1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

"/> [Mai] | Bokselskap

Dagbok 1808

av Christiane Koren

[Mai]

Søndag – 1ste May.

Hvor her er underligt stille. I hele Huset er ey flere hiemme end jeg, Telja, Lina, og 2 Piger, alle øvrige ere henstrømmede til Kongeveyen, for at see de 327 fangne Svenske, som nu først er kommet saa langt paa deres Vey, fra Soløer. I Nat laae de i Edsvold Kirke, nu til Natten skal de leyres i Ullensager Kirke. Kolde Natteqvarterer for de arme Mennesker! Og dog har en Deel af vore egne det vel værre.

Jeg gad vidst, hvad salig Tullin vilde sige, om han stak Hovedet op af sin Grav, og fik høre, det i Dag var Maydagen, og saae, saavidt hans Syn rakte, intet uden Snee og Iis og tørre Grene, kort, en sand Februardag – Han maatte da nok til at qvæde om igien.

Formodentlig er dette ustadige, tildeels haarde Veyr, Skyld i, at jeg i disse Dage har følt lidt til mine Vaar-Feber-Anfald. Dog, hidtil vare de ubetydelige.

Kl er 2, jeg er sulten. Giid jeg havde alle de Udvandrede vel hiemme! Sarotje og Nella rider, Poppenheim kiører i Kiærre med Hertel, min Koren og de øvrige gaaer.

Jeg har i Dag skrevet meget, deels Breve (ogsaa et til vor Sally B: som hun nok ikke skal slaae paa Kirkedørren, saa strængt var det)parentesbuer skrevet over tankestreker deels i Din Bog, beste Moer Cappelen! som Du dog nok endda ikke faaer saa snart af adskillige Aarsager, blandt hvilke den væsentligste er, at man altiid vedbliver at file paa sine Arbeyder, at jeg giærne i Din Bog vilde give dem al den Fuldendelse, der staaer i min Magt, og saa nok tager, efter den, en Afskrift af dem, for om de engang i Tiden skulde lade sig see offentlig, hvad jeg høylig tvivler om skeer. Men morsomt er det dog, at bringe dem i den Form, 48jeg ønskede de, om saa skee skulde, da kunde beholde. Paa Tirsdag maae min Koren til Byen, og da faaer han disse Blade med sig. Jeg grunder nu paa, om det ikke var bedst, at aflægge dem og alt til Dig, elskede Maja, hos Egebergs, som Du jo, af Christiania Beboere, har meest Maskepie med? Min Koren vil i det mindste sondere det ud.

Kl 6½ Endnu ere de ey komne tilbage. Naa, tidsnok kom de afsted, de arme Børn! Kl.5 spiste vi, Telja og jeg. Lina er hos Moer Mørk – et Slags Midd:maaltiid, og nu drak jeg min Caffe. Gud veed, hvad de Stakler selv, og deres Heste faaer at leve af. Saa er det, at være nysgiærrig –

Det er mørkt, Kl er halvni. Men hvor kan jeg andet, var det end mørkere, giorde mine Øyne end mere ondt, hvor kunde jeg andet, end her, i Din Dagbog, Du usigelig ømme Maja, takke Dig for Dit hulde Brev, for Din Angst, Dine Taare, for Din hiertelige Indbydelse at komme til Dig for at være bortfjærnet fra den Fare, hvori Du troer mig og Mine. Med Guds Hiælp ere vi nu sikkre en Tiid i det mindste. Det heder endog at Svensken har trukket sig tilbage fra Vinger – Men aldrig, o Du sande Veninde! aldrig skal jeg, i mørke og lyse Øyeblikke glæmme dette Dit Brev, hvori det huldeste, varmeste Hierte taler i hver Linie. Vær mig velsignet, og den Dag, jeg lærte kiende Dig, Du Gode! I Morgen mere. Mit Hierte er saa fuldt; men Du vilde skiænde, naar Du vidste, jeg skrev nu –

49Mandag d 2den May O! skiænd ikke, Du Kiære! skiænder ikke kiære Børn allesammen, naar jeg siger Eder, at mit Hoved er lidt slemt i Dag. Det kunde det jo været, om jeg aldrig havde skrevet et Ord i Mørke i Aftes. Men var end det Aarsagen, ney, fortryde det kunde jeg endda ikke: Det er bædre, Hovedet lider lidt end Hiertet, og det lider stedse, naar det ikke kan give sine Følelser Luft.

Her intet mere om det velsignede Brev, som jeg i Dag særskildt besvarer. Altsammen skal bort i Morgen. Min Koren er alt reyst til Næss paa en Forretning. Vi skal sende hans Tøy og en anden Hest til Ullensager Prstgrd i Morgen tidlig. Der ligger han i Nat, for at være saa langt paa Veyen. Gud give, han kom godt frem og tilbage!

Besynderligt, at De er saa taus, min elskede Egersøn! Kun et eneste Hastværksbrev (som De selv kaldte det) siden vi saaes. Og dog har Deres Moer Koren udstaaet megen Angst i den Mellemtiid, og da pleyer De altiid være saa venne og sønnehuld herede med Trøst og Opmuntring. Men jeg veed, af vor Moer Cappelens Breve, at De og Deres Lisebarn lever vel. Forretninger, som jeg veed, De har mange, uhyre mange af – og vel den mindste Deel behagelige – kan nok betage Lysten til Brevskrivning. Alt dette siger jeg Dem her, fordi jeg veed, De læser disse Blade, fordi jeg haaber, de snart skal komme til min Maja, som ey beholder dem længe, før hun sender dem til Eger, og endelig fordi jeg i Dag ikke er frisk, og dog nødvendig maae skrive endeel, som jeg siden ikke kan faae bort til Byen.

Kl: var over 7, før de Udreyste kom tilbage i Aftes. Alle de Fangne vare Dalekarle, mange iblandt dem Oldinger. De velsignede de Norske, og ønskede, at de, om en lige Skiæbne traf dem, maatte blive saa vel behandlede i deres Land som de bleve det her.

50Nu, Kl 3½ stod jeg op, efter at have lagt nogle Timer, uden at være synderlig bædre. Jeg kan aldrig, under nogen Omstændigheder, glæde mig til Vaaren, thi den bringer mig altiid de slemme Febermindelser, der, skiøndt ubetydelige i sig selv, dog ere meget ubehagelige. Det er virkelig Følger af Ungdommens, om ey Synder, saa Daarligheder. Thi havde jeg, da jeg første Gang fik den saa kaldte lollandske Feber – jeg fik den egentlig paa Falster – været forsigtig, var jeg vel blevet frie for de uendelige vedvarende Erindringer. Men

i Ungdommens Tiid har man sielden sit Vid,

siger, jeg troer Rahbek. Dog er det lidt tungt, naar man saa længe, sin hele Levetiid skal poenitere for en Smule Uforsigtighed. Dog, denne Poenitentse er taalelig; og sandt at sige, fortiænte jeg den, for hiin Feyl, ey haardere –

Nu er et langt Brev færdigt til Dig, beste Maja mi, som strax skal bortsendes. Pakken gaaer nu til Egebergs, og giid Du derfra fik den hurtigere, Du og Egerbarna, og at I Alle friske og muntre modtoge og læste den, og gik saa Haand i Haand med Eders Moer Koren disse 14 Dage tilbage. Bliver fremdeles ved at vandre saaledes. min Maja, Thrine, Frederich, Lise og Sally! Fjed for Fjed med mig mit hele Liv igiennem! Ogsaa Visheden om denne Ledsagelse, vil giøre mig den ujævne Vey lettere, og den banede selv behageligere –

_______________

Nu tog jeg den sidste af Dine Pebbermyntekager, Maja mi! Tak for disse hver een! De vare saa deylige, fast de vare engelske.

51

Tirsdag 3die May.

God Morgen, mine Elskede! siger Eders Moer Koren, i sit sædvanlige Rosenskiær, frisk og flink. Og virkelig har hun ey heller andet at sige Eder, og hvad hører I hende ogsaa hellere sige? Dog jo, endnu noget. Min Koren har ogsaa hilset mig God Morgen i et Brev fra Ullensager, hvori han tillige gav den beroeligende Efterretning, at Staffeldt har godt Haab om at holde sig ved Vinger, og har endog sendt en deel af Folkene tilbage derfra. Kongeveyen, siger han er ypperlig; det er Veyret ogsaa i Dag, og altsaa kan han reyse ret med Behag, den kiære, velsignede Skriver. Med ham reyser Dagbogen No 3, og et Brev til min egen Moer Cappelen.

I Dag skal Lina gientage hvad i Gaar blev forsømt, dog ikke ved hendes Skyld, heller ikke egentlig ved min; thi jeg kunde jo ey for, mit Hoved var saa usselt. Men hun læser giærne herinde hos Moer, hvor det er saa vakkert, siger hun, saa blødt i Sophaen, og saa stilt. Især lider hun godt det røde Skiær som falder herind giennem Sarotjes Halstørklæde. Det er jo ogsaa hendes Farve. Hidtil gik jo hendes lette glade Fjed paa Roser i Rosenduft og Rosenskiær. «Lyksalige Alder! skiøn er du, men kort».

I Aftes læste jeg for Barna mine Ribers gode Oversættelse af Voss’s deylige Luise. De sadde alle saa opmærksomme, og mere end engang glindsede blide Taare i min Sarotjes Øye. Saadanne Taare i unge Pigers Øyne seer jeg altiid med Glæde.

Kl 5 Der blev saamen ingen Læsning af med mig og Linchen. Pastor Bierch fra Nannestad kom hid, og var her til nu for en Stund siden, og nu har Ungen Lov at springe om i det deylige ægte Mayveyr. Selv jeg maae atter en Tour ud i Haven endnu –

52Onsdag 4de May I Dag er mit Hoved Hoved nu saa saa, og det er min egen Skyld. Det burde være endnu værre. Der sad jeg jo i Aftes, da vi Fruentimmer vare saa ganske allene, og læste Schillers Røvere for dem, saa Haaret stod paa vore Hoveder, og den ene Gysen afløste den anden, og Kl blev 12 før vi troede, den var 10. Jeg finder eller Sarotjes Dom over dette vor Schillers første Ungdoms Arbeyde fuldkommen rigtig. Det er for gyseligt, rettere for umenneskeligt til at kunde røre; det ryster og forbittrer, men rører ikke, enkelte Scener frarægnede, f. E. mellem Amalia og den gamle ulykkelige Fader – Endnu da vi gik til sengs sagde Sarotje – som i min Korens Fraværelse altiid er min Sovekameradt – «Ney, Moer, mener du ikke ogsaa det er umueligt, der kan være Mennesker til som Frants?» Jo, mit Barn, til Menneskelighedens Ære kan jeg ikke engang tænke mig et saadant

Vi vare endnu ikke færdige med Læsningen, da Aslak ariverede tilbage fra Byen, og bragte en heel deel Pakker og Breve, dem jeg dog alle havde Selvfornægtelse nok til at lade blive ulæste, tildeels endog uaabnede, til i Morges. Der var laante Bøger tilbagesendt fra min Moer Cappelen, med dem et lille Brev og fra Sally, med det første Hefte af Dagb: og et langt Brev, og deri et fra de velsignede Døttrene mine i Kbhn – til Sally – af anden April, et langt og blidt, men sørgmodigt Brev. Det er dog ikke ret, jeg har ladet mig afskrække fra at skrive dem til. Et Brev var dog vel kommet dem tilhænde[.] O I Gode, I Elskede! nu skal jeg skrive, og blive ved, til jeg dog veed, et er kommet frem –

Ogsaa fra min kiære kiære Lotta var igien et langt Brev. Hun falder selv i Forundring over sin flittige Skrivning, og spørger: «men er jeg ikke nu brav Christianemoer!» Vor stakkels President er ikke fuld saa brav. Han har atter lidt meget i 8 Dage. Stakkels ham, og stakkels min velsignede Lotta!

53Torsdag 5te Nu, Gud være lovet, endelig et Brev: et saa langt, saa sandt sønligt Brev fra min egen gode Frederich, Egersønnen. Her min første Tak, elskede Barn! og snart et langt Brev. O! jeg vidste nok, at kun en Oversvømmelse af Forretninger kunde berøve mig den Glæde, at see og høre noget fra Dem. Og sandelig, det var endda mere, end jeg kunde tænke mig. I 40 Timer ingen Søvn, og ikke af Klæderne. Arme gode Barn! Og dog er det ikke engang dette, denne Syndflod af ubehagelige Forretninger, som aftvang mig dette arme Barn! Men alle de saa ilde lønnede Bestræbelser, den smertelige Tilbagestøden fra alt, hvorved Deres Hierte forud har glædet sig, har kiæmpet saa urokkeligt. O! Gud styrke Dem, dyrebare Ven! at Deres Mod ikke skal synke, nu, De behøver det saa meget. Dog, her skulde jeg jo ey besvare Deres Brev. Men det er mig altiid umueligt at bringe mit Hierte til Taushed, naar det er fuldt som nu. Og De læser jo disse Blade, vel ikke før længe efter De har faaet det rigtige Svar; men saa er dog dette det første Udbrud –

Ja, De læser disse Blade, De og mit kiære Lisebarn læser dem giærne, siger De, og skiænder, fordi jeg har yttret – Gud veed, jeg mindes det ikke – en Tvivl om det ogsaa vilde interessere Eder? Det var, det kunde dog neppe være Tvivl – kiender jeg Eder ikke saa nøye? I Elskede! Men det erindrer jeg ret godt, at jeg ved at opregne dem, for hvem jeg især skrev dette (jeg troer i et Brev til vor Moer Cappelen) spurgte mig selv: «Er det kun ikke for ubeskedent at giøre saa meget Væsen af disse Bagateller?» Det er, saa sandt I ere mine elskede Børn, den rene Sandhed – Men Tak, beste Schmidt, for disse Skiænd! De vare mig i dobbelt Henseende velkomne. Og vær nu lie bli lell!

54Sikkert er det i Dag en tung Dag for den ømme, ak! og nu saa lidende Frue Ekholm. I Dag bortsælges da den lille Rest, hun havde biærget i sin Lykkes Skibbrud. De ere paa Vildberg. Ney, umuelig kan jeg være af den almindelige Mening, at Ekholm er en Skurk. Ogsaa Du, min Sally B, troer ham skyldig. Men dine Grunde, tilgiv mig, ere ugrundede.

«At Svenskerne just kom den Vey,» mener Du fordømmer ham. Men har Du da ikke hørt, at denne Vey er Kiøbmand Stenersens almindelige Tømmervey lige ind til Sverrig? og, var aldrig det, saa gaaer her altfor mange svenske Handelsmænd mellem Aar og Dag, til, at nogen Vey og Stie skulde være dem ubekiendte. Det staaer her, ikke allene for min Sally, men for Eder alle, mine Elskede! i hvis Øyne jeg saa gierne saae Manden retfærdiggiort. O! det vilde saare mit Hierte i sit Inderste, om en Mand med hans Forstand og Hierte Varme og Følelser kunde falde saa dybt, om disse sidste, denne Varme for alt Godt og Skiønt, disse blide Følelser, bekræftede ved Taare, skulde være fremhyklede. At han ikke ønsker sit Lands Undergang, at han i sit Hierte vedbliver at være Svensk – o, derfor laster sikkert ingen blandt Eder ham. Giorde han det, da var han – i det mindste ingen retskaffen Mand. Men ney, en Forræder kan han ey være mod det Land, mod de Mennesker, hvor og blandt hvem han fandt Hielp og, hvad der betyder noget mere, uhyklet Venskab.

Hertel tog i Dag til Auctionen. Kl 6½ kom min Koren. De veed i Byen langt mindre Nyt, end vi her vide. Min kiære Lotta er brav, men Presidenten vedbliver at skrante.

I Intellig:bl: saae jeg Deres deylige Sang aftrykt, beste Schm: den De var saa god, at sende mig skreven. Jeg ærgede mig over, den stod der, ikke i Budstikken. Tiden, er nok mod sin Sædvane standset. Arme Wulfsberg, hans Dage skal være talte. Det giør mig inderlig ondt, jeg holder virkelig meget af ham. Men han er ung; jeg har Haab om, han endnu kan blive givet Verden og sine Venner tilbage, og da maaskee begynde et nyt Levnet.

55I Dag er det 3 Aar siden min Sarotje stod til Confirmation. Jeg giør nu hver Dag May min Afbigt, fordi jeg tog saa knipsk imod ham. Han har hævnet sig ædelt. Deyligere Dage kunde ikke selve 24 Junj og s.v. være end disse – Dog har vi først i Dag ganske ophørt at lægge i Kakkelovnen

Søndag 8de Ikke fordi jeg jo nok kunde have noget at sige Eder her, mine kiære Venner, seer I mig nu først igien; men hele Fredag og Løverdag havde jeg jo saa travlt med at faae alle de Breve færdige til Kbhn, Bergen og Christiania. Ogsaa til Dig, min Maja, skrev jeg et lille bitte Brev, egentlig kun for at ledsage Thekla og Montbarry. Og nu er mit lange Brev til Eger bortsendt med Hr Munthe, og nu er Frue Wærner reyst i dette Øyeblik, og derfor et Par ord, inden det mørkner. Rygterne fortæller om et blodigt Slag mellem Vore og de Svenske i Rødnæs, hvorved vi havde beholdt Seyeren, men kiøbt den dyrt. Dog, om Rygter var det jo engang for alle afgiort, vi ey vilde tale. Endnu er Posten ikke kommet –(den bliver dog endnu ved at gaae 2 Gange ugentlig), maaskee bringer den en Budstikke –

Men hvad der er reent ud Sandhed er, at Frue Neumann i Forgaars sendte sin Mand et heelt Kiærre Læs med Spise og Drikke, og det var dog engang en ærlig Konestreg. Maaskee lærer hun nu at sætte en Smule Priis paa Manden, og disse nuværende Lidelser kan muelig berede ham et jordiskt Paradiis for Fremtiden[.] Og hvilket Onde fører ikke noget Gode med sig?

Mine stakkels kiære Smaaelæhninger udstaae meget i denne Tiid, hidtil, i den Egn, hvor vi fordum boede, kun Angst, men den er undertiden tungere at udholde, end det Onde selv, den bebuder. Mad: Støren, Frue Wærners Syster, som boer en halv Miil fra vort gamle Mustorp, skriver saa ængsteligt. Siden Langfredag ængstes de ved fæle Rygter, leve i vedvarende Frygt. Hendes Mand, en troefast, ypperlig Trønder, er Capellan i Edsberg. De har mange smaae Børn, som trues med de rundt om grasserende Mæslinger, dem Moderen selv ikke har havt. Hun er et af de færmeste, bestemteste Fruentimmer jeg kiender (en Datter af forrige 56Sognepræst, Hr Brandt, her i Ullensager) heller ikke har hun tabt Modet; men Moder til saa mange Smaae, som en farlig Sygdom truer, o! der maae Modet paa det nærmeste strande. De fleste derude er flyttet, siger hun; men for en saa stoer Familie er det ikke let at komme bort, og at faae et Hiem igien. Stakkels Moer Støren, hun har ingen Maja Cappelen at tye til. Gud give jeg vidste os selv sikkre (som jeg dog haaber, vi ere) og kunde faae hendes Børn hid, med Glæde skulde jeg modtage dem og hende. Dog, Gud lade hiint Rygte være sandt, at Fienden er fordrevet ogsaa derfra Grændserne, saa er Roe og Fred igien vendt tilbage til denne agtværdige, forhen saa lykkelige Familie, lykkelig ved indbyrdes Kiærlighed og Nøysomhed –

Der siges, alt skal være i samme Stilhed paa Vinger, altsaa opsætter vi at sende det Bud did, som i Dag alt var færdig at gaae. O! maatte den forrige Roe og Stilhed snart vende tilbage igien overalt! Et Vink fra Dig, vor kiærlige Fader deroppe, og det er saa. Og, naar du seer det os gavnligt, det bliver saa –

– Der er nu allerede nesten mørkt, Kl henimod 9, dog maae I have en Hilsen, mine Dyrebare, fra min Høy hvor jeg nu var for første Gang i Aar, med min Koren og Lina. Der var saa deyligt, og det forekommer mig fast utroeligt, at det kan være over 5 Maaneder, siden jeg var der sidst. Tilvisse har Tiden Vinger – Siden vi taler om Tiden. Jeg saae med Fornøyelse i Dag i Intelligbl: at Wulfsberg er oplevet igien, og hans Timeglas endnu ikke aldeles udrunden. Det var ogsaa virkelig Skade. Som om det deylige Veyr vi nu daglig qvæges ved, oplivede alle mine Haab, saa saae jeg ikke snarere i Dag anmeldt No. 15 og 16 af Tiden, før jeg strax troede, den gode Udgiver igien uden Fare. Giid han var det!

Fra den brave Urban Fabritius bragte ogsaa Posten mig Brev i Dag, fuldt af Haab og Mod og brændende Længsel efter at vise sin danske Iver i at forsvare det ham, som mig, lige med Dannemark elskede Norge. Endnu er alt roeligt dernede, paa smaae ubetydelige 57Skiærmydsler nær. I en af disse har en ung Lieut: Beichman fordeelagtig udmærket sig. «Jeg misunder ikke min brave Kamerat», siger min gode Urban, «men jeg ønsker blot Leylighed til, at ligne ham». Og den vil da vel neppe fattes. –

Mand:9de I Dag har jeg været tidligere oppe end jeg pleyer, men som jeg herefter vil stræbe ikke skal blive usædvanligt. Det var for at skrive til min kiære Rikke, og sende hende Fetterens Brev. Hun havde i Brevet fra Egersønnen min, seet noget om en Dagbog, som hun intet vidste om. Jeg har jo ikke – tænker Eder det! – seet hende, siden jeg begyndte igien paa dette gamle afbrudte Arbeyde. Da vi deler alt med hverandre, var det naturligt, det forekom hende fremmet, intet at vide herom. Nu sendte jeg hende det første tilbagekomne Hefte, for at bringe hende paa engang til overbevisning. I Fredags havde jeg Brev fra hende, fuldt af vore giensidige sædvanlige Jeremiader over det slemme Føre, som saa reent forbyder os at sees (nu tager det dog vel snart en Ende) Blandt andet fortæller hun, at selv hendes phlegmatiske Rasmus (en deylig 5 Aars gl Dreng) ønskede forgangen Dag, Moer Koren vilde komme did, og blive paa Plogstad i 8 Dage. «Og du saa, sagde Moderen, «vilde blive uartig, som sidst, Moer Koren var her, at hun kunde sige «hviken ley Gut Dreng (han forstaaer kun norskt) den Rasmus er!» – «Aa ney, det siger ikke Moer Koren, dertil er hun alt for vittig Kone» svarede han. Dette vittig betyder i hans Mund overbærende; thi I kan nok tænke, jeg altiid er paa Rasmus’s Partie, som er en hiertens snild Dreng, men vild som en Dreng maae være.

Da jeg nu intet vigtigere har at underholde Eder med, mine Elskte, og Morgenstunden er saa usigelig deylig, saa nok en lille Barne-Anecdote. Jeg læste forgangen Aften for mine Jomfruer et af Iflands Stykker, Leichter Sinn, et, som jeg synes, af denne Digters fortrinlige Arbeyder. Just som Lina kom ind af Dørren læste jeg: «Hun elsker sin Mand, det er slemt». «Er det slemt?» spurgte den uskyldige Glut, og var rød, som mit Papir nu i Skiær af det røde Tørklæde. Hun giver os ellers, den samme Lina, nok at bestille med at besvare sine mangehaande Spørgsmaale, som maae besvares med yderste Varsomhed!

58Eftermidd Nogle blide Regndraaber faldt, da vi vare komne tilbage fra Christianehøy, herefter vor daglige Spadsertour efter Middagsmaaltidet (som i Dag bestod af 6 Rætter – Hvad synes I? Børn! Er det Tegn til Krig og Vaarknibe? Nu, undres kun ikke! Det var nesten lutter Lævninger, og Gud veed hvad mere, Telja havde rasket sammen) Der skulde I seet, hvordan de Alle, selv Poppenheim, løb ud, at opsamle paa de blottede Hoveder de første Maydraaber. Desværre blev det ogsaa kun ved Draaber for den Gang. Men det kommer nok bædre tilbage. Min Koren er saa men i Gierdrum i Dag, for at besøge sin Maja. Længere kunde han ikke undvære hende. Ogsaa jeg længes alt efter hende; men endnu tør jeg ey vove mig ud, og der bliver nok ikke mange Toure af i Vaar, da nu Plougen stunder til, og alle Heste paa flere Mile omkring er i uafbrudt Skyds. Jeg sørger imellem for de stakkels Heste; men naar jeg tænker paa de lidende Mennesker, er det, som jeg skammede mig ved at ynke Hestene. Og dog, kan ikke begge Slags Medynk vel bestaae med hinanden?

Tirsdag 10de Ney, de giør ved mig i dette Huus hvad de vil. Nu veed jeg da, hvorfor Koren tog til Gierdrum i Gaar. Min Maja har været meget syg. Løverdag Nat begyndte det, og vedvarede til Søndag Middag. Hun bliver altiid, ligesom hendes Fader, heftig angreben. Gud skee Lov, nu er hun fuldkommen færm, forsikkrer Skriveren, og hun selv i et Brev til Lina, som hun sendte sin første tegnede Vergessmirnicht. Selv Lina vidste, Maja var syg, og røbede sig ikke ved et Ord eller Mine. Det glæder mig, at alle mine Børn ere saa overmaade tause; thi jeg kiender nesten intet foragteligere, end ikke at kunde tie, hvor der skal ties.

Chrystie, en af de største Børnevenner jeg kiender, havde været saa yderlig forskrækket, skiøndt hans forstandige Hustroe, som bædre forstaaer sig paa sligt, forsikkrede, det ingen Fare havde

58egentlig 59Hun vidste desuden det ikke var saa usædvanligt et Tilfælde hos denne lille Skrantning. Men han sendte strax Bud til Hertel, som i Stilhed fik sendt den Medicin hun er vant til at bruge, og alt dette uden at jeg kunde mærke det mindste. Vist nok sparede de mig for en qvælende Uroe, hvad da ogsaa var deres Hensigt, de gode, omhyggelige Mennesker – thi did kunde jeg vanskelig kommet i dette Føre, og dog havde jeg nok prøvet det. O! saa har de bortfjærnet mangen Kummer fra mig, som jeg først har hørt om, naar den var forbi – Gud lønne dem det! og det vil han vist. I Dag skal den hiertensgode Hertel til Gierdrum, saa faaer jeg atter høre derfra. Snart kan jeg Gud skee Lov selv komme did, og til min Rikke.

Onsdag 11te May Hu tu tu! nu har vi atter Vinter. Dog, det er vel godt, alt det Kolde kommer ned nu, om det saa siden kun maae blive godt. Men ved de 8 deylige Dage vare vi alt blevne forvænte. O! man vænner sig saa snart til det Gode. Jeg havde ganske kastet Vinterhammen og var fuld itrukken Sorg for Hans Majestæt. Men i Dag er den gamle varme blaa Kattuns Kiortel med øvrige Tilbehør igien taget til Naade. Løverd: 8 Dage holdt jeg saa bevægelig en Afskedstale til den, da jeg hængte den bort, som jeg troede, til Høsten. Kunde den lee, loe den mig vist ud. Det brænder saa smaat i min Ovn, er saa godt og lunnt her, og nu var Hertelns her med en Bouqvet af de deyligste Gyldenlakker, Levkøyer, Citronblade, etc, som har taget Plads hos mine smaae søde Vaarbørn, Auriklerne, som ganske undseelige ved de store Systres Pynt skiuler sig nederst paa Glassets Rand. I Gaar kom Futen hid, gangendes, med sin Vædske paa Ryggen. Det er en rask Mand. Han bragte mig en, med en Knappenaal forsæglet Sæddel fra sin Rikke, og blev her nogle 60Timer. Han klagede gudsjammerlig over, at den forunderlige Ditten havde reqvireret Bønder til at udsættes som Vagter og Patruller, og det strax, fordi der var, ved en Husmand fortalt, der var seet Svensker paa Skovene i Næss, hvor han ligger nede i tykke Bøygden, og, som man af dette kan slutte, ikke har ladet synderlig recognosere eller sat Vagter ud. Lehnsmand Reich i Næs, en overmaade flink og forstandig Mand, forespurgte sig hos Fogden ved en Expres, som i Nat jog ham af sin Seng: «om Bonden, naar Faren ikke var sandsynligere eller nærmere, skulde tages fra sin Plog i denne travle Tiid, imens Soldaten laae roelig?» Svaret kan I nok tænke Eder, mine Venner! Det var at ønske, det bragte den gode Capitajn til Eftertanke. Ney, saa liden Conduite kunde jeg ikke tiltroet D‹x›, endskiøndt den tappre Obriste Lowzow bar sig acurat ligedan ad ved Blakiær Expeditionen. Han var den sidste Mand, som vovede sin dyrebare Person over Sundet, og først en god Time efter at han vidste, Festningen igien var i vor Magt. Det er virkelig sørgeligt, at de af Mod brændende Undergivne, skal ikke have kiækkere Anførere. Dog, Gud skee Lov, saa rene Harer ere dog vel ikke mange iblandt dem. Det giør mig ondt for den gode Frue D‹x› thi jeg kan intet større Onde tænke mig, end om jeg skulde see min Mand, ved egen Skyld, ringeagtet. Og, hvordan det nu var ved Urschoug Affairen eller ey, saa giør han sig ved dette Træk dog mistænkt for, heller ikke der at have opfyldt sin Pligt. Gud give, han vilde afvaske denne Plæt, om det saa var med sit Blod. Det vilde det maatte smerte mindre, uendelig mindre, at see sin Elskte falde som Helt, end see hans Hæder falde.

Kl 7: Her min første Tak, elskede Maja! for Dit kiærlige Brev i Dag. Det var det eneste Posten bragte. O, Du er saa god, saa god.

61

Bededagen –

Bør man jo gaae i Kirke. Og der har vi ogsaa været, min Koren, Sarotje, Nella, Poppenheim og jeg. Som sædvanlig en god simpel og hiertelig Præken af vor lille Mørk. Giørups og Solner er her. Det hindrer mig ikke fra at sidde her i min Roe, Gud skee Lov! og snakke et lille Kiænde med Eder, alle Barna mine! Hvad jeg nu har at sige Eder, ja, det er sagtens ikke stort. Jeg fik i Gaar Aftes et Brev fra den stakkels Ekholm. De kan nu ey længer blive paa Vildberg, da Mad: Wangensten skal i Barselseng, og venter nu, hvor Grev Moltke vil bestemme deres Opholdssted. Han skriver saa taalig hengivent, den ulykkelige Mand. O ney! saa skriver ingen Forbryder. Han sendte mig ogsaa i et Brev fra en Albom i Åbo en Elegie af denne, ved en ung, nyelig gift Mands Død (hans Ungdoms Ven) rørende, følt, sand Klagedigt. Selv i dette Brev, fra 31te Decbr f:A: omtales den Plan, der har forvoldt saa megen Larm. Gud give dog, hans Uskyld kom for Lyset, om han er uskyldig, hvad jeg saa giærne vil troe. Og, kan denne Kones Mand være en Skurk? Omtalte Brev var skrevet i den elskværdige Digters Franzéns Huus, og er i alle Henseender meget interessant. Der tales om Choræus, Lindgreen, og flere af de herlige svenske Skialde, og saa meget nydeligt til Frue Ekholm, som han blandt andet kalder, hvad hun vist er, «sin Mands, den heftige, lidenskabelige Mands Skytsengel.» Frue Ekholm har især været indtaget i Oxenstiernas Hoppet og Oskuldens Religion. De ønske sig den 2den Deel laant, men beder mig dog opsætte de at sende den, til de seer, hvor de skal hen. O! det er en sørgelig, høyst sørgelig Stilling de ere i. Og er det ikke Pligt at formilde enhver Lidendes Kaar hvormed man kan? og nu saadanne Mennesker, saa fiintfølende, vant til det bædre? Dog, forudsætter ikke disse Spørgsmaal Tvivl om, at I kunde tænke anderledes, mine Elskede! eller fandt det nødvendigt, at jeg retfærdiggiorde mine Følelser? og det giøre I dog sikkert ikke.

Jeg har i nogen Tiid giort en sørgelig Opdagelse i mit Inderste, og fandt den bekræftet i Dag i Kirken. Seer I, Elskelige! jeg troede ikke mit Hierte skabt til at bære Nag eller Had til noget levende Væsen. 62 Og da det nu i den ret vakkre Krigspsalme i Dag hedder: «Lad os i dine (Jesu) Fodspor gaae, At vi af ganske Hierte maae For Avindsmanden bede». Da følte jeg det atter saa levende, at jeg ikke af et oprigtigt Hierte kunde bede for den lumske, den usigelig lumpne Britte. Jo kiærere han engang var mig – ak! I veed ikke, hvor kiær – jo forhadtere er han mig nu. Den ene Skiændselsdaad afløser den anden. Det er sørgeligt men sandt: jeg kan ikke tilgive ham. Om jeg derfor ikke kunde elske og agte Individet? Dog, derom spørger ey I. Men Nationalhad var mig før det afskyeligste jeg kunde tænke mig, og nu? O! det er skrækkeligt! ogsaa denne Nærve i mit Inderste har de senere Tiders Begivenheder saaret saa dybt. Skal den ikke læges mere?

O Du, som bad: «Fader! tilgiv dem! De vide ey hvad de giøre.» Du, mit store, elskede Mg Mynster, som jeg, saa meget min Svaghed tillod det, stræbte at ligne, borttag denne Bitterhed af min Siæl som er den saa piinlig! –

_______________

Jeg kommer nu tilbage fra en lang Spadseertour med min Koren og Lina. Paa Hiemveyen mødte Jomfruerne os. Det er en deylig Dag i Dag. Ak! og saa mange Tusende koster dem Blod og Taare. Hvordan Mennesker kan udtænke Planer til sine Medvæsners Nedbrydelse og Ødelæggelse, er mig Gud skee Lov altiid ubegribeligt; men hvordan de kan lægge disse sataniske Planer (som dog vist ofte skeer) under den rene blaa Himmel, blandt Naturens utallige Skiønheder, hvordan det kan gaae til – – ney, lad mig ey tænke paa sligt kan være mueligt. Inden tykke skumle Mure, hvor Dagen med Møye stjæler sig giennem jærngittrede Vinduer eller Huller, f.E: i en Munke Celle, der lader det sig tænke, Satans Stemme kan faae overdøvet Menneskelighedens – «Troer du paa onde Engle? min Søn!» spurgte Biskop Lumholz en af sine Confirmanter, og da denne, efter megen Betænkning, svarede Ja, blev den Gamle ved: «Gud bevare dig ogsaa fra, ikke at troe paa dem!» Om jeg troer paa Satan, og alt hans Væsen 63o.s.v. spørger I. Svar: Før maaskee ikke; men nu er det den eneste Maade, jeg kan rædde Menneskelighedens Ære paa, at søge fast at overtyde mig om, han maae have sit Spil i det engelske Ministerium og hvor ellers alle Diævlerier udruges. Herefter vil jeg troe at see disse «onde Aander» i hver Guinee, der hendelseviis kunde komme mig for Øyne. Troer I maaskee, mine Dyrebare! Koldfeberens Phantasier spøger i min Hiærne? Ney, den er reent borte for lang Tiid siden. Jeg er ved mine fulde Fem, saa meget jeg nogensinde var det. Men nu vil jeg for en Feyls Skyld sige Eder Alle god, roelig Nat og – gaae ind til Mad: Giørup, at den sidste Phantasie Gnist (ifald I endnu stedse har mig mistænkt for, det ikke er saa rigtigt) kan slukkes.

Mandag 16de (Sarotjes Navnedag) God Morgen, Elskede! ogsaa kiærlig en Hilsen fra Plogstad! «Det tænkte vi nok, du havde været der, Moer Koren, siden vi intet saae fra dig i Gaar» Ja, Gud skee Lov, endelig, efter saa lang Tiids og saa mange piinlige Øyebliks Forløb saae jeg min Rikke igien, hendes brave Fut, hendes elskværdige Glutter. Det var bestemt, jeg vilde did i Gaar; tidlig skulde alt været færdigt, Kl 6, senest 7 vilde jeg være ude. Men saa var jeg saa syg om Natten, at jeg nesten mistvivlede om, der kunde blive nogen Reyse af; dog, Veyret var saa skiønt, min Længsel stoer, og Rikke ventede mig, det vidste jeg. I en Snup var jeg oppe, drak min Caffe (her vil Lisebarnet lee saa smaat) og sige: «Ja Caffe maatte du have, Moer, det vidste jeg nok) og sad‹t› for første Gang, i min Kariol (i Aar at sige) Kl 7½. Føret var saa slemt som Veyret skiønt. Men det gik til Plogstad, tænkte jeg, og overvandt min Angst for Feltegrøbhullerne, hvortil den altiid kiække Aslak bidrog sit ved bestandige Forsikringer om, der var ingen Fare. Men saa havde jeg en anden Sorg. Hertel vilde endelig, jeg skulde tage hans Hest, da vore ere i uophørligt Slæb med Skyds og Ploug (hvor han da heller ikke ganske sparer sin) og paa Veyen blev det arme Dyr halt. Det gik altsaa saare langsomt, dog var jeg der til Kl lidt over 10. Stakkels min Rikke 64havde været meget syg Fredag og Løverdag, var endnu grumme mat, men blev bædre og bædre, eller glæmte i det mindste sit Onde over det meget, vi havde at snakke om.

Vi vare nede og besaae den nye Bygning, der bliver overmaade peen og beqvem – Gud lade de ædle Mennesker tilbringe mange lykkelige glade Aar der! Det veed jeg vist, dyrebare, Børn! I ønsker med mig. Mit neste Ønske: at de maatte tilbringe indflytte der til Høsten i Fred og Roe, tør jeg mindre haabe opfyldt, end det første. Mit Hoved blev ved at være saa leyt. Rikkemoer fik mig derfor til at lægge mig lidt da vi havde spiist, imens hun sad paa en Skammel ved en Stoel, læsende Rousseaus Bekiendelser og holdt alt Larm borte fra sin Moer Koren. O! ingen af Eder behøver jeg at sige, hvordan Timerne gik, og altiid gaaer der, hele Dagen som een Time. Og nu var det saa længe siden vi havde en saadan timelang Dag. Kl 7½ maatte jeg begive mig paa Hiemveyen, for min halte Hests Skyld. Dog, den var blevet vasket og qvæget paa sit Viis, og gik meget raskere hiem og Veyen var tørret utroelig, saa jeg i det deyligste Juli Maaneds Veyr, under Fuglenes Sang og Giøgens Kukkur (som jeg hørte første Gang) kom hiem, en halv Time hurtigere, end bort –

Budstikken No 13, som min Rikke læste for mig paa Plogstad giorde ogsaa sit til Dagens Behagelighed. Andet end den havde heller ikke Posten bragt hid.hid] rettet fra: d ved overskriving I Dag er atter min Koren og Hertel borte. Men nu kom min Maja, lille Ragna og Jørgen Chrystie, og Jomfr: Horster spadserende og saa svedte, de arme Unger, og afbrød mig i en Bindeværs til min Sally, som I skal faae her sligt det er, naar det er færdigt – thi nu er saamen Maden paa Bordet, og jeg har gaaet fra og til dette vist 6 Gange.

65

Den 16de May (med Lafontaines Tochter der Natur)


«Sallys Navnedag i Dag – Ubunden
Maae den Trygge ey fuldende den»
Til mit Bogskab tyer jeg iilsomt hen,
Snart et let og yndigt Baand er funden.
Tag, min Sally! af Din Moders Haand
I «Naturens egen hulde Datter»
Mod en Syster! At Dit Hierte fatter
Brænder for alt Ædelt – o! det Baand
som saa skiønt sig i Naturens flætter,
Binder Dig end fastere til Dig mig –
Fastere, end her jeg binder Dig:
Derfra intet Dig i Friehed sætter.
Selv ey om – hvis jeg oplever det –
Andre Baand og Pligter Dig skal binde.
Ney, din ældste, troeste Veninde
Kan ey tabe een saa hellig Ret –

_______________

Saa mange ere Ordene. De skulde blevne flere; men jeg kom ud af Concepterne da det unge Herskab meldte sig i en Allarm, som om Svensken havde været her. Overalt erindrede jeg først da jeg skrev Dato heri, at det var Sarotjes Navnedag. «Kiært Barn har mange Navne» Saa hedder hun Sara, Sally, Sarotje, Saja, Sora – Under alle disse maae I kiende hende; men de 3 første bruges hyppigst, Sarotje meest i Øhlenslægers Kreds, og her for at skille hende fra den anden Sally mi.

Tirsdag, 17de Nu springer de stakkels Kiør, udslupne af sit lange Fængsel, heel lystige omkring. I dag slap vi dem, at de kan begynde nogle Timer om Dagen, at røre sig lidt. Forunderligt, at de endda kan røre Benene, og det til Spring, efter saa lang Stillestaaen. Det er en blandt flere Uskikke, jeg giærne vilde have afvendt de kiære Normænd med NB paa disse Kanter, at lade Creaturene staae saa inde hele Vinteren. Men de falde, som alle Folk af Character, en Smule i det Egensindige.

66Al min Ungdom, anført af Poppenheim og Telja, ere nu i et Besøg hos lille Mørk og hans meyet goe Kone, og her er paa engang blevet saa stille som det var Midnat. Kun af og til lyder Nellas Stemme (hun er denne Uge Comdt, altsaa ved Huset) udenfor og op og ned af Trapperne. «Frisk op, Kamerater!» synger hun frisk væk, uden at bryde sig om Pavels strænge Bedømmelse i sidste Numr af den igien i Gang komne Tiid. Her er blevet et ordentligt Oprør mod samme Guds Mand i denne Anledning. Sarotje syntes, han burde henvende sig lige til Oversætteren, hvis Ven han er; og Andreas var Sku Sku istand til, at rive Parykken af den arme Mand, havde han en paa. Var Sangen anbefalet de norske Krigere, kunde Pavels have fuldelig Ret. Nu synes jeg, han blot skulde betragte den som et Kunstproduct[.] Vist er det, at jeg ikke har seet Tingene fra denne Side, og troer ikke, den vilde have saa frygtelig Indflydelse paa vore norske Krigsbrødre. Dog, den redelige Mand, i hvis Siæl sikkerlig ikke er befunden nogen Svig, har vist blot talt af sit Hiertes uimodstaaelige Tilskyndelse; og det glæder mig paa hans Vegne, at han ikke har nogen Gienganger at gaae i ‹…› Kamp med. – Endskiøndt jeg nu ikke ærger mig som Sarotje og Andreas og Consorter, saa blev jeg dog lidt flau ved at læse det som jeg troer overflødige – jeg veed ikke selv hvad jeg skal kalde det – thi ganske Sniksnak er det ikke, og Tonen er for bliid og beskeden til jeg kunde føre over min Samvittighed at kalde det saa. Manden er altfor ængstelig, det er hele Sagen. Jeg gad vidst, om De svarer herpaa, kiære Egersøn!

Ogsaa dette Hefte gaaer nu til Ende, og da der snart gaaer Bud ind fra Chrysties til Byen, kan det gaae i Morgen til Gierdrum og derfra videre ved gamle Horster til sit kiære første Bestemmelsessted. Jeg har i Dag skrevet til Fr: Lotta og mine Gutter, og giort et og andet færdig, som I vilde faae at see med Tiden, mine Elskede! I Morgen skriver jeg til Dig, elskte Maja!

67Den 18de May Kl 9 i Morges, kom Pastor Chrystie vandrende med sin Stok, deels for at see til os, deels til Børnene. Disse ere nu, paa lille Jørgen nær, kiørt hiem, skydset af Hertel, men Fader og Søn bliver til i Morgen. Vi fik Præsten overtalt, da det var for stærk Vandring, 3 Mile paa en Dag, at blive til i Morgen tidlig. Smaaepigerne vare uovertalelige[.] Præsten kom med sin Stok, har jeg skrevet. At han havde brugt den til ‹H›yttestav, og ikke for med den at hiemsøge os, begreb I nu sagt, mine gode Børn! men for at forekomme Anmærkninger, har jeg nu giort det saa tydeligt.

4de Hefte af Dagbogen er borte, og et Brev til Dig, min Maja C: I Nat var jeg paa Ejdsfoss hos Dig. Mon Du er der nu, og Don Pedro og Thrine? thi I vare der Alle, og saa kom Egerbarna, syntes jeg, og vi havde alle saa travlt med en Rosmarin, som en stoer Green var brækket paa. De samme deylige Blomster, som jeg sidst saae i Vinduerne, stode der og mange flere. Hvor jeg kom, var Blomster. Det skal jo ikke betyde noget glædeligt, især da Rosmarinen spillede den første Rolle overalt. Men jeg forklarer mig Drømmens Oprindelse meget godt: Jeg har endeel Blomster her i mit Kammer, og fik i Gaar en deylig Malva sendendes fra min gode Moer Mørk. I en saadan Urtepotte, som den staaer i, satte jeg – jeg veed ikke om jeg har fortalt det før – en Rosmarinqvist, som jeg havde med mig fra Ejdsfoss i Vinter. Den lod til at vilde komme sig, og glædede mig saa meget; men saa med et gik den ud. Ved denne Erindring vaktes nu andre, og jeg tænkte mig, som jeg saa ofte giør, hvor deyligt der nu vist alt begynder at blive paa Ejdsfoss, og hvor rundelig jeg skulde blive forsynet med Blomster, om jeg var det nærmere, o.s.v. Det var en skiøn 68Drøm; jeg havde giærne fornyet den, da jeg ikke længere kunde holde den fast. I vilde sikkert intet have imod, at jeg her udskriver noget, som jeg synes det beste jeg har læst eller hørt om Drømme. Det er af Novalis, jeg troer i hans Ofterdingen.

«Wenn ihr zuerst in Eurem Leben einen Traum hättet, wie würdet ihr nicht erstaunen, und Euch die Wunderbarkeit dieser, uns nun alltäglich gewordenen Begebenheit gewiss nicht abstreiten lassen! Mich dünkt der Traum eine Schützgewehr gegen die Regelmässigkeit und Gewohnlichkeit des Lebens, eine freie Erholung der gebundenen Phantazie, wo sie alle Bilder des Lebens durch einander wirft, und die beständige Ernsthaftigkeit des erwachsenen Menschen durch ein fröliches Kinderspiel unterbricht. Ohne die Traume würden wir gewiss früher alt, und so kann man den Traum, wenn auch nicht als unmittelbar von oben gegeben, doch als eine göttliche Mitgabe, eine freundlichen Begleiter auf der Wallfahrt zum heiligen Grabe betrachten.»

Torsdag 19de Kl: 10 i Formiddag, begav sig Fader Chrystie, Staven i den ene, sin Søn ved den anden Haand, paa Hiemveyen. Alt hiemmeværende Mandskab fulgte ham. Min Koren er i Dag i Edsvold, og bringer mig, haaber jeg, nøyagtig Efterretning om, hvordan det nu staaer til paa Mork. Jeg troer, godt. Men jeg har i saa lang Tiid intet hørt derfra, og ønsker at vide, om alt der igien er i sin forrige Orden.

Tørrere Post end i Dag, kunde dog ikke være. Budstikken havde vi læst før, og saa var der intet uden det jammerlige Intellig: blad, hvor der ikke engang var saa meget, som en Strophe til os elskelige Hr Ole Professor. Ikke et Brev, undtagen til Hertel fra Jes, som ivrer, og med Ret, meget forfærdelig 69imod to eller tre norske Piger, som har givet Svensken Efterretninger om deres egne Landsmænds, de norske Troppers Stilling og hvad de vidste, og, for at undgaae den fortiænte Straf, taget Flugten til deres Lands Fiender. Afskyeligt er det rigtig nok; og min kiære Jess’s Varme glæder mig, som ethvert Udbrud af rigtig, kraftfuld Følelse i en ufordærvet Siæl. Nogle af Wedels Jægere havde, da de ey kunde naae dem, skudt efter dem. «Hvad havde du tænkt, Hertel,» slutter den lille glohede Nordmand denne Efterretning, «om du havde læst i Budstikken: at et Par norske Piger var skudte af norske Krigere?» De ulykkelige! for dem har Jorden nu ingen Fred mere, overalt maae den brænde under dem: de har forraadt den Plæt, hvorpaa de fødtes, dem er intet mere helligt – Og dog, de Ulykkelige! hvor meget var det ikke mueligt at udfinde til deres Undskyldning: Frygt, Uvidenhed om hvilken Brøde de begik, hvad Følger den kunde have – ikke at tale om den langt uundskyldeligere Grund, Penge – maaskee blanke Guineer, en Fristelse, for hvilken saa ofte langt flere falder, end modstaaer, og Mennesker, af hvem man kunde fordre noget mere, end af en, maaskee i dyb Vankundighed opvoxen Bondepige. Jeg afskyer Handlingen, men beklager de Elendige, og fordømmer dem ikke.

Fredag 20de En slem Dag. Jeg stod syg op, og blev værre ved et Klagebrev fra den arme Ekholm, der nu, ved Mad: Wangenstens forestaaende Nedkomst, er husvild. Gud give, det maatte lykkes mig, af skaffe ham Raad. Siden har jeg lagt til nu, Kl 3. Paa Mork er det Gud skee 70Lov meget godt, skiøndt den brave Major endnu er meget mat. Jeg fik et langt, meget muntert Brev fra ham, men nesten ulæseligt i Begyndelsen. Det var noget nær de første Linier hans skiælvende Haand har bragt paa Papiret siden hans Sygdom. Det var en sand Glæde, siger min Koren, at see disse gode Mennesker som paa nye giengivne hinanden og forenede. Saa snart det paa nogen Maade bliver mig mueligt, skal jeg opfylde deres og mit eget Ønske, og reyse did.

Blandt saa mange mørke, smertelige Scener, vederqvæger det, engang imellem at træffe paa en lys.

Jeg er saa forstemt, mine Elskede! og kan ikke sige Eder Aarsagen, veed den neppe ret selv. Kun saa meget, at det er sørgeligt sant: «ogsaa de beste, meest oplyste Mennesker kan ikke bekiæmpe sine Fordomme.»

Søndag 22de Skiøndt jeg i Gaar var temmelig brav, bædre end i Dag, fik jeg dog intet skrevet her, fordi, mine Elskede! I vel skal kiende Eders Moer Koren i alle, ogsaa hendes vrantne Luner, men ikke plages med dem. Jeg gik henimod Aftenen en Tour i det søde stille Veyr med min kiære Skriver ud paa Marken, besaae vor Vinterrug, som staaer deylig, og vendte lettere om Hiertet tilbage.

I Dag – der er rigtig nogen Feber atter i Færd med mig – er jeg, efter en slem, ængstelig Nat, saa ley og nedstemt, dog, naar jeg skal sige Sandheden, ikke saa meget ved Feberphantasierne og den afbrudte Søvn, som ved det slette Udfald af mine Comissioner for de arme Ekholms. «De ere Svenske, vore Fiender, at bevise dem Velvillie er fast Synd.» Saa omtrænt kan man udlægge de Svar, jeg 71har faaet. Om jeg i ingen Maade interesserte mig for disse stakkels forladte Mennesker, saa er dog saa usle Fordomme, og især naar de har sin Oprindelse fra Nationalhad, mig en Vederstyggelighed. Nationalhad – jeg kan ingen Synd tænke mig større end denne. Ney! selv Engeland bevare Gud mig fra at hade. I det Øyeblik mit retfærdige Had mod dets Voldsmænd udartede til Had mod deres Nation, vilde jeg blive mig selv foragtelig. Ja, jeg siger af et fuldt Hierte med Baggesen i hans mig altiid saa kiære Labyrinth: «Nationalhad, Nationalforagt, ere sande – og just af alle de frækkeste, kaadeste, dummeste, utigiveligste Blasphemier. Om og virkelig hiin eller denne Nation spiller en skrækkelig eller uanseelig Rolle – hvis er Skylden? Den er nær ved at foragte Menneskeheden, som foragter et Folk etc.»

«Snart er det den kiære 27de May» faldt mig ind i Dag, «og hvad hvordan eller hvormed skal du hilse den?» Jeg afskrev derpaa et lidet Digt, som jeg tænkte, i sin Tiid skulde tilegnes min kiære, elskelige Egersøn, og sender det i Dag med Hertel, som skal til Byen, ledsaget af et Par Tilegnelseslinier ad interim, skrevet med en virkelig Feberhaand som Oncle Erich kalder det, med et sygt Hoved og tungt Hierte: Thi imens jeg afskrev selve Digtet, kom lille Luise Radik fra Fogdens og fortæller, de der har havt Efterretning om et blodigt Slag ved Vinger, hvor vore atter ere blevne nødte til, at trække sig tilbage. Det skal have, bekræftede Pastor Munthe, vedvaret Torsd: og Fredag, og man formoder, det er fornyet i Gaar. Aldeles tomt Rygte kan dette ey være. Til Fogden er det meldt fra en Lehnsmand Reich i Næss – altsaa i Nærheden af Krigsskuepladsen – 72en saare paalidelig Mand. Underligt, at min Rikke ey skrev herom. Vi vil vel snart faae de nærmere Omstændigheder at vide. Mit Hierte banker saa underligt, og en fæl, ængstelig Drøm fra i Nat, staaer saa levende for mig – Dog, lutter Feberphantasier altsammen, vil jeg haabe.

Mit Brev til min kiære Frederich slutter jeg ikke – eller rettere, begynder jeg ey paa (thi Brev er det jo ikke jeg har skrevet) før jeg seer, om Posten bringer noget i Dag. Det kommer mig for, som den bringer mig noget fra de Kanter. Da maaskee ogsaa lidt mere her –

Mandag Aften. Posten kom, men min Ahnelse blev uopfyldt. Den bragte intet, uden et Brev fra min gode Fabritius, som var os alle særdeles vigtigt, da det gav os nøyagtig Underretning om det sidst forefaldne Slag paa Vinger, hvorom Rygterne som sædvanlig vare saa modsigende, men alle frygtelige. Gud skee Lov! endnu gaaer alt godt, og vi staaer os bravt. En Skandse havde de fordrevet Fjenden fra; men den vigtigste er endnu tilbage. Gud veed, om der siden (dette var Onsd: 18de) er forefaldet noget. Jeg havde just tænkt at fortælle eller fore «sladdre Eder Alskens Ting, Elskede! men saa kom lille Faer Mørk, og er her endnu, og nu er det nesten mørkt. Min Koren er kommet hiem med en halv Perial; men da er han meest snaksom, og holder nu Præsten med god Prat mens jeg sidder her. Dog, kun for at sige Eder, at jeg atter i Dag er flink, har været tidlig oppe i Dag, og tilbragt Tiden, som jeg troer, ey unyttig, og meget behagelig.

Min lille Luise gik hiem i Dag. Hertel er i Byen, med ham Brevet til Eger. God Nat, I Dyrebare! Det qvælles stærkt, og jeg gad giærne være færm i Morgen ogsaa –

Vi skal endnu en Tour med Lina, som har været særdeles flittig i Dag –

73Tirsdag 24de Hvorfor skal jeg trætte Eder, mine Elskede! med min evige Feber- og Hovedpine-Jeremiade? og dog, naar I vil vide alt hvad vedkommer Eders Moer Koren, saa er der vist og sandt intet, som vedkommer hende mere, end dette, sig hver anden Dag saa bestemt indfindende Onde. Jeg maatte til Sengs i Dag igien. Men et Slags Benanelse, eller hvad jeg skal kalde det, som nu flere Gange i senere Tiid har overfaldt mig, og som er skrækkelig pinligt, nesten som jeg skulde qvæles, giør mig denne Hvile mere udmattende, end det Onde selv. Vi faaer nu see, om det saa vedbliver, om Anfaldet kommer igien saa ordentlig som hidtil, saa bliver Christi Himmelfarts Dag just ingen Festdag for mig.

Nest efter disse Beklagelser, kan jeg, ogsaa som sædvanligt, opvarte med Rygter. Jeg vil intet nævne om de aldeles urimelige: at vi har faaet vor Flaade igien, at Bonaparte i Forening med Ruslands Keyser har alt skaffet os Fred; at hans svenske Majestet blev skudt af en norsk Grenadeer, da han i egen Person mynstrede sine Tropper – men de kan da staaer her for Løyer Skyld. Et andet, mindre usandsynligt, ja, i Sammenhold med Fabritius’s Brev rimeligt, hørte vi nu: at vore Folk skal, efter et Par forgiæves Forsøg, have drevet Svensken (i Vinger) ud af sine Forskandsninger, tilbage over den norske Grændse; men med stort Tab paa begge Sider. Dette er vel, enten det skeer eller er skeet, desværre uundgaaeligt. Den, som fortalte det, skulde have mødt en Dragun med Ordre at skaffe Skyds til 7 Vogne for de Saarede, som skulde bringes til det i Næss oprettede Sygehus.

I Fredags eller Lørdags, skulde det have været. Det vil snart blive bekræftet, er det saa. I Dag eller Morgen skulde jeg skrive 74til min gode Urban Fabritius. Men det er mig saa ængsteligt. Hvem veed, er hiint Rygte sandt, om han lever endnu? Eller, hvad der kunde være skrækkeligere, iblandt de, som paa de 7 Vogne skal bringes til Sygehuset? –

Ney, det er saa mørkt. Veyret er tungt, regnfuldt. Jeg vil ind blandt de andre. I Morgen vil jeg skrive, det er jo min gode Dag –

Christi Himmelfartsdag Det var ganske rigtig min gode Dag i Gaar, men «hu tu tu! kjære Frue!» siger en vis fordums, nu igien bleven Frue i Christiania, hvilket Veyr det var. Da jeg havde endt mit Brev til den gode Urban (hvis Navnedag det var, og hvis 21de Fødselsdag det er i Dag) og havde skrevet noget nødvendigt, læst med Linchen o.s.v. holdt jeg ikke længere ud at sidde her ene og høre den melancholske Regn pidske paa mine Vinduer. Jeg gik deels herfor, deels for at opmuntre mine Jomfruer ind til dem, og fik dem ved Forelæsningen af Lafontaines Svogre til at glæmme deres Smule Modgang. Men det er sandt, lad mig see, om I kan vide noget herom? – Jeg troer det ikke. Seer I, de havde foresadt sig, Sarotje, Nella og Andr. Munthe, at gaae til Chrysties i Gaar Eftermidd: og blive over der i Dag, saa i Morgen fortsætte Hiemvandringen om Plogstad. Disse Planer gik nu i Staae ved Regnen, og den kiære, ikke synderlig i Modgang øvede Ungdom, sørger for Øyeblikket ret heftigt over ethvert feylslaget Haab. Som sagt, da de saae mig og i min Haand en af «de smaae kleine Romaner» som Nella kalder dem, klarnedes det alt paa deres Horizont. Andreas, Stakkel, som ingen Bog er kiær uden den med de 52 Blade, kunde jeg intet give til Erstatning, fordi han forgiæves havde klippet sit Haar, barberet sig etc – Men saa vil jeg nu have fortalt Eder, mine Elskede! at den samme Sr. Munthe var oppe i Dag Kl 2½, bankede da paa Jomfruernes Kamm:dør, og bad dem see, hvor Solen skinnede –

75Men endnu vare deres Øyne betyngede med Søvn, saa de skiændte den arme Fyr Huden fuld, hvad han ey brød sig om, men bad og bandte det bedste han kunde, at de dog «Sku Sku» og «for Faen» maatte staae op. Kl 5 vare de endelig paa Benene og marschfærdige; men – da var den aarle Ledsager endnu ey færdig med sin Pynt. Koren fulgte dem et Stykke paa Veyen, hvor Andreas 3 Gange blev liggende tilbage ved forgiæves Forsøg paa at «faae sin Pibe tendt».

Nu, Kl 8, ere de dog vel, i det mindste Jomfruerne, ey langt fra Maalet. – Ja, klart og skiønt er Veyret, uagtet en temmelig kold Nordenvind, og imod Formodning er jeg ret rask i Dag, da jeg efter Ordenen kunde vente det Modsatte. Saadanne skuffede Forventninger kan jeg godt lide. Men desværre lægge vi ikke een mellem ti Gange Mærke til, at et truende Uveyr drager over, naar derimod intet, som bryder løst, bliver ubemærket.

Jeg veed ellers ikke, mine dyrebare Venner, om I har lagt Mærke til, at jeg hver hellig Dag lettere forfalder til Moraliseren end ellers? Og derfor vil jeg nu, til Høymesse, tage fat paa Platou, og hans hemmelige Bryllup med Frøken Lumholz. I vil have hørt dette længe før I seer det her; men I vil vist da ogsaa have havt de samme Følelser ved at høre det, som jeg i Aftes, da Hertel, der kom fra Byen, fortalte det. Stedmoderen, som vist ikke er Stedmoder i Ordets slemme Bemærkelse, var vidende om de Unges Plan (da den egensindige Fader plat ud ikke vilde give Platou Datteren før han var, som han kaldte det, kongelig Embedsmand), at blive et Par uden Papas Samtykke. Det blev de da, jeg veed ikke om Torsdag eller Fredag, da Fader Pavels sammenføyede deres Hænder. Den Gamle blev rasende, fik en Rørelse, og overvældede sin Kone med Forbandelser og Trudsler. Alt dette virkede saa frygteligt paa den arme, før svage Kone, at man nu tvivler om hendes Liv. I sin første Angst sendte hun Bud til Presidenten, som har et 76vist Greb at tage den hidsige Olding med, som aldrig pleyer forfeyle sin Virkning: at bringe ham til Raison. Men denne Gang kom vor President (for han er saa bra) hverken for seent eller tidligt – Hans Høyærværdhd løftede den endnu rørlige Haand i en truende Stilling, og den gode Mægler fandt for godt, at trække sig tilbage, til Stormen havde lagt sig saa meget, at han kunde blive hørt. Hans Godmodighed og naturlige Sindighed blev her endnu understyttet ved den dybe Følelse, at Faderen virkelig var i høy Grad fornærmet. Men Tingene vare, da Hertel reyste, i samme sørgelige Forfatning; thi vel havde Presidenten skaffet sig Gehør (tilgiv dette halvtydske Ord! jeg veed i en Hast intet andet) men uden Virkning. Han er især opbragt paa Pavels, som har viet dem, og sværger, han ey kan eller vil døe, før han har skaffet sig Hævn over ham. Krænkelser vil det altiid blive for den retskafne Pavels, som vel neppe har forestillet sig, «en Fader kunde længere end i det høyeste en Dag – ak! og det var længe nok! – være uforsonlig mod et feylende, angrende Barn.» Den hele Affaire er mig særdeles ukiær. Vel staaer jeg ikke i mindste, end ikke i selskabelig Forbindelse med Lumholz’s Familie, kiender dem neppe; men om jeg hørte sligt om mig aldeles ubekiendte Mennesker, vilde det bedrøve mig. Og nu er Platou, Hovedstifteren af alt dette, Ungdommens, mine Børns Lærer. O! burde han, burde nogen retskaffen Mand handlet saa? Han var vis paa Pigen, Faderen afslog ham hende jo ikke, vilde kun Udsættelse. Hvad havde de da at haste saa forfærdelig efter, naar de kunde see og omgaaes hinanden frit? Ney, det er mere end 77Ungdoms Ubesindighed, det er Letsindighed. Og om den nu koster den 80 Aars gl Olding Livet, og den alt for overbærende Moder, om hun end rives af Dødens Arme, sin hele Fremtiids Roe og Tilfredshed – o! kan et saaledes begyndt Ægteskab vorde lykkeligt og velsignet? Dog, Gud give alt maae faae et bædre Udfald, end der nu er Grund til at formode! Det ønsker jeg af mit Hiertes Inderste. Men ligesaa hierteligt ønsker jeg, Platou snart maae faae en anden Befordring. Skolelærer synes mig ikke han bør være herefter; det burde ingen være, som saa offentlig har tilsidesat en af de Pligter, der bør være Ungdommen blandt de helligste: Agt for Forældre. Er jeg for stræng? Siger mig det, mine elskede Børn! Jeg vilde nødig være det.

De sidstudkomne Budstikker bragte Hertel i Gaar. Deri er da endelig et Brev fra Carl Jessen selv, som maler saa tydeligt i hans jævne, mandige Sprog det sørgelige Slag. I den anden er et i sit Slags interessant Brev fra vor kiære gamle Justiskar. Jeg kiendte ham saa godt og glad igien i hver Linie. Nu, hidtil har Britten ingen Aarsag at rose sig af sine Erobringer i Norge. Gud lade ham heller ingensinde faae det! Og vore brave Nordmænds hidtil usvækkede Mod giør ikke dette Ønskes Opfyldelse usandsynligt, mindre umueligt.

Rygtet om de fortsatte Slag Torsd: og Fred: paa Vinger, skal, som fast alt hvad der hedder Rygter, være ugrundet. Fader Mørk har nu efter sin Sædvane sadt her en Times Tiid og snakket. Nu gik han til Kirken, hvorhen jeg ogsaa giærne gik, om jeg ikke frygtede derved at tilbagelokke Feberen, som synes at have trukket sig tilbage fra mine Grændser. Man maae jo, efter Politikens Regler, de eneste man nu omstunder beskiæftiger sig med, ikke troe sig aldeles sikker, fordi Fienden synes at flye.

78Eftermidd Jeg havde nesten glæmt, det var Postdag, da man i Haven, hvor jeg sad ventende paa Kirkefolkenes Tilbagekomst, bragte mig Dit Brev, beste Moer Cappelen. Ak! Jeg kunde ikke glæde mig som sædvanligt ved dette kiære Brev, da jeg veed Svaret derpaa maae bedrøve Dig. Ney, Du Gode, blot mine Ønsker og Velsignelser maae følge Dig til det vakkre Schien til Dine ventende Venner, og til mine. Selv kan jeg umuelig blive med Dig. Dog, det faaer Du jo alt vide i mit Svar, dette Svar, som jeg forudseer, vil smerte Dig saa

Nu ringer Klokkerne vor gamle Postmand til Jorden. Jeg har saa ofte seet ham saa glad imøde, kiendt ham langt borte paa sit hvide Haar. Det var en from gammel Mand. Der er noget saa eget ved denne Ringen, især naar det er over et Lig, man for ikke længe siden har seet varmt, sundt, med alle sine Sandsers fulde Brug, og nu tænker sig disse saa aldeles i Staae, det hele Væsen saa opløst –

I Alle, mine Elskede! kjender Claudius. Men maaskee kjender eller erindrer I Eder ikke alle hans Wandsbecker Bothen, hvori der er saa mange deylige, jeg er nesten fristet til at sige jeanpaulsk deylige Stæder. Her til en Prøve noget, som ved Ovenskrevne, og ellers ofte, faldt mig ind.

«Ich mag wohl Begraben mit ansehn, wenn so ein rothgeweintes Auge noch einmahl in die Gruft hinab blickt, oder einer sich so kurz umwendet, und so bleich und starr sieht und nicht zum Weinen kommen kann. Es pflegt mir denn wohl selbst nicht richtig in’n Auge zu werden, aber eigentlich bin ich dog frölich. Und warum sollt’ ich auch nicht frölich seyn? Liegt er doch nun und hat Ruhe! Und ich bin darin ‘n närrischer Kerl, wenn ich Weizen säen sehe, so denk ich schon an die Stoppeln und den Erndtetanz. Die Leut fürchten sich so vor einem Todten; weisz nicht warum. Es ist ein ruhrender, heiliger schöner Anblick, einer Leiche ins Gesicht zu sehen; aber sie muss ohne Flitterstaat seyn. Die stille blasse 79Todsgestallt ist ihr Schmuck, und die Spuhren der Verwesung ihr Halsgeschmeide, und das erste Hahnengeschrei zur Auserstehung.»

Ney, hører jeg nu, det var ikke min gamle Postmand som blev begravet (han skal begraves Søndag) det var en ung, 18 Aars Pige, som gik til Confirmation med min Sarotje, det fortalte lille Mørk, hvor vi, Skriveren, Poppe og jeg, har hensladdret et Par Timer (Kl er nu 9) meget behageligt. Med Taare i Øynene fortalte den ømme gamle Mand, hvor meget han havde  holdt af denne Pige fra hendes Barndom, hvor færm og god hun var. En uhelbredelig vedholdende Sindssvaghed, vist nok grundet i uhelbredelig Nærvesvækkelse, grov hendes tidlige Grav. – «Liegt sie doch nun, und hat Ruhe».

Det var en deyllig Spadsertour vi giorde i dette himmelske Veyr. Lina er med Hertel hos Giørups. Telja havde lidt at sysle med. Altsaa gik, som skrevet staaer, vi Tre, først til Christianehøy, hvor den gode Hertel atter har giort nogle nye smaae Indretninger, plantet Træer o.s.v  – hvor jeg saa ofte sukker efter at see mig omringet af Eder Alle, I min Sjæls Dyrebare! – Derfra toge vi Touren ved en Omvey til Gislevold. De vare alle ude at tage frisk Luft, ligesom vi. Doctr: kom hiem; men efter de øvrige ventede vi forgiæves en heel Time, og gik saa til det kiære gamle Par, Mørk og Hustroe, hos hvem jeg saa tidt tænker mig mellem Philemon og Baucis. Hun sad beskiæftiget med Urtepillen smaaesnakkende med sin Dompappe, som hængte hos hende i Vinduet; Præsten i sin Nattrøye og Hue, med sin Øyenskiærm, læsende og excerperende, jeg saae ey hvad, thi han blev lidt uroelig over, at vi traf ham i Negligee, hvori han dog maatte blive enten han sang eller sprang. Der bleve da vore Legemer styrkede med Brød, Smør, Spegeflesk, Heggebærbrendeviin, osv –, vore Sjæle med interessante «Sagen aus dem Alterthume» som han altiid har i Forraad –

80

27de May

Velkommen, blide, yndefulde Maydag! min sønlig elskende, moderlig elskte Frederichs Fødselsdag! tusind Gange velkommen! O! blev du hædret som jeg ønskede, du skiønne Dag! Bragte Du Fredens Velsignelser igien over vort fortrængte Land! bragte du os i det mindste dette Haab nærmere, giorde dets Opfyldelse sandsynligere[.] Ak! maaskee flyder Blod af mangt et Saar, Taare af mangt et Øye, i disse Øyeblik, da mit Hierte kunde omfatte hele Verden, selv Engeland (kun ikke Canning, Popham etc) med moderlig Kiærlighed. Disse skrækkelige Forestillinger forbittrer mig hver Glæde, jeg ellers kunde nyde; intet Minut, uden jo de blodige Billeder svæver mig for Øyne. Enhver nye Frembringelse af Naturens moderlige Skjød fylder min Siæl med Veemod. Blod væder de blomstrende Enge, Smerteskrig døver Drosselens glade Vaarsang. Giøgens muntre Kuk kuk – O! det er smerteligt, hvordan disse Forestillinger ere indvævede i alt hvad jeg seer, hører, foretager mig. Og jo gladere jeg uden disse kunde være, jo mere trykkende ere de –

Min ædle Ven, min elskede Søn! De Taare, som nu nesten skiuler hvad jeg skriver for det taagede Øye, dem hører og forstaaer vor gode Fader deroppe, læser deri hvert Ønske for min kiære Frederich og hans og min Elise, og at han vil høre mig, Det

«Det siger mig mit Moderhierte.
Ja, kiære Dag! det siger mig,
Jeg neste Aar skal hilse dig
Saa varmt som nu – med dulmet Smerte» –

Maatte det lykkes mig, at glæde et eneste levende Væsen i Dag, at aftørre en eneste blandt de ‹Mange› Lidendes Taare Bædre, ædle Ven! kunde jeg jo ikke hædre, ikke moderligere, denne Deres Dag –

Dog, ogsaa med Blod kan en Fødselsdag hædres. Saa blev min det, da Uhyret Robespiere endte sin Helvedbane her under 81det Mordindstrument, til hvilket han havde bragt saa utallige uskyldige, ædle Slagtoffre, den 27de Julj 1794 – Saa kunde den 27de May blive det, om en Canning, en Popham, og hvad de mere kaldes, disse Menneskehedens Afskum, faldt, og ved dette Fald deres nu saa dybt beskiæmmede Nation reyste sig, og Roe og Fred igien kunde løfte de nedbøyede Hoveder i Veyret –

Jo, Gud skee Lov! det er lykkedes mig. En stakkels Pige, som snart skal blive Moder, hvis Festemand værger for Landet, hvis Moder døde i Gaar, som ved Fliid og Stræbsomhed troelig har hiulpet, nesten ganske opholdt denne længe svage Moder, og en skrøbelig Fader, hendes Taare har jeg, ak! vel ikke aftørret – det kan kun den elskede Krigers Tilbagevenden (maaskee vender han aldrig mere tilbage!) men mildnet dem – Vi kalder ellers denne Pige Skriverens Pige, fordi hun har al sin Tilliid og Fortroelighed til ham, og han stedse hielper hende til rette, fordi Stræbsomhed og Arbeydsomhed (hun er ogsaa ganske vakker) giver Mennesket stort Værd i hans Øyne, hvad de nok bør have i enhvers, naar de ere forbundne med Redelighed og Troeskab –

Denne samme min gode, retskafne Skriver, er i Dag i Edsvold. I Dag vilde jeg grumme giærne mødt Sarotje og Nella med deres Følgesvend paa mit kiære Plogstad; men Heste er ey at bekomme. Hertel har længesiden tilbuden sin; men den behøver ogsaa at hvile. Vi faaer ellers Plougen lagt i Dag, og saa skal Folkene, som har været overmaade raske og driftige, have sin Plouggrød, og saa raaber de Hurra! naar de kommer hiem, og bliver flaue, naar hverken jeg eller Skriveren da er tilstæde. Jeg skal ogsaa skrive til Dig, elskte Maja! i Dag. Det er første Gang, dette Arbeyde falder mig tungt – Giid kun mit Brev, som afgaaer i Morgen, maae komme rigtig frem! Og nu ere I, Du, Din Pedro og Thrinebarnet paa det deylige Ejdsfoss – hvor skulde, ‹…› var jeg nu hos Eder, vi klinke vor Egerprovstes Skaal!

82Og nu, Kl 12 Middag, har vi plantet 2 deylige Træer uden for Dørren i Forgaarden, hvoraf det paa høyre Haand høytidelig er døbt Frederich. Poppenheim, Lina, Telja, jeg, Hertel, (Planteren) – Diderichsen, Wold, ‹…› Mellin have alle været Faddere. O! det vil voxe og trives, og i dets Skygge skulde vi mange Gange tænke paa denne Dag, og Træets kiære Navne, som Gud give maae glæde sig der med os, blandt os! Men, er denne Himmelegn ham mindre gunstig end hans blot ‹v›eg‹…›terende Navne, da, du store Gartner og Ordner deroppe, henflyt ham, hvor han maae trives og bære Frugter til Velsignelse for sig og Andre; hvor han «ikke forgiæves udstrækker sine Hænder til et gienstridigt Folk» – Og dog, neppe, neppe har jeg Hierte til at sige: Amen!

Løverd 28de De i Aftes Hiemkomne, troede ikke, den lille Frederich var rigtig døbt, fordi de ey vare der tilstæde. Det skedte altsaa nu i behørig Orden. Skriveren var Præst, Poppenheim Klokker, alle vi øvrige Faddere. Skriveren rystede sine graa Lokker og kaldte os Børn allesammen. Og nu er ogsaa mit Brev borte, det Brev, som Du saa længselfuld seer imøde, elskte Moer Cappelen, og som, naar Du faaer det, tilintetgiør Dit Haab.

Min Maja K: kom med hiem i Aftes. Her skulde vadskes og klippes Faar, og derved, kan I nok tænke, hendes Nærværelse var nødvendig. Hun bliver nu hiemme til over Pintsedagene. Jomfruerne vare trætte; men Andreas reent ussel. Han er endnu bleeg og søvnig; dog saae han saa blidt til det døbte Træe, og ønskede vist, det kunde synge for ham –

Nu er ogsaa 5te Hefte sluttefærdigt. Men afsendt bliver det neppe før jeg selv, 3die Pintsd: tager det med mig til Byen. Sarotje, kanskee ogsaa Lina, følger mig.

83Den 29de May.

Der er i Dag Confirmation her ved Kirken. Men det varer altiid saa uendelig længe; derfor lod jeg Barna gaae for mig. Fader Mørk var her før han gik i Kirken, og jeg paalagde ham, at han maatte være færdig med Alt Kl 2. Om han er istand til at holde det? Min Suwarron, som I jo har den Ære at kiende? mine Børn! staaer ogsaa blank i Dag. Han har aldrig været saa galant sin Levetiid. Foruden hvad Skriveren har givet ham til denne hans Hædersdag, har hele Contoiret bidraget til hans Udstaffering. Men med Læsningen er det jammerligt. Han kom reent forhungret hid for 3 Aar siden. Jeg har aldrig seet et elendigere Barn. Men saa kom han sig, og blev ved at blive her, og er nu rask og stoer og stærk; men da han, 15 Aar gl, ikke kiendte et Bogstav, har han i disse 3 Aar ey drevet det synderlig vidt i boglige Kunster. Gud hielpe den saa aldeles forsømte Ungdom!

Frue Wærner er her i Dag. Hun har nu faaet en nye Sorg. Capitajn Hiort, gift med Wærners Syster, som har været længe i Fredstd, ham nemlig, er kommet i Fortred og aresteret, ingen veed hvorfor. Rygtet vil endog, han skal have dræbt sig, hvad dog Gud forbyde, skulde være sandt! Hans arme Kone er færdig at forgaae i sin Jammer. Hun reyser nu selv ned, for at faae vide Sammenhængen, og den gode medlidende Frue Wærner tager hendes Børn til sig for det første. Og denne Frue Hiort var, da vi kom herop, hele øvre Romeriges Prima Donna, dog uden alle egne Pretensioner, men en rask, vittig, hiertensgod Pige, som man maatte ynde. Hun er ligesaa tækkelig Kone, har hidtil holdt sit Mod vedlige uagtet det ‹…› er sadt paa haarde Prøver og vil endnu, siger 84hun, kunde udholde alt, kun ikke Beskiæmmelse. (I hvilken underlig Bemærkelse tages ikke ofte dette Ord. Jeg længes mellem Frygt og Haab efter denne sørgelige Begivenheds Udfald. Hiort er en haard, ubændig Mand –

Kl 5. Jeg er saa træt. Vi har været ved Liøgodtkiæret og trukket Karusser, og fik nogle ret deyligstore. Siden ved Dammen og sluppet dem, og i Haven, kort, vandret om i et væk. Og saa varm en Dag! «Det giør godt ved dig, Moer vor» – Ja, mine elskte Børn! det troer jeg ogsaa, og har foresat mig, at gaae ret dygtigt i Sommer. Maae kun Hiertet blive let[.] Da synes jeg, intet er tungt.

Mine Formaninger frugtede. Kl 2½ var lille Mørk ganske færdig. Han saae ofte paa sit Uhr, og op til vor Stoel, kort han har sand Kiærlighedsfrygt for mig, det mærker jeg nok og derfor skal Maja mi, frem for alle hans Yndling, besøge ham i Morgen, naar Faareklyppingen og hendes andre Sysler ere revne tilside, og give ham et ret datterligt Kys.

Med Posten fik jeg et Brev fra Kbhn. fra unge Munthe, af 16de d M: Men ikke et politiskt Ord, kun at de alle var i stoer Angst for Norge «da de i Budstikken havde seet af Gudmundsens Brev, at Svensken var gaaet over Stoerelven» Hvor staaer det i Gudmundsens Brev? De maae have feyle Eftertryk dernede af Budstikken, eller de ikke kan læse rigtig. Gud lade det ikke komme dertil! (med Overgangen, mener jeg) Min Koren fik et meget artigt Brev fra den udmærket brave Ritmester Darre, hvori han paa Printsens Vegne beder om Fortegnelse paa de Fødevahre, herfra Egnen blev indsendt, «at det kan blive indrykket, som alt øvrigt i Budstikken» – Mueligt, det er en Nødvendighed, som vi ikke indseer; men jeg lider ikke den Opramsning 85af alle disse smaae og store Biedrag til Opfyldelsen af en Pligt, som vel maae være ethvert Menneske den helligste, eller dog blandt de helligste af alle. Imidlertid maae Koren opfylde hans Durchlhds Ønske, og har til al Lykke Sarotjes meget nøyagtige Optegnelse paa det alt. Af dette Brev seer vi, at Printsen endnu er paa Narvestad i Edsberg. Ubegribeligt, at han ligger der saa roeligt og saa længe. Efter vort Tykke synes hans Nærværelse at være meget nødvendigere paa det truede Kongsvinger. Dog, sikkert veed Manden hvad han giør. Det er nu kun saa min «uforgribelige Formening» for at tale juridice –

Mandag 30te Fra min kiære, nu atter meget skrantne Rikke Borchsenius, fik jeg et Brev, Posten i Gaar bragte hende fra vor gode Fabritius. Der har den 25de atter været en blodig Skiærmydsel mellem vore og Svensken. 100de Mand bleve deels fangne, deels nedsablede af de 200‹…› Skieløbere, som Capitajn Jurgensen anførte. Svensken blev overrasket. En Baron Alssparre, den øverst Comanderende, vilde paa ingen Maade give sig, og blev – nedskudt. Det omstændeligere herom i et Brev til Eger, og I Alle vil see det før her, i Budstikken. At min ellers saa menneskelige blødhiertede Urban fortæller alt dette saa let hen, og efter den nøyagtige Beskrivelse over de Saar, den kiække ulykkelige Svenske fik, og det bestemte, kolde «Ney» han mellem hver af disse gav paa Spørgsmaalet: om han nu vilde give sig? slutter med et «det var en Fandens Karl!», det bedrøver mig. Jeg forstaaer det ikke; men jeg føler, at det er skrækkeligt, saaledes at dræbe et Menneske. Han vilde døe, det er tydeligt; men – ney, mit Hierte bløder for den tappre, ulykkelige Mand, og jeg kan ikke glæde mig over Eders Seyer, mine ellers saa brave, saa menneskelige Landsmænd! Endnu fortæller Fabr: at en Underofficer, som mistede sine Skoe i en Mose, drog den nyelig dræbte, blødende Barons Støvler af og paa – En af Krigens aller 86skrækkeligste Følger er dog vel den grusomme til Had grændsende Ligegyldighed, hvormed man vænnes til at betragte Medmenneskers Elendighed, de hede Taare, det strømmende Blod. Hvor sandt er det, hvad Lafontaine siger et Steds i sin skrækkelig skiønne Aristomenes og Gorgus: «Ach! der Krieg zerreisst die festesten Bande der Natur; er erfüllt Herzen mit Hass, welche die Götter und der Natur zur Liebe bestimmten!» –

Sidste May Egentlig vil jeg i Dag ikke andet, end sige den blide May Farvel, og takke for alt det Gode, den har bragt og udbredt over Jorderige, alle de deylige Øyeblikke den har skiænket mig. Saa venlig som den begyndte, ender den. I Mange mange Aar saae jeg ikke en saa velsignet May –

Men skal jeg see dig oftere, o at jeg da maae hilse din Komme med et lettere Hierte, end denne gang! Smiler du end ikke saa vedholdende blidt, dog skal jeg aande lettere endnu i din ambrosialske Duft, naar Freden kun igien smiler til det elskede Norge, det dyrebare Fødeland, naar den velsignede Jord ikke længere vandes med Blod og Taare –

Telja, Nella, Sarotje og Maja, gik nu til Houg, den Gaard, min Koren har bøxlet, fordi den er udseet til Skrivergaard, og han vilde ikke, den skulde falde i slemme Hænder, da den nu var ledig. Den tilhører egentlig Bispestolen, i det mindste har Koren afgiort Handelen med Biskop Bech, det veed jeg. Det er en halv Miil herfra, vel maalt. Koren er i Gierdrum. Poppe sværter og farver Garn til Væv, Hertel hører taalmodig Melins Planer til et nyt Lysthus, som skal blive kungeligt; Andreas staaer endnu i dybe Tanker over, at han ikke har fulgt Jomfruerne – Lina passer lille Dorthe og sine Høns, og kommer nok nu, Kl er 11 ind og læser. See nu veed I nogenlunde, hvordan vi har det.

87Kl 4 For ret at giøre Ære af den sidste May, har vi første Gang drukket Caffe i Haven, i mit Hegge-Lysthus. Den alt for stærke Lugt af de udspringende og udsprungne Blomster, forenet med den ualmindelige Hede, vilde, frygtede jeg, ikke passe til mit i Dag igien tunge Hoved, og derfor rev jeg mig, skiøndt med Møye, derfra, og sidder nu her i mit kiølige lille Kammer, og skulde begynde paa saa mange Ting, og begynder paa intet. I veed jo, kiæreste Barna mine! hvordan det pleyer gaae med «de mange Jærn i Ilden paa engang».

Jo, det skal det blive. Jeg skriver til Egerbarna, sender 5te Hefte af disse Blade, og, hvad der er det væsentligste, giver dem en Udskrift af hvad der i Fabritius’s sidste Brev angaaer Krigsbegivenhederne.

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1808

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.