IV. Til fjelds

45Op over lien paa den anden side af dalen drager et stort tog.

Kjersti Hoel staar selv hjemme i kammersglaset og følger det med øinene, saa langt hun kan, til det forsvinder over likanten inde paa fjeldet. Det er bølingen, som drager tilsæters idag.

I spidsen rider budeien selv paa jægerhesten, som har faaet kvindfolksadel paa, en høi karm, der ser ud som en lænestol, og der høit oppe sidder hun helgeklædt og i hvidt skaut, rød og rund og selvbevidst. Nu er hun den vigtigste, den som har at kommandere. Efter hende kommer to karer, som fører hver sin hest, der formelig bugner i ryggen under den tunge kløv. Saa kommer bølingen i stolt orden. Først bjældkoen, saa Brandros med 46sit skjæve horn, saa Kroghornet, saa Mørkei og derpaa hele rækken nedover – undtagen Farskol og Litago, som skal være hjemmekjør og lære op kalvene til at følge – indtil storoksen, som gaar sidst, ligesom for at passe paa.

Derpaa kommer gjederne, som skynder sig og gjerne vil forbi, saa sauerne i en tæt klump, derpaa fire store griser og tilslut underbudeien og Sidsel Sidsærk med gjæterskræppen paa ryggen.

I førstningen har det gaaet som en dans, alle hugser fjeldet fra forrige sommer, alle har længtes did, ingen synes, de kan komme fort nok frem.

Men eftersom de stiger, blir det brattere og brattere, solen kommer høiere op og steger dem i ryggen, griserne begynder at sakke, søger at stikke af paa hver sti for at lure sig til lidt skygge eller finde en sølepyt at kjøle sig i; gjederne og sauerne merker, at de trænger lidt i maven, smætter bort, hvor de ser en løvbusk at nappe af, et gjærde at kige igjennem eller en grøn flek, og fjorkalvene, som ikke har været paa sæteren før, skjønner ikke hastverket og giver det hele op, naar ikke svolken er over dem.

Og saa maa Sidsel Sidsærk ud af veien, 47ind paa stier, bag busker ned i skogsnar og myrsøkker og pille dem frem igjen, og aldrig før har hun faaet dem ind fra den ene side af veien, før de smætter ud paa den andre.

Hun har maattet ta sit ene strømpebaand og stutte op sidsærken med idag, saa den ikke skal være i veien, for hun maa løbe og mase og lokke og rope uafbrudt.

Det er stridt nok; det lyse haaret blir ganske vaadt, og ansigtet blir rødt som en tyttebærkart; men hun merker det ikke, saa optat er hun af det, hun skal gjøre. Det er hun som er ansvarlig for smaakreaturerne i hele sommer, at alle kommer frem og at alle kommer fede og blanke hjem til høsten; de har ligesom ansvaret for hver sin ende af bølingen, hun og budeien, og endda det bare er bagenden hun har, saa vil hun ikke ha den skam, at hun ikke skulde faa alle med.

Langsomt stiger de høiere og høiere, snart ligger hele dalen under dem dyb og bred og lysegrøn. Grantrærne blir mindre og glisnere, smaabirken tættere, snart møder de de første udsendinger af krækling og kjærringris (dvergbirk). Men saa er de ogsaa oppe over likanten.

Da er det, som et tungt tag glipper, al træthed er som strøget af baade folk og fæ, 48hele fjeldets vidunderlige ro og friskhed strømmer mod dem, de er i en ny verden; foran dem ligger fjeldet i uendelige sletter og skraaninger, til det taber sig langt langt borte i blaanende fjeld med hvide snestrimer over; og ser de sig tilbage, saa er dalen borte, sunket ned, paa dens anden side ser de ogsaa vide fjeldsletter med blinkende vand og grønne sæterbygder.

Alle puster ud, alle ser sig om; der kommer slig ro over alt; rent af sig selv ordner kreaturerne sig paa den stenede vei, som bugter sig i det uendelige fremover, prøver ikke at stikke af mer, men gaar jevnt og langsomt. Nu faar ogsaa Sidsel Sidsærk stunder til at se sig om. Saa vidt har hun aldrig seet, og heroppe skal hun være hele den blanke sommer.

Hun føler sig med engang saa underlig liden i alt dette uendelig store; men hun blir slet ikke angst, bare høitidelig og stille.

Hun kommer til at tænke videre fremover, ud over denne dag og denne sommer, mange somre fremover; engang skal hun ogsaa være stor og voksen ligesom budeien, som hun ser høit oppe paa hesten, der langt foran, engang skal kanske ogsaa hun sidde der og ride i spidsen.

49Kløvhestene vil ikke gaa langsomt under sin tunge bør, de langer ud, forbi budeien, og snart er de borte over en fjeldkam der langt foran. Toget kommer langsomt efter, time efter time gaar det fremover, over aaer og bækker, forbi sætre og myrer og blanke fjeldvand.

Sidsel faar endog sidde op og ride en stund istedetfor budeien, som gjerne vil gaa lidt.

Det begynder at lakke mod aften. Saa drar de høit igjennem et skar i det fjeld, som de saa i det fjerne idagmorges, og saa begynder det at gaa nedover igjen; de møder birk og en enkelt forkrøblet gran, og nedefra kommer susen af en stor elv.

De er kommet ud paa kanten af den sæterdal, hvor Hoelsæteren ligger, og ser ned. Dernede paa en slette ligger sæteren fredelig og grøn, tre sæterbol, Høgseth, Lunde og Hoel. Paa de to ryger det af piben i den stille eftermiddag.

De stanser og ser. Der er det, de skal tilbringe sommeren.

Kjørne sætter i at raute og smaakreaturerne sætter i sprang nedover forbi altsammen.

Den næste morgen tidlig er Sidsel Sidsærk 50paa vei med smaakreaturerne bortover stølen paa Hoelsæteren. Hun har ikke skræppen paa, for paa sæteren skal hun hjem en tur midt paa dagen.

Det er blinkende solskin.

Kjørne er alt sluppet og tar raaket benest afsted i en linje som trukket paa en snor; bjælden klinger jevnt og dybt og blander sig med andre ligesaa dybe fra nabosætrene, og ind i denne dybe høitidelige lyd skingrer den fine rappe dingel af smaakreaturernes bjælder.

Nu skal Sidsel Sidsærk ind i dette store ukjendte, hvor hun aldrig har været før. Budeien har da ogsaa sagt, at hun ikke maa vaage sig for langt den første dag, saa hun ikke finder hjem; hun skulde høre efter de andre gjæterne og holde sig i nærheden af dem – hun vidste forresten ikke, om det var gutter eller jenter, som var gjætere paa Høgseth og Lunde iaar.

Sidsel saa sig alt i et tilbage for at tage merke paa retningen og havde ligesom ondt for at slippe sæteren med øinene.

Men kreaturerne rækked fort afsted, hun maatte etter for ikke at tabe dem rent af syne, og saa, da hun saa sig tilbage, var sæteren borte; om hende var kun de uendelige vidder 51med hauger og myr og høie fjeld der langt borte, og det var saa vidt og stille, bare bjælderne hørtes, ikke engang suset af elven naadde hid op.

Hun følte sig med engang saa uendelig ensom og langt borte, fik slig trang til at kjæle for noget levende, at hun gik ind i flokken og kjælte snart for den ene og snart for den anden, saa bjældgjeden blev saa misundelig, at den stanged alle de andre unda og blev staaende og gnide sig mod hende. – –

«Ho – i – ho, ho – i – ho!» lød det med engang, saa det ljomed over fjeldet. Gjederne spidsed øren, og Sidsel blev ogsaa staaende og lytte med aanden i halsen; det kom saa uventet, hun hørte ikke hvorfra, det var ligesom nær ved og fra alle kanter.

«Ho – i – ho, ho – i – ho!» endnu sterkere.

Lidt efter hørte hun bjælder, mange bjælder, og saa saa hun en stor flok smaakreaturer komme rækkende over en bakkekam.

Det maatte vist være de andre gjæterne. Der saa hun ogsaa to halmhatter stikke op over bakken, og saa vokste der lidt efter lidt op to lange gutter, vel saa store som Jakob.

Hun blev saa forfjamset, at hun lagde sig paa knæ og gjemte sig bagom en tue.

52De skygged for øinene og saa nedover. «Ho – i – ho!» De lytted. «Ho – o – i – ho!» Lige stille.

«Aa hei du gut i Hoelsgjæterham,
Er du en kar, saa syn dig fram!»

De stod lidt igjen. Saa gjorde de kast, stupte over hodet og kom nedover et stykke, hujed og ropte. Men saa stansed de igjen og lytted, ligesom de ikke var sikre.

«Ho – i – ho!» De lytted igjen.

«Aa har du gjemt dig hag husk og berg,
saa kom og syn, du har hein med merg!»

Saa kom de helt ned til kreaturflokken, saa sig om. Nei, de saa ingen. Det maatte være rigtig en brand, den nye gjæteren paa Hoel, som turde gjæte bort første dagen. Det maatte være en, de kunde kjendes ved. Han havde gjerne hørt om laugerdammen deres inde paa Skraamyren – var kanske alt der.

Ja, saa fik de ta med kreaturerne hans og gaa did; men huje først, – kanske var han ikke længere borte, end han hørte, naar de tog i rigtig hardt:

«Ho – i – ho!» Dvergmaalet hørtes længe som en ljom indover.

Da det blev stille igjen, kom det lige ved, saa grant og tyndt som en fuglepip.

53«Ho – i – ho!» Det var Sidsel Sidsærk, som syntes hun maatte sige fra nu, da hun hørte, de vilde ta flokken hendes, endda hun syntes, det var saa leit.

De blev staaende yderst forbauset. Der bag tuen vokste der op noget lidet, rigtig en bitte liden haugkjærring i rudet nakketørklæde og sid stak, som blev staaende dørgende stil og se paa dem med store undselige øine.

De blev ogsaa lidt undselige; der havde de gaaet og brugt store ord mod en stakkars liden førkjeunge. Men ærgerlige ogsaa. De havde ventet en jevnstor kamerat.

Jo, en kunde se, der var kvindfolkstyre paa Hoel, naar de ikke engang kunde holde gjætergut!

Havde det endda været en stor førkjeunge, større end dem selv, saa kunde de haanet og jaget hende, men med denne! nei, voksne karer skjæmte ikke ud hverken kjæften eller næverne mod sligt kræ. De fik snakke til hende og høre, om der ikke kom en anden siden, og saa behøvde de ikke at ha mer med hende at gjøre; de fik greie sig i sommer to alene.

Bare skræmme hende lidt, saa hun holdt sig unda.

54De kom hen til Sidsel og stilte sig karslig op med hænderne i lommen. Den ene sagde:

«Er det du, som skal være gjæter paa Hoel i sommer?»

«Ja» – og hun lagde raskt til, som for at undskylde sig – «det var hun Kjersti, som vilde det.»

«Hvad heder du?»

«Sidsel – og han Jakob kalder mig for Sidsærk.»

«Hvor er du fra?»

«Fra Kigud.»

«Du er kanske søster til han Jakob Kigud? Vi gik sammen paa skolen i vinter.»

«Ja, det er jeg da.»

«Pokker, at ikke han Jakob kunde kommet selv, for vi har ikke videre brug for nogen førkjeunge her.»

Han stod lidt og vented paa svar; men Sidsel vidste intet at svare paa det. Saa fortsatte han:

«Ja, det var bare det, vi vilde sige dig, jeg, Jon Høgseth, og han der, Peter Lunde, at du skal holde dig unda, du har ikke lov at komme over en streg fra Klininggrautstenen nedenom Skraamyren og til Pegestubben ved Høgsethraaket, 55og gjæter du over der, saa skal han Jakob til vinteren faa al den juling, du skulde havt i sommer.»

Sidsel blev rent ræd og begyndte at skjælve i mundvigerne. Da sagde den anden gut, som var lidt mindre.

«Ja, men kan Jakob er sterk, han tar dig!»

«Ikke naar jeg faar øvd mig – hoi!» han gjorde et rundkast.

«Der ser du, hvad han kan vente sig. Pas dig saa! Og nu drar Hoelsætergutterne op paa Skraamyren og lauger sig. Hoi – ho!»

Med huj og rop drog de opover bakken igjen; men deroppe saa de sig tilbage og saa lidt tvilraadige paa hinanden, da de saa Sidsel Sidsærk staa paa samme flekken med store taarer i øinene.

Sidsel Sidsærk følte sig saa fattigslig og liden, der hun stod. Hun skulde vist ikke gjøre, saa Jakob fik juling, naar hun bare havde vidst, hvor hun ikke havde lov at være; men hun vidste hverken om Pegestubben eller Skraamyren. Hun kunde ikke gjøre andet end følge kreaturerne og saa faa greie paa det siden.

Da hun langt om længe kom op paa en haug, hørte hun bjælderne igjen. Hun blev 56ræd og begyndte at jage sine kreaturer paa en anden kant; men da hun kom til at snu sig, saa hun der langt langt nede paa myren to hvide kropper, som sprang og hopped og stupte kraake i solskinnet rundt en blinkende dam.

Saa havde de gjætet bort kreaturerne sine!

Da fik hun sandelig ta og passe paa dem saalænge. Det kunde de da ikke bli sinte for; for hun vidste, det var den største skam, som kunde hænde en gjæter, at gjæte bort. Og det vilde da være for stor skam, om saa store gutter kom hjem til sæteren kreaturløse.

Hun tog da og passed dem, og alt i et var hun oppe paa haugen og saa om de ikke snart slutted, men det saa ud, som de havde glemt alt.

Langt om længe saa hun, at de pludselig stansed, lytted, speided til alle kanter. Saa fik de travelt, rev klæderne paa sig og lagde paa sprang bortover til en anden kant. Alt i et stansed de, lytted og sprang saa igjen. Det var saa langt, at det ikke nytted at huje eller rope. De løb op paa en haug paa den anden side af myren, speided længe til alle kanter.

Saa kom de i fuldt sprang hidover myren igjen, ligedan – tog saa veien nedenom den 57haug, hvor hun stod; kreaturerne gik paa den anden side af haugen, de vilde ikke faa høre bjælderne.

Da vaaged hun sig til at huje; det var for svagt; hun satte i engang til lidt sterkere.

Da stansed de og svarte.

Hun hujed engang til, og saa kom de opover. De var lidt stilfærdige, syntes vist, det var lidt ærgerligt at spørge den førkjeungen, men der var ingen anden raad:

«Har du set kreaturerne vore?» Sidsel saa bønlig paa dem:

«De gaar her nedenunder haugen. Jeg har passet dem; men dere maa ikke jule han Jakob for det.»

De blev lidt flade, men noget maatte de sige, og saa sagde Jon:

«Aa ja, for denne ene gangens skyld faar han vel slippe!»

Da Sidsel om kvelden skulde lukke kvegrinden, kom Peter Lunde stikkende forbi kvegjærdet:

«Du har ikke en fremmed sau her vel?»

«Nei, jeg har talt mine.»

58«Ja, det kan hænde, jeg har talt galt ogsaa, kanske var de der alle.»

De blev staaende lidt og se paa hinanden, til de blev blyge og maatte tage øinene bort.

Saa sagde endelig Peter:

«Du Sidsel, dersom du vil, kan du gjerne faa gjæte sammen med os og komme ud til laugerdammen. Skjønte jeg Jon rigtig, saa vil han det ogsaa, og slaar han sig gal, saa kan jeg dænge ham, hvis jeg rigtig vil.»

«Ja, det kan du da vide, jeg saa gjerne vil.»

«Ja, saa skal jeg komme og hente dig her bagom haugen imorgen!»

Sidsel fik ikke sagt mer, for idetsamme stak han fort af om hjørnet.

Han havde set Jon, som kom fra en anden kant.

Han kom karslig med hænderne i lommen: «Du har ikke en fremmed sau, vel?»

«Nei!»

«Hm!»

«Er der borte nogen for dig?»

«Ja, – jeg ved ikke rigtig. Hm! – Og saa vilde jeg sige dig, at du ikke skal bry dig om det, jeg sagde idag. Jeg mente ikke saa farligt med det; det var han Peter, som fik mig til, og vil du, saa kan jeg dænge ham for det imorgen.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.