I. Sidsel Sidsærk som spindekjærring

Bjørnen, den store gamle, raggede gaardshunden paa Hoel, sad alvorlig ude paa trammen og saa sig om paa gaarden.

Det var en kold klar vinterdag langt ud paa vaarparten, og solen skinned over den glitrende sne. Men helst havde han alligevel gaaet ind, for det var ikke frit for, at kulden sved i labberne, mens han sad der, saa han afvekslende maatte løfte snart den ene og snart den anden og holde dem oppe fra stenhellen en stund for ikke at faa neglespret i klørne.

Men det gik ikke an, for baade griserne og gjederne var ude idag. Endnu drev de begge saa pent paa med sit, griserne gik der paa solsiden og klødde sig mod fjøslaftet, og gjederne holdt paa at gnave bark borte i en 2stor barhaug, som var lagt frem til det brug borte ved saufjøset, som om de ikke havde andet at tænke paa. Men han vidste fra før, at ikke før var han gaaet ind, saa la de sig straks ind i dørene og gjorde al den ugagn, de kunde komme til – den store nye gjeden, Kroghornet, som var kommet der i høst, og som han ikke havde faaet tugtet rigtig endnu, havde alt været en sving helt henne ved bygningslaftet og set saa ligegyldig og vigtig paa ham.

Det var rigtig en ufordragelig en, men den kunde bare vove –

Han fik ialfald bli siddende en stund endnu – skotte bortover veiene ogsaa, om der kom nogen.

Han kom til at vende hovedet bortover mod den smale vei, som kom paa skraa nedover lien borte fra Øverbygden.

I al verden, hvad var det –!

Der kom noget – noget rundt rart lidet – ærgerligt, at synet var blit saa laakt – ja-ja, han fik ialfald melde af.

Han satte i at gjø nogle dybe bjæf, der ijomed udover. Gjederne sprat sammen i en klump og reiste ørene, griserne stansed braat midt i kløingen og lytted – en kunde se, der stod respekt af ham.

3Saa blev han igjen siddende og se opover. Neimen om han havde set noget sligt før – kanske det ikke engang var noget, han trængte at melde; han fik ta sig en tur bortover veien og se lidt nærmere paa det.

Han slog stor bue paa den buskede halen, satte rigtig op godlunehalen sin og rusled bortover.

Jo, det maatte nu være et menneske alligevel. Det begyndte saa skinbarlig at ligne Fin-Katrine, som pleied at gaa der om vinteren, men hende kunde det ikke være, for det var saa altfor lidet. Men en vid, sid stak var det, og frem under den stak snuden af et par store sko, som der var trukket afklippede graa strømpefødder udenpaa, og ovenpaa den var der en stor tul med strikketørklæde, og frem af den stak to stumper med røde grebvaatter paa. Ovenpaa der var en mindre tul strikketørklæde – det var nok hovedet. – Bagpaa ryggen var der en stor bylt i et mørkt tørklæde, og foran hang et pent lidet rødmalet spand.

Bjørnen maatte rigtig stanse og se. Den anden var ogsaa blit var ham, stanset ligesom tvilraadig, den ogsaa. Da gik han ud til den yderste veikant og blev staaende og prøvde at se ligegyldig ud, for ikke at skræmme.

4Den anden stiltred sig forsigtig frem igjen, søgte tæt op til den anden veikant, svinged sig, eftersom den kom nærmere, saa den gik helt paa tverten, da den var kommet midt for Bjørnen.

Da fik Bjørnen saavidt tit ind igjennem en liden aabning i den øverste tørklædetul, og der saa den først en liden rød, opadstræbende næsetip, saa en rød mund, der var trukket lidt ud i mundvigerne, som den vilde ta til at græde, og et par store blaa øine, som forskrækket var fæstet paa ham.

Pyt, det var jo bare en liden jente, som var godt indtullet mod kulden. Han kjendte hende ikke, men – bi lidt – spandet syntes han nu han havde set før. Ialfald var det ikke lignament i at gjøre sig morsk og skræmme en slig en.

Han kom uvilkaarlig til at lee paa halen, idet han gik over for at snuse paa spandet.

Men den vesle jenten forstod det ikke straks, trak sig endda et skridt tilbage, saa hun dumped ned paa enden ved siden af veien; da gjorde Bjørnen et kast til siden, sprang lidt foran, saa sig tilbage, gjorde sig blid i øinene og leed sterkt paa halen. Da forstod 5hun, reiste sig, smilte og rusled efter. Bjørnen dilted foran, alt i et saa han sig tilbage; han skjønte nok, at hun havde ærende til Hoel, og da var det bare hans pligt at hjælpe hende til rette.

Det var Sidsel Sidsærk oppe fra Kigud Slot, som saaledes holdt sit indtog paa Hoel.

Kigud Slot laa fremme paa en rabbe, lige under Storhammeren, allerøverst i Øverbygden, og navnet – det hed egentlig Nyrabben – var nærmest et klængenavn, som en skøier havde sat paa det, fordi det var saa god udkig derfra, og fordi det ligned alt andet end et slot. Den kongsgaard, som hørte til, bestod bare af nogle lyngrabber, hvor blaabærriset og tyttebærlyngen grodde frodig, med en liden agerflek eller et engstykke imellem hist og her.

Udhusene var et muret fjøs med to baaser, gravet halvveis ind i bakken, og et lidet grisehus i samme stil.

Og selve slottet, det var bare en bitte liden torvtækt stue, som laa midt ude paa rabben. Den havde bare et lidet smaarudet vindu, som vendte ud mod dalen.

Men omtrent, hvor en var i bygden – naar en saa til den kant og tilstrækkelig 6tilveirs, saa saa en dette slot og dette vindu, der som et lidet øie laa og keg udover.

Naar det ikke var større herligheden, hun kom fra, saa kan en da let skjønne, at Sidsel Sidsærk ikke var nogen forklædt prinsesse, men bare en liden fattigjente, og det at komme første gang til Hoel for hende var som at komme til en kongsgaard, endda hun kom i et voksent og vigtigt ærende; hun kom istedenfor mor sin som spindekjærring.

Det var Sidsels mor, Rønnaug, som nu i de sidste fire aar alene havde strævet med at berge føden for sig og sine oppi Kigud Slot. Før havde de havt det godt, men da døde manden, og saa sad hun igjen med slottet, en ko og to børn, Jakob, som dengang var omkring seks aar, og Sidsel, som var et par aar yngre. Det var ofte stridt, men de havde da hus over hovedet, og veden var det ikke langt efter, skogen laa lige indpaa.

Om sommeren fik hun krafset i jorden, saa hun paa de vesle flekkerne avled baade poteter og lidt korn, og ved at skjære græs og rispe løv havde hun ogsaa hvert aar drevet det til at fø frem Bliros; for hvor der er ko, er der altid mad.

7Om vinteren spandt hun baade lin og uld for gaardkjærringerne nede i bygden, og da mest for Kjersti Hoel, for der havde hun tjent, før hun blev gift.

Saaledes havde hun berget sig. – Imidlertid var Jakob blit saa stor, at han kunde klare sig selv. Ifjorvaar var der kommet spurlag efter gjætergut til Nordrum, og han havde straks tat imod. Han og Sidsel havde saa ofte staaet paa knæ ved det lille vinduet oppi Kigud Slot og set sig ud, hvor de vilde tjene, naar de blev store, og han havde altid nævnt Nordrum for sig, sagtens fordi han altid havde hørt Nordrumen nævne som en svær kar i bygden, – hun havde ment, at det var gjildere paa Hoel, for der var der bare kjærring.

I høst havde Nordrumen ment, at han havde brug for en slig kar i vinter ogsaa, og saa var Jakob blit der.

Han havde endda været hjemme en hel dag nu i julen, og da havde han med julegave til søster sin fra en liden jente paa Nordrum, en overlag gjild stak af graat vadmel.

Og han var blit saa overlag morsom. Det var, da hun fik den stakken paa, og den naadde nedpaa baade bag og foran, at han kaldte hende Sidsel Sidsærk.

8Men efter jul var det blit lidt vanskeligt oppe i Kigud Slot. Bliros, som pleied melke næsten hele aaret, gav sig til at staa borte flere maaneder, skulde ikke kalve før til sommermaal; i den sidste uge havde der ikke været saameget som kaffefløde engang.

Til nabopladsen, Svehaugen, var der heller ingen snartur, og der var der ogsaa smaat med melk, det vidste Rønnaug, og desuden havde hun ikke tid, hun maatte se at faa færdig den ulden, hun havde for Kjersti Hoel, og komme afsted med den, saa blev der vel altid raad baade til kaffefløde og andet. Og saa hang hun i hele ugen – Sidsel var nu saa stor, at hun hjalp til med kardingen – og drak kaffen svart; men enten det nu var, fordi hun ikke taalte svart kaffe eller ei, da hun var færdig sent igaarkveld, kjendte hun en sugen under bringen, og da hun stod op idag og skulde lage sig til at gaa til Hoel med spindingen, blev hun med et saa svimmel, at hun maatte helde sig bortpaa sengen igjen. Hun var rent laak. Det var nu skik og brug, at spindekjærringen skulde komme selv med det, hun havde spundet, og faa baade godlaat og traktement og besked om, hvordan det næste skulde spindes; men det blev sandelig 9ingen anden raad, hun fik friste at sende Sidsel. Hun fandt vel altid frem, skjønt hun ikke før havde været paa Hoel, og lidt kunde hun vel bære med sig hjem, saa de kunde faa en ordentlig taar kaffe ialfald, saa fik hun heller gaa en anden dag selv.

Naar hun bare var sikker paa, at Sidsel kunde te sig ordentlig og ikke vise sig rigtig som en bytting?

Ja, fik hun bare lov at gaa, saa skulde hun te sig akkurat som en spindekjærring ogsaa, hun, for hun hugsed nok, hvordan de havde gjort, dengang hun fik være med moren til Nordrum!

Saa fik da Sidsel sidsærken paa – den var bare til stasbrug – blev tullet ind i tørklæder, fik garntullen paa ryggen, spandet foran og mange formaninger med paa veien, og saaledes gik det til, at hun idag kom ruggende efter Bjørnen ned paa gaarden paa Hoel.

Da hun kom ned mellem husene, maatte hun rigtig stanse og se sig om. Jo her var der anden storleik paa alting end hjemme! En laavedør saa bred, at gjerne hele Kigud Slot kunde gaa igjennem, og glasruder saa store, som hele vinduet hjemme! Og slig gjed – hun fik netop se Kroghornet, som var kommet 10betænkelig nær gangdøren og saavidt trak sig unda, da Bjørnen kom –. Ikke ræd hunden engang! aanei, den var jo ogsaa saa stor som en skikkelig kalv. Var kjørne derefter, saa maatte de kunne staa paa marken og æde græs af taget paa Kigud Slot. Hun maatte rigtig skotte til fjøsdøren. Nei, den var ikke større end dører i almindelighed – saa var vel kjørne som andre ligevel. –

Bjørnen havde gjort en liden tur efter Kroghornet; nu kom han tilbage, logred med halen, vendte sig mod døren og vilde ligesom lee hende ind. Ja, hun fik nok se at udrette sit ærende og ikke bli staaende her og kope.

Hun fulgte efter Bjørnen, gik ind i gangen, løfted klinken, snudde sig helt rundt, mens hun lukked efter sig, og saa stod hun indenfor døren i det store kjøkkenet paa Hoel.

Inde i kjøkkenet var der ikke andre end en tjenestejente, som sad midt paa gulvet og spandt, og saa Kjersti Hoel selv, som sad borte ved den store hvide peismuren og mol kaffe.

De saa begge op, da det gik i døren.

Sidsel Sidsærk blev staaende lidt, saa neied hun dybt inde i den side stakken og sagde saa voksent, som hun havde hørt mor sin sige:

11«Gudag, og Gud signe arbeidet!»

Kjersti Hoel maatte smile, da hun saa den vesle tullen bortved døren, som talte saa voksent, og saa talte hun ogsaa som til en voksen:

«Gudag, er det fremmed jente ude og gaar?»

«Ja, det er nok det!»

«Hvad heder den jenten da, og hvor er du fra; jeg ser, jeg kjender dig ikke?»

«Nei, det er vel ventelig det; men hun mor og han Jakob kalder mig for Sidsel Sidsærk, og jeg er oppe fra Kigud Slot, og jeg skulde rigtig gaa hid for mor med det uldgarnet, hun har spundet for dig og si, at hun ikke har kunnet komme med det før, for hun fik saavidt rendt paa den sidste snellen sent igaarkveld.»

«Nei, er det spindekjærring, som er ude og gaar! Og jeg som glemmer rent at be dig sidde indpaa; du faar da rigtig ta af dig og se til at faa sidde!»

Nei saa gemenslig kjærring som Kjersti Hoel var. Reiste hun sig ikke selv og satte stol for hende.

«Aa tak, jeg faar nok sidde.»

Hun tog af sig spandet og tullen og satte 12dem fra sig ved døren, og saa begyndte hun paa gulvet. Hun syntes aldrig det tog ende bort til den stolen – det var næsten saa langt som fra stuedøren til fjøsdøren hjemme! – Endelig naadde hun da frem og fik saavidt skubbet sig op paa kanten af stolen, der ogsaa var høiere, end hun var vant til.

Kjersti Hoel kom bort til hende:

«Jeg tror rigtig, jeg vil løse op og se, hvad der er indi denne tullen,» og hun begyndte at ta af hende de røde vaatterne og løse op strikketørklæderne. Snart sad Sidsel Sidsærk der afrigget, men alligevel saa rund og god og kort i livet, for det var ikke bare nedentil, at sidsærken var saa lang, – den naadde ogsaa næsten op under armene.

Kjersti blev staaende og se paa hende lidt: «Det var det jeg tænkte jeg, at jeg skulde finde rigtig en pen liden jente indi tullen. Du ligner mor din.»

Sidsel blev saa blyg, at hun rent glemte, at hun skulde være spindekjærring. Hun slog øinene ned og kunde ikke svare noget.

«Men hvad er paafærde med hende Rønnaug, mor din da, siden hun ikke kommer selv?»

«Hun var lidt laak idag.»

13«Nei er hun ikke frisk; hun pleied da at ha helsen ogsaa, hun Rønnaug. Hvad feiler hende da?»

«Aa, hun mente nok, at hun ikke havde taalt den svarte kaffen.»

«Nei, er dere melkeløse? Ja, jeg ser du har spand med.»

«Ja, mener du ikke, at hun Bliros har git sig til at staa borte i vinter da?»

«Nei, har hun det. Ja da er det vel ikke saa greit. Blir hun staaende længe borte?»

«Hun skal nok ikke kalve før til sommermaal.»

«Hm!» Kjersti blev eftertænksom og sagde mer som for sig selv:

«Jeg har rigtig saa ofte tænkt, at jeg skulde se op til Rønnaug engang, men det er aldrig blit; nu skal jeg da se til, om det ikke skal bli ivaar engang.»

*

Sidsel Sidsærk blev længe paa Hoel den dag. Uagtet hun var kommet som spindekjærring, saa havde hun nu aldrig tænkt, at en storkjærring som Kjersti Hoel kunde være saa gemenslig og saa snil mod hende. Hun 14trakterte hende baade med mad og kaffe og melk og kager, som hun var til gjestebud, og hun snakked med hende, saa hun rent glemte at være undselig. Og saa meget rart, som hun viste hende!

Men fjøset var nu det gjildeste ligevel!

Saamange kjør, at hun knapt kunde tælle dem, og griser og sauer og gjeder! Og høner inde i et stort sprinkelverk, sikkert saa mange, som der var kraaker om høsten oppi Kigud.

Og alt vilde hun ha greie paa, baade om hun kunde læse og skrive – og det kunde hun, for det havde hun lært af Jakob – og om hvordan de havde det med maden oppi Kigud Slot, og hvordan det var med avlingen.

Og Sidsel kunde fortælle, at de i høst havde avlet tre tønder poteter og en tønde og seks mæle med blandkorn, og at de havde rispet saa meget løv, at de havde fôr nok til at fø frem Bliros og mer til.

Og da Kjersti havde vist hende sauerne og gjederne, saa havde hun sandelig slaat paa, at hun vist kom til at trænge gjæterjente til vaaren, og da havde Sidsel, før hun vidste ordet af det, kommet til at fortælle, hvordan hun altid fra vinduet hjemme havde set sig ud Hoel, naar hun skulde ud at tjene.

15Vilde hun da gjerne ud?

Ja, naar det ikke var saa leit at komme bort fra mor.

Ja, de skulde ikke snakke om dette nu – hun skulde komme op og snakke med moren engang til vaaren. Men nu fik de gaa ind, saa hun fik sig lidt mad paa reisen, for hun maatte vel se at komme hjemover, det led til kvelds.

Saa gik de ind igjen, og Sidsel Sidsærk blev trakteret paa ny, og mens hun spiste, saa hun, hvorledes Kjersti fra kjælderen tog op baade smør og ost og andet ogsaa, som hun pakked ind i tørklædet hendes. Men melkespandet rørte hun ikke ved, derimod saa hun, at hun sagde noget sagte til tjenestejenten, og at denne gik ud.

Da Sidsel havde spist og sagt: «tak og ære nu baade for mad og drikke,» saa sagde Kjersti:

«Ja, nu faar du lette paa tullen da og se, om du orker den.»

Ja den var ganske tung, men hun skulde nok faa den med. Men endda nævnte ikke Kjersti noget om spandet.

«Ja, saa faar du komme da, skal jeg hjælpe paa dig tørklæderne igjen!»

16Hun satte vaatterne paa, tulled hende ind i tørklæderne og snart stod Sidsel Sidsærk der igjen, ligedan som da hun kom.

Hun gik fattigslig til døren, hvor spandet stod. Men endnu nævnte ikke Kjersti noget om det. Hun blev staaende tvilraadig; hun havde faaet saa meget, at det gik ikke an, at minde hende om det heller, men hun vilde meget heller undværet noget af det traktement, hun havde faaet, end at komme hjem uden kaffefløde til mor.

Hun tog tullen, trak næsetippen ind i tørklædet, saa Kjersti ikke skulde se, at hun fik taarer i øinene, da hun bøied sig ned og tog spandet.

Da sagde Kjersti:

«Nei, det er sandt, jeg glemte rent at spørge dig, om du ikke vilde bytte med mig, naar du faar igjen et spand, som er sligt, at det aldrig blir tomt?»

Sidsel Sidsærk slap spandet ende i gulvet. Hun havde set og hørt meget rart idag, som hun aldrig havde tænkt eller set magen til! Men at Kjersti ogsaa havde et spand, som aldrig blev tomt –! Hun blev staaende med aaben mund.

«Ja, du faar se paa det, – det staar udenfor døren.»

17Sidsel var ikke sen om at komme ud.

Kjersti fulgte. Der stod tjenestejenten og holdt den store gjeden, Kroghornet, i baand.

Kjersti sagde:

«Den er vant til baand, saa du faar den nok med. Og saa faar du hilse mor din fra mig og spørge, om hun er tilfreds med at bytte spand?» – og hun blev slet ikke vond, fordi Sidsel Sidsærk glemte at si tak for sig, da hun drog afsted med Kroghornet, mens Bjørnen fulgte efter, langt opover veien; for dette skjønte han ikke.

*

Det kan nok være, at Rønnaug Kigud ogsaa undred sig, da hun saa det optog, som kom.

Men det blev ikke tid til at fortælle straks.

Baasen ved siden af Bliros maatte ryddes, for nu var det da ligesom de havde to kjør, og Kroghornet gik op paa baasen, saa vigtig og overlegen, som den selv var en ko, og som om den aldrig havde gjort andet end at staa paa baas. Bliros blev fornærmet over dette nye vidunder, som kom og vilde brede sig i 18fjøset, og gjorde et kast med hovedet for at stange til den. Men da satte Kroghornet hornene imod saa ligegyldig, som om den bare var vant til at stanges med kjør.

Bliros maatte rigtig se paa den –: Magen til jaale havde hun aldrig set!

Hun vendte sig til væggen igjen og saa ikke paa Kroghornet siden.

Den aften havde Sidsel Sidsærk saa meget at fortælle, at hun snakked sig selv i søvn.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.