V. Kroghornet tæmmes

59Det er en tidlig morgen med blank sol over Hoelsæteren.

Inde i kveen gaar Sidsel Sidsærk alene og melker gjed. Det er saa stille og fredeligt, ingen bjælder høres endnu, bare en sagte sus af elven der langt nede, og et sagte dunk inde fra fjøset naar en ko reiser sig og dunker hornene mod væggen. Derinde holdet budeieu paa og melker.

Sidlsel Sidsærk har endnu for smaa næver til at melke ko, og saa har de fordelt det slig, at hun har gjederne alene.

Saa klinger det pludselig fra bakken ovenfor sæteren:

«Ho – o – i – ho!

Lidt efter svarer det lidt længere borte og næsten ærgerlig:

60«Ho – o – i – ho!»

Sidsel ser op, lytter; saa smiler hun saa inderlig tilfreds, gaar bort til kvegrinden og sætter i:

«Ho – o – i – ho» – Nu kan ogsaa hun ta i, saa det svarer bortigjennem alle hauger; nu er hun ikke skjælven i maalet mer, naar hun svarer de store gutterne.

Nu ved hun, at de kommer bare for at hente hende, og at de idag tør komme helt ned til sæteren med kreaturerne sine, fordi de har ærend; – de har aftalt det baade med hende og budeien. Og hun kan høre paa bjælderne, at de jager af alle kræfter, og at han, som er bagerst – det er nok Peter – er ærgerlig over, at han ikke kommer først.

Men de faar værsgod bie, til hun blir færdig, det er nu ogsaa svært tidlig, de er ude idag.

*

Hvordan det nu var eller ikke var, det havde ikke varet længe, før Sidsel Sidsærk var blit den fornemste gjæteren oppe paa Hoelsæteren. Allerede den andre dagen havde de mødt hende der straks bagenfor haugen, Peter først og saa Jon, og der var ligesom ikke 61tale om andet, end at hun skulde være med dem, saa kunde hun passe kreaturerne deres, mens de lauged sig, mente Jon. Ja, det syntes Peter ogsaa, og saa gjorde hun det.

Men de holdt ikke paa saa længe den dagen, det var ligesom ikke saa morsomt mer med dammen, og naar de var to alene.

Og saa var det blit sikkert, som dagen var, at aldrig før kom Sidsel om morgenen ruslende over haugen med kreaturerne sine, saa kom de der, oftest fra hver sin kant, og passed ligesom paa, hvem som kunde huje først. Og naar de saa traf hinanden, saa havde de det travelt med at lyve op, hvordan de rent tilfældigvis var kommet der, for det var ikke længer siden end kvælden før, at de havde været karer og snakket sig imellem om denne førkjeungen, som de aldrig kunde bli kvit, og sagt, at de næste dag vilde drage paa en ganske anden kant og se, om det hjalp.

Og saa kappedes de om at gjøre rundkast, og saa tog de tagm holdt paa ofte hele økten, fordi ingen vilde gi sig, og mer end én gang maatte Sidsel jage dem efter kreaturerne, fordi de glemte det hele og holdt paa at gjæte bort.

Sommetider kunde det træffe, at den ene 62kom først, og da vilde han støt, at de skulde drage fort afsted, for den anden var vist tat paa en anden kant idag.

Og da var det næsten morsomt, syntes Sidsel, for da havde de altid saa meget at vise hende, som den anden ikke vidste om, en myrteig, hvor det var drivende hvidt af multeblomster, og hvor det til høsten vilde bli saa urimelig mange multer – den skulde de beholde for sig selv, det var ikke værdt, at den anden fik vide det – et ryperede, hvor der var hele tretten store eg, eller en rabbe, hvor skjæftegræsset var saa urimelig langt og tykt.

Og da snakked de ogsaa mer med hende, og skrød ikke og huserte, som naar de var begge sammen.

Og saa klatred de i trærne og fandt kvae til hende, og hun fandt skjæftegræs til dem – for skjæftegræsset er sligt, at der skal et eget lag til at se det; og de havde aldrig set hendes mage til det; fandtes der saasandt et eneste straa, saa kunde en være sikker paa, at hun fandt det, mente Peter. Ja, Jon mente mest, at hun fandt, om der intet var, han havde aldrig set sligt.

Og alt som de fandt paa!

En dag det regned, gjorde Jon en stor 63næverhat til hende, og dagen efter kom Peter med et par næversko – det kan nok være, at budeien lo, da hun kom hjem i den habit med de rigtige skoene i haanden. Dagen efter gav Jon hende ligesaagodt en lommekniv – hun burde ha noget at spikke med hun ogsaa, og han havde ikke brug for den, han havde tollekniv – men dagen efter kom Peter med en fin gjedhornpibe, som han havde gjort om kvælden, og den var der slig urimelig fin laat i, at det gik an at blæse: «kjærringa med staven» paa den.

Jon spekulerte en stund paa, hvad han skulde stille op mod dette sidste; men saa fandt han det.

De havde ofte set Kroghornet, som fulgte med bølingen, som en anden ko, og Sidsel havde fortalt dem at det var hendes gjed, men at det var aldeles uraad at faa den til at følge smaakreaturerne, ja, at det ikke engang gik an, at ha den inde i sauhuset om vinteren – Kjersti Hoel havde sagt, at de vist fik gjøre ende paa den i høst.

Jon tilbød sig at tæmme Kroghornet; han skulde nok lære den at følge; der fandtes ikke gjed, som han ikke havde faaet bugt med.

64Ja, kunde han gjøre det, saa skulde Sidsel gjerne gi ham alt, hun havde.

Nei, han skulde ikke ha noget for det. Vilde hun gi ham noget, saa fik det bli hornene, naar den engang skulde slagtes ligevel. For det vilde bli gjedhornpiber, som en aldrig havde set magen til.

Ja, da vilde Peter være med ogsaa; for var den rigtig traa, saa trængtes der nok to, og saa kunde de faa et horn hver.

Jon vidste ikke, om han vilde det, for det var han, som havde fundet paa det.

Ja, men hvordan vilde han gjøre? Peter trodde ikke det gik, uden at de havde en sterkere at binde den til. Men det havde ikke Jon. Det var han, som havde den store gjedebukken, og den var den eneste, som var sterk nok.

Ja, det var sandt. Da fik han være med ligevel, dersom han vilde laane bort bukken til det.

Ja, det syntes Sidsel ogsaa, at de skulde være alle om det; det var ikke tale om andet, og saa blev det.

*

65Det var idag det skulde ske; det var derfor Jon og Peter var saa tidlig ude.

Kreaturerne kom rækkende fort over haugen, og da de skjønte, at de skulde faa gaa helt ned til sæteren, lagde de paa sprang – det er altid saa gildt at komme til et fremmed sted, noget nyt at se og lægge næsen oppi, kanske lidt melrøre i grisetroen, lidt salt paa saltstenen eller et hul i gjærdet, hvor en kan lure sig til at smette igjennem uden at bli set.

Bjælderne klang, gutterne løb og skreg og hujed for at holde styr paa de værste gjederne – kanske lidt høiere end nødvendigt.

Hvor det før havde været saa stille, blev der med engang liv og røre – budeien maatte kige ud af fjøsdøren og Sidsel Sidsærk havde sikkert glemt at melke den sidste gjeden, hvis den ikke havde meldt sig selv og stillet sig iveien for hende, da hun skulde ud af kveen.

Da Jon fik se budeien i fjøsdøren, ropte han:

«Skal dere ikke snart løse?»

«Jo, nu er jeg færdig. Er du færdig Sidsel?»

«Jeg holder paa med sidste gjeden.»

Snart var de færdige, kreaturerne skulde løses.

66Jon havde med et sterkt vidjebaand med en spending i hver ende; den ene skulde være til bukken, den anden til Kroghornet. Han trodde nok, det var gilde greier.

«Hvor er hun henne?»

«Hun er i fjøset.»

«Da er det bedst, at jeg gaar ind selv og tar hende. Kom med bukken, Peter og hold den færdig.»

Peter lokked paa den store bukken. Den kjendte navnet sit og kom straks.

«Lad mig kjende, hvor sterk du er.»

Han tog den i hornene som for at stanges; bukken spendte imod, tog tag – de legte ofte saaledes – og satte Peter mod kvegjærdet.

«Aa jo, jeg tænker det er buk, som kan trække en gjed, om den var dobbelt saa stor.»stor.»] rettet fra: stor. (trykkfeil) Peter formelig lyste af kryhed.

Jon vilde ogsaa kjende. Jo, den var svinagtig sterk.

Saa gik han ind i fjøset, og lidt efter kom han trækkende ud med Kroghomet i baand. Der tog de bukken og knapped den andre spendingen om halsen paa den; nu var den og Kroghornet bundet sammen, men det saa ikke ud, som om nogen af dem lagde merke til det.

67Alle blev staaende lidt og vente; men bukken vilde ikke gaa, saalænge de stod der, og saa længe kreaturerne var lige ved; den stod bare og var kjælen.

Saa sagde Jon:

«Slip ud kreaturerne dine, Sidsel, og sæt vore paa raaket, Peter, saa skal vi se paa tvibeite.»

Sidsel aabned grinden, kreaturerne rækked ud og tog den sedvanlige vei opover haugen.

Peter drev de andre efter.

Da syntes bukken, det var paa høi tid at labbe efter og tog et skridt. Den maatte rigtig se sig tilbage.

Hvad var det for fanteri, som hang igjen?

Der stod Kroghornet med alle fire plantet fast i jorden og bare strakte hals.

Pyt ikke andet! Den tog et par skridt. Kroghornet maatte med, men den lagde hodet bagover og stritted imod.

Da spendte bukken i, satte hornene høit tilveirs og lagde sig i baandet. Den skulde vise, at den ikke blev heftet af sligt fanteri!

Kroghornet maatte med; men den stritted og stritted imod af alle kræfter, tilslut røg den paa knæ med forbenene; men bukken gik, 68som ingenting var, og saa maatte den gaa med paa knærne bortover hele den flade sætervang.

Sidsel Sidsærk og gutterne hvinte af glæde, og selv budeien maatte sætte i at le.

Da den kom bort til kanten af haugen, hvor det blev mer ulændt, fandt den det fornuftigst at reise sig og dingle med paa benene; men den hang endnu godt i.

De drog sin sedvanlige vei indover fjeldet.

Lidt efter lidt saa det ud, som Kroghornet fandt sig i det uundgaaelige. I førstningen gik den sur og tvær og lod sig dra; men da det led udover dagen, blev vist maven lidt slak, den begyndte at gaa stille og æde, som en anden gjed, saa bare op en gang imellem, naar den hørte den grove kobjælden der langt borte.

Da blev der ikke saa morsomt længer, og saa begyndte de som sedvanlig at ta tag og gjøre kast, og det holdt de paa med, til det snart led til den tid da de skulde hjem til middagshvil.

Da sagde Jon:

«Ja, nu faar vi slippe hende løs paa prøve. Nu tænker jeg nok., hun er kureret.»

Ja, det vilde de andre ogsaa.

69Saa lokked de paa bukken; den kom vaggende med de store horn ret op og Kroghornet dinglende med. Jon løste bukken fra, og saa lagde han sig paa knæ foran Kroghornet og tog den i skjegget.

Den skrabed med foden, som gjeder pleier, naar de vil slippe for det taget; men Jon slap ikke, – han vilde holde formaninger til den først:

Nu havde hun set overmagten, hun behøvde ikke indbilde sig, at hun var nogen ko. Herefter skulde hun være folk, ellers skulde hun faa med ham at bestille. Han rykked i skjegget for at gi formaningen eftertryk. Det gjorde ondt, Kroghornet gjorde et spræt ret frem, saa han trilled bagover, og satte bent over ham med baandet efter sig og satte i trav ud over myren i retning af kobjælden.

Jon sprat op igjen, tramped i marken af sinne og satte efter. Sidsel Sidsærk og Peter var alt paa vei. De ropte og skreg og løb og lovte Kroghornet alt ondt, om den ikke stansed; men Kroghornet lod, som den ikke forstod. Den løb. De efter. Gutterne blev sintere og sintere; det havde nu ikke hændt, at de ikke kunde jage ind en gjed, og saa vilde 70de ogsaa begge gjerne være først. Det gik fortere og fortere, og endda Sidsel Sidsærk var let tilbens, hun som havde næversko, saa sakked hun bagud – hun havde nu ogsaa denne sidsærken at vasse i og havde glemt at stutte op idag, da det hasted saa med at komme afsted.

Snart saa hun i sidste snærten af dem, da de forsvandt over en haug paa den andre siden af myren, – jamen var Peter kommet foran nu; hun trodde nok, han var raskest ligevel – selv var hun bare midt ude paa myren endnu.

Hun stansed. Det var vist bedst, hun gik tilbage ogsaa og fandt op kreaturerne, ellers var de istand til at gjæte bort allesammen.

Hun tog retningen did, de var kommet fra. Da hun kom bortmed haugen et stykke, hørte hun et døn, som blev sterkere og sterkere, kun kjendte formelig, at bakken bæved under hende. Og der langs haugen kom en diger hestestroe. Der var en mængde af dem, føl og ungheste og voksne heste, brune og blakkede, sorte og hvide, og alle var de saa skinnende blanke og fede og kjipne.

De løb om hinanden i trav og kasted 71med hoderne, og det drøned under dem som en svag torden.

Sidsel blev staaende halvt ængstelig, en saa stor flok havde hun aldrig set før. Men de var vare, løb slet ikke paa hende, bare et par stansed, spidsed ørene og saa, hvad dette vesle var.

Saa løb de igjen, om et øieblik var de forbi, – hun hørte bare drønet af dem, da de slog ind paa raaket til sæteren.

Men kreaturerne havde de sagtens skræmt, for dem fandt Sidsel ingensteds. Hun løb fra haug til haug, hun lytted og løb igjen.

Da intet nytted, fandt hun det var bedst at gaa hjem.

Det var første og eneste gang, at Sidsel Sidsærk kom kreaturløs hjem.

Men derhjemme laa kreaturerne fredelig i kveen og ørted – de var gaaet hjem af sig selv. Hestestroen var der ogsaa, gik og slikked salt, som budeien havde strødd ud.

Ud paa eftermiddagen kom ogsaa budeierne fra de andre sætrene og spurgte efter gjætergutterne sine; kreaturerne der var ogsaa kommet hjem for længe siden.

Langt om længe kom da ogsaa Jon og Peter; de trak Kroghornet mellem sig.

72Da budeierne lo af dem, blev de lidt flade, – at de havde gjætet bort, kunde ikke negtes; men – ingen kunde nu si, at de kom kreaturløse hjem, selv om det kanske saa noget mandsterkt ud, at der var to lange gjætere til en gjed, hvor diger den end var.

Det havde gaaet galt idag, mente Jon, men den skulde ikke slippe med det. De skulde ta den igjen imorgen ogsaa, – den skulde tilpers!

Men det blev der ikke noget af; – Kroghornet vidste bedre. Da de havde løst den, blev den staaende med opstrakt hals og se bortover mod hestestroen, som netop holdt paa at trække bort. Slig stod den lidt. Saa slog den pludselig ud med bagbenene, som en anden hest og satte efter.

Baade budeierne og gjæterne blev staaende og gabe, da de saa, at den slutted sig til hestestroen.

Mente de ikke, at den indbildte sig, at den var hest.

De blev staaende længe og se uden at si noget. Da sagde Jon ganske tørt:

«Havde der været elefanter her, saa havde den gjerne indbildt sig, at den var elefant.»elefant.»] rettet fra: elefant. (trykkfeil)

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.