Psyche

av Helene Dickmar

V.

66Fru Elisabeth Westby, født Kraemer, stod paa altanen utenfor en av de øverste etager paa Hotel Bristol i Neapel.

Hun hadde følelsen av at befinde sig oppe paa et høit bjerg. Nedenunder laa den store, myldrende by. Foran sig hadde hun den verdensberømte utsigt over Golfen. Vesuv og Possilipotangen til hver sin side, og Capris steile, lyseblaa klippeskrænt midt imot! Altsammen skinnende og glitrende i formiddagssolens blændende, brændende lysskin!

Elisabeth syntes næsten, hun nu var som hjemme – hun og hendes nye, rike lykke – her i denne sydens ødsle, sterktfarvede natur, under denne dypblaa sommerhimmel. Sommer, skjønt det endnu kun var midt i april.

I mere end to maaneder hadde den jo fulgt hende, denne hendes lykke, hvor hun færdedes. Mellem mandeltrærnes lyserøde blomsterflor paa Sicilien. Henover valmuernes, violernes og de brokede anemoners foraarsteppe paa Sorrents og Amalfis skrænter. Og her var det som den hadde løftet hende op paa et fortryllet bjerg, hvor al verdens deiligste roser 67likesom bare dynget sig om hende! De drysset jo over alle gitre og murer, tittet frem mellem oliventrærnes sølvgraa løv og pinjernes mørke naale, spændte fra top til top en æreport av røde, hvite og gule guirlander over hendes hode – og duftet, duftet!

– I dette øieblik var hun alene, der hun stod. Fredrik var for første gang siden deres bryllup blit lagt beslag paa av andre.

Han hadde hernede truffet en gammel bekjendt, en italiensk kollega, der var overlæge ved et av Neapels største hospitaler. Og nu skulde han vises omkring paa sykehuse, klinikker, laboratorier etc.

Rigtignok hadde den danske professor, som med sin frue og en ung søn, der var student, bodde i samme hotel, netop stukket sit venlige ansigt ind ad døren til det store altanværelse, hun og hendes mand bebodde, med et: «Nu, lille frue, hvad sier De saa til en lille omgang dernede?» Det var Neapels kunstmuseum, han saaledes hentydet til, som de i fællesskap flere gange hadde besøkt, og hvor den dannede, kundskapsrike mands førerskap hadde været hende til megen glæde. «Deres mand er jo rømt fra Dem idag, hører jeg? Og nu har De ikke set Deres «Psyche» paa hele tre dage! Og, tro De mig, hun længes efter Dem! For min kone og jeg, og lille Aksel med, vi er nu enige om, at der ikke er saa litet familielikhet mellem jer to – baade i sind – og skind – hadde jeg nær sagt. For stakkel, der er hun jo litt defekt,» hadde han leende tilføiet.

Elisabeth hadde takket for komplimenten. Og sagt, at hun ikke kunde motta den uten for saa vidt, som at der jo paastaaes, at man skal komme til at ligne det, man elsker og beundrer mest. – Men idag 68vilde hun dog heller bli hjemme og vente paa sin mand. Han maatte være her om en liten stund. Og saa skulde de flanere sammen hele dagen.

«Uten vidner – bevar’s vel.»

Elisabeth rødmet og vilde svare.

«Aa la være, lille frue,» lo den godmodige professor. «Men imorgen! Sammen til Pompeji med festmiddag efterpaa hos «Gambrini.» Den avtale holder vi nu bestemt paa, ikke sandt?» –

Elisabeth blev staaende ute paa altanen. Det blonde hode under skyggen av en stor, hvit parasol. Hun var blit noget magrere end sommeren forut. Der var ogsaa kommet mere av det levende livs spil over de regelmæssige træk. Og en intens glød hadde gjennemtrængt det dype, likesom fjerne alvor i hendes blik.

Hun stod og speidet, utaalmodig, litt mysende med sine noget nærsynte øine nedover de steile trappeavsatser, og de sterkt svingede veie, der førte ned mot byen og sjøen. Op av dem maatte jo Fredrik komme!

En næsten øredøvende brusen av menneskestemmer, piskesmeld, vognrammel, eselskryten og hundegjøen steg op imot hende dypt fra bunden av alle disse trange gater og smug, der likesom filtret sig ind i hinanden dernede med sine høie huser og flate taker. Disse uhyggelige, smudsige og mørke menneskelige boliger, der nu syntes at ha tømt hele sit indhold av levende væsener ut paa gaten, hvor de saa, under aapen himmel, i det mest brokede virvar og den mest ugenerte naturlighet, førte dagens liv tilende: I arbeide eller lediggang, i endrægtighet eller i slagsmaal, men altid i en, som det forekom, naturgit 69og intensest mulig kraftbruk av alle de lyd, som levende struper magtet at frembringe! – –

Pludselig lød der skarpe smeld der nedenfra. Geværskud! – Hurtige skud, der bredte sig – mangedobledes – sterkere og sterkere! Funklende ildgnister, hvit røk, der dæmret for solen – lukt av brændt krutt, der trængte op til hende! – Og i det samme syntes skraalet og larmen der nedenfra at økes – stige i vildskap, til hylen – til vilddyrsbrøl –

Elisabeth hadde engang i Berlin hørt pøbelskriket i et streikeopløp, utenfor en høitstillet embedsmands bolig. –

Og en ubeskrivelig angst kastet sig over hende, saa hendes hjertes slag næsten stanset: Fredrik – dernede – blandt vilddyrene! Han – en fremmed – grepet, myrdet, skutt!

Hun var styrtet ind efter sin kikkert. Nu stod hun atter derute og stirret. Vedblev at stirre – halvt sanseløs – paa trappeavsatserne, paa veislyngningerne, ned igjennem gaternes dype kløfter, indimellem menneskemyldret, hvori hun dog ingen enkelt kunde skjelne! – Hvad var det? Soldater. Brokede uniformer, hjelmer, sabler, bajonetter. Hvor de funklet i sollyset! En glinsende strøm, der likesom gød sig indimellem menneskemassen og – og – det svimlet for hende –

– Hun laa næsegrus foran chaiselonguen i værelsets inderste krok med hodet gjemt i hænderne. Dirrende, lyttende. Mens skuddene vedblev at blande sig med, overdøve de sterke skrik, og krudtrøken mer og mer fyldte værelset. – –

To sterke arme slynget sig om hende og løftet hende op.

70«Fredrik!» Det var et halvkvalt skrik.

Og hun klynget sig til ham i en saa lidenskabelig heftighet, i en saa overstrømmende glæde, avbrutt av hulken, at det i sin, som han visste det, totale mangel paa al fornuftig grund næsten forekom ham komisk.

«Men Elisabeth da, hvad ialverden gaar der av dig?»

Fredrik Westby var solbrændt som en sydlænding og kraftig og spænstig som sundheten selv. En slags rolig tyngde av tilfredshet hvilte over hele skikkelsen. I de graablaa øine, der virket næsten sorte i sin omramning, kunde der i denne tid vise sig et vekslende uttryk av ømhet, stolthet og glæde. Det forhøiet hans mandige skjønhet og gav den et bevægeligere, mere sjælfuldt præg.

«Skuddene! – Er det revolution? Dræper de hinanden? Skyter soldaterne paa pøbelen?»

Men da lo han saa høit, at det ved sin motsætning skar hende i hjertet.

«Pøbelen! Kjære, du maa da vænne dig til neapolitanerne. Dette er jo deres høieste moro! Vincini sa, her var en eller anden nationalfest idag. Og du kan da skjønne, de maa anstille sig som gale i den anledning. Ellers kan de jo ikke nyde livet! Der var forresten ikke stort værre dernede idag end ellers. Men, den gateskytningen, den burde nu forbydes – formeget er formeget!»

Elisabeth hadde faat ham trukket ned paa chaiselonguen. Og selv hadde hun lagt sig paa knæ foran ham, smøget sig ind i hans arme, med hodet op imot hans kind og lukkede øine: «Saa jeg kan kjende jeg har dig – at ingen har skutt dig.»

71Saa reiste hun sig og prøvde at smile, halvt skamfuld over sin egen forskrækkelse.

Skytningen ophørte likesaa pludselig som den var begyndt. I det samme klang der op til dem en glimrende og frisk militærmusik. Det var soldatermarsjen av «Faust».

Og som to glade barn sprang de begge ut paa altanen for at se, hvilken overraskelse der nu atter skulde bydes dem.

Det var en soldateravdeling, der var paa utmarsj. I hurtig, elastisk tempo, i lysende uniformer snodde de sig op fra de trange, mørke gater, op ad de slyngode veie, svingende om hjørnet paa deres hotel, videre op mot høiden, mot klostret San Martino – mens de glade toner laa i luften som lystige seirsrop, som vift av vaiende faner!

«Der ser du enden paa «revolutionen» og «pøbelen»,» lo Fredrik. – «Og saa faar vi se at komme avsted vi ogsaa!»

«Jeg maa bare faa bytte kjole. Og, se her,» hun lo ogsaa muntert, «al denne «affekt» og «revolution», har jo rent ødelagt hele frisuren min! Men det skal nok hurtig være iorden. Bli ikke utaalmodig.»

Hun hadde stillet sig foran speilet, tat en lang, hvit friserkaape paa, og mens hun talte, løsnet hun hurtig sit lange haar, saa det faldt hende som en gylden strøm ned ad ryggen.

Fredrik hadde lagt nogen medicinske tidsskrifter paa bordet. Og tok saa en bok i gult, fransk romanbind op av lommen.

«Doktor Vincini beklaget meget, at de ikke hadde truffet os hjemme forleden. Og de glæder sig svært til at se dig, baade han og fruen. Her sender han 72dig denne boken. Det er nok en fransk oversættelse av Mathilde Seraos «Danserinden». Den skulde være til din underholdning disse dagene, sa han, mens han imellem tar mig bort ifra dig.»

«Det var virkelig elskværdig.»

«Ja – ikke sandt? Og saa har de bedt os med i Carloteatret paa fredag for at høre «Aida». Det er netop den operaen, boken skal handle om.»

«Saa vil jeg prøve at faa læst den. Og du?»

«Nei – jeg tror, jeg faar andet at gjøre.» Han pekte paa tidsskrifterne. Og begyndte saa, litt bredt og vidtløftig, at utvikle nogen planer om selv at skrive nogen artikler herfra til et norsk, lægevidenskabelig tidsskrift. Der var nogen nye teorier og observationer. – «Ja, nu skal det bli godt snart at komme hjem og i arbeide igjen,» sluttet han. «Men er du ikke færdig nu da, Eli?» la han saa til og tok sit ur frem. Han var nu kommet hen til hende. Tonen var en hel anden, mere nærværende, mens hans øine hvilte paa den skjønne, lyse skikkelse, der hadde noget rent straalende over sig i sin netop gjenvundne glæde og tryghet.

«Eli – Eli – Elisabeth!» gjentok han likesom dvælende og løftet i det samme paa hendes svære haar. «Sandelig synes jeg, du ligner den Elisabeth i «Tannhäuser», som vi saa i Palermo. Du er bare ganske anderledes vakker og ung end – ja, hvad hette hun nu?»

Stemmen blev litt usikker, mens hans fingre kjærtegnende spillet med den bløte haarfylde, der var som et levende, gyldent fint silkespind – og han bøiet sig pludselig ned og lot det falde som et slør ned over sit hode og ansigt.

73Men hun rusket spøkende haaret til sig igjen. «Forstyr mig nu bare ikke!» Stemmen var varm og glad. Og mens hun saa begyndte raskt at sno det rundt med sine fingre og fæste det oppe paa hodet, vedblev hun, som om hun fulgte de tanker, hans ord hadde fremkaldt:

«Ja, jeg tænker ogsaa saa ofte paa den forestillingen. Den var deilig. Især da Elisabeths arier. Vet du, Fredrik, jeg tror, de netop skal ligge for min stemme. Naar jeg nu kommer hjem – ja da faar jeg vel for travlt med at ordne i huset – men til sommeren – ja da skal vi vel paa fjeldet – nei til høsten, da skal jeg faa god tid – da skal jeg indøve –»

En bevægelse fra ham bragte hende uvilkaarlig til at vende hodet. Det var et underlig uttryk i hans øine, halvt skjælmsk, halvt alvorlig. Han la armene om hendes skuldre bakfra og bøiet hendes hode ned mot sit bryst, idet han hvisket nedover hende:

«Jeg tænker kanske, du kan faa andre ting at tænke paa – og at «indøve» dig i til høsten, jeg, Elisabeth. Hvad mener du om det?»

Hun svarte ikke.

Han vilde løfte hendes hode for at se ind i hendes ansigt. Men han fik det ikke til.

Pludselig gjorde hun sig løs og saa op paa ham. Og der skjøt en brændende rødme op i den næsten marmorhvite teint, som sydens sol endnu ikke hadde formaadd at farve eller brune.

Hun hadde med begge hænder faat et litet tak i hans frakkekrave.

«Du –» hun begyndte, men stanset igjen, «du Fredrik –»

74Der var noget bløtt og lyst i hendes stemme og over hendes træk, der i dette øieblik gav hendes litt strenge skjønhet en ny tilsætning av mildhet og ynde. – Hun talte ganske langsomt:

«Du vet jo det, at jeg har svaret «ja» i kirken – da vi stod sammen der ved alteret?» Nu skjøt der pludselig et litet, lyst glimt av skjælmeri op i hendes øine. «Tror du kanske, jeg vil gaa fra det igjen?» Og idet hun sagte, mens hun fremdeles holdt ham fast i frakkekraven, trak ham nedover mot sig og gjemte hodet inde hos ham, kom det næsten uhørlig:

«Jeg elsker dig.»

*

Der hadde været et voldsomt tordenveir om natten, og der blæste en sur vind, mens himlen laa lav og blytung med optrækkende regnbyger, da de, dagen efter, sammen med den danske professorfamilie, reiste ut til Pompeji.

Men det var som om det triste veir passet til stemningen i denne øde by, der hørte mørket og forgangenheten til. Og som nu, kun gjennem menne – skeaandens viljekraft, atter viste sig, blottet som et kjæmpestort, gjennembrutt gravkammer, for menneskelige øine!

Med undren og sælsom betathet vandret de om i de tomme gater, mellem butikkernes og verkstedernes øde rum, og over teatrenes og Forums endnu imponerende ruiner. Og overalt, ut av alle disse søiler, løsrevne kapitæler, brudstykker av statuer og fontæner, prøvde nu Elisabeth, især ved sin ven professorens hjælp, i fantasien at opbygge og levendegjøre 75det sønderstykkede og døde. Men det triste syn av fortærelsen og forvitringen, alt dette, der saa grusomt var blit stanset midt under det daglige livs varme pulsslag, begyndte dog at knuge hende. Hendes blik droges stadig, som hypnotisert hen paa Vesuv, der med sin altid like ulykkesvangre røksøile – som det brændende aandedræt fra en evig ødelæggelsens dæmon – nu var dem saa nær. Og litt efter litt snek der sig over hende en viss utryg uhyggestemning. En trykkende følelse av, at ogsaa de selv, de smaa nutidsmennesker, den dag idag kunde være likesaa utsat for et overfald av denne dæmon, denne store, herjende forstyrrer, som alle de, der i tryghet og travlhet hadde levet og vandret her for 2000 aar siden!

Derfor kom det til at virke dobbelt sterkt, ja næsten overvældende paa hende, da de nu førtes ind i «Vetti’s» hus – og pludselig befandt sig i en fremmed, men dog underlig nærværende verden: Værelsernes fresker – alle de graciøse amorinfriser – var jo endnu like levende i sit glade farvespil. Det lukkede Atrium med sine smaa løvprydede marmorkolonetter, sine fontæner og statuetter, sine skulpterte marmorbænker og borde, var nu atter efter disse 2000 aar blit smykket av levende hænder med det friskeste duftende blomsterflor! Et helt litet stykke verdenshistorie igjen opvakt fra det døde!

Der gled ogsaa i det samme et solstreif gjennem regnhimlen. Og Elisabeth frydet sig som et barn over «at faa opleve, være sig personlig bevisst et saant hedensk eventyr», som hun uttrykte sig til sin ven professoren.

Og da de saa endelig maatte løsrive sig, vedblev 76hun endnu at gaa og fantasere med ham og den unge student Aksel, om hvad de vel nu hadde sagt og følt og foretat sig disse medlemmer av familien Vetti – hvad de nu f. eks. hadde spist og drukket ved deres hvite marmorborde paa det duftende blomsterteppe, og talt sammen om mens springvandene plasket omkring dem – da kustoden, der hadde gaat foran med Fredrik og den danske frue, i det samme vendte sig om mot dem og hvisket noget i professorens øre. De var netop blit ført ind i et andet privathus med interessante ruiner. I næste øieblik hadde alle herrerne fjernet sig sammen med ham og latt de to damer alene tilbake!

Elisabeth saa sig forundret om efter dem. Men den danske dame hadde straks tat plads paa en avhugget stensokkel, og lot til at være optat med at studere resterne av en broket mosaikfontæne like ved siden av sig.

«Men, fru Stern – hvad blev der av herrerne – skal ikke vi ogsaa følge med dem?»

Fru Stern trak paa skuldrene.

«Det lar sig ikke gjøre, min ven.»

«Hvorfor ikke?»

«Jo, det skal jeg si Dem.» Stemmen lød tør og halvt ironisk. «Der er nogen uanstændige vægmalerier eller friser eller hvad det nu er et sted her i nærheten – og der har kun herrer adgang.»

Elisabeth svarte ikke. Men saa bare saa forbauset og tillike saa forfærdet ut, at den anden ikke kunde la være at smile.

«Naa – kjære frue – man faar finde sig i, at verden er – som den er!»

Elisabeth svarte et neppe hørlig, men stolt «nei».

77«Og vi maa vel igrunden kun være instruktionen og de herrer, der staar bak ved den, taknemmelige for, at de vil skaane vor – kvindelige pudeur,» fortsatte den anden i den samme, halvt ironiske tone. Og hun gav sig atter ivrig til at granske de delvis ødelagte mosaikarabesker.

Men Elisabeth svarte ikke et ord. Hun hadde ogsaa sat sig ned paa stensokkelen ved siden av professorfruen. Halvt bortvendt, saa denne ikke kunde se hendes ansigt.

Ingen av dem sa noget.

Nu var den lille blaa himmelstripe, der hadde aapnet sig for solen, atter lukket. Et gjennemtrængende vindstøt fór pludselig ind mellem de aapne ruiner, trillet grus og smaasten med en hvislende, skarp lyd henover pladsen mot deres føtter og hvirvlet en sky av sand og støv op i deres øine. Saa blev det atter stille. Minutterne gik. Fru Stern fandt tilsidst tausheten trykkende. Hun vendte sig til Elisabeth. Deres øine møttes. Det var, som om den samme tanke slog dem: Der sat de, disse to kvinder, og ventet – fromt og viljeløst – mens deres mænd og den unge søn – denne mors unge søn – var gaat hen for at la smudsige billeder, smudsige indtryk sive ind i deres sjæle, præge sig ind i deres tanker og erindring, for – som alle livets billeder – aldrig mere at kunne utviskes!

Og deres øine møttes atter. I en forstaaelse av den dypest meneskelige samfølelse. Den, som et eneste blik, selv mellem to fremmede, kan være nok til at avdække paa sit sted og i et givet øieblik.

Men pludselig slog den danske, ældre frue op en skarp, kort latter. Den sved i Elisabeths hjerte som 78et piskesnert. Og hun saa forpint og spørgende op paa hende.

«Ha, ha! Det er næsten humoristisk.»

Endnu et forpint blik. Elisabeth var først blit blussende rød – saa ganske hvit.

«Min mand kunde ialfald la være at ta lille Aksel med sig –» Nu var tonen en ganske anden.

Elisabeth rakte ut sin haand, og tok den ældre dames mellem begge sine og trykket den varmt og sterkt.

«Verden er forfærdelig!» svarte hun saa endelig. Stemmen var tør og hæs. –

Det blev som en lettelse for alle parter, at der, i det samme herrerne kom tilbake – uvilkaarlig litt pinlig tause og generte – brøt et voldsomt uveir løs med regnskyl og tordenbrak og store, gule zikzaklyn! Saa tilbaketuren til stationen, hvor de netop naadde tidsnok til toget, der skulde føre dem tilbake til Neapel, kun blev til en eneste ilsom flugt under paraplyer, med enhvers anspændelse av alle evner for at finde fotfæste i de uregelmæssige, stenopfyldte veie og gater, hvor regnstrømme fosset frem mellem alle aapninger.

*

Da de sent paa aftenen kom hjem til hotellet, laa der brev fra fru Heddy Sperling til Elisabeth.

Det begyndte saaledes:


April, 19..
Kjære Elisabeth!

Du kjender jo min forkjærlighet for den berømte sang:

«Hvor kan man plukke roser,
Hvor ingen roser gror?»

79Det maa være, fordi der er et visst baade fatalistisk og egte logisk drag i min karakter. Den dype sandhet i de følgende linjer har ogsaa altid forekommet mig saa storartet selvindlysende:

«Hvor kan man finde kjærlighed,
Hvor kjærlighed ei bor?»

Hvad roserne angaar, saa er det jo dig, som plukker dem nu, mens jeg paa samme tidspunkt, nemlig i paasken, har været oppe paa høifjeldet, hvor som bekjendt «ingen roser gror», og gaat paa ski isteden.

Og kjærligheten –??

Min egen ven – du har jo baade roser og kjærlighet! Det første fortæller du selv, det andet læser jeg, verdenskloke menneske, mellem linjerne! Er det igrunden ikke for uretfærdig fordelt?» –

Hvorpaa der fulgte en hel del løsrevne digressioner. Tilslut kom det saa igjen:

– – – «Altsaa paa ski i paasken. Efter doktorens og gode venners indskydelse. Og paa vort fjeld! Der ligger mange minder deroppe for dig, Eli! Hele sanatoriet var fuldt! Der var ogsaa megen og høi stemning. Det skulde været morsomt om I ogsaa hadde været der. Vilde du ikke gjerne set de kjære steder i vinterdragt? Og din mand skal jo være storartet paa ski! – Og saa den kjære assessor savnet jeg da. Men, ak, for «Der Wanderer» er jo ikke skiløp en sport at drive! Stakkars, han vandret nok isteden hver eneste helligdag med sin mama, pent og sønlig til kirke, han, kjender jeg ham ret!

Men Poul var heller ikke med. Han hadde ikke lyst, da han er for tyk til at gaa paa ski (og for doven). Og han hadde ikke tid – hvorfor? Fordi 80han nu meget mot sin vilje (sic! er det ikke saa, det staar i aviser?) er blit indvalgt i endnu en av de titusen komiteer, som funktionerer i vor kjære hovedstad for tiden. Han skal utarbeide en betænkning, fordi han er denne komités formand. Og betænkning er en sak – man skal betænke sig paa! Og det har han altsaa gjort i paasketiden – foruten at læse aviser! Efter min hjemkomst sitter han nu omtrent hver aften enten i denne komité eller i andre komitéer. Og jeg sitter hjemme – alene. Og da jeg nu ogsaa har paadrat mig en vemmelig forkjølelse, NB efter at jeg kom tilbake i den urene byluften, saa benytter han naturligvis anledningen til at komme med sit: «Ja, der ser du, hvad skulde du saa deroppe. Hadde du gjort som jeg sa, da – ak – ak!»

Nei – nu blir jeg rent i daarlig humør igjen –

Huf ja – saa meget kan du altsaa skjønne, at jeg glæder mig uhyre til at faa dig hit. Jeg skal nyde – bokstavelig talt gastronomisk nyde – baade dig og Fredrik (han er jo min fætter nu), det kan du tro! Dine kasser begynder nu allerede at komme fra Berlin. Jeg glæder mig til at sætte istand huset dit, saa godt jeg kan. Lykken i det præsterer du jo selv, du «verdens lykkeligste menneske».

Men, ja – nu er det bedst, jeg sier farvel. Skriv snart, hvis du kan finde en liten stund, hvor du ikke er saa optat med at gaa paa roser eller av at dyrke Fredrik, at dine tanker kan svæve hjemover til din

stakkars, gamle kusine
Heddy.


*

81Elisabeth hadde med et uvilkaarlig smil rakt sin mand brevet.

«Hun er skrækkelig rar, men hun er snil og hyggelig, Heddy, stakkar,» hadde han svaret, da han leverte hende det tilbake.

«Hvorfor stakkar? Tror du ikke, at hun er glad i Poul – eller han i hende?»

Elisabeth maalte for tiden alting med sine egne maal.

Han svarte ikke straks. Nu hadde han et litet smil om munden: «Du hørte da visst paa sanatoriet ifjor sommer, at der hadde været en hel del snak om hende og K. (han nævnte en yngre forfatter) aaret iforveien paa et badested – jeg husker ikke hvor?»

Elisabeth rystet paa hodet. Hun hadde pludselig faat noget avvergende, lukket i sin mine.

«Han skal nu forresten ha opført sig rent skammelig mot hende. – Hvem var det nu, jeg hørte det av da?» vedblev han uten at lægge merke til hendes taushet. «Kanske det var assessor Bjelke –»

«Jeg er sikker paa, det ikke var assessor Bjelke. Og jeg er sikker paa – at det om Heddy ikke er sandt,» kom det anstrengt fra Elisabeth.

Nu var der noget i hendes stemme, som gjorde, at Fredrik heller ikke fandt det umaken værd at gaa videre ind paa dette emne. Han henkastet derfor bare som en slags likegyldig slutningsbemerkning:

«Den Poul Sperling ser nu heller ikke ut til at være manden for at passe paa en kone.»

Hun hadde vendt sig halvt bort. Og stod med bøiet hode – den vakre profil som stivnet i marmor – og saa hen for sig som med en grublende, smertelig

82søken. Og hun merket ikke det hurtige blik, uvillig og irritert, der i det samme streifet hende fra den anden ende av værelset.

Saa trak hun en lang pust som for at kaste noget tungt fra sig.

«Ja du – er det mig, som gaar paa roser, saa er det nok dig, som «plukker roserne» til mig, Fredrik,» sa hun med hentydning til Heddys brev, og pekte i det samme paa en enorm buket lyserøde roser, hans gave til hende fra om morgenen. «Jeg» – hun kom hen til ham og la begge hænder paa hans skuldre – «jeg – som jo er «verdens lykkeligste menneske».»

Men han var ikke en saa slet iagttager, at han ikke skjønte, at der, trods alt, var kommet noget visst sordindæmpet baade over hendes blik og hendes stemme.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Psyche

Psyche er en ekteskapshistorie. Elisabeth Kraemer er tilsynelatende lykkelig gift med doktor Fredrik Westby, men forholdet får en alvorlig knekk når hun finner ut at han har et barn med en annen. Etter flere utropskapshistorier krever hun skilsmisse og forlater både mann og barn.

Romanen kom ut første gang i 1906. I 1919 ga Dickmar ut en revidert versjon med en del språklige og innholdsmessige innstramninger. Bokselskaps utgave følger utgaven fra 1919.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1906 og andreutgaven fra 1919 (nb.no).

Les mer..

Om Helene Dickmar

Pseudonym for Hanna Butenschøn.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.