Little Iowa Præstegaard,
den 2den Januar 1861

Kjære Fader!Fader] Ahlert Hysing (1793–1879)

Et glædeligt Nytaar, min kjære Fader! Gud lade det blive godt og velsignet for dig i alle Maader! Maatte vi ogsaa i det modtage saa gode Efterretninger fra dig som i det forløbne. Og saa Tak for det gamle Aar, for alle de Aar der ere hengaaede og Tak for hver Gang du har glædet mig med Brev!

Det er ikke med min gode Villie at jeg har væntet helt til det nye Aar er begyndt, med at skrive hjem. Jeg fik et Stød op under Næglen paa Tommelfingeren, der bragte den til at buldne og i nogen Tid har gjort min høire Haand temmelig ubrugbar, i alfald til at skrive med; nu er den meget bedre og jeg benytter den første Aftenstund, jeg for Haandens skyld kan, til at sænde Hilsen hjem, maatte jeg kun faa Ro dertil, men Børnene ere urolige, de, ja det hele Huus, er saa belaget af Forkjølelse, formodentlig som Følge af pludseligt Omslag fra mild til meget stærk Kulde og saa tilbage til ganske sundt Veir ligesaa hurtigt. LinaLina] Caroline Mathilde Koren, gift Naeseth, (1857–1945), Elisabeths andre barn laa i hele Gaar i meget stærk Feber, saa jeg er ligesaa forundret som glad, over at hun dog idag synes meget bedre, skjøndt Næse og øine rinde uophørlig. Vi har hidtil sluppet saagodt for Forkjølelse denne Vinter, ja for Sygdom i det hele. Naar jeg undtager at AhlertAhlert] Ahlert Hysing Koren (1859–1901), Elisabeths tredje barn af og til ikke har været frisk, han var ganske klein efter at være bleven vaccineret, smagte ikke andet en lidt Melk og Vand i fire Dage, da saa Kopperne begyndte at falde, begyndte han ogsaa at kvikkes igjen, siden havde han et Pust før den sidste øientand brød frem. Det falder mig ind – vil du være saa snild og sænde mig lidt Pionfrø, hvis jeg kan faa det inden Saaetid; er det saa at Kjærnerne ere nyttige for Børnene i Tandperioden, saa vilde jeg gjærne endnu engang prøve at saae dem.

Fra 9⁷de Januar. Der er nu igjen gaaet en Uge hen, hvori jeg ikke har kunnet skrive, jeg har ikke selv været frisk nok dertil og om end det ikke havde været tilfældet, saa havde den almindelige Sygelighed, her har været over alle i Huset, gjort det umuligt for mig. Nu begynder det at gaa over, Gut og Piger ere bedre; HenrietteHenriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeths første barn og Lina ogsaa, men Ahlert, der hitil har staaet sig bedst, er stærkt forkjølet. VilhelmsVilhelms] (Ulrik) Vilhelm Koren (1826–1910), Elisabeths ektemann Forkjølelse brød først rigtig frem efter første Nytaarsdag, men da kom den ogsaa med Kraft, imidlertid er han dog saa meget bedre at han igaar, Helligtrekongersdag, kunde prædike.

Jeg er meget lei over at det varer saa længe dennegang inden I faae Brev, men hvad skulde jeg gjøre? Min Mening havde været at skrive saa Brevet havde været fremme strax efter Nytaar, men deri forhindrede Haanden mig. Gid I ikke maa ængste eder, men leit er det, og i Morgen vænter vi hele Kirkeraadet hertil, saa der vel endnu vil hengaa en Tid før jeg kan faa Brev sændt. Havde kun ikke Vilhelms Tid været saa optaget, saa havde han skrevet, men hans Reiser ere mange, og i Julen har jeg næppe seet ham, han havde i Juletiden 7 Gudstjenester i 10 Dage, og reiste dertil 168 Mile. Vi sukkede efter Snee til Juul og den kom ogsaa Julenat, ellers ved jeg ikke hvorledes det var gaaet Vilhelm.Snee … Vilhelm] Vilhelm trengte sledeføre for å komme fram på kirkebesøk.

Første Juledag var Vilhelm hjemme, men saa saae jeg ham ikke før Nytaarsaften, da fik vi os ogsaa en Kjøretour, jeg havde ikke været ude om en Dør saagodtsom før i Julen, formedels stygt Veir og slemt Føre. Juleaften havde vi det hyggelig og godt som sedvanlig, Børnene vare lykkelige over Juletræet og de Smaating de fik. Ahlert frydede sig nok mest over de æbler og Bonbons han saa hænge paa Træet, han forsikrede at «han var saa ræd», da han fik sin Svøbe, med Fløite i og især for en Gedebuk; «det er Bukken paa Roggen» forsikrede han og vilde ikke see paa den, den første Times tid. Denne slemme Bukken paa Roggen, (Nabogaarden) har han meget Respect for. Det faldt saa pudsig i Vinter engang, Henriette og Lina hadde nætop læst deres Morgenbøn, da Ahlert sagde han vilde ogsaa læse; jeg havde ikke før forsøgt at lade han gjøre det. Han foldede da Hændene og sagde efter mig «Gud bevare Papa, Mama, Henriette, Lina, Lille Ahlert og Allesammen», men havde ikke før sagt det sidste Ord førend han tilføiede «ikke Bukken paa Roggen». Tænkte den lille Tingen sig virkelig noget herved? Nu har han lært det lille Værs, «Gud Fader os bevare», etc., som han da læser Morgen og Aften. Det er tidligere end de andre begyndte med noget saadant. Naar han faaer sig et stykke Mad om Dagen, pleier han ogsaa at lægge det fra sig, lægge Hændene sammen og læse det han kan af Bordbønnen, før han begynder at spise. I formiddag sagde han til Lina at hun «maatte være ’tille naar Papa læser i Bibelen, Guds Ord ‘taaer i Bibelen». Noget som Ahlert selv forresten har vanskeligt nok for, under Morgenandagten. –

Jeg kommer fra hvad jeg fortalde om Juleaften, men herom er vel ikke stort at sige, den gik hen som de foregaaende, men Undtagelse af at Børnene nu er saa store saa de kunde læse deres Julevers høit for Vilhelm, og Henriette Juleevangeliet. Vil du høre Ahlerts Julevers?: «Her komme dine arme Smaa, til deg o Jesu! vil vi gaa.» Naar jeg læste de Andre deres, kom han hen, lagde sine Hænder sammen paa mit Knæ, saae saa pent op paa mig og sagde: «Ahle’t, ogsaa læse, Mama», og saa læste han da denne Linie.

Gid StinStin] Johan Augustinus Hysing (1834–1888), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 188–189) nu maa have glædet Eder ved at være hjemme denne Juul. Hils ham fra mig, Gud ske Lov at han er frisk og finder sig vel. ThomThom] Thomas Fasting Hysing (1838–1922), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 189) har vel været hjemme, hils og sig ham at havde det ikke været saa vanskelig for mig dennegang, saa havde jeg skrevet selv og takket ham for hans Brev, dem han overraskede mig med 1ste Juledag. Jeg kjændte ikke min kjære Broders Haand, og undrede mig meget paa hvad det var for en «T» i Seglet, da jeg gik hjem fra Kirken hvor jeg fik det. Det var meget morsomt at faa Thoms Brev og see hans Meninger om mange ting, blant annet ogsaa om Professor Larsen.Professor Larsen] Laur (Peter Laurentius) Larsen (1833–1915), først prest i Rush River, Wisconsin, fra 1859 til 1861 professor i teologi ved Concordia Seminary i St. Louis, Missouri. 1861 ble han den første rektor for Luther College i Decorah (Norlie 1914, 102). Vilhelm vilde nok ogsaa lige at Thom skrev af og til, han fik høre mange Ting som interesserede ham. At Thom skriver at han tænker sig Ahlert, som en liden tyk Rullepølse, frydede Henriette og Lina særdeles. Benævnelsen passer ikke saa godt paa han nu længer, men han er fremdeles en ganske solid liden Person. Desto bevægeligere er han bleven, saa snar i alle Vændinger, jeg kunde nok idelig frygte for at han skulde brække Arme og Been. Han kryber fra sin høie Stol op paa Bordet, hopper derfra ned i Sofaen, og inden jeg har faaet ham fat, har han gjæmt sig under Sofaen. Altid finder han paa noget som er Galt og er aldrig gladere end naar Vilhelm vil give sig af med ham. Papa er det først og sidst, derfor er det ogsaa hans stadige Begjæring, naar Vilhelm er hjemme, at maatte gaa «op paa Trapperne» (Studereværelset). Han er morsom den lille Gutten, men en brysom liden Person er det.

Det varede ikke længe før Henriettes Lærelyst indfandt sig igjen, og nu er det denne samme Hængen over Bøgerne, ingenting morede hende saa meget som Læsning, naar hun har læst for mig, syet, strikket eller noget saadan en Stund og hun saa er ferdig og skal læge, kan jeg være vis paa at jeg et øieblik efter finder hende med en Bog i Haanden. Bare hun ikke vil finde sin største Fornøielse i at sluge alt hvad hun kan af Morskabslæsning; hun havde maaske godt af at faa smaa Lectier nu, siden Læselysten er saa stor; jeg vil forsøge. Bibelhistorien er hun glad i og læser den nu høit for mig for anden Gang, ligesaa Catechismen, ellers er det Jensens Læsebog vi bruge; Barfods poetiske LæsebogBarfods poetiske Læsebog] Fredrik Barfod (1811–1896), dansk politiker og forfatter, ga i 1835 ut Poetisk Læsebog for Børn og barnlige Sjæle. og Andersens Eventyr, hører nu til hendes kjæreste Læsning. Det varede ellers længe førend hun fandt smag i Eventyr, det var ligesom hun ikke kunde fatte dem, «Det er jo ikke sandt» indvændte hun bestandig. De Digte, der I sændte os med Larsen fik vi da aldrig, da Vilhelm kom til Præsten Dietrichson,Præsten Dietrichson] Gustav Fredrik Dietrichson (1813–1886), prest i Luther Valley, Wisconsin 1851–1859 hvor de havde beholdt dem, bad de om at maatte faae den til deres Børn, der var saa glade i dem, de vilde forskrive en ny, til os, hed det.

Henriette var lykkelig, kan du tro da hun kunde overraske Vilhelm med en Servietring, som hun selv havde strikket, paa Juletræet. Det var hendes første Haandarbeide. Lina kan Bogstavene, men heller ikke mere, hun læser ellers meget flittig, især sine egne Compositioner, eller ogsaa et Sammensurium af alt hvad hun selv kan af Smaavers eller hører Henriette læse. Her har du en Stump af hvad hun læste for et øieblik siden, og saaledes kan hun sidde Timevis ofte: «Barnets Takkebøn. Nu vil jeg lægge mig, gjemme mig og mine smaa hvide Vinger, der er godt. Har de kald Grød og Melk hos Norge? Lina Koren troer Norge er en Mand. Du seer ud som en Tulipan o.s.v.»

Hjertelig Tak kjære Fader for dine sidste Breve, som vi fik Hellige 3 Kongers Aften, du kan tro det var godt at faae disse, i den Sygelighed her da var i Huset. Børnene hang saa med Fjedrene den Aften. Hverken Hilsener fra Bedstepapa eller Hellige 3 Kongers Lyset, var istand til at kvikke dem. Tak for alt Blomsterfrøet, jeg har vist rundelig af Levkøiefrø. Mon jeg selv skal kunde gaa denne Vaar og saa saae mine Blomsterfrø? Gud give os den Glæde! Han vil gjøre som han finder tjenligst for os. Bed for mig kjære Fader at jeg ogsaa med Tak maa kun tage imod hvad han vil tilskikke os.

Pakken som Larsen havde med kom da tidlig og glædede os; mange Tak for hvad den indeholdt, vi er saa berigede med prægtige strikkede uldne Logger, det er ogsaa noget af det vi har vanskeligst for at faae godt her. Larsens Reise har da ikke havdt noget gundstigt Udfald, ialfald ikke for øieblikket, maaske vil det drage efter, hvis den Interesse der dog syntest at være vagt for Sagen, ikke døer bort. Du kjænder jo Udfaldet ligesaa godt som vi. Den unge Student Bugge skal have Stipendium herfra, til han kan blive færdig og komme hid. Larsens Mening har næppe været den at gjøre det til en Pligt for Theologene at komme herover, men derimod til en Samvittighedssag. Larsen var meget glad ved at komme hertilbage igjen; han fant sig saa ilde ved den Læreforvirring der var hjemme; han stødte an overalt, fandt ingen Enighed; var forskrækket over Professor JohnsonsProfessor Johnsons] Gisle Christian Johnson (1822–1894) Pietisme. MunchMunch] Johan Storm Munch (1827–1908), prest i Wiota og Dodgeville, Wisconsin, 1855–1859. Reiste tilbake til Norge i 1859. klagede han over, han gjør nok hvad han kan for at skade vores Sag. –

Det seer da ikke ud som om denne Sændelse har bragt vores Hjemreise nærmere. Nøden her bliver større og større, nu er ogsaa StubsStubs] Hans Andreas Stub (1822–1907) var prest i Coon Prairie fra 1855 til 1861. Han var en av de seks som stifta Den norske synode i 1853. Fra 1865 til 1891 prest i Big Canoe menighet i Iowa (Norlie 1914, 97). Menigheder uden Præst, da han er alt for svag til at betjæne dem i Vinter, og heraf søge Sekterne at drage sig god Nytte. Det er godt BrandtBrandt] Nils Olsen Brandt (1824–1921), fra Valdres, var den første norske presten vestafor Mississippi. Han utvandra i 1851 og var en av de seks prestene som stifta Den norske synode. Han ble seinere (fra 1865 til 1882) lærer ved Luther College i Decorah. og især Herman PreusHerman Preus] Herman Amberg Preus (1825–1894), utvandra i 1851 og var en av de seks prestene som stifta Den norske synoden. Prest i Spring Prairie. Leder for synoden fra 1862 til han døde i 1894 (Norlie 1914, 98). har en saa udmærket Helbred, ellers kunde de da ikke holde ud det Liv de fører, de reiser endnu mere end Vilhelm og JensenJensen] presten Nils Edward Schancke Jensen (1824–1875). Han utvandra i 1859 og ble prest i Rushford, Minnesota, ikke langt fra Decorah (Norlie 1914, 104). da; maatte kun hans Helbred strekke til; han skal være meget fornøiet med ham. Gid det samme maatte kunde siges om Claussen,Claussen] Fredrik Christian Claussen (1810–1870) hadde vært lærer i Skien før han kom til Spring Grove, Minnesota, som prest i 1857 (Norlie 1914, 102). men det Udtryk om ham passede desværre kun altfor godt. Det er ikke at undres over at Menigheden, endogsaa hans Venner, gjærne vilde have en anden Præst. Der studeres meget paa hvad man skal gjøre med ham. Skolelærer? Capelan hos en af de andre? Kunde han faae en Ansættelse hjemme, betalte de med Fornøielse Reisepengene for ham. Han har for nogen Tid siden faaet sig en Datter. Han var her nede midt i min Julebagning, og det var saa pudsigt at høre gamle Claussen spørge og faa Undervisning af mig om Smaabørnspleie. –

Lammers BekjændelseLammers Bekjændelse] Gustav Adolph Lammers (1802–1878) hadde gått ut av statskirka i 1856, men meldte seg inn igjen i 1860. – ja det var overraskende! Præsterne her, undredes om, Statskirken virkelig vilde optage ham igjen med en saadan Bekjændelse. – Her i Landet seer det da muntert nok udfor Tiden og var vi ikke saa vandt til at see store Ord og liden Virkning, kunde vi vel begynde at ængstes lidt. Tilstanden i Slavestaterne er skrækkelig og har man der en Uven slem nok til at erklære en for Antislaverimand, kan man være glad ved at blive jaget ud af Staten, i stedet for at pidskes eller blive hængt med det samme. Her har vi den imidlertid den ønskeligste Fred og Ro, gid det maa vare ved og Borgerkrigen holdes borte fra Landet!

Er du godt fornøiet med Kirken i dens nye Skikkelse? Nu faaer jeg sige dig Farvel for denne Gang min kjære Fader. Gud velsigne og bevare dig for os! Vilhelm og Børnene sænde dig kjærlige Hilsner og ønsker for det nylig begyndte Aar.

Lev vel, din hengivende Datter
Leis.Leis] Elisabeths kallenavn i familien

Little Iowa Præstegaard
9. januar 1861

Kjære Moder!Moder] stemora Elisabeth Frechland (1810–?). Mor til Elisabeth, Caroline Mathilde Koren (1801–1840), døde i 1840, da Elisabeth var åtte år.

I dette øieblik reiste VilhelmVilhelm] (Ulrik) Vilhelm Koren (1826–1910), Elisabeths ektemann og Præsterne, jeg har netop røddet op efter dem og faaet AhlertAhlert] Ahlert Hysing Koren (1859–1901), Elisabeths tredje barn til at sove og veed du hvad mere jeg har gjort? Gjemt alle de gode Sager som du og de andre nu igjen har glædet mig med. Ja, virkelig fik vi Pakken allerede igaar aftes. Juleaften skrev Professor LarsenProfessor Larsen] Laur (Peter Laurentius) Larsen (1833–1915), først prest i Rush River, Wisconsin, fra 1859 til 1861 professor i teologi ved Concordia Seminary i St. Louis, Missouri. 1861 ble han den første rektor for Luther College i Decorah (Norlie 1914, 102). fra New York til Vilhelm og sagde at Pakken til os laa inden i en Kasse til Herman Preus,Herman Preus] Herman Amberg Preus (1825–1894), utvandra i 1851 og var en av de seks prestene som stifta Den norske synoden. Prest i Spring Prairie. Leder for synoden fra 1862 til han døde i 1894 (Norlie 1914, 98). og dette traf sig jo meget hældig da Preus saa snart efter Nytaar skulde hid. Indeni Larsens Brev var der Brev fra MarieMarie] Christine Marie Cappelen Hysing (1836–1867), Elisabeths søster (Johnson 1941, I, 188–189) tilligemed 2 smukke Kraver; det kom Nytaarsaften; Første Juledag efter endt Gudstjeneste fik jeg TomsToms] Thomas Fasting Hysing (1838–1922), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 189) Brev, og dit og de andre kjære Breve hjemmefra læste jeg ved Skinnet af Helligtrekongerslysene, du seer hvor deilig bequem jeg er blevet, men førend jeg taler mere herom maa jeg sige dig tak for alt godt i det hensvundene Aar, og ønske dig Guds beste Velsignelse i det som nu er begyndt. Maatte ogsaa din Helbred vedblive at gaa fremad! Det at det er saa længe siden jeg skrev hjem gjør mig det ordentlig ganske leit at skrive dennegang, det er ligesom jeg haster saa med at faa Brev afsted at jeg ikke rigtig kan samle og ordne mine Tanker til alt det meget jeg synes, jeg har at skrive om.

Det er kun i Eftermiddag, og morgen Aften, saa vænter jeg mine Gjæster tilbage og at de blive her flere Dage. Jeg skriver ogsaa saa tungt og ustødt, det gjør noget ondt at holde paa Pennen endnu, maatte det kun ikke blive for besværligt at læse. Da jeg sidst skrev hjem, forekom det mig: «Aa det er endnu saa langt frem til den Tid», derfor fortalte jeg dig ikke da, hvad du nu først faaer vide naar Tiden snart er der, at jeg nemlig aller sist i Februar eller først i Marts, atter vænter at faa en Liden. Siger du ikke naar du læser dette som jeg gjørde med et halvt Suk, «For alle de smaae Børn!» Ak ja, jeg syntes nok jeg vilde være saa hjerteglad og taknemlig om Gud kun vilde lade mig beholde de kjære Smaae, han har givet os; men saaledes var det ikke Guds Villie og nu er jeg glad og fornøiet med saaledes som han har gjort det for mig og seer trøstig Tiden imøde. Give Gud at alle maatte have en saa god Helbred, som jeg under saadane Omstændigheder, desværre hvor Faae det vist forholdsvis er. Jeg pleier jo altid være frisk, men dennegang synes jeg, at jeg er endnu mere fri for Smaaupasseligheder og Besværligheder som vel altid følger med. –

Børn er en Guds Gave og Velsignelse, men hvor stort et Ansvar paalægger Han os ikke, ved hver ny Gave! Bed for mig at jeg maa bestræbe alt hvad jeg kan efter at være for dem hvad jeg skulde. Og Gud give Børnene et fromt og blidt Sindelag, det troer jeg dog de har alle, ogsaa Ahlert med sin SmaaHidsighed, er meget blid og strax ferdig med sit «’Nil igjen. Mama kysse Ahlet» eller ogsaa «Onkel Adols» som han til stor Fryd for HenrietteHenriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeths første barn og LinaLina] Caroline Mathilde Koren, gift Naeseth, (1857–1945), Elisabeths andre barn sier istedenfor «Omforladelse».

Men nu til noget Andet, først og fremst til Pakken. Tak og atter Tak fordi du saa kjærligt tænker paa os, gid jeg ogsaa i Gjærningen kunde vise det, men ikke engang et Julebrev dennegang – ikke at tale om Portraiter af Børnene, jeg har ordentlig sørget over at jeg endnu ikke har kunnet faa det ønske opfyldt – Hvorledes kunde I i saa kort en Tid faa saa meget færdigt og det altsammen saa deilig nyttige Ting? Det pene blaa Tørklæde kommer jeg vist strax at tage i Brug, det er saa deilig bekvæmt, jeg har alt prøvet hvor godt og varm det er at gaa med paa Gange og Loft. Jeg er dygtig hæs endnu og maa være forsigtig. De smukke røde skjorter til Børnene var noget Nyt for mig, men prægtige er de i alle Maader. Henriette og Lina kan ikke rigtig finde sig i at de pene Skjorter ikke skal være ovenpaa istedenfor under Kjolen, de har prøvet dem og finder at de tager sig langt bedre ud udenpaa Kjolen. «Disse fine Skjortene hører vel til de røde Trøierne?» mente Birgit, der ikke noksom kan beundre al den Stads og din Kunstfærdighed. Og maa du ikke spinde eller sy, kjære Moder, saa har jeg da faaet nok Beviser for at du kan strikke. At du ikke maa spinde, det er dog vist et stort Savn for dig. Er Frøken Holst saa flink, det er glædeligt; naar du har Anledning, saa hils hende og Fr. ThraneFr. Thrane] Fredrik Thrane, handelsmann i Larvik (jf. Langeland 1953, 391) venligst fra mig. Hvor er Fr. Sofie Thrane?

Men jeg kommer frakommer fra] glemmer alle vore Julegaver. Ahlert sænder Bestemama mange Kys for de pene Strømper og Skjærf, jo jeg kjændte nok Garnet igjen. Han sov alt igaar da vi aabnede Pakken, saa det var først da vi imorges skulde see paa altsammen, at han fik være med og spankulere omkring med sine Presenter paa, mest indtaget var han i Strømperne, han kan bruge dem nu, de er jo lidt store, Ahlert kaller dem Stork Langebeen, han synger saa meget om «Stork, Stork Langebeen med de røde Hoser»«Stork, Stork Langebeen med de røde Hoser»] sang av Bernard Severin Ingemann og havde saa travlt med at løfte sine Klæder op og vise dem til Præsterne. Jeg vilde ønske du kunde see ham saa sød som han nu staaer her; det hænder saa ganske sjælden at jeg, som nu for øieblikket skriver Breve om Dagen, det skeer kun efter at Børnene ere gaaede til Sengs og Ahlert kan ikke rigtig finde sig i at han ikke hele Tiden maa gaa og snakke til og forstyrre mig, som han pleier gjøre, saa nu kommer han hen af og til seer saa leidt paa mig og siger: «Mama min, være hos dig, jeg Mama; Glad i Ahle’t Mama? Tag mig op, faa ‘krive med Gulpen.» Denne Guldpen vil han saa gjærne have Fat i, det er en Foræring til Vilhelm af hans Vært i Chicago under sidste Møde, en ung Bødkermester; Vilhelm igjen har givet den til mig.

Lina er saa indtaget i det lille Blomsterbæger, jeg troer gjærne hun blev siddende med det den hele Dag fik hun Lov; hun sænder saa mange, mange Tak for det, for Brevet og Skjørtet; bare det snart blev Sommer saa skulde det lille Bæger paa alle de peneste og mindre Blomster hun kunde finde, og saa skal det staa saa høit oppe at Ahlert slet ikke kan faa Fat i det; det er en af hendes Sorger at faa sine Ting saalangt bort at Ahlert ikke skal rive dem i Stykker for hende. Jeg trøster hende med at han til Sommeren bliver saa stor at han skjønner bedre og lader saadant være, nu er det ikke saa let en Sag, han kryber op hvor det skal være, og nu er det endnu værre siden han har faaet sig en høi Barnestol, den kryber han baade op og ned af og trækker afsted, naar han vil naae noget høit, reiser sig op i den, gestikulerer og raaber «an dæm» (and then). Det kalder han selv at præke noget han forresten lærte i Høst da Preuses Barn var her. Christian pleiede stille sig op paa en høi Kasse og holde Taler for Smaapigerne og Børnepigerne og disse Taler blev gjærne holdt paa Engelsk, som han kunde tale lidt. Hvor nyttige disse høie Stole ellers er, havde jeg troet de var saa gode, havde jeg vist før faaet mig en, de er jo næsten som en halv Barnepige.

Det var en glæde for Henriette at faa dit Brev kan du nok vide, men hun blev lidt lang i Ansigtet ved Tanken om at hun ikke endnu kan skrive andet end lit Tal og «halve Bogstaver», saa hun ikke selv kan skrive og takke dig. «Naar du skriver og takker fra mig Mama, saa sig at jeg vil være saa flittig til at læse og skrive, saa skal Bedstemama faa Brev», og saa skulde jeg sige at hun kunde nok læse Skrift i Bøger (Spekters Fabler),Spekters Fabler] Otto Speckter var en berømt tysk illustratør. Hans Halvhundrede Fabler for Børn ble oversatt til dansk av Christian Winther i 1834. «men Brevene var ikke saa lette at læse i de». De søde Votter skal blive gode til Vinteren og de røde Strømper, skal Lina faa til Sommeren, de er for smaa til Henriette, der er ikke det Forhold mellom Henriette og Linas Høide som man rimligviis skulde tænke sig og som Fru Jørgensens har tænkt sig ved de smukke smaa Trøier eller hvad skal jeg kalde dem? Jeg er bange Henriette voxer fra den til Sommeren, skjøndt hun kan jo godt bruge den om ogsaa Armene er ganske Korte. Jeg vilde ønske Fru Jørgensen selv kunde see hvor godt de klæder dem. Hvor venligt af hende saaledes at tænke paa mine Smaatuller, jeg haaber at kunde faa skrive til Mariane og selv takke hende, skulde det ikke denne Gang blive mig muligt, saa tak dem saa hjertelig fra mig. Fra Vilhelm skal jeg takke dig mange, mange Gange for Skjærfet, det skal vist komme til god nytte baade Høst og Vaar og Sommer med. Tak for Alenmaal og Lyseprofit,Lyseprofit] et enkelt redskap som man kunne sette en lysestubb i for å få talglyset til å brenne helt ned at jeg skulde faa en saadan hjemmefra. Jeg har saa ofte talt om at prøve at faa mig en gjort i Decorah. Jeg har faaet mig et FyrfadFyrfad] en skål av metall, til bruk innendørs, med et lys under for å holde te eller andre drikke varm ogsaa nu, jeg seer dem aldrig her, dette har en Tydsker gjort. –

Jeg seer overalt noget der minder mig om Eders flid og kjærlige Omtanke for os hjemme, hvor hyggeligt og godt dette er for mig behøver jeg ikke at sige. Jeg er dig og Allesammen hjertelig taknemmelig derfor. Jeg tør nok ikke indlade mig paa at skrive langt Brev naar jeg ogsaa skal faa skrevet til Fader og ChristianeChristiane] Christiane Koren Hysing (1826–1880), Elisabeths eldste søster (Johnson 1941, I, 188) uden at Brevet skal blive liggende forlænge, og endnu har jeg dog hverken takket for eller svaret paa dit Julebrev. Jeg faaer haabe at kunde skrive snart igjen. –

Stakkels Fru Wright, som skulde faa den Sorg – Jeg husker godt baade hende og Marie. Den Candidat Rhode der tales om skulde have tænkt paa at komme her over, er det Carl Rhode? Er det ikke et feilagtig Rygte at IngemannIngemann] Bernard Severin Ingemann (1789–1862), dansk salmedikter og forfatter skulde være død? At Fru HeibergFru Heiberg] Johanne Luise Heiberg (1812–1890), kjent dansk skuespiller på Det kongelige teater i København. Hun spilte Lady Macbeth i 1860. endnu spiller, er det nu ikke ufatteligt, en Kone i hendes Alder! Det var rart at see en Comedie Plakat igjen, der laa et Par i Pakken, som Lina har taget til Nytte, de var saa gode at læse Bogstaver paa, fandt hun. Alle LaurvigsLaurvigs] Larviks Blade er omhyggelig gjæmte til jeg faaer Tid til at læse dem. Farvel for dennegang kjære Moder! Jeg er træt og faaer nok ikke sidde længere oppe. Bliver jeg frisk i Morgen faaer jeg bage lidt til mine Gjæster kommer igjen, see om en Julekage vil lykkes ligesaa godt for mig nu som de jeg var saa stolt af i Julen. Kjærlige Hilsener fra os alle.

Lev vel, din Leis.

Jeg blev ganske rørt ved at see igjen de smaa Billeder der blev sændt med Pakken; saa langt tilbage jeg kan huske, har jeg været vandt til at see dem. Jeg maa faae dem i Glas og Ramme igjen. Vi har Brøndgravere i Vinter igjen for at gjøre Brønden dybere; ikke morsomt, men desto nødvændigere. En god Ting læste jeg af Amtsen,Amtsen] Jarlsberg og Laurviks Amtsidende, utgitt fra 1856 og framover nemlig at kalde KrinolineKrinoline] et bøyelig stativ under kjolen, slik at kjolen sto ut fra livet i ei bue, på moten i 1850- og 1860 åra en Sprikestak.

Little Iowa Præstegaard
21de, April 1861

Kjære Fader!Fader] Ahlert Hysing (1793–1879)

I dag er det lille Søndagsbarnet voresdet lille Søndagsbarnet vores] Bøycke Johan Rulffs Koren (1861–1923), Elisabeths fjerde barn, født 3. mars 1861 7 Uger gammelt, og nu er jeg også kommen saa vidt at jeg selv kan skrive og fortælle Dig hvor glad jeg er i denne nye lille Gutten og hvor godt det er at være frisk nok igjen til selv at kunne stelle ham. I dag var det først den 4de gang jeg vadskede og klædte ham, Anne RingstadAnne Ringstad] Anne Olsdatter Ringstad (1810–1994) hjalp Elisabeth i forbindelse med barnefødsler, søster til presten Nils Olsen Brandt (1824–1921) reiste i Fredags og en stor Lykke var det for os at kunne beholde henne saa længe. VilhelmVilhelm] (Ulrik) Vilhelm Koren (1826–1910), Elisabeths ektemann skrev Dig jo til at jeg havde faaet ondt i Benet; jeg angrede næsten at han havde gjort det, Du kunde let forestille Dig det værre end det var, men paa den anden Side, kunde Du let faaet det at høre gjennem anden Efterretninger herfra, hvillket jeg ogsaa nødig vilde. Siden skal jeg fortælle hvordan det har været med mig siden Vilhelm skrev, men først maa Du høre at vi nu Gud ske Tak! allesammen ere friske og har det godt. Lille Broer, han er den viktigste Person i Huset, saa om han maa jeg først berette.

Var det ikke morsomt at det blev en liden Gut, saa AhlertAhlert] Ahlert Hysing Koren (1859–1901), Elisabeths tredje barn faaer en Kamerat med Tiden? Nu den lille Broeren vores, han er saa sød, kan Du nok vide; hvor godt at han har faaet være frisk og flink hele tiden, skjøndt Mama ikke har været det; derfor voxer han ogsaa og trives godt, han har hele Tiden været snild, ikke just saa rolig, hans Arme og Been er bestandig i Activitet, heller ikke sparer han sin Stemme, naar han ikke strax faer sin Villie frem og at ligge vaagen i Vuggen, som jeg gjærne vilde vænne ham til, synes han slet ikke er noget morsomt; det som er bedst er at han lader mig faa god Ro om Natten, han har et godt Sovehjerte, men nu synes han nok, han bliver for stor til at sove saa meget om Dagen, som han hidtil har gjort. Det ser fremdeles ud til at han skal komme til at ligne LinaLina] Caroline Mathilde Koren, gift Naeseth, (1857–1945), Elisabeths andre barn eller Hysingslægten. Jeg undres om Du vilde finde Sødskendelighed mellem Lina og HenrietteHenriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeths første barn og Ahlert, at de 2 sidste ere Sødskende, er let at see. Lille Gutten har langagtig Ansigt, mørkeblaa øine, halvandet Smilehul, (han maa lee godt for at det skal blive til fulde to) ingen Kløft i Hagen, deri ligner han ikke Lina, men destomere i Munden; Haaret, det er brunt, men nu er det snart borte altsammen. Han ser du til at blive stærkbygget ligesom Ahlert, men i Tykkelse kan han ikke maale sig med sin store Broder. Ahlert er rigtig en liden Tyksak nu, jeg vil ikke ønske at han maa blive federe og derfor er det næppe nogen Fare, nu, Sommervarmen snart indfinder sig, da pleier de altid at blive magre. Han er glad i dag, som han kan faa være ude saa meget han lyster, de er ude og soler sig alleammen, det smager deiligt efter al den Regn og Søle, vi har havt, jeg tror næppe vi saa et Glimt af Solen i 14 Dage, noget usædvanligt her, hvor vi have en saadan Overflod af Solskin. –

Vilhelm reiste igaar til Little Turkeyriver Settlementet, naar han nu kommer derfra paa Tirsdag, haaber jeg han bliver en 14 Dage i Ro inden denne Menigheds Grændser, men saa faar jeg vist ikke see stort til ham, førend han kommer fra Wisconsin i Juli en Gang; han skal til Synode og Præstemøde og den Reise tager vel en Maaneds Tid med. Han er frisk, Gud ske Tak! endnu har jeg ikke mærket synderlig til den Udmattelse, som pleier at betage ham hver Vaar, men Vaaren er næppe begyndt endnu, ingen rigtig varme Dage, jeg ser et Grønskjær over Stikkelsbærbuskene, og lidt Græs titter frem hist og her, det er alt. –

Den lille Gutten har rigtig skaffet sin Papa mget Bryderi, den første Dag han levde, skaffede han Messefald, og da jeg saa maatte til Sengs igjen, opsatte Vilhelm sine Anexreiser – der var heldigviis ikke tilsagt – til stor Glæde for mig, men til ikke liden Møie for ham selv; nu ere de tilendebragte for denne gang. Jeg gruede næsten for hvordan det vilde gaa med Børnene naar Vilhelm skulde være hjemmefra i lengre Tid og jeg hverken kunde gaa, eller godt taale Børnestøi, det var mest Ahlert det gjaldt, de andre to er jo saa store, saa dem kunde jeg tale til, men det alene, kunde lidet nytte med Ahlert den Vildkat, han er lydig nok mot Vilhelm, men var det ikke mod mig, den Tid, jeg ikke kunde gaa, han forstod altfor vel at jeg ikke kunde komme efter ham, saa han løb bare hen i en Krog og stod der med Hænderne for øinene og lo; lidt efter kom han sædvanlig hen og spurgte om jeg var «glad i ham» og søgte paa alle Maader at gjøre det godt igjen. «Jeg vil være hos e dig, jeg Mama», hed det da sædvanlig, «’takkar Mama, du ‘kulle ikke være alene, jeg vil passe paa dig og Broeren». Jeg turde ikke være et øieblik alene med ham, da kunde jeg være vis paa at faa han hovedkuls op i Sengen, eller at han krøb op, saa jeg var bange han skulde brække baade Arme og Been, noget galt gjorde han bestandig hver dag, medens jeg laa, kom der Historier om ham: «Nei Mama, nu har Ahlert taget alle de smaa Spigerne udover Gulvet og banket dem i Kassen min og nu siger han at han vil banke dem i Gyngestolen min». «Nei, Mama. Ahlert har skaaret en stor Flis af Kjøkkendøren og nu staar han og hugger i Stolen», osv. Jeg vilde ønske Du kunde seet hans straalende Ansigt, da han en Regnveirsdag kom springende ud med en stor Søleflæk paa hvert Knæ og raabte «Jeg ‘prang saa fort, saa fort, Maria kunne slettes ikke naadde mig og saa faldt jeg». Om Hester snakker han bestandig. –

Den 23de. Nu tager lille Gutten sin lange Formiddagslur, de andre Børn er ude, hvilket de da ere hele dagen nu, Henriette ser jeg øverst paa Gjerdet langt nede i haven, Lina og Ahlert gaar her udenfor Vinduet, Lina vil stikke Perlehønsfjær i Ahlerts Hat, til stort Bryderi for denne, der har travelt med sin Hammer og en Spiger for at gjøre «i ‘tan» sin Vogn, alting skal gjøres «i ‘tan». Vi har en Mand til at arbejde i Haven nu, jeg undres hvordan det vil gaa den i Sommer, kanskje jeg maa blive saa stærk i Benet at jeg selv an saae lidt Blomsterfrø; jeg har ikke været ude endnu, men naar nu Vilhelm kommer hjem, haaber jeg at faa en Kjøretour den første Godveirsdag, vi faaer. Han mener nok at gjøre sit bedste for at faa Haven pen, den Mand, han spørger saa ofte om han ikke skal gjøre det saa og saa for «Anseelsens» Skyld, og alt maa være saa «vederheftigt» eller «standhaftigt».

Gud give Norge et godt Aar denne sommer, hvilke sørgelige Efterretninger Aviserne have indeholdt for de fleste Kanter! Derfor vel også den store Udvandring det iaar lader til at blive. Her er Mangel paa Arbeidsfolk nu og Lønnen derfor ogsaa høiere end den i lang Tid har været, godt for dem, der iaar kommer hertil, hvoraf de Fleste vel maa standse lidt i de ældre Settlementer, førend de drage længere Vest. At ikke Urolighederne her skræmme dem, men derom vide de maaske næppe Besked.

Den 12te Mai! Dette brev har ligget længe uden at jeg ha kunnet faa skrive, men dog ikke af den Grund at nogen af os har været syge, Børnene har riktignok være temmelig forkjølede, som en Følge af den kolde, blæsende, sene Vaar vi har, men nu er det næsten over og jeg for min Part er saa flink at jeg igaar var ude og saaede en Deel Blomsterfrø, jeg blev dygtig stiv og læmster derefter, men ellers bekom det mig meget vel; i den sidste Uge har jeg været ude flere Dage; jeg kom en Tour, den første, rundt Haven med Vilhelm i Onsdags førend han atter begav sig på sin Anexreise.

Til Pindse reiser han for en 14 dage om i ClaussensClaussen] Fredrik Christian Claussen (1810–1870) hadde vært lærer i Skien før han kom til Spring Grove, Minnesota, som prest i 1857 (Norlie 1914, 102). Menigheder (Minnesotah) om JensenJensen] presten Nils Edward Schancke Jensen (1824–1875). Han utvandra i 1859 og ble prest i Rushford, Minnesota, ikke langt fra Decorah (Norlie 1914, 104). og til StubStub] Hans Andreas Stub (1822–1907) var prest i Coon Prairie fra 1855 til 1861. Han var en av de seks som stifta Den norske synode i 1853. Fra 1865 til 1891 prest i Big Canoe menighet i Iowa (Norlie 1914, 97). for at betjene hans Menigheder; det er med Pengesagerne for det vordende Seminarium, han skal stelle hos Claussen de bytte Kirker i den Tid, saa den første Pindsedag vænter jeg Claussen hid. Vilhelm har nylig faaet brev fra Cand. Berg, jeg troer han er Lærer ved Tugthuset i Christiania, Vilh. havde tilskrevet ham, Thormodsæter og Halvorsen i Anledning af at komme hertil, de 2 sidste tænke nok derpaa, men ikke Berg for det første, han taler ganske som du, angaaende kandidaterne og deres Stilling hjemme. Jeg gad vite om LarsenLarsen] Laur (Peter Laurentius) Larsen (1833–1915), først prest i Rush River, Wisconsin, fra 1859 til 1861 professor i teologi ved Concordia Seminary i St. Louis, Missouri. 1861 ble han den første rektor for Luther College i Decorah (Norlie 1914, 102). og OttesenOttesen] Jakob Aall Ottesen (1825–1904), prest i Koshkonong fra 1860 til 1891 (Norlie 1914, 99) ikke engang vilde lade Bergs Grund for ikke at komme hit, gjælde, den nemlig, at hans Moder er gammel, sygelig og ikke vilde tillade ham at reise; de er urimelig strænge i dette Stykke synes jeg.

Larsen skriver i nogle Hastværklinier at paa Grund av de politiske Uroligheder ansaa det man det for bedst at oppløse Collegiet,politiske Uroligheder … oppløse Collegiet] Missouri ble innlemma i unionen som slavestat, og det ble derfor umulig for Den norske syoden å holde skole i St. Louis. Luther College i Decorah regner 1861 som sitt startår. saa han strax skulde rejse nordefter. Hvorfor dette Skridt egentlig gjordes nødvendig ved vi ikke. Du maa ikke vænte politiske Nyheder af mig kjære Fader, du ved jo desuden alt av Vigtighed ligesaa tidligt som du kunde faa det at vide gjennem mine Breve og hvad Vilhelm sidst skrev, har maaske givet dig en Oversigt over Sagernes Stilling her i Landet. Den sørgelige Borgerkrig er da virkelig brudt løs og kun Gud ved naar og hvorledes den skal ende. Norden taalte Sydens skamløse Fremgangsmaade mærkverdig længe, men Regjeringen gjorde tilsynelatende intet, men med Angrepet paa Ft. Sumpter,Angrepet paa Ft. Sumpter] Den amerikanske borgerkrigen begynte med Sørstatenes angrep på Fort Sumter 12. april 1861. var det ogsaa ude med Taalmodigheden, og nu har Norden reist sig som én Mandreist sig som én Mand] utrykk fra Dommernes bog, kap. 20, vers 8, i Det gamle testamente og Enthusiasmen skal være ubeskrivelig. Riigmændene give og laane den ene Million efter den anden og Frivillige strømme til Washington fra alle Kanter; man anseer Hovedstaden sikker, især nu da Virginia og Maryland lade til at ville vænde tilbage til Unionen. New York Times klager gjentagende over Mangelen paa en Leder, en øverstyrende og over Regjeringens Mangel paa Kraft, skjøndt den er Presidentens varme Tilhænger. I 5 dage havde Regjeringen ingen Efterretninger havt fra Norden, al Forbindelse var afskaaret, omringet som Washington er paa alle Kanter af fientlige Stater.

Frivillige Companier dannes overalt, saledes ogsaa i Decorah, der er en del Norske med og en Norsk valgt til Løitnant, jeg blev overrasket ved at se vores Nabos Søn, en meget phlegmatisk udseende Person, med en stor Stjerne paa sin Frak. De Norske i Madison er naturligvis ikke tilbage. Emigranten er krigersk nok og det er comisk at see lille ‹Widvey› som Løitnant og læse hans martialske Opraab, han saa ikke du til at have mer Mod enn den Hare som i fjor Sommer skræmte Henriette og Lina, saa de kom grådende og skjælvende hjem. Jeg er spændt paa hvad næste Post vil bringe baade fra Washington og Europa. Gud give en snarlig Fred! og lade den Straffdom hvormed han nu hjemsøger Landene, gaa Folket til Hjerte og blive til dets Bedste.

Kjære Fader du ængster dig vel ikke for vort Vedkommende, at Gud bevare os, saa er vi jo ligesaa sikre her, som noget andet Sted. Pengecrisen vil maaske blive slem ogsaa for os. En Masse Banker gaa Fallit og Guld og Sølv er der lidet af, man venter og haaber det snart vil rettes derpaa.

Den 6te mai blev lille Gutten vores døpt. Veiret var saa fælt at Vilh. betænkte sig paa at lade os komme ud, jeg havde ikke været ude og Barnet var ikke fri for Forkjølelse, men jeg vilde saa nødig at Daaben skulde udsættes 3 Uger til. Barnet var urolig og forkjølet et Par Dage efter, men er nu lige frisk og flink og leer høit til Børnenes store Glæde.

Lille Gutten heder Boicke (nei, virkelig om jeg ved hvordan det staves og Vilhelm er ikke hjemme), «Boicke Johan Rulffs». Vil du tro at jeg ikke vidste hvad han skulde hede førend jeg hørte Vilhelm sige det i Kirken. Han kunde ikke blive enig med sig selv, hvem han skulde kalde Barnet efter, sin Fader eller Broder, og vidste det ikke før i samme øieblik Navnet skulde nævnes. Præsten Clausen var her da vi gik til Alters, han og en Mand i Menigheden var Fadder til Barnet; Elisabeth, Præsten BrandtsPræsten Brandts] Nils Olsen Brandt (1824–1921), fra Valdres, var den første norske presten vestafor Mississippi. Han utvandra i 1851 og var en av de seks prestene som stifta Den norske synode. Han ble seinere (fra 1865 til 1882) lærer ved Luther College i Decorah. Søster, bar ham.

Her tales og skrives om 4 Candidater som skulle komme hertil, kjænder du noget dertil? Jeg kan tænke du glædede dig ved og havde hygge af Præsten Lammers besøg. Det vakte Forundring her, at han fremdelses reiser om og holder Foredrag. Vilhelm holder ganske med Provsten i at nægte ham Kirken. Jeg skulde ønske at see LaurvigsLaurvigs] Larviks Kirke nu, er det ikke et stort Gode at den er varm? Er der ikke noget Galleri nu? Kun Pladse paa Gulvet og ved Orgelet eller hvordan?

Heler forrige Uge var her en Herr Herlufsen. Han er fra Arendal, har været her endeel Aar og havt gode Engagements, men kom under Crisen 1857 ud af Emploi. Nu vilde han raadspørge Vilhelm om her var noget for ham at udrætte, han har af Mangel paa andet givet sig af med at undervise Børn hos forskjællige Farmere. Nu er han i Decorah og underviser nogle Børn der. Snevert Levebrød for en Mand i hans Alder og med mange Kundskaber. Han har reist meget og ogsaa seet dig paa sine Reiser.

Hvordan lever Onkel Peter?Onkel Peter] Peter Jakob Fasting Hysing (1804–1892), Ahlert Hysings bror, konservator på Bergens Museum (Johnson 1941 I, 49) Vil du hilse ham fra mig? Hvilken sen kold Vaar vi har, Skoven er endnu ikke grøn, jeg har det første Blomsterglas paa Bordet nu, vilde Kirsebærblomster og Bringeberkviste. Etter hvad du skrev er vel alt tidligere hjemme i Aar. Maatte nu Aviserne bringe fredelige Efterretninger fra Europa; hvilken Uro der er rundt om i Landene og i Indien, dom forfærdelige Hungersnød. –

Mange kjærlige Hilsener fra Vilhelm og alle 4 Børnene til dig, min kjære Fader! Veiret er for stygt til at være ude i for dem; Ahlert trøster sig med at løfte all Veden ud af Vedkassen og hugger løs paa den med sin Hammer, han har saadant lag, og nu maa han skaffe Lina ved for at Flødegrøden til hendes Dukker kan komme til at koge. Henriette læser i A. Pedersens Norgeshistorie. Hun skulde tie stille og ikke forstyrre mig, men kan ikke lade være at udtale sin Forundring høit: «tænk de solgte Olaf først for et godt Kledesplag, saa for en stor Buk osv.» – Hils StinStin] Johan Augustinus Hysing (1834–1888), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 188–189) og ThomThom] Thomas Fasting Hysing (1838–1922), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 189) og MarieMarie] Christine Marie Cappelen Hysing (1836–1867), Elisabeths søster (Johnson 1941, I, 188–189) kjærligt fra mig. Lille Johan har ligget saa længe i sin Vugge og seet sig omkring nu. Maa jeg tage ham op og saa skal han faae et Kys fra Bestepapa. Levvel kjære Fader.

Din hengivende Datter Leis.

Den 25te April 1861

Kjære Moder!Moder] stemora Elisabeth Frechland (1810–?). Mor til Elisabeth, Caroline Mathilde Koren (1801–1840), døde i 1840, da Elisabeth var åtte år.

Inden dette Brev naar frem, ved jeg vist I længes efter snart at høre fra os, derfor Stunder jeg ogsaa efter at faa Brev afsted og vil ikke skrive langt dennegang; det bliver kun lidet jeg faaer skrevet til hver Dag, jeg maa tidlig tilkøis om Aftenen og om Dagen lægger lille Gutten Beslag paa saa meget af min Tid og Gud ske Tak! fordi, det er saa, fordi jeg nu hele Dagen kan passe og pleie ham; det er ondt at have et lidet spædt Barn og i saa lang Tid, næppe taale at holde det paa Skjødet engang. Jeg ved du vil høre lidt nøiere om hvordan det har været med mig i den sidste tid, saa jeg vil ligesaagodt strax skrive derom.

Var jeg end meget syg før lille Gutten blev født, saa følte jeg meg desto friskere bagefter; jeg havde ikke nogen Gang før i de reglementerende 9 Dage været saa rask eller havt saa god Apetit. «Dennegang kommer du vist hurtig til Kræfter igjen,» tænkte jeg, og bliver fri for den Svækkelse og som Følge deraf, for den Nedtrykthed, som var over mig i flere Uger, da AhlertAhlert] Ahlert Hysing Koren (1859–1901), Elisabeths tredje barn var liden og VilhelmVilhelm] (Ulrik) Vilhelm Koren (1826–1910), Elisabeths ektemann første Gang fraværende for længere Tid. Men saaledes skulde det ikke blive, da jeg havde været oppe 2 Dage, begyndte Benet at gjøre ondt og jeg maatte igjen til Sengs. Jeg troede først det var noget Rheumatisme, men det blev værre og værre og var vistnok samme Slags Tilfælde som for 4 Aar siden, men dennegang i det andet Been og i langt mildere Grad, hverken var det saa hovent eller saa smertefuldt, men det tog dog ligesaa lang Tid som sidst inden jeg kunde bruge det igjen. Jeg brugte samme Kurer som sidst, men laa ikke saa længe dennegang. Da jeg holdt op med Melkeomslaget, blev jeg baaret ind paa Sofaen i Stuen og laa der hele Dagen, det var altid en Forandring og hyggeligere. Første Paaskedag havde jeg Klæder paa igjen og da lille Gutten var 5 Uger kunde jeg gaa over Gulvet med behørig Understøttelse; siden har det gaaet fremat.

Smaat og godt, jeg har kun at vogte mig for at blive for træt. Det er et underligt Tilfælde dette, Americanerne kalde det «milkleg» og Iver Ringestad,Iver Ringestad] Ivar Ringstad, mannen til «Anne Kone», jf. Nelson 1955, 332. som var min Doktor den første Gang, paastaar at det er Melken som bevirker det. «Anne Kone»«Anne Kone»] Anne Olsdatter Ringstad (1810–1994) hjalp Elisabeth i forbindelse med barnefødsler, søster til presten Nils Olsen Brandt (1824–1921) kom en Uge før lille Broers Fødsel og var her til Skjærthorsdag, da blev hun hæntet til sin Datter, der væntede sin første Lille; hendes Søster ElisabethElisabeth] Elisabeth Olsdatter Lommen, søster til presten Nils Olsen Brandt (1824–1921) var da snild at tilbyde sin Hjælp, hun var her i 14 Dage, da kom Anne tilbage igjen, saa til Barnet var næsten 7 Uger havde jeg en Kone i Huset og kunde være Rolig for at det blev godt passet, jeg kunde nemlig ikke selv taale at have det mere end høist nødvendigt, fordi jeg, da Benet begyndte at blive bedre, fik ondt i Brystet, først en slem Sprække og udvortes Byld, de gik ialfald slet ikke dybt og var kun slemme naar Barnet laa ved, da dette begynte at læges, blev det ondt paa den anden Side, og dennegang værre, saa jeg var ganske klein, men det varede næppe en Uge saa gik der Hul, hældigviis netop Dagen før Anne maatte reise hjem og Vilhelm skulde komme tilbage fra sin Anexreise. – –

Saa – nu har jeg fortalt dig om alle mine Ulæmper, kjære Moder. Det var vist ikke noget at tale saa omstændelig om, men jeg slutter fra mig selv og troer at du gjærne vil vide nøie Besked om hvordan vi har det, baade godt og ondt. Nu er jeg da Gudske Tak! frisk og haaber Kræfterne ogsaa efterhaanden vil vænde tilbage. Birgit brygger godt øl til mig; jeg beholder denne Pige i Sommer ogsaa, hun har vist sig meget snild og omhyggelig i enhver Henseende, medens jeg var syg og er en meget stø, rolig Person, der er ikke noget Fjas ved hende. En ny Barnepige, eller hvad jeg nu skal kalde hendes Function, skal jeg derimod have, da Maria som nu har været her over to Aar, skal confirmeres og da kan jeg ikke vænte at beholde hende, ialfald ikke uden at give meget høiere Løn; jeg ved ikke heller om jeg vilde foretrække at beholde hende, hun er ikke videre flink, men er jo nu saa vel vandt med Børnene, saa det bliver ikke godt at bytte. Gid vi maatte være heldige med den Confirmand vi nu skal have. –

Jeg vilde ønske du kunde seet Børnenes Glæde over lille Broer, da de første Gang saae ham, især saae LinaLina] Caroline Mathilde Koren, gift Naeseth, (1857–1945), Elisabeths andre barn sjæleglad ud og kunde ikke blive mæt af at betragte det lille Væsen, hun glemte ganske at hun ikke havde seet Mama i saa lang Tid. Ahlert derimod vilde ikke vide noget av sin lille Broder i Begyndelsen, han holdt Hænderne for øinene og sagde han var rædd, men da han senere saae, at Barnet havde bare Fødder, krøb han op paa en Stol og bad os at tage Støvler og Strømper af ham, for at lille Broer kunde faa dem og ikke fryse, derpaa forlangte han at faa «Stork Langebeen», hans Yndlingsstrømper og forærede Gutten dem. Nu er han meget indtaget i sin lille Broder og fortæller ham hver Dag at han skal faa kjøre med ham og faa Lov at ride paa Sextus.

Lille Guttens Fødsel bragte en saadan mængde Kager til Huset fraa alle Kanter, at vi næppe vidste hvor vi skulde gjemme dem; de Fleste meget gode, de fineste kommer altid fra Decorah. Tillige en Mængde friske æg, nykjærnet Smør og Haner. En Kone forærede Gutten hvidt Kjoletøi; hun var «saa simpel af sig» sagde hun og kunde ikke bage fine Kager, men noget vilde hun gjærne give mig.

Ahlert har endnu ikke faaet Gutteklæder, havde Mama været frisk skulde han faaet til sin 2 aarige Fødselsdag, den Dag overraskede han mig i en af Vilhelm improviseret Guttedragt. Her ligger Tøi færdig og vænter, paa at blive syet, men Knapperne dertil havde han forleden faaet fat paa, og gav sig til at støde dem i Morteren. Jeg haaber Gro Egge, min Sypige snart kan komme og hjælpe mig at sy et Par Daglig Kjoler til mig og Klæder til Ahlert. I Sommer agter jeg at holde mig i Ro hjemme og tage imod Besøg. OttesensOttesens] Jakob Aall Ottesen (1825–1904), prest i Koshkonong fra 1860 til 1891 (Norlie 1914, 99). Gift med Cathinka Tank Døderlein. har længe talt om at gjæste os i August Maaned, Fru LarsenFru Larsen] Karen Randine Neuberg, gift med Laur (Peter Laurentius) Larsen (1833–1915) og hendes Smaa kommer maaske hertil medens Synoden varer, Fru JensenFru Jensen] Johanne Cathrine Jensen, gift med presten Nils Edward Schancke Jensen (1824–1875). Han utvandra i 1859 og ble prest i Rushford, Minnesota, ikke langt fra Decorah (Norlie 1914, 104). ligesaa og kommer nu Hr. JensenJensen] presten Nils Edward Schancke Jensen (1824–1875). Han utvandra i 1859 og ble prest i Rushford, Minnesota, ikke langt fra Decorah (Norlie 1914, 104). ogsaa hid med Preus’s Smaapiger,Preus’s Smaapiger] døtrene til Herman Amberg Preus (1825–1894) og kona Linka (1829–1880) saa faaer jeg da Selskab nok. Fru PreusFru Preus] Linka Preus (1829–1880), gift med presten Herman Amberg Preus (1825–1894). Linka ble en av Elisabeths beste venninner, mye av brevvkslinga mellom dem er arkivert ved Luther College. kan ikke komme og bære lille Gutten til Daaben, havde det ladet sig gjøre at bestemme Dagen længe i Forveien, havde vi gjærne bedet Jensens at komme til os, men det lod sig næppe gjøre og hun havde maaske ikke vovet sig ud med sin lille Søn i denne Vaarluft, han har været meget syg. Jensen selv har ogsaa været syg, han har saa altfor mange Reiser, jeg kan ikke skjønne at han længe kan holde ud saaledes. Jeg glædede mig til at faa en Nabopræstekone – nu er det 2 Aar snart, siden jeg saa Fru Jensen.

– HenrietteHenriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeths første barn kommer saa rent ud af Vane med regelmæssig Beskjæftigelse og har ingen Lyst til andet end at springe ude og til at læse nu, som det begynder at blive Sommerligt ude. Det er en Møie at faa Lina til at tage sin Bonnet paa naar hun løber ude, hun ynder meget at drapere sig med de besynderligste Ting, samt at lave det forunderligste Sammensurium, naar jeg bager Kager. «Har Lina sit Tøi paa, Henriette?» «Aa ja, hun har nok noget, Skjærfet og saa noget Tøi paa Hodet». Dette «Tøi» bestaar i nogle flagrende Filler og derovenpaa et Dukketæppe eller Sligt.

Gid jeg kunde afhjælpe Potetesmangelen hjemme, vi har saa mange og kommer vist at bruge dem til Svineføde, det lønner næppe Umagen at bringe dem til Byen for hvad man faaer for dem. Saaledes er det med Smør, æg, og de fleste Fødevarer; boede vi i de østlige Stater var det vel nu ganske anderledes, desværre. Vi kan ellers være glade, som bo saa langt Vest. Her føres æg fra Decorah ligetil New York, det havde jeg ikke troet. Tak for dit Brev fra Januar, kjære Moder; Gud være lovet fordi min kjære kjære Fader er saa flink som du og I all sige. –

Hvor sørgeligt med H. I. Rhode. Jeg viste ikke at han var hengiven til Drik. Jeg kan vide Lammers’s besøg var til stor Hygge for Eder. Hils fra mig i Langesund, er Ovidia en tækkelig Pige og lille Karen Elise? Hun var saa sød da jeg kjændte hende. Naar du har Anledning, saa hils Cathrine Bakker fra mig, jeg skrev vist sidst at jeg havde faaet Brev fra Quebec fra hende, det er ikke Tid til at svare saa det kunde naae hende der, men jeg vil skrive saa snart jeg kan. Og nu Farvel kjære Moder, mange Hilsener fra Vilhelm og Børnene. Hvergang jeg tager Pulten frem maa Brevet fra Bestemoer læses. Gud give dig og Alle maa være friske,

din hengivende Leis.Leis] Elisabeths kallenavn i familien

Jeg skal fortælle fra Lina at hun har de første Blomster i sit lille Bæger, Hæg og vilde Marsfioler.

Little Iowa Præstegaard
3. September 1861

Kjære Fader!Fader] Ahlert Hysing (1793–1879)

Om 2 Dage er det din 6[8.] Fødselsdag6[8.] Fødselsdag] Ahlert Hysing var født i København 5. september 1793 (Johnson, 1941, I, 49). Elisabeth har kun skrevet tallet 6. Kanskje har hun ikke vært sikkert på hvor mange år faren var, og tenkte å sette det rette tallet inn seinere, men så glemt det? min kjære gode Fader. Maatte den finde dig rask og vel, som sædvanlig og maatte det være den barmhjertige Guds Villie at lade den endnu mange Gange vænde tilbage med Glæde og Taknemmelighed for os Alle! Gud velsigne dig min kjære Fader! Hvor jeg beder Ham at mine Børn maa faa lære deres kjære Bedstefader at kjænde ogsaa her i Livet! Tak for dit Brev fra Juli, du skulde da snart reise til Bergen; gid du nu maa have havt godt af Reisen og lykkelig og vel være kommen tilbage til den gamle Herregaard igjen, hvor jeg tænker Haven har givet dig nok at varetage, skjøndt den nye PedelPedel] vaktmester ved skole vel har gjort hvad han har kunnet for at passe den, og det vel ogsaa med glæde, siden han synes det næsten er som i Paradis.

Den gamle Have! Jeg faaer vel vide om hver en Forandring der bliver gjort? Heldigviis er de ikke mange og den største er vel at Kirsebærlysthuset er borte. Nu har du maaske en rig Georgine Flor, hvis Tørken ikke er for slem. Existerer gamle Johns Have endnu? Den var meget forfalden da vi reiste. Du klager over Tørke og Varme, desværre. Et daarligt Aar til vil falde tungt for Folket! Emigranterne fra Norge iaar fortælle om Nøden i mange Egne, at de maa spise Bark, Mose osv. og naar Folk, ogsaa de som før have været meget utilfrædse her, høre dette, takke de Gud og glæde sig over at være kommen hærtil. Men hvem ved naar Touren kan komme til dem?

Du undrer dig paa hvorledes det vil gaa den store Skare fattige Emigranter, saaledes som Forholdene nu er her i Landet. Det alminderlige Svar er: «De have nu ialfald Levemaaden». Og det er sandt, af Mad og Drikke have de nok nu for Tiden, og Arbeide har der været fuldt op at faa, ialfald heromkring, her er nu ikke mange Nykommere; op i Præsten JensensJensens] presten Nils Edward Schancke Jensen (1824–1875). Han utvandra i 1859 og ble prest i Rushford, Minnesota, ikke langt fra Decorah (Norlie 1914, 104). Menighed er der derimod en Mængde, alligevel var Lønnen under Hvedeindhøstningen 1 Dollar om Dagen, i den Tid er Lønnen som naturlig er, størst, Daglønningen er nok ellers nu for en voxen Karl fra ½ Dollar til 76 cent. Oppe ved Jensen havde der været megen Sygelighed blant Nykommerne især. Blodgang, o. des., som foruden Varmen vel ogsaa kom af de tætpakkede smaae Huse, nu Befolkningen havde faaet saadan Tilvæxt. Men det er vel kun de færreste, som blive boende, hvor de nu er, saa snart de have samlet sig lidt Penge, drage vel de Fleste længere, hvor Landet endnu er billigt at faa kjøbt og komme vel da, som deres Forgjengere her, til at friste et haardt Nybyggerliv, indtil Jorden giver dem tilstrækkeligt Udkomme, hvilket jo her ikke varer længe, dersom Gud vil forskaane for Uaar. Nu for øieblikket er det vel endogsaa meget let at ernære sig for dem der intet selv har. Jeg troer alle Ting, undtagen Colonialvarer, er meget billige, og disse kan nu endelig undværes. 4 cent (4 Skilling norsk) for et dusin æg, 4 a 5 cent for et pund Smør, 1 ½ Dollar for en Tønde Hvede og Rug endnu billigere og saa, fremdeles. Saaledes er det nu, men eftersom Krigen drager ud maa vel Farmerne finde bedre Marked for deres Varer. Og hvor længe vil denne ulyksalige, fæle Krig vare?

Her sidde vi jo udenfor og seer til, men alt hvad jeg læser i Aviserne bliver jeg lige klog, jeg synes det seer mørkt ud baade for Unionen og Oprørerne. Speidere og Oprørere paa alle Kanter, hver Dag bringe nye for Dagen hvor man mindst anede det; daarlige feige Offiserer; enkelte Regimenter som forlade Armeen i samme øieblik slaget begynder, fordi deres 3 Maaneders Tjenestetid var Udløben. Nu setter man sin Lid til den unge General McMellan.General McMellan] George B. McClellan (1826–1885) var generalmajor og ei tid øverstkommanderende for nordstatenes styrker, men i 1862 mista han Lincolns tillit. I flere af Oprørstaterne, fulstendigt Anarchi! Hvilken Tilstand i denne saa meget priste Republik, om man nu end kun vil tro det Halve af hvad Bladene berette. Blive Mr. Russels Breve til London Times,Mr. Russels Breve til London Times] William Howard Russel (1820–1907) var krigskorrespondet for The Times of London. Han sendte korespondentbrev fra Washington fra 1861 til 1863. Mange mente at Russel i sine brev var mer vennlig mot sørstatene enn mot unionen, men han tok tydelig avstand fra slaveriet. oversatte i norske Blade? Jeg vilde ønske de gjorde. Idethele skulde det være ganske interessant at læse de norske Aviser og see hvordan Tilstanden i America der tager sig ud. Sidste Post bragte en meget smuk Proclamation fra Præsidenten om at fastsætte den 26de September til en almindelig Faste og Bededag. Og vel kan der behøves at fastes og bedes. Sagernes Stilling her i Landet kjænde du forøvrigt ligesaa godt som vi; jeg ved aldrig hvad jeg egentlig skal tro af alle de modsigende Beretninger, hvormed Bladene ere fyldte, ikke engang der egentlig vandt eller Tabte dette ulykkelige Slag ved Bulls Run eller «Officers Run» som det nu heder, til minde om alle de tapre Officerer der den Dag tog Benene paa Nakken. Om føie TidOm føie Tid] om kort tid bliver der vel mere Blodudsgydelse. Gud vænde alt til det Bedste!

Slaverispørgsmaalet har voldet megen Røre rundt om i Menighederne, saaledes ogsaa her. Aarsagen hertil er et Stykke i Emigranten (fra Redactionen) til Professor Larsen,Professor Larsen] Laur (Peter Laurentius) Larsen (1833–1915), først prest i Rush River, Wisconsin, fra 1859 til 1861 professor i teologi ved Concordia Seminary i St. Louis, Missouri. 1861 ble han den første rektor for Luther College i Decorah (Norlie 1914, 102). der bad ham om Oplysning angaaende hans egne og Medlærenes Mening om Oprøret, (jeg husker ikke om Slaveriet var nævnt) der var saa mange Rygter i Omløb nu at baade Larsen og de øvrige Lærere ved Concordia College, skulde hylde Secessionismen og holde for at Slaveriet ikke var Synd. Man ønskede at vide hvordan dette forholdt sig, da man andtok det maatte være af megen Interesse for Folk at vide de Mænds Mening herom til hvem deres fremtidige Præsters Opdragelse og Uddannelse var betroet. Larsen svarede ikke derpaa førend han fandt sig foranlediget dertil ved et Par paafølgende Indsændelser, og dette Svar var det som bragte Bevægelse i Gemytterne. Publicum er ikke vandt at abstrahere og drog den slutning af hvad Larsen skrev (om Oprøret indlod han sig ikke) at han ubetinget hyldede Slaveriet ogsaa i den Form, det existerer her i America. Endnu et Par Indsændelser og et Svar fra Larsen hjalp ikke til at berolige Folket. Dette var strax før Synoden, som du ved var samlet sidst i Juni. Da der nu blev spørgsmaal om hvor og naar den vordene Læreanstalt skulde oprættes, lod Slaverispørgsmaalet sig ikke længere holde borte. Det behandledes ganske abstract og optog megen Tid, uden at komme til noget Resultat.

Det endte med at Præsterne opgav følgende Erklæring: «Skjøndt det efter Guds Ord i og for sig ikke er Synd at holde Slaver, ansees dog Slaveri som en følge af Synden, for et Onde og en Ulykke og vi ville hvor Christerlig kjærlighed byder det og vort Kaldsplikt tilsiger det, arbeide til dets Ophævelse» – Doktor Hansen er nu beskjæftiget med at udgive en Pamphlet betitlet «Menneskelighed og Orthodoxi» mod Slaveriet, nærmest henvændt til de norske Præster her, og dersom han vedbliver at bruge samme Sprog som han er begyndt med, vil næppe mange andre kunde forstaa ham. VilhelmVilhelm] (Ulrik) Vilhelm Koren (1826–1910), Elisabeths ektemann var vel fornøiet med at tale med sine Menighedslemmer om Slaveri, da han kom fra Synoden fonylig var han i Decorah og holdt en Tale derom. Menigheden havde indgivet en «Petition» til ham desangaaende. Det blev bestemt paa Synoden at man strax skulde skille sig fra Missourisynoden; saa hurtig som mulig begynde Seminarbygningen og imidlertid leie Logis, kalde Lærere og selv begynde Skolen strax. Dette var imod Præsternes ønske, de vilde helst at Eleverne skulde vedblevet ved Concordia College,Concordia College] Concordia College i St. Louis, Missouri. Høgskolen ble i 1861 flytta til Decorah. Det var begynnelsen til Luther College. saafremt dette snart igjen kom i Gang, indtil Bygningen var færdig, eller man ialfald havde faaet Lærer og var bedre beredt paa at begynde selv, men Repræsentanterne vilde ikke vide noget af Missourisynoden. De 4–5 som i det sidste Aar have været i Fort Wayne vedbliver dog der med deres Studeringer.

Seminariet skal bygges i Decorah, tæt udenfor Byen paa det smukte Land som Vilhelm kjøbte dertil. Han havde allerede udsøgt midlertidigt Locale for Skolen i Byen, der da kom Skrivelse til Kirkeraadet (Vilhelm er dets Secretair) fra PreusPreus] Herman Amberg Preus (1825–1894), utvandra i 1851 og var en av de seks prestene som stifta Den norske synoden. Prest i Spring Prairie. Leder for synoden fra 1862 til han døde i 1894 (Norlie 1914, 98). som reiste i La Crosse Menigheder at Menigheden der tolbød sin store Præstegaard til fri Afbenyttelse for Skolen. Der er megen Jammer fordi man ingen Præst har og Frygt for Splittelse; nu haabede de nu kun sjælden at blive betjænt af Larsen. Saa mange Grunde talede for denne Forandring at Skolen nu forløbig er begyndt der. For os havde det være meget hyggeligt om vi havde faaet Larsen saa nær! Der er skrevet til en Pastor SchmidtPastor Schmidt] Friedrich A. Schmidt (1837–1928) var den andre læreren som ble ansatt i fast stilling på Luther College. Schmidt var ansatt på Luther College i over ti år og underviste der i teologi, språk og matematikk (Norlie 1914, 107, se også Bunge 2011, 17). om at komme hid, som Lærer, men jeg ved ikke med hvad Udfald. Han en blevet dem varmt anbefalet. En yngre Broder af Larsen væntes ogsaa, jeg ved ikke naar. Synoden bevilgede 700 Dollar i Stipendium til Candidat Bugge for at fortsætte sine Studeringer førend han kommer hertil som Professor. –

Jeg undres om alt hvad jeg nu har berettet dig, ogsaa er rigtig. Jeg faaer faa Vilhelm til at læse det og corrigere. Den Præsten SteenPræsten Steen] trolig Lauritz Steen, som utvandra i 1861, og ble prest i Minnesota (Norlie 1914, 107) som nu kommer skaffer vore Præster megen bekymring, Larsen protesterede mod at faa han hertil, da han var i Norge, saa skrev Kirkeraadet til JohnsenJohnsen] professor Gisle Christian Johnson (1822–1894) og S. BrunS. Brun] Sven Brun (1812–1894), sokneprest i Trefoldighet menighet i Kristiania og Erklærede at Steen ikke skulde modtage noget Kald her; men dette Brev kom for sent og nu er Manden her og rimligviis reist alle Præstene forbi uden at stanse hos nogen, ikke engang hos Jensen der har betjent hans tilkomne Menighed og altsaa kunde givet han den bedste Underretning. Dette slutte vi deraf, at ingen har faaet underrettet ham om at man vilde forlange et Colloquium af ham først. Hans Kald, St. Olafs, St. Olafs] i Otter Tail County, Minnesota er en af de bedste her er. Jensen vilde snart derop, saa faaer vi vide hvordan det gaar. Gud give bedre, end man tør haabe!

Mon jeg ikke før har omtalt for dig, forhenværende Skoleholder paa Kosconong, Jacob Midbø, en meget dygtig Mand, som Præsterne længe have søgt at formaa til at blive Præst. Han har meget nødig villet gaa ind herpaa; skjøndt han fra flere Kanter fik Kald som Capelan. Imidlertid har han læst med Ottesen;Ottesen] Jakob Aall Ottesen (1825–1904), prest i Koshkonong fra 1860 til 1891 (Norlie 1914, 99) han skulde og predike en Gang i Sommer, men da han kom i Døren greb han Ottesen i Armen og sagde: «Jeg kan ikke» og Ottesen maatte gjøre det selv. Man havde næsten opgivet at han skulde faa Mod til at lade sig prøve og til at prædike, indtil Preus nu kom fra La Crosse, da han hørte om Nøden der og at han muligens vilde kunde blive Capelan der, under Larsen, bestemte han sig, for og prøve for en Deel af Præsterne, prædikede, begge dele med meget godt Udfald. –

Efter Synoden blev der avholdt Præstemøde hos Herman A. Preus. Professor Walter fra St. LouisProfessor Walter fra St. Louis] C. F. W. Walther, professor ved Concordia Seminary i St. Louis, hadde til å begynne med stor innflytelse på prestene i Den norske synoden. var der, til baade Nytte og Hygge formoder jeg, skjøndt jeg synes det maatte være tungvindt at føre alle Forhandlingerne paa Tydsk. En Dag var 5 tydske Præster deres Gjæster, saa de den Dag var 18 Præster samlede. PreusesPreuses] Herman Amberg Preus (1825–1894) og kona Linka (1829–1880) har faaet stort, nyt, veldindrettet Huus, med baade Veranda og Altan ved siden af deres gamle Huus, saa de ogsaa havde Plads til saa mange. Der er ikke mange Præstegaarde, der nu kan rumme alle Præsterne, vi faaer gjøre, som Ottesen sagde, indlogere alle «Fædrene» i Præstegaarden og de øvrige omkring hos Naboerne. Preuses var saa hældige at en Dagouerrotypist reiste der, under Mødet, saa de fik deres Huus daguerreotyperet, med den hele Congress, Fru PreusFru Preus] Linka Preus (1829–1880), gift med presten Herman Amberg Preus (1825–1894). Linka ble en av Elisabeths beste venninner, mye av brevvkslinga mellom dem er arkivert ved Luther College. og Børnene, standsede ude paa Verandaen og Altanen. Vilhelm havde daguerotyperne med til mig. Næste Sommer skal Synoden samles igjen, dennegang i Minnesotah, hos Præsten MuusPræsten Muus] Bernt Julius Muus (1832–1900), prest i Holden, sør for Northfield, Minnesota. Bestyrer for Holden Academy som senere ble til St. Olaf College. og sidst i October skal der igjen avholdes Præstemøde. Vilhelm indbød dem hid, men de vilde ikke fordi, mente de, jeg var ikke stærk nok til at have saa mange Gjæster i Huset. Nei den gang, da det blev bestemt, vel ikke, men nu tænker jeg vel jeg kunde kanske! Forresten vilde her ikke blive Plads, til den Tid er de maaske 16 eller flere. De kommer hid til Middag og den ene Dag, og saa faaer jeg vel see en og anden af og til. Møded skal nemlig holdes i Decorah Emigranten indeholdt dennegang Begyndelsen af et Referat om det store Kirkemødet i Christiania; er det nogenlunde udførligt maa det vel have interesse at faa læse; men endnu bedre var det vel at faa læse hvad de norske Blade eller Kirketidende indeholder derom. De norske Aviser faar vi ikke. Solberg (Emigrantens Redacteur, som var vor Gjæst et Par Dage nylig) mente at have aftaldt med Herman Preus at sænde dem til os; de blev nok gamle inden de naaede os, men vi vilde dog gjærne have dem alligevel. –

Jensen med sin Kone og Søn kom dog omsider, 14 Dage efter vi først havde væntet dem, de traf dog heldigviis Vilhelm hjemme, men alt det friske Faarekjød var fortæret og det var Skade! Jeg maatte trøste mig med Gaasesteg og Høns istedet. De var her 4 Dage, men Jensen stakkel, var ganske Klein. Han har ikke været rigtig frisk siden han blev syg under Synodemøde. Nu skulde man vel ellers vænte at hans Arbeide, vil blive lidt lettet dersom Steen bliver i St. Olafs Menighed, og ClaussenClaussen] Fredrik Christian Claussen (1810–1870) hadde vært lærer i Skien før han kom til Spring Grove, Minnesota, som prest i 1857 (Norlie 1914, 102). (i Minnesotah), kommer til at flytte som nok var ønskeligt. En Deel af Jensens Anexer er nemlig meget villige til at Kalde ham til deres Præst (de kjænde ham) og da Størsteparten af hans egen Menighed er ligesaa villig til at miste ham og kalde en anden, blive det formodentlig saa.

Nu er du maaske vel fornøiet af alle mine kirkelige Beretninger, saa nu til noget andet. Fru Preus var saa snild at sænde mig Bjørnsons Arne og HaltehuldaBjørnsons … Haltehulda] Bjørnstjerne Bjørnson: Arne (roman, 1859) og Halte-Hulda (skuespill, 1858) og Stockfleths Dagbog.Stockfleths Dagbog] Nils Vibe Stockfleth: Dagbok over mine Missionsreiser i Finmarken (1860). Stockfleth underviste i samisk og kvensk ved Universitetet i Christiania. Han var gift med Sara Cornelia Koren Christie. Disse første har jeg læst. Haltehulda behager mig ikke, men Arne likte jeg saavelsom de øvrige Fortællinger, jeg har læst af Bjørnstjerne Bjørnson. Det Sprog som er brugt i Arne, liker jeg ogsaa, men mange Ord er meget stødende i mine ører for Ex., «Kvinne, innerlig, Kvessen og flere». Dagbogen læser jeg nu med megen Interesse, jeg faaer det Indtryk eftersom jeg læser at Forfatteren seer alt saa fra den lyse Side og gaaer saa let hen over alt han og hans Kone har maattet udstaa, saa jeg maa standse for at samle og rigtig lægge Mærke til hvad de have udrettet og havt at gjennemgaa.

Her har det ogsaa været en meget tør Sommer. Efter hvad Avisen beretter vil Hveden næppe beløbe sig til mere end det Halve af hvad sidste Aars rige Høst gav, men Qualiteten skal være særdeles god. Det er forresten meget forskjællig paa de forskjællige Steder, vor Nabo mente saaledes at han aldrig havde faaet saa meget Hvede som iaar, henved 300 Tønder, og vist er det Jorden her kan udholde en langvarig Tørke. Vi har endnu ikke tærsket, men vænter Maskinen om faa Dage, saa seer vi bedst hvordan det er gaaet her. Mais og Poteter lover ganske godt, men i Haven har det været ynkelig, især hvad Blomsterne angaar, det har været Tider da jeg næppe kunde faa et Blomsterfad ind og alting var kun halvt saa stort som ellers. Vi pleier at kjænde Reseda duften ligeved Kirken, iaar har her næppe været nogen før nu; nu er der en Deel Blomster, men kun en eneste Levkøi er begyndt at blomstre. Viscosa, baade Bær og Busken, har kun været halv saa store som sædvanlig. Endnu Vanmeloner har vi havt, men af de andre Mushmelon, kaldes de her, er der kun nogle faa som endnu ikke ere modne, saaledes med alt. Iaar har vi for første Gang havt virkelig Sukkerærter, saaet norsk Frø fra Fru Preus. For Tiden har vi koldt regnfuldt Veir, gid vi maa faa en smuk Eftersommer.

Det er den 11de September idag og nu faaer jeg vel slutte mine Breve og sænde dem med Vilhelm, som har Gudstjeneste i Decorah i Aften. Vi have Gud ske Tak godt. Hvor friske vore Børn har været i denne, især for Børn, saa sygelige Sommer! Det bliver en Sorg for Børnene, især for Ahlert,Ahlert] Ahlert Hysing Koren (1859–1901), Elisabeths tredje barn naar han ikke mere kan være ude fra Morgen til Aften, jeg har en Forsmag paa hvordan det vil blive førend han faaer vændt sig dertil, nu i disse Regndage. Han trøster sig med at trække alle Stolene frem paa Gulvet og kjøre LinaLina] Caroline Mathilde Koren, gift Naeseth, (1857–1945), Elisabeths andre barn og hendes Dukker, samt med at banke smaa Spiger i et Bræt. Er Vilhelm hjemme gaaer han hver Dag op til ham med et lide stykke Papir i Haanden, og beder «Papa, kan jeg faa nogen Tacks? (Smaa Spiger). HenrietteHenriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeths første barn haaber jeg faaer mere og mere Skrive- og Læselyst eftersom Dagene bliver surere. Lille JohanJohan] Bøycke Johan Rulffs Koren (1861–1923), Elisabeths fjerde barn er nu ½ Aar, og en blid, snild Gut er han. Han kan ikke sidde alene endnu, men sidder Smaastunder i Ahlerts høie Stol med sit Legetøi foran sig paa Bordet. Han har været meget frisk hidtil, men seer og mere spæd ud, en Ahlert gjorde i den Alder. –

Posten igaar bragte ikke noget Nyt. Det eneste jeg har seet er at Prinds Napoleon har været helt i Prairie du Chien.Prinds Napoleon … Prairie du Chien] Prins Napoleon, søskenbarn av Napoleon III, kom fra Lake Superior med tog til Prairie du Chen i begynnelsen av september 1861. Han besøkte også president Lincoln i Det hvite hus. Mange mange kjærlige Hilsener til Bedstefader fra Vilhelm og alle Børnene.

Din hengivende Datter Leis.

Kjærlig Hilsen til Stin,Stin] Johan Augustinus Hysing (1834–1888), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 188–189) MarieMarie] Christine Marie Cappelen Hysing (1836–1867), Elisabeths søster (Johnson 1941, I, 188–189) og Lina,Lina] Caroline Mathilde Hysing (1840–1923), Elisabeths søster (Johnson 1941, I, 189) og til gode Venner fra os.

Little Iowa Præstegaard
21 September 1861

Kjære Fader!Fader] Ahlert Hysing (1793–1879)

Nu er det Aften, Lampen tændt, Børnene bragte til Sengs og jeg kan ikke vænte længe inden jeg faar skrevet lidt til dig og sagt dig Tak for den Glæde du beredede mig igaar. Seent igaar Aftes kom VilhelmVilhelm] (Ulrik) Vilhelm Koren (1826–1910), Elisabeths ektemann uvæntet hjem fra sin Reise, havde Posten med sig, Brev hjemmefra og i Brevet dit kjære Portrait. Jeg blev baade glad og bedrøvet ved at se det, nei ikke bedrøvet heller, men – du kan nok vide, det var underligt at see dig igjen efter 8 Aars Forløb. Hvor uforandret jeg synes du seer ud. Jeg kan ikke tro jeg vilde finde dit Udseende videre forandret, og til dette Resultat kommer jeg ogsaa ved at sammenligne dette Portrait med den gamle, ikke gode Dagereotyp vi har. Jeg er saa glad fordi vi nu har et godt Portrait af dig, min kjære Fader! Det er saa levende, saa smukt! Ja det var en stor Glæde og hjærtelig takker jeg dig derfor. Vi sad oppe til langt paa Natten, saa paa dig, læste i Brevene, tænkte paa og talede om Eder.

Jeg glædede mig til at Vilhelm skulde faa være hjemme i Ro den følgende Dag, Lørdag, hvile sig lidt, læse Brevene hjemmefra og have det hyggeligt. Han havde reist 30 Miil efter at have holdt Gudstjeneste Fredagen, netop for at kunde dette, baade Søndag og Mandag har han ogsaa Gudstjeneste og kommer ikke hjemom; saa kom der strax imorges Sognebud til en Syg, 12 Miil herfra, det var en Streg i Regningen, vi fik netop Tid til at vise Børnene dit Portrait førend han reiste. De skulde da sige os hvem det var: «Det er en Mand,» mente Ahlert.Ahlert] Ahlert Hysing Koren (1859–1901), Elisabeths tredje barn «Sig du det Mama,» bad Henriette.Henriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeths første barn «Det er jo Bedstepapa» raabte LinaLina] Caroline Mathilde Koren, gift Naeseth, (1857–1945), Elisabeths andre barn med et straalende Ansigt. Jeg vidste det nok, sagde Henriette, men turde ikke sige det, og lille JohanJohan] Bøycke Johan Rulffs Koren (1861–1923), Elisabeths fjerde barn vilde have fat paa Portraitet og raabde lidt papa, papa. – Lina er fremdeles meget frydefuld over at hun var den første, som sagde det var Bedstepapa. Du skulde see hendes Ansikt naar det er noget hun synes glædeligt. Jeg ved ikke hvor mange Gange, jeg har maattet lade Børnene see paa dig idag, men ofte har det været. Ahlert kan ikke rigtig fatte at du ikke har nogen Hest, og spørger meget medlidende om du «bare maa gaa». Selv agerer han Hest, den halve Dag: «Flyt deg Lina, her kommer Sextus, saa fort, saa fort» heder det gjærne, saa kommer han galoperende paa Tæerne. Han har nylig faaet sig en liden Trillebør, som han da er meget glad i, men meget indigneret over at Henriette og Lina vil laane den til at kjøre deres Dukker i. Egenødder og lignende Sager maa de nok kjøre i den, men Dukkerne! –

Saa langt kom jeg den Aften, men idag 12te October, skal Brevet fortsættes, for snarest mulig at sændes hjem med Børnenes Portraiter. Du kan tro, kjære Fader, at det er en stor Glæde for mig at kunde gjøre dette, jeg har saa længe forgjæves ønsket det og syntes det var ondt at vide, at Præsten StubPræsten Stub] Hans Andreas Stub (1822–1907) var prest i Coon Prairie fra 1855 til 1861. Han var en av de seks som stifta Den norske synode i 1853. Fra 1865 til 1891 prest i Big Canoe menighet i Iowa (Norlie 1914, 97). reiste hjem i Sommer, uden at kunde benytte en saa god Leilighed; havde jeg da havt Anledning til at faa Børnenes Portraiter tagne, havde det ogsaa været den Fordel dermed, at du havde faaet dem paa en Gang og i Glas og Ramme eller Etui, dog dette faaer være det samme; maatte de kun komme vel frem (og jeg ved at andre af netop samme Sort, er bleven sændt til Norge i Breve og kommen frem i god Stand), saa ved jeg det vil være dig, min kjære Fader, og Eder alle meget kjært at faa see disse smaa Ansigter, især da de ere udmærket gode og tro og ikke det mindste flatterende. Nu tænker jeg vi sænder disse 4 smaa til dig og en større Plade med Henriette, Lina, paa samme Tid til Horten.Horten] Vilhelm Korens bror (Bøycke) Johan (Rulffs) Koren (1828–1909), som var gift med Elisabeths venninne Marie Münster, bodde i Horten (Johnson 1941, I, 68) Det var vores Mening at du saa skulde sænde dem du faaer til Horten, og de dig sit, for at I kan faa see dem alle.

Du skal have Forrangen til Ahlerts Portrait og beholde det bedste af ham, det andre skal til Horten, saa har vi endnu igjen, som Reserve, et særskildt Portrait af hver af dem hvor de staar saa man seer hele Figuren. Henriette og Lina er ogsaa her særdeles gode, men Ahlert er taget paa en daarlig Plade og desuden seer han meget forfærdet ud over alle de Kunster Daguerratupisten gjorde for at faa ham til at see hvor han skulde. Det var det første der blev taget af ham, det var vanskeligt at faa ham god naar han stod alene. Maaske du heller havde seet dem alle i en Gruppe, men Dagueriotypisten vilde nødig indlade sig herpaa, med de daarlige bekvemmeligheder, han havde til sin Disposition, vilde det være vanskelig at faa alle gode. Hvilke du og hvilke nu Svigermoder skal beholde tænker jeg det er best I selv afgjøre naar I har seet dem alle.

Jeg har ogsaa et af Vilhelm og mig, men de er ikke rigtig gode. Lille Johan prøvede vi da ogsaa, men til ingen Nytte, det var Skade at du ikke ogsaa kan faa see hans lille søde Fjæs. Jeg mente at kunne holdt ham paa skjødet, men da Billedet af en saadan Liden tages dobbelt, saa hurtigt som en Voxens, gik det ikke an. Vilhelm holdt ham, men han er for livlig, det vilde ikke gaa. Ahlert var slet ikke frisk den Dag, han blev portraiteret; det var baade hældig og ikke hældig, han har været som sædvanlig, havde det maaske været vanskelig nok at faa ham til at staa stille; nu var han rolig nok, men blev saa snart træt, du seer han seer ganske mismodig ud paa det ene Billede. Han bad om at komme hjem igjen før vi havde kjørt halvveis og kvikkede ikke op før Vilhelm havde kjøbt den lille Svøbe, som du seer han holder paa, til ham. Nu er han ganske frisk igjen, gaar her udenfor og kjører Mais i sin Trillebør.

Om Henriettes Portraiter har jeg ikke noget at sige, hun er lig sigselv, især er det lille hvor hun sidder udmærket godt. Lina er mere alvorlig, hvor hun sidder alene end det hører hende til. Jeg kan saa godt overalt see paa hende at hun er blant Fremmede, især hvor hun sidder ved siden af Henriette, skjøndt hun der er bedst. Har du en Loupe at see paa dem gjennem var det en Fordeel. Gid de nu maa komme vel frem og finde alt vel, saa ved jeg du vil blive glad kjære Fader. –

Det dreier sig nok bare om Børnene og deres Portraiter, dette Brev, jeg faaer heller ikke skrive langt dennegang. Friske ere vi Gud ske Tak alle, baade Store og Smaa. Jeg lever i mine sædvanlige Ro og Sysler, Vilhelm reiser meget og, synes jeg, faaer mere og mere at varetage. I disse Dage vænter han en tydsk Architect fra Ohio, som skal komme i Anledning af Seminarbygningen. Vilhelm er Formand i Bygningscomisionen, hvorpaa han vel ikke skjønner sig stort, men han boer nu saa bekvæmt dertil, og de andre er vel ikke klogere. Han skulde egentlig været i Wisconsin til Kirkeraadsmøde i denne Tid, men PreusPreus] Herman Amberg Preus (1825–1894), utvandra i 1851 og var en av de seks prestene som stifta Den norske synoden. Prest i Spring Prairie. Leder for synoden fra 1862 til han døde i 1894 (Norlie 1914, 98). faaer suplere ham dennegang, især da Præsterne jo om 3 Uger samles her. At de kan vælge saa fjærntboende Præster til Kirkeraadsskrivere! – de er kostbare ogsaa, disse Reiser, og skulde vel egentlig bestrides af Synodekassen, var den stor nok. Det var maaske let nok for vore Præster at komme frem, baade med Bygninger og andet, vilde de følge americansk Skik og svensk Skik og reise hjem og rundt om og tigge Penge og Folkehjælp. Den Pastor Amdren, som jeg seer ogsaa har været i Christiania, skal forresten være en udmærket Mand, ganske anderledes duelig end Augustanasynodens øvrige Præster. Han kommer nok ikke her tilbage.

Efter hvad Jensen,Jensen] presten Nils Edward Schancke Jensen (1824–1875). Han utvandra i 1859 og ble prest i Rushford, Minnesota, ikke langt fra Decorah (Norlie 1914, 104). der har været i Pastor SteensPastor Steens] Lauritz Steen, prest i Minnesota fra 1861 (Norlie 1914, 107) Menighed nylig, skriver, lover Steens Komme hertil et bedre Udfald, end man turde vænte. Pastor BjørnPastor Bjørn] Ludvig Marinus Bjørn (1835–1908), prest i Manitowoc, Wisconsin 1867–1879 med Søster og ogsaa kommen og formodentlig nu i Manitowa. Pastor Schmidt,Pastor Schmidt] Friedrich A. Schmidt (1837–1928) var den andre læreren som ble ansatt i fast stilling på Luther College. Schmidt var ansatt på Luther College i over ti år og underviste der i teologi, språk og matematikk (Norlie 1914, 107, se også Bunge 2011, 17). LarsenLarsen] Laur (Peter Laurentius) Larsen (1833–1915), først prest i Rush River, Wisconsin, fra 1859 til 1861 professor i teologi ved Concordia Seminary i St. Louis, Missouri. 1861 ble han den første rektor for Luther College i Decorah (Norlie 1914, 102). og Skolen er i fuld Virksomhed i La Crosse; MidbøeMidbøe] kanskje Jacob Midbø, tidligere «skoleholder» i Koshkong skulde ordineres en af disse Dage, saa hvis alle komme, bliver det 16 Præster paa Mødet, det er dog en Tilvæxt af 4 Præster i Sommer og Hjort,Hjort] presten Ove Jakob Hjorth (1827–1879) der saa vidt jeg veed, er i St Louis, bliver den 5de formodentlig. – Endnu har jeg ikke takket dig for dit Brev, kjære Fader, jeg er glad ved at see at du har havt Hygge og Glæde af at gjensee Slægt og Venner og din Barndoms Legepladse. Gudske Lov at StinStin] Johan Augustinus Hysing (1834–1888), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 188–189) lever saa godt. Hils han kjærligt fra os. Vilhelm og Børnene sænder dig tusind kjærlige Hilsner. Gud bevare dig, min kjære Fader!

Din hengivende Datter Leis.

En mængde Kaal og Gullerødder har vi faaet; det er ogsaa det meste til Vinterbrug vi faaer af Haven iaar, foruden Bønner.

Elisabeth Korens brev utgjør en viktig del av det vi betegner som «Amerikabrev». Det er den største enkeltsamling av slike brev vi har etter en norsk innvandrer i USA.

Om Elisabeth Koren

Elisabeth Koren er i dag mest kjent for sin dagbok, som hun skrev fra utreisen og de første årene i USA. Hun var en flittig brevskriver og brevene hennes er en viktig kilde til immigrantliv og kvinneliv fra 1850-tallet og framover, men også til norsk-amerikansk kirkehistorie.

Les mer..