Brev 88: 8.–12. februar 1862

«Jeg tænker Fru Larsen længes efter at komme til Decorah»

Brev 89: 8. februar 1862

«Naar skal du faa se dem i Virkeligheden, kjære Fader?»

Little Iowa Præstegaard,
8 Februar, 1862

Kjære Fader!Fader] Ahlert Hysing (1793–1879)

Igaar fik jeg dit kjære Brev og Gudske Lov idag kan jeg ogsaa besvare det. Lille JohanJohan] Bøycke Johan Rulffs Koren (1861–1923), Elisabeths fjerde barn har næmlig i længere Tid været saa syg, at det har været mig umuligt at skrive og ikke heller kunde jeg sænde Brev afsted, saa længe jeg var saa ængstelig for den lille Gutten min, i de sidste 2 – 3 Uger har jeg havt ham paa Armene saa godt som bestandig, baade Dag og Nat. Han har i de sidste Par Dage synes at være meget bedre, skjøndt langtfra frisk og svært medtaget, men jeg troer nu at det er Guds gode og barmhjertige Villie at vi skal faa beholde det kjære lille Barnet vores. Hvor naadig Gud hidtil har bevaret os fra Sorg og ængstelse for de kjære Børn!

Jeg blev da ogsaa glad kan du vide, kjære Fader! ved at see at Brevet med Portraiterne vare komne vel frem og havde forskaffet dig Glæde. Det lader til, I beholde Portræterne saaledes, som de ere sændt. LinaLina] Caroline Mathilde Koren, gift Naeseth, (1857–1945), Elisabeths andre barn synes jeg, er den I maa have mindst god Idee om, skjøndt paa det Portræt til HortenHorten] Vilhelm Korens bror (Bøycke) Johan (Rulffs) Koren (1828–1909), som var gift med Elisabeths venninne Marie Münster, bodde i Horten (Johnson 1941, I, 68) er hun sig t‹aalig› godt lig. Naar skal du faa se dem i Virkeligheden, kjære Fader? Den Tanke kommer ofte for mig. Jeg synes det seer saa uvist ud om vort Ophold her kommer til at blive af lang Varighed, eller om vi snart skal komme Hjem, og denne Uvished gjør det Spørgsmaal jeg nu vil gjøre dig, vanskeligt at besvare.

Du husker vist at der for et Par Aar siden var Tale om at Søster MarieMarie] Christine Marie Cappelen Hysing (1836–1867), Elisabeths søster (Johnson 1941, I, 188–189) skulde komme hid til os, hun blev da syg og det lod sig ikke gjøre. Nu er hun saa meget friskere at jeg vel næppe behøvede at ængste mig ved at have hende her fordi vi ingen Læge har, og jeg har i den senere Tid ofte tænkt paa at spørge dig, kjære Fader, om hvad du vilde sige til at hun kom hid og var hos os. Baade VilhelmVilhelm] (Ulrik) Vilhelm Koren (1826–1910), Elisabeths ektemann og jeg vil hjertelig gjærne tage imod hende og gjøre vort Huus til hendes Hjem, saalænge det maatte være Guds Villie at lade hende være hos os. Det er jo nu 12 Aar siden jeg saae Marie, saa jeg kjænder hende jo egentlig ikke og tager maaske Feil, naar jeg har indbildt mig at hun skulde kunne trives hos os og maaske have godt af at være her.Marie … være her] Søsteren Marie kom aldri over til Iowa. Hun døde i barsel i Larvik juni 1867, kun tretti år gammel (Johnson 1941, I, 189).

Det er slet ikke fordi jeg trænger til Hjælp og mente at skulde faa den naar Marie kom hid, at jeg spørger dig herom; jeg vilde med største Glæde have hende hos mig uden noget som helst Hensyn hertil, kunde jeg blot tro at det vilde være godt for hende og hun kunde trives her. Det vilde næppe kunne være vanskeligt at skaffe hende Følge hid, især om Pastor Stub fik følge sin Lyst og komme tilbage igjen,Pastor Stub … komme tilbage igjen] Hans Andreas Stub (1822–1907) var en av de seks som stifta Den norske synode i 1853. Var prest i Coon Prairie fra 1855 til 1861, og reiste tilbake til Norge i 1861. Der var han prest i Bergens stift, før han reiste tilbake til Midtvesten i 1865. Fra 1865 til 1891 prest i Big Canoe menighet i Iowa (Norlie 1914, 97). hvilket Lægerne skulde afgjøre, men Uvisheden om hvor længe eller hvor kort vi kan komme at blive her, gør det vel vanskeligere at bestemme sig for en saa lang og kostbar Reise. Du ved nu vor Mening, kjære Fader, om du maatte finde det ønskeligt at overlade os Marie; jeg vil intet skrive til hende derom; af hendes Breve har jeg undertiden syntes at mærke, at hun ikke skulde have noget imod at komme til os, men jeg ved ikke om det virkeligt forholder sig saa.

Gud ske Tak!, hjemme stod det da alt vel til da du skrev. Jeg kan tænke du savnede StinStin] Johan Augustinus Hysing (1834–1888), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 188–189) meget i Julen og underlig er det at tænke paa hvor faae I ere hjemme nu. Hils Stin meget fra mig og Tak ham for hans Brev, baade hans og TomsToms] Thomas Fasting Hysing (1838–1922), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 189) kom ved Nytaarstid. Jeg havde tænkt selv at skrive til Stin, men nu, jeg saa sent kommer til at skrive, faaer det være til en anden Gang. Det glædede mig meget at faa hans Brev og see hvor tilfreds og glad han lever; efter hvad du skriver, slutter jeg at han slap for at komme til Christiania, som han jo nødig vil og faaer blive i Nærheden af sit kjære ‹Hjem›.

Du kan vide vi vare meget spændte paa at see hvad Ende TrentaffairenTrentaffairen] Trent-affæren var ei diplomatisk krise i 1861 som kunne ha trukket Storbritannia inn i Borgerkrigen. Nordstatenes marine tok til fange to diplomater fra Sørstatene som oppholdt seg på et britisk skip. Enden på krisa var at de to, James Muray Mason og John Slidell, ble løslatt. vilde tage, men vi som læser de skikkelige americanske Blade, slap at være saa længe i Uvished, som I, der jo faa Efterretninger fra de engelske Blade, hvis Kilde forunderlig nok er det skjændige Blad New York Herald. Dette forklarer det for os, der mest læser det sindige og mere maadeholdene New York Times og kjænder Stemningen og det almindelige ønske om Fred med England og alle udenlandske Magter; næsten latterlige i hvad de engelske Blade skrive og al den Larm de har gjort for ingenting. Samme dag som Mason og Slidels Frigivelse, besluttedes, og mange af de indflydelsesrigeste Avisere havde erklæret sig derfor, spaaede Mr. Russel (London Times Correspondent) at deres Overgivelse vilde styrte Regjæringen. «Mobben» vilde ikke taale dette, mente han, men Mobben har ikke rørt en Finger og lader til at være fuldkommen tilfreds i dette Stykke. Efter hvad Times siger begynder man nu i Engelland at see New York Herald i dens rette Lys og hvem ved hvor meget Gavn det vil have? Sandt at sige har jeg faaet mere Agtelse for Amerikanerne siden denne Krig brød løs, og jeg vænter at når denne tilsyneladende Uvirksomhed paa alle Kanter ophører, vil det gaa Slag i Slag og Krigen hurtig være endt.

Et uhyggeligt Træk i denne Krig er det uhørte Foræderie, som det trods al Umage lader til de ikke kan blive kvit. Forrædere og Spioner i de høieste Stillinger og alle Departementer i Washington; dette er fælt og maa være en slem Hindring. Ligeledes de falske og skjændige Forestillinger Rebellerne have søgt at bibringe Massen af Folket i Syden om Unionsmændene og deres Sindelag mod dem. Mange og vist troværdige Beviser læses ofte herom. En Unionssoldat vil give en hardt saaret Oprører en Kop Vand, han tør ikke tage imod den af Frygt for at blive forgiftet og deslige. Er det ikke ogsaa mærkeligt med Slaverne, der trods alle falske Forestillinger og al den Mistillid deres Herrer har søgt at indgyde dem mod Yankierne, dog i tusindviis flygte til disse, og vil ikke søge med sine Herrer naar disse flygte, skjøndt de baade skyder dem ned og paa alle Maader true dem med sig. Nu arbeide en stor Deel af dem med Bomulden og paa anden Maade for Unionen, arbeide ordentlig og villig, og faar deres Løn derfor. Om alt dette har maaske Aviserne givet Underretning; skjøndt det saa altfor ofte seer ud som man i Europa ikke ved rigtig Besked om Sagernes Stilling og Gang her i Landet.

Det oprettes fortiden et Skandinavisk Regiment, der snart er fuldtallig. Havde dette været paatænkt i Tide, havde det været let at faa ikke et, men flere. Oberst for dette Regiment er en Norsk med Navn Hæg,Hæg] Hans Christian Heg, kommandant for 15de Wisconsin regiment (Lovoll 1997, 91). der med megen Hæder, har været Bestyrer for Wisconsins Statsfængsel. Det gaar hurtigt at blive Captein og Major, og latterligt er det at høre «Oberst Hæg», «Captein Mons Grinager», «Løitnant Ola Smeby» med fl. Clausen i St. AnsgarClausen i St. Ansgar] Claus Lauritz Clausen (1820–1892), prest i St. Ansgar, lenger vest i Iowa (Norlie 1914, 95) har taget i mod Kald som dette Regiments Fæltræst, saa nu er hans store Menighede Præsteløse for en Tid. Clausen staar adskilt fra de øvrige Præster med Hensyn til Slaverispørgsmaalet der fremdeles stærkt bevæger Menighederne. Han paastaaer nu at Slaveri er Synd i og for sig selv og har offentlig tilbagekaldt sin Erklæring (han underskrev ogsaa Præsternes Erklæring paa Synoden)Præsternes Erklæring paa Synoden] Synodeprestene var mot slaveri, men en del av dem viklet seg inn i en debatt om det var definert som synd i Det gamle Testamentet. paa en Maade, som er han til liden Hæder.

Skrev jeg dig sidst at Claussen i MinnesotahClaussen i Minnesotah] Fredrik Christian Claussen (1810–1870) hadde vært lærer i Skien før han kom til Spring Grove, Minnesota, som prest i 1857 (Norlie 1914, 102). er afsat fra sin ene Menighed, der nu indtil den faaer Præst, betjenes af JensenJensen] presten Nils Edward Schancke Jensen (1824–1875). Han utvandra i 1859 og ble prest i Rushford, Minnesota, ikke langt fra Decorah (Norlie 1914, 104). der lever godt og netop har faaet sin anden Søn. Vilhelm skal, om han kan, paa Tirsdag reise derop i et lidet Præstemøde med de vestlige Præster hvoriblandt da SteenSteen] Lauritz Steen, prest i Minnesota fra 1861 (Norlie 1914, 107) skulde være, men det vil ikke lykkes nogen at faa høre fra ham. Ikke svarer han Kirkemødet, ikke anmelder han Forfald naar han ikke kommer, kort han er nent en mystisk Person. Ved Nytaar havde Vilhelm Brev fra Cand. Theol. Frich,Frich] Johannes Bjerk Frich (1835–1908), utvandra i 1862, prest først i Halfway Creek og så i La Crosse, Wisconsin, seinere professor i kirkehistorie og bestyrer for Luther Seminary (Norlie 1914, 108). Søn af Pastor Frich i Sjørdalen, han agter sig hid til Vaaren, tænkte paa at søge Painted Creek, men da dette er besat, kommer han vel til La Crosse eller Rushriver. Han er forlovet, vil tage sin Svigermoder med og reise fra Christiania i Mai Maaned. Desuden væntes en eller to Præster til.

Dette er første Gang jeg skriver dig til i dette Aar, min kjære Fader. Gud velsigne det for dig og glæde os med ogsaa dette Aar at lade os høre gode Efterretninger fra dig. Jeg skal hilse dig meget fra Vilhelm og sige at han hele Aaret har skrevet til dig i Tankerne, men den bedste Tid til at skrive har han naar han sidder i sin Buggy; han siger han er en Stakkar til at bruge de halve Timer. Alle Børnene hilse Bedstepapa tusinde Gange. HenrietteHenriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeths første barn ville nok mer end gjærne have en Bog, og Lina er ængstelig for at du ikke skal vide at hun ogsaa kan læse og er glad deri. Jeg er lidt i Forlegenhed med Læsning for dem. Henriette har læst atter og atter hvad hun har. Jeg har ofte ønsket at jeg havde nogle SkillingsmagazinerSkillingsmagaziner] Skilling-Magazin, norsk ukeblad som begynte å komme ut i 1835. Bladet ble oppfatta som gunstig for lesetrening for barn og ungdom. eller Rises Bibel for Ungdom eller noget sligt; men maaske er det bedst, som det er foruden. AhlertAhlert] Ahlert Hysing Koren (1859–1901), Elisabeths tredje barn spikker sig en lang Pegepinne, faar en stor Bog som hun holder bagvændt, peger og synger en Vise om «den lille Søde Ven», som han digter lidt til hver Dag.

Gud velsigne dig Kjære Fader,
din hengivne Datter,
Leis.Leis] Elisabeths kallenavn i familien

Brev 90: 14. april 1862

«Skolen skal begynde 15. August i Decorah»

Little Iowa Prestegaard,
14. April 1862

Kjære Fader!Fader] Ahlert Hysing (1793–1879)

Hvordan mon du og mine andre Kjære hjemme nu leve? Forhaabentlig faaer jeg snart Brev fra Eder. Her staar det Gud ske Tak! vel til. Lille JohanJohan] Bøycke Johan Rulffs Koren (1861–1923), Elisabeths fjerde barn kommer sig ogsaa, men er ikke ganske frisk af og til; andet er heller ikke at vænte i denne Tid førend Tænderne ere komne frem. I de siste Dage har han faaet 4 Kindtænder paa engang. ørene er friske igjen. Han er om en Maaned over Aaret, men er ikke kommen længere end til at krybe Værelset rundt paa en Fod og et Knæ og reise sig med Lethed op ad Stole og hvor han faaer Tag; han synes at være saa ustø, saa det varer vist en Tid inden han kommer til at gaa, men Gud ske Lov! for saaledes som det er. Munter og meget livlig er han naar han er frisk og stræver svært med at tale, men kan udtale enkelte Ord tydelig.

Der er ingen saa meget i hans Yndest, som Vilhelm,Vilhelm] (Ulrik) Vilhelm Koren (1826–1910), Elisabeths ektemann og han er aldrig gladere end naar han faaer være hos ham. Johan maa foretage sig netop det samme som AhlertAhlert] Ahlert Hysing Koren (1859–1901), Elisabeths tredje barn og er derfor til stor Plage for denne, hvilket jeg ikke kan fortænke ham i; hvor Ahlert gaaer hen for at være i Fred, gaaer (kryber) den anden efter, men nu er den Sorg for en Deel slukt, nu som det gaaer an for Ahlert at være ude om Dagen. Først i de aller siste Dage have vi faaet bar Mark og der begynder at blive lidt fremkommeligere paa Veiene. Endnu er ikke Vaaraanen begyndt, saa sent har det ikke været saalænge vi har været her, heller ikke har vi havt saamegen Sne før. Et Græsstraa hist og her er alt det grønne vi kan see for Tiden, men det seer dog ikke ud til at vi skal faa Vaar med engang, som jeg mente; vi faaer vist mere Sne idag.

Det er ikke hvert Aar det blæser saaledes som igaar aftes, det var frygtelig voldsomt, ledsaget af Regn og Tordenveir, men varede ikke længe. Langs Missisippi har der nylig raset en frygtelig Hvirvelvind, der har gjort megen Skade og kostet mange Menneskeliv. Den Flaade af Kanone og Mortier baade, som paa den Tid laa for øen No. 10, led ingen Skade. Den er da ogsaa nu falden i Unionens Hænder.Langs Missisippi … Unionens Hænder] Slaget ved Island Number Ten foregikk våren 1862. øya var først holdt av Sørstatene, men den var viktig for Nordstatenes forsøk på å gå nedover Mississippi for å ta Sørstatene derfra. øya, som nå ikke eksisterer lenger, ble erobra av John Pope og hans styrker tidlig i april 1862. Det skandinaviske Regiment ligger der. Telegrafen har bragt Underretning om et stort Slag i Tennessee vundet af Unionstropperne, men før om nogle Dage faae vi ingen ordentlig Besked. Posten gaaer meget langsommere fra New York og hertil nu fordi den gaaer om Dubuque istedenfor Chicago, gid det snart blev omforandret igjen.

General McClellanGeneral McClellan] Generalmajor George Brinton McClelland (1826–1885). Fram til mars i 1862 var han øverstkommanderende for Nordstatsstyrkene. lader vel ogsaa snart høre fra sig og vinder han det Slag der nu væntes der hvor han er, mener man Rebellerne snart maa give tabt. Det er skammeligt hvorledes en Deel af Præssen har behandlet denne General, hele Armeens øverstbefalende. Jeg seer af Avisen idag at Publicums Indignation har tvunget New York Tribune og dens Medhjælpere til at tie stille med deres Bagvaskelser og det kunde være paa Tide, de har vist gjort galt nok. Har du læst nogen Beskrivelse eller seet nogen Tegning af Monitor?Monitor] USS Monitor, sluttført av svensk-amerikaneren John Ericsson, berømt krigsskip for Nordstatene. Den seer besynderlig ud. Endnu har den ikke tilfulde prøvet sin Styrke, men nu siges MerrimacMerrimac] USS Merrimac, dampbåt først brukt av sørstatene i borgerkrigen, men seinere tatt over av nordstatene. at være færdig til en ny Dyst. Monitor var ikke ganske færdig til Kamp, da den første Gang saa uvæntet blev ført midt ind i en. Jeg vilde ønske alle Lande var forsynet med Monitor’s og Merrimac’s, naar de da endelig vil føre Krig mod hinanden, kan de idet mindste gjøre det uden stort Tab af Menneskeliv. Hvor Menneskene ere virksomme til at opfinde det ene Vaaben frygteligere end det andet til at ødelægge hinanden med. –

For en Uges tid siden kom Vilhelm tilbage fra Wisconsin, Kirkeraadsmøde hos Brandts,Brandts] Nils Olsen Brandt (1824–1921), fra Valdres, var den første norske presten vestafor Mississippi. Han utvandra i 1851 og var en av de seks prestene som stifta Den norske synode. Han ble seinere (fra 1865 til 1882) lærer ved Luther College i Decorah. og derefter et Par Dages Besøg hos Ottesen.Ottesen] Jakob Aall Ottesen (1825–1904), prest i Koshkonong fra 1860 til 1891 (Norlie 1914, 99) Student Bugge kommer da ikke hertil, som Professor, naar han bliver færdig; han har skrevet at han frygter for at blive uens med Præsterne her om Læren; desuden havde Synoden fastsat nogle Betingelser, som han ikke vil gaa ind paa. Vilhelm finder disse Betingelser ukloge. Der bliver ikke begyndt paa Seminarbygningerne i Decorah i Vaar. Saaledes som Stillingen nu er her i Landet, vil Kirkeraadet ikke tilraade det, maaske Synoden skal fatte den afgjørende Beslutning, jeg husker ikke. Skolen skal begynde 15. August i Decorah, hvor de kjøber eller leier Huus saalænge.Skolen … Huus saalænge] Den institusjonen som ble til Luther College flytta til Decorah i august 1862. «Universitetet», som det ble kalt, begynte i Half Way Creek, Wisconsin, i 1861. I 1862 begynte underdervisninga i Decorah, med Laur Larsen som rektor (Bunge 2011, 15–17).

Vilhelm fik forleden Brev fra StubStub] Hans Andreas Stub (1822–1907) var prest i Coon Prairie fra 1855 til 1861. Han var en av de seks som stifta Den norske synode i 1853. Fra 1865 til 1891 prest i Big Canoe menighet i Iowa (Norlie 1914, 97). der, som du ved, er Vicar ved Korskirken i Bergen. Hans Helbred er kommen sig saa betydelig at det nu ikke generer ham at tale til en Forsamling af 4–5000 Mennesker. Han er meget tvivlraadig om enten han bør blive hjemme eller komme hertil igjen, fordi han frygter, hans Helbred ikke vil taale Klimatet her. Han skriver saaledes:

«Hvad skal jeg gjøre, det var nu paa den Tid, jeg skulde fatte en Beslutning. Min hele Hu staar til at vænde tilbage. Naar jeg tænker over Livet og Bevægelsen i vores Kirkesamfund i America, da gruer jeg blot ved Tanken paa at maatte blive her hjemme.

Her kan man virkelig sige – er intet Kirkesamfund i dette Ords rette Betydning. Hver enkelt Menighed kommanderes af Kirkedepartementet eller Storthinget, de ere vante til kun at høre hvad Loven byder og saa i villig Lydiged underkaste sig alt som angaar deres ydre Organisation, og hvad angaar Lære, Disciplin etc, det er noget som Præster og Bispen har at ordne, saa er det godt nok; og imellem alle Menigheder er intet Samfund, ligesaalidt mellem Præsterne. En er Grundtvigianer, en anden Pietist, en tredje Chiliast,Chiliast] en som tror på tusenårsriket en fjerde Mystiker, en femte Rationalist etc., og hvordan Samfund kan der da blive mellem Saadanne? Nei – vor velsignede frikrikelige Forfatning derhenne – den er ret ypperlig! Og aldrig kan der blive saadan Menighedsbevidsthed i en Statskirke.

Her holdes ugentlige Møder af Præster og Candidater og der staar jeg ganske alene. Jeg har prædiket den rene Lære om Retfædigjørelsen, som alle have angrepet i Pastoralsamfundet, men i Menigheden har den vundet gehør: ‘Saadandt har man aldrig hørt!’ Saa lyder det: ‘Gud velsigne ham for hvert Ord, han talte igaar!’ Det høres rundt om. Hvergang jeg skal prædike bliver Korskirken formelig taget med Storm og en Mængde maa vænde tilbage af Mangel paa Plads; selv bliver jeg formelig baaret hen paa Predikestolen. Du skjønner altsaa at Jordbunden ogsaa her er beredt til at modtage den gode Sæd.»

Saa skriver Stub. Hvad han siger om Begærligheden efter at høre ham, høres underlig for os, som ved at han slet ikke har, hvad man kalder Gaver. Siden siger han at han med Hensyn til det Timelige foretrækker Opholdet i Norge, ogsaa derfor at der lades en Tid til Studium, men elles foretrækker han ubetinget at virke her. Og saaledes frygter jeg ogsaa det vil gaa med Vilhelm om Gud vil lade os faa komme tilbage. Hvor kjært det end i andre henseender vil være ham at bo i Norge igjen, vil han dog sikkert som Præst, faa mange Vanskeligheder og Ubehageligheder. Stub siger at hans Børn havde i Begyndelsen ordentlig Climatsygdom; det vilde vel vore ogsaa faae; underligt at tænke paa disse smaa americanskfødte Børnene. HenrietteHenriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeths første barn trøster sig med at er ikke Norge hendes Fødeland, saa er det dog hendes Fædreland, hun vil ikke være americansk. Jeg har skrevet alt dette om Stub, fordi jeg troede det vilde interessere dig at høre, hvordan en hjemkommen Præst fandt sig og han er den første der er vændt tilbage, hvis Dom jeg i dette Stykke vil stole paa.

Nu faaer jeg kun tilføie de kjærligste Hilsener fra Vilhelm og hver især af Børnene! Give Gud du maa være frisk og kunne sysle i din Have som du pleier; LinaLina] Caroline Mathilde Koren, gift Naeseth, (1857–1945), Elisabeths andre barn skriver selv til dig. Hun begynder at skrive Breve før hun kan Bogstaverne. Hun er vis paa, du kan læse hvad hun skriver fordi jeg kan dechiffisere hendes Skrift. Lev vel, min kjære Fader!

Din hengivne Datter,
Leis.Leis] Elisabeths kallenavn i familien

Brev 91: 16. april 1862

«Du ved, mit Talent til at sy Kjoler er meget lidet»

Brev 92: 12. juni 1862

«Ak kjære Moder, du ved ikke hvor ofte Taarerne vil frem og Brystet sammensnøres»

Little Iowa Præstegaard,
12te Juni 1862

Kjære Moder!Moder] stemora Elisabeth Frechland (1810–?). Mor til Elisabeth, Caroline Mathilde Koren (1801–1840), døde i 1840, da Elisabeth var åtte år.

Du væntede paa Brev da jeg sidst skrev og desværre kommer du vel ogsaa dennegang at vænte. Mit Brev fra April maa ellers være have gaaet meget langsomt siden det ikke var kommet frem da du skrev. Jeg har to Breve at takke dig for dennegang, det fra Marts havde jeg netop faaet da jeg skrev til Stin.Stin] Johan Augustinus Hysing (1834–1888), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 188–189) Har du væntet paa Brev dennegang, saa haaber jeg ialfald at du ikke har været ængstelig, da jo Stin har faaet i den Mellemtid og jeg maa bede deg og Eder alle ikke at være ængstelig om der undertiden gaaer længere Tid hen; tænk paa hvor let jeg kan blive forhindret i at skrive uden at det derfor behøver at være noget i Veien, som er til at ængstes over; jeg synes det er kjedeligt kun at skrive et Par Ord og sænde saa lang en Vei, men vil du heller jeg skal gjøre det, saa sig mig det; heller ikke er det godt at skrive til nogen saa langt borte, naar der for Ex. er Sygdom og man endu ikke ved hva Vændig det vil tage, det vilde være at bringe Eder unødvendig ængstelse. Synes du ikke det?

Dennegang er det igjen lille Johan,Johan] Bøycke Johan Rulffs Koren (1861–1923), Elisabeths fjerde barn som har hindret mig fra at skrive, som jeg vilde gjort Strax Huset var færdig og rent; i den Tid der, som du af Faders Brev vil see, tog længere Tid end sedvanlig iaar, var det umuligt at skrive uden den lille Stund om Aftenen og den fandt mig altid meget for træt. Det er Tænder, som har plaget Johan dennegang, øientænderne, og de holder man jo for er de slemmeste. Det var vel egentlig ikke noget ængstelig dennegang, men det var ondt at see paa. Læberne hovnede stærkt og Tungen var fuld af Blæmmer saa Barnet ingenting taalte uden Melk og Bygsuppe. AhlertAhlert] Ahlert Hysing Koren (1859–1901), Elisabeths tredje barn havde noget lignende, da han var lidt over halvandet Aar; mon det ikke er en slags Trødske?Trødske] en gjærsopp som lager et hvitt belegg i munnen under amming Jeg gav Johan Barnepulver og smurte hans Tunge med Trødskesaft. Jeg har aldrig seet nogen sagle saaledes og endnu bliver han ved dermed. Tænderne er nemlig ikke fremme endnu og kommer næppe saa snart, nu tænker jeg han bliver nok saa flink en liden Tid til Tænderne vil frem, gid da han da ikke maatte faa det for vondt stakkels Liden. Han var meget urolig medens han nu var Syg, jeg maatte enten kjøre han i hans Vogn eller gaa med ham, paa Armene Nat og Dag. Det var ondt at see hvorledes han skar Tænder, stundom puttede Fingeren i Munden der hvor Tanden skulde komme, men ellers ikke taalte at vi rørte ved hans Mund. Det var netop strax før Confirmationen (Thorsdag før Pindse) og i Pindsen han var verst. Confirmanderne mødte saa ofte i den sidste Tid, saa jeg ingen Hjælp havde af Dorde, desuden var her mange Fremmede i de Dage, saa du seer jeg ikke kunde faa skrive, gjærne som jeg vilde.

Nu er Johan nok saa snild, hans Tunge er pen, ganske rask igjen er han vel ikke, men det kan jeg heller ikke vænte. Gid VilhelmVilhelm] (Ulrik) Vilhelm Koren (1826–1910), Elisabeths ektemann vidste at han saa er kommen sig saa godt de to Dage han har været borte; han var ganske klein fremdeles da Vilhelm reiste til Synoden. Dette har nu atter sat ham tilbage, han var nu kommen saa godt at han reiste sig op fra Gulvet og gik nogle skrit alene, nu kan han ikke staa alene. Johan var udmærket frisk til han var 10 Maaneder, siden har han været mere sygelig end de andre Børn, men med Guds Hjælp, vil ogsaa han blive flink igjen. Hans øren har hele tiden været gode og da jeg ikke kan mærke andet end at han hører meget godt, har jeg ingenting brugt. Jeg spurgde den Doktor Billington om jeg skulde sprøite ham da han var Syg i Vinter, men han mente nei, jeg skulde kun hælde et Par Draaber Sweetoil i øret; jeg ved ikke om Sweetoil er en slags Madolie, denne skal være meget vanskelig at faa god her.

Tak for alle dine gode raad for Johan, Gud give at jeg maatte slippe for at bruge dem. Jeg troer ikke heller det var Ansigtssmerter Vilhelm havde, han har ikke havt noget saadant siden. Men jeg maa dog see at skrive om lit andet end smaa Børnenes Sygdom, og jeg tør nok ikke tage mig Tid til lange Breve dennegang. Det var glædelig at see hvor glade I allesammen var i Molly,Molly] Mariane Lassen (1834–1888), gift 1864 med Elisabeths bror Stin (Johnson 1941, I, 188–189) jeg tænker det gjorde Stin godt at merke. Ja, du har Ret jeg vilde være glad ved at kunde faa min kjære Broder at see og kjænde bedre end jeg gjør, ak ja! Baade ham og Eder alle! Gid Stin ikke maatte komme for langt bort naar han nu reiser fra Christiansand. Tak fordi du sændte mig Mollys Brev, det morede mig at see. Tænk om alle mine ogsaa kunde været hjemme i Paasken. Marie[s]Marie[s]] Christine Marie Cappelen Hysing (1836–1867), Elisabeths søster (Johnson 1941, I, 188–189) Planer for Fremtiden spørger du om, hvad skal jeg sige? Vores Mening har jo været at komme hjem saa snart Vilhelm kan reise herfra med God Samvittighed, men troer du du vilde være rolig om han for sin egen Glædes skyld vilde lade saa mange Mennesker uden Præst, saa længe han er istand til at betjene dem. Sygdomstilfælde er en anden Sag. Troer du vel han vilde være tilfreds hjemme naar han skulde tænke paa hvad han her havde forladt uden Erstatning, eller synes du det var rigtig af mig om jeg opmuntrede ham til at reise hjem under disse Omstændigheder? Det gjør du vist ikke. Mine Tanker er at takke Gud, som har gjort det saa godt for os her, og bede ham sænde os flere Præster og da føre os tilbage til det kjære Fedreland og alle de Kjære der, om det maatte være hans Villie. «Til næste Aar har I været borte 10 Aar og Fader bliver da 70», siger du. Ak kjære Moder, du ved ikke hvor ofte Taarerne vil frem og Brystet sammensnøres naar jeg tænker derpaa. Men kan jeg gjøre andet end at bede Gud bevare min elskede Fader og lade mig faa see ham ogsaa her paa Jorden. Gud bevare eder alle og lade os samles igjen, jeg beder derom hver Dag. Vilhelm har ofte talt om et Besøg hjem, men hvor skulde saa mange Penge komme fra?

Nu kommer formodentlig heller ikke Pastor Frich,Pastor Frich] Johannes Bjerk Frich (1835–1908), utvandra i 1862, prest først i Halfway Creek og så i La Crosse, Wisconsin, seinere professor i kirkehistorie og bestyrer for Luther Seminary (Norlie 1914, 108). han skrev dog saa bestemt; vi har ingenting hørt fra ham, det bliver meget slemt for La Crosse, som nu mister Larsen.Larsen] Laur (Peter Laurentius) Larsen (1833–1915), først prest i Rush River, Wisconsin, fra 1859 til 1861 professor i teologi ved Concordia Seminary i St. Louis, Missouri. 1861 ble han den første rektor for Luther College i Decorah (Norlie 1914, 102). Jeg frygter Vilhelm ikke vil have stort godt af at han slipper Painted Creek, bliver han frisk, kommer han formodentlig til at reise saa meget længere, her er nu La Crosse, Coonprairie, Rushriver, St. Ansgar, etc. etc. Jeg faar nu høre naar han nu kommer fra Synoden. Du siger: «Var eders eldste Barn en Gut, var vi næsten nødt til at sænde ham hjem», ja det vil ikke været saa godt for os i det Tilfælde. Jeg ved ikke hva Planer de øvrige Præster har med sine Sønner, det er kun bægge Preusernebægge Preuserne] Adolph C. Preus (1814–1878) og Herman Amberg Preus (1825–1894) og BrodalBrodal] Peter Marius Brodahl, (1822–1906), utvandra i 1856, prest i Black Earth, Wisconsin fra 1856 til 1868, da han reiste tilbake til Norge (Norlie 1914, 101). samt ClausenClausen] Claus Lauritz Clausen (1820–1892), prest i St. Ansgar, lenger vest i Iowa (Norlie 1914, 95) som har saa store Børn. Christian Preus bliver nu 10 Aar og er fremdeles hjemme, men jeg troer de heller sænder ham til St. Louis end til Norge, formodentlig kommer de ind paa skolen i Decorah.

Jeg sier nok det er vanskeligt for mig ofte at læse regelmæssig med Henriette,Henriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeths første barn mest fordi Johan saa ofte hefter mig meget. Mon ikke dette Brev kunne gaa saa hurtigt at det naaede dig med alle mine gode ønsker for dig til den 7de Juli?7de Juli] stemoras fødselsdag Gud give Dagen maa finde dig rask og tilfreds. Tak for alle dine gode ønsker til min Fødselsdag. Brevet kom lidt efter Dagen, men det var just godt at faa det medens Johan var saa klein. Gid du maa faa en hyggelig Tour til Doktor ‹Buch›‹Buch›] kanskje Iver W. Buch (1800–1884), lege i Larvik i mange år (Langeland II, 485) og at han maatte kunde gjøre noget for Marie, Stakkel. Jeg vilde gjærne skrive lidt til TomTom] Thomas Fasting Hysing (1838–1922), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 189) og LinaLina] Caroline Mathilde Hysing (1840–1923), Elisabeths søster (Johnson 1941, I, 189) ogsaa, saa du maa tage til takke med dette dennegang. Kjærlige hilsener fra Vilhelm og Børnene. Gid du maa være frisk.

Din Leis.Leis] Elisabeths kallenavn i familien

Brev 93: 12. juni 1862

«Jeg tilbragte min Geburtsdag med at støve Vilhelms Bøger»

Little Iowa Præstegaard
12. Juni 1862

Min kjære Fader!Fader] Ahlert Hysing (1793–1879)

Jeg blev overrasket Pindseaften ved at faa dit Brev fra Mai, næppe en Maaned efter at jeg havde faaet det sidste. Gud ske Tak fordi du og alle hjemme vare friske og Tak for alle dine kjærlige ønsker for min Fødselsdag. 30 Aar! Det er ganske underlig at tænke paa; jeg begynder at drage paa Alderen nu. Den blev ikke tilbragt ganske som du mente, VilhelmVilhelm] (Ulrik) Vilhelm Koren (1826–1910), Elisabeths ektemann reiste til Painted Creek tidlig om Morgenen, hans Tid er næsten altid, og nu i særdeleshed, for optaget til at han kan indrette sig som han ønsker og saaledes at det bliver hyggelig baade for han og os, ikke engang vores Bryllupsdag kan der tages hensyn til.

Friske var vi dog den gang, men hyggelig var her ikke, eftersom det hele Huus blev rengjort og oppudset. Her har ikke været gjort noget med Tage og Vægge siden vi fik dem rappede, saa de var meget stygge. Vi fik da fat paa vores gode Ven, Thore Skotland, Maler fra Norge, til at hvidte Tagene og male Gangen og Kjøkken med lyseblaa Vandfarve, Sovekammeret med rød; det er den første Vandmaling jeg har seet her i Landet, man pleier enten at betrække det hel Huus med Papir, eller ogsaa at hvidte; næsten alle Vægge er rappede her. Papirbetrek faaes ogsaa billigt, men det er rigtignok ikke meget tygt og stærkt. Jeg indbilder mig ialfald at det er billigt at give ikke fuldt 2 Dollar for betræk til et Værelse saa stort som det Studerværelse? Vi har betrukket Dagligstuen, Vilhelms Studerværelse og det lille Gjæsteværelse med lyst venligt Betræk, saa nu ser her rent og pent ud og jeg er glad over at det er gjort, men medens det stod paa var det just ikke meget hyggeligt, især da vi havde øsende Regn de Dage. Jeg tilbragte min Geburtsdag med at støve Vilhelms Bøger, men smaapigerne syntes dog her skulde see lidt festligt ud, saa de pyntede op det urøddige Værelse med Markblomster og Egekrandse. –

Iforgaards, 3de Pindsedag, reiste Vilhelm til Synoden, der som jeg vist har fortalt holdes i Minnesotah hos Pastor Muus.Pastor Muus] Bernt Julius Muus (1832–1900), prest i Holden, sør for Northfield, Minnesota. Bestyrer for Holden Academy som senere ble til St. Olaf College. Gud styre alt til det bedste paa denne Synode, som vist bliver af Vigtighed. Formodentlig kommer det vel ogsaa til en endelig Bestemmelse med Pastor Rasmusen og hans to Præster, FjeldFjeld] John N. Fjeld (1818–1888), lekpredikant fra Valdres som utvandra i 1860. Han ble synodeprest i Mt. Horeb, Wisconsin, fra 1860 til han døde i 1888 (Norlie 1914, 105). og Amlund.Amlund] Nils Amlund (1830–1902), prest i Glenwood, Iowa fra 1860 til 1883 (Norlie 1914, 105) Vilhelm væntede meget røre og ugreie dennegang, skjøndt Slaverispørgsmaalet nu ikke kommer op uden det paa en eller anden Maade bliver tvunget frem. Det vedbliver fremdeles at bevæge Gemytterne; det blev opfrisket igjen ved Pastor ClausensPastor Clausens] Claus Lauritz Clausen (1820–1892), prest i St. Ansgar, lenger vest i Iowa (Norlie 1914, 95) (ikke lille Clausen i Minnesotah,Clausen i Minnesotah] Fredrik Christian Claussen (1810–1870) hadde vært lærer i Skien før han kom til Spring Grove, Minnesota, som prest i 1857 (Norlie 1914, 102). han er vist ganske udenfor denne Sag, som alt andet) offentlige Tilbagekaldelse, strax etter Præstemøde i Decorah i Høst, af den Erklæring, som han tilligemed de øvrige Præster afgav paa sidste Synode angaaende Slaveri. Clausens hele Fremgangsmaade er alt andet en hæderlig og har fremkaldt anden Skriveri og du kan tro vore Præster, ikke minst Vilhelm, har maattet døie Haan og Grovheder fordi de erklærer Slaveri i sig selv ikke er Synd. Det er dog ikke af sine egene Menigheder at Vilhelm har faaet Grovheder, det er mest anonyme Breve med Posten, skjøndt ogsaa her naturligvis findes mange Modstandere. Jeg havde ikke førend denne Strid vidste det, troet at mine Landsmænd var saa stor en Deel af dem; var saa dumme. De kan ikke fatte andet end at Talen maa være om det americanske Slaveri; de kan ikke fatte at Slaveri kan være forbunden med Synd og mangeslags Misbrug uden derfor at være Synd i og for sig selv.

Det er ganske sandt hvad en Mand, som jeg indbilte mig var stik imod Præsterne sagde til mig: «Du kan ikke tro hvor dumme, ja rigtig feedumme Folk er, og saa stive og paastaaelige, vil hverken lade sig sige af Gud Ord etter hvad der ellers skrives og jo dummere de er, des paastaaelige er de; og endnu værre blive de naar de komme her til Landet, de blive rent fortumlede af alt hvad de høre og see og ved hverken ud eller ind.» Det skader forresten ikke at all denne Strid er opkommet om det ogsaa forholder sig, som mange mene at det vil skade og forsinke flere Ting, for Ex. Bygningen af vores Læreanstalt; de Folk hvem det er om Sandheten at gjøre bliver brugt til Eftertanke og en ret Erkjændelse og de øvrige er det bedst at blive fri for, og til sidst vil dog Sandheten seire!

Det er ikke mange Folk som er saa lette at stille tilfreds som vore to gamle Naboer, Skaarlifolkene, de som overlod os deres lille Huus til Bolig den første Sommer vi var her. Det er dygtige Folk til deres daglige Gjærning, men meget enfoldige og har ingenting læst. De har altid havt meget til overs for deres Præst, men, sagde Guri til mig: «Du kan aldrig Tro hvor bedrøvet og forundret vi blev da vi saa at vores Præst ogsaa siger ‘Slaveri ikke er synd,’ jeg var ligeglad saa længe han ingenting skrev.» Hun og hendes Mand blev dog strax tilfreds da jeg forsikrede dem at baade Vilhelm og de øvrige Præster holdt alt det onde der begaaes mod Slaver, for at være stor Synd. Det gaaer saa vidt at Modstanderne erklære Præsterne for Oprørere, Sescesionister. De tænke ikke paa at Presidenten er ganske af samme Mening som alt noksom viser ellers maatte jo han, der vil være en christen Mand, øieblikkelig erklære enhver Slaver for fri.

Rygtet siger at C.L Clausen vilde komme til Synoden. Du ved han er Feltpræst ved det skandinaviske Regiment, hvis saa er, gad jeg vide hvordan det vil løbe af og skulde have lyst at vænte med at sænde dette Brev til Vilhelm kommer tilbage, men det bliver forlænge. Men nu har jeg fylt hele dette lille Ark bare med Slaverisnak og jeg som havde foresat mig at tie ganske stille derom naar jeg skrev hjem; jeg har ofte været saa træt og kjed om dette Thema, at det slet ikke var det mindste lokkende. Du kan nok vide at det har interesseret mig, men nu maa jeg bede om Undskyldning fordi jeg maaske har plaget dig dermed.

Angaaende «Søndagen» har der ogsaa været en Deel Bevægelse, derom hadde Folk lidet eller intet lært, eller lært falsk. Den Agitation begynte i OttesensOttesens] Jakob Aall Ottesen (1825–1904), prest i Koshkonong fra 1860 til 1891 (Norlie 1914, 99) Menighed, hvor den endogsaa i Voldsomhed overgik Slaverisagen. Ja, her er megen Strid og bedre er det jo ikke at vænte. Du taler om alle de ledige Kald hjemme og om at der kunde være Haap for Vilhelm om Ansættelse; ja naar vil den Tid komme, saa længe Sagerne her staar som nu og ingen Præster kommer, synes du at Vilhelm da kan reise herfra med god Samvittighed? Ville det være ret om Præsterne her overlod deres store Menigheder til sig selv og alslags Secterere? Vilhelms Hu staar til Norge, det er vist, skjønt han nok vilde føle sig ille tilfræds i sin Embedsvirken i mange henseender og føle mange Savn.

Vi høre saa meget om Vranglære hjemme i Norge, det betager vist flere Præster Lysten til at komme tilbage om de ellers kunde. Jeg troer ikke at H. A. Preus,Preus] Herman Amberg Preus (1825–1894), utvandra i 1851 og var en av de seks prestene som stifta Den norske synoden. Prest i Spring Prairie. Leder for synoden fra 1862 til han døde i 1894 (Norlie 1914, 98). Brandt,Brandt] Nils Olsen Brandt (1824–1921), fra Valdres, var den første norske presten vestafor Mississippi. Han utvandra i 1851 og var en av de seks prestene som stifta Den norske synode. Han ble seinere (fra 1865 til 1882) lærer ved Luther College i Decorah. Ottesen og maaske flere tænker paa at reise tilbage til Norge, udenfor et Besøg. Ottesen havde engang Tænkt at overvære sin Faders Jubileum, men nu har gamle Prosten taget sin Afsked og det bliver ikke af for det første. Emigrantens norske Corespondent underrettige fornylig Publikum herom at vores Synodes Formand, A. C. Preus,Præsten] Adolph C. Preus (1814–1878), prest for norske immigranter i Koshkonong til 1860, så i Coon Valley. Leder for Den norske synoden fra 1853 til 1862. Han dro hjem til Norge først i 1872 (Norlie 1914, 97). søgte Kald i Norge. Det overraskede ikke os, som kjænder vores gode Formand, samt hans mangfoldige Planer. Han har ofte fast bestemt sig til at reise hjem, men erklærede høitidelig for netop et Aar siden ved Synoden at han havde taget alle sine Ansøgninger tilbage og nu! Jeg troede virkelig ogsaa at han nu, han var bleven gift igjen, tænkte paa at blive her for bestandig. Hans Menighed i Chicago er, formodentlig mest paa Grund af Krigen, i saa fortrykte Omstændigheder, at de ikke kan lønne ham tilstrækkelig, nu er her jo nok af andre Kald hvis han vilde have dem. Det var Chicago vi skulde været!Det var Chicago vi skulde været!] A. C. Preus (1814–1878) var prest i Chicago fra 1860 til 1863, altså i den stillingen Koren først ble tilbudt.

Hvilken Dødelighed blant Præsterne i Norge! Der er vel ogsaa en stor Deel, hinanden meget nær i Alder? Det gjorde mig vondt at høre Aalls og Falkenbergs Død, ogsaa efter Falkenberg er det vel mange Smaa? Jeg undres om der er mange der sørge mere over Nils KorensNils Korens] Niels Koren (1801–1862), sokneprest i Ullensvang (Johnson 1941, II, 65–73) død, end hans gamle Bruger Rasmus som gaar her og længes til Norge og sørger over at han var saa letsindig at reise til America.

Hvad siger man nu til at Rebellerne har ødelagt sin MerrimacMerrimack] en kjent båt i borgerkrigen. Nordstatenes marine senka båten i 1861. Sørstatene tok den opp igjen og omforma den til sitt bruk.. Behøver Norge alt nu at sænde nogen udenlands for at bygge Jernskibe medens kunsten endnu er i sin Barndom og undergaar saa mange Forandringer? Jeg mente de i Ro først kunde opbie Resultaterne. Hvilket Udskud af Befolkningen dog de fattige Hvide i Sydstaderne maa være, for af dem bestaaer vel Størsteparten af Soldaterne, og det er et Factum at de dræber de efterlatte Saarede for at plyndre dem; forarbeide allehaande Ting af deres døde Fienders Been osv. Det er underlig at lese Aviserne her og lese beretninger fra Europæiske Blade. Her siges udtrykkelig at denne Krig ikke føres for Emancipationen, men for Unionens Vedlikeholdelse. Det seer ganske ud som de siger at Engelland ikke vil forstaa dem. Men jeg har ingen lyst til at tale om Politik, ikke heller har jeg havt stor Tid til at læse Aviserne i de sidste Uger, ellers leser jeg mere Aviser end jeg egentlig vil, da det skeer paa anden Læsnings Bekostning. Skal vi nogenlunde kunde følge med hvad der skeer i Verden, maa vi holde en Deel Aviser, baade Politiske og Kirkeblade.

Jeg er bange mine Brev blive rent ulæselig dennegang. Vilhelm har min Pennekniv som jeg aldrig pleier bruge, med sig og min Guldpen vil ikke skrive, den trænger nok til at repointes. Det er stygt med alle de Falsknerier hjemme i Norge. –

Jeg er meget glad over at lese din Dom over StinsStins] Johan Augustinus Hysing (1834–1888), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 188–189) Molly,Molly] Mariane Lassen (1834–1888), gift 1864 med Elisabeths bror Stin (Johnson 1941, I, 188–189) gid jeg ogsaa kunde faa lære hende at kjænde og Stin ogsaa, jeg kjænder jo i Grunden meget lidet baade til ham, Marie,Marie] Christine Marie Cappelen Hysing (1836–1867), Elisabeths søster (Johnson 1941, I, 188–189) TomTom] Thomas Fasting Hysing (1838–1922), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 189) og Lina.Lina] Caroline Mathilde Hysing (1840–1923), Elisabeths søster (Johnson 1941, I, 189) Ja jeg er rigtig glad over Stins Forlovelse! Mon mit Brev til ham var lenge underveis? Jeg sændte det over Frankrig og skulde have Lyst til at vide det. Det var glædeligt at Aaret tegner godt hjemme; det kunde vel behøves. Her er jo alt forholdsviis langt tilbage iaar og Duerne og Gopheren er slemme med Maisen, saa man maa plante op igjen flere Gange. Nu maa jeg afbryte mit Brev til dig, kjære Fader, og fortsætte til en af de andre. Vilhelm bad mig hilse dig kjærligst og mange mange hilsener fra alle Børnene. Gudske Tak! De er alle friske, ja lille Johan er vel ikke fri fra ondt for Tænder, men dog meget bedre. Staar det godt i din Have iaar? Min vænter paa at jeg skal tage mig flittigere af den end jeg har kundet i den sidste Tid. Lev vel og Gud velsigne dig, min kjære Fader.

Din LeisLeis] Elisabeths kallenavn i familien

Brev 94: 19. august 1862

«Jeg er saa glad i den minste Ting hjemmefra»

Little Iowa Præstegaard
19de August 1862

Kjære Moder!Moder] stemora Elisabeth Frechland (1810–?). Mor til Elisabeth, Caroline Mathilde Koren (1801–1840), døde i 1840, da Elisabeth var åtte år.

Jeg blev ganske forskrækket da jeg forleden saa paa min Brevliste at det er hele 2 Maaneder siden jeg sændte mit sidste Brev hjem, jeg skønner det ikke, men troer næsten jeg maa have set feil Dato, jeg mente jeg havde beregnet Tiden saa vel, at naar mine Gjæster vare reiste, var det netop rette Tid igjen at skrive til Eder. Jeg har nu i over 14 Dage havt Besøg af Professor SchmidtPastor Schmidt] Friedrich A. Schmidt (1837–1928) var den andre læreren som ble ansatt i fast stilling på Luther College. Schmidt var ansatt på Luther College i over ti år og underviste der i teologi, språk og matematikk (Norlie 1914, 107, se også Bunge 2011, 17). med KoneKone] Caroline Sophie Allwordt, gift med Friedrich A. Schmidt (1837–1928) og 2 Aars Søn, Professor Larsen,Professor Larsen] Laur (Peter Laurentius) Larsen (1833–1915), først prest i Rush River, Wisconsin, fra 1859 til 1861 professor i teologi ved Concordia Seminary i St. Louis, Missouri. 1861 ble han den første rektor for Luther College i Decorah (Norlie 1914, 102). hans KoneFru Larsen] Karen Randine Neuberg, gift med Laur (Peter Laurentius) Larsen (1833–1915) og 5 Aars Datter samt bægge Frøknene Neuberg,Frøknene Neuberg] Henriette og Karine Neuberg Fru Larsens Søstre. I den Tid var det ikke at tænke paa Brevskrivning, med mine 2 daarlige Piger var her ogsaa nok at bestille.

Hvordan skal jeg nu bære mig ad med at faa skrive; i næste Uge kommer Præsten JensenJensen] presten Nils Edward Schancke Jensen (1824–1875). Han utvandra i 1859 og ble prest i Rushford, Minnesota, ikke langt fra Decorah (Norlie 1914, 104). med Kone,Kone] Johanne Cathrine Jensen, gift med presten Nils Edward Schancke Jensen (1824–1875). Han utvandra i 1859 og ble prest i Rushford, Minnesota, ikke langt fra Decorah (Norlie 1914, 104). SøsterSøster] Andrea Serene Jensen? Søster til presten Nils Edward Schancke Jensen (1824–1875). Han utvandra i 1859 og ble prest i Rushford, Minnesota, ikke langt fra Decorah (Norlie 1914, 104). og Børn. Præsterne her Vestenfor Missisippi skal have møde i Decorah i den Uge, saa maaske faar jeg ogsaa flere Gjæster; i denne Uge skal min voxne Pige reise hjem et Besøg og Ugen derefter skal vi have Tærskning. Hertil kommer at vi har flere Arbeidsfolk om Dagen og at JohanJohan] Bøycke Johan Rulffs Koren (1861–1923), Elisabeths fjerde barn er meget paahængelig i denne Tid igjen, den 4de øientant er endnu ikke fremme, maaske er det den, som plager ham; hans øren har været gode siden den gang i Vinter, og vi kan ikke mærke andet end at han hører meget godt. Alt dette fortæller jeg dig for at du skal see hvor let det kan gaa nogen Uger over den Tid jeg pleier at skrive, du kan nok tro det ikke er efter mit Sind, jeg er aldrig rigtig fornøiet naar jeg maa lade eder vænte paa Brev.

Hvorfor skriver du ikke om Aftenen spørger du maaske? Vi har jo alt nu lange Aftener, tænder Lampen klokken 8 og Klokken er dog ikke mere end 9 efter Aftenandagten og alt er stille i Huset. Saa er det, men da er jeg for træt til at skrive, desuden burde jeg ikke bruge mine øine til at skrive fiint ved Lys, de ere gode naar jeg ikke anstrænger dem, sy ved Lys taaler de slet ikke og jeg seer nok jeg heller ikke burde skrive. Nu plager jeg vist dine øine ved at skrive saa tæt (jeg synes ellers det er tydeligere end paa det daarlige Post,Post] her: papir som jeg nu ikke har mere igjen af). VilhelmVilhelm] (Ulrik) Vilhelm Koren (1826–1910), Elisabeths ektemann skulde i Vaar været til Kirkeraadsmøde i Chicago og kunde da kjøbt fint Papir. Dette blev i siste Stund ombestemt saa han istedet maatte til Brandts,Brandts] Nils Olsen Brandt (1824–1921), fra Valdres, var den første norske presten vestafor Mississippi. Han utvandra i 1851 og var en av de seks prestene som stifta Den norske synode. Han ble seinere (fra 1865 til 1882) lærer ved Luther College i Decorah. derfor har jeg endnu intet faaet, det er slemt især da Børnene heller ikke kan faa skrive. Jeg længes efter Brev fra eder nu, Gud give alt maatte være vel!

Har vi ikke faaet Brev saa har vi dog hørt fra Eder paa en anden Maade, alle de prægtige Sager som I nu igjæn har glædet os med. Du kan no tro jeg blev overrasket, da Vilhelm strax efter han var kommet med Larsens og Schmidts fra Lansing, kom ind med en stor Pakke og spurgte om jeg kunde gjætte havd det var. I Mai skrev I at I ikke endnu vidste noget om FrichsFrichs] Johannes Bjerk Frich (1835–1908), utvandra i 1862, prest først i Halfway Creek og så i La Crosse, Wisconsin, seinere professor i kirkehistorie og bestyrer for Luther Seminary (Norlie 1914, 108). Reise, saa jeg med et Suk tænkte paa HenriettesHenriettes] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeths første barn Strømper, som jeg vidste du havde liggende, og hun hadde voxet fra alt hvad hun havde for Vinteren, saa jeg blev da baade glad og forundret, men først maatte jeg skaffe mine gjæster kjølig Drikke efter den lange støvete Reise. Da de saa havde gjort deres Toilet og havde faaet Kaffe og Kage gik vi ud i Haven, lagde Pakken paa Bordet og begyndte Udpakningen.

Jeg havde alt i Forveien hørt at der skulde være saa mange deilige Sager, Frich havde nemlig maattet aabne Kassen og lagt indholdet i Pakke da han, som han havde svaret da I spurgde ham derom, ikke godt kunde tage nogen Kasse med; dette gjorde nu heller ikke noget, alt laa vist omtrænt som I havde lagt det, var omhyggelig indsyet i Voxdug og kom udmærket vel frem ogsaa hurtigt. 1de August havde vi det her. Frichs kom deretter til deres Hjem hvor du ved Skolen har været holdt, kort Tid før Larsens reiste, disse kom ligetil os og havde Pakken med. Bedre kunde det ikke været. Den Tilfrædshed har I da, at det er kommen baade godt og hurtigt frem, og havde du været her tænker jeg du ville synes du havde lit igjen for alt dit Arbeide og Omtanke for os.

Jeg viste nok at der var prægtige Sager og meget der vilde glæde os i den Pakke ogsaa om jeg ikke havde hørt det, men saadan en Mængde, saa megen Arbeide, nu igjen! Kjære Moder, jeg ved næsten ikke hvad jeg skal sige, jeg er dig saa hjertelig taknemmelig for alt hvad du baade nu og før har gjort for mig og mine, jeg er saa glad i den minste Ting hjemmefra, og nu alt dette og alt saa deilig nyttige Ting; tænk 15 Par Strømper, naar skulde jeg bleven ferdig om jeg skulde strikket dem selv, ja du forstaar nok best selv hvilken stor Hjælp dette er for mig. Jeg er ogsaa meget fornøiet med, at alle Uldstrømperne er enten passe eller er for store for Henriette, endnu har jeg ikke faaet ordnet og passet dem alle, jeg troede aldrig jeg skulde blevet færdigt med at see hvad den Pakke havde indeholdt, jeg fik ikke undersøge alt saa nøie ved Udpakningen og havde meget at lage vore i den Tid; saa aabnede jeg den lille Pergamentsæske, som jeg vel husker fra gammel Tid, der fant jeg Strimlerne fra Anne Cathrine, saa fant vi Henriettes Sølvfingerbøl, hun blev saa forundret over at faa Sølvfingerbøl kan du tro og saa Bøgerne, dem varede det længe førend jeg fik seet igjennem.

Det Prægtige graa Skjørt takker jeg dig meget for, det skal blive deiligt varmt og kom saa vel med iaar da jeg netop trænger til Nyt og vanskelig vilde kunnet faaet noget god varm Flanel her. Henriettes skal ogsaa blive deiligt for hende, saa udmærket pene som de ogsaa er. Endnu har jeg de to røde du sændte lige pene, men Henriettes er for kort for hende nu, undtagen om Sommeren under hvidt Skjørt; varmt som her jo er, pleier jeg altid at lade Børnene gaa med et lidet tyndt Uldskjørt, for det meste heler ikke med mere end det, Omskiftningene i Veiret kommer ofte saa pludselig; jeg bruger heller ikke Uldskjørt om Sommeren, en Krimoline med et hvidt Skjørt over er en deilig luftig Dragt, men saa kan jeg da bedre passe at tage mere paa naar jeg mærker det bliver kjøligt; maaske er dette en overflødig Forsigtighed, AhlertAhlert] Ahlert Hysing Koren (1859–1901), Elisabeths tredje barn bruger ikke anden Klædning naar det er varmt, end tynd uforet Bomuldsdragt, han har altid været vandt til at gaa let klædt og bliver strax saa grulig varm, men jeg har ofte tænkt paa om jeg ikke burde give ham tynd Flanels Skjorte, jeg seer det er meget almindelig, hvad mener du? Skal jeg lade det være saalænge han er saa rask og ikke noget tilbøielig til Forkjølelse?

Dette var en lang Afvigelse fra hvad jeg vilde tale om, du faaer tilgive; hvordan jeg bedst kan klæde Børnene saa jeg undgaar baade at fornærme dem og være for uforsigtig, har jeg ofte studeret paa, nu skal jeg raadføre mig med Fru Larsen, jeg er meget glad over at have hende saa nær. Det korte og hvide Skjærf falder nætop i min Smag, og til mig er vel de korte og hvide Muffediser, som passe penest sammen. Det var en morsom Maade at strikke Muffediser paa og deilig varm. Jeg seer nok der [er] mange nye maader at hækle og strikke paa, jeg er ganske udenfor alt saadant og glemmer vel ogsaa bort hvad jeg har kunnet.

Henriette er nu saa stor at hun skulde læse, jeg haaber paa Vinteren for at kunde inhænte hvad hun om Sommeren forsømmer. Det er galt som det gaaer, men hvorledes skal jeg bære mig ad for at faa det anderledes, havde Johan været mere fra Haanden i Sommer havde det været en anden Sag, men naar jeg altid har en Liden at passe paa, og tilmed en saa urolig som Johan, da faar jeg ikke Tid til at arbeide rigtig stadig med Børnene og det maa dog til, Henriette er for liden til at jeg kan forlange hun skal kunde arbeide flittig uden Tilsyn, det sees nok paa hendes Skrivning at hun ingen stadig Skolegang har havt i Sommer. Om Vinteren er Børnene inde, da falder det lettere. Den voxne Pige jeg nu har, kan lidet og husker endnu mindre, saa jeg maa huske efter og passe paa den mindste Smaating. Dette har nu ogsaa optaget min Tid meget i Sommer.

Nu kommer jeg igjen bort fra Pakken – Hvilke prægtige Liv Henriette har faaet, saa varme, pene og elastiske, gid nu Henriette, som voxer saa stærk, ikke maa voxe sig svag, endnu seer hun, saa frisk og rund ud, ikke det mindste forvoxet og har en fortræffelig Apetit, men hun er meget høi. LinaLina] Caroline Mathilde Koren, gift Naeseth, (1857–1945), Elisabeths andre barn seer meget svagere ud og har heller ikke den stærke Væxt. Jeg maa da bestemt faa mig en Comode til denne jeg har, har længe været for liden, skjøndt jeg kun har en Slags Tøi, Sommer eller Vinter, der ad Gangen, men nu jeg har faaet saa meget nyt til, finner jeg ingen passende Plads at gjæmme det; de sorte og rødstribede Strømper synes jeg især er pene, jeg maatte have alt frem og vise Vilhelm igjen idag, han havde ikke seet det tilgavns før. For TrøsterTrøster] ei hekla eller sydd pute til hodestøtte i en stor stol eller sofa skal jeg takke dig meget fra ham, den hænger her paa Gyngestolen. «Legetøyet kan du, om du synes, gjemme til Juul,» siger du. Johans Legetøi har han seet og glædet sig ved, men nu har jeg gjemt det bort, kun ikke hans Billedbog. Men Henriettes og Linas Dukketøi maatte jeg lade dem beholde, de stode rundt Bordet, da vi pakkede ud og jeg ønskede bare I hjemme kunde seet deres Glæde. Lina var ganske fortabt over sin lille Dukkebaby og Vugge, Henriette over sit Syskrin og Blektøiet, de kom ikke saa langt som til Bøgerne den første Aften.

Valdemar og hans MændValdemar og hans Mænd] Bernard Severin Ingemann: Valdemar den store og hans Mænd (episk dikt, 1824) skal ganske vist gjemmes til Juul, jeg angrer ikke ogsaa at have gjemt Onkel StiinsOnkel Stiins] Johan Augustinus Hysing (1834–1888), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 188–189) Bøger, de har faaet saa meget nu. Afternene paa EgelundAfternene paa Egelund] Hanna Winsnes: Afterne paa Egelund (barnebok, 1852) morer Henriette mæget – «Hvor snil hun er som har skrevet disse morsomme Fortællingene; kunde jeg bare see hende vilde jeg takke hende for den Bogen.» Til Vinteren kan hun studere Gaaderne. Børnene faaer vist ikke skrevet saa meget dennegang, jeg har saa tykt Papir at de faaer takket for alt som de vilde, saa jeg faaer gjøre det for dem, desuden undres jeg om ikke Lina har glemt saa meget av sin Skrivning nu at hun ikke kan faa et læseligt Brev istand, med hendes læselyst har det været smaat i Sommer og jeg troer vist jeg har gjort ret i at lade hende løbe.

Du hækler da nu Moder, en af de smukke smaa Smækker til Johan er jo fra dig. Denne hue Johan er saa sød nu, gid jeg kunde faa hans lille Fjæs hjemsændt i Sommer. Han er seen til at tale som til at gaa, jeg troer ikke han er kommen stort længere nu end da jeg sist skrev. Det var underlig at see igjen mange af disse gamle Skolebøger, og Pettas Rises Tydske LæsebogRises Tydske Læsebog] J. Chr. Riise: Tydsk Læsebog for Begyndelsesclasserne som jeg saa ofte hjalp hende med at oversætte. Nu faaer jeg skrive til FaderFader] Ahlert Hysing (1793–1879) og Christiane,Christiane] Christiane Koren Hysing (1826–1880), Elisabeths eldste søster (Johnson 1941, I, 188) jeg faaser vel ikke skrive saa meget som jeg gjærne vilde dennegang –

Lev vel kjære Moder, gid du maa være frisk – hjertelig Tak for alt hvad du baade nu og før har gjort for os, fra Vilhelm ogsaa saa mange Hilsner og Tak, din hengivende Leis.Leis] Elisabeths kallenavn i familien

Brev 95: 20. august 1862

«Jeg skal takke meget fra ham for Ferdaminne»

Brev 96: 1. oktober 1862

«De var flygtet over Hals og Hoved ved Rygtet om Indianerne»

Little Iowa
den 1. October 1862

Kjære Fader!Fader] Ahlert Hysing (1793–1879)

Jeg skriver ganske snart hjem, men vil dog aligevel sænde et Par Linier i Brevet til HortenHorten] Vilhelm Korens bror (Bøycke) Johan (Rulffs) Koren (1828–1909), som var gift med Elisabeths venninne Marie Münster, bodde i Horten (Johnson 1941, I, 68) for at du ikke skal ængste dig for os kjære Fader, naar nu Aviserne ogsaa berette om Indianerurolighederne og deres grusomme Fremgangsmaade. Maaske burde vi have skrevet strax, men til for en Uge siden viste vi selv saa lidet Besked, vi hørte ingen Rygter og Aviserne modsagde altid deres tildligere Beretninger. Jeg stod ogsaa i den Formening at Urolighederne indskrænkede sig til Minnesotah, men nu hører jeg at et Par af Settlementerne, hvor de have huseret, ligge i det Nordlige Iowa lige paa Grænsen. Nu ved vi da at General Pope er i St. Paul, at han har befalet at ingen Tropper maa tages ud af Iowa for det første, samt at der er fuldt op af Tropperne til at holde Indianerne i Rolighed.General Pope … Rolighed] John Pope (1822–1892), general for nordstatsstyrkene. Pope ble flytta vestover for å gå mot sørstatshæren ved Mississippi-elva. Han ble leder for motstanden mot indianerne i Minnesota og The Dakota War i 1862, som endte med en tragedie for indianere i Midtvesten. Det heder nu at det ikke var Agenter fra Syden som ophidsede dem, men derimod gamle Afsatte Handelsmænd som vilde hævne sig paa de nye. Hvordan det nu var, var det underligt at der ingen Frygt næredes for Indianerne under den Tilstand Landet nu er i, men at alle Vaabner og Mandskab tages bort og Forterne være saa svagt besatte. Det havde virkelig ingen anden udvei været for Farmerne end at flygte uden Vaaben, som de vare, vist der virkelig havde været nogen Grund for den paniske Skræk som græb hele Settlementer baade her og i Minnesotah og som Folk her heller ikke gikk fri for.

Nu skal du høre: VilhelmVilhelm] (Ulrik) Vilhelm Koren (1826–1910), Elisabeths ektemann reiste en Lørdag Morgen til Little Turkey og skulde komme hjem Mandag. Samme Aften kom Pigen styrtende ind og spurgte: «er Præsten kommen, der er 2 Mænd komne hos Tærskerne (vi havde Tærskning da) og fortæller at der er 1200 Indianere ved Calmar og at Præsten er reist til Decorah og kommer hjem i Aften.» Jeg gik da hen for at faa Besked og hørte den samme Historie med den undtagelse af at Fienden var 20 Miile længere borte. Kort efter kom 2 Mænd galloperende som havde talt med Vilhelm i Decorah og nu kom for at faa bedre Underretning af ham. Tærskene blev, flere kom til, langt paa Aftenen kom Folk for at forhøre sig, og da Vilhelm Klokken 9 kom hjem var der en heel Forsamling. Det forholdt sig ogsaa saa at da Vilhelm kom til Calmar fandt han hele det Settlement han skulde besøge, Mænd, Kvinder og Børn forsamlet i Calmar, de var flygtet over Hals og Hoved ved Rygtet om Indianerne.

Vilhelm reiste da til Decorah for at faa greie paa Sagen, men her viste man ingen Ting og troede det ikke heller, der blev dog imidlertid sændt Folk ud for at undersøge og vi skulde strax faa Bud, var der noget i det Hele. Vilhelm sændte da Folk hjem med den Besked at være rolige, at han troede det hele ugrundet. Næste Morgen, Søndag, da jeg kaldte paa Ingrid, vor Confirmandpige, fik jeg den Besked at hun havde pakket sammen og var spadseret til Calmar, hendes Forældres Foreldre var nemlig blant Flygtningerne fra Little Turkey. Det var en Pige som jeg var meget misfornøiet med og kun havde beholdt for at see om hun ikke vilde blive bedre, saa da hun 14 Dage efter kom hjem for at være her, betakkede jeg mig og har nu nylig faaet en som seer nok saa lovende ud.

Men jeg kommer fra denne Søndag som var den uroligste jeg nogensinde har oplivet, her var et saadan Rend den hele Dag og de urimeligste Rygter i Omløb. St. Ansgar, hed det, var brændt, Calmar ødelagt, ja vor Nabos Gut kom løbende hjem og fortalte at han hørte Skud og Trommeslag (det var vores Heste som stod og stampede paa Stallen for Fluer). Alle omkring os reiste med Undtagelse af vores nærmeste Naboer, men de fleste kom da hjem igjen samme Aften. Jeg var ikke ængstelig, men havde dette skedt i første Aar vi vare her, da vi boede Indianerne nærmest, havde jeg vist været det, en lignende Skræk har der været rundt os, Decorah var fuld af Folk og Landeveiene fulde af Vogne. Folk lod alt i Stikken, saa det er rimeligt det paa mange Steder gik som oppe ved Præsten Jensen,Jensen] presten Nils Edward Schancke Jensen (1824–1875). Han utvandra i 1859 og ble prest i Rushford, Minnesota, ikke langt fra Decorah (Norlie 1914, 104). hvor det da de kom tilbage saa næsten lige saa ilde ud, som om Indianerne virkelig skulde været der; Køer og Sviin gjorde sig til gode i Agre og Haver, og alt var Hulter til Bulter. Denne blinde Alarm tildrog sig kort efter vi havde hørt om de første Udbrud i Minnesotah. Faren var ikke 10, men 100–150 Miil fra os, med Guds Hjælp vil den ikke heller komme nærmere. Vær ikke ængstelig for os kjære Fader! Gud vil vist fremdeles holde sin Haand over os og skaane en Deel af Landet som hittil har gaaet fri. Her har vi jo saa ganske lidet mærket til Krigens Onder. Poststemplerne har heller ikke endnu fortrængt Pengene, men stakkels dem der bor i mange af de sydlige Stater og vel maa du sige «Ja, Amerika!» Gud ved hva Enden skal blive, Hans Haand viler tungt straffende over Landet nu, og det seer mørkt ud.

Tak for dine Linier med StinsStins] Johan Augustinus Hysing (1834–1888), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 188–189) Brev, jeg blev glad ved at faae dem, jeg begyndte at vænte meget paa Brev. Stakkels Marie,Marie] Christine Marie Cappelen Hysing (1836–1867), Elisabeths søster (Johnson 1941, I, 188–189) som maa prøve saa meget ondt, Gud give det snart maatte blive godt for hende, og efter hvad I sidst skriver synes det jo at gaa frem. Hils hende kjærligt og hils og tak Stin meget for Brevet og for MallysMallys] Mariane Lassen (1834–1888), gift 1864 med Elisabeths bror Stin (Johnson 1941, I, 188–189) Fotograf,Fotograf] bilde som jeg er meget indtaget i, hun seer saa sød og tækkelig ud, I sige hun er ikke egentlig vakker, men det ville jeg troet efter det Portræt, det var saa morsomt at faa det. Jeg fik Familiebrevet i forgaars, tak allesammen for deres Breve, det stod da Gudske Lov godt til hjemme nu, men du havde dog været syg, kjære Fader! Gudske Tak at det gik godt over. Det var morsomt du fik den Tour til XsandXsand] Kristiansand og ChristianeChristiane] Christiane Koren Hysing (1826–1880), Elisabeths eldste søster (Johnson 1941, I, 188) til Vang. ThomThom] Thomas Fasting Hysing (1838–1922), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 189) har da moret sig prægtig, det var saa morsomt at faa hans lange Brev, sig jeg haaber paa Fortsættelsen engang og tak for hans Portræt, men hvor mager han er! Vilhelm kjændte ham strax, men jeg synes endnu ikke jeg kan kjænde ham, er ikke det jeg har før, meget bedre? Det var det samme gamle Ansigt, jeg saa godt husker, men det er jo rimlig at han er forandret. LinasLinas] Caroline Mathilde Hysing (1840–1923), Elisabeths søster (Johnson 1941, I, 189) Portræt taler ingen om er godt eller ei, men jeg indbilder mig det ikke er meget godt, imidlertid kan du nok vide det morede mig megen at faa det og mange tak for det. –

Du siger at du ikke kan forstaa at det her regnes for Synd at A.C. PreusA.C. Preus] Adolph C. Preus (1814–1878), prest for norske immigranter i Koshkonong til 1860, så i Coon Valley. Leder for Den norske synoden fra 1853 til 1862. Han dro hjem til Norge først i 1872 (Norlie 1914, 97). fortiden søger Kald i Norge, men kjære Fader, er det da ikke Synd at tilsidesætte sine Pligter her for sin Lyst og Tilbøilighed? Og netop dette gjør Preus, han giver ingen anden Grund end at han længes efter at komme hjem; hvordan vilde det see ud her om alle de af Præsterne hvis Længsel staaer til Fædrelandet uten videre vilde følge sin Lyst. Det er jo ingen som kalder det Synd at vænde hjem selv under vore nuværende Forholde, forudsat der er rimlige Grunde tilstæde; ingen kaldte det Synd da DuusDuus] Olaus Fredrik Duus (1824–1893), prest i Waupaca, Wisconsin 1854–1857 og DietrichsonDietrichson] Gustav Fredrik Dietrichson (1813–1886), prest i Luther Valley, Wisconsin 1851–1859 reiste, eller vilde kalde det Synd om H.A. StubH.A. Stub] Hans Andreas Stub (1822–1907) var prest i Coon Prairie fra 1855 til 1861. Han var en av de seks som stifta Den norske synode i 1853. Fra 1865 til 1891 prest i Big Canoe menighet i Iowa (Norlie 1914, 97). nu bliver i Norge om Lægen siger det er nødvendigt for hans Helbred. Men Preus er forunderlig, paa denne Tid, som han søger i Norge, taler han om at faa snart dette, snart hint Kald her og har altid de 1000 Planer. Det skulde undre mig om han virkelig kom til Norge, hans Kones Hu kan vel næppe staa dertil; jeg synes ordentlig det er glædeligt at han ikke længere er Formand. –

Her staar det Gudske Lov godt til og Store og Smaa hilse kjærligst. Jeg haaber snart at faa et ordentlig Brev hjem. Om 3 Uger reiser Vilhelm til OttesenOttesen] Jakob Aall Ottesen (1825–1904), prest i Koshkonong fra 1860 til 1891 (Norlie 1914, 99) til Conferensen, i den Tid vil Fru LarsenFru Larsen] Karen Randine Neuberg, gift med Laur (Peter Laurentius) Larsen (1833–1915) og Søster være hos mig. Lev vel kjære Fader, din hengivende Datter,

Leis.Leis] Elisabeths kallenavn i familien

Brev 97: 14. oktober 1862

«En rigtig smuk fiin Potteblomst har jeg da ikke seet siden jeg forlot Norge»

Little Iowa,
den 14de October 1862

Kjære Fader!Fader] Ahlert Hysing (1793–1879)

Jeg skrev til dig for kort Tid siden over HortenHorten] Vilhelm Korens bror (Bøycke) Johan (Rulffs) Koren (1828–1909), som var gift med Elisabeths venninne Marie Münster, bodde i Horten (Johnson 1941, I, 68) og det Brev har du vel nu snart og deri mine Beretninger om Indianerne. Emigranten beretter idag om et nyt Overfald paa nogle Norske hvorved flere bleve dræbte og det i Nærheden af en Afdeling Tropper, som da forfulgte og haabede at kunne indhænte Indianerne. De arme Settlerne der paa Grændsen er i Sandhed i en sørgelig Stilling og flygte i Mængdevis, flere er ogsaa komne herforbi, blottede for alt og bedende om Føden, til de naae frem til deres Bestemmelsessted. Nogen Fare for at Indianerne skulle trænge videre frem end de ere, er der imidlertid ikke, maatte de kun ikke anrætte flere Udaader i de forsvarsløse Settlementer.nyt Overfald … forsvarsløse Settlementer] Ei gruppe Siuox-indianere gjorde opprør høsten 1862. Noen norske innvandrere ble drept i området rundt Norway Lake. Som en straff for opprøret ble 38 Sioux indianere henretta ved henging i Mankato, Minnesota, i desember 1862 (Lovoll 1997, 106–108).

Her leve vi Gudske Lov! godt og har været friske paa lidt Forkjølelse nær. Det har ellers været en temmelig sygelig Tid, især i Decorah og der omkring og Kighoste paa alle Kanter. Hvor naadig Gud hidtil har forskaanet os for Børne-Sygdomme, maatte de komme mildt naar de komme! Forhaabentlig vil Sygeligheden aftage nu om vi maa beholde dette friske kjølige Veir, en smuk Begyndelse til Indiansummer; vi har havt en usedvanlig fugtig og regnfuld Tid, Regn næsten hver Dag i halvanden Uge. Mine Gyldenlakker staar nu inde, men det vil vist blive vanskelig at overvintre dem paa den Maade som du anbefalede. Jeg maa have dem nedenunder og i det gamle Huus, du forstaar vores første Huus, Loghuset, skal de ikke fryse bort om Natten og der er vel for varmt for dem om Dagen. Nogle Nelliker og saadant har jeg ogsaa taget ind for at more mig med i Vinter, ellers er det en vanskelig Sag at overvintre Blomster i disse Huse. Hvilken Lyst jeg skulde have til at se dine Blomster og Moders Trappe, der er vel nu endnu mange flere Blomster hjemme end i min Tid, siden Moder ogsaa steller dermed. En rigtig smuk fiin Potteblomst har jeg da ikke seet siden jeg forlot Norge.

Jeg sagde jeg havde saa faae Blomster da jeg sidst skrev, men længere ud over var her en meget rig Flor! Men hvad skal jeg gjøre med det lille Udyr, Muldvarpen, som bliver værre Aar for Aar, og nu ogsaa begynder at sparke op Jorden i mine Blomsterbed? Før har den holdt sig til Gullerødder og Løg og unge Frugttræer. Man fanger dem i Fælde, men dertil skal bedre Tid end vores Gut har. De liker sig nok ganske særdeles godt her i Iowa, i Wisconsin er de ikke saa plaget af dem. Meloner fik vi næsten ingen af iaar paa Grund af Vaaren, heller ikke megen anden Frugt undtagen Blommer, som næsten er det meste syltede, jeg har. Jeg haaber paa Tranebær, ellers er Sukkeret dyrt og Pengene faa saa jeg tænker at vi faar lade al saadan Luxus fare og være meget glad fordi vi ellers har Overflod af Mad og Drikke.

Imorgen sender vi et Læs Hvede til Missisippi og faar derfor Huusholdningsvarer op. Hveden er i ganske god Priis nu. Her har jeg alle Børnene, som har været nede og seet paa Hveden gaa gjennem Rensemaskinen, alle snakkende i Munden paa hinanden, JohanJohan] Bøycke Johan Rulffs Koren (1861–1923), Elisabeths fjerde barn ikke undtagen, for at berette at Frøken NeubergFrøken Neuberg] en av søstrene til Karen Randine Neuberg som var gift med Laur (Peter Laurentius) Larsen (1833–1915) havde trukket Maskinen. VilhelmVilhelm] (Ulrik) Vilhelm Koren (1826–1910), Elisabeths ektemann kom fra Decorah i Formiddag og havde hende med for at besøge os nogle Dage. Det er en meget tækkelig ligefrem ung Pige.

Det skulde være morsomt at væntet med dette Brev til Vilhelm kom tilbage fra Wisconsin, om der paa Præstemødet maaske skulde være noget at meddele dig, men det bliver forlænge, jeg faar nok heller faa det sændt før LarsensLarsens] Laur (Peter Laurentius) Larsen (1833–1915) og kona Karen kommer hid og du og I alle maa undsylde at jeg fatter mig kortere end jeg pleier, mit ene øie gjør ondt, saa jeg ikke tør skrive ved Lys, og du ved min Ro til Skrivning er ikke stor om Dagen, det er vist fordi jeg har skrevet saa meget i den sidste Tid jeg har faaet ondt i øiet, ikke meget, men jeg maa være forsigtig. Vilhelm seer jeg da saa lidet til om Dagen, og jeg som haabede at han nu, han er fri for Painted Creek, nu som han har 5⁶ Kirker istedenfor 11, skulde være mere i Ro hjemme, men heri tog jeg nok Feil. Jeg husker ikke om jeg skrev til dig da jeg skrev i Brevet til Horten, jeg har skrevet til saa mange nu at det gaar lidt Sur for mig, og hvis dette er en Gjentagelse faaer du undskylde, men du maa dog vide nogenlunde Besked om Vilhelms Reiser, hvis du skal kunde forstaae hvorledes vi har det. Han har jo ikke nu længere til nogen av sine Kirker, end at han foruden Søndag prædiker 1 eller 2 Gange i Ugen og har deelt sine Confirmander, saa han læser to Gange i Ugen, engang her og engang 10 Miil herfra i Calmar, saa falder det ofte saaledes at han, foruden 3 Dage ogsaa bliver et par Nætter borte hver Uge, for ikke at reise for store Krogveie. Naar han har Altergang er han 4 Dage borte om Ugen, for Dagen før at samtale med Communicanterne. Saa snart skee kan, skal det private Skriftemaal indføres, nu taler han med hver enkelt.

Du ser altsaa at han ikke er saa meget hjemme enda, men hvor langt hyggeligere er det ikke for ham at kunne virke paa denne Maade i sin egen Menighed istedenfor, som før, at tilbringe den halve Tid paa Landeveien. Little Turkey, omtrent 30 Miil herfra, besøger han regelmessig, det er den 6te Kirke, men i Decorah prædiker nu Larsen og Smidt afvæxlende hver Søndag til det lykkes at faa en Tredje-lærer, som da tillige skal være præst i Decorah. Maatte nu Vilhelm slippe for Reiser til andre Menigheder, og naar han nu har været i C.L. ClausensC.L. Clausens] Claus Lauritz Clausen (1820–1892), prest i St. Ansgar, lenger vest i Iowa (Norlie 1914, 95) Menigheder, hvor hen nu alt er vel, skal strax efter Præstemøde, haaber jeg han er fri derfor, ialfald i Aar; nei, det er sandt, som medlem av Kirkeraadet, skal han visitere ialfald hos JensenJensen] presten Nils Edward Schancke Jensen (1824–1875). Han utvandra i 1859 og ble prest i Rushford, Minnesota, ikke langt fra Decorah (Norlie 1914, 104). i høst. Gud give fremdeles Helbred og Kræfter!

Forleden fikk Vilhelm Brev fra Pastor Sven BrunPastor Sven Brun] Sven Brun (1812–1894) var prest i Trefoldighetskirken fra 1858. Han var på tale som biskop flere ganger, men avslo, og ble værende som prest i Trefoldighetskirken i godt over tretti år. Han var kjent for sitt arbeid med reformer i datidas norske kirke. Han var barnebarn til biskop Johan Nordal Brun. i Kristiania skrevet i eget og Johnsons Navn, med Rushriver Kaldsbrev og mange Beklagelser over vor Synodes Fremgangsmaade i Anledning af Preus’s Hjemreise til Norge.Preus’s Hjemreise til Norge.] Adolph C. Preus (1814–1878), prest for norske immigranter i Koshkonong til 1860, så i Coon Valley. Leder for Den norske synoden fra 1853 til 1862. Han dro hjem til Norge først i 1872 (Norlie 1914, 97). Jeg synes de er sære hjemme i Norge, skal der da intet Hensyn tages til Pligt, men kun til Lyst og Tilbøielighed?

Du og Moder kommer vel stundom til at gjæste Hedrum naar nu Flood kommer der, det maa blive en tung Afsked fra Hitterdalen! Maaske du ogsaa kommer at faa Hygge af de andre Nabopræster. Gud give jeg nu næste Gang maa faa gode Efterretninger fra Stakkels MarieMarie] Christine Marie Cappelen Hysing (1836–1867), Elisabeths søster (Johnson 1941, I, 188–189) og at du og allesammen maa være friske. Gid det ogsaa maatte være en smuk Høst hjemme saa du kan have Hygge af dine Spadseretourer. Vilhelm hilser dig kjærligt og alle Børnene ligesaa. Gud velsigne dig min kjære Fader!

Din hengivende Datter
Leis.

Brev 98: 15. oktober 1862

«Derpaa spurgte hun om hun maatte læse Erasmus Montanus»

Little Iowa
den 15de October 1862

Kjære Moder!Moder] stemora Elisabeth Frechland (1810–?). Mor til Elisabeth, Caroline Mathilde Koren (1801–1840), døde i 1840, da Elisabeth var åtte år.

Det bliver ikke noget langt Brev du faaer dennegang til Tak for dit sidste, men en egenhændig Hilsen dog. Jeg sændte alle Børnene ud nu for at faa skrive lidt; Veiret er saa smukt, HenrietteHenriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeths første barn er Barnepige, JohanJohan] Bøycke Johan Rulffs Koren (1861–1923), Elisabeths fjerde barn er meget glad i Henriette og tyer altid til hende i sin Nød, naar han ikke seer mig, og Henriette er som en liden Mama mod ham. Hun maatte passe ham saa meget i de Uger vi ingen Confirmandpige havde og i den Tid blev Kjærligheden mellom dem stor. Hun faar ham ofte til at sove om Dagen, for det meste med en 3–4 Dukker i Armene. Nu har jeg da faaet en nogsaa tækkelig Pige i stedetfor den som spadserede sin Vei, jeg kommer vel ogsaa til at beholde den voxne jeg har, i Vinter, var hun kun mere til at stole paa. Nu er hun hjemme og syer Klæder for sig; imidlertid har vi Birgit, som reiste fra os i Vaar. Jeg er vel fornøiet med at have hende nu naar LarsensLarsens] Laur (Peter Laurentius) Larsen (1833–1915) og kona Karen kommer hid. Havde jeg havt hende i Sommer! Hun brygger idag; imorgen er her Gudstjeneste her i Kirken; til Middag faaer vi 2 Præster af Augustana Synoden, som have mældt sig hid. Augustana-synoden var en mellomting mellom Hauge-synoden og Den norske synoden. «The Scandinavian Augustana Synod» ble stifta i 1860 (Nelson og Fevold 1960, I:196). Til Folks store Forundring kommer den hærboende Augustana Præst ligesaa ofte herop for at tale med VilhelmVilhelm] (Ulrik) Vilhelm Koren (1826–1910), Elisabeths ektemann som den der var før ham, det er den anden af dem der kommer i Morgen, han er netop hjemkommen fra sin Reise som Missionspræst blant de norske i Canada og lønnet Agent for et Jernbaneselskab med hvem Augustana Synoden er i Compagni. Det er besynderligt hvorledes den og de americanske Synoder steller sig for at faa Penge.

Karine NeubergKarine Neuberg] en av søstrene til Karen Randine Neuberg som var gift med Laur (Peter Laurentius) Larsen (1833–1915) er hos os i disse Dage, det er en tækkelig 18 Aars Pige, nu gik hun ud for at tage sig en lang Tour, med en Bog under Armen, hvis hun skulde finde sig en smuk Plet inde i Skoven hvor hun kunde sidde og læse, saa du seer her er ikke saa meget høstligt endnu, de enkeltstaaende Trær omkring Huset er gule, men Skoven staaer endnu i sin smukkeste Høstdragt med carmosinrødt Krat omkring.

Fortæl Fader at Vilhelm i Juni maaned saaede Frø af Acasia, som nu er 2 Alen høie; det er ikke saa galt vel? Frøken Neuberg reiser hjem naar Fru Larsen og Lulla kommer, da hun maa være hos Fru Schmidt,Fru Schmidt] Caroline Sophie Allwordt, gift med Friedrich A. Schmidt (1837–1928) der ikke kan forlade Huset og komme til os medens hendes Mand er i Wisconsin, de har nemlig ingen Pige. Fru Schmidt er ung og rask, kun 20 Aar, har en flink 2 Aars Gut, og foretrækker at udrette sit Husarbeide selv, det er saa alminderligt her og heri holder jeg med hende, det nydelige Dukkehuus maa være let at holde i Orden og en Pige mere til Grue, end Hygge.

Det er vel nu 1½ Maaned siden jeg skrev hjem, men jeg husker ikke noget er skeet i den Tid, alt har gaaet sin sædvanlige Gang, men livligere er det nu og saa hyggeligt at reise ned til Decorah ret som det er, sommetid en Eftermiddag, undertiden derned til Middag og hjem til Aftens, jeg har vist været der 5 Gange i disse 2 Maaneder og tænk hvilken Forskjæl for mig som ellers næppe var i Decorah 3 Gange om Aaret, uden at tale om hvor ganske annerledes det nu er at reise derned. Det er ikke saa let at faa Fru Larsen herop, fordi Vilhelm er saa idelig borte, saa om Hestene kan hente hende herop en Dag, kan de ikke den næste bringe hende tilbage.

Jeg husker vi, da jeg sidst skrev hjem, væntede Jensens,Jensens] presten Nils Edward Schancke Jensen (1824–1875). Han utvandra i 1859 og ble prest i Rushford, Minnesota, ikke langt fra Decorah (Norlie 1914, 104). men kun Præsten og hans Søster kom, da en af Børnene var syge. Hun var her kun en Dag, da vi den følgende Dag blev hæntet ned til Larsens, jeg maatte jo ned og træffe OttesenOttesen] Jakob Aall Ottesen (1825–1904), prest i Koshkonong fra 1860 til 1891 (Norlie 1914, 99) som ikke kunde komme herop, og det gik da aldrig an at en af vore «Gamle» var i Decorah, uden at jeg skulde faa see ham. Siden har vi været nede for at træffe Brandt,Brandt] Nils Olsen Brandt (1824–1921), fra Valdres, var den første norske presten vestafor Mississippi. Han utvandra i 1851 og var en av de seks prestene som stifta Den norske synode. Han ble seinere (fra 1865 til 1882) lærer ved Luther College i Decorah. som ogsaa var her et lidet Besøg, han kom for at see til sin Søster, som du ved mistede sin Mand paa saa sørgelig en Maade. Hun overtog dog Huusholdningen for Skolen; det gaaer godt til Larsens store Tilfredshed, og vanskelig vilde de vel kunde faa nogen bedre. Den anden Mand som blev saa forbrændt er nu ogsaa Død! –

Forleden Aften som jeg kom ned, efter at have bragt bægge Smaagutterne til Sengs, blev jeg overrasket ved at finde Pastor HjortHjort] presten Ove Jakob Hjorth (1827–1879) siddende inde i Sofaen, det var bare en liden Snartour, indom paa sin Anexreise, men hyggeligt alligevel. Ove Jakob Hjort (1827–1879). – Nu haaber jeg da du for længesiden ved hvor godt vi fik alle Sagerne hjemmefra, frem, om end ikke i Vedkassen fra Spisestuen, som rigtig skulde været meget baade morsom og velkommen at faaet og kommen til ære og Værdighed i vores Dagligstue. Jeg har nu prøvet hvor deilig og varmt mit strikkede Skjørt er, og snart skal Henriette faa bruge Livene og lille Johan faa LinasLina] Caroline Mathilde Koren, gift Naeseth, (1857–1945), Elisabeths andre barn røde strikkede Skjørt til Stads og eftersom det bliver koldere, kommer flere og flere af de deilige uldne Sager i Brug.

Jeg skulde fortælle fra Lina, som vist faaer bie med at skrive til næste Gang, hvis Brevet ikke skal blive dobbelt, at hun nu har syet Sengklæder til sin Vugge og en Hverdagskjole til den pene lille Dukkebaby. Du kan tro alt hvad I have sændt os blev beundret forleden af gamle Guri Skaarlia (der hvor vi boede den første Sommer), hun kunde ikke blive træt af at see derpaa, og vilde næsten ikke tro at du havde strikket saameget.

Jeg er ikke kommet meget længere med at læse de Bøger jeg fik end da jeg sidst skrev, men det er godt at have til Gode til Vinteren. Derimod er jeg bange Henriette har læst alt for meget i den sidste Tid, Vilhelm blev meget forundret baade over at hun havde læst saa meget og over at hun saa godt kunde huske hvad hun have læst, og derover undrer jeg mig ogsaa og ønsker den gode Hukommelse maa vare ved. Hun er meget glad i at læse Historie, har læst hele Munchs udgave af Snorre SturlesonMunchs udgave af Snorre Sturleson] P.A. Munch: Snorre Sturlesons norske Kongehistorie (1833) igjennem; S. Petersens Norges og Verdens HistorieS. Petersens Norges og Verdens Historie] Siegwart Petersen: Norges Historie : Læse- og Lærebog for Almue- og Borgerskoler (1858) samt Berlins NaturlæreBerlins Naturlære] Nils Johan Berlin: Naturlære for Almuen : med 90 Træsnit (1853), ei populær lærebok i naturkunnskap på midten av 1800-tallet hører til hendes kjæreste Læsning. Forleden fik hun læse i Lassens LæsebogLassens Læsebog] Hartvig Marcus Lassen: Poetisk Læsebog for Skolernes højere Klasser (1860) eller Læsebog i Modersmaalet for Skolernes højere Klasser (1861) om «Manden som skulde stelle hjemme»,«Manden som skulde stelle hjemme»] kjent folkeeventyr til stor Moro for Lina og Ahlert;Ahlert] Ahlert Hysing Koren (1859–1901), Elisabeths tredje barn derpaa spurgte hun om hun maattemaatte] fikk lov til å læse Erasmus Montanus.Erasmus Montanus] Ludvig Holberg: Erasmus Montanus (skuespill, 1723) «Ja læs den», svarede jeg ganske vis paa at hun snart vilde sige «Nei, dette forstaar jeg ikke», og blev rolig ved at sy; men det varede ikke længe før Barnet lo saa hun næppe kunde læse videre og kaldte paa Lina for at hun ogsaa skulde faa høre hvor morsomt det var, men Lina kunde slet ikke fatte det morsomme. Henriette læser aldrig andet end hvad hun faar Lov til, men jeg ved nok det er galt med saa megen Læsning, men nu kommer vi mere og mere ind i vore Vinterforholder og det vil sætte en Stopper herfor. –

Nu er vel Tante Petersen hjemme igjen, og hyggelig maa det have været for dig at have havt din Søster saa længe. Venlige Hilsener til hende, Emilie og hvem der ellers maatte huske mig. Jeg vilde jo snart ikke kjænde mig igjen i mit kjære Laurvig,Laurvig] Larvik saa mange Forskjønnelser, som der nu kommer, Sundelands Lund, Allee paa Sund, Vandspring paa Sletten og jeg kan ikke regne op alt; det er rigtig morsomt at høre. Du glæder dig vel til at kunde besøge Fru Flood nu og endnu hyggeligere havde det da været om han var bleven Præst paa Tjølling. Den stakkels Falkenberg! Og hvor ondt at det var Børnene som tændte Ilden.

Gid nu Høsten hjemme maa have været smuk saa ved jeg du har været saa meget friskere. Aaret hjemme har været nok saa godt efter hvad Emigranten beretter, her har det været middels, mange have faaet meget lidet; vi nok saa godt, men næsten ingen Mais, Duerne og Gopheren har været meget slemme med Maisageren iaar, Gopheren ligesaa med vore Poteter; de raadne stærkt iaar, alle Sorter undtagen en Slags Sorte, som vi er saa hældige næsten udelukkede at have iaar. Her bliver dyrt nu, Callico 17–18 cent Yarden, istedenfor 12 cent. The 1 Dollar 25 cent pundet, Kaffe 19 cent pundet, saa den blander vi halvt med Hvede, men da vi forsynede os i Vaar ved Missisippi, hvor det er billigere, er det først i den sidste Tid vi har mærket den usedvanlige Dyrtid. Mange venlige Hilsener fra Vilhelm, hverisær af Børnene. Gid du maa være frisk kjære Moder!

Din LeisLeis] Elisabeths kallenavn i familien

Brev 99: 2. desember 1862

«Faders Studererværelse! Om jeg engang igjen kunde komme derind»

Den 2. December 1862

Kjære Moder!Moder] stemora Elisabeth Frechland (1810–?). Mor til Elisabeth, Caroline Mathilde Koren (1801–1840), døde i 1840, da Elisabeth var åtte år.

Denne Gang skal du da faa bedre Papir at læse paa, dette er jo noksaa skikkeligt, VilhelmVilhelm] (Ulrik) Vilhelm Koren (1826–1910), Elisabeths ektemann fik det i Madison. Ja, nu har jeg faaet Huset forsynet siden han kom fra den Reise, med alleslags Huusholdningssager; det gaar næsten ikke an at kjøbe nogen Ting i Decorah, Mad kan du rigtignok faa billig her, saaledes for Ex. Høns saa meget du vil til 6 skilling, norsk, for Stykket. Adskillige andre nyttige Indretninger fik jeg ogsaa efter den Reise. Foruden min prægtige Kjødmaskine og saa en Indretning til at vispe æg af den Slags der skrues fast til Bordet og dreies rundt som en anden Kværn. Kjender du dem? Karine NeubergKarine Neuberg] en av søstrene til Karen Randine Neuberg som var gift med Laur (Peter Laurentius) Larsen (1833–1915) sagde hun havde seet en saadan i Norge, men den var rigtignok kommen fra Amerika. Ja, Amerikanere ere Mestere i saadane Opfindelser og i at benytte sig af dem. Det har ikke været nogen god Tid for æg siden jeg fik min, men naar Fattigmandsbakkelsen skal lages, skal den prøves.

Den bedste Chokolade jeg har kjændt her i Landet, fik jeg ogsaa takket være Fru Linka Preus,Fru Linka Preus] Linka Preus (1829–1880), gift med presten Herman Amberg Preus (1825–1894). Linka ble en av Elisabeths beste venninner, mye av brevvkslinga mellom dem er arkivert ved Luther College. som beværtede hamham] Vilhelm med lignende, for den stod nu ikke paa min Liste. Ligeledes fik jeg 12 Porselains æggekopper, veritable æggekopper, som jeg ikke har seet siden jeg var i Norge, fra en Mand i McGregor. Samme Mand forærede Vilhelm en smuk Bæverskindskrave og Smaapigerne et lidet Thestel. Norsk Tørfisk har vi ogsaa faaet, kommen til Chicago med den berømmelige Brig «Sleipner», der kom ligetil Chicago i Sommer. Følgelig har vi havt Ludefisk, saa deilig siger Vilhelm, du husker vist hvor deilig jeg synes den er. Det lader ikke til andre end AhlertAhlert] Ahlert Hysing Koren (1859–1901), Elisabeths tredje barn af Børnene har arvet min Smag.

Liger du Røgepølse?, mine smage fortræffelig: det skal blive morsomt [at] sætte dem for Vilhelm naar han kommer. Give Gud han var vel hjemme igjen. Han havde det deiligste Veir da han begyndte sin Reise, nu har vi saa meget Sne at vi kan bruge Slæde og koldt. Ellers har vi havt et usædvanlig mildt og godt Veir helt til November Maaneds Udgang, slet ingen Vinter. Paa Fredag agter jeg at prøve Slædeføre ned til Decorah. Jeg skal faa Fru LarsenFru Larsen] Karen Randine Neuberg, gift med Laur (Peter Laurentius) Larsen (1833–1915) til at hjælpe mig med en sort Kufte og siden Karine Neuberg er her endnu, tænker jeg at blive til Lørdag og møde Vilhelm, han skal blive forundret ved at finde mig hjemmefra. Fru Larsen og Lulla var da hos os medens Vilhelm var i Wisconsin til Præstemødet, meget hyggeligt for mig. Fru Larsen var noksaa flink, drak flittig af det gode øl som Birgit havde brygget for mig til hun skulde komme, gid jeg kan faa Magen til Juul, mest for Julekagens skyld, det er det bedste jeg faaer om Julen udaf Spisendes.

Søndag skulde LarsenLarsen] Laur (Peter Laurentius) Larsen (1833–1915), først prest i Rush River, Wisconsin, fra 1859 til 1861 professor i teologi ved Concordia Seminary i St. Louis, Missouri. 1861 ble han den første rektor for Luther College i Decorah (Norlie 1914, 102). Predike her i Kirken for Vilhelm, der maatte blive nogle Dage længere i Wisconsin, og Fru Larsen og jeg var netop bleven enige om at sænde Hestene ned Dagen efter (Lørdag) saa skulde de alle reise herfra Mandag, da jeg, som sad ved Vinduet i Tusmørket, sagde: «See, der kommer vist Larsen, det er ialfald ingen Farmer». Og saaledes var det ogsaa, han kom og bragte Henriette,Henriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeths første barn LinaLina] Caroline Mathilde Koren, gift Naeseth, (1857–1945), Elisabeths andre barn og mig Breve fra Vilhelm, samt en Besked at han maatte reise med sin Familie tidlig næste Morgen, da Pastor MuusPastor Muus] Bernt Julius Muus (1832–1900), prest i Holden, sør for Northfield, Minnesota. Bestyrer for Holden Academy som senere ble til St. Olaf College. og FrueFrue] Oline Christine Pind, gift 1859 med Bernt Julius Muus (1832–1900). Ekteparet Muus ble senere skilt, se Bodil Stenseth: Fru Muus’ klage: Ekteskapsskandalen som rystet det norske Amerika (Oslo, 2019). vilde komme til dem den Dag og at SchmidtSchmidt] Friedrich A. Schmidt (1837–1928) var den andre læreren som ble ansatt i fast stilling på Luther College. Schmidt var ansatt på Luther College i over ti år og underviste der i teologi, språk og matematikk (Norlie 1914, 107, se også Bunge 2011, 17). skulde prædike her i Kirken, dette var ikke efter midt Hoved men derved var intet at gjøre, og de reiste.

Lørdag Aften som jeg sad inde i Sovekammerset og netop havde køiet Smaagutterne, kom Birgit (hun var her i den Tid medens min anden Pige var hjemme for at sy sig Klæder) ind og sagde: «Naa kommer der Fremmede, 2 Kjærringer slæbende paa hver sit Barn, de er inde i Stuen naa». Jeg skjøndte da strax hvem dette maatte være, og ganske rigtig, der stod Fru HjortFru Hjort] Christiane Elizabeth Ottesen, gift med presten Ove Jakob Hjorth (1827–1879) med sin lille Baby og Fru Muus med sin 2 Aars gamle Pige. «Aa, jeg er saa tørstig og sulten», var det første Fru Hjort sagde, da vi havde hilst paa hverandre, «jeg har ikke faaet noget at drikke i hele Dag». Det var rigig godt jeg havde saa godt øl at give dem.

Det var et uvæntet Besøg, jeg ved ikke hvad slags Aftale de havde gjort med Larsen, som de havde væntet at træffe her endnu med sin Familie. Veiret var saa godt at Fru Hjort havde vovet sig ud med sin Lille og hun havde ikke Lyst til at reise til Decorah uden ogsaa at komme hid til os, saa blev de da til Søndag Eftermiddag og var saa Mandag over i Decorah. Det morede mig saa dette Besøg. Fru Hjort gjør det saa livlig hvor hun kommer, er strax som hjemme og saa godslig. Det var første Gang jeg saa Muus og hans Kone, der laa noget saa tungt, trist over hende synes jeg, hun var meget stille, den Tid jeg saa hende ialfald. Muus skal være en meget dygtig Mand. Da Ahlert om Morgenen hørte at Præsten Muus var kommen, satte han op et meget alvorlig Ansigt og spurgte: «Har han svært skarpe Tænder?» Fru SchmidtFru Schmidt] Caroline Sophie Allwordt, gift med Friedrich A. Schmidt (1837–1928) fulgte med sin Mand Søndag, saa jeg havde jo helt Selskab, det var godt jeg havde Kyllingsteg i Beredskab og saa sød Suppe.

Onsdag kom da endelig Vilhelm hjem, men jeg saa ikke stort til ham den Uge der gik hen før han reiste til St Ansgar. Og det bliver vist ikke bedre naar han kommer tilbage, jeg ved hvordan det er før og efter et saa langt Fravær fra Menigheden. Der er dog virkelig saa ondt i alle Maader at Vilhelm er saa lidet hjemme, uden at tale om Hyggen, især synes jeg det er altid [trist] at være saa alene med Børnenes Opdragelse. Vilhelm kjender dem jo næsten ikke. Ja jeg burde nu ikke klage, det er endnu værre for Vilhelm, han trøster mig med at siden i Vinter bliver det bedre; efter Juul maaske, før ikke, men jeg maa være meget glad over at beholde ham hjemme meget Resten af Vinteren, for seer du kjære Moder, naar vi er kommen lidt ind i Februar Maaned, vænter jeg igjen en Liden. Alt den 5de! Gud velsigne alle disse smaa Børnene vores og hjælpe os at bringe dem til Ham igjen. Jeg er frisk og saa flinke som Børnene har været denne Sommer og sygelige Høst, maatte det fremdeles vare ved og Vilhelm saa komme frisk hjem til os igjen, der skal gode Kræfter og god Helbred til at holde ud et saadant Liv som han nu har ført siden September Maaneds Begyndelse. Jeg undres hvad Besked jeg faaer om den Jørgen Sahlgaard jeg skrev om sidst. Senere har jeg faaet Brev fra Præsten Jensens Søster,Præsten Jensens Søster] Andrea Serene Jensen? Søster til presten Nils Edward Schancke Jensen (1824–1875). Han utvandra i 1859 og ble prest i Rushford, Minnesota, ikke langt fra Decorah (Norlie 1914, 104). der spørger om jeg vil have en Frøken Henriette Landmark i Huset; hun siger ikke hvem hun er Datter af, kun at hun i mange Aar har været i Huset hos sin Onkel Sorenskriver Landmark, hvorfra Frøken Jensen kjænder hende som «et meget tjænestvillig Væsen, kvikt Hoved og meget Anlæg for Musik». Hun er 22 Aar troer jeg og i den Stilling at hun maa ernære sig selv saa vidt jeg forstaar.

Hun havde skrevet til Frøken Jensen for at forhøre sig om Forholdene der, men det var uvist om det blev af med hendes komme her til Landet, da hun mødte megen Modstand hjemme. Jeg faaer nu først høre hvad jeg faaer høre fra Eder, men jeg skjønner ikke andet end at vi maa faa En i Huset for Børnenes Skyld. Ifjor Vinter gik det meget bedre med deres Undervisning, end jeg synes iaar. Det vanskeligste er at faa Ro for JohanJohan] Bøycke Johan Rulffs Koren (1861–1923), Elisabeths fjerde barn og Ahlert. Havde jeg kun en der kunde passe dem i et andet Værelse medens jeg læste med Henriette og Lina, var det ganske annerledes, men at passe dem og paa samme Tid undervise de andre, det er en Kunst som ikke er saa let at lære. Jeg synes Linas Læselyst er større end Henriettes i Vinter, Henriette er mere ustadig, allerhelst vil hun kunne komme ud og lege, ellers er Læsning fremdeles hendes største Fornøielse og slet ikke bare i Morskabslæsning, Petersens Verdenshistorie morer hende meget; nu læser hun Snorre Sturlesen for anden Gang. Jeg tænker det er godt at hun ikke har havt nogen Barnepige til tidlig og sent at fortælle sig Eventyr og at hun kun har læst lidet af den Slags, ellers havde hun vist ikke faaet Smag for meget andet. Jeg tænker hun skal blive glad ved at faa Waldemar og hans MændWaldemar og hans Mænd] Bernard Severin Ingemann: Waldemar den Store og hans Mænd (1824) til Juul. –

Saa langt kom jeg den gang, idag har vi den 14de og igaar blev jeg glædet med Brev fra mine Kjære i gamle Herregaarden; jeg haabede paa Brev til Juul, men næppe saa snart, dette burde ogsaa bragt Julehilsen. Jeg begyndte i god Tid men – nu bliver det Nytaars Hilsen og alle vores kjærligste ønsker om et godt nyt Aar. Gudske Lov! At alt stod vel til hjemme og MarieMarie] Christine Marie Cappelen Hysing (1836–1867), Elisabeths søster (Johnson 1941, I, 188–189) lidt bedre. Saa underlig at tænke paa hvor faae I ere hjemme nu, tænke sig det saaledes som den Aften du beskriver. Faders Studererværelse! Om jeg engang igjen kunde komme derind og naar Fader havde tænt sin Lampe, sætte mig der hvor jeg i saa mange Aar sad og læste Lextier. Derinde tænker jeg mig alt mest uforandret, er det ikke saa?

Du spørger om I ikke faaer en Fotografi af Vilhelm, jo naar vi kun kan faae en der duer noget, vi har et Par, men vil ikke sænde dem, saa vanskeligt som det er at faa et godt Portræt af ham. Henriette begyndte, at bruge Livene da det blev rigtig koldt, de er prægtige [og] rummelige, men hun kan godt bruge dem nu, Strømperne ligesaa, «Hvor fine og pene deres Børn er paa Benene», sagde Fru Hjort da hun var her, «kan de faa saadant Garn her?» Nei, det kan jeg rigtignok ikke. Jeg troer ikke de americanske Damer i alminderlighed befatte sig synderlig hverken med Strikning eller Haandarbeide i det Hele, saa det er ikke underligt at Kjøbmænderne i disse smaa vestlige Byer kun er daarlig forsynet med slige Sager. Symaskiner, som du ved her bruges saa meget, skal tage saa paa øinene, siger man. Den øiensalve du omtaler er nok ikke at faa her; mine øine tænker jeg er bleven svækket af Træk, som jeg var saa udsad for i disse daarlige Huse og aabne Loft, hvor vi ofte maatte ligge i Begyndelsen her.

Jeg har lagt Lag baade paa mit og Henriettes Skjørt, vi har bægge brugt dem. Du ved Henriette er meget Høi for sin Alder. Jeg har ikke givet Ahlert Uldskjorte. Han bruger Underbukser og Liv af hvad her calles Cottonflanel, jeg husker ikke hvad det hjemme kaldes. Det pleier jeg at kunde faa meget godt for 16 cent Yarden, maa nu give 35 cent Yarden. Er Bomuldsvarer bleven meget dyre hjemme? Gid du nu maa have en hyggelig Juul. Kjærlig Hilsen fra Vilhelm og Børnene. De kunde ikke skrive mere dennegang for Brevets Tykkelse.

Din Leis.Leis] Elisabeths kallenavn i familien

Brev 100: 12. desember 1862

«Henriette og Lina sidder og lærer Julesalme»

Om Brev hjem 1859–1867

Elisabeth Koren (1832–1918) utvandret til USA med sin mann Vilhelm Koren (1826–1910) høsten 1853. Vilhelm skulle være prest i Iowa for et stort antall norske innvandrere som hadde etablert seg som bønder vest for Mississippi.

Denne samlingen inneholder de 93 bevarte brevene som Elisabeth Koren sendte hjem til familien i Larvik i årene 1859–1867. Gjennom fire av de åtte årene som brevene dekker, raser en grufull borgerkrig. Den slår selvsagt inn her og der, slik spørsmålet om slaveri gjør det, men det er hjemmet, barna, mannens prestegjerning, og familien i Larvik som hun aldri skal se igjen, som fyller alle brevene.

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook