[10]

Dybt nede i Dybet af det evig seirende Liv arbeider Tidskræftene. I Stillhed bygger de opp til Udfoldelse; i Stillhed løser de opp til Udslettelse og Gjenudfoldelse. De er det evige Livs evig skiftende Tjenere, Arbeiderne, som forsyner Livets rige Bord og atter bærer Levningerne bort. De bringer det brusende Foraars Spirer og Somrens hede Blomst; de bringer Hestens Frugt og Vintrens hvide Lagen over Livssøvnen.

De arbeider stille. Bare af og til ringer deres hemmelige Verksteders Klokke og varsler Morgen, Middag, Kveld. Om Varslerne ikke høres under Duren af Livets Foss – det kommer dem ikke ved; de gjør sin tause Gjerning, at tjene og bevare Livet. Om Livet bygger høiere og rigere end sin Evne, leves hurtigere, hedere og mere straalende end sin Kraft – det kommer dem ikke ved. Stille huler de ud indvendigifra det forbrugte og bærer det bort, – indtil den sidste Søile brister og den hele straalende Form med ét Slag styrter sammen for at føres bort til Nyoppbyggning i anden Form og paa andet Sted. Livets Triumf!

Dette store, navnløse Arbeide har kjært Barns mange Navne. Præsterne kalder det Straff, Filosoferne 252Gjengjældelse; Lægerne Opløsning, Kemikerne Dekomposition. Men de hemmelighedsfulde navnløse gjør sin Dont tause og trofaste. Bygger opp; huler ud; graver Grav og bærer bort det, som ikke længer kan leve. Før eller siden, eftersom Faktums Klokke slaar.

*

Det havde ringt for Hans Willum dybt derinde i Livsverkstederne; ringt Aftenringning og Slutt.

Han havde ikke hørt; han stod endnu i Middagsdrømmen under Livsberuselsens Regnbue.

Og saa var det da styrtet sammen under ham med et eneste Slag.

Det var kommet med en absolut Mangel paa Evne. Naturen, den store Jasiger til Livet, havde svigefuldt lukket sine Porte for ham; hvor han banked paa, svared den nei, nei, nei!

Hans Sanselighed døde ud og med den hans Evne til at skabe nye Billeder – at digte. Hans Hukommelse begyndte at slaa feil; han kunde glemme de nærmeste Ting, hvorhen han skulde gaa, hvad han netopp havde gjort, eller hvad han netopp skulde gjøre.

Hans nye Roman, som endelig var bleven færdig, blev en fuldstændig Skuffelse. Kritikken var selvfølgelig fremdeles rosende – han var jo en Berømthed! – Der blev ydet hans selvsagt glimrende Form al Anerkjendelse; der blev udtalt varme Ønsker om, at han maatte forundes Arbeidskraft til fremdeles at berige Literaturen med mange storslagne Verker; man tripped paa Blomsterpoter behændig 253udenom det væsentlige som Katten om den hede Grøt. Og han mærked det. Han raste mod Naturen, som saaledes havde sveget ham midt i hans Blomstring: han haaned Livet.

Selv mellem Kameraterne følte han det. Ikke at de var uvenlige – tvertom altfor venlige! Ikke at de drog sig unda – de søgte ham tvertimod opp og gav Raad! Ikke at de taug med den vante Anerkjendelse! Men de havde ligesom gjort sig opp en evig Mening om ham. Havde sat ham opp, havde slaaet Streg under ham, summeret ham sammen, ophøiet ham i anden, uangribelige Potens og flyttet ham tilside, over i Literaturhistorien.

Hertil kom det fysiske. Han havde mistet sin Søvn. Den mindste Hund, som gjøed i Nabolaget om Kvelden, kunde skaffe ham en søvnløs Natt. Han havde mistet sin Appetit og var magret af fra sin lidt plussne Frodighed til noget sjunkent, lidende.

Bare Tørst! En ulidelig, evig Tørst og Trang til Stimulans! Og en kvalmende Smerte under Brystet paa høire Side!

Hertil en forfærdelig Nervøsitet. Han kunde fare sammen for en Vogn, som dundred forbi; han kunde rase over en Knapp, som ikke straks lod sig knappe. Rase over Stoffet, som voved at være Stoff og komme hindrende iveien for hans frie Bevægelse. Han kunde falde i Skjældord over det, personificere det, bagtale det! Og han følte alt dette selv som en aandelig Barnslighed, der fælned igjennem ham.

Saa var da hans eneste Hjælp til Selvforglemmelse Alkohol, og han kasted sig saa overdrevent ind i dette, at selv Kameraterne steiled.

254«Vi har nokk Olje paa vore Lamper ganske ofte,» sagde engang Knud Knapp; «men«men] rettet fra: men (trykkfeil) du er jo ren Rundbrænder, Venusbrænder og Bacchusbrænder paa én Gang!» Hans Willum havde smilt; Kameraterne beundred ham igrunden voldsomt for dette!

*

Det var en Dag over Nytaar. Hans Willum sad sammen med Ludvig Monsen paa den nye Stamkafé og talte Literatur i Kveldskumringen. Da bragte Opvarteren ham et Brev; en Gut fra Visergutkontoret havde søgt ham hjemme og var bleven vist hid af hans Værtinde.

Hans Willum aabned, læste de faa Linjer og blev blekere.

«Kjære Willum!
Liv har faaet Skarlagensfeber og er svært daarlig.
Dora.»

Ludvig Monsen saa paa ham. «Naa?» spurgte han.

Hans Willum stakk Brevet i Lommen. «Liv er blit daarlig,» sagde han. Og Ludvig Monsen fikk et alvorligere Ansigt.

Lidt efter reiste Hans Willum sig, sukked og gikk. «Vi gjør op siden,» sagde han til Opvarteren.

Fjorten Dage senere læste Inga Borg, som om Vinteren bodde i Kristiania, i en af Venstreaviserne en Dødsannonce, som stakk til i hende:

«Vor elskede lille Liv Willum døde igaar.»

Ikke hans og hendes Navn under! Det kunde de jo ikke! Bare det ene Ord: «Forældrene».

255Den Natt sov ikke Inga Borg og heller ikke den næste. Nu var han alene! Nu var han i Nød! Og Tankerne drog tilbage til hin Dag paa Fjeldet. Kanske han ogsaa den Gang havde været i yderste Nød! Hun havde seet ham her forleden paa Gaden og var blit forfærdet over hans forandrede, forpjuskede Udseende!

Og Inga Borg laa vaagen om Nætterne.

Men paa Begravelsesdagen, om Aftenen, da Graveren kom for at kaste den lille Barnegrav til, satte han sig i Afstand og vented, længe. Der var en Mand ved Graven, en, som stod der, gikk, og igjen kom borttil flere Gange. Og Graveren saa, hvem det var.

*

Hans Willum sad foran sin udtrukkne Skrivebordskuffe og roded mellem sine Papirer. Der laa Udkast til en ny Roman, paabegyndt; der laa halvferdige Digte. Der laa Notitsbøger fulde af nedrablede Ideer – Ideer til vældige Verker. Og der laa Digte af rent privat Natur, det lille Dødsdigt til Liv, Digte til Kvinder, glemte og halvglemte. Han læste; han sad og handsked de smaa Lapper med et bittert vemodigt Smil i det falmede Ansigt. De havde engang kaldt hans Digte «Juveler», «Blodsdraaber af det bævende, levende Liv»! Ja, det var Blodsdraaber! Nappet ud som blødende Stykker af Menneskeliv, som gikk og blødde sig ihjel bagefter! Her en Kveld havde han mødt Emmy Falch; hun gikk paa Gaden og trakk og havde bedet ham om nogen Kroner!

256Ja, Livet var ikke anderledes! Det, som ikke kunde svømme, fik synke! Snart sank han vel ogsaa selv!

Han skjøv Skuffen igjen, gikk hen og lagde sig paa Sengen og lukked Øinene. Der sneg sig over ham en Følelse af absolut Ensomhed, Forladthed. Han var Proletaren, Husmandsgutten! Som en var begyndt, fikk en ogsaa slutte!

Han kvakk til. Det ringte! Hvem Faen kunde nu igjen –. Saa reiste han sig og sad paa Sengkanten.

Værtinden aabned. «Værsaagod,» sagde hun, og der kom en Dame ind. Det var Inga Borg.

Han stod rødøiet og stirred paa hende.

Hun stod lidt ligesom for at overvinde det stærke Indtrykk af ham; saa tog hun et Par Skridt hen mod ham.

«Jeg kommer for» – hun blev blussrød – «De sagde engangengang] rettet fra: engang» (trykkfeil) –! Jeg kommer for at bli hos Dem, hvis De vil.» Ordene brast næsten.

Han blev gulblek i Ansigtet. Saa steg noget stolt rødt pludselig opp; Øinene saa uafbrudt paa hende. «Nei, Inga Borg,» sagde han. «Vi skal ikke ha noget med reddende Engel!» «Kjærlighedens Efteraarsblomstring»! Det kom bedskt og kort. «Forresten trænger ikke jeg Deres Barmhjertighed; jeg har da levet; men hvad har De?»

Han saa uafbrudt paa hende.

Hun hvidned i Ansigtet; Øinene stod taarefyldte. Alt, hvad hun havde drømt og bygget opp, styrted sammen, Svigt for Svigt i et eneste langt Øieblikk. «Nei,» hvisked hun forsagende: «Det har De sørget for!»

Hun vendte sig halvt. «Farvel,» sagde hun.

«Farvel.»

257Hun vendte sig videre og gikk langsomt ud.

Han drog en dyb, befriet Sukk, da Døren faldt i. Han havde hævdet sig!

*

Om Eftermiddagen, da Ludvig Monsen kom opp, laa han paa Sengen og røgte.

«Naa?» spurgte Ludvig Monsen og satte sig paa Stolen ved Skrivebordet. «Er der noget nyt?»

Han svared ikke; laa bare og saa fremfor sig og røgte som før.

Ludvig Monsen sad taus og vented; han var nu blit vant til dette.

Endelig lagde Hans Willum Piben fra sig paa den tomme Stol ved Sengen.

«Jo,» sagde han stille. «Hun har været her!»

Ludvig Monsen fikk begge Hænder paa Knærne af Overraskelse.

«Hvad siger Du!» hvisked han.

Det var længe stille.

«Hun kom for at bli!» sagdes der lavt.

Ludvig Monsen faldt i endnu dybere Overraskelse.

«Hvad siger Du?» gjentog han endnu lavere.

Og der blev ny Stillhed.

«Det blir nu da?» sagde Ludvig Monsen endelig.

Hans Willum reiste sig og sad paa Sengkarmen. De rødsprængte Øine saa strengt og fast hen.

«Nei, Ludvig!» sagde han, ru i Maalet. «Vel er jeg født i en Husmandsstue; men jeg er ikke aandelig Husmand endnu!»

Ludvig Monsen taug; og der gled noget som Ærbødighed over hans blondfede Ansigt.

258Hans Willum tog sin Pibe igjen, men lagde den atter bort.

«Ludvig,» sagde han, underlig vekt. «Vil Du gjøre mig en Tjeneste? Saan uden Løgn og Kameratskab og Omkostninger?»

Ludvig Monsen saa bort paa ham; det laa Venskab i det Blikk.

«Det er nogen Papirer der i Skuffen. Vil du være saa snill at læse dem igjennem og sige mig din Mening?»

Han tog igjen Piben.

Ludvig Monsen flytted sig paa Stolen.

«Det kan jeg gjerne,» sagde han ligesom lidt forlegen.

«Ja nu,» sagde Hans Willum. «Jeg maa vide det nu. Vi har jo god Tid.»

Ludvig Monsen slog Øinene ned; saa snudde han sig langsomt paa Stolen og drog Skuffen ud.

Hans Willum lagde sig igjen paa Sengen; han fulgte med Øinene hver Skiftning i Vennens Ansigt, mens han læste Manuskript efter Manuskript.

Det var en Taushed som foran en Rettergangsdom, som gjaldt Liv eller Død.

Endelig om længe talte Ludvig Monsen; han sad og saa i Papirerne, som han holdt i sin Haand.

«Ja,» sagde han, «her er jo ypperlige Ting iblandt; men du maa jo gjøre dem færdige!» Han saa didhen.

«Kan ikke!» kom det hæst og lavt derborte fra Sengen.

Ludvig Monsen blev lidt blekere.

«Jovisst kan du,» sagde han. «Du faar reise 259bort fra Byen; holde opp at nyde noget en tre fire Maaneder!»

«Kan ikke det heller!» kom det igjen hæst derborte fra Sengen; Hans Willum laa og stirred rødøiet ret frem for sig. Pludselig reiser han sig og sidder; knytter begge Hænder over sit Hode og blir rød i det gustne Ansigt. «Faen!» roper han hvæsende; hele Ansigtet trækker sig sammen i et fortvilet flammende Grin. Saa kaster han sig tilbage i Puderne og hulker med Hænderne for Øinene.

Ludvig Monsen havde reist sig og stod en liden Stund taus, mens den anden hulked derborte. Saa gikk han langsomt hen til Sengen.

«Aa,» sagde han tilintetgjort, «det er vel ikke saa farligt. Du er bare overnervøs. Reis paa Landet og bliv borte et Aar! Vi skal nokk faa Penge sammen til dig. Gaa nu og spørg en Doktor og faa Greie paa, hvad du skal gjøre!»

Han stod længe og vented paa Svar.

Endelig tog Hans Willum Hænderne fra Øinene.

«Ja, gjerne det,» sagde han.

Lidt senere stod de begge paa Gaden udenfor den kjendte Stamkafé. Saa skiltes de; Ludvig Monsen gikk ind i Kafeen, Hans Willum til Doktoren.

*

«Nei goddag, goddag!» Doktoren tog Hans Willums Haand og drog Døren til Venteværelset i efter ham; pegte med en let Haandbevægelse mod Stolen, lagde noget tilrette paa sit Bord og satte sig. «Ja vi er jo kjendte før,» sagde han.

260Hans Willum tog smilende Plads. «Farligt Bekjendtskab,» mumled han.

«Siger De det?» Doktoren lo. Lagde igjen noget paa Bordet tilrette, saa forskende paa Hans Willum og blev alvorlig.

«De trænger en Undersøgelse?» spurgte han. Hans Willum mødte hans Blikk. «Ja. Det er nokk galt med Indvendighederne,» svared han.

Doktoren betragted ham igjen. «Ja, ja – vi faar jo se,» sagde han. Han følte Pulsen og saa paa sit Uhr. Der var et Minut stille. «Intet akut,» sagde han. Han følte videre uden at tælle; følte langs Pulsen Armen oppover; følte ogsaa i Tindingerne.

«Hvor gammel er De nu, Hrr. Willum?» spurgte han.

«Syv og tredive.»

Doktoren slapp hans Arm. «Blodkarrene er adskillig ældre,» sagde han. «Naa ja ja – lidt Arterie-Sklerose kan vel med Forsigtighed greie sig! Har De havt Sygdommen?» Han saa kort paa ham.

Hans Willum smilte. «De mener som forberedende Baggrund for Sygdomsbilledet,» sagde han.

«Ja netopp!» Doktoren smilte svagt.

«Nei,» fortsatte Hans Willum; «Jeg har altid været Eklektiker.»

DoktorenDoktoren] rettet fra: «Doktoren (trykkfeil) drog igjen paa Smilen. «Naa, dét var jo godt,» sagde han.

«Nei, da er det heller det andet,» sagde Hans Willum aabent; «jeg forstaar forresten ikke; det er kommet saa pludselig. Naturen skulde da varsle.»

«Ja, ser De,» sagde Doktoren dæmpet, som om han delagtiggjorde i en Hemmelighed; «det er det 261med Alkohol, at det har en ganske mærkelig Evne til at bedrage Menneskene; det lammer Varselscentrerne; man frodes og blir tykk og fed og aner intet – og saa en vakker Dag kommer hele Elendigheden paa én Gang!»

Hans Willum fikk et lidt blekere Udtrykk. «Det var en skrøbelig Natur,» sagde han.

Doktoren smilte lidt overbærende. «Ja, ser De,» sagde han, «Alkohol i den Form er jo ikke Natur, men Kunst. Ja, ja – lad os saa undersøge! Vil De være saa venlig» – han pegte mod den lave Skindsofa ved Vinduet.

Hans Willum gikk hen, tog opp og lagde sig tilrette. Doktoren bøied sig over ham og undersøgte længe. Og da han atter drog sine Hænder tilbage og retted sig opp, var der et mørkt, misfornøiet Udtrykk i hans Ansigt.

«At De kan ha gaaet saa længe med dette uden at sige fra,» sagde han.

Hans Willum reiste sig opp og knapped til.

«Det er altsaa ikke noget at gjøre ved det da længer?» spurgte han; han var kold.

Doktoren var gaaet til sit Bord.

«Var De kommen et Aars Tid før,» sagde han, «saa kanske – – nu er det desværre forsent.»

Hans Willum kjendte Dødsdommens kolde Rislen nedover sig.

«Hvorlænge kan det vare?» spurgte han med dræbt Røst.

Doktoren saa ud af Vinduet. «Aa,» sagde han; «en Biberius-Lever pleier at tage et Aars Tid eller saa fra det Stadium; men De er jo ung, og med 262Diæt og Afhold kan det vel hales ud nogen Maaneder.»

«Nei,» sagde Hans Willum og smilte bedskt. «Udhaler har jeg været længe nokk; det er bedst at slutte med det!»

Doktoren fremtvang et lidet Smil. Saa saa han bort paa Hans Willum. «Ja det var da sørgeligt dette,» sagde han, – «at jeg ikke kunde hjælpe Dem!»

Hans Willum stod og tog sin Yderfrakk paa.

«Dokterne burde lære Folk at dø,» sagde han.

Doktoren drog et let Sukk.

«Ja, naar vi bare fikk Lov til det,» sagde han. Han satte sig til sit Bord og skrev.

«Ja her har De nogen Draaber, som De kan ta, naar De faar Smerter.» Han saa bort paa ham.

«Takk.» Hans Willum tog sin Pung opp for at betale.

«Nei Takk,» sagde Doktoren. «Vi tar intet mellem Kollegaer. Vi sysler jo begge med Livsfænomenerne,» forklarte han.

Hans Willum lagde ti Kroner paa Bordet.

«Ja ja Takk,» sagde Doktoren og skjøv Sedlen tilside. «Jeg kan jo kanske siden –» han saa fast paa ham. «Ja De er vel opmærksom paa, at de kan misbruges de Draaberne,» sagde han.

«Ja, det skal jeg nokk greie,» svared Hans Willum; han rakte Doktoren sin Haand.

«Farvel, farvel!» Doktoren fulgte ham til Døren; den næste Patient kom ind.

Men da Hans Willum hed i Ansigtet gikk Trappen ned, maattte han kræmte flere Gange; der sad 263noget i Struben og vilde kvæle ham. Og han syntes, han ikke hurtig nokk kunde komme nedover til Kameraterne.

*

Da han et Kvartér senere kom ind paa Stamkaféen, sad Ludvig Monsen med en Avis og vented.

«Naa?» spurgte han og saa opp.

Hans Willum stod med opbrættet Frakk og sin sølvknappede Stokk under Armen, rolig.

«Vi kan spare os den Reise,» sagde han. «Det er slutt om et Aar.»

Der gikk noget mørkbleknende hen over Ludvig Monsens blonde Ansigt, og noget blankt kom frem i Øinene. Han taug.

Hans Willum tog ganske stille sin Frakk af og hængte den opp, lagde Hatt og Stokk paa Bordet ved Siden og satte sig.

«Jeg faar Penge nokk,» sagde han. «Jeg sælger alle Forlagsrettene; saa blir det nokk for mig. Og lille Liv har det jo alt godt; hun er død. Vil du ha Champagne?»

Jo, der vilde nokk Ludvig Monsen sørgmodig ha! Hans Willum ringte paa Opvarteren, og en Flaske Pommery sec kom ind. Den stod lidt, før de drakk; saa skjænkte Hans Willum. Han stødte sit Glass mod Ludvig Monsens med den lidt døde, duggede Klang. «Takk,» sagde han. «Liv er død; leve Livet!» Han saa paa Vennen med blakkblaa, tørre Øine. Ludvig Monsen nikked og var fugtig i sine. Saa drakk de begge, langsomt, tilbunds.

De sad lidt, tause. De veksled nogen Ord igjen. Saa reiste Hans Willum sig og tog paa sig.

264«Jeg gaar ned til min Forlægger,» sagde han. «Han er visst paa Kontoret nu.» Han gav Ludvig Monsen sin Haand og gikk. «Vi gjør opp siden,» sagde han til Opvarteren.

Knud Knapp kom netopp i det samme og stansed ham ved Døren.

«Naa, hvordan gaar det med det indre Menneske?» spurgte han smilende.

«Takk godt; – det staar til Død,» svared Hans Willum i samme Tone, nikked til ham og gikk.

Knud Knapp stakk begge Hænder ned i Lommerne paa sin aabne Vinterfrakke og gikk hen til Ludvig Monsen. Han saa paa Champagneflasken. «Naa?» sagde han. «Hvordan er det med ham?»

Ludvig Monsen var alvorlig, med blanke Øine. Rysted bare paa Hodet. «Færdig,» hvisked han. «Om et Aar!»

«Hvad siger Du?!» – Knud Knapp satte sig ganske blek og stille. – – –

*

Hans Willum laa paa sin Seng og stirred frem for sig. Paa Bordet ved Siden stod den lille Flaske med det advarende Dødningehode. Han havde netopp taget sin første Dosis og kjendte sig smertefri og let.

Der stod den jo, den lille hemmelighedsfulde Vogter ved Dødsporten, taus, men villig til at lukke opp ved første Vink! Og Hans Willum laa og kjendte den svale Martyrfornemmelse af at være svegen af Livet.

Han smiler. Aanei! Der skal ikke bli Tragedie! Han havde levet, og han skulde vide at leve tilbunds! 265Han vilde indrette sig; han vilde bruge, hvad der var nødvendigt for at døve, og nyde Tilværelsen til sidste dryppende Draabe!

Det skulde ikke bli Tragedie! – Bare Geniets naturlig tidlige Død og nogen efterladte Papirer, som vidned om, hvad den Mand kunde have udrettet, om bare Livsforholdene havde været andre og lysere! Om bare hun i rette Tid –!

Den Kveld kom et lidet fuldført Digt til Verden, et eneste; det sidste.

*

Hans Willum skulde dø. Hver Dag næsten lige til det sidste var han mødt opp i Kaféen hos Kameraterne, gulblek, liden i Klæderne, men med sin sølvknappede Stokk. Saa en Dag var han blit borte, Og da Ludvig Monsen næste Formiddag kom for at se til ham, laa han.

«Det er ikke mange Dagene igjen nu,» sagde han; han var Fuldstændig rolig.

Ugen fremover var der kommet mange Besøg; men han aarked dem ikke; talte lidet og laa for det meste hen i en Døs.

Der var ogsaa kommet Blomster, flere Buketter; han valgte ud en eneste Rose, som nu stod i et Vandglass paa det lille slidte Bord ved Siden af hans Seng og fældte sine blodrøde Blade ét for ét. De øvrige havde han git sin Værtinde. «Det er lidt fortidligt endnu med alle disse Blomsterne,» havde han sagt.

Ugen var gaaet; det var igjen blit Mandag. En 266sølvblank, livjublende Vaardag med Søndenlinde og blaa Himmel.

Hans Willum laa for aabent Vindu; Værtinden havde netopp været inde og gjort lidt istand; der skulde luftes; der lugted sæbevasket, fugtigt Gulv.

Han laa stille hen. Havde for en Times Tid siden faaet Morfindraaberne og var smertefri. Bare saa uhyre matt.

Han laa og kjendte den fugtigfriske Vaarluft strømme, laa og hørte Spurvehannernes lave, ivrige Kvidder fra Tagrenderne og Hunnens fine, solglade Kvitt. Hørte ogsaa en fjern Lirekasse spille noget vemodigt langt borte. Men altsammen ligesom bag et Slør: det var Vaar; men det vedkom ham ikke længer; han laa med lukkede Øine.

En Spurv slog ned i det aabne Vindu og sad i Karmen; den speided med blanke Øine, men fløi straks, snurrende.

Han rørte sig ikke.

Om lidt kom Værtinden og lukked Vinduet, saa hen paa ham og gikk sagte ud igjen. Og Hans Willum kjendte det, som om han snart kunde sovne. Der drev nogen Vaardrømme; der gled nogen halvglade Billeder forbi sammen med noget dybt nagende – – –

Pludselig slog han igjen Øinene opp; det ringte paa den spæde Entréklokke, en forsigtig Ringning. Kom der nu nogen igjen.

Han hørte, der blev aabnet; han hørte, det talte lavt derude. Saa kom Værtinden stille ind og stod i den aabnede Dør.

«Det er en, som gjerne vilde se til Dere,» sagde hun.

267«Hvem er det nu da?» spurgte han næsten lidende.

«Det er en Dame.»

Det stakk til under Brystet, der han havde sin værste Smerte. En Dame! Hvem kunde det være. Og der drog en Række Ansigter forbi. Bare det ikke var Emmy Falch, som igjen kom for at tigge! Men det maatte vel kanske være Dora!

«Spørg, hvem det er,» sagde han trætt.

Værtinden snudde sig i Døren, drog den halvt i efter sig og talte derude. Aabned saa straks igjen.

«Det er en Frøken Borg,» sagde hun.

Hans Willums gule Ansigt blev langsomt hvidere. Han kjendte det, som om han var i iskoldt Vand og alle Lemmer vilde dovne; saa kom lidt efter lidt en dirrende Varme.

Han prøved at komme opp paa Albuen; han strøg det tynde Haar tilbage. «Ja,» sagde han og laa høiere med Hodet mellem Puderne.

Værtinden aabned og lod nogen komme forbi; saa forskende paa den fremmede Dame og gikk. Og Inga Borg stod ved Døren, skjær i Kinderne af Vaarluften.

«Ne–i!» kom det lykkeligt undrende derborte fra Sengen; han laa og stirred ufravendt paa hende. Hun kom hentil, næsten hurtig, stod ved hans Seng med sine Hænder mellem hans og kunde ikke tale.

Og det var saa stille.

Han strøg hendes Haand mellem sine, saa opp i hendes Ansigt og igjen ligesom nedover hele hende. «Ja, da saa,» sagde han; «da havde det ikke været nogen Sak!»

268Hun slog pludselig begge Hænder for Øinene og styrted iknæ frem for Sengen med Hodet i Puderne.

«Gud i Himmelen!» hulked hun.

Han smilte, saa underlig tomt.

«Dette er da Livets Triumf,» sagde han hviskende.

En ny Hulk svared ham derinde fra det gjemte Ansigt.

Ja, nu havde Livet hævnet, at det var blit lagt øde! Nu havde det tat sig selv igjen fra dem begge.

Han strøg over hendes Haar.

«Inga Borg! Inga Borg!» hvisked han, som vugged han hele hendes Ungdom i Navnet.

Hun storhulked. Navnet fortalte om et Menneskes forspildte Liv.

«Det havde saa alligevel ikke nyttet,» graat hun. «Du kunde jo ikke tro paa nogen Ting i Verden.»

Hans Haand sank ned; han taug længe.

«Derborte ved Skrivebordet,» sagde han; «det ligger nogen Papirer derborte.»

Hun reiste sig opp; hun saa sig om med graaddunkle Øine. Han bad jo om noget! Saa gikk hun hen.

«I Skuffen tilvenstre,» sagde han matt; «et lidet Papir; det øverste.»

Hun aabned og bragte ham det. Han saa paa hende med sine visnende blaa Øine og smøg Papiret ind i hendes Haand. «Til den eneste,» sagde han.

Hun pressed sine Tænder mod sin Læbe for ikke at graate. «Jeg kan ikke,» hvisked hun.

«Du maa!» Han bad. «Mit Testamente!» Han smilte saart.

269Hun aabned; hun læste hele Tiden hulkende mens han laa og saa bort fra hende.

Og da hun havde læst slut, kom hun igjen iknæ med Hodet mellem hans Hænder og blev liggende slig med det lille Digt klemt fast i sin Haand.

«Du kunde ha blevet min snehvite Fane
paa Seirsstormen frem for at dø;
du blev kun min bortfløine nattsorte Svane
og jeg kun en isfrossen Sjø!

Du kunde ha dukket svanhvit forklaret
opp af min sjøsvarte Sorg;
dér kunde du vugget elskovsbevaret,
du deilige Drøm, Inga Borg!

Farvel, Inga Borg, du stolte, du fjerne,
der urørt din Deilighed gaar!
Du kunde ha blit mig min Sol og min Vaar; –
du blev kun min høstkolde Stjerne!»

– «Maa du dø nu,» kom det endelig om længe, hviskende.

«Ja.»

Hun trykked sit Hode dybere ind mod ham; og det blev igjen saa stille.

«Er der saa ikke mere?» hvisked det.

«Nei. Saa er der ikke mere. Bare det, at jeg elsker dig. At dig er det, jeg har elsket. Vi to skulde ha elsket hinanden.» Han strøg og strøg hendes Haar, Kind, Skulder. «Og blir der saa meget igjen af mig bortigjennem Verdnerne som til at lave en liden Sommerfugl af, saa vil jeg flyve tusen Mil gjennem Solskinnet for at sætte mig paa dit Haar!» Han lyste opp i et lidt kummerligt Smil.

270Billedet slog igjennem hende som et lidet gyldent Bud fra en udødelig Verden derude. En Aand som hans kunde aldrig i Evighed forgaa!

Hun reiste sig opp; Øinene saa fjernt hen; Hodet var løftet. «Aldrig, aldrig!» hvisked hun.

Han stirred undrende opp paa hende; saa lukked han Øinene.

«Farvel nu, Inga Borg,» kom det stille.

Hun stod urørlig. Saa bøied hun sig ned for at kysse ham.

Han smilte. «Nei,» sagde han. «Jeg er blit stygg nu.» –

Hun kyssed ham paa Munden. Han bare saa opp i hendes Øine, men aldeles forandret med det samme, ligesom hvidere.

Hun smilte til ham. «Jeg kommer imorgen,» sagde hun. «Prøv at sove nu!»

«Ja.» Han lukked igjen Øinene; men da hun sagte gled ud af Værelset, fulgte de hende hele Tiden.

Lidt efter saa Værtinden gjennem Kjøkkenvinduet Inga Borg gaa rødøiet Trappen ned.

«Vakkert Kvindfolk han har,» tænkte hun.

Den Natt døde Hans Willum.

Næste Morgen, da Værtinden kom ind, laa der et hvidere Ansigt end vanligt mellem Puderne og med aabne Øine.

Hun gikk sagte hen. «Willum!» sagde hun. Der kom ikke Svar. «Willum?»

– «I Jessu –!» hun brød af og skjønte det hele. Saa gikk hun hurtig ud for at fortælle.

*

271Der var stor Begravelse fra Vor Frelsers Gravlund, med fjerne Klokker, der ligesom hørte andetsteds til, og i Kapellet en Ligtale, som diskret og mildt gikk udenom det evige. Der var festklædt Følge af Literaturens og Kunstens Spidser; der var sænkede Faner, Kranse og bevægede Afskedsord fra Foreningsformænd og Kamerater ved Graven.

Mellem Mængden, som trængte paa for at se og høre, saa man ogsaa Overretssagfører Engebretsens frodige Ansigt. «Jeg aarker virkelig ikke,» havde Dora sagt om Formiddagen og seet bedende opp paa sin Mand. «Nei, bliv du hos Børnene,» havde han svaret. «Jeg skal gaa; og vi har jo sendt Krans.»

Men da de tre Skuffer Muld var faldt og man stille trakk sig tilbage fra den døde, kom der en ung sortklædt Dame frem til den lille Jordhaug, steg opp og blev staaende og stirre ned i den blomsterfyldte Grav. Hun havde en Sværdliljeblomst paa sin sorte Kaabe og en Rose i sin Haand.

Hun blev staaende længe; Folk lagde Mærke til hende. Saa kasted hun den dunkelrøde Rose ned i Graven, vendte sig langsomt og fulgte de øvrige. Det var Inga Borg, som gjorde sin triste, stolte Bekjendelse.

*

Udenfor Grand Kafé stod der nogle alvorlige Mænd i Floshatt og med sorte Handsker. Knud Knapp, Ludvig Monsen, Aage Syloff, Wilhelm Baldewin, Jens Braaten og nogle flere. De stod og talte dæmpet, mens de samtidig iagttog dem, som gikk forbi i Vaarveiret.

Pludselig tier Ludvig Monsen og tar Knud Knapp 272i Armen. «Der er hun!» hvisker han og ser nedover Gaden. De tier alle, og idet hun passerer forbi, tar de Hatten af.

Hun ser opp, med slørede, fjerne Øine; hilser ligesom undrende og gaar videre. De staar og ser efter hende; ser hendes skjønne Skikkelse og fornemt svævende Gang. Saa gaar de alvorlige ind i Kaféen. Og Opvarteren bringer taus de reglementerte Pjoltere.

Der tales lidet; enhver laver i Stillhed sit Glass.

Endelig bryder Aage Syloff Tausheden.

«Ja,» siger han. «Lidt før eller siden – det kan omtrent være det samme! Han har da levet!» – Han satte sit Glass haardt mod det bløde Plettsølvbrætt.

Der gikk noget henført over Ludvig Monsens blonde Ansigt. «Livets Triumf!» sagde han og havde duggede Øine. Saa førte han forsigtig det kulsyreperlende Glass til Munden.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.