Livets Triumf

av Jacob Breda Bull

[4]

Inga! – Inga Borg! Noget saa deiligt kunde bare hun hedde. Bare paa hende kunde et sligt Digtnavn passe. Saa eventyrlig pigeforjættende og paa samme Tid saa himmelblaanende utilgjængeligt!

Inga Borg! – Det sang i hans Fantasi; det sværmed i hans Sanser; det lokked som en disigblaa Tinde i Sommerluft langt borte: Inga Borg!

Han hadde hørt alt om hende i disse otte Dage – det vil sige til hans Forbauselse uhyre lidet, og ikke en eneste Historie trods hendes en og tyve Aar. Hun var ligefrem tirrende uangribelig, uanstændig plettfri. Men det var det forunderlige, at det ikke gav hende nogen moralsk Afsmag, men tvertom øged hendes sanselige Charme. Det var, som om Gud vilde have skabt en Venus, men ved en genial Feiltagelse havde skabt en Diana og i et Anfald af Jalousi sat Sommernyets skjære Sigd som Forsvar over hendes deilige Hode!

Han vidste alt om hende og alligevel intet.

Hun var Sønnedatter af den gamle Oberst paa Blommenholm, forældreløs gudskelov, og heldigvis ikke rig. Men vistnok velstaaende, naar en Gang den gamle Oberst faldt fra.

Hendes Far var død som Læge i Nordland, paa 77Embeds Vegne, af Plettyfus – et Pligtmenneske; Moren, som hensynsløst pleiede ham, – af samme Sygdom nogle Uger senere. Dette skjønne, som belønnes hinsides, var skeet for fem Aar siden. Og saa var hun blomstret opp fra sytten og fremover til de fuldmodne en og tyve, endskjønt man skulde tro, hun var atten. Blomstret opp saa at sige paa egen Haand, men i finpløiet Jord, hos den gamle Oberst paa det fordums Herresæde.

Gud skal vide, at hun havde benyttet Aarene godt! Hun kunde jo alt det Menneske; havde læst alverdens Ting, var formelig farlig for en alvidende Digter at indlade sig med – og alligevel ikke Spor af Blaastrømpe. Kundskaben sad hende paa ingen Maade i Klæderne; den laa hende ganske troskyldigt i Blodet. Hun rødmed, naar han debiterte en Uefterrettelighed, og retted den ligesom halvt aandsfraværende; hun gjætted hans paabegyndte Aandrigheder, supplerte paa Forhaand hans Genialiteter. Da kunde de graa Øine tage dyb Flamme; da kunde hun ligefrem glemme sig og blive intim. Men aldrig saa snart rørte han ved det kvindelige Sanseliv med saameget som Neglen af sin haarede Lillefinger, for hun lukked sig som et Øienlaag, tæt og frynset. Og han ante overvunden hendes seende Blindhed der indenfor. Hun havde vel hørt et eller andet og vilde være forsigtig.

Saaledes begav det sig, at Hans Willum blev dødelig forelsket i Inga Borg, mer forelsket, end han nogensinde havde været i en Kvinde; forelsket ikke alene med sine Sanser, men med hele sin Digterfantasi, sin Intelligens og alt sit vidtforgrenede Væsen.

78Et fritt Forhold til hende! Det stod for ham som Tilværelsens Blomst, dens Victoria regia! I glødende Udfoldelse! I hensynsløs Hengivelse, al Verden til Trods! Bagefter kunde han gladelig dø eller skilles eller digte videre; naar bare den store, den alt-forblomstrende Kjærlighed først havde sust sit Foraar gjennem ham og hende! – Livets Triumf! Dets vidunderlig stolte Selvmord i dets rigeste, høieste Stund!

Slig digted han hende og drømte han hende sin om Nætterne, og hver Morgen, naar han vaagned, var det hans begeistrede Forsæt, at hans skulde hun bli – trods alt!

For der var unegtelig Ting at trodse og at overvinde. Afgrunde, som han ikke før hadde anet eller øinet, Afgrunde mellem ham og hende. Men, naar man er Ørn! – Og han fikk, naar han havde speilet sig og gikk ned for at spise Frokost sammen med hende, dette seirende Smil, som er Geniets Skjold og Værge bag en altoverdækkende trodsig Knebelsbart.

Men naar han saa sad der ved Kaffeen lige overfor hendes klare graa Øine, kunde der medét komme over ham en Husmandsangst for ikke at være stolt og comme il faut, for ikke at haandtere Kniv og Gaffel rigtig, for at forholde sig ufint til Smørret eller for ikke at tage sig ud, naar han drakk. Han fikk i slige Øieblikke en umiddelbar Forstaaelse af, hvorfor saa mange foretrakk at gaa med Helskjægg.

Dette lurvet ufri i alle hans Fornemmelser, Hulderfrygten for at bli seet paa Ryggen, naar han snudde sig, Bekymringen for, at hans Smule Hjulbenthed 79skulde bli opdaget – og al denne pinlige Usikkerhedsfornemmelse! Det var Proletaren i ham, som pludselig var vaagnet, Æsthetikeren, som begyndte at gaa til Konfirmation!

Han rased indvendig mod denne forræderiske Skygge, som hemmelig fulgte ham og karrikerte ham: hvad var det vel igrunden? Han var jo stolt over at være af Folket? Hans Begavelse og daarende Personlighed havde jo baaret ham høit over det hele; han havde jo Eventyrets Seierssmag i Munden? Og naar det kom til Stykket, saa var naturligvis hun – som alle andre Kvinder – Kvinde og bare Kvinde, det er udlagt: Længsel efter Mands Kraft og Mands Vilje. Og han var vant til at flyve den store Flugt over Afgrunde.

Var ikke han, «Husmandsgutten», som lidet havde lært og intet tilgagns, i en Haandevending blit optat mellem dem, som man regned med i Aandens Verden? Og det i Kraft af sin Begavelse og geniale Sporsans!

Havde han ikke i faa Aar saa at sige skummet Floden af Tidsaanden og den moderne Kultur? Havde nippet til lidt Videnskab her, lugtet til lidt Literatur der og var næsten uforskyldt kommen over paa den rette Side, ind i den rette Bølge mere gjennem Anelse end gjennem Viden? Og var ikke det at være Geni? Det skulde da heller ikke falde ham vanskeligt i Kraft af sin Personlighed at flyve over den sociale Afgrund af Familieforfinelse over til hende! Endnu havde ingen Kvinde modstaat ham, naar han vilde og lagde an! Kvinder modstaa Manddom parret med Genialitet!

80Saaledes trøsted Hans Willum sig efter Middagen og den halve Flaske Rhinskvin, som dertil hørte, og Havannaens blaa Strime tegned Herskertanker i Høstluften, mens han gikk der paa Altanen frem og tilbage og vented paa Kaffeen; men naar hun saa kom og sad der mellem ham og de andre, fri, ligetil og trygg, men alligevel saa blottet for alt det dulgt lystne, som Hans Willum ansaa for Centrum i enhver Kvinde, da gikk det rundt for hans Forudsætninger; og naar hun saa hver Kveld til Godnat tog ham i Haand, aabent, med straalende venlige Øine, var det, som stod han under en kold Styrt, forbløffet og ubehjælpelig. Han var jo hendes hemmelige Angriber, som bare speided efter den mindste Rift, hvorigjennem han kunde inficere hende, lamme hende, og saa stod hun ham nær, trygg, nøgent skjøn i suveræn Troskyldighed!

Han rased mod hende; han spadserte hidsige, ensomme Aftenture for at svalne hende af sig. Han haded hende – aa Gud, hvor han elsked hende!

*

Der gikk to unge Damer Arm i Arm Strandveien sydover i Høstkvelden: Dora Lothe og Inga Borg. De gikk langsomt; de saa ikke Solflimret gjennem de høstrige Løvkroner; de hørte ikke Aareslagene af Baade, som rodde Fjorden hjem i Blikkstillet. De talte om ham.

Det vil sige: Dora Lothe talte, dæmpet, med nedslagne Øienfrynser over blussende Kinder – og Inga Borg hørte paa. Hørte og føied med varmt 81undrende Øine hvert Ord ind i sit vordende Billede af ham.

Thi det forunderlige var hændt, det forunderlig kvindelige, at Dora Lothe var bleven Inga Borgs Veninde. Straks hun mærked Hans Willums Lidenskab, havde hun givet sig til at elske den Kvinde, som hun helst ønsked tusen Mil borte. Elske hende og betro sig til hende, fordi hun instinktivt følte, at det var det bedste Middel til at faa beholde den Kjærlighed, som nu fuldstændig havde betat hende. Brændt sig ind i hende med en saa fortærende Magt, at hun var bestemt paa at kjæmpe til sidste Trevl for at bli hans, det maatte nu ske, paa hvilken Maade det vilde.

Saa var hun da gaaet nøgen lige ind i Inga Borgs fine Sjæl som en forfulgt ind i en Kirke. Havde gjort det alt i sin Jalousis heftige Fortvilelse og gikk nu i en besynderlig kvalfuld Blanding af Angst og Fryd og fortalte. Fortalte alle Historier om ham, forklared og undskyldte dem alle, fortalte om hin Dag paa Øen, men taug om, hvad der siden var hændt; gikk der skjælvende af Forelskelse og bagtalte ham paa mildeste Maade, berøved ham det Sommerfuglestøv paa Vingerne, som hun forstod, Inga Borg vilde kræve, nedsatte ham formelig i Klasse, men angred sig og brød ud i Lovtaler over hans Begavelse, for hvis Skyld man jo maatte tilgive mangt.

Og Inga Borg hørte paa trods alt; thi hun var jo Kvinde. Gikk der og fikk det første saare Syn ind i en helt ny, berusende Verden med Kval og Strid og Lidelse omkring hellige Ting, følte den 82tunge Duft som fra en ormstukken Rosenhave – Høst, tidlig Høst!

Og det Billede, hun bar af Hans Willum, blev et stærkere, et farligere og tog mere fristende Farve.

– – – «Ja men da skjønner jeg ikke, at De kan – fik hun sig til at sige, men brød pludselig af: Dora Lothe havde tysset ganske sagte og seet sig halvt tilbage. Det var ham, som kom. Og de to unge Damer gled smaasnakkende videre, saa det høstlige Solflimmer i Løvet og hørte Aareslagene fra Fjordstillheden derude.

*

Hans Willum gikk fort; han vilde naa de to igjen. Det var blit ham en Livsnødvendighed at se og fornemme Inga Borg. At aande hendes Luft. Hun brused gjennem hans Blod som et Digt. Hun blomstred i hans Sanser som selve Livet. Skjønt der skilte et usynligt Net af ingenting og alt imellem hende og ham.

I over otte Dage havde han nu daglig været sammen med hende, daglig og nattlig kunde han gjerne sige. Om Dagen i et Samvær saa at sige mellem Armene paa hende; om Natten med sine Arme omkring hende i Drømme.

Og alligevel var han ikke kommen længer med hende, ikke et Skridt nærmere. Han følte sig som et forelsket Blomsterstakitt omkring en Statue; eller rettere, han stod udenfor; thi Stakittet var Dora Lothe. Dora Lothe, som han havde haabet skulde glide bort og give tabt uden videre, naar hun saa, 83hvordan det stod til, havde vist sig stærkere, end han trodde. Som den retlinjede, renskaarne Mellemklassekvinde hun var, havde hun netopp derfor haget sig fast, sprængt sig ind mellem Bark og Ved i blind Kamp for sin Kjærlighed! Og Hans Willum var kommen i den særegne, yderst pikante Stilling at maatte holde sit Forhold til hende oppe for ikke fuldstændig at tabe enhver Chance ligeoverfor Inga Borg.

Veninder, som de to besynderlig nokk var blevne, kunde han ikke fremkalde et endeligt Brudd med den ene uden at staa der blottet for den anden, som da vilde faa vide alt. Han var saaledes henvist til at elske dem begge eller rettere sagt at elske et Dobbeltvæsen, hvis Sjæl var Inga Borg, og hvis Legeme var Dora Lothe.

Han følte sig i en næsten sælsom Sansestemning, tagen af den skræmte Vellyst, som gjennemfarer den, der første Gang prøver det farefyldt uprøvede. Et Slags erotisk Luftskipperstemning blindt hen med aabne Øine over alle Afgrunde. Et Feilgreb – og det hele vilde styrte!

Saa hengav han sig da galgenvildt til det mærkværdige, følte sig som den, hvorpaa noget sælsomt maatte gaa i Fuldbyrdelse. Han havde hemmelige Stævnemøder med Dora Lothe i Skogene og hengav sig saa heftigt og sanseligt i sine Kjærtegn, som om det var Inga Borg, han endelig havde faaet i sine Arme, og naar saa Dora Lothe med den forlovedes Ret og i sin brændende Angst for at miste ham, bød ham det yderste, da bæved han, Sandsedyrkeren, pludselig tilbage; thi hændte først dette, 84da vilde han for evige Tider have lukket sig ude fra Inga Borg.

Men i sit Samvær med dem begge, paa de henrivende Spadserture eller drømmende Roture i Maaneskin eller de smaa Leirstunder paa en eller anden høstomblomstret Knaus ved Stranden, havde han valgt den geniale Udvei at løfte det hele Forhold opp i det æsthetiske. Han havde sværmet Natur med dem; han havde spillet Digter paa Vaarkvist som en Aarhane med vidt udslagen Lyre; han havde boblet Aandrigheder, kuttret Weltschmerz-Vemodigheder, klunket Dybsindigheder, ja endog nedværdiget sig til at oplæse Digte. Han havde løftet det hele opp i det Rige, hvor der hverken gives tilægte eller tages tilægte, og hvor man i det poetiske Venskabs uskyldighvide Klæder ustraffet kan leve sammen i Fællesbeundring og Fælleshenrykkelse som Guds Engle i Himmelen. Og det havde lykkedes ham paa den Maade at faa Lov.

Dora Lothe var mer end villig til at beundre ham, fordi hun elskede ham, og Inga Borg blev ubevidst mindre uvillig til at elske ham, fordi hun beundrede ham.

Men midt oppe i dette trekantede Venskab eller trekantede Misforhold, som han i en djærv Stund spøgende havde vovet at kalde det, kunde han pludselig blive interessant sørgmodig, sidde stur og indesluttet som en sorgomfloret Buste paa sin egen Grav for saa igjen pludselig at blive munter Gjøg, som vitsede sig gjennem Sorgen over Livet lige ind i deres glade Latter.

Og han lod sig opmuntre af dem. Var Digter, 85det vil sige ubehjælpeligt Barn, som i sin Klodsethed begikk Forsyndelser og desaarsag maatte gaa til grunde.

Men det tragisk-pudsige i hele denne kunstige Menneskelivsudfoldelse var dette, at dybest inde i hans bevidste Veksling mellem Mismod og Skjæmt dirred en liden ægte Stemning, skjælvende mellem Sorg og Haan, en liden Klang fra noget, som kanske var evigt, som kanske var helt, og som for hans Øre klang ganske sagte, næsten som: Inga Borg; men som straks drukned i en Skraldlatter af Hverdagsintelligens, naar han tænkte paa Virkeligheden og Vennerne og alt. Paa Ludvig Monsen, naar han i en bevæget Stund efter Dødsfald mellem Stamvennerne tog af sin Lorgnett og med sin bløde, sprikende Haand udstrakt deklamerte: «Der maa nu alligevel være et Liv efter dette,» og paa Kredsens perfektible Voltaire, Knud Knapp, Manden med Daadyrblikket og Tørfisksmilet, som slagfærdigt slængte ind: «Hvor Du kan faa Paalæg paa din Gage eller bli æsthetisk Hovedredaktør af «Evighedsposten»!»

Og Hans Willum var igjen sig selv.

*

Han havde naaet dem igjen; de stod ved Odden og vented.

Han kom nynnende, havde ingen Blomst i Haanden eller – hvad Gud forbyde – i Knaphullet. Han bar ganske enkelt sin Høstfrakke. Vilde nemlig svært gjerne være selvsagt Præmiehingst, men aldrig bære Præmiesløife.

86Han stansed! Dora Lothe retted just lidt ved Inga Borgs Halskrave.

«Faar jeg slutte Trekanten?» spurgte han smilende. Det dirred i ham, da Dora rørte hendes Hals.

Dora Lothe saa bort paa ham, men svared ikke.

Hun blev altid forlegen, naar han kom.

«De faar vel det,» svared Inga Borg.

Han saa lidt paa dem, spørgende. Han havde en Fornemmelse af noget.

«Skal vi gaa til «Horeb»?» spurgte han. Der var en liden Udsigt, som han havde døbt saa. Man saa derfra ind i det forjættede Land, paastod han.

«Ja gjerne det. Har De noget med?» Det var fremdeles Inga Borg.

«Intet uden mig selv.» Han gav sig en liden spøgefuld Blottelse.

Hun benytted den ikke.

«Dem selv kan vi vel ikke læse,» svared hun, mens de gikk.

«Aa, dét er let.» Han kom nær Dora Lothes Haand, der de gikk Stien frem.

Inga Borg saa paa ham.

«Det vil jeg ikke netopp sige,» sagde hun.

Der var noget! Hun skulde vel ikke have faaet noget at vide?!

«Trekanten er Jehovas Øie – den ser alt,» sagde han dristig.

Inga Borg svared ikke.

– «tror alt, haaber alt og fordrager alt,» citerte han falskelig videre. Smilende.

Og de gikk tause et lidet Stykke; thi der var 87Sti, saa de maatte gaa en og en; og det gikk oppover.

«Forresten, saa opløses vel nu snart Trekanten,» sagde han om lidt; han gikk sidst af de tre.

De vendte sig begge.

«Vil De jage mig?» sagde Inga Borg frit rødmende.

Han mødte hendes Øine.

«Det vilde være at berøve Jehova hans Øie,» sagde han, og der var noget stærkt inderligt i Tonefaldet.

Dora Lothe blev blussrød.

«Det er kanske mig,» fikk hun frem.

Han smilte.

«Det vilde være at berøve ham hans Hjerte,» svared han.

Inga Borg saa forundret paa ham.

«Reiser De kanske?» spurgte hun, og det stakk til i ham af Lykke.

«Det vilde være at berøve ham hans Forstand,» lo han; hans Øine straalte blaat. Dermed strøg han dem forbi hurtig Stien frem og opp.

Da de naadde efter, sad han paa en Stubbe der oppe og saa udover Solefaldet.

De satte sig ved Siden, ganske stille. Der var noget over ham, som de ikke turde afbryde.

Pludselig sagde han i dybeste Alvor:

«Vi reiser alle tre, saa kan vi ha det saa godt.»

De lo begge, befriet. Og han sad igjen og stirred udover.

«Høst,» sagde han.

88I Fjorden skalv en Guldsøile af Sol; de store Løvtrær stod med visningsflammende Bladkroner.

Han pegte. «Se bare! – færdige Blade alt! Gudskelov, det ikke er os!»

Dora Lothe smilte og saa straalende paa ham.

«De, et vissent Blad – aa jo!» sagde hun. Hun talte ud fra deres hemmelige Lykkestunder og havde saa vanskeligt for at sige «De».

Han saa smilende forbi hende.

«Jeg haaber at faa være grøn endnu en Stund,» svared han, «før jeg modnes og høstes Herren til Ære!» En liden spottende Linje kom frem ved Mundvikerne.

Inga Borg snudde Hodet og saa spørgende paa ham, med de forskende graa Øine.

Han følte det. Han rev fattigmandsagtig Hatten af.

«Undskyld – De tror kanske paa Gud?» sagde han.

Hans lysblaa Øine stod uforfærdede i hendes.

Hun veg ikke. Kun at hendes Farve blev lidt høiere.

«Ja,» svared hun, helt alvorlig.

Han folded Hænderne.

«Takk, Skjæbne,» sukked han. Det faldt saa pudsigt, at Dora Lothe begyndte at le.

Men Inga Borg slapp ikke.

«End De?» spurgte hun mørk i Øinene, og han saa hendes Bryst hæves og sænkes hurtigere.

Han saa ned. Hans Hatt laa paa Bakken ved Siden af. Han havde foldede Hænder og Hodet paaskakke. Et lidet Stænk af Lægprædikant.

«Jeg er forældreløs jeg, skal jeg si’ Dem,» svared han. «De døde, før jeg blev født, saa jeg fikk ingen Gud.»

89Dora Lothe vilde tage det muntert videre, men brød af. For Inga Borg var bleven blek.

«Stakkars Dem,» sagde hun næsten dirrende. «Jeg er ogsaa forældreløs; men jeg fikk beholde dem, til jeg lærte at –» Hun brød af. Hun kjæmped med noget harmt i sit Ansigt; hun kneb Øienlaagene sammen nervøst – og saa ned.

Hans Willum blev berørt, hvad han sjelden brugte at lade sig blive.

Han satte sin Hatt paa; han saa bort paa hende med et Slags Smil, som skulde opretholde hans Mandighed, og sagde mygt:

«Undskyld – jeg vilde ikke saare – Dem

Inga Borg rysted paa Hodet og smilte uden at se opp, som om hun sagde: Det ved jeg nokk. Saa saa hun pludselig opp med et godt, tryggt Smil, som om hun vidste bedre om ham end han selv og alle andre.

Dora Lothe blev ilde ved. «Nei lad os nu ta dette med Ro da,» bad hun.

Inga Borg hørte ikke.

«De,» sagde hun hen mod ham – «som er sprungen fuldt udrustet ud af Guds Pande.»

Han lyste opp.

«Zeus var Hedning,» svared han. «Vi blir salige enhver i vor Vantro.»

Nu lo de.

«Og Athene var Kvinde,» fortsatte han.

Inga Borgs pludselige Smilehuller syntes. Hun gav ham et Blikk næsten skjælmsk udfordrende.

«Enhver Digter er lidt Kvinde,» sagde hun.

Han reiste sig pludselig. Han trued med Knytnæve; 90han gikk lige hen og tog efter hende som for at straffe.

«Nei nu –» sagde han, men slapp straks. Hun havde seet paa ham ganske roligt, skjønt det sittred fremmed gjennem hende.

Men Dora Lothe var bleven blussrød.

Han satte sig igjen, fremdeles hyklende Strid. Satte sig godt tilrette, trakk Knærne op og kneppte Hænderne fast foran, som om han knapped sig helt til.

«Kvindens Ligestilling med Manden!» citerte han.

«Jævnbyrdighed,» retted hun.

Det Pokkers Fruentimmer! Hun havde altid Svar!

«Nei hør Dere – Kvindesagen!» bad Dora Lothe.

Hans Willum snudde Hodet og saa i Retning af hende, men blev siddende som før.

«For mig er hele Livet en Kvindesag,» sagde han.

«Men kanske ikke Kvinden en Livssag?» riposterte Inga Borg. Han syntes, hun var saa vidunderlig udfordrende vakker, der hun sad.

«Hysch,» sagde han og pegte udover, hvor Solen netopp sank. «Nu læser Kvelden Fadervor.»

De taug; de sad og saa og smilte.

«Gudsdyrkelse paa Horeb!»

Ingen svared. Thi nu sank Solen virkelig derude. Han blystred sagte, men stansed; det hørtes lidt simpelt. Han skotted bort paa Inga Borg. Hun syntes ikke at se andet end Solnedgangen.

Pludselig drog han Pusten dybt og slog Hænderne sammen.

«Du store Gud,» sagde han. «Hvordan skal det gaa med mig uden Dere to!»

91De smilte.

Og han sad og var Ypperstepræst mellem Vestalinder.

*

Det var blevet bælgmørk Kveld ved Badet.

Hans Willum gikk i Grusgangene udenfor Hovedbygningen frem og tilbage, frem og tilbage som en Mekanisme.

Det lyste bag nedrullede Gardiner i flere Værelser; Lønnen udenfor Inga Borgs Hjørneværelse i anden Etage havde en skjær Lysstribe bent ind i sin mørke Krone.

En stor Nattlanterne fra en Udenlandsdamper, som stod Fjordgabet ind i Rute for Hovedstaden, gled æventyrlig frem gjennem Natten; fjerne Blinkfyr maalte i evindelige Opglimt Mørket.

Hans Willum røgte; røgte og gikk. Røgte, til Cigaren knappt var til at holde. Han maatte svalne sit Blod; han maatte komme til Fornuft. Og det var for mørkt til at gaa Stormtur gjennem Skogene.

Det kogte i ham: dette Trekanteri var ikke længer til at udholde! Det maatte paa en eller anden Vis gjøres slutt!

Helst havde han – som han brugte at gjøre – reist bent fra det hele; men han kunde ikke. Ved den levende Gud han kunde det ikke! Dette med Inga Borg var noget aldeles særskilt, som rent holdt paa at omkalfatre ham. Han tænkte ikke længer paa Kvinde, skjønt han stadig tænkte paa hende; han havde til sin Forfærdelse i hele tre Uger været from Ungersvend, og Dora Lothes Elskovs-Vikariat 92kjølte ham hver Gang mere af. Hun var ham som en Klave om Halsen; han blev formelig hver Kveld ledet paa sin borgerlige Kjærlighedsbaas af hende.

Han slængte den lille pinrøgte Cigarstump ud i Mørket; han gikk hurtigere.

Hvad skulde han gjøre?

Der var øiensynlig noget galt fat i hans Konstitution – en eller anden Slags erotisk Neurasteni, som undskyldte allehaande. Han havde aldeles tabt sit berømte Mandfolkemod, sin skjønne Brutalitet; han var bleven lydigste Tjener; han var rent ud sagt bleven en Planet omkring hende. Der havde været Øieblikke, da han i Spøg for Alvor havde tænkt paa at lægge sig ind ved en borgerlig Forbedringsanstalt eller, hvad værre var, at tale til en Præst bare for at faa kysse hendes Fingerbøl – «Fligen af hendes Kjortel», som det jo da maatte hedde. Og som han sad i det! Han maatte have dem skilt, men kunde ikke. Dora Lothe hang fast som en Borre. Hun var Nøglehullet til Inga Borg, den knirkende Laas for hendes Jomfrubur.

Det skummed i ham af Harme: hvad skulde han gjøre?

Reiste han, saa var det grande misère ouverte. Dora fortalte naturligvis alt, og en bedragen Kvinde kan fortælle. I det Stykke blir de ligfrem geniale.

Faa hende til at reise, det magted han ikke. Han lo af sig selv i sit inderste muntre Hjerte. Han var Manden, som skulde ro en Ulv, en Gjed og et Kaalhode over Strømmen, men ikke havde Plads til mer end én ad Gangen! Eller retere sagt: han var ikke Manden; han var meget mere Kaalhodet!

93Slig søgte han at muntre sig fra det; men det gikk ikke. Bare dette idag, at han fikk en liden Anledning til at røre ved hende – var det ikke, som om der var slaaet en Port opp med Blomstervei lige ind i hendes uberørte Deilighed! Men saa skrek Laasen – Dora Lothe –, og det hele smaldt igjen lige for hans Næse. «Og Kvinden saa, at Træet var godt at æde af og lysteligt at se til og godt til at faa Forstand af, og hun tog af dets Frugt og aad, og hun gav ogsaa Manden med sig» – ja Gu sa jeg Smør – og han aad!

«Og Adam kjendte sin Hustru Inga, og hun fødte ham en» – han spytted bittert bent ind i Mørket – han var naturligvis paa Grænsen af Vanvid, Geniernes frelsende Privilegium fremfor alle borgerlige! Der skeede noget nødvendigt med ham! Han snudde sig braatt og var medét aandelig ædru. Han havde hørt Skridt i Gruset bag sig. Ja, naturligvis, – det var hende!

Hun kom lige hen.

«Hans! Jeg maa tale med dig!» sagde hun, tog hans Arm og førte ham uden videre bortover Skogsveien i Mørket.

Han følte sig ubehagelig berørt. Han var bleven hendes; han var bleven «Hans», hendes Hans! – Objekt i et kvindeligt Eiendomsforhold! Det bedste i ham kom uvilkaarlig i Oprør; Mandfolket i ham reiste sig – det gikk hans Geni for nær. Et Geni eies ikke; det er evig fribaarent.

«Hvad er det nu da?» spurgte han; han tog det overlegent godmodigt og lod sig føre.

«Jeg maa tale med dig!» Der var noget heftigt over hende, noget næsten ufint.

94«Ja, men –»

Hun førte ham videre Veien frem og bøied af mod Skogen.

Han stansed. Han savned Fodfæste.

«Hvad er det?» spurgte han kort.

Da slaar hun pludselig Armene om ham i hensynsløs Hengivelse. Barmen stiger og viger; Aandedrættet er jagende.

«Jeg kan ikke længer! Jeg kan ikke!» tørhulker hun.

Han prøved at løsne.

«Hvad er det, Du ikke kan?» spør han.

Hun knuged sig til ham.

«Du faar ikke dette med Inga!» hvisked hun.

«Du faar ikke!» hun higsted det frem.

Han blev kold. Rolig. Han fridde sig med Magt.

«Aa, du er jaloux ogsaa,» sagde han og var krænket i Røsten.

«Ja! Ja! Tror du ikke, jeg ser det!» Hun vred Hænderne. «Aa Hans! Jeg elsker dig saa forferdelig!»

Hun kasted sig ind til ham.

«Men Dora! Jeg trodde, du var –» han stod med hendes Kropp i sine Arme og var moralsk indignert paa hende.

Hun holdt fast.

«Men er vi ikke – er jeg ikke – din – egen!»

Hun graat.

Han saa nedover hende.

«Aa, ikke saa ganske,» beroliged han.

Hun blev aldeles fra sig selv. Hun slog Armene om hans Hode og kyssed i Mørket; hun gjorde sig 95tung i hans Arme; hun kasted sig bent bagover, saa han næsten faldt med hende.

«Men Dora!» Han ropte det, mens han reiste hende. «Er Du gaaet fra Forstanden? Du vil da vel ikke dette?!» Han var dydflammende harm. Paa samme Tid, som han blev tat af, hvad hun dog var for et heftigt, deiligt Stykke Menneske.

«Jeg maa! Jeg maa!» Stemmen var hæs.

«Nei men Dora!» Han kjæmped imod.

Hun reiste sig pludselig og stod stolt som en Statue.

«Ellers gjør jeg det, som er værre!» ropte hun ud.

«Hysch!» Han slapp hende oprørt. «Jeg tror Fanden gale mig Du –»

Hun rykked tilbage; han hørte nogen hede, truende Hulk som med knyttede Hænder. Saa hørte han hende springe Skogen frem mod Stranden til.

«Dora!» Han fulgte med dæmpede Rop; han sprang, en Mands stærke Sprang, rasende, dødelig rædd og rasende. Hun vilde gjøre dette!

Endelig – i Skogslysningen naadde han hende; hun stupte Grue hen over Stranden.

Han var som et Dyr over hende. Slog Hænderne som Klor i hendes Kropp og løfted hende. Det syded i hans Hjerne. Det var bare ét, som kunde gjøre dette godt igjen, gjøre en Ende paa det!

Hun laa stille; løfted bare Armene og bøied dem om hans Hals.

Saa bar han hende dybt aandende tilbage ind i Mørket.

*

96Den Nat sov ikke Hans Willum. Laa bare og rased over hende, som havde ødelagt det hele, og over sig selv, som havde ladet sig «overkvinde», som han i skummende Bitterhed døbte det. Og til syvende og sidst over Inga Borg, som var den hemmelige Grund til det hele; var ikke hun kommen, saa havde Sagen jo gaaet sin hverdagslige Gang, episodisk, som det var tænkt, og som Ret og Rigtighed tilsagde. Nu var det hele forbi. Han følte sig som Hunden, der slapp Benet for at bide efter en Skygge; han havde lidt et Nederlag i sin Suverænitet; han vilde reise. Men først – – aa hvad kunde det vel nytte? Hun vilde læse det tvers igjennem ham det Satans vidunderlige Menneske! Og han gled over i vilde Fantasioplevelser med hende – indtil han endelig paa Morgensiden dormed af og sov blytungt til Klokken halv ti.

Da han kom ned til Frokost, havde alle spist; han sad der og drakk The aandsfraværende. Han havde mødt Dora Lothe i Trappen; hun var bleven blussrød og havde sagt Godmorgen smilende som til en Bekjendt; og hun havde gaaet tungt Trappen videre. Inga Borg saa han gudskelov intet til!

Men længer ud paa Formiddagen, da han netopp vilde gaa sig en Tur Blommenholmveien og var naaet til de store Asketrær ved Svingen, fikk han se to unge Damer foran sig Arm i Arm. Det var Dora og hende.

Han formelig kvakk og stakk hurtig tilskogs; han følte ligefrem Tyvsfornemmelse. Gud i Himmelen vide, hvad en slig en som Dora kunde finde paa at fortælle; hun havde jo fuldstændig tabt al Blufærdighed! – – –

97De to unge Piger gikk langsomt; de talte ikke. Dora Lothe havde fortalt, at hun skulde reise. Og Inga Borg var bleven saa tænksomt stille.

«Jeg holder det virkelig ikke ud længere,» sagde Dora Lothe endelig.

Inga Borg stansed.

«Er det noget iveien?» spurgte hun. De graa Øine stod varmt paa Dora Lothe. Der kom ikke Svar; Dora Lothe stod og saa nedover sig nølende.

«Vi er hemmelig forlovet,» sagde hun uhyre lavt og saa bort med Taarer i Øinene.

Der gikk noget forunderlig avgjørende over Inga Borgs Trækk. Saa smilte hun.

«Og det graater De for?» spurgte hun.

Dora Lothe stod og saa bort som før.

«Han er blit saa underlig mod mig i det sidste!» Hun hvisked det.

Inga Borg fikk pludselig høiere Farve. Saa sagde hun svært rolig:

«De skulde offentliggjøre det.»

Dora Lothe rysted paa Hodet

«Han vil ikke. Ikke endnu,» svared hun.

«Ja, saa maa De reise.» Inga Borg tog Dora Lothes Arm, og de gikk langsomt videre.

*

Turen i Skogen med vanskelig Vei gjennem Kvist og over Bækkefar havde givet Hans Willum hans Mandfolkemod igjen. Han vilde møde dem. Han var ligefrem opsat paa at møde dem. Han var nu, naar alt kom til alt, ikke nogen Kvindfolketræl; det 98var nu vel alligevel ham, som – han var da pine død Mand!

Der kom de!

Han var kommen ned paa Veien og stod i Afstand og vented; de havde nokk set ham; for de gikk uhyre langsomt og saa ud, som de straks vilde snu.

Der snudde de virkelig!

Da gikk han lige paa. Gikk hurtig og naadde dem næsten igjen. Sakked lidt, da han var lige indpaa; men da saa de begyndte at gaa hurtigere, tog han rask Spadsermarsch og naadde dem ved Asketrærne.

Han gled lige op paa Siden af Inga Borg, tog let til Hatten og havde sit tryggeste Mandfolkesmil.

«Tillader Borgfrøkenen?» spurgte han. Det var en Navnespøg, som han i gode Stunder tillod sig.

De stopped opp; Dora Lothe og Hans Willum veksled et hurtigt lidet Æbletyvblikk – lig Børn, som har stjaalet Æbler sammen; saa gled de alle tre videre. Inga Borg svared med et bitte lidet Smil.

Han skjønte straks, at der var talt; vidste bare ikke, hvor meget. Og som han gikk der ved Siden af Inga Borg fremover Veien, følte han sig, som om han var mindre elegant paaklædt.

Denne lurvede Fornemmelse irriterte ham. Han stansed pludselig.

«Gud, hvor Høsten gjør det tomt,» sagde han. «Jeg synes, vi alt er reist.»

Inga Borg konverserte.

«De fleste reiser jo ogsaa nu,» svared hun.

99Og de gikk videre.

«Jeg reiser imorgen,» oplyste Dora Lothe, men blev rød med det samme.

«Saa?» Han saa bort paa hende. «Og jeg i overmorgen,» sagde han. «Saa raader liden Inga Borgen alene!» citerte han paagaaende.

Inga Borgs Øine blev mørke.

«Som sig hør og bør,» svared hun. Hun vilde ikke slippe ham længer indpaa sig.

Og de gikk nogle Øieblikke ganske tause.

Indtil Inga Borg for at holde Konversationen oppe begyndte at tale om almindelige Ting, om Hovedstaden, om Theater og andet, og han fandt sig tjent med at svare paa almindelig Maade.

Dagen etter reiste Dora Lothe. Hun havde villet vente paa Hans Willum; men han havde sagt hende, at det ikke gikk an, og lovet at komme sikkert næste Dag. Og det faldt ikke længer med en Tanke Dora Lothe ind at gjøre anderledes, end han vilde. Eiendomskravet i hende var paa et eneste Døgn byttet om med en fuldvoksen, trygg Afhængighedsfølelse, og da hun stod paa Dækket, idet Baaden lagde fra, straaled de brune Øine mod dem alle i ujomfruelig Trods. Hun var Kvinde! Hun var hans! Hun skulde være en ung Digters frie Hustru! Hvad brød hun sig om alt andet i Verden?

Men da Dampbaadens taktfaste Propelslag var komne Tangen forbi og der var kommet Afstand mellem ham og hende, blev hun pludselig tat af en voldsom Ensomhedsangst. Tanker paa Hjem og Venner, paa Ungpigeglæde og trygg Søvn kom uimodstaaelig 100strømmende og pludselig som et kvasst Stikk Ordet «Elskerinde».

Hans Elskerinde! Fortabt kanske, færdig! Nei nei, det var umuligt! Aldrig i Verden skulde det ske!

Hun gik hurtig hen til Rælingen og blev staaende og stirre udover. Øinene løb fulde af Taarer, saa hun maatte tage sit Lommetørklæde opp for at tørke dem bort.

Og Styrmanden, som netopp gikk forbi og saa det, tænkte, at hun, som Fruentimmer bruger, graat lidt over nogen, hun havde kjær.

*

Det var to Dage senere. Hans Willum var endnu ikke reist og heller ikke kommen Inga Borg nærmere, skjønt han jo nu havde hende ganske for sig selv. Tvertom kjendte han nu Afstanden og Svælget mellem ham og hende stærkere end før.

Blodsmagen af det, som var hændt med Dora Lothe, hang ogsaa i fremdeles og holdt ham tilbage; han syntes, det maatte gaa nogen Nætter og Dage for en erotisk Anstændigheds Skyld, et Slags forkortet Sørgeaar, som han skyldte sin aandelige Takt. Desuden – Inga Borg vidste jo noget, og han formaadde ikke endnu at møde hendes sanddru graa Øine.

Derfor mødtes de i disse Dage sjelden og konverserte da næsten altid om almindelige Ting.

Indtil han den tredie Dags Eftermiddag af Opvartningspigen fik høre, at Inga Borg skulde reise 101en af de første Dage. Da brast ligesom alle Dæmninger i ham; han blev tat af en berust Ligesælhed, som satte ham istand til alt. Den Nat led han af den store, lykkelige Ve, som han kjendte saa godt fra sin Digtning, naar en Bog blev født. Han kasted sig søvnløs i jagende Hede; Billed paa Billed stormed paa de sittrende Sanser i vekslende Aabenbarelse af hende. Henrykkelse ved at se og kjende, Angst for ikke at naa eller for igjen at tabe; det kaared over ham varmt og koldt. Han sprang opp og syntes, han maatte tale med hende endnu inat; hun vidste jo ikke, at det gjaldt Liv eller Død for ham at eie hende. Han kasted sig tilbage i Sengen sved, kold i en Følelse af det fuldbragte; han digted i fortsat, stille Henrykkelse Oplevelse efter Oplevelse i et Liv sammen med hende og en skjøn Død tilslut; han endte med at komme blek ned til Frokostbordet næste Morgen uden at have sovet en Blund.

Hun sad alt ved Bordet og hilste, venligere end ellers, syntes han. Hun var vel glad for, at hun skulde reise!

Han drog en lidt dyb Pust, idet han satte sig og saa henover Bordet efter Brødbakken; han syntes, han havde Ret til det paa egne private Vegne, uanseet hende.

Hun rakte ham den.

«De ser træt ud idag,» sagde hun. «Har De arbeidet inat?»

Han forsynte sig med Brød, satte fra sig og saa efter Smørret.

«Aa ja, lidt,» svared han.

102«Et Digt?» hun rakte ham Smørret.

«Aa ja.»

«Det glæder jeg mig til engang at læse.

Han saa kort op.

«Aa, sig ikke det,» sagde han.

Hun saa lidt forskende paa ham. Dora Lothe var reist.

Nu kom der andre ind.

*

Inga Borg gikk Formiddagstur Strandveien.

Hun gikk nødig de gamle Skogsveie nu længer og var glad over, at hun havde bestemt sig for at reise straks, siden han blev boende; det skyldte hun baade Dora Lothe og sig selv. Ingen af dem skulde tro, at hun kanske blev for hans Skyld, og Folk skulde ikke faa noget at sige.

Hun var igrunden temmelig forarget paa Dora Lothes Vegne. Han havde jo sagt, han skulde reise Dagen efter, og saa blev han alligevel! Skjønt de jo var hemmelig forlovet, og skjønt han jo tydeligvis længted efter hende! Hun skulde kanske først «omsættes i Digt»? Eller –? – Der fôr en liden hed Sittring igjennem hende, en liden umulig Tanke, som flaggred og døde.

– – – Han var igrunden det forunderligste, hun havde truffet; det besynderligste! Saa plump og paa samme Tid saa bedaarende! Saa fuld af fin Evne og straalende Originalitet og samtidig saa ubehjælpelig nedenom alt, hvad der gikk an. Akkurat som sine Øine. Rene Vaarøine, solforundrede Blaaveisøine som paa et Barn – og saa pludselig en 103kjølig Mandfolkefrækhed dybest inde, saa en kunde tro hvadsomhelst og rent bli rædd ham og helst ville flygte. Det var umuligt at glemme de Øine.

«Goddag, Frøken Borg!»

Hun næsten kvakk. Det var Konsul Hielm og Frue, som gikk forbi og hilste.

Hun besvared næsten rødmende og havde sin fine, lidt fornemme Nakkebøining, idet hun passerte.

«Vakkert Veir?!»

«Ja, deiligt!» Hun smilte. Hun havde denne sorgløst vandrende Ungpigegang, som virker saa særskilt daarende.

Konsul Hielm snudde sig uvilkaarlig halvt efter hende.

«Virkelig vakker,» sagde han til sin Kone.

«Ja, hun er jo det,» svared Fru Konsul Hielm og arbeided sig kortpusten videre.

– «Goddag, Frøken Borg!»

Hun maatte hilse igjen. Det var Frøken Pettersen med Gammeljomfrusmilet, som hasted for at naa Konsulparret.

«Hrr. Willum spadserer derude,» oplyste hun venligt i Forbifarten.

Inga Borg hørte ikke. Gikk bare hurtigere og bøied af tilvenstre Skogsveien; hun vilde ikke møde Hans Willum, som hun saa i Svingen ved Odden mellem Trærne.

Men Hans Willum lod hende ikke slippe. Han var gaaet ud tidligere end hun og bestemt paa, at idag vilde han sige alt – eller rettere sagt: han var ikke sig selv mægtig længer. Hun skulde jo reise!

104Han kom hurtig Veien fremover, saasnart han havde seet hende bøie af, og slog uden videre ind paa samme Sti som hun.

Hun gikk hurtig, da hun mærked ham; men han gikk hurtigere, indtil hun endelig opgav det, stansed ved en liden Udsigt og saa udover.

Han kom lige hen ved Siden af hende og hilste.

«De staar og tar Farvel?» sagde han. Der var noget sløret, heftigt over hans Tone.

Hun vendte sig halvt mod ham uden at veksle Blikk.

«Ja,» svared hun. Hun saa igjen udover.

Han gjorde som hun: saa uden at se.

«De reiser?» sagde han.

Der steg en fornem Trods i hende. Hvad havde han med at kræve Regnskab?

«Ja,» svared hun. «Jeg maa jo det.»

Det var en drøi Tilrettevisning; men han forstod den ikke.

«Hvorfor det, Inga Borg?» spurgte han, men rørte sig ikke.

Hun svared ikke. Saa bare ud over i Solskinnet.

«Har De hørt noget fra Dora Lothe?» spurgte hun.

«Fra Dora Lothe?» Han lod forundret.

Da vendte hun sig og saa paa ham.

«De lod hende reise,» sagde hun. «Det var styggt af Dem.» Hun vilde tale ærligt ud om dette.

Alt Blod jog Hans Willum til Ansigtet; han var kommen i det voldsomste Oprør.

«Det er Deres Skyld!» brød han ud. «Hvad kan jeg for, at jeg mødte Dem?!»

105Inga Borg var bleven ganske blek. De graa Øine blakkned; det skalv ved den buede Mund.

«Farvel,» hvisked hun og vendte sig.

Han stilled sig i Veien.

– «At De er til! –At man maa –at man blir fra sig selv!» Stemmen skalv.

Hun vendte sig bent mod ham.

«Og Dora?» hvisked hun.

«Der er ingen anden end Dem!» brød han af.

«Ingen anden i hele Verden nu!»

Hun blev igjen blek. Dødblek.

«Dette hadde jeg ikke trodd! Dette har De ingen Ret til,» sagde hun. Hun vilde frem.

Han veg. «Nei,» sagde han. «Jeg skal gaa. Jeg er jo bare en Digter naturligvis for Dem – et Slags Naturfenomen i Bogform, et Slags Nysgjærrighedsbekjendskab, som de har nedladt Dem til! Men De skal vide det nu: hvert Digt blir om Dem; hver Bog blir Dem! Naar jeg frem, saa er det Dem; blir jeg ødelagt og ingenting, saa er det Dem! Farvel, Inga Borg!»

Han gikk.

Og hun stod aldeles fortumlet af det sanddru rent fortvilede i hans voldsomme Udbrud.

Samme Kveld reiste han. Uden videre. Uden at sige Farvel. Han kunde ikke undvære Dora Lothe, sagde Badestedssladderen.

*

Den Hest, som blev sendt fra Blommenholm næste Dag for at hente Inga Borg, kom tomvogns tilbage; men Kusken havde Brev med. Veiret var 106saa deiligt; hun vilde bli endnu en otte Dages Tid og bade. Der maatte nemlig ikke kunne knyttes Spor af Forbindelse mellem Hans Willums Afreise og hende.

I de fire-fem første Dage holdt hun tappert Stand. Men snart begyndte Høstpragten at bli til Sorg og alle de Steder, hvor de havde vandret eller siddet, at forme sig til vemodige Minder. Hvad han en gang paa sin besynderlig spøgende Maade havde sagt om Livet: at det var en «Indgang til Døden», dukked nu opp og fikk fremmede Instinkter til at gjære i hende. En kvalfuld Længsel efter at leve, et hemmeligt Begjær efter Katastrofe, en vemodig Angst for at bli udestængt fra det særsynte!

Saa det var med let Hjerte, hun endelig ved Ugens Udløb kjørte afsted i den gamle Jagtvogn ved Oberst Borgs Side.

Hun stakk sin Arm i hans; hun trykked sig ind til ham; hun nød Hestelugten og Vognhjuldirringen.

«Hvor jeg er glad, at jeg skal hjem igjen,» sagde hun. «Til dig, Bedstefar!» Hendes grønne Slør laa tæt til Kinden og vaied let i Vinddraget.

Han saa fra Siden paa hende.

«Saa?» sagde han smilende; men han spurgte ikke videre.

*

Inga Borg svælged i Hjemfornemmelse. Gikk i Haven, mellem de gamle Frugttrær og Høstblomsterbedene. Hilste paa Folkene baade i Kjøkken og Fjøs og hørte, at hun var bleven brun. Klapped Hestene i Staldkjøligheden. Gikk ogsaa omkring i alle Værelser 107og kjendte sig igjen. Kjendte den diskrete Tobakksluft fra Oberst-Værelset og de blankpudsede Glimt af de gamle Sabler paa Langvæggen. Stelte i sit Soveværelse, hvor den lille kjendte Parfyme endnu hang i. Sad og sang ved Pianoet i den store Salon og følte sig trygg mellem de gamle Familieportrætter derinde. Tog alting med, kanske en Smule med Hensigt, for ligesom at tvætte alt det fremmede af og rigtig dukke ned i det kjære og kjendte.

Gikk saa igjen opp paa sit Soveværelse og gav sig til at pakke ud, men faldt i fraværende Tanker ved næsten hver eneste Ting eller blev siddende og stirre. Tog sig endelig sammen, fikk det gjort og aabned det smaarutede Vindu til Haven, for at Høstluften rigtig kunde feie ind og lufte ud.

Gud, hvor deiligt hun skulde sove inat!

*

– – – Og saa hændte det, som ikke kunde være anderledes: Inga Borg reiste sig søvnløs opp i Sengen og stirred ud i Midnatsmørket; lagde sig atter tilbage og blev liggende med aabne Øine ud i det tomme sorte.

Kunde Dora Lothe virkelig være Hustru for ham? Enkel og ganske jævn, som hun jo var, og han saa særegen og rig og mangfoldig! Saa fuld af Muligheder og fortvilede Umuligheder! Hvem kunde idetheletat det? Tage Livet opp sammen med ham og kjæmpe det igjennem?

Hun lukked Øinene, men slog dem straks igjen opp for ligesom at se.

108En, som forloved sig idag og kanske brød imorgen? Som kanske bare gikk omkring og brød Blomster af og gjorde unge Piger ulykkelige? Og som havde været frækk nokk til at tro, at han kunde komme til hende ogsaa paa den Maade! Hun lukked sine Øine og snudde sig paa Siden. Hun vendte sig helt fra det.

– – – «Hvert Digt blir om Dem, hver Bog blir Dem. Naar jeg frem, saa er det Dem; blir jeg ødelagt og ingenting, saa er det Dem! Farvel, Inga Borg!» Hun kunde det udenad; hun hørte ham sige det; hun saa ham – Gud i Himmelen, han kunde da ikke vove at skrive –!

Hun reiste sig atter halvt opp med vidtaabne Øine, men opgav det. Hun var elsket af en ung fremragende Digter, kanske et Geni! Kanske kunde Kjærligheden – – –? Hun lukked igjen Øinene og laa hen, dybt erfaren. Hun var jo elsket af en ung Digter – – –

Og Tankerne jaget videre i lykkelige, kvalfulde Fremtidsdrømme.

Næste Morgen kom Inga Borg ned, just som den gamle Oberst sad ved Frokostbordet. Han saa opp paa hende, da hun kom hen.

«Har Du ikke sovet? – Da har du glemt din Aftenbøn,» spøgte han.

Hun blev rød. Hun havde den besynderlige Vane at læse Fadervor hver Kveld – som et Barn. Var Tviler i mangt og havde læst om alt, men faldt alligevel tilslut tilbage paa den Bøn som paa en hvid Pude, arvet efter hendes Mor.

109Hun kysset Obersten ved hans gamle Øre og smilte. Gikk saa hen for at skjænke sin The.

– «Hvert Digt blir om Dem; hver Bog blir Dem. Naar jeg frem, saa er det Dem; blir jeg ødelagt og ingenting, saa er det Dem. Farvel, Inga Borg!» – – – –

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Livets Triumf

Breda Bulls roman Livets Triumf kom ut i 1911. Den kan leses som en nøkkelroman og et nådeløst oppgjør med bohemen på Grand og deres livsstil. Persongalleriet ligner veldig på noen av datidens kjente skikkelser (Knut Hamsun, Nils Kjær, Carl Nærup, Hjalmar Christensen, Sigurd Bødtker, Herman Wildenvey m.fl.), og boken skapte også debatt om bruken av levende modeller i litteraturen.

Boken fikk blandet kritikk da den kom, men ble en salgssuksess med fem opplag samme høst.

Les mer..

Om Jacob Breda Bull

Jacob Breda Bull var journalist, redaktør og forfatter. Han skrev folkelivsskildringer, romaner, noveller, skuespill og dikt.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på X
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.