[3]

I over otte Dage havde Hans Willum nu havt Dora Lothe saa at sige isoleret og i Hjemmehavn; men det mærkelige var hændt ham, at hans Tanke med hende alligevel aldrig blev til Handling, skjønt alt syntes at være i ønskelig Orden. Han havde idethele en vel badet og godt fodret Ungdoms livslystne Fantasi, til Overflod styrket ved vel beregnede Pjoltere paa de aftensvale Altaner; men nei! Der stod altid ligesom et lidet Rift i et Kjoleliv mellem ham og hende, en liden Erindring om et fysisk Nederlag i en afgjørende Stund. Han følte sig som noget af en Don Juan i Negligé, og hendes udfordrende Forsvarsholdning, som hver Dag ligesom gjorde hende kompaktere, æggede ikke hans Paagaaenhed – gjorde ham tvertimod modløs. Han var kommen i en af disse Bagevjer, da Sansemennesket har et Slags vemodig Dyreglæde ved at give tabt og lade det hele glide.

Der var desuden ogsaa andre Ting, som nedstemte. Første Badesæson var forbi; de kjendte Gjæster var reist og nye rykket ind. Han begyndte at faa denne Gjengangerfornemmelse, som alle Overliggere kjender, denne Træsmag af evig siddende Jøde eller salig Afdød, der generer de levende; han savned 59Frøkenerne Knoffs speidende Øine og venlige smaa Hentydninger, Theologen Knudsens Sjælesorg over hans Forvildelse, kort sagt hele den grundfæstede Bagtalelse, hvori hans Kjærlighedsliv saa trodsigt og lykkeligt havde aandet. Og han gadd ikke sætte ny Energi ind paa at skabe ny Baggrund.

De fremmede Ansigter irriterte ham; de kjendte Naturskjønheder, Solnedgangen og de obligate Seilture i Damevind virked paa ham som banale Folkemelodier. Han fikk Fædrelandskvalme og Ensomhedslængsel; der dukked opp i ham en pludselig Angst for at blive indviklet i Historier; ja han var om Nætterne alvorlig bange for, at hans Digteraare skulde tørke ud i alt det Vand.

«Jeg har Badevandskrækk,» skrev han til sin Ven Ludvig Monsen. «Jeg blir udvandet som en Klippfisk; jeg kan snart spises med hakkede Ægg og rørt Smør – og er dertil haabløst forelsket. Jeg maa bort! Det eneste, som kan redde mig, er en tredages Paalivetløs derinde sammen med Eder. Et lidet atavistisk Tilbagefald til Udspringet blir nu en Nødvendighed. Jeg kommer og efterlader mig Ødhed og Tomhed!»

Dagen derpaa reiste han.

Da Dora Lothe samme Formiddag fikk vide, at han skulde reise, blekned hun let, og Blekheden holdt sig, skjønt han fortalte, at han skulde komme igjen næste Aften. Ved Afskeden paa Bryggen fikk han nogle fugtigkolde Fingertupper, som fortalte, hvordan det stod til, og da han fra Agterdækk løfted sin Hat, mens Baaden gjorde den store Sving ud for at klare Odden, vifted hun heftig med sit 60Lommetørklæde og gikk – den første stjaalne Frastandstilstaaelse.

Han var i straalende Humør, tændte straks en Cigar og drev om paa Dækk. Et saadant umotiveret Opbrudd udretter Undere i en ung, tvilraadig Jomfrusjæl (det er nemlig godt for Kvinden at være alene), og han vidste, at naar han nu kom igjen, kom han flunkende ny. Afreisen vilde desuden skabe en gratis Bagvaskelse.

Han kom ikke tilbage. Han blev borte i hele otte Dage, og i alle de Nætter sov ikke Dora Lothe.

Den niende Dag med Middagsbaaden kom han. Var da blek med dybe Ringe under Øinene, stilfærdig og lykkelig.

Men inde i Hovedstaden gikk der mellem faste Venner og løse Piger beundrende Frasagn om hans overdaadige Flothed og enorme Kraftproduktioner.

*

Der kan over en begyndende Høst være noget sansestemt, en dybt sydende Attraa, kanske ikke saa daarende som Vaarvaagningen, men ofte mere skjæbnedirrende og voldelig; det er, som om alt levende betror en, at nu maa det naturlige ske; nu eller aldrig maa det, som var Meningen, gaa i Opfyldelse; siden er det forsent. Og alt det frugttunge og færdige rundt omkring, Løvet med sin første Duft af Forgjængelighed, Frugt i vordende Modning, overgydt og gyldet af Livets heftige Farver, Middagsstundens korte, hede Sommerglød, som hastig blaablekner mod Kvæld – alt gir det Dødsvemod, 61den Angst for at tabe Livet og dets Grøde, som driver Sindet til Valg og Handling.

Dora Lothe gikk Morgentur. Ikke den vanlige Promenade langs Stranden, hvor hun kjendte alt og kunde sees af alle – af Ærfuglflokkene i de høstblanke Viker, af Baadene, som laa efter Smaamakrel ud for Odden; hun gikk idag Blommengaardveien, indover Landet. Der var sval Løvskog, vældig gammel Ek og Ask med fugtigtunge Kroner, som ikke slapp Himlen ind, og frodig-grøn Skogsbund derunder. Der var af og til Enge, hvor Kreaturer beited i Flokk og kneggende Hopper med Føl foded fritt omkring; der var Knauser, hvor vild Rosentjørn haged fast og Hasselbuskene med de fintbleke Blade alt bar Nøtter i saftiggrøn Hams; der var – lige ved Veien – en og anden Kilde rislende ud af dunkeltæt Orekrat, hvor en kunde gaa ind og sidde og drømme om Natur og Vildskab og alt Livets dybt naturlige Lykke. Hun kom netopp nu derfra; hun var gaaet derind for at faa graate; hun var gaaet fri og bestemt tilbage. Saasandt han bare kom!

Dora Lothe gikk Morgentur videre, hed i sine Kinder trods Morgensvalheden; den Seiersfornemmelse, hun havde baaret paa, og den sikre Trods, som var blomstret opp af hendes Jomfruelighed, var pludselig Forsvundne under hans Fravær; det eneste, hun endnu havde tilbage fra hin Dag, var en lammende Erindring om, at hun havde været under en stærk Indvirkning, var bleven berørt af elektrisk Krattkilde eller noget lignende. Hændte dette hende nu én Gang til, da Gud vide!

62Og alligevel!

Hun stansed under de svale Ekekroner og saa sig om. Han havde spurgt efter hende igaar; men hun havde undgaaet ham; hun havde fra sit Vindu seet ham paa Strandpromenaden, og det havde jaget som Fryd gjennem hende, at det var hende, han søgte. Kanske kom han idag! Hun havde fortalt ved Badet, at hun vilde gaa Blommengaardveien; der var saa skyggefuldt.

Nu gikk hun igjen, men langsomt. Gikk og drømte en af sine faste Drømme siden hin Dag: Samlivet med ham. I Elskov og Lyst, i Skinsyge og Kval og alligevel trods alt og alle en Digters, en stor Digters unge Hustru! Som kanske gjorde den Mand af ham, som han burde blive, og som fødte ham Børn, deilige Børn i et lidet Kunstnerhjem et eller andet Steds ude i den store eventyrlige Verden!

Hun aanded stærkt opp under den frodige Skogs Kjølighed. Blommengaardsvelstanden, som gammeldags lagde sin Stemning over det hele, gav hende en saa overdaadig Smag i Sjælen. Aa, om hun havde været rig, saa han havde hende at takke for alt! Da skulde de løse Kongebrev straks og reise!

Hun kvakk indvendig: der kom nogen bag hende i Veien!

Det var ham! Hun hørte det paa Gangen og det lille bestemte Mandfolkekræmt, som virked saa overlegent!

Hun gikk, sorgløst videre, lige hurtig som han, næsten ligesaa hurtig, og jo nærmere han kom, jo sorgløsere gikk hun, nynned endog saa smaat og 63saa paa Tingene. Der var et Føll ved Skigarden – graabrunt med Fløielsmule; hun rakte Haand ud; der var en Selju ved nogen Fugtighed, forvildet ind paa den slagne Landevei – hun strøg over dens loddentbløte Blade med Haanden.

Saa saa hun sig om; thi nu kræmted det tæt bag hende.

«Godmorgen, Frøken,» sagde hans kjendte Stemme.

«Aa, er det Dem?» Hun smilte og lod overrasket, – almindelig Kvinde, som hun igrunden var.

«Er De kommen tilbage?»

Han gikk nu ved Siden af hende; svared ikke ligefrem, smilte bare og havde sit blaaveisblaa Foraarsblikk.

«Vented De ikke det?» spurgte han; han hørtes saa trygg.

Hun vendte sit brunøiede Friluftsansigt bent mod ham.

«De sagde, De skulde komme igjen næste Dag,» svared hun.

Han smilte hen for sig, ligesom fjernt optat af noget.

«Og det gjorde jeg ikke?» Han spurgte.

«Det gjorde De altsaa ikke!» Hun var halvt forarget over hans Fjernhed.

Da slog han pludselig om og var aandsnærværende nær.

«Og det brydde De Dem om?» Han slog ned i hendes Ord aldeles pludselig.

Hun blev langsomt rød, og det klædte hende saa velsignet.

64«Man pleier at holde Ord,» svared hun. Som om han havde lovet hende noget.

Nu stansed han og saa paa hende med et underfundigt Mandfolkesmil.

«Hvorfor det?» spurgte han.

Hun svared ikke. Øienbrynene drog sig daarende opad som i Bekymring; de store Øine ligesom bad for et godt Billed af ham, som hun gjemte i sit Hjerte.

Saa gikk de videre. Ingen sagde noget; men det fôr for et Øieblikk igjennem ham, at hun kanske alligevel var den Kvinde, som baade fysisk og menneskeligt kunde yde ham den Smule Borgerlighed, han trængte: være ham Viv og villig Tjenerinde, naar han havde Behov – tilgivende Hustru og trofast Ven, naar han havde brudt ud og kom tom tilbage – kort sagt være ham den Smule Hjem, han trængte, det lille sikkre Eiendested, hvor han kunde sætte sin Kuffert, hver Gang han vendte tilbage fra Livseventyret.

Han gikk og smilte ved Siden af hende, mens han digted sig dette opp, og smilte endnu tydeligere over, at sligt kunde falde ham ind. Det var jo ikke hans Hensigt.

«Hvorfor smiler De?» spurgte hun lidt berørt. Han svared straks.

«Fordi De tror saa pudsig godt om mig!» Han kom tilfeldig nær hendes Haand med sin.

Hun blev heftig bevæget.

«Jeg burde kanske ikke det?» spurgte hun pludselig, varm i Stemmen; hun voved ikke at se opp.

«Aa nei, det er kanske ikke værdt,» kom det 65orakelmæssigt, næsten mildt. Han søgte hendes Blikk, og da hun som snarest saa opp, smilte han stort og undskyldende – det Smil, som dækker over Sorg.

Hun skifted fuldstændig Udtrykk i sit Ansigt. Der kom noget ømt i Linjerne om den lidt store Mund, noget ligesom Hustrulykke i Blikket: For en betydelig Mand, som gikk og bar paa Vemod over sig selv og for sig selv, kunde hun gjøre alt.

Hun kom sig ikke til at sige noget, vidste heller ikke noget at sige, syntes bare, at hun kunde gjøre alt muligt i Verden. Alt muligt i Verden!

De gikk og gikk, indtil de begge mærked, at de gikk hurtigt.

Saa smilte de begge til hinanden over dette. Havde ligesom nu Følelser og Forestillinger fælles.

Pludselig tog hun sit Lommetørklæde opp og vifted sig let.

«Her er varmt,» sagde hun som til en flygtig Bekjendt.

«Ja,» svared han og stansed. «Solen er kommen paa os!»

Hun smilte og fikk Lommetørklædet fæstet i Beltet.

«Ja, den bør vi undgaa,» sagde hun.

«Det er ikke saa let!»

«Aa jo!» De gikk igjen.

De var naaet den kjølige Bækk med Orekrattet.

Hun skotted uvilkaarlig opover – bare et Streif af et Blikk. Han mærked det. «Her er Kildevand; her kunde man drikke,» sagde han.

Han gik uden videre hen til Bækken 66og indover langs Bredden. Orebuskene lukked sig efter ham, hviduldne.

Hun blev staaende. Det kjæmped koldt og varmt i hende.

«Her,» hørte hun ham sige. «Deiligt! Her er Vei ogsaa!»

Og saa lidt fjernere: «Kommer De?»

Hun gikk langsomt og nølende opover. Hun fulgte den kjendte Sti; hun brød Orekviste og foretog sig alt muligt uskyldig nølende, og da hun endelig fikk se ham, stansed hun.

«Er her saa deiligt da?» spurgte hun freidig.

Da kom han lige bort til hende og tog uden videre med et Greb om begge hendes Hænder.

«Dora,» sagde han. «De ved ikke, hvor jeg har længtet efter Dem i disse otte Dage!» Stemmen dirred, og han løi ikke. Midt imellem Glædespigerne var der virkelig paakommet ham en fortvilet Længsel efter en uskyldig Kvinde – en endnu ikke skyldig Kvinde.

Hun gjorde ikke Modstand; hun lod ham beholde sine Hænder, sine sittrende Hænder. Og saa sagde hun og saa ham opp i hans blaa Øine:

«Er det virkelig Alvor dette, Willum?»

Han studsed. Hun forlangte Sikkerhed; hun tog det paa skjære Livet!

«Ja» – fortsatte hun næsten hviskende – «for jeg er ikke nogen Emmy Falch.»

Han kvakk. Det slog som en Braattsjø over ham.

Hun stod og saa lige ind i hans Ansigt med store svartslørte Pupiller i det brændende brune; hun saa søgende, bange i al sin Trods.

67«Emmy Falch?» Han gjentog det. «Hvem har sagt no’e sligt?» Han slapp hendes Hænder.

Hun stod som før og mødte hans dristige Øine.

«Om Dem ved man alt,» svared hun.

«Og De tror alt?» Han prøved at være harmfyldt.

Hun slapp ikke hans Øine.

«Er det ikke sandt?» spurgte hun

«Jo.» Han valgte den Udvei. Han var jo fribaarent Mandfolk. Behøvede ikke at skjule.

Hun slog pludselig sine Øine ned, men skifted ikke Farve. Kinderne var blufærdigt blussende som før; kun at noget tankefuldt sank langsomt over Ansigtsdragene.

Han stod lidt; saa gikk han hende saa nær, at hun følte hans betyngede Aandedræt.

«Dora!» bad han. «Kan De endda?» Han rørte hende ikke.

Hun arbeided voldsomt, næsten som i en Undfangelse. Noget dræbende nyt øved ligesom Vold paa alt i hende. Brystet gikk jagende.

Endelig saa hun opp, klart, bent paa ham.

«Ja, det kan jeg,» svared hun. «Men da maa det være Alvor!»

Han svared ikke; slog bare Armene fast om hende og kyssed, kyssed. Hendes Haar, Øine, Mund, hvor han traf til, heftig, betat. Og hun stod modstandsløs og lod det ske, mens Taarerne pibled under de dybt lukkede Øienlaag, saa han fikk deres salte Smag af hendes Kind.

Han blev lidt efter lidt under sin Heftighed tagen af et Slags forundret Nag. Han havde ventet den 68heftigste Hengivelse, nu da han først havde hende, og saa mødte der ham en gammeldags, næsten hellig Stillfærdighed – en irriterende Bismag af Konfirmation eller Kirkegang. Han kom sig ikke for noget videre med hende; Armene løsnedes og gled ned langs hendes; han fandt hendes Haand og stod og strøg den og strøg den, som var denne Haand det hele, han elskede – – –

Ti Minutter senere kom der to Haand i Haand ud fra Orekrattet, unge og blussende; de slapp hinanden, da de naadde Veien, og gikk langsomt tilbage til Lysvik under Trækronerne. Han havde villet gaa længer ind; men hun havde sagt: «ikke idag». Nu gikk de Veien uden at tale. Hun havde noget tryggt blomstrende i sin Gang, noget frodigt arbeidende, som hun gikk der og fulgte ham og tilhørte ham og kjendte ham som sin – af og til saa opp paa ham og smilte hele Tiden. Han gikk ogsaa smilende med af anden Grund; følte sig halvt som ung indfanget Tyr, der lededes i Klave af nogen vakker ung Jente. Fanget ind i og viklet ind i nogen Mellemkultur, som ikke netopp var fribaaren, men forbløffende respektabel – en fin Traad af Borgerlighed, som han for Øieblikket nokk følte som et Slags Ubehag, men som han ikke havde Brutalitet nokk til at sprænge. Han følte sig som i Spindelvæv – taaredugget Spindelvæv.

Hun stakk sin Lillefinger borti hans Haand, idet hun samtidig saa sig tilbage; han trykked til og holdt fast, vugged hendes Arm saa smaatt, der de gikk, og prøved at føle ungt og lykkeligt med hende; der maatte jo ske noget videre; hun havde jo sagt: ikke 69idag. Medét slapp de begge og saa sig tilbage; der kom Vogn kjørende bag dem. Og de gikk hurtigere; de var jo bare Morgenspadserende fra Badestedet Lysvik – – –

Der fôr en gammeldags Jagtvogn forbi, forspændt med en stor, mørkbrun Kjørehest; de saa opp, idet de traadte tilside. En gammel, militært udseende Herre med hvide Mustacher og Fipp kjørte; en ung, slank Dame sad let og ledig ved Siden. Hendes grønne Slør langs det store Haar vaied i Luftdraget; hun saa flygtig paa de to, som gikk. Og Vognen kjørte videre uden at sætte Støv efter sig paa den høstvaade Vei.

Hans Willum havde rent instinktivt faaet en rig, festlig Fornemmelse; hun sad der saa fri og slank og skjøn; og Hesten var saa skinnende blank og fornem i Fodlaget.

«Hvem var det?» spurgte han. Han fulgte Vognen med Øinene.

Dora Lothe saa opp paa ham.

«Jeg kjendte dem ikke,» sagde hun. «Formodentlig nogen af Herskabet paa Blommenholm.»

Hun saa igjen opp paa ham.

Og de gikk videre i de blanke Hjulspor efter den forsvundne Vogn, forsigtige nu, da de nærmed sig Badet og naarsomhelst kunde møde Bekjendte.

*

Man spiste Middag paa Lysvik Bad. I Høstsvalhed og Tallerkenklirr, men under stigende Varme, eftersom Maaltidet skred frem, saa man ved Stegen maatte aabne de to Altandøre ud mod Fjordluftningen.

70Hans Willum sad midtbords med et halvtømt Rhinskvinglas foran sig. Han spiste ufortrødent af Faarestegen og de ferske Agurker, som om han vilde paavirke andre til at gjøre det samme; thi skraas over for sig havde han Dora Lothes altfor lykkelige Ansigt med stjaalen Fryd ud af de vakre brune Øine, som alt i ét hemmelig søgte hans. At hun ikke kunde forstaa, at idag maatte det være absolut dulgt, at det finest sanselige i deres Forhold nu var, at de ligesom ikke vidste om hinanden endda! Hvad de jo heller ikke gjorde!

Men hun havde allerede faaet noget af den hemmelige Besiddelses Ublufærdighed! Mellemklassemærket! Gjennemsnitskvindeligheden! Det plaged ham; det gjorde ham ligefrem forlegen.

Thi skraas over tilhøire, nærmest Værtinden sad jo de to fra imorges: den gamle fine Militær og den unge Dame, som jo ikke kunde være hans Datter.

Aldrig havde han seet deiligere Kvinde! Da hun kom ind for at sætte sig, var der faret som et Stikk gjennem ham. Det var jo hende. Hende, Psyken; Kvinden; den som ikke fandtes! Hun sad jo der!

Ung som en Syttenaaring – men jomfrubevidst. Slank – men vidunderlig fint fyldig. Færdig – men ikke udfordrende færdig. En kydsk Mund – men Amor buende gjennem alle dens Linjer. Øinene store – graa. Og over den tætte, hvide Pande et Haar af en eller anden Herrens Fylde og Farve, dunklende og funklende skiftevis; udslaaet maatte det være som en glittrende Solkaabe om hele hende!

71Han sad der og gjengav hende hemmelig i Ord; han – han sad og var gammeldags Romandigter om hende, endda hun jo sad der splinter-lys-levende!

– Et Par Smilehuller, men ikke af de evindelige. De kom pludselig og uforvarende over hende som smaa velsignede Tilbøieligheder til Lyst i hendes Kinder; de forsvandt, før Øiet kunde fængsle dem!

Der fikk han igjen Dora Lothes Blikk og maatte besvare; der var noget brændende og bævende i det, som han ikke før havde mærket; hun havde nokk skjønt noget.

Nu bøied hun sig halvt mod Værtinden og spurgte. Det var ham, det gjaldt. Han sad i sin fordelagtigste Stilling, halvt Profil, og saa interessant ligegyldig ud. Der blev givet dæmpet Oplysning; den gamle Militær saa et Øieblikk opmærksomt over paa ham – og spiste videre; hun iagttog med de store, varme Øine uforbeholdent længe. Indtil han brød overtvers og manded sig opp til at møde Blikket; da gled det langsomt, næsten tænksomt bort. Saa det var Hans Willum! Og derfra om et lidet Øieblikk diskret over paa Dora Lothe. Han svor inderst inde: nu satte hun naturligvis ham og hende i Forbindelse med hinanden siden Morgenturen! Han drakk sit Glass ud og begyndte at svede. Han følte sig som en, der havde vundet en hverdagslig Gevinst paa et Numer lige ved Siden af det store Lodd.

Endelig reiste man sig fra Bordet og strømmed parvis eller gruppevis ud paa Altanen for at drikke Kaffe. I Trængselen ved Dørene kom Dora Lothes 72bare Arm lykkeligt nær Hans Willums Haand. Han saa nedover hende. Hun var i halvudringet Kjole. Var deilig. Og hun havde sagt: ikke idag. Han strøg hemmelig hendes Arm uden at se mere paa hende. Man maatte jo bibeholde; man kunde da ikke – – –

Der blev præsenteret af Værtinden ved et af de smaa Borde:

«Frøken Lothe – Digteren Willum – – Oberst Borg – Frøken Borg.»

Den gamle Militær modtog Præsentationen med kort Høflighed; men den unge Dame knyttede straks Konversationen.

«Jeg kjender Dem selvfølgelig,» sagde hun smilende, vendt mod Hans Willum. Saa til Helvede! – det var naturligvis atter Morgenturen.

– «Fra Deres sidste Bog,» fuldførte hun.

Hans Willum aanded hemmelig opp. Han kom sig over i den lekende Aandrighed, som var hans Force, og han havde sit lyseblaa Vaarblikk.

«Saa Frøkenen har turdet indlade sig med den?» spøgte han.

Hun saa stort paa ham.

«Hvorfor ikke?» sagde hun. «Jeg har lært meget af den Bog!»

Hans Willum blev ubeleilig rød. Hun var fordomsfri? Eller kanske bare velvillig? Høflig?

«Det er en ganske munter Bog,» spøgte han videre. «En Bog for Ungdommen!» Det ironiske klædte ham saa fortræffeligt.

Hun saa igjen stort med de graa Øine.

«Ja, en meget alvorlig Bog,» svared hun.

73Skulde hun virkelig –? Forstod hun virkelig, at den Bog var ment at skulle være alvorlig? Et Ungdommens Skrig mod Liv, et Tilværelsens Hesteknægg lige opp under Samfundets Næse? Og var hun, Embedsmandsfrøkenen, kanske fordomsfri nokk til at – til virkelig at «leve derefter»? Ja, da var han fortabt, evig fortabt! Da maatte han og ingen i Verden anden bli den, som – han saa Dora Lothe, som sad Gaas med Hænder i Fang og taug og hørte paa.

Saa svared han da ikke, bare inkasserte Yttringen. Han sad med Haanden paa en Stolrygg slig, som en ung Digter kan tillade sig det, og saa uforbeholdent beundrende paa hende.

«De kommer fra Fjeldet?» spurgte han i rent anden Tone.

De to Smilehuller var lynsnart fremme og forsvandt.

«Nei – fra Kristiania,» svared hun.

Han smilte.

«Det burde jeg have seet,» sagde han. «De er jo ikke solbrændt.»

Hun lo.

«Nu skal jeg bli,» oplyste hun. «Her er der god Anledning.»

Det kvakk i Hans Willum og Dora Lothe.

Hun skulde bli!

«Frøkenen skal bade?» spurgte Hans Willum.

«Ja. En fjorten Dages Tid.»

«Det var lidet.» Han satte sit mest selvunderholdende Smil. Som nød han noget paa egen Haand.

74Hun gjengjældte. «Aa, meget kan gjøres paa fjorten Dage,» svared hun.

«Ja, heldigvis,» svared han.

Hun overhørte ganske. Og han fikk en Fornemmelse af, at dér havde han banket paa fortidligt. Gud, hvor hun var deilig!

Men om Aftenen kjørte Oberst Borg alene tilbage til Blommenholm. Den unge Frøkens Tøi skulde sendes med Tjeneren næste Morgen.

*

Hans Willum sov ikke den Nat. Han arbeided med sin dobbelte Oplevelse som med et Mareridt, sønderrivende interessant. Klokken omkring to om Morgenen tændte han Lys, stod opp og satte sig i Negligé til Skrivebordet.

Kjære Ven Monsen!
Jeg er perdu. Et fortabt Faar om ikke netopp af Israels Hus. Jeg har seet hende! Hende, i hvis allestedsfraværende Navn vi trøsteligen synde; hende, som Gud digtede ind i Mandens Fantasi, os alle til evigt Fordærv; hende, som han skabte i sit ikke eksisterende Billede – Fantasien over det Ribben, vi gudskelov ikke mangler. Hun lever. Hun er. Spørg ikke om, hvor! Lad det være dig nokk, at hun er. Jeg er fortabt. Og dobbelt fortabt, fordi jeg mødte hende netopp, som jeg stod ifærd med at indgaa et kortere Ægteskab med den anden. Jeg staar i Valg; jeg maa afvikle. Det vil sige: jeg har intet Valg. Min eneste Bøn til Magterne er den: at Indviklingen i hende maa udføre Afviklingen med den anden.

75Skriv ikke til mig! Beklag mig ikke! Jeg føler en Lykke, som overgaar selv min Forstand, og et Nag, hvori der ikke er Svig.

Dette vil tage Maaneder, Aar – ja kanske hele mit Liv. Jeg vil ikke muntre dig med at sige, at hun er den eneste; jeg vil bare haabe, at jeg blir det. Aa Gud, om jeg kunde spøge mig fra dette; men dertil er det for dræbende vidunderligt.

Din
Hans Willum.

Forfatteren Ludvig Monsen fikk Brevet, som var adresseret til Grand Kafé, netopp som han sad ved Formiddagspjolteren sammen med et Par Stamvenner fra det mørke Hjørne. Han smilte sit pluskjævede Smil, tog Lorgnetten af og strakte Haand ud med but sprikende Fingre.

«Han er kommen opp i et dobbeltsporet Forhold,» deklamerte han. «Han rider i Frihed en Pony og en Fuldblodshoppe med et Ben paa hver. Jeg ser ham: I Trikot – med Bælte om Livet! Han er genial!»

Han langed forsigtig efter Pjolterglasset og drakk; han rysted smilende paa sit blonde Hode med helt tillukkede Øine; han pudsed godlidende sin Lorgnett og stakk Brevet i Lommen. Og der var noget sørgmodigt i hans Røst.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.