[9]

Aaret var gaaet; Hans Willums nye Bog var kommen ud og havde gjort voldsom Opsigt. Den var i overdaadig kunstnerisk Form et flængende Angreb paa de store Moraldigtere, Tidens gamle Mænd, som i senil Afmagt bestjal Ungdommen for dens dyreste og skjønneste Eiendom, Livet; den var en ung Mands Seiersvandring mellem Kvinder, som alle gav sig hen, fordi de var saa livsprættende, sansefyldt unge, at de maatte; – indtil han endelig mødte hende, den ene, den moralomgjærdede, som gjorde den store, stolte Modstand og førte Krigen fra sin forældede Kulturs faste Borg. Det var en stærkt sensualistisk Skildring af denne unge Kvindes Sjælekamp mod sine Sanser, indtil hun endelig, overvunden af Livstrangen og den store Frygt for Tiden, kom og bød ham det hele frivilligt, hensynsløst.

Pressen strømmed over af Ros. Den konservative beundred Digterens rige kunstneriske Evne til at lodde Dybderne selv i det abnorme Sanseliv; den frisindede udtalte sin Begeistring over, at der endelig var rørt aabent og mandigt ved et Samfundsspørgsmaal, som længe havde staaet paa Dagsordenen hos alle civiliserte Nationer, og som blot kunde løses 239gjennem en Ændring af hele Samfundets moralske Syn paa Forholdet mellem Kjønnene.

«Den er en Roman fra Dybderne, skreven med en Ørnefjær dyppet i Kvindeblod og Alkohol,» skrev det ledende Høireblad. «Den er en Jordlivets Fanfare ud over de golde, borgerlige Moralørkener,» skrev det socialistiske Organ.

*

Hans Willum sad ved sit Skrivebord og læste Korrektur; det var et nyt Oplag af hans Bog, som skulde udgives, og det hasted.

– – – «Den 'store Kjærlighed' har man gjort den Feil paa, at den absolut skal være uendelig eller ende med Døden. Hvorfor kan den ikke som al menneskelig Ende runde sig af, gaa i sig selv og forsvinde? Hvorfor skal der altid hugges en Abekathale af? Nei, leve Livet fuldt ud og takke, naar Glæden er slut – det er Menneskedyret værdigt; det er den sandhedskjærlige Evolution.» – Han sad og nød Replikken og retted Smaafeilene; det var midt i Heltens ypperlige Tale ved den store Diskussion i Studentersamfundet.

– – «Men en Rival! Saalænge man selv er ved Kilden! Det er uværdigt! Det er uintelligent! Det er værre end dyrisk! Disse Adelshanreier er en latterlig Dyreart; disse snauklippede Fredsfaar! Disse Bastarder af en Kristen og et Dyr! Heldigvis er Racen ikke forplantningsdygtig –» Det ringte.

HanHan] rettet fra: an (trykkfeil) reiste sig og gikk ud for at aabne; det var naturligvis Gutten med Bud efter Korrektur!

240Det var ham; han bragte et Par Breve med, som var adresseret til hans Forlægger.

Han tog dem. Han vented Tilbud om Oversættelse fra Udlandet. Gutten fikk den færdige Korrektur og gikk. Og Hans Willum satte sig med et Sukk til at læse.

Det første Brev var fra et udenbys Blad, en af disse Henvendelser om Bidrag, som han nu ikke længer besvared; han var jo nu den berømte Mand. Han slængte det i Papirkurven og tog det næste.

Det var skrevet med Damehaand, en ukjendt – formodentlig en af disse mange Oversætterinder, som vilde – – Han aabned og saa paa Underskrifter, af det lange Brev; der steg en høiere Rødme langsomt opp i hans Ansigt: Brevet var fra Inga Borg.

Nogle Dage, efterat hun var reist fra Rom, havde han skrevet et Undskyldningsbrev til hende, men havde ikke faaet noget Svar. Under det udfordrende Trykk af denne hendes trodsige Taushed var Slutningen af hans Bog bleven til, og nu til Jul under Successens Overmod havde han uden videre sendt hende den, dels som et Svar paa Udfordringen, dels som et Forsøg paa at overvælde og suggestionere. Hun skulde ind under Tyngden af det dybest moderne.

Og nu læste han da, hele Tiden hed i Kinderne:

Blommenholm den 7de Januar 19

Hrr. Hans Willum!
Da De isommer fra Rom skrev Deres Brev til mig, gav jeg Dem intet Svar. Det, De skrev, var jo ogsaa nokk i sig selv, og vi er jo saa forskjellige i 241hele vort Syn paa Livet og Samlivet mellem Menneskene, at jeg fandt det bedst at afbryde alt ved at tie, skjønt det jo kunde kjendes lidt saart.

Saa sendte De mig til Jul Deres nye Bog! Efter det, De engang for længe siden sagde mig i et overilet Øieblikk, maatte jeg jo anse denne Gave som en blodig personlig Fornærmelse; men jeg vil ikke se det saaledes. Jeg vil anse de gamle ubetænksomme Ord som døde og glemte og tro, at Deres Skildring af den unge Piges triste Skjæbne er digtet ud af Deres ærlige Livsanskuelse, og saa vil jeg med det samme tale aabent og ærligt ud med Dem.

Jeg vil da først sige, at den Bog, De sendte mig, er en Bagvaskelse af os norske Kvinder, skreven ud af en Mands brutale Fantasi, en Mand, som ikke kjender os, eller som bare kjender Udskuddet mellem os. At den er skreven med glimrende Begavelse, gjør bare alt saa meget værre. Det fører vor Skam viden om; det bagtaler hele Norges Kvinder Landene udover. Digterne er Fremtidens Præster og Kunsten Fremtidens Kirke! Aa, Hans Willum! De kaldte mig engang Inga Sorg – ja, ja, – det er jeg bleven!

De priser de «frie» Forhold. De lar Deres Helt stoltelig sige, at han aldrig har brugt Vold! Jo! Det er netopp det gudsforgaaende, at I bruger aandelig Vold, at I misbruger Eders aandelige Overmagt til at daare og bedrage. Det er Synd mod «den hellige Aand»!

Og de af os, som I ikke magter, vi, som er saa stærke, at I ikke kan seire over vor Vilje, – vi plettes i vor Fantasi! Aa, for en Livets Triumf! Ikke at tale om alle dem, som bare tar imod uden 242at forstaa – aa for Sjælemord i tusener af bløte, spirende Sind! Aa for en Livets Triumf, Hans Willum!

De haaner i Deres Bog Religionen. Lad mig sige Dem ét: De græsser ustraffet i den kristelige Humanitet. Var den Lære, De forkynder, hele Samfundets, da var De forlængst en død Mand, dræbt af en eller anden ulykkelig Kvinde. Nu staar De berømt i Ly af en Religion, som forbyder Hævnen.

Og lad mig saa faa takke Dem – for Deres Bog. Den har lært mig, at det nu er paatide, at hver eneste Kvinde, vi alle, reiser os til Arbeide ud fra den uværdige Stilling, vi nu indtar i Mandens Fantasi bare som hans Redskab til Sanserus – for siden at forlades. Vi, som dog bærer Fremtidens Slægt, vi kræver nu virkelig «frie Forhold».

Deres
Inga Borg.

Hans Willum kasted Brevet paa Bordet med et Smil. Fremtidens Præster! Ja; men for Fremtidens Religion! Det var jo netopp den gamle Moral, som skulde bort!

Han tog det igjen. Han stakk det til sig. Hun elsked ham jo! Det flammed jo bag Ordene; det laa jo som Blomster mellem de harmdirrende Linjer, at hun elsked ham! Og der paakom ham pludselig en rasende Forbittrelse; Forbittrelse mod en forbandet Forsagelseskultur, som gjorde hele Menneskeslægten feig og from og liden og myrded Livsfølelsens Vælde! Og stilled sig mellem ham og den Kvinde, han vilde eie!

Han gikk heftig opp og ned i Værelset; hans Ansigt 243var rødt; hans Hjerne arbeided voldsomt. Han skulde digte dem et Materialismens og Livets Evangelium! Digte dem en Gud i sit og Fremtidens Billede!

Han satte sig pludselig ned ved Skrivebordet, fikk Papir opp og begyndte at skrive, uafbrudt, uden Stans, længe. Det var Indledningen til det Verk, han havde drømt:

– – «I Moderens Sukk er jeg, Gud.
Jeg føler i en Kronhinds Svar paa Hjortens Skrig;
i hansi hans] rettet fra: hans (trykkfeil) vældige Kraft, der han kommer og tar og gir,
er min Kraft, – Guds!

I alt, som sanser, sanser jeg.
I alt, som skjælver i Livs Attraa, fuldbyrdes jeg.
Menneskets Aand, den evig skiftende,
er min Aand, Guds!
– At jeg maa følge min Vilje og Loven
min Viljes Blomst!

I de slumrende Skove slumrer jeg;
i Vandene, der de vugges, er min Vugge,
min Vordens Vugge.
I DødensI Dødens] rettet fra: Dødens (trykkfeil) Omskiftelse hviler jeg og gjenopstaar
i min egen Viljes Morgengry!

Jeg tvætter mig i Verdener, som forgaar;
jeg staar forynget opp i de nytændte Stjerner;
de ere mine Øine, min Krafts unge Øine,
hvormed jeg ser!

– Han lagde pludselig Pennen; han tog sig til Hodet med begge Hænder og blev siddende slig. Hvad i alverden var dette! Han havde kjendt det en Gang før, og nu kom det igjen! Det var, som om al Evne til at tænke langsomt sived ud af hans Hjerne! 244Billederne blev borte; han kunde ikke knytte Forestillinger; han famled efter de enkleste Ord! Ogsaa de blev borte!

Koldsveden slog ud over hele hans Kropp; han satte Albuerne paa Bordet og støtted Hodet i Hænderne, dirrende –: han havde kjendt det første store Svigt i sin Konstitution!

Efter nogle lange Minutter gled det efterhaanden over; han kunde tænke, men følte en stor Tomhed. Hvad i alverden kunde dog dette være? Hver Gang han kom i digterisk Affekt og kjendte den svale Høifjeldsfølelse af at naa det sublime, var det, som om der pludselig blev slaaet en Port i for ham, som om han blev lukket ude og styrtet ned!

Han reiste sig; Blodet fôr ham igjen til Kinderne. Det var naturligvis bare Nervøsitet, Overanstrengelse! Denne fordømte – han søgte efter Ordet – Kor-rektur! Han trængte naturligvis til Stimulans; det var det hele.

Han gjennemlæste, hvad han havde skrevet, og slængte Papiret ned i sin Skrivebordsskuffe. Det var jo ikke, hvad han havde villet! Det var jo blevet et Digt til den gamle Gud; det var ikke lykkedes ham at slette Personligheden ud af det!

Han gikk hurtig ud i Entréen, tog sit Tøi paa, knapped sin Frakk, stakk sin sølvknappede Stokk under Armen, smeldte Entrédøren i og gikk Trappen ned.

Et Kvartér senere sad han paa Kaféen sammen med Kameraterne.

*

245Det var igjen blit Sommer. Hans Willum laa ved et af de mest besøgte Høifjeldssanatorier i Gudbrandsdalen for at hvile ud og komme til Kræfter. Han havde hele Vinteren udover arbeidet med sin nye Bog uden at bli færdig; den store Linje var borte; det hele faldt ligesom sammen bruddstykkevis, og naar han gjennemlæste de enkelte Afsnitt, syntes han, at de bare var kummerlige Gjentagelser af, hvad han tidligere havde gjort bedre. Efter Kameraternes Raad var han da taget tilfjelds for at «faste» og «gjøre anden legemlig Beredelse», og han havde lille Liv méd, Liv med de store, brunblaa Æventyrøine i det lille bleke Ansigt. Hun maatte absolut paa Landet, havde Dokteren sagt; hendes Konstitution var nokk af Naturen god, men hun maatte som liden ha faaet en Knækk, og den maatte man itide gjøre alt for at overvinde.

Og saa var da Hans Willum og lille Liv ganske selvsagt blit Lyspunkterne i Sanatoriets lille Kreds og hun Lyspunktet i hans hjemløse Tilværelse. Det var formelig rørende at se de to. Han gikk og havde hende ved Haanden; han lekte med hende; han hjalp til at klæde hende paa om Morgnerne. Han lo og fryded sig over hendes Barnestreger; syntes, det var storartet, naar hun var uskikkelig, «personlighedsuskikkelig», som han kaldte det.

«Hvem elsker du, Mouche?» kunde han spørge. Og naar hun svared: «Naa elsker jeg dig!» – kunde han le høit. «Ser Dere! Gud, hvor Barn er utaknemmelige! Og troløse! Vidunderlig troløse’» – kunde han saa more sig med at sige.

Men naar han om Kvelden listed ind did, hvor 246hun laa og sov i sin lille Seng, kunde der komme over ham en besynderlig hjælpeløs Fornemmelse. En Tanke som paa Stedmorsblomster med forstore, forundrede Øine, paa noget, som spurgte, hvorfor det var kommet til Verden, var kommet bort hjemmenifra. Dette Barn havde jo snart ingen Mor, ingen Kvinde, som –; Dora var jo alt lykkelig og vel forlovet med en Overretssagfører Engebretsen, som bodde hos hende, og skulde gifte sig til Høsten og føde frydefulde Børn videre! Og lille Mouche var snart bare Datteren af et Pensionat og havde ikke nogen varm Haand, hvori hun kunde stikke sin. Og da kunde hans Tanke uvilkaarlig glide over til Inga Borg som til en fjern Redning i yderste Nød.

Saa en Dag i Begyndelsen af August kom det besynderlige Tilfælde, Tilfældet, som Menneskene saa gjerne omskaber til en Tanke.

En Morgen, som Hans Willum og lille Liv kom ned for at spise Frokost, sad der en fremmed Dame ved Bordet og spiste. Det var Inga Borg. Hun var kommen senkveldes fra sin vanlige Sommertur i Jotunheimen og skulde videre over til en Sæter i Østfjeldene.

Hans Willum blev staaende forvirret og hilse; hun hilste rødmende, med en svag Hovedbøining, og fortsatte at spise. Lidt efter reiste hun sig og gikk, igjen med en flygtig Hilsen og et Blikk paa den lille Pige – slig som man ser paa fremmede.

En Times Tid senere stod hun foran Svalen, klædt i sin Vindjakke, færdig til at gaa. En ung Ingeniør, som hun kjendte, og som havde hilst paa hende ved Frokostbordet, kom hen.

247«Skal De alt afsted, Frøken Borg?» sagde han. «Og tilfjelds alene?»

«Ja,» svared hun og knytted sit Slør. «Jeg er gammelt fjeldvant, og saa har jeg jo denne.» Hun slog paa sin Vindjakkelomme, hvor Rundingen af en liden Revolver syntes gjennem det tynde Tøi.

Saa hilste hun og gikk.

Ingeniøren lo.

«Ja, da er De jo fuldt moderne udrustet,» sagde han efter hende.

*

Inga Borg gikk hurtig Lien opp. Da hun var naaet Skoggrænsen og fikk Udsyn over Gaardene, stansed hun og aanded dybt ud, lig en, som netopp har undgaaet en stor Fare.

Hele Vinteren fremover havde hun søgt at komme bort fra enhver Tanke paa Hans Willum. Hun havde tat sig af Gaarden og søgt at gjøre alt det gode, hun kunde, mod de fattige derhjemme; hun havde ligget i Kristiania og deltaget i alt, hvad der kunde kaldes Arbeide for Kvindernes Sag. Et Ægteskabstilbud fra den unge danske Professor, som hun havde lært at kjende i Rom, havde hun afslaaet; hun kunde jo ikke sige længer til nogen Mand, at hendes Hjerte var uberørt og fritt. Hun vilde aldrig, aldrig gifte sig!

Og saa skulde dette komme! Saa skulde hun ved et rent Tilfælde falde saa at sige lige opp i Armene paa den Mand, hun vilde glemme!

Hun gikk igjen; det kjendtes saa frelsende at naa den trofaste Vidde. Hun saa sig endnu en Gang 248om udover Skogstien – og kvakk. Der kom nogen dernede! En Mand. Hun forstod straks, hvem det maatte være. Han gikk og saa oppover, gikk hurtig! Jo, det var ham!

Hun gikk paa af al sin Magt og saa sig ikke tilbage; men hun hørte ham følge og komme nærmere. Hun bøied af fra Veien indover paa Fjeldet; han saa hende og fulgte. Saa oppgav hun det og blev kold, ganske rolig; hun satte sig paa en Sten og vented. Det store Oppgjør fikk komme!

Hans Willum kom lige hen. Brystet gikk af den anstrengte Gang; hans Ansigt var rødt; han var i stærk Ophidselse.

«Jeg maatte faa tale med Dem!» sagde han, skjælven paa Røsten. Han stod foran hende.

Inga Borg havde reist sig. «Jeg ved ikke, at vi to har noget utalt mere,» sagde hun, fast.

Han slog Armene ud.

«Inga Borg,» bad han. «Ser De ikke, at jeg blir ødelagt uden Dem! Ser De ikke, at jeg brænder opp!»

Hun blev flammende rød.

«Hans Willum!» Hun ropte det. «Jeg vil ikke dette, vil ikke!»

Hans Ansigt skifted Udtryk, blev brutalere.

«Jo, De vil! De elsker mig!» bad han.

Inga Borg blekned. «Vogt Dem nu, Hans Willum!» sagde hun ganske sagte. «Og tænk paa Deres lille Pige!»

Hans Willum hugg sig med begge Hænder om sit Hode.

«Hvad bryr jeg mig om alt i Verden!» ropte han. «Bare Dem! Inga!» – Han strakte Armene ud.

249Hun veg. «Jeg vil ikke,» hvisked hun. «Hører De ikke, at jeg ikke vil!»

Der fôr noget sælsomt gjennem Hans Willum, da han hørte hende hviske. En Skjælven af vældig Dyrefornemmelse. Han var alene med denne kydske, uindtagelige Kvinde! Hun elsked ham, men turde ikke! Det ringed for hans Øren som fjerne, sanseberuste Skrig.

Han saa sig om i Ødet; Øinene blev overtindrende blaa.

Hun oppfanged det lynsnart.

«Vogt Dem, Hans Willum!» ropte hun og blev drivhvid i Ansigtet; hendes Haand kom hurtig ned i Jakkens Lomme; Øinene var blevne stenhaardt blakke.

Da styrted han pludselig iknæ foran hende og slog Armene omkring. «Bliv min Hustru!» hvisked han; han havde Hodet mellem hendes Knær.

Det slog ned igjennem hende som en Lynstraale.

Først en flammende Triumf over, at nu havde hun seiret; saa en hed Angst: Blev hun hans, saa maatte det ske nu, her, straks! Det var dette, han igrunden vilde! Han vilde kjøbe hendes Legeme med Ægteskabet som Pris! Hun skulde bli en ny Dora Lothe og siden sviges som hun!

Hun stod dødblek. Hun kjendte hans Arme om sine Knær som Vold.

«Nu skulde jeg skyde Dem, Hans Willum,» sagde hun lavt og dirrende. «Lad mig gaa, eller jeg ved ikke, hvad jeg gjør!»

Hans Willums Arme slapp og gled ned; han rørte sig ikke.

250Hun gikk hurtig oppover, sprang ikke, bare gikk. Saa sig en eneste Gang tilbage og blev borte.

Hans Willum reiste sig bedøvet; han tog sin Hatt opp og gikk uhyre langsomt nedover. Rundt omkring laa Vidden gaadefuld og taug.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.