Dagbok 1808

av Christiane Koren

[April]

Fredag 1ste April.

Vist nok en saare vigtig Dag. ÆngsteligÆngstelig] rettet fra: ‹…› ved overskriving, maaskee blodig for Mange. Der siges, vore Folk skal i Dag falde ind i Sverrig. O Gud! O Gud! see naadig til de mange Tusende!

«Giv vore Stridsmænd ærligt Mod!
Spar baade vort og Fiendens Blod!»

Jeg kan nesten intet foretage mig i Dag. Mit Hierte banker saa voldsomt, og mine Øyne staaer uophørlig fulde af Taare.

15Fra den gode velsignede Moer Bull fik jeg Brev i Gaar, et saa sørgeligt Brev. Hun har faaet Efterretning fra Asessor Ørsted i Kbhn, at hendes Jørgen endnu er syg, og har hele Tiden været det. Fra ham selv intet Ord. O! jeg frygter, de kun vil forberede hende paa det Skrækkeligste. Gud! var det saa – ney, det udholdt hun ikke[.] Det synes, som hun med Fliid undgaaer blot at tænke sig det som mueligt – og det maae hun, det føler jeg saa godt – om hun ikke skal synke under Byrden af sin Angst.

Fra alle Kanter lyder Sorgens Budskab. Saa megen og mangehaande Elendighed har vi jo heller aldrig før oplevet. «Kan det skee, Fader: saa tag denne Kalk fra os!» O! jeg veed, hvad du lagde til, du Ædelste af dem, som betraadde Jorden. Ja, «Din Villie skee!»

Løverdag 2den April.

Med de Følelser, denne Dag opvækker, forener sig de bittre af vor nu værende Forfatning. Hvilke Forandringer! Hvilke Omvæltninger! Hvordan skulde vi, opleve vi dig det, modtage dig neste Gang, du Danmarks Hædersdag! Er den svunden, uigienbringelig tabt, denne Hæder? Ney!

«Saa længe Norges Klipper staaer,
Og Skov paa Herthas Slætter,
I hine kiække Brødres Spor
Hver Dannemand og Nordmand gaaer» –

Og Gud er med dem og den gode Sag. Hvi vilde vi da frygte?

16Jeg har nu talt med Doctoren, og faaet fuld Oplysning om den gode Majors Sygdom. Den er meget farlig, især fra Siælens Side. Han raser uophørlig, og er kun roelig i de Øyeblikke, alle hans Kræfter ere udtømte. Den arme Kone! og hun er saa øm, saa kiærlig, og har nu ogsaa et lille halvt Aars gammelt Barn ved Brystet. Jeg kan ey tage did. Selv sine kiæreste Venner taaler han ey at see, og hun maae stedse være om og hos ham.

Ogsaa den snilde Mad. Munthe er endnu i en meget kritisk Forfatning. Ja, der er megen Kummer, megen Sygdom trindt om os. Hidtil har Gud holdt sin Haand over os. Vi ere Alle raske. Jeg havde lidt Hovedpine forgangen Dag, den første i lang Tiid, da tog jeg lidt af den Balsam Du gav mig, elskte Moer Cappelen, gneed mig i Tindingerne med den, og det lindrede, som om Du selv havde lagt Din venlige Haand paa det syge Hoved.

I Nat er her faldt henved en Alen dyb Snee, og frosset har det, som om det var ved Juletider. Men de siger jo alle, det er til vort Vel, om Uroelighederne skal vedvare. Til vort Vel? O ja! det maae det vel i alle Tilfælde være, siden det er saa. Gud lade mig aldrig tabe denne trøstelige Overbevisning!

Rygtet siger, hans svenske Majestæt skal have stikket 17paa sig, og kastet sig aldeles med Hud og Haar og Krop i sine kiærlige ham saa værdige Bundtsforvandtes Arme. Men Rygter troer jeg nu engang for alle ikke mere paa. Var dette sandt, og et andet, at Hertug Carl Sydermanland rugede over en Revolutionsplan, torde maaskee Freden med vor Naboe være nærmere, end det kunde ventes. Dog, jeg ivrer imod de Lettroende, som sætter Liid til Rygter; og bygger jeg nu ikke, paa Grund af disse, Casteller i Luften saa godt som nogen anden? Nu, saa Fingeren paa Munden!

I Dag skal stakkels Melin ind til Christiania, og sværge. Jeg torde giærne sværge for ham, at han intet Forræderie skulde afstedkomme. Havde han end – som han dog nok ikke har – Hierte til det, havde han ingen Evne eller Samling til det, det er jeg vis paa.

Og i Dag er det mit gode Lisebarns Fødselsdag, denne mærkværdige Dag. O! maatte hun neste Gang see den igien, skyefrie og smilende, som denne er mørk og truende!

Mine øvrige Ønsker ere maaskee for egennyttige. De skulde derfor hvile tause i mit Bryst, hvor han seer dem, som seer Alt, og giver Opfyldelse, hvis det er gavnligt –

_______________

Dette skal udgiøre det første Hefte af min nyebegyndte Dagbog, bestemt at læses af min kiære Moer Cappelen, hendes Thrine, Egerbarna, (om den nu saa beskiæftigede arme Provst faaer Tiid tilovers for sligt) og vor min Sally B.

18Mueligt læser I den ogsaa engang, mine evig dyrebare fraværende Døttre, min Katty og Malla! Saa meget af den i det mindste, som er skrevet i denne Trængsels Tiid, da I saa sielden, og saa afbrudt hører fra Eders Moer Koren, fra hvem I, Barnligømme! aldrig kan høre for meget, eller omstændeligt nok.

Dig, beste Maja Cappelen! sendes først disse Blade, som en Prøve paa, hvad Du har at vente. Fra Dig gaaer de til Eger, derfra til Sally B, og saa, for det første, tilbage i mit Archiv.

Og Dig, Du Gode! er det, som saa vennehuld overtalte mig til, at begynde igien dette længe forsømte Arbeyde. Dig skylder altsaa mine øvrige Elskede den første Tak, om de finder, at det Hele er Tak værd; eller rettere – (thi dette Udtryk føler jeg, ikke er Udtryk af min Følelse) hver i disse Blade behagelig henlæste Stund.

Er Venskab kun for Øyeblik? Det Baand
Som hæver Støvet, og er Aanders Lyst,
Meer ædelt, renere end Kiærlighed,
Er det kun til for det Nærværende,
At nydes og forglæmmes, Træet ligt,
Der skiænker matte Vandrer Skygge?
Danske Tilskuer

19Søndag 3die April –

Mine Breve og Dagbogblade ere borte, skiøndt ikke med den arme Melin. Dog haaber jeg, sikkert.

Munthe er her i Dag. Det er hans Tour ved Kirken. Endnu er hans Kone meget slet. Min kiære kiære Rikke Borchsenius er her ogsaa, saa frisk og munter, som jeg ey i lang Tiid hende. Det er mig ret en Festdag. Nu er hun i en lille Visit paa Gislevold, og imens fortæller jeg Eder alt dette, mine Elskte! og at Præst Chrystie nu kom, og Widding og Kone, saa her ret er levende. Men de skytter sig selv allesammen medens jeg sidder her. Min Maja er reyst til Gierdrum – har jeg maaskee alt fortalt det? for at blive der i nogen Tiid og lære lidt Tegning af den gode og flinke Jomfrue Horster.

Moer Borchsenius har sin Mands Systerdatter, lille Luise Radik (som er hos hende bestandig) med sig, hvad der ret er mig saa kiært for Linas Skyld. I Aftes var hun meget nedslagen ved at tænke paa Skilsmissen fra den kiære Maja, og Maja selv, skiøndt det var hendes egen Plan, blev dog heel alvorlig, da det leed mod Slutningen[.] Som en Husmoder, der for lang Tiid skal forlade sit Huus, ordnede hun alle sine Ting. En anbefalede hun sine Fugle, een anden sine Urtepotter, den tredie Hønsene, osv. Da det var giort, blev hun roeligere, især da Sarotje og jeg lovede, at skrive hende til, og Hertel, at han og Lina skulde besøge hende. Gud lade alle Barna mine stedse beholde denne 20Hiemmerkiærlighed, og – stedse faae et vennehuldt Hiem at glæde sig til! Hvad ere alle Livets øvrige Herligheder for den, som savner det?

Og hvem, o Algode, hvem gav du denne Glæde rundeligere, end mig? Og hvordan kan jeg takke dig, om du ikke antager denne dybe Følelse af mit Held for Tak? –

Mandag 4de

Min stakkels Rikke kom lidt upasselig tilbage fra Gislevold, og blev slettere og slettere, saa Dagen langt fra ikke endtes som den begyndte. Ogsaa min Koren skrantede lidt, og gik tidlig tilsengs. Jeg blev saa hierteligangst, da jeg veed, han pleyer faae sit Onde saa heftigt som hastigt, og at det kun ved nogle Dages Roe kan fordrives. Og hvorfra tager han i denne Tiid een, end sige flere Dages Roe? I Dag vidste jeg, han skulde bort og blive borte til Løverdag. Gud skee Lov, det gik bædre, end det saae ud til. Efter en meget roelig Nat og stærk Uddampning, stod han frisk og munter op Kl 7 i Morges og er nu længe siden borte, ak og for hele Ugen.

Major Krogh er yderlig slet, men kiender dog nu alle, og har, saa vidt man kan slutte – thi tale kan han ikke – sin SamlingSamling] rettet fra: Samlig ved overskriving. Han smiler saa venligt til sine Smaae, klapper dem, og ryster paa Hovedet. Hvilket smerteligt Syn for den arme Kone og Moder! O du alle Levendes Fader, styrk hende, ræd ham for hende, for hendes Børn! Din Villie skee!!

Kun et Brev bragte Posten mig i Gaar, men et glædeligt Brev. Det var fra min Wilhelm med hans og hans 21Broders Charactersedler. Hans egen var saa god som mueligt, thi han var den første i Ordenen af hele Skolen. Min lille Jesses var ogsaa meget brav. Han er opflyttet i en høyere Classe, «og saa glad herover, skriver Wilhelm, at han er færdig at blive gal af Glæde, og læser, som om han ved hver Linie skulde vinde evig Salighed.» Om min Glæde, og om min Korens siger jeg Eder intet. I deler den, føler den alligevel, Elskte!

I Morgen giør jeg en lille Udvandring for at see til den syge Mad: Munthe, og med det samme til min Rikke, hos hvem jeg nok bliver i Morgennat, da vi begge ere Enker. Min Sarotje klager over Smerte i sin ene Side, og er slet ikke rask

I Dag er det Biltzings Fødselsdag. Jeg haaber, han er lykkelig, og Gud lade ham vedblive at være det! Han bliver mig altiid kiær, skiøndt jeg har megen Aarsag til at være misfornøyet med ham i flere end een Henseende. I Dag er han 28 Aar.

Nu ringer det for en Kone, som begraves. Dagen efter hendes Mand – som er Jæger – var marscheret, døde hun. Han kunde ikke tillades, at bie de faa Øyeblik for at modtage hendes sidste Suk. Den Ulykkelige! nu har man tilladt ham at komme hiem for at stæde hende til Jorden. Alle hans Børn ere syge, nogle uden Haab. I Eftermidd: maae han afsted igien. Mon en fiendtligere Kugle kan træffe hans Hierte, træffe det dødeligere?

Torsdag 7de

I et fælt Sludveyr kom jeg til min Rikke, som havde været syg siden Sønd:aften, og var det endnu. Om Eftermidd: efter nogle Øyebliks Roe og (lee om I vil) en god Kop Caffe blev hun bædre, og var hele Aftenen og i Gaar ret flink. Hos og med hende lever jeg altiid saa deylige Timer. Vi laae sammen, sov ind sladdrende, og vaagnede til at begynde hvor vi slap.

22Til Midd: kom alle mine hiemmeværende Jomfruer (– Lina har Hertel sat igien i Gierdrum) – selv Telja, efter min vennehulde Moer B.s Indbydelse. Hun havde udspioneret, at Iis var en af mine og Sarotjes Delicatesser, og havde lavet en Portion som til et heelt Giæstebud. Ja, hun som I Alle giør ærligt sit til at forkiæle og fordægge mig. Ogsaa min Sara (som nu var flink) er hendes Yndling. Da vi havde spiist, spillede vi, for at fornøye hendes Børn, en Times Tiid Lotterie, og sad i det hele saa godt, at det, som det hedder paa norskt, ret leed paa, da vi Kl 5 maatte tage bort. Men det var Pligt at see til den gode syge Madame Munthe, saa meget mere, som det nu er ganske paa Slutningen med Føret. Ogsaa her stod det, som Gud skee Lov nesten overalt, saa læseligt paa alle Ansigter, at vi vare hiertelig velkomne, og at Mutter var bædre, saae vi ogsaa strax. Hun var ret munter og spøgte, og fortalte om sin Brudepynt (hvortil ingen lyttede andægtigere end Nella og Sara – Gud veed hvorfor) – og blev bædre med hvert Øyeblik, hvad hun især tilskrev vort Komme. Hun er Taalmodigheden selv. Præsten havde just endt Forligels: Comiss: for den Dag, og var saa fornøyet med os alle og med Alt. Kl 10½ toge vi derfra i det deyligste klareste Maaneskin. Men Føret var elendigt[.] Først Kl 1 kom vi hiem, trætte og søvnige, og unge Munthe, som styrede Poppenheim, og vel aldrig i sin Levetiid har slæbt saa, saa svag og mat, at Nella var paa Veye at bære ham paa sin Ryg eller paa Guldstoel op paa Contoiret. Selv Egerprovstens vilde i disse Øyeblik neppe bragt Liv og Bevægelse 23i den dovne Krop. Dog, meer og mindre deelte vi da alle hans Længsel efter Hvile, som vi da snart fandt.

«Omsonst sig sødest Lyd tilbød Det trætte Øre at fornøye, Og fra et dunkelt, svækket Øye Til kiedsom Aand kun Ulyst flød.» siger Fader Wessel saa deyligt og sandt i sin Ode til Søvnen –

Men min Sara er ikke blevet qvæget ved Søvnen. Hun er igien i Dag saa ussel i sin Side, saa heed og mat. Selv er jeg heller ikke brav[.] Men Haabet om, i Dag med Hertel at høre noget fra min K: og maaskee med Posten faae et Par Breve fra Strømsøe og Eger f:E:, see, det opliver mig. Lina savner vi alle og overalt. Men i Dag er her ingen, som kan reyse efter hende.

Aften Min Ahnelse bedrog mig ikke, vil sielden, vil, i egentlig Forstand aldrig bedrage mig, naar dens Grund er Eders Venskab og Kiærlighed, dyrebare Moer Cappelen, elskelige Egersøn! Fra Eder Begge to saa kiære velsignede Breve, og endnu et fra min Thrinemoer, saa godt, saa lunefuldt og hierteligt et Brev. O! her er min Tak alle Tre for disse anden Aprils Breve. Thi alle vare de, som efter Overlæg, af denne mærkværdige Dato. Ey er her Sted at tale om Deres Indhold. Ak! kun eet Hovedindhold kan alt have i denne sørgelige Tiid. Og ingen Aviser, ingen Efterretninger om Begivenhederne. Eller begiver sig virkelig aldeles intet?

_______________

Fra min gl Moer Møller i Kbhn fik jeg nogle Linier, korte og saare eenfoldelige. Ikke et Ord om min Lottas Søn, som logerer hos hende, ikke et Ord om nogen verdsens Ting, som kunde interessere. Hun troer nok «det kommer ingen ved» hvordan det gaaer i denne Verden. Det er ret ærgeligt, at faae slige Breve dernede fra i denne Tiid, da et Brev er saadan en Sieldenhed.

Jeg har lagt et Par Timer i Eftermidd: og været ret ley; men de deylige kiærlighedaandende Breve vare Balsam for mit syge Hierte, som din Guldbalsam, elskte Maja Cappelen, for mit syge Hoved. Og nu har jeg da ogsaa den Pakke i Vente, som Den24Don Pedro har bragt til Byen, og som Du troer, jeg alt har. Ney, det gaaer ikke saa fort.

Ogsaa min Koren er Gud skee Lov fuldkommen færm, siger Hertel, og kommer muelig hiem i Aften. Saa maae jeg vel være rask. «Men Ak! min Lina fattes mig!» Hende er jeg af dem alle mindst vant til at savne.

Fredag Morgen den 8de

I Dag er det min kiære Thrine Treschows Fødselsdag, den første, hun hilser som Moder. Gud lade hende som den lykkeligste Kone og Moder hilse mange, gladere, roeligere for sit Norge, sit Danmark, end hun vist i Dag har hilset denne. Ja, i Dag tænke de ofte paa os, Sally B! og de svundne Dage. Ak! og naar giøre de ey det!

«O! holdt jeg, Du Elskte! Dig i mine Arme!
Dig kyssed og signed med moderlig Varme!»

_______________

Midd: Mit beklæmte Hierte maae have Luft. Ney, saa sank ikke mit Haab før, mit Mod, som ved Efterretningen, den skrækkelige, at Jessen, den ædle Carl Jessen ikke mere er til – thi det er han, det kan han ey være. Ti Gange, var det mueligt, vilde han givet sit Liv før han havde overgivet sit Skib. O Gud! o Gud! hvor længe vil du see os saaledes haanede, nedtraadde i Støvet! Mine Taare blænde mig. Ædle Tappre! de offres dit Minde. Saa længe jeg endnu har Taare, har jeg dem til dit Minde. I fem Timer værgede du dig mod fem Røverskibe. Et mindre Antal skulde ikke overmandet dig. Nu er det forbi – Ney, jeg kan ikke mere –

Løverdag, 9de Det var en sørgelig lang Dag i Gaar. Ingen Koren kom, jeg var syg, og mit Hierte svømmede uophørlig i Taare. Saaledes lader min skrækkelige Drøm sig forklare. Koren, syntes jeg, vilde skiule et Brev, han fik, og blægnende læste. Men han kunde ikke skiule sin Angst. Jeg bad ham nu saa inderlig, og da læste han: hele Fredrichsberg var ødelagt, Kbhn oversvømmet af Engelsker og Svenske, alt var i deres Hænder. Endnu var der en Ordre – jeg seer den – at Wilhelm 25tilligemed alle Ynglinger over 15 Aar, skulde ufortøvet ned til Danmark. Den blide gode Rasmussen, Læreren, syntes jeg trøstede mig og græd med mig. Mit eneste Ønske var, at jeg kunde lægge mig hen og døe, men ikke allene, alle mine Dyrebare med mig. Min høye Graad vakte mig. O Gud, Ængstelser Nat og Dag! Og Sara er syg endnu. Kom dog min Koren! Ved hans Side veed jeg, det bliver mig alt lettere. Thi saa modløs som min Drøm viste mig ham (og denne Modløshed – hvad ogsaa i det virkelig Liv vilde været Tilfældet ‹…› nedtrykte mig mere end alle øvrige Elendigheder) vil jeg dog med Guds Hielp aldrig vaagen see ham. «Med intet uden sin Sorg er han karrig. Alt andet, især sin Glæde, deler han giærne og rundelig med sine Venner» – Om ingen er dette sandere, end om ham.

Nu er Nella reyst til Gierdrum efter Lina. Det er utroeligt, hvor ødt her er efter den lille søde Sladdrer.

Et saa sørgeligt Brev fra min Rikke i Gaar, lettede snarere end forøgede den Sorg, der laae saa svær paa mit Hierte: det gav mig Taare, vel bittre, men dog lindrende Taare. Hun, Carl Jessens Ungdoms Veninde, to brave Søekrigeres Syster (vee dem, de oplevede ey det elskede Flags Undergang!) saa ganske Danm: Datter, o I kunde tænke Eder hendes Følelser, mine Elskede!

Og Familiesorger har atter lagt sin Vægt til de øvrige. Hendes saa kiære Mine Radik, Fogdens Syster, har nyelig mistet et elsket Barn, og seer et andet paa Gravens Brædde. Nu græder hun, den ømme Rikke, med sin lille Luise, begræder sin elskede Systers – og sine egne Tab.

Aften. Min Koren kom Kl 11, min Lina Kl 3. Begge raske, og nu er det paa engang blevet meget lysere i min Siæl. Dog, skiøndt Skriveren ikke er mismodig som jeg i Nat saae ham, er han dog, som Alle, inderlig bedrøvet over vort nye, store Tab, vor Jessens Tab. Endnu veed ingen det Nærmere herved. Ak! det Skrækkeligste veed vi –

26Jeg har skrevet til min Lotta, og giort adskilligt færdigt, som skal ind i Morgen med den gode velsignede Hertel, til Byen, hvorhen han reyser for min Koren, det Gud lønne ham! Nu kan han dog, den kiære Skriveren min, hvile sig et Par Dage. Onsdag, ja selv Paaskeaften skal han i Forretninger. Men nu er jeg ret harm over, at jeg har lovet mig, efter alle Jomfruernes Overhæng, og en trængende Indbydelse til Pastor Bierkes i Morgen. Det er gode, hyggelige Folk; men i alt Fald bliver jeg dog allerhelst hiemme, og meget mere nu, jeg saa uventet beholder min Koren. Men maae man ikke synge med de Fugle man er iblandt?

Jeg havde foresat mig at skrive til Eger i Dag, at istemme min Klagesang med vor kiære Schmidts over den ædle Carl Jessens Tab. Ja «Helten er falden» – Deres Helt, kiære Præst, er falden, falden som han stod – skiønt og hæderfuldt. Blodige Taare flød ved hans Fald – flere vil flyde. – Hvorfor jeg da ikke skrev? Fordi jeg aldeles ikke er frie for nogen Hovedsvimmel og lidt Ondt i Øynene, og fordi jeg vilde fatte mig lidt forinden, og fordi – jeg er nyfigen i min Johan og min Lina. Halvdelen af disse Fordier kunde jo været nok til at virke Taushed.

Søndag 10de Mine Jomfruer, Poppe, Telja og Sarotje reyste nu til Nannestad. Jeg er ikke saa frisk, at jeg tør vove mig ud, og nesten glad ved, at jeg med saa god Samvittighed kan være hiemme hos min kiære Koren, som af bare Godhed vilde fulgt med, om jeg havde reyst. Men nu sidder jeg her saa roeligt, efter at jeg først har faaet Hertel afsted, og i 27mit Hierte er det saa underligt stille, som om ingen Storme truede, truede – maaskee – frygteligfrygtelig] rettet fra: fl ved overskriving nær. Jeg begriber det ikke ret. Er det fordi jeg har min Koren og Lina, og kan vente min Wilhelm og Jes paa Onsdag med den gode Hertel? Det giør vel sit til dette Stille, dette uvante Stille; men sikkert giør ogsaa Mathed og Nærveslappelse sit dertil. Overalt, hvad siger det, om jeg begriber Aarsagen eller ey, naar jeg føler mig saa vel? –

Tirsdag 12te

I Gaar skrev jeg ikke, og hvad skal jeg ogsaa have at skrive om. Den ene Dag er saa ganske liig den anden. Og vel mig, vel os alle, saa længe det er saa! O alt for snart tør der blive nok at skrive om. Jo mindre jo bædre.

Jeg har faaet Brev fra min Wilhelm. «Den brave Jessen er nu ikke mere» siger han. «Efter at have skamskudt 2 engelske Orlogsskibe, og i 5 Timer holdt det ud imellem 5 Røvercanallier, sprængte han sig i Luften – da alt de Engelske havde begyndt at entre – døde sin Heltedød» – Om det nu er mere end blot Rygte? Saaledes, just saaledes havde jeg tænkt mig den gyselige Scene. At Jessen levende skulde falde i de Nedriges Hænder, har jeg aldrig troet. Og i hvor bittre Taare jeg fælder ved din Død, du Danmarks ægte Søn, saa troer jeg dog, jeg heller vilde, det sidste Rygte skulde være sandt, end at du skulde leve, maaskee qvæstet, leve iblandt disse Menneskelighedens Afskum med dit saarede Hierte – – –

Vi ere nu alle ifærd med at sye Sørgetøy. O, vel har vi Aarsag at sørge. Ikke for stakkels gl Christian. Ham er det vel, og her savnes han ikke. Hellere sørge vi over dig, gode 28Frederich, som med saa tungt et Hierte bestiger de, under alle Omstændigheder tunge Trin til Thronen. O maatte snart det Mørke adspredes, som nu indhyller for dig hver Udsigt til Glæde! og maatte denne Udsigt aldrig, aldrig mørknes dig mere!

Onsdag 13de Intet, slet intet har jeg Lyst til at foretage mig. Det er, som om de alt skulde komme hver Øyeblik, Hertel og Børnene, og dog veed jeg, de ey kommer før seent, maaskee ikke før i Nat engang.

Skrive kan jeg ikke. Nyt har jeg ikke at læse, og tager ydmyg fat paa det Gamle. I Dag har jeg giennemfløyet Barnek und Saldorf. Den har dog deylige Stæder. Vist kan det være meget at udsætte paa den, og maaskee paa alt, hvad Lafontaine skriver – thi hvad kan man ikke dadleværdigt? men man sige hvad man vil, han varmer Hiertet og lader ikke Hovedet ganske være Stedbarn – og hvad vil man mere af en Romanforfatter? Men jeg er virkelig doven i Dag paa mit Hoved og mine Øynes Bekostning, og maae nu holde reent op med alt, og tage min Tilflugt til Strikketøyet. Det er sandt, de stadselige Strømper jeg strikkede paa hos Dig, min Maja C, ere færdige, og et Par, mindre fine, til min Sarotje. Er jeg ikke flink? Nu skal Smaaetupperne mine have sig nogle –

Skiærtorsdag

Han lever – Danmarks Jessen lever,
Og frie, og værd sit Navn, og kiæk,
Sin Fredrichs Ven, og Brittens Skræk, –
Vor, Danmarks, Norges Jessen lever!!!

29Ja, det var det første, min Jes fortalte os, da han i Aftes Klokken imellem 11 og 12, kom ridende i Forveyen, og meldte sin Broders og Hertels Komme, som da fulgte en Time senere –

Han lever, frie og kiæk – og anderledes kunde han jo ey leve. Længe før I seer disse Blade, dyrebare Venner! har I skiælvet som jeg for den Braves Fare, begrædt hans Tab som jeg, og som jeg i Dag jublet ved Bekræftelsen paa, at han lever, tilligemed sin værdige Carmeradt, Willemos, med mange flere af de Brave, end det var rimeligt at tænke sig i Live.

Og med mine Glædestaare udbrød hine Linier fra det fulde Hierte. Kong Frederich har selv egenhændig, og med en Varme, der giør hans Hierte Ære, skrevet til Prints Christian, og fortalt alle Omstændigheder. Rosenkrantz har fortalt Presidenten det, altsaa kan det vel ingen Tvivl være underkastet. Dog, nu er det mig igien som nesten stedse, naar jeg skriver heri: ligesom I stode og sadde her om mig, I Elskede, Gode! eller dog snart fik see, hvad her staaer; og inden det skeer, er det altsammen Nyt af gamle Aviser. Dog, anderledes faaer vi jo ikke Nyt i vore Tider.

Men Alt maae dele min Glæde. Alle Mennesker fortæller jeg og skriver til, at Jessen lever, og hvordan det er tilgaaet. Og Gud skee Tak! jeg glæder mig ikke allene, Alle som Een deler min Fryd og Gammen[.] Begge mine Sønner ere reyste til Gierdrum at hente Maja og Ragna Chrystie hid. De maae snart være her igien, de kiære flinke Gutter – der ere de – der ere de! – Ja, det var det unge Herskab, og nu er Glæde over al den Gaard. –

De kom seent i Aftes, først Kl henimod 2, Hertel og min Willa[.] Skriveren kom ogsaa seent. Gud skee Lov, min kiære Lotte er rask, og i temmeligt godt Lune om Dagen, bædre, i det mindste, end 30hun i lang Tiid har været. Hun har nu hørt med Vished, at hendes Jørgen er bædre, skiøndt hun intet har seet fra ham selv. Og nu kom min Telja og fortalte, at her var Hilsen fra Doctor Walbohm, som nu kom fra Mork, at den gode Major Krogh i Dag er det bedste, han har været siden Sygdommens Begyndelse. Er det ikke, som om denne Dag var bestemt til lutter glade oplivende Efterretninger?

See saa! der er Maja mi ogsaa, og saa overordentlig glad, at hendes Kinder brænder, hendes Øyne glimrer. Hertel har foræret hende et meget complet og peent Farveskriin, og noget kiærere kunde hun neppe faaet. Hendes taknemmelige Hierte sættes i Bevægelse endog ved de allermindste Gunstbevisninger.

Men Wilhelm og Lina holder slige Spektakler her i Sophaen, at de ere færdige at døve mine fattige Øren. Jeg faaer ligesaa godt sige Eder God Nat, Dyrebare, og gaae ind, da de forstyrrede Unger ingen Roe giver mig.

Det skal ellers i Dag være Sommerdag. Her inde hos mig er det luunt og sommerligt; men udenfor – hu hu! det stormer og sneer som paa en vreed Decemberdag.

Langfredag i Gaar, var mig aldeles ikke lang. Tværtimod, den gik saa deyligt, og kun alt for hurtigt. Jeg skrev til min kiære Egersøn; begyndte et Brev til Syster Inger i Schien, som jeg nu snart har færdigt, og hensladdrede den øvrige Tiid med Ungerne mine, lille Fader Mørk (som siger, han i disse Trængsels Dage finder sig saa trøstet herovre hos os) Doctor Walbohm, og Husets de kiære Mennesker. Til Forandring spillede jeg snart med den ene, snart med den anden af Glutterne, et Slags Spil med en Ulv og 17 Faar, som jeg ikke har seet siden min Barndom (Hertel har kiøbt det til Linchen i Byen) Nu at spille dette igien 31med mine Børn, seer I altsaa, elskede Venner, maa have dobbelt Interesse for mig. Jes og Wilhelm har siden Kl 6 i Dag været ude og gaaet paa Skarren, og aget Kiælkebakke, saa de ikke engang har faaet sagt mig Godmorgen, hvad de ellers stedse pleyer før jeg staaer op – Nu staaer de her, røde og svedte, og nu skal de have Maja og Ragna ud, og trække dem paa Kælkerne. Jes klager, hans er for liden. Det er morsomt – mig i det mindste glæder det – at see den lange, i mange Henseender saa fuldvoxne Wilhelm ligesaa glad i alle disse Barndomsspil nu, som da han var lille. Ja – og jeg har vist sagt Eder det ofte, mine Venner – af alt det uopregnelige Gode Gud gav mig, er intet, hvorfor jeg takker ham med et fuldere Hierte, end fordi jeg endnu finder Smag og Glæde i alt hvad der giorde mig min Ungdom behageligt. Det er maaskee latterligt, men dog Gud skee Lov sandt, at jeg kan glæde mig ligesaa barnagtigt i et deyligt Æble, en smuk Blomst, en Bog som er i Vente eller endnu ulæst, som i Børneaarene. Og ophører det – o gode kiærlige Fader! da lad alt ophøre! og efter denne er min neste Bøn: Lad mine Børn arve dette sandeste af alle Goder!

Det er falskt, grundfalskt, hvad jeg har læst, hvor veed jeg ikke, – thi hvem vilde erindre sligt? – «at det Menneske er ulykkeligt, hos hvem alt ældes, undtagen Hiertet.» – og hvad er da alt det andet? Jeg kan nok begribe hvad Indvendinger man kunde giøre mig, og at det vel neppe vilde lykkes mig at giendrive dem, fordi der vil et Hierte til at fatte mine Grunde, som sympathiserer med mit, og det fandtes naturligviis ikke hos Modsigeren. I tilgiver, Elskte! det er forud aftalt – alle saadanne Udsvævelser –

32Løverdag – Paaskeaften Her er alting i Uroe. Svensken er faldt ind i Urschoug og Høeland, 4 Mile herfra. Det Nøyere veed man ikke. Paa begge Sider skal nogle være faldne, alle vore Naboer, nesten alle her i Hovind, har deres Mænd, Sønner og Brødre just der. Hvilken almindelig Jammer her er, kan I da let tænke Eder. Der siges, vore skal have trukket sig tilbage. Gud være vor Beskytter! Angst er jeg ikke egentlig; men roelig er det dog heller ikke mueligt at være.

Første Paaskedags Morgen

En glædelig Paaskefest, mine Dyrebare! Glædeligere, roeligere i det mindste, end vi her har den. Alt er i Bevægelse. Vi miste nu alle vore Folk, kun 2 gl Indlæg beholde vi igien. Det seer sørgeligt ud. 600de Svenske ligger i Urschoug. De skal have mistet 2 Officerer og nogle Soldater (det Ord Gemene, kan jeg aldrig overtale mig til at bruge, uden hvor det virkelig passer) Vore, som kun vare halv saa mange paa den Kant, har holdt sig tappert. En Lieut: Krebs var aldeles omringet. Nogle faa Landeværn befriede ham – Dragunerne maae nu formodentlig afsted. Jeg synes, de burde ey tøve[.] Det syntes en Underofficer ogsaa, og har samlet alle de han har kunnet faae, og ilet paa egen Haand sine betrængte Brødre til Hielp. Den ulykkelige tappre Mand, jeg frygter det vil komme ham dyrt at staae. Men Chefen, Blucker, ligger paa Vinger. Inden de kommer did og hid igien, har skamredet en halv Snees Heste o s v, kan meget være skeet, som hastig Hielp kunde forekommet. En Arestant blev nu bragt hid, som siger sig at være en Preusser fød ved Rhin. Kort, alt hans Udsagn hænger sammen som tørt Sand. Wilhelm paastaaer, han er en Engelænder, som virkelig flere Ord synes at give Formodning om. Tydsk kan han 33slet ikke – og er dog en Preusser fød ved Rhin. Der holdes nu Forhør over ham.

Og nu vil jeg med Barna mine til Kirken. Det kimer, eller er det maaskee Ringen for Kongen, som i Dag skal begynde. Jeg veed ikke ret, men det lyder saa sørgeligt. Solen smiler saa sødt, saa fredeligt paa den blaa Himmel smiler ned til de hævngiærrige Umennesker og til den blodige Valplads som herind i mit lille grønne Kammer, hvor jeg saa inderlig ønsker, at kunde aftørre hver bitter Taare. Ak til hvor mangt et taarefuldt Øye smiler den i Dag forgiæves! O du, denne skiønne Sols Skaber, og dine Menneskers ømme Fader! maae alt være som det er? – – –

Eftermidd. «Ja, hvad kan Præsten sige os, som vi ikke veed før?» hedder det almindeligt. Maaskee intet Nyt, det vil jeg tilstaae, men det tilstaaer jeg med et rørt Hierte: at de blide Taare Fader Mørk i Dag ved sin simple, hiertelige Tale lokkede af mine Øyne, har styrket mit Mod ligesaa meget, som de har givet det tunge Hierte Luft. Mueligt flyder det ene af det andet. Hans Text gav ham ypperlig Anledning til at oplive det synkende Haab, og han lod den ey være unyttet. Slutningen især var just som jeg ønskede den, som jeg troer, den burde være. Der var faa, nesten ingen Folk i Kirken, kun 3 gl Mænd, Resten Qvinder og Børn. Alle Vaabendygtige uden Undtagelse ere ved Budstikker sammenkaldte at møde i Dag i Kløften, 1½ Miil herfra, hvor Fogden udtager de som behøves. Maaskee alle. Min stakkels Rikke! o jeg veed hvad hun lider i denne Tiid. Hverken Nat eller Dag har hendes Mand – altsaa heller ikke hun, mindste Roe. Gud veed, hvordan hun holder det ud. O hvor det er tungt, ikke at kunde komme til hinanden just nu, det var saa godt at leve sammen, saa trøsteligt. Første Paaskedag i Fior hørte jeg min Egersøn – hvor ganske anderledes var da alting!

34Anden Paaskedag.

«Baunen brændte, og Budstikken løb» – Ja, hele Natten har de frygtelige Varer forkyndt – ogsaa Eder, mine elskte Fraværende, Fiendens Indfald i Landet. Men, at de ere Eders Hovindvenner, Eders Christiane saa nær, ikke 2 Mile herfra, at der, maaskee i denne Time, holdes et, om ey afgiørende, dog saare vigtigt Slag, det har, det kan de ey have sagt Eder. Saa er det. Forstærket er Fienden kommet over ved Blakker, ikke over det ordentlige store, men et mindre Sund. Alt som kan bære et Værge er ude. Stille og mørkt er alting om os, ingen Gudstiæneste kan jeg troe, bliver holdt – ikke i Templerne – men er ikke i slige Øyeblik hvert Hierte Andagtens Tempel? O, ‹…› mange, mange bad maaskee aldrig inderligere end i disse Øyeblik. Gud høre vore Bønner! Amen Amen!

Hertel skal ind til Byen for Fogden. Kl 4 i Morges var han og Jes der. Nu skal de stakkels Gutter følge ind med Hertel, og det beroeliger mig, at han er med dem. De skulde ellers først reyst i Morgen. Gud den Algode være med dem! Under hans Beskyttelse ere de jo overalt sikkre. De og vi Alle.

Gud veed, min elskte Maja, mine elskte Egerbørn, naar I igien hører fra os. Jeg sender derfor dette nu. Dog, saa snart jeg kan skriver jeg. Værer visse paa det. Men Dagbogblade vilde I i lang Tiid ikke faae.

Det er en vigtig Dag, denne 17de April – for mange en heed, for mange, ak en blodig, og den sidste Dag. O de ere lykke for hvem det er den sidste, lykkeligere i det mindste, end de, som de efterlader trøstesløse. –

Nu, saa lever vel! Himlens Velsignelse over Eder – Styrke os Alle! –

35Anden Paaskedag, 18de April.

Saa tungt slog aldrig før mit Hierte ved Afskeden med mine Børn. Kl 12 reed de herfra. Hertel, som tog om Fogdens, møder dem paa Veyen. Gud ledsage dem! Gud lade os sees igien saa glade, som vi sorgfulde skildtes ad! Med dem ere Dagbogbladene, og et Brev, eller rettere nogle forvirrede Linier til Dig, elskte Moer Cappelen, og Egerbarna. Nesten angrer jeg, at jeg sendte det. Maaskee havde I intet faaet at vide, før der kunde være sagt noget Bestemt. Nu vil Uvisheden martre Eder. Dog, ey længere, end jeg sikkert kan betage Eder derom med Glædes- eller Kummerstaare? Det staaer i den Alraadendes Haand, under hvis Varetægt jeg nu sidder saa roelig her, som i Fior anden Paaskedag i min Slæde paa Isen, da der kun var et Haarbred mellem mig og Graven i Bølgerne. Han som da holdt sin Haand over os, kiære Moer Schmidt, og, efter min Aslaks naive Udtryk, ogsaa under Isen, at den bar os, skiøndt bølgende, hvert Øyeblik bristefærdig – o er han ikke endnu og stedse den samme forbarmende som almægtige Gud, vor Fader? Endnu – evig og evindelig – «Hvorfor da frygtaglige? I lidet Troende!»

Hr Munthe er her. Det var hans Offerdag her ved Annexet; men der var fast ingen Snees Mennesker i Kirken. Han er ved saa frit Mod, at jeg virkelig er glad i ham. Den arme Mad: Giørup, Lehnsmandens Kone, er her ogsaa for at klage sin Jammer, hun har 3 Arrestantere, og ingen Vagt til dem. Manden er borte.

Ellers er her saa stille, saa ødt efter mine kiære Gutter. Wilhelm, sin Faders Søn, var uforandret, munter og som sædvanlig. Min Jes kunde aldrig blive færdig, og skiulte de blaa glindsende Øyne saa meget muelig, trykkede Hatten i Øynene, svang sig paa Hesten, og jog 36afsted, imens Wilhelm, som vel havde været et Qvarteer til Hest, endnu engang rakte os alle Haanden, og reed smilende, i smaat Trav efter den galloperende Broder.

Gud signe Dig, min Maja C: som bestemte mig til, at begynde dette Journalskriverie igien. Jeg finder ordentlig et Slags Beroeligelse i, saaledes at henmale alt ligefra det Inderste, og det er som jeg sad midt iblandt Eder, I, som jeg har tænkt mig dens Læsere, som om I aftørrede mine Taare, græd, loe, sørgede og glædede Eder med mig – hvad I ogsaa vil, det veed jeg med Vished, naar disse Blade ere i Eders Hænder, fordi I da vil blive tilbagesatte i de samme Situationer, hvori jeg skrev dem.

Tirsdag 19de April. Faren var hverken saa nær eller stoer, som Rygtet, og det de meest sandsynlige, og, som man skulde troe, paalidelige Rygter sagde. Over Sundet er ingen Svenske kommet, kommer med Guds Hielp ikke heller, i det mindste ikke saa snart. Her er nu adskillige af Naboerne, som vare i Høeland, som skal til Vinger, da derude har trukket sig flere Folk sammen, end de troer at behøve, og flere, end der kan underholdes. Kun 3 af vore skal være faldne, en svensk Officeer, og endeel Soldater – Der har overalt intet Slag været, kun nogle smaae Skiærmydsler. Uafgiort er altsaa endnu alting, og vil vel længe blive det.

Mine stakkels Gutter maatte reyse ene, kunde altsaa giærne blevet til i Morgen. Hertel kommer ikke til Byen endnu – Han er endnu ikke kommet tilbage. Vi venter ham med Utaalmodighed. Rygter gaaer her i hobeviis, det ene tværtimod det andet. Jeg troer ingen, især nu, da baade de sørgelige og glædelige saa ofte har bedraget mig; thi mod sin Villie lytter man dog efter, og noget hænger sig fast i Tankerne –

37I Dag er det min gode Albertine Ørsteds Hædersdag, Gud give den maae lægge Grundvolden til hendes og hendes Jacobs Fremtiids Held og Lyksalighed! at den maae være en Begyndelse til blidere Dage, end de, hvori deres Ægtestand begynder! Dertil, mine Elskelige, sige I vist Alle af Hiertet Amen! Amen! –

Kl 7 Nu kom Hertel. Alle omringede ham; men glædelige er ikke de Efterretninger han bringer. I Dag skal virkelig noget vigtigt afgiøres. Gud du Almægtige! vær med os, med den retfærdige Sag!

Ingen Dagbog kom afsted, da den skulde været med Hertel. Om Brevet var der med, eller Wilhelm tog det, veed jeg endnu ikke. Ligesaa godt var det, kom det ey afsted, maaskee bædre.

Jeg er saa aldeles forstemt, mere, langt mere end i Gaar Morges, da jeg troede Faren meget nærmere. Blandt flere er det een væsentlig Aarsag, at der nu eenstemmig paastaaes, Ekholm virkelig har begaaet den Nedrighed, hvorfor han var mistænkt. Jeg kan endnu ikke, kan kun efter de uimodsigeligste Beviser tiltroe ham saa lumpen en Siæl. O det var høyst sørgeligt, Menneskeværdigheden fornedrende, var det sandt. Men der taler endnu saa meget – mit Hiertes Stemme uberegnet – for ham. Skulde han da sluppet saa? Skulde Wangensten, som kiender ham saa nøye, som absolut maatte fattet nogen Mistanke, beholde ham i sit Huus, behandle ham venskabeligt? Tiden vil vise det, maae snart vise det, og Vee over ham, den Elendige, er det saa! Ak men det er det ikke –

38Onsdag 20de Ney, i Dag bringer jeg paa ingen Maade mit bankende Hierte til Roe. Det er, det skal være afgiørende det Slag, som nu rimeligviis er forbi, men hvorom vi endnu intet veed. Alle udsendte Bud bliver borte, som Noahs Udsendte. O Gud! kom dog en tilbage med et Olieblad, et Fredsbudskab, i Munden! Det er ubeskrivelig, hvor det nager i mit Inderste, hvordan hver Lyd skrækker mig. «Og hvor er nu dit Mod? kiære Christiane!» O, i Uvished er jeg saa modløs som nogen‹…›; alt hvad jeg kan er, at jeg tier og skiuler min Angst. Men i selve Farens Øyeblik tiltroer jeg mig Mod og Siælsstyrke til at bære hvad der ikke egentlig er Siælslidelser –

Seent, Kl henimod 11 i Aftes kom den stakkels udjaskede Foged her, med 16000rd, hvormed Hertel Kl. 5 i Morges reyste til Byen. Han fandt det ey sikkert i denne Tiid at have disse Penge i Huset. Ogsaa min Koren har indsendt alle fremmede Penge, og hans egne, hvad han nu har i Behold, skulde vist ingen giøre rige.

Fogden og Hertel havde været nede ved Blakiær Sund, og seet paa den anden Side de svenske Vagter og Forposter. Den derværende lille Fæstning har de taget i Besiddelse. Vel at den er uden Kanoner. Den tappre Comdt: en gl Capit: Mosgaard, formoder man af alt, er bortflygtet. De talte med Capit: Neuman, fandt ham kiæk og uforfærd. Sikkert faaer vi Ære af vor Neuman. Mine Gutter ere komne vel ind, Gud skee Lov! Ney, nu kan jeg for denne Gang ikke mere. Gud veed, hvordan jeg atter tager fat paa disse Blade –

39Aften. Ja, der skal have været blodige Slag baade paa Vinger og i Blakiær. Dog, bestæmt vide vi intet, og her er ey Sted at tale om det. Inden dette kommer Eder for Øyne, Elskede, veed I alt det nu forefaldne, og vel meget meget mere. O! Gud give beroeligende, omom] rettet fra: og ved overskriving ey tilfredsstillende Nyeheder!

I Dag er Grev Wedel med sit Corps, hvori ogsaa Frederich Leganger er, taget til Vinger. Det skal være en Lyst at see disse raske, vakkre Folk, hvoriblandt ogsaa mange ere Ynglinge. Det er virkelig saa smerteligt, at vi boer saa afsides, at vi ey kan modtage, beværte, eller giøre noget saadant for vore uddragende Forsvarere.

Min Maja er ogsaa taget igien til Gierdrum med sin lille Veninde Ragna Chrystie. Underlig og ængstlig er i denne Tiid enhver, endogsaa den mindste Skilsmisse. I Morgen vil min Koren selv ud og recognosere, og fryser det, efter Sædvane, i Nat, tager jeg nok heel tidlig til min Rikke, og bliver hos hende til Fred: Morgen, da allene Nattefrosten giør det mueligt at komme frem i Slæde. Hun er syg og bekymret. Jeg maae see hende om det er mueligt. I Gaar et Aar var jeg hos hende – en tung Dag – hendes saa elskede Systers Begravelsesdag. –

Torsdag 21de I Nat har det ikke frosset det mindste, altsaa bliver ingen Tour af til Plogstad, og Gud veed, naar det nu kan blive. Sikkert ikke før paa Hiulføre, og dertil er vel langt.

Mange, og for saa vidt beroeligende Efterretngr har vi nu fra Krigsskuepladsen, hvorom her ikke egentlig er Sted at tale. O Gud, hvor kan dog Mennesket rase saa mod Mennesket! Min Koren er i Dag selv reyst ud for at efterhøre alting.

40Eftermidd, Atter et Brev fra Dig, Du gode, vennehulde Moer Cappelen! og hvilket Brev! Gud den Algode signe Dig for hver en Linie, hver glædebringende Linie! Ak, da ahnede Du ikke, hvilket Uveyr der trak sig hen over Dine Venner, da Du skrev saa roeligt, just den Aften, Paaskeaften, begyndte Uroelighederne her. Nu har Du vist mit slemme foruroeligende Brev, som jeg endnu ikke har kundet givet nogen Modvægt. Dog, skrive maae jeg, have et Brev færdigt, og saa faaer jeg det nok afsted, skiøndt Posten nu kun gaaer engang ugentlig.

Ja, tilvisse, tilvisse, I kiære Dagbogblade, skal I være og blive mig kiære, da I allerede har forskaffet min elskede Maja C nogle Øyeblikke efter hendes Hierte, og med Guds Hielp skal forskaffe hende flere, hende – og I veed nok hvem ellers. Men for hvert Øyebliks Interesse de giver Dig, Du Gode, takke Du dig selv, og min Moer Cappelen takke I, mine øvrige læsende Elskelige, om I heri finder noget Taksværd, ligesom jeg takker hende hver Gang jeg tager min Tilflugt hid.

Endnu er ingen Skriver tilbage. En lang Tiid i Formiddag hørte vi her en svær Kanonade, nogle mente fra Vinger, men mig forekom det at være fra Blakkiær. Det var saare ængsteligt, som alting er i disse Dage. Min stakkels melancholske Løvinde (hvis Mage Ulvene tog i Vinter) krøb forfærdet i Skiul for den fjærne Dundren.

Fred: 22de (min tabte M: Staals Fødselsdag.) Seent i Aftes kom min Koren hiem, og med ham den beroeligende Efterretning, at Svensken var aldeles ude af Landet paa den Kant. Han havde selv været over Blakiærsund, og talt med Printsen, og faaet 41fuldstændig Underretning om alting derfra. Vidste vi nu kun ogsaa noget, og noget saa beroeligende, fra Vinger! Skydningen i Gaar, som indjog saa mange Mennesker Skræk og de øvrige Forundring, var ikke andet, end Kanonprøven paa Hovedøen ved Christiania. Men det fik vi først se af Intellgbl: i Gaar mod Aftenen, og hørte Bekræftelse paa af Skriveren.

Efter denne min virksomme Skrivers Foranstaltning vrimler her nu af Mennesker med Fødevahre til Krigerne i Blakiær, Høeland og Urschoug. Min Aslac er alt afsted med et Læs fra os selv, nu skal Gunder fort med, jeg mener det bliver 4 eller 5 Vognlæs. Gud skee Lov! Mange hundrede Maver skulde nu blive mættede, styrkede og qvægede. Hvad der giør os ondt er, at ingen vil tage Betaling, som min Koren dog byder dem Alle, og Sara – som modtager og optægner alt – giør sig Umage for at overtale dem til, som hun troer, kunde behøve det. Men hidtil var hendes Veltalenhed forgiæves. Det er morsomt at høre hende prate med dem, og see, hvor hendes Øyne lyser af Glæde ved Tanken om den, dog for Øyeblikket afhiulpne tungeste Mangel. Ogsaa min Telja er som i Himmelen, og først naar hun veed, alt dette er paa sit Sted, vil Maden smage hende igien, det veed jeg. Nella gaaer med en Kappe paa, som hun steeg af Sengen Kl 4 i Morges, og seer saa forsviret ud, Poppenheim kan ikke komme nær Skorstenen og sin Sværtekiedel, alle har travelt, alle ere fornøyede. Her er et sandt Marked, og her seer ud – det regner saa det øser ned – som i en Stald overalt. Men det er det samme –

42Søndag 24de Tænk, hvor kiedsommeligt det er, at alle Folk med Fødevahrerne herfra og fra Byen, endnu i Morges laae ved en Broe, eller rettere et Sted, hvor Broen var gaaet ud, og de paa ingen Maade kunde g komme over. Printsen har havt over 60 Mand der i Arbeyde, men endnu forgiæves. Nu tager Hertel did, og er det da mueligt, veed jeg, han faaer det frem. De arme Mennesker! det er som alt skulde forene sig til at plage dem. Der staaer de nu a la Tantalus paa den anden Side Elven og seer Qvægelsen, og naaer den ikke. Det er ey saa beskaffent, at Baade eller Færge kan komme frem. Dog, noget har de faaet over, jeg veed ikke hvordan.

I Dag kommer da et ordentligt Brev til Dig, beste Moer Cappelen bort, og et til vor gode Syster Inger i Schien, som jeg har været i saa langvarig Gield hos. Dette sidste laae færdigt i mere end 8 Dage; men i den Uroe hvori vi levede, vilde og kunde jeg ikke sende det afsted. Gud give, min elskede Maja nu havde sit, saa var hun lidt roeligere, ja meget roeligere for ‹…› sine Hovind Venner. Gud skee Lov, at disse 8 tunge Dage ere forbi. Maaskee forestaaer mange flere slige, ja tungere; men med disse Forestillinger vilde vi nu ey forbittre de nærværende bædre Dage, og aande frit saa længe vi kan.

Nu gik lille Fader Mørk herfra i Kirken. Han finder sig saa vel ved at sidde en Times tiid her og snakke, og vi finder os heller ikke ilde ved det. Det er een, i al sin Simpelhed saa oplyst, med alle sine smaae Egenheder saa saare agtværdig Mand. Vi ere tit af meget ulige Meninger; men det opliver Conversationen, og bringer os hinanden nærmere, fordi vi – hvad der saa ofte er Tilfældet – ved nøyere Forklaring tit finder, at det kun var i Udtrykket vi vare forskiællige.

43Mand: 25de Med Posten i Gaar, fik jeg Brev fra den gode Lieut: Fabritius, min Rikkes Fetter, fra Kongsvinger. Han har rigtig nok, som Rygtet gik, været fangen, men er bleven udvexlet mod en svensk Officer. Saa han da nu igien kan stride frit for sit Fødeland – (I veed, Elskede, jeg aldrig kan lære at betragte Danmark og Norge som forskiællige Lande) Ondt lider de arme Mennesker der i alle Henseender. Fabritius siger han i 8 Dage har levet blot af Vand; Stump, og af at suge Snee; ogsaa under den kolde vaade Himmel Nat og Dag. Gud hielpe og bevare dem imod alle de Fiender, de have at stride imod. Dog vil jeg nu haabe, endeel af deres meest trængende Mangler ere afhiulpne der, som i Blakiær. Min Koren fik en i Dag en meget hiertelig Taksigelse fra Printsen for hans virksomme Foranstaltninger. O hvem der kun var saa lykkelig, at kunde giøre noget klækkeligt til det Almenes Beste i denne sørgelige Tiid! Dog, Enkens Skiærv paa Altaret blev ey forsmaaet; og hver enkelt Lindrings og Qvægelsesdraabe vi kunde yde, er ikke tabt i det store Smertes og Mangels Hav.

Hertel, som bragte Printsens Brev, kom hiem i Nat. Vore Folk ere endnu ikke komne tilbage. I Dag bliver den faldne svenske Capitayn (han var ey Oberst som man sagde) Baron Sparre begravet i Blakiær Kirke med alle melitaire Honneurs.

Nu veed vi da, for endeel, vor Jessens Skiæbne. I have alle læst det, mine Dyrebare, i Gaars Intelligbl: Han er da fangen; den brave Willemos, som traadde saa kiækt i hans Spor, falden for Niddingerne. Dog, han endte skiønt sit korte Liv, efter at have levet længe i faa Aar. O ædle, nedbøyede Carl Jessen, sikkert misunder du – dog, Misundelse kiender Helten ikke – ney, du misunder ikke din unge tabte Ven sit bædre Lod, men ønsker blot, du kunde deelt det. Jeg behøver ikke at sige Eder, mine Venner, hvor denne upaatvivlelige Efterretning har nedslaaet mig –

44Onsdag 27de Ikke fordi jeg har mere at sige Eder i Dag end i Gaar, mine Elskede! tager jeg disse Blade frem; men blot fordi mit Blod I disse Øyeblik flyder saa let, og Pennen kommer mig som af sig selv i Haanden. Formodentlig af Lyst til at skrive paa det af det sødeste Rosenskiær farvede Papiir. Hvorfra dette Rosenskiær kommer, gad I vide, mine Børn, det kan jeg nok tænke, da I Alle veed, at der hænger et grønt Gardin for Vinduet i det lille grønne Kammer, og derigiennem kan jo dog for Pokker intet rødligt skinne. Deri har I fuldelig Ret, mine Venner! men seer I, naar nu dette grønne Gardin er for tyndt til at holde den velsignede Sols giennemtrængende Straaler ude, saa meget, som mine svage Øyne fordrer det, maae jeg jo finde paa andre Raad. Og saa tog jeg nu min Sarotjes røde Halstørklæde (rettere Kastetørklæde) og hængte paa det grønne Solgardin, og derigiennem faldt da det blide Skiær, som bragte min Pen i Gang, og, troer jeg, mit Blod i saa let Omløb, som jeg ønsker maae vedvare ogsaa efter Solens Bortfjærnelse, ja efter dens aldeles Nedgang –

Her et Brev fra min kiære Frue Lotta. O! ogsaa hun har havt en bedrøvelig Paaskefest, ved da hendes gode President har været overmaade syg, og udstaaet græsselige Smerter. Gud skee Lov, nu er hun bædre, og har havt gode Tidender fra sin Jørgen. Budstikken, Numr 5 og 65 og 6] rettet fra: 6 og 7 ved overskriving fik vi nu ogsaa. Den er meget opmuntrende, som flere Efterret: jeg i Dag har hørt, om Franskmændenes formodentlige Ankomst til Sverrig osv. Men nu er min Line her og skal have sin Læsetime, og jeg har skrevet en Pokkers Hoben med Posten, er ret træt, men saa saare vel tilmode.

45Torsdag 28de Atter bragte Posten mig et Brev fra Dig, Du hulde, gode Maja Cappelen, et Brev, som jeg ventede det. Altsaa var det dog godt, jeg skrev hiin forstyrrede Dag, da Du, før Du fik disse Linier, ængstedes endnu mere. Tak, alle mine Elskede! for Eders hulde Deeltagelse! O! Visheden om den er det jo, som fordobler alle mine Glæder, forsøder mig hvert bittert Øyeblik. Hellige Venskab! o du

Som naar Skiæbnens bittre Pile ramme
og naar Haabet smiler, er den samme,
og naar Uveyrs Storme vredest truer
under hede Taare høyest luer –

_______________

Men at Du, min Maja, endnu ikke har faaet nogen af de 2de sidste afsendte Dagbogpakker, undres mig. Dog, nu tør Du have faaet dem, og om ey før, saa med Din kiære brave Don Pedro. Ja, det ahner mig, at Du nu har baade dem og mit sidste Brev, som gik med den almindelige Post, at I alle, mine Strømsøe og Eger Elskede, nu veed til Punkt og Prikke, hvordan vi har det.

Nu kom Hertel og den gode Pastor Chrystie. Min K- er i Næss, i denne afskyelige Storm, og i dette Føre. Han agede saa men i Slæde, men havde for Sikkerheds Skyld sin Sadel med. Gud veed, om han kommer hiem i Aften‹,› jeg troer det neppe, da han skal over det fæle Vorme Sund.

Chrystie og Hertel havde paa Dragvold talt med de i Soler fangne Officerer (7 i alt, og en Præst) som bleve førte til Christ. Det var vakkre Folk, men de fleste af dem meget nedslagne, især et ungt, meget smukt Menneske, som Taarene uophørlig stod i Øynene. O, grusomme, skrækkelige Krig, Menneskehedens Skiændsel! – En norsk 46Officeer – de vidste ikke hans Navn – faldt, leed græsselig og bad en af sine egne Folk dræbe sig – ak! han kunde ikke. Ney, ney, det er forfærdeligt! O! hvor sandt siger den ædle Jean Paul: «Der grausame Mensch wirft tausend zerstreute Sterbende, deren jeder auf der weiten Erde ein verwandtes Auge voll Thränen und Liebe und Sein weiches Sterbekissen hatte, auf ein einziges hartes Schlachtfeld zusammen, und lasset jeder allein vergehen auf einem kalten Grabe, und fern von dem Auge, das ihn beweint hätte –» O! hvor skrækkeligt sandt, dette og det foregaaende samme Sted –

300 Soldater skal i Morgen komme efter, der som Fangne føres til Byen. De ere da for saa vidt uden al Fare.

Og nu, i dette Øyeblik, seer jeg Dig, beste Moer C: med Kartet for Dig, som skal vise Dig Afstanden mellem det Dig saa kiære Hovind og Blakiær, hvor Fienden huserede ‹sig›, seer og hører Eder, Elskede Alle, intet andet tale om, tænke paa, end hvad Fare Eders Venner muelig kunde være i. Gud være takket! den gik over! og tør vi ikke haabe det om de endnu truende.

Nella sidder jamrende herinde. Hun fik Brev fra sin Deel af Verden, at han, som frievillig Jæger, nu ogsaa er marscheret af. Ja, jeg begriber nok, hvordan den arme Pige kan være til Mode, ak! og hvordan i denne Tiid Tusende ere tilmode –

Fredag Aften 29de Hilsen fra Chrystie. Nu tog han hiem. Kl 10½ i Aftes kom min Koren, træt og forskumplet paa en jammerlig Skydshest. Slæden maatte staae igien underveys –

I Dag har jeg første Gang været i Haven hos den humpende Melin. I hans Bænke staaer det overmaade godt –

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1808

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Følg Bokselskap i sosiale medier

Instagram      Facebook
Bluesky          X

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.