1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

"/> [September] | Bokselskap

Dagbok 1808

av Christiane Koren

[September]

Septbr – 1ste

Den begynder leyt, Regnen øser ned, og undertiden er det saa mørkt, at jeg neppe kan see. Derfor laae jeg til Kl: 8 i Dag, og er ret udhvilet nu. Først var jeg en Tour oppe, men Svimmel og Utidighed nødte mig i Sængen igien, hvor en halv Times bliid Søvn giorde saa godt. Da vi kom her hiem, var Nellas Borch her. Han fortæller os den store Skade Regnen (det skal have været et Skyebrud) har giort paa Bærum, hvor hele Ankers Jærnværk fast er ganske ruineret. Det skal have været en skrækkelig Scene, hvad man let kan forestille sig. En Mand som Anker kan taale et sligt Tab; men trykkende vil det dog vel blive for Mange, at alt nu standser saa reent. Eyeren af Lysager ved Christiania har lidt meget paa sine Brug; Sandvigbroen er gaaet ud, kort, flere Tønder 241Guld har Vandet bortskyllet. Gud skee Tak, intet Liv, (hvad ikke kan gienvindes som Guldet) er tilsadt i alle disse Forfærdelser, hvad nesten er utroeligt, men saa sandt som glædeligt. Anker skal bære sit Tab med megen Fatning, fordi, siger han, det var noget, som ikke kunde forekommes. Utaalmodighed nytter heller ikke stort ved slige Leyligheder, men ‹…› det er mig saa frydeligt at see Menneskeheden i sin Storhed hvor og hvordan det saa er, og for denne Fatning Skyld tilgiver jeg Anker meget, jeg ellers har havt imod ham.

Havde Philip den anden – blodige Ihukommelse! – ikke sagt ved Efterretningen om sin Flaades Tilintetgiørelse (den stolteste som nogensinde saaes paa Bølgerne) «Jeg sendte den mod Engeland, ikke mod Elementerne» vilde hans utallige Grusomheder været mig mindre ubegribelige. Dog, hvad er uudgrundeligt som Mennesket! –

Nu reed min Koren, i dette styrtende Regn, paa Jessefolen til Giestad, hvor han har Maanedsting. Og nu tager jeg Afskeed med Eder, elskede Børn og Venner, for at skrive til Lottamoer, som jeg i saa lang Tiid har skyldet Brev. Endnu et. Jeg har hverken havt Rast eller Roe for alle Ungerne her, før jeg tog fat paa at oversætte Eudocia. Derpaa har jeg da begyndt i Dag; men det vil ey gaae saa fort, som med Thekla, det mærker jeg nok dog tænker jeg, at komme ud af det. Lottamoer og Lisebarnet og alle mine ikke tydsklæsende Veninder vil vide mig Tak for dette Arbeyde; denne Tanke, og Tanken om den Fornøyelse Eudocias Giennemlæsning vil forskaffe dem, vilde giøre et langt tungere Arbeyde let.

242Løverd: 3die Den sørgelig vedholdende Regn udbreder Nedslagenhed og Mismod overalt. Ja, sandelig er det tungt, at see den Rigdom, Gud gav os paa vore Marker staae saaledes svømmende (hvad flere Stæder er Tilfældet) og bedærvet af Vandet. For hver klar Skye, for hvert Vindpust takker jeg Gud; men det tykner igien, Vinden døer hen, og mit Hierte sørger. Dog sin Tilliid taber det ikke, sit faste Haab: at alt, selv det, der er vort Jordliv det tungeste, maae tiæne os til Gode. Ogsaa stræber jeg at sætte Mod i de Forsagte; undertiden lykkes det mig at adsprede de mørke Skyer, som hviler, sympathetisk med Luftens, paa de fleste Ansigter. Men oftest fremtvinger mine Trøstegrunde kun et vemodigt Smiil, hvori jeg saa tydelig læser: «Hvad skal der blive af? Guds Haand ligger tungt paa os. Vi leed Hunger og Elendighed, leed taalmodigt, fordi vi saae – syntes at see – Enden paa vor Jammer i Markens Velsignelser. Og nu?» – De Arme! Krigens Rædsler bliver dem nu rædselfuldere, bliver dem maaskee først nu skrækkelig, da Hielp fra lykkeligere Stæder ikke er sandsynlig. Dog, i mit Hierte lyder det uophørligt: Værer ikke forsagte, o! I lidet Troende! Men over mine Læber kommer kun det første.

I Morgen ere vi alle budne til Middag paa Plogstad. Mad: Radik, Fogdens Syster er der. Ogsaa skal der være 243Begravelse. En gammel Mand, som var kommet did for at male adskilligt i den nye Bygning, har lagt sig til at døe. Altiid skal de gode velsignede Mennesker have Ubehageligheder og Bryderier. Giid de med Indflytningen i deres nye vakkre Bygning fik alting nyt og forandret, undtagen deres eget Selv, deres søde Glutter, kort, alle deres Hierters Forbindelser: det skal jeg meget bede om, maae blive aldeles ved det Gamle

Mandag 5te Nu har da Gud skee Lov! min Sarotje giort sin første Tour ud, og befinder sig saare vel efter den. Hun kiørte – i Gaar – med mig i den lille Vogn, som er saa styg og saa beqvæm, at hvem der kiører i den ganske glæmmer det første i Følelsen af det sidste. Lina var med Hertel og Munthe, Skriveren reed. Vi havde det herligste Veyr baade frem og tilbage, min Rikke var rask, glad i os Alle. Mad: Radik, som jeg ikke har seet i mange Aar, kiendte jeg ikke igien. Tung Kummer hviler paa hendes Siæl, det seer man, tung, haabløs Kummer – mine Taare vilde alle Øyeblik bryde ud ved at see paa disse, engang saa skiønne Øyne, de mildeste Følelsers Speyl, som nu ikke synes at finde nogen Gienstand paa Jorden værd at hvile ved, ikke engang Taare værd –

Hun havde en Datter, en 13 Aars god, uskyldig og vakker Pige, og en rask lille Dreng med sig. Min Lodviska var sielden fra hendes Side. Ak! at hun selv som Moder til 7 gode, haabefulde Børn ikke vil aabne sig Udsigt til Fremtiids Glæder! Hun kan ikke. Det arme Hierte slaaer ikke mere for nogen Lykke. Gud mildne det for Smerte og Glæde!

244Mens vi endnu sad til Bords, kom Ritmester Ingier med sin tækkelige, brave Kone, i Eftermidd. Besøg. For Begravelsens Skyld blev alt seent, saa Kl var henved 7 før vi havde drukket Thee. Her hiemme lovede jeg Sarotje, at tage tidlig og i Lyse tilbage, da det arme Barn, deels ved sit Uheld, deels ved at sidde saa længe inde, er blevet meget frygtsom. Vi stege derfor saa godt som fra Theebordet i Vognen. Men da vi kom ud, vare vi nesten færdige at angre, vi toge saa tidligt bort, da vi i det herlige Maanlys kunde kiørt hele Natten. Imidlertiid havde det blevet lidt længe at vente paa vort kiørende Følge, Hertel og Munthe, som vare komne til Spillebordet, og først kom hiem Kl: halvet. Lina vilde giærne fulgt med Sara og mig; men vi havde intet Rum til hende. Ogsaa hvidskede hun til mig: «Om du ogsaa kunde tage mig med, Moder, saa var er det dog bedst at blive til Hertel reyser, for ellers kunde han troe, jeg inte vilde være med ham, og Hertel er saa snild.» Hun fik sig en Luur underveys, og er i Dag i høyeste Velgaaende. Kort før vi toge bort, blev lille Rasmus syg, som satte baade min velsignede Rikke og hendes ømme Mand i Uroe; dog haaber jeg, det kun var lidt Forkiølelse og for megen Sammenblanding i den lille Mave, og at han i Dag er rask. At disse kiærlige, engang saa haardt prøvede Forældre, ængstes ved det mindste som fattes Børnene, vil vist i det mindste ingen Fader eller Moder finde forunderligt.

245«I dag har vi Sommer saa varm og bliid» O! fik vi mange slige! dog, nogle faa vare ogsaa Tak værd. Mange vilde glædes ved dem, især naar vi fik dygtig Blæst.

Og i Dag, for 24 Aar siden – det Eventyr maae jeg dog fortælle Jer, mine Børn! Jeg var med min Moder, som havde noget at søge (en Pension) hos den da altformaaende Guldberg, paa Fredensborg. Min Koren og en Fetter af ham var med. Da det var Enkedronningens høye Fødselsfæst den 4de, og i den Anledning fuldt overalt, var det ikke mueligt at faae Logie paa Fredensborg, hvorfor vi logerte paa Fridriksborg, hos en Bonde. Der besaae vi, den første Eftermiddag, det antiqve Slot og alle dets Mærkværdigheder. Før vi bleve færdige dermed, var det seent; ikke desmindre kunde jeg ey modstaae min Længsel efter at besee Slotshaven. Naturligviis fulgte den unge Secretair mig, naturligviis blev Fetteren af dobbelt Galanterie, tilbage hos min trætte Moder. Haven ligger, som I maaskee ikke alle veed, mine Elskede! et Stykke fra Slottet. Veyen did gaaer først igiennem de skumle, tildeels med sorte Piller indhægnede Slotsgaarde, hvor i et af de gamle Taarne Fangerne skreg, sang, og bad om Almisse, stikkende de mavre knoklede Hænder giennem Hullerne paa den tykke Muur. Det gysede i mig, og rapfodet skyndte jeg mig giennem den lange Allee, men standsede ved Haveporten, og det var, som holdt een mig tilbage. Jeg vilde trodse denne ugrundede, i det mindste ubegribelige Frygt, og gik ind; men havde det giældt mit Liv, kunde jeg ikke overtalt mig til at gaae længere end i en af de yderste Gange, hvor 246jeg havde Slottet i Øyesyn, som laae for mig, omgivet af dybe Grave, dets høye Taarne omsværmet af melancholske Ravne, hvis hæse Skrig gienlød i mit Inderste. Paa engang blev det mig aldeles uudholdeligt, og hverken Korens Bønner eller Spot kunde holde mig tilbage. Jeg var saa mat, at jeg et Øyeblik maaatte hvile mig paa en Bænk, og saa rev jeg ham med mig til Udgangen. Og der – vi havde neppe været ti Minutter i Haven – sad nu et Menneske paa en Bænk lige ved Porten, Hatten ned over Ansigtet, og som det lød, i dyb Søvn. Sagte, med tilbageholdt Aandedræt, som var det Dødens Engel jeg frygtede for at vække, sneeg jeg mig forbi, trykkede mig tæt ind til Koren, og fordoblede min Iil, uden at føle mine Knæes Skiælven, mit Hiertes voldsomme Bankning. Koren fortalte det altsammen til min Moder og Fetteren, og nu hialpes de ad at udlee mig. Neste Dag reyste vi til Fredensborg, hvor jeg i Nordmandsdalen læste Einar Tam‹b›eskiælver (medens min Moder var hos Geheimeraaden) saae der den gode, da alt i Bund og Grund nedbrudte Wessel for sidste Gang, og tog tilbage med mit Følge henimod Aften. Da vi kom til vor blide manerlige Vertinde, fortalte hun os, der havde været saadan Larm og Eftersøgning efter en af Slaveriet undveget Svenske, som i Malmøe (troer jeg det var) havde begaaet to Mord, og sadt Ild paa en Herregaard. Kort, efter hele Beskrivelsen var dette Uhyre den samme, for hvem 247min venlige Skydsaand advarede mig saa eftertrykkelig i hiin ubeskrivelige Angst. Tænk Eder, om vi havde gaaet dybt ind i denne eensomme, skumle Have, hvor Morderen i flere Dage skal have opholdt sig, hvad kunde ikke forestaaet os? Skrækken, det mindste og visseste, kunde allene været dræbende. Thi hvad havde denne Ulykkelige at vove? En Misgiærning mere kunde ikke forøge hans Straf eller hans Fortvivlelse. Nu loe de ikke mere, spottede mig ikke mere, nægtede end ikke længere Ahnelsers Tilværelse og Betydning. Alle muelige Skræk-Scener gik i et Øyeblik, og siden hele Natten, forbi min Siæl. Mit Blod var i heftigt Oprør, og syg og nedslagen, skiøndt i Følge med Koren – ak! maaskee end mere derfor kom jeg tilbake til Kbhn –

_______________

Lidt efter jeg og Sarotje var hiemkomne, rullede en Vogn ind i Gaarden. Det var Forvalter Krefting og hans Svoger, Lieut: Holler. I Middagsstunden kom Fetter Chrystie her, og meldte sine Fruentimmer og min Maja. Der er de –

Tirsd: 6te Skiøndt jeg nu i to Netter ikke er kommet i Sæng før Kl: 1, er jeg frie for Hovedpine. Denne vigtige Nyehed vil ikke være Eder saa ligegyldig endda, mine Elskede! Det leye Spil! Der sad den gode Moer Chrystie og alle Børnene i Aftes reysefærdige, men det tog ingen Ende. Endelig kom de afsted over Midnat. Min Maja fulgte med igien. Koren kom ikke hiem i Aftes – Nu tager Krefting og Svoger bort, med en heel Ladning Bøger til de stakkels Ekholms, som ingen anden Opmuntring har end Bøger, og de gode Kreftings vennehulde Omgang. –

248Torsdag 8de For saa vidt er da den kiære Ejdsfosstour bestemt, at der er skrevet til Lotta Moer og Sally Barnet og med dem aftalt det nødvendige. I Morgen 8 Dage begynder den velsignede Reyse til Tøyen, hvor det videre skal overlægges; dog skal min Maja C forinden vide noget herom, at hun glad kan møde sine Elskede paa Strømsøe. Jeg hørte længe intet fra Dig, Du Dyrebare! det samme klager vor Sally i sit Brev forrige Løverdag. Du er dog frisk? O! Gud forbyde, en eneste mørk Skye skulde trække sig hen over de lyse Udsigter, som aabner sig for hvert af mine Blik! – Sarotje er saa flink – og fra den Kant, jeg tilstaaer det, frygtede jeg meest – og har alt i flere Dage syet rask, kan kaste Bindet, og bøye Armen nesten i alle Stillinger. Jeg bliver tidt ængstelig over hendes Raskhed; men Walbohm siger, hun har været overmaade taalig og forsigtig, og kan derfor nu sikkert giøre alle disse Experimenter.

Med Kornhøstningen gaaer det smaat; dog gaaer det, Gud skee Lov! og Haabet lover det alt bædre og bædre. I Dag tager min Koren bort, til Hurdalen og Edsvold – paa hiin Side Minnesund – og kommer ikke igien før Løverd: aften, maaskee først Søndag. Og Eders Moer Koren? Strikker, syer, læser lidt, oversætter Eudocia saa det ‹…› har Skik, spadserer, sladdrer, osv – og tænker under alt dette, selv ved anden Giennemlæsning af den elskværdige Karamsin, ja oftest maaskee under denne Læsning; paa de dyrebare Fraværende. Ja, det er et elskeligt Væsen den Karamsin. Hans Bekiendtskab har jeg Eder at takke, elskte kiøbenhavnske Døttrene mine! og takker Eder det af moderligt Hierte –

249Fredag 9de I Nat, syntes jeg, var jeg, med min Maja Cappelen, Sally og Sarotje, i Følge med vor troe lollandske Ven, Dall, paa Veyen, som jeg formoder, til Kbhn. Men ak! et dybt Vand, hvor hverken Broe eller Færge var til vor Tiæneste, nødte os til at vende tilbage, efter at den her, som i det Virkelige, saa hiertelig velvillige Lollisk havde giort alle muelige Forsøg at hielpe os over, men forgiæves. O! min Drøm er kun alt for sand: hverken paa den ene eller anden Maade er det mueligt, at faae høre see eller høre noget fra Eder, I Dyrebare dernede. Britternes Helvedondskab har afskaaret Broer og alt, som forbandt Norge med det systerlige Danmark. Kun det Baand det hellige Baand som binder Nationernes Hierter, skal hans Diævlemagt ikke naae, hans afskyelige Guld ikke over skiære. Ligesaa lidt, som Frastand og Taushed – skulde denne end – (det Gud forbyde!) vedvare uafbrudt flere lange Aar, kunde giøre nogen Forandring i det ømme Venskab, som forener Eder, I Elskede dernede! med Eders Moer Koren – forener os for Tiid og Grav –

Naar det Virkelige giver mig saa lidt Stof for min Dagbog som nu, maae I tillade mig, at tage min Tilflugt til det aldrig udtømmelige Phantasierige, som aabner sig for mig, hver Gang jeg lukker mine Øyne. Endnu vare vi ikke af hiin Forlegenhed ved Vandet, da Moer Cappelen spurgte mig: «Men hvor kan det komme sig, Moer Koren, at aldrig nogen endnu har givet Schiller et Slør af Maanskin?» Hvor han nu er, behøver han intet Slør, svarede jeg, og vaagnede, ved et Stød af Vognen, som arbeydede sig op af Bølgerne. 250Men jeg slumrede snart ind igien, for at vækkes af Taare. Det var det sørgelige Gamle, kun denne Gang mere omstændeligt: Jes og Vilhelm vare syge. Jes kom, han var uden Fare, men Vilhelm meente man, havde Tæring. Jeg kunde ikke komme til ham, alt holdt mig tilbage. Jes trøstede mig, og forsikkrede, det var kun Forkiølelse. Men den fraværende Moder trøstes endnu vanskeligere, end den nærværende – og til ham kunde jeg ikke komme i hvor meget jeg stræbte, og vaagnede i denne Kamp, svedt og i Taare. «Det betyder Glæde», forsikkrer Nella med den meest prophetiske Mine, hun kan paatage sig. Det betyder, haaber jeg, slet intet. Den megen Sygdom og de mange Dødsfald i den senere Tiid i Christiania, kan nok skabe frygtelige Drømme endogsaa i en dertil mindre forbered Siæl end min. Gud skee Lov, Sygdommene ere nu standsede, Dødsbudet hviler – giid længe! Fra mine Gutter hører jeg, i det mindste engang ugentlig.

Sarotje og Nella ere tagne til en Væverkone, en Miils Vey herfra. De bliver saa længe borte; men at I ikke atter skal kalde mig en Drømmerske, fortæller jeg Jer det kun saa løseligt. I Gaar vare de og Lina i Besøg hos de gode Mørkes – og i Dag 8 Dage er min Koren, hans Sara og jeg paa Veyen til Tøyen, og siden – O! bliv kun frisk, min Sally! og lad intet hindre Dig, Lotta mi! Og du, kiærlige gode Fader heroppe! byd Sol og Vind tørre vort Korn, at vi tør kalde den Rigdom, du udbredte over vore Agre, vor! Med end gladere Hierter iler vi da de ventede Glæder imøde. Din Villie skee! da skeer, hvad os er godt og gavnligt.

_______________

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1808

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.