Little Iowa Præstegaard, 27de Jaunar 1860

Kjære Moder!Moder] stemora Elisabeth Frechland (1810–?). Mor til Elisabeth, Caroline Mathilde Koren (1801–1840), døde i 1840, da Elisabeth var åtte år.

Et glædeligt Nytaar og mange kjærlige ønsker fra os Alle, kjære Moder! Gud give at dette Aar maatte bringe os ligesaa ofte gode Breve fra vore kjære som det forløbne. Tak for dit sidste Brev, det var saa hyggeligt at faa det prægtige store Julebrev Lillejuleaften, saa expedit var ikke jeg, mit Julebrev kom vel først i det nye Aar. Tak for godt Raad for Børnene, gid du ogsaa kunde give mig Raad for hva jeg skulde gjøre om det skulde hænde at en af dem fik Strubehoste.

AhlertAhlert] Ahlert Hysing Koren (1859–1901), Elisabeths tredje barn skræmte os saa en Nat kort efter Nytaar, han havde havt lit Snue den Dag, men var rolig og snild og sov trygt til Kl. 11. Da vognede han saa gruelig hæs og med en fæl pibende Lyd i Halsen. Hvor angst jeg blev, Gudske Lov at VilhelmVilhelm] (Ulrik) Vilhelm Koren (1826–1910), Elisabeths ektemann var hjemme, jeg ved ikke jeg nogen sinde har været saa angst, det kom saa pludselig paa og jeg tænkte strax paa Strubehoste, saameget mere som der 10–12 Miil herfra er død 4 Børn af denne Sygdom i Vinter, de sidste 2 smaa Sødsken, de begravede Vilhelm 4de Juledag; Kighoste har der ogsaa været hos næsten alle Familier i det sidste Aar. Lille Gutten vores var meget urolig en Stund, jeg tænkte paa at give ham Brækpulver, da blev han igjen roligere og laa som i en døs. Vilhelm gik med ham paa Armen til Kl. 1. Senere var han temmelig rolig og havde ikke mere den fæle Hoste og Gud ske Tak! Om Morgenen vognede han sød og blid, men var temmelig forkjølet nogle Dage. Jeg gav ham en Talgklud paa Brystet den Nat og har altid Brækmiddel i Huset. Mon ikke Tandberg kunde give mig Raad? Igler paa Halsen til en duelig Læge kan blive hæntet, siger Doktorbogen, men ingen af Delene findes her. Gud bevare de kjære Børnene vores af sin Naade og hjælpe os til villig at give Gaven tilbage om saa skulde være hans Villie. De ere alle raske nu og har været temmelig fri for Forkjølelse i Vinter. –

Hele denne Dag har jeg tilbragt med at gjøre Guttens Kjoler og Skjørter korte, jeg mente det var godt og varmt at lade dem være lange saa længe det gik an, men nu hindrede de ham i at krybe. Nu kan han bruge de mindste Dølestrømperne, men de skal kun paa til Stads, det er gruelig hvor Klæderne fare ilde ved den Kryben paa Gulvet, det faaer nu ikke hjælpe, de maa dog have udmærket godt deraf. Jeg maa ikke glæmme at berette fra HenrietteHenriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeths første barn at hun har syet et Forklæde til LinasLinas] Caroline Mathilde Koren, gift Naeseth, (1857–1945), Elisabeths andre barn Dukke, baade sømmet og rynket og at hun kan klæde alt sammen paa baade sig selv og Lina om Morgenen, dette skulde jeg fortælle til «Alle dem hjemme i Norge», naar jeg skrev. Hun sidder nu og syer sammen smaa Stykker Tøi til et Dukketæppe, Lina staver lit «‹…› siger Per» osv.

Der er alt Vilhelm, han har overhørt en Deel Skolebørn idag – og nu skal vi strax ind og spise til Aften – Maisgrød – Vilhelm er en Ynder af den. Lad mig see hva jeg kunde beværte med om du nu var her i Aften: Friskt Brød, nykjærnet Smør, ganske friske æg, godt røget Kjød, Tunge og Rullepølse ogsaa om du skulde behage Knadost vilde du vel ikke have og min eneste hvide Ost er for færsk endnu, saa Ost kunde jeg ikke byde, men maaske Maisbrød eller varme Bisquits vilde smage? Jeg husker jeg skrev sidst at vi brugte saa meget Roastbeef, jeg mente Beefsteg paa Risten. Der kommer Gro med Grøden.

Den 31de. Jeg maa slutte dette Brev i al hast i Aften, imorgen skal det afsted. Igaar Aftes kom da Claussen med sin tilkommende KoneClaussen med sin tilkommende Kone] presten Fredrik Christian Claussen (1810–1870), gifta seg med Brita Lund i 1860 (Norlie 1914, 102) og kort efter Vilhelm, der den Dag havde redet over 20 Miil med Vinden imod sig, samt holdt Gudstjæneste. I Formiddag blev Claussen viet og reiste efter at have spiist Middag; jeg likte godt hans kone, hun lod til at være en jævn, naturlig, frisk, stærk og bred Vossepige, med et tækkeligt Ansikt og snakker sit Vossemaal saa «Dølen»Dølen] Aasmund Olavsson Vinje (1818–1870) vilde glæde sig ved at høre det. Og har ingen Yankee-nykker; jeg haaber Claussen vil være snild mod hende, hun er 25, han 50. Kort efter de var reist drog Vilhelm afsted, han skulde til Little Turkey og vilde prøve at kjøre, det vilde blevet en gruelig lang kold Ridetour. Et Par Timer efter han var reist blev vi overrasket ved at see han komme tilbage igjen, han havde kjørt sin Vogn i Stykker og det var da for seent at prøve at komme frem til Hest. Heldigviis fik han Bud til Menigheden med en Mand og sandt at sige var jeg vel fornøiet med at Hjulet gik i Stykker, thi vi havde ikke før tændt Lys, saa kom Præsten JensenJensen] presten Nils Edward Schancke Jensen (1824–1875). Han utvandra i 1859 og ble prest i Rushford, Minnesota, ikke langt fra Decorah (Norlie 1914, 104). kjørende, han fortæller at vi kan vændte St Ansgar ClausenSt Ansgar Clausen] Claus Lauritz Clausen (1820–1892), tidligere prest i St. Ansgar, lenger vest i Iowa. På dette tidspunktet hadde han gått ut av prestetjenesten for å vie seg til amerikansk politikk. I 1861 vendte han tilbake til prestejenesten i St. Ansgar, men han verva seg også til feltprest for nordstatshæren under borgerkrigen (Norlie 1914, 95). i Aften eller i Morgen. Det er morsomt at see Jensen igjen, han seer saa godt ud og er vist glad han er kommen hertil, er saa interresseret i alt, i Modsætning til Claussen.Claussen] Fredrik Christian Claussen (1810–1870) hadde vært lærer i Skien før han kom til Spring Grove, Minnesota, som prest i 1857 (Norlie 1914, 102). Eivind Ellertsen, en prægtig gammel Mand og en af Jensens mest agtede Menighedslemmer, der har skydset ham hid, siger at Menigheden er særdeles vel fornøiet med Jensen. De har havt det uhyggelig med Logis, som var deres egen Skyld, siger Vilhelm. Naa bor de i en liden By hvor Vilhelm strax vilde havt dem til at flytte hen og har det nok saa godt, hans Kone er kjæk, det har Søstrene ikke været! Jeg maa skynde mig. Lev vel kjære Moder.

Din Leis.Leis] Elisabeths kallenavn i familien

Little Iowa Præstegaard,
Paaskedag 1860.

Min kjære Fader!Fader] Ahlert Hysing (1793–1879)

Gud give du nu maa have en glædelig Paaskefest, kjære Fader! Mon StinStin] Johan Augustinus Hysing (1834–1888), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 188–189) har kunnet gjøre en liden Trip hjem i Paasken? Tak fordi du sændte ham Brev; han lader til at finde sig særdeles vel i Hovedstaden, men nu maa han vel snart fortrække derfra og hvor skal han saa hen? Han har en Deel Kamerater i Christiania lader det til af hans Brev; det bliver et Savn for TomTom] Thomas Fasting Hysing (1838–1922), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 189) naar han snart nu reiser derfra igjen. Har Tom mange Kamerater, er han og Peter Oluf fremdeles gode Venner? Det morede mig meget at læse Stins beskrivelse over hans Besøg over hos W. Christie. –

Jeg gad vide hvordan det nu seeer ud i Haven og Gaarden hjemme nu som Sneemassen rimligviis smelter, mon ikke den brede Gang i Hoffehaven og i den mod Sletten, skaffer dig Bryderi? At du maatte op paa en Stol for at see ud af dit Vindu, det høres næsten utroligt. I er altsaa ikke i en saadan Vandmangel, som vi har; nu i snart 1 Maaned [har vi] maattet kjøre Vand fra nærmeste Kilde, (omtrent ½ engelsk Miil herfra). Vi har næppe havt flere Dages Regn siden August Maaned og næsten ikke Snee i Vinter. De fleste Brønde ere tørre, ligeledes Myrer som VilhelmVilhelm] (Ulrik) Vilhelm Koren (1826–1910), Elisabeths ektemann endnu aldrig før har seet tørre. Heromkring er der nu en Overflod af gode Kilder, saa det er kun for dem der have Brønd, det er slemt, men det seer vist daarligt ud med Aager og Eng om Gud ikke snart sænder os Regn, der falt lidt forleden og seer nok ud som der kunde komme mere snart. Hvor alt da vist vil spire med overordentlig Hastighed; nu er det kun saavidt vi seer Græsspiren, og Stikkelsbærbuskene begynde at grønnes. Folk have saaet deres Hvede; men med Haven har jeg endnu ikke begyndt, det har været koldt om Nætterne for det meste.

Tusen Tak for Blomsterfrøet, LøvemulerLøvemuler] løvemunn, finnes i mange arter i Nord-Amerika, dyrkes i Norge som hageplante om sommeren sændte du mig ogsaa sidste Sommer, men alle de som blomstrede var mørkerøde. Den Blomsten var til stor moro for Børnene. ZiniaZinia] Sinnia, blomst i kurvplantefamilien, finnes både i Amerika og Norge kjænder jeg ikke, det er vel ogsaa en Sommerblomst? Jeg som ganske har glæmt at bede dig om Levkøifrø og nu er det for sent; jeg faaer høre om Fru PreusFru Preus] Linka Preus (1829–1880), gift med presten Herman Amberg Preus (1825–1894). Linka ble en av Elisabeths beste venninner, mye av brevvkslinga mellom dem er arkivert ved Luther College. skulde have faaet noget i Madison; det er ingen alminderlig Blomst her. Den OlielilieOlielilie] oljelilje, ofte kalt Madonnalilje eller Hvit lilje der kom op i høst seer ut til at komme sig, vilde vel ogsaa de andre spire og alt det Blomsterfrø jeg fik med JensensJensens] presten Nils Edward Schancke Jensen (1824–1875). Han utvandra i 1859 og ble prest i Rushford, Minnesota, ikke langt fra Decorah (Norlie 1914, 104). ogsaa komme op, da blev der pent i Haven. Jeg er anderledes flink iaar til at stælle med Haven end jeg var ifjor. Idag har jeg seet de første Blomster, blege, graablaa Crocus, der voxer paa stenig Grund. Dine Sneklokker og Anemoner faaer næppe vise sig tidlig iaar, tænker jeg.

Tak for dit sidste Brev, kjære Fader! Nu veed du for længe siden hvad Vilhelm svarede på JohansJohans] Bøycke Johan Rulffs Koren (1828–1909), Vilhelm Korens bror, gift 1853 med Elisabeths venninne Marie Münster (Johnson 1941, I, 68) Brev. Var det ikke hvad du omtrent væntede, kjære Fader? Noget af det værste, da vi havde faaet Johans Brev, var den Tanke; mon de nu gaae hjemme og glæde sig og haabe at vi kommer hjem? Saa tænkte jeg igjen: Nei, Fader som jo kjænder saa temmelig til Forholdene her, vænter vist næppe at vi skal komme nu, og heri havde jeg vist ret, efter dit Brev at slutte. Med god Samvittighed kunde Vilhelm ikke forlade alle disse store Presteløse Menigheder, og da havde vi jo ikke noget Valg. Gud hjælpe os til at takke Ham for al hans Godhed mod os og saa taalmodig bie til Han giver os Lov til at reise hjem til Fødelandet, og alle vaare Kjære der. Ja den gode Gud hjælpe os! Det var ondt, kjære Fader at faae dette Brev, saa ondt, bestemt at maatte sige: «Nei, endnu kan vi ikke komme.»

Det seer underlig ud over alt synes jeg. Sørgerlige Efterretninger bringer Posten fra Europa. Skal det igjen blive Krig og Elendighed, maaske endnu værre end den tideligere? Og vores Kirke her, med den seer det ogsaa underlig ud for vore øine! Dog Gud styrer ogsaa her og sænder Hjælp naar det er Ham behageligt. – Nu har Præsten Herman PreusPreus] Herman Amberg Preus (1825–1894), utvandra i 1851 og var en av de seks prestene som stifta Den norske synoden. Prest i Spring Prairie. Leder for synoden fra 1862 til han døde i 1894 (Norlie 1914, 98). 15 Menigheder at betjene og er desuden Kirkeraadsmedlem og nu ogsaa Redaktør af Kirkelig Maanedstidende. Det er mere en Vilhelm kunde taale nu, Preus har nu en sterk Helbred, men den bliver ogsaa sat paa Prøve. Omtrent ligesaa er det for de andre Præster i Wisconsin, idelig Reisen og hvis nu hvad der dessverre kun er altfor meget Sandsynlighed for, A. C. PreusA. C. Preus] Adolph C. Preus (1814–1878) reiste i 1860 til Chicago og ble prest der, før han i 1863 kom til Coon Prairie, Wisconsin. Han reiste tilbake til Norge, men ikke før i 1872 (Norlie 1914, 97). nu ogsaa i Aarets løb vender tilbage til Norge, saa er igjen store Menigheder uden Præst. For kort Tid siden var Vilhelm paa Painted Creek og Turkey River. Der har de nu en peen og rummelig (efter Omstændigederne her) Præstegaard færdig, paa lidt ubetydeligt nær. Menigheden har subscriberet en stor, (jeg husker ikke hvor stor), Sum Reisebidrag til Præsten, som han skal have til givendes og ikke, som før averteret, til Laan.

Nu skriver Vilhelm til Lektor Johnsen igjen, Gud give med bedre Held. Du mener at en af Grundene der afholder Candidater fra at komme herover er Frygten for ikke at komme hjem igjen; saaledes forholder det sig vist ogsaa, men denne Grund vilde jo falde bort naar de først vilde komme, først nogle og være her en 5–6 Aar, saa de igjen afløses af andre, intil de med Tiden kan faa Præster her af deres egen Midte. Maaske vil der heller ikke gaa saa mange Aar hen, inden der bliver Hjælp at erholde fra St Louis; der er nu 8 Voxne og jeg troer 2 Smaagutter. Dette burde Candidaterne betænke, at jo flere der kom herover, des lettere og des snarere vilde de ogsaa kunde komme tilbage igjen. Og troer du ikke kjære Fader, at nogle Aars ophold her har sin store Nytte? Havde jeg denne Menighed jeg har her, et Sted hjemme i Norge, vilde jeg ikke ønske mig bedre, sige Vilhelm. Det er grulig hvor grove de er mod Norge nu, baade Sverige og Danmark, Danmark burde rigtig tie stille og passe sig selv, synes jeg.

Desverre har vi ikke i lang Tid, ikke siden Bjørnson blev RedaktørBjørnson … Redaktør] Bjørnstjerne Bjørnson (1832–1910) satt i redaksjonen for Aftenbladet fra sommeren 1859 til vinteren 1860 (hvilken Stilling han jo alt har forladt) faaet norske Aviser, Trykkeriet siger de kan ikke godt undvære dem. Emigrantens Redaktør har lovet at gjøre hvad han kunde for at skaffe os dem som forhen. Emigranten forsyner os med norske Efterretninger og de europeiske faaer vi hurtigt i Illustrated London News. Har jeg fortalt dig at jeg fik disse i Julegave af Vilhelm? Jeg ved næppe hvad der kunde være mer kjærkomment; jeg glæder mig til hvert Nummer, de kommer regelmæssig hver Uge. For Børnene er de af ingen Nytte, de lære af dem at kjænde og forstaa mange Ting der ellers vilde være dem Fremmed. «Har du Mamas Julegaver?» er det første de spørge efter naar det kommer Bud fra Byen. Det er ved vor tjenestevillige Ven, Westergaard, i New York Hjælp at vi har faaet dem, han var saa klog at skrive efter den strax og ikke bie til Nytaar, hvor ved vi fik Julenummeret, der baade er Dobbelt og udstyret med særdeles Omhu; senere er der ogsaa kommet et Dobbeltnummer og bægge Gange fulgt af colorerede Tegninger, hvoraf flere især de sidste er smukke. – Westergaard fortæller at Hvoslefs, den unge hyggelige Familie, Broder af Præsten som du maaske husker vi oftere var hos i New York – er bleven «New Isralits», kjænder du den Sect? Hvor mange Secter mon der vel findes i America? Hvoslefs selv lader sit Haar og Skjæg voxe, saa han maa sætte sel Haaret op med Haarnaale, spiser ikke Kjød, m. m. Hvilken sørgelig Daarskab. At Lars Backer er falleret! Hvordan gaar det for ham nu? Naar nu LaurvigsLaurvigs] Larviks Kirke skal repareres skal den da tillige opvarmes? Det vilde jeg rigtig ønske, det er dog en stor Behagelighed.

Anden PaaskedagI arkivet på Luther var arket med de to siste brevsidene lagt feil som et tillegg til et langt senere brev. Barnas alder er et tydelig tegn på at de to sidene er fra påska 1860, da Ahlert var litt over ett år gammel. – Vi har været tidlig oppe i Dag. Vilhelm blev vækket Kl. 4½ med Anmodning om at komme i Sognebud, førend han reiste til Kirken. Bedstepapa skulde have en rigtig god Hilsen fra lille Ahlert,lille Ahlert] Ahlert Hysing Koren (1859–1901), Elisabeths tredje barn du kan tro at det er en flink liden Gut, han gaar saa sød og snil her paa Gulvet og steller med «Bua» (Hesten), ganske guul om Munden af at gaae frem og tilbage mellem HenrietteHenriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeths første barn og LinaLina] Caroline Mathilde Koren, gift Naeseth, (1857–1945), Elisabeths andre barn og smage paa deres æggedosis, som de har meget travlt med at slaa. Ahlert bliver nok ikke god at passe paa, naar han bliver lidt større. Alt nu begynder han at vilde krybe baade høit og lavt og er ikke det mindste forsigtig. Hvor morsomme de ere naar de kommer saa vidt at de begynde at forstaa hvad man siger til dem. Gud ske Tak! Ogsaa han har god Forstand.

Du skulde høre Henriette og Lina tale om at reise til Norge, «naar vi skal reise hjem igjen», som de udtrykke sig. Det er staaende Thema mellem dem og ofte pudsigt at høre paa: «Dukkerne vores, dem vil vi have med», siger Henriette, de «skal have Søndagskjolene sine paa». «Ja, og Sauen og lille Lammet», siger Lina, «de kan sidde paa Bunden i Vognen og saa Lilliken,Lilliken] katten den kan ogsaa være der». «Men Hermelin og Lineros», siger Henriette betænkelig, «hvad skal vi gjøre med dem? «Aa, de kan gaa i Forveien», mener Lina. «Ja, men», indvænder Henriette, «vi skal over et stort Vand». «Kan de ikke gaa gjennem da»?, spørger Lina. «Nei, det er for dybt»; og saa kommer de til det sørgelige Resultat at baade Hestene, Køerne, Hønsene og mange andre Ting maa blive igjen, men trøste sig snart med at naar de kommer til Norge, faa de saadane igjen, og der er alt saa meget penere; men Sauen, Lammet og Lilliken maa være med, for dem skal lille Letta see. Norge staar for dem i en saadan Glands; især forestille de sig «Bedstepapas Have» som noget ganske vidunderligt.

Henriette er meget glad i at læse, hun tilbragte gjærne hele Dagen dermed, fik hun kun Lov, hun er meget tænksom og bliver let bevæget, saa hun har ofte fældet mange tunge Taarer, naar hun har læst noget sørgeligt, i Begyndelsen forhørte hun sig saa omhyggeligt naar hun skulde læse noget nyt «om det var om nogen som var fattig eller, som skulde dø» nu læser hun gjærne saadant; «Det døende Barn»«Det døende Barn»] Visetekst, offentliggjort første gang i 1827, skrevet av H.C. Andersen, bedre kjent som «Moder, jeg er trett». for Ex., læser hun hver Dag, men ender altid med meget usikker Stemme.

Fattigdom har hun undret sig meget over; at der er nogen som ikke har Mad og nogen som ikke vil give dem Mad, kan hun ikke begribe, her har hun jo ingen Anledning havt til at see noget saadant. «Naar hun kommer hjem til Norge», siger hun, saa vil hun bede alle de fattige Børn som hun seer, at komme hjem til os, saa skal de faa baade Mad og Klæder; Papa vil nok lade hende faa Lov dertil, mener hun. Hun er kommen saa vidt nu, at hun undres meget paa og ofte spørger om, hvorfor Gud som kan gjøre alting, ikke har gjort alle Menneskene snille? Hun læste forleden i Andersens Eventyr: «Gud, skal Frøkenen selv have Uleilighed» osv.«Gud, skal Frøkenen selv have Uleilighed» osv.] Sitat fra H.C. Andersens, «Ole Lukkøie», 1842. Sitatet er fra forellingen for «Torsdag», der Ole Lukkeøie tar gutten Hjalmar med til et «Muse-Bryllup». Hvorfor staaer der «Gud»; Mama?» spurgte hun, «det er ikke noget pent synes jeg, jeg liker ikke det». Dette slo mig da jeg aldri har havt Anledning til at irettesætte hende for at tage Guds Navn forfængelig, og hun næppe har hørt nogen gjøre det. Hun har læst rent og nok saa flydende i længere Tid.

Fortalte jeg da jeg skrev sidst at Lina er saa flink til at stave? D.v.s at vi kan stave hvad vi vil for hende og hun utaler det rigtigt, baade Ord hun kjænder og ikke kjænder. Hun kjænder de store Bogstaver. Jeg har ofte undret mig over hendes Lyst og Taalmodighed til at sidde lange Tider med en Bog og læse selvfabrikerede Historier. Nu faaer det være nok om Børnene, dennegang. De gik nu netop ned med Pigen med Mad til de første Kyllinger. Jeg skulde hilse Bedstepapa «alt der jeg kunde» og sige fra Henriette at hun vilde snart lære at skrive, saa hun selv kunde skrive til dig.

Her er nylig en gammel Mand, Rasmus, hvis Familie har brugt Ullensvang Præstegaard i jeg troer 70 Aar. Han er døbt Resten av brevet er skrevet i margene. i «samme Vand» som Nils KorenNils Koren] Niels Koren (1801–1862), sokneprest i Ullensvang (Johnson 1941, II, 65–73) fortalte han og været hans Bruger (forpakter) i mange Aar. Aligevel reiste han hertil, men angret det meget og vil prøve at komme hjem igjen saasnart han kan. Han kommer herop engang imellem og letter sit Hjerte at tale med Vilhelm om Ullensvang og Nils Koren. Han kjændte godt Onkel NilsOnkel Nils] Nils Koren Hysing (1799–1856), Ahlert Hysings bror, skipsfører (Johnson 1941 I, 49) og Onkel PeterOnkel Peter] Peter Jakob Fasting Hysing (1804–1892), Ahlert Hysings bror, konservator på Bergens Museum (Johnson 1941 I, 49) med. Hils Onkel Peter fra mig. Hvordan er det med hans Helbred? Kjærlige Hilsner til Stig og Tom. Gud velsigne dig, min kjære Fader.

Lev vel,
din LeisLeis] Elisabeths kallenavn i familien

Skrevet på brevets første side.Læg Papiret paa noget mørkt

Little Iowa Præstegaard,
1te Juni, 1860.

Kjære Moder!Moder] stemora Elisabeth Frechland (1810–?). Mor til Elisabeth, Caroline Mathilde Koren (1801–1840), døde i 1840, da Elisabeth var åtte år.

Tak for dit lange Brev, for alle dine gode Raad og fordi du saa snart sændte mig bægge Dele! Jeg blev ganske angst da VilhelmVilhelm] (Ulrik) Vilhelm Koren (1826–1910), Elisabeths ektemann kom fra Byen og sagde han havde Brev med hjemmefra; saasnart, alt maa ikke være vel, var min Tanke, men for denne Frygt kunde da Vilhelm, Gud være lovet, strax befrie mig.

Maatte ogsaa nu alt være vel i mit kjære gamle Hjem og dette Brev træffe Eder friske og tilfredse. Det varer længer end jeg havde ønsket inden det naaer Herregaarden, til den 7de Juli skulde det dog i alfald været fremme, var mit Forsæt og at det ikke er skeet, kommer vel nærmest af at Børnene ikke have været rigtig friske i den senere Tid, og da kan du nok vide at jeg er optaget baade sent og Tidlig. Det har hele denne Vaar været meget Sygelighed blandt Børn, Forkjølelser og slemme Hoster, her har vi været ganske fri derfor til nu, men dette raae, fugtige Veir, som vi nu har faaet ovenpaa den lange Tørke og Varme, vi har havt, har ogsaa gjorte vore Smaa forkjølede, og her har været en saadan, Hosten, Nysen, Lakritsspisen og Havresuppedrikning, saa det har havt Skik. HenrietteHenriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeths første barn og LinaLina] Caroline Mathilde Koren, gift Naeseth, (1857–1945), Elisabeths andre barn er bedre igjen, men AhlertsAhlerts] Ahlert Hysing Koren (1859–1901), Elisabeths tredje barn Forkjølelse har netop begyndt, han har havt saa vondt for Tænder, ja det seer ud som om Munden smertede ham af og til endnu. Ahlert har været baade større, fyldigere og stærkere at see til end Henriette og Lina, men har dog meget mere ondt for Tænder, for de Par første mærkede jeg ingen Ulemper, men siden har han været syg for hver enkelt, det vil sige, havt lidt Feber en Dags Tid, været grætten og bidt og stelt saa med sin Mund at det har været ondt at see paa. Det gaaer saa langsomt med ham at faa Tænder, nu synes jeg at jeg kan see den 8de og at det lader til øientenderne ogsaa vil komme, men det kan gjærne være Maaneder før det, saaledes har det før seet ud. For nogle Nætter siden var det især slemt, han var temmelig grætten om Dagen, sov saa lidet (han pleier ialmindelighed sove en Timestid hver Formiddag) men om Aftenen var han ikke at faa til at sove, Pigen og jeg var oppe med ham til Klokken 2, da sov han en halv Time, ogsaa igjen kun et Par Timer hinad Morgenstunden, men saa den følgende Nat, 12 Timer i Træk.

Vilhelm havde prædiket i Decorah den Aften, laa derfor der nede uden at faa sove for det frygtelige Tordenveir, som jeg næppe agtede paa for Ahlerts Skyld. Saaledes har dog aldrig nogen af dem skreget; det var frygtelig at mærke at det var Tænderne som Smertede ham, han bed meg hvor han kunde komme til og var rent som fra sig selv undertiden, til andre Tider kunde han være saa sød og munter som om han ingenting feilede, legede med Henriette og Lina som da naturligviis ogsaa vaagnede. Jeg vidste ingenting at gjøre (hans Mave var i god Orden) uden som min Doktorbog siger at smøre Tandkjødet med Honning; jeg kan ikke længere faa ham til at bide paa noget haardt. Bruger Doktorene hjemme at skjære Smaabørn for Tænder? Det gjør de her, men kan man sætte Lid til saadane Læger, som for Ex. En som en Kone i Decorah fortalde mig om. Hendes lille Gut var saa syg for Tænder, saa hendes Mand spurgte en Doktor til raads og fik det Svar at han skulde kun skjære Barnet i Munden og det kunde han ligesaa gjærne gjøre selv, som at han (Doktoren) skulde gaa hen og tage 1 Dollar for at gjøre det. – Give Gud at det nu maatte gaa godt med de øvrige Tænder, han har mange igjen endnu, han tog saa af og blev saa let i et Par Dage, og da var han netop kommen sig igjen efter at være bleven afvænt, thi da var det ligesaa. Den Affaire gik ellers langt over min Forventning, naar jeg undtager at det varede saa længe, flere Uger, førend han ganske havde glemt sit Savn. Han spiser og drikker som en helt naar han er frisk, saa da kan han snart blive den lille Tyksakken som han før har været, igjen. Han er ikke saa glad i at drikke Melk som jeg ønskede, det er jo noget af det bedste vi har for saadane Smaa, her hvor vi ikke har fersk Fisk og ikke saa ofte Anledning til ferskt Kjød. Hverken Henriette, Lina eller Ahlert har villet drikke om Natten i den Tid de blev vænnet fra, i det høieste kun vædet Leben, det er ondt nok da, men ellers er det jo godt at de ikke har den Vane at vilde have Drikke om Natten.

Du taler om Pionkjærner, ja havde jeg dem kun. Fader sændte mig nogle som jeg da ogsaa har saaet, men desværre seer det ud som om denne lange Tørke har hindret dem i at komme op. Jeg husker LinaLina] Elisabeths mor, Caroline Mathilde Koren (1801–1840), døde da Elisabeth var åtte år med et saadant Perlebaand, men har ikke før vidst hvad det var. – Jeg er rigtig glad fordi jeg har faaet alle de Raad mod den slags ængstelige Hoste. Jeg fortæller det simpleste af dem til alle de Koner jeg taler med, der er mange som iaar kunde havt Brug derfor; det er ikke sjældent her kommer Bud efter Brækmiddel, men desværre, vil de saa gjærne vændte i det længste, ofte alt for længe med at bruge noget. Grønsæbe har jeg desværre ikke, den findes ikke her. Man koger selv sin Sæbe (og den gjør næppe samme Virkning) eller kjøber Stangsæbe til Vadsk. Fru BrandtFru Brandt] Diderikke Ottesen, gift med presten Nils Olsen Brandt (1824–1921) havde en Dunk Grøndsæbe med sig som Lægemiddel, jeg troer det er Ansigtsmærter, hun undertiden plages af.

Kommer vi til Wisconsin i Sommer, burde jeg vel see at faa Børnene vaxinerede, kan det kun lade sig gjøre, men Doktor Hansen boer paa Kosconong, og dit kommer vi næppe. Det er ikke godt at gjøre det naar man er ude hos Fremmede, men det fik nu ikke hjælpe. Er kun ikke Aarstiden i Veien; man maa lage saa meget Hensyn dertil med mange Ting her i Landet. Med at vænde Børn fra, for Ex. Det skal være farligt at gjøre det om Sommeren, Barnet blive saa let udsat for det saakaldte Summer Complaint, en Slags Blodgang. Jeg har hørt flere Exempler derpaa. Du anbefaler mig at anskaffe mig en GuttaperchaGuttapercha] saft fra trær på Sumatra, den gang ofte brukt som fyllingsmiddel i tenner Sprøite og bruge den paa Henriette, jeg vil, saa snart jeg kan. Jeg har aldrig hverken brugt eller seet Klysteer blive brugt, men jeg vil føie dit Raad saa snart jeg faaer Middel dertil.

Jeg ønsker ofte at jeg kunde see hvorledes andre steller deres Smaabørn. Jeg vilde jo nødig baade forkjæle dem og være uforsigtig; men har nu hverken noget Exempel at følge eller nogen at tale med derom, saa jeg faaer gjøre det saa godt jeg forstaar og saa bede Vorherre bevare dem baade til Legem og til Sjæl. – «Det skulde være Dig!» sagde Vilhelm, da han læste hva du fortalde havde hændt med lille Laura Tandberg. Ja, jeg er vis altfor bange naar nogen lignende hænder og hvoraf kommer vel det? Er det vel andet end den rette Tillid til vor Fader og Himlen som mangler? At bede forstaaer Henriette og Lina godt og det vil jeg forsøge at gjøre alt mit til at de maa vedblive at gjøre. –

Den 14de Juni! Alt 14 Dage siden jeg begyndte at skrive til dig kjære Moder. Børnerne Lina og Ahlert, tildeels Henriette ogsaa, har hele Tiden været upasselige, deraf kommer det; nu seer det dog ud til at alle er friske igjen Gud ske Tak! Og jeg maa ile med at sænde Brev hjem. Jeg seer at jeg har fyldt 4 Sider ene og alene med at tale om Børnene, nu ja, jeg faaer nok lov dertil, ikke sant? Jeg vil saa gjærne fortælle om dem og faa gode Raad til Gjengjæld. – Det faldt mig ind da jeg læste dit sidste Brev at du maaske fik det Intryk af hvad jeg sidst skrev, at vi ikke var forsigtige nok med Henriette, baade med hensyn til hendes Læsning og ved at tale med hende. Jeg haaber, du ikke har nogen Grund dertil og maaske tager jeg ogsaa feil i min Formodning. Hendes overordentlige Læselyst har givet sig noget, hvorover jeg er vel fornøiet, dertil har vel den deilige Sommer og Lyst til at springe Ude, bidraget sit. Lysten til at Sy er næsten lige saa stor nu, men det kommer af at Vilhelm har givet hende et Syskrin med Tilbehør, han lovede hende nemlig «noget pent» da hun havde lært at læse rent. Jeg troer vist at Henriette er et Barn man maa være forsigtig med, hun er tænksom og meget tilbøielig til at gruble over hva hun hører, hun faaer næppe noget let Sind; det troer jeg Lina gjør.

Henriette taler saa meget om at da bestandig naar hun taler om noget hun ønsker eller gleder sig til, heder det altid «bare Gud vil at jeg skal leve saalænge». Du spørge hvorledes Vilhelm og jeg seer ud nu etter snart 7 Aars Forløb? Ja, hvad mon I hjemme vilde synes, det Spørgsmaal har oftere faldet mig ind. Jeg spurgde Vilhelm forleden, «Gamle og graae», fik jeg til svar. Det troer jeg ogsaa, Vilhelm er nu saa brun og veirbidt som nogen vel kan blive, jeg indbilder mig at du vilde finde ham mest forandret, men ikke netop at Udseende, og det er jo saa rimelig, meg derimod maaske mest af Udseende, jeg er nu vis paa at jeg seer en heel Deel ældre ud, til trods for alle de Complimenter fremmede Koner giver mig om at jeg vist ikke er over 20 Aar osv. Jeg er nu bleven graa i Huden og rynket i Panden ogsaa, om ikke just som Henriettes Melkefad. Jeg stod nemlig og skummede et tykt Melkefad, da sagde Henriette: «Mama, ved du hvad dette Fad ligner? Det ligner gamle Koner, saa gule og rynkede er de ogsaa i Andsigtet. Fløden var nemlig skrukket. Hun har altid saa mange Sammenligninger.

Jeg troer at man ældes tidlig i dette Climat. Jeg seer hvor tidlig unge Piger og Koner see gamle ud, hos dem jeg see, kommer det maaske for en Deel af haardt Arbeide, men Amerikanere, der før have boet i de østlige Stater, paastaa at de selv saa hurtig blive gamle at see til her, og at alle see saa gamle ud mod hvad de vare vante til i de østlige Stater. Maaske bidrager den overordentlige tørre Luft her er, dertil. Du kan ikke tro hvor tørt her er. Naar vi vadske Klæder er de første ofte tørre Resten av brevet er skrevet i margen. førend de sidste ere ophængte og vi vadske jo hver Uge. Det faaer være nok for denne Gang. Lev vel kjære Moder. Mange gode ønsker for 7de Juli,7de Juli] stemoras fødselsdag, hun fylte 50 år sommeren 1860 maaske feirer jeg den paa Spring Prairie.paa Spring Prairie] hos venninnen Linka Preus (1829–1880) som bodde i Spring Prairie, Wisconsin. Linka var en av Elisabeths beste venninner, mye av brevvkslinga mellom dem er arkivert ved Luther College.

Lev vel,
din Leis.Leis] Elisabeths kallenavn i familien

Mange hilsener fra Vilhelm og alle Børnene.

Little Iowa Præstegaard,
5te August 1860.

Min kjære Fader!Fader] Ahlert Hysing (1793–1879)

Nu er vi da her hjemme igjen, efter netop 4 Ugers Fravær, og noget af det første jeg foretager mig skal være at skrive til dig, min kjære Fader, og takke dig for det Brev vi fik nogen Tid før vi reiste; det var vel egentlig til Vilhelm,Vilhelm] (Ulrik) Vilhelm Koren (1826–1910), Elisabeths ektemann men det gaar nu for et og jeg blev glad, meget glad, ved at faae det. Jeg vilde ønske Vilhelm selv kunde skrive lidt dennegang, han kommer nu saa lige fra Præstemøde og samvær med alle Præsterne og kunde vist have meget af Interesse for dig at meddele, men desværre, du ved hvorledes det er, hvormeget han maa reise baade før og efter en Udflugt, som denne, og dennegang mere end sædvanlig, da han den 28de August atter skal være i Chicago og desuden først en Tour til Præsten Claussen i Minnesotah,Præsten Claussen i Minnesotah] Fredrik Christian Claussen (1810–1870) hadde vært lærer i Skien før han kom til Spring Grove, Minnesota, som prest i 1857 (Norlie 1914, 102). der er Ugreier i Menigheden der, som Vilhelm skal prøve at bilegge.

Dette Møde i Chicago kom meget uvæntet og meget ubeleiligt saa strax after at alle havde reist den lange Vei til Præstemødet. Formanden A.C. PreusPræsten] Adolph C. Preus (1814–1878), prest for norske immigranter i Koshkonong til 1860, så i Coon Valley. Leder for Den norske synoden fra 1853 til 1862 (Norlie 1914, 97). (der nu er Præst i Chicago) var ikke selv tilstede, da hans Konehans Kone] Engel Brun, gift med Adolph C. Preus (1814–1878) var saa syg, men til ham havde imidlertid Præsten RasmussenPræsten Rasmussen] Peter Andreas Rasmussen (1829–1908) var prest i Hauge Synode og bestyrer for denne synodens seminar i Lisbon, Illinois 1854–1855. Han gikk ut av den haugianske synoden i 1856, og var i Den norske Synoden fra 1862 til 1887 (Norlie 1914, 101). henvændt sig om dette omtalte Møde, der menes at være af for stor Vigtighed til at det bør gjøre noget om KassenKassen] økonomien sætter sig derimod, som den nok kan gjøre ved saamange Reiser. Det er den Afholdenhedspredikant FjeldAfholdenhedspredikant Fjeld] trolig John N. Fjeld (1818–1888), lekpredikant fra Valdres som utvandra i 1860. Han ble synodeprest i Mt. Horeb, Wisconsin, fra 1860 til han døde i 1888 (Norlie 1914, 105). og en til, der er kommen til Rassmusen og nu nok vil have Ordination af Præsterne her, m.m. som er Grunden, menes der. Vilhelm fik da dennegang til sit ønske om at sænde en af Præsterne til Norge for at forsørge at faa Præster her over, sat igjennem. De var jo næsten alle imod denne Plan, men nu blev det dog bestemt at Professor LarsenProfessor Larsen] Laur (Peter Laurentius) Larsen (1833–1915), først prest i Rush River, Wisconsin, fra 1859 til 1861 professor i teologi ved Concordia Seminary i St. Louis, Missouri. 1861 ble han den første rektor for Luther College i Decorah (Norlie 1914, 102). skal reise, jeg troer i October eller senere og forsøge hvad han kan udrette. Tidlig til Vaaren kommer han vel tilbage. Skulde han faae Forhindringer, hvilket Gud forbyde, saa er det Vilhelm som er hans Supleant, men paa Muligheden heraf vil jeg ikke tænke; jeg haaber Larsen kommer lykkelig afsted og kan tage sin Konesin Kone] Karen Randine Neuberg, gift med Laur (Peter Laurentius) Larsen (1833–1915) og Barn med, han kunde saa godt behøve en saadan Reise, hun har været saa sygelig og har nyligt havt den Sorg at miste sit yngste Barn omtrent paa AhlertsAhlerts] Ahlert Hysing Koren (1859–1901), Elisabeths tredje barn Alder. Det vil nok falde vanskeligt for Larsen at komme fra St. Louis, hvor der er mangel paa Lærere. Maatte nu ogsaa denne Reise føre til Noget; vi vilde haabe det bedste! Det er naturligviis samtlige Menigheder, som bestrider Udgifterne; og snart skal vel den almindelige store Høstofferdag holdes her i Kirken, da offre alle som vil, saa meget de kan, i Penge eller Hvede; naar dette er indsamlet træde nogle Mænd i Menigheden sammen og fordele det indkomne, hvor det mest tiltrænges, noget til Professorens Reise, noget til Gutterne i St. Louis, til Synodekassen o.s.v. Saaledes bruger Vilhelm det. Paa dette Præstemøde blev der stiftet en Forening til Udgivelsen af Luthers Skrifter for Folket. Hensigten er først og fremst at udgive Luthers Skrifter i norsk Oversættelse og udbrede dem saavidt mulig blant de norske Lutheranere; de vil begynde med at oversætte «Luthers Volksbibliotek» i samme Orden som dette udkommer. –

Maaske kommer der ind en Præst til at forene sig med vores Synode, det er en tydsk Pastor Duborg,Pastor Duborg] Hans Petter Duborg var kapellan hos H.A. Preus i Spring Prairie 1860, siden prest i tysk-amerikanske menigheter. Duborg ble medlem av Den norske synoden fra 1860 til 1871 (Norlie 1914, 105). han boer ikke saa langt fra Preuses,Preuses] Herman Amberg Preus (1825–1894), utvandra i 1851 og var en av de seks prestene som stifta Den norske synoden. Prest i Spring Prairie. Leder for synoden fra 1862 til han døde i 1894 (Norlie 1914, 98). hvor jeg saa ham. Han er Schleswiger, var med i Krigen som Frivillig paa tydsk Side og reiste hertil for at undgaa alle de Undertrykkelser, hvorfor han var udsat hjemme af Dansken. Han taler godt dansk og har om jeg husker ret, havt baade en tydsk og dansk Menighed her, som han maatte frasige sig paa Grund af Sygelighed. I disse Dage er nogle af Præsterne sammen for at Examinere ham og høre hans Prædiken. Han er ugift. Jeg ved næppe noget der kunde hænde, som vilde glæde Vilhelm mere end om der kom en duelig Præst til Painted Creek. Maatte han ogsaa faa den Glæde!

Der er megen Tale om at dette Seminarium, denne vordende Præsteskole, skal faa sin Plads i Decorah, hvorfor ogsaa Vilhelm forleden Dag vandrede over alle Høidene omkring Byen for at udsøge en Plads dertil.Præsteskole … en Plads dertil] Det ble etterhvert umulig for Den norske synoden å oprettholde utdanninga i St. Louis og de var på jakt etter et høvelig område i Decorah hvor de kunne bygge det som nå er Luther College. Det er ikke vanskeligt at faa et smukt Stykke Land, paa rimelige Vilkaar, som var skikkert hertil. –

Det falder mig ind – er det ikke ganske pudsigt, skjønt maaske meget naturligt, at de norske Bønder her (dette gjælder især om de ældste Settlementer) at de, naar de vil udtrykke sig pynteligt, da som ganske uvilkaarligt, kommer til at bruge engelske Ord og Talemaader! OttesenOttesen] Jakob Aall Ottesen (1825–1904), prest i Koshkonong fra 1860 til 1891 (Norlie 1914, 99) fortalde om et Bryllup han nylig havde været i, hvor der ved Bordet altid blev talt engelsk, saa snart de vilde bede om et eller andet, eller sænde noget omkring. De vil være pyntelige og kan ikke finde Ord derfor i deres Bondemaal. Den Brudgom, han havde ført øl med sig fra Norge til sit Bryllup og jeg smagte saaledes for første Gang i mit Liv ægte Hardangerøl, hos Ottesens, hvem han havde foræret en Krukke. –

Det var ligeledes hos Preuses, Pigerne der brugte en mængde engelske Ord og Vændinger, da Fru PreusFru Preus] Linka Preus (1829–1880), gift med presten Herman Amberg Preus (1825–1894). Linka ble en av Elisabeths beste venninner, mye av brevvkslinga mellom dem er arkivert ved Luther College. spurgte dem hvorfor de dog gjorde det, fik hun til Svar, at Fruen taldte et ganske andet Sprog end de var vandte til, saa syntes de at de gjærne ogsaa vilde snakke «like pent», og da maatte det blive paa engelsk ellers kunde de ikke. Saa slebne er de ikke her endnu, idetmindste efter hvad jeg har erfaret; at unge Piger sig imellem tale engelsk er nu næsten altid Tilfælde, men det er jo en anden Sag. Hvor længe mon det vil vare førend de ere fuldkomne nationaliserede? Den nu opvoxende Slægts Børnebørn?

Her er nylig kommen en Skolelærer fra Thelemarken;Skolelærer fra Thelemarken] trolig Ole Helgesen Haavardsrud fra Tinn han skal nu være Skolelærer her, hvor det meget tiltrænges. Denne Mand reiste fra Skien paa samme Tid som vi reiste til Wisconsin, han var 21 Dager underveis; havde vi nu vidst dette og at han skulde lige hertil, saa havde det været en god Leilighed at have faaet Dølen etc. med. Du be’er om Westergaards Addresse, kjære Fader! Men Vilhelm mener at den Vei ikke vilde gaa an, det vilde blive for kostbart at faae det befordret hertil. Boede Westergaard i Quebec gik det maaske an, den Vei kommer jo de aller fleste Emigranter, og blant dem vilde det jo være let at finde paalidelige Folk; indbilder jeg mig.

Mon du har været ude og reise i denne Ferie, min kjære Fader? Jeg, ja vi alle, har rigtig havt godt af vores Udflugt. Jeg tænker Vilhelm var den der mest trængte dertil, hans Kræfter var meget smaae hele Vaaren og Begyndelsen af Sommeren, men han er kommen sig godt paa denne Reise, skjøndt nogen synderlig Hvile var det ikke, han prædikede nu hver Søndag og under Præstemødet havde de nok at bestille. Hvad der næsten er det bedste ved en saadan Reise, er den Glæde at komme hjem igjen og finde alting der dobbelt hyggeligt og godt. Saaledes gik det ialfald med baade Vilhelm og mig. Og Børnenes Glæde var det morsomt at see paa, de var nærved at kysse alt hvad de fik øie paa, baade Høns, Hunde og Katte, men Blomsterne i Haven var dog det bedste. Du skulde seet LinaLina] Caroline Mathilde Koren, gift Naeseth, (1857–1945), Elisabeths andre barn dandse fra Blomst til Blomst, klappede i Henderne og skrigende i vilden Sky af Glæde over hver ny hun opdagede. «Mama kom og see», hed det hele Formiddagen der var saa mange mærkverdige Ting at beundre. Da saa Køer og Kalve kom hjem om Aftenen, maatte vi ned alle sammen, Vilhelm med Ahlert paa Armen, han skulde ogsaa see «Basa», saa kalder han Køerne, han hører Birgit raabe «kom bars» naar hun vil have dem hjem. Du skulde see Ahlert staa ude i Gaarden og med Hænderne paa Knæerne, meget opmærksom betragte «Vige» den store Hund, spise sin Middagsmad. Naar nu den lævner lidt, gaaer Ahlert hen til Hønsene og siger «Kom Hane, spise tæpa, kom». Kommer der saa en hen, nikker han saa tilfreds og siger «naa». Han har lært at bukke nu, kommer hen, bukker og siger «takke Maten» og naar HenrietteHenriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeths første barn og Lina har læst Bordbønnen, lægger han Hænderne sammen og siger «Amen».

Gutten her har arbeidet en liden Hammer af Træ til ham, den og en flad Træpinde som han kalder «Rabbæ» er hans kjæreste Legetøi. Forresten var hans første Bedrift med sin Hammer at knuse en Rude i Havedøren. Jeg var saa vis paa at han skulde komme til at lege med Dukker, anden Leeg saa han næsten ikke, men nei, Hammer og «piker», maa han have. Han følger Papa i Hælene som en liden Hund. For nogle Aftener siden, vilde Vilhelm hen paa Marken og see til Folkene, Ahlert stod ved Havebænken hos mig og saa han aabne Laagen. «Papa reise langt», raabte han saa, «være me» og saa piltede han efter saa fort, langt hen paa Marken. Du kan tro vi har Fornøielse af ham. Han begyndte tidlig at smage Riset, stakkels Liden, ingen af de andre har saa tidlig forstaaet Tugt. Ahlert er meget langt fremme for sin Alder; naar han nu seer eller hører Riset nævne, kommer han strax med Munden og vil kysse. Han havde det en Tid med at vaagne om Natten og skrige saa, jeg var først bange for at bruge Riset og troede ikke det kunde være Uskikkelighed; hvad det nu end var, saa var dog Riis det eneste som hjalp.

Henriette og Lina voxer og trives og udvikle sig hver paa sin maade, de er meget forskjællige baade af Væsen og Udseende. Lina er den som Fremmede snarest synes bedst om, ikke stor, temmelig spæd, guulhaaret og lyslet og munter. Hun ligner mig siger nogle, «hun ligner det Portrait, du har av din Fader» sagde Fru Preus, det vilde jeg gjærne tro. Henriette er den fornuftige, saa moderlig og protegerende mof dem der er en liden Smule mindre end hun selv. Hun ligner jo Vilhelm synes Alle; endogsaa Farmere der kom ind i Stuen til Preuses, sagde: «det er vel Datter til Præsten Koren, det kunde jeg strax see.» Hun har meget mørkere øine, ellers kan jeg ogsaa see denne Lighed. Lina gaaer aldeles som Vilhelm, men dermed er ogsaa al Lighed forbi. Ahlert ligner vist mest Henriette, men er meget lysere end hun nogen sinde har været. «Norge er Henriettes Fædreland og Amerika hendes Fødeland» siger hun; «men Mama kunde jeg ikke reise til Norge og blive født der, jeg vilde helst at det skulde være mit Fødeland ogsaa». «Hvorfor kunde ikke Papa blive i Norge Mama? Jeg vil reise omkring til alle Præsterne og sige at de skal reise hjem igjen, saa kan jo Papa ogsa reise», mener hun. Her har du et Exempel paa Henriette og Linas Forskjællighed, der hændte i Formiddag: «Tag Tæppet af din Sæng» sagde jeg til Henriette. «Ahlert skal sove». Ja, Henriette gik, men standsede og spurgte: «Skal jeg lægge det sammen, Mama, hvor skal jeg lægge det hen?» Imidlertid havde Lina været henne, revet Tæppet af og kastet det midt paa Gulvet. Saaledes er det altid, Lina gjør alt i en Fart uten og bryde sig synderlig om hvorledes det bliver gjort. Henriette er langsomere og maa først udtænke hvorledes det skal gjøres.

Nu er Herr Solberg saa naadig at lade os faa Aftenbladene igjen, deraf har jeg til min Glæde seet at det gik Hans Olsen godt med hans Examen; det var rigtig glædeligt. Hvordan mon Sommeren har været i Norge? Her bliver det vist en rig Høst og et deiligt Veir har det været for Indhøstningen, hvormed de Fleste vel nu er ferdig, saa alt paa Tirsdag skal den sedvanlige Høst-Gudstjeneste holdes her i Kirken. Her var de alt for en Uge siden ferdig med Stækningen og snart skal vi vel have Tærskemaskine, da ved du vi faaer det travlt. Hvor lidet her regner! Det er mærkverdig at alt kan staa saa godt med saa lidet Regn, som vi har havt i det sidste Aar. Denne stærke Nattedag bidrager vel sit dertil.

Vi maa fremdeles kjøre Vand og kommer vist til at lade grave dybere, desværre. Arbeidsfolk blive vi vist ikke fri for her i Landet. Frugt bliver her ogsaa en Deel af i Aar; og snart kommer vel den Tid at vi skal ned i Lunden og høste Blommer og Druer. Man seer snart at Settlementerne i Wisconsin (den Deel vi reiste igjennem) er ældre; bedre Udhuse og mere Haveanlæg og mere Frugt, det skulde være deiligt at have et Par af alle de fulde æbletræer, jeg saa dernede. Hvilket Gode det dog er at bo midt iblandt norske. Nu paa Kosconong Præstegaard for Ex. er der kun Yankier og Irlendere rundt omkring. Ottesen beklagde sig meget over dem og fra Preuses stjal de Faar og alle deres Kalkuner og var uforskammede paa mange Maader.

Hvilke gruelige Oversvømmelser al denne Sne har forbeholdt hjemme! At ikke Bækken brød Huller i din Have! I min Have er en Deel Blomster, men ikke saa mange som sædvanlig, det var saa tørt og koldt i Vaares, saa kun enkelte Sorter af det Blomsterfrø du sændte mig kom op. Zinia og Convolvolus blomstre nu smugt. Det var en Keiserkrone og ingen Olielilie, som jeg indbildte mig jeg havde. Jeg saa ikke Spor af Nemophila, da vi kom hjem, enten den nu er borttørret eller bortluget. Skal jeg faa Lov nu at nævne dig noget af det Frø jeg helst vilde have og saa vil du være saa snild at sænde mig lidt efter lidt: Martsviol, Fjærnellik, Gyldenlak, Nemophila, mon jeg kan faa Frø af Tusendfryd og Primulaveris, jeg er i saadan Forlegenhed for lidt til at sætte som Kant om Bedene. Aurikler har jeg nu flere Gange forgjæves prøvet paa; lad mig ikke glemme Levkøier. Det Nellikfrø du sændte mig har blomstret saa smugt iaar; jeg indbilte mig, det var Fjærnelliker og lod dem staa tæt ved hinanden, som Kant, saa var det andre smukke og mange dobbelte, til Vaaren faaer jeg flytte dem fra hinanden. De sto sig godt i Vinter. Jeg ved ikke hvad jeg skal gjøre med Haven, Ugræsset bliver verre med hvert Aar; vi kunde behøve et Menneske der bestandig, skulde den holdes reen, og det gaae ikke an.

Nu skal vi see hvad det vil hjælpe at pløie Urtehaven baade Høst og Vaar. Jeg vilde ønske mit hele Blomsterstykke var tilsaaet med Græs og saa enkelte Bed opi det; det er for meget for mig, det jeg har; havde jeg enda en Deel perenærende Blomster? Vilhelm taler nu om at prøve at kjøre Kieselsteen i nogle af Gangene, det vilde blive en Fryd for Børnene at faa Smaasten, det er vist. Nu begynder Melonerne og nu har vi hot corn, der er en meget almindelig yndet Ret.

Hvordan lever Stin?Stin] Johan Augustinus Hysing (1834–1888), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 188–189) Hils han kjærligt. Liker han sig hvor han nu er? Tom er vel i Hovedstaden og er flink Soldat haaber jeg. Jeg skriver ikke særskildt til Moder dennegang og sænder derfor her kjærlige Hilsener fra os alle. Maatte hun og alle være friske! Jeg haaber du rigtig har modtaget Penge og Brev fra Vilhelm kjære Fader, det blev sændt herfra en af de sidste Dage i Juni. Vilhelm er paa Painted Creek, men før han kommer hjem faaer jeg ikke noget Bud at sænde dette Brev med, saa faaer jeg høre om han har noget at tilføie. Hvordan seer det nu ud i Europa? Sidste Post bragte os intet, saa nu ligger der vist meget og vænter, var det kun ikke saa travl en Tid at jeg ikke tør sænde Gutten afsted. Illustrated London News underholder os med alle mulige slags Skitser fra Italien og Emigranten om Seieren paa Bonarp Hede med Anecdoter om Kong Carl og Fredrik den 7de.

Jeg har gjort, som du bad om og ikke befattet mig noget med Henriettes Undervisning i Sommer, hun har løbet vild saa meget hun har ønsket og havde sikkert godt af al den Legen og Springen paa Spring Prairie; derfor er det nu ogsaa gaaet tilbage med hendes Læsning, men det faaer være det samme. Nu mange kjærlige Hilsner fra os alle. Resten av brevet er skrevet i margen. Kjære fader, Gud velsigne dig og lade dig være frisk og veltilmode. Din hengivne Datter

Leis.Leis] Elisabeths kallenavn i familien

Nu skal jeg ind og bade Børnene. Det er en Fryd især for Ahlert der pladsker saa jeg næppe kan komme nær ham.

Little Iowa Præstegaard,
18de October, 1860.

Kjære Moder!Moder] stemora Elisabeth Frechland (1810–?). Mor til Elisabeth, Caroline Mathilde Koren (1801–1840), døde i 1840, da Elisabeth var åtte år.

Tak for dit Brev fra Begyndelsen af August med alle dets gode Raad for mig og mine! Jeg er dig taknemmelig derfor! Badning anbefaler du, det er vist et udmærket Styrkingsmiddel; jeg har ogsaa seet store Virkninger deraf – og troer ogsaa at især VilhelmVilhelm] (Ulrik) Vilhelm Koren (1826–1910), Elisabeths ektemann vilde have godt deraf, men for ham vilde hans idelige Reiser være til stort Hinder i den Henseende, han har jo saa ofte ikke engang et eget Værelse.

Børnene har været saa særdeles friske i hele Sommer, fri for Forkjølelse og alle Ulemper, jeg kan jo ikke regne at AhlertAhlert] Ahlert Hysing Koren (1859–1901), Elisabeths tredje barn har ondt for Tænder, det har han jo ofte havt og har fremdeles. Det gaaer saa langsomt for ham, en og en Tand ad Gangen med lange Mellemrum. For 1 Maaned siden fik han den første øientand, han var da ganske klein, Munden var saa hoven, lidt Feber fulgte ogsaa med; i disse sidste Dage har han igjen havt de samme Tegn til at en Tand snart kommer frem, men denne Gang lader det til at gaa lettere, hans Apetit er lige glimrende og hele Gutten lige trivelig at see til. Mon der til Vaaren skulde blive Anledning til at faa noget Ormepulver hjemmefra, enten med Professor Larsen,Professor Larsen] Laur (Peter Laurentius) Larsen (1833–1915), først prest i Rush River, Wisconsin, fra 1859 til 1861 professor i teologi ved Concordia Seminary i St. Louis, Missouri. 1861 ble han den første rektor for Luther College i Decorah (Norlie 1914, 102). der dog sansynlig reiser før den Tid, eller om han faaer en og anden herover, som Præst. Her er jo nok af Potent Mediciner mod Orm at faa, men jeg er lidt bange for dem og vil helst være fri for dem, saa dersom du faaer en Anledning, vil du da være saa snild at sænde mig en Deel Ormefrø var vel bedst, da det holder sig længst. Fru PreusFru Preus] Linka Preus (1829–1880), gift med presten Herman Amberg Preus (1825–1894). Linka ble en av Elisabeths beste venninner, mye av brevvkslinga mellom dem er arkivert ved Luther College. delte sit med mig, saa deraf har jeg nu; og jeg vilde jo ogsa gjærne skaffe hende igjen. Jeg har givet Børnene deraf et Par Gange, men har aldrig med Vished mærket at de trængte dertil. HenrietteHenriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeths første barn seer nu aldeles ikke ud til at have Orm, hun seer særdeles frisk ud; det skulde snarere være Lina,Lina] Caroline Mathilde Koren, gift Naeseth, (1857–1945), Elisabeths andre barn der altid har seet svagere ud, men hun er baade voxet i Høiden og blevet fyldig i den sidste Tid; jeg har altsaa heller ingen Anledning havt til at bruge nogen saadan Sprøite.

Henriette og Lina er for nogle Uger siden bleven vaccineret; Fru Preus havde Vaccine med til mig. Det slog prægtig an og er nu nylig faldt af. Jeg har forsynet Folk baade fjærnt og nær og nu skal Ahlert ogsaa til, han havde den Pust for øientænder, da de andre bleve vaccinerede; saa vi troede det rettest at vænte. Jeg er glad dette er gjort; der var Graad og Forskrækkelse førend de fik erfare at det ikke gjorde noget ondt. Sina PreusSina Preus] datter til Herman og Linka Preus (Grindal 2016, 20) havde udmalet for dem hvorledes det skulde gaa til, saa Lina græd og raabte «jeg vil ikke skjære Hul paa mig». De var forresten ganske friske, naar jeg undtager lidt Feber, 8de Natten.

Jeg frygter jeg har fulgt Eders Raad om ikke at beskjæftige mig med Børnenes Undervisning i Sommer, alt for nøie, jeg kunde idag godt have vedligeholdt hendes Læsning saa vidt at hun ikke var gaaet tilbage, det havde været bedre baade for hende selv og for mig; det kom for en Deel af at jeg ønskede at faa denne Lyst til tidlig og seent at hænge over Bøgerne bort og det ønske fik jeg fuldkommen opfyldt, det var hende en Plage at læse. Med Vinteren haaber jeg Læselysten vænder tilbage, saa naar dette smukke Veir er forbi og Vinterslud og Storm for Alvor begyndt, begynder vi ogsaa for Alvor at være flittige. Denne Sommer troer jeg foræsten har været gavnlig for Henriette, baade har hun havt godt af at altid at være paa Farten ude, og af saa længe at have havt Kammerater og lært at lege, det har hun før ikke kunnet, baade af Mangel paa Selskab og Talent.

Lærelysten. [Det] er ikke fløiten med Læselysten, det er vist, hun er meget begjærlig efter at vide og lære at forstaa alle Ting. Jeg faaer da vist 3 Elever til Vinteren, Lina maa gjøre netop som Henriette og Ahlert vil da saa vist have sin Bog og synge, naar de andre læse. Han er sød og morsom, men det er en liden Hidsigtop, derfor har han ogsaa tidligere og oftere faaet smage Riset end sine Søstre. Han var tidlig udviklet og forstod derfor ogsaa tidlig Tugt. Nu er han meget myg, maatte han ogsaa fremdelses vedblive at være det! Du mener at jeg opdrager mine Smaabørn fuldkommen saa godt, som Andre gjør. Gid jeg altid gjorde mit Bedste ogsaa her, saa ved jeg vist at jeg vilde være rolig og trøstig overlade Gud resten; jeg mener ikke med Hensyn til deres legemlige Pleie, der er det meget lettere at gjøre «sit Bedste»! Sunde og stærke har de Gud ske Tak, været og jeg troer ikke de blive forvændte eller forkjælede. Du maa dog være kommet dig godt, kjære Moder, efter hvad du siger om din Deeltagelse i Landtourene, det var mere end jeg kunde gjort dig efter; skjøndt jeg ellers ikke mærker nogen Ulempe af det Been, jeg havde ondt i da Lina var liden, er jeg dog langt fra ikke saa flink til at gaa, som førhend, jeg bliver hurtig træt. Gid du fremdeles maa være ligesaa flink og ikke have ondt af det tunge Høstveir. –

Jeg maa dog fortælle lidt nøiere om den Tid der er gaaet siden jeg sidst sændte Brev hjem. Da var vi nylig kommen hjem fra vores Reise og jeg havde travlt den første Maaned derefter, med min Have, Syltning med mere. Da vi kom hjem midt i Høsttiden var Vilhelm hældigviis for hans Helbred, nødt til at være hjemme en Tid. Saa snart det lod sig gjøre reiste han uafbrudt, til han de sidste Dage i August drog afsted til Chicago. Den Aften jeg væntede ham tilbage, sændte jeg da Vognen en 4 Miils Vei hen for at møde Diligencen, der pleide at komme Klokken 5 omtrent. Den blev 6–7 og 8, og Henriette og Lina, der havde faaet Lov at være oppe, begyndte at nikke og opgive Haabet om at faa see Papa den Aften, da vi endelig hørte en Vogn, men blev meget forundrede ved kun at finde Mons, med Besked at Præsten nok var med Diligencen, men han havde stort Selskab med, hvem vidste Mons ikke – hvorfor Vilhelm skulde kjøre dem lige hertil, de vilde strax være her. Jeg havde heller ikke føre faaet mere The paa Kanden, før vi hørte dem og foruden Vilhelm kom nu Fru Linka Preus med sine 3 Børn og Pige. Dette var en meget Behagelig Overraskelse for mig, og for Børnene ligesaa. Friske og flinke vare baade de og Vilhelm efter Reisen. Jeg skulde ønske du kunde seet, hvad vi saa med det samme de kom den Aften. Vores Nabo havde tærsket og slukket Ild paa en stor Halmhoug lige bagenfor vores Lund. Himmelen var mørk og blytung, og en saa magisk deilig Belysning som denne Ild kastede over Skovene, har jeg aldrig seet.

Nu skal du ogsaa høre hvordan det gik mig med Mad i den Tid, det er et Exempel paa hvorledes det ofte har gaaet os. Samme dag, jeg fik dette uvæntede Besøg, Lørdag, havde vi faaet Bud om at Tærskemaskinen kom Mandag. En røget Skinke var al den Mad jeg havde i Huset, naar jeg undtager at jeg havde Kyllinger i Beredskab til Søndag Middag; dette skulde lidet forslaa til 14 Mand, foruden mine øvrige Gjæster. Jeg havde ingen Penge havt, kunde derfor ingenting gjøre før Vilhelm kom hjem igjen. Paa Credit tager vi ikke naar det paa nogen maade lader sig undgaa. Nu, Søndag Morgen, blev jeg kaldt ud i Kjøkkenet og fandt der en Man der var kommen langveisfra til Kirke og havde med til os et meget stort stykke nyslagtet Oxekjød. Nu vare vi hjulpne og godt forsynede og havde kun at bage de fornødne Kager til Tærkerne som vi kun beholdt i 2 Dage, da Veiret var saa smukt. Tirsdag havde en Konfirmand en stor Shanghai Hane med sig. Et Par Dage efter fik vi en Ribbensteg og Svinerygg forærede. Vilhelm var næsten ikke hjemme i den Tid, Fru Preus var her, da han kom fra Painted Creek, var en Ret salt Fisk igjen alt hvad vi eiede i Huset, men saa kommer Vilhelm med et heelt stort Faar, foruden et Stykke nykjærnet Smør, Foræring fra en Mand fra Painted Creek, saaledes gaaer det meget ofte og ikke nok hermed dennegang; samme Dag, vore Gjæster havde forlat os, kom vores Nabokone, Eli Sørland, op med et halvt Faar, hun blev ganske lang i Ansiktet da hun hørte de Fremmede var reist.

Jeg troede det vilde more dig at høre dette ellers skulde jeg ikke have været saa omstændelig. Det var meget knapt for Penge i den Tid, som du vil kunde forstaa, Folk har ingenting førend de faaer tersket – og den Tid af Sommeren pleie vi at kjøbe Kød og Fisk af og til, da Flesket gjærne er forbi og en liden Afvæxling da ogsaa tiltrængs. Vilhelm var, som sagt, næppe hjemme medens vore Gjæster var her, saa vil tilbragte Tiden i Ro, spadserede meget flittig, plukkede Nødder, hvoraf her var en Mængde. De spidste op hele mit Vinterforraad, saa vi maatte ud efter nytt, bægge Fruene med den hele Børneflok og Børnepigerne. Fru Preus havde maaske blevet her længere end den Maaned, Frøken Neuberg,Frøken Neuberg] en av søstrene til Karen Randine Neuberg som var gift med Laur (Peter Laurentius) Larsen (1833–1915) Fru LarsensFru Larsens] Karen Randine Neuberg, gift med Laur (Peter Laurentius) Larsen (1833–1915) Søster, styrede Huset for Preus i den Tid, dersom hendes Brev var kommen (sic) frem til rette Tid, men Preus var pludselig bleven kaldt i Sognebud til Presten StubPresten Stub] Hans Andreas Stub (1822–1907) var prest i Coon Prairie fra 1855 til 1861. Han var en av de seks som stifta Den norske synode i 1853. Fra 1865 til 1891 prest i Big Canoe menighet i Iowa (Norlie 1914, 97). der har været dødssyg; han var i Bedring efter hvad vi sidst hørte, men hans Helbred er meget svag og hans Kald altfor vidløftig, da han jo ogsaa har Præsteløse Menigheder at betjene. Preus kom lige hertil fra Stub for at hænte sin Familie og traf ganske tilfældigviis Vilhelm hjemme den Aften, han kom. Vilhelm havde gjort en stor Krog for dog at kunde være hjemme en Aften og fik det arangeret saa han kunde blive hjemme de Par Dage, Preus kunde afsee før deres Afreise. –

Vilhelm kom da ikke til St Louis til den store «allgemeine Synode» hvor til jeg troer de Fleste af Præsterne reiste. Det havde været en interessant og Lærerig Anledning at kunnet benytte sig af, men baade Tid og Penge manglede.

Denne Sommer har været meget behagelig, ogsaa med Hensyn til Veiret; medens I hjemme har havt det fugtigt og kjøligt, har vi fremdeles den samme Tørke, saa de fleste Brønde og mange Kilder ere tørre og vi har i 7 Maaneder kjørt Vand til stor Heft for Gut og Stude, skjøndt det ikke er lang Vei da vore Naboer er rigelig forsynet med deilige Kilder. Tørken har her dog ikke været noget mod hvad Avisene berette fra andre Kanter af Landet. Høsten har været meget rig, vi har iaar faaet 55 Tønder Hvede, 74 Tønder Havre, 80 Tønder Mais og 36 Tønder Potes. Men Arbeidslønnen er her saa høi, at dette kun dækker Gaardens Udgifter og betaler Guttens Løn, hvad der saa er til overs til Husets Forbrug, er kun meget lidet.

Den 27de October. Jeg slutter dette under en Lur, Pigen bysser for Ahlert og Henriette og Lina for deres Dukker. Vi har idag den første dags Slud og Regn og maa vel nu ansee Indian Sommeren som forbi. Vilhelm skulde i Morgen prædike i Decorah, men er blevn saa forkjølet og hæs at dersom ikke Honningen vil hjælpe ham, vil han vel næppe kunde prædike i Morgen, jeg haaber dog det snart vil gaa over, han har netop nu saa mange Reiser og tilsagte Forretninger. Ahlert er ogsaa blevet lidt Forkjølet og er meget glad i denne «Dronningen», saa kalder han Honning. Det er nogle snilde Folk som har forsynet os dermed.

Hvordan er det med ‹Baltazer› Wright? Gud styrke Foreldrene! Hils dem venligst fra mig. Hvordan er det med Carithe Lieungh? Lev vel kjære Moder, Gud give du maa være frisk og vel. Mange Hilsener fra Vilhelm og Børnene.

Din Leis.Leis] Elisabeths kallenavn i familien

Elisabeth Korens brev utgjør en viktig del av det vi betegner som «Amerikabrev». Det er den største enkeltsamling av slike brev vi har etter en norsk innvandrer i USA.

Om Elisabeth Koren

Elisabeth Koren er i dag mest kjent for sin dagbok, som hun skrev fra utreisen og de første årene i USA. Hun var en flittig brevskriver og brevene hennes er en viktig kilde til immigrantliv og kvinneliv fra 1850-tallet og framover, men også til norsk-amerikansk kirkehistorie.

Les mer..