[1]

Idag skulde han komme. Fra Pensionatet derinde ved Hovedstaden, hvor han hele Vinteren igjennem havde været de unge Damer en Gud, de ældre en Forargelse, og Herrerne, de gamle som unge, et Modsigelsens Tegn.

Han skulde komme med Dampbaaden Klokken ét. Det var Søndag; det lille Badested laa festklædt i Sommerglansen. Fjorden glittrende blaa med doven Dønning gjennem sagte susende Tang og glassblanke Bølger henover Sand og Smaasten langs Vikerne; Maaker svam langt ude i speidende Ringe; Terner jaged, lykkeligt og let, slog ned og strøg Vandspeilet med sit dunblaa Bryst, gav et lidet Skrig og steg igjen; forfulgte og forfulgtes. Seilbaade vugged for sine smaa Ankere; Flagg vifted vaiende paa hvide Stænger med forgyldte Toppkugler; Damer i hvidt og med Roser ved Bæltet drev langs Bryggens Promenade eller sad paa de varmgraa Klipper; speided af og til mod Nord, om ikke Dampbaadens lette Røgstribe snart var at se mod det luftende blaa. Hver og en vented nogen af sine paa Søndagsbesøg idag; alle vented hemmeligt ham.

Han var Digter, var syv og tyve Aar, og havde netopp gjort Lykke med en særsynt dristig Bog; men der 8var noget endnu mere: han var Kvindebedaarer, somme sagde endog Forfører; i alle Fald havde han Ord paa sig for at være uimodstaaelig, og det originaleste af alt: han paastod det selv, sagde det ganske enkelt og lige frem. Og hans Venner forsikred, at det var sandt. Dertil kom, at han var en fattig Husmandssøn, som havde tumlet sig frem gjennem Sult, Hjemløshed og alle Slags mærkværdige Oplevelser, indtil hans glimrende Talent ved en ren Tilfældighed var bleven opdaget og fastslaaet. Han var med andre Ord Æventyret, og nu skulde han komme med Dampbaaden Klokken ét!

*

En liden sval Middagsluftning stod Fjorden ind fra Sydvest med klukkende Smaabølger mod Seilbaadsiderne og dovent Svai og Sving i Badehusets store Flagg.

Gangen over Brygger og Promenade var bleven en uroligere, med et lidet Anstrøg af utaalmodigt Menageri; fra Damernes Badehus hørtes indenkums nogle bevidste smaa Henrykkelseshvin og Susen af Saltvand, som sloges i Skum; det var et Par af ældre Aargang, som ikke vilde forsømme sit sædvanlige Middagsbad til Styrkelse av Søndagsappetitten; de havde lugtet Jordbær i Kjøkkengangen og sent igaaraftes seet John Fisker bære blank Laks frem til Kjældertrappen.

Pludselig vender flere sig og stirrer nordover; en ældre, bredbuget Herre med Guldkjæde over den hvide Vest staar og peger med signetprydet Pegefinger: Den lille forjættende Røgstribe er kommen tilsyne dernord bagom Løvaasodden.

9Nu er den der!

Man strømmer mod Landgangsbryggen; nogle ældre Par, erfarne Badegjæster, gjør endnu i stor Ro et Par Slag langs Bryggen; de ved, det tager over ti Minutter endnu, før Baaden kan lægge til. Men rundt Landgangsbryggen, hvor Politi-Halvorsen alt er mødt frem i Uniform, og Knut Baadsmand staar med barkede Næver og venter for at tage imod Tauget og greie Landgangsbroen, vrimler det. Unge Fruer, som venter sine Mænd; blonde Attenaaringer under rosa Silkeparasoller; mørkhaarede Sportspiger med solbrændt Ansigt og brunstegte Friluftsarme, ligeglade, fordi det klær dem; rødhaarede Tenderheder under stor Straahat med hvidt Slør af Frygt for Fregner; Fjortenaars-Troskyldigheder, som for Øieblikket kun tænker paa, hvad Papa kan have med af Konditorknask i sin Vadsæk; matrosklædte Gutter paa Skøi i Stimmelen; unge Mænd, som staar og er fin de siécle; – en og anden ældre Roué, som har Reumatisme og staar og iagttager og lever omigjen med et lidet reumatisk-vemodigt Smil – alt i en diskret Summen i Halvkreds om Landingsbryggen.

Nu kommer Baaden. Det grønne og hvide Skrog ser stort ud forbi Odden. Det hvidner om Baugen; Sjøen staar som en mørkblank Plogfure til høire og til venstre; Røgstriben dør hen og fortoner sig som mørkere Luft ind i det sommerblaa.

Der var blevet ganske stille. Stillhed paa Bryggen og Stillhed paa Baaden, som gled frem. Venten paa det sjømandsmæssige, som maatte foretages, før man kunde komme til. Af og til et Nikk, en liden Viften med en Parasol eller en hurtig Hilsen med 10et Lommetørklæde; nu og da et lykkeligt, megetfortællende Afstandssmil – men Taushed.

Nu endelig kastedes Tauget; Knut Baadsmand hugg fast og sprang mod Jernringen; Maskinen slog larmende bakk. Straks efter kom Landgangsbroen over, og snart stod Bryggen i Bikubesummen. Nødvendige Omfavnelser; Haandtag; dulgte Blikk. Rop. Ordres. Skrig af en Skjødehund, som blev traadt paa; forsigtig Lempning af Pakker og Langen af Væsker.

Unge Damer lod sig omfavne af sine Fædre og spurgte ungt og aandsfraværende om dit eller dat, mens Øinene speided. Kjære, hvor var han?

Der gikk en ung Mand iland! Slank, høi, brunøiet og med Kunsterpanamahatt – blaa Dress. Ham maatte det være! Nei! Der lod han sig – lidt genert – tage om Halsen af Fru Brun. Hendes Søn, som netopp var rigt forlovet, skulde jo ogsaa komme idag.

Der kom igjen en! Nei, han var nærsynt og bar et Fuglebur med en Dompap – –

Kjære, var han da ikke med?

En Efternøler, søvnforundret og rødøiet kom opp af Kahytten, stor og lidt likesælt klædt med en blaa Kappe paa Armen. Han havde nokk sovet, Stakkar; han gav sig god Tid, gned sig i Øinene, gikk og ledte efter sin Vadsækk, men fandt den ikke. Gjæsped bak sin Haand, satte Lorgnet paa og saa mysende ud over Bryggen. Saa vinked han paa Knut Baadsmand, tog Pung opp, gav en Seddel og sagde noget. Knut Baadsmand fikk Huen af. Den rødøiede nikked, tog et Lommespeil opp og gav sig ugenert til at se.

«Gud bevare os,» sagde han høit, saa de smilte 11omkring. Derpaa gikk han langsomt iland. Det maatte visst være en Handelsreisende!

Var han da ikke med?

Den ene spurgte den anden; men ingen vidste Besked. Og saa tabte da Spændingen sig; man begyndte at ofre sin Søndags-Opmærksomhed hver og en paa sine nærmeste; Bryggen tømtes; de forskjellige Værelser fyldtes; Bekymringen for god Plads ved Middagsbordet tog Sind og Aandsevner fangne.

*

Forbausende! – Han havde alligevel været med! Den sovndrukne Handelsreisende, som kom opp fra Kahytten og ikke kunde finde sin Vadsækk – det var ham!

Student Brun kjendte ham af Udseende og havde seet ham gaa ombord i Kristiania fra endel muntre Kamerater, som stod igjen paa Bryggen og ropte mildt berusede Vittigheder ind over Dækk.

De havde nokk havt sig en General-Afskedsrangel Natten i Forveien i Anledning af hans Forsættelse fra Pensionatet til Badestedet – «fra Asken og i Ilden», som han udtrykte sig.

De havde ropt over til ham, idet Baaden lagde fra, at han skulde hilse specielt alle daarlige Jomfruer og nøie undersøge, om der fandtes kloge med Olie paa sine Lamper.

Han havde svaret tilbage, at de daarligste Jomfruer i Grunden var de klogeste, og at han nokk selv skulde sørge for den nødvendige Olie paa deres smaa Lamper. Han havde faaet deres godkjendende Latter og Afskedsvink; – saa havde han ligesom trætt af det 12hele snudd sig fra dem og var gaaet bent ned i Kahytten.

Nu sad han da her ved et lidet Separatbord sammen med et Par ældre, nyankomne Damer og spiste Laks i Taushed.

Tænk, at det var ham!

Og alligevel hvor ægte, at han ikke havde kunnet finde sin Vadsækk, og at han havde sovet under hele den deilige Tur Fjorden ud!

Han var igrunden slet ikke vakker! Høi visstnokk, men lidt for bredskuldret! Næsen for stor og Munden for kirsebærblodfuldt sanselig under den mellemblonde Knebelsbart. Men Øinene! Deilige! Et Par mærkelige, ligefrem Blaaveisøine med en pludselig Maade at vaarhimle paa, som ikke var til at staa for. Saan himmelvidaabent skuende lige paa og tvers igjennem. Dertil et noget medtaget Haar, som havde seet bedre Dage, henover et rent Digterbjerg af en Pande! Og under Øinene allerede noget indsunkent, som talte om tidlige Gjennemlevelser i lidenskabelig Hengivelse. Jo, her var nokk alligevel Geni! Og man kunde igrunden saa godt forstaa, at Damer –; Genier er altid farlige. Og de uregelmæssigste de allerfarligste.

«Der ser du, Hans Willum,» hvisker Fru Berg til sin sekstenaarige Datter og peger med Øinene. «Nei se ikke did!»

Ada Berg, som har snudd Hodet, tar sig i det; hun fæster sine store Blaaøine først paa Opvartersken, som netopp kommer med Laksefadet, flytter dem saa videre ud af Vinduet paa den store Eg og streifer endelig stjaalent det lille Bord, hvor Hans 13Willum sidder og ser fremfor sig, aandsfraværende, beleiret af unge Øine. Han var vant til dette og vilde have savnet det.

«Han er ikke pen, Mama,» hvisker Ada Berg om lidt til sin Mor.

«Nei slet ikke!» Fru Berg glider let hen over Emnet og forsyner sig af Laksen.

«Et Halestykke, Ada min?» – hun lægger paa Datterens Tallerken.

«Takk.» Ada Berg snur atter Hodet. Hendes Øine har igjen været henne ved det farlige Ansigt og denne Gang mødt et Blikk.

Hans Willum og de to ældre Damer ved det lille Bord dannede et saare trekantet Forhold, hvori han var den stumpe og de to de spidse Vinkler. De talte ikke til ham; de saa ikke paa ham; de ansaa ham som Luft, farlig Luft. Og han sad der og lod sig uforstyrret indaande, laved Brødkugler og var Mandfolk. Han havde bestilt en halv Flaske Rhinskvin til Maden og var i det hele taget meget irriterende. Gamle Damer var ham en Modbydelighed, – en ligefrem Selvmodsigelse, og gamle var alle Damer, som havde passeret de tredive. «Det tabte Haabs Forbjerg», som Vennerne kaldte det. «Kap Horn», som han selv uddybed Billedet.

Disse to, som spiste saa meget Laks i Taushed og havde smeltet Smør i Mundvikerne, var ham en særlig Forargelse. De havde opgjort sin Mening om ham. De havde taget Afstand. Saa beslutted han da at vinde dem. I denne ledige Middagstime.

Der var Fluer; de viftedes vækk og kom igjen paa Fluers og gamle Damers Vis. En var falden 14opp i hans Rhinskvinglas. Han tog den hurtig opp med en Brødskorpe og satte den forsigtig paa Randen af en Tallerken, hvor den straks begyndte at fri sig fra Drukkenskaben og foretage en omhyggelig Forbedrings- og Renselsesfest. De to Damer tilkastede ham et venligt Blikk. Han havde rørt ved det ømme Punkt i deres Jomfrutilværelse: han var god mod Dyr.

Hans Willum besvared Blikket.

«Vi er alle Fluer for Vorherre,» sagde han og havde Antydning til Smilehuller.

Da smilte ogsaa de to. Denne fine Selverkjendelse viste et godt Gemyt, og han var altsaa heller ikke Fritænker, siden han i denne Forbindelse havde nævnt Vorherre.

«De er Dyreven?» kom det med prøvet Guttaperkastemme fra den magreste.

«Ja. Selv Lopperne er mig hellige.»

De maatte le, skjønt dette jo var en drøi Spøg; men han sagde det saa uhyre troværdigt.

Saa præsenterte han sig.

«Hans Willum.»

«Frøkenerne Knoff.»

Man letted sig umærkeligt paa Stolene.

Og der blev civiliseret Stillhed; der spistes ihærdigt videre.

«Vi kjender Dem jo af Omtale,» sagde endelig hun med Guttaperkastemmen.

«– fra Deres sidste Bog,» supplerte den mindre magre som et grovere Ekko.

Han slog Blaaveisøinene pludseligt opp, som om han vilde fotografere dem.

«Har De læst den? skyndte han sig at sige. 15Den magreste, som havde faaet røde Striber langs Kinderne, bøded af.

«Ikke endnu,» svared hun.

«Ikke jeg heller,» sagde han. «Det var det sidste, jeg vilde læse.»

Nu lo de virkelig godt, saa man blev opmærksom ved de nærmeste Borde.

«Man vil jo nødig se sin Nøgenhed,» forklarte han.

De studsed lidt ved Ordet Nøgenhed; men det var jo igrunden saa overlegent sagt; røbed Selvkritik – han maatte visst alligevel kunne bli et godt Menneske! De fikk Lyst til at protegere ham. Slige Øine lyver ikke. Gud give, han bare kunde rives ud af de Forhold, hvori han – ja de var nokk desværre mangehaande! Det er da ogsaa Synd, at altid Begavelserne –

Der gik Opvartningsjomfruen, som netopp havde byttet Tallerkener, forbi med en Jordbærvase.

Hans Willum hindred hende.

«Nei, her først, lille Frøken,» sagde han. «Damerne først!»

Hun stansed forbløffet – og bød ham. Han saa opp paa hende saan langt, fra Siden, som i stor Medlidenhed, tog Vasen og planted den midt paa Bordet foran de to.

Uden et Ord.

De forsynte sig smilende. Hvilken Aandsnærværelse!

De tog store Portioner. Først de; saa ogsaa han. «Man maa kjende sin Besøgelsestid,» sagde han uendelig lunt.

16De to maatte le, skjønt de selvfølgelig ikke billiged denne flaasede Anbringelse af Bibelsteder omkring Jordbærene. Men i sit Hjerte var de alt vundne.

Han var Kavaller!

Hans Willum saa igjen opp paa Opvartningsjomfruen eftertrykkeligt, da han rakte hende den halvtømte Vase og den tomme Flødemugge.

«De glemmer Sukkeret,» sagde han.

Hun blev rød og gikk befippet bort, fulgt af hans ledsagende Blikk.

De to Frøkener Knoff spiste nogle Bær uden Sukker, men under Følelsen af at være under Mands Varetægt. Han var trods alt en Personlighed. Der kom jo Opvartningsjomfruen allerede med Sukkeret!

Han saa igjen opp paa hende.

«Ja,» sagde han. Bare dette ene Ord. Og saa smilte han til de to, da hun gik.

Stemningen ved det lille Bord blev under Desserten nu stadig livligere. Hans Willum sagde alt i ét muntre Ting, fortalte Historier, hvis Virkning han af Erfaring var sikker paa, og anbragte sin egen Person saa pudsig naivt opp i det hele, at Frøken Ernestine to Gange maatte lægge Hænder i Fang og læne sig bagover mod Stolryggen for at beherske Latteren, medens Frøken Doras mere høirøstede eller egentlig dybrøstede Akkompagnement næsten overskred Grænsen for det passende.

Alle Salens Øine blev efterhaanden henvendt paa det lille Bord, som med yderst smaa Midler var gjort til Brændpunkt i Middagsinteressertheden; alle sad og smilte: hvad i Alverden sagde han nu for 17Genialiteter, siden han kunde faa Frøkenerne Knoff til at le?! Det hele var igrunden ikke videre tækkeligt! Havde han endda siddet imellem Ungdom; men at disse to halvgamle Damer og til og med nyankomne kunde – – –

Da Hans Willum reiste sig fra Bordet og stod og bukkede for Frøkenerne Knoff bag sin Stol, havde han et lidet Smil, ganske lidet, men overordentlig trygt. Det kunde optages som venlig Ærbødighed, men havde anden Aarsag. Han havde opnaaet sin Hensigt: de to var erobrede og maatte tale vel om ham for at retfærdiggjøre sig selv. Det var igrunden godt gjort i en ledig Stund! Han hadede gamle Damer!

*

Hans Willum sad paa en Bænk alene i Badestedets Parkanlæg. Et uskyldigt Musikkorps spillede Nationalmelodier fra den lille Pavillon; Par og smaa Grupper sad, gikk eller drev Gangene frem og tilbage. Der duftede støvet Sommerløv; Solen holdt paa at gaa gylden ned i endel banale Sommerskyer; den flimred gjennem en stor Eg, som tegned sig mod Fjorden smaabyærværdig med en slidt Erindring om Aarhundreder og Historie.

Han følte sig forfulgt. Han stod til Nationalmelodier som til Melkevælling. Han var træt af dem. Han var vokset fra dem. De havde Barndommens Vemod over sig og varsled ligesom Alderdommen. Rigtig unge og rigtig gamle Nationer sang altid Nationalsange og Folkeviser. De elsked dette Landet. Nei Menneskene, kun Menneskene! Det 18var det eneste at leve for – det var det store, selve Livet!

Han følte sig forfulgt. Og naar han alligevel sad her, da var det for at virke, at beseire. Her gikk da endel ungt Blod, som han vidste allerede sysselsatte sig med ham; her var alligevel kanske et eller andet nyt at lære og opleve.

Derhjemme paa Pensionatet – han smilte ved Ordet «derhjemme» – Gud, hvor han kunde dem alle sammen, og hvor han var træt af dem! Denne Godtkjøbs Elskov, denne evige Ligedanhed! Ikke en eneste Gang en ordentlig Modstand eller en original Vending mellem ens Arme! Copi! Copi! Copi! O Kvinde, dit Navn er Enfold! Enfoldighed, hvor meget du end snor dig! Det er med Kvinder som med Aal: man behøver bare at slaa Elskovens Spiger igjennem Hodet paa dem, saa har man dem levende. Kan gjerne flaa dem. Men tar man saa Spigeren bort, svømmer de gladelig videre. Bare en eneste en af dem allesammen havde i egentlig Forstand taget noget dybere Indtryk – Emmy Falch, Præstedatteren stakkar! Men hvad skulde man gjøre? Man maa jo leve, og det, som ikke kan greie sig, faar stryge med. Ja leve, det var netopp Ordet! Leve med hver eneste Fiber, indtil Døden, den latterlige Bedemand engang kom! Dét var hver Mands Ret og hver Mands Pligt. Nyde, hvad der findes, og takke den Gud, som ikke eksisterer, for hvert Glimt af Glæde i denne uordentlige Verden!

Han drog et dybt Aandedrag og saa sig om. Her kunde visst være dybe Aftener, naar det led udover mod August, hvidklædte unge Syttenaaringer 19som Syrenbusker i Tusmørke – Graad – hed Hvisken første Gang!

Dér gik nogle af dem forbi. De saa alle hemmeligt paa ham og talte sig imellem. Aa jo! Dér gikk igjen nogle. Det var tre. Han havde alt en Gang før lagt Mærke til dem. De gikk forbi uden at ofre ham et Blikk; han var dem komplet ligegyldig.

Han kjendte til det der. De havde taget Standpunkt; de skulde ikke lade sig imponere! Han smilte og saa efter dem. Netopp disse var det, som først – – ja – vi skulde straks faa se. Der kom vel straks en Anledning, siden de endelig saa vilde ha det.

De tre gikk nedover Promenaden og henover mod Odden, hvor der laa en Seilbaad fortøiet. Der satte de sig.

Han sad en Stund og iagttog dem. De havde dannet Gruppe derude; en sad med Haand under Kind og Albuen hvilende i den anden Haand, støttet paa Knæet; en anden sad med samlede Fødder og Hænderne foldet fremfor Knæerne; den tredie laa halvt hen, plukked Straa og saa opp paa de to. Hun maatte altsaa være den ældste, den mest tilsigkomne.

Han udholdt endnu en Folkemelodi, blæst for skjælvende Hornkvintet, reiste sig saa og gikk – i dybe Tanker nedover Veien i Retning af Odden.

Kommen ganske nær fikk han pludselig Øie paa dem, stansede misfornøiet og vilde snu. Saa sig om efter en ensom Vei videre langs Stranden, men fandt ingen; gikk saa hen i Skyggen under de store Lindetrær og satte sig paa Bænken der inderst inde. Den traadløse Telegraf var etableret.

20De talte sammen muntert og ubekymret og ante ikke ham; han var den hemmelige Beundrer, som ikke kunde modstaa. Hver Gang de ikke saa did over til ham, stod hans Øine paa dem uafbrudt; hver Gang de saa did, gled hans Blikk bort. Han havde det fine Sinds bly Respekt for Uberørtheden.

Nu gik Solen ned, blodrød i Kveldsdis over Fjorden. De tre reiste sig opp for at se; hun, den ældste, stod med Armen om de to andres Liv.

«Nei saa vidunderligt, Dere!» sagde hun høit.

Han havde ogsaa reist sig og stod og saa som de. De nød Naturens Aftenandagt sammen; de delte alle fire en fælles, neutral Henrykkelse.

Nu flimred Solen i Vandspeilet; nu blev dens gyldne Negl borte. De tre satte sig atter; han blev fremdeles staaende. Urørlig. Som en Digterstatue, der skuer ud over sit Folk. Han gjør dybere og finere Skjønhedsiagttagelser end de tre; han er under Inspiration.

Pludselig snur han, gaar hurtig bort over til Bænken og sætter sig. Hodet synker grublende ned i Haanden; han sidder en Stund slig, spændt iagttagen af tre unge Par Øine.

Der løfter han Hodet, faar en liden Notitsbog opp, en Blyant frem og skriver. Sidder lidt, stikker som i Distraktion Blyanten i Lommen – og lægger Notitsbogen ved Siden af sig paa Bænken.

Han digter!

Lidt efter reiser han sig, ser igjen længe ud over Solnedgangen – og gaar, langsomt samme Vei, som han er kommen. Men den lille Notitsbog i det sorte Voksdugsbind ligger igjen paa Bænken 21– et Poesiens Agn paa Nysgjerrighedens Fiskekrog.

De tre sidder som fjetret og stirrer.

«Gud, han glemmer den!» hvisker hun, som maa være den ældste. De ser efter ham, indtil han er forsvunden i Svingen opover mod Parken, hvor der endnu spilles Nationalmelodier.

Da reiser de sig; hun, den ældste, først, de to andre hurtig efter.

«Nei, Dora,» hvisker de og holder hende igjen.

«Aa Tøv!» Hun frir sig; og saa gaar de alle tre frem. De gaar Arm i Arm; de promenerer jo bare. Han har da vel ikke forpagtet hele Bænken og Promenaden!

De gaar et Slag forbi Lindetrærne; alle tre Hoder er vendt mod den lille sortblinkende Bog paa Bænken som mod en Magnet. Men de gaar tappert videre. Et Slag fremover mod Parken for at se, om ingen er i Farvandet; saa snur de. Og ingen af dem taler.

Nu er de igjen under Lindetrærne. Som paa Kommando gaar de hurtig hen og sætter sig.

Dora Lothe, den ældste, sidder Bogen nærmest. Hun snur Hodet og sér ned paa den.

«Nei, Dora!» hvisker Ingeborg Stolt, Samvittigheden mellem de tre. Hun er blond.

Dora Lothe sér mod Veninden, tilrettevisende.

«Vi kan da ikke la’ den ligge,» siger hun.

Saa tar hun den uden videre og har den i Fang mellem begge Hænder.

Der er tyvstille.

Hun brætter med Tommelfingrene Perm fra Blad.

22«Nei Dora da,» kommer det dæmpet, indigneret fra Samvittigheden.

Dora Lothe rynker Bryn.

«Vi maa da se, hvem den tilhører,» argumenterer hun – aabner og læser. De to andre sidder stive med lange Øine.

Dora Lothe læser hurtig, spændt – og blir blussrød. Saa slaar hun Bladene sammen.

Da var der seks unge Hænder om Bogen, som forsvandt mellem hendes Knær.

«Hvad staar der, Dora!» Det er hende, Samvittigheden, som hvisker.

Dora Lothe holder fast.

«Nei, er Dere gale!» hvisker hun tilbage.

Medét farer de tre Hoder fra hverandre. Der er hørt Skridt i Grusgangen.

«Gud, der er han!»

Hans Willums høie Skikkelse synes alt mellem Trærne.

Dora Lothe slænger Bogen paa Plads og vil reise sig. Men Ingeborg Stolt trækker hende ned.

«For Guds Skyld sidd!» hvisker hun. Hun er ogsaa Taktfuldheden og Værdigheden mellem de tre. Og saa sidder de da som Lys og taler sammen, idet Hans Willum hurtig nærmer sig.

Han kommer, søgende. Nu er han under Lindetrærne og stanser ved Bænken. Han tar Hatten let af.

«Om Forladelse – jeg skulde vel ikke ha glemt en liden Bog her,» siger han.

De rødmer ikke. De har faaet Tid til at ordne sine Følelser. Frøken Lothe ser hen paa Bænken, hvor Bogen ligger.

23«Kanske det er den dér?» siger hun.

«Jo netopp! Takk,» svarer han; han har kastet et flygtigt Blikk didhen.

Hun strækker sig og rækker ham den.

«Vær saa artig, Hrr. Willum,» siger hun. Hun har saan dyb Stemme og er saa troværdig bergensk i r-erne.

«Tusen Takk, Frøken!» Han tar imod, og de føler, at han benytter Anledningen til at se paa dem fra Siden. «Det var ellers ikke noget videre; men –» han tar i sit Frakkeopslag og putter Bogen ind. Han staar lidt – er dem ganske nær og lar dem føle Mandsnærhed.

«Og saa seiler Dere ikke iaften,» siger han pludselig.

Det kvakk til i dem alle tre. Han sagde «Dere» – uden videre! Det var, som om han var hoppet over et Gjærde og ned midt iblandt dem.

Dora Lothe overtog at svare. Hun saa opp paa ham brunøiet og rødmed svagt med det samme.

«Men der er jo ingen Vind,» sagde hun. Hun talte langsomt og var saa sympathisk i Skarringen.

Han saa udover.

«Saa kan man ro,» svared han.

Hun optog Kampen.

«Men der er jo ingen Baa–d,» sagde hun. Hun blussed over sin Djærvhed.

Han smilte.

«Den skal vi nokk skaffe,» svared han.

Sagde han ikke «vi»! Og snudde han sig ikke uden videre for at gaa til Bryggen efter Baaden? Som om han alt hørte med til dem!

24Dora Lothe blev formelig angst.

«Aa nei takk,» sagde hun hurtig. «Det blir for sent – vi skal snart spise Aften, og –»

Han stansed og snudde sig.

«Sagde De spise, Frøken?» spurte han. Han satte sine Blaaveisøine stort paa hende. «Nei, leve Frøken, det er det hele. Vi faar ikke mange slige Aftener herude.»

Hun blev usikker. Dette «De» hadde vakt noget forunderligt hos hende; der havde staaet nogen Ord i Bogen; sæt, at det var hende, han –

«Ja, kanske alligevel –»– hun saa spørgende paa de to andre.

Han snudde sig og gikk.

Da drog det efter med hende. «Nei skal vi virkelig –» sagde hun høit efter ham.

Han stansed. Han saa bedende paa hende.

«Vi maa da ha Dem med, Frøken,» sagde han. Han havde isoleret hende! Han havde uden videre taget de andre til Indtægt! Eller: var det hende, han netopp vilde –?

Dora Lothe taug, og de andre vidste ikke Svar. Saa gikk han uden videre, hurtig hen imod Bryggen.

De tre saa paa hverandre med store Øine og slog Hænderne stillt ihop.

«Du store!» sagde de. Saa lo de, men musestille.

Straks han var kommen paa Afstand, hugg de to fat i Dora Lothe.

«Hvad stod der, Dora,» hvisked de.

25Hun smilte med lykkelige brune Øine. Lukked dem, og rysted paa Hodet; men svared ikke.

«Dora!» De rysted hende.

Hun lod dem ryste.

«Jeg kan da ikke blotte andres Hemmeligheder,» svared hun.

De slapp hende.

«Det er jamænd lompent,» sagde de begge. Men der kom han jo alt roende med Baaden!

De gikk nølende nedover mod Odden; thi der lagde han til. Han sad ved Aarerne og saa opover.

«Her gaar det an,» ropte han.

De kom sig nedtil. Dora Lothe først og de andre to efter.

«Ja, saa faar jeg vel præsentere,» sagde Dora Lothe og rødmed lidt i det samme:

«Frøken Berg!»

Han tog til Hatten, der han stod i Baaden og rakte Haand ud for at hjælpe ind.

Frøken Berg hilste næsten umærkelig, tog mod Haanden og hopped i Baaden.

«Ada Berg,» sagde han dæmpet, idet hun kom forbi.

Hun saa forbauset opp med store Øine og fikk hele hans Blikk som ved Middagsbordet. Saa satte hun sig, halvt rødmende.

«Frøken Stolt!»

Hun gav et lidet, kjøligt Nikk og tog ikke Haanden, da hun hopped ind.

Han smilte et lidt steilt Smil.

«Det vilde jeg ogsaa være, hvis jeg var Deres Far,» sagde han.

26Hun fæsted kolde lysblaa Øine paa ham.

«Men det er De jo ikke,» sagde hun. Hun skulde vide at holde ham i Afstand.

Hans Smil blev saa uendelig dulgt og gaadefuldt.

«Nei uheldigvis eller lykkeligvis ikke,» svared han.

«Ellers vilde jeg være ulykkelig!» Han saa ikke paa hende. Hun satte sig og lod Komplimenten passere.

«Og jeg er Frøken Lothe.» Hun hopped ind, smilende. Han støtted. Hun var lidt tungere. Et Par Aar ældre. Hun saa opp paa ham. Han sagde intet, smilte bare tilbage og stødte fra. Hun famled sig hen paa Plads ved de andre.

«Lotus,» sagde han ligesom for sig selv og satte sig til Aarerne.

Hun lod, som om hun ikke hørte. Blikket bare streifed hans, idet hun tog om sig sin Kjole.

Og saa hændte da det mærkelige, at tre af Badestedets comme il faut‘este unge Piger blev borte fra Aftensbordet paa Rotur med den unge Digter Hans Willum, med hvem de var blevne bekjendt samme Dag; at de forsømte Dampbaadsafgangen Klokken ni, kom syngende og høirøstede iland ved Halv-elleve-Tiden, spiste ved separat Bord, hvor de havde det meget muntert, og først gikk paa sine Værelser halv-tolv.

«Det er, som jeg skulde have kjendt Dere bestandig,» sagde Hans Willum, da de stod og skulde skilles i Gangen. Han tog hver og en af dem i Haand til Godnat. De var stilltiende enige i dette mærkelige.

Saa tog Frøken Lothe Mod til sig.

«Aa byt Bord imorgen da,» sagde hun bergensk trohjertig, «og kom over til vort!»

27Hans Willum rysted i stort Alvor paa Hodet og drog et Sukk.

«Nei, det gaar nokk ikke,» svared han. «Jeg er forældreløs, skal jeg sige Dem og trænger Eftersyn. Jeg skal sidde ved Siden af Bestyrerinden.»

Han sagde det spøgende alvorligt; men han rørte samtidig ved noget vemodigt, ægte, dybere inde i ham selv – den samme Følelse som at man synes, det er godt at ta paa et forbundet Saar.

Han gikk hurtig, da han havde sagt dette; de tre stod lidt og saa efter ham.

De aanded op i behagelig Samfølelse, saasnart de hørte hans Dør lukkes. De havde erobret ham og ikke han dem!

Saa skiltes de endelig efter en Del Tisken – Ada Berg, som bodde i første Etage, for at faa Skjænd af sin snilde Mama, mens hun klædte af sig i Mørke, de to andre, som bodde i Værelser sammen i anden Etage, for at diskutere til langt paa Nat om, hvorvidt han var fin eller ikke, og om, hvorvidt det var rigtigt af Dora at forholde Ingeborg og Ada, hvad der stod i Bogen – Bedsteveninder, som de jo var.

Indtil de da endelig sovned med Døren paa Gløtt mellem sig.

Hans Willum havde tændt Lys. Han maatte ha sig en Pibe paa Sengen, som hans Vane var. Han kunde ikke sove, naar der ikke var Tobakksrøg i Værelset. Stærk Tobakk, helst Skraatobakk, men ellers ogsaa Virginia. I Snadde. Det hang i ham fra Fattigdommen og Opkomstaarene dette. Var formelig et dyrebart Barndomsminde! Han var jo «fra de lave Stuer!»

28Nu der laader laa] rettet fra: derlaa (trykkfeil) han da som Seierherre med foldede Hænder bag Nakken og røgte Snadde og stirred ud i Tomheden. Blaaveisøinene var mattblaa blakke, Udtrykket træt.

Seierherre! Han tog det som given Sag. – Hverdagskost! Livets Syttenaarsmoro, som ikke godt kunde undværes, men som igrunden kjeded.

«Fine Kvinder»! Af «god Familie»! Han smilte der han laa og stirred. Naar en rørte ved de erotiske Centrer, saa var de ved Gud ligedan hver evige én! Stjerner gudbevars! Unge, deilige Stjerner! Men de roterte om Erotikkens Akse allesammen ganske enkelt og ligetil. Uden Undtagelse efter enkle fysiologiske Love. En Kjedsommelighedens jomfruklædte Vrimmel – den rene Melkevei!

Han strakte Haanden ud efter den lille Bog, som laa paa Toiletbordet ved Uhret, aabned og læste smilende:

«Vidunderligt! – De tre derude paa Odden – ikke til at faa ud af mit Sind – især hun, den ene hun som –»

Han smilte høit for sig selv. Paa den banale Krog havde de bidt alle tre – mere end Tvebett, som vi Fiskere siger!

Han bluedes. Han rev ganske langsomt Bladet ud, holdt det hen til Lyset og lod det brænde. Lagde den sorte Aske forsigtig paa Pladen, lagde Piben, som var sluknet, ved Siden af, lagde Notitsbogen ved Uhret – og blæste Lyset ud. Laa saa med Armene overkors og aabne Øine ud i Mørket – hans Maade at sovne paa.

29Det var jo igrunden en ikke værst Begyndelse; – han havde alt dannet Klikk. Han og de tre skulde nokk more sig sammen, naar han først havde faaet Oversigt over Landskabet. Ada Berg – hun var virkelig for ung. Gjennemsigtig som Fiskeyngel med en Afskyggning af vordende Jomfru dybest inde. Det fikk henstaa. Hun fik være Staffage indtil videre! Hun, denne Lotussen, havde virkelig noget – noget ganske æggende ved sig, noget dybt i Stemmen, noget mere stofligt, hvoraf der kanske kunde komme en Historie! Men denne blonde Stolt! Han kunde ikke faa Tag i hende! Han gikk hende rundt paa alle Kanter, men kunde ikke finde hendes Generalnævner; hun var saa glatt som en strandfunden Sten. Ja, ja, saa fikk han indfatte hende; det skulde ikke vare mange Dagene.

Han snudde sig mod Væggen: Uf, at han dog gad! Leve alt dette om igjen, alt dette, som igrunden bare var Yderhuden paa hans Tilværelse, – som intet havde med hans indvendige Menneske at gjøre – længer. Som bare var Repetitioner.

Aa, naar skulde det store komme, det som gikk gjennem Marv og Ben og bragte hver Fiber til at skjælve og hans Fantasi til at føde? Som det var værdt at leve sig tildøde for?

– Der drog en liden kvalt Erindring dernord over til Pensionatet. Stakkars liten Emmy Falk igrunden! Han havde brugt flere Maaneder for at faa Religionen ud af hende; nu var han bange for, at det kanske gikk med hende som med Vinranken: planted man den om, saa døde den, og planted man 30den tilbage igjen, saa døde den ogsaa. Den, som nu bare vidste, om hun –!

Der stod for ham et Billede som af en liden nøgen Barneskrott, noget kvalmende ansvarsfuldt, noget borgerligt; han sovned med en bitte liden Angst der dybest inde.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.