[7]

Capri den 20de April 1904.

Kjære Ludvig!
Det blev en Episode. Ikke til at glemme, men alligevel bare en Episode. En toaars Drøm. Eller rettere: en toaars Virkelighed med Opvaagnen som fra en Drøm. Og med et lidet storøiet Virkelighedspant som en vemodig Mindelse om det hele!

Det maatte saa gaa mellem mig og hende. Hensynsløs Livsidealist, som jeg er og er stolt af at være, og hun den frodige Borgerlighed, den ligefrem heftigt frodige Borgerlighed, da hun først var aabnet og havde sat Frugt. Igrunden et ualmindelig almindeligt Menneske, bygget yppigt over sunde, praktiske Instinkter som over en stærk, modstandsdygtig Benbygning. Istand til det ligefrem voldsomme – inden en viss dramatisk Begrænsning –, men aldrig istand til den store Begivenhed, det tragiske, – hvad jeg engang trodde. Men der er Forskjel paa en Kvinde, som elsker, og en Kvinde, som har faaet Barn. Barnet blir hendes Lynafleder fra Tragedien, hendes skjønne Undskyldning, hendes hemmelige Samliv med den Mand, som ikke længer kan elske hende. Hendes stadige Foryngelseskilde, mens han 196gaar gammel i Elskovsgjentagelserne. Ja, saa gikk det. Det begyndte med, at jeg ikke kunde faa Arbeidsro. Vi havde hele Vinteren levet paa mit store Stipendium og Vaaren fremover paa Forskudd hos min Forlægger; nu maatte Bogen bli færdig – og jeg kunde ikke arbeide. Jeg gikk som i en stadig Bagrus af Barnebleielugt og Nattevaagen; jeg havde altid en Fornemmelse af, at fysisk Bistand skulde præsteres, og gikk som paa evige Gløder i Angst for, at noget skulde hænde Barnet. Da jeg saa søgte ud til Dere Kameraterne for at faa Luft, misforstod hun selvfølgelig dette og præsterte en blomstrende Jalousi. I Begyndelsen smigred dette min Mandfolkelighed og skaffed mig nogen henrivende Stunder; men omsider gikk jeg trætt og sagde fra. Vi havde vor første reglementerte Ægteskabsscene, som selvsagt endte med Forsoning og en Sommerudflugt til Fjeldene, for at jeg der i Ro kunde fuldføre min Bog. Jeg vilde have reist alene; jeg trængte saa høilig til en liden Pause i den altopslugende Store-Kjærlighedssymfoni; men hun satte igjennem, at hun og Barnet kom med, og Sommeren forløb under stadige og stadig mislykkede Forsøg paa at bringe vore to forskjelligartede Personligheder til at gaa opp i en høiere – eller lavere Enhed.

Mærkværdig nokk fikk jeg min Bog «Ungdom» færdig og, som du jo ved, godt færdig; men da jeg saa i Slutningen af August reiste hjem, havde jeg en vemodig Hustru og et Barn med to Tænder i Munden; i vor lille Have var alle Blomster visne og alle Urter døde med Undtagelse af Poteterne. De stod i himmelstræbende Mørkegrønhed og frøs – 197som givet er – alle sammen bort i September. Dermed var min Taalmodighed forbi. Jeg leverte mit færdige Manuskript til Forlæggeren, fikk nyt Forskudd og erklærte resolut min Hustru, at jeg om en Uges Tid reiste til Udlandet – jeg maatte for min Udviklings Skyld, og hun fik vælge, om hun vilde bli med eller sidde hjemme.

Efter fire Dages dybe Sjælekval for os begge valgte hun det sidste – altsaa Barnet. Jeg reiste, og hun blev, først paa Villaen til Oktober Flyttetid og senere hos Moren inde i Kristiania, vel ompuslet af borgerlig Indignation. En Maaned efter kom hun – selvfølgelig. Frygten for at miste mig eller Længselen efter at eie mig var bleven stærkere end Moderinstinktet; – jeg havde seiret over Barnet, som vi forresten begge fandt maatte befinde sig hos Svigermoren som i Sarahs Skjød.

Det blev en Vinter i Lyst og Kval. En stadig Henrykkelse over Livets Deilighed og en stadig Længten hjem til «Liv». En stadig Jagen i Nydelser og en stadig jagende Ængstelse. En fortsat Kjæde af Omskiftelser og en altid afbrudt Kjæde af høispændte Arbeidstimer. Trækfugleflugt mod Syd og Trækfugleflugt mod Nord.

Endelig i Mai Maaned var vi igjen hjemme. Hos lille Liv. Om vi da længer kunde kalde hende saa. Vi stod begge sammenjagede som to af Paradiset udviste og stirred ned i den lille Vugge. Vi havde forladt en Rose; der laa et bleknende Blad. Nei ikke bleknende; – hvidnende! Med forstore Øine i et forlidet Ansigt. Hun havde ikke taalt Adskillelsen; hun var falmet hen i Bedstemoderligheden, 198Forsigtigheden og de borgerlig stængte Stuer! Aa Ludvig! Det var en Sorg at se!

Saa kom da endelig sidste Akt; den brutale Kamp for Barnet. Saa naturlig for hende; saa dræbende for mig. Alt blev offret for Liv. Dage og Nætter; Kraft og Søvn; Elskov og Arbeide. Liv suged det hele! Hendes lille krævende Stemme sang gjennem alle Værelser; hendes lille Lugt var overalt. Det var, som om hele Huset stod fyldt af et eneste angstfuldt Rop: Liv, Liv, Liv! Og jeg stod oppe i det hele hjælpeløs som en Løve i et Garn; jeg elsked jo den lille bleke; jeg drømte jo i al Evighed den lille daarende Drøm om mouche.

Hun kom sig; men eftersom hun blev bedre, vokste Morens Krav. Hun var ikke længer Hustru, endsige Elskerinde; hun var forvandlet til Mor; Mor og intet andet end Mor! Og hun havde faaet hele en Dyremors Brutalitet. Vi havde paa Reisen forbrugt en betydelig Sum af hendes Fædrearv – som heldigvis var Særeie; – hun negted at hæve mere. Hun begyndte at forlange, at jeg skulde arbeide; hun spændte mig formelig for Produktionsplogen; tidlig om Morgenen kunde hun plage mig med dette. Det samme, som om jeg pludselig skulde forlange af hende, at hun skulde føde, føde uden Undfangelse og Drægtighed.

Dermed var Maalet fyldt, fyldt af denne bundløse Mangel paa Forstaaelse og Finfølelse. Det blev en tre Ugers Rangel – ja Du erindrer den nokk –, og i hele den Tid satte jeg ikke min Fod hjemme. Hjemme! Gud, jeg fikk en dræbende Fornemmelse af, at hjemme var borte!

Da jeg saa endelig en Kveld tog mig sammen 199og reiste deropp – var hun flyttet til Byen, ind til sin Mor. Hun og Barnet. Jeg var fri! Jeg stod udenfor den lukkede Port som en af Paradiset uddreven Adam med Æblebiden af Kundskabens Træ trykkende i Halsen.

Der blev vekslet Breve, heftige og kolde; Forslag blev fremsat og afvist, og endelig kom det da til Separation. Hun beholder og opfostrer Barnet; men jeg har Ret til det én Maaned om Aaret. Da skal jeg suge Liv af mit Liv i et Par store Barneøine i et forlidet Ansigt!

Heldigvis har jeg gjennem formaaende Bekjendtskaber, som staar Regjeringen nær, faaet Separationstiden forkortet, saa om et Aar er jeg atter fuldt fri Mand.

Ja, kjære Ludvig; her har Du i korte Drag de lidelseshistoriske Omrids af min ægteskabelige Torso. Vestigia terrent! Men heldigvis har Naturen givet os dødelige Glemselens Naadegave, det aandelige Stofskiftes herlige Skatt! Og selvfølgelig er det, som er skeet, dybere seet det bedste for os begge. Hun skal, efter hvad jeg hører, allerede have afvundet Sagen dens praktiske Side og resolut gaaet i Gang med et Pensionat med Lille Liv som aandelig Drivkraft og Midtpunkt. Ja, Naturen er visere end vi. Naar har man nogensinde hørt tale om «Hanbjørn med Unge»?

Og saa er jeg da atter her! I Livets Land. Jeg begynder paany at snappe Livsluft og blinke i Bugen som en halvkvalt Fisk, der i rette Tid er sluppen tilbage i sit rette Element. Ja, Livets Land. Og Livets Folk, som lever for Dagen og nyder Stunden 200og dør den glade Død. Og over det hele Tilværelsens blanke Øie Solen, som hver Dag straalende finder, at det hele er saare godt. Og som aldrig hviler paa den syvende Dag. En syngende, kulsvierlykkelig Nomadestamme, som sorgløs græsser Jordskorpen og jublende tar, hvad Landet i flammende Overdaadighed skjænker! Her futter af Boccaccio; her gløder og dundrer af Dante; Hvælvene gjennemsmiles af Rafael, Fornarinas Aand og Engel. Ja her er Livets Land. Og her vil jeg skrive min nye Roman: Livets Triumf. Livet, som maa betales med Døden.

Din til Døden trofaste Synder
Hans Willum.

P. S. Lige før Jul bragte Posten mig noget, som sorgfuldt gjennemjubled mig: En Dødsannonce undertegnet af hende, hende alene. Hendes Bedstefar, den gamle Oberst, er død. Det kom som et Himmelbud, som en Anelse om Sammenhæng!

Ak Ludvig! Er der nogen Sammenhæng mellem Jorden og Stjernerne?
d. s.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.