VI. Hjem fra sæteren

73Den lyse sommer skrider raskt frem, den er kort, men heftig oppe paa fjeldet.

Den begynder med piblende lysegrønt omkring hver tue, i de sagte skraaninger og bortover de uendelige myrer; rypeparrene gaar alene omkring og knurrer og skjænder, naar nogen kommer rederne for nær; myg og klæg surrer gjennem luften og kjørne sætter halerne i veiret og skjener afsted for at undgaa deres iltre stik, og over det hele ligger ølrøgen tyk og mørkeblaa og hindrer det frie udsyn.

Men snart kommer der blaabær og myruld og multeblomster, og en vakker dag piber det overalt omkring rypemødrene, som skjænder end værre, naar mange smaa lyse nøster svirrer et par alen op og nogle alen frem og falder paa hodet igjen ned i lyngen; da gaar 74kjørne rolig og besindig bortover alle fjeld og finder det fineste krydrede græs, og ølrøgen svinder, luften blir saa tindrende klar, at en ser lige fint og skarpt fjeldet mile borte som den nærmeste tue. Saa falder multeblomsterne, snart gulner og rødner det bortover myrerne, røslyngens fine blomster farver alle knauser og berg, det grønne svinder, fjeldet blusser i brunt og rødt paa den hvide renmose, der hist og her stikker frem som skinnende sneflekker. Det er høsten som nærmer sig.

Oftest er der sol, og da er det herligt at være gjæter.

Men der kan ogsaa komme dage, da taagen lægger sig ned som et tæt graat teppe, som jorden med tuer og busker og lyng ligesom smyger tæt indunder og blir borte et par armlængder fremme, og ud af den kommer der en fin, fin støvregn, der lægger sig som bittesmaa graa perler paa hvert straa og paa hver barnaal, saa hvor en kommer nær, drysser det vand.

Da kan det være vondt at være gjæter; da er det at søge ly under hver busk med en sæk over skuldrene til skjerm mod væden eller at løbe, saa vandet sukler i skoene. For da 75vokser der sop op, kreaturerne bryr sig ligesom ikke om andet, sætter i rend for at finde den; det kan være vanskeligt at følge, og saa faar en kanske endda en støk, naar der ved myrkanten lige foran ens ben letter et par vældige traner, som er paa gjennemreise, – i taagen ser de end vældigere ud, som et par digre sauer med vinger paa.

Saa en morgen er det skinnende hvidt, der er faldt lidt sne om natten. Ikke saa, at den blir liggende, den gaar af ud paa dagen. Men da vil kreaturerne ikke mer ind paa fjeldet, – kjørne stanser ved grinden til sæterløkken, rauter, de ved, at de tilslut skal faa slippe ind der og ta fjeldets sidste godbit med; gjederne ser sig spørgende tilbage. Sommeren er alligevel slut, alt længes til bygden.

Saa en dag aabnes grinden, kjørne styrter ind paa sæterløkken, nu ved de, at de ikke skal ind over det snaue fjeld mer iaar. Karerne er kommet op med heste, og andre, som har gaaet i fjeldet den hele sommer, hentes hjem. Kløver snøres, der vaskes og ryddes og stelles og sættes bort til næste sommer, og endelig er den lange ventede dag, bufardagen, kommen.

*

76Sidsel Sidsærk staar oppe paa mønet af det torvtækte fjøstag og ser sig omkring. Hun er alt reisefærdig, hun har gjæterskræppen paa ryggen, næverhatten paa, og gjedhornpiben hængende i en snor om halsen. I haanden har hun en kjep. Inde paa sæterløkken gaar baade kjørne og smaakreaturerne, streifer utaalmodige om fra gjærde til gjærde. De skjønner ogsaa, at bufardagen er kommen; thi langs væggen staar snørede kløvmeiser i række med smørbutter og ostbutter og ostbommer, og ved gjærdet staar hestene bundne med kløvsadlerne paa, forrest jægerhesten med kvindfolksadel. Karerne staar ogsaa ude med piber i munden, færdige, venter bare paa budeien, som holder paa inde og yster bufarosten, den sidste, af den melk, som er melket imorges, og som de ikke kan lade staa igjen.

Jon og Peter kommer stikkende forbi kvegjærdet. De er ogsaa stillere idag, end de pleier; de blir staaende stille og se paa Sidsel, og ingen siger noget paa en stund. Saa siger Peter:

«Skal du reise idag, Sidsel?»

«Ja, jeg skal nok det.»

De ser alle uvilkaarlig ind over fjeldet.

«Aa ja, det begynder at bli ødsligt 77paa fjeldet nu. – Jeg skal være otte dage endnu.»

«Skal du være saa længe? End du Jon?»

«Jeg skal reise iovermorgen.»

Det blir igjen stilt en stund. Saa siger Sidsel.

«Nei, nu faar jeg nok ned. De er vist færdige.»

Hun klatrer ned af taget og gaar bort til dem. De blir igjen staaende og kommer sig ikke til at si noget. Endelig siger Peter:

«Kommer du igjen til sommeren, Sidsel?»

«Ja, dersom Kjersti Hoel er fornøiet med mig. Men det er ikke ventendes, naar jeg kommer hjem uden Kroghornet.»

«Nei, saa urimelig er ikke Kjersti Hoel; for der findes ikke gjæter, som kunde passe Kroghornet.»

«Det maatte da være en hestegjæter,» mente Jon.

Det blev igjen stille en stund. Saa siger Jon:

«Det blev ikke noget af, at vi kom op paa Herfjeldet i sommer, og saa der hvor kongen har været.»

«Nei, det blev ikke det.»

78«Vi kommer ogsaa igjen til sommeren, begge to.»

«Kanske vi kan gjøre det da, endda det er vist svært langt.»

«Ja, det kan vi. Og jeg kan fortælle meget om det, for han far var med og skydsed.»

«Kongen?»

«Nei, ikke kongen, men amtmanden.»

«Far min var ogsaa med og skydsed,» indskjød Peter, «saa jeg ved ogsaa.»

«Ja, men han skydsed bare en gammel hurpe.»

«Ja, men den hurpen var næst efter dronningen, det var hun, som gik afsides med hende nedenunder Herfjeldet.»

Idetsamme blev der ropt paa Sidsel. Hun stod endda lidt, saa rakte hun frem den vesle haanden og sagde:

«Ja, saa faar dere leve vel da, og ha tak for i sommer.»

«Sjøl tak, sagde Jon; ja, saa træffes vi igjen til sommeren.»

«Ja.»

«Lev vel,» sagde Peter. Han blev staaende lidt med haanden hendes, og saa syntes han, han maatte si noget mer:

79«Jeg skal hilse Jakob fra dig jeg, Sidsel Sidsærk.»

Og saa forsvandt gutterne igjen bortmed kvegjærdet, ligesaa stilt som de var kommet.

*

Inde paa sæterløkken holdt karerne paa at kløve op; jægerhesten var ledet frem til grinden. Sidsel løb ind paa sæterløkken og drev kreaturerne sammen og talte dem vist for tiende gang idag; snart stod alt færdig til afmarsch.

Saa viste budeien sig i døren, hun var helgeklædt, som den dag, de kom. Hun slog sæterporten haardt i, dreied høitidelig den store nøglen om, tog den ud og putted den i lommen, den vilde hun passe selv og levere egenhændig til Kjersti Hoel. Derpaa banked hun haardt paa porten for at kjende, om den sikkert var i laas, gik til vinduet og saa ind, om alt var i orden og om det var godt slukket paa varmen.

Saa steg hun til hest, en af karerne aabned grinden for hende som for en dronning – hun red ud.

Efter hende kom saa rækken af kløvheste, og saa kom de igjen i den gamle orden, 80bjældkoen og Brandros og hele rækken nedover. Tilslut kom smaakreaturerne og i halen paa det hele Sidsel Sidsærk, med kjep i haanden, næverhat paa hodet og skræppen paa ryggen.

Hun maatte se sig tilbage. Sæteren laa der saa ødslig og rar, fjeldet saa underlig ensomt og forladt; vel havde hun ogsaa i de sidste dage længtes mod bygden, men det var saa rart alligevel, nu hun skulde forlade det hele. Hun kjendte noget af det samme, som dengang hun forlod – Kigud Slot. Det var underligt, at hun skulde komme til at tænke paa det akkurat nu, – hun havde ikke tænkt paa det i hele sommer.

Nei, hun vilde ikke tænke paa det nu heller – hun havde andet at bestille. Gudskelov ligevel at de nu skulde til bygden, og at alt var gaaet godt; hun havde da alle sine – undtagen Kroghornet. Den havde hun ikke set noget til, siden hin dag, da de tæmmed den, men hun havde hørt, at der langt borte i fjeldet var set en diger gjed, som fulgte en hestestroe.

*

Dagen lang gaar det store tog frem over fjeldet, støt og jevnt; alt er ligesom federe og 81tungere nu end i vaar, alt træder sikrere og fastere i bakken, der er ikke tegn til, at nogen blir træt og vil lægge sig efter. Og enten det er budeien – smørkløven, som hun altid kaldes om høsten – der rund og tilfreds og rødkindet ser sig tilbage, eller det er Sidsel Sidsærk, som ser frem, saa synes de begge, at dette baade er bøling og budraat, som de kan være bekjendt at komme hjem til Kjersti Hoel med.

Det lakker mod aften, og saa med ett helder det nedover, dalen begynder at aabne sig foran dem; de ser alt lien over paa den anden side. Alle ser over did, men endnu ser de kun en stribe øverst oppe. Den eneste som ser hus, er Sidsel Sidsærk – deroppe paa skraa langt borte ser hun, at den nedgaaende sol glitrer i en liden rude i en lav graa hytte – det er Kigud Slot.

Saa med en gang er de ude paa likanten, hele dalen ligger aaben og bred og fredelig foran dem, med gule agre og korn paa stør, grønne volde og birkelier, der flammer i gult og rødt. Der ser de ogsaa Hoel, stort og tungt og velstelt, med brede, skinnende vinduer. Det ryger fra piben, rigtig en saadan indbydende, kaffemættet velkomstrøg; nu har nok Kjersti allerede slængt paa kaffekjedlen 82for at modtage dem, som det sømmer sig. Og nu kommer der liv i rækkerne, alle ved, at nu staar Kjersti der over i vinduet og ser, at toget svinger ned i lien; alle sætter fart paa, hestene langer ud, kjørne sætter i trav, bjældkoen rauter langt ud over dalen, bjælderne klinger, og Sidsel Sidsærk slaar en trille paa sin gjedhornpibe. Alle skal høre, at nu er det den store Hoelsbølingen, som kommer til bygds.

Saa gaar det nedover til dalens bund og saa opover paa den anden side; snart er de hjemme.

Kjersti Hoel staar selv ved fjøsdøren og aabner. Kjørne kjender hende igjen, gaar alle forbi hende efter tur for at faa et ord og bli klappet paa hodet og saa gaar de stolte og veltilfredse ind og søger hver sin baas; ikke en eneste en tar feil. – Og det haster, for de ved, at der er noget godt i krybben til velkomst, og det kan trænges, for det er ikke blit tid til at æde noget paa veien idag.

Budeien stiger af, Kjersti tar hende i haanden og siger «velkommen hjem». Saa gaar hun hen til saufjøsdøren, aabner ogsaa den og tæller gjederne og sauerne, og da Sidsel Sidsærk kommer frem, saa tar hun 83ogsaa hende i haanden og siger «velkommen hjem».

«Ja, men – jeg har ikke Kroghornet.»

«Nei, jeg ser det, og det er godt, saa er vi da kvit det spetaklet saa længe. Du har været rigtig flink jente, ser jeg; og jamen er du vokset ogsaa; jeg ser, at sidsærken knapt naar dig til tærne.»

Saa skulde budeien og Sidsel binde kjørne, mens Kjersti var henne og saa, de tog af kløvene, og saa paa budraatten.

Saa kom hun igjen og bad dem værsgod gaa ind, det var rent, som de var fremmede storfolk. Og inde blev de bedt ud i kammerset baade hun og budeien, og der var der dækket op baade med lefse og erterbrød og varme nypoteter, for det er forkunt mad for dem, som kommer fra sæteren – og Kjersti sad selv og skjænkte kaffen for dem og bad dem forsyne sig. Og saa maatte de fortælle om alle fjeldets hændelser, om alle dyrene og om budraatten, hvem som havde melket mest, og hvem som havde slaaet sig udaf, og saa var der bare vellæte, fordi alt var gaaet saa godt, og fordi de havde været saa flinke.

Da Sidsel Sidsærk om kvælden igjen laa og strakte sig i sin lille seng ude i gangkammerset 84og tænkte tilbage paa sommeren og paa fjeldet, saa syntes hun ret, hun havde havt det saa godt og herligt og morsomt, som det var tænkeligt, men jamen var det hyggeligt at komme hjem ogsaa, naar en kom til en slig urimelig gjild kjærring som Kjersti Hoel.

*

Høsten gaar, alle marker blir blakke; løvet falder, trærne staar og spriker ud i den kolde luft, kornstaurerne staar igjen skjæve og tomme bortover alle agre.

Der er ikke mer føde for kreaturerne ude, og saa kommer slagtningen. Det er aarets sidste dag for gjæteren, fra den dag ophører hans ansvar; fra den dag er han ikke længer noget for sig selv, siden skal han gaa alle tilhaande. Og naar vinteren kommer med de lange kvælder, da baalet skinner fra peisen udover den store stue, mens karderne gaar og rokken surrer og karerne laver soplimer og sælepinder og økseskaft, da skal han sidde ved vedroen, gjerne paa kvisthaugen, og passe varmen, saa alle kan se, mens han læser sine lekser.

Der ved vedroen paa Hoel, havde da ogsaa 85Sidsel Sidsærk sin plads de lange vinterkvælder. Hun læste og hun lytted og hun hørte saa meget rart, som blev fortalt, at kvælderne ligesom blev for korte og dagene for faa alligevel. Hun vidste ikke ordet af, før det var vaar igjen, og da hun skulde se efter, saa rak ikke sidsærken længer end til smalleggen.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.