Tretten-Kari og Fjorten-Kari

149Den, som fra høstkvældens ubegribelige mørke kom ind i den lille stue der lige opunder tykke granskogen – hvis han da overhovedet fandt frem did, i det mørke – kunde straks se, at det ikke netop var noget slot, han kom ind i; der var ikke mange alen fra væg til væg, og det ene hjørne var optaget af en stor muret peis, og det andet af en bred seng, og naar saa bordskiven, der forresten nu var slaaet opmed væggen, var nede, saa kunde der ikke være stor pladsen igjen til dansegulv. Skulde han alligevel falde paa, at det var et slot, saa maatte det ialfald være et forhekset; og det kunde han kanske – for det første, han fik øie paa i lyset af en bitte liden lampe i taget, var noget, han sandelig kunde tage for heksen selv; thi over 150en gammel rok, der gik saa stilt, at en ikke kunde høre den mindste lyd, sad en gammel krogrygget kjærring med graat haar og dupped og dupped med en lang næse, mens hun spandt stry, saa det gjøv om hende, og paa en krak ved siden sad noget, han til nød kunde tage for prinsessen, en liden lys og lyshaaret jente med en bunding i haanden.

Men det var nu hverken heks eller prinsesse, for det var Gamlekari, som hele bygden kaldte Tretten-Kari, og saa sønnedatteren hendes, som ogsaa hed Kari. Og de var saamen alene ogsaa, for der kom saa sandelig ingen helt op i Karistuen, og allermindst en kvæld som denne, – de havde ikke noget der at gjøre.

Det var lunt i stuen, spjeldet var sat i peisen, og paa den lille kogeovn stod en svart kaffekjedel og gylped frisk kaffeluft ud, og rokkehjulet løb saa stilt, at en kunde høre den sagte høstsus i granskogen udenfor.

Ingen af de to sagde noget; den lange næsen dupped fortere og fortere i takt med hjulet, og Veslekari, som vel kunde være ni aar, sad og saa paa den med sine blaa øine, til hun slap den ene masken efter den anden, – hun sad saa opmerksom, som om hun 151vented paa noget; og ganske rigtig, der røg traaden for Gamlekari, – stry har saa urimelig let for at gaa af. Hun stansed hjulet med et ryk, saa ikke op, men dupped næsen helt ned til rokken og begyndte at lede efter traadenden indpaa snellen.

Da kom det fra Veslekari:

«Hvorfor vil du ikke ha mig længer, bedstemor?»

Den gamle bøied sig endnu mere ned:

«Fordi jeg har nok med at fø og klæ mig selv. Du skal slet ikke bry dig om at være her længer; det er meget bedre for dig at komme andensteds.»

«Men jeg vilde helst være hos dig, al din dag.»

«Al min dag, ja! Naar jeg ikke strøg med i lungebetændelsen ivaar, kan det bli længe endnu det – for længe. Havde endda ikke mor din været saa strid paa at kalde dig Kari saa –»

«Men det er jo efter dig det!»

«Ja, det er vel gjildt det at være opkaldt efter mig!»

Hun havde faaet fat i traadenden, skydsed hjulet fort afsted og begyndte igjen at duppe til tegn paa, at det skulde være slut med 152snakket. Men de krogede fingre greb saa besynderlig skjælvende i strydotterne, og det varte ikke længe, saa røg traaden igjen. Veslekari havde slet ikke begyndt at binde igjen, men siddet og set ret frem for sig med et eftertænksomt udtryk. Da hun hørte hjulet stanse, spurgte hun:

«Hvad er Tretten-Kari for noget, bedstemor?»

Den gamle slap rokken, som om hun havde brændt sig:

«Hvor har du hørt det?»

«Det var nogen, som ropte det efter mig, sidst jeg var paa skolen.»

Langsomt begyndte det at bævre i mundvigerne paa den gamle, og der kom en taare frem i de rynkede øienkroger.

Veslekari blev helt beklemt. Hun havde aldrig før set bedstemor græde, saa haard og bestemt som hun var, og hun sagde helt ræd:

«Hvad er det, bedstemor?»

Gamlekari skjøv rokken fra sig, reiste sig og børsted af sit fang. Saa flytted hun rokken bort i krogen, tog soplimen og sopte avnerne sammen bort til vedroen og tog saa stolen og satte sig bort til den lille ovn. Veslekari havde hele tiden fulgt hende forundret med øinene.

153«Tag med dig krakken og sæt dig hid, skal jeg friste at fortælle dig, hvorfor jeg ikke vil ha dig længer.»

Veslekari blev endnu mer forundret, hun kunde ikke sige et ord, men flytted sig ganske stille og blev siddende og se paa bedstemoren med store øine. Hun begyndte:

«Det er, fordi jeg ikke vilde, at du skulde arve mig. Jeg har ikke andet end navnet, og det vilde jeg gjerne spare dig for. Jeg var ærlig og redelig døbt Kari, men jeg har ikke hedt andet end Tretten-Kari fra – ja fra jeg var saa stor som du. Du spurgte, hvad Tretten-Kari er for noget. Det er en heks eller et trold, som de trodde ikke kunde faa samkvem med kristne folk, men bare fik lov til at komme frem en gang om aaret og kjøre julekut gjennem byggen, og det var om trettenkvælden. Det navnet er blit ropt efter mig paa skolen, da jeg var liden, ved dans og lystighed, da jeg blev voksen, og nu – ja nu kan det vel passe; en blir let det, en holdes og kaldes for, naar en er slig som jeg. Og nu har de begyndt at rope det efter dig ogsaa. Jeg trodde, jeg skulde faa død fra dig ivaar, saa havde de vel glemt mig, og at du hørte mig til, og kommer du bort, 154helst langt bort, saa kanske de kunde glemme det endnu.»

Hun havde igjen taarer i øinene.

Veslekari forstod ikke alt dette, bare, at de havde været onde mod bedstemoren, og saa spurgte hun:

«Men hvordan fik du det navnet?»

Bedstemoren visked taarerne bort med haandbagen.

«Hm. Aa ja, jeg kan gjerne fortælle dig det ogsaa. Har du set gammelkjærringen paa Hoel nogengang, hun Berit? Ja, det er sandt, du sagde, hun engang havde snakket til dig. Det er hun, som har givet mig det. Vi var jevngamle omtrent, og jeg var paa lægd paa Opsal, der hvor hun er fra. Vi legte sammen til dagligdags og havde baade fjøs og sauer og kjør og alt sligt, og eied det ligesom sammen. Saa var det engang, hun havde fremmede, mange smaajenter saa store som vi. Jeg fik jo ikke være med dem inde jeg, som bare var lægdjente; men da de gik bort for at se paa stellet vort, saa kom jeg, for jeg tænkte vel, at det var ligesom mit ogsaa. Saa spurgte en: «Hvad er dette for en?» Berit har altid været stolt, og saa vilde hun vel ikke kjendes ved mig, som var fillet klædt, for hun 155sagde: «Det er Tretten-Kari, hun som dere ved kjører julekut trettenkvælden. Hvad vil du her? Pak dig, styggen!» Jeg blev staaende rent fjetret. Saa sagde hun: «Lad os mane hende bort!» og saa tog de alle til at rope i kor: «Tretten-Kari, Tretten-Kari, alt mens jeg ser dig! Tretten-Kari, Tretten-Kari, alt mens jeg ser dig!» Jeg lagde paa sprang og hørte det hele tiden efter mig, jeg synes sommetider, jeg hører det endnu. Siden legte jeg aldrig med hende, hvor meget skjend jeg fik, og siden jeg kom derfra, har jeg aldrig snakket med hende, skjønt vi har mødtes ofte, og jeg har aldrig sat min fod paa Hoel, endda hun har sendt bud paa mig engang, efterat vi blev gamle. Det var straks, efterat hun havde mistet sønnesønnen sin.»

Hun tied lidt, og Veslekari sad og saa paa hende med aaben mund. Saa kom det i en anden tone, idet hun reiste sig:

«Hm, set slikt, jeg sidder her og snakker, som du var voksen; men jeg vil ikke, de skal rope efter dig; det er derfor, du skal bort.»

Veslekari reiste sig ogsaa:

«Men jeg vil ikke fra dig, bedstemor, de kan kalde mig Tretten-Kari saa meget de vil!»

156«Det er ikke mer at snakke om det. Imorgen gaar jeg langt fremi bygden og faar sat dig bort.»

*

Veslekari laa længe vaagen den nat, det var vist første gang, hun tænkte. Men alt, hun tænkte, flød sammen til et billede, et vakkert gammelt ansigt med en bestemt, sammenkneben mund og et par sterke, men venlige blaa øine, og da hun endelig sovned, fulgte ansigtet med ind i hendes drøm, da hun syntes, at Berit Hoel og hun var ude og kjørte julekut.

*

Det blev ikke noget af, at Tretten-Kari kom fremi bygden den dag. For om morgenen havde hun et sligt sting i venstre skulderblad, at hun ikke kunde staa op. Hun kjendte det igjen fra ivaar. Veslekari maatte bort i nabopladsen, Hoelsrønningen, og faa Oline til at komme og hjælpe hende. Men da Oline spurgte, om hun ikke skulde være med hjem, svarte hun, at hun havde et svipærend for bedstemor ned i bygden først.

Hun tøfled raskt nedover med de smaa 157hænder fast knyttede af iver, for nu vidste hun, at hun vilde noget, og hvad hun vilde. Hun Berit Hoel, som var mægtig til at sætte paa bedstemor det navnet, maatte kunne tage det af hende ogsaa – eller ialfald flytte det over paa Veslekari. For hun skulde ikke bryde sig det mindste om, at de ropte efter hende, bedstemor skulde ikke have det ondt mer; hun var ligesom blit saa anderledes glad i bedstemor igaar kvæld, end hun havde været før.

En stund efter stod hun inde i det store kjøkkenet paa Hoel og spurgte, om hun kunde faa snakke med Berit. Hun blev vist ud i kammerset til hende. Berit sad i en stor armstol borte ved den varme kakkelovn, med en bunding i haanden og et lidet bord ved siden, hvor der laa bog og briller.

Da det gik i døren, saa hun op, som hun pleied, og fik se en liden lys jente i sid stak, som støbte lys helt ned til gulvet. Hun vented lidt, saa sagde hun forundret:

«Nei, hvad er det for en liden pen smaajente, som vil komme og se til mig saa tidlig paa morgen?»

«Jeg heder Kari og er fra Karistuen.»

«Nei, er det hun Veslekari, sønnedatter 158til –» hun stansed pludelig. Om lidt sagde hun endnu venligere:

«Kom hid, lad mig se paa dig.»

Kari gik nærmere.

«Jo, du ligner sandelig bedstemor din, da hun var liden. Hvordan staar det til med hende nu da?»

«Hun er laak idag.»

Der gik en svag rødme over Berits ansigt, og hun sagde stillere: «Du har kanske et ærende til mig fra hende?»

Kari var saa ivrig efter at faa sagt det, hun skulde, at hun knytted de smaa hænder og dirred i mundvigerne:

«Nei, det er ikke fra hende, det er fra mig selv.»

«Naa ja –»

«Det var, om du ikke kunde gjøre saa inderlig vel og tage af bedstemor det navnet –»

Hendes øine var bedende fæstet paa Berits ansigt, og hun saa, at hendes bryn med engang rynked sig og fik et strengt udtryk; hun blev helt ræd, og i befippelsen lagde hun fort til, mens hun fik taarer i øinene:

«Ja, du maa saa inderlig gjerne kalde mig, om du vil – Fjorten-Kari istedet!»

Det blev stille en lang stund. Veslekaris 159øine hang bedende ved den gamles ansigt. Langsomt tøed det op, som om hun tænkte paa noget vakkert, og saa med engang saa hun venlig ind i Veslekaris blaa øine, lagde haanden paa hendes hoved og sagde afgjort:

«Nu skal jeg følge dig op til bedstemor din.»

Da de kom op til Karistuen, fik Veslekari ikke være med ind, Berit vilde gaa alene.

Hvad hun og Tretten-Kari da snakked, ved ingen, men sikkert er det, at der ikke mere blev tale om, at Veslekari skulde flytte, og det kunde der heller ikke blit noget af, for Tretten-Kari blev uslere og uslere, og tre uger efter blev hendes kiste baaret ud. Men da Tretten-Kari dengang kjørte julekut, var det til kirken og under salmesang, og i bredkjærren lige efter kisten kjørte Berit Hoel og Veslekari. Og da de kjørte hjem, blev Veslekari med til Hoel og flytted ud i kammerset til Berit, og der hed hun aldrig andet end Fjorten-Kari, men det vidste alle var et kjælenavn.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.