Dagbok 1808

av Christiane Koren

[September forts.]

1Hovind Løverdag 10de September.

Nødig vilde jeg begynde et nyt Bind af min Dagbog med Klager. Men da den nu engang er bestemt til at giæmme alle mit Hiertes Tanker og Følelser – for saa vidt jeg selv bliver klog paa dem, og kan gribe dem i Flugten – saa maae I ogsaaogsaa] omgitt av stiplet linje over og under ordet vide, mine Elskede, at ogsaa min Taalmodighed begynder at trættes ved Veyrets sørgelige Ustadighed. Et Par Dage var det saa roeligt og saae saa ønskeligt ud. En Dags Blæst, og vi havde havt det deyligste Loeveyr, som de her kalder det, vort Korn godt i vore Lader. Men i Nat vaagnede den styrtende Regn mig, og saa tænkte jeg paa min stakkels Koren som i Dag skal gaae og vade en heel Skovstrækning op, og paa det stakkels Korn paa Marken, som maae staae stille og ingensteds kan komme.

Og intet Ombytte fik jeg Skriveren til at tage med sig. Der var jo ingen Muelighed i, det atter skulde blive ondt Veyr: Kragen fløy saa høyt, Solen gik ned i en Tørke spaaende Skye, kort; alt lovede vort beste Haabs Opfyldelse.

Min Lotta har været syg. Jeg fik Brev fra hende i Gaar; men hun er Gud skee Lov bædre, og færdig at følge med os til Dig, elskte Maja! hvor vi ogsaa skal see Egervennerne; thi neppe seer vi dem denne Gang i deres kiære Hiem. Om nu kun Veyr og Føre ikke slaaer sig alt for ræbælskt. – Ney, i Dag seer ogsaa alting mig saa mørkt ud, og derfor bort med Dagbogen til det lysner!

2Eftermiddag. Et Brev fra min Moer Cappelen fuldt af Haab, Længsler og Ønsker, dem Gud til alles vores Glæde vilde opfylde! Et fra den gode, vennekiære Frue Bergh, ganske det Modsatte af den anden Majas: Hendes Børn ere syge, fra sin Mand hører hun intet – og saa i Aviserne den sørgelige Anmældelse fra den beklagelseværdige Præst Bassow i Tryssild – den unge, elskværdige Kones, Moders, Datters, Venindes Død –

Arme forladte Mand og Fader! Arme uskyldige Smaae! Mit Hierte bløder saa inderligt med og for dem. Jeg kiendte hende nøye, jeg veed, hvad han, hvad hans Børn har tabt. Saa snart fulgte hun sin Syster, den unge ogsaa tækkelige, ogsaa gode Madam Lassen. Men du, fromme, elskelige Christiane Krog, du var mig kiær frem for mange. Med Flohr sendte jeg hende saa mange Hilsener, glædte mig saa til, ved ham at høre fra hende – og nu! –

Hviil i Fred, du ædle unge Qvinde!
Tidlig du dit Dagværk fuldendt fik –

_______________

Søndag 11te Vi har comuniceret i Dag – Hr. Munthe var er her ved Kirken. Det var en i Sandhed god, moralsk Præken. Gode Exempler ere vel upaatvivlelig den kraftfuldeste Opmuntring til at handle vel – Det har kostet mig mangt et Suk, at min Wilhelm ikke har en eneste Gang i Forening med mig, sin Fader og Sara, knælet for Altaret. Det samme bliver det ogsaa med Jes. Kunde jeg engang have dem Alle saaledes om mig, om mig og deres Fader, hvor glad og rørt skulde da mit 3Hierte udbryde: «Fader! her er jeg, og de Børn, du haver givet mig!» Maaskee min Wilhelm neste Aar, før han forlader Norge, knæler saaledes ved sin Faders, som Sara ved min Side. Det bliver da for første – ak! og hvem veed, om ey for sidste – Gang! – Ney! Andagts Forstyrrelse var ikke i disse Tanker, det følte jeg. Kan en Moders Andagt være varmere, inderligere, end naar hun beder for sine Børn, tænker sig deres hele tilkommende Lyksalighed uadskillelig fra sin egen, kun et med den?

Tirsdag 13de – Endelig har vi en stadig god Dag – maatte den kun faae mange Efterfølgere! Den saa længe savnede Soel lokkede mig med mit Strikketøy, et lille Lina Ærme, ud i Haven, og der sad jeg, til jeg troede, det ikke var godt at sidde der længere. Hvert Vindstød, selv de sagteste, rystede det gulnede Løv ned over mig, og nu flyttede jeg mig efter, som før – ak for saa kort siden, fra Solen. Hurtigere end mine Fingre aftog Maskerne, fløy Tankerne fra Gienstand til Gienstand; men det Maal, hvorved de standsede, var Ejdsfoss, hvor jeg i Dag 8 Dage, maaskee ved denne Time – Kl 5 – er i dine Arme, elskte Maja, omgivet af de mange flere velsignede Væsner. O! det er en kostelig Forestilling! Fik du kun rigtig mit i Dag afsendte Brev, Du Gode! dog, os faaer Du alligevel, og veed vi kommer, om end ikke bestemt Tiden – saa vi ey forfeyler hinanden. Det giorde vi engang, og det haaber jeg, skal ey skee oftere –

4Min Koren har i Dag kiøbt en Ridehest, som skal giøre sin første Tour med ham til Tøyen, Strømsøe og Ejdsfoss. Da den kom hid, blev den af en gammel Indlægs Mand vi har, indledt i Drengestuen, hvor han tracterede den med Salt (maaskee ogsaa læste over den)parentesbuer skrevet over komma og nu er der ingen Tvivl om, den maae trives. Den samme gamle Hans, som er halt og lam, kom engang i Fior Sommer humpendes her forbi mit Vindue med en af Hestene, han ledte til Vands (Heste, maae I vide, ere af alt i Verden hans eneste Kiæledægger) og sang: «Fryd dig ved Livet i dine Dages Vaar» – Det var mig saa besynderligt, I ey kan troe det; men latterligt var det mig ikke. O! der lever ingen Skabning, som jo har noget, at glæde sig ved. Stakkels vanføre usle Hans har sine Heste, et Insect har sit Blad, og deres Ønsker gaaer ikke videre. Hvor mange kan sige det? Ikke den Giærrige, som stedse fattes flere Tusinde til flere Millioner; ikke den Ødsle for hvem alt forslaaer som en Draabe i Havet – og, hvor mange ikker kunde jeg saaledes vedblive at opregne Eder! – «Glæd dig ved Livet!» – stakkels Krøbling! dine Dages Vaar er længe siden forbi; men det har du ikke mærket, fordi du har haltet hele Livet saa jævnt igiennem, og den ene Dag været den anden saa liig. Og nogen egentlig Vaar har jo dit Liv heller ikke havt: Altsaa seer du heller ingen Høst og Vinter med Sorg imføde. Saa sandt er det: «at den aldrig græd for Guld, som aldrig Guld eyede.»

Torsdag 15de I Gaar kom Mennesker ret faldende ind i Huset her. Da vi havde spiist, kom Maja ind fra Gierdrum. Hun kunde ey føre over sit Hierte, at lade os reyse uden at have sagt os Farvel, og nu bliver hun hiemme, da hendes unge Lærerinde erklærer, hun herefter godt kan hielpe sig 5selv, og lover, at see til hende imellem. (Hun og Telja gik nu til Houg, for at see, hvordan der staaer til) Saa fik vi see en rødklædt Person komme travende, det var Lieutenant Gill, som har været her paa Contoiret..] rettet fra: , ved overskriving nu SidenSiden] rettet fra: s ved overskriving Feydens Begyndelse har han lagt i Høeland, og skal nu til Vinger. Han har, som sine hans fleste Kamerater, lidt ondt, arme Gut! og nu forestaaer en vel ikke for behagelig Høst og Vinter. Kun et Par Timer opholdt han sig her, fik en Melon og nogle Chocoladekager – det eneste han kunde føre paa sin Hest – at tractere sig og Fabritius med, og jog saa afsted, og saae tit tilbage til det roelige Hovind. NB Han var alt herfra, før han tog den røde Kiole paa. Den tredie, som kom, var unge Smith, min gamle Provstes gode, men yderlig svage Søn; og endelig en Fyr, som ingen af vidste eller fik mere at vide om, end at han hed Nerdrum, og vilde tale med Sorenskriveren, som først ventedes og kom hiem fra Edsvold seent paa Aftenen. Jeg tænkte paa det snurrige Besøg i Vinter paa Eydsfoss, hvor et ungt Menneske, som ingen kiendte, kom reysende, blev modtaget med den der sædvanlige Giæstmildhed, gik længe taus, og som man tydelig saae, i Forventning, spiste Frokost, svarede et enkelt Ja og Ney paa vore enkelte ligegyldige Spørgsmaal, og henvendte sig endelig til Fader Cappelen, spørgende: om han ikke var Forvalter der? «Det er jeg just ikke» svarede Don Pedro med sin morsomme Mine, «mit Navn er Cappelen.» Nu ventede vi naturligviis det skulde kommet til giensidig Erklæring; men han blev fremdeles taus. Der kom nu flere af det den Dag indbudne Selskab, og efter en god Times Forløb tog den stumme Person sin Hat, bukkede, og – borte var han, og vi saae giættende paa hverandre. «Hvem var han 6du?» «En frier, mine Børn, til Forvalterens Datter, som formodentlig neppe kiendte sin Donna ret engang, og for Resten maatte være et besynderligt Slags Menneske. Og nu til Hr Nerdrum igien. Han ønskede at komme her paa Contoiret, hvor jeg dog ikke troer, Koren for det første antager flere.

Vi har nu det ønskeligste Veyr, især i Dag, da den Taage, som før har vedvaret til over Middag, adspredtes tidlig i Morges ved lidt Blæst, det vi nu af al Slags Veyr behøver meest. Mangt et velsignet Læs Korn kommer i Dag under Tag, og for her ogsaa skal komme nogen flere, opsætter vi vor Tøyen Tour til Løverdag.

Fredag 16deAlt er færdigt til Reysen, alt indpakket undtagen disse Blade, som, det forstaaer sig, skal giøre hele Touren med. Først Søndag kommer min Koren efter, som i denne hele Uge ingen Dag har været hiemme, og ogsaa i Morgen har Forretninger.

Gud skee Lov for det gode, det saa ønskelige Veyr! Vel seer det i Aften mindre godt ud, end i Gaar; men jeg har den Troe, det endnu vedbliver at være godt en Tiid. Det meste Korn er dog nu sikkret, eller bliver det snart O! hvi ere vi dog strax saa forsagte, vi lidet Troende!

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1808

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.