Veslemarthe

139Det var tidlig om morgenen. Oppe paa en haug straks ovenfor gaarden sad Veslemarthe, en liden jentunge paa otte aar, og saa paa skraa opover den store birkeli, som strakte sig i det uendelige bortover, øverst oppe brudt af en mørkere stribe, hvor granerne begyndte at trænge sig nedimellem. Af og til trak hun det rudede nakketørklæde bort fra øret og lytted spændt.

Nei, ingenting at høre! Det var da ogsaa svært, saa det trak ud iaar, før der vilde komme rigtig ordentlig vaar i luften! Det havde jo været saapas varmt midt paa dagen, at sneen var gaaet bort her paa solsiden, men over i baglien laa den endnu i hvide strimer langs dalsænkninger og bækkefar og sendte kolde, isnende gufs over dalen, saasnart solen 140var nede. Slig havde hun nu siddet og ventet hver morgen de sidste otte dage; men først igaar var den kommet den milde varme, som gyder sig ud over det hele, enten solen er oppe eller ei. Og da havde hun ogsaa med engang set, hvordan bækkene vokste og fyldte dalen med sit sus, og hun havde set, hvordan birkeknopperne med engang svulmede op og begyndte at briste, og idag kunde hun allerede se, at der titted lysegrønt frem i den milde morgensol, som flammed ned over lierne som et mægtigt lyshav. Hendes hjerte banked:

Nu kunde det ikke vare længe!

Hun vendte sig og saa nedover mod gaarden, som laa der tilsyneladende saa fredelig med glitrende ruder og røgen ret op af piben, uden andet usedvanligt end en stor, fremmed hund, som strakte sig ude paa dørhellen.

Bare det ikke blev forsent!

Det var gjøken, Veslemarthe sad og vented saa saart paa. Og det havde sine grunde. Thi nede paa gaarden var det ikke saa fredeligt inde som ude: inde i kammerset laa hendes mor og stred mellem liv og død.

Hun var blit syg for vel otte dage siden, pludselig, havde i den skarpe vaarluft faaet 141en heftig lungebetændelse. Doktoren havde været der flere gange, og nu sidste nat havde han været der hele tiden, det betegned den store hund, som laa ude paa hellen.

Den første dag var Veslemarthe inde hos hende; hun laa da og ynked sig, og Veslemarthe græd og syntes, det var slemt, moren skulde ha det saa ondt, men hun forstod ikke rigtig, før om kvælden, da hun havde lagt sig, og faren kom og sagde, at nu fik hun bede til Gud, at de fik beholde mor. Hun havde ikke tænkt sig, at de kunde miste hende. Da bad hun ret inderlig, og hun trudde nok, det vilde hjælpe; han havde været saa inderlig snil før, som ifjor, da hun bad ham om kjælke. Faren kom med den et par dage efter, endda han slet ikke vidste, at hun havde bedt om den.

Men da hun kom ud i kammerset dagen efter, var det saa underligt. De andre græd, og moren laa der med et saa besynderlig fremmed smil og talte saa meget rart, som Marthe ikke skjønte, om at hun og gamle provstinden agte paa kjelke. Men tilslut sagde hun, at gamleprovsten kom efter med et helt hestelæs med chokoladekager. Da gik der et stik gjennem Veslemarthe. Det blev 142med engang, ligesom det var hendes skyld altsammen.

Det var nok ikke at vente, at Gud vilde hjælpe hende denne gang. For han vidste sagtens om den chokoladekagen, som moren havde havt gjemt i skabet, og som Veslemarthe havde spist op uden lov. Hun havde nu slet ikke tænkt paa at spise den heller, vilde bare se paa den; men saa var hun kommet til at brække af et lidet stykke, det var ikke saa stort, at de kunde se det engang, og hun havde ikke taget mere den dagen. Men saa blev det lidt hver dag, og saa vidste hun ikke ordet af, før der ikke var mere igjen. Først da kom hun til at tænke paa, hvor galt det var, og hun havde ogsaa tænkt at sige det til moren; men det drog ud dag for dag, og saa blev moren syg.

Havde endda moren været saapas ved samling, at hun havde faaet sagt det, saa kanske –?

Aa nei, nei, det var ikke at vente, at Vorherre vilde hjælpe hende nu, likte kanske ikke engang, at hun bad ham!

Hun kunde ikke græde, bare snudde sig og gik, saa fattig, saa fattig ud af kammersdøren gjennem stuen og ud paa dørhellen.

143Hun følte sig saa inderlig ensom, forladt og hjælpeløs. Hun vidste ingenting.

Bare hun kunde finde paa noget, noget at gjøre, saa Vorherre kunde skjønne, at hun mente det alvorlig. Hun skulde gjøre, hvad det skulde være!

I det samme lød en høi, klar fløitetone oppe fra stabburstaget. En liden sort fugl slog sig jublende ned. Det var stæren, som kom, det første vaarbud.

Gjøken!? Hun havde hørt, at den, som kunde komme under det træ, hvor den sad og gol, og ønske noget rigtig inderlig, den vilde faa det opfyldt.

Aa, om den vilde komme! Hun skulde gjerne løbe saa langt som til verdens ende for at komme under dens træ.

Fra det øieblik stod dette for hende som den eneste redning, og det var derfor Veslemarthe nu i mange dage havde siddet der paa haugen og ventet og lyftet, og derfor var det da ogsaa, at hun sad der idag.

Aa bare, bare det ikke blev for sent! Hun havde hørt doktoren snakke om noget, som han kaldte krise, som han vilde vente paa, om det skulde blive nødvendigt at aarelade hende. Men det kunde ikke være noget 144paa færde endnu, alt var saa stille der nede paa gaarden, bare hønsene, som gik og sparked nede ved fjøsdøren, og saa stærparret oppe paa stabburstaget – de havde nok bygget sig rede der.

Med et sprat hun op, trak tørklædet tilside og lytted aandeløst.

Det kjendte ku–ku kom med engang saa klart og fuldtonigt og taktfast der borte fra lien – langt, langt borte.

Blodet fór op i hendes kinder, og hendes hjerte hamred. Hun blev staaende et øieblik dørgende stil, saa lagde hun paa sprang bortover. Alt i et stansed hun, holdt pusten og lytted – jo, hun hørte den endda – nu flytted den sig høiere op. Og hun sprang igjen. Slig blev det ved længe – det var saa utrolig langt, og alt i et kunde hun høre, at den flytted sig, nu var den helt opunder Lienget. Hun sprang og sprang – havde kun tanke for det ene, hun maatte, maatte naa den.

Langt om længe var de oppe i Lienget – der lod det til, den vilde slaa sig ned, den flytted sig ikke saa fort længer. Nu var hun den ganske nær. Der saa hun den borte i den store birk! Hun løb til. Nei, der flytted den sig over i en anden. Hun efter. Den flytted 145sig igjen. Og saa begyndte en jagt rundt hele Lienget. Hun forsøgte at holde pusten og lure sig frem, hun forsøgte at springe, men hver gang, naar hun var den ganske nær, saa hendes hjerte hopped i spændt forventning, flytted den. Nu var de igjen tilbage til den store birk, hun saa den saa tydelig, hvordan den bredte halen ud til en vifte og vipped med den, for hver gang den gol. Nu var hun lige ved. Bare den vilde sidde de to tre skridt! Hun holdt pusten, samled kræfter til et sprang. Det vimred for hendes øine, det banked i hendes tindinger – bare – bare! Da letted den!

Spændingen havde været for sterk, i hikstgraat sank hun sammen under den store birk.

*

Det gik som en befrielse over hele gaarden, da doktoren hen ved middagstid meddelte, at nu var krisen over. Den syge havde slaaet øinene op og var ved samling. Den første, hun spurgte efter, var Veslemarthe. De vilde hente hende – hun var ingensteds at finde. Nu først begyndte de at huske paa, 146at hun havde gaaet saa underlig ensom og stille og forladt omkring i disse dagene, da ingen havde havt tid eller tanke for at tage sig af hende, det var rigtig synd paa Veslemarthe, men nu skulde det nok bli anderledes igjen. De ledte høit og lavt, ude og inde, ingensteds spor af hende. Det steg til angst, snart var hele gaarden med, angsten forplantede sig til den syge, og hun spurgte igjen. Da blev doktoren bange, de maatte se at finde paa et paaskud saalænge – den syge taalte ikke mindste sindsbevægelse – og se at finde hende snarest muligt.

Han fik en idé – hans hund. Hvor havde de set hende sidst? Oppe paa bakken. Havde de et plag, som hun havde brugt? Det fik han, gik op paa bakken og kaldte paa hunden. Den kom springende i glade hop og logred med halen. Han holdt tørklædet bort til den; den snuste til det og saa op paa ham. Saa pegte han ned paa bakken, hvor han saa, nogen havde siddet. Den snuste ogsaa der og saa igjen paa ham med vagtsomme, spørgende øine.

«Ja vel!» – og doktoren tog et par skridt. Hunden forstod, tog straks sporet, mens halen vifted ivrig, og sprang nogle skridt 147bortover, stansed saa igjen og saa sig spørgende tilbage.

«Ja vel!» – og doktoren vinked ned til de andre: «I behøver ikke at følge, nu skal nok jeg finde hende,» – og han fulgte raskt efter hunden, som sprang logrende et langt stykke foran, bortigjennem birkelien.

*

Trætheden og spændingen havde overvældet Veslemarthe, hun havde sovnet. Hun laa og drømte, at hun saa gamleprovsten komme kjørende paa et digert læs med chokoladekager, og han havde ogsaa en gjøk etsteds i læsset – hun hørte den saa tydelig, men hun kunde ikke se den.

Da kjendte hun med engang noget varmt i sit ansigt, vaagned og slog øinene op. En stor hund stod logrende og slikked hende i ansigtet – og der ret over hende sad gjøken og gol saa høit og klart. Hun sansed sig hurtig og fik akkurat tid til at sende op et brændende ønske om, at moren maatte bli frisk igjen, før den letted –, thi hunden snudde og satte i en glad gjøen, idet den sprang mod nogen, som kom.

148Det var doktoren. Han tog hende op paa armen:

«Jeg skal hilse dig fra mor; nu blir hun frisk igjen.»

Veslemarthe slog begge armene om hans hals og græd stille.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.