Dagbok 1808

av Christiane Koren

[August]

August (den 2den)

«Naa, der fik du det jo, Moer vor, som du vilde have det?» – Ney, mine Elskede! ikke aldeles saa. Dog bevare mig Gud fra at klage! Overalt maae I nu belave Eder paa at læse mange Sider væk i et uden Pusterum; thi, skiøndt ikke ret udhvilet, og lidt ley – siden skal I faae vide hvorover – har jeg dog foresat mig, at vedblive uden Pausering, til jeg har faaet min Gield til Eder og Dagbogen betalt. Og denne Gang er den større, end nogensinde tilforn, hvad I da nok selv allerede har anmærket. Tilbage altsaa til den 27de Julj, hvor vi ey vare komne længere, end til Egerprovstens Modtagelse. Hans Indtog, som han selv anmærkede, første Gang som Provst, paa øvre Romerige, var saare ydmygeligt og sagtfærdigt. Derfor troede 175ingen sine Øyne, da vi saae hans Høyærværdhd uden Sadel, paa en stoer forgrummelig Hest i fuld Vognredskab[.] Tingen hang saa sammen. For at give sine udstuderede Canallierier ret Udseende af Sandhed, og have et langt Forsprang for – dog stille! Nok, han reyste giennem Bierkedalen, op og ned af nogle forfærdelige Bakker. Men som han bedst sad hoverende over sine vellykkede Kneb, see, da var Hævnens Haand over hans Hoved: det ene Hiul skildtes fra Kariolen, og raabte til ham i mange Splinter og Stykker: «Hertil Hr. Provst, og ikke længere» Men han lod, som han ey hørte den advarende Stemme (det var nemlig hans Synd og Ondskab der skulde føres ham til Gemytte) fik sit Løsøre anbelet en i Nærheden boende Kone, satte sig op paa den barrykkede store Gamp, og lod saaledes stande ad Hovind til. Efter lidt Lædskelse og Vadskelse, som den arme geystlige Ridder saa vel trængte til, gik vi til Bords, og havde netop sadt os tilrette, da med et Dørren gik op, og – min elskede Maja og Lisebarnet styrtede ind og i mine Arme. Hvordan det nu blev med mig, hvordan det ubarmhiertig gik ud over den fule Provst, «hvis Læber skulde bevare Sandhed» ja, Gud skee Lov, at I tænker Eder det selv, og skaaner mig for at skulde fortælle det, hvad jeg dog ikke kunde[.] Og saa blev der spiist meget lidt, og drukket lidt mere, men siunget saa lifligt, og det to Viser bestemt for den vigtige høye 176Fødselsdag, den ene af Sønnen Frederich, som havde syndet paa Naade, det er, vist forud, at denne Vise skulde giøre alt godt igien, den anden af den gode Wulfsberg. I ere alle for beskedne, og kiender for godt min Beskedenhed til at vilde vide mine Tanker om bemeldte Viser. Over alt hvad der saadan angaaer os selv, troer jeg aldrig, man ret selv forstaaer, end sige kunde kan meddele andre sine Tanker, om man end vilde det nok saa giærne –

Chrysties vare her, ellers ingen; og saa kom mod Aftenen, da vi drak Thee ved Kæglebanen, Wangensten med begge sine Niecer, Ovidia Messel og Ovidia Holbye. Da Kæglespillet havde varet en Stund, bleve vi enige om at vandre til min vakkre Høy, for der at drikke et Glas Punsch. Men her blev jeg ganske perplex, da der begyndtes en Sang i fuldt Chor, og ved Slutningen Sarotje, Lina (Maja forlod ey sin syge Veninde) og siden alle øvrige Koner og Piger bragte mig hver en nydelig Blomsterkrands, saa jeg fast ikke vidste, hvordan jeg skulde gebærde mig ved al den Høytiid –

Min Maja havde hængt om min Hals et mig dyrebart Smykke, et Baand af sit eget Haar, med en lille Guldlaas hvorpaa Dato og Aarstal, og inden i et velsignet M. Lille Kaja Moer Krefting givet mig en Brystnaal med sit fulde Navn Kaja – og nu smykket med alle de Krandse. Jo jo, det var Synet værd, kan I troe[.] Ret fornøyeligt gik Dagen og Aftenen. Alle tre Præsterne og Vangensten spildte lidt Kort, Mad: Wulfsberg 177fandt paa Lege og Galskab, og vi alvorlige Matroner saae til og snakkede og deltoge lidt med dem Alle i Alt.

Chrysties og Vangenstens reyste mod Morgenstunden, da jeg alt havde sovet min første Søvn; thi da jeg ikke var frisk, vilde de Alle, jeg skulde lægge mig.

Torsdag og Fredag blev tilbragt, som Mennesker, der alle ere glade i hinanden, samlede tilbringer Dagene. Provstens skulde endelig reyst tidlig om Fredag Morgenen; men saa lode de sig holde af vore Bønner til over Middag, og af Varmen til henimod Aften, og af Aftenkiølingen til Løverdag Morgen, da lille Lisemoer gav mig Afskedskysset paa Sengen (med Frederichen min tog jeg Afskeed om Aftenen) og fore de herfra Kl: 6 – Kreftings Kl 8 – Saa var Kiæden brudt. Min hulde Moer Cappelen vilde blive saa længe mueligt. Det var til Søndag Morgen, da ogsaa Moer Bull og jeg skulde i Barselfærd paa Vildberg. Den slemme utroe Petruska udfandt, at det var morsommere at kiøre med Moer Cappelen end gaae tilbage til Byen, og saa forlod den snilde svage Wulfsberg Hovind Løverd: aften Kl 7, med sin Stav i Haanden, og min Stambog i Lommen, hvori han lovede at skrive. Søndag Morgen kom, og Skilsmissen fra min ædle Maja, som ogsaa modtog og gav mig Afskedskysset paa Sengen – og nu maae jeg hvile mig, inden jeg pynter mig til Fadderstadsen.

178Saa, nu sidder vi i vor fulde Stads, sorte fra Top til Taae, Lottamoer og jeg, og ruller afsted de 9 Fierdinger til Frogner Kirke, i et Støv og en Hede, som jeg endnu grues ved at tænke paa. Men ved idel Passiar blev Veyen forkortet, Heden taalelig og Støvet mindre besværligt. Vi kom i god Betids, før Kirketiænesten var begyndt, og traf Barselmadamen, min vakkre, gode Thrine, med min lille Gudsøn og Jomfrue Holbye, min Medfadder, i en Gaard ved Kirken. Her afstøvede vi os det beste mueligt, fik lidt Mælk og Hvedebrød til Vederqvægelse, og gik saa, da vi vare samlede, nok saa stadseligt, til og ind i den blomsterstrødde pyntede lille Kirke, en af de mindste, jeg har seet. Fadderne vare (stod fordum i Aftenposten) foruden mig, Frøken Knoph (Dtr Gudmundsens Svigerinde)parentesbuer skrevet over komma Ovidia Holbye, Ritmester Ingier, Doct Walbohm, Hertel, og den unge Nilson, Sorenskriverens Søn. Om Prædiken kan jeg intet sige Eder. For mig var alt, Fadervor undtagen, reent islandskt. Det er Skade, at en Mand som Gudmundsen, der vist efter alle Competentes Dom har saa sieldne Kundskaber som sieldent Hierte, just skal være det eneste maaskee han er uskikket til at være: Taler. Men at han giør det saa vidtløftigt, det kan jeg ‹…› mindst holde ham tilgode; thi sandelig, det lider paa at side saa over en Time og ængstes ved de lange Pauser og det fremmede Sprog især naar man sidder paa en saa jammerlig smal Bænk.

179Endelig var den første Poenitentse forbi, nu kom den anden. Min Stig Cato Frithiof Skielderup var en uroelig Krabat, og skreeg og arbeydede saa forfærdelig, at mine faa Kræfter nesten vare reent udtømte. Jeg gav Præsten en Sæddel med det kunstige lange Navn, strax jeg kom i Kirken, at han kunde læse over paa det. Jeg lærte Lexen gesvindt, men ved Guttens Skrigen fik jeg knap sagt det saa høyt og reent, at den lyttende Menighed kunde, tr ikke lære det – der vilde et aparte Hoved til, tænksomt, efter Melins Talebrug, som mit, f. E – men blot høre det. Gudmundsen kom slet ikke til Rette med at opræmse det, og giorde jeg det da hver Gang i hans Sted. Men Drengen overdøvede os begge. Havde det varet lidt længere, var jeg bleven nødt til, at bede Hertel eller Walbohm som stod mig nærmest, om Understyttelse; men jeg kom dog skikkelig fra det, og gik i et Løb fra Ofringen ned til den arme forskrækkede Moder, som svedte Angestens som jeg Mathedens Sveed, men nu fik Personen i en Hast bragt til Roelighed. Gud skee Lov, hun var med! Lotta, som fulgte hende i Kirke, havde havt nok at giøre med at holde hende fra at tage Gutten før Tiid var.

Saa gik det tilbage til Barselsgaarden, hvor det gik til som ved alle Gilder, men dog rigtig morsommere, end ellers pleyer være Tilfældet. Min eneste Sorg var, at Lottamoer og Frue Nilson skulde prostituere sig, da begge disse Justitsraadinder vare saa reent forstyrrede 180at man hverken med det Gode eller Onde kunde bringe dem til Orden. De vilde med Pokkers Magt have udsøgt, eller som Frue Lotta udtrykker sig: laget færdig en Kone til Enkemanden, Hr. Munthe, som ogsaa var der, og gik de saa vidt i sin deres Iver, at de undertiden glæmte, de Paagiældende vare tilstæde og kunde høre dem. Jeg blev ret let om Hiertet, da den ene af disse gale Fruer tog bort, som dog først var Kl: henimod 12, og jeg fik den anden med mig, Frue Lotta nemlig, tilsengs. Hun Skriveren min og jeg laae paa et Værelse. Men nu, da Koren kom op for at lægge sig, blev jeg for Alvor uroelig. Han klagede over Tandpine, som han aldrig pleyer have, og var brændende heed, tilbragte Natten i afbrudt Feberslummer, og var ret ussel om Morgenen. Vi skulde spise hos Munthe om Middagen, derfor blev vi Natten over paa Vildberg. Han blev alt værre og værre, det mærkede jeg godt, skiøndt han ikke klagede. Dog blev han med os ned at besøge gamle Jomfrue Vangensten, almindelig kiendt under Navnet af Faster. Hun er nu, efter at have været henimod et halvt Seculo i sin Broders og hans Enkes Huus, flyttet til en lille Bøxelgaard, hvor hun lever ret efter Ønske, siger hun selv, i den fuldkomneste Eensomhed. Vi var der en Times Tiid, kom saa netop tilbage til Vildberg for at blive klædte og fortsætte Touren. Og saaledes var alting godt og vel, og dog ikke altfor godt og vel: thi Lotta mi havde Barselsdagen ved at sætte sig paa en Stoel 181hvorpaa lille Bodward havde spiist Rips, faaet sin nye sorte Samaria nesten reent ruineret. Hele Slæbet fuldt af store gule Plætter, som med megen Møye og end større Kunst bleve skiulte i Rynker og Folder til Besøget hos Fætteren, og altsaa for Fremtiden aldeles uskikket til Stads- og Slæbekiortel.

Hos Munthes mødte herfra Jomfrue Poppe, Telja, Lina (Hanna Bull fik ey Lov endnu at tage ud, og Maja blev hos hende) Andreas Munther Vold, begge Jessener. Jes savnede jeg, og spurgte om ham, og saa tænk Eder min Angst, da de fortalte mig, han kom efter ridende paa en 2 Aars gammel Fole (den samme, kiære Lisebarn, Du hialp at bede maatte faae leve) som aldrig har havt Bidsel eller Tømme i Munden, langt mindre nogen Byrde at bære. Imidlertiid kom begge disse utæmmede Foler nok saa godt til rette og det baade paa Bort og Hiemveyen.

Chrysties vare der, og vi, ingen flere.

O! hvor underlig ødt det var i hver Krog! I Kammeret, hvor jeg sidst saae og i mit Hierte for stedse tog Afsked med hende, hvor hun streed sin sidste Striid, var alt forandret, Smerte og Dødsleyet borte, intet Spor af hendes Vandring iblandt os. Det er vel rigtigt, at man saaledes skynder sig at bortfjærne hvad der vækker de bittre Minder saa smerteligt. Men jeg kan dog ikke ret fatte det; og det saarer mig –

182Jeg havde holdt mine Taare og Følelser godt i Tømme, og troede mig sikker; men da kom hendes lille Hund saa maver og ussel, krybende hen til mig, saae mig i Øynene, og ligesom bad mig om Medynk. Jeg tog det arme lille Dyr paa Skiødet, den slikkede taknemmelig min Haand, og mine Taare brød frem med Magt, og Lottas ogsaa. Præsten saae det, og fortalte, dybt rørt, hvor Dyret havde sørget, sørgede endnu, vilde nesten intet spise, og søgte den Savnede overalt –

Saa har jeg før engang seet en Hund, Frue Wilses, som da hun var død ikke vilde vige fra hende, og siden gik hen paa hendes Grav, hvorfra den maatte tages med Magt. Tilsidst forsvandt den. Om Sorg og Hunger eller en medliden Haand endte dens tunge Liv veed jeg ikke –

Nu er jeg Gud skee Lov hiemme i min gamle Tomme romme. Min Koren er nu, efter at have været paa Maanedstinget, hvor hans Wilhelm skrev for ham, og han blot viste sig, meget flinkere, end i Morges, Sarotje er ogsaa i deylig Bædring, Hanna Bull rask, og nu med Maja og Lina hos lille Mørkes, og alt godt og vel.

Kl: 7 reyste min velsignede Lotta, og derover var det, jeg var ley i Morges, som jeg fortalte Eder. Jeg havde saa giærne beholdt hende længere – jeg havde saa giærne beholdt Eder Alle længere, I Dyrebare, som saa kiærlig saae til mig. Og rigtig var min kiære Egersøn dog ikke paa Hovind denne Gang: han havde jo ikke sin Fod inde i Moer Korens Kammer. Det har jeg bitterlig angret paa.

183For min Maja klagede jeg det, og vi fandt begge, at det snart maae giøres om igien. Dog er jeg ikke uskiønsom, I Elskede, for hvad I gav mig. Jeg veed, I havde giærne givet mig flere Dage, havde det staaet til Eder. I kunde ikke, og jo mere vi stræber at standse eller sagtne den vrangvillige Tiids Fart, jo fortere flyver den, Dage som Timer, Timer som Minuter – Tak for hver af disse, tusend moderlige, vennehulde Tak!

Og for Dit lille Brev med Manden, som kiørte Dig, beste Moer Cappelen, hiertens Tak! Saa kom Du vel og for saa vidt hastig frem, og med dette vilde Du glæde Din Moer Koren, som Dine Elskedes Glæde stedse er den høyeste, Du kiender – Wulfsbergs Vandring, især da den for det meste var ved Nattetider, bekymrede mig rigtig. Ogsaa det følte Du, og tilmeldte mig derfor hans lykkelige Arivering til Byen Kl: 10 Sønd: Formidd:

Frederich Leganger kom her seent i Aftes, og tog bot i Formidd: Han kommer igien i Morgen eller Torsdag, og Frue Bergh, som jeg troede længesiden tilbage i Byen, kommer ogsaa i een af disse Dage.

Naa, elskede Børn og Venner! har jeg ikke holdt mit Løfte, og malet flittig og omstændelig‹?› alt for omstændelig maaskee. Men nu er jeg min Troe ogsaa saa mat og træt, at jeg behøver en Tour i Haven med Glutterne mine for at faae lidt Kræfter igien –

184Torsdag 4de August Vi vare netop stegne fra Bordet i Gaar Middags, det regnede og tordnede, og jeg sad her i mit Kammer, glædende mig over den velsignede Kiøling og Qvægelse Gud gav den forsmægtede Jord. Da rullede det noget anderledes end Tordenen. Det var en Vogn, og i den min gode Frue Bergh med sine tre vakkre raske Smaaepiger. Hun var usædvanlig færm, og gik efter en kort Hvile Hovind rundt, det kiære Fødested, hvor saa mange Forandringer vare skedte siden hun sidst saae det, men over hvilke alle hun dog fornøyede sig. Saa fortalte hun om sin lange Reyse, om Breve fra sit Berg, og om Alskens Ting, og medens vi saaledes morsomt hensladdrede Tiden, havde al den kiære Ungdom taget Sahlen i Besiddelse, hvor de legte og sprang saa Huset rystede. Mine store lange Gutter holdt ud med de Smaae, og selv min arme invalide Sarotje var med, naar det gik lidt sagtelig. O ja! lad dem være Børn saa længe mueligt, og barnlige deres hele Levetiid! det er mit inderligste Ønske for dem, som det har været og er det for mig selv; og som Gud har hørt det for mig, høre han det for dem!

Frue Bergh bliver her til Løverdag. Hun er saa vel her, synes hun, og Gud veed, jeg finder mig saare vel ved hendes Selskab, og hun giør intet Bryderie i Huset. Men det eneste, som jeg angrer paa, er, at jeg ikke i saa lang Tiid kan komme til min kiære Rikke, som 185jeg nu saa inderlig længes efter at see, som jeg i otte Dage ikke har hørt et Ord fra. Det fortalte jeg Eder nok ikke, Elskte, at jeg paa min Fødselsdag fik et Brev fra den gode Fabritius, bestemt at komme just den Dag. Han er syg i en Fod, og har været det længe; men Rikke, den ømme deeltagende Rikke veed det ikke, i det mindste ikke, at det har været saa slemt.

I Dag huserer Tordenluften slemt i mit Hoved. De ere alle gaaet op paa min Høy, men jeg torde ey følge dem. Min Koren, som nu Gud skee Lov er fuldkommen rask, var i Gaar i Nannestad, er i Dag i Edsvold, og skal maaskee derfra til Hurdalen. Hertel har ogsaa været borte siden Mandag, kommer først hiem Løverdag. Ham skal Wilhelm møde i Næss i Aften hvad de smaae Berghunger just ikke synes godt om, da han flaxer saa prægtigt med dem. Det lader virkelig, som mine Hr Sønner vil komme til at giøre Lykke hos Kiønnet. Din Wilhelm, min Maja C., staaer nu og udsøger alle Øhlenslägers Breve til Svigerhiertet sit (Svigermama i Hverdagssproget) og nu har jeg en deylig Pakke at sende Dig, Du Gode! og vor elskte Egerven skal glædes ved endeel af dens Indhold: Frederichshalds Beleyring, som Frue Bergh har faaet op fra sin Mand, og er saa snild at laane mig til Bortsendelse, skiøndt ingen af hendes andre Venner har seet den. – Mit Dagb: Hefte vil I endda være glade i.

186Eftermiddag. Obrld: Rohweder med sit hele Huus er her, og i Middagsstunden kom begge de unge Legangre, og unge Nilson, saa her ret er en Forsamling, især af Ungdom. Det var nu altsammen godt og vel nok, naar jeg kun ikke blev hindret i alle mine Brevskrivninger, og i at see min kiære Rikke.

Mit Hoved er bædre, men jeg tør ey sætte det paa alt for stærke Prøver, og medens de andre nu spadserer, sidder jeg her og koser mig med Eder, I Elskede!

Ogsaa stial jeg mig til, at faae udlæst Fhlds Beleyring medens Moder Bergh giorde sit Toilet. Mit er nesten stedse giort fra Morgenstunden, og derved vinder jeg altiid meget. Min Dom over bemeldte Skuespil, og endeel mere engang i Morgen. Nu er det jo alt Theevandstiid, og da tør Vertinde ey feyle.

Fredag 5te Hvilket Spectakel de Unger holdt i Aftes! Jeg tænkte, de havde revet Huset om, og min Koren ned og ud af Sengen, som han træt og mødig søgte tidligere end vi andre.

Nu har jeg alt, imens de Fleste laae i sød Søvn, skrevet og afsendt et Brev til min Lotta, og derinden i en lille Brevunge til min Sally, som jeg nu venter ud med de Heste, som bringer de andre Barna ind. Kista Hertel følger nok ogsaa med, og saa bliver det ikke saa tomt paa engang.

Vi skal i Eftermidd: en lille Tour til Frue Rohweder 187og lille Mørkes (Han var her ogsaa i Gaar. Hans Kone er ikke frisk) og i Morgen vare vi alle budne til Lehnsmand Riis i Nannestad. Men jeg for min Part takker saa mejet, og gaaer heller omkring – det er at sige, til min Rikke, skiøndt det heller ikke kan blive i Morgen af mange Aarsager, hvoriblandt een er, at jeg da først faaer Roe (det haabes i det mindste) til at skrive adskillige Breve, som længe skulde været skrevne.

Ved at skrive til Lotta og Sally i Dag, er den forestaaende Tour til Ejdsfoss og Eger bleven saa levende for min Siæl. Det er mig, som maatte jeg flux afsted. Men dertil siger alt Ney. Alt? o! ikke Stemmen i mit Inderste; men alle, nesten alle udvortes Omstændigheder: min Korens Forretninger, min Sarotjes Arm. Og som det kiære Barn glæder sig til denne Reyse, har jeg ikke i lang Tiid hørt hende glæde sig til noget. Ogsaa Lottamoer glædede sig saa, og det giør min Skriver, og det vil Sally, og jeg? – o ney, I spørger ikke saaledes, Dyrebare! ikke om hvad I veed saa vel.

Jeg har da læst Fhlds Beleyring som I veed. Mueligt kan et Stykke af den Natur ey være anderledes. Det har vakkre Stæder; men den simple Fortælling i Malling har rørt mig mere. Det forekommer mig, som var der alt for megen Passiar, især i Scenerne mellem 188Brødrene Hans og Peter Colbiørnsen. Dog, alt dette er kun min Følelse, ingen Dom. Jeg holder af Stykket som det er; men jeg troer dette rige Æmne kunde give Anledning til mere Afvexling og Mangfoldighed, til flere Episoder, som i Shakespears og Gøthes Arbeider af dette Slags giør saa underlig unævneligt Indtryk. Men hvor mange Shakespeare og Gøther frembringer Naturen i Aarhundredet? Den lille Ernst maae jeg godt lide. Hans Spørgsmaal til Anders Brynildsen, da denne fortæller om de første Seyervindinger: «Saae du ham ikke selv nogensteds?» er saa naivt rigtigt, og bravt, at Anders strax veed, det er Kongen han mener. Dog, her er jo en ordentlig Resension. Gud bevar’s!

Frue Bergh giver hele Dagen Audience til sine fordums Naboersker og Ungdoms Bekiendte. Hun kan prate saa hierteligt med hende dem, og det holder jeg saa af hende for, ligesom for det, hun interesserer sig saa barnligt ved alt det Gamle hun finder og kiender igien. Hun vilde giærne besøge sin gamle Faders Grav; men det hindrer jeg nok om jeg kan. Det torde maaskee giøre for stærkt Indtryk paa det svage Gemyt, som ikke taaler mange Rystelser. Og dog, er det ikke hendes «Ungdoms Drøms, hendes barnlige Glædes Grav» hun finder hvorhen hun seer? Saaledes forberedet, bliver 189man stærk nok til at udholde Synet af en Faders Grav for første Gang. O! det lykkelige Barn, som kan knæle ved sin Faders Grav!

O! denne, denne Grav jeg ey fik see!
O! kunde jeg dog engang giennemvæde
Den med min Graad! O! undtes mig den Trøst
At trykke der med veemodblandet Glæde
Imod den kolde Jord mit varme Bryst! –

_______________

Løverdag 6te Nu, Kl 11, reyste den inderlig godlidende Frue Bergh med sine tre velsignede Glutter. Det regner; men hun kan lukke sin Vogn ganske til, og hun kunde ey bie længere. Det er en meget behagelig Kone. Det nægter ingen som kiender hende; men saa siger Verden, som saa giærne vil have noget at sige: at hun kan skikke sig efter alle, at hendes Hierte og Tunge ey altiid følges ad o.s.v. Og kan disse altiid følges ad? Falsk – thi det mener man dog ved slige Udladelser – er hun sandelig ikke. Jeg har saa mange Prøver paa hendes Hiertes Paalidelighed, og er overbeviist om, den fine Selskabelighed, som dog unægtelig er saa vederqvægende og behagelig i Samfundet, fuldelig kan bestaae med Redelighed og Oprigtighed. Hendes Børn ere Naturens Børn, gode, blide, uskyldige, uden en eneste saa kaldet Byenykke, og hielper sig saa stille indbyrdes, uden at behøve 190eller modtage anden Opvartning. Ingen almindelig Moder giver sine Børn en saadan Opdragelse.

Vi vare i Gaar, Fru Bergh og jeg, hos lille Mørkes, hvor vi maatte spise saa mange Bær og Slikkerier, og derfra hos Fru Rohweder, hvor jeg maatte drikke en Kop Thee oven paa alt dette, hvilket har foraarsaget en slem Rumstering i mit før ikke saa ordentlige Indvortes, og er jeg saa mat og fortumlet, at jeg nok maae søge den gamle Trøster, Sengen. Det har jeg saa lidt Tiid som Lyst til; men derom spørger Hoved og Mave ikke.

I Gaar Morges Kl 4 reed Wilhelm til Næss for at møde sin kiære Hertel, med hvem han i Dag skal møde den øvrige mandlige Ungdom herfra hos Rises, efter gientagen Indbydelse. Legangerne og Nilson reyste i Gaar Eftermiddag, saa her nu bliver saa stille og tyst efter al denne Styr. I Morgen mister jeg dem alle, ak! og naar nu min Wilhelm neste Sommer reyser fra mig – naar ser jeg ham da?

Eftermidd: Jeg har lagt en Tour, og er bædre. Der var 3 Breve med Posten i Dag, fra Dctr Jessen, Syster Inger, (som tillige var til Dig, min Maja, da hun troede Dig her – ak! hvorfor troede hun feyl?) og fra Lotta mi. Hun veed nu, at Presidenten har skrantet mens hun var borte. Vi vidste det her, elskte Lottamoer, dog jeg ikke før paa Vildberg, at han var syg. Det var mig tungt nok ikke at røbe mig. Gud skee Lov! nu er han jo rask.

Og nu skal jeg pakke ind og have færdigt hvad Børnene i Morgen skal have med.

191Søndag 7de Der ruller de afsted, de velsignede Glutterne mine, Wilhelm, Jes, Maja, som følger Hanna Bull ind, og begge smaae Jessener. Veyret er mørkt, Sarotjes Arm mindre god end den pleyer være, alting er saa ødt; dog, naar jeg seer hen til anden Paaskedag da de sidst forlod os, Jes og Wilhelm, bør jeg ikke nu finde det trist, og takke Gud for de roeligere Dage. Og Guds Fred med Eder, I Dyrebare! og ingen foruroeligende Tanke, intet taarefuldt Blik hen i Fremtiden – «Det er et roesværdigt Forsæt, Moer Koren! kan Du kun holde det.» – Stræbe efter det vil jeg, elskte Barna mine

Her kom et saa klagende Brev fra min stakkels stedse sygelige Rikke, som i saa lang Tiid forgiæves har ventet sin Moer Koren. Jeg kunde ey kommet før, Gud veed, jeg kunde ikke, og nu er jeg syg, og Veyret saa fælt. Det var en slem uroelig Nat for mig, slemmere for den gode Hertel, som kom syg hiem, og ikke er brav i Dag. En Aarsag mere til den mørke Stemning jeg er i, og vi alle ved Afskeden vare i.

Jeg har havt travlt med at skrive og bortsende Brev til min Maja C: og Bøger, og Dagboghefte og Fhlds Beleyring, og Gud veed det alt; og til Fader Pavels laante Bøger med Tiggerie om nye – og saa et langt Brev til Jessen, min gl: Ven i Schien. Det er sandt, han fortæller, at Thank har meldt fra Fhld: at der til det norske Hovedqvarter kom et Brev med sorte Kanter og 5 store 192sorte Segl fra den svenske «interims Regierings Comission, som er ansat at bestyre alt, imens Kongen er i Finland, formodentlig at underhandle med Keyser Alexander» Dette sidste er mig og os alle her splinter nyt; og da jeg giærne opbevarer alle de Rygter jeg hører, maae dette ogsaa have sin Plads her. Hvad der er virkeligt og intet Rygte, er, at Diderich Cappelen ganske uventet har faaet udbetalt 3800rd han havde, jeg veed ey om staaende eller tilgode i Gothenborg. Og det synes dog være, i det mindste intet slemt Tegn.

Præsten er kommet, Maden baaret ind, siger Telja – Jeg gik langt heller tilsengs end tilbords.

Den 8de August

I Dag er min Wilhelm 17, i Dag havde min første Maria været 20 Aar. Tyve Aar! hvilken Evighed synes at ligge i disse Ord! og hvor fløy den, denne Evighed! med alle sine Glæder og Taarer fløy den, det er mig ufatteligt, hvordan. Vel mig, at det er mig saa ufatteligt. Tiden, hvis Flugt beregnes efter Taare – Flugt? Ney, Sneglegang, o! dens Svinden efterlader sig alt for dybe Præg i det vaandefulde Hierte, til ikke at fattes og mindes. Ja, ogsaa jeg mindes dine Glæder som dine Smerter, du, selv under de sidste sødt hensvundne Tiid! og takker den Algode for disse som for hine.

193Om min Wilhelm neste 8de August endnu er i sit Fødeland, er iblandt Sine her? Dette om, o mine Dyrebare! forbittrede mig stunddom et af de glade Øyeblikke, naar mit Øye saa tilfreds – maaskee ikke uden Moderstolthed (den ene tilgivelige, troer jeg, af al Stolthed) hvilte paa den vakkre, uskyldige tækkelige Yngling. Jeg veed nok, det ikke saa bør være –

Du, Wilhelms, min og Tidens Fader!
Fra hvem hver Fryd og Kummer kom,
Tilgiv mit Moderhierte, om
Det sig i bange Grublen taber!

O! lad din Viisdomsaand ledsage
Min Modervarsel, Bøn og Raad!
Og aldrig skal med Angers Graad
Jeg denne kiære Dag modtage.

Nu er jeg færdig, at tage til min kiære Rikke. Det seer blandet ud i Luften; men regnede det end alt, kan jeg dog nu ikke blive længere, inden jeg seer den Gode igien, som nu saa længselfuld venter mig. Og efter en glad Dag hos hende – maae hun kun være taalelig frisk! – og den prægtige Fut, og de søde Glutter, finder jeg ved Hiemkomsten min elskede Sally; og den gode retskafne Kista, som ogsaa er min Sarotje saa kiær, og – «o ja, du lykkelige Moer Koren, du har det saa godt». –

194Tirsdag 9de Det har jeg, Gud skee evig Lov! det har jeg. Min Rikke var ret rask; men et Par af de Smaae og Jomfr: Heide var det ikke, dog bleve de bædre, inden jeg tog derfra. Det var et Veyr, Torden, Lyn og Regn. Rikke vilde endelig, jeg skulde blive, bad saa venligt at det kostede Møye at modstaae; dog jeg vidste, hvor sikkert de her hiemme ventede mig, og at min Koren i Dag skulde bort, og ey komme igien før i Morgenaften. Altsaa blev jeg halstarrig, og Rikkemoer var lidt vranten, men tilgav mig dog, og jeg forlod hende og hendes lille kiære Kreds Kl 9, i lidt Regn og fjærn Torden, som dog snart holdt reent op, saa jeg i alt Mag kom hiem Kl: lidt over 10. Men endnu var ingen Byefolk kommen. Frue Wærner var her, og fortalte om sin ulykkelige Svigerinde, Frue Hiort, som hun nyelig havde besøgt. Hun er saa beklagelse- som aktværdig. Gud vil dog, o! vist vil han mildne hendes bittre Skiæbne.

Jeg havde ikke været hiemme en halv Time, før de kom, de kiære Mennesker, den flinke raske Kista, min stakkels Sally, som havde været saa syg underveys, og den unge Smith, min gamle Nannestad Provsts Søn, som længe har været ussel, og nu er tilraadt af 195sin Læge, Thulstrup, at være nogen Tiid paa Landet. Hestene vare blevne trætte underveys. De stakkels Dyr gaaer seent og tidligt, nesten uden Hvile, da den evindelige Skyds er mere, end det sædvanlige Arbeyde

I Dag er Sally saa frisk og munter, og muntre ere de alle, og nu, Kl 7, ovre i en fransk Visit hos Frue Rohweder. Vi har sadt saa godt i Haven, min Sally og jeg, imens Sarotje læste for alle de øvrige Jomfruer, den største Glæde, hun kan giøre dem. Og da det beste jeg har at byde mine Giæster, er den ædle Friehed, saa hverken vil jeg genere dem, eller generes «Jeg trives ey ved Tvang, ey heller ved at paalægge andre den» Min Koren er atter borte, og kommer ey hiem før Aften. Hertel, som Gud skee Lov snart blev brav igien, er ogsaa i Forretninger. Han var lidt ley i Dag, hvad ikke er at undres over, da Gunder, som kom fra Byen, har bortqvaklet eller er i Vilderede med et Pengebrev, i hvilken Anledning denne arme forknyttede Fyr nu atter maatte til Byen, om Wilhelm og den forstandige Moer Hansten kunde greye lidt paa Sagen.

Fra Fader Pavels fik jeg et lille venskabeligt Brev, og en stoer Bogpakke, hvormed jeg længe skal leve deyligt. Men fra min Maja og Egerfolket har jeg intet hørt, Sally ikke heller. Det er for tidligt endnu, siger vi os selv; og skal nu sige det lige til Løverdag. –

196Onsdag 10de Jeg vaagnede i Dag med forfærdelig Hiertebanken, Hovedpine og Beklæmmelse. Min Hovedpude var vaad af Taare. Ja, det var en smertelig Drøm. Men Gud være lovet, mere end Drøm kan den aldrig aldrig blive. Hvordan skulde Du, dyrebare Maja, nogensinde kunde fornærme Din Moer Koren, saare hendes Siæl saa dybt, som i denne fæle Drøm? Ney, ikke med en Tanke kunde Du fornærme mig, Du Ømme! og Mindet om denne hæslige Phantasie skal derfor blot tiæne til at bevise mig saadanne Drømmes hele Ubetydenhed og Urimelighed. Og nu vil vi lade Drømme være Drømme, og takke Gud for Virkeligheden som her og hisset skal blive den samme.

I Gaar var alle Jomfruerne mine, Sarotje inclusive, i en lille Visit paa Gislevold. Siden spillede de Treset for at stakkels den eenarmede Ungen min kunde have lidt at beskiæftige sig med. I hendes sunde Dage er alt Kortspil hende en reen Straf. Og saa gleed denne Dag, og saa glider desværre alt for snart de faa, jeg skal beholde min Sally og den snilde Kista. Jeg har nok ikke sagt Eder, at vi beholder den braven Poppenheim her i Egnen? Jo, Gud skee Lov! Hun har ladet sig overtale til at tage i Munthes nu saa øde Huus, for det første i Vinter. Og «Tiid vunden meget vunden».

197Nu giør hun blot et Besøg til sine Venner og Frænder paa Kongsberg, og kommer igien til Micheli.

Torsdag 11te Hu tu tu, hvilket Veyr! Og endnu har vi endeel Høe ude. Dog, Gud giver os nok Solskin igien saa vi faaer det bierget, og alt det velsignede Korn, han har beriget vore Marker med. Arme Sally fryser og kryber saa sammen i Dag; dog meest fordi hun ikke kan komme ud og vandre. Endnu har hun jo heller ikke været paa min Høy engang, end sige længere; og hun vilde, sagde hun da hun kom her, traske dygtig omkring. Men som skrevet staaer, det bliver nok Solskin, og snart.

Nu skriver Lieut: Widding fra Christ: at det skal være vist, Svergs Kunning er skudt i et blodigt Slag med Russen, som trænger voldsomt lige mod Stokholm. Ikke fordi jeg troer stort paa det; men fordi jeg har min Moroe af, at giæmme alle Rygter sammen heri, faaer det sin Plads. Hvad der er vist, er at vi har faaet Kornskibe til Christiania, og atter 6000 Tdr til Christsand. Gud, lovet være dit Navn i Evighed, Amen! Saa aftørres atter mangen bitter Taare, den egen Hunger, og Kummer over andres, som ey kunde afhielpes, afpræssede – og Høsten kommer alt nærmere. O! endnu døde dog ingen Hungersdød her –

198Fredag 12te Henimod Aften blev det godt Veyr – i Gaar, forstaaer I – og da Andreas M: kom saa venligt og bad om en Treset, gik Sally og jeg en lille Tour, og op paa min Høy. Her blev vi nok lidt for længe siddende, Luften var noget raae endnu efter Regnen, og kold. I Dag poeniterer vi begge for denne lille Vederqvægelse. Vore Hoveder fordrager ikke meget, som I veed. Sally forsøger at spadsere sit Onde bort, jeg har lagt en Times Tiid. Det kommer nu an paa, om vi driver det til at blive bædre. Men min Sarotje klager ogsaa over Hovedvee, og Poppe med. Maaskee er det den sædvanlige Tordenluft, og saa beder jeg min uskyldige Høy om Forladelse. Der var saa deyligt. Endnu hænger mange af de visne Krandse der fra 27de July. Jeg fortalte Sally om denne lille Høytiid. Hvad vi begge ønskede, behøver jeg vist ikke at fortælle Eder, elskede Barna og Vennene mine!

Ellers læser vi, jeg høyt imellem, arbeyder og spadserer og spiser Bær i Haven. Vi vilde saa giærne til Plogstad; men det er saa tungt, Sarotje ingen Stæder kan blive med. Hun er bleven saa bleeg og maver, hendes, ikke før saa muntre Sind, lider meget ved den dræbende Ledighed, hun er tvungen til. Og Gud veed, jeg lider med hende. Kunde jeg kun, o! kunde jeg kun lide for hende!

199Løverd: 13de Min stakkels kiære Sally havde en slem Dag i Gaar, laae hele Eftermiddagen. Som det blev værre og værre med det kiære Barn, blev det bædre og bædre med mig. Og det var ret vel: thi lidt over Middag kom Doctr Gudmundsen og den unge Præst Ottesen, og noget efter forrige Lieutnant Holler, som nu er bleven – jeg veed ey ret hvad – ved Toldvæsnet i Drammen. Præsterne bleve her til Kl 11, Holler reyste nu til Hurdalen, i Besøg hos til Kræftings. Lille Moer Krefting er hans Syster, hans gamle Moder der i Huset. Hun har ey seet ham i flere Aar. Der vil blive en Glæde. Det er et ret vakkert Menneske, kun at han har en Koppe paa det ene Øye, som foruden at det vanklæder, svækker hans Syn. Paa denne Grund gik han nok ud af det Melitaire. Og var det ey Uheld i høy Grad, at af to Kopper, de eneste han fik ved Indoculationen, satte een sig paa Øyet?

Gudmundsen er en saare fortræffelig Mand, Godheden selv. Hans islandske Dialect giør ham lidt uforstaaelig, hvad især er Tilfældet paa Prækestolen. Han burde derfor heller være alt andet, end Taler. Dog, alt hvad ellers udfordres hos en Guds Ords Tiæner, besidder han vist i udmærket Grad. Det var første Gang, han var her, og saa maatte han holde ud; thi de franske Visitter lider jeg saa lidt som – I giætter det – I saa politiske Tider maae man være varsom i sine Yttringer. «Er det ikke ogsaa sandt da

200Men at beholde ham Natten over, var umueligt, da hans Kone alt ventede ham den forrige Dag. Han og Ottesen kom nu fra Bierches i Nannestad. Ottesen er en sielden ung Mand, i mange Henseender. Med de reneste Sæder, et lyst Hoved og Kundskaber, forener han et tækkeligt Udvortes og en elskværdig Beskedenhed. Han synger meget godt, dog har jeg hørt ham synge bædre, end her i Aftes. Andreas erklærer ogsaa: «at det Sku Sku er intet ‹i›mod Egerpræsten» – «Provsten» sagde jeg – «Ja, det er det samme; men der er P-d-d ikke mange, der synger saa» og ingen af os sagde ham imod.

Blandt flere Anecdoter fortalte Ottesen en, som er snurrig nok til at faae Plads i dette vigtige Manuscript. Han, tilligemed Lieut. Widding og mange flere, Melitaire og Cevile, havde fulgt den saa almindelig agtede Obr: Lieut. Hegerman tilveye, da han, til saa manges Bekymring, forlod Academiet for at gaae til Armeen. De kom tilbage, just paa en Tiid, den med saa megen Ret elskede Printz Christian August var ventet til Christiania, hvor alle vare beredte til at modtage ham. Da de nu saae dette Tog, de mange Melitaire o s v (Widding kiørte den første Vogn, hvori Ottesen og en Officeer sad) troede de: der har vi ham! og flux fløy Roser og Alskens vellugtende Urter 201hen ad Gaderne, ud af Vinduerne. En Kone, som frygtede at komme for seent, tømte sit hele Blomsterforraad paa engang udaf Vinduet, og saa vedblev det, til de endelig bleve deres Feyltagelse vaer, og de spildte Blomster laae der. Da Ottesen kom til Pavels, sang han, idet han treen ind (dog nok uden Sporer) ad Dørren: «En Printz jeg været har i Dag!» De troede nok, Mennesket var en Smule forrykt. Den al Pomp og Høytiid skyende Printz selv, kom om Natten, aldeles ubemærket.

Og saa var det ret saa morsomt i Gaar, havde min elskede Sally kun været frisk. Gud skee Lov! i Dag er hun meget bædre, og har talt med den menneskevenlige Walbohm, som opliver hendes Mod, og siger, hun snart skal blive fuldkommen rask. Og blot en saadan Forsikring – det veed jeg af Erfaring – giver nye Kræfter, nyt Mod.

Min Hovedpine er ley i Dag; og det er saa tungt, da detn nu snart er forbi, den korte Tiid, jeg har havt min Sally og skal have hende her. Hun maae endelig reyse med Kista paa Mandag, da det ellers blev vanskeligt, blev hun her længere, hun fik Lov at følge med til det velsignede Ejdsfoss. Og saa seer I selv, jeg ikke tør overtale hende til at blive. I Dag faaer jeg vist Brev derfra, fra min dyrebare Maja; maaskee ogsaa fra Eger, derfor bliv godt, mit Hoved!

I Morgen skal min Koren til Byen, og har været borte nesten denne hele Uge –

202Søndag 14de Mit Haab, mit hele Haab blev opfyldt. Baade fra min elskede Maja og elskede Egersøn var Brev, og det saa velsignede, saa barnlig-vennehulde Breve; saadan, som Maja- og Fredrich-Brevene altiid pleyer være. O! det er kun alt for sandt, min kiære kiære Søn: at «denne slemme Hede, stakkels Sarotjes Uheld, og den kiedelige Boston», forstyrrede, formindskede de Glæder, vi samlede skulde og kunde havt. Dog, denne Tanke skal ikke forbittre mig Mindet om Eders Nærværelse, alle I Elskede! Gud skee Lov, jeg saae Eder her, Gud skee Lov jeg kan haabe, at indhente det Forsømte! Jeg maatte lee hiertelig, min Maja, over Feiltagelsen eller Forbyttelsen af Dit Navn paa Moe. Cappelen og Cappelan – det var jo ogsaa kun det ene Bogstav der var forvexlet. Det var godt, Du fik dem overbeviist om Din Ret. Ja, jeg vil troe, det gav Stof til Latter især for den leverfulde Præstemadame, som saa giærne leer.

I Gaar Eftermidd: var Kista, Poppe og Nella i Nannestad, og vi, jeg og begge mine Saraer, sad i det deylige Veyr, den behagelige kiøle rene Luft, i Lysthuset ved Keglebanen, hvor jeg læste for dem Klingers Die falschen Spieler. Ney, Klingers dramatiske Arbeyder ere sikkert ikke hans bædre Arbeyder. Dette Stykke i det mindste er høyst middelmaadigt. Lystspillet er da overalt vist ikke hans Fag. Men hans Sørgespil taaler jeg ikke mere at læse, og nesten intet af hans Skrifter, der da, som jeg saa tit har sagt og tiere følt, ikke hører eller passer i et Fruentimmerbibliothek. Men nu ere de komne der, og jeg har ikke Hierte til at skille mig ved dem.

203Min Koren er reyst til Christiania. Vi ere alle budne til Chreysties i Eftermiddag; men Veyret er saa ustadigt, og helst bleve vi hiemme. Dog, man maae rette sig efter Omstændighederne. Sally sidder her og klynker: «Nu har jeg kun denne Dag at være hos dig, og saa skal vi bort» – Men jeg trøster hende med, at vi kan sladdre deyligt i Vognen, tage vort Strikketøy med, og have det ret morsomt. Kista vil paa ingen Maade forlade sin Sarotje, og Poppenheim, den Leverfulde, skal pakke ind til sin Kongsbergtour. Det bliver altsaa nok kun Sally og mig som følger med Hertel, Vold og Munthe[.] NB om Veyret bliver manerligt, hvad det just ey tegner til.

Gud skee Lov, i Gaar fik vi høebierget, og har alle til dette Brug bestemte Huse fulde. Men saa vidt ere de fleste heromkring ikke, og Skuren er nesten overalt for Dørren, saa Gud give stadigt Veyr herefter! Dog, det giver han nok.

_______________


Reysen.

De Skyer blev tyndere, Himmelens Blaa
Saa blidelig giennem dem smilte.
Flux Sally og jeg saaes i Vognen at staae,
De Heste ad Gierdrum til ilte.
Foran kiørte Sollner med udslagen Hat.
Det siger jeg Eder for sande,
Den skiulte ved Dag som ved mørkeste Nat
Hans Skuldre saa vel som hans Pande,
204Saa ømmelig holdt han min Lina i Arm,
Den anden holdt Hesten i Tømme,
Saa Hatten hiin brede til Latter og Harm
Ved Stormen sin Plads monne rømme.
Bag efter kom Hertel, og med ham Andres,
(Som Polskpas i Aanden alt spilled)
Vel ventede Gierdrum Præst henved en Snees;
Men den Gang hans Venten blev drilled.
Ind pakkede Poppenheim, Kistalild svoer
Hos syge Sarotjen at blive;
Og Telja og Nella med samt min Hr Broer
Ey kunde sig didhen begive.
Bedst som vi nu dreyed om Hovind Allee,
Tog Sally saaledes til Orde:
«Gud, hvor jeg er tørstig! Moer Koren, o Vee!
Jeg ikke dig opholde torde,
Og derfor» – «Holdt, Aslac!» Turr! Hestene stod,
Jeg kaldte, ud kom Madam Svingen,
Og neppe om Drikke min Mund jeg oplod,
Før ganske hun fattede Tingen;
Vel loe hun saa smaat: og det maatte hun vel:
Fra Hovind til Svingen kan være
Et hundrede Skridt saa omtrænt. Paa min S – l,
Den Fattekraft giør hende Ære.
«Drik, Barn! at vi ikke skal holde igien
Ved Liøgodtkiæret og vande.»
205Hun skiændte og drak, og saa lode vi hen
Alt efter Hr Sollner det stande.
Der vankede mangen alvorlig Discurs,
Kun afbrudt ved Hatten den brede,
Som afbrød saa gar engang hele vor Kurs,
Imens man om den maatte lede.
Nu var vi ved Maalet for Reysen. Os treen
Det Præstepar venligt imøde,
Og ud steeg først Sally med prydede Been:
De Skoe var som Roserne røde,
Med mælkhvide Sløyfer; og Strømperne var
– Her hiemme fra – kridtendehvide;
Men nu mangt et Spor de af Stænkningen bar,
Især paa den fornæmste Side.
Jeg vil ikke dømme; men dette er vist:
Hun vilde Hr Chrystie behage.
Ustraffet blier sielden saa udtænkt en List –
Dog, nu til Entreen tilbage.
Den gode Moer Chrystie just fyldte af Aar
To Sneese og to; thi aflagde
Vi vor Gratulatz, og, som det sig forstaaer,
Heel zirlig enhver den anbragte.
See saa drak vi Caffe – til den og til Thee
Der vankede Kringler saa søde,
Og aldrig der vanker i stoert Assemblee
Desligeste Kringler og Fløde.
Og, kort at fortælle, saa fulgte paa det
En Eftersvælg, som lod sig spise
206Og drikke – thi Heggebærbrændeviin let
Kan friste selv Qvinder og Vise.
Imens var det Spillebord ordnet, og jeg
Sad nok saa geskiæftig og strikked,
Da Sally begyndte et sligt Hurlumhey,
Og søgte og jamred og nikked.
Der laae den her hiemme, den savnede Krog
Hvormed de hanshongerske Vanter
Allene kan strikkes. Nu tog hun en Bog;
Men den var kun skreven for Fjanter.
Nu gik hun i Haven – der blæste saa leyt,
Nu Bygningen rundt hun spadserte;
Men, som det nu gaaer, naar først et er ugreyt:
Der overalt noget mankerte.
Dog siden med Hertel og Sollner hun fik
Et Spil, som I alle vist kiender,
Hvor Ulven taer Faarene saa det har Skik
Og dermed den Actus sig ender.

_______________

Nu var der spiist og drukket, leet og snakket,
Moer Chrysties Skaal, Skaal for de smukke Piger
Var expidert, for Mad tilbørlig takket,
God Nat! God Nat! vi alt i Vognen stiger.
Tilbage Lina blev, og de, som leyred
Om Spillebordet sad; kun Sollner fulgte,
Og Stilhed havde over Stormen seyred
Saa Hatten roelig brede Skuldre dulgte.
207Igiennem tynde Skyer Maanen sendte
Et blidt: «Guds Fred med Eder, mine Kiære!»
Men Sollner hørte det nok ey, og tændte
Sin Pibe, og lod Maane Maane være,
Men jeg og Sally hørte det saa rigtig
Som Aslacks stærke idelige Nysen.
Jeg vilde giøre mig tildeels lidt vigtig.
Tildeels fordrive stakkels Sallys Frysen,
Og varme hendes Blod ved Latters Lue
Ved paa sin Tydsk deeltagende at melde,
Wie Aslak hatte so gekriegt der – Snue
Jeg Ordet «Schunpfen», skulde det end gielde
Mit Liv, ey var i Stand til, strax at finde,
Og da jeg fandt det, nøs ey Aslak mere.
Thi resolverte jeg for denne Sinde,
Paa anden Maade Sally at kurere.
Ey meer jeg nævnte Drikke, Snue, Hatte,
Og ey engang den søde Nutiids Maane.
Jeg os i svundne Tiid tilbagesatte,
Den kommende mig maatte Farver laane
Til mine Malerier; og saa smelted’
Det Før og Siden underligen sammen.
Men nær i glæmte Nu vi havde vælted,
Og denne lille Skræk udslukte Flammen
208Som varmed os saa blidt. Vi sadd’ ey mere
Ved Vestervold i Vennekreds, jeg spøgte
Ey meer med lille Syvald. Ak! I Kiære!
Forgiæves Siælens Øye Eder søgte –
Da hver en Drøm om Danmark var forsvunden
(Ak! som den vel for stedse vil forsvinde!)
Vi glædtes ved den Tiid, som var henrunden,
Og signede hvert evigt helligt Minde.
Men stækkede var Phantasiens Vinger,
Den voved sig ey meer bort i det Fjærne;
Og vaagne Drømme, veed I selv, gelinger
Uunderstyttede af den, ey giærne.
Men Gud skee Lov! endda vi torde vove
Paa egen Haand at lægge andre Planer.
De Glæder, disse os saa sikkert love
De trygge Hierter alt i Stilhed ahner.
Og nu hiin Corompering var forvunden,
Da Sollner holdt – her deeltes vore Veye –
«God roelig Nat!» – og Sollner var forsvunden,
Men – Maanen ogsaa. «Cynthia, du Leye!»
Brød jeg pathetisk ud – «saaledes lønner
Du vor Beundring, Utaknemmelige!
Den Ligegyldigste blandt Jordens Sønner,
Som endu aldrig saaes et Fodbred vige
Fra Livets Landevey; for dig at skue,
Ham følger du, mens vi – Ha! alt jeg fatter:
209Den i dit Hierte aldrig slukte Lue
Ved Synet af den største iblandt Hatter
Opildnes af Haabet: «Maaskee ‹gr› skiuler
Den min Endymion!» Bedragne Arme!
Saa lidt som Himlens Hvælving, Jordens Huler,
Vil Mand og Hat sig over dig forbarme.
Vend om! Vend om! «Hun hører ey min Stemme,
Hun med sit milde Lys hans Vey omstraaler –
Han slaaer kun paa sin Hest – nu er han hiemme;
Bedragne, arme Luna! ney! du taaler
Ey sligt et Stød! Der kommer hans Madamme –
Ey skiuler Hatten meer de tykke Kinder
og tynde Haar – Ney, saadan giort til Skamme
Var dog vel ingen før iblandt Gudinder –»
Saaledes talte jeg, mens Sorg og Harme
og Veemod bytted Roller i mit Hierte;
og Sally’s Siæl som min, var lutter Varme,
Og deelt som min, imellem Sorg Harm og Smerte.
I slig Tumult – det er fast neppe troelig,
Hvor Tiden flyer, «som var den kiørt med Svøbe» –
(Sublime Tanke!) Alt jeg saae min Boelig,
Og mine Jomfruer imod os løbe
Med hver sit Lys – De ere blandt de Kloge
Som holder Lampen tendt ved Midnatstide –
Vi vore Reyseklæder nu aftoge,
Jeg sad i Sophaen ved Sallys Side,
210Og snart var Thee og alting bragt i Orden
Og fandt vi, at, endog naar Soel og Maane
Ey lyser meer, er det dog godt paa Jorden.
Veed man kun Glædens spæde Qvist at skaane –
(Den maae behandles klogt –) kan Regnen strømme,
Fra Himlen ned, og vilde Storme tude
Og Vognes Stød forjage glade Drømme,
Her er dog godt – Mit Eventyr er ude –

Den 15de August.

For 15 Aar siden, just som Midnatstimen slog, altsaa Tiden skreed over fra den 15de til den 16de, blev min Jes fød. Han kan altsaa, bliver han en stoer eller rig Mand, giærne holde sine to Fødselsdage, og bliver han det Modsatte, springe den reent over, fordi det dog altiid er tvivlsomt, hvad Dato han egentlig er fød. Men i Haab om, og med inderligt Ønske, at ingen af ovenmeldte Tilfælde skal blive hans, har vi hidtil holdt hans Geburtsdag den femtende; og gaaende saa jævnt frem i Verden, kun stræbende til det eneste Maal: at blive en brav, retskaffen og nyttig Middelstandsmand, haaber jeg, min kiære flinke Jes vil vedblive denne Skik. I Dag har han sin Fader hos sig, og paa Tøyen tracterer sikkert hans Moderlige Tante Lotta ham med Kirsebær, Fløde og andet saadant Godt, erindrer Personen selv, hvad Dag det er. Dog, det pleyer de allesammen godt at erindre: thi 211saalænge de vare hiemme, var enhver slig Dag en Festdag, baade for dem og os Voxne. Jeg vilde sørge meget, om disse lykkelige Dage forsvandt af deres Minde. Gud lade det evig boe i deres Hierter! og at de maae søge det der, om end med Veemod over de i det kiære Hiem svundne Dage, i en Kreds, som vanskelig samles saaledes mere, dog aldrig, o’ evige Fader! aldrig med Nag over Tabet af de da uskyldig lykkelige henfløyne Dage!!

Da vi endnu sad ved Theebordet i Morges – Vi stode seent op, fordi vi kom seent i Seng – fik vi see en vandrende Mand i Gaarden. Da det ikke var Pastor Niels, tredie Præst i Christiania, hvem skulde det da være andre, end Hr. Flohr? Han var paa sin Mose-reyse, som skulde gaae lige til Trøssel, og nu for det første til Edsvold, og blev her kun en Timestiid, drak Thee og spiste Smørrebrød, som Misanten var det bedste, han kunde faae, erklærede han med sin sædvanlige Troehiertighed, den det aldrig vil falde nogen ind at kalde i Tvivl. Han klagede jammerlig over al den Modstand og de evindelige Hindringer, der møder ham i hans menneskekiærlige Bestræbelser, og den afskyelige Halstarrighed hvormed Mængden vedbliver, hellere at vilde spise Bark og andre skadelige Ting, end islandsk Mose, hvis sunde, nærende Kraft dog er saa bekiendt; men som de nu engang 212har fattet en ubegribelig Afskye for. Vi har selv prøvet det, saa jeg ret for Alvor kunde dele den gode Flohrs Harme. Blandt andre Ting talte vi om, at Wulfsbergs var spadsert herud. Det havde han hørt; men ogsaa, «at Konen lod sin syge Mand gaae allene hiem igien, og det om Natten. Aa de var misanten inte kiønt a hinner de, ja de var endosse pligtstridigt» meldte Flohr i retmessig Iver. Ja, svarede jeg, jeg sagde hende nok, at hun tabte sit Renomee – thi det var heltemodigt at gaae saa langt for en svag Mands Skyld – naar hun faldt fra i Fristelsens Time, det er udlagt, fal lod ham gaae ene, og selv kiørte tilbage – At jeg havde sagt hende det, glædede den redelige Mand saa inderligt, som det var sagt til hans eget Huskors, om han havde et. Arme Mad: Wulfsberg! Nu har hun da vel afbødet for den Synd.

Paa Tilbageveyen lovede Flohr at tage Natteqvarter her, og fortsatte nu sin Vey bag efter en slet og ret Arbeydskiærre som kiørte saa smaat forud.

Hertel og Munthe ere i Dag paa Brotnow, hvorfra Capitajn Krebs begraves. Denne unge, endnu ikke 30 Aar gl. Mand, forlod Verden saa nødig. Haabet forlod ham ikke, under alle sine Smerter, før den sidste Dag. Det skal, troer jeg, være Tilfældet med alle Svindsotige.

213Tirsdag 16de Saa ere de da borte, min elskede Sally – som heller ikke i Dag var ret frisk – og den troefaste Kista, og den brave Poppenheim. Det er saa ødt hvor jeg kommer: thi en af dem fandt jeg dog giærne hist eller her. Jeg savner især Sally, min kiære Sarotje sin Kista, og alle savner vi Poppenheim, som vi nu i saa lang Tiid vare vante til at see blandt os. Alt for leyt havde det været, skulde hun nu ganske forladt denne Egn, som var hendes første Bestemmelse.

Jeg har søgt paa Sallys Kammer, om hun intet havde glæmt efter sig (I vide jo alle, mine Dyrebare! at hun er nobiliteret Tabelab?) men fandt intet, uden Les Yncas, som da egentlig er min; men da hun ikke bar den ned til mig, antog jeg det, i Mangel af andet, for et Beviis paa, hun snart kommer igien til Hovind.

Den braven Chrystie kom selv, henimod Middag, med Lina mi og sin Ragna. De vilde giærne beholdt hende længere, og Lina giærne blevet der; men et Løfte maae holdes, sagde Præsten, og bragte hende. Dette Løfte havde han givet Hertel Aftenen før, da han fra Brotnow kom did, og han vilde havt Lina hiem med. Hun havde alt lagt sig og var faldt i Søvn, men stod paa Øyeblikket op uden Modsigelse, skiøndt halv i Søvne, og var færdig at følge med. «Men det taalte jeg Bitterdød ikke, sagde Præsten videre, at hun skulde staae op af Sengen og ud midt om Natten, det velsignede føyelige Barn» –

I Begravelsen i Gaar var det gaaet meget ordentligt og 214høytideligt til. Liget blev baaret giennem den lange Allee, hvor alle fulgte til Fods, siden kiørt paa en ordentlig dertil indrettet Vogn til Ullensager Kirke, hvor 14 Jomfruer modtog det, strødde Blomster i og paa Graven under Sang (et Par Vers udtagne og omkalfatrede efter Omstændighederne af Abrahamsons herlige «Værer Fred med Eder Alle»)

Den snurrige Waager! han fulgte med giennem Alleen (længere har han i meer en halvandet Aar ikke været). I det samme kiørte Grev Moltke der forbi. «Nu troer han saa Gu, det er mig, som bliver begravet,» sagde han, «og begynder alt at grunde paa, hvem der nu skal blive Postaabner.» I maae nu betænke, mine Elskelige, at Manden selv gaaer med iilsomme Skridt mod Graven, og efter al Sandsynlighed snart bliver ført saaledes, som nu hans Ven til sit sidste Hvilested, saa føler I først ret det, skal jeg kalde det Heroiske eller Ufølsomme eller Letsindige? heri.

Verden har talt meget om Frue Waagers alt for inderlige Venskab med og Godhed for Krebs. Verden behøver, som man veed, ikke just megen Anledning til at sammensætte og udsprede Historier af det Slags. Jeg er for lidt kiendt i denne Familie, føler overalt intet Kald til at indvies i Familie-Hemmeligheder – (mindst i slige Fald) – har altsaa ingen Stemme her. Men at Frue Waagers hiertelige Bedrøvelse, hendes stedse flydende Taare i Gaar, kunde have en høyst uskyldig, reen Kilde, det paastaaer jeg, og I Alle sikkert 215med mig. Jeg vil ikke engang tale om, at den Jordede har logeret der længe, har i flere Aar været Husets fortroelige Ven (Hvor smerteligt en Vens Tab kan være, det veed vi. Men det maae ey giælde her, da Frue W: siger de, ikke har Sands for Venskab, i Ordets hellige Forstand – ak (og hvor mange har vel det?) men seer hun ikke sin Mand, kiæmpende med ofte ulidelige Smerter, hver Dag komme den Grav nærmere, paa hvis Bredde han staaer, hvor Krebs, efter hans eget Sigende, er gaaet hen for at berede ham Veyen? Og hvorfor da give hendes Sorg en anden Betydning? den værste?

Jeg maae smile, og det giør I maaskee ogsaa, over min Iver. Her yttrer den sig vel i Utide: thi I hverken kiender eller anklager denne, Eder som mig høyst ligegyldige Frue. Men jeg føler mig nu engang for alle beskikket til Menneskelighedens Defensor, saa vidt min svage Stemme naaer. Og hvor man kan see en Handling fra to Sider, finder jeg det ikke allene Pligt men blidtberoeligende for mit Hierte, at kunde see den fra den beste eller bædre.

«Mich kränkts, wenn Menschen sich mit frecher Stirn hinstellen, und über menschliche Handlungen urtheilen, ohne das Ganze ihres Lebens und seiner einzelnen Theilen überschaut zu haben» læste jeg i dette Øyeblik i Moritz Magazin zur Erfahrungsseelenkunde; og dette var mig saa paafallende efter hvad jeg havde skrevet her, stod, synes mig, saa ganske i Forbindelse dermed. –

216Onsdag 17de I Dag skal min Koren og min Maja komme hiem, Gud skee Lov! giid de kom, før den truende Regn brød løs! og giid de bragte Bekræftelse paa det høyst glædelige Rygte, som vi nu saae i et Brev fra Capit: Wærner til hans Kone, og som han har fra Obr. Lieut: Hegerman, der har fortalt det offentligt og som aldeles sikkert: at neml: Sverrigs Konge virkelig er faldt i et Slag, et blodigt Slag med Russerne, at Hertug Sydermanland har antaget Regieringen, og erklæret sig forbunden med Fastlandet, og at Østersøen er fuldkommen ren‹s›et for Bretlands Røvere. O! var det alt saa, een Forandring maatte da foregaae; og hvorfor skulde vi ikke torde haabe en god? Og hvorfor skulde vi ikke ogsaa sætte Liid til Bestyreren deroppederoppe] rettet fra: D ved overskriving, som jo dog ikke lader de mægtigste Bestyrere hernede komme længere, end han vil! og vil han sit Danmarks og Norges Ødelæggelse? O!ney, sikkert ikke. Det veed jeg saa vist, som jeg veed hvad jeg nu skriver, saa vist, som I elsker mig og ere mig dyrebare –

Torsdag 18de Ney, min Koren havde ingen Bekræftelse paa de glade Efterretninger. Kun om svenske Kongens Død gaaer Rygtet, og som blot Rygte, i Byen. Om det øvrige vidste de intet. Hvordan mon det hænger sammen?

217Hegerman er dog en tilforladelig Mand, som ey vilde udsprede slige Rygter, uden – ja, saa er det formodentlig: han er selv blevet bedraget. Hvor længe man skal vandre i dette Mørke? Nu er atter en Kbhns Postbaad taget, Brevsækken nedsænkt –

Og nu, just nu er det et Aar siden disse Elendigheder tog sin Begyndelse. O Gud! hvilket Aar! O! at vi aldrig mere maatte opleve dets Mage!

«Hvor er dit Mod fra i Gaar? kiære Moer Koren! Da lod det, som din Troe kunde flytte Bierge – og nu?» Min Troe, mit Haab og Tilliid er den samme, elskede Venner! men mit Hierte er bedrøvet, og da tager jo alt en dunklere Farve, for Øyeblikket i det mindste. Jeg vil sige Eder det altsammen. Da jeg saa glad fløy min Koren og lille Maja i Møde i Gaar, var naturligviis mit første Spørgsmaal: om han vidste noget vist om de ønskede Tildragelser? Det blev da besvaret ikke allene med et bestemt Ney, men ledsaget af Tvivl som foer saa isnende giennem mit varme Hierte. Og strax, uforberedt, fik jeg nu høre Kamr: Wexels Død, et ungt Menneskes, Petersens, som var i Classe med min Jes, og hans meget gode Ven, og – August Møllers. Dette sidste faldt tungt og smerteligt paa mit Hierte, bedøvede mig lang Tiid, røvede mig Ord og Taare. Arme, arme Forældre! ulykkelige Moder! Din Eneste – Eders Eneste! Nu har jeg Taare for Eder kunde de lindre Eders brændende Smerte. Den Eneste! Ney, det er alt for skrækkeligt –

218Jeg kunde ikke fatte mig den hele Aften. Med den inderlige Følelse af de, nu barnløse Forældres Tab, blandede sig Ængstelse for mine egne Børn derinde, hvor saa mange af deres Jævnaldrende, baade af Skolen og Academiet, ligger syge, og nu to ere døde. I Dag er jeg roeligere, jeg vil stræbe, at blive fuldkommen roelig, anbefale dem og mig og os Alle i den Algode, Almægtiges Varetægt. Han vil give min Siæl sin Fred igien, og styrke de arme barnløse Forældre.

Min Maja har ogsaa været syg paa Tøyen, lagt nesten den hele Tiid mens hun var derinde. Hendes Sundhed, mærker jeg nok, er ikke saa fast endnu, som jeg, ak saa glad, troede i Begyndelsen af Sommeren. «Du skulde nok ikke faaet at vide, jeg havde været syg, Moer» siger hun, «om det ikke var for det, jeg var bange du skulde blive von for jeg har bestilt saa lidt mens jeg var borte» –

Og saa maae jeg endnu skrifte for Eder, mine Dyrebare, at jeg var ubillig nok til at være vranten mod min ømme, kiærlige Koren «fordi han bragte lutter sørgelige Efterretninger» Ja, skiænd kun – o! giid I vilde det! At jeg hiertelig angrer det, maae ikke afholde Eder. Selv i de Øyeblik jeg forsynder mig saaledes (desværre, det er ikke saa sieldent) føler jeg dybt min Uretfærdighed, og kan dog ikke overtale mig til at forandre mit sure Væsen, som yttrer sig i nesten haardnakket Taushed. O! skiænde, skiænde maae I!

219Jeg veed nok, det kommer af, jeg i de yngere Aar er blevet for meget føyet, kanskee forkiælet. Og min usigelig gode Koren har nok siden ikke giort det bædre. Nu nyttede vel Strænghed heller ikke. Ja lee kun –

Jomfruerne vare komne seent til Byen, og min kiære kiære Sally havde slet ikke været frisk underveys. Gud give, jeg vidste, hvordan det nu var med hende!

Presidenten var heller ikke fuldkommen rask, dog bædre, end før i Sommer, og ret munter. Min velsignede Lottamoer feylede intet, uden at vide sin Lawsonmand ret færm, frie for Alskens Ondt, og sin Jørgen. Begge Dele give Gud hende, og snart!

«Noget kan jeg dog fortælle, som vil være dig kiært», sagde min kiære blide Skriver, «og det er, at Moer Bull bliver med os til Ejdsfoss, og er meget glad til denne Tour.» Og kan I troe, jeg lod det blive ved et: «Det veed jeg, det er længe siden aftalt»? Nu leer I ikke, nu skiænder I vist – og det har jeg fortiænt.

Koren er atter borte i Dag. Jeg vilde været til Plogstad; men her er for travlt med baade Folk og Heste. Den alt for modne Rug skal kiøres hiem og skriftes; til Iiskiælderens Opmuring behøves Folk saa mange der er at faae, Heste til Steenkiøring etc – Saa faaer jeg byde min Længsel tie til en beleyligere, og blot sende et Bud til min Rikke.

Giid Rugen var vel i Huus! Det er en vigtig og ‹…› vanskelig Ting. –

220Løverdag 20de Saa længe det er mueligt at være og sidde ude, giør jeg mig en Samvittighed over, at forsømme det. I Gaar mod Aften sad jeg som sædvanlig i Lysthuset ved Keglebanen, da man kaldte mig op, der var Fremmede. Det var Windholdt fra Christiania med sin Jomfrue Datter. De vare i Besøg hos lille Mørk, med hvem de ere i Familie, og giorde en Stads Visit hid. Blandt andet kom det paa Tale om Harmonica – underligt nok, at sligt kunde komme paa Tale her – men Windholdt sprang lige fra Orgelet i Christ: til Hamburg, hvorfra han forsikkrer, alle Harmonicaer kommer, og at han engang har forskrevet en, som desværre – eller desbædre – ikke kom. Han blev ved, at det var ingen Sag at tractere Harmonica, naar man forstod en Smule Musik o.s.v. Paa engang stod denne forunderlig dumt udseende Mand for mine Øyne, tracterende, for at bruge hans eget Udtryk, dette Instrument, som kun min Siæls Øre har hørt, som jeg tænker mig saa underfuldt, og jeg kunde med stoer Møye holde mig fra at udbryde i en høy Latter, og heftede Øynene stift paa mit Strikketøy. En Lykke, at jeg ey faldt paa at see (for at undgaae Synet af den snurrige Sancho Panza Figur) paa Sarotje, som havde netop selv samme Idee som jeg, og sikkert vilde vi da prostitueret og s‹mu›kt begge To.

Molla Windholdt, som hun almindelig kaldes, er rigtig en ret vakker Pige; kun Skade, at hendes naragtige Fader finder det, ikke allene uskadeligt, men høyst ærefuldt, 221at hans Datter passerer for Frue Baumgartens fortroeligste Veninde, og virkelig i denne Character følger hende paa alle sine hendes Udvandringer efter Eventyr. I veed maaskee ikke alle, mine Dyrebare, hvor forfærdelig dybt denne Dame er siunken, saa dybt, at hun endogsaa trodser Skinnet af Velanstændighed. Saa besøgte hun i Sommer flere Gange om Dagen en fangen svensk Underofficer paa Festningen, et ualmindelig vakkert ungt Menneske, forærede ham allehaande, roede ogsaa ud til ham paa Hovedøen, da han arbeydede der, kort, drev det stygge Væsen saa vidt mueligt. Og det arme blotunge Pigebarn var med hende paa de fleste af disse Tog. Jeg siger med den forstandige Frue Pavels, (og ethvert skikkeligt Fruentimmer burde sige og tænke saa) at Frue B: aldrig burde taales i noget anstændigt Selskab; da aabnedes maaskee ogsaa Windholdts Øyne (de indvendige mener jeg. Gud bevar’s fra, de udvendige skulde aabnes mere!) som jeg finder det utilgiveligt af Venner og Bekiendte, at lade saa længe være forblindede.

Jeg havde engang en samtale med Wulfsberg i en lignende Anledning, og da sagde han disse mærkelige Ord, som jeg har tænkt, men ikke havt Hierte til at sige: «De kan troe, kiære Moer Koren, jeg er færdig at fraraade alle unge Mennesker jeg kiender, ikke at lægge sig efter Musik. At det berøver dem alt for megen Tiid er maaskee det mindste, og selv at de dyrker Musikken saa lidenskabelig, at de faaer et Slags Afsmag for alt, hvad der ikke 222staaer i Forbindelse dermed, er ey det værste; men at de derved staaer Fare for at komme i den fortroeligste nøyeste Omgang med Mennesker, de aldrig vilde værdiget et almindeligt Bekiendtskab, om ikke Overeensstemmelsen i denne eneste Tilbøyelighed havde hentryllet dem til hiint, lit foragtelige Væsen, det er det sørgeligste» – Jeg indvendte endnu, at en saadan Overeensstemmelse kunde ogsaa findes imellem andre Tilbøyeligheder. Men han blev ved at paastae, at det ‹…› meget sieldnere var Tilfældet, og af Musikkens Tryllekraft beviste han sin Paastands Rigtighed. Egentlig var her handlet om det andre Kiøn og meget af hvad der blev talt kun anvendeligt paa det, men derom er jeg dog saa temmelig overbeviist, at Frue B: kun ved sin Sang og sit Musik Talent faaer Adgang til hvad man kalder honet Selskab, og at den arme Molla Windholdt, om hun ikke kiendte en Note, havde undgaaet dette farlige, muelig hendes hele Fremtiids Vel nedbrydende Bekiendtskab.

Hvor sørgeligt, at intet, selv ikke det Høyeste, Ædelste og Fortræffeligste, skal blive umisbrugt!

Nu lidt i en anden Tone. For nogle Dage siden var en af de ublu Kornpugere, som der til Menneskelighedens Skiændsel gives flere af, end man skulde formode, hos vor brave Foged, og vilde havt Frieskyds til Vinger for, jeg veed ey hvor mange hundrede Tdr. Byg, 223som var kiøbt for Armeen, til over 14 ‹Rdr. Tdn› – Fogden bad ham gaae Pokker i Vold, og skamme sig ved blot at nævne en saadan Ting som Frie- eller Transport Skyds for Korn, solgt til en saa skiændig Priis, og søgte, kort sagt, med sin mandige, nu af retmessig Harme end mere opflammede Veltalenhed, at giøre ham begribeligt, hvor skurkeagtigt den handler, som skruer Livets første Fornødenheder op til en saa uhyre Priis, og seer ligegyldig, ogm ey skadefro, sine Medmenneskers Elendighed, seer sine Brødre omkomme af Hunger, imedens de beregner, hvor mange ß de vel endnu kan faae for Potten af deres giæmte Korn o.s.v. «Jeg undte ham godt alt det han fik» sagde min Rikke, «men dog blev jeg et Par Gange heed om Ørnene, naar jeg syntes, Futen blev for slem» Nu, denne Usling kommer da til Vinger, og maae her – smukt lade sit Byg blive der for 8rd Tønden. Dette er Middelspriis, paastaaer Blücher, og en ß mere faaer han ikke. Det er paa sin melitairsk og det føler Krabaten, og tør ey mukke. Hvordan Regimts-Qvartmestr: Engelhardt, som har accorderet med Kornpugeren, kommer ud af det, veed jeg ikke; men det veed jeg ret godt, at Blücher for første Gang her har behaget mig, og at jeg siger med Oncle Erich: «Ih, du er saa Gu saa bra, jeg inte hadde troet dig til det – »

224Alle mine Jomfruer ere udbudne i Eftermidd: paa Caffe og Flødegrød, til en ung Naboekone, som nu er flyttet ind i sin nye Boelig, der ligger saa deyligt oppe i den lille Skov her strax ved. Jeg, min Koren og Sarotje vare der i Gaar Aftes, men da var endnu alting tomt og ingen Beboere der. Der er en eneste Stue, en Kiælder og et Loft. Ak, men boer kun Tilfredshed der, saa er det fuldelig nok.

Uformodentlig kommer min stakkels Ane Stuepige til at reyse til Byen. Hun fik i Dag Brev fra sine Forældre, at om hun vil see sin Broder i Live, maae hun skynde sig, da han ikke har mange Timer at leve i. Hun er nu reysefærdig, er blevet det under Taare. Med hende har jeg skrevet et Par Breve, og er nu ganske træt. Dog har jeg tænkt, at indbyde mig selv paa Flødegrøden i den nye Plads, hvis Navn jeg end nu ikke veed, ikke engang om den har noget. Dog en Pudserlighed maae I have, mine Elskte, inden jeg glæmmer den. Melin, som i Dag kom hiem fra Byen, tager nu ind igien med Ane; og veed I hvorfor? For at ombytte en Hat han har kiøbt derinde, og nu ikke finder sig fornøyet med. Sara siger, det er fordi han er bleven forliebt i Presidenten, hvis Godhed og Fiinhed han ikke kan noksom fuldrose. Aarsagen være nu Hat eller Forliebelse, saa er det altsammen – a la Melin.

225Søndag 21de Just som jeg i Aftes vilde gaae, og sagde til Hertel og Vold: «Kanskee Skriveren kommer mens vi er der» fik jeg see hans Kariol komme, og fik høre, han var der alt. (Maja erklærede ham for sin Fange, fordi hun havde kappret ham om) Den unge Kone blev ret glad da jeg kom, men tillige lidt forlegen, fordi de alt havde været til Bords. Vel var der Grød nok igien, men den var kold o.s.v. Den smagte ret godt, og jo mere jeg spiste, jo blidere blev Vertinden. Vi gik siden op i den lille vakkre Skov, hvor endeel smaae runde Høye paa denne Slætte sikkert er Begravelseshøye, og hvor man derfor altiid maae gienkalde sig til Oldtiden og dens Skikke. Der sad vi og strikkede og snakkede. Imens fløy Konen til sit gamle Hiem, og hentede en Hoben Æg, og nu skulde vi have Æggedosis, enten vi peeb eller sang. Der er noget usigelig behageligt i at see sig saaledes beværtet; denne troeskyldige uforstilte Giæstmildhed, som ikke allene giver alt saa giærne, men endog bliver ved at eftertæn‹ke›, om der ey er meer at komme frem med – for mig har den noget saa smigrende, og i denne Skovhytte var det mig saa partriarkalsk og saa vel, at I aldrig kan troe det. Siden kom Hertel, Vold, min Broder og Munthe, og hele Flokken fulgtes ad hiem. Dog var vi oppe paa min kiære Høy paa Hiemtouren, og jeg inde hos den stakkels Kone i Svingen, som saa villig lædskede min Sally. Hun er nu meget syg, og jeg fik alt for snart Leylighed til at opfylde mit Løfte: at lædske hende igien naar hun behøvede det.

126egentlig 226Kl 11 Jeg tænkte ret at leve denne Dag i uafbru‹…› Roe. Først vilde jeg gaae i Kirke, saa tilbringe den øvrige Tiid paa mit Viis. Men saa kom Munthe og meldte, at en ung Grosserer Pretorius fra Kbhn, en Søn af Bogholderen, min Korens gamle Ven, kommer her i Dag tillige med hans Jomfruer, Præstens nemlig. Jeg havde nok en A‹…›nelse, da jeg ellers skulde været paa Plogstad i Dag, men lod min Rikke vide i Gaar, at hun ey maatte vente m‹…› Det giør hun dog nok alligevel, er jeg bange for. I Morgen maaaskee seer jeg hende.

Men med Forfærdelse seer jeg nu, at jeg for en eneste Uge har fuldmalet 12 – gode Gud, tolv hele Blade, fire‹…›tyve Sider – Ney, det begriber jeg ikke selv, hvordan det er gaaet til. Gud give Eder Taalmodighed, mine Venner til at læse, som han har givet mig Færdighed i Fingrene til at skrive dette Vaasehefte; thi med megen liden U‹…›tagelse kan det nok slaaes an til Vaas fra Begyndels‹…› til Enden. De‹t› Eftermiddags Besøg hos Chrysties f E., som medtog her 3, nesten 4 Blade. Men det vil dog bringe Eder til at smile, mine Elskede, og at dømme efter de‹…› Lethed hvormed det i egentligste Forstand flød fra min Hiærne og Pen, vil I læse det til Ende uden at pausere. Det taber virkelig ogsaa for meget, om ey alt, det hele ‹Tog› ifald I ikke giør det med os i et væk.

Maaskee faaer jeg dette bort i Dag, og vil i alt Fald have det færdigt, og tillige et Brev til min elskte Egersøn, som jeg føler har skeet Uret ved at vente saa længe‹.› Dog gaaer dette sin sædvanlige Tour, først til min Maja C.

227Søndag Aften Kl 6½ Da de andre gik tilbords i Middags, gik jeg tilsengs. Efter et Par Timers Hvile er jeg blevet bædre, men finder det dog raadeligst, at holde mig i Stilhed. Sarotje spadserer med Jomfruerne (Rittmester Ingiers Datter, en stille godlidende Pige, er med Munthes.) Herrerne spiller Kegler, jeg sidder imens her, hvor jeg dog intet andet kan eller føler Kald til at foretage mig, end netop dette Arbeyde, et af mine Kiæreste. Jeg har nu udlæst 5 Dele af Moritz Magazin zur Erfahrungsselenkunde, hvori jeg fandt meget Interessant, men ogsaa meget «flittig Hilsen» som jeg da a la sal: Jalles, sprang over. En heel Deel synes mig for ubetydeligt til at have Plads heri, skiøndt det lader sig ganske godt læse som Morskabslæsning. Jeg har et Par Gange begyndt paa Klopstoks Oder, men dertil er mit Hoved i Dag alt for svagt, og de fordrer et fuldkomment sundt Hoved. Disse og Moritz Magazin har jeg til Laans fra den brave Pavels, derfor kom jeg til at nævne dem sammen her, som ellers kunde synes Eder underligt.

Pretonius (mit Hierte banker altiid lidt heftigere ved dette Navn: I mit 7de eller 8de Aar var jeg saa dødelig forliebt i etn vakker Yngling af dette Navn, dennes Farbroder) er en tækkelig ung Mand, endnu ikke 25 Aar, og alt 5 Aar gift, og Fader til to Børn. Han er tidlig kommet ind i den hellige Ægtestand, et Lod, som ellers sielden treffer Middelstandes Ynglinge, naar man undtager den mere uafhængige Handelsstand og Landvæsenet. Han 228reyste herop til Norge i Februarj, før Krigen med Sverrig var udbrudt, og har nu været her saa nær i 7 Maaneder. I denne Tour har han omreyst fast hele Landet, som han finder i det hele deyligt, ligesom Tonen paa de fleste Stæder god, Giæstfrieheden behagelig. Kun med Bergen var han mindre fornøyet, hvad ellers ikke pleyer være Tilfældet med Reysende. Dog var det langt fra ikke Mangel paa Giæstmildhed han klagede over; men hans Hovedanke var, at man i alle deres Selskaber saae saa lidt, nesten intet til Damerne. Saa vidt jeg veed, er denne, vist ikke priselige Skik, giængs paa hele Vestkanten. Hvorfor da just udpege mit gode Bergen? Med lidt mere Siæls og Legemskraft skulde jeg nok fordret den unge lystige Kiøbenhavner til Regnskab. Nu orkede jeg blot at spørge ham, da han fortalte, han i Bergen havde lært eller vant sig til at røge Tobak, «om det var for at desennyere sig?» hvad han kun besvarede med et Smiil og et Buk som kunde sige baade Ney og Ja. Han er nu paa sin Nedreyse, som skal gaae for sig paa hvad Maade skee kan. Hans Hiemmelængsel er saa naturlig; og hos en 25 Aars gammel Grosserer, om han end ikke var Mand og Fader, kan man undskylde en Heftighed, som ingen uovervindelige Hindringer seer eller tænker sig, naar det kommer an paa, at naae sit Maal.

Hvor giærne, mine Elskede dernede, sendte jeg Eder min Dagbog med Pretorius. Tanken om, hvor det vilde overraske 229Eder, hvor glade I vilde blive, kunde nesten friste mig til at bede ham medtage den. Men om det saa, dette kostelige Manuscript, gik til Havsens Bund? Ney, jeg lader det smukt blive. Der ligger alt for meget før? Ak! maaskee ogsaa noget, bestemt til mig. Den arme Pretorius jamrer sig saa over hvad der vist er gaaet forloren for ham. Tænk ogsaa, 7 Postsække efter hinanden nedsænkede – Det er for fælt.

Tirsdag 23de August
(min fierde August Unges, min søde Linas 7de Aars Fødselsdag.)

I fulde to Timer ventede jeg i Gaar Morges efter Hest for at komme til Plogstad; men Hestene gaaer i Havn en halv Miil herfra, og paa den Maade kom jeg der ikke før henimod Middag, da min Rikkemoer nesten var ude af Vent. End sildigere havde jeg kommet, var jeg ikke taget den meget nærmere, men slemme Fieldvey.

I hvor ofte min elskede Rikke er syg, træffer det dog stedse saa heldigt, at hun er rask naar jeg kommer der. Saa var hun ogsaa i Gaar, skiøndt hun Løverd: og Søndag havde været ussel. Derimod skrantede den gode Fut lidt; men jeg haaber, han i Dag er rask. Tiden gik som sædvanlig forunderlig hastig. Vi drak Caffe og Thee i Haven, var siden lidt ude at spadsere, og i den nye Bygning, hvormed det forter nu ret dygtigt. Om lutter behagelige Ting talte vi ikke, kunde vi ey tale, hvad der vel ogsaa nu omstunder sielden er Tilfældet, og for ømme, deeltagende Mennesker nesten altiid. Gud skee Lov, at vi har hinanden!

230Da jeg Kl lidt over 10 kom hiem, havde min Koren alt været hiemme en heel Time, og det efter at have tilendebragt fire Forretninger. Kunde han ikke fortiæne at hedde Hurtigkarl? Han har nu ganske sin forrige Munterhed igien, Gud være lovet! «Det er saa usigelig ængsteligt, naar de Mænd fattes noget» siger jeg af fuldt Hierte med Rikkemoer.

Og Lina er ikke hiemme paa sin Geburtsdag. Hertel tog baade hende og Maja med i Gaar til Gierdrum, hvorfra Skriveren, som i Morgen skal did paa en Besigtigelse over Bygningen, henter Linchen hiem. Maja bliver der for Tegningens Skyld en Tiid. Det kostede Lina hemmelige Taare, at hun skulde være hiemme fra i Dag; men hun havde lovet Maja at følge hende, og Ragna Chrystie at komme derhen, og det Løfte vilde hun ey bryde, skiøndt vi vilde frietaget hende for dets Opfyldelse. Men før hun tog bort betingede hun sig, at hendes og Marias Geburtsdag skulde holdes under et i October.

Hvert Øyeblik venter jeg nu Ane og den naragtige Melin fra Byen. Gud give de bragte mig sundhedvidnende Breve og Budskab fra Gutterne mine! Stakkels Ane har vel mistet sin Broder. Det var min Gudsøn, opkaldt efter min Koren og mig, født paa Mustorp.

Aften Ane er her. Hendes Broder lever og bædres. Mine Gutter ere Gud skee Lov raske, men skrevet har de Krabater ikke. Dog, de ere friske, og alle paa Tøyen. Gud være lovet! Cancelliraad Hartvig er død pludselig – Hvor mange der døer i denne Tiid af vore Bekiendtere. O! 231tungt savner hver sine. Gud trøste de Forladte, og holde sin Haand over vore Elskede!!

Der var et Brev med saa hiertelig Indbydelse til 29de August, fra den brave, mig virkelig kiære Wulfsberg. Men det er mig umueligt at opfylde hans Ønske, i hvor lokkende han giør mig det alt. Selv det Haab, at min elskte Egersøn kan komme til ham, er sadt paa Krogen som skal drage mig. For den gode Præsts Skyld kom jeg giærne; men som sagt, det lader sig paa ingen Maade giøre. Ogsaa den velsignede forestaaende Septbr Reyse kommer i Collission med denne, og detn er ikke det eneste.

Denne Dag, neste Mandag, har jeg aftalt Følge med min Rikke til Hasler i Edsvold paa en Auction.

Torsdag 25de Min Koren giorde mig ret bange i Aftes. Han var paa Gierdrum Præstgrd i en Besigtigelses Forretning, og vi sad oppe til Kl 12 og ventede ham, og han kom ikke. Det pleyer aldrig være hans Skik at blive borte, naar han har lovet at komme hiem. Min Frygt torde jeg ey yttre at de ikke skulde lee mig ud. Jeg var nemlig bange, en af vore Smaae, Maja eller Lina, kunde fattes noget. At Walbohm ey var her i Gaar, bestyrkede denne Frygt: han var maaskee hentet did. I Dag tilstaaer Sarotje mig, at hun var ‹…› faldt paa det samme. Hun er alt for rigtig sin Moders Datter i mange Ting, som det var hende bædre, ey at være det i. Nu er Gud skee Lov Skriveren her frisk og færm; har forladt Glutterne raske og muntre. Men de bleve ey færdige 232med Forretningen før Kl. henimod 11. Solner var med ham hid, men uden den fameuse Hat.

I Mangel af noget andet og interessantere maae jeg dog fortælle Eder, hvad Navn man heromkring blandt Bønderne giver min Gudsøn paa Vildberg. «Det er var et sært Navn» siger de, «han havde, Sønnen hans Wangensten, som Skriverkiærringa vor holdt for Daaben i Sørum. Han hedder Stiv Karl, Fritmod, Skielderup». Og I maae ey troe, det er en Vittighed, en forsætlig Omsætning af det snurrige Navn. Det er reent Alvor. Stig Cato er den Stiv Karl, Frithiof Fritmod. Skielderup vidste de hvad var, og derfor blev det uforvansket.

Først i Dag kom mit siden Søndag færdige Brev til Eger og Pakke til Ejdsfoss, bort. Brevet kunde da ikke kommet bort før i Morgen efter Postens fortredelige Gang; men Pakken kunde min Maja mueligt nu havt. Dog, det er godt, Leylighederne ikke altiid ere saa færdige, som Eders Schreibselige Journalistinde. I fik ellers fast intet Pusterum.

I Gaar fik jeg en Steen fra mit Hierte, fik skrevet og bortsendt et langt Brev til Jomfrue Wold i Bergen, som jeg i saa lang Tiid har staaet i Brevgield hos, siden før Sth:Dag. Jeg regner sligt blandt mine uopfyldte Pligter, som I veed. Og har jeg vel Uret? Desværre har mange af mine Correspdtr. ikke saa øm en Samvittighed. Men I Alle, Elskede, har det. I disse Aftener har jeg, med end mere Interesse end første Gang, læst Endocia igien. Den har mange mange skiønne Stæder, og det er fast umueligt at lægge den bort før man har seet Enden paa den hulde, ulykkelige Athenais’s Lidelser, det er, paa hendes kummerfulde, engang saa glæderige, altiid skiønne skyldfrie Liv.

233Det er virkelig nødvendigt, vil man have ret godt af den, at læse den to Gange uden stort Mellemrum. Den er, og maae efter sin Natur være grumme indviklet. Slutningen finder jeg mindst fyldestgiørende. Der har den, ellers saa ypperlige Forfatterinde, forhastet sig for meget.

Walbohm har være her. Frue Rohweder er meget syg. Han fandt hendes Tilfælde meget betænkelige; og i denne Tiid er det, synes jeg, dobbelt skræksomt at høre nogen er syg, da Døden i denne begyndende Høst alt har høstet saa mange. Gud opholde den gode Kone og Moder! hun vilde blive smertelig savnet.

Fredag 26de Hun er i Bædring. Længere kunde jeg, Telja, vi alle ikke undvære Lina, den lille søde Sladdrer. Det forstod den gode Hertel, og er nu reyst efter hende. Men han kom seent bort – først Kl 4 – og Veyret er saa slemt. Hvor det høstes stærkt! og først midt i neste Maaned, siger min Koren, kan vi komme til at reyse, først da faaer jeg see min elskte Maja og Ejdsfoss, og alle og alt hvad mit Hierte alt nu banker saa længselsfuldt imøde –

Jeg har læst i Klopstocks Oder i Eftermidd: Den Time, fra vi har spiist til vi drikker Caffe (undertiden er det mere end een) er saa ganske helliget Læsning, og den alvorligere, som jeg inde iblandt Barna, de Støyende og Spørgende ikke har ret Samling til. Og jeg har aldrig mere behøvet Roelighed og Stilhed for at have mine Tanker samlede, end nu. Mange Gange leer jeg over min Sandseløshed; oftere 234er jeg fristet til at græde over den. Den tiltager, synes jeg, med hver Dag. Men det var Klopstocks Oder jeg vilde fortælle Eder om. Hvor deylig besynger han Dronning Luises, den ædle elskværdige Luises Død! Mildere end i lang Tiid flød mine Taare ved mangt et Sted. Jeg maatte læse den for Sarotje. Vel mig og hende, at hun har Følelse, dyb Følelse for saadant! Men sielden bryder den ud i Taare, end sieldnere i Ord. Derfor troer mange hende kold, og troer saa ganske feyl.

Jeg er nesten fristet til at udskrive Eder her den hele deylige Ode. Dog, nu kun disse Linier:

«O Schmerz! stark wie der Tod! Wir sollten zwar nicht weinen,
Weil sie so gross und edel starb –
Doch weinen wir. Ach! so geliebt zu werden,
wie heilig ist diess Gluck!»

Hvor levende erindrer disse Linier mig om min evig velsignede, eviguforglæmmelige Hedevig Augustas Liv og Død. –

Løverdag 27de Aften Og først nu er det Morgen for mig. Jeg havde en grumme slem Nat; mellem Vaagen og Soven havde Phantasien frit Spil, og mit Onde – stærk Hiertebeklæmmelse – var mig i denne Halvbevidsthed føleligere, end om jeg havde været ganske vaagen. Det blev jeg da Dagen gryede, og ved en stærk Opkastelse skaffede mig Lindring og Slummer. Men Mathed og Ømhed i Legemet har holdt mig i Sengen den største Deel af Dagen. Ogsaa er det et saa afskyeligt Veyr. Min arme Koren, han er vist blevet giennemblødt paa Veyen 235til Homble. Sarotje kan, i hvor ondt hun har af Fader, ikke bare sig for at lee, naar hun tænker paa, hvordan han tager sig ud i den tykke Lehnsmand Rises Klæder, som han vist har maattet laane. Blev det endda bædre inden han skal hiem igien. Ak, og i Morgen: thi ellers kommer ikke min elskede Rikke med sine Børn. Og vi alle har glædet os saa hiertelig dertil, jeg og Sara især. Ja selv til Hasler Auctionen – hvor jeg ellers aldrig havde tænkt at komme – glædede jeg mig, fordi jeg saa længe skulde have hendes Selskab, fordi hun vist havde saa godt af en saadan Tour[.] Nu blæser det op. Muelig tør det blive bædre.

Tak skee den gode Hertel, som hentede min Lina i Gaar. Han var ikke 4 Timer borte. Og det har giort mig saa godt, at høre og see hende denne traurige Dag, og hun har kiælet saa ømt for mig.

Et Par intetsigende Aviser af 12 og 15 Julj, fik vi i Dag, en skikkelig flau Tiid og Do Intellg.bl: Men saa fik jeg et godt Brev fra min Maja C, og et naragtigt fra Wilhelm, som nok ved sit Spøg vil forsøde den Ubehagelighed, at han har skrantet en 14 Dagstiid, er nu vel brav, men venter atter en Byld – den 3die eller 4de efter efter korte Mellemrum – hvorfor han, for om mueligt at forekomme den, holder sig inde.

Og intet Nyt, ingen Bekræftelse paa de tusende, saa omstændelig fortalte Rygter. Mørke og Uvished over alt –

236Søndag 28de Min Rikke kom med alle sine Børn, og slap for Regn, Gud skee Lov, og er rask og munter; og nu skulde I see hende, hvordan hun sidder paa en Skammel og rager om i det nederste Rum i Bogskabet, hvor hun altiid finder sig noget til Trøst og Opbyggelse. Nu toge de Smaae og Jomfrue Heide bort, men i et temmelig stærkt Regnveyr. De kunde ey blive Natten over. Det tegner ikke til godt Auctionsveyr i Morgen. Men jeg har min kiære Rikke her, og er frisk og færm, saa jævner Resten sig som det kan –

Og neppe hører I nu mere fra mig, mine Elskede, før Onsdag, da jeg skal fortælle Eder hvordan det er spendt af med Actionen, som Bønderne kalder det.

Onsdag sidste August. For det første saaledes, mine Elskede, at jeg først nu, Kl. 2, kan fortælle Eder noget om den. Jeg vidste forud, at den Qvalm, Træk og Tummel som er uundgaaelig ved slige Leyligheder vilde have en slem Indflydelse paa mit svage Hoved, og det var mig kun uventet, at jeg intet Ondt følte før i Dag; men saa kom det ogsaa vældigt. Dog, Tak være Dit Raad, min Sally! at gnide de meest lidende Stæder med Mandelolie. Da min Rikke var taget hiem i Morges, forsøgte jeg det, og fik et Par Timers Søvn, og er nu tæmmelig færm; derfor vil vi, om I saa synes, gaae tilbage til Mandag Morgen.

Det saae ikke alt for blidt ud i Veyret; men ikke desmindre toge vi Mod til os, og dette voxede, alt som det lysnede 237mellem de mørke Skyer. Fore vi da afsted, min Rikke og jeg, Skriveren foran som Veyviser paa væsle Røen. Solen begyndte at skinne saa varmt, at vor Indpakning faldt os til Besvær, hvad vi dog i lang Tiid ikke følte, af Glæde over de uventede Solsmiil. Meer end Halvdelen af vor Vey gik igiennem en tæt Granskov, hvori Rægnen havde redt sig Senge saa dybe og brede, at vi neppe torde vove os efter Koren, som syntes at svømme med sin liden Ganger. Dog, det værste var en Bæk, strax nedenfor Gaarden Hasler, hvor vi nær havde væltet, hvor Vandet virkelig, i det mindste forekom det mig saa, løftede Vognen i Veyret. Efter disse og lignende Viderværdigheder vare vi da paa Stædet. Ney, mine Venner, I giøre Eder neppe nogen Forestilling om, hvordan dette Hasler, ud- og indvendig, dets Beliggenhed, alt hvad der tilhører det, er trist og mørkt og skummelt og fælt. Det ligger dybt inde i en Skov, under og mellem Fielde. Gaarden selv, over hundrede Aar gammel, er yderlig forfalden, Lofter, Gulve, Vægge, alting sort. Meublerne, af samme Ælde som Gaarden, naturligviis vel saa brøstfældige som den; alt det øvrige svarende hertil. Og dens Eyer, Gamborg (nyelig død i sit 85de Aar) var engang i Besiddelse af de skiønneste Stæder i Edvold, Mork, det blide venlige Mork blandt andre, hvorfra han flyttede til denne Udørken, det eneste han forbeholdt sig af alle sine Herligheder. Saa underlig kan Mennesket være sindet. Hans 80ve Aars gamle Enke, en from, enfoldig Matrone, lever der med en Søn og 3 Døttre; 5 andre Børn, deels gifte (den ravgale Præst er een af dem) ere spredte omkring, men vare dog nu alle samlede, paa Een nær; og denne Ene, en gift Datter, undtagen, ere alle de øvrige meer og mindre underlig utækkelige 238og jeg troer, man iblandt den hele Mængde Mennesker, som var samlet der, skulde, uden at kiende dem, kunde udpeget dem som Beboere af Hasler. At den Gamle intet varmere Ønske har for sig selv, end at leve sine faa øvrige Dage paa sit gamle Hasler, er naturligt. Med Taare, som sveed i mit Inderste, talte hun om hvor tungt det vilde falde hende at forlade denne Boepæl, der i saa lang Tiid har udgiort hendes hele Verden –

«Ynglingens Tilvær bestaaer af Ønske og Haab, ligesom Oldingens af Vaner. Ønske og Haab kan Ynglingen omskifte og afvexle med hinanden; men Oldingen hænger ved sine Vaner som en Østers ved sin Skal. Skiller man den derfra, saa døer den,» siger Kotzebue, og har fuldkommen Ret.

Men jeg giver Eder Haslers og dets Beboeres Characteristik istæden for Fortælling om Auctionen og dens Tilbehør. Dog det hænger sammen med det Foregaaende. Nu kan I vist ganske sætte Eder ind i det Hele. Samle en Hoben Mennesker af alle Aldre, Stænder, Kiøn og saa videre omkring Eder, blandt disse den snurrige ubegribelige Frue Leganger, Mad: Mandahl (som jeg her saae første Gang siden hendes Tilbagekomst fra Kbhn) min godlidende kiære Frue Krogh fra Mork og mange mange flere Bekiendte, see min Rikke nesten stedse ved min Side, hør den arme Hertel skrige sig hæs paa alskens Antiqviteter, kun efter lange Pauser afbrudt ved «Een Skilling bædre – Marka fuld, etc.» – tag saa saa megen Qvalm, Stød, Træk, slemme Damper, som kan være passelig til det øvrige i den fuldproppede Stue, see saa har I det altsammen for Eder, og takker vist Gud, at I kan have det saaledes i Perspectiv. Seer nøye til, mine Elskte, og saa seer I der, nu Malerierne er for Touren, Maria Bebudelse, Jephtas Triumphindtog (han var her giort til Konge) 239som fik saa tragisk en Ende, (dette kiøbte Rikke til sit nye Kiøkkens eller Gangs Prydelse) Jerusalems Skoemager, som de vare færdige at byde sig ihiel paa, og – Treenigheden, som jeg bød og fik Tilslag paa for Frue Leganger, kostede hele 13 rd. At male hvad der ey lader sig tænke!!! Til min Sarotje, som er en stor Liebhaberinde af Oldsager, kiøbte jeg en Steenkrukke af besynderlig Facon, med trende endnu besynderligere Figurer: 1) Judith med den arme Holofernes Hoved, 2) Haabet, og 3) Lucretia, som støder sig Dolken i Brystet. I maae ey troe, at det er af nogen min egen Styrke og Fornuft jeg saa perfect kan udtyde alt dette. Kunstneren har fundet det lettere at sætte Navnene neden under, end giøre sig selv og andre Hovedbrud med at opfinde og udfinde. Og tager jeg Navnene bort, vil jeg see paa, om selve Magister Nyerup skal kunde udfinde at Damen med det pene snævre Liv og Hængler, er Haabet. Det afhuggede Hoved kunde da passere for Dame Judiths Attributter; men da flere af dette Kiøn har giennemboret sin egen Barm, end afhugget andres Hoveder, kunde man været tvivlsom hvem den tredie Figur med Dolken var, stod det der ikke saa grangivelig. Nok, flere Aarhundrede er det vist, og sine 17 ß – meer kostede det ey – værd mellem Brødre.

Det lider ad Aften (jeg har været ude, har drukket Caffe etc siden jeg var her sidst) og endnu skulde I vide hvordan vi camperede Natten hen. Bedrøveligt nok. Min stakkels Rikke havde slem Hovedpine, og gik tidlig tilsengs. Den brave Hertel havde betinget hende og mig en Seng for os selv, hvad ey faldt i manges Lod – men i samme Værelse stod endnu een, i den, og paa Fladsæng laae, loe og tumlede Frue Rohweder – som 240nu er fuldkommen rask igien – med sin hele qvindelige Familie, Frue Wærner og hendes Datter, og en Jomfrue Keilhau. Hvor megen Roe vi fik, kan I selv tænke Eder. Dog Gud skee Lov, vi vare raske, frie for Hovedpine, baade Moer Borchsenius og jeg, og selv i Dag var hun det, og tog munter og godt udhvilet herfra til det kiære Hiem, hvor hun dog har en Død (en gammel Mand som var der for at male) at lade begrave paa Fredag. Men samme Fredag venter hun sin Borchsenius’s Syster, Mad: Radik, og om Søndagen sin Moer Koren med flere fra Hovind, derfor skyndte hun sig glad hiem til de søde Glutter. Den morsomme Fut kom til Auctionen kort før vi toge derfra, min Koren lidt senere; dog var det saa meget, vi fik see dem, og reyste med fuldkommen lettede Hierter.

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1808

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.