Livets Triumf

av Jacob Breda Bull

[8]

Der stiger en Morgen svimmel
af Sol over Dantes By,
en safir-henstraalende Himmel
over en Rosensky!

I de natteduggtvættede Haver
staar Olivenen silkeblaafin
med perlegraa Spindelduggsknipling
over sit Brudelin.

Morgenens Sangere synger,
beruste af Duft og Sol;
Finkerne flaggrende gynger,
hvor Aftenens Nattergal gol.

Det glittrer, hvor en sig vender;
Roser tar Morgenbad;
forelskede Duggblikk sender
de daarede Fikenblad,
og mister fra grove Hænder,
som skjælver af Lyst og Kval,
Diamanter, som de til sin Elskte
om Natten fra Himlen stjal!

202Inga Borg læste med blussende Kinder; thi under Digtet havde hun seet Hans Willums Navn, og hun mærked ikke engang den gamle Gadesælger, som passerte Smaabordene forbi med sit monotone: «Fiamméferi, Signore! Fiamméferi!»Korrekt italiensk: Fiammiferi

Firenze den fagre er vaaken!
Fra Domens morgengraa Hvælv
stiger i Rosenslørtaaken
Dagningens dype Skjælv.

Det kimer i Klostre og Kirker
med Morgenens gyldne Klang;
paa Veiene klapprer der Træsko;
langs Murene jubler Sang,
mens Æsler med bjældede Bigsler
gaar blanke sin hovlette Gang.

Terrasser og Haver gløder
i blussende Rosenbrand;
i det fjerne staar Morgenrøder
langs duftigblaa Fjeldes Rand
mod fjernere anede Øder
af snehvite Alpeland.

Men bly under Solens Øie
i rødmende Foraar staar
Firenzes de fagre Høie –
– en Krans af unge Prinsesser
med murhvite Perlekroner
om pinjedunkelt Haar!

Inga Borg havde lagt Avisen fra sig; en liden pludselig Hede, halvt Angst, halvt Betagenhed var 203faret igjennem hende. Hun havde ved Siden af Hans Willums Navn seet noget, som før var undgaaet hende. Der stod:

Firenze den 10de Mai 1904

– Han havde været her for otte Dage siden! Han var her kanske endnu!

Der kom en stor ubestemmelig Uro over hende. Hun henvendte nogen Ord til den unge Kunstnerfrue, hos hvem hun nu et Par Dage havde boet som Gjæst for at se Florens, før hun drog videre sydover.

Denne nikked, betalte den rødtrøiede Camerière for de to caffè con crema e paste, og de to unge Damer forlod «Reininghaus», bøied af fra Piazza Vittorio Manuele,Egentlig: Piazza Vittorio Emanuele. den trange Gade tilhøire, og var snart ved Ponte Vecchio, hvor de blev staaende et Øieblikk og se foran Juvelbutikkerne.

«Skal vi ikke reise opp igjen,» bad Inga Borg. «Det er saa hedt hernede.»

«Ja gjerne det!» Fru Haugvik lagde sin Arm i Inga Borgs, og de to drev Gaden opp langs Arno, som gikk graa og stor i Vaarfrodigheden.

Barbente Fiskere med solbrune Arme grov Lerjord i Flodbunden eller fisked med Synkehov fra Baad i det muddrede Vand; Uffizziernes Dueflokke fløi blaaskimret susende omkring de høie Søilerader, napped Ærter, som de Reisende strødde ud, og letted igjen til sine Reder under Pallads-Gesimserne; unge, lykkelige Stemmer raabte: «fiori signore, fiori;» dørgfulde Sporvogne ringte og stansed og skured videre over Broen med Kurs for Viale dei Colli, og længer henne under en af de rosendryssede Hotelloggiaer 204sang en sortsmusket italiensk Pige til Guitarknepp sødmefyldte, naivtfolkelige italienske Sange. Men paa den anden Side af Arno, hvor Høiderne løfted sig til en olivenbevokset, cypressomgjærdet, kastanjebrusende Villastad, stod Buonarottis «David» paa Piazzale Michel Angelo, stolt og fri som et Ungdomskraftens nakne Vidunder opp i den solglødende Luft.

Inga Borg havde straks gjenvundet sin Fatning; hun søgte at interessere sig stærkt for al Skjønheden rundt omkring; men Tanken paa, at han var i Italien og kanske i samme By som hun, vilde ikke slippe hende. Da de var naaet Broen og stod og vented paa næste Sporvogn til Viale dei Colli, hvor de bodde i en liden Villa, sagde hun rolig, næsten vel ligegyldig, mens hun samled sin Kjole:

«Det stod et Digt om Florens af Hans Willum i en af de sidste norske Aviser; er han her?»

Fru Haugvik saa forundret paa hende.

«Javisst er han saa. Han kommer til os iaften. De kommer en hel Del norske. Vi har Salon!» Hun gjorde en fornemt spøgefuld Reverens med muntre blaa Øine i det æblefriske Ansigt – og lo.

Inga Borg stod som naglet fast. Som indestængt. Fra dette var der ikke Udvei at finde! Blodet trykked hende i Hjertegropen; hun fikk ikke Ord frem – bare forsøgte at smile.

Fru Haugvik saa paa hende.

«Han er jo en Ven af Karl,» forklarte hun. «Karl kjender jo omtrent alle. Han kan forresten være aldeles bedaarende, naar han bare ikke –» hun gjorde en betegnende Gestus som med Bæger mod Munden. «Det er besynderligt, at Mændene 205aldrig kan holde Maade! Ja forresten – j e g kan ikke klage. Karl er virkelig saa moderat –» hun brød af; thi der kom Sporvognen, og de maatte skynde sig ind, hvis de vilde faa Plads.

Inga Borg var lykkelig over at være kommen mellem mange og at faa tie. Hun trængte til at gjøre Vold paa sig selv; hun trængte til at tænke og komme til Ro over dette.

Hans Willum her! Og iaften skulde de igjen mødes! Hun havde jo hørt om hans Skilsmisse og var paa det rene med, at anderledes kunde det ikke gaa mellem ham og Dora Lothe; men aldrig i Verden skulde nogen kunne tillægge hende saameget som en Skygge af Skyld i dette! Aldrig i Verden havde hun kunnet bli den Hustru, en saadan Mand trængte! Aldrig i Verden kunde hun have holdt ud en saadan Skjærsild af Sanserus og Lidelse! Det havde hun mange, mange vaakne Nætters Erfaring for. Hun havde gjennemlevet det i sin Fantasi – og bævet tilbage for det i sin Følelse; hun havde ønsket det i sit Hjerte, men afvist med sin Fornuft; det vilde have været som at forene lid og Æther: det var blevet Døden for dem begge!

Og nu skulde hun møde ham igien, nødtvungen næsten som af en Skjæbne! Ja, hun skulde vide at møde ham! Hun var ikke for intet Oberst Borgs Datterdatter! Han havde ikke for intet hvisket i sin sidste Stund: «Du, Inga, du vil bli os tro!»

Og mens Sporvognen tungt skurrende gled sin jernvei frem og opp, gjennemleved Inga Borg i jagende Billeder hele sit hemmelige Drømliv sammen med Hans Willum, hans sidste Ord, da de 206skiltes, hans Digte til hende, sine Haab, sine Tvil og sin Beslutning –

«Inga!» – det var hendes Veninde, som havde reist sig og kaldte paa hende. De var komne til Via Giramonte og skulde stige af. Hun fulgte mekanisk, ligesom greben i det, og de to gikk Arm i Arm mellem Murene Veien opp til Villaen.

Fru Haugvik vifted med Lommetørklædet opp mod Terrassen og smilte. Der stod hendes Mand høit oppe og malte i Solskinnet. Malte Florens i flammende Foraar. Han flytted lidt paa sit Malerskrin og vinked med Penselen som Svar. Saa malte han ivrig videre; han var aldeles opslugt af Farvehenrykkelse.

*

Det summed af norske Stemmer paa Villa Unganellis vide Terrasse i Solnedgangen; der klang ung Latter af Damestemmer, grove Mandsrøster derimellem; det klikked i Theskeer og Kopper; der drev Duft af Cigaretter og toskanske Cigarer. Af og til ringte det dernede paa den lille Portklokke; det var Efternølere, som blev lukket ind af Contadinaen og vist Taarntrappen opp af den sortøiede italienske Tjenestepige. De fikk et bondekraftigt Haandtrykk af Værten og et «aa, saa sent!» af Værtinden. Saa slog de sig ned ved et af de nærmeste Smaaborde og talte dæmpet med Bekjendte til en Begyndelse. Her sad man lunt og tæt som paa et Skibsdækk og skulde se en deilig Aften glide forbi. Men Værten, Maleren og delvis Billedhuggeren Karl Haugvik gikk omkring rastløs og sagde mutte, 207kantede Mærkværdigheder med urokkeligt Alvor, kjendt som han var for sit bløde, ærlige Kunstnersind bag et Panser af bizarr Originalitet.

Inga Borg sad sammen med Fru Haugvik og et Par unge Malere. Hun var som en blektblomstrende Rose; saa besynderlig fornemt fraværende i al sin Frodighed. Gav jævne Svar og smilte med, naar de andre lo, men var med sine Tanker helt andetsteds henne. Og det overvundne Skjær af Rødme i de lidt bleke Kinder kom sig hemmelig deraf, at hendes Hjerte banked heftigt derinde bag hendes Vilje. Hans Willum skulde jo komme, men var endnu ikke kommen. Og hun var fast bestemt paa, at intet skulde være foregaaet imellem dem.

Hun sad og ønsked utaalmodig, at han nu maatte komme, saa det blev overstaaet, og hun sad og haabed halvt om halvt, at han ikke kom. Klokken var jo nu halv seks, og alle de andre var jo for længe siden –; hun fôr pludselig sammen indvortes: der ringte det igjen paa Portklokken, et kvasst Rykk! Det maatte være ham! Hun stivned ligesom indvendig og begyndte at tale interesseret med en af de unge Malere om Solnedgangen.

Haugvik gikk hurtig hen til Trappen og saa ned. Flere reiste sig.

«Jo, det er ham.» sagde han og vinked ned. Saa ropte han:

«Jo. Du skulde ha,» og hytted med knyttet Næve. Og Fru Haugvik stod ved Siden.

Det svared dernedefra. Hans Willum stod med Hatten bag i Nakken dernede og ropte opp. Hilste 208til Damer paa Terrassemuren og havde god Tid. Inga Borg kunde kjende hans stærke Stemme.

Saa endelig gikk han ind i Villaen og kom Trappen opp.

Haugvik rakte ham Haanden og klemte til. «Jo, du er præcis Mand,» sagde han. «Lar Solen vente paa dig!»

Hans Willum stod der høi og vaarblaaøiet og smilte.

«Præcis som en Sommerfugl,» sagde han. Han rakte Værtinden Haanden.

«At De endelig kom da,» sagde hun og lo. «Nu er Kaffeen kold.»

«Og jeg varm,» spøgte han; han fulgte hende frem mod Bordet, nikked i Forbigaaende til nogen Kjendte. Saa blev han pludselig staaende som støbt og se, mens en kort Rødme kom og forsvandt over hans Ansigt.

«Maa jeg præsentere,» sagde Fru Haugvik. Digteren Hans Willum – Frøken Borg!»

Hans Willum bukked og havde fundet igjen sit djærve Smil.

«Jeg har allerede den Ære,» sagde han.

Klara Haugvik spærred Øinene opp.

«Kjender Dere hverandre,» sagde hun. «Inga, det fortalte Du ikke!»

Inga Borg, som havde reist sig langsomt, blev rød.

«Bare ganske flygtig,» svared hun og rakte ham sin Haand. «Jeg tænkte ikke, at Hrr. Willum erindred –»

Hans Willum modtog Haanden og slapp straks. «Bare et Badebekjendtskab,» svared han smilende. «Og i Vandet er jo alle lige.»

209Fru Haugvik lo. «Lige glemsomme,» sagde hun; hun skjænked Kaffe og bød Hans Willum.

Han takked; han tog Sukker og Fløde, og Fru Haugvik bød videre ved nærmeste Bord.

«Saa De er ogsaa i Syden, Frøken Borg?» sagde Hans Willum i konverserende Tone; han stod og holdt Kaffekoppen, mens han rørte Sukkeret om. «Ja, det er sandt» – han blev pludselig alvorlig – «vi søger jo alle hid til Livet efter Trøst!»

Hun saa opp paa ham og glemte rent at svare. Det var saa vakkert af ham at erindre hendes Sorg!

«Ja, her er jo vidunderligt,» sagde han stille hen for sig og saa udover Solnedgangen; han stod og nipped til sin Kopp. Fikk saa pludselig se en god Bekjendt i nærmeste Gruppe, satte Koppen fra sig og gikk lige hen. «Nei, er du ogsaa her!» sagde han høit forundret. Og der blev en munter Samtale.

Inga Borg var glad over, at han havde konverseret det hele bort og behandlet hende som Fremmed, taktfuld og paa samme Tid taktløs, som han var. Han havde ikke hilst, da han gikk!

Der blev en liden Pause i Larmen. Solen var netopp i Nedgaaende; en liden Kveldvind begyndte at blæse.

«Nei se Cypresserne,» sagde en af de unge Malere. «Hvor de staar deilig mørkt mod det olivengraagrønne!» Og man saa udover.

Karl Haugvik stod med Hænderne i Lommerne og Cigaren i venstre Mundvik.

«Gamle Kjærringer mellem Ungdommen,» sagde han tørt. Og man lo.

Den unge Maler smilte, men blev ved. «Formelig 210som – som gamle Broncespyd opp af Jorden,» sagde han.

Hans Willum hørte det. Han lænte sig bagover med Ryggen mod Terrassemuren og saa did bort til ham, som talte.

«Godt sagt, Holm,» sagde han. «Bare at det er ganske omvendt. Det er Vorherres Elskovspile. Skudt ind i Jorden lige til Skjæftet fra hans staalblaa Himmelbue deroppe.»

Der brød Jubel ud. Man ropte Bravo og klapped i Hænder; Hans Willum sad ligegyldig og røgte sin Cigar. «Og alligevel,» sagde han, «er de saa unge og myke som den blødeste Malerpensel; Livsydmygheden er i dem!» Han røgte videre; og der taltes videre om dette hans Billede rundt omkring.

Karl Haugvik havde sat Fiaskoer om; nu fyldte hans Hustru Glassene, og Herrer ved de forskjellige Borde hjalp til.

«Ja, saa drikker vi Brurskaal da,» sagde Karl Haugvik; han stod og saa udover mod Solen, som sank flammerød bag Aasene. «Ja, for hun gaar da i Seng som en Brud! Skaal!» Han løfted sit Glass. Og de drakk alle. Og der var ganske stille, mens de sad og saa paa det overdaadige Farvespill.

«Og der har vi hendes Brudeterne,» sagde Hans Willum høit i Stillheden; han pegte mod Øst, hvor Fuldmaanen stod sølvblek i det henblaanende Dagsskjær.

«Hendes Nakkespeil» – sagde Karl Haugvik; «et af disse antike, runde Metalspeilene! Hun er lovlig kokett. Ellers er jo Maanen noget særskilt for Poeterne.»

211«Ja, den er Solens Aand,» svared Hans Willum. «Ikveld gaar den igjen!»

Karl Haugvik skjænkte sit Glass fuldt. «Jeg trodde ikke, du trodde paa Gjengangere,» sagde han tørt.

Hans Willum smilte.

«Jeg tror paa alt, som er sælsomt,» sagde han «Det er saa meget i os Mennesker, som gaar igjen.»

Inga Borg kjendte Pilen træffe. Hun sad stille, som om hun intet havde hørt og heller ikke følt hans Blikk derbortefra.

Karl Haugvik, som igjen havde løftet sit Glass for at drikke med de nærmeste, brød pludselig af og blev staaende stille. Det var Florens’s hundred Kirkeklokker, som begyndte at ringe.

«Hysch,» sagde han. «Ti stille alle sammen! Dere kan prate senere; nu er vi i Kirke!» Og det blev med ét Slag kirkestille. Fjernt fra, nær, allevegne brast det ud i Klang, mildt, vidunderligt, som kom det ikke fra jordisk Metal, men fra skjulte Himmeltempler et eller andet Sted inde i den slørblaa Kveldsluft.

Og det var flere Minutter henrykt stille. Mens Solen sank alt dybere og blev borte. Og bare leved i nogen rødmende Rosenskyer over Bjergene.

«Det drypper Himmeltaarer,» sagde Hans Willum dæmpet i Stillheden. «Du skal se, det er Madonna, som graater af Glæde!»

«Hysch! Hold Kjæft, Digter!»

Og det var igjen stille, til den sidste Klosterklokke langt borte paa Sancta Margaritha havde klemtet sit sidste, sprøde Klemt.

212«Ja, nu kan Dere faa slippe,» sagde Karl Haugvik og drakk ud sit Glass. «Nu gaar vi ned. Der staar lidt Mad dernede – er det ikke saa, Klara? Fiaskoerne faar Dere selv besørge!»

«Bare Smør og Brød og Frugt og sligt,» undskyldte Klara Haugvik: hun gikk foran, og de øvrige fulgte i nølende Grupper Trappen ned.

Hans Willum kom hen mod Inga Borg, som stod og saa udover Landskabet, mens hun vented. Haugvik stod ved Siden og pegte og forklared.

«Ja er her ikke vidunderligt, Frøken Borg?» sagde Hans Willum.

«Deiligt!» Hun var glad over at faa det alt sammen over i Naturbegeistringen.

«Ja, nu er det i seneste Laget.» fortsatte Hans Willum; «men De skulde ha været her for otte Dage siden! Du store Verden, for en Orgie af Farver! Ser De det Ferskentræ dernede? Det stod i en Rus af rødviolette Blomster! Det saa ud som en fordrukken Syrén, som var rød i Toppen af Vinen! Det var det fuldstændigste Blomsterdelirium! Det nytted ikke at snakke til det Træ; det hørte ikke; det var aldeles fra Forstanden!»

Inga Borg smilte. «Men Mandelblomsterne?» spurgte hun. Mandelblomsterne havde for hendes Fantasi været Syden.

«Frugt allerede, Frøken!» Han slog ud med sine Hænder. «Og Fikentrærne! Store, svulmende Fiken paa naken Kvist! Og ikke et Fikenblad endnu til at skjule sin Nøkenhed! Det er formelig Uskyldighedstilstand – før «Syndefaldet»!»

Inga Borg smilte igjen; de kom nærmere Trappen.

213«Og Glutinea som en blaa Vaardrøm henover de gamle Mure! Ja se der!» Han pegte. «Og de smaa gule og hvide og røde Roser som Champagneskum udover Altanerne! Og Brudeslør hist og Brudeslør her slængt hen over nakne Grene! Ja, for vi har Æpler her og Moreller og Kirsebær! Og Lemonerne! Hvid Blomst og gulgylden Frugt paa samme Kvist! Bryllup og Guldbryllup paa samme Dag, og en Duft, saa en kan glemme, at en skal dø, ser De!» Hans Øine var blaafunklende, mens han talte; han holdt hende formelig fast med et Dryss af Billede efter Billede.

«Og Jorden!» De stod nu og skulde gaa Trappen ned. «Tusen Millioner Evighedsblomster! Stjerner sneet ned fra Himmelen! Og hidsige Bier omkring – Luftens Politi, Frøken! Han lo. «Og brandrøde Valmuer tændt i Græsset, og Maurer, paa evig Marsch for at slukke! Nei, nei, nei! Ja De ved ikke De; De aner ikke!»

Han stod og ligesom holdt hende tilbage; han folded sig ud for hende, bredte sin Lyrevifte ud for hende og tagg om Kjærlighed som en forelsket Fugl paa Vaarkvisten og var aldeles uangribelig bagom alt dette.

Inga Borg gikk nogle Trin Trappen ned; han fulgte.

«Vi har hele Norge her, ser De. Ligesom skjult inde i al Overdaadigheden! Aflagte Præstekraver! Og Blaaveis – «Anemoner» naturligvis! Og Smørblomst, den fete Handelsreisende, Blomsternes evige Jøde!»

– «Vil Dere ikke ha Mat?!» Det var Haugviks Stemme, som ropte Trappen opp.

214«Jo! Nu kommer vi! – Men det fineste af det hele, Frøken Borg – Vinen!» – han talte, mens de gikk – «Bare Blade! Ingen Blomst! Men saa mod Høst, under Bladene, en liden hemmelig Skindsækk med Solblod gjæret i Sommerbranden! Gud, hvor Sommerfuglene skal drikke sig drukne!»

Inga Borg gikk smilende Trappen ned foran ham. Hun havde en lettet Fornemmelse af, at det gamle skulde være glemt, og at han vilde tage alt med hende paa en ganske ny Maade. At de kanske med Tiden kunde blive Venner!

*

Det var Lysfest i den lille Salon. Smaa kulørte Lamper i norske Farver, romerske Lucernaer med sit milde Lys; syvarmede Messingstager med Stearinlys i tætte Flammerader. Og et Hav af Blomster.

Hans Willum stod foran Pianoet, spiste og saa ind i Blomsteroverdaadigheden. Der var to Vaser med Roser; der var et lidet Glass i Midten med en liden enkel italiensk Blodrose. Han stod og saa, mens han talte med Inga Borg, som sad ved Siden af Pianoet og havde noget Vanilje-is paa en Asjett.

Karl Haugvik kom hen bag ham; han spiste Smørogbrød.

«Altfor mange Blomster vel – for dig!» sagde han.

Hans Willum snudde sig. «Ja – nei,» svared han. «Enten hele Fanget fuldt eller ogsaa bare en eneste! Eller hvad siger De, Frøken Borg?»

Inga Borg smilte. Hun havde faaet dette selskabelig tindrende i Øinene.

215«Jeg elsker Roser,» svared hun. «Men jeg synes nokk, at én er det deiligste!»

Hans Willum pegte paa den lille Rose i Glasset paa Pianoet.

«Ja,» sagde han. «Det er jo hele Solen i en liden Kapsel. Hele Livet!»

Karl Haugvik tygged.

«Det er mere likt en Blodsdraape,» mumsed han.

«Blod er flytende Sol,» svared Hans Willum; han stod hele Tiden og saa paa den lille Rose.

Karl Haugvik tog ham i Armen. «Ja, kom naa,» sagde han – «og faa dig et Glass Vin. Det er ogsaa flytende Sol. Det var forresten et vakkert Digt, du hadde i Avisen her om Dagen!»

Hans Willum smilte overlegent.

«Saa?»

«Ja, Død og Pine!»

Hans Willum saa bort paa Inga Borg; hun sad og stirred hen, som gjenopleved hun noget straalende. «Det skal bli ‘Florentinske Sange’,»Sange’,»] rettet fra: Sange’, (trykkfeil) oplyste han i nøgtern Tone.

«En Digtsamling af Hans Willum,» citerte Karl Haugvik med sit munterbekymrede Smil i Øinene. «Hvem skal naa den tilegnes? «Den eneste» naturligvis?»

Hans Willum slog Spøgtone an. De var jo gode Venner.

«Derom tier Historien,» sagde han.

Karl Haugvik ypped som før.

«Ja, men derfor behøver jo ikke Du at tie!»

«Jo, jeg er netopp i dette Tilfælde Historien!» Hans Willums Øine streifed Inga Borg, som sad 216med en generet Følelse af, at nu begyndte der at leges paa Randen af det farlige.

«Ja kom naa,» brød Karl Haugvik beleilig af. «Det er meget bedre end at staa her og prate med Damerne. Det er vino santo!» Han drog ham med. «Skal ikke De ogsaa ha et Glass, Frøken Borg? – før de drikker opp altsammen.»

«Takk, ikke jeg!» Inga Borg rysted leende paa Hodet; og de to gikk.

Men Trappen ned og Døren ind kom et Par Ungpiger som Bomber styrtende. «Ildfluerne! De er der alt! Hele Haven er fuld!» Og de styrted ud igjen, fulgt af en tre fire Malere.

Der blev stor Opstandelse. Glass tømtes i en Fart; Hatte og Schawler blev snappet, Cigarer hurtig tændt ved Lysene, og et Par Minutter senere stod Salonen tom med de mange Lys, Blomsterduften og den tunge Luft efter Mennesker.

*

Det var begyndt som en Kveldens stille Messe med Tempelro over Haverne. Hvide Blomster, tause i de jordmørke Bed under Maaneglansen. Maanen som en hellig Monstrans med mystisk Halvlys over det slumrende. Dunkle Trær, som hvisked sine sortnende «Tyss!», Sølvpopler som magiske, maaneskinsbaldyrede Tempelpræster mellem de andægtige Buske. Hist og her Ildfluer lig svingte Kjerter hen over Kirkens Gulv; Rosenduft, Helligdommens Røgelse. Og høit oppe i Dunkelheden langs Murene tunge Rosenklaser lig hvide Offerduer fløine opp.

Og alt saa stille. Saa dødsens stille.

217Men medét var Livets Nattefest begyndt, Ildfluernes Karneval før den lange Faste. De var pludselig blit Hundreder, de var blit Tusener. De var faldne som Regn af Stjernedrypp ned fra Luften; de drev som Skyer af funklende Fugle mellem Trærne; de seiled, sværmed og vugged i et Hav af forvirret Forelskelse. Men alt saa stille. Saa livsens stille. Bare en fjern Sang fra Grønskedammen, Froskenes Kneipe langt, langt borte.

De høirøstede Grupper, som var strømmet ud i Haven for at nyde Kveldsvidunderet, var efterhaanden blevne tause. De var blevne til Par, som vandred under Trærne, mellem Bedene, og talte dæmpet og aabent og lykkeligt med hinanden, mødtes og skiltes igjen.

«Nei, saa vidunderligt» – Inga Borg stod paa den lille Vei, som førte til Brønden, og saa sig om med tindrende Øine. Hans Willum var ved Siden; han havde straks fundet hende.

«Elskovslek,» sagde han. «Bare at her gaar alt aabent for sig – i fuldt Lys. Ved Nat. Ildfluejomfruerne er kloge; de har allesammen Olje paa sine Lamper, naar Brudgommen kommer!»

Inga Borg smilte. Hendes unge Mund bued sig vemodigt i Maanelyset.

«Og saa om nogen Dage er det forbi,» sagde hun.

Hans Willum stod og saa paa hende; og beundred hende. Og kjendte igjen denne dybe Dirren ved at være hende nær.

«Ja,» sagde han. «Elskov uden Grænse – og saa forbi! Det er Saligheden. Døgnfluen er Livets Ideal.»

218Hun slog Øinene ned. «Nei, nei, nei,» sagde hun ligesom til sig selv. Rysted langsomt paa Hodet og saa igjen opp, freidigt.

Hans Willum kom hende lidt nærmere.

«Frøken Borg,» sagde han. «Videnskaben har gjort slut paa vor Udødelighed. Den har dét. Den har tat Stjernerne ned fra Himmelen og saaet dem ud over Jorden.» Han gjorde en Haandbevægelse mod Ildfluehavet. «Git os hele Livet – med Døden som Pris. Og saa skulde vi ikke nyde det den Stund, vi har det?»

Han stod foran hende med vidtopslagne Øine.

Hun saa klart og fast ind i hans.

«Ja, de smaa har den plyndret,» svared hun; «men de store? – Jeg trodde, De var en af dem, som saa længere.»

Han svared ikke straks. Saa rysted han smilende paa Hodet.

Hun saa opp. Over Ildfluetinderet og opp i Stjernenatten. «Kan De virkelig tro,» sagde hun – «at alt dette – at vi ikke skal faa leve-sammen med dette mere?» Hun bæved lidt i Røsten.

«Ja. Vær nu ydmyg.» Han lagde Haanden paa hendes Arm, men lod den straks glide. «Skulde vi smaa Ildfluer forlange mer end det, Jorden gir? Jeg synes – ja jeg synes, det er hovmodigt.»

Hun rysted paa Hodet. «Nei, nei,» bad hun. «Bare en uendelig Trang til Livet! Som vi har faaet alle sammen! Alle!»

Han stod igjen og saa paa hende. Hvor hun var vidunderlig, der hun stod! Aa, om han kunde slaa Armene omkring!

219«Frøken Borg,» sagde han. «Det, De kalder evigt Liv, vilde bare bli en evig Død. Bare kvalt Begjær og rædd Opsættelse – Ræddhed for denne «Gud». Nei, Døden er den store Tugtemester til Livet. Dødstanken er Drivkraften til at leve. Den gjør, at vi nytter Stunden.»

«Som Dyrene,» kom det bittert.

«Ja – som det Dyr, vi er – og intensere end Dyret.»

«Og øder alt!»

«Tømmer alt tilbunds; kald det, hvad De vil!»

– «Og forlader alt – Forældre, Barn –!» Hun stod og saa ned næsten som i Skam, mens hun svared.

Han pegte. «Tror De, Ildfluerne tænker paa sine Forældre? Se! Det er hvidklædte Baldamer – bare Lyst og Glæde!»

Inga Borg saa udover. En Tanke var dragen didnord til hendes Døde.

«Karneval!» sagde hun skjærende, men kvakk i det samme og erindred. Ordet var plumpet ud af hende.

Han greb det straks. Han stod foran hende, varm i Øinene.

«Inga Borg,» sagde han og hvisked næsten. «Var det Dem den Gang?»

«Hvad mener De,» svared hun usikker i Røsten og blev rød.

«Og saa lod De mig gaa!» Det kom hæst.

Inga Borg blev glohed i Ansigtet. Han voved dette!

«Hrr. Willum,» sagde hun lavt. «Jeg gikk ud fra, at alt mellem os skulde være glemt!»

220Han drog et langt Aandedrag.

«Det er ikke alt, man kan glemme,» sagde han. Hun vendte sig for at gaa. «Ildfluerne,» sagde hun og pegte – «tror De, at de husker –»

– «Naa? Disputerer Dere? –» Det var Karl Haugvik, som dukked opp paa den lille Sti mellem Trærne.

Hans Willum lo.

«Vi faldt ned i et Slagsmaal om Udødeligheden,» sagde han. «Vi var som Ænderne med Østersen. Den store Ræv Døden tog Indmaten og gav os hver vort haarde, ufordøielige 'Skal'.»rettet fra: 'Skal'. (trykkfeil)

Haugvik stod lun og røgte Snadde.

«Aa, Du faar nokk din Bit af Indmaten,» sagde han.

Inga Borg lo. «Og jeg er slet ikke enig med Dem,» sagde hun til Hans Willum.

«Det Argument tar jeg til Indtægt for mig.» svared han smilende, mens de langsomt gikk Stien fremover til de andre.

*

Ildflue-Orgiet var forbi; det var Natt. Guitarknepp og Sang lød fra Terrassen; Summen af Stemmer. Og fjernt og nærmere en enslig Natglentes monotone «Kju, kju» over Trærne.

Indtil endelig Karl Haugvik ved Tolvtiden reiste sig og drakk ud. «Nei naa skal Dere sandelig gaa,» sagde han; «det er jo svarte Natten. Vi skal følge Dere nedover et Stykke, saa vi ser, Dere kommer skikkelig hjem. Godnat!» Han tømte de sidste Draaber.

Der blev muntert Oppbrudd; Fru Haugvik talte 221smilende om, hvilken snodig Mand hun havde, og han mente, at det gik an, naar bare ikke Konen var snodig. For det var værre.

Lidt senere gikk der en pratende Flokk Norske nedover Viale dei Colli under Lindetrærne. Men da de naadde Piazzale Michel Angelo og stod og tog Farvel ved den lille Trappe tilvenstre og ned, sagde Hans Willum:

«Og saa imorgen Klokken elleve mødes vi paa «Reininghaus»; saa gaar vi paa Uffizzierne og Pitti og ser paa Livet.

Forslaget blev straks vedtaget, og Inga Borg kunde selvfølgelig ikke andet end samtykke. Hun havde ikke talt med Hans Willum efter den Stund i Haven, og han havde heller ikke nærmet sig hende.

*

– De havde gjennemvandret Uffizzierne; de havde gennemlevet Kunstudfoldelsen lige fra Middelalderens ligstive Forsagelse frem til den livsblussende Renæssance. De var gaaet fra Medicéernes gamle straalende Pallads den lange, overbyggede Gang over Ponte Vecchio til Palazzo Pitti, de gamle Mordfyrsters hemmelige Tilflugt, hvor nu Juvelerne af al Verdens Kunst er samlet.

De stod foran Rafaels madonna della granduca, tause i det verdensberømte Kabinett; det var Hans Willum og Karl Haugvik, Klara Haugvik, Inga Borg og et Par andre. Resten af Selskabet havde fortabt sig i Uffizzierne under Vandringen gjennem den uendelige Række af Kabinetter og Sale.

Inga Borg stod henført og stirred paa det deilige 222Billede. Som paa sit Livs Idé. En ung Mor med Livet paa sin Arm og alligevel uskyldig som en Jomfru! En ung Mor, som aldrig kunde svige, som aldrig kunde tænke paa at svige! – Hun kjendte en hellig Hjemfølelse her midt i Udlændigheden, et lykkeligt Slægtskab med uforgjængelige Magter. Hun stod næsten som i Drømme og glemte alt omkring, selv at Hans Willum var med.

«Det er jamænd godt,» sagde en lav Mandsrøst bag hende, uhyre dæmpet. «Slik Kjøtbehandling! Ungen er saa tung, at den næsten dætter ud af Rammen.» Det var Karl Haugvik. «Og allikevel saa let, at den kan seile paa en Sky!»

Det var igjen stille. En hørte Aandedrættene af de to Mænd. Hørte hende, som sad og kopierte ved den anden Vægg af Kabinettet, flytte sit Malerskrin.

Inga Borg saa sig tilbage, men saa straks igjen paa Billedet; Hans Willum stod lige bag hende.

«Ja,» sa han stille. «Kunsten har gjort det, som Naturen ikke kan – Mor og Jomfru paa én Gang!»

Inga Borg svared ikke; men Karl Haugvik tog Hansken opp.

«Disse Digterne!» mumled han mutt. «Hvad ved du om, hvad Naturen kan?» Han stod og nød Billedets Linjestorhed.

Hans Willum smilte.

«Nei, vi har jo 'Kryptogamerne',» svared han. Og gikk.

De andre fulgte om lidt og fandt ham staaende foran «madonna della sedia».

«Det er Kvinde,» sagde han hen for sig. «Fanget 223fuldt – og saa den myke Ryggbøiningen! Det er en, som vil leve!»

De stod tause og saa.

«Jeg synes slet ikke, det er saa godt,» sagde Karl Haugvik. «Ja – Farverne har vel vær’t – men Tegningen –» og han pegte. «Det Fanget der er absolut fortegnet.» Han forklarte videre. Hun, som sad og kopierte, snudde sig og saa lidt forundret paa ham. At han talte! Og havde noget at bemærke!

Hans Willum var igjen gaaet videre. De fandt ham staaende med Hænderne paa Ryggen og se paa et Billede ved Siden af Døren i næste Kabinett. En ung, fyldig Kvinde med den struttende Barm overhøljet af et rødgyldent Haar. Det unge, sanselige Ansigt med halvaaben Mund og graadfyldte Øine løftet, med Bøn til Himlen om Tilgivelse – for at faa synde videre. Tizians «Maria Magdalena».

De andre stod atter bag ham; Kvinderne sagde intet; Karl Haugvik stod og gjennemgikk Billedet, forskende.

«Die busende Magdalena,» sagde ham med et tilbagetrængt lidet Smil.

«Maria,» retted Hans Willum. «Maria, som ber Josef om Tilgivelse! Livets sandfærdigste Madonna!»

«Nei, ved De hvad, Willum,» sagde Klara Haugvik efter ham; han var allerede gaaet videre, men vendte straks. «Nei, nu skal Dere faa bekjende,» sagde han; «har Dere seet noget saa deiligt som den medicéiske Venus deroppe i Uffizzierne? Er hun ikke til at dø over? – Frøken Borg!»

Hans Øine straaled blaatt; Munden lo.

224Inga Borg maatte stemme i, og de andre med hende.

«Ja, det er den hellige Nøgenhed,» fortsatte han. «Jordengel, Frøken Borg!» Han stod lige ved hende.

Karl Haugvik stod bag og smilte. «Lidt for utrulig vakker,» sagde han.

Hans Willum vendte sig mod Damerne. «Aa, disse Billedhuggerne,» citerte han – «hvad ved de om Livet! Nei, vi maa til Grækerne for at lære at leve!»

«Aa, vi greier det, vi Nordmænd ogsaa – i den Veien,» kom det tørt fra Karl Haugvik. Og den lille Gruppe Norske drev videre gjennem Salene.

*

Klokken nærmed sig ét; man maatte gaa. Man gikk hurtig tilbage gjennem den lange Gang med de mange hundrede Portrætter. Hans Willum gjorde Inga Borg opmærksom paa et og andet, og da han kom til Medicéernes Familjeportrætter, stansed han. «Ser De, Frøken Borg,» sagde han. «Denne Gang er igrunden det interessanteste af det hele: her fortæller Menneskene om sig selv. Her læser man Livet i selve Historiens Ansigt. Saa De paa ham derborte, Mohammed? Har De i Deres Liv set klokere Ansigt? Og sanseligere? Rent en kristen Hedning! En Ypperstepræst! Han forstod at skumme Fløden af Religionen! Det blev ikke bare «Livet i Gud» og Harpeklang; det kom Hurier i Paradiset!

– Og disse da!» – han pegte bortover Medicéernes Portrættrækker – «se de Næser! Formelig 225Græv til at grave i Vinhaverne med! Næbb! – Gud naade den, som kom dem iveien! Og Mundene da! De ser ud, som om de kunde drikke Kvindeblod!»

«Dyr!» sagde Inga Borg sagte.

«Aanei – ikke bare Dyr!» Hans Willum pegte. «Se de Øinene! Formelig Blomsterbrønde af Aand og Kunstglæde! Fulde af Rafael, Leonardo og Michel Angelo!»

Han stod henrykt og saa.

Inga Borg stod ved Siden af. «Og saa tænke sig» – sagde hun – «hvad det har kostet alt sammen! Troløshed, Mord, Afskyeligheder’»

Han smilte, et næsten brutalt Smil.

«Livet kjøbes ikke billigere, Frøken Borg,» svared han; hans Øine stod stærke i hendes.

Hun mødte dem, klart, urokkeligt, ligesom færdig til Kamp.

«Da var det bedre aldrig at ha levet,» sagde hun.

«Saa?» Han smilte.

«Ja.» Hun nikked flere Gange ligesom for at slaa det fast. Og de to stod et Øieblikk tause, tause som Portrætterne rundt omkring, to Ansigter saa dybt forskjellige i Race, i Kultur, i Livsanskuelse, saa paa Livet løs modsatte og netopp derfor saa dybt og uimodstaaeligt dragne mod hinanden. De stod der og fortalte ubevidst i Tausheden sin Tids Historie.

Inga Borg var den, som brød Stillheden. «Vi maa nokk gaa,» sagde hun; hun saa efter de andre, som alt var komne øverst i den første Trappe opp til Uffizzierne.

Og de gikk langsomt videre.

226«Jeg forstaar jo dette,» sagde Hans Willum, mens de gikk, og han var næsten vék i Røsten. «De har mistet dem, De har havt kjær. Da synes en altid, Døden er det bedste!» Han saa varmt paa hende. «Og De, som er saa skabt til at leve! De mere end nogen!»

Inga Borg stansed pludselig og var bleven blek. Dette var jo en Krænkelse af hendes Samliv med de døde! Et brutalt Indbrudd i hendes aller helligste Følelser! Hun vilde svare; men han kom hende i Forkjøbet.

«Det staar noget etsteds i en Bog, De nokk læser,» sagde han. «Lad de Døde begrave deres Døde – er det ikke saa, det staar? – Tænk lidt paa dét nu snart, Inga Borg!»

Hun var fra blek blit blussende rød. Dette gikk over alle Grænser! Men hun fandt ikke Ord; den ømme Klang i hans Stemme bandt hende. Han mente det jo i al sin Hensynsløshed bare godt!

Saa svared hun da intet, gikk bare taus videre.

Hans Willum følte straks den uhyre Tilrettevisning i, at hun ikke svared og ikke saa paa ham.

«Undskyld,» sagde han og havde lidt usikker Farve. «Jeg vilde bare – jeg syntes, det var saa ondt, om de skulde gaa der og sørge – og hedde Inga Sorg!» Han prøved at smile.

Hun forandred ikke en Mine. «Det er ikke alle, som kan glemme,» sagde hun kort.

Han taug og fulgte, men kunde i Længden ikke tie. Maatte tage det opp.

«De husker altsaa bestandig De, Frøken Borg,» sagde han. «Ja, De er jo Kvinde!»

227«Alt det, jeg holder af,» svared hun som før og uden at se paa ham.

«Med det, De hader?» De steg nu Trappen opp. – «Prøver jeg at glemme!»

Hans Willums Ansigt skifted Udtrykk; han talte ikke straks.

«Da er det intet Under, at jeg er glemt,» sagde han endelig – «og at De aldrig glemmer Dem selv!»

Hun svared ikke; hun vilde ikke give ham videre Anledning.

Han gikk og saa ned paa Trinnene, mens de steg, og da de var komne Trappen opp, stansed han.

«Frøken Borg,» bad han. «Faar jeg spørge Dem om en eneste Ting!»

Hun skifted Farve. Spørgsmaalet kom som foran noget afgjørende; hendes Hjerte slog heftigt.

«De synes vel, det var underligt, at Dora og jeg skiltes saa snart?»

Inga Borg begyndte igjen at gaa. «Jeg kan ikke dømme om den Sag,» svared hun. «Det er noget, De selv bedst –»bedst –»] rettet fra: bedst – (trykkfeil)

Han stansed hende. «Nei,» sagde han. «Jeg ved jo godt, at De dømmer mig naturligvis; De er jo Kvinde. Men De ved naturligvis ikke alt, og det vil jeg, De skal vide. De er jo den eneste, hvis Mening jeg bryr mig noget om –» Og saa begyndte han uden videre at forklare, mens de gikk og stod og gikk igjen langsomt den sidste Trappe opp – hvordan det hele var gaaet til, og hvordan Dora havde tat det; hvordan hun var blit en ren Dyremor af bare Barnekjærlighed, og hvordan han selv 228var bleven trængt ud, han og hans Digtning og hele hans Livsfølelse ud af Hjemmet af Ægteskabets altopslugende Gjøgeunge! Han fortalte bittert, hensynsløst, i grove Billeder, oprigtig og ligesæl med al Aandsnærværelse. Og hun gikk ved Siden og hørte, først uvillig, modvillig, saa efterhaanden mildere stemt, lagde sammen og trakk fra, bar over med hans Udtrykk og syntes Synd i ham og var glad for hver liden Undskyldning, hun kunde godkjende. Dora Lothe havde visselig ikke været nogen Hustru for ham!

Og da han tilslut som Eksempel paa, hvor Dora havde tabt al Skjønhedssans og Ordenssans, fortalte, at hun brugte at lægge sin Hat paa hans Skrivebord og tørke Barnetøi i Spisestuen, da smilte hun næsten, men tog sig i det. «Jeg forstaar alligevel ikke, hvordan en Mand kan forlade Hustru og Barn,» sagde hun.

Hans Willum rysted ligesom haabløst paa Hodet. «At Moren holder fast, er jo klart,» sagde han; «saa gjør jo Dyrene ogsaa. Men at en Mand –»

Hun brød af. «Da ved jeg da Dyr,» sagde hun, «hvor Hannen er ligesaa trofast som Hunnen.»

«Saa?» Han smilte tvilende.

Hun stansed og saa klart paa ham.

«Ørnene!» Det klang næsten udfordrende.

Han smilte over hendes Slagfærdighed. Hvor hun var deilig, som hun stod der, blankøiet, med den unge Barm, færdig til Hugg og Slag med Vingen! «Saa er de ogsaa de ensomste af alle Fugle,» svared han.

«Ja, Storheden er ofte ensom!» Hun saa igjen 229paa ham. «Jeg trodde, der var noget af Ørn i Dem!» Han smilte igjen.

«Jeg ser Dem som en Hunørn paa en Borgtinde,» sagde han.

Hun nikked. «Ensom ja; da er en trygg!» Hun taug pludselig; de var naaet de andre.

– – – Der blev taget Farvel ved Broen; Sporvognen kom. Inga Borg tog Hans Willum i Haand. Ja, saa faar jeg sige Dem ordentlig Farvel med det samme,» sagde hun, fint rød i Kinderne. «Jeg reiser til Rom imorgen.»

«Saa?» Han fikk ikke Klang i Ordet.

«Med Titoget,» oplyste Klara Haugvik. «De«De] rettet fra: De (trykkfeil) møder naturligvis opp!» Hun gikk ind i Sporvognen.

«Selvfølgelig!» svared Hans Willum munter. «Vi skal naturligvis blomstre hende af!»

«Nei, for Guds Skyld!» bad Inga Borg smilende.

«Jo, netopp for Guds Skyld!» sagde Hans Willum; han tog til sin Hat; thi nu klang Klokken. Karl Haugvik slang ind som sidste Mand; der blev viftet; Vognen gikk.

– – Da Ekspresstoget næste Morgen gled bort fra Florens’s Station, sad Inga Borg i et Væld af Blomster. «Vi har ødelagt Plantelivet for Deres Skyld, Frøken,» havde Hans Willum sagt. Selv havde han bare rakt hende en eneste Blomst, en tung Blodrose fast omviklet med et Stykke hvidt Papir. «Hold fast paa Papiret,» havde han smilende sagt, idet Toget satte sig i Bevægelse; «det er ofte, Skallen er bedre end Kjærnen!» Og hun havde rødmet og ante noget.

Nu tog hun den blodrøde Rose forsigtig opp, 230lagde den hen til Buketterne og folded Papiret ud i sit Fang. Det var et Digt, en florentinsk Serenade «Til den eneste». Hun bøied sig forvirret over Papiret og læste:

«Og Natten hun har sine Dansesko paa,
Dansesko paa!
af Blaaklokkefløiel med Sølvstjerner smaa,
med Sølvstjerner smaa!
Hun danser i Rosenskjørt aftenrødfin,
i maaneglansglittrende Knipplingelin
af hvide Jasmin!

Og Natten hun danser i silkesort Slør,
i silkesort Slør!
Hun danser paa blødende Blomster, som dør,
paa Blomster, som dør!
Hun danser til Nattergals daarende Sang,
til Græshoppezitherakkompagnement
– med Violer i Fang!

Hun danser paa Kattefjed dunende lett,
drivdunende lett –
Ildflue-Elskovens Dødsmenuet,
dens Dødsmenuet!
Der gaar over Havens mørkblomstrende Grav
af stjernesmaa Fødder i funkende Kav
et vuggende Hav!

Og Natten hun danser sig Døden ivold,
ja Døden ivold!
Maanen staar sluknet; Klokken slaar tolv;
hør, Klokken slaar tolv!
En Nattglente jager i skumrende Kratt;
en Skalmeie klager slumrende matt;
min elskte, godnatt!»

231Inga Borg stod paa Monte Pincio og saa udover Solnedgangen. Solen gikk guldflimrende ned bag Campagnaens grønne Slette; den gløded Pinjetoppene paa Monte Mario; den stod som rødviolet Rosenbrand paa Neros mørke Taarn: Over hele den murgraa By ringed Roma’s tusen Kirkeklokker til Ave; Dueflokke jaged som Sølvskyer over Tagene; Svaler suste lykkehvinende som sortblanke Striber gjennem den blaa Luft. Men fjernt klang dybe Klemt fra Sanct Pietro‘s disigblaa Kuppel som tunge Livsensdrypp fra Himmelkilderne.

Inga Borg stod alene. Stod, som om hun halvt vented paa et eller andet. Hun gikk sin vanlige Aftentur her, og da brugte undertiden nogen at komme. Nogen, som mere og mere var ligesom smeltet sammen med hendes Følelse af Rom og med de vidunderlige Dage der.

En Uges Tid efterat hun var reist fra Florens, var han kommen. Han kunde ikke arbeide i Florens, havde han sagt; der blev saa ensomt; han maatte tilbage hid til alle Menneskene. Og Inga Borg havde forstaaet alt og havde begyndt at kjende en Slags tvungen, gryende Lykkefølelse.

– Hun gikk langsomt frem langs den ydre Murpromenade, saa nedover Piazza del Populo‘s Æventyr af Lys og Skygge dybt nede, stansed – og gikk igjen. Spændte sin Parasoll opp mod Solflimret for at kunne se bedre. Nogen gyldne Rosenskyer drev fjernt hen i Syd.

Hun knapped sin graa Sommerkaabe mod Solefaldsvinden, som netopp begyndte at blæse; hun var i rosa Kjole, men med et Sætt sorte Perler om Halsen. 232Hun havde lagt den Halvsorg, hun havde baaret; Sørgehalvaaret var nu omme. Og hun havde igjen begyndt at føle ung Damefornemmelse.

Livet i Rom havde havt et Slags forunderlig Evne til at tillade al Glæde og gjøre den uskyldig. Oldtidens Skjønhedsaabenbarelser kunde en jo hengive sig til uden Fare; de var jo kun som en deilig Drøm om det forgangne. Gadelivet, det løssluppne som det triste, blev jo bare et Udslag af Folkekarakter og Folkesæder, som enhver jo burde kjende; Samlivet med Skandinaverne en Blanding af fælles Hjemfølelse og fælles Begeistring for det fremmede, vidunderlige!

Hun var snart bleven med paa de smaa festlige Sammenkomster i «Skandinavisk Forening», paa de lange Kjøreture udover Via Appia antica, seks-otte Vogne i Følge; hun var smilende gaaet med paa de muntre skandinaviske Kneipekvelder, paa «Goldkneipe», «Marsalakneipen» eller til Pietro Bovi.

Og han var ligesom ganske selvsagt bleven Sjælen i det hele. Hans Navn, hans Begavelse og hans Evne til at bedaare havde samlet alle. Han, som elsked hende!

Saa var disse Spadserture paa Monte Pincio begyndt. Var komne ved et rent tilfældigt Møde og havde fortsat regelmæssig senere, halvt med og halvt mod hendes Vilje, næsten som en tilbagevendende Drøm. Og saa gik hun der da og spadserte med denne Mand, talte om alvorlige Ting og fikk sig selv til at tro, at hun bare gjorde det for kanske at gjøre ham noget godt dermed. Drømte hemmelig den gamle Drøm om, hvad han med sine Evner maatte 233kunne blive, naar han bare – og kom altid tilbage til deres forskjellige Anskuelser om Liv og Død.

Hun stansed ved Trappen ned til Piazza del Populo; der saa hun ham komme. Hun snudde og gikk tilbage langs Murene, og da han hilste, var hun ganske rolig. De blev staaende og tale og se ud over Solnedgangen kanske et Minut; saa drev de videre langs Muren, vendte og gik ind i Pincio‘s Have.

– – – –

Solen var gaaet ned; Luften i Øst skalv i violettblaa Kveld. Trækronerne mod Nordvest stod med stærke Silhouetter mod perlegraa Skumring; Aftenen sank.

Langs Muren tilbage igjen kom de to, man hørte deres Stemmer i Aftensvalheden.

– «Nei! Nei! Nei!» sagde Inga Borg. «Jeg kan aldrig bli enig med Dem om dette!»

Hans Willum stansed.

«Frøken Borg,» sagde han. «Der findes mange udmærkede Mennesker mellem Atheister, De vil da vel ikke negte det?»

Hun saa opp paa ham.

«Har De seet Blomster i Vand?» spurgte hun.

«De holder sig et Par Dage; men saa er det forbi. Livnerven er skaaren over. Og Knopper – de folder sig aldrig ud!»

Hans Willum smilte. «Blomster skal visne,» svared han. «Det er ikke alle Knopper, som faar folde sig ud.» Han taug pludselig og skifted Udtrykk i sit Ansigt; – der var faret en liden saar Tanke hjem til lille «Liv».

234Inga Borg rysted sørgmodig paa Hodet. «Vi blir aldrig enige,» sagde hun.

Han stod med Hænderne foldede fremfor sig og saa paa hende.

«Frøken Borg,» sagde han, varm i Røsten. «Hvorfor skal endelig vi to skjære hinanden? Kan vi ikke gaa som paralelle Linjer Side om Side med hver vor Livsanskuelse?»

– «og aldrig mødes,» – vilde hun til at sige, men tog sig rødmende i det.

«Det kan vi,» svared hun og saa varmt opp paa ham. Og hun gikk igjen og spadserte med denne Mand og fikk sig til at tro, at hun bare gjorde det for kanske at gjøre ham noget godt.

Men mellem Skandinaverne gik alt Rygtet.

«Hun er den næste,» sagde alle. Og det var jo ikke underligt, deilig som hun jo var! De forstod bare ikke, at hun vilde! Turde! –

«Kanske hun alligevel kan holde ham fast!» sagde Damerne. Men det trodde ikke Herrerne.

*

Det var Fest i den skandinaviske Forening. En finsk Sanger havde sunget; en norsk Forfatter havde holdt Foredrag; saa var Aftenens Ungdomsjubel begyndt. Der klang Guitarknepp i Kabinetterne; en Mandolin sang sølvsittrende ved Siden; der hørtes Latter og Larm gjennem alle Værelser. Saa begyndte Dansen. Den unge Pianistinde Frøken Olsen havde godmodig sat sig til Flygelet og spilled nu timevis vækk, afløst nu og da af gamle Fru Konsul Hoff, som med knokede Fingre opfriskede Runddanse 235fra sin Ungdom og drømte sig tilbage til Forlovelsesalderen.

Klokken var bleven elleve og Stemningen paa sit høieste. Dansegulvet var fuldt indtil Trængsel; de, som ikke dansed, sad i Sideværelserne.

Inga Borg, som netopp havde danset med en ung dansk Professor, der særlig havde udmærket hende, sad blussende i Kabinettet til høire og vifted sig langsomt, mens hun talte med sin Kavaller, som stod ved Siden, lænet mod Dørposten.

Da kom Hans Willum ind, vinblussende. Han havde danset meget med Inga Borg, næsten ikke taalt, at de andre unge Kunstnere kredsed om hende, og det havde stukket ham ondt gjennem Brystet at se hende sidde og tale med denne fine, fremmede Mand.

Han gikk lige hen.

«En sidste Dans, Frøken Borg,» sagde han.

Hun reiste sig smilende.

«Ja, en allersidste,» svared hun og lagde sin Vifte.

«Det er paatide at reise hjem.» Med en liden undskyldende Hilsen til den unge Professor, som maalte Hans Willum fornemt med Øinene, lagde hun sin Arm i hans og fulgte.

Det var en stormende Runddans; Gulvet var fuldt; Herrerne havde nokk med at føre sine Damer frelst gjennem det hele.

Pludselig bragte to nye Par, som kom ind fra Sideværelserne, fuld Forvirring; man tørned sammen under Rop og Latter, og tilslut gik det hele istaa i en tætt sammenpakket, kjæmpende Klynge.

Hans Willum havde sin Arm fast om Inga Borgs Liv. Han kjendte i Trængselen hendes unge, deilige 236Legeme tæt mod sit, Bryst mod Bryst, mens hun tiende satte Hænderne imod som for at værge sig. Og han blev ikke længer sig selv mægtig; bøied sig pludselig frem og kyssed paa hendes bare, unge Skulder.

Hun blev blodrød, rev sig løs med et Rykk og svingte sig ud af Rækkerne, saa hendes Knipplingsskjørt slynged sig opp rundt hendes fintformede Ben.

Hans Willum blev fra sig selv af Sanseberuselse; han brød sig Vei efter hende og fulgte. Hun var hurtig gaaet ind i det nærmeste Værelse.

Der sad hun, alene, men reiste sig straks som stukken, da han kom.

«Frøken Borg! Inga!» – han stod foran hende, vindunstende. «Hvad kan De og jeg for dette? Vær nu ikke slig!» Han tog efter hende.

Hun rev sig fri.

«Er De gal, Menneske!» hvisked hun; Taarerne stod hende i Øinene.

«Inga!» – han nævnte igjen hendes Fornavn; han var lige indpaa hende med sin stærke Skikkelse.

«Hans Willum!» Det kom som et Hugg af en Falk. Hun stod og saa paa ham, truende. «De er jo beruset! Lad mig komme frem!»

I et Sætt var hun forbi ham og forsvandt i Salen mellem de andre.

Han stod forvirret, med noget mørkt i sine Øine, som et Rovdyr, der har sprunget feil.

Gud, hvor hun var vidunderlig – kokett!

Inga Borg var naaet Garderoben og stod og fandt sit Tøi. Kinderne brændte. Han var beruset! Og havde rørt ved hende! Han havde vovet! Og med én Gang overvælded det hele hende. Her 237havde hun gaaet med denne Mand Dag efter Dag, spadseret med ham, talt og glædet sig over kanske at kunne glæde ham! Havde kjendt en saar Lykke ved at rydde sin egen Følelse for ham ud bare for kanske at gjøre ham god – og nu! Hvad kunde der ikke bli talt og sladdret! Hvad var hun igrunden kommen opp i? Her levedes jo vilde, tankeløse Livet!

Og der betog hende en stor Ulykkesfølelse, en Kvalme over enhver Glæde; Tankerne gikk til hendes Forældre – al deres fine Troskab! Til den nyss døde, som havde offret alt for Hjemmet og Slægten og hende! Hun kjendte en uendelig Hjemvé. Aa, om hun kunde flyve, vækk fra det hele og hjem! Heller Sorgen der end Livet hernede!

– «Gaar De alt hjem, Frøken Borg?» Det var den danske Professors rolige Stemme.

«Ja.»

«De har faaet nokk af Livsoverdaadigheden?»

Hun nikked og slog Kaaben om.

«Skal jeg saa følge?» Det kom saa stille.

«Takk, jeg tar Vogn!» Hun hilste og gikk. Han bukked ærbødig for hende.

– – – – –

Hans Willum kom ikke i Foreningen næste Dag, men den paafølgende Kveld. Han søgte efter Inga Borg. Han vilde gjøre godt igjen; vilde forklare. Hun maatte! Hun skulde!

Ingen havde seet hende, hverken der eller paa Promenaden. Næste Formiddag gikk han til det Pensionat, hvor hun bodde. Hun var reist.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Livets Triumf

Breda Bulls roman Livets Triumf kom ut i 1911. Den kan leses som en nøkkelroman og et nådeløst oppgjør med bohemen på Grand og deres livsstil. Persongalleriet ligner veldig på noen av datidens kjente skikkelser (Knut Hamsun, Nils Kjær, Carl Nærup, Hjalmar Christensen, Sigurd Bødtker, Herman Wildenvey m.fl.), og boken skapte også debatt om bruken av levende modeller i litteraturen.

Boken fikk blandet kritikk da den kom, men ble en salgssuksess med fem opplag samme høst.

Les mer..

Om Jacob Breda Bull

Jacob Breda Bull var journalist, redaktør og forfatter. Han skrev folkelivsskildringer, romaner, noveller, skuespill og dikt.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.