø af, men alt hvad vi har af Haveblomster som er lidt pent, er det samme, som I har hjemme. Det kunde maaske være en eller anden vild Blomst, som var værd at sænde, men siden jeg det første Aar har vankede vidt og bredt omkring, har jeg kun seet ganske almindelige Markblomster. Jeg har næsten ingen Blomsterhave seet her, længere øst i ældre Settlementer er det vel bedre, men skal jeg dømme efter hvad vi fik ifjor fra New York, saa nytter det ikke at henvænde sig til en Gartner, det var kun lidet pent blandt al den Mængde Jux vi da fik. Gid jeg kunde see den Blomsterflor du nu har inde i Dagligstuen, det skulde være en Nydelse; for her [er] ingen Blomsterpotter i Vinduene; men nu faaer Fru Larsen en Deel af Aflæggere af Potteplanter fra en af sine Veninder i St. Louis, saa kan jeg ogsaa faa; nu har jeg kun en og anden Blomst fra Haven inde, foruden Gyldenlakker. Den ene Gyldenlak seer ud som et lidet Palmetræ, og har nu en deilig stor Klase med Blomster.

Hils StinStin] Johan Augustinus Hysing (1834–1888), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 188–189) og TomTom] Thomas Fasting Hysing (1838–1922), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 189) meget naar du skriver. Jeg skulde have meget Lyst til at see hans Udskæringer. Ahlert øver sit Talent i at arbeide Blomsterpinder til mig med mange Slags forunderlige Kruseduller paa. Nu er det maaske bestemt hvorhen Stin skal denne Sommer.

Den 22de April.

Sent igaar Aftes kom Vilhelm da fra Wisconsin, nogle Dage senere end han havde væntet, da han uformodet maatte følge med Formanden til Chicago, han skriver dig selv nogel Linier til. Ahlert hilser Bestepapa og takker meget for Brevet, du kan tro han var Karl over at faa et Brev alene og let forseglet. Han har alt skrevet sit Svar færdig men det faaer nok ligge til næste Gang. Gud velsigen dig min kjære Fader.

Din Leis.Leis] Elisabeths kallenavn i familien

Vilhelm beder mig at sige, at det gjør ham ondt at det ikke er blevet noget af med det paateænkte lange Brev, men hans Tid har været saa optaget med Reisen og Arbeide i Menigheden, at han nødvændig har maattet bruge den Tid, der har været levnet ham hjemme til uopsættelig Brevskrivning og andre Forretninger. Kunde jeg sænde dig hans Almanak, vilde du bedst see hvor optaget hans Tid er. Han kom meget Forkjølet hjem fra Chicago efter at have reist hele Natten, havde Dagen efter lang Gudstjæneste 10 Mil herfra og er fremdeles ganske klein, saa fulgte han mit Raad, reiste han ikke 12 Mil bort idag for at tale med Comunicanter. LarsenLarsen] Laur (Peter Laurentius) Larsen (1833–1915), først prest i Rush River, Wisconsin, fra 1859 til 1861 professor i teologi ved Concordia Seminary i St. Louis, Missouri. 1861 ble han den første rektor for Luther College i Decorah (Norlie 1914, 102). skal prædike for ham, det kan han dog ikke gjøre. I maa ikke ængste eder for Vilhelms Helbred. Han har nu i flere Aar været usædvanlig frisk og jeg haaber til Gud at det heller ikke dennegang har noget at betyde. Kjærlig Hilsen fra ham.

Little Iowa Præstegaard,
16de April 1863

Kjære Moder!Moder] stemora Elisabeth Frechland (1810–?). Mor til Elisabeth, Caroline Mathilde Koren (1801–1840), døde i 1840, da Elisabeth var åtte år.

Nu sændte jeg hele Flokken ud og lille Paullille Paul] Paul Koren (1863–1944), Elisabeths femte barn er nylig falden i Søvn saa haaber jeg at faa en rolig liden Skrivestund. Jeg ved du har længe væntet paa Brev, men som du af Faders Brev vil see, har jeg ikke kundet. AhlertAhlert] Ahlert Hysing Koren (1859–1901), Elisabeths tredje barn er den eneste af Børnene som ikke har skaffet mig en eller anden Ulæmpe bagefter. Brystbyld er en lei Ting og tager dygtig paa Kræfterne, men jeg har vist aldrig havt den saa slem som jeg hører mange har. Dennegang var det ogsaa bedre end første, fordi det nu trak op og blev en Byld udenpaa og følgelig ikke sad saa dybt og derfor heller ikke gjorde saa ondt at lægge Barnet til, noget jeg dennegang i nogle Dage forresten slet ikke kunde, men maatte bruge en slags Flaske jeg har, og give den lille Gutten Melk med en Theske, hvilket han slet ikke syntes videre om.

Det tog lang Tid dennegang, og jeg bruger endnu Saarplaster, men nu haaber jeg det strax er ganske lægt og godt igjen. Han trængte til meget Næring denne lille Gutten, og jeg har, efter at jeg fik ondt i Brystet, skaffet mig en Flaske og giver han regelmæssig Melk at drikke hver Eftermiddag, saa liden som han er, er det vist bedre for ham med Kavringgrød eller anden Mad; jeg har før aldrig behøvet at give dem noget saa smaa. Hvad det er som feiler mit øie hved jeg ikke, men skulde ønske her var en Læge som jeg kunde spørge derom. Baade det Aar Ahlert og det Aar JohanJohan] Bøycke Johan Rulffs Koren (1861–1923), Elisabeths fjerde barn blev født, havde jeg ligesom en liden Klump eller Kugle, hvad jeg nu skal kalde det, paa det ene øielaag, ikke bægge Gange paa samme øie; de gik bort, som de kom, lidt efter lidt, efter at jeg var bleven frisk igjen. Dennegang havde jeg ogsaa en lignende paa det høire øielaag, som nu vist har siddet der over et Aar, men istedenfor at gaa bort som de andre, begynder den at buldne; der kom noget Materie ud og den blev mindre, men er ikke borte, gjør heller slet ikke ondt. De jeg før har havt var hverken ømme eller gjorde det minste ondt; kan du sige mig hvad dette kan være?

Benene har Gud ske Lov været ganske gode dennegang, kun svage de første 3–4 Uger. Synes du ikke jeg havde det godt med Hjælp dennegang, da jeg var syg? AnneAnne] Anne Olsdatter Ringstad (1810–1994) hjalp Elisabeth i forbindelse med barnefødsler, søster til presten Nils Olsen Brandt (1824–1921) var her til Gutten var 12 Dage gammel og Birgit var her hele Tiden og er her fremdeles, da den nye Pige jeg har havt siden i Sommer, er reist. Hun var ikke ganske frisk og synes nu, da Vadsken blev endnu større at her blev mere at bestille end hun kunde overkomme, hvilket jeg finder ganske rimelig, Birgit bliver her til den nye Pige om et Par Uger kommer; gid hun maa være ligesaa flink, som hun seer snil og stærk ud. Her behøves en rask stærk Pige nu. Ny Confirmand skal jeg som sædvanlig ogsaa have denne Sommer, jeg skulde meget gjærne den jeg nu har, saa sagtmodig og snildt et Barn faaes ikke let igjen.

«Anne Kone» taaler ikke meget og er blevet endnu mere «sumlete» nu end før, jeg vidste hvordan det vilde gaa naar hun og Maria skulde stelle alene samme, derfor fik vi Birgit hid. Fru LarsenFru Larsen] Karen Randine Neuberg, gift med Laur (Peter Laurentius) Larsen (1833–1915) var her flere Dager medens jeg laa og senere, medens VilhelmVilhelm] (Ulrik) Vilhelm Koren (1826–1910), Elisabeths ektemann var borte nogle Dage, ligeledes Fru SchmidtFru Schmidt] Caroline Sophie Allwordt, gift med Friedrich A. Schmidt (1837–1928) var her ogsaa en Dag og i Paasken, da de var her til Barnets Daab, var de til 3die Dag. Alle Børnene var med i Kirken, undtagen Johan, han havde grædt saa fordi lille Broer var borte, men ikke spurgt efter nogen af os andre, jeg blev ganske rørt da jeg saa hans Glæde da jeg kom ind med Barnet. «Lille Broer, lille Broer», raabte han hele Tiden, kyssede og klappede ham, medens han baade græd og lo. –

Tak for dit sidste Brev, maatte alt ogsaa nu staa godt til hjemme og Vaaren ikke skaffe dig for mange Ulemper og Sommeren blive hyggelig. Jeg undres hvorledes vi Fruer skal stelle os, om alt er vel, medens vore Herrer Gemahler er paa Synoden. Det er længe siden LarsenLarsen] Laur (Peter Laurentius) Larsen (1833–1915), først prest i Rush River, Wisconsin, fra 1859 til 1861 professor i teologi ved Concordia Seminary i St. Louis, Missouri. 1861 ble han den første rektor for Luther College i Decorah (Norlie 1914, 102). inviterede sig selv til at være hos os i Ferien og saa bliver det vist ogsaa, om alt maa være vel der, men jeg undres hvad Fru HjortFru Hjort] Christiane Elizabeth Ottesen, gift med presten Ove Jakob Hjorth (1827–1879) vil, om hun ogsaa vil komme til os i den Tid, hvis saa, da faaer en af dem tage deres Pige med til Hjælp for os her, hvilket jo godt lader sig gjøre, hvis jeg ellers kan tage imod Gjæster paa den Tid. Her skal nemlig lægges nyt Tag paa det gamle Huus og paa samme Tid indrettes et Værelse over vores Dagligstue, hvor det da var Meningen at den paatænkte vi skulde have i Huset, skulde ligge tillige med bægge Smaapigerne. Det skal blive godt naar det er gjort; vi kan vel behøve et Værelse til, ja baade 2 og 3, vi har det ganske trangt nu, uden at tale om hvad vi mangle af ydre Bekvemmeligheder. Jeg længes efter at hvide hvad Frøken LandmarkFrøken Landmark] Henriette Landmark, jf. brev 2. desember 1862 har svaret dig, tak for dit Bryderi med denne Sag. Jeg skrev til Fru JensenFru Jensen] Johanne Cathrine Jensen, gift med presten Nils Edward Schancke Jensen (1824–1875). Han utvandra i 1859 og ble prest i Rushford, Minnesota, ikke langt fra Decorah (Norlie 1914, 104). strax jeg kunde, men har endnu ikke faaet noget Svar eller Frøken Landmarks Adresse. Jeg gad vide hvorledes det vil gaa med Børnenes Undervisning i Sommer, det har været maadelig nok i lang Tid nu, og med Vaaren kommer forøget Ustadighed. HenrietteHenriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeths første barn har ingen videre Lyst til Haandarbeide, Læsning er det først og fremst, det samme er Tilfælde med Lina.Lina] Caroline Mathilde Koren, gift Naeseth, (1857–1945), Elisabeths andre barn Det som tager saa megen Tid bort fra mig er naturligviis, at jeg altid har et lidet Barn, som maa have stadig Tilsyn, og som jeg selv passer, de skaffer mest Bryderie, synes jeg, efter de er begyndt at gaa og til de er over 2 Aarsalderen. –

Du beder mig sige om der er noget jeg gjærne vil have og hvad du helst skal arbeide. Kjære Moder, du har arbeidet saa meget og sændt os saa mange Ting at jeg ikke ved hvad jeg skal sige, vist er det at jeg er meget taknemmelig for alt hvad vi har faaet, jeg har havt og har saa megen Hygge og Nytte af det altsammen. Siden du beder mig sige hvad der kunde være bedst for os at faa, vil jeg ogsaa nævne hvad jeg nu kan tænke mig. Skjærf til Børnene, dem du engang sændte bliver skrøbelige; et saadant Skjærf, BrystdugBrystdug] en slags vest eller hvad jeg skal kalde det lille Blaa Skjærf du sændte Vilhelm, vel er det endnu helt, til min Forundring, da Vilhelm brugede det bestandig, baade Sommer og Vinter, men det kan næppe var længe. Noget jeg skulde have lyst til at faa var en liden Guttedragt, saadan som Smaagutterne bruge hjemme, men nu synes du vist jeg bliver for begjærlig. Johan skal vist ikke faa Knæbuxer, de er saa sene at sy. Ahlert bruger nu saadane som naar halvt ned paa Smalbenet. Kanter til at sætte nedenom Smaapigernes Buxer vilde ogsaa været meget velkomne, enten ganske simpelt udtungede paa ikke for fint Tøi, da det var til Daglig brug det skulde være, eller hæklede med stærkt Garn jeg har seet hæklet af fineste Skomagertraad, det var baade pent og stærkt. Jeg har endnu af de pene aabne Kanter jeg fik til det Brug, jeg ved ikke hvad jeg ikke har, I har jo sændt mig alt mulig og jeg synes rigtig det er Skam at sidde her og skrive om hvad jeg endnu vil have.

En Ting Fru Larsen bad mig at faa hjemmefra naar der gaves Leilighed, og som vi bægge kunde trænge til at faa, var et godt Kaabemønster, bekvem til at reise med, dersom du har, eller uden for meget Besvær, kan skaffe mig et saadant. Bomuldsstrikkegarn til Børnene har jeg endnu og strømper har du ogsaa forsynet mig med, saa i Sommer ialfald er jeg godt hjulpet. Her koster nu alle Bomuldsvarer det 2–3–4 dobbelte af hvad vi før gave, alt efter Boniteten, hvordan er det i Norge? Alt er her bleven dyrere, det er verst med hvad der hører til Klædedragten, Kaffe og The kan bedre undværes, Kaffe bliver snart en ukjændt Luxusartikel, nu som den koster 40 cent Pundet, saa naar vi har brugt op hvad vi kjøbte i Høst, er det bedst ganske at holde op dermed, nu er vi næsten hørt op dermed, bruge The til Frokost og Kaffe om Eftermiddagen kun en ganske enkelt Gang. Folkene drikke Bygkaffe blandet med Cichorie, men derfor betakker jeg mig. Melk er da meget bedre. Det er nu ingen Sag at undvære Kaffe naar man, som jeg i denne Tid, hver Eftermiddag drikker en Kop Chocolade. Om Morgenen faaer jeg Rugmelsuppe saa snart som Thekjedlen kommer i Kog.

Men nu maa jeg ud og lave en Brødpudding til Middag, den Ret kjænder du vist ikke; den er meget simpelt, opskaaret Hvedebrød, hvortil alt gammelt Brød kan nyttes udblandet i Melk og tillaget med Smør, æg, Sukker og Caneel efter Behag, heldes i et Blikfad og steges i Ovnen, spises med sød Sauce, og er meget yndet af Børnene. Hvad skal jeg nu finde paa til Mad for Præsteskabet? Jeg faaer vist faa laant Fru Larsens Puddingform hvis jeg ikke kan faa mig en arbeidet selv til den Tid. Jeg undres om ikke Fru Hjort følger med sin Mand, men hvor skal jeg saa faa Plads, da faaer vist et Par af Præsterne faa Logis hos en af vore Naboer.

Ahlert og Johan er glade nu de har faaet deres Straahatte paa, de er alt ganske solbrændte, det er meget godt for mig ogsaa at de kan komme ud nu. Græsset begynder saa smaat at titte frem ellers er her ganske bart endnu. Vi har havt den samme Forunderlige milde Vinter, men uden saadanne Storme som i Norge. For Vilhelm har det været en slem Vinter hvad Føre angaar. –

Jeg har jo ikke hilset dig fra lille søde Paul. Gid jeg kunde trylle hele Vuggen ud til dig med den lille Gutten som han nu ligger og seer op med sine store mørke øine. Saa deilig som han strækker sig nu og gaber og seer saa veltilfreds ud.

Den 22de April: I Søndags kom det Brev om Frøken Landmark! Tak for det. Ja, nu faaer jeg da En i Huset, give Gud det maatte gaa godt, var det ikke for Børnenes Skyld, vilde jeg slet ikke tænkt paa at have nogen. Efterat Vilhelm havde sændt sit Brev, fik vi høre hvor smaat det er med Vilhelms Cousine Karen Wulf i BergenVilhelms Cousine Karen Wulf i Bergen] trolig Mette Kathrine Leganger Wulf (1784–1875), se Johnson 1941, I, 41 og 190. og at den ældste Datter maatte hjemmefra. Vi tænkte strax paa at maaskee at faa hænde i Huset hvis Foreldrene vilde sænde hende saa langt, nu er Frøken Landmark vel underveis, saa dermed er intet at gjøre. Sidst i Juni eller først i Juli skal Vilhelm til en Conferents i Chicago; men det gjør ikke stort enten han er der eller ei. Vilhelm skriver strax til En der i Menigheden som vil tage imod hende naar «Sleipner» kommer, huuse hende, bringe hende til Jernbanen, hun behøver ikke Følge til Prairie du Chien, der skal vi hente hende. A. C. Preus er nu flyttet til Coon Prairie.A. C. Preus … Coon Prairie] Adolph C. Preus (1814–1878), prest for norske immigranter i Koshkonong til 1860, så i Coon Valley. Leder for Den norske synoden fra 1853 til 1862 (Norlie 1914, 97). Den nuværende Præst i Chicago tar ikke gift. Til hendes Betingelse om fri Tilbagereise siger vi ja, om Løn etc., bliver vi nok enige. Og vi skal faa en liden Pakke med hende, det bliver en Glæde, du ved nok, hvorlidet det er, saa er det morsomt at faa det hjemmefra. Ahlert takker meget for Brevet. Nei, saa StinStin] Johan Augustinus Hysing (1834–1888), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 188–189) tænke saa smaat paa Bryllup til Høsten, gid han kunde og maatte faa fast Ansættelse. Hver saa snil og sænd Brevene via Ostende som før, jeg seer det er kun ænkelte Breve som gaa billige over Frankrig, veie de mere, koste de 66 sk istedenfor 46. Lev vel kjære Moder og tak for al Bryderi om Frøken Landmark. Venlig Hilsen fra alle.

Din Leis.Leis] Elisabeths kallenavn i familien

Little Iowa Præstegaard,
7de Juni 1863

Kjære Fader!Fader] Ahlert Hysing (1793–1879)

Jeg faaer nok dennegang finde mig i heller at skrive ganske kort, og see at sænde det snart; varer det for længe inden I dennegang faaer Brev, frygter jeg I kunde alvorlig ængste Eder, da VilhelmVilhelm] (Ulrik) Vilhelm Koren (1826–1910), Elisabeths ektemann jo var syg da jeg sændte mit sidste. Jeg skal trolig gribe hver en liden Stund jeg kan til at skrive, men naar du har læst Moders Brev og seer at alle Børnene har Kighoste og dertil ogsaa kommer at jeg har nye Piger, saa vil det ikke undre dig om det bliver lidet.

Vilhelm er da Gud være Lovet! Meget bedre og Hosten ganske borte, tænk at han ogsaa har havt Kighoste, men stærk er han langt fra ikke og taaler kund daarlig Anstrængelser. Jeg haaber paa Juli og August Maaneds Hvile, i den Tid bliver der ingen Hverdags Gudstjenester. Det er da midt i den travle «Harvest» og heller ikke saa megen Altergang, det sidste er jeg især glad for, du kan vide hvor trættende og anstrængende det er den hele Dag igjennem at tale med de der vilde gaa til Alters, men trods al den dermed forbundne Møie, er Vilhelm meget glad over at have faaet det indført, og det Kjendskab han derved faar til sine Menighedslemmer, vilde han vist ikke let kunde faa paa anden Maade. Megen Glæde og Opmuntring troer jeg dette nærmere Kjændskab ogsaa har forskaffet ham, skjøndt han naturligvis ogsaa finder megen Vankundighed. Derimod skulde jeg være hjertelig Glad om Synoden og Mødet i Chicago med Augustanapræsterne, var vel over. Det er en svært anstrængende Tid og Vilhelm seer altid saa mager og anstrængt ud naar han kommer fra Synoden, tidlig oppe og seent i Seng samt uafbrudt Anstrængelse, thi flittige er de, det er vist. Imorgentidlig reiser han og kommer tilbage om 14 Dage, den 23de Juni haaber jeg, da er det Hvilen skulde begynde.

Tænk at Præsten OttesenPræsten Ottesen] Jakob Aall Ottesen (1825–1904), prest i Koshkonong fra 1860 til 1891 (Norlie 1914, 99) reiser til Norge strax efter Synoden, det fik vi høre for et Par Dage siden. Han skal besøge sin gamle Fader, der skal være bleven meget ussel siden han tog sin Afsked. Han bliver borte i 3 Maaneder, han reise alene, hans Familie besøger imidlertid hans Svoger HjortHjort] presten Ove Jakob Hjorth (1827–1879) paa Painted Creek, LarsensLarsens] Laur (Peter Laurentius) Larsen (1833–1915) og kona Karen og vel ogsaa os, hvis Kighosten ikke skræmmer dem, ialfald er jeg bange Husreparation gjør et længere Ophold her umuligt.

Den der havde et godt Portræt af lille JohanJohan] Bøycke Johan Rulffs Koren (1861–1923), Elisabeths fjerde barn at sænde dig, ja om jeg kunde faa mig bestilt en duelig Fotografist til Decorah og faa gode Portræter af alle Børnene at sænde hjem med «Sleipner», gid det var saa vel og at Hosten ikke maa blive slemmere end det lod sig gjøre, hvis der gives Anledning. Jeg studerer saa paa om her da ingen Ting er som jeg kunde sænde hjem, det er heller ikke første Gang, jeg nu studerer derpaa, men altid forgjæves; jeg ved ingenting aparte, fremmed, kort sagt noget der kunde være morsomt at faa fra America. Sofie Schiertz bad mig sænde hendes Mand Frø af Americanske Blomster og Træsorter, ikke engang dette kan jeg, af Blomster har jeg næppe nogen verd at sænde som de ikke have hjemme, og af de faa Slags Træer, vi have her, som ikke voxer hjemme, maatte jeg formodentlig sænde unge Træer, jeg vil dog forsøge om der er nogen jeg kan faa Frø af og sænde næste Aar, saa kan Schiertz experimentere dermed. –

Idag, Trinitates Søndag, har Vilhelm Confirmanter i Calmar. Forrige Søndag her. Det gik Gud ske Lov! bedre end jeg havde kundet haabe, jeg var ængstelig for hvordan Vilhelm skulde taale den Anstrængelse. Mod Sædvane havde vi ikke Huset fuldt af Gjæster den Dag, kun nogle til Middag, det var fordi Confirmanderne var fordelt paa to Pladse. –

Da jeg skrev hjem sidst vænted jeg en Deel af de vestlige Præster hid til Møde, men deraf blev ikke noget, den af Presidenten anmodede Bededag kom nemlig i Veien, saa kun Præsten Jensen,Jensen] presten Nils Edward Schancke Jensen (1824–1875). Han utvandra i 1859 og ble prest i Rushford, Minnesota, ikke langt fra Decorah (Norlie 1914, 104). der paa Grund af tidligere Tilsigelser ingen Notits kunde tage af den, kom tillige med Larsen og Schmidt,Schmidt] Friedrich A. Schmidt (1837–1928) var den andre læreren som ble ansatt i fast stilling på Luther College. Schmidt var ansatt på Luther College i over ti år og underviste der i teologi, språk og matematikk (Norlie 1914, 107, se også Bunge 2011, 17). alle 3 Pasienter, Vilhelm selv den 4de, saa det var et ynkeligt Møde.

Mange kjærlige Hilsner har jeg til dig fra Vilhelm og tak for dit Brev fra Mai, nogen speciel Hilsen fik jeg ikke, og glæmte ogsaa at spørge om det var nogen. Jeg synes næsten ikke jeg har talt med ham i den sidste Tid, han har havt saa meget Arbeide naar han har været hjemme, at jeg næppe har seet ham uden ved Maaltiderne. Det stod vel til hjemme da du skrev, Gud lade det fremdeles være saa! Mange Hilsner til StinStin] Johan Augustinus Hysing (1834–1888), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 188–189) naar du skriver, han er da rigtig heldig, som nu faar Arbeide ved Mandal, og der er vist ingen Fare for ham at komme til at sulte i Siredalen, som har baade Moder og Fru Lassen til at lave Nisten. Siredøler og Setersdøler er vel lidt i Slægt indbilder jeg mig og da maa det være mindre behageligt at færdes blant dem. Vilhelms Beskrivelse om sit Ophold om Sæterdølsetlementet i Minnesotah var gyseligt, og naar de var slig her i Landet, hvor de, om de end ingen andre Dyder erhverve sig, dog pleie at blive mere renslige, hvad maa de da ikke være i Norge. Deres Dialekt kan jeg næsten ikke forstaa og jeg har dog havt godt øvelse i de forskjællige Dialekter her i Landet.

Nu er TomTom] Thomas Fasting Hysing (1838–1922), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 189) hjemme, gid det maatte blive til hygge for dig min kjære Fader! Jeg undres om ikke AhlertAhlert] Ahlert Hysing Koren (1859–1901), Elisabeths tredje barn kommer til at blive Polytechniker. Johan siger han vil være Præst og lille Paullille Paul] Paul Koren (1863–1944), Elisabeths femte barn skal være Klokker heder det, nu ja, det er vel lidt for tidligt at speculere herpaa endnu. Gud give de maa blive brave Mennesker, saa faaer det være det samme hvad de ellers bliver. Johan har forresten en Passion for at kjøre, og Løftet om at han og Johan skal faa være med naar Vilhelm skal hæntes et Par Miil herfra ved sin Hjemkomst, er nok til at bortjage alle hans smaa Sorger, og med Løfte om at kjøre belønner han os altid naar det er noget han er glad for: «Du er snil Mama, du skal faa kjøre i Buggy», sagde han netop nu fordi han fik lov til at faa Smørbrød med Sirup paa. –

Er det ikke underligt at Emigrationen fra Europa, vel fornemmelig Irland og Tyskland, her til Landet er saa stor iaar? Fra Norge lader det ikke til det kommer saa mange. Det er vel den høie Arbeidsløn for en stor Deel, som lokker. Vi maa give en voxen Gut 16 Dollar Maaneden for Sommeren og i «Harvesten», 35 Dollar for Maaneden, om jeg husker ret. Nu overtager der Maskiner til at binde Kornet med ligesaa hurtigt som den anden Maskine skjærer det, den skulde altsaa ved en Guts Hjælp kunne gjøre Arbeide for 8 Mand. Tilsidst tænker jeg ikke Mennskene faar andet at bestille end at arbeide Maskiner og sætte dem i gang, saa udfører disse nok af sig selv hvad som behøves; hvis det ikke ellers snart er Slut med Menneskenes Opfindelsesevne i det Hele, det seer underligt ud i Verden nu, og ikke minst i Europa. Gud give Norge maatte beholde sin gamle Fred og det blot være feilagtige Gjætninger alt hvad der siges om forholdet til Rusland osv. Her i Landet gaar det i den samme Langdrag, det er nu over 2 Uger siden de i Decorah saluterede af glæde over at Vicksburg var indtaget, men Vicksburg holder sig fremdeles. –

Hvor tidlig Vaaren begyndte i Norge, mon Bøgeskoven fik sin Pynt færdig til 17de Mai? Jeg kan næsten indbilde mig det er Bøgeskoven vi har her mod øst, nu som Egen er saa lysegrønd, men det deilige Farrisvand skal jeg forgjæves lede efter; det er ellers en meget smuk Skov dette til alle Tider, men allermest ved Solnedgang. Gid det maa staa godt i din Have i Aar, saa du kan have Glæde af den kjære Fader! Her gjælder det at have god Taalmodighed den første Deel af Sommeren, da seer det ofte smaat ud med alt, til det pludselig faar nyt Liv senere hen, naar Duggen falder stærkere. Saa har 4 af vore ældste æbletrær for føste Gang blomstret stærkt og har nu en mængde Kart, det skulde være morsomt at plukke æbler af sit eget Træ. Mine Pindselilie Knopper visne iaar igjen, men vil jo prøve at sætte nogle af dem mere i Skygge, er det ikke saa at de vil have Skygge? Mange mange Hilsner fra alle Børnene. Ja, velsigne dig kjære Fader.

Din hengivende Datter Leis.

Sig mig om ikke dette Papir er for tykt til at sænde saa meget paa en Gang? Jeg kunde jo skrive tættere.

Little Iowa Præstegaard,
den 8de Juni 1863

Kjære Moder!Moder] stemora Elisabeth Frechland (1810–?). Mor til Elisabeth, Caroline Mathilde Koren (1801–1840), døde i 1840, da Elisabeth var åtte år.

Maatte nu dette Brev gaa ligesaa hurtigt som det sidste jeg fik hjemmefra, saa faaer du da dette til din Fødselsdag, mange kjærlige ønsker til den Dag, kjære Moder. Gud give du maa see den med Glæde og være frisk, samt høitidligholde den med gode Venner. Madam Wright besøger dig kanske til den Tid, gid hun og Ovidia nu maa være bedre. Hils Wrightes fra mig. Er gamle Madam Lange hos dem? Tak for dit sidste Brev; jeg tænker I længes dygtig efter at høre om Frøken Landmarks AnkomstFrøken Landmarks Ankomst] Henriette Landmark, jf. brev 2. desember 1862 til os og næste Gang jeg skriver er hun her formodentlig, du kan nok vide jeg selv længes efter at vide hvordan det vil gaa og hvor inderlig jeg ønsker det maa blive til gjensidig Tilfredshed. Nu kommer VilhelmVilhelm] (Ulrik) Vilhelm Koren (1826–1910), Elisabeths ektemann selv snart til Chicago, træffer han hende ikke der, saa arangerer han ialfald alt paa det bedste for hende.

Du husker den Johnsen som var her et Aar og læste med Vilhelm, senere i St. Louis; han er nu færdig og blive ordineret efter Synoden. Han er blevet forlovet med den Sahlgaard, som er hos præsten Hjort.Hjort] presten Ove Jakob Hjorth (1827–1879) Det gik fort med en Forlovelse og Fru HjortFru Hjort] Christiane Elizabeth Ottesen, gift med presten Ove Jakob Hjorth (1827–1879) fik ikke beholde sin «Norgesdame» længe. Han var her nylig og presenterede hende for os. Hun syntes at være nok saa tækkelig og saa ikke ud til at være tabt bag en Vogn. Hun ligte sig godt her i Landet. Hjorts havde kun havt en voxen Pige, der rigtignok er meget flink, saa hun (Sahlgaard) havde hjulpet til med alleslags Arbeide. For Ex. om Mandagen naar Pigen havde Klædesvadsk, havde hun hjort rent alle Værelserne, lavet Maden, vadsket op, osv. Hun kaldte den sin Pønitentsedag og en saadan Pønitentsedag maa jeg vist ogsaa stundom give min Frøken, saa Pigen kan komme ud i Haven og luge ellers kommer vi vel til at have en Confirmandpige bestandig, saa for de groveste Arbeider kan hun da blive fri.

Vi har netop faaet en ny Confirmand, hun heder Johanne, og dette kan lille Johan ikke forstaa hvordan kan gaa til, saa han kalder hende Susanne, et Navn han har fra HenriettesHenriettes] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeths første barn Dukker. Ny voxen Pige har vi ogsaa. Ambjørg er en stor, stærk Valdersjente, som det Aar hun har været her i Landet, har tjent hos en americansk Kone, der er meget nøie i alle Ting, hvilket kommer mig til Gode nu; ellers er jeg bange hun er temmelig langsom, men heller sent og vel end fort og sjudsket, og noget Mangler der nu altid. Hvordan gaaer det hjemme med Pige nu?

Det seer ud til at jeg faaer Søm nok liggende til Frøken Landmark kommer, jeg faaer næsten ingen Ting syd om Dagen og har ikke iaar kundet faa Fat paa den Pige jeg pleier at have, her er ondt at faa Hjælp til at sy, ja til hvad det skal være; det er ikke her som paa Painted Creek, Fru Hjort har let for at faa Hjælp, til hvad der behøves. Jeg haaber ellers at PaulPaul] Paul Koren (1863–1944), Elisabeths femte barn bliver mere rolig nu, ialfald for en liden Tid, da den ene og snart bægge de første Tænder ere igjennem, han er dog ogsaa tidlig ude med Tænder, endnu ikke 4 Maaneder.

Maa nu kun ikke Høsten blive for slem, det er sandt jeg har endnu ikke fortalt dig at alle Børnene har Kighoste, det er nu vel 1 Maaned siden AhlertAhlert] Ahlert Hysing Koren (1859–1901), Elisabeths tredje barn fik den, og de andre Børn snart efter. Vilhelm fik den allerførst, da jeg sidst skrev hjem var han meget Forkjølet og i det Hele daarlig, hostede ogsaa, men jeg tænkte rigtignok ikke da at det skulde blive Kighoste, han hostede ikke saa ofte, men voldsomt, og var mat og ussel, han kunde ikke prædike i nogen Tid, men reiste til Kirkene og udførte de minesterielle Forretninger, fik ogsaa et Par Gange Hjælp af Lærerne i Decorah. Han var meget bedre da han nu reiste til Synoden, og Hosten ganske ophørt. Vilhelm kan ikke huske at han har havt Kighoste, jeg skal rigtig spørge hans Moder om hun ved det. Det er da den beleiligste Tid paa Aaret at have Kighoste nu, de har den ogsaa mildt, saa med Guds Hjælp vil det gaa godt. Ahlert kiger stærkest og kaster ofte op, dernest JohanJohan] Bøycke Johan Rulffs Koren (1861–1923), Elisabeths fjerde barn og lille Paul kiger ogsaa noget, og hoster temmelig. Henriette derimod, som har havt (den er bedre nu) den slemmeste Hoste, kiger ikke, LinaLina] Caroline Mathilde Koren, gift Naeseth, (1857–1945), Elisabeths andre barn ikke heller, hun hoster ogsaa mindst, imidlertid skal det dog være Kighoste disse 2 ogsaa har, paastaar kloge Folk, for Ex Fru Larsen,Fru Larsen] Karen Randine Neuberg, gift med Laur (Peter Laurentius) Larsen (1833–1915) som siger hun ofte har hørt Børn havt Kighoste uden at kige. Johan og Paul kaster aldrig op, saa jeg har vel et Par Gange givet dem et mildt Brækmiddel, ellers synes jeg om varm Oliedug paa Brystet, løsner saa godt naar den er tør. De spiser lidet, men drikker destomere Bygsuppe, svag The med en pidsket æggeblomme i og æggedosis vil de nu gjærne have, for al den æggedosis Vilhelm spiste. Jeg seer et Brev fra Dr. Hansen til LarsensLarsens] Laur (Peter Laurentius) Larsen (1833–1915) og kona Karen da deres Smaa havde Kighoste med Regler for den.

Fru Larsen har for 10 Dager siden faaet sig en Datter, alt vel og Barnet saa stort og flinkt, forunderligt, saa svag som hun længe har været. Det seer ud som vi skal blive ganske afspærret fra Folk i Sommer paa Grund af Kighosten, jeg tør ikke reise ned til Larsens naar jeg har Paul med, heller ikke tør hun komme herop, hun har havt saa tydelig Bevis paa hvor let den smitter og det er ganske rimelig, de er meget ængstelige for dette lille Barn efter at have mistet 2 Smaa, den Yngstes Sygdom begyndte netop med Kighoste, saa Lungebetændelse, hvilket ikke er saa sjælden at høre følger efter her, vel især naar de faaer Hosten Høst eller Vinter.

Kommer saa OttesensOttesens] Jakob Aall Ottesen (1825–1904), prest i Koshkonong fra 1860 til 1891 (Norlie 1914, 99). Gift med Cathinka Tank Døderlein. til Larsens, tør de formodentlig ikke heller komme til os, der har de ogsaa havet Lungebetændelse bagefter og megen Sygdom, deres Børn er saa svagelige. Strax efter Synoden er vi inviteret til Hjorts, til Johnsons Bryllup, jeg haaber Koren kan reise, jeg rimeligvis ikke, men dette er bare Smaating, du kan nok vide at jeg ikke synes det er ondt at være her hjemme og passe paa Børnene mine, men er hjærtelig Glad over at jeg er frisk og kan gjøre det. At Paul, som er saa liden, skal have Kighosten synes jeg er Ondt, men jeg haaber det maa gaa godt. Selv om Børnene havde været friske havde vi ikke kundet tage imod hverken Larsens eller andre Fremmede paa Grund af denne Husreparation.

Vi haabede først at faa det meste gjort før Vilhelms reise til Synoden, men den ene Snedker narrede, saa de begynder først for alvor naar han kommer hjem. Jeg har været ikke fuldt en Times Visite hos Fru Larsen forrige Uge, netop 3 Timer hjemmefra, medens Vilhelm var hjemme og passede lille Paul. Da jeg kom hjem, fandt jeg Selskab fra Painted Creek bestaaende af en norsk og et Par gamle tydske Folk hos hvem Vilhelm oftere har logeret, som nu vilde besøge os paa deres Vei til Decorah. Slikt et malabariskmalabarisk] uforståelig Tydsk som de taler, jeg kunde næsten ikke forstaa dem, det er Fru Hjorts nærmeste Naboer, men hun klare sig nok, hun er flink i Tydsk, baade hun og Fru BrandtFru Brandt] Diderikke Ottesen, gift med presten Nils Olsen Brandt (1824–1921) er opdraget i Christiansfeldt.Christiansfeldt] referanse til Brødremenighetens skole i Christiansfeld i Danmark, ansett som en god skole for døtre i norske prestefamilier (jf. Grindal 2016, 94–105)

Tusind Tak for Pakken der er paa Veien til os, du ved nok vi blive glade hvor lidet det er og jeg synes vi har faaet baade saa ofte og meget at det gaaer ikke an I sænder os mere. Vi har havt en temmelig kjølig Maimaaned iaar, nu sukker alting efter Regn og min Have allermest, jeg kommer vist ikke til at finde Blomsterne igjen, kommer jeg ikke nu snart ud og luger mine Bed. Det lader da til I bruge Telegrafen flittig hjemme! Jeg haaber du heller tager dette Brev slig det er, lidt betids, end vænter til jeg kan give mig bedre Tid. Nu maa jeg skrive lidt til Vilhelm og fortælle ham hvordan der er med Børnene. Lev vel kjære Moder. Mange Hilsner fra os alle,

Din LeisLeis] Elisabeths kallenavn i familien

Lina var begyndt paa Brev, men det bliver for meget, jeg sænder det ikke. Jeg skulde hilse og gratulere dig fra hende. Henriette har rigtig skrevet saa gnidret og stygt. Var der Tid, skulde hun faa skrive det om igjen.

Little Iowa Præstegaard,
20de August 1863

Kjære Moder!Moder] stemora Elisabeth Frechland (1810–?). Mor til Elisabeth, Caroline Mathilde Koren (1801–1840), døde i 1840, da Elisabeth var åtte år.

Jeg ved ikke hvad du tænke fordi det varer saa længe før jeg skriver, især nu, vi har Frøken Landmark,Frøken Landmark] Henriette Landmark bodde hos familien Koren fra 1863 og hjalp Elisabeth med barna. kan du vist ikke forstaa hvorfor der ikke kommer Brev, gid jeg kunde sætte dig ind i hvordan vi har havt det og fremdeles har det, saa vilde du ikke undre dig derover. Du vet Frøken Landmark kom midt i den værste Forstyrrelse i Huset, da vi havde alting flyttet ud af Dagligstuen. Loft, Kjøkken, kort sagt hele det «gamle Huus» stod tomt saa du kan tænke dig at vi havde meget lidet Plads, det var saa ondt at komme til med alting: derimod havde vi mange Folk og meget Stel i Huset. Efter en meget langvarig Tørke kom der, netop som vi havde faaet Taget af det gamle, og for en Deel ogsaa af det nye Huus, om Natten et frygteligt Tordenveir med øsende Regn saa alle Gulve stod under Vand, i Sovekammeret blev det ogsaa temmelig vaadt og saa raat bagefter at jeg var meget bange Børnenes Hoste skulde blive slem igjen, det gik dog godt. Betrækket i Stuen fik nogle Striber, det var al Skaden.

Midt i denne Uhygge kom Frøken Landmark, temmelig medtaget af Reisen, fremmed og uskikket til at foretage sig stort var hun, som rimelig kunde være i den første Tid. Saa blev det saa vidt færdigt at vi kunde begynde at gjøre rent og flytte ind, det var godt vi havde VilhelmVilhelm] (Ulrik) Vilhelm Koren (1826–1910), Elisabeths ektemann hjemme, da vi skulde flytte hans Bøger og Papirer hvilket ikke var saa let et Arbeide. Studereværelse er nu over Dagligstuen, Frøken Landmark og Smaapigerne har det gamle til Soveværelse, der har HenrietteHenriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeths første barn og LinaLina] Caroline Mathilde Koren, gift Naeseth, (1857–1945), Elisabeths andre barn en Hylde til deres Bøger og Dukkestel. Paa Væggen over denne har de faaet en Deel Colorerede Tegninger, der fulgte med Illustrated London News, de smaa Billeder som engang hang paa Væggen i Faders Værelse hjemme, 2 kasserede Daguereotyper af mig og AhlertAhlert] Ahlert Hysing Koren (1859–1901), Elisabeths tredje barn har de hængt op, mellem en Bunke Paafuglefjær, meget skjøndt. De er meget lykkelige over at have sine Sager i Ro for Smaagutterne. Der er ogsaa hyggeligt deroppe, blaat Papir paa Væggene, hvide Gardiner, nu kommer det an paa om jeg faaer Hjælp af Frøken Landmark i at holde Børnene til Orden, hvilket jeg haaber.

Det lille nye Værelse vi har faaet ovenpaa maa vi have til Gutten, og naar der kommer nogen anden der kan ligge der. Vi har nu ikke noget Loft, saa der kommer vel ogsaa til at staa lidt af hvert. Jeg vil see at sænde dig en Tegning av Værelsene ovenpaa. Da vi nu var kommen i en slags Orden, var Hvede og Havrehøsten alt for Døren, og i den skulde Ambjørg, vores Pige, være med. Hun arbeidede for os med samme Dagløn som en leiet Karl, det var saa vanskelig, ja umuligt, at faa Arbeidsfolk i Sommer. Alle Mænd, Kvinder og Børn vare ude, jeg ved flere Farmere, som arbeidede baade Nat og Dag, naar der var Maaneskin, Børn paa 9 Aar blev brugte til at kjøre Høstemaskinen. Vi var altsaa uden Pige i længere Tid og maatte hjælpes ad saa godt vi kunde og Frøken Landmark fik strax prøve hvad det vil sige at komme til America og tage Haand i med overalt, nu har hun faaet øvet sig i at bage baade Brød, Bisquit, Pie, og Kager, skure Gryder og Knive, kort alt, undtagen Klædevask. Det var saa grulig varmt i den Tid at jeg var lidt ængstelig for at [hun] skulde taale det, men det gik godt, hun lagde sig paa Sængen og tog sig en Hvilestund naar hun var træt, og var flinkere til at taale Heden end man skulde tro, flinkere end jeg kunde været. Da vi saa vel var færdige med Indhøstningen, fik vi Gjæster.

Den 18de var det da vores 10de Bryllupsdag, til den Dag havde vi inviteret Hjorts,Hjorts] presten Ove Jakob Hjorth (1827–1879) og kona Christiane LarsensLarsens] Laur (Peter Laurentius) Larsen (1833–1915) og kona Karen og Schmiths,Schmiths] Friedrich A. Schmidt (1837–1928) og kona Caroline Sophie det var hyggeligt, deiligt Veir i de Dage, saa vi kunde spise i Haven. Fru Larsen besøgde os for første Gang i Sommer, men turde ikke heller dennegang blive Natten over for Kighosten, men de andre blev, hendes Søster Frøken NeubergFrøken Neuberg] Karine Neuberg er nu hos Hjorts. Fru Schmidt har nylig faaet sig en Søn, saa hun var her ikke. Fru Hjort liger jeg godt, hun er meget livlig, vi er meget inviterede til dem med hele Flokken naar Koren reiser til det Tydske Præstemøde i Fort Wayne, hvor hen han i alle Fald skal som Delegat tilligemed Pastor Muus,Pastor Muus] Bernt Julius Muus (1832–1900), prest i Holden, sør for Northfield, Minnesota. Bestyrer for Holden Academy som senere ble til St. Olaf College. det er i October, men Vilhelm har naturligvis Lyst paa selv at være med og gjensee sin gamle Menighed, det skulde være morsomt om det blev af, men i September begynder Vilhelm sine sædvanlige Reiser.

Nu har jeg skrevet saa langt uten at nævne Frøken Landmark, som du vel først og fremst ønsker at høre om. Det første gode Indtryk som du af ChristianesChristiane] Christiane Koren Hysing (1826–1880), Elisabeths eldste søster (Johnson 1941, I, 188) Brev vil see jeg fik af hende, har ikke tabt sig, men vi har siden hun kom slet ikke været i vore daglige Folder, siden hun kom, saa jeg synes ikke jeg endnu har lært hende at kjænde, hun er ingen fiin Dame, men dannet, har læst og hørt og ved hvad et dannet Menneske pleier at kjænde til, har god Forstand og et let Hoved lader det til, og har vist godt benyttet den Anledning hun har havt til at lære, men den har vist ikke været stor. Sprog kan hun ikke, men nu troer jeg vi kommer til at faa Synnøve Lommen, en ung snil Pige som holder engelsk Skole og selv har gaaet meget paa Skole og er anseet for flink, for nogle Maaneder i Huset, det haaber jeg skal komme baade Frøken Landmark og Børnene til Gode.

Hvor flink Frøken Landmark er, er ikke godt for mig at dømme om, hun er ikke meget vant til Husvæsenet, de sidste 4 Aar har hun vist taget lidet eller ingen Deel deri, men jeg tror hun har en god Villie, saa kan hun jo lære, gid hun kun maa finde sig vel her, for hendes Skyld, og ligeledes for Pigens, vilde jeg ønske vi snart vilde blive fri for Arbeidsfolk og komme i gammel Orden igjen, men saa snart bliver det næppe, vi har nu Folk der arbeider i Kirken i Kost og Logis da vi boer den nærmest, sidst i Ugen faaer vi Tærskningen. Jeg har en særdeles snil og brav Pige, saa flink og ordentlig ogsaa om end ikke hurtig, som jeg gjærne vilde beholde, blive hun kun ikke for snart træt og vil have sig en lettere Plads. Jeg vilde ønske Frøken Landmark snart fik Brev hjemmefra, hun vænter saa. Børnene sluttede sig snart til hende, Lina og JohanJohan] Bøycke Johan Rulffs Koren (1861–1923), Elisabeths fjerde barn strax, Henriette kunde ikke rigtig finde sig i at nogen anden end jeg skulde gaa og stælle i Huset, og kom næsten grædende ind en Dag og sagde «Nu bliver det vist ligesom naar Anne RingstadAnne Ringstad] Anne Olsdatter Ringstad (1810–1994) hjalp Elisabeth i forbindelse med barnefødsler, søster til presten Nils Olsen Brandt (1824–1921) er her», men det gav sig strax. Ahlert slutter sig ikke saa snart til nogen Fremmed, det varede længst før han kunde slutte sig noget til Frøken Landmark, men nu er de meget gode Venner. Men nu skal jeg ned og lave Tomatoessalat og tractere Frøken Landmark med, hun synes det er saa fælt, at vi er bleven saa americanisert at vi liker det, – vi synes ogsaa det var «fælt» i Begyndelsen.

Hjertelig Tak for Pakken, du skrev der var saa lidet, jeg synes det var meget indholdsrig. Jeg vilde ønske du kunde see Ahlert i sin Garibaldi Trøie, den klæder han saa udmærket godt, Ahlert kaldte den «Balder Trøien», men Johan forandrer det til «Rabaldertrøie». De havde den paa den 18de og blev meget beundret af mine Gjæster, ingen af os havde seet den Slags før, men jeg maatte tage den af snart, de var for varme den Dag. Mange Tak for det pene Skjørt, jeg troer næsten jeg maa lade Henriette faa det, enten er her saa varmt at jeg ikke bruger meget, eller saa Koldt at jeg trænger til mere, men for Henriette og senere for Lina vil det være prægtigt og Fodtæppet, det pene Hovudklæde – hjertelig Tak for det, alt ligeledes for Linas Kjole, den lader jeg ligge til næste Sommer, da Vilhelm nu han var i Chicago og skulde kjøbe en penere Kjole til Henriette og Lina, tog to Slags og ikke mere Tøi end at det maaske kunde blive for lidet, lod jeg det ligge. Jeg lappede og vændte og dreide for at hjælpe mig med Klæder til Børnene til Vilhelm skulde komme til Chicago og faa det billigere og bedre, men derfor er jeg ogsaa nu saa tilbage med Syning, jeg har saa længe ikke kunnet faa Hjælp dertil. Og der er ikke meget syet siden Frøken Landmark kom.

Børnene er meget lykkelige over alle de tilsændte Sager, havde vi vidst at der var slige pene Ting at faa, saa havde det ikke været saa vanskeligt at finde paa hvad de skulde bede om da du sagde, de maatte skrive hvad de helst ønskede, men saadant havde vi ikke seet før. Lille Johan fik en af Lysene og sin Stage og morede sig med. Juleaften skal han faa tænde det, alt vel. Tak for Dugen! Jo, jeg har trolig brugt af dem du har sændt mig, men havde dog mer igjen af de forrige. Jeg havde saavist tænkt selv at skrive lidt til Fru Jørgensen og takke hende for det nydelige Hovedklæde og for hvad hun sændte Børnene, hvor snilt af hende, men nu maa jeg bede dig takke for mig.

Her har været Folk af Menigheden i Besøg siden Formiddag, og hindret min Skrivning; Vilhelm maa have dette med i Morgen tidlig hvis jeg ikke vil vænte en hel Uge inden jeg kan faa det i Posten, og i Aften taaler jeg ikke for mit øie at skrive mere end dette færdigt. Denne Indretning paa mit øie, som jeg sidst skrev om er endnu ikke brav, jeg tænkte at spørge Dr. Holmbo tilraads naar han som han har sagt kommer, men nu ser det ud til at den vi kurere sig selv, den sidder udenpaa Laaget som en liden Vorte. 3 Gange er Huden gaaet af som en Hat og bliver mindre og mindre, sidste Gang i disse Dage hvorfor det er mere sensibelt nu. Fra SelløSellø] Selje, der Vilhelm Korens onkel, Wilhelm Frimann Koren (1801–1891), var prest (Johnson 1941, I, 64) fik vi ogsaa en Pakke med en liden Mahogny Komode, som Laura havde havt fra hun var 4 Aar, til Børnene, en sød lyserød Kjole til PaulPaul] Paul Koren (1863–1944), Elisabeths femte barn fra Ulriks Kone og en Mængde deilig hjemmespundet Uldgarn som Tante Aletta vilde strikket Skjorter af til Paul, men da de kun viste om det 1 Dag iforveien fik jeg Garnet, hvilket jeg helst vidle, saadant Garn er ikke saa godt at faa spundet. Lille Johan har været noget klein, men er nu meget bedre, det var Maven som var daarlig, ellers er Børnene raske og det er kun meget sjældent jeg hører en af Smaagutterne Kige. Ahlert blev lidt Forkjølet og fik da strax Hosten igjen, Tak for Raad for den, jeg var glad det var rigtig at give dem Melk, som jeg hele tiden havde gjort, men som flere troede, var galt. Guds ke Lov! Vi slap den saa let. Tænk at Fader ogsaa havde en Slags Kighoste! Med Guds Hjælp er han ganske frisk nu.

Du spørger hvordan jeg syer Halmmadraser. Jeg tager for det meste 4 Bredder og syer sammen som en stor Sæk og lader et Stykke staa aabent paa Midten, stort nok til at Halmen bekvemt kan opristes hvilket jeg kanter [saa] at de ikke skal rive det istykker. Ovenpaa denne har jeg som du vet et stukket Tæppe og synes det er meget godt at ligge paa. Vi bytter Halm minst Høst og Vaar, men vilde det ikke være vanskelig for dig at faa oftere byttet Halmen? De støver naturligviis mere end faststoppede Madradser, det er Ulæmpen ved dem, ellers liker jeg dem.

Hvor det gjorde os ondt at høre om John Schlytter. Glem ikke at fortælle hvordan det gaar ham og har du anledning saa bring ham en venlig Hilsen. Hvordan er det med din Søster? Gud give hun maatte være kommet sig. Kjærlige Hilsener fra Vilhelm, Børnene.

Lev Vel, din Leis.Leis] Elisabeths kallenavn i familien

Det var morsomt MallyMally] Mariane Lassen (1834–1888), gift 1864 med Elisabeths bror Stin (Johnson 1941, I, 188–189) havde været hjemme og at alle er saa glad i hende. Tak for du sændte det Brev, det morede mig.

Little Iowa Præstegaard,
den 11. November 1863

Kjære Moder!Moder] stemora Elisabeth Frechland (1810–?). Mor til Elisabeth, Caroline Mathilde Koren (1801–1840), døde i 1840, da Elisabeth var åtte år.

Nu har jeg igjen en Norgespakke at takke for og den kom da saa aldeles uvæntet, det faldt mig aldrig ind at OttesenOttesen] Jakob Aall Ottesen (1825–1904), prest i Koshkonong fra 1860 til 1891 (Norlie 1914, 99) ogsaa skulde have noget med til os; I har saa ofte glædet os med Pakker og arbeidet saa meget for os her, du ved nok, at det er en stor Glæde og Hygge for os at see hvor kjærligt I tænke paa os, uden at tale om al den Nytte og Gavn alt hvad I har sændt, har forskaffet os, tænk bare paa de Strømper du har strikket, hvilken hjælp det har været for mig – men det er saa altfor meget – Tusinde Tak, kjære Moder for det alt sammen. Frøken LandmarkFrøken Landmark] Henriette Landmark bodde hos familien Koren fra 1863 og hjalp Elisabeth med barna. sagde «det er godt at see at der ikke er flere Børnebørn i Familien, ellers kunde de da umulig faa saa meget», men jeg undres om der er mange, som faa saa meget enten de nu er faa eller mange.

Jeg var da saa klog at tænke at der vist var noget som skulde gjemmes til Juul, saa vi først aabnede Pakken da Børnene var gaaet til Sængs, og det var godt. Vi tog frem næsten alle de arbeidede Sager, alt hvad der var godt at tage i brug strax, og gjemte alt til Børnene til Juul, og der er da nok til at pynte et Juletræ til dem; de ved at der er mere i Pakken og studerer meget paa hvad det vel kan være, jeg glæder mig til at see deres Fryd om alt nu maa være vel Juleaften, og da skal du faa vide om alle Ting hvad der har gjort mest lykke af alt det pene Legetøi, den prægtige Vogn vil sikkert blive noget af det Fornemste, og Gyngen, Stolen, Vuggen og det pene Staaltraadarbeide og de smaa Krus og Sager, jeg ved endnu ikke hvordan jeg vil fordele det, Syskrinet skal LinaLina] Caroline Mathilde Koren, gift Naeseth, (1857–1945), Elisabeths andre barn have, HenrietteHenriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeths første barn fik det forrige, og Henriette faaer maaske faa den lille Vugge siden Lina har den pene hun fik fra Christiane,Christiane] Christiane Koren Hysing (1826–1880), Elisabeths eldste søster (Johnson 1941, I, 188) men Frøken Landmark og jeg skal siden overveie det paa bedste Maade.

Ja, den Vogn havde tungt Læs, jeg har altid beundret deres Indpakning og ikke mindst denne Gang. Der var brukket 2 Pinde nederst paa Kniven, men den er lige god og stærk ford det, ligeledes var det matte Glas til at Tegne paa, gaaet i Stykker, og det var Skade. Staaltraadarbeidet og alle dets øvrige Ting var som der aldrig skulde været rørt ved dem engang, alt hvad vi har faaet tilsændt er kommet mærkelig godt frem, den lille Servant som kom med Frøken Landmark var gaaet i stykker i Limingen, det er alt. Jeg har kiget lidt i Solstraalefortællingerne og seer at det er noget for mig ogsaa at læse, og nu seer jeg der paa Listen ogsaa staar til fælles Brug; nei, du har ikke sændt af dem før og jeg har aldrig seet dem. Tusende Tak for den prægtige sorte Vest, ja det er et fortræffeligt Plag, som jeg haaber skal gjøre mig god nytte, den eneste jeg har seet af saadane er en Frøken Landmark har, saa skal jeg da takke dig meget for VilhelmsVilhelms] (Ulrik) Vilhelm Koren (1826–1910), Elisabeths ektemann skjærf, han tog det i brug samme Dag han fik det, og har siden brugt det hver eneste Dag, det blaa har jeg gjemt til Høsten, da dette er baade større og varmere, ja mange Tak for alle Skjærfene. Nu er vi da godt forsynede, de er alle saa pene, syet saa fint og let, men det hvide jeg ifor fik er endnu saa pent, det har ikke været vadsket, jeg vil spare en af dem. Den røde Garibalditrøie, klæder Henriette godt, jeg troer ikke heller den er saa lang at jeg behøver at have Skjørtet over, det er saa godt at de er saa store, at de kan have dem en Tid, mange Tak for Linas ogsaa, de skal gjøre dem god nytte begge to haaber jeg. Tak Emilie meget for Kraven, den seer prægtig stærk ud, hvor snilt af hende ogsaa at sy til mig. Og Tak for Strømperne, jeg har saa meget at takke for at jeg ikke faar Plads for andet dennegang seer det ud til og enda faar jeg ikke takket nok; de mindste Strømper passe Ahlert,Ahlert] Ahlert Hysing Koren (1859–1901), Elisabeths tredje barn som de skulde være maalt ved hver Omgang, de andre gjemmer jeg for det Første. Du ved jeg bruger dine kun til Bedst, og strikker selv deres daglige.

Det seer pent ud [at] strikke saaledes vrangt og ret. Idethele synes jeg I har saa mange Slags Haandarbeide, baade Hækling, Striking og Syning, som jeg ikke kjændte til i min Tid. Jeg troer ikke Frøken Landmark kan videre med saadant. Hun hilser og takker meget for Huen, det var saa hyggeligt at tænke paa hende ogsaa. Tak for de smaa Sokker til Paul,Paul] Paul Koren (1863–1944), Elisabeths femte barn men de var for smaa, lange nok, men for smale over Tæerne. Du siger jeg skrev saa flygtig om Ting som Frøken Landmark havde med, ja jeg tænkte nok bagefter at jeg vist havde glæmt mange Ting, jeg husker vor ondt jeg havde for at faa lidt Ro den gang, jeg har forresten staaet i den Formening at det strikkede uldne Tørklæde var fra dig og den hvide Kappe fra Fru Jørgensen. Jeg maa have misforstaaet, eller den vedhæftede Seddel være falden af. Mange Tak endnu engang for den indholdsrige Pakke, at jeg har en Pakke at takke for i 2 Breve efter hinanden!

Er ikke LinaLina] Caroline Mathilde Hysing (1840–1923), Elisabeths søster (Johnson 1941, I, 189) høiere end jeg, det havde jeg troer, men efter den Kjole vi fik at dømme er hun og jeg af lige Høide. Gid nu Lina maa være frisk og kommen godt til Kræfter igjen. Holmbo har da været her og givet mig Raad for øinene som du af Faders Brev vil see, jeg spurgte ham om Børnene skulde bruge Uldtrøier og der til svarede han bestemt ja, saafremt jeg hver Morgen vilde vadske dem over Bryst og Ryg med koldt Vand og gnide dem dygtig med et grovt Klæde; Uldent uden Vadskning forkjæler Huden saa vilde jeg ikke vadske, skulde jeg helder lade være at bruge Uldent; da jeg indvændte at de var saa friske, sagde han at dertil skulde jeg ikke tage Hensyn, nu gik de og samlede paa Gigt til Fremtiden. Et saa bestemt Raad fra en flink Læge, der har været her fra Vaar til Høst tør jeg ikke forkaste, saa nu faar jeg ny Trøie og skrubbe og vadske, som vist vil falde ganske besværligt, til vi bliver vant dertil. Luften er altfor elektrisk her. Ligesaa sagde han at lidt bittert var godt for Børnene, især skulde jeg vænne dem til at drikke Kaffe af Egenødder. Holmbo synes ellers Børnene saa svært trivelige og raske ud og at JohanJohan] Bøycke Johan Rulffs Koren (1861–1923), Elisabeths fjerde barn var saa ualminderlig stor, han talte altid om den store «2-aaringen», han er ogsaa voxet meget. Holmbo kom meget uvæntet til os en Søndag, men heldigvis var Vilhelm hjemme de Dage, han var her flere Dage, men idelig paa Færde, reiste med Vilhelm og besøgte forskjællige Syge. Det var en praktisk Mand, jeg ligte ham godt og et morsomt Besøg var det. Gid han kunde blevet her i Landet som Læge, for en Tid havde han ikke havt noget dermod, havde det ikke været den Post i Bergen, han ikke vilde lade gaa fra sig. Nu bad vi han skaffe os en duelig Læge, gid han kunde, det er ogsaa ondt med en Skole som den i Decorah, ikke at have nogen Læge. –

Vilhelm fik en meget hyggelig Present, da han i Forgaars var i Decorah, det var Norge i Tegninger af den sidste Udgave, han red og kunde derfor ikke faa den med; jeg glæder mig saa til at see det og til at havde det for Børnenes Skyld. Den som gav ham den var en af hans gamle Confirmander, der har norsk Boghandel og havde foreskrevet dette Værk fra Norge til ham.

Jeg har vist ikke fortalt at vi i Høst høstede 5 Skjæpper æbler af 3 Træer, de allerførste vi har faaet, hvert Træ havde forskjællige Slags, et 4de som kun bar 4, var Sød æbler, et Rænetter,Rænetter] en eplesort et en Slags smaa, der forblive gode til Vaaren, et store mørkerøde udmærket gode. Vore Vindruer (de tamme) har sine første Klaser, men denne usædvanlige Frost gjorde at de frøs før de vare modne.

I Høst havde vi 5 Uger Synnøve Lommen, en tækkelig ny Pige her i Huset for at lære Frøken Landmark og Børnene engelsk. Hun er anseet for at være flink, har gaaet paa de bedste Skoler her og er nu jævnlig Læsende ved de engelskeengelske] her: amerikanske Districtskoler. Det gik meget godt med Børnene, de læste saa pligtig engelsk en 3–4 Timer hver Dag, naturligvis paa de øvrige Lextiers Bekostning, Henriette leser nok saa flydende og forstaaer en Deel, LinaLina] Caroline Mathilde Koren, gift Naeseth, (1857–1945), Elisabeths andre barn kan jo meget mindre, men Udtalen har de saa let for i deres Alder og derfor var det især vi fik Synnøve hid. I Accentueringen er jeg temmelig sikker, derimod hverken har jeg, eller har nogenlunde havt, nogen god Udtale. Det var leit hun blev saa kort, men hun maatte følge en søster der led af VattersotVattersot] væskeopphoping i kroppen til Chicago, hvor hun vilde underkaste sig en Operation. Nu læser da jeg med dem, gid jeg kunde faa hende lidt igjen senere. Til Gjengjæld lærte vi hende at oversette fra Engelsk, samt Norsk Ortografi, Gramatikk og forskjælligt Haandarbeide.

Fru LarsenFru Larsen] Karen Randine Neuberg, gift med Laur (Peter Laurentius) Larsen (1833–1915) var her da med sine Smaapiger medens Vilhelm var i Fort Wayne, men Fru SchmidtFru Schmidt] Caroline Sophie Allwordt, gift med Friedrich A. Schmidt (1837–1928) vovede sig ikke ud med sin lille Gut, det var temmelig koldt de Dage. Stakkels Lammerses! Hvormegen Sorg de faar prøve, hvor er de nu? Med Frøken Landmark gaar det godt, jeg liger hende og haaber det skal vare ved. Hun siger hun liger sig godt her og der er meget her i Landet som hun synes bedre om end i Norge. Nu skal vi vel snart more os med Slagtning og saa har vi Julen, Gud give den maa blive glædelig for os alle! Mange Hilsner og Tak fra alle Børnene, Paul er saa urolig og støiende, saa fuldt af Liv, frisk og stærk, han holder paa at faa 4 Tænder til i disse Dage. Er flink til at spise. Johan er en kjærlig liden Gut og har fra Naturen det mest opmærksomme og tjenestvillige Sind af vore Børn. Ahlert er en Vilbas. Hils alle Bekjændte og ønsk Actonia til lykke.

Lev vel kjære Moder,

Din LeisLeis] Elisabeths kallenavn i familien

Nei, Frøken Landmark havde ingen Bøger med, naar jeg undtager nogle religiøse.

Little Iowa Præstegaard,
30de November 1863

Kjære Fader!Fader] Ahlert Hysing (1793–1879)

Igaar aftes fik jeg endelig Smaagutternes Portrætter, som jeg saa gjærne havde ville faaet sændt dig til Juul, jeg har maattet vænte længere end jeg havde tænkt, saa til Juleaften kommer de nu næppe, men jeg haaber ikke heller saa længe bagefter. VilhelmVilhelm] (Ulrik) Vilhelm Koren (1826–1910), Elisabeths ektemann synes næsten jeg burde vænte og see om vi maaske kunde faa nogle endnu bedre, men det kunde vare længe, mange Ting kunde komme i Veien, og disse er desuden saa gode at jeg godt synes vi kan sænde dem, det finder ogsaa alle Fremmede, især Ahlert,Ahlert] Ahlert Hysing Koren (1859–1901), Elisabeths tredje barn hvilket er ganske rimeligt, saaledes ser han ofte ud, især ligeover for Fremmede, men for mig er der noget Fremmed ved hans Ansigt, det er ikke hans sædvanlige Udtryk, det fik du saa fortræffelig i det Portræt, du har fra han var 2 Aar; han har et alvorligt Ansigt, men saa forskrækkelig alvorlig seer han da ikke ud, det er et Træk ved Munden og saa at han seer mørkere ud end han virkelig er, der gjør ham lidt Fremmed for mig, men Stillingen, hele den lille Figur, ligner ham fortræffelig.

Alle leer af JohansJohans] Bøycke Johan Rulffs Koren (1861–1923), Elisabeths fjerde barn Fotografi og jeg med, men naar jeg seer nøiere paa den er den i Grunden slet ikke saa gal for os som kjænder Johan, men du vil ikke [faa] et rigtig Indryk af ham ved at see det. Han seer saa betuttet ud og gaber med Munden, hvilket slet ikke hører ham til, men jeg væntede ikke at faa noget bedre af ham endnu, han bliver desuden saa fed at vi snart kommer til at see bare Kinder, det er godt hans øine er saa store at de ikke har saa let for at blive borte, det er Ahlerts mere tilbøyelig til, naar han bliver feed. Du skal ellers ikke troe ved at see Fotografierne, at Johans øine er lidt mørkere end Ahlerts.

Frøken LandmarkFrøken Landmark] Henriette Landmark bodde hos familien Koren fra 1863 og hjalp Elisabeth med barna. som var med i Decorah den gang og Fru Larsen,Fru Larsen] Karen Randine Neuberg, gift med Laur (Peter Laurentius) Larsen (1833–1915) havde bedt saa vakkert om at maatte tage Gamascherne af dem før de gik til Fotografisten, men nei, Vilhelm vilde have dem paa, for Ahlerts Vedkommende gjør det nu ikke stort, men Johan seer rigtig naragtig ud med sine der han sidder. Gid de nu maa træffe dig frisk kjære Fader! Og alt vel, saa tænker jeg nok det vil more baade dig og de andre at see disse 2 Smaagutterne vores. Gid jeg havde lille PaulPaul] Paul Koren (1863–1944), Elisabeths femte barn med, han har vi endnu ikke forsøgt, det har været koldt at tage ham ud og meget tvilsomt om det vilde lykkes med en saa vilter Krabat. Du skulde høre hvilken Støi her nu er i Stuen, og det er dog lille Paul ganske alene. Han sidder paa Gulvet og kvidrer fornuligt, det er morsomt at høre ham naar han er i sit gode Lune. Ahlert sager rigtignok, det bidrager til Støien, men Johan har saa travlt med at bygge et Huus af Bordstumper at vi ikke hører et Ord fra ham. Det havde været meget vanskeligt at faa Johan til at holde øinene stille, han fant ikke videre behag i at blive fotograferet, men Ahlert synes det var nok saa morsomt at staa indi den «Jernkløften» som han udtrygte sig, «han stod i en Jernkløft og Johan i en Messingkløft».

Fra Vilhelm skal jeg Hilse dig kjærligt, han gik netop nu i Kirken til Menighedesmøde, det er forresten ikke meget vi seer til ham i denne Tid, men efter Juul, naar han en Tid ikke har Altergang, haaber jeg han bliver mere hjemme. Iovermorgen reiser han til Decorah for et Par Dage til Præstemøde, kun de Vestlige Præster. Der er saa megen Sygelighed ved Skolen i Decorah iaar, den slemme Halssygdom har dog givet sig, maaske er det det uvante Liv, som bidrager mest hertil. Nu har vi faaet den første alvorlige Kulde, jeg er rigtig glad Vilhelm har det hyggelige Studererværelse, som har den store Fordeel at det er meget varmere end det han før havde.

Du kan tro det morer os at see paa «Norge i Tegninger», hvor deiligt det er. «Det er meget smukkere her,» siger Frøken Landmark, det maa da være fordi det hvor hun var, var mere trangt og indesluttet og her er blidt og renligt, men tal ikke om at sammenligne Egnen omkring LaurvigLaurvig] Larvik med Landskabet her. Frøken Landmark vinder ved nærmere Bekjændskab, er det ikke glædeligt, det pleier saa ofte gaa modsat, hun er rigtig tækkelig og meget snil, kvik er hun ogsaa; det er nu ogsaa meget bedre for hende, hun har nemlig en Tid været saa plaget af nedtrykt Sind og religiøst bevæget, det har været svært ondt for hende Stakkel, og for os med, men nu er det bedre, og da hun ikke pleier at have det paa den maade, haaber jeg det ikke er noget, som vil indfinde sig ofte. For Hjemvee har hun hidtil været forskaanet, det er jeg saa glad for, og hun er vel fornøiet med at hun reiste hertil.

Nu er vi netop færdige med vores Slagtning, kunde jeg nu faa sændt dig Røgepølser bare. – Den Ahlert siger mange underlige Ting ofte. Det Stykke Vilhelm læste imorges var om Johannes den Døbers Henrettelse, hvilken Ahlert meget opmærksomt hørte paa. Til Middag blev der laget Blodkager ude, denslags Mad har Børnene aldrig før smagt, «Fy det var ondt», sagde Ahlert da han fik smage det. «Blodkager, det skulde Herodes havt det, var ikke det passe Mad for ham du Lina?»Lina] Caroline Mathilde Koren, gift Naeseth, (1857–1945), Elisabeths andre barn Jeg skal hilse dig fra han og berette den mærkelige Nyhed at han kan næsten klæde sig baade paa og af, samt at han bliver 5 Aar til Vaaren, fra Johan skkal jeg sige at han er ikke styg, bare snil. Han er saa kjærlig, lille Johan, og godmodig. Mine øine er fremdeles bedre, men alle i Huuset, med undtagelse af Johan og Paul, har havt ondt i øinene, nu er det Vilhelm og Frøken Landmark, HenrietteHenriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeths første barn og Lina er heller ikke ganske bra igjen, saa de forstaar nok ikke hvordan det skal gaa med deres smaa Julegaver, det er ogsaa en uheldig Tid det træffer paa, især da de er saa tilbage med Syning.

Børnene tænker og studerer meget paa hvad Norgespakken kan indeholde, Henriette og Lina da, Smaagutterne troer jeg har glemt den. – Jeg glæder mig til at see deres Glæde om alt maa være vel. Gud give nu min kjære gode Fader at disse Linier maa træffe dig frisk, alle mine andre Kjære ligesaa. Hils Moder, Christiane,Christiane] Christiane Koren Hysing (1826–1880), Elisabeths eldste søster (Johnson 1941, I, 188) Marie,Marie] Christine Marie Cappelen Hysing (1836–1867), Elisabeths søster (Johnson 1941, I, 188–189) Stin,Stin] Johan Augustinus Hysing (1834–1888), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 188–189) TomTom] Thomas Fasting Hysing (1838–1922), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 189) og LinaLina] Caroline Mathilde Hysing (1840–1923), Elisabeths søster (Johnson 1941, I, 189) saa kjærligt. Gud give Eder og os en glad velsignet Julefest og at vi glade og fornøiede maa kunde skrive til hinanden i det nye Aar, dette bliver vel det sidste Brev i dette. Tak for alt Godt i dette, min kjære kjære Fader. Henriette og Lina hilser Bedsteforeldre, Onkler og Tanter mange Gange. Gud velsigne Eder alle sammen.

Din hengivende Datter LeisLeis] Elisabeths kallenavn i familien

Venlig Hilsen til alle gode Venner.

Elisabeth Korens brev utgjør en viktig del av det vi betegner som «Amerikabrev». Det er den største enkeltsamling av slike brev vi har etter en norsk innvandrer i USA.

Om Elisabeth Koren

Elisabeth Koren er i dag mest kjent for sin dagbok, som hun skrev fra utreisen og de første årene i USA. Hun var en flittig brevskriver og brevene hennes er en viktig kilde til immigrantliv og kvinneliv fra 1850-tallet og framover, men også til norsk-amerikansk kirkehistorie.

Les mer..