III. Naar bølingen løses

29Sidsel Sidsærk vaagned ude i det lille gangkammerset, som var bygget ind under den store trappen ude i gangen paa Hoel. Hun slog med engang øinene vidt op og prøvde at tænke sig om. Hun kjendte slig en deilig forventningsfuld skjælven i kroppen, følte, at hun vaagned til noget stort og vigtigt og nyt, noget hun havde ventet paa og glædet sig saa urimelig til; men hun kunde ikke straks komme paa, hvad det var.

Det var ganske lyst i det lille kammers, hvor der bare stod en seng og en stol og saa en liden træhylde med speil over.

Solen faldt paa skraa ned gjennem et par ruder, som var sat i der høit oppe paa væggen ret over sengen hendes, og tegned dem af som to lysende gule firkanter borte ved den 30vesle ovnen; det ene hjørne var endda brettet langt opover siden paa den. Hun fulgte den med øinene; der traf hjørnet netop noget skjært lysegrønt, og idetsamme kom der en underlig fin duft imod hende. Hun snused lidt – jo vist – nu hugsed hun, det var de fine birkekvistene, som hun havde pyntet med igaar; det var spirende sprættende vaar ude; idag skulde bølingen løses, kalvene faa navn; idag skulde hun først for alvor tiltræde sin tjeneste, bli noget for sig selv, bli gjæterjente paa Hoel.

Hun havde nu været en maaned paa Hoel.

Men hidtil havde hun gaaet saa omtrent bare paa stas, gaaet og ruslet inde med Kjersti, hentet kaffesmaat til hende fra skaalen, malet kaffe og smaasnakket med hende.

Sauerne og gjederne var nok ude, men de havde lov til at gaa over alle jorder endnu, det var bare haven, de ikke maatte komme ind i, men den passed Bjørnen. I fjøset var der heller ikke noget at gjøre; for der var baade budeie og underbudeie, som stelte. Melke skulde jo en gjæterjente egentlig kunne, men de mente, at hun fik vente et aar med det; hun havde for smaa hænder til at melke ko endnu. Og det kan nok være, at hun baade 31maalte dem og drog i fingrene og spurgte budeien, om hun ikke syntes, de var svært store; men hun maatte ikke være rigtig i øinene, budeien, for det syntes hun slet ikke.

Kroghornet skulde hun jo egentlig stelle selv, det mente baade Kjersti og hun, men det blev der heller intet af, for Kroghornet var blit saa vanskiplet, at de sommetider mest mente, den var rent paa styr; inde i gjedhuset gik den fra væg til væg og drev til de andre gjederne eller sauerne, saa det knaged i sidbenene – tilsidst maatte de binde den til væggen og endda gjøre baandet lovlig kort, og derinde vilde den ikke la sig melke; første gang Sidsel prøvde, gjorde den et kast og spendte til hende, saa baade hun og melkespandet trilled hver sin vei; siden maatte budeien selv gjøre det, men det maatte støt gaa med magt og en til at holde i hornene.

Og naar den slap ud, – det var ikke raad at faa den til at følge de andre gjederne bortigjennem enger og lier for at søge føde; den stilled sig trut ved fjøsdøren, og der stod den saa lang dagen var – og rauted som en ko, sagde tjenestegutten – saa den om kvelden, naar de andre kom gode og mætte hjem, var smal og sulten som en skrub.

32Sidsel mente nok, at dersom hun fik en baas til den inde i fjøset, saa skulde der bli folk af den igjen; men det sagde baade Kjersti og budeien nei til, – en gjed skulde ikke læres til slige uvaner.

Sidsel havde saaledes ikke havt meget at gjøre; det eneste Kjersti havde sat hende til, det var at holde det istand og pent ude i gangkammerset sit; og det havde hun gjort; hver dag redte hun selv op sengen, og hver lørdag vasked hun baade gulvet og hylden og strødde med ener, og sidst lørdag havde da ogsaa Kjersti keget ud til hende og sagt, at hun havde det ordentligere hos sig, hun, end de voksne jenterne oppaa sørkammerset; og det var sandt, for det havde hun selv set.

Men nu skulde det bli anderledes. For igaarkvæld havde Kjersti kommet ud til hende og sagt, at idag tidlig skulde de løse bølingen, og da maatte hun være med; og senere paa dagen skulde kalvene slippes for første gang, dem maatte hun gjæte den første halve dagen ialfald, og saa skulde hun faa gi dem navn, navn som de skulde ha siden, ligetil de blev store gamle kjør, og dagen efter skulde hun faa skræppen paa og dra tilskogs med sauerne og 33gjederne, for nu gik det ikke an at ha dem inde paa jordet længer.

Nu hugsed hun; det var de navnene, hun havde ligget og spekuleret paa igaarkvæld; men hun var ikke kommet længer end til at tænke, om ikke den fine rødsidede, som var hvid i hovedet og saa inderlig blidspændt i ansigtet, skulde hede Bliros. Men hun opgav det. Det var ligesom bare en ko, som kunde hede Bliros. Men det vilde hun ikke tænke paa. Saa var hun sovnet.

Bare hun nu ikke havde forsovet sig – for det havde hun hørt Kjersti si, at hun ikke likte, at jenterne laa og drog sig for længe ud over morgenen – og det vilde nu ikke være noget lignament heller, om hun ikke var saa tidlig paa pletten som de andre idag, da hun skulde begynde.

Hun kom fort op og hopped i sidsærken. Saa skyndte hun sig at stelle sengen, aabned døren, gik ud gjennem gangen og ud paa trappen.

Solen var netop dukket op over de øverste grantopper oppe paa likanten i øst, og nu flommed den som en fos ud over dalens sider; straalerne skjalv i duggen bortover enge og lier; det sitred i gult, det glitred i grønt, det 34blinked i bække som suste nedover. Fra hver en busk var der kvidren og pip, skvatren og vingeslag, allestedsfra kom der bud om lyst og spirende liv og røre.

Alt blanded sig til en eneste stor morgenbrusen, hvor det enkelte kom bort; bare gjøken gol, saa det hørtes over det hele, der langt oppe i birkelien, og inde i hvert blankt vindu stod et stort roligt soløie.

Og som der var tusen slags lyd, var der tusen slags duft, fra dampende jord, fra spirende græs, fra knopper og blomster, og gjennem det hele – som gjøkens galen i det store brus – den fine skarpe em af nysprættet birkeløv.

Sidsel Sidsærk blev staaende lidt, aandede dybt ind og lod duften og brusen strømme ind over sig. Saa saa hun sig om paa gaarden. Der var det ganske stille, alle døre lukkede; af det levende, som hørte gaarden til, var ikke andet at se end Bjørnen, der langsomt reiste sig fra hellen, hvor den havde ligget og koset sig i solen, kom bort, saa hende op i ansigtet og leed paa halen.

Sandelig trodde hun ikke, at hun var den første oppe paa gaarden idag!

Ja, saa fik hun vente. Hun satte sig ned paa trappen.

35Aa nei, det var det hun vidste, – der hørte hun alt Kjersti, som kom fra kammerset ud i kjøkkenet, tog kjeppen og stomped de tre slag i taget til sørkammerset, hvor de andre jenterne laa.

Straks efter hørte hun dump i dump, eftersom de hopped ud af sengene, og ramlen af sko, som blev tat paa. Saa kom Kjersti ud, – hun skulde over i drengestuen og vække karerne.

Da hun saa Sidsel, sagde hun:

«Nei, er det ikke hun Sidsel, som alt er oppe. Det er jente, som er vak det; jeg mener, jeg faar gjøre dig til overbudeie jeg.»

Sidsel blev saa blyg med det samme, at hun ikke var god for at se op paa Kjersti; men da budeien og de andre jenterne kom ned over trappen, var det ikke frit for, at hun satte næsen lidt høiere, end hun pleied.

Snart var der liv og røre over hele gaarden, men det var ikke som paa en almindelig dag, alting havde hast, og alting tog ligesom retning imod fjøset; dørene stod paa vid væg i begge dets ender, og alle havde ærende derigjennem; vaarluften strømmed ind og bragte kjørne til at vende sig paa baasen, spile næseborene op og se ud; og da Kjersti selv tog 36sig en tur did, mens de sad og melked, snakked til kjørne og klapped bjældkoen paa kinden, da skjønte ogsaa de straks, hvad dag det var. Bjældkoen slog hovedet op og rauted saa det ljomed udover, det var tegnet til alle de andre; de sled i baandene, vifted med halerne og satte i den ene efter den anden hele rækken bortover, saa fjøset skjalv, et mangestemt forventningsfuldt jubelraab, der aldrig tog ende.

Og over det hele hørtes storoksen, som brølte saa dybt og jevnt og godmodig – den behøvde ligesom ikke at ta i for at bli hørt.

Endda alting gik fortere idag end ellers, syntes Sidsel Sidsærk, det blev længe. Hun kunde ikke skjønne, at de havde ro paa sig til at sidde saa længe og æde føredugurd; hun blev færdig længe før de andre, og spurgte, om hun ikke kunde gaa og slippe ud smaakreaturerne, sauerne og gjederne, saa var det gjort. Jo, det kunde hun. Dem fik hun ud i en fart, og de spredte sig som sedvanlig med spræt og kast bortover jorderne – bare Kroghornet saa sit snit til at smutte ind i fjøset gjennem den aabne dør. Men Sidsel fik ikke tid til at lægge merke til det.

37Med engang blev det et øieblik saa lyttende stilt: der hørtes nogle dybe, dybe klunk af en grov bjælde. Men det var bare et øieblik, saa svarte det fra fjøset med en slig jublende rauten og brølen og snøften og klirren af baand, som der gik et tordenveir over gaarden; nu skjønte de da, at det var alvor, siden de hørte bjælden, som de ikke havde hørt, siden de blev sat ind ifjor høst.

Og saa kom de i høitideligt optog, Kjersti selv i spidsen med bjælden i den store jernbeslaaede klave, saa budeien og underbudeien og indejenten og saa de to tjenestegutterne med digre svolker, som de uddelte – Sidsel fik ogsaa sin – og allersidst Bjørnen, som ogsaa var med idag.

De gik ind i fjøset. Da blev der med engang stille; alle kjørne vendte hovedet til den kant, de kom ind, og saa paa dem med store forventningsfulde øine.

Saa blev de fordelt. – Budeien skulde løse. Sidsel og underbudeien og indejenten skulde med hver sin svolk styre dem ud gjennem døren; ude i gjeilen skulde karerne staa og ta imod, styre paa ret vei – bølingen skulde op i Nordenget idag – og skille dem, som røg sammen, og ude vilde Kjersti 38og Bjørnen staa og se paa det hele gjennem grinden.

Øieblikket var kommet!

Kjersti gik op paa baasen til bjældkoen. Den retted sig op, løfted hovedet saa høit den kunde, og stod dørgende stille som en mur. Den vidste nok, at den var den fornemste her, at den skulde gaa først ud og ind gjennem fjøsdøren; men den maatte ogsaa te sig, naar Kjersti selv gjorde hende den ære at knappe paa den hæders- og magtstegnet, bjælden, og selv løse den. Kjersti knapped bjælden paa og løste baandet, som faldt klirrende i gulvet. Da svinged den langsomt og besindig som et stort tungt skib fra baasen; høitidelig og alvorlig tog den kursen mod døren; den bar hodet saa høit og støt, at en ikke kunde se hornene bevæge sig engang, og bjælden gav bare et bestemt slag for hvert steg.

Den næste var storoksen; den løste budeien; den seiled ligesaa stø og tung og med hornene saa høit, at de næsten tog taget, og saa vide, at det saa ud, som de fyldte hele midtgangen. Sidsel havde aldrig set, at den var saa stor. Og saa kom de efter tur, Brandros og Morlik, Kranslin og Reindrople, Svartsi og Drive, Farskol og Litago, Sommerløv og 39Spasergang, Mørkei og Guldros, hele rækken nedover til kvigerne, hvis navne ingen rigtig hugsed endnu, og smaaokserne, som slet intet navn havde. Og eftersom de kom nedover, gik det fortere og fortere, de strakte hals og sled i baandene, de stupte paa knæ, idetsamme klaverne slap, sprang op igjen, saa det knaged i benene, løb lige paa væggen eller op i fôrgangene, stimed mod døren, kom to og to jevnsides, kjørte sig fast, saa det sak i de tykke maver, og alt i et kom der nye bagfra, som trykked paa, risped med hornene, stanged, brølte; saa glap taget og hele klumpen styrted ud.

Den sidste Sidsel saa, var Kroghornet, som slog bagud og gjorde et langt spræt efter ud igjennem fjøsdøren.

Der ude var det støi og leven. De løfted hoderne og snøfted mod lien, og saa blev de som yre; gamle stivbenede kjør som ungfæ slog bagenden i veiret, gjorde kaade kast bortover, røg sammen i kaadhed og i sinne, saa det knaged i hornene, gav et kort brøl, naar de tabte, røg paa en anden og en tredje, det hele blev et eneste virvar af rauten og brølen, knagen i horn og i gjærder, smelden af svolk og rop af mennesker, og frem og tilbage 40gjennem virvaret med hornene høit over det hele, gik storoksen som en vældig sneplog og gjorde vei.

Bare bjældkoen stod rolig og saa paa, den turde ingen røre.

Endelig var budeien kommet i spidsen og lokked; da slog den hodet op, rauted, saa det ljomed, og satte efter. Efter den kom Brandros, endnu saa sint, at den snøfted; nu havde den tugtet alle, som var tugt værd, og havde den ikke faaet bjælden, skulde den ialfald være bjældkoen nærmest. Efter den kom Kroghornet, høi og vigtig, tæt indpaa, men Brandros forstod ikke spøg idag, langed ud med det ene bagbenet, og traf den midt i planeten saa det gnistred for øinene. Men Kroghornet bare rysted paa hovedet – lod som ingenting – sligt var vel skik blandt kjør.

Lokkingen tiltog, den ene efter den anden blev opmerksom, satte efter, snart var det hele under rauten og brøl, rop og bjældeklang, lokking og smeld af svolk i sterkt løb opover mod Nordenget.

Deroppe var det slet og vidt og mindre farligt; ungfæet dansed bortover i vild leg, og der stod den sidste kamp mellem dem, som ikke havde faaet afgjort styrkeforholdet endnu; 41thi denne første kamp var afgjørende for hele sommeren. Men snart faldt de til ro, om et par timer græssed de fredelig side om side.

Folkene begyndte at gaa hjem. Bare budeien og Sidsel skulde være igjen en stund endnu for at passe paa, om noget hændte. Og der hændte noget. Brandros var den eneste, som ikke havde slaaet sig til ro, den gik snøftende og urolig frem og tilbage – det var nu egentlig den, som skulde havt bjælden – og saa røg den paa bjældkoen. Det blev et basketag, saa torven spruted; saa hørtes et knæk og et kort, voldsomt brøl – Brandros’s ene horn hang og slang.

Den rysted paa hodet, saa blodet skvat, satte i nok et brøl, vendte og satte i fuldt sprang benest hjem og lige ned til fjøsdøren, og der satte den i at raute, som den vilde rive hele gaarden ned.

*

Efter middagen slap de kalvene. Sidsel døbte dem Gulddrople, Rødsi og Morskol, – oksen skulde ikke ha noget navn endnu –; hun saa nok, at Kjersti undred sig over, at hun ikke kaldte nogen af dem Bliros, men det lod hun sig ikke merke med. De fik dem ud 42af bingen og fremover fjøsgulvet paa den maade, at de havde hver sin bøtte med en drikkeskvæt i. Kalvene kjørte hovedet nedi lige til bunds, og saa løb de med bøtterne; kalvene vilde ha den sidste skvæt, og saa løb ogsaa de – med bøtterne over hoderne som en hætte. Udenfor fjøsdøren napped de saa bøtterne bort – og der stod de, som aldrig havde været udenfor bingen før med en gang midt ude i den store forunderlige nye verden.

De saa ned og rygged tilbage, som om de stod ude paa en trap. Men snart voved de at flytte den ene foden forsigtig frem, saa den anden.

Det gik langsomt, steg for steg, men saa – det var fast grund under føddeme her ogsaa, dette var bare en større, men en saa forunderlig lys kalvebinge, hvor der vist var langt til væggen – vips, satte de halerne i veiret og fór afsted som de vildeste skogdyr.

Og det blev et rend fra gjærde til gjærde, paa kryds og tvers og i ring gjennem de store jorder, og hver gang, de løb over en haug, saa Kjersti og Sidsel halerne staa ret op mod himlen som et styre. Sidsel syntes aldrig, hun havde set noget saa morsomt. Men de kunde ikke længe holde sammen, snart løb de 43til hver sin kant, og om kvælden maatte Sidsel søge dem op i de yderste kroger af jordet og lokke dem hjem en for en med en bøtte; for de havde begribeligvis ikke det vet paa verden, at de skulde gaa hjem, de som var ude for første gang.

*

Sidsel laa igjen ude i det vesle gangkammerset. Det var kvæld den første dag.

Hun læste først den lille aftenbøn, hun pleied, strakte sig, kjendte sig saa inderlig deilig og træt i kroppen.

For en dag, – hun vidste den havde været lang, men neimen, om hun skjønte, hvor der var blit af den. Hun maatte tænke det op igjen endnu en gang.

Men søvnen kom lurende og kasted billederne om hinanden. Der saa hun et par store horn, der pløied som en sneplog gjennem et helt mylder, og der saa hun Brandros, som stod paa baasen og skakked paa hodet med en stor klud om det ene hornet, ligned akkurat en gammel kjærring, som har ondt i hodet og bærer skalletørklæde, og der – hun syntes rigtig hun saa et vers, som hun engang havde hørt:

44Kalvan dansa, rompa stod
Høgt opmed lidom.

Og saa sovned Sidsel Sidsærk.

*

Næste dag fik Sidsel Sidsærk madskræppen paa og drog til skogs med smaakreaturerne – Kroghornet fik hun ikke med; den satte benest op i Nordenget til kjørne.

Den dagen blev lang; det var saa underlig ensomt og stille i skogen; hun kom til at tænke paa saa meget, paa mor og Jakob og Kigud Slot, og det var ikke frit for, at hun kom til at græde.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.