X. Budeien sjøl

126Det er første søndag efter paaske, tidlig paa formiddagen.

Sidsel Sidsærk sidder ved det lille bord ude i gangkammerset paa Hoel med den ene albue støttet paa bordet og haanden under kind, mens hun stirrer ned i en stor sort bog, som ligger opslaaet foran hende, det nye testamente, og bevæger læberne sagte, som om hun læser. Hun har ikke været med i fjøset denne morgen – den første paa mange aar – Kjersti Hoel har sagt, at hun skal faa være et par timer for sig selv og alene, ingen maa forstyrre hende.

Hun sidder der i lang sort kjole med hvid tagg i halsen, lidt stiv og ubehjælpelig, den trykker hende, saa hun kniber albuerne tæt ind til siden og ligesom ikke tør bøie 127ryggen; det er første gang, hun har virkelig kjole paa, før har det været stak og trøie. Det lyse haaret er strøget glat bagover og sat op til en knude i nakken; det er ogsaa første gang, hun er lidt blegere end sedvanlig, og læberne, som hun rører, er sterkt røde og fugtige, men øinene er rolige og blanke, alt i alt er hun vakker, som hun sidder der i sit lille kammers og venter paa, at kirketiden skal komme. Det er idag, hun skal konfirmeres.

Det banker paa døren og ind træder Kjersti Hoel, i fuld stas hun ogsaa, gammeldags sort kjole med rynket liv, nystrøgen pibehue paa hodet og i haanden den store salmebog – den storstilede, som hun kun bruger paa høitidsdagene – ovenpaa det sammenfoldede lommetørklæde.

Hun stanser lidt, ser alvorlig paa Sidsel og siger:

«Synes du, du er beredt nu, Sidsel?»

Sidsel svarer stilfærdig:

«Ja, jeg tror det.»

«Ja, saa er det paa tiden, at vi kommer afsted. Kom skal jeg knytte paa dig hovedtørklædet, saa du ikke ugreier haaret.»

Hun knytter tørklædet paa hende, de gaar langsomt ud og ud gjennem gangen.

128Udenfor gangdøren staar bredkjærren med jægerhesten for:

«Nu faar du sætte dig opi hos mig, Sidsel.»

De stiger op og kjører; der blir ikke talt paa veien. Som de kjører nedover fra gaarden og ud paa veien, er hele vaarens brus om dem. Bække og elve suser, fugle i tusental synger og skraaler, insekter summer, trær og urter dufter udover den hele dal, og over det hele staar solen og kaster sit glitrende lys. Men alt dette virker ikke paa Sidsel idag som ellers; det virker som skraal, støi, som noget uharmonisk, der bringer hende til at sitre i ubehag – uvilkaarlig trykker hun sig nærmere ind til Kjersti i bredkjærren – det er ligesom hun har trang til en eneste ting, stilhed. Slig kjører de en stund.

Da kommer der pludselig som en bred bølge veltende mod dem og skyller al støien tilside, – det er kirkeklokkerne, som sætter ind saa bredt, roligt og sikkert. De overdøver ikke vaarens brus, men de tar den ligesom op, ordner, harmoniserer den, tar den som et sagte akompagnement, det hele blir som orgelbrus om salmesang.

Da blir der med engang fred, høitid, helg, 129saa høi som Sidsel aldrig har kjendt den før. Hun kommer i en stemning, da alt udenom hende blir anderledes, lysere, høiere, høitideligere, hun føler sig saa mægtig glad.

Hun har fra det øieblik af ikke stor rede paa, hvad der foregaar.

Da hun kommer frem til kirken, synes hun, at mængden er saa stor og saa høitidelig, og hun synes aldrig, hun har set, at kirken var saa høi og saa lys.

Da hun gaar indover kirkegulvet, føler hun sig saa rank og saa fri, derinde er der ogsaa saa forunderlig lyst, og da hun ser nedover rækkerne af sine læsekamerater, som staar i række paa begge sider af kirkens midtgang med bøiede hoder, da synes hun, at alle ansigterne ligesom skinner.

Da presten kommer frem, synes hun, han er meget større end før, og at hans ansigt er saa mildt, og da han begynder at tale, forstaar eller hører hun ikke egentlig, hvad han siger, men det er noget stort og godt ligevel, det rører hende som musik.

Ved salmen synger hun ud sterkere, end hun pleier, det er, som hendes bryst uvilkaarlig vider sig ud, og da hun blir spurgt, ved hun ikke, om hun hører, men hun svarer høit 130og freidig og ved alligevel sikkert, at det er rigtigt, og da hun knæler ned og giver presten sin haand, saa synes hun, at de klodsede alterbilleder smiler.

Helt til sig selv igjen kommer hun først, da handlingen er forbi, og hun kommer op i kirkestolen til Kjersti Hoel.

Denne tar hendes haand og siger halvhøit:

«Til lykke og velsignelse da, Sidsel.»

Hun staar lidt, ser saa op paa hende, som hun vaagner, smiler og hvisker sagte:

«Tak, Kjersti Hoel.»

Saa er det slut, og de gaar ud af kirken.

Udenfor kirkedøren staar Jakob og Peter. De løfter paa luerne og haandhilser først paa Kjersti Hoel, og saa kommer de til Sidsel ogsaa efter tur, løfter paa luerne, tar hende i haanden og siger:

«Til lykke og velsignelse!»

Saa gaar de langsomt bortover kirkevangen – det er saa mange, som skal hilse paa Kjersti Hoel og spørge, hvad det er for en jente, hun har havt paa kirkegulvet idag – endelig kommer de til bredkjærren, som allerede er forspændt, stiger op og kjører paa hjemveien. De taler ikke sammen. Først da de er kommet hjem, siger Kjersti:

131«Du vil vel gjerne være alene en stund i eftermiddag ogsaa?»

«Ja tak!»

*

Om eftermiddagen sad Sidsel Sidsærk igjen alene i det vesle gangkammerset. Bjørnen, som nu var blit blind, laa udenfor døren, – de gangene den var ude af kjøkkenet, hvor den som oftest holdt til i sin egen krog, havde den valgt denne plads fremfor sin forrige ude paa hellen udenfor gangdøren; der gik der saa mange, og de gik saa uvorrent, at de spændte til ham; Sidsel gik altid saa vart.

Nu sad hun ikke og læste i nogen bog, hun sad ret og slet med sidsærken, som hun forresten ikke havde brugt den sidste vinteren, og som nu saa saa besynderlig liden og lappet ud, udbredt foran sig paa sengen. Da hun denne eftermiddag var kommet ud i kammerset sit, hvor aftensolen faldt paa skraa ned gjennem det lille vindu og tegned det af paa sengeteppet – om aftenen kom solen paa en anden side af værelset end om morgenen – var hun saa underlig rolig og tilfreds; hun syntes slet ikke, hun havde nogen 132trang til at sætte sig ned og tænke paa alvorlige ting eller at læse; hun syntes, det faldt saa ligetil og naturligt at pusle og være glad uden at tænke egentlig paa nogenting. Hun lavde ikke noget gods paa denne jord, men hun havde da en liden kiste, som hun havde faaet det andre aaret, hun var paa Hoel, og i den var der baade leddik og rum i laaget, og der havde hun samlet det lille, hun havde, og som hun havde syntes, det var umagen værd at gjemme paa. Nu tog hun den frem og aabned; det var saa morsomt at tage frem og se paa hver liden ting og mindes.

Der var en gammel skrøbelig foldekniv – den havde hun faaet af Jon den første sommeren i fjeldet, og der var et brev fra ham, som hun havde faaet i høst og som ingen vidste om, hvor han spurgte hende, om han skulde faa lov til at sende hende og Jakob amerikabillet, naar hun var blit konfirmeret. Hun havde ikke svaret ham endnu, men nu skulde hun snart gjøre det og takke ham, for hun vidste, at hun aldrig kunde reise.

Og der havde hun gjedhornpiben, som hun havde faaet af Peter – hun fik slig lyst til at prøve den, men turde ikke, fordi det vilde høres rart ud – og ved siden af den 133et silkehalstørklæde, som hun havde faaet af ham til jul, sendt med Jakob; hun havde ikke selv set eller snakket med Peter siden hin dag oppe paa fjeldet ifjor.

Og der havde hun det brevet, som hun havde faaet fra Jakob, det eneste, dengang da de skulde mødes oppi Kigud Slot; han havde det ikke med at skrive, Jakob, men hun havde da ogsaa et par andre smaating, hun havde faaet af ham.

Og der nederst paa bunden havde hun et tørklæde, som hun aldrig havde tat frem før; det var efter mor; nu var det ligesom første gang, hun rigtig turde tænke paa mor; hun tog det frem og bredte det ud paa sengen, og da hun i det samme fik øie paa sidsærken, som hang paa væggen, tog hun ogsaa den ned og bredte den ud; saa satte hun sig ned og saa paa disse fattige ting; nu kunde hun rigtig tænke tilbage uden at bli saa haabløst sørgmodig, tænke tilbage paa alle de rige minder, som disse fattige ting gjemte, ikke mindst fra tiden oppi Kigud Slot. Slig blev hun siddende længe; hun begyndte med begyndelsen, saa langt tilbage hun kunde hugse og gik fremover helt til den dag idag, minderne kom saa let og i bestemt rækkefølge, 134og alle var de ligesom gode, – alt, som havde været ondt, blev enten borte eller fik ligesom et lysere, et formildet skjær.

Pludselig banked det paa døren, og før hun fik tid til at gjemme det bort eller sans til at reise sig, kom Kjerste Hoel ind.

Hun saa, at Kjersti straks saa disse ting, men hun blev alligevel ikke forlegen, for Kjersti smilte og sagde:

«Jeg ser, at du nok sidder og tænker paa mor din idag, Sidsel, og det gjør du ret i. Men nu vil jeg, at du skal følge med mig ud i kammerset mit. Det er noget, jeg vil snakke med dig om.»

Sidsel blev halvt forvirret med det samme, saa alvorlig havde Kjersti aldrig talt til hende før. Hun reiste sig stilfærdig og fulgte.

Kjersti gik foran ind gjennem kjøkkenet og lige mod kammersdøren. Sidsel lige efter, og det kan nok være, at de andre saa op og undred sig over, hvad dette skulde bety.

Da de kom ud i kammerset, satte Kjersti sig paa den ene side af bordet og bad hende ta plads ved den anden.

Saa sagde hun:

«Ja, Sidsel Sidsærk, nu er du altsaa voksen, og heretter skal du raade dig selv. Nu har 135jeg holdt det sidste, jeg lovte mor din; og jeg kan idag si dig, at jeg bare har havt glæde af det, du har artet dig vel, som enhver bra jente skal gjøre; og vil du skikke dig ligedan for fremtiden, saa tror jeg nok, din mor vilde været tilfreds baade med dig og mig. Men fra idag af har ikke jeg ret til at raade over dig længer, herefter faar du selv vælge, hvad du vil og hvad du synes er rigtigt. Jeg vil da spørge dig – du skal vælge aldeles frit – om du nu vil være her længer, eller du nu, da du skal til at sørge for dig selv, heller vil prøve noget andet. Jeg kan lægge til, at jeg gjerne vil, at du skal være.»

Det blev aldeles stille lidt. Da saa Sidsel op med store taarer i øinene og sagde:

«Jeg vil bli hos dig, Kjersti Hoel, saa længe du er fornøiet med mig.»

«Det tænkte jeg ogsaa, at du vilde. Og derfor har jeg ogsaa tænkt paa noget andet. Vel er du svært ung endnu, men det er ikke altid galt at begynde tidlig. Du har vist dig saa paapasselig og saa flink baade i fjøset og paa sæteren, at jeg nok tør betro dig det. Hvis du vil, saa fæster jeg dig med en gang til budeie paa Hoel.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.