II. Bort fra Kigud Slot

19Næste gang Sidsel Sidsærk kom til Hoel, da kom hun ikke alene, og da kom hun for at bli der.

Det hele var nu gaaet saa rent, rent anderledes, end hun havde tænkt. Men det var ligesom ikke blit tid til at tænke helt paa det før nu, idetsamme hun var kommet ud gjennem grinden oppi Kigud Slot – det havde været saa travelt, saa meget nyt at se og høre i det sidste, at hun ikke havde kommet sig til at græde ordentlig engang, skjønt hun ligesom havde gaaet med en graadklump i halsen hele tiden –; men da kom hun til at stanse og se sig tilbage, og det billede, hun da saa, bragte med engang alt saa klart og sørgelig frem for hende; nu var noget forbi, noget som aldrig kunde komme igjen, nu skulde hun 20ikke komme til Kigud Slot mer, uden som en fremmed, hun havde ingen – ingensteds hjemme.

Og da tog hun i at græde saa saart, at alle, som rigtig syntes, hun havde tat det saa pent og fornuftig før, maatte stanse og se forundret paa hende.

*

De sidste par vintermaaneder var gaaet saa fort oppe i Kigud Slot, at Sidsel ret ikke vidste, hvor der var blit af dem. Og dette kom ikke mindst deraf, at hun til alt det andre havde faaet saa urimelig meget at bestille i fjøset.

Kroghornet var nu ligesom hendes ko, og det var selvsagt, at hun skulde stelle den, for Bliros synte tydelig frem, at hun heller ikke vilde likt det, om Rønnaug selv skulde git sig til at stelle en skarve gjed, som om den var en ligesaa vigtig person i fjøset som hun selv– for fjøset, det var nu hendes – dette andre dyret fik bare være der af naade.

Og saa stelte Sidsel for Kroghornet, akkurat som hun saa moren stelle for Bliros; ja hun fik endda mer at gjøre i fjøset end moren, for hun lærte snart at melke den ogsaa, og Bliros, mors ko, melked ikke nu den.

21Og Kroghornet gav melk – hun maatte melke den tre gange om dagen –; det blev ikke vanskeligt hverken for kaffefløde eller grødmelk, det blev endog til vafler en gang imellem.

Saa kom vaaren, og den kom altid tidlig oppi Kigud Slot, lyngrabberne der, som laa ret mod solen, var først i hele dalen til at stikke op af sneen.

Og saa var Sidsel borte og prøvde dem – det var noget saa forunderligt ved at træde paa den bare jord igjen; og dag for dag fulgte hun med, hvordan de blev større og større, hvordan sneen gled nedover, langsomt, akkurat som sidsærken paa hende selv, naar hun løste baandet og slap den, saa den blev liggende som en stor ring omkring fødderne. For naar sneen var gledet ned til den store stenen, hvor hun og Jakob havde brugt at ha fjøs og ha kongler baade til kjør og sauer, – da tog ogsaa de yderste knopper paa trærne til at bli lubne og bristefærdige, det vidste hun fra ifjor, – og hun saa ogsaa efter dem hver dag nu – og dada var den store dag kommet, da Kroghornet skulde faa slippe ud, det havde moren sagt.

Det var det, hun vented paa. Ikke bare 22fordi det var saa morsomt, men fordi intet gav saa sterk melk som de første knopper om vaaren.

Moren havde ikke været frisk helt siden den dag, Sidsel første gang var paa Hoel, men naar bare Kroghornet fik knopper, saa skulde hun nok bli helt frisk.

Det kan nok være, at der laa igjen en bitte liden strime med sne paa øversiden af stenen – endda hun havde lurt sig til at strø lidt sand paa, forat den skulde smelte fortere – den dag, da Sidsel Sidsærk gik ind i fjøset, løste Kroghornet og leded den ud.

Kroghornet gik alvorlig, til de var kommet udenfor fjøsdøren. Der stansed den, saa sig om og myste mod solen. Sidsel drog i baandet, vilde trække den afsted bortover mod rabben, hvor hun havde den birk, som knopperne var kommet længst paa.

Kroghornet blev staaende stille, som intet var, var saa sterk, at den ikke strakte hals engang, hvormeget hun drog. Hun gik da nærmere for at ta kort baand, men da gjorde Kroghornet en vink med hovedet, dulted til Sidsel, saa hun dat i bakken med et søk, og spankulerte ligegyldig bortover veien.

Sidsel kom sig paa benene og satte efter.

23Men omforladelse, da hun var saa nær, at hun skulde ta etter den, saa begyndte Kroghornet at trave; den galopperte ikke, som en gjed pleier, den traved som en ko eller en elg, traved forbi stuen og tog veien bortover mod Svehaugen. Sidsel efter; men alt hun løb, vandt hun ikke ind paa den. Tilslut snubled hun over en sten og faldt saa lang hun var, fik bare saavidt tid til at se op, øine bagen paa Kroghornet, som i trav forsvandt over bakken.

Det var ikke anden raad, hun maatte springe hjem og faa moren med, og saa satte de begge to i sprang efter. Men det blev et langt sprang; de naadde ikke Kroghornet igjen før ved Svehauggrinden. Der stod den og saa ligegyldig gjennem sprinklerne; den holdt sig aabenbart for god til at hoppe gard, den, som indbildte sig, at den var ko.

Rønnaug var blit varm og sved af løbet, og om kvelden da de havde lagt sig, sa hun, at hun frøs saa svært; det syntes Sidsel var rart, for da hun kom til at lægge ansigtet bort til halsen hendes, var den varm som en glo.

Om morgenen vækked hun Sidsel og bad hende staa op, gaa bort og be Kari Svehaugen 24komme og se til hende, hun var saa laak, at hun vist ikke blev god for at staa op.

Dette syntes ogsaa Sidsel var rart, for hun havde aldrig set moren saa rød i kinderne og med saa blanke øine; men alt blev saa underligt med det samme, hun kom sig ikke til at sige noget, men stod op og klædte skyndsomt og stille paa sig og løb afsted.

Det blev nogle underlige dage oppe i Kigud Slot. Naar Sidsel Sidsærk siden tænkte tilbage paa dem, var det ligesom en eneste lang dag, hvor der var hændt saa meget, som hun ligesom ikke kunde rede ud og holde fra hinanden, alle erindringer derfra var som skygger, der gled om hinanden og forbi hinanden i et gultflammende ondt lys, og gjennem alt hørtes uafladelig som en sus et tungt saart aandedræt.

Hun syntes, hun kunde skimte Kari Svehaugen, som gled omkring og stelte baade inde og i fjøset, og hun selv havde vist flere gange hængt oppi en birk og plukket knopper; Lars Svehaugen gled fort forbi, som han havde det travelt, og saa var der kommet en kjørende i pels og med store støvler, som alle flokked sig om og hørte paa, og som der fulgte en slig besynderlig lugt med, at han ligesom fyldte hele stuen ogsaa efterat han var borte.

25Hun syntes ogsaa, hun havde set Kjersti Hoel, som havde siddet paa en stol og pakket op meget godt af en stor kurv, og Jakob, som stod ved siden med en stor rosinkageskive i haanden og tygged og tygged, som om han ikke var god for at faa rosinkage ned; det var mest hans øine hun hugsed – de var saa store og rare.

Saa var hun vaagnet en morgen i klart, graat lys. Og fra da af saa og hugsed hun alt saa tydelig. Hun laa i den vesle sengkarmen, som Jakob havde ligget i den gang, han var hjemme – hun havde vist ligget der i alle disse nætterne – og Kari Svehaugen stod over og saa paa hende. Det var saa stille, det tunge saare aandedræt hørte hun ikke mere, det bare knitred lidt af varmen paa peisen, og der kom en varm strøm derfra.

Kari sagde ganske stille:

«Nu har mor din det godt, vesle Sidsel, saa godt som hun aldrig har havt det før. Og derfor saa skal du ikke græde.»

Og Sidsel græd heller ikke, hun stod bare op og gik saa stille omkring den første dagen.

Og senere blev der saa mange forberedelser til noget høitideligt, at hun ligesom ikke fik tid til at tænke paa den store forandring.

26Lars Svehaugen kom fra kræmmeren med saa meget fint hvidt blankt tøi, at hun aldrig havde set magen, og saa kom der en kjærring til og hjalp Kari at klippe og sy sammen baade puder og en fin hvid kjole, alt det skulde mor ha paa, og hun skulde ligge paa puderne. Lars Svehaugen kom og begyndte at snedkre seng til mor, og saa kalved Bliros, og kalven skulde slagtes, og Lars kom med fine barbusker og spigred baade ved døren udenfor og paa grindstolperne og strødde bar helt did. Og der kom sendinger, saa meget godt baade fra Kjersti Hoel og fra andre, at Sidsel aldrig havde smagt saa meget godt.

Og saa kom dagen, da mor skulde til kirken og begraves. Der kom mange folk, Jakob kom ogsaa i nye graa vadmelsklær, saa det skinned i ham, og alle blev de traktert, og det var saa stille og høitideligt. Selve skolemesteren kom ogsaa, og han sang saa vakkert, da Lars Svehaugen og tre andre bar mor ud gjennem døren og satte hende paa en slæde. Og saa drog de langsomt afsted, nedover bakkerne, slæden gik først og alle de andre gik stille bagefter. Men nede i veien var der to hester til, og hun og Jakob fik sandelig sidde oppe i bredkjærren hos selve Kjersti Hoel og kjøre.

27Saa kom de til den hvide kirken; det ringte saa vakkert i taarnet, idetsamme de bar mor ind igjennem den store porten.

Saa saa hun ikke alt saa tydelig mer; men de sænked mor ned i jorden og strødde grønne lyngkranser over, og saa sang skolemesteren igjen, og alle karerne tog hatterne af og holdt dem længe i haanden foran ansigtet.

Saa gik de ud og kjørte igjen og nu kjørte de meget fortere, det saa ud som skigardstaurene løb omkap efter hverandre den modsatte veien, og hun og Jakob prøvde at tælle dem, men de kunde det ikke.

Og de kom alle hjem, Kjersti Hoel var ogsaa med; hjemme havde Kari Svehaugen, som ikke havde været med til kirken, dækket op bord med tallerkener og hvid dug og god mad, og de spiste alle og snakked, men de snakked ikke høit. Efter bordet fik Sidsel Jakob med sig bort i fjøset for at se paa Kroghornet. Aa jo, han kunde nok si, det var en ganske bra gjed, men den var vist et leiels, det saa han paa øielaget. De var ogsaa borte ved bakken for at se paa kværnbruget hans, men det var rent i forfald, siden han ikke selv havde været der paa saa længe.

Saa blev de ropt ind, og alle drak kaffe, 28og da de var færdige med det, begyndte Kari at pakke alt ned i kurvene.

Da det var gjort, sagde Kjersti Hoel:

«Ja, saa er vi vel færdige her da. Du Sidsel faar ta Kroghornet og bli med mig. Det var det sidste, jeg lovte mor din.»

Saaledes var det gaaet til, at Sidsel Sidsærk stod udenfor grinden sammen med Kjersti Hoel og Bjørnen med Kroghornet i baand, og da var det hun saa sig tilbage og tog til at græde:

Der saa hun Kari Svehaugen med en stor kurv paa armen og Bliros i baand efter sig i den ene veien, og borti den andre saa hun i ryggen paa Jakob, som hun netop havde tat i haanden og sagt: «du faar leve vel!» til – han saa saa underlig liden og fattigslig ud, Jakob – og der satte Lars Svehaugen en barkvist i dørklinken til tegn paa, at nu var det tomt og laaset og lukket i Kigud Slot.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.