Little Iowa Præstegaard,
12te Februar, 1867
Min kjære Fader!Fader] Ahlert Hysing (1793–1879)
Du ved at du efter vores Overenskomst, ikke maa være ængstelig om det gaar lidt længere Tid hen end sædvanlig før du faar Brev. Dennegang er det da heller ingenting som staar paa; ingen Pige og en Sti paa øiet, er fornemste Grund; for Stier har jeg nu længe været fri og denne var en ganske almindelig en, men langvarig, og det er nu godt. Vi er ellers allesammen friske, Gud ske Lov! Det nye Aar begyndte med en almindelig Forkjølelse over det hele Huus, som dog snart gav sig, ellers har alt været godt med Undtagelse af at vores Pige laa flere Uger syg.
I Julen havde vi et forfærdeligt Føre, haardt og knudret – Barfrost – med stærk Kulde, ondt for dem der maatte reise og VilhelmVilhelm] (Ulrik) Vilhelm Koren (1826–1910), Elisabeths ektemann var ualmindelig meget borte, da han mellem Jul og Nytaar var ved Little Turkey. Juleaften gik meget hyggelig, som sædvanlig. Dagen før kom en af Gutterne fra Colleget travende med vores Juletræ, en stor, frisk Pine, paa Ryggen, det er saa meget morsommere naar jeg kan faa et Træ. Lille VilhelmLille Vilhelm] Vilhelm Koren (1864–1937), Elisabeths sjette barn var henrykt og vores største Fornøielse at see paa, han sang Julesalmen med saa godt han kunde og faldt saa i Søvn med sin Hest og Vogn i Haanden, PaulPaul] Paul Koren (1863–1944), Elisabeths femte barn med sin «Pelial» (Penal); her var 2 af Collegegutterne i Julen og naar jeg undtage at vi alle sammen en Dag besøgte den Familie vi boede hos da vi først kom hid, som nu har et stort stadseligt Hus, saa saae vi ikke et Menneske i Julen, som rimelig var i saadandt Føre og Børnene gik glip af den Glæde at være med, naar det store Juletræ nede paa College skulde ribbes.
Jeg undres paa om midt sidste Brev kom frem til Juul, det blev nu liggende flere Dage i Decorah, fordi den, der bragte det paa Posthuset, tog det tilbage da han syntest, det var for galt at betale dobbelt Porto for det enkelte Brev, de er saa lunede der og sligt Ustel ofte. Vilhelm var vist i Kirkeraadsmøde hos Brandts,Brandts] Nils Olsen Brandt (1824–1921), fra Valdres, var den første norske presten vestafor Mississippi. Han utvandra i 1851 og var en av de seks prestene som stifta Den norske synode. Han ble seinere (fra 1865 til 1882) lærer ved Luther College i Decorah. de Dage, jeg skrev hjem, da det var endt, kom han og OttesenOttesen] Jakob Aall Ottesen (1825–1904), prest i Koshkonong fra 1860 til 1891 (Norlie 1914, 99) op en Dag og tog Lørdag, Henriette,Henriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeths første barn Lina,Lina] Caroline Mathilde Koren, gift Naeseth, (1857–1945), Elisabeths andre barn og mig med til Decorah hvor Magelsen, som efter Koren var i New York, skulde ordineres for at betjene Preus’s Menigheder,Preus’s Menigheder] Herman Amberg Preus (1825–1894), prest i Spring Prairie medens han er i Norge. Stakkels Magelsen vilde saa gjærne fortsat sin Studier i St Louis, nu skal det ske naar Preus kommer igjen, bliver det kun saa af. Det er et elskværdigt Menneske.
Den Tour til Decorah blev mig mindeværdig. Det blev et pludseligt Omslag i Veiret med Storm og Kulde, saa det ikke var at tænke paa at komme hjem Søndag Aften, og jeg var ilde tilfreds med at være saa længe fra lille Vilhelm, som jeg ikke havde været fra siden han var syg, Mandag kom vi da hjem og fant alt vel, men det var en forfærdelig Kjøretour, vi var næsten 4 Timer om den Vei (en norsk Mil) og jeg maatte gaa lange Stykker, saa rystede Vognen. Siden har jeg ikke været i Decorah; vi har dog ellers en Tid havt deiligt Føre og deiligt Veir, saa jeg oftere har faaet smaa Kjøretoure; for det meste den hele Familie paa Langslæden. Fatter og Mutter i Spidsen med deres Buffaloskind, AhlertAhlert] Ahlert Hysing Koren (1859–1901), Elisabeths tredje barn og JohanJohan] Bøycke Johan Rulffs Koren (1861–1923), Elisabeths fjerde barn med sine Saueskind bagers, disse 2 snart oppe i Slæden, snart løbende bagefter, snart paa Meierne, saa TanteTante] trolig Henriette Landmark og Smaapigerne i Midten med WillieWillie] kallenavn for sønnen Vilhelm uafladelig pludrende og Paul ganske taus, men med sit runde Fjæs saa utrolig blidt, dertil gode norske Dombjælder, som nu næsten alle Folk har, da der er indført en Mængde fra Norge til Decorah – og saa gaar det lystigt afsted.
Den mindeværdigste Tour var vist Linas Gebursdag den 21de Januar, et saadant Veir findes ikke ofte, og da vi saa kom hjem, stod Kaffeen paa Bordet, med Kage, som Lina selv havde bagt. Nu er Lina alt 10 Aar, jeg synes ikke det er længe siden jeg gik med den lille blege Tingen, paa Armene – hun er nu ligesaa høi som Henriette, da hun var 10 Aar og halv fornærmet over at ingen taler om at hun er høi, men alle om Henriette, det kommer vel af at hun er spæd, og har Lange LiriLange Liri] trolig kallenavn for Henriette ved siden af sig; meget mulig at hun bliver høiere end Henriette, der vist kommer til at standse tidlig i Voxten, da hun tillige bliver saa bredskuldret og stærk at see til, medens Lina seer ud til mere at skulle ligne Tante Lina hjemme. Lina er en sød Pige, lidt grined sommetider, hvori hun vist ligner sin Mama, som vist ogsaa var adskillig grætten. Hun er mærkværdig taalmodig med sine Brødre, som derfor ogsaa altid tyer til hende i sine Sorger, hun er saa utrættelig i at høre Ahlert i hans Lextier og minde ham om at læse, men Johan giver hun op, han har endnu ikke lært at læse udenad efter en Bog, og da er det ikke saa greit, aller helst da Johan strax synes han kan sine Ting perfect. Lina og Ahlert holde meget sammen og more sig godt ved at lege sammen, medens Henriette ikke bryder sig om Leg i Almindelighed. Jeg vilde gjærne hun ikke skulde blive saa tidlig voxen, som det nu seer ud til.
Jeg er glad saalænge jeg kan læse hver Dag med Børnene, der var nu igjen en lang Stands medens vi ingen Pige havde, Smaapigerne har saadan Lyst og Ahlert kommer sig godt. Foruden at jeg synes det er morsomt at læse med dem, er det en god Ro at sidde der oppe hele Formiddagen og naar Paul og Vilhelm er alene især, lege de saa pent sammen, saa det er en Lise paa alle Kanter at Flokken er adskilt en Tid af Dagen. Naar Paul, som fremdeles ofte hænder, har været uskikkelig gaar han saa ofte hen til Vilhelm, lægge Hovudet op til ham, og spørger saa sørgmodig: «Er du ogsaa von paa Paul, Willie»?Willie] kallenavn for sønnen Vilhelm Denne trøster han altid paa bedste Maade: «Kom Palle min» og tager ham om Halsen og lægger sin lille Kind saa fast ind til Pauls.
Hvor det vilde more dig kjære Fader, at see disse 4 Gutterne, som de sidder her paa Gulvet, allesammen ivrig beskjæftiget. Ahlert som netop er kommen ind efter at have læst sine Lextier, har været saa hældig at finde et gammelt Hammerhoved, som han nu arbeider Skaft til, saa skal naturligvis Vilhelm, alles Kjæledægge, have den. Han sidder ogsaa meget forvæntningsfuld og pludrer. Johan bygger «Ruiner» med sine Blokker og Herr Palle spikker Hammerskafter. Vi har nu Taage, stærkt Tøveir, og frygteligt Føre, saa Gutterne har ikke kunnet være meget ude. Jeg undres hvordan Vilhelm kommer hjem paa Fredag. Han er i disse Dage i Decorah i Præstemøde og har været borte næsten hver eneste Dag i de sidste Uger, Gudstjeneste – Menighedsmøder ved alle Kirker, Sygebesøg med mere. Det kommer vel endnu at vare en Tid, og saa kommer Altergangen, maa han kun vedblive at være frisk saa.
Han har mange ærgrelser af Herr Krognæs’s Avisskriverier. Jeg læser ikke et eneste Ord længer af dette Avisskriveri, allermindst dette Augustana Røre, hvorfor kan ikke alle Mennesker, møde vore Præster og forhandle med dem, istedefor at gaa frem paa denne Maade? Da læser jeg heller om Slaveriet, kjed og lei som jeg er deraf, endnu er der af og til lange Opsatser, jeg haabede de skulde være endt nu, som ClausenClausen] Claus Lauritz Clausen (1820–1892), prest i St. Ansgar, lenger vest i Iowa (Norlie 1914, 95) er reist, men nei; blant andre opvarter Herr Winsløw (dansk) med sine forskruede halv og helgale Skriverier. Clausen er reist til Danmark, til Norge med, siges der, jeg haaber det ikke betyder noget leit hvis saa er. Hører du noget om Preus? Han er vel nu paa Fredrikshald. Det har moret mig meget at faa LaurvigLaurvig] Larvik og Havegruppen. Du er saa udmærket god kjære Fader, «Nei hvor pen Bestepapa er», siger Børnene. Ja du seer mærkværdig godt ud. Gud bevare fremdeles din Helbred!
Hils ThomThom] Thomas Fasting Hysing (1838–1922), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 189) meget, maatte han nu læse med Held. Kjærlig Hilsen til StinStin] Johan Augustinus Hysing (1834–1888), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 188–189) og Mally,Mally] Mariane Lassen (1834–1888), gift 1864 med Elisabeths bror Stin (Johnson 1941, I, 188–189) hvor skal de hen til Vaaren? Nu skal jeg faa Ibsens «Brand» laant fra Brandts snart. Hvad kan være Grunden til at Emigranterne reiser saa tankeløse herover nu, mere end før. Det er fælt hvilken Elendighed skildres at være blandt mange. Jeg sænder rimeligvis dette Brev før Vilhelm kommer hjem, jeg sænder dig ogsaa en Fotografi af ham i Præstekjole, Moer sagde I ligte den godt. «Skriver du til Bedstepapa» spørger Børnene. «Vil du hilse fra mig, og fra mig med»? «Fa mig hilse Bettepapa», sige lille Vilhelm. «Vil du sige jeg er snil?» spørger Paul. Gid jeg kunde sænde dem til dig.
Din hengivende Datter Leis.
Henriette og Lina vilde gjærne faa skrive, men Brevet bliver for tygt.
Den 19de Februar, 1867
Kjære Moder!Moder] stemora Elisabeth Frechland (1810–?). Mor til Elisabeth, Caroline Mathilde Koren (1801–1840), døde i 1840, da Elisabeth var åtte år.
Jeg maa nok skrive tæt og fint skal dette Brev ikke blive for tykt seer jeg, viste jeg kun om det ikke generer dig at læse det, af Frygt derfor tog jeg mit bedste Papir til Fader,Fader] Ahlert Hysing (1793–1879) men det er for tykt. Fortæl mig det næste Gang. Mange Tak for dit sidste Brev! Gud ske Tak ChristianesChristianes] Christiane Koren Hysing (1826–1880), Elisabeths eldste søster (Johnson 1941, I, 188) Sygelighed var saa godt som over, maatte nu du slippe let med alle Vaarulemper, naar dette naar dig, har vi jo snart Vaar, hvor hurtigt det gaar! Det er vel rimeligt at I faar det næste Brev fra VilhelmVilhelm] (Ulrik) Vilhelm Koren (1826–1910), Elisabeths ektemann og med Guds Hjælp med ligesaa gode Efterretninger fra miggode Efterretninger fra mig] Elisabeth venta sitt sjuende barn i mars nu, som før har været Tilfelde. Jeg er nok saa frisk, men orker ingenting og taaler saalidet at gaa, saa det ofte er smaat med den Motion, jeg faar, det bedste var at kjøre paa godt Føre, men nu er det igjen forbi, og Hestene desuden som oftest borte med Vilhelm.
Jeg tænker Nattevaagen og Anstrængelse ved Vilhelms Sygdom og lange Svagelighed har bidraget en Deel til at jeg nu er saa ofte træt og taaler saa lidet. Du maa ikke tro at jeg anstrænger mig mere end jeg burde fordi vi igjen en Tid ingen Pige har havt. Naar TanteTante] trolig Henriette Landmark er frisk, hvilket heldigvis var Tilfælde i den Tid, saa gjør hun og Confirmandpigen det Meste og alle ikke absolut nødvendige Arbeider maa sættes tilside, jeg mærker ogsaa Smaapigerne blive store, de to strøg ganske alene en meget stor 2 Uges Vadsk, det vil ikke sige lidet her, hvor hvert et Stykke bliver strøget og ganske upaaklageligt var deres Arbeide udført. Hvor ofte vi ligesiden Tante kom, har havt Uheld med Piger, næsten altid ved Sygdom saa de har maattet reise i Utide og vi dels ingen kunnet faa, dels kun for en kort Tid; det er meget ondt, især hvor Husstellet er indrettet som her og det Værste [er] at jeg ikke da kan læse med Børnene; men jeg maa være glad at jeg blev sparet denslags Ulæmper, før Tante kom. Hun er meget snil og ufortrøden, jeg troer ikke mange saa godt vilde finde i saadant, hun synes ikke det er kjedeligt at udrette Pigerabeidet for en Tid, men trættes og kjedes naturligvis naar det gaar for ofte paa.
Altid naar vi i den senere Tid har tænkt: «Ja, nu kan vi maaske faa lit bedre Tid baade til at læse og forskjællige Arbeider, hvortil vi kunde have Lyst», er der kommet noget i Veien med Pigen. Jeg forundrer mig over at Tante med sit af Naturen utaalmodige Sind endnu er her, mange Ting kunde for længe siden gjort hende kjed deraf. Jeg har ikke hørt hun har andre Planer nu, engang havde hun forskjellige, især ønskede hun at lære engelsk, men det blev ikke stort dermed da hun var herfra nogle Maaneder for et Par Aar siden. Hun har megen hygge af StubsStubs] Hans Andreas Stub (1822–1907) var prest i Coon Prairie fra 1855 til 1861. Han var en av de seks som stifta Den norske synode i 1853. Fra 1865 til 1891 prest i Big Canoe menighet i Iowa (Norlie 1914, 97). Lærerinde, baade ved Samvær og Correspondence, ligesaa af Frøken Jensen.Frøken Jensen] Andrea Serene Jensen? Søster til presten Nils Edward Schancke Jensen (1824–1875). Han utvandra i 1859 og ble prest i Rushford, Minnesota, ikke langt fra Decorah (Norlie 1914, 104). Vi var saa glad i den Pige vi fik i September, hun var saa udmærket snil og forekommende, villig og lærelysten, saa jeg glædede mig ved at skulde beholde hende til Harvesten, maaske var hun ogsaa kommen igjen efter den Tid. Nu er det uvist om hun bliver stærk nok til at tage vores store Vadsk. Hun var først syg en kort Tid før Jul, var saa hjemme i Julen nogle Dage, blev syg Dagen efter hun kom hertil igjen, og laa omtrent 3 Uger. Det var ondt for Brystet og Rheumatisme; for tidlig Slid og Slæv, mente Doktoren.
Først over en Maaned efter fik vi en ganske ung Pige i 2 Uger, og var langt om længe saa heldig at faa et Menneske til at vadske et Par Dage. Igaar fik vi en Pige for hvor længe ved jeg ikke, og heller ikke om hun er det mindste flink, bedre end ingenting haaber jeg, men jeg kunde behøve en flink nu snart. Den som har været syg skal nu hjem, hun har været her og hjulpet mig med lidt Søm og passet de Smaa medens jeg læser med de Store.
Nu maa du høre lidt om lille Vilhelm,lille Vilhelm] Vilhelm Koren (1864–1937), Elisabeths sjette barn frisk er han Gud ske Lov! og tiltager synlig i Kræfter, Dr. Collet undersøgte ham og mente at Hoftescenerne var lidt slappe, mest paa høire Side, hvilket Been ogsaa er omtrent en ¼ Tomme længere end det venstre. Collet vilde ikke vi nu skulde gjøre noget ved ham. Undertiden synes det næsten ikke at han halter, men naar han gaar meget hurtigt, springe kan han ikke endnu, eller blive træt, er det tydeligt nok. Han begyndte ogsaa at vrikke indad med Ankelen, paa den stærke Fod, det skulde jeg heller ingenting gjøre ved uden lade ham gaa med Sokker en Tid, det seer ogsaa ud til at give sig. Collet sagde bestemt at han ikke havde havt Nærvefeber, da jeg beskrev hans Sygdom. Jeg vilde ønske jeg vidste om jeg burde lide paa den Doctor. Mon Svoger Hansteen kjender ham? I Norge kaldte han sig Pettersen, men antog her Navnet Collet, som nok var i Familien, for at være lettere kjendt. Saa har jeg hørt han sagde ogsaa til Vilhelm at han ikke har sin fulde Examen, saa han i Norge ikke kan faa Kongelig Ansættelse. Han har reist saa meget og har derfor liden Praxis om han end kan have gode Kundskaber. Spørg HansteenHansteen] legen Johannes Hansteen (1831–1906), gift med Elisabeths søster Marie juli 1866 hvad han troer om lille Vilhelm. Det vilde være leit om den livlige Gutten skulde blive halt. Du skulde see hvor sød han er nu, han har faaet paa sig en lodden Hue, som klæder han udmærket og siger God Dag og Go-vel. Vilhelm kan aldri komme ind i Stuen uden at han maa tage ham og lige med ham. Kjærligheden er stor fra begges Sider.
Hvordan gaar det med Marie?Marie] Christine Marie Cappelen Hysing (1836–1867), Elisabeths søster (Johnson 1941, I, 188–189) Stakkels hende, skal der følge saa megen Skranten med, det pleier nu i Almindelighed give sig om en Tid. Er hendes Humeur daarligt? Hils hende kjærligt og Hansteen med. Hvis Gud nu af sin Naade lader alt gaa godt, hvilken Glæde det da vil blive, det er saa underligt at tænke paa. Jeg ønske Gud ogsaa vilde give StinStin] Johan Augustinus Hysing (1834–1888), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 188–189) og MallyMally] Mariane Lassen (1834–1888), gift 1864 med Elisabeths bror Stin (Johnson 1941, I, 188–189) Børn. At de eneste Børnebørn skal være her! Nu faar jeg gaa ud og røre lidt paa mig. Skrivning trætter mig saa. Mange Dage kommer jeg ikke længer end omkring ude i Gaarden og morer mig med at see paa de nydelige smaa Lam, Kalve og andre Smaaskabninger. Endnu morsommere er det at see Gutterne ride paa Ponien. Ved Juletider kjøbte Vilhelm en veritabel, bitte liden Indianer Pony til Ridehest for Børnene. Det er sjælden jeg opmuntrer til at kjøbe noget, men dennegang gjorde jeg det, jeg har altid ønsket, de kunde faa ride her, hvor der hverken er Fjælde eller Vand til at hjælpe dem at blive lidt udrætte. Det har oftere været mildt nok til at ride, AhlertAhlert] Ahlert Hysing Koren (1859–1901), Elisabeths tredje barn er flink, JohanJohan] Bøycke Johan Rulffs Koren (1861–1923), Elisabeths fjerde barn ogsaa, lille WillieWillie] kallenavn for sønnen Vilhelm har ogsaa været paa «Panas» som han kalder den, den blev først meget høitideligt kaldet «Nebraska». Den morsomste er tykke Paul,Paul] Paul Koren (1863–1944), Elisabeths femte barn som sidder nok saa strunk, med sine korte Ben ret ud, han maa nu have En til at leie Hesten. Endnu større bliver vel Gleden over «Panas» naar den til Vaaren faar Føl. Da skal ogsaa HenrietteHenriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeths første barn og LinaLina] Caroline Mathilde Koren, gift Naeseth, (1857–1945), Elisabeths andre barn ride flittig.
Jeg spurgte Dr. Collet om jeg skulde gjøre noget ved Henriettes Hovedpine, og ender snart hist, snart her, han mente nei, at det vilde give sig om et Aar eller 2, hun bliver snarere bedre og sikkert stærkere. Lina begynder ogsaa at klage over Stik og Sting her og der, som vel alle der voxer stærkt. Vi har havt det saa godt med Melk i Vinter, godt for alle, især lille Vilhelm, Lina og Tante. Blandt andre Foræringer har vi faaet 8 Kalkuner, levende og døde. Ja det var morsomt at faa Havegruppen, men du, Stin og Marie var rigtig uhældige. Det var morsomt at see paa Hansteen. Det var ikke hyggeligt at høre hvad du skrev om Treschows. Hils meget alle Venner. Gratuler Adolf, gid det maa blive et lykkelig Egteskab. Hilsner mangfoldig fra Vilhelm og alle Børnene.
Din LeisLeis] Elisabeths kallenavn i familien
Little Iowa Præstegaard,
22de Mai, 1867
Min kjære Fader!Fader] Ahlert Hysing (1793–1879)
Alt er Gud ske Lov! vel her. Det er det Første jeg vil sige dig, for det er ikke frit for at jeg ankeranker] angrer paa at jeg ikke har sændt dig idetmindste nogle Linier, eller ladet HenrietteHenriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeths første barn skrive, siden jeg ikke selv kunde skrive mine sædvanlige Breve. Saa flink var jeg de første 14 Dage efter lille Søsters Fødsel,lille Søsters Fødsel] Elisabeth Koren (1867–1914), Elisabeths sjuende barn, født 30. mars 1867 men Onsdag før Paaske blev jeg syg, jeg maa formodentlig have forkjølet mig, jeg havde Feber og alminderligt Ildebefindende en 8 Dagers Tid, men var dog oppe fordetmeste og kunde ogsaa paa en Maade passe «lille Søster» men det tog paa Kræfterne, denne Sygelighed mener jeg, dog fik jeg hverken ondt i Benet eller i Brystet, som jeg frygtede. Paaskedag blev lille Søster døbt, (det er den 3die af Børnene som er døbt paa Paaskedagen) og kaldet Elisabeth, hun skal kaldes «Eleis» det er ingen Raad for det, VilhelmVilhelm] (Ulrik) Vilhelm Koren (1826–1910), Elisabeths ektemann vil det, han har nu de sidste Par Gange altid sagt: «Havde det bare været en Pige, skulde hun kaldes op efter dig». Og nu har han faaet det ønske opfyldt.
Jeg er saa glad, kjære Fader, fordi Gud gav os en liden Pige, efter de 4 Gutter og det 4 efter hinanden, ønskede jeg meget at dette maatte være en Pige, alle ere vi glade derfor, og ikke minst Henriette og Lina,Lina] Caroline Mathilde Koren, gift Naeseth, (1857–1945), Elisabeths andre barn som omhyggelig har padset og gjemt bort alt deres Dukkestel til «Søster» skal blive stor nok til at kunde lege med det. Den som var morsomst at lægge mærke til af Børnene de første 8 Dage Søster levede, var Paul.Paul] Paul Koren (1863–1944), Elisabeths femte barn Han var saa forundret og saa sjæleglad. Du skulde seet hvor hans fuldmaane Ansigt lyste hver Gang han kom ind til mig og saa forunderlig stilfærdig og snild som han var, ikke alene medens han var inde i Sovekammeret, men den hele Tid, saa ingen i Huset kjændte Gutten igjen. Han er fremdeles meget indtaget i sin lille Søster, men det ytrer sig ikke længer saa gjennemgripende desværre. Han er ellers snildere nu, hans Hæftighed gaar hurtigere over; mod lille Vilhelmlille Vilhelm] Vilhelm Koren (1864–1937), Elisabeths sjette barn er han altid saa kjærlig, de to er gode Venner, men Vilhelm er ikke altid saa exemplarisk nu længer, som vel rimeligt er og Riset maa frem af og til, men meget deraf taaler han ikke, han har nogle farligt smukke øine den lille Gutten, det er ikke let at straffe ham for han seer saa bønlig og sød ud. Han er fremdeles alles Yndling bare han ikke bliver bortskjæmt. Lille Søster (jeg kommer vist aldrig at kalde henne ved Navn) har ogsaa været syg, stærk Forkjølet, saa vi var ængstelige for hende, nu er hun frisk og rolig igjen. Dette var ogsaa en af Grundene til at det har draget ud med min Skrivning, jeg vil ogsaa nødig sænde Brev naar nogen er syge. –
Nu har vi en stor Flok, det er underlig hvor meget større jeg synes den er blevet siden Søster kom til den – Gud velsigne dem alle sammen og give os Hjælp og Naade til at føre dem til Ham! Dit sidste Brev kjære Fader! fik jeg kort før Paaske, Langfredag, troer jeg, medens jeg var syg. Det var en god Oplevelse, jeg blev først saa ængstelig da jeg synes det kom saa hurtig efter det sidste, men Vilhelm beroligede mig snart med at alt var vel. Jeg gratulerer dig som St. Olafs Ridder, min kjære Fader! Ja, det var en stor Overraskelse, og jeg glæder mig hjærtelig baade derover og over at du har faaet høi Pension; jeg ved nok at du ikke sætter nogen Pris paa Ridderværdigheden, men det er dog glædeligt at see det lange Arbeidet noget paaskjønnet, godt er det ogsaa at see denne Værdighed undertiden komme der, hvor den burde være, det hender vist ikke ofte. I denne Maaned, skulde jo ThomasThomas] Thomas Fasting Hysing (1838–1922), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 189) gaa op til Examen. Gud give det maa gaa godt for ham, og at han, vis det nu ikke gaar godt, ikke maa tabe Modet og du ikke heller tager dig det for nær, min kjære Fader, er Tom flittig og brav, saa hjælper nok Gud ham ogsaa uden en god Examen. Maatte du saa ogsaa faa den glæde at alt maatte gaa godt for MarieMarie] Christine Marie Cappelen Hysing (1836–1867), Elisabeths søster (Johnson 1941, I, 188–189) og du kunde glæde dig over at see Barnebarn! Hils hende kjærligt og Hansteen og Thom og StinStin] Johan Augustinus Hysing (1834–1888), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 188–189) og Mally,Mally] Mariane Lassen (1834–1888), gift 1864 med Elisabeths bror Stin (Johnson 1941, I, 188–189) gid Stin maatte faa en god Ansættelse naar hans nuværende Arbeide er endt.
Jeg længes efter at høre hvor du faar din Bolig naar du maa forlade Herregaarden, er der inten Raad for, maa du virkelig forlade det kjære gamle Hjem? Jeg har altid fundet saadan hygge i, naar jeg gaar her og steller i min Have, i at tænke paa min kjære, kjære Fader gaaende og arbeide i Haven hjemme og paa den Tid da vi som Smaa hjalp dig med vor Trillebør og den Tid jeg pleiede at tilsaae Urtesengene for dig. Nu er alt dette saa vemodigt at tænke paa og jeg kan kun bede Gud give dig et godt nyt Hjem og gjøre Savnet let for dig. Og saa er jeg glad fordi du finder dig tilfreds efter at have faaet din Afsked.
Vilhelm er i disse Dage i Clermont, en af hans gamle Menigheder for sammen med Hjort,Hjort] presten Ove Jakob Hjorth (1827–1879) deres nuværende Præst, at søge at orndne en Deling af hans Kald, som da skulde forenes med en af Korens Menigheder, Stavangersettlementet, og kalde egen Præst, men Vilhelms Menighed vil nok nødig gaa ind derpaa, jeg skulde være glad om det blev saa, Vilhelm fik da en Reise mindre og vi oftere Gudstjeneste. Snart maa vel ogsaa Little Turkey Menighed faa sig en egen Præst, da vilde Vilhelm kun have 3 Kirker igjen og med Tiden maa vel ogsaa de skildes, det vilde falde ham haardt er jeg vis paa at maatte give slip paa Calmar Menighed. Det er en liden Perlemenighed i alle Maader. Nu lakker det til Synoden som iaar skal holdes paa Koshconong hos Ottesen,Ottesen] Jakob Aall Ottesen (1825–1904), prest i Koshkonong fra 1860 til 1891 (Norlie 1914, 99) maatte den blive hyggelig og fri for formeget Strid og Kamp, som her har været saa meget af.
Jeg haaber Herr Krognæs ikke lader høre mere fra sig nu, det synes aabenbart nok nu, hva Slags Menneske det er. Jeg tænke PreusPreus] Herman Amberg Preus (1825–1894), utvandra i 1851 og var en av de seks prestene som stifta Den norske synoden. Prest i Spring Prairie. Leder for synoden fra 1862 til han døde i 1894 (Norlie 1914, 98). synes det er ondt at han ikke er her og kan hjælpe i al den Strid og Møie her har været, han længes meget hertilbage, det samme gjør Børnene, vi havde Brev fra dem igaar. Preus skriver at det er enormt hvor uvidende man hjemme er om vore herværende kirkelige Forholde, hvilke skjæve Domme der, som Følge deraf fældes; han arbeide paa et Foredrag over Kirkeforholdende her, gid det maatte lykkes ham at greie det lidt for dem, der har Interesse derfor. Med de Kirkelige Forholde i Norge er han misfornøiet, men han er ogsaa kommet paa en af de værste Steder, i Fredrikshald er der saa mange Grundtvigianere, i Christiania seer og hører han vel alleslags. Der er saa mange Seminarister, som vil herover og studere i St Louis, saa de have at være forsigtige og kan naturligvis kun hjælpe dem som er særdeles begavet og godt anbefalet. Til Lærere ved College havde der ogsaa meldt sig 5, men næppe mere end en af dem vilde kunde bruges her. Ligesaa kommer der da nogle Candidater, som Præster.
Vilhelm kom vel hjem igaar fra Clermont, med god Apetit efter at have redet omtrent 3 norske Mil og meget misfornøiet med Udfaldet af sin Reise, de var saa ugreie, stive og uenige saa det var fælt synes de Folk, som var med fra Stavangersetlementet. Mange Hilsener fra Vilhelm, han er nu i Kirken med Confirmandene, og da det er Altergangtiden nu, er han meget lidet hjemme. Jeg er glad vi har faaet Synnøve Lommen, den Pige som har været her engang for 3–4 Aar siden, til at læse engelsk med de 4 ældste Børn, saa regner og skriver hun ogsaa med dem. De har allesammen let nok for at læse Sproget, men med JohansJohans] Bøycke Johan Rulffs Koren (1861–1923), Elisabeths fjerde barn Lyst er det ikke synderlig bevændt, dog gaaer det bedre nu, som han kan læse noget, AhlertAhlert] Ahlert Hysing Koren (1859–1901), Elisabeths tredje barn finder det morsomt. Alle Børnene bede hilse Bedstefader, det er lille Vilhelm, som sænder dig disse pene Blækklatter,Det er små blekk-klatter på flere av sidene i brevet. som Hilsen. Lev vel min kjære Fader. Gud velsigne Dig!
Din hengivende Datter Leis.Leis] Elisabeths kallenavn i familien
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Elisabeth Koren (1832–1918) utvandret til USA med sin mann Vilhelm Koren (1826–1910) høsten 1853. Vilhelm skulle være prest i Iowa for et stort antall norske innvandrere som hadde etablert seg som bønder vest for Mississippi.
Denne samlingen inneholder de 93 bevarte brevene som Elisabeth Koren sendte hjem til familien i Larvik i årene 1859–1867. Gjennom fire av de åtte årene som brevene dekker, raser en grufull borgerkrig. Den slår selvsagt inn her og der, slik spørsmålet om slaveri gjør det, men det er hjemmet, barna, mannens prestegjerning, og familien i Larvik som hun aldri skal se igjen, som fyller alle brevene.
Elisabeth Korens brev utgjør en viktig del av det vi betegner som «Amerikabrev». Det er den største enkeltsamling av slike brev vi har etter en norsk innvandrer i USA.
Elisabeth Koren er i dag mest kjent for sin dagbok, som hun skrev fra utreisen og de første årene i USA. Hun var en flittig brevskriver og brevene hennes er en viktig kilde til immigrantliv og kvinneliv fra 1850-tallet og framover, men også til norsk-amerikansk kirkehistorie.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
