Livets Triumf

av Jacob Breda Bull

[2]

Lysvik den (vistnokk) 20de Juli 1901.

Kjære Ludvig!
At være her eller ikke være her, det er Spørgsmaalet nu. Det kan nemlig meget snart bli et Spørgsmaal om «at være eller ikke være» – om ikke netopp for mig, saa dog for andre, eller lad mig sige én anden.

Du skulde for lang Tid siden ha hørt fra mig; men jeg har rent ud sagt været optat med dette. Det har ligefrem syslet med mig.

Her gaar nemlig tre Unghøns –, som har skilt sig ud fra Flokken, og som den Hane, jeg af Guds Naade er, har jeg da atter taget mig fore at skille én af de tre ud – mit seneste ringe Bidrag til Menneskeslægtens Evolution.

Angjældende er fra Vestlandet og hedder Dora Lothe.

Er der ikke noget forjættelsesfuldt i Klangen? Dora Lothe. Det er udlagt: «Din til Døden frodigt hengivne!»

Jeg vil ikke karakterisere hende; thi jeg er endnu ikke færdig med at «fremkalde» hende, som det hedder i Amatør-Fotografsproget. Men at hun er færdig og forlængst har overført mig paa sin Jomfrusjæls Plade, 32derom er jeg allerede theoretisk overbevist; hun drømmer vistnok hver Nat om, hvordan et lidet Digter-Hjem skal arrangeres; thi hun er en fantasirig og omtænksom Pige. Hvilket er en Mangel i hendes Intelligens. Saa du kan forstaa, hvad dér kunde gjøres, hvis jeg var unødig grusom; men jeg er foreløbig en mæt Løve. Efter Affæren med E. F. er jeg bleven lidt slidt paa Instinkterne, en Smule potesaar. Og saa er da hellerikke dette den store Passion.

Nummer to hedder Ada Berg. Tænk Ada, kjære Ludvig! Det ligger jo i Navnet, at hun har en nyssgjerrig og bekymret Mor. Sytten Aar. Minder om Fiskeyngel. Gjennemsigtig, med en fin, blaalig Vordendejomfru-Rand gjennem Legemet og to forstore Øine, som venter paa, at Kroppen skal komme efter, og som vidner om Udviklingsmuligheder. Men da jeg nu af Princip lever i Nuet og ikke i Fremtiden, har jeg allerede straks git hende opp – det vil sige protegeret hende. Taget faderlig Ansvar for hende; opført mig moralsk med hende. Forsøgt at fikse hende opp, insuggestionere hende Egenskaber af Værdi for unge Piger og faa hende til at tro dit og dat om sig selv. Og Resultatet? Ak, Ludvig – mere end bedrøveligt! Hun er jo sytten Aar og har alt saa af det hele kun fundet ud, at jeg elsker hende og har Fremtidsplaner med hende. Hendes Øine – deilige forresten qua Øine – staar altid paa mig spørgende, forventningsfulde selv isøvne; hun forfølger mig med Troskyldighed som den Fiskeyngel, hun er; hun svømmer gladelig om i Livets Vandskorpe efter mig; hun staar udenfor de hemmelige Smuthuller i min Sjæls Strandlinje og venter paa 33Kjærlighedsføde; hun overnatter naivt i min – jeg tør nok sige indviklede Personlighed som under en Græstorv. Hun vil øiensynlig en Gang i Tiden og maaske ogsaa i Evigheden gifte sig med mig. Ludvig! Hun er sytten Aar. En Syttenaaring tilgir man alting i Verden, kun ikke Ægteskab, hvilket ikke tilgives hverken i denne Verden eller den tilkommende. Gid hun vilde reise! Hun tynger mig og bringer mig Sorger; jeg føler mig formelig tantelig belastet. Men der er lidet Haab; hendes Mor, som sammen med mig vogter Datteren, er gift med en Kjøbmand, en Grosserer i Kortevarer, og det Slags Folk er gjerne stemt for en længere ægteskabelig Sommerferie.

Saa er det Nummer tre – Ingeborg Stolt. Hun vokser opp af sit Navn som en hvid Hyazint af sin Løg. Hele hun er Blondhed. Passiv Blondhed. Du ved, der er Haar, som er aktivt blondt; hun gaar under et, som er passivt. Hun er den inkarnerede Negativitet og som saadan yderst vanskelig at trænge ind i. Naar jeg har syslet med hende og indbilder mig at have opdaget noget, saa er det bare et nyt Stykke af mig selv – hun staar uberørt med det tomme Rums uendelige Krav paa at blive fyldt.

Hun er mig som Cirkelens Kvadratur: tilnærmelsesvis kan man maaske løse hende; men fuldt ud – umuligt. Altid runder hun sig bort. Er med, men bare paa samtliges Vegne; sværmer, men bare som en Del af Firkanten, som stemmeberettiget Medborgerinde af vor lille Elskovsstat. Hun har gryende Betingelser for at bli Storthingsmand; hun har overbevist mig om Kvindens Ligestillethed med 34Manden i utrolige Retninger. Hun har en Evne til at glide ind under Samfundsuansvarligheden, som er aldeles forbausende. Vil man skille hende ud og slaa hende fast som Enkeltvæsen, glider hun straks bort. Hun blir bare blond og glatt. Ligger død som visse Skalbagger, naar man rører ved hende.

Jeg har aldrig i mit Liv truffet glattere Pige. Det gaar ligefrem ikke an at indfatte hende. Ikke i Poesi – hun er aldeles dum paa Poesi –; ikke i Erotik – hun er erotisk glaskuglerund. Hele hendes blonde Væsen straaler: «Jeg elsker, jeg har elsket, jeg vil elske!» men straks man strækker en Haand ud, slutter hun at straale eller straaler bare paa den modsatte Side. Hun staar i vort Landskab, i vort lille Eden som en Speilkugle paa en Flaggstang; indbild dig aldrig, at jeg gidder klatre opp efter hende.

Heldigvis reiser hun i næste Uge. Her gaar en Theolog i sort Skindbind; han har nokk advaret hende. Gud, hvor gjerne han selv vilde komme til! – være Hane i Himmerigs Hønsegaard! Et Par gamle Frøkener Knoff, som protegerte mig, har han allerede besveget mig for; men Unghønerne – de er paa hende nær trofaste. Hvor det dog er festligt saan at være Vidunderhane og gale gyldent i Livets Morgentime!

En saadan Theolog er som en Hermetikdaase. Friskt Kjød med en indestængt Smag af Konserver; vel bevaret og Patentnøgel til at aabne med gratis vedheftet! Men svulmer han opp og blir hoven som denne, kan man være sikker paa, at han er indvendig bedærvet.

Hvad denne angaar, saa lyser Kjønnet af ham; 35han bærer det formelig i sine foldede Hænder. Vi skal vædde paa, at han løber af med en eller anden Frodighed – og hvorfor ikke? Guds Rige er altid af denne Verden.

Kjære Ludvig! Du skulde havt Brev; men jeg har en Følelse af, at dette holder paa at bli Literatur. I saa Fald udfylder det for mit Vedkommende et længe følt Savn. Med min nye Bog gaar det foreløbig tilbage. Jeg har begyndt paa Slutningen; men det vil endnu vare længe, før jeg blir færdig med Begyndelsen.

Hvor inderlig mig længes efter et Bacchanal sammen med Eder, et rigtigt Kjærlighedsmaaltid paa godt og ondt. Jeg trænger til at drikke paa hele Menighedens Vegne. Men derom nærmere, naar jeg faar mit nye Forskud.

Send mig for 5 Kroner Tobak, Virginia, den stærkeste. Jeg kunde sende Pengene med; men da jeg ikke ønsker for evig at skilles fra en Ven, ber jeg dig besørge det i Postopkrav.

Hilsen til alle,
Din
Hans Willum.

P. S.
Hvordan gaar det E. F.? Tag endelig Rede paa det. Jeg vilde saa nødig, hun skulde «komme til noget», som Doktorerne siger efter en mislykket Operation.

Altid
D. S.

36Hans Willum foldede hurtig Brevet sammen, lagde det i Konvolut og skrev udenpaa:

Forfatteren Ludvig Monsen,
Sporveisgaden 14,
Kristiania.

Han skrev med klar Skjønhaandskrift, men hurtigt. Dampbaaden skulde gaa, og efter Middagen var der almindelig Udflugt fra Badestedet, Seiltur til Øerne med Lek eller Promenade i Skogen og Smaagrupper i det fri.

Da Hans Willum kom med Brevet for at lægge det ombord i Postkassen paa Dampbaaden, stod Ada Berg i Gangen.

«Aa, faa se!» bad hun.

Ingeborg Stolt, som sad paa Bænken udenfor Verandaen, blev rød. Ada var da ogsaa ualmindelig ufin. Bare, fordi hun var jaloux!

Hans Willum smilte godmodigt og rakte Ada Berg Brevet. Hun læste Udenpaaskriften beroliget.

«Saa pent De skriver,» sagde hun og gav ham Brevet.

Han smilte igjen, et lidt andet Smil, og stakk Brevet i Sidelommen paa sin Jakke. Hans vakre Haandskrift var en af hans Stoltheder; det var ikke frit for, at han endog ansaa det som en Fornemhed. Noget lignende med Klæder, naar han havde Raad. Altid flunkende fin som fra Skrædderen kommen; noget ligesom i Klæderne skaaret, medfødt nypudset, som klædte hans kjølige Blaaveisøine saa 37festligt. Han følte dette som en stor Trygghed. Det var ligesom hans Billet til Civilisationen. –

De to saa hans kraftig-røde Nakke over den lysgraa Sommerdress, idet han hurtig gik nedover mod Dampskibsbryggen.

*

Seilbaaden «Anna» laa staalblank Bidevind Fjorden ud i Eftermiddagsbrisen. Den kløved duvende Bølgeblinkene; den baded i det jævne Sjøskum kring Baugen; den vugged lykkelig som en Sjøfugl paa Svøm fra Land og ud. Knut Baadsmand stod med Snadde i Mund tilrors, og de fire, som sad sammen i Ruffet under Storseilet, hadde samme lykkelige Overbølgefornemmelse som Baaden: Glæden over at vugge paa en og samme Kjøl, bæres og sænkes af samme Havbaare.

Hvert Skumskvalp jog med fælles Triumf gjennem dem alle; hver Øgning af Brisen gav fælles Fornemmelse af at flyve, samme Utrygghedens Trygghed, samme vellystige Angst, hver Gang de blev løftet af en større Bølge. Samme Griben efter hverandre, naar det krænged, samme lille kjærkomne Fællesskrig, naar det vasked over Dækk, samme Klyngen om en Mand, om noget kom paa. Seilbaaden er Familielivets Ideal; den vækker alle Samfølelsens Instinkter, gjør Manden til Mand og Damerne til Kvinder.

Hans Willum sad midt imellem de tre. Havde Armen langs Ruffets Ræling, var sommerbrun i Ansigtet ind under Straahatten og havde sit lysblaa Godveirsblikk.

38Han var i ypperlig Kondition, sagde alt i et gode og vittige Ting og blev beundret. Uforbeholdent og jublende af Frøken Dora Lothe, som var sjøstærk og nød Seiladsen af oprigtigt Hjerte, mere forbeholdent og som Akkompagnement af de to andre, hvis Opmærksomhed altid var halvt henvendt paa Baadens Bevægelser med et Blikk af og til ud mod Fjordgabet, hvor det saa ud til at gaa med smaa Gjæs i det blaa.

Ada Berg sad tæt indpaa Hans Willum i Ly af hans sjøvante Trygghed, færdig til at bli hjælpeløs ved første Leilighed; hun var jo Barnet i Familien! Ingeborg Stolt længst tilhøire, bagenom Dora Lothe var elskværdigere, end hun brugte, smilte og gav endog varme Øine; hun sad nemlig med en usikker Fornemmelse af vordende Søsyge, spændt i alle Muskler og med Tærne krampagtig krøket inde i Skoene. Saadant gjør kjærlig og aabner selv den værdigst lukkede. Desuden skulde hun jo reise om en Uges Tid og kunde altsaa uden Fare gløtte lidt paa sin blonde Utilgjængeligheds Port.

Hans Willum skotted over Rælingen mod Fjordgabet.

«Vi staar et Slag udover og holder for Styrsø, Knut,» sagde han; han talte bagover til Baadsmanden.

«Ja gjerne det,» svared Dora Lothe i den Stillhed, som faldt; hun sad med sit lykkeligste Smil.

De to andre taug videre.

Knut Baadsmand lagde lakonisk Baaden nærmere til Vinden, flytted ogsaa Snadden over fra høire til venstre Mundvik og halte Skjødet tott. Baaden begyndte 39at arbeide med Vinden stikk i Stævn og smaa Skumsprøit for Baugen. Af og til hugg den paa smaatt.

Ingeborg Stolt var bleven lidt blondere, flytted saa sig og fikk de flade Hænder fast under Laarene for at hævde Positionen.

Hans Willum smilte og undte hende det.

«Er De bange for at gaa til Jomfruland?» spurgte han. Han havde døbt Styrs-ø for Jomfruland og en Udsigtsklippe derude for Møens Klint. Der styrtedes alle gamle Jomfruer ned, mens alle de unge vendte tilbage til Stranden med Olie paa deres Lamper.

Han hadde ogsaa døbt den anden Ø, som laa nærmere og mere i Læ for Havet, og som hed Sauøen paa Grund af sine Græsgange, for «Præstø»; thi did seiled altid Theologen Knudsen med sine Fruer og dem blandt de gamle Jomfruer, som endnu var for unge til at fatte Tabet af et kjærligt Ægteskab.

Ingeborg Stolt svared ikke, – der kom netopp en stor Bølge, som fælned gjennem hende.

Knut Baadsmand skotted i Læ over mod de to andre Baade, som havde ligget med Kurs for Sauøen. Der lagde «Margaretha», «Præstebaaden», ogsaa tættere til Vinden med samme Kurs som «Anna». Man var øiensynlig rædd for at lade Ungdommen være alene.

Hans Willum blev straks opmærksom.

«Heis Topseilet, Knut,» ropte han. «Kirkens Velsignelse følger os!»

Han pegte. De tre bøied sig under Seilet og 40fikk se. Saa smilte de alle. Selv Ingeborg Stolt præsterte et Smil for at bevise sin Uberørthed.

«De syv magre Jomfruer vil sluge os, men blir ikke federe for det,» citerte Hans Willum.

«Kjøer,» retted Dora Lothe leende. «Det var jo Kjøer!»

Han saa paa hende.

«Ja, sagde jeg ikke Jomfruer?»

«Ja; men Kjøer er da ikke Jomfruer» –

«Nei sjelden; men som Fruer kan de ofte præstere det fremragende!» Han værged paa Forhaand for sig med Albuen.

«Fy!»

Hun slog med sin Vifte – lindt.

«Ja, skam Dem,» svared han frækt.

«Fy!» Hun slog igjen.

Han fik Tag om Haandledet, holdt fast og lod hende kjende hans Magt, længe.

Da kasted Ada Berg sig med begge Hænder over hans Arm for at hjælpe Dora. Der var en ædel Kappestrid om at være i Berøring med ham.

Endelig slapp han, langsomt, og saa hele Tiden seirende paa Dora Lothe.

Ingeborg Stolt sad uberørt og iagttog. Snart var hun jo udover alt dette og i trygg Havn i Porsgrund! – – –

– – –

Toppseilet var sat og Forspringet sikret; det gjaldt at kunne fordufte paa Øen, før Præstebaaden med Fru Berg og de syv gamle Jomfruer kom.

Stemningen var munter, nu da Sjøgangen begyndte at lægge sig. Og Hans Willum overtraf sig 41selv. Han havde en egen Evne til at vitse bort al Blufærdighed og kausere Samtalen over i det fysiske – som han trodde et af hans mest dræbende Vaaben mod Unatur og Snobberi. Og saa et yderst forundret Ansigt, naar nogen faldt i Vandet ved at opfatte Platheden som tilsigtet.

Nu mored han sig med at klassificere de syv. Der var Frøkenerne Knoff – Reservejomfruerne, som endnu ikke var faldne for Aldersgrænsen; der var en allerede falden Jomfru Hansen (40 Aar); der var en paa 45 – Jernjomfruen, for hvis Favn Gud os bevare –, og der var to Sekstiaaringer, Diamantjomfruerne, som iaar feirede sin Jomfrudoms Diamantbryllup. Og der var Fru Berg, – den hellige Jomfru, for hvis evige Jomfruelighed Ada sad her ved hans Side som et henrivende Pant.

Ada benytted Anledningen til korporlig at tugte ham, men blev tvungen lempelig til Sæde; Hans Willum opgav ridderlig Fru Berg og overførte Titelen paa Theologen Knudsen – hvorved det bibelske Syvtal blev bibeholdt. Men herimod reistes almindelig Protest. Sligt gjaldt ikke! Knudsen var ingen Jomfru!

«Han er en hermetisk Daase, og det er næsten værre,» svared Hans Willum; – men her stødte man paa «Jomfrulands» Landgangsbrygge, og Seilet faldt.

Lidt senere var de fire forsvundne i den store Furuskog paa Øens Nordside, før endnu Præstebaaden med den delvis bekymrede Fru Berg havde naaet at lægge til.

*

42De stod under den store, hulstammede Ek ved Veiskillet. Did var det vanlige Promenademaal comme il faut; videre indover dunkled Æventyret. Tilhøire den smale Gangsti, som førte til «Udsigten» eller «Møens Klint», som Hans Willum stadig kaldte den; til venstre gjennem vild Storskog en anden Sti, som stadig blev trangere og tilslut tabte sig i et rent Vildnis af løvskog-bevoksede Skrænter og Smug. Denne Sti blev sjelden eller aldrig betraadt, hvorfor den af Hans Willum havde faaet Navnet «Fortabelsens Vei» eller «den trange Vei», som fører til «Fordærvelsen».

Men selve den hulstammede, hundredaarige Ek, hvorunder de stod, havde han døbt «Samfundets Træ paa godt og ondt» eller «den kalkede Grav», udvendig fuld af Løv og ferske Kviste, indvendig fuld af Theologer og gamle Jomfruer og med en Hulhed saa stor, at den kunde rumme hele den hellige Enfoldigheds Kirke.

Der var stor Diskurs om, hvad man skulde gjøre: gaa videre eller vende og forene sig med de andre. Ingeborg Stolt holdt bestemt paa at vende om; men Hans Willum foreslog ligesaa bestemt, at man skulde gaa videre.

«At vende om er altid Tegn paa, at man er gaaet for vidt,» sagde han.

Man lo af denne Argumentation, og Hans Willum blev kaldt en Sofist, hvad han uden videre vedkjendte sig at være.

«Sofismer er det eneste, Kvinder respekterer,» svared han.

«Jeg foreslaar med god Samvittighed Fortabelsens Vei, som fører til Livet.»

43Ingeborg Stolt blev pludselig ildrød under den lyse Hud. Hun havde i al Stillhed gaaet og samlet Forargelse og Mod, siden hun var kommen iland, og nu brød det hele ud med en Heftighed og Kraft, som forbaused hende selv.

«De skulde ikke stadig haane over Religion De, Hans Willum,» sagde hun forunderlig hed i Røsten. Hun var rød lige opp i Tindingerne under det lysgule Haar; de blaa Øine havde store Pupiller.

Hans Willum lod sig ikke imponere, endskjønt det hele kom saa pludseligt. Han slog i stor Ro sine Høifjeldsøine opp paa hende.

«Hvorfor ikke?» spurgte han.

Hendes heftige Rødme holdt sig.

«Fordi det ikke er fint,» svared hun uden Betænkning.

Hun havde rammet det saare Punkt. Der blev en liden Stillhed, og Hans Willum tog den til sig.

Hans stadige, hemmelige Uro dybest inde bag al Perfektibilitet og Begavelse var den: at han kanske alligevel ikke var fin. Han fikk en Fornemmelse, som om der kanske var noget i Uorden ved hans Dragt. Men bare for et Øieblikk. En harm Selvfølelse af hans aandelige Overlegenhed over hvilketsomhelst blondt Pigebarn skjød opp i ham.

Hun maatte sættes tilvæggs!

Han saa igjen paa hende, som vilde han se tvers igjennem. Der var ikke Løgn eller Skam eller Forbarmelse i disse Øine. De var som blaa Email.

«Saa De skal reise De, Frøken,» sagde han. Men, som om han var bange for, at hun ikke var intellingent 44nokk til at forstaa sig analyseret og udfoldet, føied han til med opmuntrende Stemme:

«De efterlader Dem et længe følt Savn!»

Hun blev forvirret; hun følte, at med hans Slagfærdighed kunde hun ikke tage det opp. Det var bedre at forfølge den udmærket optrukne Linje.

Uden et Ord til Svar vendte hun sig og gikk, uden at se sig om, gjennem Skogen tilbage til Baadene.

Hans Willum saa lidt efter hende. Saa smilte han.

«Barnet,» sagde han.

«Nei men, Ingeborg!» Dora Lothe ropte det efter hende.

Hun svared ikke; saa sig fremdeles ikke om; bare gikk.

De to Veninder stod tvilraadige, og der var Stillhed.

Endelig sagde Dora Lothe: «De maa jo forsone Dem med hende!» Hun saa med bedende brune Øine bort paa ham.

Han stod med Hænderne i Jakkelommerne og Benene lidt fra hinanden plantet – og smilte. Med sit besynderlig daarende Blaaveisblikk.

«Jeg er ingen Tilhænger af Forsoningslæren,» sagde han. Han havde allerede gjort sig færdig med hende, som gikk. Hun var uinteressant.

«Der er De igjen,» sagde Dora Lothe mild i Bebreidelsen.

Han studsed.

«Er De ogsaa – religiøs?» faldt det ud af ham.

Dora Lothe rødmed.

45«Ikke det netopp,» svared hun nølende. «Men – man kan jo respektere –»

«Nei, det kan man netopp ikke!» – det kom haardt, næsten hedt.

Saa snudde han sig og saa forskende paa hende.

«Jasaa?» sagde han. «Vi skal kanske følge det kristelige Exempel?»

Dora Lothe blev mere rød

«Nei, det synes jeg ikke,» svared hun. «Vi er da voksne Mennesker –»

Han smilte.

«Ja her gjælder det at vælge,» sagde han. «En Hytte og hans – Kanarifugl eller Fortabelsens trange Vei. Kom!» Han gikk hurtig Stien ind til venstre. De to fulgte smilende og nølende. Der var en liden Misstemning over, at der var kommen Splittelse. Og Solen var dygtig varm derinde mellem Trærne.

*

Der er noget. som hedder Øfornemmelse. En egen Art Vemod, som før eller senere angriber alle intelligente Øboere. En Følelse af Omcirklethed og Udelukkelse, en nagende liden Forestilling om Verdens altfor store Lidenhed, en hemmelig Trang til at kaste sig i en stærkeres Arme i absolut Hengivelse, noget i Lighed med den døendes Trang til Hjælp af en Gud.

Derfor er ogsaa Øboere, naar intet uformodet kommer i Veien, gjerne gudfrygtsomt Folk, beredt paa Begivenhed og Katastrofer.

Fornemmelsen, som hos normale Øboere er kronisk, 46kan ogsaa fremstilles i akut Form og bruges da hyppig af ungt Folk, som tragter efter Forelskelse. Intet fremkalder saa hurtig Adam- og Eva-Fornemmelse som en passende Øtilværelse; intet modner hurtigere den unge Kvindes saa henrivende naturlige Hjælpeløshed og den unge Mands Pligtfølelse ligeoverfor det andet Kjøn; intet bibringer dem saa hurtig Overbevisningen om, at de er bestemt for hinanden og har specielt Ansvar for Slægtens lykkelige Vedligeholdelse.

Ada Berg havde Øfornemmelse. Katastrofelængslens forunderlig rige Vemod var over hende. I den korte Maaned, hun havde været sammen med Hans Willum og de andre her ved Badestedet, havde hun skudt sin Syttenaarigheds Hjerteblad, gjennemlevet sin Ungpigefantasis første Generalprøve paa Livet.

Havde begyndt med at reagere mod Hans Willum for hans farlige Rygtes Skyld; havde fundet ham saa ganske anderledes, end hun havde tænkt; havde begyndt at tage ham i Forsvar mod sig selv og sluttet med at tage ham i Forsvar mod andre.

Hun havde forelsket sig i, hvad han kunde bli i Verden, naar han fikk en god Kvinde, og havde drømt sig som hans reddende Engel.

Hun havde taalt at blive protegeret, mens hun i Stillhed arbeided paa at blive fuldmoden Kvinde, og hun havde baaret en rasende, men taus Jalousi ligeoverfor Dora Lothe, hvis større Modenhed hun fornam. Og saa idag, paa Øen, da Ingeborg Stolt brød Følge, havde hun ikke kunnet faa et Ord over sine Læber, greben, som hun medét blev, af en uimodstaaelig Trang til voksen Begivenhed, hun ogsaa, en 47i Trang til hvadsomhelst, naar det bare var med ham. Hendes Natur ligesom knopped sig i en eneste hed Stund.

Hendes store blaa Øine saa sløret ud i det vordende, som hun gikk der halvt ensom sammen med de to under Trærne; hun blev tilbage; hun var saaret for den paafølgende Forsoningsscenes Skyld; hun tog altid større Afstand fra de to, som gikk og talte dybt sammen; de maatte ret som det var stanse og vente og tilsidst rope paa hende.

Da svared hun, at hun kom, men kom ikke, og i en Sving paa Veien stakk hun useet ind i et Skogsnar, hvor hun satte sig uden at svare videre.

Der gikk kanske ti Minutter. De to stansed og saa tilbage efter hende.

Der var en sær Glød i Dora Lothes brune Øine. De var jo nu alene. Han var alene med hende!

Hun saa opp paa ham, som stod og smilte.

«Vi faar gaa tilbage,» sagde hun.

Han stod og saa paa hende.

«Aldrig,» sagde han dybtmenende.

Saa gikk han pludselig hurtig nedover Veien uden at se sig tilbage.

Dora Lothe fortsatte nølende; vilde ligesom ikke netopp vente paa ham, men vilde heller ikke lade de to ganske alene.

Kommen et lidet Stykke fremover satte hun sig.

– – –

Hans Willum gikk søgende, men ropte ikke. Tog snart med rigtigt Instinkt ind i det tætte lille Kratt paa Vestsiden af Øen – og fandt hende.

48Hun sad paa en lav Lyngtuve og saa ned paa sine Hænder i Fanget. Hun saa blek ud. Hun var saa uendelig alene. Og ventet saa uendelig, at nogen skulde komme.

Da hun fikk se ham, reiste hun sig braatt opp og gikk langsomt videre ind – som den, der ikke vilde se nogen, og som kanske omgikkes med fortvilede Planer.

«Ada!» Han sagde det dæmpet og fulgte. Gikk hurtigere end hun og naadde hende endelig.

Da stansed hun og stod. Saa ret frem for sig med forstenet Ungpigeudtryk i sit søde Ansigt, men stod.

Han gikk lige hen.

«Ada!» Der var noget saa ømt i Røsten. Han vilde hende saa vel.

Da hændte der noget besynderligt. Uden et Ord fôr hun ham om Halsen, kyssed ham heftig Gang paa Gang og brast i Graad.

Han blev staaende som lammet med den unge Pige i sine Arme. Dette var saa forbløffende nyt – saa altforopgivende frivilligt, næsten helligt; ja saa gjennemfôr det ham.

«Men kjære Barn» – han ledte efter Faderligheden. Hun krysted sig til ham.

«Jeg kan ikke!» hvisked hun.

«Men kjære!» Han stod der med dette Ingenting i sine Arme.

«Det er da vel ikke saa farligt!» Der var noget næsten forlegent ved ham.

«Jo! Jo!» Hun havde sin Kind tæt til hans.

Han overveied. Skulde han? – Nei, det vilde 49være – – der foresvæved ham noget om at myrde Sommerfugle. Hendes Magerhed hjalp ham over. Han tænkte paa Moren og Fremtiden, ikke sin, men hendes. Det gjorde ham godt at være dydig; det lokked ham at have et lidet moralsk Plus for en Gangs Skyld. Han ligesom udsonet noget af Historien med lille Emmy Falch.

«Ada,» sagde han og løste hende fra sig. «Vær nu fornuftig. Herregud, at De holder lidt af mig – sligt gaar da over!»

«Nei, nei! Aldrig!» Hun slog sig ende ned. De forstore Øine var lukket; det perled og pibled Graat under Laagene. Hun laa viljeløs.

Han stod der smilende og var Vidne til en Knoppudfoldelse; han stod der og nød digterisk.

Hun var igrunden vakker, der hun laa; saa ung og slank, men – –

«Ada! Staa opp nu. Dette er galt!» Han havde den gode Vens raadgivende Tone. Det stakk til som et Dolkestød gjennem Ada Berg. Hvad brød hun sig om, at det var galt nu?

Hun saa opp paa ham, døende i Blikket. Da mødte hun et Par smilende, sanddru Rovdyrøine, et Dyrs Øine, som fortalte, hvad han kunde gjøre, hvis han bare gadd. En fremmed Mands Øine.

Hun sprang opp med et Udraab: «Aa Gud!» Tog sig til Haaret, som om han havde overrasket hende i Negligé – og styrted bort fra ham ind imellem Stammerne.

Han fulgte ikke. Og da hun mærked, at hun blev alene, gikk hun roligere. Tog sig igjen til Haaret, ordned det og gikk, altid dybere ind. Sad 50paa Skrænten, fantaserte Selvmord, men opgav det, plukked Blomster og graat over deres unge Deilighed, kasted dem vissenstilkede fra sig, fikk pludselig trodsig Underlæbe, blev kold i Blikket – havde fattet Beslutning. Hun vilde blive Diakonisse og kanske komme og pleie ham, naar han laa paa sit Dødsleie – og vies til ham.

Fikk saa pludselig Ensomhedsfrygt og Længsel til sit Hjem i Byen, arbeided sig ud til Strandlinjen og næsten sprang Stranden langs, frem til i Baadene.

«Gud, hvor har du vært, henne, Ada! Kommer du alene,» spurgte Moren, som netopp havde drukket Kaffe med de seks magre.

«Ja – jeg havde Hodepine!» Hun gikk mod Baaden.

Moren forstod Hodepine. Der var altsaa alligevel noget.

«Paa Mandag reiser vi Barn,» sagde hun. Og saa ganske lavt:

«Har han sagt noget?»

Ada Berg taug. Listelig. Slog Øinene ned og taug. Lod det være svævende.

«Det er det bedste at komme bort fra dette,» sagde igjen Moren.

Ada taug fremdeles. Stelte sig, gikk saa ned til Baaden og satte sig der.

*

Da Hans Willum gikk tilbage til Dora Lothe, var han i et behageligt Oprør, overrasket af en fuldkommen ny, ukjendt Stemning. Han havde – 51paa egen Bekostning – reddet en halvbefjedret Ungfugl fra Fordærvelsen; nu tørsted hans vakte Sanser dobbelt efter en voksen, fuldtbefjedret Hun. At flyve hende opp, – det var Seier, og han var heftig bestemt paa, at nu skulde noget afgjørende ske.

Samtidig haante hans høiere Jeg ham. Var han endnu ikke kommen høiere med Kvinder end til Sport? Endnu ikke naaet over det rent fysiske? Ind i det fysiologiske? For ikke at tale om den kvindelige Psyke, som han forgjæves havde ledt efter, forgjæves naturligvis, fordi den ikke fandtes! Han drog let paa Skuldrene af disse sine Reflektioner; han gikk hurtigere; han længted efter det paatagelige.

Da han naadde det Sted paa Skogstien, hvor han havde forladt Dora Lothe, var hun der ikke. Det var netopp, hvad han vented; men alligevel paakom der ham en Fornemmelse af, at han havde «sprængt Kuldet», og han gjennemløb hurtig nogle Udkast til Forklaringer, naar de siden mødtes ved Baadene.

Han gikk langsommere vel en hundred Skridt, saa stansed han.

«Ho!» ropte han dæmpet.

Det svared, endnu svagere, deroppe fra Knausene.

Der sad hun med Udsigt, saa ingen skulde kunne gaa useet forbi. Hun havde seet ham, men tiet, da han kom alene. Havde faaet noget saa farligt at tænke paa, noget, som pressed for Hjertet, saa Korsettet blev trangt.

52Han arbeided sig hurtig gjennem Smaaskogen oppover mod hende.

«Hun gikk,» forklarte han, lidt anpust af Gangen. Dora Lothe reiste sig; thi nu var han straks oppe. «Men kjære,» sagde hun og smilte lidt forlegen. «Hvad er det, De gjør med dem? Hvorfor –?» Hun brød af; han stod nu lige ved hende. Tæt indpaa hende. «Aa det ved De saa godt,» svared han; de lysblaa Øine stod djærve bent paa hende.

Hun blussed.

«Nei, det ved jeg virkelig ikke,» løi hun; hun speided nedover som efter Hjælp eller for at komme vækk.

Han tog hendes Haand.

«Dora Lothe,» sagde han, som tænkte han paa en dyrebar fraværende.

Hun rykked heftig Haanden til sig; gjennem hendes Nerver gikk der som en dovnende Dirren. Det hele var kommen saa voldelig.

Han saa paa hende; han havde dette vaarhimmeldaarende i Øinene, dette som hun elsked og samtidig skalv for som for en Løgn uden Bund.

«De ved, vi holder af hinanden,» sagde han lige paa. Hun blev blodrød. Øinene flygted for hans.

«Nei, det –» hun kom ikke længer. Han havde igjen taget hendes Haand og holdt nu fast med Magt.

«Jeg kan ikke længer, Dora,» sagde han hedt og lavt. «De har gjort mig gal!»

Hun saa opp paa ham hurtig; saa sled hun sin Haand løs.

53«Lad os komme til de andre,» sagde hun.

Han stilled sig foran hende. «Nei,» bad han. «Bare Dem! Bare Dem i hele Verden nu!»

Hun stod stængt. Det jog brusende Strømme gjennem hende. Elskov og Angst. Og Haab.

«Hvad vil De mig?» hvisked hun. Hendes brune Øine graaned; Barmen gikk, som vilde den sprænge Silkelivet.

«Hvad ved jeg, hvad jeg vil!» hvisked han dirrende. Han stod med de stærke Arme udbredt sænkede; Hodet var bøiet som paa en fangen. «Naar en elsker, ved en bare ét: det

Dora Lothe blev pludselig blek. Det fôr igjennem hende, hvad der var fortalt om, at Kvinder ikke kunde modstaa ham, og at nu, da han havde faaet hende alene, var hun fortabt. Det var noget af Byttets lammede Angst under Rovdyrtyngden – et Slags døende Behag.

Da gjorde han noget, som med et eneste Slag forandred alt: Han rev hende voldsomt til sig, saa voldsomt, at noget i hendes Dragt brast. Det var nokk. Der var rørt ved hendes Skjønhedsblufærdighed; der var antydet Vold. Og i et Nu var hun fri. Noget af gammel Familiefornemmelse steg opp i hende og brød ud i voldsom Harme. Modstandsresurser, som hun ikke kjendte, dukked opp i hendes Naturs Dyb, Foragt for den brutale Proletar.

Hun sled sig med et Rykk fra ham; der flammed noget af Hugorm i hendes Øine.

«Tror De, jeg er Deres Model?» hvæsed hun; de hvide Tænder syntes bag de tilbagebrættede Læber.

Han kvakk. Det var tabt Slag. Som en Falk, 54der har slaaet feil, snudde han sig fra hende og gikk, men blev staaende ved nærmeste Træ, urørlig.

«Tilgiv mig,» sagde han lavt for sig selv.

Hun hørte ikke; hun fik sig istand; hun øged sin Forbitrelse. Han havde ødelagt hendes Dragt! Han havde tat hende for en Pige!

Taarerne stod hende i Øinene, blinkende, harme. Saa gikk hun hurtig Skrænten ned og slog ind paa Veien mod Baadene.

Han stod lidt; saa fulgte han, først i Afstand, men om lidt nærmere indpaa. Da begyndte hun at springe.

Han stansed straks. Stakk saa ind i Skogen og sprang ad Omveie, saa han kom foran hende.

Da hun naadde Veiskillet ved den gamle Ek, sad han der.

Hun tverstansed, da han reiste sig opp, men havde nok ventet det.

«Gaa ikke!» bad han. «Det gaar jo ikke an dette! Hvad vil Folk sige?»

Hun stod og saa harm paa ham. Hun var den seirende. Hun havde havt Æventyr med ham og overstaaet det – saa hun havde Raad til at tilgive. «Skam Dem!» sagde hun. Saa gikk hun hurtig forbi ham videre.

Han fulgte.

«Fordi jeg elsker Dem!» sagde han. Han var et Par Skridt bag hende. Lidt senere gikk de jævnsides. Men der blev ikke talt et Ord. Hun gikk hele Tiden som den seirende; men hun dirred indvendig af Oplevelse og Trang til at betro sig til nogen af sit eget Kjøn derom.

55«Kjære, hvor blev det af Dere!» ropte hun, glødende i Ansigtet, da hun naadde Baaden, hvor Ada Berg og Ingeborg Stolt stod og talte med Knut Baadsmand.

«Jeg gikk Strandveien» svared Ada Berg uden at se paa Hans Willum, som stod smilende lige ved.

«Vi har fløiet hele Øen rundt efter Dere,» sagde han.

«Vi trodde da, Dere kom til Eken,» sagde Dora Lothe. De to løi sammen. Og ingen trodde deres Forklaring. Det var klart, at noget var foregaaet dem imellem.

«Ada!» Det var fra den anden Baad, det ropte. «Du kommer vel med os?» Morens Røst var kjølig befalende.

Ada Berg gikk, villig, fremdeles uden at se paa Hans Willum. Hun haded ham, som en Kvinde hader den, der har forsmaaet hendes Kjærlighed, som hun er kommen i Skade for at røbe.

Knut Baadsmand gikk til Baaden for at sætte Seil. Da gikk ogsaa Ingeborg Stolt over i «Præstebaaden», hvor Theologen Knudsen sad mellem Damerne med rund, blød Hat, men uden den flotte Kunstnerbule ind, som skiller Bukkene fra Faarene.

Hans Willum saa paa Dora Lothe.

«Skal vi ogsaa gaa i ‘Præstebaaden’?»‘Præstebaaden?’»] rettet fra: ‘Præstebaaden?» (trykkfeil) spurgte han.

Da smilte hun til ham, et lidt trodsigt Smil. Saa gikk hun uden videre ned til Knut Baadsmands Baad og hopped ind.

Hun havde optaget Kampen.

Samme Aften gikk det over hele Lysvik, at der 56var noget særskilt mellem Dora Lothe og Hans Willum. De to Veninder trakk sig tilbage – «Firkanten» var sprængt.

Dagen efter reiste Ingeborg Stolt. Alle var paa Bryggen for at sige Farvel, og Stemningen havde hele Afskedens Samdrægtighed. Der blev omfavnet mellem Veninderne, og Hans Willum fikk trods alt hendes blonde Nikk til Afsked, som om intet var hændt. Dermed gikk hun ombord.

Men Theologen Knudsen, som stod paa Bryggen sammen med Fru Berg og Frøkenerne Knoff, tog tilfreds til sin bløde, ulastelige Hat, idet Baaden lagde fra og Viftningen begyndte. Han havde i al Stillhed med smaa Midler reddet en ung Sjæl fra Fordærvelsen.

Han vidste jo ikke, at Ingeborg Stolt paa Bunden af sin Kuffert gjemte Stumperne af en Billet, som Hans Willum en Dag ved Middagsbordet havde været frækk nokk til at sende hende med Opvartningsjomfruen, og som hun i alles Paasyn havde revet indignert istykker – men gjemt Stumperne. Thi paa Billetten stod: «Vil De endelig gjøre mig forelsket i Dem?» Hun gjemte den som et Vidnesbyrd om, hvad en ung Pige kan være udsat for paa et Badested, og hvad unge Mænd tror at kunne tillade sig. Hemmelig betragted hun den dog ogsaa som et Slags Trofæ – en Blomst paa hendes uangribelige Yndigheder.

Nogle Dage senere reiste ogsaa Fru Berg med Datter. Adas Had og Haab om en Forsoning var begge druknet; der kom intet; Hans Willum var aabent og udelukkende optat af Dora Lothe.

Da graat Ada Berg om Nætterne.

57Men Dora Lothe gikk i en febrilsk Blanding af Nysgjerrighed og Angst og vented paa det næste, som nu vilde komme. Thi han havde paa Seilturen hjem flere Gange sagt for sig selv, men saa høit, at hun kunde høre det: «Aa, hvor jeg skal hævne mig!» Og igjen: «Aa, hvor jeg skal hævne mig!» Hun gikk der forberedt paa at gjøre fortvilet Modstand og samtidig i en Rus af Henrykkelse over at være elsket af en ung, fremragende Digter.

Hun var en og tyve Aar.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Livets Triumf

Breda Bulls roman Livets Triumf kom ut i 1911. Den kan leses som en nøkkelroman og et nådeløst oppgjør med bohemen på Grand og deres livsstil. Persongalleriet ligner veldig på noen av datidens kjente skikkelser (Knut Hamsun, Nils Kjær, Carl Nærup, Hjalmar Christensen, Sigurd Bødtker, Herman Wildenvey m.fl.), og boken skapte også debatt om bruken av levende modeller i litteraturen.

Boken fikk blandet kritikk da den kom, men ble en salgssuksess med fem opplag samme høst.

Les mer..

Om Jacob Breda Bull

Jacob Breda Bull var journalist, redaktør og forfatter. Han skrev folkelivsskildringer, romaner, noveller, skuespill og dikt.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Følg Bokselskap i sosiale medier

Instagram      Facebook
Bluesky          X

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.