VII. Paa Herfjeld

86En morgen – der er atter høi sommer og sol over alle fjeld – sætter der pludselig i en gneldrende laat af tre gjedhornpiber paa sætervangen udenfor Hoelsæteren – en fin og to grovere.

Det er tegnet til afmarsch; idag skal Sidsel Sidsærk og Jon og Peter afsted op paa Herfjeld og se der hvor kongen var.

Nu har gutterne ogsaa faaet gjedhornpiber, og det nogen som duer ogsaa; for Sidsel Sidsærk har holdt ord, hun havde med hornene af Kroghornet og har givet dem hver sit.

Det gik ikke bedre med Kroghornet; da de endelig senhøstes fik den hjem med de sidste hestene fra fjeldet, var den saa indbildsk, at det ikke var raad at ha den i gjedhuset mer; den maatte faa være i fjøset; men 87den likte sig ikke der heller; aldrig saa snart saa den leilighed, saa smat den ud og traved bortover til stalddøren – tjenestegutten svor endog paa, at han havde hørt den knegge. Men saa en dag, da de var inde og gav hestene, saa den sit snit, smat ind og prøvde noksaa kontant at gaa op paa spiltauget til jægerhesten. Men det skulde den ikke gjort; det var mørkt, og jægerhesten saa ikke, hvad det var, som kom nær bagbenene paa den, og dermed slog den op og gav den en midt i planeten, saa den sad i den andre væggen. Det blev Kroghornets endeligt. Der var vel ikke andre end Sidsel Sidsærk, som sørged synderlig over den – hun kunde ikke rigtig glemme den vinteren, den havde givet dem kaffefløde oppi Kigud Slot –; men nu fik den ialfald et hæderligt eftermæle. Slige horn havde Jon aldrig set; ikke bare det, at de var saa store, men der var en egen laat i dem, en kunde straks høre, at det ikke var horn af en almindelig gjed; der havde været noget merkeligt ved den, som ingen begreb.

Ja, det havde Peter ogsaa lagt merke til; naar han tænkte efter, saa trodde han, der akkurat vilde været slig laat i hestehornene, dersom der havde været heste med horn.

88Gjedhornpiberne var nemlig nye idag, i brug for første gang; turen var blit opsat, til de var blit færdige.

Og det var ikke bare med gjedhornpiber, de var udrustet. De havde sine bedste klæder paa, og alle tre havde gjæterskræppen paa ryggen fuld af mad og nye staver i hænderne, – turen vilde ta hele dagen.

De satte i engang til alle tre, saa kreaturerne saa forundret op og budeien titted ud af fjøsdøren.

Saa drog de afsted – de havde drevet alle tre flokkerne sammen til én idag. Og de drev dem ret frem, der blev ikke tid til at beite, thi der langt borte blaaned Herfjeldet, langt bortenfor alle de steder Sidsel Sidsærk havde været. Jon og Peter havde heller ikke været der mer end én gang.

*

Det lakked udover mod middag, da de kom opover den sagte skraaning, som fører op til toppen af Herfjeld. Her var eneren og kjærringriset saa høit, at kreaturerne blev ganske borte, de saa bare, at det bølged bortover overfladen, eftersom de gik, hist og her 89stak et par horn op. Her mente Jon, at de skulde lade dem efter og gaa op først, nu var de saa trætte og sultne, at de gik stille en stund; de kom nok efter, naar de vilde hvile, for gjeden gav sig aldrig, før den havde været oppe paa det høieste, hvor den kunde se til alle kanter.

Det gjorde de da.

Jon førte dem en sving længer nordover, nu skulde han vise dem akkurat, hvor kongen og dronningen kom op dengang. Ja, de var ikke konge og dronning da, men de stod paa nippet til at bli det, for de var prins og prinsesse. De satte igjen hestene sine dernede og gik. Aa, det var et stort følge, baade amtmand og skriver og officerer, saa fine, at det laved af dem, og en syv otte af de likeste mænd i bygden var ogsaa med i følget, og ligesom først af dem var Nordrummen og manden paa Hoel, som endda leved dengang, – de var i rare gammeldagse spælvester. Og udenom bortover hele fjeldet var der tæt af andre folk, som vilde se paa.

«Kongen var vel modig fin?» spurgte Sidsel.

«Nei, amtmanden var meget finere og officererne ogsaa, ja ligetil de som bare opvarted. 90Men en kunde nu straks se, at han var kongen, for han var et hoved høiere end alle de andre.»

«Han maatte være græsselig sterk,» mente Peter.

«Ja, sterk? men en kunde vide, han havde brug for det ogsaa, som skulde styre alle de andre.»

«Var dronningen ogsaa saa stor?» spurgte Sidsel.

«Nei, hun var nok ikke stort større end et almindeligt kvindfolk. Men hun var saa stø og alvorlig og beskedelig, sagde han far; der var ikke slig flir og fjas med hende som med de andre kvindfolkene, som var med.»

«Nei, hun hurpen, som far min kjørte,» sagde Peter, «hun sad endog ogendog og] rettet fra: endog lo og lasted amtmanden, fordi han havde for store næver.»

«Ja, der hører en vettet,» sagde Jon, «ligesom en voksen kar ikke skal ha næver; forresten kunde hun ikke se det, for amtmanden havde hvide vaatter paa, endda det var høisommer.»

Han blev ved at vise dem:

«Saa kom de opover her, hele følget, akkurat forbi den stenen derborte, og saa sprang kongen fra dem. Han vilde være den første 91oppe, kan en vide. Og nu skal jeg vise jer akkurat, hvordan han gjorde, følg nu efter, saa skal jeg være kongen. Du Sidsel kan være dronningen. Kom nu!»

Han gik raskt opover den sidste skraaning, de andre fulgte efter; saa sprang de de sidste skridt, og med ett stod de paa toppen. Jon slog ud med haanden og blev staaende længe.

De andre blev ogsaa staaende, uvilkaarlig grebne af det vidunderlige syn. Ind over det uendelige fjeld laa blinkende sjøer og fjeldvand, langt borte i det fjerne stak sneklædte topper op, i hver skraaning laa grønne sætre, og mod syd, saa langt øiet kunde række, fagre bygder og mørkegrønne skogklædte aaser.

Jon slog igjen ud med haanden:

«Her er det vakreste sted, jeg har set.» Og om lidt: «Kom Sofi og se.» Han tog Sidsel Sidsærk i haanden og trak hende frem.

«Ja,» sagde Peter, «akkurat slig var det, han gjorde, det har jeg hørt ogsaa.»

«Javist var det slig, tror du ikke jeg ved det.»

«Hvad gjorde han saa mer?» spurgte Sidsel.

«Ja, saa kom de til alle de andre da, og saa begyndte de at dra ud lange kikkerter og se bortover allesteder og spørge efter navnene. 92Amtmanden var henne hos kongen og dronningen og viste dem; først de hvide topperne derborte, det var Rondane, og saa der ret mod nord skulde Snehætten være, men den var han ikke rigtig sikker paa, om de kunde se; og du» – Jon pegte – «der var Galdhøpiggen, den lille svarte der længst borte, og den var den høieste piggen i hele Norge. Og saa snudde de sig sydover; men da blev kongen ogsaa forundret, da han saa den store sjøen der langt nede, som er Mjøsen, og skogene langt bortenfor, mest helt til Sverige, mente han. Saa det var nu ikke rart, om han ikke syntes, han havde set mer paa en gang, selv om han var kongen. Og da de var færdige med det, saa gik Nordrummen hen og tog en hel næve med renmose; der var nok mange, som undred sig, hvad han skulde med den; men han gik lige hen til kongen og synte den frem; og saa sagde han:

«Har du hug til at se den mosen, som vi blanded i barkebrødet i krigsaarene!»

Kongen tog et stykke og tygged.

«Ja, der er fuglelim i den,» sagde han.

Det var blit aldeles stille rundt omkring, for de undred sig, og han far hørte endda, at en af officererne sagde:

93«Det er merkeligt, hvor bønder kan være taktløse!»

«Hvad er det?» spurgte Sidsel.

«Ja, det ved jeg ikke, men det er greit at skjønne, at det er noget gjildt, for kongen klapped Nordrummen paa skulderen og sagde:

«Tak, min gode mand; vi kan alle takke Gud, at der er lykkeligere dage i Norge nu.»

«Det var det jeg mente med at syne dig mosen,» sagde Nordrummen.

Saa synte de ham denne varden her, som var sat op til minde, og bad ham rispe navnet sit paa stenen. Og det gjorde han; O. S., som skal være Oscar og Sofie, for dronningen hun heder Sofie, eller Sofi, som han kaldte hende, og saa aarstallet; her kan dere se; – det blev hugget ind i stenhellen siden, akkurat efter den rispen han havde gjort.»

De saa paa bogstaverne. Jo, det var pent skrevet, mest som trykt; han maatte kunne skrive urimelig vakkert paa papir, kongen, naar han kunde faa det til saapas paa sten!

Kreaturerne kom rækkende opover kanten af fjeldet; de tyed ogsaa bortover mod varden og det store stenbordet, som stod lige ved, begyndte at lægge sig, nu vilde de ogsaa hvile.

«Hvad gjorde de saa mer?» spurgte Sidsel.

94«Da var der ikke stort mer. Jo, da han havde skrevet, saa syntes han nok, de trængte lidt i livet, for saa satte han i at synge til amtmanden – han havde godt maal:

«Aa har du något paa flaskan quar?»

Og saa lo de og kom frem med en kurv og dækked paa bordet her, og saa fik de skjænk og biteti – og saa reiste de igjen. Og saa tænker jeg ogsaa, vi trænger lidt i livet. Nu sætter vi os ved kongens bord og æder, vi ogsaa.»

De tog skræpperne af og satte sig paa det store tykke stenbord – kreaturerne laa fredelig rundt omkring og ørted. Skræpperne blev aabnet, og der kom frem meget godt idag. Der var baade smør og flesk og erterbrød, og i Sidsel Sidsærks skræppe var der endog flødevafler, og der var flasker med melk paa – undtagen i Jons, for han havde glemt det. Men det gjorde ikke noget, for de andre havde nok, og de trakterte hverandre, og naar Jon vilde ha melk, saa sang han bare:

«Aa har du något på flaskan quar» – og saa fik han næsten mest alligevel.

De sagde ikke stort i begyndelsen, det var saa godt at faa mad. Men da de havde holdt paa en stund, og mundene begyndte at gaa sagtere, saa sagde Peter eftertænksomt:

95«Jeg undres, hvad kongen æder, jeg, saadan til hverdags?»

«Det er rømmegrød hele dagen det,» sagde Jon med overbevisning.

«Ja, men naar han engang imellem skal have knivmad –?» spurgte Sidsel.

Peter havde netop lavet sig rigtig en godbit af flesk og erterbrød. Han saa paa den og rigtig nød den paa forhaand:

«Det er sikkert flesk og erterbrød,» sagde han.

Sidsel tog den sidste vaffel og bed af et stykke. Saa sagde hun:

«Ja, men dronningen æder nu vist ikke andet end flødevafler.»

*

Mens de sad der paa stenen og spiste, fik de se en krop der langt borte i fjeldet. Han tog ogsaa retningen mod Herfjeld. Det er rart og sjelden at se et menneske der oppe i fjeldet, og snart tænkte de ikke paa andet end ham.

«Det maa vist være en øikjeleiter,» mente Jon.

«Ja, det er det sikkert,» sagde Peter. «Men hvem er det, som skal ha hjem heste nu?»

96«Lad se, – det maa være paa Nordrum.»

«Ja, det er sandt. De har bare ‘Gamleblakken’ hjemme, og nu skal de vel til med slaataannen.»

«Ja, men da gaar han april idag. Nordrumsmærren gaar paa den anden side af sæteren, jeg saa den for fjorten dage siden.»

«Naar vi retleder ham, saa finder han den imorgen.»

«Ja, det gjør han.»

De blev siddende og se, det tog saa lang tid; det er saa rart, naar nogen kommer mod en i fjeldet; han gaar og gaar – en kan se, han gaar fort ogsaa, – men kommer ligesom ikke nærmere, han vokser saa langsomt, fordi afstandene er saa store. Kreaturerne reiste sig og tog veien ned af Herfjeld i retning af sæteren; men de vilde sidde, til han kom. – Endelig var han fremme.

Det var rigtigt – han gik og skulde finde Nordrumshestene. Han fik god besked om, hvad de vidste, saa tog han dem ikke idag, saa var han sikker paa at ta dem imorgen.

Da han var færdig med det, saa spurgte han: «Er det ikke du, som heder Sidsel Sidsærk?»

«Jo, det er nok det.»

97«Da skal jeg hilse dig fra han Jakob, bror din. Her har jeg med et brev fra ham. Jeg skulde ha svar ogsaa; men det haster ikke før imorgen, – jeg kommer indom paa Hoelsæteren og faar hus inat, enten jeg finder hestene eller ikke, men jeg maa se mig om lidt før kvælden, saa jeg er sikker paa, at jeg ikke har dem paa denne side af sæteren.»sæteren.»] rettet fra: sæteren. (trykkfeil) Han gik.

Sidsel sad paa kongebordet. Det var første gang, hun fik brev –; ja det havde nu heller aldrig Jon og Peter faaet; de stod rent overvældet og paa passelig afstand.

«Salve Titel Til velakte Pige Sidsel Jakobs-Datter Sidsærk paa Hoels-Sæter. Vestfjeldet. Ved Leilighed. Med Bud. Franko,» stod der udenpaa.

Hun brød lakket høitidelig og aabned. Saa læste hun halvhøit:

Nordrum Sæter Den 15tende Dennes.

Salve Titel Pige Sidsel Sidsærk. Gode Søster!

I Anledning af at Tiden tillader Det, saa vil jeg nu tage Penden i min haand og skrive til Dig og fortælle Dig, at jeg Intet haver 98at fortælle Dig. Med undtagelse af at det er længe siden jeg haver seet Dig. Men jeg haver tilgode en Dag af Hans. Jeg gjæted for ham, da han var hjemme og hans Moder fór i Jorden. Men det var to dage, men jeg regner det bare for en, efterdi det var hans moder. Og nu vil jeg tage den dag af ham paa Søndag førstkommende Dennes. Men dersom Du haver en Dag af Peter eller Jon, saa vil jeg skrive til Dig og spørge Dig, om Du ikke kunde tage den af Dem. Men dersom Du ikke haver, saa kan du tage ligevel, efterdi jeg er stærkere, men jeg mente ikke noget med, at jeg dængte Peter ivinter. Men saa vilde jeg skrive til Dig og spørge Dig, om vi ikke kunde mødes hjemme i Kigud Slot, for jeg har ikke været der siden. Man anmodes om at møde i god betids. Tag mad med.

Med megen agtelse ærb.
Jakob Jakobs-Søn Nordrum Esqu.

D. U. S
P. S.
Svar udbedes.

Den aften sad Sidsel Sidsærk med tungen 99langt ude i den ene mundvig og skrev svarbrev. Det kom til at lyde saaledes:

Hoels-Sæter Den 17tende Dennes.

Til
Ungkarl Jakob Jakobs-Søn Nordrum.

Gode Broder!

Jeg vil nu skrive nogle ord til Dig og takke Dig for dit meget kjærkommende brev, hvilket jeg rigtigen haver imodtaget. Det glæder mig meget at se at Du lever ved hilsen, og det samme kan berettes om mig med undtagelse af tandværk. Men jeg vil gjerne komme, og budeien siger jeg skal faa være borte om natten, da det er for langt. Og saa kan Jon og Peter faa hver sin dag. For jeg havde ikke nogen af dem. Men de sloges desformedelst, men Peter er næsten ligesaa stærk.

Her maa jeg slutte min simple skrivelse til Dig med mange hilsener til dig. Men først og sidst hilses du fra mig.

Din hengivne søster
Sidsel Jakobs-Datter
Sidsærk

E. S. Undskyld skriften. Kjære brænd dette brev.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.