[6]

Hans Willum stod paa den granomkranste Udsigtsklippe og saa udover Fjorden i Septembermaaneskinnet. Han stod og nød Høst og synkende Nat og Ensomhed; han stod og tog sig ud, støttet til sin Stokk, en trætt Berømthed, som her havde trukket sig tilbage fra Ryet og fra Vennerne for at hvile ud eller arbeide.

Mod Sluttningen af det store Bacchanal derinde i den graa By var der pludselig kommen over ham en aldeles vanvittig Længsel efter Inga Borg. Han havde skrevet det lille Digt i en besynderlig skjælven Feberstemning; han havde bestemt sig til at reise til Lysvik straks, bare for at møde hende enten paa en Vei eller i Skogen, hvor hun gikk, kaste sig ned for hende, slaa Armene kring hendes Fødder og tilstaa og gi sig hende i Vold. Han havde pakket sin Kuffert hulter til bulter, halvt beruset, som han var, og havde saa styrtet sig i Seng.

Men da han vaagned næste Morgen, ædru, udkjørt og tilintetgjort, var det hele med ét Slag styrtet sammen i Umulighed, og Længselen efter Inga Borg var frossen bort i en menneskesky Angst for at træffe hende eller videre at tænke paa hende.

Saa var han da flygtet med første Lokaltog bort 144fra Byen og opp til dette ensomme Skydsskafferi hvor ingen kunde finde paa at søge ham.

Han stod og saa udover Fjorden. Saa Fjordsølvet mellem de skogsvarte Øer, saa Granskogstyngden som Natt Fjorden rundt. Kjendte Maaneskjæret som mystisk Glemsel, en sølverhvid Fortælling om, at alt skal slettes ud. Havde en Fornemmelse af Stjerner over sig, evige, ligegyldige, deilige Stjerner. Men magted ikke at se didopp, vilde det heller ikke; vilde bare Fred og intet. Og Hvile.

Hans Willum havde det altid saaledes med Naturen. Han kunde komme sig tilbage til den som til en enkel Mor. Den gav ham ligesom Tilgivelse for Livet; tog ham ind til sig som ansvarsløs Medskabning i det tause Univers, gjorde ham i Slægt med Dyrene og med Stjernerne. Fortalte sine troskyldige Eventyr om Parring og Undergang, Undergang og Elskov og Skjønhed og Død, i de smaa Blomster, i de store Skoge, i det sølvglittrende Vand. Gav Svalhed, Ro, Kraft.

Han stod der og saa udover og nød den store Forglemmelse af Menneskene. Ensomhedens Paradis. Kjendte den gamle lykkelige Fornemmelse af Rhytme, som vilde bli til Sang, Stemning, som vilde undfanges i et Billede, Vers, der fødtes som i et Lynslag, Tanker, der kom ligesom ovenifra.

Han aanded dybt opp i Kjøligheden. Det var jo Tegnet paa, at hele hans lamslagne Ungdomskraft begyndte at vende tilbage! Efter hele fjorten tause Dage.

Han vendte sig; han gikk hurtig hjemover. Der var sval, muldmæt Duft af vaadt Nedfaldsløv langs Stien; der var Høstens stærke, fuldbragte Kjølighed; 145der var skarpe, næsten vintertrygge Træ-Silhouetter tvers over den mystisk sølverne Gangsti, og da Hovedveien blev naaet, gikk man i en Klarhed, som om det hvert Øieblik skulde til at fryse Nattefrost og bli Morgen med Rimfrost over Markerne.

Hans Willum gikk sig stærkere og gladere for hvert Skridt, og da han naaed Skydsskafferiet, havde han vanskelig for at rive sig løs og gaa i Seng. Men sovned straks og sov drømmeløs til langt paa Dag.

Solskinnet fra forrige Dag holdt ved. Det lyse Rullegardin med Godtkjøbstrykket af den gamle tyske Røver- eller Ridderborg, var æventyrlig gyldet; et Par vaagnede Høstfluer arbeided sig langsomt opover Vinduesposten frem mod Solvarmen og trodde, det var blit Sommer. Spurvenes kjølige Pipp derude klang næsten vaarligt opmuntrende.

Og han kunde gjæspe. Ikke Krampegjæsp som tidligere; nei god, fri, naturlig Gjæsp; og han kunde strække sig, himmellangt deilig bagefter, saa at sige vride Søvn og Træthed ud av hvert Led i sit Legeme.

Han laa med aabne Øine længe og stirred i Taget. Var ligesom endnu fuldstændig fri for Mennesker, for Erindringer; kun et lidet halvgroet Nag inderst inde, Gud vide for hvad. Og da Inga Borg endelig gled frem, lykkedes det ham i sit Velvære at faa hende paa stor Afstand, at uvirkeliggjøre hende, at lægge hende tilside som et forladt Udkast til en Roman, endel erotiske Stemninger, nedskrevne for længst og omviklede med et Digt, et rosenrødt Baand. Det hele gjemt mellem Erindringer.

Han steg opp med et Sætt, som han altid brugte 146at gjøre. Klædte sig blystrende paa, kjendte, det var koldt, spiste to blødkogte Ægg og drakk glohed Kaffe til. Gikk saa ud og lod sig gjennemjuble af den rimtindrende Høstmorgen.

Hvad det dog var for en Lykke undertiden at leve!

Hestene foran Høstplogen bomstærke og tunge; den fede Jord, som valt Skaare for Skaare og blev lagt opp i Solglansen. Jenter, som stod oprett og stirred i Potetesakeren, huked sig ned og grov. Høstfugl, som fløi sommerfed mellem de røde Rogne – Tungt hængende Blodklaser; Korn, gyldenhaaret, paa Stør!

Gud, hvor det dog var deiligt at leve! Længe leve i Landet! Han smilte der han gikk; han svingte – lidt letsindigt forekom det ham selv – sin Stokk. Den havde Sølvknapp, ægte. Ikke af de hule, som tar Bulk!

Han mødte en gammel halvblind Mand paa Veien. Han havde ikke sølvknappet Stokk! Han blev saa tat kring Hjerteroden; han tog opp fem Kroner af Vestelommen, ropte ham an og gav ham dem. Og der blev en Strøm af forbausede Gudvelsignelser. Endda ingen af de to til Hverdags trodde noget videre paa nogen Gud. Menneske bare, som hjalp Menneske; den store, som var stor og god mod den lille!

Hans Willum var borte i over to Timer i dette sit lykkelige Samvær med Naturfrodigheden, og da han kom hjem, gjorde han sit Indtog paa Gaarden med Skydsskafferens toaarige lille Datter ved Haanden. Han hadde fundet hende tullet bort mellem 147nogen Vidjebusker her straks nedenfor Gaarden. Det havde da øieblikkelig blødet til i ham med denne hans lykkelige Medfølelse for alt hjælpeløst levende, og nu kom han da med hende varsomt ved Haanden, graatgrimet som hun var.

Hans Willum var af Naturen barnekjær og havde Barnetække. Hele hans Tilbedelse af Livet og det kjønslige havde ligesom sit mystiske Allerhelligste i Barnet, og han dyrkede denne Følelse som noget af det fineste i sig selv, paa samme Maade som han hensynsløst holdt paa Rundhaandetheden som en stort anlagt Naturs selvfølgelige Særkjende. Vidste da og saa godt, at med Barnet ved Haanden vandred man en let Benvei lige ind i Morens Fang. Havde vel ogsaa en hemmelig Trang til gjennem Godhed mod Barn ligesom at flytte Livsansvaret over paa den vordende Slægt.

Han smilte ved sig selv, der han gikk og nød denne sin Godhed. «Forældrenes Ondskab hjemsøges paa Børnene – som Godhed» – spotted han indvendig sig selv. Men dypere inde i Sjæledybderne dirred en anden, ægte Følelse – Fattigmandsbarnets saare Kjærlighed, og det jog formelig som halvglemt Graat gjennem ham, da Moren tog den lille opp i sine Arme og satte Fang frem for at bære hende. Hvor hun var varm og vakker igrunden, der hun stod og smilte til den lille og talte godt! Hvor hun var fast og fyldig og stærk! Hvor hun havde ubegrænset Kraft til Drægtighed!

Han havde nok før seet, at hun var ung; men at hun var vakker og var Menneskebarn, det havde han i sin Udkjørthed ikke lagt Mærke til.

148Han gikk tæt hen til og strøg lindt ned over Barnets bare Hode; den anden Haand laa paa Morens Arm.

«Liden!» sagde han.

Han fikk et Par forskende blaa Barneøine fra et graatgrimet Ansigt, som straks vendtes bort; Moren saa forstaaende opp til ham ganske nær ifra – og smilte. Men der var noget svalt i Øinene, som fortalte, at hun var en andens.

Da hændte der Hans Willum noget forbausende nyt. Som en Dør slaaes op til en Salon fuld af hed, festklædt Ungdom – tændtes alle hans slumrende Sanser i et eneste heftigt Nu og tog Form i et sansedeiligt Kvindebillede: Dora Lothe! Ikke Inga Borg. Dora Lothe! Hun, som han aldeles hadde lykkedes at glemme, som han havde skudt ud i en fjern Fremtid som Tanken paa Døden, paa Opgjøret – hun stod nu pludselig for ham som selve deilige Livet, det nærmeste af alt nært.

Han nikked aandsfraværende til de to, snudde sig og gikk. Gikk hen over Gaardspladsen og begyndte at gaa frem og tilbage, smaa nervøse Slag. Han var ikke længer der tilstede; han var med Dora Lothe, med hendes Billede.

Han gikk og nød hendes naive Frodighed; han gikk og digted hende deiligere; han leved om igjen hin heftige vilde Stund, som han ved Gud ikke havde tiltroet hende! Han gikk og beundred, hvad hun igrunden var for en Naturherlighed, og han endte med at sætte hende opp mod Inga Borg.

Da den unge Skydsskafferkone lidt senere bad ham komme ind og spise Middag, var han kommen fuldstændig i et fysisk Oprør, som først gikk over 149i Mæthed og Ro, da han havde drukket en hel øl til Maden og røgt et Par Piber stærk Virginia bag efter.

Han gikk opp paa sit Værelse og lagde sig paa sin Seng for at hvile og for at komme sig aandelig tilrette. Havde den nykomne Morgenavis med og lagde den paa Natbordet ved Siden. Laa saa og lod Tankerne drive med den duftigblaa Røg, som steg i Skyer og Ringe, til den drev hen og blev staaende ubestemmelig under Tagbjælkerne.

Han maatte en kort Tur ind til Byen, en ganske kort. Kun paa et Par Dage. Og fuldstændig incognito. Ikke noget af Vennerne nu og denslags. De dyrebare Venner! Som havde kostet ham femten Hundrede Kroner paa den otte Dages Rangel! Det havde han simpelthen ikke havt Raad til; men gjort var gjort, og det var jo dog et ganske mærkeligt Minde!

Nei – incognito! Der stod om et Kunstnerball i Studentersamfundet paa Lørdag, og idag var det Torsdag; det passed ham.

Han vilde blande sig med Ungdommen, ukjendt. Studere, tage uanede Billeder, se smaa Lyngløtt ind i Sjæle, overraske i ubevogtede Øieblikke. Han vilde gjennemleve en Aften og en Nat paa Livets løsslupne Scene, vilde være tilstede usynlig og siden forbause ved naturtro Afsløringer. Han havde Brug for dette i sin nye Bog – Bogen om Ungdommen!

Han vilde komme i Domino og sort Maske; det var det mest fornemme, og saa sparte man jo Dragt, som han ikke havde Raad til. Ikke Raad til det heller! Fanden ogsaa! Og han begyndte at regne 150over dette med den Sum femten Hundrede Kroner. Et helt Oplag af hans Bog! Naa ja – Gudskelov andet Oplag! Honnørpenge!

Naar saa Demaskeringen foregikk, vilde han være forsvunden. Absolut. Det vilde da sige, hvis han ikke muligens traf Dora Lothe – eller – nei Dora Lothe. Da vilde han bli og være bedaarende mod hende for alles Øine. Siden vilde han uden videre tage hende med sig hid opp og leve med hende og begynde paa sin nye Bog. Og hun skulde være hans frie Hustru trods Gud og Menneskene. Han skulde vide at konstatere et Exempel; han skulde ogsaa her gjøre det ualmindelige!

Da Hans Willum ved Piben havde gjennemgaaet dette, faldt hans Sind ganske til Ro. Han kunde fortsætte videre i Avisen, glæde sig over Dødsfald og nyde Avertissementerne. Det var hans særskilte Evne dette at kunne læse Menneskeliv ud af Avertissementerne. Det mored ham. Det var hans Aandsgymnastikk – ligesom det var hans Aandsnarkose at læse spændende Røverromaner. Det var eiendommeligt for ham dette; det hørte med til hans Originalitet, og han brammede med det.

Da Hans Willum havde gjennemstuderet Avertissementerne og tilslut af Tryksted og den ansvarshavende Redaktørs Navn læst sig til en hel Del Pressepsykologi, sovned han med den slukte Pibe i Munden og sov, lige til Solen faldt.

Han gikk da ned og meldte, at han vilde reise næste Morgen, men kom igjen om et Par Dage. Gjorde samtidig opp sit Mellemværende med Skydsskafferiet, nøiagtig paa Øret. Det var ham en Modbydelighed 151at være unøiagtig i Pengeaffærer eller at skylde noget Menneske noget – undtagen sin Forlægger; men ham regned han da heller ikke for noget Menneske, kun som et mere end almindelig konkret og mere end almindelig tøieligt Begreb.

Næste Dags Morgen ved Titiden reiste Hans Willum. Sad i Karjol og førte selv Tømmerne, men havde voksen Kar bagpaa. Sad og følte sig uendelig vel i Høstsolglansen, havde Snadden i Mund og Paraply og sølvknappet Stokk spændt foran i Fadingen.

Det havde saavidt frosset paa den Nat; der laa klækk Is i Hjulsporene; han følte den halvt bristende Fornemmelse af Hjulene, som langsomt ség ned i halvfrossen Jord. Men kjendte sig samtidig saa kjøligt glad i Slægt med Naturen. Iagttog alt, der han fôr, med en viss Landsens Interesserthed, Skogen, Fugleflokkene, Løvfaldet, Aker og Eng, men sad dybest inde fyldt af Karnevalsstemning, Restaurationsfornemmelse og Kvindelængsel.

*

Studentersamfundets Festsal bobled og brandt som et Krater af feberflammende Liv. Væggene en Orgie af Farver; Hvælvet en disblaa Sky af Tobakksdamp og dyrisk Varme, eventyrlig gjennemblaanet af hundred elektriske Lamper; Gulvet et Kaos af larmende, leende, skoggrende, skrikende Masker, som stod, som sad, som gikk, som drev Arm i Arm, som sprang eller klumped sig i Klynge, jaged i hujende Optog eller beleired de champagneknaldende, glassklirrende 152Buffeter. Og fra det brogede Menneskemylder en stor vanvittig Dur, Susen af Sanselivets fosskogende Kjedel, fraadende opp imod den ærværdige Række af professorale Byster rundt Salens Vægge, afdøde marmorforklarede Mænd, som stod der tause, kritiske med sit Statuesmil, sotede om Næserne, og fortalte, at det var længe siden, at ogsaa engang de brandt Livets skjønne, syndige Brand.

Klokken var halvtolv Nat. En høi Mandsskikkelse i sort Domino bevæged sig ensomt imellem de larmende Grupper, iagttog, stod igjen og drev videre, naar en eller anden kokett Maske vilde indlede Samtale. Stod med korslagte Arme støttet mod en Søile og lod Par gaa forbi, løste med lempeligt Tag Ungpigearme, som vilde trække ham med ind i Optog eller Danse og havde allerede vakt særlig Opmærksomhed ved sit tilbageholdne, fornemt iagttagende Væsen.

Det var Hans Willum.

Han var kommen som ukjendt Iagttager, og han vilde ikke vige fra denne sin Bestemmelse. Havde heller ikke Penge nokk til at indlate sig paa Ekstravaganser, værdige hans Navn og Personlighed. For skulde der gjøres noget i den Retning, da maatte det overstraale alt tidligere.

Nei; da var for Tilfældet det ubestikkelige Incognito, den absolute Uberørthed langt at foretrække.

Det havde en eiendommelig Høifjeldsfortryllelse saaledes at se det hele fra Aandshøiderne af, selv useet og uden sanselig Deltagelse; at være saa at sige den eneste sanse-ædru mellem et Mylder af sanseberusede.

153Det gav tillige Fornemhed. Der var noget udvalgt over det, som særlig tiltalte ham, noget aandeligt – han kunde næsten sige digterisk – frigjort, som gav ham en suveræn Nydelse og kildred hans Oplevelsesfornemmelse. Han følte sig i en Slags sval Forundring og Henførthed som et Unikum af et Menneske paa rent negativ Basis; rykket bort fra det sansebundne og opp i den store Betragtning. En formummet Aand mellem Dyremekanismer.

Hans Willum iagttog. Iagttog med et forstaaende lidet Smil bag Masken. Gikk og var ensom og iagttog.

Hvad dog et Karneval var for et Moralens Jubelaar! Da alle Love sov, al Sanseskyld blev udstrøgen og ny Gjæld stiftet i Livets formuende Navn!

Hvad det dog var for en Menneskedrifternes store Passionsfest med Syndsbekjendelse og Kommunion! Bekjendelse bag tilsløret Ansigt af den store Synd, at man elskede Livet og vilde hengive sig i Tilværelsen! Sandheden om Menneskene i al dens tilhyllede Nøgenhed!

Han følte sig i sin sorte Domino som Asketen, den forsagende Præst bag Skriftestolen med sit Øre tæt ind til Ungdommens, den skjønne Synderindes tilslørede Mund. Et glødende Vidne til den dybeste Afklædning, den mest nøgne Tilstaaelse, kun skilt fra selve Livsberuselsen ved sin suveræne Viljes tynde Slør. Heftig pirret paa alle Sansecentrer, men bevaret i Kraft af sin momentane Selvfornegtelse, saa at sige oppmagasineret for en høiere, mere raffineret Nydelse: Livsbegjærets Overførelse i Digtning, det eneste høit aandelige!

Hans Willum iagttog.

154Hvad var dog alle disse brogede Dragter andet end Livstrangens hellige Forklædning, Blomsterbladene, som dækker over det befrugtningslængtende Frø?

Der gikk en purung Pige. Han kunde se det paa noget forlegent i Bevægelserne, noget sammenklemt i Gangen, at hun var jomfrublufærdig. Læste kanske Fadervor om Kvelden med en Elskovsmisseroman under Hodepuden! Inat gikk hun i Hyrdindedragt med de unge Lemmer uvant blottet – og nipped det første lille Blad af Kundskabens og Livets parrede Træ. Karneval – Farvel, Kjød! – Nei; Goddag, Kjød, og Godnat, Kjød!

Se der en Munk! En eller anden middelaldrende, som brandt af Begjær, men ikke turde; som leved løssluppent i sin Fantasi, men forkyndte Fromhed i sine Gjerninger – disse Gjerninger, som er Lysternes dristigste Forklædning!

Og der – en Diplomat! En tyrkisk Diplomat! En Forgangenhed, som lever i Erindringer, som omkredses af Haremsfantasier som af sultne Gribbe! Karnevale! Farvel Kjød! Goddag gamle lystne Mand!

Og der! Drivende Dominoer, Mand og Hustru! Som ikke vilde indlade sig, men dog vilde se, smage paa, lugte til, henføres uden at forføres. Og saa siden gaa hjem til det hellige, aldrig utilladelige Ægteskab!

Og nei! En hel Flokk ellevilde, sansevilde Piger, Spanierinder, Cirkassierinder, Zigeunersker, Ørkenbørn, jaget under muntre smaa Skrig af en Bjørn, en Neger og et Æsel! Folkeslag og Dyrearter! Alt, hvori der er Sanseliv, fantaseret frem! Hundred Slags 155Paaskudd og Undskyldninger, hundred Slags Tilhyllninger af den store, offentlig hemmelige Gaade: Livsdriften, hvoraf alt Liv er sprunget, Dyredriften i Mennesket. Thi var det vel andet? Ansigtet, Personlighedens Speil, hvorpaa Mennesket kjendes, tildækket, Kroppen, hvorpaa Dyret kjendes, blottet, smykket, beredt! Det store Jasigerkor ligefra Engel ned til Æsel skreg sit hundredstemmige «I-a! I-a!» til Livet!

Ikke at han, Hans Willum, haded Livet; det var jo hans alt! Men han haded Hykleriet, Sløret, det knibske Skrig foran Sanseligheden, det latterlige Fikenbladeri, den borgerlige Jomfrudom foran Drifterne.

Hvorfor ikke aabent og suverænt vedkjende sig Livstrangen, Dyreoprindelsen, og med Ansigtet blottet gaa til den glødende Vinhøst i Sansernes Urtegaard?

Hans Willum følte sig heftig berørt; der kom over ham noget af den hellige Fornemmelse, som naar man undfanger et Digt. Han vilde skrive om dette i sin næste Bog, vilde skrive om Livet og den store Forsyndelse mod Ungdommen!

Han bevæged sig hurtigere mellem Grupperne; han nød Larmen som den ophidsede Knurren af en demonstrerende Folkemasse; Lysdisen over Salen fikk en egen æggende Glans. Det var selve Lyset, som stred mod Mørket, moderne Tider i Kamp mod den mystiske Livsfornegtelse fra en fanatisk Middelalder!

Da hændte noget, som bragte Hans Willum til at fare sammen efter et lynsnart lidet Stikk i Hjertet.

En Damemaske i graa Silkedomino, høi og slank, var strøgen ham tæt forbi. En liden Duft af en særskilt 156Parfyme fulgte. Gud i Himmelen! Det maatte jo være hende. Og med et eneste Rykk var Hans Willum flyttet ned fra Aandshøiderne og midt ind i hede Livet.

Alle hans Sanser sagde ham, at det var hende. Denne fornemt førende Gang; Halsens Holdning; Hætten, som fortalte om det store, vidunderlige Haar, og denne Maade med venstre Arm tæt langs Siden – denne vidunderlig kydske Maade!

Og Hans Willum blev pludselig en Maske mellem de hundred andre, en jagende Maske, optat af noget eneste.

Da var hun kommen for at søge ham! For at være hemmelig nær ham!

Om det da virkelig var hende?

Han fulgte. Han gikk hurtig; han trængte paa i Trængselen. Hans Øine saa bare hendes høie, slankfrodige Skikkelse. Og han brandt i alle Sansers pludselig tændte Brand.

Der forsvandt hun bag Boderne ved den store Buffet!

Han kjæmped sig gjennem Mængden videre.

Der var hun igjen paa Tilbagetur over Salen. Ensom hun som han.

Han laged det, saa han mødte hende. Hun vilde glide tilside; men han traadte i Veien. Hans Hjerte slog, heftige Slag, som kjendtes i Halsaarerne og dybt nede i Brystet vekselvis.

«Godaften, skjønne Maske,» sagde han med anden Stemme, men følte i det samme det demimondæne i Ordene. «Tilgiv, skjønne Maske,» sagde han hviskende.

157Hun svared ikke. Stod kun og vented paa at faa passere.

Da tog han uden videre hendes venstre Haand. Det dirred i ham ved, at det var hendes Haand bag den perlegraa Handske.

Hun vilde dra den tilbage; men han holdt fast og skrev med sin Finger paa Handskens Haandbag de to Bogstaver:
I. B.

Hun rysted ligegyldig paa sit Hode; hun sagde sin lille tause Karnevalsløgn, vendte sig og gikk. Den samme dulgte Parfyme var der, fin som en Anelse.

Han blev staaende. Han fulgte hende med Øinene. Det var ligesom om hun gled fra ham, endskjønt alt sagde ham, at det var hende. Eller kunde der være andre i Verden lige saa yndefuldt fornemme som hun?

Og han æggedes videre. Han vilde have Visshed; hun skulde ikke slippe fra ham paa denne Maade; hun skulde bekjende. Atter en Gang laged han det saa, at han mødte hende. Nød det lille pirrende Æventyr, at hun muligens kunde være en anden, men vidste i sit inderste Hjerte, at det var hende.

«Tilstaa, skjønne Maske,» sagde han, da hun igjen stod foran ham og vented som tidligere, taus, ligesom taalmodig, paa det ridderlige i ham, at han dog vilde lade en fremmed i Fred.

«Taushed er Guld,» fortsatte han. «Men at tale er en blomstrende Rose – paa Sandhedens Tornebusk.»

Hun taug. Hun saa sig om som efter en Udgang forbi det hele.

Han stod lidt. Saa bøied han sig mod hendes Øre.

158«Denne Taushed, det er Du!» hvisked han med næsten dirrende Stemme. Det var ham en Henrykkelsens Pine at være hende saa fysisk nær.

Hun vendte sig hovedrystende og gikk, hurtigere end forrige Gang. Gikk og søgte ind i den tætteste Mængde.

Men i Hans Willum var der steget en jublende Fornemmelse. Det var altsaa alligevel hende!

Hun var kommen, fordi hun ikke kunde andet end komme! For hans Skyld var hun kommen!

Han saa sansetændt efter hende, saa hendes unge rige Hode mellem de andres i den store Larm.

Aa, Du velsignet uudgrundelige Kvinde! Som kjender dig selv mindst af alt paa Jorden! Dit Elskovsfrø gror selv i Revnen af en Klippe, næret af den blanke Luft. Det vokser opp af et Sennepskorn til et stort Træ, Allivets Træ; men Gud forbyde, at Himmelens Fugle skulde komme og bygge sine Reder i dig, du Inga Borg!

Han smilte hen efter hende. Hun vilde komme igjen! Bag sin Maske vilde hun komme igjen!

Han drev ligegyldig videre. Nu skulde det blive hende, som – han drev videre med et seiersbevidst Smil bag Masken. – – –

Der gik et langt Kvarter. Hans Willum vented forgjæves den slanke Maske i Silkedominoen, saa hende heller ikke videre, endda han høi og letkjendelig gjennemstreifed Vrimmelen. Hvilken fornem Kaprice! Hvilket aandefint Koketteri! Hun indhylled sig i sin kjølige Fraværelse som i et Slør omkring de slanke Lemmer! Ja, bare vent til Demaskeringen!

159En mellemfyldig spansk Danserinde med fristende Former kom fra en Klynge og lige hen. Han havde et Par Gange iagttat hende. Hun søgte Mænd, særlig de høie, statelige Masker, men syntes aldrig tilfreds, slog bare et Par Slag med sine Kastagnetter, svinged paa Hæl og gikk videre.

Han stod med begge Hænder i Siden, Fødderne lidt fra hinanden plantede og saa paa hende ud af den sorte Maske.

Hun strakte sin venstre Haand frem for at tage hans. Han kvakk: Paa Ringfingeren sad en Ring, han kjendte. En Ring, som havde tilhørt hendes Mor. Det var Emmy Falch!

Han rakte sin Haand frem. Stakkars lille Emmy Falch!

Hun skrev uden at betænke sig
B. S.

Han aanded opp som i Lettelse. Gudskelov! Nu var den gamle Historie forbi! Hun var allerede ved den tredie eller fjerde!

Han rysted paa Hodet og strøg hende under Hagen paa en egen mild Maade som hundrede Gange før.

Saa gikk han hurtig uden at se sig tilbage.

Emmy Falch studsed ved en besynderlig kjendt Fornemmelse; hun fulgte uvilkaarlig nogle Skridt for at hente ham igjen, men stansed pludselig og blev staaende tankefuld. De to forræderiske Bogstaver B. S. reiste sig som en forræderisk Mur mellem før og nu.

Saa gik hun raskt tilbage til de øvrige, og lidt senere kneppred hendes Kastagnetter mellem andre Masker.

160Emmy Falch! Præstedatteren uden Religion! Møen uden Jomfrudom! Sanselivets ideale Kvinde!

– Det ringte smaa Sølvbjælder over Salen, smaa kaade, naragtige Sølvbjælder, Varslet om, at Klokken snart var tolv og at Demaskeringen snart skulde foregaa.

En stor Uro havde grebet Hans Willum. Den graa Domino var forsvunden. Sporløst.

Han søgte overalt, i de hemmelige smaa Kabinetter, hvor de fornemme to og tre havde trukket sig tilbage, i de tætpakkede Klynger. Forgjæves.

Han spurgte endelig ved Indgangen.

Om nogen høi Dame i graa Domino var seet der?

Jo. En saadan Maske havde for et Kvarters Tid siden passeret og var kjørt bort.

Han kogte af Harme. Alt, hvad der var oparbeidet i hans Sanser, spildt! Hele hans stolte Bygning om hende styrtet paany!

Fornemhedssnobberi! Snerpethed!

Han bandte indvendig, Bonde-eder; han gikk hen til Buffeten og forlangte en Flaske Champagne; han vilde drikke den ud og gaa!

Han tømte Glass efter Glass – Pommery sec skarpt skummende! Som vilde han skylle hele den kvalme Skuffelse ned og bort, taage det hele ud i en Perletaage af Champagneskumperler og prikkende Kulsyredamp. Bedøve sin Fantasi.

Han var naaet Flasken over halvveis ned, havde følt de sælsomme Overgange fra brusende Forfriskelse til langsomt stigende Hede; den brutale Fornemmelse af frigjort Ligegladhed vilde komme med næste Glass.

161Han skjænked.

Da sang der en Stemme tæt ved, en Stemme, som han havde hørt ved sit Øre voldsomt heftigere, men med den samme bergensk-fyldige, sikkre Klang.

Han behøved ikke at se sig om. Det var Dora Lothe.

To Damer stod lige bag ham. De drakk Rhinskvin – tilsammen en halv Flaske.

«Skaa–el,» sagde Dora Lothe. Og de grønne Glass klinked dødt mod hinanden, kjølige.

Hans Willum snudde sig halvt.

Jo, det var hende. Hende i den cirkassiske, rige Dragt; hende den yppige. Han saa en hvid, fyldig Arm; han saa det blekne rosenbleknende paa den unge Hud i Barmen. Haaret, det frodigt brune, gløded mørkt under Perlehuen.

Og der fôr pludselig gjennem Hans Willum en trodsig Mandstrang til at favne Nuet, til at kaste Inga Borgs fornemt-fagre Billede ud af sin Fantasi og gi sig hen til den sansetunge Virkelighed, slig som den stod der i Dora Lothe. Hun syntes ham en tungt duftende, bladsvulmende Rose. Og han erindred hende. Hele den voldsomme Kraft, som der kunde komme opp i dette enkle Menneske. Desuden saa var hun jo hans; uden videre hans!

Han lod Champagneresten, som stod og perled omkring Flaskens buklede Bund, staa, snudde sig helt og blev staaende og stirre paa de to Damer.

De hvisked sammen. De lod foreløbig, som om de ikke saa ham. Den anden var en Zigeunerske, men ubetydelig.

Da gikk han lige hen. Stod tæt foran den skjønne 162Cirkassierinde, som forundret næsten trakk sig tilbage.

«D. L.,» sagde han dæmpet.

Hun fôr sammen i et Sætt. Hun havde kjendt Stemmen.

Han tog hendes Haand.

«Kom,» sagde han.

«Aa Gud!» Hun hvisked det. Hun glemte alt; hun gav sin forundrede Veninde et aandsfraværende Nikk til Farvel, lagde sin Arm i hans og fulgte.

«Dora!» sagde han, champagnedyb i Stemmen, som han førte hende frem gjennem Mængden.

Hun klynged sig til ham. Han følte Tyngden af hele hendes rige Skikkelse.

«Aa Gud, Hans, hvor jeg har ledt efter dig!» hvisked hun.

«Hyss!» Han bare førte hende. «Kom nu!»

Hun fulgte i Takt med hans Skridt.

«Vi gaar hjem,» hvisked han.

«Før Demaskeringen?» spurgte hun.

«Selvfølgelig. Ingen ved, at jeg er her!»

Hun trykked dybt hans Arm.

«Som Du vil!» sagde hun. «Aa, jeg har saa meget at sige dig!»

«Hyss!» Han gikk mod Udgangen og begyndte Trappen ned.

«Du ved kanske ikke, Du,» hvisked hun; hun var bævende bergensk i Tonefaldet. Og hun maatte gaa hurtigere Trappetrinnene.

Han svared ikke. Han var bare brusende tændt af en eneste stor Følelse: Elskov. Elskov uden Grænse.

163De stod ude. Han havde hjulpet hende Ydertøiet paa. Han følte Kjøligheden og de mange ventende Kuske. Han saa sig om efter en Vogn, som ikke var optat. Der var ingen hele den lange Rad oppover.

«Vi gaar,» sagde Dora Lothe.

«Det er bare opp i Parkveien. Der er ingen hjemme hos os. Mor og Pigen kommer først paa Mandag.»

Hans Willum fikk en borgerlig Følelse. Hun havde en Mor og et Hjem! Og han respekterte hende.

«Nei, vi kjører,» svared han.

Han gikk hen til nærmeste Kusk.

«Fem Kroner for at kjøre til Parkveien,» sagde han. «De har god Tid. Demaskeringen er ikke begyndt.»

Kusken forlangte seks.

«Godt – kjør frem!»

Og Dora Lothe steg ind i Vognen med den trygge Følelse af at være under en Mands Beskyttelse.

Dagen efter reiste Hans Willum tilbage til den ensomme Skydsstation ude ved Fjorden. Han maatte være alene og komme sig; han maatte tænke og overveie. Dora Lothe havde i sin Deilighed givet ham en fuldstændig ny Livsfornemmelse. Og hun havde den Nat fortalt ham sælsomme Ting.

*

Kjære Ven Monsen!

Peccavi! Jeg har gjort det! Jeg har kapituleret og git mig Moralen ivold. Jeg har ligefrem nydt 164at være nødt til at gjøre det, at overvældes af Hjordprincippet, at rotere som Planet efter de kosmiske Samfundslove.

Jeg har med andre Ord simpelthen overgit mig og underordnet mig og føler mig beriget ved denne pikante Følelse af Selvovervindelse, selv overvunden som jeg faktisk er af – en Kvinde.

Iforgaars havde vi vor store Scene.

Igaar gikk vi til Byfogden.

Idag er vi flyttet ind i vor lille vakkre Villaleilighed herude paa Ekeberghøiden med de vidunderligste Fremtidsudsigter over den vinterblaa Fjord.

Tro ikke, kjære Ludvig, at jeg gjorde dette selvfornegtende Skridt uden den voldsomste – jeg tør næsten sige den mest overmenneskelige Modstand.

Jeg førte alle ædle Argumenter i Ilden: Aandsfornemhed, fribaaren Elskov, Samfundstrods, idealt Menneskeliv; men hun var mig for stærk.

Hun satte mig et ubegaaet Selvmord og et ufødt Menneskebarn paa Struben og vikled mig samtidig saaledes ind i en sanseheftig Lidenskabelighed, at det vilde have været overmenneskelig umenneskeligt ikke at gi efter.

Hun seired altsaa, og jeg finder mig vel derved.

Jeg føler Urmenneskeinstinkter; jeg rykkes tilbage til Patriarkatet, ja endnu dybere ned – til Matriarkatet, vel at mærke ikke det polygame; thi hun er tro som et Himmellegeme; hun er som den stærke Hunørn i sit Rede. Har desuden (mærkelig nokk) en afdød Fædrenearv til fri Disposition (over 16510,000 Kroner) og en endnu ikke afdød Mødrenearv ivente.

Forholdet er forsaavidt baade frit og skjønt.

Og Ludvig –jeg har gryende Faderfornemmelser! Jeg gaar svanger med Tilblivelsesvidunderet; jeg føler dets smaa sælsomme Fosterspark under mit Hjerte. Noget saa angstvidunderligt, saa festlig skjælvende!

Og jeg har Jordfornemmelse.

Vi har en liden Have til Villaen; jeg føler, at til Vaaren vil den gjøre mig til Jorddyrker. Det ender med, at jeg kjøber en liden Gaard paa Landet, opfylder Jorden og gjør mig den underdanig, vorder frugtbar og formerer mig. I mit Ansigtes Sved. Hun hedder Dora. Den Dora Lothe, nu Dora Willum, som jeg skrev til dig om fra Lysvik. Hun, den første, Førstegrøden af de bedaarede. For saa vidt har hun jo et Slags Prioritet, saa at sige Førstefødselsretten til min Badestedspersonlighed. Og hun har vidst at indtage sin Plads med Kraft. Ikke netopp med Aand, men med Kraft – noget sjeldent og eiendommelig daarende ved en Kvinde. Kanske dybere seet for os Lyrikere det mest kvindelige ved en Kvinde. Hun har besat mig aldeles og besidder mig aldeles, det lille sansestærke Menneske.

Mon tro det blir Gut eller Pige? Gut naturligvis, siden hun jo er den stærkeste. Men med atavistisk Tilbagefald til Landlivsbeskjæftigelse, da jo Faderen – som alle mislykkede Genier i dette Land – er af Bondeæt.

Farvel, Ludvig, og velkommen i mit Hjem!

For første Gang siden jeg var seks Aar – et Hjem! Ogsaa en ny Oplevelse! En Ørneflugt fra 166Pensionaterne og Restaurationerne opp til Hjemmets ensomme Klippe. Der ser du mig nu sidde, speidende. Efter Rov. For mit og mine. En Ørneægtefælle, duftende af Forsørgelsespligt, struttende af Besiddelse.

Velkommen til et borgerligt Glass! Dora har klogelig legaliseret Hjemmebryggeriet; har saa at sige taget Tyren ved Hornene og ledet ham paa Baas. Og skulde hun før eller siden ville gjøre nogen Forandring i dette, da ved Du og Kameraterne, hvor Du har

din oprigtig hengivne
Synder
Hans Willum!

P. S.
Ak, ak, kjære Ludvig! Jeg skriver Livsmunterheder; men dybt under gaar der af og til en dyb Dirren – som naar Jorden skjælver efter en Vogn, som skratter hen over Stenbrolægningen. Hvad kan det dog være, Ludvig? Poesiens Genius, som sukker? Er da han af Dvergeart? Jeg blir undertiden saa pudsig angst, Ludvig. Og trænger et Par sanddru Barneøine at se mig trygg i. Livets Protest mod Døden! Men hun, som kunde ha født mig det Barn – hun blev bare en fjernstolt Drøm! Herren gav, Herren tog; hvad i Herrens Navn har Livet for en Mening?

Svaret er ligesaa enkelt som simpelt
at det skal leves!
d. s.

*

167Hans Willums Ægteskab slog ned som et Lyn mellem Pjolterglassene i det litterære hjørne. Han er ogsaa et Offer for Samfundsfordommene! Han ogsaa med et Bagben fast i Konsekvensernes Rævesaks.

Ludvig Monsen traf ham nogle Dage senere paa Gaden i fuld Fart forbi Grand. Han bar Pakker og saa landsfrisk ud.

De haandtoges.

«Gift! Store Gud,» deklamerte Ludvig Monsen.

«Ja – men ingen dødelig Portion!»

«Ægtefælle!»

«Ja, det er jo fælles for alle ægte!»

«Og allerede Barn!»

«Ja. Det er jo Ægteskabets aprioriske Selvfølgelighed.»

Ludvig Monsen lo.

«Du kommer vel ud? Hans Willum rakte igjen Haand.

«Selvfølgelig. Hun maa jo være Verdens deiligste Kvinde.»

Hans Willum smilte gaadefuld.

«Deiligere!» – Han nikked, tog Farvel og stormed Gaden ned for at naa Ettoget.

Men da Aftenaviserne mellem Personalia samme Aften bragte Nyheden om, at Digteren Hans Willum havde indgaaet Ægteskab med Frøken Dora Lothe, Datter af afdøde Toldbetjent Chr. Lossius Lothe og Hustru Caroline, født Thoresen, fôr der et kort, staalkoldt Stikk gjennem Inga Borg, der hun sad senkveldes alene paa sit Værelse paa Blommenholm og læste. Og efterpaa en langt hendøende, livsvemodig 168Fornemmelse, som naar en senhøstes ser mod blaa Himmel Trækfuglskarer paa natlig Flugt mod Syd. Han havde jo gjort, hvad han skulde, og hun høiagted ham derfor; men – naar hans Hjerte aligevel ikke var – jo, han havde gjort, hvad han skulde!

Hun aanded bævende opp og læste Notitsen om igjen for at slaa den fast som Virkelighed og anden Gang kjende dens Smerte. Saa gikk hun hen til Ovnen og stakk Avisen ind. Og klædte sig af uden at vide, at hun gjorde det.

*

Naturen havde forberedt sig længe. Det var begyndt en solstærk Martsdag med Snesmeltning i Furukronerne ved Middagstid og glasfrosne Vandperler paa de yderste bare Kviste ved Kveld i Maanetinderet.

Og det var blevet borte igjen.

Det var kommet paany i April med varmt viftende Søndenluftning og en Duft af braanende Foraar fra Skogen rundt omkring, hvor Sneen sagte sank og Kraaker begyndte at ville sidde to og to i Furutoppene, særlig i dem, som Solen gylded. Og Fjorden havde været saa forjættende blaa i Bølgeblinkene.

Det havde igjen stanset, med Nordenfrost og haggelkornede Sne-ilinger; men saa med Mai var det kommet for ramme Alvor. Snesjapps og Duskregn fra Syd. Vaarstorme. Soldage med Varmedis derimellem. Langhalsede Graagaasflokke i strakt 169Flugt mod Nord; Stærflokke som Smaasten kastet hen over de graagule Jorder; Sangfugl, som fløited «Pui, Pui», paa vaarnaken Bjerkekvist i Solstegen.

Saa en vakker Dag steg Lærken dirrende som en fin Livets Himmeltone mod det blaa, sank igjen paa skjælvende Vinger og styrted som en liden levende Jordklump ned i sin Tuve.

Og fra al Verdens blanke Træknopper titted Vaarens nysgjerrige smaa Musøren frem; grønskende; lyttende.

Men i Skogen speided Blaaveisens Millioner af ungblaa Øine.

*

Hans Willum grov i sin Have forsigtig, i sit blanke Ansigtes Sved. Hans Hustru sad paa Havetrappen høitfrugtsommelig og pegte. Det var et Aurikkelbed, som skulde saaes; Levkøierne og Nellikerne var alt færdige; der skulde ogsaa komme Roser, sjeldne Glødroser med dyb Duft af Provence; skjære, blegrøde Sommerroser af de tidlige – «Jomfrukind», som Hans Willum havde døbt dem – og gyldentunge, sanserødmende Italienere. Der skulde videre komme Sverdliljer, Hans Willums Yndlingsblomst, og efter Doras indstændige Bøn et lidet Himmeldryss af Forglemmigeier ligesom tilfældig henslængt paa en liden bar Jordsnipp i nordre Havehjørne.

Hans Willum havde digtet en hel Blomsterfantasi opp af Arbeidet med denne Have, og Dora havde smilende fulgt med, baade naar han arbeided og naar han siden satte Blomsterpinder med de opdigtede 170Blomsternavne bortover Bedene: «Jomfrukind» ved Sommerroserne, «Lucifers Glavind» ved Sverdliljerne, «Banalia vulgaris» ved Forglemmigeierne.

Der havde staaet en liden Kamp om Høstblomsterne. Dora havde foreslaaet nogle Stokkroser, som havde mødt heftig Modstand. De ligned overroste Digtere, paastod han, drevne opp til en lømmelagtig Høide, som de ikke magted at fylde. Han døbte dem «Bænkepryd»; de ligned ubetydelige Baldamer, som sad over i Række. Han vilde ikke hverken for sit eller hendes elskede Vedkommende dyrke Selvironien i sin Have. Stokkrosen skulde ikke bli det høstlige Resultat af deres deilige Vaar.

Hun havde dræbende foreslaaet at plante Kaal istedet; men da havde han protesteret med en latterjublende Omfavnelse. Kaalhoder i en Digterhave var en uanstændig Selvmodsigelse, som han vilde have sig frabedt paa Slægten Willums Vegne!

Derimod havde han intet imod Poteter. De var Geniets Symbol. Den hvide Blomst, som de bar saa høit og rankt, frøs regelmæssig bort her nord; kun naar de var under Jorden, blev de vurderede.

Han satte en hel liden Rabatt og skrev med svære Bogstaver paa den vedplantede Blomsterpinde:

«Genius borealis».

Saaledes spøgte og lekte han sig frem gjennem Vaardagene som et lykkeligt Barn, suged i blinde Drag Livets Groningsduft af Naturen og af hende. Hun vokste sammen med Vaaren og han med dem begge. Hun og han og Barnet gled paa Naturens 171Strøm mod Fødselsvidunderet. I lykkelig Angst! I Feber!

Om nogen Dage skulde det ske, det, som havde fyldt ham nu i Maaneder! Om kanske en Uge havde han et Barn! Han havde en naturlig Uvilje mod frugtsommelige Fædre; de virked saa pudsig betrængte, saa naturbekymrede. Det dér fikk virkelig bli Kvindernes Sag! Og alligevel! Naar han skulde være oprigtig mod sig selv, saa var nokk han den frugtsommeligste af de to – og den frygtsomste. Hun tog Sagen med forbausende Ro. Skjøv Tanken paa Begivenheden fra sig og trøsted sig med, at det jo var en naturlig Ting, og at det samme havde Millioner andre Kvinder gjennemgaaet. Hendes Tanker kredsed nærmest om Barnets Kjøn og om, hvem det vilde komme til at ligne.

Han kunde ikke bli Tanken om selve Fødselen kvitt, den stod for ham ved Nat og Dag. Han led Smerterne paa hendes Vegne om igjen og om igjen; han skrek i sin Fantasi Skrikene.

Han kunde vaagne ved Midnat drivvaad av Sved, med høithamrende Hjerte. – mens hun laa trygg i Søvn. Og det store Bondestue-Slaguhr, som han havde anskaffet sig for at være i den landlige Stil, kunde forfølge ham halvtimevis med sit frugtsommelige Spørgsmaal: Gut? – Pige? Gut? – Pige? – Indtil Uhret selv gav Svaret: Gut og slog ét. – Formodentlig atavistiske Rester af en ukultiveret Bondefantasi, som var opskræmt ved at føle sig paa usikker Grund!

Og han haante sig selv. Han var ikke alene Barnefaderen, men Barneføderen!

172– – «Hans! Er du træ-t?»

Hun saa paa ham med de forstore brune Øine. Han kom arbeidsblussende for at tage Aurikkelfrøet.

«Trætt? Om Vaaren!»

Han smilte og tørked Sveden. Saa gikk han langsomt hen med Frøpapiret i Haanden for at saa.

«Ja. Der er jo naaget, som hedder Vaartrætthed,» sagde hun efter ham.

Han smilte for sig selv, der han stod bøiet over Bedet. Der var virkelig noget, som hed Vaartrætthed, sjælelig talt ogsaa. Og han kjendte den. Han var overvældet af Begivenhedsforberedelser og længted angst efter selve Katastrofen.

*

Den kom. En Regnveirsdag naturligvis efter flere Dages henrivende Foraar.

Doras Mor var kommen ud Dagen iforveien for at være hos Datteren, som havde begyndt at føle Kynderveer. Jordmoren havde været der om Formiddagen og skulde komme igjen for Alvor om Eftermiddagen.

Hans Willum følte sig ualmindelig ilde. Der var kommen Ulykkesluft i de lyse Stuer; Blomsterne dufted en Mulighed af Dødsfald. Huset ligesom lumred af en snigende mystisk Gru: det ventede maatte jo komme; men det uventede kunde jo ogsaa ske! Det var, som om Døden havde banket paa, mens det jo var Livet. Hans Willum havde stivet sig opp med den digteriske Tanke, at det igrunden var vidunderligt dette, at naar vi trodde, 173Døden banked paa, saa var det Livet; men var styrtet tilbage i den dybeste Fortvilelse ved Tanken paa, at det kanske var omvendt: at naar Livet banked paa, saa var det Døden.

Hun derinde havde smilet til ham, da han en gang gløtted paa Døren i en Pause mellem Smaaynkene; det havde skaaret ham i Hjertet som et sidste Smil fra en, der skulde gaa bort. Hun havde vinket med Haanden til ham, at han skulde gaa: og Moren, som sad ved Sengen og talte monotone Trøstesord, havde reist sig og lukket Døren etter ham.

Han stod paa Havetrappen med Hænderne i Bukselommerne, aanded den stærke Vaarluft efter Regnet og søgte at mande sig opp.

Alt maatte jo gaa normalt for sig; der var ingen Fare. Hun var jo stærk og ung, og Jordmoren havde fundet alt i Orden.

Han havde Vaaren fremover oppgjort heltemodige Planer angaaende det, som nu skulde ske. Han skulde ikke vige fra hendes Side. Han skulde hele Tiden holde hende i Haand. Hun skulde føle Mands Ro og Mands Støtte; det skulde hjælpe hende psykologisk over det fysiske! Og det skulde fortælles om ham siden, hvad han var for en Mand. Der skulde berettes interessante Trækk fra Digterens dybt menneskelige Privatliv.

Saaledes havde han digtet og drømt om denne store Stund; men Skjæbnen havde ændret det hele. Eller Tilfældet. Moren, som var kommen ud for at være hos Datteren, havde paa en Maade afskaaret Hovednerven i hans Intentioner, formelig afsat ham 174som Ægtefælle og udelukket ham fra det hele. Og han begyndte at forstaa hende. Hun havde utvilsomt Ret. Dette var af Naturen Kvindesag og Kvindearbeide. Han vilde kanske bare være iveien, gjøre Ugagn, ja forvirre og skræmme hende. Det fikk i Guds Navn staa til!

Aa! Nu skrek hun derinde! Et høit Skrig! Kanske det alt var Barnet, som kom?

Han styrted ind; han listed paa Taa; han aabned Døren.

Moren kom ud. Nei, det var ingenting. Det var den rene Begyndelse. Jordmoren vented intet før ud paa Natten og kom først med Sekstoget.

Hans Willum stod blek. Han lukked Døren ind til Værelset. Saa betrodde han sin Svigermor, at han ikke holdt ud at høre hende skrike. Han maatte ud; han maatte søge frisk Luft; han vilde reise ind til Byen for at kjøbe en Flaske Champagne til Dora og komme igjen med næste Tog!

Svigermoren skjøv til med begge Hænder. Det var det bedste, han kunde gjøre. Hun var jo her, og de havde jo Tjenestepigen, om noget kom paa.

Hans Willum aanded opp i en stjaalen, befriet Fornemmelse. Han trykked sin Svigermors Haand mandfolkeligt og listed paa Taa ud af Stuen. Fikk som i Feber Vaarfrakk og Hatt paa, forsynte sig i sin Hustrus Chatoll med Penge og gikk. Havde ogsaa sin sølvknappede Stokk.

Der var Aftenluft og Fugtighed, da han gikk Haven ud og lukked Haveporten i efter sig. Bedene laa graa, tilsaaede. Han følte en besynderlig ædru Fornemmelse af kjølig, ligesæl Natur. Gad 175vide, om disse Frø nogensinde kom til at staa i Blomst for ham!

Han gik hurtig Veien hen, ligesom bange for, at nogen skulde kalde ham tilbage. Og da han var kommen til Bakken, som førte ned til Stationen, fulgte han Tyngdelovene. Han sprang og nød den livende fysiske Smerte af et anstrengt Aandedræt. Det gjaldt om ikke at komme forsent til Toget. Han vilde kjøbe en Flaske Champagne til Dora, saa hun havde noget at styrke sig paa, naar alt var over. Og han vilde komme igjen med et af de første Tog.

*

Det var blevet Midnat.

Udenfor Havegitteret til den lille Villa paa Ekeberghøiden stod Hans Willum med en Flaske Pommery under Armen.

Han lytted. Han holdt sit Aandedræt.

Dybt nede i Lien hørtes de langsomme, taktfaste Slag af Udenlandstoget fjernere og altid fjernere paa Æventyrfærd ud mod Syden. Lokaltoget peb ret ned med Afgang fra Bækkelaget og ind. Det var sidste Tog.

Der var uroligblaa Vaarnattshimmel med sagte Vift mellem Trækronerne. Ingen Duft af Blomst; bare vaadfrossen Jordlugt og en bitter Anelse af Løvsprætt. Og Lyden af en svindende Vaarbækk, som silred mellem koldfrosne, flortynde Isflingrer over graa Muld langs Veifaret.

Hans Willum lytted. Lytted med døve Sanser i en dulmende Ørhed efter de mange Glass. Lytted for at høre gjennem Tausheden derinde.

176Han havde været sammen med Kameraterne og havde drukket tæt for at holde Manddommen oppe. Havde straks ligegyldig fortalt, hvad der stod paa derhjemme; havde siddet og været Mand og ageret at tage det med Ro. Og havde hørt mange gode Raad og erfarne Bemærkninger fra de gifte.

Det var altid det klogeste at lade Kvinderne være ganske alene om den Sag. Mandens Andel i Historien var jo faktisk forbi med Undfangelsen; Svangerskabet og Fødselen og senere Moderskabet hørte selvsagt Kvinden til; det var hende en Naturtrang, en Nydelse, det betydningsfuldeste i hendes Liv. Og i det burde Manden ikke blande sig ind.

Der var kommet op forskjellige Meninger om dette; der var fremsat vittig Tvil om Nydelsen ved selve Barnefødselen; den var imødegaaet med videnskabelige Oplysninger om Kvinden hos Naturfolkene; det var formelig steget til Diskussion. Og Hans Willum havde med stor Villighed ladet sig fange ind i dette. At drøfte Themaet saadan i sin Almindelighed døved ligesom Tanken paa det specielle Tilfælde; Vinen, Tobaksrøgen og de vante summende Omgivelser gav ham en Følelse af trygg Hverdag og hjalp ham til at glemme Togtiderne.

Slig havde han da siddet med et lidet kvalmende Nag inderst inde og faaet Tiden til at gaa, indtil Klokken nærmed sig sidste Tog.

Da havde han pludselig reist sig, havde taget stille Farvel, havde stukket Champagneflasken under Armen og var gaaet.

De havde været svært venlige og ønsket ham tillykke i rolig Mandfolketone. Ludvig Monsen havde 177endog fulgt ham ud i Gangen og laant fem Kroner af ham derude. Dette sidste havde særlig styrket ham og gjort ham godt. Det var ligesom en liden hemmelig Bro mellem ham og Livet. Gikk det galt, saa havde han jo dog Vennerne! Og han var gaaet hjem som den prøvede Mand, der paa forskjellig Maade var sine Medmennesker til Hjælp og Støtte.

Hans Willum lytted. Det var saa forunderlig stillt derinde! Det lyste saa dæmpet bag de grønne Rullegardiner i hendes Værelse! Det lyste ogsaa i Stueni Stuen] rettet fra: Stuen (trykkfeil) ved Siden, men endda svagere! OgOg] rettet fra: gO (trykkfeil) ikke en Lyd!

Alt var visst over. Hun laa nok med Barn i Arm derinde! Eller –?!

Der sneg sig tvers igjennem al Ørheden en mørk, stille Kulde. Tausheden derinde og de lave Lys kunde ogsaa betyde det andet!

Han famled med koldsvede Fingre efter Portklokken. Da hørtes der Trin i Gangen og sagte Tale. En kom ud og stod paa Trappen; han saa det hvidne paa Ansigt og Hænder. En anden var længere inde. Han gjorde Vold paa sig selv kræmted høit og kom sig indenfor Haveporten.

«Naa, Gudskelov da!» sagde det deroppe. Og hun, som stod paa Trappen, gikk ind.

Uden selv at vide det kom han Haven frem, Trappen opp og stod nu i Gangen, hvor Jordmoren mødte ham med Lys.

«Er det over?» hvisked han og var graablek.

«Ja,» svared Jordmoren med sin tørre, trygge Stemme. «Det er bra altsammen; men Fruen har ventet svært paa Dere.»

Det var, som om en stor, dovende Tyngde medét 178gled af. Han aanded skjælvende ud, et langt, alkoholduftende Aandedrag, som Jordmoren kjendte; hun gikk med Lyset foran ham ind i Stuen.

Han satte Champagneflasken fra sig paa Bordet, lagde Hatt og Stokk paa en Stol og smøg Vaarfrakken af. Listed saa paa Taa mod Døren, hvor han blev staaende og lytte.

«Dem kan tryggt gaa ind,» sa Jordmoren.

Da aabned han, uhyre varsomt, og gled ind.

– – Hun laa hvid, moderforklaret, med de store brune Øine. Halvvarm dugget af mild Sved efter den store Kamp. Aarked ikke række Armene mod ham, da han kom hen. Bare smilte saa lykkelig træt.

«Endelig!» hvisked hun.

Han kom paaknæ og hen over hende.

«Dora!»

Hun kjendte, han lugted af Vin og Tobakk, men sagde intet. Han kyssed hende paa Munden, og da kom hendes bløde Arme omkring. Og der var saadan Moderduft ved Barmen.

«Det blev en Pige,» sagde hun uhyre lavt.

Han ordned i al Hast sine Forestillinger om Barnet over fra Gut til Pige og kyssed hendes fugtige Hænder, som var faldne ned, en for en.

«Du er ogsaa en deilig Pige,» spøgte han og saa opp paa hende.

Hun laa stille og soled sig i hans dunkelblaa Øine. Aanded ind hans Mandsduft. Og smilte.

«Dora min!»

Hun kjendte igjen den stærke Lugt af Alkohol. Forstod det hele. Men sagde intet.

179«Vil Dere ikke se Barnet?» hvisked Jordmoren bag ham.

Han reiste sig opp, forundret. Saa smilte han, dette Smil, som kunde være saa daarende. Og føied sine Hænder ligesom forskrækket sammen.

Svigermoren, som sad paa Stolen ved Sengen, reiste sig. Alle tre gikk hen til Vuggen. Og Morens straalende Øine fulgte dem.

Han kom paa Taa frem. Han løfted med to Fingre Fligen af det hvide Lagen; slapp straks igjen og vifted henrykt med løftede Hænder. «Naa naa naa naah!» sagde han i Barnesprog, saa bagover mod Moren og havde sit næsten kokette Smil.

De lo alle fem. Men Hans Willum kjendte det sprænge triumferende frydefuldt inde i Brystet, noget, som maatte jubles eller hulkes ud. Ren Sangfuglhenrykkelse, Vaarellevildhed. Taarer sprængte paa.

Han tog sig i det. Han bøied sig igjen frem; han letted paa Lagenfligen én Gang til.

«Er det ikke deiligt?» kom det svagt derborte fra Sengen. Og et Hode stakk opp af Puderne.

Han satte øm Barnetrut og vikked igjen med sin Haand. «Menneskebarnebarnebarn!» hvisked han.

Svigermoren stod og gotted sig paa Datterens Vegne; Jordmoren smaalo i bittesmaa erfarne Klukk. Hun havde seet saa mangt af den Slags Mandfolknaragtigheder Barselsdagene.

Saa gikk han hen til hende.

«Nei nu,» brød han ud og vilde til at kysse. Men Jordmorens Stemme kom lav og bestemt imellem.

«Naa skal Fruen sove,» sagde hun.

180Hans Willum snudde sig og saa smilende paa Jordmoren. «Om en bitte liden Stund,» sagde han. Saa gikk han stille ud af Værelset.

De hørte ham gaa omkring derude, hørte ham aabne Buffeten og tage Glasser frem, hørte ogsaa om lidt det kvalte Smeld af en Champagnekork der ude. Saa aabnedes Døren paa vid Vægg, og han kom ind. Havde Flaske og Glass paa et Bræt og bar, uvant og forsigtig. Hun i Sengen satte store, henrykte Øine.

«Champagne!» hvisked hun.

Jordmoren tog smilende imod og hjalp Mandfolket med Brættet. «Ja. Et lite Glass Champanje har Fruen bare godt a,» sagde hun.

Hans Willum skjænkte; fire dørgfuldt perlende Glass. Gikk hen til Dora med det ene og rakte hende forsigtig. Hun tog om Glasset med begge de hvide Hænder og saa opp paa ham.

Saa bød han de andre og tog selv sit.

«Hurra!» ropte han hviskende. Han løfted sit Glass høit, nikked til sin Hustru og tømte det, langsomt. Og Dora Willum drakk med blek Mund og lukkede Øine, drakk, som om hun drakk Livet ind.

Jordmoren halvdrakk sit Glass og satte det tilside; Svigermoren, som havde nippet til sit, sad og holdt det i Haand.

Nu kom Jordmoren hen, hjalp Dora af med det tomme Glass og ordned med hendes Hodepude.

«Ja naa maa Fruen sove,» gjentog hun afgjørende.

Hans Willum satte Glasset fra sig og listed hen. Han bøied sig over sin Hustru og kyssed hende 181igjen paa Munden, længe. Hun lukked Øinene under Kysset, som drakk hun igjen Livet.

Han fandt hendes Haand. «Godnat, lille Mama,» hvisked han saa lavt, at kun de to hørte det. Hun trykked ham til sig med de bløde, trætte Arme.

Saa reiste han sig, nikked til de andre og listed stille ud af Værelset, fulgt af Jordmoren, som drog Døren forsigtig i efter ham. Men Svigermoren tvang Korken i Champagneflasken og bandt forsigtigvis over med en Hyssing, forat den ikke skulde springe opp om Natten og vække Mor eller Barn.

Lidt senere var der nattstille i den lille Villa paa Ekeberghøiden. Mor og Barn sov med Vekelampe bag Skjærm og med Jordmoren som Vagt paa den lille Chaiselongue i Soveværelset; Svigermoren læste et hemmeligt Gudsord af Salmebog ved Stearinlys i det lille Værelse Trappen opp; Hans Willum selv sov dyb Mandssøvn i sit Arbeidsværelse, ør af Vin, Nervespænding og Lykke. Og vaagned først ved Titiden næste Morgen, lidt plussen i Ansigtet, lidt seig i Mundvikerne, lidt forundret over Solen, som stod flimrende lige ind i hans Ansigt gjennem Spurvekvidder og livsblaanende Vaarluft derude, men med en næsten dovnende Lykkefornemmelse over, at nu var det skeet; nu havde han været delagtig i Livsvidunderet.

*

Hans Willum reiste sig fra sit Arbeidsbord og lytted for tiende Gang. Jo! – nu hørte han da grangivelig den lille fordringsfulde Stemme derinde! At ikke Dora –! Men hun sad vel ude i Haven!

182Han tøfled Gangen ud og lod Dørene staa aabne efter sig. Der var slig Sommersvalhed inde i Værelserne; det var jo endnu i første Halvdel af Juni.

Jo. Der sad hun paa Trappens nederste Trin! Det sortbrune Haar glinste i Sommersolen; hun sad der og slikked Straaler og drakk Syrenduft og hørte paa Humlesurrmusikken i de mylderhvide Morelltrær langs Havegjærdet! Hun tog sig sin daglige lille Svir i Naturens Restauration!

«Dora! «Det» skriker!»

Han stod paa Trappen med Pennen i Haanden og saa nedover hende.

«Menneskefrøet vil ha Vand!»

Hun snudde Hodet mysende i Solskinnet. Hun var aaben i Barmen og frodighvid. De fyldige Arme i den skjærviolette Morgenkjole var bare, helt til Albuen; Fanget var skilt, – hun havde siddet med Haand under Kind og kjendt sig ligesom ét med Sommerblomstringen.

«Lad det skrike,» svared hun. «Det har nys faaet.»

Han stod fremdeles og nød hende; hun var ham saa ny – ung Mor, som hun sad der, og netopp kommen over Senge.

«Saa? Har «det» det?» smilte han.

Hun svared ikke; satte bare Albuen paa venstre Knæ og sad og saa opp paa ham med Haand under Kind. Ligesom betragted ham.

Hele den første Uge havde han været hjemme. Havde næsten ikke været til at formaa til at tage sig en Spadsertur engang. Det var, som om hun og Barnet var ham alt i Verden, og det havde gjort hende saa usigelig lykkelig, at hun syntes, hun gjerne 183kunde tage hele det forferdelige om igjen bare for disse deilige Stunders Skyld. Men saa var der pludselig kommet en Forandring; en aldeles uforstaaelig Forandring! Han var begyndt at reise til Byen om Eftermiddagene; nu gjorde han det hver Dag og kom noksaa sent hjem!

Ikke at han var mindre glad i Barnet; nei kanske heller mere den Tid, han var hjemme. Ikke heller, at hun misundte ham dette Samvær med Kameraterne; en Mand kunde vel bli træt og overmæt af Hjemlykke; sligt maatte man kunne sætte sig ind i; – men – og det var, som om et hemmeligt Saar var brudt dirrende oppe indvortes i hende –: det var kanske noget andet! Hun kunde ikke forstaa, at han nu, med Barnet og – –

«Sol du!» – Han stod og saa udover og tog Stemningen: det hvide Blomstermylder mod varm blaa Luft. Bedenes blekgrønne Spirer, Tinderet over den sommergrønne Furuskog og en disig Fjordblaane fjernt derude.

Hun vendte saavidt Hodet mod Solglansen.

«Ja, deiligt!» Saa stirred hun igjen opp paa ham med næsten forlegne Øine.

«Om en Uges Tid er jeg ganske bra igjen,» sagde hun. Kinderne fikk lidt høiere Farve.

Han gikk pludselig Trinnene ned; tog hende med begge Hænder lindt om Kinderne, som man tar et Barn, og saa smilende ind i hendes Øine, som hun løfted mod ham, men straks sænkte.

«Da holder vi Fest!» sagde han, daarende. «Barsel og Barndaab ogsaa videre paa samme Dag!»

Dora Willum saa forundret opp.

184«Skal vi ha Præsten herud?» spurgte hun, næsten ængstelig i Stemmen.

Da lo Hans Willum. «Ja, Ludvig Monsen,» svared han. «Han er den mest veltalende. Knapp kan sige Amen, og de andre kan være Faddere. Det skal bli en høikirkelig Handling. Jeg synes, jeg ser Ludvig; han er aldeles ellevildt glad i Barn!»

Dora havde reist sig. Spøgte han? Eller var det hans Alvor?

«Vi skal da vel døbe det ordentlig?» brød hun ud.

Hans Willum slog Armen om hendes Liv. «Nei, det ved den levende Gud vi ikke skal,» sagde han og smilte hele Tiden. «Jo, det mangled bare!» Han løsned sin Arm; thi hun forsøgte at fri sig. «Nei, en rigtig frodig liden Guds Hedning skal «det» bli, en ægte luthersk Protestant!»

Dora Willum stod og saa paa ham.

«Er du blit gal?» sagde hun. Ordene ligesom tabtes ét for ét.

Der fôr noget heftigt over Hans Willums Ansigt. Øinene fikk noget blakkblaatt haardt.

«Dora,» sagde han. «Var vi rigtig saan – præstelig viet vi, den Kveld «det» kom til?»

Hun saa, det var ramme Alvor; hun ligesom faldt fra Etage til Etage ned igjennem sig selv og fandt sig igjen dernede i tankefuld Erkjendelse. Ja. Det var jo saa. Hun havde jo git sig hen. Uden videre. Hun kjendte jo hans Meninger om alt sligt! Det maatte naturligvis bli, som han vilde; hun bare grued for, hvad Moren vilde sige! Uden at svare begyndte hun at gaa Trappen opp; hun havde medét faaet slig Trang til at være sit Barn nær.

185Han lagde hendes Arm i sin; Trappen faldt hende lidt vanskelig endda.

Da de var komne de faa Trin opp, stopped han opp, smilende.

«Vi døber i Champagne,» sagde han.

Hun tverstansed og saa paa ham.

«Jeg tror, du er blit splitter –!» Saa lo hun. Dette hans Himmelsprætt med alle tilvante Begreber og Ærbødigheder havde noget fandenivoldsk overdaadigt ved sig, som rev hen. Hun saa hele Akten. Saa Ludvig Monsen med Champagneglasset, saa Knud Knapp som Klokker. Saa kom Tanken paa det lille Barnehode.

«Aa liten!» sagde hun. Hun gikk hurtig foran ham ind.

Barnet sov. Sov dunhaaret med et Sommerskjær af Liv i de bløde Basunkinder. Sov saa bevidstløst tryggt, som om det selvsagt vidste, at nogen vaaged og tog alt Ansvar for Livet.

De to stod og saa. Hun nærmest, halvt bøiet over Vuggen; han lidt bagenom med Armen løst kring hendes Liv. Hun Moren, som havde født og erfaret; han Faren med Armen for første Gang om sin ufrugtsommelige unge Hustrus Liv.

«Det ligner et Menneske,» spøgte han hviskende.

Hun vendte Hodet.

«Det har din Næse,» hvisked hun tilbage.

Han kom nærmere; hende nærmere.

«Og din Mund!» Han trykked hende varsomt til sig.

Hun løsned ligesom uvilkaarlig hans Haand.

«Hysch,» hvisked hun. Som om Handling behøved at høres!

186Han smøg sin Arm rundt hende paany. Stod med sin Hage nær hendes Skulder og saa ned i Vuggen.

«En frodig liden Hedning,» sagde han.

Hun trued hans Hode vækk med sin Pande mod hans.

«Det er nokk du, som er frodig Hedning,» sagde hun. Og smilte.

«Ja!» Han vilde kysse.

«Nei, Hans!» Hun gjorde Modstand.

Da vaagned Barnet og begyndte straks at skrike.

Hun slog ham. «Ser du nu!» lo hun.

Hans Willum havde sit lykkeligste Smil. «Ja, ser man det!» sagde han. «Det er jaloux! Det er Protestant! Hysch det!»

Han begyndte at vugge. Men Barnet skrek.

«Nei, la væ-re!» Dora Willum skjøv ham lempelig vækk, bøied sig over Barnet og lagde sin Kind mod dets Pande. Det taug straks.

Han stod forbløffet. «Ser man det,» sagde han igjen.

Dora nynned og vugged. Saa om lidt reiste hun sig opp.

Barnet laa nu ganske stille og stirred frem for sig med stive Øine.

Hans Willum gikk rundt Vuggen og blev staaende og se.

«Dora!» sagde han. «Det er Digter! Det har Gud hjælpe mig faaet en Idé!»

Moren lo og satte sig.

Hans Willum blev staaende og se paa Barnet længe; paa de fine Fingre, som rykkvis bevæged 187sig over Teppet, paa de store blaa Øine, paa hele den lille Ansigtsfrodighed med den blomsterskjære Hud.

«Dora,» sagde han. «Hun skal hedde mouche.»

Dora Willum lo.

«Jeg tror, du er sindssvag!» sagde hun. Hun sad og stellte med noget Barnetøi der borte. «Mouche betyr jo en Flu-e!»

Han smilte. Ja jeg kan gudskelov ikke fransk, sagde han. «Det er med fransk som med at spille paa Pianoforte; det er banalt at kunne det; men bruges ikke mouche ogsaa om saanne smaa sortbrune Skjønhedspletter, som Damerne pleied at klistre paa Kinderne sine?»

Hun sad og folded nogen smaa Bleier og saa kamplysten bort paa ham.

«Jo, naturligvis ogsaa det,» sagde hun; hun var vel bevandret og havde gaaet paa Nissens Pigeskole. «Men –»

Han brød af. «Hun skal hedde mouche,» sagde han kokett. «Hun skal netopp bli slig en liden fristende Skjønhedsplett paa Tilværelsen!»

Dora reiste sig og lagde Bleierne i Kommode-Skuffen.

«Nei Hans,» sagde hun med Ryggen mod ham, optat med at ordne i Skuffen. «Barnet skal ha et skikkeligt kristeligt Navn!»

Han gjorde en overlegen Sving med sprikende Fingre i Slobroklommerne.

«Som alle vi Hedninger.» sagde han.

Hans Hustru lukked Skuffen og vendte sig mod ham.

188«Saa kald hende da i Guds Navn ‘Liv’!»‘Liv’!»] rettet fra: ‘Liv’! (trykkfeil) sagde hun.

Han stansed slagen. Strakte sin Arm høit tilveirs og knipsed.

«Liv! Det er storartet! Det er netopp Navn for en slig liden hedensk Borgerlighedsprotestant! Dora, du er genial, formelig Titelgeni!»

Han var borte hos hende og tog om hende med begge Arme, slog hele Slobrokken om hende.

«Men» – han slapp hende og stjal et Kindkyss i det samme, – «mouche skal hun pinedød ogsaa hedde! Liv skal være hendes officielle Navn, hendes nome de guerreKorrekt fransk: «nom de guerre». – ja jeg kan ikke fransk –, men Kjælenavnet, Elskovsnavnet, det skal være mouche!» Han var henne ved Vuggen; han kiled Barnet under Hagen med Pegefingeren.

«Det! Du skal hedde mouche,» sagde han. «Du vidunderlige lille Elskovsdøgnflue!»

Dora Willum maatte smile. Var ogsaa lykkelig over dette med Navnet, som hun havde ligget og tænkt ud om Nætterne.

«Ja, lad det være nu,» sagde hun. «Det skal helst sove.»

Han havde faaet begge de smaa klodsede Barnehænder omkring sin Finger. Nu drog det til sig og vilde suge.

«Ser man!» jubled han. «Kanibal! Glimrende Menneskeæder! Aldeles ukristelige Instinkter!»

Dora gikk hen og slog Vinduet opp. «Her er ikke ganske frisk Luft,» sagde hun.

Han drog forsigtig Haanden til sig og vendte sig mod hende.

«Nei kjære!» bad han. «Her er netopp slig vidunderlig 189Barnekammerpoesi! Slig pikant Duft af troskyldig Tilværelse! Man blir formelig mildt barnebleieberuset!»

Hun skjøv til ham med begge Hænder. «Men saa gaa da, Mand!» sagde hun eftertrykkeligt. Og han lod sig puffe ud af Værelset, hvis Dør blev lukket resolut i efter ham.

En Times Tid senere stod Hans Willum byklædt og færdig paa Trappen med sort stiv Hat og sin sølvknappede Stokk under Armen. Han havde skrevet; det vil sige: han havde slet ikke skrevet. Først havde han ledt vel og længe efter sin Pen, som han havde mistet paa Trappen, da han gikk ned til Dora; og da den endelig var funden, havde der været hundrede Ting iveien. En liden Hund paa den anden Side af Veien havde gjøet saa forbausende meget i Forhold til sin Størrelse; en Humle var kommen gjentagne Gange ind gjennem det aabne Vindu ligesom med Bud fra Blomsterduften og var igjen summet ud; Tanken paa «Barndaaben» havde lagt Beslag paa hans Fantasi, og Doras lille mærkelige Ord: «Om en Uges Tid er jeg ganske frisk igjen» havde bragt ham aldeles fra Koncepterne og ind i en Stemning af legal Forelskelse, som han aldrig før havde kjendt. Tilslut havde et lidet ærgerligt Hul i hans nye Slobrokk aldeles misstemt ham og gjort det af med enhver Stemning. Han havde slængt Pennen, faaet Slobrokken af og klædt sig hurtig om. Og nu stod han da paa Trappen færdig til at gaa.

«Hans!» Det ropte derindefra.

«Ja.» Han havde haabet, at hun ikke skulde have hørt.

190«Gaar du?» Hun aabned Vinduet, som stod paa Klem.

«Ja.»

«Aah!» Det kom saa skuffet; hendes Øine stod saa sørgmodigt brune paa ham.

Han gikk Trappen ned.

«Nei, jeg maa virkelig,» sagde han. «Jeg maa ind efter nogen Penge; saa ber jeg dem med det samme.» Han gikk hen til Bedene; han karred ved de smaa blekgrønne Spirer med sin Stokk.

«Hans!»

Han saa opp.

«Aa kom tidlig hjem da!» Hun bad saa sødt.

«Ja. Straks jeg er færdig.» Han stod nu ved Potetessengen og karred.

«Genierne kommer sig,» sagde han. «De er alt lubbentgrønne!»

Han nikked opp til hende og gikk, Haveporten ud og Veien frem, uden at se sig tilbage. Men da han naadde Svingen, vendte han sig og nikked. Hun vinked sagte med sin hvide Haand; saa drog hun en Sukk, lukked Vinduet og satte sig hos sit Barn.

*

Det blev en fortryllende Navnedagsfest. Midtsommerkveld langs disigblaa Lier og Fjorden som et blyblankt Speil med blodluende Baal opp mod en stjernetætt Himmel. Sen Middag med Champagne for aabne Døre i den lille Villa paa Ekeberghøiden og en Pokuleren uden Grænse til langt paa Nat ude paa Altanen mellem de halvt afblomstrende Kirsebærtrær. 191Det hele i en sval Groningsluft, som fortalte, at Sommeren endnu var i sin første lykkelige Vorden.

Ved Middagen, da Desserten serveredes og Champagnekorkene knalded, var Barnet bleven baaret ind; Ludvig Monsen havde reist sig, havde slaaet til Lyd med sin Gaffel og holdt en glimrende Tale.

Han havde spøgefuldt taget sit Udgangspunkt i den gamle romerske Mythe om Sabinerindernes Rov. Dengang var det romerske Krigere, som i sin dybeste Elskovsnød brød ind i fremmed Land, tog dets deiligste Kvinder og bortførte dem som sine. Her var det omvendt. Her havde en deilig Kvinde brudt ind imellem os og bortført vor stolteste Kriger med Kjærlighedens Ret! Og hvis nogen tviled paa Sandheden af hans Ord, saa laa der det levende historiske Vidnesbyrd: Barnet. Beviset for Kjærlighedens evige Forbrydelse, den eneste i Verden, som Guderne lod passere ustraffet, og som da heller ikke vi arme dødelige havde noget væsentligt at indvende imod.

Og han havde i denne Forbindelse citeret etpar Strofer af Horats, som ingen anden end han selv forstod, men som desuagtet vandt levende Paaskjønnelse hos de akademisk uddannede blandt Selskabet.

Saa var han pludselig bleven alvorlig, havde trykket Lorgnetten fastere og seet ned i sit perlende Pommeryglass. Og han havde talt dæmpet og moderat bevæget om, hvor lykkeligt det Barn var, som var sprunget lige ud af Forelskelsen og født i den blomstrende Sommer, langt, langt, borte fra Kirkens 192blytunge Tag. Et Barn, som i hver Trevl var ægte – her rødmed Moren svagt –, i hver Fiber en Protest mod Borgerligheden og Ufriheden! Et Barn, Digteren og Mennesket Hans Willum værdigt! Da brød Bifaldet løs.

Rigtignok havde de to gaaet til Byfogden! (Munterhed) – hvad han i sin Tid desværre ogsaa havde gjort (Jubel); men det var han sikker paa, at Hans og Dora Willum som gode kristelige Jesuiter havde havt sin pia fraus, sin hemmelige reservatio mentalis om, at de ikke lod sig binde i Borgergrime, men at deres Forhold – deres skjønne Forhold skulde være i Ordets videste og dybeste Forstand frit! Frit, mine Herrer! Applausen steg til demonstrativ. Da han saa atter med en pludselig Vending over i det humørfyldt præstelige havde spurgt om Barnets Navn og Hans Willum oprømt havde svaret «Liv», – da var hele Literaturen brudt ud i en Jubel og havde applauderet frenetisk, Knud Knapp med grovrøstede Bravoer, det oprømte Skelett med intense Klask i de benede Hænder og Pigelyrikeren smilende som Melk og Honning med de store Kalveøine varmt fæstede paa Dora Willum, som sad bleknende overvældet.

Men da saa Ludvig Monsen høitidelig havde udtalt Navnet «Liv» og nærmet sig Barnet med Champagneglasset løftet for at stænke Livsindvielsens Skumperler over det lille bare Hode, havde Moren pludselig reist sig halvt og værget med sin Haand.

«Nei dette faar De ikke Lov til,» havde hun sagt, saa bestemt i Tonen og med noget saa mørkt flammende i Øinene, at Ludvig Monsen forbløffet 193havde taget et Skridt tilbage og seet spørgende bort paa Hans Willum.

Denne havde mærkelig nokk bøiet af for sin Hustrus Vilje. «Drikk nu, Ludvig,» havde han sagt. «Du tar altid feil af Sakramenterne!»

Ludvig Monsen havde med stor Aandsnærværelse atter indfanget Stemningen. Med høit løftet Glass havde han atter citeret Horats:

«Nunc est bibendum,
nunc pede libero
pulsanda est tellus!»

«Leve Liv og Livet!»

Og Glassene var blevne tømt under Jubel, og Hurraraab havde hugget taktfaste gjennem Rummene og ud.

Men Dora Willum havde bøiet sig over Barnet, som var begyndt at graate, havde kysset det og baaret det tilbage til Sovekammeret med Hodet hele Tiden bøiet ned over det lille Ansigt.

Hans Willum havde straks budt Cigarer.

«Hun svarer til sit Navn,» havde han sagt smilende. «Ellers skal hun til daglig hedde mouche – den lille Skjønhedsplett paa Familjen!

Man havde tændt Cigarerne, fyldt Glassene og fundet Indfaldet aldeles fortryllende. Og Aftenen var forløben under et frodigt Fyrverkeri af Aandrigheder ude og inde, med Cigarduft drivende gjennem de aabne Værelser og raa Glufs af Natteluft fra Skogen rundt Villaen. Indtil endelig sidste Tog havde pebet for oppgaaende og tvunget til Opbrudd.

Men næste Morgen overraskedes Dora Willum 194ved at finde Pigelyrikeren sovende paa en Sofa i Spisestuen. Han var bleven stillfærdig beruset med aldeles uformuende Ben og havde foretrukket at kinese hos sin elskværdige Vært.

Nu kom han sig søvndrukkentforundret opp, gjorde i Hast Toilette inde i Hans Willums Arbeidsværelse og forsvandt med første Tog efter unødigt mange og indtrængende Undskyldninger for Værtinden. Han var nemlig fra Omegnen af en Smaaby og havde al sin medfødte Aandsnærværelse nødig for at holde Ballancen i det mere mondæne Selskabsliv.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.