Dagbok 1808

av Christiane Koren

[Reysedagbog holdt paa en Tour til Strømsøe og Eger]

Slik omtaler Christiane Koren disse første sidene den 24. mars, når hun fortsetter dagbokskrivningen etter at reisen er tilbakelagt. Reisedagboken var et format hun hadde brukt flere ganger tidligere, ved en reise til Hurdal i 1798 (NB kilder 3:11), til Danmark i 1802 (NB kilder 3:12) og til Kongsberg i 1805 (NB kilder 3:2). Reisedagboken danner her imidlerid utgangspunktet for syv års sammenhengende dagboksskriving fra Christiane Korens hånd, helt fram til hennes død i januar 1815.

1Det var Onsdagen den 24de Februarj, en alvorlig kold Vinterdag, da jeg, Kl 9 om Morgenen, stod færdig at begynde min Tour til Strømsøe, Eger, o.s.v. Begyndelsen var just ikke meget lovende thi med samme jeg, omringet af alle Mine, skulde stige i Slæden, gleed begge Been paa engang, saa jeg kom til at giøre en meget for dyb, og forkert Afskedscompliment. Alle bleve forfærdede, og med taarefulde Øyne bad Sally og Maja mig være forsigtig ved I- og Afstigning, og paalagde Aslak – som I jo Alle kiender, mine Elskede? – at tage Moer vel i Agt. Min Koren kunde ikke følge mig for Mængde af uopsættelige Forretninger, og skulde først Fredag Morgen møde paa Tøyen – Did kom jeg uden videre Fald eller andet Eventyr, og blev modtaget med sædvanlig Vennehuldhed. Kun var og er fremdeles den gode, fromme Frue Lotta i vedvarende Uroe og Angst for sin Jørgen, fra hvem hun nu i mere end 3 Maaneder ikke har hørt et Ord. Arme ømme Moder, maatte din Bekymring snart og glædefuldt endes!

Torsdag, 25de var jeg meget syg, og laae en Deel af Dagen. Til vor Sally B: skrev jeg dog, før jeg tog Sengen fat, for at melde hende min høye Ankomst, og overlægge Møde, Følge, etc. Men hvor flau blev jeg, hvor forøgedes min Hovedpine, da jeg fik en Sæddel fra det kiære Barn, hvori hun bad mig, om mueligt udsætte Reysen til Løverdag, da hun ey var vel – «Naa, tænkte jeg, saa skal da atter denne Plan gaae istaae, som alle de forrige, vi har lagt til denne, saa megen Glæde lovende Tour» Men jeg satte mig flux hen og bad og besværgede, lovede og truede, og see, det hialp. Om Aftenen kom min Wilhelm og Jes, saa hierteglade, fordi jeg hos den brave Professor Rosted havde udvirket dem Lov – da det var Fastelavns Ugen – at giøre en Tour til Hiemmet, og derfra med Systrene og øvrige herfra bivaane #et Betalingsball i Nannestad. Hvor syg jeg var, maatte jeg deeltage i deres uskyldige Glæde, og blev umærkelig bædre, saa jeg længe efter de kiære Gutters Bortgang sad og sladdrede med min Lotta og den snilde Kista. Presidenten var hos Pløhns –

Før jeg var ret oppe Fredag den 26de, var min Koren paa Tøyen, hvor han var kommet om Aftenen, om ey Skydsen havde narret ham. Nu havde han lagt paa Romsaas. En Times Tiid efter kom Sally, rød som en Rose, og raskere, end jeg længe havde seet hende. Efter god Frokost og Passiar med vor elskelige Vertinde – som vi saa giærne havde at ønsket at faae med os – begyndtes da Reysen i det sødeste Veyr som tænkes kan, og uophørlig svævede paa mine Læber de bekiendte Psalmeord (hvormed jeg ogsaa havde begyndt mit Sidste herfra til Sally) «Eya mit Hierte ret inderlig jubilerer!» – I mindre end 2 Timer vare vi paa Ravnsborg; men her blev en lille Afbrydelse i vor raske Fart, da der ingen Skyds var bestilt, uagtet Forbudssædlen Dagen forud. Men vi gav os til i god Mag at vente, og bort fløy en Time som nogle Minuter. Da vi fik høre, Hestene vare færdige mærkede vi først, hvor deyligt vi havde tilbragt Tiden. Veyen til Giellebek var slem, mangestæder reent tilføget. Sally var lidt syg; men paa det hyggelige Giellebek (som dog nok nu har afhyggeliget, da de snilde Folk, som hidtil boede der, flytter derfra i Vaar) fik hun en Hiertestyrkning, og blev bædre. Nu gik det saa taalelig raskt ned af de tryllende skiønne Paradiisbakker, hvor vi med et bleve standsede, da Skriverens ene Vimmelstang sprang af. Og det ret beleyligt: thi nu kunde vi i Stilhed fryde vort Øye ved den vide, paa afvexlende Skiønheder saa rige Udsigt. Aftenrødens sidste Rosenskiær hvilede, som Moderens Smiil paa den sovende Glut, over den stille blide Egn, og da Koren, nesten for snart, atter blev reysefærdig, hviskede jeg: «God Nat, blide Rosenskiær! God Nat, skiønne Udsigt!» og gleed ned over Bakkerne, og fordybede mig i Drømme, som, jeg veed ey hvor #snart, bleve afbrudte ved et nyt «Holdt!» Her var atter Ugler i Mosen, det vil sige, Skriverens Kiøretøy i Uorden. Og – skal jeg sige Eder, Elskte, hvor naragtig jeg er? jeg aabnede mine Øyne, slog Sløret op, og vilde see ud over – Paradiisbakkerne, farvet af Aftenrødens Modersmiil – men mørkt og taaget var det omkring mig, og en kold skiærende Vind nødte mig til, at tildække de svage Øyne, som formodentlig uvilkaarlige havde lukket sig for den skarpe Snoe. Endelig vare vi da i den sparsomt oplyste lange Bragnæsgade, bleve anraabte af Skildvagterne ved Broen, men fortsatte siden uhindret vor Fart til det Cappelnske Huus, hvor den kiære velsignede Vertin‹de,› hendes hulde Thrinebarn, og raske Don Pedro med saa umiskiendelig Glæde modtoge os. Der var et lille Mandsselskab. «Saa giærne jeg vilde været Ene med Eder i Aften» sagde Moer Cappelen, kunde det ey skee, da den unge Grosserer Falch fra Kbhn, med hvem min Mand staaer i Connexion, var her i Byen, og reyser i Morgen» – Vist nok paalagde det os lidt Tvang; men vi havde Tiid for os til at indhente hvad her kunde forsømmes, og saa gik Aftenen nok saa bra’ ved Samtaler om Tidernes Tegn, om forbigangne og ventede Tildragelser etc. Falch, en artig fiin ung Mand, kiendte saa nøye til de Ting dernede der interesserer mig, havde desuden gaaet i Efterslægten med min kiære Adam, hvis varme Beundrer han var – havde været D-s Eleve (hvis Navn jeg ey troede mig til her at nævne) kort, ved alt dette maatte han blive mig interessant. Han havde ellers været for længe heroppe til at kunde fortælle noget Nyt fra Fædrelandet. De andre af Selskabet, Foralter Scheitli, Kiøb: Bang, Kammerraad Dajon, og jeg veed ey ret hvem flere, fængslede i ingen Maade min Opmærksomhed. Kun Rørbye, Fayes Svoger, som saa venlig kom hen og bragte mig en Hilsen fra denne min ædle Ven, som jeg i saa lang Tiid intet har hørt til, maatte jeg vel lægge Mærke til. Han lovede, at lægge en lille Sæddel fra mig i sit Brev til Faye, som han haabede, i denne Uge at faae sikkert bort. Fornøyede ere de ikke i Tisted, og ønske sig ofte tilbage til det vakkre Christiansminde, sagde han. Det kunde man forudsee.

#Løverdagen d: 27de gik deyligt i vor stille Roe, ved Arbeyde, Læsning og Samtaler, og især gik Aftenen skiønt ved at besee de fortræffelige Kobbere i Denon over Egypten. Med samme behagelige Syssel gik endeel af Søndag Formiddag – til Middag var indbuden Selskab, og vil I nu betroe Eder til mig, elskede Børn, saa fører jeg Eder med Eet midt ind i min Moer Cappelens Stoerstue, hvor de nu forsamles. Den første, en ung Kiøbmand Kirkegaard, som hans ved sin Kone, en Jomfrue Strøm, er omdannet fra en lapset Person til en ret godlidende tækkelig Mand, og nu denne Kone, en saare elskværdig Skabning, som ved første Øyekast vilde indtaget mig, om hun end ikke, før jeg saae hende, havde havt min Agtelse ved Moer Capp: varme Forsikkring: at hendes Petronelle Kirkegaard var hendes kiæreste, nesten eneste Veninde paa den Kant. Ogsaa vidste jeg, at Thrine var reent forliebt i hende. Men det var Skade, hun kom blandt de første. Hendes yngre Syster, Hanna Strøm, er mindre end kiøn men meget vittig og underholdende ved nærmere Bekiendtskab. Nu fulgte de efter hinanden. Kammerraad Dajon, en snaksom Mand, med sin Frue, hvis Alder og Udseende saa forskrækkelig contrasterer med hendes ungdommelige Pynt, og som, uden denne Svaghed, vilde passere ubemærket giennem Verden, som en jævn, god 50 Aars Matrone, der bar dette sit halve Seculo med Ære, alt i Naturens Orden, da nu de røde Baand, Pærler og Flor spotter de graae Haar. Kammerjunker og Toldcasserer Hauch, den frygtsommeste, meest bornerte Kammerjunker under Guds Soel, et vist godt, retskaffent Menneske for Resten, og hans hiertensgode, men ey lykkelige Kone, fordum Frøken Rye, Selskabsdame hos Geheimeraadinde Moltke – Malling – hvad han er, veed jeg ikke, med sin Kone, en Klein, Moer Cappelens Coucine – Ham saae jeg neppe. Om hende siger jeg intet, fordi jeg er og var i lang Tiid indtaget mod hende for vor Sallys Skyld. Og med saadanne Fordomme kan man ey bedømme Mennesker, bør nok #ikke heller. Hendes Udvortes vilde dog neppe, uden al Fordom, behaget mig. Nu er kun Rørby med sin Kone, Frue Fayes Syster, tilbage – jo, og Byefoged Lykke med Kone og Datter, og Doctor Arbo, og Jomfr. Paresius, Syster til Frue Hetting i Christiania. Mad: Rørby er, hvad det Udvortes angaaer, det ganske Modsatte af Frue Feje, høy og før, og med en forunderlig skurrende Stemme, meget snaksom og munter. Manden derimod seer hypocondrisk ud, er det nok ogsaa. I deres Huus er Jomfr: Paresius, en ikke hæslig Pige,men hvis friske Væsen ikke vil staae mig an. Lykkes – ja de ere som Folk pleyer være, og Dctr Arbo kiender I. Dog veed I maaskee ikke, at han interesserer mig meget, først for sine Øynes Skyld, men især af et og andet Træk, den skarpseende Moer Capl: har fortalt mig. Præsten paa Eger var indbuden; men kunde først komme om Eftermidd. Hans Kone har foresadt sig, formodentlig af grundede Aarsager, ikke at tage noget Steds bort i hele Vinter, i det mindste ikke at være hiemme fra nogen Nat[.] Der blev spiist og drukket som Skik og Brug er – dog, ikke ganske saa. Hvad der giør mig det alt saa behageligt i Cappelens Huus, foruden de fortrinlige Beboere, er det jævne, pragtløse‹,› tvangfrie Væsen som hærsker over alt, i alt, som er saa sielden i den bemidlede Kiøbmandsstand, Sieldnere i det mindste der end anden steds. Men solidt og godt er alting. Fire kraftfulde velsmagende Retter, rød Viin og deylig Champagne. Skulde ikke selv Hr John C: tage til Takke med det? Dog i denne Tiid, da man seer saa mange jamrende, forhungrede Mennesker, kunde det vel endog siges at være for meget. Men ey glæmmer du din lidende Broder og Syster, ædle Moer Cappelen! for deres Skyld vilde du end ikke, var det fornødent, finde mangen Indskrænkelse byrdefuld. – Ja, mine elskede Børn! hun er i Sandhed god og sielden. Fra hende gaaer neppe nogen utrøstet, og med Klogskab og Overlæg giør hun godt, for at kunde giøre det jævnt og længe.

#Det var nesten mørkt, da Egerpræsten kom, Ansigtet rødt, opildnet af det fæle Snee- og Iisslag, som hele Elven op over havde været ham lige imod. Spillebordene, disse den virkelige Selskabeligheds Mordredskaber, deelte nu Selskabet og adskildte det. Lige for mig havde jeg den beprydede, i Rahbeks Sprog uduglede Frue Dajon, ved min Venstre min raske Vert (til Mad: Mallings Tilbagekomst, der var hiemme hos sin diende Glut) og ved min Høyre den hulde Petronelle Kirkegaard. Saa gik det ret brav. Da Selskabet, paa Faa nær, havde forladt os, sang Præsten for os sin prægtige Oversættelse af Schillers Krigssang i Wallensteins Lager. Siden, da vi vare ganske ene, og i lille fortroelig Kreds i og om Sophaen i den lille fortroelige Dagligstue, aandede vi først den søde Hiemmeluft, i hvilken allene de sande Glæder trives og udhvikler sig. Men Kl var flux 1, og min Koren har, efter Kl 10, høyst 11, selv for hine Glæder, med hvilke han ellers er saa fortroelig, ingen Følelse, fordi – Søvnen da aldeles faaer Bugt med ham – Det samme er Tilfældet med Hr Peder; men lidt mere galant, oveni Kiøbet som Vært, vilde han holde Stand, saae langelig efter min ucomplimenteurske Hr Gemahl, som tog et Lys, og forlod os med et lille Nik, satte sig ved Kakkelovnen, og begyndte snart at giøre mere end et Nik.

Schmidt sang, og med temmelig høy Røst Lunds deylige: «Flora dig med Morgendug har vædet etc» – Hr sprang Cappelen op og gneed sine Øyne, og Schmidt afbrød sin Sang med høy Latter og et: «Manden troer for Gud, vi synger Morgenpsalmer. Men nu var han paa Benene, som han staaer paa Kl. 4½ hver Morgen, og forsvandt, og vi sad endnu, imedens Hr Pastoren drak til Taksigelse, ydmygst, allerydmygst o s v, for at drøye Tiden ud, saa Bispebollen var tom og Kl 3 før vi skildtes ad – dog først paa mit Kammer, hvor de giorde alskens Forsøg paa at vaagne min Skriver, som ey lod sig vække,vække] rettet fra: væg ved overskriving ikke engang anfægte af Sallys og Thrines Kys, som Præsten troede – formodentlig underviist ved Baggesens: «der er altiid Liv i hvad de rører ved» – umuelig skulde forfeyle sin Virkning.

#Fastelavnsmandag, mærkværdig som 29de Februarj, vankede kun lidt Riis, men des flere deylige Boller. Præsten og Skriveren giorde nogle Visiter i Byen, og det øvrige af Dagen tilbragtes med Musik, Læsning – i Jean Pauls unsichtbare Loge og orthographische Belustigungen – Samtaler og Arbeyde. Det var en herlig herlig Dag. Enkelte Afbrydelser, for Ex: ved den der indqvarterede Capitajn Neuman og andre, forhøyede kun den følgende Stilheds Nydelse[.] Ligedan gik Tirsdag Formidd: og efter Løfte fulgte da min Koren og jeg med Præsten til hans Hiem, hvor vi bleve til Torsdag Aften – En Ting seer jeg nu jeg har glæmt at fortælle, nemlig, at vi den første Dag, Løverdagen, vare paa Auestad, for at besee den nye der opsatte Bygning. Den er uden al Indredning, og bliver vel ikke færdig i et Par Aar, fordi de ikke vil haste med den. Sandelig, det bliver en regelmæssig skiøn, overmaade beqvæm Bygning, hvis Beliggenhed neppe kunde være vakkrere. Deri faaer min Maja Cappelen et lidet Cabinet, som hun har foresat sig, skal blive dette mit saa liigt som mueligt. Gud lade hende der leve saa lykkelige Timer som jeg har levet, lever i mit! Ja, Gud giøre alle disse gode rettænkende Mennesker, denne sieldne Kone, til glade og l‹ykke›ligel‹ykke›lige] rettet fra: l‹…› ved overskriving Beboere af denne og enhver deres Boepæl!

Vi kiørte Isen, som nu var ligesaa stærk som svag da jeg sidste Gang foer over den, og var saa nær ved at synke giennem den i Dødens alt udstrakte Arme. Det gyste lidt i mig. Min Følelse var en Blanding af Sorg og Glæde, var reen Veemod. Jeg tænkte paa saa meget. Det hører ikke just til Dagbogen, og vilde ogsaa giøre den for vidtløftig. O talte jeg en eneste Time med Eder, Elskte! hvor meget mere kunde jeg da sige Eder, end her paa mange Blade! Jeg tænkte meget paa mine 3 tilbageblevne Veninder, som ved denne korte Skilsmisse fik, som jeg selv, Forsmag paa den længere, paa om Løverdagen forestaaende. Jeg tænkte – ak paa meget, og de forbigangne Dage svævede saa – sørgmodige, syntes jeg – forbi mig. Vi fandt lille Moer Schmidt rask og munter, og alt efter Sædvane saa peent og hyggeligt i den lille grønne #Stue. Kun en fæl Graaemons, som aldrig saa tit udkastet, sneeg sig ind igien, foruroeligede mig lidt, især da han, selv ikke af Præsten lod sig mane til at blive liggende ved Kakkelovnen. Iøvrigt var alt som sædvanligt, Musik, Læsning og Samtaler, hvori I, elskede Børn, og flere mine Kiære dernede, ofte vare Gienstanden. Schmidt erindrer sig med Inderlighed, at han tilbragte sine behageligste, nesten eneste behagelige Timer ved sit sidste Ophold i Kbhn, hos Eder.

Onsdagen den 2den Martj gik som forrige Aften, kun kryddredes det Behagelige endnu ved den søde Æolsharpes klagende, smeltende, himmelske Toner. Ney, alt var ikke aldeles som sædvanligt paa Eger. Vel har jeg ofte, især i senere Tiid, tydelig mærket, at begge Ægtefolkenes Hu stod til Danmark, men for alt til at komme fra Eger. Men denne Gang sporede jeg alt for tydeligt, at vi vist nok ved første givne Leylighed mister disse vore Venner – jeg denne min gienvundne Ven og Søn, hvis Tab sandelig vil blive mig – og flere med mig, smerteligt. Troe mig, mine Dyrebare, der findes sielden en Trøster som F: S:, sielden en Ven, der kan være den Lidende hvad han er ham. Jeg taler af Erfaring, og min kiære, ømme Moer Cappelens Taare ligesaa. Hine, saa snart paa hinanden fulgte Slag, som ramte saa haardt et af de varmeste Moderhierter i dets Inderste – «Ney, siger hun, jeg havde siunket under min Byrdes Vægt, havde han ikke hiulpet mig at bære den, lært mig at bære den og leve» – Man maae være varsom i at bedømme andres Handlinger. Jeg kan ey, vil ey undersøge, om Schmidts, om især hans Kones Misfornøyelse med nærværende Stilling, er grundet; men dadle den hverken kan eller bør jeg. Der findes nok alligevel som vil det. En Grund har Sch: for sig, som er uimodsigelig, og det er: at han seer alle sine Bestræbelser for den ham betroede Menneskehob, ikke allene frugtesløse, men – haanede. Det er Sandhed. Og hvem vover nu at dadle hans Utaalmodighed, hans Mismod?

2Torsdag Formiddag tilbragte vi for det meste som glade, rørte Tilhørere ‹ve›d Schmidts Forelæsninger af Oxenstiernas Arbeten. Kiender I dem? ‹m›ine Elskede! Hvis de ey skulde være at faae dernede, og Tingene ‹igi›en kom i sin gamle Orden – (ak naar bliver det!) – saa skal jeg ‹n›ok skaffe Eder dem, eller I selv kan skaffe Eder dem ved den gode ‹…›all laante af Egerpræsten, hvis Eyendom de ere. Det er en ædel, høy, en sielden Digter, kan I troe. Uden at giøre denne Verden til en Jammerdal, løfter han Siælen saa sagtelig og sødt op til den b‹æd›re, at man troer sig opløftede over, løste fra det betyngende Støv. Han er min svenske Schiller. Det maae sige Eder Alt –

Vi spiste temmelig tidligt, drak Caffe, det forstaaer sig, tog Afskeed med den jævne, snilde Hejlmann og Jomfr: Bohr, og lille Lisemoer fulgte os til Skramnæss, hvor vi vare en Times Tiid hos d‹en› ærværdige 83 Aars gl Provstinde Schnitler og hendes ømme, ‹ve›d deres Omhu for den sieldne Gamle saa elskværdige Datterdøttre.

Med Hiertensglæde, nesten som efter en lang Fraværelse, bleve ‹v›i modtagne hos Cappelens. Jomfrne Raverterne vare der, og nogle Neumænner[.] Den ældste Jomfr: (egentlig Frøken, men de frabede sig denne Tittel) Ravert kiender I af min Dagbog, om I erindrer det. Hun fulgte ‹o›p med mig og Sarotje 1803 – Det er en prægtig, talentfuld Pige. Hendes Syster er simplere, men begge saare agtværdige ved ‹de›res Bestræbelser at gavne og være Lærerinder i Ordets reneste Forstand, for de unge Piger der betroes dem. Jeg har – in Parenthes – ‹…›egen Speculation paa, at faae min Maja did til Sommeren‹.› Hun har ualmindeligt Anlæg til Tægning etc, som vist der vilde ‹ud›hvikle sig herligt.

Ved mange Konster fræslte vi Præsten fra Spillebordet, for at ‹h›ave godt af ham ved Claveret. Min gode gode Koren, stedse ‹re›de til enhver Opofrelse for sine Venner, tog ganske taalmodig ‹m›od Kort (ellers hans Pestilense) baade denne og flere Aftener ‹a›f samme Grunde. O denne Koren – Gud skee Lov, at I kiende ham – ‹a›t I aldrig miskiendte hans indvortes Menneske!

#Hverken Egerpræsten eller hans Kone vare fornøyede med, at vi bleve der saa kort, men da vi skulde reyse fra Strømsøe Løverdag, kunde vi jo ey blive længere. Denne nær forestaaende Skilsmisse begyndte nu lidt efter lidt at giøre os Alle tankefulde. Skriveren maatte senest Søndag være hiemme, da hans Vaarting begyn‹d›te om Mandagen. Cappelens havde halvveys ventet, Reyn skulde kommet til Ejdsfoss denne Søndag, og i dette Fald skulde jeg – det var aftalt – blive over nogle Dage. Men de fik Brev, at han først d: 22de kunde komme did, fra sit Annex Slemdal – «Men var det da ikke mueligt» spurgte min kiære Moer Cappelen, frygtsom‹…› for Afslag, «var det ikke mueligt, kiære Skriver, vi endda kunde beholde Moer Koren? Løverdag skal vi til Ejdsfoss, hvor vi venter Fogden og nogle flere. Det skulde være saa deyligt, fik vi hende med –» «og Gud ja, Skriver» udbrød Sally, og de sorte Øyne fyldtes med Taare. Thrinemoer kom ogsaa til, og forestilte saa levende hvor det blev tungt, naar vi nu reyste til hver sin Kant – kort, min gode Koren gav sit Minde, og saa blev det bestemt, jeg skulde blive til neste Løverdag, Bragnæs Marked over, og nu kom da Munterheden fordoblet tilbage. Men hvor giærne jeg blev, hvor meget jeg længtes efter at see Moer Cappelens og Sallys kiære Ejdsfoss, saa kunde min Samvittighed dog ikke ganske give sig tilfreds. At lade min Koren, saa øm for min Fornøyelse, tage ene bort, at ‹…› skuffe mine Børns og alle Hiemmeværendes og min elskede Lottas Forventning – men nu var det giort, og angre det kunde jeg ikke. Saa vidt gik ikke Selvbebreydelsen.

Præsten maatte reyse Fredag Eftermidd: Det var os aldeles ikke tilpas; men han lovede med Haand og Mund at komme igien om Torsdagen. Om Aftenen spillede Mandfolkene et Par Timers Tiid Lhomber, og vi 4 sladdrede efter Hiertens Lyst og ret i Mag oppe i Moer Cappelens Sovekammer, – Men holdt – Der har jeg sprunget noget af det beste over. Kiære Barna mine, I maae saamen atter tilbage med mig til Torsdagaften. Det var et lille muntert Vennelag. Fader Cappelen spurgte #mig ved Bordet, om jeg ikke giærne drak et Glas Champagne? Det følte jeg nu intet Kald til at nægte, og den kom, og var ægte god – Men en af Contoirfolkene som bragte den, hviskede noget til Capp: som smaaloe. «Han siger vist, brød Schmidt ud, at der ikke er mere?» «Truffen, svarede Værten, ikke mere end disse 4 Flasker. Og for nu – som han ærlig erklærede – at prostituere Huset, drak Pastoren af Hiertensgrund, vi andre hialp, mere og mindre, og han naaede sit Maal. Men forinden, da han sang, for ret at faae det til at glide, hørte vi en Stemme uden for Vinduet, der lod til at vilde acompagnere. Det var en Halvgalning, heder Boch. Da han nu ey, formoder jeg, kiendte Schmidts Viser, sang han sine egne, og begyndte endelig, da Cappelen havde sendt ham et Glas Viin og noget Kage ud, at istemme: «O maatte vi om tyve Aar og flere» – og Præsten, som havde nedsvælgt den sidste Draabe Champagne, fra Bordet, hen til Vinduet, og nu gik det, kan I tænke: Naar en af dem kom for seent eller tidligt, lyttede de og «flød saa i eet i deylig Harmonie» – som skrevet staaer. Man maatte lee, om man vilde eller ey. Siden rallede vi, efter Sædvane paa egen Haand, da alle vare borte, Mutter Cap: Thrine, Sally, Præsten og jeg til Kl over 1, da vi, ogsaa efter Sædvane, fandt Skriveren i sød Søvn – Om Fredagen har I hørt. Og nu kom Løverdagen. Vor Vært var afsted til Ejdsfoss længe før vi stode op. Kl: 2 reyste min Koren til Christ: og strax efter vi til Ejdsfoss. Dog kun Moer C. Sally og jeg. Thrinebarnet blev med Jomfr: Thorstenson, den ældste af den gl: Provstindes Datterdøttre, til Skramnæs, hvor hun saa længe havde været. Og enhver glæder giærne disse gode Mennesker efter Evne.

Hvilket herligt Veyr, hvilke deylige afvexlende Situationer – selv fra den høye, bratte vilde Bergstie, som nesten stedse gaaer giennem tykke Skove. O hvor romantisk skiønt maae alting være paa Ejdsfoss og omkring det, naar Aarstiden tillader at tage det alt i Øyesyn. Tildeels kiendte jeg det, og kiender I det, mine Gode, af vor Sallys Beskrivelser. Men til Sommeren haaber jeg, at blive kiendt ret med alle dets Skiønheder, og male Eder dem saa godt jeg kan.

#Bygningen selv, med den Allee som fører til den, seer saa dansk ud, ret som en af de ældre Herregaarde i Lolland. Det er ogsaa en gammel, aldeles ikke smuk, men meget tækkelig og beqvæm Bygning. Vi bleve modtagne foruden af vor flinke Vært, af hans Broder Diderich fra Schien, der, efter disse Brødres Viis, beslutter og udfører en Reyse af en Snees, 40, 60 etc Mile, som vi andre et Naboebesøg. Han var kommet om Morgenen, og tog bort Søndag før nogen anden end hans Broder havde lukket Øynene op –

Saa var der en gl: Amtsforvalter Strange, i hvis mørke Blik og indfaldne Kinder vakte min Deeltagelse, endog før jeg vidste, at hans Ægtemage var en Xantippe. Han havde sin Søn, en halvvoxen Dreng, med sig, og har 4 voxne Døttre, som skal være velopdragne gode Piger. Een af dem er forlovet med en Sommerfeldt, Frue Lottas Syster-sted-Søn. Med de tre Herrer maatte jeg spille en Treset. Oven paa denne og Touren smagte Maden godt, men Søvnen endnu bædre. Dog var ey dette Tilfældet med vor Sally, som ikke fik lukt sine Øyne den hele Nat, og var meget ussel om Morgenen. Hun frygtede for denne Dag, da der skulde være Selskab, som saa lidt passede til hendes Forfatning. Det gik imidlertiid her som saa ofte, at bædre end det saae ud til. Men nu lad os prøve, at blive i Ordenen.

Fra Kongsberg var kommet en gl Forvalter Strøm, en Bergasessor Stenstrup, og istæden for Sverdrup, som var buden, den anden Lærer ved Skolen (det varede længe før vi fik vide, at han havde andet Navn) Gotwald. Jeg havde hellere seet min gamle – Vens? – Sverdrups Broder, det tilstaaer jeg Eder. Men hans Kone var syg, og det var kiønt af ham, han blev hos hende –
Strøm er en gl snaksom og døv Mand; Stenstrup har kun det første Snaksomheden nemlig fælles med ham, og da han er ret behagelig, og taler godt, hører man ham – jeg i det mindste – giærne. Gotwald – «Gott walte über ihn!» – sagde Sara – var mig en lille pedantisk Person, som saae saa ængstelig ud, naar hans Pynt var i Fare for at komme af Lave. Han var, kort og godt – eller ikke godt – ey af mine Folk.

#Men af dem var en ung Mand, Lieutenant Collet, Asessorens Broder, ‹…› gift med en Jomfr: Arboe. Det er et saa ægte Naturens Barn, frisk og munter, ligefrem, uden at fornærme, fordi hans medfødte Blidhed siger ham, hvor vidt han skal gaae – Med ham var fra Strømsøe den før omtalte Kirkegaard, en ung Kiøbmand Arveskow, og Apothekeren der, Stillitsen, en Mand med et fatalt Physiognomie, men som bliver taaleligt ved lunefuld Godmodighed, ja forekom mig engang endogsaa nesten som vakkert, da han med saa sand Hiertelighed talte om sin Hustroe, sine Børn og sit Hiem. Den unge Gram, og jeg troer flere, vare ventede, men kom ikke. –

Men saa kom en aldeles uventet og ukiendt. Det var før alle vare komne. Vi sad ved Frokosten. Da kiørte et ungt Menneske frem for Dørren, steg af, kastede alt Reysetøy i Slæden, pudsede sig, og treen ind. Cappelen modtog ham med sin sædvanlige Giæstmildhed, og vi vare alle, Gud veed hvordan, komne paa den Tanke, at det var en af Amtsforv: Stranges Contoirfolk. Han blev buden Frokost, og spiste, uden at mæle Ordet. Ney, Strange kiendte ham saa lidt som vi – I kan tænke, vor Nysgiærrighed var spændt. Men de stedse Kommende adspredte den. Endelig spurgte den Ukiendte Fatter Cappelen: om han ikke var Forvalter der? Ney, var Svaret, det er jeg just ikke. Og saa blev det taust igien. Endelig fik Mennesket en Sæddel, læste den uden at yttre nogen Bævægelse, blev endnu lidt, tog derpaa sin Hat og bukkede. Cappelen bad ham komme igien til Midd: atter svarede han ved et taust Buk, skyndte sig i Slæden og afsted. Og hvem var det nu? Ja, bie kun lidt Børnlille – vi maatte bie meget længere. En Formskiærer ved Værket, en Schotte ved Navn Ran, kom leende og fortalte os: at Forvalteren havde spurgt ham: om der vare komne mange af de Fremmede? Nogle, svarede Ran, og Een, som maae være falden ned fra Himlen, da vi ey veed, ‹…› eller faaer at vide, hvem han er. Han skal være fra Holmestrand! «Død og P- tog han til Orde, han skal til mig!» Og see, det var en Frier til en af Forvalterens Døttre – Vist nok et stakkels Fjog, der troede #Svigerpapa havde det ret godt, var omgivet af smukke Folk, og at hans Donna maatte komme hver Gang en Dør aabnedes. Mig tog han vist an for Svigermama, da jeg gik i mit Nattøy. Vi ønskede kun, han i sin første Enthusiasme skulde taget Sally for sin Udvalgte, og ilet til en Omfavnelse. Det vilde været Guld værd. Seer I ikke alt, Elskte, hvordan hun triner tilbage med Forbauselse i hver Mine? Arme Fyr! han takkede vist Gud for Udfrielsen af den Rottefælde. Imidlertiid gav det Anledning til meget Spøg. Pigen, til hvem hans Hu staaer, skal være meget vakker, saa et Par af de Tilstædeværende maaskee ikke havde havt Ulyst til at lade som de, ved et Besøg til Herren, ogsaa toge feyl, og kom til Forvalteren –

Resten af Dagen gik ret morsomt. Sally blev rask. Imellem listede hun sig med den lille Strange ind til Billiarden. Det kan I troe var opbyggeligt. Lidt kunde hun, han slet intet, og saa var hun færdig at lee sig ihiel af Gutten, der var som en reen Fieldbonde. «Kan a sie mei, hor Kula mi ligger no?» spurgte han. Ran hørte engang dette Spørsgsmaal, og svarede: «See etter Kula si siøl, Faer!»

Mandag Kl 10 kom de til Frokostbordet, og sad der – til Kl 1 – Der var en Sang og en Jubel – for Resten sultede de ikke, tørstede endnu mindre. Da de endelig kom fra Bordet, dandsede gl Strøm Polskdands med Collet, den stygge løyerlige Apotheker med Sally. De skulde have Caffe. Det havde Pigerne ey tænkt paa, da de troede, det hørte slet ikke oven paa Frokost. Dog fik de den, og fore støyende og syngende afsted i en Række.

Men før beklagede de os, Collet især, at det nu vist blev langsomt for os 3 tilbageblevne Stakler. «Ingen Aarsag til Beklagelse» tænkte vi, og nød først ret for Alvor vor Tilværelse, da vi vare saa ene og i Stilhed. Først vare vi i det lille vakkre Drivhuus, hvor jeg fik mig Blomster, og hvorfra den for alt opmærksomme hulde Værtinde havde ladet opflytte adskillige søde Børn, ogsaa et blomstrende Rosentræe, i Værelset. Siden fuldendte vi et om Formidd: begyndt Arbeyde: at høre endeel Breve fra den ak saa #tidligt hengangne elskværdige Petronelle Omsted, Breve der vidnede saa tydeligt om, at hun af Aand og Hierte var Moer Cappelens Datter. Ney, neppe hvert tusende Menneskes Lod var saa deyligt, som denne, i det nittende Aar fra det jordiske til det himmelske Paradiis henflagrende Siæls – Hendes korte Liv var en uafbrudt Række af de reneste Glæder, hun kiendte dem alle, de beste Livet yder, Datterens, Venindens, Konens, Moderens, kiendte dem i al sin Sødhed, skiøndt den sidste kun saa kort. Den er nu længesiden fornyet hvor den ey mere skal afbrydes –

Efter følende Væsners Skik har den ømme Moder og Bedstemoder giæmt som Helligdomme enhver Smaaeting som tilhørte de tabte Petroneller, betragter og væder dem lidt med sine Taare – Ogsaa andre interessante Breve, fra Diderich Cappelens første Kone og flere, forelæste hun os. Siden vandrede vi rundt, for at udvælge os et Soveværelse, hvor vi kunde alle være samlede. Efter at have taget flere i naadigst Øyesyn, valgte vi et med 3 enkelte Sænge, et deyligt lyst Værelse mod Østen, hvor vi sov ind under behagelige Samtaler, og vaagnede af qvægende Søvn ved Solens første Straaler, til Fortsættelse af disse og hvad forrige Dag var afbrudt.

Med en Slags Beklæmmelse forlod jeg endelig det isolerte romantiske Ejdsfoss, der synes at sige: «her er man sig selv nok» – Kl. 11. Vi vare alle tre tause, og i en Tiid som denne, maae enhver Afskeed fra Mennesker og Stæder, som i mindste Maade interesserer os, frembringe denne Beklæmmelse. Veed vi, hvordan vi sees igien? hvad der imidlertiid er foregaaet for Forandringer? ja – om vi sees?

Det var hedt, som det kunde været en Maydag, og vi taalte neppe alle de Reyseklæder med, mindre paa. Hiemad var Udsigterne nye og end mere afvexlende end bort efter; men mine Øyne, som maae behandles med al muelig Skaansel, vovede kun enkelte Blik bort i det fjærne Blaa, nesten ingen paa de af Solstraalerne saa stærkt oplyste hvidklædte Gienstande fjærn og nær. Og saa vare vi, Tirsdag den 8 – tilbage til Middag, i Strømsøe, hvor #Thrinebarnet netop var kommet i samme Øyeblik, og hvor hele Gaarden stod fuld af Feldkiærrer og andre krigerigske Tilberedelser. Eensformig og behageligt gik Aftenen, hvori vi vare ene, læste og sluddrede. Kun ærgedes vi lidt – og ikke endda saa lidt – ved ey at kunde finde blandt en heel Mængde fra Læseselskabet og Boghandleren hentede Bøger, at kunde finde Een, en eneste, som var Giennemlæsningen værd. At de vare flaue, elendig oversatte, o s v, var endda det mindste. Men de vare i saa høy Grad usædelige, at man hellere maatte ønske sin uskyldige Søn eller Datter i et ryggesløst Selskab, end allene med en saadan Bog i Haanden. Ved Gud, det er skrækkeligt og skiændigt, at slige forgiftende, i et Slags høytravende Svulst indklædte Billeder, skal fremstilles for en ung reen Siæl, hvor de absolut maae om ey andet, aande en Taage paa det usmittede klare Speyl, som maaskee vel kan forsvinde igien, men dog let ved Bildeervækende Omstændigheder tør komme tilbage igien i visse ubevogtede Øyeblik. Her skulde Censuren vaage, tordne og sønderknuse. Kun i dette eneste Tilfælde kan jeg troe den nyttig, velgiørende – men her tier den, og de arme til sig selv overladte Piger og Ynglinger, henter den ene efter den anden af disse, deres Roe og Lyksalighed nedbrydende Skrifter, fra de talrige, meest med sligt forsynede Leyebibliotheker, og indsuger den søde Gift – den meest fortærende af alle – med fulde Træk. O elskede Børn, mit Hierte bløder i disse Øyeblik langt mere ved Tanken herom, end ved Forestillingen om hvad der i disse kritiske Tider forestaaer os –

Jeg har det Haab, at ingen af mine Børn har nogensinde læst en saadan Bog, og haaber at kunde fremdeles forkekomme det. De hiemmeværende læser intet uden hvad jeg selv giver og anbefaler dem, og Drengene har deels for meget at bestille til at fristes til megen Moerskabslæsning, deels har min gode forstandige Moer Hansteen Øye med deres Giøren og Laden. Og saa lade Gud Din Syvald, elskte C, opvoxe under Dit ømme aarvaagne Moderøye, og under sin ædle Faders – og Held ham og Eder! –

3Onsdagen d: 9de gik i samme stille Roe, som alle de ‹…› Timer, hvori vi vare Ene. Om Aftenen havde jeg da endelig noget at læse, som oven paa saa megen Forargelse ret qvægede os. Det var Paul og Virginia, denne søde idylliske Roman, som, sin stive Oversættelse med alle dens Urigtigheder uagtet, ikke kan andet end trylle ved de rige, troe Malerier af ufordærvet, skiøn og ædel Natur.

Torsdag var første Markedsdag, vi ventede Egerpræsten, og skulde alle om Aftenen paa Concert. Et Besøg har jeg nok ikke talt om, eller rettere to, som Moer Cappelen og jeg giorde, det første til Rørbyes, det andet til en Bakker, som jeg troer er Skipper, men i hvis Huus Ovidia Holbye er, hvem ogsaa Besøget egentlig gialdt. Til Rørbyes bragte jeg nogle faa Linier til Faye, som de havde lovet mig at besørge. Det var første Gang efter D-s Død jeg skrev – til denne hans ældste kiæreste Ven – det havde maaskee været bædre ugiort. Men jeg føler alligevel, et Par Linier fra Fayes Haand vilde være mig saa usigelig kiære, og udsætter mig jo kun i alt Fald – om de ere skrevne – for endnu een feylslagen Forventning –

Der er saa peent, saa smagfuldt i Rørbyes Huus, og mit danske Hierte giør det, med al sin inderlige ægte Norskhed, saa godt, at see alting paa saa ægte dansk Fod – engang imellem. Det har Mad: Rørbye fælles med sin Syster Faye, hvem hun ellers er meget uliig – at hun hiemme, i sin pene huslige Dragt, er meget tækkeligere, end i Selskab og i Stads, og Rørbye, som maaskee for Resten ligner Faye ligesaa lidt som hans Kone Fayes, er bleeg og stille som Svogeren – 5 Glutter vrimlede om os, muntre og raske, skiøndt langt fra ikke saa vakkre som Fayes, nogle af de deyligste Børn, jeg har seet. Men – kort og godt, meget gienkaldte mig hiin deylige Dag paa det skiønne Christiansminde, og mange flere –

Vi vare der kun kort – Og atter er det nu første Markedsdag –

#Vi bleve enige om, at opsætte Markedsgangen til Dagen efter. Præsten kom i Middagsstunden, men ney, ikke Præsten. Provsten kom. Han var ikke vel tilmode med denne nye Værdighed, og ingen af os var det, da hans Forretninger nu forøges, med dem hans Ulyst til Eger – I kan selv, mine elskte Børn, dictere Resten. Lille Ovidia kom om Eftermidd. Hun havde været længe syg, var nyelig begyndt at gaae oppe da vi besøgte hende; men nu var hun flink. Ogsaa hun blev med paa Concerten, fordi Moer Cappelen stedse med Begiærliged griber enhver Leylighed til at fornøye og forekomme Ønsker.

Ikke uden lidt Angst kom vi did – til Concerten, som holdtes paa Bragnæs – alle vi 5 Fruentimmer, i en Slædevogn, som i det fæle slingrede Føre giorde mange overflødige Sving med os. Denne Concert var egentlig et Galanterie eller Godhed af det musikalske Selskab mod Mad: Ferari. Det Hele var tarveligt, som Schmidt udtrykker sig. Et Par Huboister udmærkede sig, og dem gad jeg hørt blæse «Frisk op, Kamerater! etc» – Det er besynderligt, at Mad: Ferari aldrig kan overvinde sin Frygtsomhed, i hvor tit hun viser og lader sig høre offentlig. Man seer tydeligt, hvor piinligt det er hende, og hører det i mangen Feyltone. Det er et meget rummeligt, i sin Simpelhed smagfuldt Skuespilhuus de har her. Jeg troer ikke, det giver Christianias meget efter. Blandt Tilhørerne eller de Tilstædeværende – thi hun lod sig snarere høre end hørte til – var en Frøken Tønder, Comdr: Datter, ret en fæl Een, efter Albertines Talebrug ved slige Leyligheder. Hun holdt et syndigt Spectakel med en lille ung bebrillet Fyr, som sad bag hende, og jeg kiendte hende med et igien fra Schien, hvor hun spillede en lignende Rolle ved en lignende Leylighed. Det skal overalt være en heel bestialsk Familie. Men altsammen fra først til sidst var ikke den Møye værd at fryse som jeg frøs, inden vi fik fat paa og kom i vor Vogn. Der havde jeg det des bædre fat, og vi Alle #og hvad vi ey havde det der, fik vi det hiemme, hvor Schmidt og Sally gav os en Efterconsert, hvor vi spiste, drak, sang, sladdrede til Selskabet skildtes ad. Unge Gram var der ogsaa. Da han var vandret til sit, Ovidia kiørt, vor Capitayn indqvarteret i sin Køye – som jeg efter Tiden formoder – sad vi endnu en Stund, uden Paamindelser af nikkende Værter eller smaaskiændende Skrivere – thi Sally prøvede nok paa, at tage sig en Smule Myndighed, men det wølte vi ikke.

Saa kom – fordi alt engang maae komme i denne Verden – Fredagen, den sidste Dag, jeg endnu skulde være hos min Moer Cappelen, min Sally og min Thrine. Jeg var ikke ganske frisk. Schmidt maatte hiem Kl 1 – denne Afskedtagen var en Begyndelse paa den følgende Morgenen efter. «Gud veed, hvad der er skeet, inden vi sees igien» hedder det ved ethvert Farvel i denne Tiid. Cappelen havde vi forgiæves ventet. Han kom ikke, og jeg fik ikke engang takket ham. Dog, det giør hans Maja og Thrine for mig – – Vi lavede os til Markedstouren, da kom et Brev til Sally. Det var fra den troe Oncle Erich, deri et fra Eder, elskte Børn, til ham, men hvori I paalægger ham, at sende Sally og mig det. Derfor vor Tak. Dog, den Gang bleve vi begge, (Sally især) nedslagne, fordi I ikke havde skrevet directe til os, da, vidste vi, havde Brevet blevet af andet, som vi meente rigere Indhold.

Dog hvad vore Hierter især længtes efter: Vished at vor elskte C og M: med alle deres, levede vel, det fandt vi jo her, og meget om den lille søde Syvald. Tilgiver os, Dyrebare, at alt dette denne Gang ikke var os nok. Der var saa meget som stødte til: Arbin fortalte i sit Brev om en slem Feyltagelse af Medicin, som nær havde kostet den gode lille Grevinde Wedel Livet. Gud skee Lov, hun blev ræddet. Tænk den arme Fader, hvis Eneste hun er, og den unge varme Mand. Moer Cappelen var meget bekymret. Hun har kiendt lille Kaja fra spædeste Barndom, og holder saa meget af hende, og hun fortiæner, at alle gode Mennesker skal holde af hende.

#«Og hvad var mere stødt til?» Ney, dette Spørgsmaal giør I ikke, søde Barna mine! thi I veed, Schmidt nyelig har taget Afskeed, og at dette er sidste Dag, jeg er paa Strømsøe – denne Sinde – Men jeg var syg, dog taug jeg, og vi kiørte paa Markedet. Det var jammerligt nok. Vi vadede i Snee og Snavs frem og tilbage paa hvad de behager at kalde Torv, mellem en Snees Boder, meest med Dukke- og Sukkertøy. Moer Cappelen kiøbte nogle Smaaeting, jeg slet intet, og saa kiørte vi, hun og jeg, smukt hiem, hvor vi maatte bytte om, Strømper og Skoe og de bebræmmede Kioler. Sally og Thrine Moer bleve lidt længere, og da de kom, drak vi vor Thee og tilbragte vor Tiid ret behageligt, kun vedblev jeg at være grumme mat og beklæmt. Jeg skulde giort en Visit til den snilde Frue Hauch, som var saa galant at aflægge en hos mig. Men jeg orkede ikke. Vor Capitajn – (har jeg fortalt Eder hvor fiint han paa en Tallerken Sukkertøy havde iblandt dette giæmt to noksaa deylige Brystnaale, een til Thrine og en til Sally?) forstod, vi helst vilde være ene, og gik paa sit Kammer. Denne Aften vilde det ey gaae ret med Læsningen. Vore Hierter vare for fulde, vi havde saa meget at tale om, og talte dog nesten intet. Sally manede os ikke engang til Sengs. Dog gik vi, da jeg blev ved at være saa underlig mat, tidligere end sædvanlig.

Det var Løverdag Morgen, det blev en deylig Dag, som det Aftenen før ey tægnede til, og Moer Cappelen, Thrine og Sally lavede sig alle til at følge mig. Efter en taus Afskeed med den stakkels gode Capit: Neumann, satte vi os tause i Slæderne, og de glede afsted. Intet Mærkeligt mødte os – thi Ritmester Elison er intet Mærkeligt – Rørbyes stode alle i Vinduerne og nikkede mig Farvel til – Opad Paradiisbakkerne gik det sagte, og stod tit stille. Føret var slemt, Solen brændte saa heed, Gutter og Heste svedte. Her passiarede vi lidt, og kom Kl: 1 til Giællebæk. Her begyndte Moer Cappelen sit Vertindekald, og bredte Dug – saa langt #den rak, og kom frem med deylige Ryper og det nydelige Hvedebrød som ingenstæder er saa deyligt som i Drammen, troer jeg, og med Rhinsviin, og med Æbler, og med jeg veed ikke alt. Thrine erklærede strax: at hun ikke havde noget at giøre med Husholdningen paa Giællebek, og var reent forstyrret og overgiven. Vi spiste, drak, og vare vel tilmode, fik os endnu oven paa en god Kop Caffe, og Kl var, før vi havde tænkt paa, den var til, allerede – 3½. Kl 4 var min Hest bestilt paa Ravnsborg. Endnu tausere end paa Strømsøe – derfra fulgte de mig jo – var Afskeden her. Sally skulde blive endnu 8 eller 14 Dage, saa længe hun tør for Føret. Ogsaa fra den saa ualmindelige Giæstgiverkone i Giellebek faldt det mig tungt at sige Farvel, da jeg vel neppe seer hende mere. De har solgt Stædet, og flytter bort – Men nu vare alle Farvel sagte og gientagne, og Hilsener og Velsignelser, og jeg var ene med min Aslac, der ikke vidste at trøste mig og sig selv bædre, end med at snakke om Hovind. Og sandelig, han forfeylede ikke sin Hensigt, om det ellers var Hensigt, og ikke blot tilfældigt. Paa Ravnsborg var efter Sædvane Skydsskafferen drukken og impertinent – hele Gaarden vrimlede af Melitaire – jeg var glad ved, Hesten strax kom for, og jeg slap for at stige af Slæden.

Lidt eller intet afbrødes mine Drømmerier, før jeg kom til Frederiksberg, vor kiære Justiskars fordums Sommerresidents[.] Synet af denne, nu stadselig opbyggede, store Gaard, af Haven, Gitterværket, hvor liden Dolly og jeg saa tit sad for at see de forbifarende, hvor – ak hvor vi alle vare samlede, og saa glædeligt – og saa kort – samlede. Alt som minder herom – og hvor meget er ikke det?

«Kalder ømt og veemodsfuldt tilbage
Mindet af de evigsvundne Dage» – –

_______________

#Paa Tøyen fandt jeg et Par fremmede Mennesker, og Landsmænd. Den ene var den der indqvarterede Capitajn, du Place, den anden en Søeartellerist, Lieutenant Johansen, som Presidenten forestillede mig under Navn af Skytsengelen. Nu kiendte jeg ham igien af Eger Præstens Dagbog. Han havde nemlig, da de i hine kummerlige Dage laae i Helsingborg paa deres Nedreyse til Kbhn, været dem til Hielp, Raad og Daad, og, da han – ved egne ældre Viderværdigheder – var kiendt overalt, havde han været dem som sendt fra Himlen, og derved faaet hiint Navn. Schmidt kaldte ham ogsaa imellem den anden Dall. Thi et mere venskabeligt vel- og tiænstvilligt Væsen findes vel neppe, end denne min vennehulde Landsmand. Johansen var nyelig kommet fra Kbhn, og skulde til Walløe Saltværk til de der anlagte Søebatterier. Det er et artigt, usigelig opmærksomt Menneske, af hvis milde Øyne hiin ham tillagte Character fremlyser. Du Place fandt jeg ved nærmere Kiendskab – han sad da jeg kom i en Lhomber med Presidenten og Lieut: Widding – at være en fiin Mand, lidt af den ældre Verden. Handler han – som jeg er tilbøyelig til at troe – overeensstemmende med de Sætninger han nu og da yttrede, er han intet almindeligt Menneske – Hans Undergivne bar ham paa Hænderne. Et godt Vidnesbyrd.

Vor kiære ømme Frue Lotta lider meget i denne Tiid. Hun hører intet fra sin Jørgen, har siden før Juul intet hørt fra ham, og da var han endnu ikke ganske helbredet af sin Nærvefeber. Det feyler alligevel ikke, han jo har skrevet. Men Brevene gaaer jo saa urigtigt i denne Tiid. Det er hendes første egentlige Modgang, siger hun selv, men den er bitter. O intet er saa siælemartrende som Uvished om elskede Menneskers Skiæbne – og nu et Barns – den Enestes. Hvad jeg trøster – søge at trøste hende og mig selv med, er, at han umulig kan være død – o Gud det er skrækkeligt blot at tænke denne Muelighed – eller #farlig syg; thi da maatte en eller anden af hans Paarørende eller Venner jo endelig skrive. Ogsaa har jeg seet Brev nyelig fra Loss‹ius› og unge Munthe, som ikke nævner ham eller nogen i Synderlighed, men blot siger, at alle Bekiendte leve vel. Dog, jeg føler alt for godt, at dette ingen Beroeligelse kan være for Moderhiertet.

Min Wilhelm og Jes saae jeg ikke mere end den første, Løverd: aften. De havde travlt til Examen, som skulde begynde Onsdagen. De ere begge Gud skee Lov saa flittige og brave, og vedblive i Besiddelse af deres Læreres og alles Yndest. Til Eder, Systrene, tør jeg vel sige det, at Wilhelm er en elskværdig Yngling. Min Moderfølelse kunde bedrage mig; men alle siger det. Ofte, naar jeg hører hans Lærere sige han er saa udmærket brav i alle Henseender, hører en eller anden lykønske mig med ham, og med hans Sydskende, o da banker mit Hierte af Frygt og Glæde. Men, Gud du seer det – ogsaa af inderlig Taknæmmelighed til dig; og min hele Følelse er Bøn: at det saaledes maatte vedblive. I, elskte Børn, tilgiver mig let denne lille Afvigelse, om det ellers er en. Og hvordan undgaaer jeg sligt, naar jeg taler med Døttrene mine, som jeg er saa bange for at skiule en Krog i mit Inderste, som maae kiende alt indtil mine hemmeligste Tanker?

Søndag var nogle unge Mennesker efter Sædvane paa Tøyen. Fabritius, min Rikke Borchsenius Fætter, som nu er gaaet ind i det Melitaire, og blevet Lieutenant. Et vakkert og hiertensgodt ungt Menneske, skabt til det, han nu er. Han skulde Dagen efter reyse til Winger. Ikke saa meget denne forestaaende Skilsmisse fra sine Venner, som en vis Piges Nærværelse giorde ham mismodig i høy Grad. ‹…› Nu kan og bør jeg ikke her nævne denne unge, ikke uelskværdige, men i høy Grad letsindige og forliebte Piges Navn – Der var engang en Forbindelse mellem ‹…›mskade på papiret paa hendes Side begyndtes og afbrødes. Barneværk altsam‹men› ‹…›‹m›aaeskade på papiret han have meent det, lader det til, lidt mere alvorligt

#Saa var Jomfrue Wolderne der, en Jomfrue Holbye, og en Cadet Bull, et ungt meget vakkert Menneske, med de beste Anlæg, som desværre ere blevne forqvaklede i den første Opdragelse, og nu neppe kan bringes til hvad Naturen havde bestemt. Jeg kan ikke andet end holde af ham, og jeg og Lotta tager ham altiid i Forsvar mod de Mange – deriblandt Sarotje – hvis Contrapart han er. Denne Aften var han hiin Piges Legetøy, og hun drev det saa vidt – han med det forstaaer sig – at Lotta forsikkrede siden, hun havde havt god Lyst til at banke dem begge. Ja kunde det hiulpet, skulde jeg giærne taget en Haand i med. Men sikkert var den Umage spildt. Egentlig blev jeg Søndag over for mine Gutters Skyld, og nu saae jeg dem ikke hele Dagen. Mandagen skulde jeg giort en Tour til Byen, seet til den syge Præst Wulfsberg, og den friske tækkelige Frue Pavels, til Moer Hansten og mine Gutter, osv. Men det var saa slem skarp en Vind, mine Øyne vare ikke gode, og Lotta beholdt mig saa giærne hiemme. Jeg blev da i Stilhed til om Tirsdag Formid: da jeg tog Afskeed med min nedslagne kiære Lotta, den gode velvillige Kista Hertel, og lille Hanna Bull, og begav mig, med min Maja – har jeg maaskee glæmt at sige Eder, hun var fulgt ind med de Heste – hun og Ane Stuepige – som skulde hentet mig med Skriveren paa Hiemveyen. Med Capit: du Place, som denne samme Morgen maatte forlade sit gode Qvarter, havde vi alle før taget en bevægelig Afskeed – og i denne Tiid er ingen Afskeed ligegyldig –

Imellem Skrimstad og Moe kom vi efter de til Winger marscherende 340 Mand, og vilde ey have havt godt for at komme forbi dem og al deres Bagage, om ey Fabritius havde hiulpet os. Han styrede mig forbi hele Raden, og Raabet: «Holdt! til Venstre!» lød fra Mund til Mund som et Echo. Jeg tog nu anden Gang Afskeed med den gode Fabritius, og gav ham en Laurbærqvist, som jeg hendelseviis havde i Haanden. Et godt Omen, mener jeg. –

Og nu var jeg da hiemme paa mit velsignede Hovind Kl ‹5›skade på papiret

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1808

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.