1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

"/> Dagbog begyndt i Martj 1808 | Bokselskap

Dagbok 1808

av Christiane Koren

Dagbog begyndt i Martj 1808

Hovind 24de Martj.

Min ReysedagbogHoldt paa en Tour til Strømsøe og Eger.] er tilføyd nederst på siden, markert inn med et lite kryss. Det er dagboksnotatene fra 24.2 til 24.3 Koren her omtaler som Reysedagbog. er færdig, sluttet i Dag, og skal nu i Roe vente paa en Leylighed at blive sendt mine Kiøbhnske Døttre, for hvem den især er skrevet. Den gamle Lyst og Vane at holde Dag Journaler, er atter opvaagnet. Ofte har den yttret sig i denne Tiid, naar mit fulde Hierte har følt saa inderlig Trang til at meddele sig de fraværende Elskede, og jeg ikke nu som før kunde tage Tilflugt til Brevskrivningen. Længere modstaaer jeg dig nu ikke, venlige Stemme i mit Inderste, modstaaer dig saa meget mindre, som Venskabets hulde Stemme forener sig med dig. Engang skal du fortælle, kiære Dagbog, flere af mine dyrebare Fraværende hver en liden Ting der har hendet, og staaer i Forbindelse med deres Moer Koren –

(«Venskab er intet for stort og intet for lidet») hvormed hun sysler, og hvad der foregaaer i hendes huslige Kreds, hendes smaae Glæder og Sorger. Ledet ved denne Traad skal jeg, maaskee efter flere Aars Forløb, gaae Skridt for Skridt tilbage; og hvad enten jeg skal glæde mig ved overstandne Lidelser, eller sørge over tabte Glæder – hvert Blad i min Dagbog vil overbevise mig om, hvad hverhver] rettet fra: h‹…› ved overskriving Dag i mit hele Liv har lært mig: At de alle, de mørke som de lyse Dage, kom fra samme Haand, fra samme kiærlige Faderhaand, som ogsaa elsker, undertiden elsker høyest det Barn, han rævser. –

2Siden min Hiemkomst d: 15de d. M: har jeg kun været en eneste Gang ude, naturligviis hos min kiære Moer Borchsenius. Jeg fandt hende frisk og munter, hendes søde Glutter færme. Fogden var tilligemed min Koren paa en Forretning, i Anledning af de uroelige fæle Tider, vi nu leve i: de skulde udskrive og taxere Styk- eller Trosheste og Kudske (dog kun taxere de første –)

Forgiæves ventede vi dem til Plogstad om Aftenen. Min Koren havde lovet at møde mig der. Endelig maatte jeg afsted. Paa Hiemveyen mødte jeg Fogden allene. De ere nu begge; han og Skriveren, i vedvarende Bevægelse.

Løverd: Aften kom Forvalter Kreftings fra Hurdalen hid paa deres Hiemreyse fra Byen; og var det aftalt, jeg og Sarotje skulde følge med dem og Tingfolkene Søndag; men ved hine omtalte Forretninger blev Tinget udsat til over Paaske. Da God Nat Føre og Reyse for os, som ey ere nødte til at reyse.

Præsten Munthe med Familie var her ogsaa i Søndags. Ellers har her hele Ugen været ualmindelig roeligt. Enkelte som kommer og farer, regner jeg ikke.

Fredag, 25de

I Dag er her en Jammer. Vor Staldkarl, som er Landeværn, skal afsted til Vinger, Soldaten her for Gaarden til Høeland. Denne Sidste forlader en dødsyg 3Kone og et spædt Barn. Vi har søgt saa meget mueligt at lindre hans Kummer, ved at tage Barnet hid, og faae hans Kone i Nærheden, hvor vi kan see til og pleye hende. Det standsede hans Taare. O evige Gud! havde det været hine Umennesker, den rædsomme Krigs Stiftere, mueligt, at udsende Død og Elendighed til Millioner, om de en eneste Gang havde følt, hvor sødt det er at aftørre den Lidendes Taare!

Staldkarlen efterlader sig just ingen Kone; men et Par Piger, som giøre Fordring paa at blive det. Imidlertiid var hans Afskeed ey saa øm med noget levende Væsen som med Hestene. Sandelig, jeg maatte smile, skiøndt Taarene stode mig i Øynene, da jeg saae, hvordan han tog særskildt Afskeed med disse hans Yndlinge, klappede dem, og gav dem et veemodigt Nik med, som de passerede forbi ham til Skoven efter Brænde. Stakkels Christopher! Dog, Hestene havde havt Aarsag til at sørge vel saa meget; thi de faaer vanskelig saa øm en Rygter igien. Men de gik nok saa roelige i deres lykkelige Uvidenhed.

Da jeg er kommet til at tale om disse Udvandringer, maae jeg dog anføre et Træk af ægte Heltesind, og det hos – en Qvinde. Det er en af vore Naboersker, en Enke. Hun har 3 Sønner, vakkre, raske Gutter; den ældste er gift; men de 2 hiemme, og har hidtil drevet Gaarden for hende. Nu maae de, som Melitaire, alle afsted. Sine nedslagne, grædende Venner og Grander trøster 4hun det beste hun kan, og deeltager hiertelig i deres Sorg. Men selv er hun ikke allene roelig, men ogsaa glad, jeg kunde nesten sige stolt af «at have 3 Sønner, som kunde værge for sit Fødeland» «Giid jeg havde tolv» siger hun, der Alle havde Mod og Kræfter som disse, og jeg skulde ikke søge at holde Een tilbage.»

For ret at føle hendes Heltemod, maae man vide, at hun nu sidder ene igien ved sit temmelig store Gaardsbrug, med en vanvittig Syster, som hun har taget til sig, pleyer og passer med utrættelig Omhu, skiøndt hun let kunde blive denne Byrde qvit, om hun havde Hierte til at see den Ulykkelige bragt i Dolhuset – som det her kaldes.

Og saa giæmmer sig mangen stoer Siæl i en mørk Afkrog, fra hvilken den ubemærket udbreder Held og Velsignelse. Om vort Kiøn giælder vel dette især. Og Qvindens skiønne Kald er det jo ogsaa, at gavne i Stilhed –

Ney, heller ikke i Gaar noget Brev fra min elskte Moer Cappelen eller fra Eger, eller fra nogen Kant. Det er underligt nok, at man kan lære alting, vænne sig til alting, før man lærer og vænner sig til Taalmodighed ved forgiæves Venten.

I Dag har jeg et halvt Haab om, at min Jes skal komme hiem. Han blev færdig med Examen først i Ugen, og faaer maaskee Tilladelse, at følge hiem i Dag med Sollner, (Procurator) som lovede at tage ham med. Der er en Glæde paa 5Systrene. Lina springer op, allerbedst hun sidder, og dandser omkring syngende: «I Dag kommer Bussen min! I Dag kommer Bussen min!» Dette Navn har han her hiemme. Paa Skolen hedder han Petitmaitren, fordi han altiid vil være saa peen.

Maja og Lina har i Dag tømt sine Sparebøsser til Reysepenge for en aldeles fattig udvandrende Soldat. O! at Tiid og Omstændigheder saa ofte, ja som oftest – hærder det af Naturens Haand – det troer jeg fast – altiid blødtdannede Hierte!

Løverdag 26de

Ney, min Venten var forgiæves. Der kom ingen Jes, og ingen Sollner. Maaskee har denne Sidste faaet Forfald, og kan først komme i Dag. I alt Fald maae vi faae noget herom at vide. Syg vil jeg med Guds Hielp haabe, han ikke er, Gutten min. Naar jeg blot langtfra yttrer en saadan Formodning, leer de alle af mig, Koren især, som slet ikke kan begribe – eller vil begribe – hvordan man kan vedblive sit hele Liv igiennem at være saa barnagtig, som han behager at kalde det.

I Dag skal jeg skrive til min gode Egersøn, som endnu intet Brev har faaet siden jeg kom hiem. Og saa lidt til min Rikke Borchsenius, som jeg sender min Reysejournal, og underretter om, at jeg i Morgen har tænkt at begynde en Tour, som vil vedvare til Tirsdag[.] Det bliver en Beslutningstour paa Føret, og som ey godt kan opsættes. Det maae nu Rikke vide, deels for ikke at giøre en forgiæves Reyse hid imidlertiid, deels for hun om mueligt, kunde møde mig et af Stæderne.

6

Søndag 27de

Intet Ord om eller fra Jes. Ved Gud, det er høyst besynderligt. Jeg begriber det ikke. I Dag maae det dog opklares. Sollner skal være i Kirken.

Rygtet siger, vor Konge er død. Vel ham, er det saa – O! blandt alle hans Undersaatter var vel neppe een saa ulykkelig som han, deres Behærsker. Ulykkeligere vist ikke. Ingen, ikke een af Livets virkelige Glæder har han kiendt. En mørk Tyran underkuede hver bliid Følelse i Barnets Siæl, giorde det hvert Glædesudbrud til Brøde. Og fra dette grusomme Slaverie gik Ynglingen over til grændseløs Friehed, faldt i Forførelsens aabne Arme, styrtede blindt hen over de rosenstrødde Afgrunde, tog hver Vellystens Bæger, som saa villig raktes ham, for Glædens Bæger – ak! som hans Læber aldrig havde berørt – og tømte det graadigt til sidste Draabe. Og nu Manden, Ægtemagen – o! hvilke nye, reene Saligheder skulde du lært at kiende i din Carolines Arme, stakkels Christian, hvor skulde hun blevet dig Alt, havde du bragt hende et saa uskyldigt Hierte, som hun bragte dig – – – Nu er hun igien din, og dit Hierte er reent, din Forstand lys, og du mindes ey de overstandne Lidelser, ey din Landflygtighed, den dobbelte, fra din flammende Borg og din Fødebye, og du hører intet til de Tusendes Jammerskrig, de flere Tusendes stille Sukke paa den Klode, du har forladt, seer ikke de Farer som true, som paa alle Sider omspænde dit Danmark og Norge – seer ikke, hvor stille, dyb Kummer nager paa din ædle Søns Livskraft. Vel dig, misledte, ulykkelige Fyrste! Vel dig, 7du har overstridt! Tag denne Veemodstaare, Fredrichs og Louises Søn! Det er ikke, langt fra ikke den bittreste, jeg har grædt for dig. Den flyder mildt og trøstende. –

Skal jeg bede Eder, Elskede! som engang læser disse Blade, om Tilgivelse for denne Udsvævelse? Ney! I vil vist faae mange slige at tilgive mig, og – tilgiver dem giærne.

_______________

Der kommer ingen Jes. De skal strax igien begynde at læse paa Skolen. Det koster mig rigtig nok et Suk. Maja og Lina maaskee nogle Taare. Dog, det stunder til Paaske, mueligt de da begge, han og Wilhelm, faaer Tilladelse at komme hiem. Det er bædre. Og dermed søge vi at trøste os over vort feylslagne Haab.

Den stakkels Frue Wærner er her. Hendes Mand, Lieutenant ved Jægerne, er nu borte, og hun tilbage med to smaae Børn og en ussel hielpeløs Svigermoder. For alle de Lidende rundt om os! Og hvilket ubetydeligt Antal er det, vi seer!

Saa Farvel, min Dagbog, for flere Dage Farvel!

Onsdag 30te Martj

Til Gierdrum Præstegaard gik vort Tog i følgende Orden: Skriveren, styret af Hrr Andreas Munthe – dernest jeg – No 3, Sarotje og Poppenheim, No 4 Nella og Maja. Der blev Gammen over al den Gaard, da vi kom[.] Dagen gik med Samtaler om hvad der nu er alle saa vigtigt. Krig og Rygte om Krig er jo nu det eneste, man hører fra alle Kanter, og hvem kan undres derover, da Faren saa nær 8omringer os. En anden Gienstand, for mig i det mindste meget ubehagelig, havde Samtalen endnu. Den svenske Asessor Ekholm, en Mand, hvis Snille og Talenter jeg sætter Priis paa, og som jeg ikke er istand til – Sandsynligheden være nok saa meget imod ham – at tiltroe nogen Nedrighed, var, hørte jeg her som vist, aresteret for mistænkelig Brevvexling med Sverrig. Tillæggene vare som Rygtet sædvanlig medfører dem. Alt fordømte ham. Nu kunde jeg som sagt, ingen Lumpenhed tiltroe ham; men vel en Uforsigtighed, som just Mennesker af den Art ere meest tilbøyelige til; og denne kunde, i disse kritiske Tider, bragt ham i Uleylighed nok. Bitterlig ondt giorde det mig for ham; men for hans ømme, hulde, sieldne Hustroe blødte mit Hierte. O! man behøver blot at see hende engang i sit tarvelige pene Hiem, hvor hun ene bestyrer, meer end bestyrer alt, maae selv tage Haand i med som oftest i det Tungeste, for at agte hende som Husmoder, faae hende kiær som elskværdig Værtinde. Men naar man nu veed, til hvad Lykke hun var fød, hvilke Udsigter hun havde, hvordan hun hendandsede sin første Ungdom paa Roser; veed, hvor megen Umage hendes Familie giorde sig, da den heftige ubetænksomme Mand havde styrtet sig i Ulykke, og maatte forlade Fødelandet, for at holde hende tilbage, og da hun, sin Eed og Pligt troe, afslog det, nu tit ved Bebreydelser forbittrer hende de ikke blide Dage, naar man veed det, og seer hendes stedse smilende Læbe, ogsaa naar 9Taaren ved mangt et Minde zittrer i hendes vakkre blaae Øye, hendes Ømhed og Opmærksomhed for sin Mand, kort, hvordan hun saa aldeles er Qvinde i Ordets helligste Forstand, da er det umueligt, ikke at elske og agte hende i lige høy Grad. Og med disse Mennesker staaer jeg i venskabelig Forbindelse, havde endogsaa bestemt mig til paa denne samme Tour at besøge dem, og medbringe deres ypperlige Landsmand Oxenstiernas Digte til en lille Giengiæld for saa mangt et deyligt Øyeblik, Ekholm ved Laan af sine herlige Landsmænds Mesterværker har forskaffet mig, og ved hans og hans Jennys interessante Skildring af mange iblandt de nu Levende, med hvem de staaer i det venskabeligste Forhold, især med den elskværdige Franzén, hvis huslige Lyksalighed – hvad saa sielden er Digterens Lod – skal være liig hans Fortiænester. Tænk Eder, I Gode, alt dette, og hvordan jeg nu kunde være tilmode! –

Kl henimod 11 om Aftenen toge alle Jomfruerne hiem. Min Koren blev tilbage hos mig; men skulde tidlig op Mandag Morgen, og til Næss. Arme Andreas, engang i hans Følge, maatte – hvad i Mands Minde ey før er hendet ham – op Kl 5 –

Chrysties fulgte mig om Eftermiddagen til Waagers. Sandelig, denne fra Dødens Gab udrevne Mand kan man kalde gienfød; og maae, som man har Grund til at haabe, denne Gienfødelse strække sig ogsaa til det indre Menneske, har han ikke betalt denne hele ‹…› Forvandling 10for dyrt med sine i et rundt Aar udstandne skrækkelige Lidelser. Hans Taalmodighed under disse, gav ham et Værd i mine Øyne, som han, det tilstaaer jeg, før ey havde, og hans Kones utrættelige Omhu og Selvopofrelse, sætter jeg i begge Henseender ved Siden af ovenmeldte.

De modtoge os med den umiskiændeligste Glæde, den varmeste Tak, og vi slap paa ingen Maade derfra, før efter Aftens Maaltidet. Men til den Fryd og Gammen, hvormed dette Ægtepar modtog os, kom den: at det første de fortalte os, var Ekholms aldeles Friekiendelse, og at han om Søndagen var kommet tilbage til sit Hiem. Alle som Een deeltoge vi heri. Skiøndt det ingen Bekræftelse behøvede, hørte vi dog Alle med Fornøyelse det Hele omstændelig fortalt af Regimts Fltskr Buchholz, som paa sin Reyse til Kongsvinger kom indom Brotnow. Det giorde mig nu dobbelt ondt, jeg denne Gang ikke kom til Wangenstens og Ekholms efter min Bestemmelse. Det blev den Aften for seent, og tildeels for mørkt til at troe sig ud paa de vildsomme, mig og Aslak lige ubekiendte Moer, og Tirsdag maatte jeg endelig være hiemme. Jeg tog altsaa til Ullensager Præstegaard, hvor ingen var hiemme, undtagen Madam Munthe, som var syg. Hos hende, den gode, taalige Kone, sad jeg til Kl 12, de andre kom hiem, og fik saa ey Lov til at reyse før i Gaar Eftermiddag, da jeg forlod den Syge i god Bædring.

Til Munthes kom i Gaar før jeg reyste, Lehnsmand Rises Kone (Enke) med 2 Sønner, og sin yngste Datter, en 11virkelig vakker Pige, som det i alle Henseender er Synd for, at hun intet har lært uden at pynte sig, og andre saadanne Narrerier. Hun har mangfoldige Ansigtstræk fælleds med min fordum – og altiid saa kiære Dolly Bull; men hun er høyere og smækrere.

Og her hiemme fandt jeg Dit kiære Brev, elskte Moer Cappelen, og et fra vor Sally B: begge saa ømme og varme som I ere selv. Her min Tak, I Gode! for Brevene, og Du, min Maja! for Bøgerne. Dog, her seer I vel ikke min Tak saa snart, og først naar efter at jeg længe siden har ydet Eder den ordentlig.

Saa var Du alt borte, min Sally, fra vor Maja, før mit Sidste kom did, hvori Brevet fra de elskede Døttre dernede, dette Brev, som vilde giort Dig saa glad, som det giorde mig. Men nu har Du det dog vist fra vor kiære driftige Moer Cappelen, som selv i al den Tummel hvori hun nu lever – de kiære Flygtlinge fra Frederichshald ere der vel nu alt – sikkert ikke glæmmer sine fraværende Venner.

En anden meget sørgelig Tidende fik jeg i Gaar: Major Krogh, den gode, retskafne Krogh, min uforglæmmelige Hetgens Broder, er meget syg, og i stærkt Raserie. Han har ofte havt Anfald af Sindsforvirring, dog ikke siden han blev gift, og alle hans Venner (og det ere alle som kiende ham) smigrede sig med, at han nu for stedse skulde blive befriet fra disse Anfald. Han var saa lykkelig med sin gode Elisa, som saa ganske synes skabt 12for ham. De levede nu saa lykkeligt i enhver Henseende, har to saa søde smaae Glutter. Denne uroelige Tiid, hans hans Iver for at fremme alt hvad der er ret og godt og kan være nyttigt, hans hede Indbildningskraft, og en formodentlig ved denne foranlediget aldeles Søvnløshed, har bragt ham i denne sørgelige Forfatning. I Dag ventes Doctoren derfra. Da faaer vi høre, hvordan det nu staaer til. Gud give bædre, end vi tør haabe!

Sidste Martj. Torsdag

Det maae staae slet, meget slet til paa Mork, frygter jeg: Endnu er Walbohm ey kommet tilbage. Saa længe veed jeg aldrig han før har været paa et Sted, især paa en Tiid som nu, da saa mange venter ham.

Jeg reyste saa giærne derhen, deels for selv at blive overbeviist om, hvordan det er med den Syge, deels for om mueligt at understytte den lidende Kones Mod. Men han skal slet ikke taale at see andre, end Husets Folk, og ikke altiid dem engang. Jeg vil i det mindste oppebie Walbohm, som dog vel maae komme i Dag. Det er en ængstelig Venten.

I Gaar var Mad: Chrystie her med begge sine Børn, og Jomfr. Horster. Min lille Maja skal nu til Gierdrum, og være der en Tiid, for af Jomfrue Horster at lære, i det mindste Begyndelsesgrundene til Tegning, hvortil hun har saa stoer Lyst, og sikkert godt Anlæg. Der er hun desuden vel i enhver Henseende, og det er uvist hvem der 13er gladest herover, Maja, Ragna Chrystie, eller Jomfr: Horster, som er en hiertensgod og meget flink Pige.

Min Koren er atter borte i Dag i en fortredelig Tyve-Sag. Vi har alle maattet love Vold (en af Contoir-folkene) at vi i Eftermiddag skal besøge og drikke Caffe paa hans Herresæde, saa kalde vi, spotviis kan I nok tænke, en lille Gaard, eller rettere Plads han har kiøbt, tre Fierdinger herfra, som han rigtig har som et Legetøy.

I Dag et Aar forlod jeg Dig, elskede Moer Cappelen! Da var det i vort Bekiendtskabs første Dage, vort personlige Bekiendtskabs. Endnu seer jeg Dig staae paa det kiære gamle Auestads Trappe, med de blide Øyne saa fast heftede paa Din Moer Koren, og seer jeg Din raske Don Pedro, hvordan han retviser Karlen, som var med mig over Isen, og Thrine staaer saa veemodig ved Siden af lille Moer Schmidt, som borttørrer den ene Taare efter den anden; selv hos den standhaftige Egerpræst fornægter sig ikke Sønnen, og jeg læser i hans Øye – hvor Alt staaer saa temmelig læseligt – et ømmere Farvel end det, som glider over hans Læber. O! alt indtil det allermindste erindrer jeg saa nøye, som hvad der er skedt i dette Øyeblik.

Og saa hastig er det bortilet, dette Aar, hvis sidste Halvdeel dog har været saa skrækkelig. Jeg begriber ikke, hvor det er mueligt. Men at Dit Venskab, min Maja har forskaffet mig mangt et glad Øyeblik i dette 14Aar, har forædlet mig mine lykkelige og forsødet mig mange bittre, det lønne Dig Gud! Eder Alle lønne han, I min Siæls Dyrebare, som allerede her giver mig Forsmag paa de hisset ventende Glæder! –

Middag Walbohm er kommet. Majoren er nesten ligedan, lige slet, dog synes det, han er lidt roeligere.

Kl 7 Aften Vi ere nu komne tilbage fra Volds lille pene Hytte. Der er kun to Værelser og et lille Kiøkken, som overalt det Hele er saa lilleputtianskt og morsomt. Veyen did var ret slem; men gav megen Anledning til Latter, især da Melin, den kunstige Melin styrede Telja og Maja. Lina var den hele Tiid ret lystig, og fandt alle disse Smaaeheder saa efter sin Smag, naturligviis, da de vare saa overeenstemmende med hendes eget lille Jeg. Vi drak Caffe, og spiste, paa godt ærligt Norskt, Eftersvælg der, alt under Spøg og Latter.

Endnu er min Koren ikke kommet hiem.

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1808

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.